Ejnar Andreasen (1914-1944). (Efterskrift til Politivennen).

Den 28. april 1944 kl. 16.51 blev graver fra Apostelkirken, Ejnar Andreasen, født i Ballerup den 6. Maj 1914, boende Tullinsgade 3, 3., skudt på Vesterbrogade ud for National-Scala. Andreasen var ledsaget af sin hustru og 2 børn, og blev ramt af et skud, der sandsynligvis blev affyret af tyske politifolk, der var i færd med at foretage en anholdelse udfor "Lido-Kaffebaren", Vesterbrogade 6 (overfor Hovedbanegården), og i den anledning skød efter en flygtende person. Skuddet var øjeblikkelig dræbende. Den 9. maj afleverede det tyske politi uopfordret sagen til Københavns Opdagelsespoliti og anholdt Niels Børge Jensen, der blev sigtet for uagtsomt manddrab på Andreasen.

Apostelkirken på Saxogade, Vesterbro, København. Husfacaden ud imod gaden er blevet fjernet senere, og tårnet danner en bemærkelsesværdig rest. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den dræbte Graver jordet på sin bryllupsdag

Højtidelighed fra Apostelkirken

VED en usædvanlig smuk højtidelighed blev graver Ejnar Andreasen, der forleden dag dræbtes at et vådeskud på Vesterbrogade, i går bisat fra Apostelkirken, den kirke, hvor han kun fik lov til at virke ved i fjorten dage, men til hvis menighed han havde været så nøje knyttet fra sin tidligste ungdom.

Kirken var fuld til sidste plads, da højtideligheden skulle begynde, og kirkerummet var meget smukt pyntet. Omkring kisten, der stod i koret, lå en lang række signerede kranse, således fra Apostelkirken, dens menighedsråd og menighedssamfund og Københavns Arbejdshjem.

Efter salmen “Hvo ved, hvor nær mig er min ende", talte kirkens sognepræst, provst, dr. phil. Jul. Schousboe, meget smukt om den unge graver, der nu var blevet kaldt bort fra sin familie. Provsten gik ud fra ordene: “Midt i livet er vi i døden" Ord der er hentet fra en gammel latinsk kirkesang.

Provst Schousboe udtalte videre, at vi lever i en tid, hvor vi daglig må mindes de ord som vi nu må tænke på ved Ejnar Andreasens død. Provsten udtalte videre, at graver Andreasen kun havde fået lov til at virke i fjorten dage i sit embede, som han var så glad for at overtage, og som man var så glad ved at se ham træde ind i, fordi han var en af menighedens gamle bekendte. Bisættelsen fandt sted netop på tre-årsdagen for Ejnar Andreasens bryllup i kirken, og dette viste jo, at midt i livet er døden.

Provst Schousboe rettede derefter i hjertelige vendinger nogle trøstens ord til fru Andreasen, hvorunder han bl. a. udtalte, at Andreasen selv havde beskæftiget sig så meget med livet hinsides døden og graven, og hvad han og hustruen havde til fælles. Det tager dødens håbløshed bort at vide, at der er et evigt møde for dem, der lever deres liv i Gud. Provst Schousboe sluttede med at udtale at håbet lyser over denne båre, og vi er alle blevet mindet om. at midt i livet er døden.

“Vi, der kendte ham, sagde provsten, forstår, hvor meget De har mistet, fru Andreasen, og vi vil sige et æret være hans minde, og salig er de, der dø i Herren.

Til tonerne af “Den er slet ikke af Gud forladt" blev kisten af slægtninge og en ven, der stod ham meget nær, båret ud af kirken. Selve jordefærden fandt sted på Vestre Kirkegård, hvor Provst Schouboe forrettede jordpåkastelsen.

(Nationaltidende, 5. maj 1944.)

Til Garnisons Kirkes Patronat! (Efterskrift til Politivennen)

Til Garnisons Kirkes Patronat! Det er neppe uvitterligt for de Kirkebesøgende af Garnisons Sogn, at der l Garnisonskirken, med Hensyn til Kirkens Betjente, har været en Deel tilbage at ønske. Vi ville ikke omtale det nærværende Øieblik, hvor der i Kirken, under Gudstjenesten, kun er een Kirkebetjent, nemlig Undergraveren, tilstede, da Overgraveren er død, og Klokkeren, formedelst Alderdomssvageligbed, ikke længere kan komme i Kirken; men vi ville udtale det Haab for Fremtiden: at der til Overgraver maatte blive udnævnt en Mand af noget yngre Aldre, og som er i Besiddelse af den Dannelse og den Takt, som hos en Kirkebetjent er saa ønskelig for Menigheden. Vi antage som afgjort, at Embedet vil blive at besætte i Henhold til Anordn, af 20de Marts 1814 § 53; og da der er os bekjendt, at det søges af en Mand, der i 25 Aar har været Skolelærer her i Sognet, til sine forskjellige Foresattes fuldkomne Tilfredshed, en Mand, som en stor Deel af Sognets yngre Medlemmer føle sig, fra deres Skoletid af, bundne til ved Agtelses- og Taknemligheds Baand, hvis hele Personlighed forekommer os i høi Grad passende for det Iedigværende Embede, og som, saavidt vides, fra Sognets Provst og Præster har erholdt de bedste Anbefalinger, og ønskes til deres Medhjælp ved Kirken, tillade vi os offentlig at frembære vort Ønske for det ærede Kirke-Patronat, som bestemmer Valget, og lægge vor bedste Anbefaling for denne Mand, til de mange Andre.

