Indenlandske Efterretninger

Ligesom Forstaden uden for Vesterport nu ganske igjen har hævet sig af sin Aske, siden Beleiringen 1807, saaledes vinder Frederiksberg-Bye, der tilligemed sit Slot og dets fortreffelige Hauge, næsten fortjente at kaldes det lille Kjøbenhavnske Versailles, med hver Dag i Skjønhed og Ynde. De for faa Aar siden nydelig indhegnede Pladse uden for Bygningerne i Allegaden, ere nu blevne til deilige Hauger, som eierne, der for det meste ere velhavende Folk, kappes om at forskjønne med de smukkeste Anlæg. Det hele ligner nu den yndeligste Schweizerby. De forrige lave hytter forsvinde efterhaanden og de smagfuldeste Lyststeder reise sig i deres Sted. I Bredgaden, paa den Plads, hvor tilforn det saahaldte Sukkerhuus stod, lader Hr. Etatsraad Schleyer opføre en smagfuld Bygning. Kammerraad Bøghs forrige Gaard paa hjørnet af Alleegaden og Gamlekongevei, er af den nuværende Eier, Hr. Apotheker Stolpe paa det smagfuldeste bleven forskjønnet, og Haugen uden for nydelig indrettet i engelsk Smag. Men hvad der i Menneskevennens Øjne i endnu høiere Grad forøger Byens Skjønhed ere to menneskekjerlige Stiftelser, som i de sidste Aar har faaet deres tilværelse her: den ene er afdøde Geheimeconferenceraadinde Wærns Stiftelse for fattige Embedsmænds Døttre, hvortil den store hvide Gaard, der forhen har tilhørt afdøde Silke- og Klædekræmmer Bøttger, er bleven indrettet, og hvor nu 12 Elever under 2 Lærerinder opdrages, og det andet et Fattighuus, som Fattigvæsnets Direction har ladet indrette i en Gaard, tæt ved Hjørnet af Bredgaden og Alleegaden, som for to Aar siden afkjøbtes Hr. Hansen, og hvor adskillige Fattige yde Føde og Huusly; Ogsaa den indenlandske Konstflids Venner finde her paa deres Lystvandring en behagelig Tilfredsstillelse: Hr. Grosserer Brock-Hansens Kllædefabrik i Alleegaden, hvor der er 10 til 12 Stole igang, sysselsætter daglige 110 Mennesker ,og tjener ikke lidet tilat holde de mange Fattige, som denne By i saa mange Aar har været bebyrdet med, i en nyttig Virksomhed. Alle Fattige, som kun ville arbeide, kunne finde Sysselsættelse her, det være nu Fabrik- eller Haugearbeide; da f. Ex. en Lugekone fortjener 12 til 14 Mk. dagligen. Ikke umærkeligt er det, at en Olding fra Trondhjems Stift, Anders Nordmand kaldet, som er 92 Aar gammel og under Frederik den Femte har tjent ved Fødgaarden, endnu er saa rørig at han kan arbeide; han har nylig anlagt 2 Hauger her i Byen, og kan saaledes i denne høje Alder endnu ernære sig af sine Hænders Arbeide. - Det forhen saa stygge Kjær ved Enden af Allegaden er bleven renset og nydelig indhegnet med et firkantet Rækværk. Ogsaa Egnen omkring Frederiksbergby forskjønnes alt mere og mere. Ved Falconeralleeen har Hr. Overkrigscommissair Langeland tilkjøbt sig 32 Tønder Land, for 92,000 Rdlr. D. C., og lader nu opføre der en smagfuld Bygning, og anlægge en smuk Hauge. - Den yndige Slotshauge vedligeholdes, som billigt, paa det omhyggeligste, og det Kongelige Herskab morer sig her ved lystseiladser i Canalen, der sædvanligst ledsages af Musik, og ved at drikke Thee paa den saakaldte Øe, hvis Beliggenhed er yderst romantisk.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 56
Tirsdagen den 12 Julii 1814
Spalte 888-889

