Om Assistence-Kirkegaard.

Min kære, gode Politiven!

Deres nærværelse var måske ikke så ganske unødvendig, eller rettere sagt, se dog endelig engang ud til Assistenskirkegårdeen. For der vil være meget at betragte, efterse og påse for at forhindre at den uorden der hersker der, ikke skal blive alt for overhåndtagende og til slut blive almindelig så at man næsten må blive bange for at komme derud.

Hvorledes de betjente der er ansat der - jeg mener graverne - hver dag kan se på denne vederstyggelighed, er ikke til at begribe, og da de desuden er godt betalt for deres umage, så var det vist nok ikke et urimeligt ønske om de tog sig lidt mere af den ting som de egentlig uden opfordring burde påse på det nøjagtigste. For de kan og må ikke være uvidende om at der nu for tiden kræves lidt mere til at passe en tjeneste - og som føder sin mand - end at æde og sove og så at tage imod penge. Der kræves af mange et uophørligt arbejde såvel tidligt som sent, og de må om de også bliver gamle, blive ved til graven forunder dem hvile, hvis de ikke vil tage til takke med en lille pension, som ikke er tilstrækkelig til deres underholdning i alderens og nødens tid. Se, det er en lykke graveren har frem for mange andre: at han ikke er nødsaget til at leve af en understøttelse når han bliver gammel.

Det er klart for alle og enhver at der ofte bortkommer - jeg siger ikke stjæles - urtepotter, blomsterstokke og plukkes og oprykkes blomster. Dette bør sandelig ikke være sådan. Det er ugudeligt og ligner et kirkeran. Bør ikke graverne se til at sådan noget ikke sker - og at alt der er ordentlig - bør de ikke være opmærksomme på at ingen bruger eller gør andre veje til eller fra kirkegården end de som er de rette? Bør de ikke melde til deres foresatte når de ser at der laves andre veje end de lovlige, og anholde eller formane den som træffes på, ved en sådan vildfarelse, til at lade det være. Og er indhegningen forfalden, da på behørig sted melde det til vedkommende. Ligeledes var det vist nok godt om de grave som var forladte af de dødes venner eller familie, de da blev jævnet lige med jorden, eller på en eller anden måde sørget for at disse forladte grave blev holdt i en slags orden for de levendes skyld. For det er bedrøveligt at et sted er så højst forfængeligt udstyret, og ved siden af et andet sted  så frygtelig forladt. Døden går dog alle lige og det anstændige burde der, ligesom andet steds, iagttages.

Den graver der her gjorde lidt mere end sin absolutte pligt, dog den bør han nødes til at gøre hvis han ikke gør det, vil vist blive omtalt som en hæderværdig mand og om ikke belønnet her, med tiden. Dog hos sig selv finder en store beroligelse - og et hæderligt eftermæle.

Jeg vil nu ønske fred over gravene og håbe at de kærlighedsminder som venner hensæter på deres elskedes grave, må blive betragtet som minder om den fredens og gudsfrygtens ånd som bør besjæle enhver kristen der her lever for evigheden, og at de som mangler denne ånd, må af ham som ser alt, blive benådede med følelse for det som er pligt og ret. For gravens fred bør være hellig og uforstyrret.

Jeg har her fremsat mine tanker i enfoldighed og ønsker og venter at de brave mænd hvis pligt det er at tage vare på den ting som ikke hører til denne verden, ville med ord og virken tage sig med kraft af denne sag og ikke ophøre før de afdødes aske ikke vanhellige eller deres hvilestedmishandles ved gerningen som ikke sømmer sig for kristne. 

Fred med de døde, og helliget være deres hvilested.

Gid deres opmærksomhed som er rede til at forskønne byen, især må blive henvendt på denne sag.

(Politivennen nr. 1430. Løverdagen, den 25 Mai 1843. Side 322-326).