Med Hensyn til Undergraverens hele forhenværende Livsstilling, antage vi, at der ikke kan være Tale om Forurettelse eller Forbigaaelse, hvis den antydede Skolelærer ville blive ham foretrukken, og Undergraveren saaledes ikke kom til at rykke op; denne Sidste har nemlig, som bekjendt, kun circa 11 Aar været i offentlig Function, og det maae vistnok erkjendes for en stor Lykke for ham, at han, i sin Tid, kom i denne Stilling, der giver ham et saa rigeligt Udkomme, ved hvilken Leilighed han, af aldeles private Grunde, blev foretrukken for den Mand, der nu atter concurerer med ham. 

Flere af Garnisons Sogns Beboere og Kirkebesøgende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. marts 1850, 2. udgave).

Til Underretning for Trinitatis Menighed. (Efterskrift til Politivennen)

Den 30te Mai dette Aar anmodede jeg Hr. Klokker og Dbmd. Petersen om at indskrive et Barn til Daab, i hvilken Anledning jeg tilstillede Hr. Dr. og Sognepræst Rothe 3 Rbd. og Hr. Klokkeren 2 Rbd., som Betaling for deres Uleilighed med denne Forretning. Ved mit Bud, som havde overbragt Betalingen etc. behagede Hr. Klokkeren at lade mig vide, at Graverne ogsaa skulle betales. Dette havde jeg jo rigtignok ogsaa ved tidligere Leiligheder gjort, men da jeg ikke indsaae, hvad en Graver har at bestille ved Daaeben, troede jeg dennegang at kunne spare denne Udgift. Jeg skrev derfor til Hr. Klokkeren, og anmodede ham venskabeligst om, at oplyse mig om det ved Anordningerne var befalet, at Graverne skulle betales ved saadan Leilighed, samt om hvormeget enhver i saa Fald tilkom. Mit Bud bragt mig mit Brev tilbage med den mundtlige Besked fra Hr. Klokkeren, at han bestandigt var kommet godt ud af det med mig, og at han ikke vilde sige Graverne Grovheder. Efter dette Svar antog jeg at Betalingen til Graverne var frivillig, og altsaa Alt ordnet med Hensyn til Kirkebetjentenes Betaling, og dette havde jeg saa meget mere Grund til at antage, som Klokkerens Pige kort efter indfandt sig hos mig, for at anmode mig om, da flere Børn skulde døbes Kl. 12, at lade mit Barn være i Kirken Kl. 11½ i Stedet for Kl. 10, som var den forhen fastsatte Tid.

Til den bestemte Tid indfandt min Kone sig med Barnet, ledsaget af Jordemoderen, og blev af en Kirkebetjent indlukket i en Stol. Kort derpaa henvendte Hr. Pastor og Katechet Øllgaard sig til hende med det Spørgsmaal, om ikke Barnets Fader var nærværende, hvortil blev svaret, at han havde været syg hele Vinteren, og endnu ikke befandt sig saa vel, at han kunde over være Handlingen. Hr. Pastoren gjorde derpaa min Kone opmærksom paa, at han ikke kunde døbe Barnet, da Kirkens Betjente ikke vare betalte. Min Kone svarede ham derpaa, at Betaling var tilstillet saavel Præsten som Klokkeren, hvorpaa Hr Pastoren atter gjensvarede, at førend Graverne vare betalte, kunde han ikke døbe Barnet, og da min Kone gjorde Hr. Pastoren opmærksom paa, at hun ingen Penge havde hos sig, men at Betaling skulde blive Graverne tilstillet, fik hun atter til Svar: disse maae først betales, før døber jeg ikke Barnet, hvorpaa han forføiede sig bort. Til alt held havde Jordemoderen 1/3 Sp. og 3 Sølv 12 Sk. hos sig, som bleve givne den ventende Graver,og da han saaledes var tilfredsstillet blev Daaeben paa sædvanlig Maade fuldført. Havde Jordemoderen ikke heldigviis havt disse Penge hos sig, havde en Familifader, der tidligere har ladet døbe 8 Børn i denne Kirke, og derfor betalt til Præsten og Kirkens Betjente henved 100 Rbd. lidt den Krænkelse, at see sin Kone og sit Barn viist ud af Kirken. Jeg veed ikke hvo der er den egentlige Ophavsmand til denne Behandlling, som er mødt min Kone, men ligesom jeg ikke kun tror, at en Katechets Tjeneste ved Kirken er af en saa underordnet Natur, at Hr. Pastor Øllgaard skulde være nødtvungen til at lade sig bruge som Værktøi af sin Foresatte, til at krænke en Familie, der troer stedse at have handlet saaledes, at man mindst fra den geistlige Side skulde kunne vente en saadan Fremgangsmaade paa et Sted og ved en Handling, hvor en Moder vist sjelden møder uden med Følelser og Tanker, der ikke egne sig til at blive krænkede paa en saa uopdragen Maade, saaledes kan jeg heller ikke antage, at en Mand, som Hr. Dr. og Pastor Rothe, skulde være saa lidet anseet af sine Undergivne, at disse uden videre Forespørgsel skulde turde fordriste sig til, at behandle hans Sognefolk paa en maade, der ikke just egner til tilat gjøre ham eller dem agtet og elsket af Menigheden. Det vilde være høist ønskeligt, at den Autoritet, hvorunder Kirkens Betjente hører, vilde betyde dem, at de ikke oftere brugte en Fremgangsmaade, der er saa upassende for den Stand og Stilling, de beklæde i Samfundet, ligesom det vilde være ønskeligt om det passerede maatte give Anledning til, at en bestemt Betaling blev fastsat for enhver Forretning, hvortil man bruger Præst og Kirkens Betjente; thi at Provster og Præster efter eget Skjønnende skulle kunne bestemme eller blive enige om, hvorledes deres >rbeidee skal betales, er en Maade at fastsætte Betaling paa, der i og for sig er høist mislig, ligesom man kan befrygte, som ovenstaaende Exempel viser, at den vil føre til at de betjente sig af Uartigheder til at indrive den af dem selv bestemte Betaling.

