Det primitive Liv, hvortil vi skal tilbage. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel Landmand fortæller om den tarvelige levevis for et par menneskealdre siden.

Niels Jensen er det ligefremme Navn på en gammel bondemand, som vi opsøger for - som Afslutning paa vor lille enquete om det primitive liv, vi nu skal vende tilbage til - at høre lidt om, hvordan livet paa Landet - i de jævne Bondehjem - levede Livet i gamle Dage for et Par Menneskealdre tilbage 

Niels Jensen bor i udkanten af Roskilde, i et pænt Hus inde i en Have. Men han har ellers, helt siden han "blev Mand" haft en gaard i landsbyen Vindinge, en halv Mils Vej Øst for Roskilde.

Det er ikke, fordi Niels Jensen er saa gammel. at vi netop gaar til ham, han er kun lige passeret 70. Men han er en af dem, der kan huske, og en af dem der kan fortælle.

Et kig ind i de gamle stuer

- Hvordan så det ud i sådant et gammelt bondehus da De var dreng? spørger vi.

- Tja, siger Niels Jensen, det var jo det samme alle steder. Der var tre stuer, men kun den ene af dem brugte man til daglig. Der sov man om natten, og der spiste man om dagen. Henne foran Vinduerne var der en lang bænk, og foran den et bord med flere Bænke omkring. Saa var der som Regel en bornholmer og et lille Hjerneskab og tit et andet lille Skab som man havde Medicinflasker og den slags i. Og son var der for festen de to store Himmelsenge med forhæng for.

I "Mellemstuen" var der et bord og et Par Stole og gerne en Seng som man brugte. naar der kom fremmede. Stolene var naturligvis ikke polstrede, og i mange Aar kendte man ikke til Sofa og den Slags. Det kom jo til i de senere Aar.

Endelig var der "øverstestuen",der var den største af Stuerne, tre eller fire fag. Der var Klædeskabe og Kister. men ellers ikke noget. Gulvene var allesammen hvidskurede og i Dagligstuen var der strøet sand på.

Spegesild, fedtebrød, grød, kål og suppe.

- Hvori bestod kosten i de dage?

- Vi fik skam noget godt at spise, kan De tro. Men der var jo ingen flotheder. Om morgenen begyndte vi med spegesild og fedtebrød og bagefter en kop kaffe med et stykke brunt sukker.

Kl. 9 fik vi , Halvmiddagsmad". Det var Fedtebrød og enten Ost eller Kød. Og Kl. 12 fik vi Middagsmaden, grød , Kål, Suppe. Kærnemælksvælling og den Slags. Lidt længere tilbage, kan jeg kan huske, var det mest Grød og Mælk. Nogle fik vi det 21 Gange om ugen!

Til "Midaften" - det. de nu kalder Vesperkost her på egnen - fik vi Brød og koldt Flask Fedt eller Stegeflæsk. Men aldrig Te. Det kendte vi slet ikke noget til. Det var en hel Luksusartikel dengang.

Saa var der Nadveren. Dér fik vi gerne Mælk og grød, og det var ikke centrifugemælk, men god, håndskummet mælk. 

En lang arbejdsdag.

- Vi stod op ved 4-5-tiden om sommeren. Om vinteren noget senere. I regelen arbejdede vi så til klokken 7:30 om aftenen, men høstens tid blev vi ved til den var både ni og ti. Det fandt de allesammen i orden, både karle og piger; men så blev der jo også sat gammeløl på bordet når de kom hjem. 

En karl fik omkring ved et halvt hundrede daler om året - i penge vel at mærke. For desuden fik han nogle alen vadmel til tøj, nogle alen lærred til skjorter og en to-tre pund uld til hoser.

En pige fik 25-30 daler og også en del lærred og uld, lidt hvergarn til kjoler og lidt til vadmelsskørter.