Franske Tropper i Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags maatte alle Gaard- og Huuseiere i Frederiksbergby møde i afdøde Gjestgiver Hunæns's Gaard, hvor en Befaling fra H. K. H. Kronprindsen angaaende de Franske Troppers Indqvartering blev dem forkyndt. Denne Befalings Hovedindhold er følgende: enhver Infanterist og Cavallerist regnes for een Mand, 1 Underofficier for 2, 1 Officier for 4, en Stabsofficier for 8, en Brigadechef for 16, en General for 32; ethvert Værelse i Huset, hvori ingen Folk boe, regnes som undværlige, og benyttes til Indqvartering; Soldaten skal ligge paa Halm paa Gulvet med et Brædt paa Høikanten, som afdeler Sengen; han skal have et Lagen, og en Dyne eller et Teppe over sig, som kan give et varmt Leie; i eet Værelse i Huset i det mindste skal der være Varme, paa det det kan tjene til Forsamlingsstue; alle Stalde gjøres ryddelige til Cavalleriet, og hvor der er Porte eller Skure i Gaarden indrettes Stalde med sammenslaaede Krybber af Brædder; til Hestene skaffes Strøelse af Tang eller Halm; kommer Tropperne til Byen om Natten, saa sættes strax Lys i Vinduerne.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 45, 14 Martii 1808)

(I et senere nummer af Skilderie oplystes at der var tale om 2-3.000 franske tropper)

Tivoliet og dets Rivaler.

Da Tivoli blev åbnet forrige år, hørte man en almindelig klage over de store rettigheder der er blevet tilstået denne forlystelsesanstalt og som gjorde dybe skår i manges hidtidige levevej, både udenfor porten og i byen. Frederiksberg, Kehlets Alleenberg og pricernes Morskabsteater havde de foregående somre ligesom denne været de steder hvorhen Københavns indbyggere begav sig når de ikke valgte en skovtur. Nu da Tivoli blev åbnet, strømmede alle herind. Der siges endog i det forbavsende antal af 14 til 15.000 mennesker. Vejen til det elskelige Frederiksberg, hidtil københavnernes yndlingsspadseretur, blev tom den øvrige del af sommeren. Alleenberg stod forladt, den larmende karusselbane stod stille. De øvrige beværtningssteder udenfor Vesterport kunne gerne have lukket til med undtagelse af Rosenlund, hvis ejer, det gamle kløgtige hoved som han selv har kaldt sig, foranstaltede vauxhaller, fyrværkeri der var sidestykker til hans smagfulde karusselkørsel, men som dog tiltrak sit publikum der her kunne få en svingom med en smuk pige og lidt konversation i havens mystiske lysthuse. Tivoli blev endelig lukket efter at have afgivet et yderst glimrende resultat. 

Da denne sommers nærmede sig, begyndte Alleenbergs ejer, C. Kehlet at ruste sig mod sin dødsfjende, Tivoli af alle kræfter. Hans bestræbelser blev kronet med et heldigt udfald. Skønt Tivoli blev godt besøgt, så man dog et langt større antal spadserende endnu vandre ad det gamle Frederiksberg og undervejs besøge Kehlet hvor man nu om søndagen finder alle lysthuse besatte, uagtet der er indrettet et langt større antal i år end tidligere. Kehlet, som ved at mangel på fremgang er tilbagegang, har ikke alene anskaffet sig et kostbart fortepiano (det skal koste 700 rigsdaler) der spilles midt i haven. I hans smukke kinesiske lysthus er oprejst en række smukke panoramaer der forevises for en yderst lav pris. Og han har endog i denne tid foretaget sig en rejse til Hamborg og Berlin for at bese de derværende taffelhuse og forlystelsessteder og muligvis derefter indrette sit beværtningssted udenfor og i staden. En sådan dristighed forenet med den grundsætning at en lille fortjeneste der kommer ofte, er bedre end en stor, må have til følge at hr. Kehlet kan konkurrere med den ellers altopslugende forlystelsesanstalt, Tivoli.

Fra en anden side søgtes også et agtet kunstnerselskab at sætte en skranke for tivolis indgreb i anden mands rettigheder. Da Tivoli nemlig blev åbnet i år, gav man her pantomimer uagtet dets privilegium forbyder det opførelsen af sceniske fremstillinger, hvortil pantomimer i alle henseender hører. Pricerne hvis mest vægtige præstationer er mimiske forestillinger og som ellers led nok ved Tivolis oprettelse, indgav protest, grundet på monopol til kancelliet som også med hensyn hertil forbød pantomimers opførelser på Tivoliteatret. Handlede de urigtigt heri? Eller kan man fortænke danske borgere at de værner om deres rettigheder mod et alt opslugende uhyre som Tivoli der med sine daglige mimiske fremstillinger til sidst ville overmætte publikum med dem som det allerede har gjort med sine atletiske, herkuliske, arabiske, malibariske, kinesiske og Gud ved hvad kunster? 