Skulde denne offentlige Bekjendtgørelse om det krænkende Tilfælde, der er mødt mig, kunne bevirke, at mine Medsognefolk i Fremtiden kunne blive forskaanede for Sligt, da skal det glæde mig. Jeg skal sikkert i Fremtiden, naar jeg ikke er nødtvungen dertil, aldrig oftere henvende mig til Trinitatis Kirke. Slutteligen tillader jeg mig at tilføie, at, om end Nogen skulde fremkomme med et Svar, for at besmykkeden brugte Fremgangsmaade, er dette det Første og det Sidste, man i denne Sag seer fra mig.

C. F. Holmblad.

(Kjøbenhavnsposten den 8. juni 1838)

Skjøndt jeg holder det for Skyldighed og Pligt, ikke videre at indlade mig paa Hr. Farver Holmblads inserat i Nr. 155 af dette Blad, førend høiere Foresatte have erklæret sig, tilskynder dog Ærbødighed for Medborgeres Omdømme mig til foreløbig at bemærke:

At Hr. Holmblads flere Gange gjentagne Paastand, at jeg har negtet at døbe hans Barn, forinden Graverne vare betalte, er usand, saa at jeg først, efterat Daaben var forrettet, blev vidende om, at Mad. Holmblad havde ydet Graverne noget Salarium

At Hr. Holmblads Paastand om uartig Adfærd af mig mod hans Kone er i directe Modsigelse med hendes personlige flere Gange i hans Paahør til min nærmest Foresatte  givne Erklæring om min artige Adfærd mod hende.

Endelig at det vil være indlysende, at jeg ikke har været nogens Værktøi, eftersom jeg først ved min ankomst i Kirken til Daaben erfarede Hr. Holmblads Vægring, at affinde sig med Graverne.

W. Øllgaard. 

(Kjøbenhavnsposten den 13. juni 1838)

I det af mig i Kjøbenhavnsposten Nr. 155 indførte Stykke betitlet: "Til Underretning for Trinitatis Menighed", erklærede jeg i Slutningen, ikke at vilde besvare hvad Vedkommende vilde blive anført for at besmykke Sagen, idet jeg troede, at man i det Høieste vilde søge at sætte Sagen i et gunstigere Lys, end den ved min Fremstilling var sat i. Den af Hr. Katechet Øllgaard i Kjøbenhavnsposten Nr. 160 indførte Erklæring nøder mig imidlertid til, desuagtet at tage til Gjnemælde, da jeg troer at skylde mig selv, ikke lade et Udsagn, hvori jeg beskyldes for at have nedskrevet en Usandhed, staae ubenegtet. For imidlertid saa meget muligt at forhindre yderligere Skriveri i offentlige Blade, indskrænker jeg mig til at bemærke til Hr. Øllgaards Anførte; at Fremstillingen af Begivenheden i Kirken, da mit Barn blev døbt, er sand, og kan, naar forlanges, beediges af min Kone, og at Herr Pastor Øllgaard har misforstaaet mine Yttringer om den af ham udviste Adfærd, der aldeles ikke have Hensyn til Formen, herunder den skete, men kun til Handlingens egen Character.

Kjøbenhavn den 19de Juni 1838

C. F. Holmblad. 

(Kjøbenhavnsposten den 19. juni 1838)

Affæren udviklede sig til flere retssager, hvis udfald blev kommenteret i Kjøbenhavnsposten 24. februar 1840. I den ene sag, Øllgaard mod Holmblad, billigede retten ikke Øllgaards adfærd, men idømte alligevel Holmblad 50 Rbd. mulkt på grund af manglende juridisk bevis. I den anden sag som pastor Rothe havde anlagt mod Holmblad, blev Holmblad frifundet. 

Om Assistence-Kirkegaard.

Min kære, gode Politiven!

Deres nærværelse var måske ikke så ganske unødvendig, eller rettere sagt, se dog endelig engang ud til Assistenskirkegårdeen. For der vil være meget at betragte, efterse og påse for at forhindre at den uorden der hersker der, ikke skal blive alt for overhåndtagende og til slut blive almindelig så at man næsten må blive bange for at komme derud.

Hvorledes de betjente der er ansat der - jeg mener graverne - hver dag kan se på denne vederstyggelighed, er ikke til at begribe, og da de desuden er godt betalt for deres umage, så var det vist nok ikke et urimeligt ønske om de tog sig lidt mere af den ting som de egentlig uden opfordring burde påse på det nøjagtigste. For de kan og må ikke være uvidende om at der nu for tiden kræves lidt mere til at passe en tjeneste - og som føder sin mand - end at æde og sove og så at tage imod penge. Der kræves af mange et uophørligt arbejde såvel tidligt som sent, og de må om de også bliver gamle, blive ved til graven forunder dem hvile, hvis de ikke vil tage til takke med en lille pension, som ikke er tilstrækkelig til deres underholdning i alderens og nødens tid. Se, det er en lykke graveren har frem for mange andre: at han ikke er nødsaget til at leve af en understøttelse når han bliver gammel.