Der var ikke noget at slå om sig med, hverken karle eller piger; men det var heller ikke nødvendigt. Der var såmænd ingen der savnede det. Om aftenen sad de jo allesammen i stuen sammen med husbonden, man spiste ved samme bord, ja af samme fad, og standsforskel kendte man i grunden ikke noget til. Det lå også i, at det var trange tider for landmændene. Arbejdere og arbejdsgivere var omtrent lige velhavende.

En glad aften med dans, musik, brændevin og tobak for 33 øre.

Der var ikke mange fornøjelser og adspredelser. Men vi morede os godt - og det var billige fornøjelser. Det gik gerne til på den måde at en tre fire karle fik ordnet et gilde som blev holdt rundt omkring på gårdene efter tur. Drengene betalte 8 Skilling og Karlene en Mark. For de Penge fik man Sal og Iys og Musik - - det var altid en Violin - og endda Brændevin og Tobak. Cigarer saa man aldrig paa Iandet.

Saa havde man jo også de store Gilder, Brylluper og Begravelser. Brylluperne varede i to-tre eller fire Dage, og der var vældig Balfaldera. Men det kostede ikke ret meget. Man fik gerne Sødsuppe og Steg, aldrig mere end to Retter. Ved begravelser var risengrød og klipfisk de faste retter.

Tøjet vi gik i, lavede vores mor selv. Til daglig gik mændene i en ufarvet vadmelstrøje og lærredsbukser. Til finere Brug havde man Hvergarnstøj og farvet Vadmel; men altsammen var det stærkt og solidt, og det kostede ikke meget.

Dengang lavede man jo saa at sige alting selv paa landet. Vi var uafhængige af alle Mennesker undtagen Smeden. Vi bryggede selv vort Øl, kærnede selv vort Smør - men vi spiste det ikke, det blev der ikke Raad til; vi brugte Fedt i Stedet - og vi ud forte også alle Reparationer selv. Dyrlæge og Doktor kendte vi heller ikke til. Det skulde være galt før man greb til det. 

Mere arbejde, mindre løn og dog mere tilfredshed.

- Hvad synes De om den forandring der er sket i de senere år i hele levemåden på landet, spørger vi til slut Niels Jensen.

-- Jo, svarer han, der er mange Ting, der er blevet bedre. Det må vi ikke glemme. Men der er bare ingen tilfredshed nuomstunder. I gamle dage var folk altid tilfredse, man kendte ikke til utilfredshed.

De drenge vi fæstede, når de var konfirmeret, beholdt vi som regel til de skulle i tjenesten, og de voksne karle blev hos os til de skulle giftes. Der var ikke noget med at flytte rundt hvert halvår eller hver måned som nu. Og hele forholdet mellem mand og tjenere var helt anderledes dengang. Vi var i grunden som en hel familie.

- - -

Det var, hvad den gamle landmand fortalte om de dage da man praktiserede Nøjsomheden og Sparsommeligheden ti! de yderste Konsekvenser fordi man var nødt til det.

En og anden vil sikkert mene at de livsformer, Niels Jensen har skildret, ikke var de værste at få tilbage.

Kr. J. 

(København 21. marts 1922)

Hvad Forbrugerne har Krav paa. (Efterskrift til Politivennen)

Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, behandler med Hensyn til Forholdet imellem Erhvervene og Forbrugerne en Række Spørgsmaal, der er af stor Betydning for Hjemmene. I Slutningen af Kroniken omtaler Fru Meyer Prisreguleringskommissionens virksomhed.

Vi lever i Organisationernes Aarhundrede. Indenfor enhver Interessesfære slutter man sig sammen for at danne et Hele, der kan være i Stand til at opnaa Fordele, som den enkelte ikke vil kunne opnaa. At enhver Stand søger at bedre sine Kaar og hæve sit Niveau, er jo kun godt; men Sammenslutningerne har naturligvis ogsaa deres Vrangside. Jeg tror, at de fleste Organisationer dannes efter gode Principer; man søger at gøre dem saa store og stærke som muligt; men efterhaanden viser dette sig i mange Tilfælde at rumme den Fare, at Medlemmerne tager Magten fra Ledelsen, saaledes at denne ikke længere kan styre dem, for hvem den arbejder.