Desuagtet synes dog at Tivolis privilegiehaver er forbitret på Morskabsteaterets ejere fordi det formenes ham at tilintetgøre deres levevej. For efter at Pjerrot i søndags var blevet skrinlagt, går han nu igen og spøger hver aften. Herimod kan nu intet indvendes, men derimod syntes udtryk som hr. Mancinis til gengangeren Pjerrot: Har de derovre (Morskabsteatret)? knækket halsen på dig, så skal vi nok knække halsen på dem igen, at tilkendegive en så hadsk og hævngerrig stemning at vi mere vil anse disse ord for ubetænksomme og overilede end virkelig tage dem i deres betydning eller sigtende til at vække publikums misfornøjelse mod det i publikums agtelse højt stående priceske selskab. Enhver af Københavns kunstelskende publikum ved også at dette selskab der har kunstnere og kunstnerinder at opvise som Adolph Price, Rosa og Flora Price, ikke behøver at frygte for at nedsættes i publikum ved ovenstående og lignende ubeskedne udtryk.

Ville enhver anden i hvis næringsvej Tivoli gør skade ligesom de her nævnte, opbyde alt hvad der står i deres magt for at tiltrække publikum eller værne om deres rettigheder, så ville en stor mængde borgere ikke se deres næringsvej formindsket eller aldeles tilintetgjort.

Politivennen nr. 1492. Fredagen, den 2 august 1844. Side 488-492).

Vi have allerede et Tivoli!

Det Tivoli som hr. Carstensen har bebudet færdigt i august, kommer flere år for sent, for vi har i en række af år haft et tivoli, skønt størstedelen af Københavns beboere der frekventerer det, synes at være uvidende om det. Det Tivoli vi tænker på, begynder nemlig der hvor hr. Carstensens ender. Det når til indgangen af Frederiksberg Have og indbefatter således alleen udenfor staden, hele Vesterbro og den skønne Frederiksberg Alle. Et terræn der kan rumme henimod 50 af hr. Carstensens bebudede tivolier. Dette Tivoli er forsynet med et skuespil- og sommerteater, jonglører, linedansere og tableaufremstillere, panoramaer, karusselbaner, gynger, dansesalonner, restaurationer, konditorier, beværtningssteder osv. og forener dermed en skøn spadseretur som mangler aldeles intet. 

Ved indtrædelse i alleen udenfor Vesterport støder vi således til venstre på Pettolettis sommerteater, hvor der snart spilles franske eller tyske skuespil, eller gives forestilling af beridere. Dernæst kommer vi til Schönströms jonglørforestillinger og skrider derfra over til pricernes så meget yndede teater hvis lunefulde, komiske, mimiske forestillinger fra Caportis tider indtil vores har skaffet københavnerne megen morskab. Idet vi går videre frem indtil jernporten, gør vi en lille afstikker til højre, til et forfriskningssted som er nødvendigt på denne lange tur, nemlig Rosenlund hvorhen et meget lystigt indfald er blevet udklækket af den gamle student Kehlets gamle, kløgtige hoved. 

Vil man imidlertid ikke tage forfriskninger, eller hvile sig, har man nogle få skridt fremad mod Frederiksberg Slot. Valget er mellem 2 steder, nemlig Monigattis Pavillon og Töpfstådts panoramaudstilling. For den som har en tør gane eller vil høre en sang af italienske, tyrolske eller tyske struber har Monigattis Pavillon stor tiltrækningskraft, derimod for den trætte er Töpfstådts panorama omtrent i midten af vores tivoli. Idet legemet hviler sig, kan øjet her fornøje sig ved betragtninger af de ulykkelige begivenheder i året 1842, de skønne prospekter af verdens skønneste egne og stæder og de æresbevisninger der blev ydet helten Napoleons sidste levninger på deres henbringelse til Paris. 