Det er klart for alle og enhver at der ofte bortkommer - jeg siger ikke stjæles - urtepotter, blomsterstokke og plukkes og oprykkes blomster. Dette bør sandelig ikke være sådan. Det er ugudeligt og ligner et kirkeran. Bør ikke graverne se til at sådan noget ikke sker - og at alt der er ordentlig - bør de ikke være opmærksomme på at ingen bruger eller gør andre veje til eller fra kirkegården end de som er de rette? Bør de ikke melde til deres foresatte når de ser at der laves andre veje end de lovlige, og anholde eller formane den som træffes på, ved en sådan vildfarelse, til at lade det være. Og er indhegningen forfalden, da på behørig sted melde det til vedkommende. Ligeledes var det vist nok godt om de grave som var forladte af de dødes venner eller familie, de da blev jævnet lige med jorden, eller på en eller anden måde sørget for at disse forladte grave blev holdt i en slags orden for de levendes skyld. For det er bedrøveligt at et sted er så højst forfængeligt udstyret, og ved siden af et andet sted  så frygtelig forladt. Døden går dog alle lige og det anstændige burde der, ligesom andet steds, iagttages.

Den graver der her gjorde lidt mere end sin absolutte pligt, dog den bør han nødes til at gøre hvis han ikke gør det, vil vist blive omtalt som en hæderværdig mand og om ikke belønnet her, med tiden. Dog hos sig selv finder en store beroligelse - og et hæderligt eftermæle.

Jeg vil nu ønske fred over gravene og håbe at de kærlighedsminder som venner hensæter på deres elskedes grave, må blive betragtet som minder om den fredens og gudsfrygtens ånd som bør besjæle enhver kristen der her lever for evigheden, og at de som mangler denne ånd, må af ham som ser alt, blive benådede med følelse for det som er pligt og ret. For gravens fred bør være hellig og uforstyrret.

Jeg har her fremsat mine tanker i enfoldighed og ønsker og venter at de brave mænd hvis pligt det er at tage vare på den ting som ikke hører til denne verden, ville med ord og virken tage sig med kraft af denne sag og ikke ophøre før de afdødes aske ikke vanhellige eller deres hvilestedmishandles ved gerningen som ikke sømmer sig for kristne. 

Fred med de døde, og helliget være deres hvilested.

Gid deres opmærksomhed som er rede til at forskønne byen, især må blive henvendt på denne sag.

(Politivennen nr. 1430. Løverdagen, den 25 Mai 1843. Side 322-326). 

Taksigelse og Anmodning til Hr. Overgraveren ved Holmens Kirke

Endelig er det da kommet så vidt at det der i mands minde har fundet sted i de fleste kirker her i staden, nu også er blevet indført i Holmens Kirke, idet nemlig to bænke der i 4 til 5 søndage har været hensat til folks benyttelse. At hr. overgraveren skyldes særdeles megen tak derfor er lige så vist - som at den profit "der kommer sent" er bedre "end aldeles ingen"! - og at mange gamle og svage hvis lod det som oftest er på stående fod at høre prædiken, uden tvivl længe har næret det beskedne ønske at den overordentlige omsorg som vises de besøgende på Holmens Kirkegård her i byen ved at skaffe dem en så rig lejlighed til at sidde, på  grund af de bænke der er hensat til behagelighed og nytte - også måtte strække sig til helligdommens indre hvor der vel ikke kan være 2 meninger om at det er langt ubehageligere at stå sammenstuvet  blandt en masse mennesker, end at kunne gå omkring i den frie luft, selv om ikke et eneste sæde der blev nogen til del.

Tager man i øvrigt hensyn til at der netop i Holmens Kirke i de sidste tre år er bortlejet en så overordentlig mængde pladser - så turde det vel ikke synes urimeligt at håbe og vente at den kirke der Gud ved hvorfor således i indkomst favoriseres, frem for så mange andre kirker her i byen, hvor udmærkede prædikanter altid høres - også ville yde og afgive nogle flere frie siddepladser til dem der enten ikke har råd til at betale samme - eller ikke lyst til at binde sig til en udgift der af og til når folkemængden er stor, og man ikke kan komme ind fra korets side, ikke engang kan skaffe adgang til de betalte pladser, og til disse sidste har indsenderen især kunnet henregne sig.

Dernæst vil man henlede hr. overgraverens opmærksomhed og gode omhu til et sted på skibskirkegården udenfor Østerport der så overordentlig egner sig til ikke at blive så stedmoderligt behandlet - og det er den høj hvorunder så mange faldne helte hviler. Ville hr. overgraveren med høje vedkommendes tilladelse bekoste en bænk ovenpå samme, eller blot anbringe en af de på kirkegården værende bænke der - da tør man bestemt love at han selv kunne drage den reneste stille glæde deraf - for just fra det sted vil hans eget blik kunne dvæle, overskuende den plet hvor levningerne af de for ham dyrebare mænd hviler, der bidrog til hans nutids og fremtids held og lykke - mange ensomme vandrere ville da kunne takke ham for den frie ophøjede udsigt man siddende kunne nyde der.

(Politivennen nr. 1227, Løverdagen, den 6de Juli 1839. Side 419-421) 

Redacteurens Anmærkning.

Glæden varede dog kun kort. I Politivennen n. 1259, 15. februar 1840, s. 108-109 oplystes at bænkene nu var flyttet op i koret hvor ingen benyttede dem.

Holmens Kirke, begravelse. Illustreret Tidende 1862. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Pletterer Struve og hans Klage i Raketten Nr. 74, den 2den August d. A.