I andre Tilfælde arbejder Ledelsen paa ganske forkerte Felter, f. Eks. Prisaftaler, der hemmer den frie Konkurrence. Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at det indenfor nogle Fag kan være gavnligt at tale om Varers Værdi og Salgspris; men det vilde jo unægteligt være rart, om man indenfor Organisationerne mere havde sin Opmærksomhed henvendt paa de for høje Priser end paa de for lave. Lad os tage et saa aktuelt Emne som Prisen paa vort Brød. Det er en Kendsgerning, at nogle Bagere laver et absolut første Klasses Produkt, der kun fæstner af de bedste Raaprodukter, hvorimod andre bruger anden-tredie Klasses Varer; men Prisen er den samme i Udsalg, om der bruges dansk eller amerikansk Mel - , skønt det første kunde leveres 10 pCt. billigere - og om der bruges Smør eller Margarine, hvis Prisforskel enhver kender.

Hvorfor? Fordi Organisationen fastsætter Prisen ens over hele Byen med den mærkelige motivering at de mange Smaamestre, som vor Bagerstand er saa rig paa, nok kan bage, men ikke kalkulere. Man spørger da uvilkaarligt: Burde Organisationen saa ikke lære sine Medlemmer at regne og lade dem selv tage Skade for Hjemgæld, hvis de regnede daarligt, i Stedet for, at vi Forbrugere skal betale vort Brød for dyrt for at holde Liv i nogle Mestre, der rettelig burde være Svende? 

Med den ofte omtalte dyre og dyrebare Fisk er Forholdet et andet. Prisaftaler kendes, saa vidt jeg ved, ikke, da Kvaliteten paa denne lidet holdbare Vare skifter saa at sige fra Morgen til Middag. Fiskehandlerne nægter heller ikke, at Prisen er høj, men forsikrer, at den ikke kan være lavere, og det er udelukkende, fordi Publikum ikke vil købe de billigere Sorter af Fisk, - med andre Ord, hvis Fiskehandlerne kunde sælge flere Smaatorsk, flere smaa Rødspætter, flere Rognfisk og flere matte Fisk, og derved faa Omsætningen op, kunde Priserne for den udsøgte Fisk blive billigere. Som det nu er, skal den udsøgte Fisk bære Tabet paa den billigere, men ret usælgelige Vare. Fiskehandlerne mener altsaa, at vore Husmødre er særlig kræsne, de vil kun have det allerbedste, Torsk paa 2-3 kg, Rødspætter på 3/4 kg! Hvad om så Fiskehandlerne rettede sig efter dette Ønske ved Valget af den Vare, de køber. Mange Aars Erfaring maa jo lære dem, saa vel som andre Købmænd, hvilken Vare de kan sælge. De mindre Fisk maa saa blive i Havet, til de er udvoksede, hvad der i hvert Fald for Rødspættens Vedkommende sikkert bliver nødvendigt, om denne Fiskeart ikke helt skal forsvinde fra vore Farvande paa Grund af, at vi fisker Yngelen. De mindre Fisk, som vi selvfølgeligikke helt kan undgaa, maa saa sælges betydeligt billigere for at finde Købere. En Prisforskel paa 5-10 Øre pr. kg er ikke nok, da Husmoderen maa regne med et større Svind af Hoved, Skind og Ben af flere Småfisk end af een Torsk af Middelstørrelse, og hun vilde altsaa faktisk købe dyrere, selv om Prisen paa Varen er lidt billigere. Endelig er den mindre Fisk jo brugbar for og sælgelig til Farsfabrikerne.

En anden Aarsag til de høje Priser, siger Fiskehandlerne, er den store Dødelighed blandt Fiskene; mon den er da sikkert ikke bleven større nu, end den altid har været; hvorimod altsaa Priserne er det! 