Herfra har besøgerne af vores tivoli en skøn spadseretur opad den kølige Frederiksberg Alle til Kehlets karusselbane og traktørsted Alleenberg. Fra dette sted der ved denne smukke lysthule ud til vejen så smagfuldt indrettede pavillon, sin udmærkede gode og billige beværtning nu for tiden, er blevet et af københavnerne mest besøgte og yndede forfriskningssteder, når man målet for deres kæreste spadseretur, såvel om søndagen som om hverdagen, Frederiksberg Have. 

Sammenligner man nu hr. Carstensens projekterede Tivoli med dette af os beskrevne, så tror vi at vores vil og må vinde fortrinnet. Til vores betales ingen adgangsbillet, vores når som allerede sagt fra udgangen af Vesterport til Frederiksberg Have, københavnernes yndlingsopholdssted. Hr. Carstensen ligger lige ved udgangen af Vesterport, yder næsten ingen spadseretur og meget lidt skygge for de spadserende. Vi tør derfor påstå at det gamle tivoli ikke vil lide tab ved det nye og at de på Vesterbro værende teatre, kunstnere osv. vil kunne bestå ved sig selv og ikke nødsages til at blive vasaller af hr. Carstensen.

(Politivennen nr. 1436. Fredagen, den 7de Juli 1843. Side 425-528). 

Skamløs Færd af en ung Laps paa alfar Vei.

For kort tid siden gik en agtværdig mands kone sammen med sin kusine ud til Bakkegården. Da de var kommet ind i alleen der fører til nævnte gård, stod et meget velklædt ungt menneske frem fra grøften og kom hen imod dem idet han blottede det som velanstændigheden søger at skjule, og tiltale dem med de skammeligste ord og uterlige gebærder. De ængstede kvinder søge i mest mulig hast at fjerne sig fra ham. Og næppe var dette lykkedes dem før en ung pige som skulle ad samme vej, tog sin tilflugt til dem og bad om at hun måtte følges med dem da hun frygtede for gentagne anfald af nævnte liderlige person. Det skal oftere være faldet denne forklædte laps ind således at krænke sædelighed og ærbarhed på denne vej når han har truffet på kvinder der gik uden mandlig ledsagelse. Og da sådan adfærd kan have højst ubehagelige følger for nervesvage eller frugtsommelige kvinder, ville det være ønskeligt om han kunne gribes in flagranti og afklapses således at han vænnedes af med sådanne skændige unoder.

(Politivennen nr. 1240, Løverdagen, den 5te October 1839. Side 628-629)  

Det er lidt uklart hvad der menes med Bakkegården. Dem er der i øvrigt en del af. Men et bud kan være at det er Bakkehuset på Rahbeks Alle. I givet fald kan det have været i området hvor muren og cyklerne nu står, at blotteren er sprunget op.

Om Frederiksberg Sogns Fattigvæsens Regnskab.

I anledning af det i nr. 1165 i Politivennen indrykkede om offentliggørelsen af Frederiksberg Sogns fattigvæsens regnskab, er regnskaberne for 1833, 34, 35, 36 og 37 forevist redaktionen, og samme bemyndiget til at bekendtgøre for vedkommende, at på kommissionsmødet den 3. f. m., hvor blandt andet blev forhandlet, hvorvidt Fattigvæsenets regnskaber og dets Status for de 2 sidste år skulle trvkkes eller ej, blev af 3 af kommissionens medlemmer stemt for, at der i det mindste af Fattigvæsenets status skulle trykkes så mange eksemplarer, at enhver grundejer fik et; at 9 medlemmer stemte for, at den ikke skulde trykkes; men hvorefter det bestemtes, at afskrifter af fattigvæsenets regnskaber tilligemed de dertil hørende indberetninger til amtsfattigdirektionen ikke alene for årene 1836 og 37, men også for 1833 og 34 og 35 skulle henlægges i kommissionens forsamlingsværelse til eftersyn for interesserede.

At disse regnskaber endnu ikke er offentlig anmeldt at være til interesseredes eftersyn, er forårsaget ved den omstændighed, at arbejdshusets regnskaber tilligemed varebeholdnings-regnskaberne samt indberetningerne endnu ikke er afskrevne, fordi den mand, hvem dette meget omfattende arbejde er overdraget, endnu ikke har haft tid og lejlighed dertil.