Sagen hvorom der her er tale, forholder sig således: Omtrent midt i juni måned kom ovennævnte mand en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård, idet han sagde at han havde et gravsted der. Da jeg ikke kendte denne person der var i en lurvet beklædning og forekom mig at være temmelig beskænket, så var det vist min pligt ikke at tilstede ham indgang uden ordre af graverne ved kirken eller andre foresatte. Jeg forestillede ham derfor at da det nu var så sent at jeg skulle lukke kirkegårdsportene, så kunne han vel komme igen næste dag. Men han påstod at han just nu var særdeles oplagt til at aflægge et besøg vedhans kones grav. Da jeg af oven anførte grunde dog ikke ville indlade mig videre med ham derom, gik han bort idet han sagde at han nok skulle komme ind. Når han altså nu anfører "at jeg har gjort ham opmærksom på at han ikke der (nemlig på kirkegården) måtte opholde sig, da det var mig strengt forbudt at tillade nogen adgang til samme når linned som den gang tilfældet var, fandtes ophængt til tørring" så farer han med usandhed. Om sådant blev intet ord nævnt mellem os. Ikke heller kunne dertil være mindste anledning. For der var aldeles intet linned ophængt på kirkegården.

Denne mærkelige fejl i synet eller hukommelsen hos denne mand kan vel tilskrives den højtidelige stemning han den aften befandt sig i!

Hvad hans kones gravsted angår, da er dette endnu i samme stand som det var for omtrent et år siden da jeg kom til kirken, i hvilken tid han hverken selv eller ved andre har ladet det oplægge eller pynte, hvilket heller ikke i de foregående år skal have været tilfældet. Kun i det år da hans kone blev begravet, skal der have været plantet nogle bellis på graven og en potte med nelliker nedsat der. Det ses så ofte at disse sommerplanter på kanten af en gravhøj der ikke fremdeles vedligeholdes, snart kan tilintetgøres først af tørke og blæst, og derefter af regnskyl, ligesom også at en urtepotte kan fryse itu om vinteren og blomsten bortskylles når gravhøjen siden af sne og regn gennemblødes. Og den der ikke vil chikanere, gør ingen ophævelser derover. 

Forestående sandfærdige forklaring om denne sags sammenhæng er ifølge hr. Struves klage mod mig af 23. juli dette år den gang afgivet til de herrer kirkeværger som vel ikke har fundet grund til at indlade sig videre desangående. Men da min anklager nu offentligt har gentager sin ubegrundede beskyldning mod mig, så har jeg ikke villet undlade på samme vej at svare ham derpå, i stedet for at indkalde ham for retten og der lade ham tilbagekalde det usandfærdige i hans beretninger.

Andreas Sørensen
Graverkarl ved Helliggeistes Kirkegård.

(Politivennen nr. 1028, Løverdagen den 12te September 1835, s. 604-607).

 "En mand kom en aftenstund til mig på kirkegården og forlangte at blive lukket ind på den såkaldte Vestre Kirkegård" (P. Klæstrup: Helligåndskirkens kirkemur.)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om sølvpletterer J. A. Struve, Ulfeldtsplads 100 ifølge Krak 1836. Der er ikke tale om hvad vi i dag kender som Vestre Kirkegård (den blev først etableret 1870), men om kirkegården om Helligåndskirken. Vestre Kirkegård var begrænset af Helligåndshuset mod øst og en hegnsmur mod vest ud til Kokkegade. Søndre Kirkegård mellem kirken og Amagertorv. Sprøjtehuskirkegården i vinklen ved husblokken mod sydøst og Østre Kirkegård fra korgavlen i en smal stribe mod nord hen til Kokkegades nordre forløb. Nordre Kirkegård med urtegården, begrænset af kirken mod syd, Helligåndshuset mod vest, hegnsmuren ved kokkegade mod nord samt Østre Kirkegård.

Noget til Overveielse for Forstanderne ved den jødiske Synagoge i Kjøbenhavn.

Efter den tid at det højkongelige danske Kancelli ved resolution har tilkendegivet at det "for dets vedkommende" intet har at erindre mod at den af hr. dr. Wolff udarbejdede agenda, benyttes ved gudstjenesten "i" den nye synagoge, eftersom det må antages at være efter den største del af menighedens ønske, har man ikke alene benyttet dens forskrifter "udenfor samme", men tillige af egen drift formentlig uberettiget suppleret den og ligeledes bragt dette supplement i anvendelse uden for samme.

Hvad det iværksatte supplement uden for samme angår, anføres her kun at to synagogeforstandere samt graveren ved den mosaiske kirkegård indfinder sig ved begravelser og befatter sig med der temmelig ivrigt at påse agendes forskrifter overholdt. I særdeleshed i denne anledning tillader man sig at gøre de ærede synagogeforstandere opmærksomme på at - med mindre man aldeles skulle misforstå agenden; og samme end skulle antages at kunne anvendes udenfor synagogen, hvilket er underkastet tvivl - ingen § i samme bestemmer at de ovennævnte forstandere skal overtage sig inspektionen ved de jødiske begravelser, hvilken formentlig kun tilkommer begravelsesselskabernes forstandere der i det 4. afsnits § 47 under 3 c udtrykkeligt nævnes at skulle følge liget mens synagogeforstandere aldeles ikke omtales. Endsige at gravere der skal opholde sig på kirkegården ved begravelserne, skal fremtræde i funktion som bedemand da begravelsesselskaberne har deres egne bedemænd der muligvis herved lider skår i deres indtægter.

Til slut bemærkes til overflod at agendens anden afdelings femte afsnit § 50 kun omhandler tilsynet med ligkistens og gravens forfærdigelse - men ikke med ligets transport og at tilsynet med disses forfærdigelse end ikke deri udtrykkeligt bestemmes at skulle ske af "synagogeforstandere."