Er Dødeligheden for stor, maa Sagkyndige se at finde Aarsagen til den. I en Del Forretninger opbevares saltvandsfisk i ferskvand hvori denne Fisk jo ikke kan leve ret længe. Kunde det da ikke betale sig at skaffe Saltvand, eventuelt Havsalt? At Husmødrene saa absolut forlanger levende Fisk, er jo kun naturligt, da den Omstændighed, at Fisken er levende, i Øjeblikket er den eneste Garanti for, at Fisken er frisk og altsaa bevarer sit appetitlige Udseende i kogt Tilstand. Dermed skal ikke være sagt, at slagtet Fisk ikke kan være god. Havde vi blot absolut Sikkerhed for, at Fisken blev slagtet paa Fangsstedet paa human og hygiejnisk Maade lige efter Fangsten! Den saaledes slagtede Vesterhavsfisk kan Husmødrene jo roligt købe. Men desværre anvendes der mange, og mange forkastelige, Fremgangsmaader. Lad mig blot nævne den saakaldte "Kassefisk"; levende Fisk, der lægges Side om Side i en Kasse, som lukkes og forsendes. Hvorledes tror man, den Fisk bliver, før den naar Udsalgsstedet? Pint til Døde vil den frembyde en højst utiltalende Spise, idet Benene uvægerligt er sorte og Kødet blødt og lidet velsmagende. Noget lignende gør sig gældende ved den Fisk, der holdes i Live hos Fiskehandleren nogle Dage; den er kun første Klasses Fisk den første Dag og maa sælges billigere derefter; altsaa gælder det for Detailhandlerne om at disponere klogt og kende sine Kunder.

Lignende Forhold gør sig gældende med vort flæsk. Detailhandlerne siger, at Husmødrene har Skyld i de høje Priser, fordi de kun vil købe de reelle Stykker, hvorimod Hoved, Tæer og lign., ja selve Hove, er vanskelige at afhænde. Mine Erfaringer gaar tit i en helt anden Retning, idet en stor Mængde Husmødre Gang paa Gang besværer sig over ikke at kunne faa disse billigere Varer i Butikerne. Sikkert er det, at de ikke findes i tilstrækkelig Mængde. Sagen er nemlig den. at der til vor By kommer en ganske forsvindende Mængde levende Svin; de slagtes ude omkring i Landet og sendes ofte herind uden Hoved, Tæer og lign., for ikke at tale om blodet, der anvendes i stor Mængde paa Landet.

Men er dette mon for Forbrugernes Skyld, eller rummer den overvejende Tilførsel af slagtede Svin en Fordel for Detailhandleren? Man man jo antage det sidste, siden alle vore Henstillinger om at faa disse Varer i Handelen ikke nytter noget nævneværdigt.

Hvorledes ser det ud med vor Frugt og vore Grønsager? Er Danmark ikke et saa frodigt Land, at der er rigeligt af begge Dele? Rigeligt er der sikkert, men Prisen! Det er Luksus at spise Frugt, og det er dyrt at spise Grønsager. Der burde sikkert være et større Detailtorv, allerhelst en stor Frugt- og Grønthal i Lighed med, hvad der findes i andre Storbyer, et Sted, hvor Haveejerne selv var Forhandlere. Sparedes saaledes Mellemhandlerne og den dyre Butiksleje, og hvad her ellers fordres af Ekspedition og lndpakning i Butikerne, maatte der kunne fremskaffes billigere Varer, som kunde spises af enhver. Sikkert trænger Nedplukningslønnen for Frugt ogsaa til en grundig Revision, saa vel som den dyre Fragt. Begge Dele er utvivlsomt oppe i en meningsløs Højde, der atter førte med sig, at man ser Frugten kage sig raadne i Haverne, fordi det ikke kan betale sig at plukke og transportere den. Ethvert fornuftigt Menneske kan da sige sig selv, at man her maa være ude i et Uføre, som vi Forbrugere ikke kan blive ved med at se paa.