Så snart disse afskrifter, hvortil 4-5 bøger papir ville forbruges, er færdige, vil de, ifølge hr. stiftamtmandens svarskrivelse af 26. marts 1836, på sognepræstens forespørgsel denne sag angående, blive henlagt på fornævnte sted til alle interesseredes efterretning. 

Redaktionen.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 289-290)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen indgik i en længere redegørelse fra sogneforstander Plockross, se baggrundsartiklen om dette.

Et Par Ord til Trøst for velagtede Gaardmand Peter Petersen i Tjærebye Sogn, i Anledning af hans nylig i Kjøbenhavnsposten fremsatte Mishags-Yttringer over sit Sogns Fattigvæsens Regnskab.

Min kære bondemand!

At fattigvæsnets regnskaber på landet såvelsom sognekommissionernes foretagender i det hele taget, holdes for en ting der ikke vedkommer hver pågældende mand, uagtet anordningerne byder anderledes, og navnlig en høj grad af offentlighed i henseende til regnskabet er befalet, det gælder vist næsten overalt hos os. Hvad er fx Tjæreby Sogn at tale om imod Frederiksberg Sogn ved København? Dette er større end mange købstadssogne i landet, og for 5 til 6 år siden var den årligt til fattigvæsnets forbrug anvendte sum der over 4.000 Rbd, og desuden leverede sognet en stor mængde madportioner daglig til fattigvæsnet. Regnskab for at disse 4.000 Rbd kom ind og blev udgivet, blev dog i nogle år indtil 1832 offentligt fremlagt. Men fra det år er også dette glimt af lys forsvundet. Men du skal ikke tro, min kære Peder Pedersen, at der i dette store sogn er for tiden større offentlighed i fattigvæsnets regnskab end som du siger at være hos dig, eller at den i reglementet for fattigvæsnets indretning og bestyrelse på landet i Danmark befalede, ombringen i sognet af forsørgelsesplaneen og ligningen for hvert år iværksættes. I Politivennen af 28. november 1835 er givet tilstrækkelig vink til Frederiksberg sognekommission herom, men uden virkning. - Trøst dig dog med, at man får ikke verden til at være som den burde, men må tage den som den er. 
(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 275-276)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i det følgende nummer af Politivennen, og fik sogneforstander Plockross til at reagere, se baggrundsartiklen om fattighuset.

Vink til Frederiksbergs Øvrighed.

Som følge af at birkedommeren bor så langt fra Frederiksberg og man altså sjældent ser noget politi der, så har de danske lazaroners antal taget betydeligt til, så at man især dette forår ser personer af begge køn og af det væmmeligste udseende i mængde strejfe omkring, især på Falkoner Alle. De stirrer halve timer længselsfuldt ind i de omliggende haver, og findes der i samme noget smukt der tiltrækker sig deres opmærksomhed, blegetøj eller lignende, da kan man være sikker på at de ved første lejlighed er borte. Atter andre steder stjæler de plov- og vogntøj, ænder mv. De synes nemlig at have en fuldkommen bevidsthed om at politiet ikke er i nærheden. Dog er natten og dagningen deres bedste tid, hvilket tydeligt mærkes af den idelige uro der da er over hundene i hele omegnen.

Da disse uvirksomme folk er af den slags der i almindelighed kvalificerer til at opbringes som løsgængere, for ikke at tale om at det er upassende at de opholder sig i et kongeligt slots alleer, så vover man at bede øvrigheden at have et vågent øje med dem for eftertiden.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 346-347)

Redacteurens Anmærkning.

I 1840 blev straffen for tyveri ved nattetid betydelig skærpet, se artikel i Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842.

Om Frederiksbergs Byes Communebestyrelse, samt nogle Spørgsmaal og Bemærkninger i Anledning af den sidste Ildebrand i samme By.

Frederiksberg Sogn, med 1500 indbyggere af højst forskellig stand og vilkår, fra statens førstemænd og nedad i alle grader indtil armodens usleste søn, udgør en kommune som uden tvivl er den eneste af sin art i Danmark. Jordbrugere, håndværkere og embedsmænd bor her ved siden af hinanden, så sognet på visse måder ligner en købstad hvor de mest forskellige interesser findes samlet, og dog har den kommunalbestyrelse som et landsbysogn hvor interessen kun kan antages at være en.