Dette er fremsat til overvejelse for forstanderne for den jødiske synagoge i København, og man håber at komme til at erkende deres liberalitet ved at se det forandret der kan antages at være her med grund gjort opmærksom på.

L. Baruch 

(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 547-549) 

Redacteurens Anmærkning

L. Baruch optrådte flere gange i Politivennen. Han er muligvis identisk med L. David Baruch som også skrev i Kjøbenhavnsposten. I Adresseavisen 3. juli 1856 findes en annonce for kosher birkes (causcher):

Om det er den samme, kan ikke verificeres. Matriklen Østergade 61 er nedlagt. I 1856 blev den til Østergade 36.

En styg Uorden paa Assistencekirkegaarden.

For nogen tid siden var anmelderen tilstede ved en agtet embedsmands begravelse på Assistenskirkegården. Sørgefølget var betydeligt og bestod af en del høje embedsmænd og agtede borgere. Men desto mere påfaldende var det at mens præsten holdt en særdeles skøn tale, to graverkarle i lurvet beklædning og med bare skjorteærmer stillede sig for enden af graven foran sørgeparrene.

Anmelderen kan ikke nægte at skuet af disse personer gjorde et ubehageligt indtryk, og vakte hos ham tanken om en eksekution. Da nu som bekkendt udgifterne ved et ligs jordelse er betydelige og da der foruden betalingen for jorden, betales både for gravens gravning og dusør til graverkarlene, så indstilles til de ansvarlige om det ikke var passende at disse folk når de stiller sig ved sørgefølget, burde være i anstændige klæder, hvilke de kunne aflægge når de skulle begynde at røgte deres dont, eller at de holdt sig borte fra graven indtil den er forladt af sørgefølget.

(Politivennen nr. 914, Løverdagen, den 6te Juli, 1833. Side 463-464.)

Nok en Bommert paa Frederiksberg-Kirkegaard.

For et par uger siden ankedes der i dette blad over at et dødt menneske var utildækket henlagt på den blotte jord på oven nævnte kirkegård. I forrige uge skete det at tovet ved et ligs nedsænkning i graven brast itu så at kisten kom ned på enden. Det ubehagelige indtryk som skuet af sådant nødvendigvis må gøre på sørgefølget, håber man ved denne anmeldelse at se forebygget for fremtiden, idet man anmoder graverens foresatte at indskærpe ham at have et forsvarligt reb til dette brug, eftersom han vist ikke gør sin pligt uden betaling.

(Politivennen nr. 902, Løverdagen den 13de April 1833, s. 256-257)

"Tovet brast itu ved et ligs nedsænkning i graven så at kisten kom ned på enden." (Del af Frederiksberg ældre Kirkegård. Eget foto, 2015).

Efterladenhed paa Assistencekirkegaarden.

Den 4. april om morgenen kl. 9 da indsenderen fulgte et lig til Assistenskirkegården udenfor Nørreport, måtte han til sin og det øvrige ligfølges forundring erfare af graveren at den bestilte grav endnu ikke var færdige, med den tilføjelse at den kunne ventes færdig efter 1 times forløb.

Som følge af denne forklaring blev liget nedsat i den bygning som er på kirkegården, hvor jordpåkastelsen skete og ligfølget var nødt til at forlade kirkegården uden at have været nærværende ved den afdødes nedsænkning i graven.

En sådan behandlingsmåde er sårende for familiens og venners følelser, og det er desuden ikke er første gang at den har fundet sted på Assistenskirkegården. Og det indses ikke hvorfor en længe forud bestilt grav som jo ikke fås gratis, ikke lige så vel kan være færdig til den bestemte tid som 1 time derefter. Derfor holder indsenderen det for sin pligt gennem dette blad at påtale en sådan uorden for muligt derved at forebygge at den ikke oftere finder sted i fremtiden.

(Politivennen nr. 902, Løverdagen den 13de April 1833, s. 252-253) 

Unoder af en graverkarl.

Fredag den 2. marts forleden blev en snedkersvend der var død på Frederiks Hospital, bragt til sit hvilested som var betalt af lauget på Assistenskirkegård, af de dertil tilsagte laugssvende. Jordpåkastelsen skete på hospitalet af en præst. Ved ligfølget var endvidere den afdødes familie til stede.

Efter at kisten var sænket ned i graven, tog enkelte af følget en spade og kastede som tegn på agtelse noget jord ned i graven, hvorimod andre fæstede et tavst blik i det kolde hjem. Ved denne lejlighed tillod en af de tilstedeværende graverkarle sig med hånende gebærder og på en i øvrigt uforskammet måde at træde op til graven og spytte ned i den, hvorpå han viste følget bort. 

Indsenderen ved ikke hvad årsagen måtte være til en sådan pøbelagtig adfærd. Men han tror næppe at det skulle være ringeagt for liget, fordi hverken præst, bedemand eller graver var med i processionen, eller også at et på simpel måde begravet lig, det vil sige hvor hverken Per eller Poul bliver ukristeligt smurt for at opfylde deres pligter, in specie skal behandles med ringeagt af graverkarlen, men penge også kun skaffer agtelse og velvillig behandling under disse omstændigheder.

At en graverkarl imidlertid i det udvortes forhold bør iagttage en høflig og beskeden adfærd, følger ligefrem af hans funktion. Da det nu er anstødeligt at møde sådan behandling som den anførte, så skal indsenderen have anmodet graverkarlens foresatte om at indskærpe disse i almindelighed og den udpegede graverkarl i særdeles fornøden sømmelig høflighed mod og ved ligfølger for fremtiden.

En snedkersvend.

(Politivennen nr. 846, Løverdagen den 17de Marts 1832, s. 177-179)

Tak til Graveren ved Garnisonskirken.

Mens der så ofte er klaget over uordener på kirkegårdene, er det en fornøjelse at se hvilken flid der anvendes ved Garnisonskirkegården såvel ved gravstedernes som ved gangenes vedligeholdelse og renholdelse, og det så meget mere som det er vanskeligere her end på mange andre kirkegårde at holde fred da nogle af beboere fra Strandstræde og Bredgade har udgang til samme. At hr. graver Thune lader kirkegårdsdørene stå åbne om søn- og helligdage så at enhver efter gudstjenesten kan have adgang til kirkegården for at besøge deres venners eller slægtningens gravsteder, er en foranstaltning hvorfor menigheden er ham tak skyldig. På de fleste andre kirkegårde ser man sjældent dørene åbne uden når der ophænges vasketøj til tørring eller sengeklæder soles.

(Politivennen nr. 804, Løverdagen den 28de Mai 1831, s. 381-382)

En Uskik i en af Byens Hovedkirker.

Den andægtige sindsstemning hvormed det sædelige menneske træder ind i Guds hus for at deltage med sine medkristne i religionens opbyggelsesmidler, er det så vigtigt at vedligeholde. Og når den engang er forsvundet, er den så vanskelig at kalde tilbage at man med rette harmes over selv alt som i kirken forstyrrer den hos sig og andre. Dette er en af årsagerne til hvorfor jeg gennem Politivennen anmelder en uskik som jeg ikke ved hvor længe har fundet sted i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, men som jeg ikke har bemærket i nogen anden kirke. Midt i denne måske hovedstadens skønneste kirke i den brede korsgang er på gulvet fremsat en slags lænestol, vel forsynet med puder for at kunne give et ret sybaritisk sæde, men som ellers har megen lighed i formen med de velkendte såkaldte kommoditetsstole. 

Da jeg for nogle uger siden overværede gudstjenesten, faldt mit øje på denne stol som noget usædvanligt og jeg troede i begyndelsen at der fandt en eller anden kirkehøjtidelighed sted den dag, og at stolen var fremsat for en særdeles vigtig mand som man derved ville vise en udmærket respekt. Men jeg kom snart ud af vildfarelsen. For midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget anstandsfuldt frem for lænestolen, og efter at han betænksomt og roligt havde løftet først det ene og så det andet kjoleskød op over hofterne, nedlod han sig langsomt i det magelige sæde. At den ideforbindelse som dette syn uvilkårligt opvakte, ikke var gunstig for andagten, behøver jeg vel ikke at bemærke. Tydeligt blev adspredelsen og misfornøjelsen var hos den del af menigheden som var scenen nærmest. Da undergraveren formodentlig har sin bestemte stol i kirken, såvel som de øvrige kirkebetjente, gjorde han efter mine tanker bedst i at betjene sig af denne og ikke føre sin huslige magelighed over i Guds hus. For formodentlig er lænestolen hans egen og ikke bekostet til ham af kirken. Man tør vel vente at de ansvarlige hvis pligt det er at våge over sømmelighed ved gudstjenesten, vil besørge denne dårligt placerede stol taget bort fra et sted hvor den næppe er fremsat med tilladelse.

(Politivennen nr. 780, Løverdagen den 11te December 1830, s. 799-801) 

"Midt under den højtidelige tavshed hvormed den meget opbyggelige prædiken blev modtaget af tilhørerne, trådte en forklædt person - man sagde at det var undergraveren - meget gravitetisk frem for lænestolen, og nedlod sig langsomt i det magelige sæde." (Korsgangen, men om det var præcis her melder historien ikke noget om. Frelser Kirke, 2015. Eget foto.)

Vor Frue Kirke vedkommende.

Manglen på en forbindelsesdør fra mellemskibet til det mindre sideskib gennem rækværket i Vor Frue Kirke gør al mulig afbenyttelse af dennes nordre portal umulig for de kirkebesøgende og forstyrrer menighedens andagt ved at foranledige skuespil der ikke hører hjemme i kirken. De vedkommende kirkebetjente hvis naturlige forretninger just overskærer den linje som nævnte rækværk beskriver, kan kun udføre deres dont ved at foretage ekvilibristiske øvelser hvis udfald desuden ikke altid begunstiges af samme lykke. Anmelderen var således anden juledag vidne til et mislykket forsøg af denne art hvorved en af kirkens gravere forslog begge knæ på en sådan måde at han i nogle dage måtte holde stuen. Man tror at skylde såvel det kirkelige dekorum som oven nævnte uskyldige offer for sammes tilsidesættelse deres højhed hr. biskop Münter hvem den afgørende stemme i Metropolitankirkens anliggender formodes at tilkomme, opmærksom på en ubekvemmelighed der er lige så øjensynlig som let afhjælpelig.

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 23-24)

Anmodning til de respektive Kirkebetjenter og navnligen Graverne.

Ved konfirmationer og andre højtideligheder i kirkerne ser man med forargelse hvorledes såvel damer som herrer stiller sig op på bænkene i stolene og derved forstyrrer den højtidsfulde andagt som også med deres ofte beskidte fodtøj besudler sæderne. Det er tillige indlysende at denne opstabling på bænkene ikke engang kan være til nytte for de der således opstabler sig. Man beder derfor de respektive gravere om at bestræbe sig på at forebygge en sådan stødende og højst uanstændig adfærd i Herrens Tempel.