En følge af denne sognets særeegne beskaffenhed og en bestyrelse der ikke er afpasset derefter, er at de offentligt byrder - med undtagelse af hvad der sorterer under amtsstuen - fordeles urettelig hvilket således fx er tilfældet med de meget besværlige pligtkørsler der aldrig bliver og ikke kan blive ligeligt fordelt så længe de skal præsteres in natura. Nu bruges den metode som ellers kun er brugelig i krigstid: man fordrer de fornødne arbejdsheste og vogne hvor de findes. Hvem der kender til forholdene, vil med indsenderen sikkert antage at sådanne misligheder næppe ville blive ophævet uden en forandret kommunebestyrelse. Indsenderen tænker sig nemlig intet mindre end en art byfoged eller sogneforstander på rette sted her. Måtte han vælges af sognets beboereved stemmeflertal, ville det sikkert ikke blive vanskeligt, dertil at finde en mand der ville vide såvidt som muligt er under de eksisterende lokale omstændigheder at forhindre at de mindre formuende lider et uforholdsmæssigt større tryk end deres mere heldige medbrødre. Og til at bevirke en sådan forandring, opfordres herved de mange formående mænd der har bopæl i sognet og retsindighed nok for ikke at ænse en tilkommende lille opofrelse som rimelighed kræver.

Nu til nogle bemærkninger ved sidste ildebrand i Frederiksberg By.

Assurancesummen for Reidels nylig afbrændte sted siger rygtet at være over 110.000 Rbd. Er det rygte sandt, har Reidel denne sum i behold, foruden grund og have, hvilket alt sammen nylig har kostet ham kun 2 til 3.000 Rbd. Kunne det da ikke være rimeligt om han lod sig formå til at tåle afdrag i assuranesummen af den nødvendige sum til bestridelse af den forestående reparation på byens sprøjte? Ellers skal denne udgift som sædvanligt fordeles på sognet. - Ligeledes kan man med rette spørge: bør ikke af den samme assurancesum afdrages noget til betaling af kørsler og håndlangerarbejder som blev rekvireret for at rydde grunden efter at faren var forbi? Lovgiveren har sikkert forudsat at en brandlidt som således skal nyde fri hovningshjælp af sine medbrødre, er en ikke alene for øjeblikket, men for længere tid, højst ulykkelig mand. Men dette kan Reidel efter hvad ovenfor er anført, ikke anses for at være. I øvrigt ved indsenderen det ikke om det er skrevet nogen steder at der til sådan rydning skal anvendes heste og vogne. Også kan den meget let udføres og bliver på adskillige steder udført, alene af arbejdere med brandhager, hakker, spader og skovle, hvormed de udtrækker og bortbringer de store slukkede brande, samt mursten, grus osv., hvilket alt sammen henlægges i små bunker tæt ved brandstedet. Kørslen synes altså her ufornøden. Men blev dog præsteret på den ovenfor anførte måde af de i almindelighed mindre formuende, der nødvendigvis må have arbejdsvogne til deres jordbrug.

Ved den ovenfor omtalte ildebrand fik ref. et nyt bevis for visse offentlige byrders ulige fordeling. Ved brandstedet fandtes nemlig en tilskuer som formodentlig havde hjemme i København. Af ham hørte indsenderen forskellig lidt meget fri snak. Blandt andet sagde han følgende. "Hvad angår de herude os! Skulle vi møde hver gang de kæltringer afsvider en af deres gamle, uforsvarligt højt assurerede kasser, så får vi herefter nok at bestille." Skønt ref. anså snakkeren for noget beruset, troede han dog i de de ord: "hvad angår de herud os", at finde den forudsætning hos manden, at Frederiksberg Bys beboere ingen hjælp havde at vente hos københavnerne i sådanne ulykkestilfælde, med mindrebarmhjertighed villeyde en sådan. Men ref. tør dristig påstå det modsatte, og atter må han her ytre, at sognets bedste ikke behørigt påagtes. Staden København har nemlig en betydelig stor fattigvæsens-indretning beliggende under Frederiksberg Sogn, den såkaldte Ladegårdsfabrik der vel som sagt for staden er en fattiganstalt, men for Frederiksberg er den derimod et etablissement beliggende i Frederiksberg Sogn, og derfor bør staden København uomtvistelig for sådan sin del i sognet, tage forholdsmæssig del i alle dets byrder, og navnlig lade give møde i ildsnød, ikke alene med mandskab og befalede brandredskaber, men vel endog med sprøjter, da staden ejer sådanne. Ved ilds voldsomme udbrud er ingen grænselinje trukket, men forpligtelse til al mulig hjælp. Her så meget mere som netop i oven nævnte fabrik omgås særdeles meget med ild og lys og let antændelige varer, så at en lille sprøjte placeret på fabrikken selv, var en temmelig fornøden foranstaltning. At dette etablissement som hører under staden København og ligger i Frederiksberg ikke bør undgå a tage del i i årlige brænderejser for skolen - hvilke rejser ligeledes, allerede omtalte, urettelig fordeles - i offentlig snekastning og flere byrder som mulig burde fordres af det, men sandsynligvis ikke fordres og at det burde yde bidrag til sognets fattigkasse, såvel af fabrik som af jordejendom, kan uden tvivl være underkastet.