(Politivennen nr. 718, Løverdagen den 3die Oktober 1829, s. 650)

Redaceturens Anmærkning

Artiklen besvares i nr. 720, 17. oktober 1829, s. 676-680.

Nogle Spørgsmaale, betræffende Gravernes Behandling af vore Dødes Been.

Det er glædeligt at skue hvor man møder embedsflid og opmærksomhed for sit kald, især hvor man ved at lønnen er sparsom og man ser det dog en gang imellem. Men det er også dobbelt harmeligt at møde uorden og skødesløshed hvor man ved at vedkommende embedsmænd er rundeligt lønnet. I sidste tilfælde tror jeg vist at graverne ved vores skønne Assistenskirkegård befinder sig. For finder de måske deres bestemte løn noget knap, er dog deres sportler og frivillige gaver vist betydelige. Men om de kan siges altid at opfylde deres pligter så fuldkomment som man rimeligvis kan fordre det, er måske et spørgsmål. 

"Straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav." (Assistens Kirkegård, afdeling C, 2016. Eget foto).

Det er ikke sjældent at se når en ny grav graves hvor før har været begravet, at man opkaster store og små menneskeben ganske skødesløst med jorden og lader disse ligge til væmmelse og harme for de spadserende og dem der som ligfølge er mødt til at træde ganske nær disse menneskets sidste, forstyrrede levninger. Men især var synet af disse menneskelige relikvier yderst overraskende og oprørende da man i torsdags den 9. i denne måned ved at besøge denne skønne lund straks indenfor den sædvanlige indgangsport i gangen til højre ligesom måtte vade i menneskeben for at komme forbi en tæt ved gangen nyligt gravet grav. 

Dersom det ikke er pligt, kan man da ikke med rimelighed fordre så megen opmærksomhed af de herrer gravere at blive forskånet for sådant for enhver, men især for den allerede vemodige, yderst forstummende syn? Og ville det ikke være en ringe ulejlighed for karlen som graver graven, at kaste alle forekommende ben i en hob til en side mens han graver, og efter at have fuldendt graven i dens bund at gøre to tre spadestik og der nedlægge de samlede ben og overdække dem med lidt jord. Det er manges mening at sådant ville være menneskeligt og rimeligt. Og skulle denne fremfærd mod disse vores sidste levninger ikke allerede være en pligt, burde det da ikke gøres vedkommende til pligt?

(Politivennen nr. 707, Løverdagen den 18de Juli 1829, s. 468-470)

Slemt Potpurri ved Trinitatis Kirke og Taarn.

Flere gange har anmelderen gået forbi Trinitatis Kirke og er blevet opmærksom på at de vinkler som pillerne danner såvel ved tårnet som ved kirken, har været besudlet med menneskeekskrementer og urin. Vel vil sådant være vanskeligt at forebygge, når mængden ikke har så megen agtelse for stedet at de ikke finder det upassende at efterlade sig sådant der. Men at det ligger offentligt til skue højt op ad dagen er forargeligt. Man kan derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at kirkens værge eller graver eller hvem det ellers er pålagt at tage sig at sådant, ville have indseende med at graverkarlen hver morgen måtte bortfeje samme. Det ville vist nok være gavnligt for murens vedligeholdelse hvis det endvidere blev pålagt ham et par gange om ugen at rense krogene med en kost for den fosforiske skorpe som sætter sig sammesteds. I modsat fald ødelægges muren.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 863-864)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678. Kirkemuren eksisterer ikke mere.

Anmodning til Herr Cantor Hartmann.

Mandag den 8. dennes lod jeg et barn begraves. For jorden lagde jeg betaling til kirkeværgen og begav mig derefter med den mig af ham meddelte kvittering til kantor Hartmann der i stedet for at påtegne nævnte kvittering til underretning for graveren, gav mig en anden seddel ifølge hvilken graveren kun kunne tillade barnets begravelse på frijordskirkegården.

Utilfreds hermed bad jeg min kone henvende sig til kantoren for at erfare grunden hertil, men hr. kantoren var ikke hjemme, og jeg må oprigtigt tilstå at det skulle have været mig kært hvis det samme havde været tilfældet med hans kone der behandlede min hustru på det uhøfligste, ligesom hun også til slut erklærede: "herved er intet at gøre. Barnet skal blive liggende hvor det ligger."

Min kone henvendte sig derpå til kirkeværgen der meddelte hende en seddel til kantoren, sådan lydende:

"Overbringeren heraf arbejdsmand Søndersøes kone siger at hendes barn som er begravet i dag den 8. september skal være begravet på frijordskikregården, men da der er betalt for barnets begravelse, så må dette være en fejltagelse som jeg herved anmoder Dem om at undersøge.

Den 8. september 1828.
H. H. Schmidt."
"Hr. kantor Hartmann"

og det lykkedes hende da endelig ved kirkeværgens og graverens velvillige understøttelse at få barnet opgravet og jordet på det sted hun ønskede uden videre udgift.

Idet jeg herved fremsætter en anmodning til hr. kantor Hartmann, den nemlig at dressere sin kone således at hun i hans fravær ikke skal støde an mod de simpleste høflighedsregler, kan jeg til slut ikke undlade at yde graveren i særdeleshed min forbindtligste tak for den måde hvorpå han antog sig min og kones sag og derved stoppede munden på den uartige kantorske.

København den 18, september 1828.
Niels Hansen Søndersøe.

(Politivennen nr. 665, Løverdagen den 27de September 1828, s. 627-629)

Redacteurens Anmærkning.

Hartmann bekendtgjorde i Politivennen nr. 669 at han anså anklagen for ubeføjet, og efter behandling i forligelseskommissionen nu havde indstævnet ham for retten.