(Politivennen nr. 1045, Løverdagen, den 9de Januar 1836. Side 17-22)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev genstand for kritik af sogneforstander Plockross, Frederiksberg. Se baggrundsartiklen om dette emne.

Atter Noget om de Militaires Øvelser i Feldttjenesten og deraf følgende Indtrængen i Hauger.

Det synes at være uden for al tvivl at det beror især på de højere kommanderende om de af egen human følelse vil ved given ordre forhindre deres underordnede fra at trænge ind i og igennem haver under deres øvelser. Følgende tilfælde kan give nogen oplysning om det: Torsdag den 10. i denne måned da anmelderen var i arbejde med at lade en stak flytte ind i hus, kom 2 soldater uventet marcherende frem hos ham over haven mellem træer og stakplads. Denne gang som oftere ved lignende lejlighed trådte jeg hen til dem og sagde: "Jeg ser ikke gerne at soldater kommer her gennem haven." og stillede mig for dem i gangen, idet jeg stolede på min lovlige ret og på at jeg denne gang havde behørige vidner, dem loven kræver for at en mand tør tænke på at tage sig selv til rette ved sådan ulovlig indtrængen over hans skel ind på hans enemærker. Jeg håbede at soldaterne ved denne tiltale skulle lade sig bevæge til at rykke tilbage igen, hvortil jeg engang før havde formået nogle som jeg traf idet de var i færd med at ville bryde hul i stakittet. Men den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando! 

Jeg rykkede da straks 3 skridt til side og nøjedes med at turde tænke: --- på denne plet var jeg allerede betroet mand da han kun var en lille pog i Fyn! På denne plet hvor jeg i dette øjeblik sveder ved mit arbejde, for at kunne skaffe den skærv til veje - , på denne plet skal jeg lade mig befale af ham, jeg skal vige tilside for at give ham plads og se på at han nedtræder for sin fod det som jeg med møje og anstrengelse har plantet og fredet, han som ingen anden ret synes at have her end den der er givet ham i spydstagen han fører med sig. Mens jeg derimod i højeste grad har rimelighed og lovens rene og tydelige bogstav for min ret. Næppe var de 2 mænd passeret før mit øje mødte andre af deres lige som i forskellige retninger drog gennem haven og jeg måtte ønske mig til lykke at lysten til at prøve på med alvor at vise de første bort, var så hastigt forgået hos mig. 

En korporal anførte nogle. Ham gik jeg i møde og sagde ligeledes: "jeg ønsker ikke gerne at militære trækker her gennem haven, da det aldrig går af uden beskadigelse og det synes heller ikke at være tilbørligt med sådan gennemmarch." Han svarede: "De undskylder! Vi er befalet til at marchere her igennem!" En af arbejderne ved stakken som hørte og så alt, omtalte nu at kaptajnen ved første kompagni af kongens regiment som disse omtalte soldater alle hørte til, havde på det mest bestemte forbudt at betræde nogen have under disse øvelser. Lignende forbud vides ligeledes at være udgået fra højeste befalende for 2. Jydske Infanteri Regiment. Højligt er det at ønske at disses gode eksempel måtte finde almindelig efterlignelse.

Koch. Landmand
Rolighed på Ladegårdsvejen.

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 847-850). 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen føjer sig til en række lignende klager, fx i nr. 1038, 21. november 1835.