For nu at komme tilbage til Prisaftalerne; Deres uheldige Virkninger har vist sig bl. a. hos Fodtøjsreparationerne, der godt kunde sætte Prisen ned paa Grund af Raamaterialernes og Arbejdslønnens Prisnedgang; men Organisationen, der har fastsat en Mindstepris, kan ikke naa til Enighed om en nedsættelse.

Hvem formår at råde bod på den slags? Såler på vort fodtøj skal vi have, og de færreste har lyst og tid til at gøre dette arbejde selv. Opfordrer man til den slags Selvhjælp eller endog til en Køberstrike, beskyldes man for at virke samfundsskadelig, skønt sund Fornuft dog nærmest burde hæfte dette Adjektiv til den Organisation, der kunstigt opretholder en bevislig for høj Pris paa en Nødvendigshedsartikel.

En Ting, som ikke kan siges at berøre Husmødre altfor direkte, er Restaurantpriserne, og dog tynger de ofte paa Fællesbudgettet, saaledes at Husholdningspengene indskrænkes, fordi Manden er nødt til at spise Frokost ude. At Priserne er høje paa de Restauranter, som paa Grund af Musik og Dans er omskabte til Forlystelsessteder, kan være sin Sag, og endog en god Sag. hvis det kunde afskrække flere fra at bruge deres Penge der; men at man skal betale tre Stykker Smørrebrød og en Kop Kaffe med en Luksuspris, som er kalkuleret ogsaa med Henblik paa Aftenmusiken og Dansen, er ubegribeligt. Der bør kunne skelnes mellem den Mad, som spises paa offentlige Steder, fordi man er nødt til det, og den Mad, man fortærer for at forlyste sig og tærede sig en festlig Stund. Men man finder som Regel ikke nogen nævneværdig Forskel, ja, paa mange Omraader slet ingen, paa Priserne i Byens fineste Restauranter og i de ganske almindelige. Der eksisterer vel nok fornuftige Restauratører, som holder borgerlige Priser paa borgerlig Mad. Gid de vilde avertere disse til Oplysning for alle dem, som daglig er nødt til at spise ude!

I det hele taget må erhvervene vide at forbrugerne for tiden er så årvågne at det er uomstændeligt nødvendigt at give reelle oplysninger. Borgerne trænger også til - og må vel ydermere have krav på - at vide besked om kommunens udsalgsssteder. Man hører stadigt at de ikke er billige nok, og at de drives med underskud som skatteborgerne må betale. Fra andre sider hører vi at disse beskyldninger er uberettigede. Hvorledes er de faktiske forhold?

Husmoderforeningen, der er den eneste Forbrugerorganisation i Danmark, kan og skal kun se paa Priserne fra et Forbrugersynspunkt. Vi maa anbefale vore Medlemmer at købe deres Varer, hvor de kan faa dem bedst til de rimeligste Priser, og vi kan ikke, i Følge vore Love, tage politisk Hensyn. Stat og kommune burde vel endvidere foregå de frie erhverv med et godt eksempel. ved snarest muligt at nedsætte fragterne og gas-og elektricitetspriser. Gang på gang støder vi i vort arbejde på disse faktorer som en hemsko for prisnedgangen. 

Erhvervene har ved dannelsen af priskontrolkomiteen vist at de forstod forbrugernes krav om en prisregulering, og de har samtidig såvidt gårligt ville drage omsorg for en jævn og besindig nedgang. Husmoderforeningen har, ved at lade sig repræsentere i Komitéen, vist sin gode Villie til Forhandling og endvidere derved godtgjort, at vi ikke kan nogen Maade vil den reelle Handlende til Livs; vi ønsker blot saglige Oplysninger, som kun Erhvervene selv kan give os. I flere Tilfælde har vi ogsaa faaet dem; nu vil Tiden vise, om Organisationernes ledelse er stærk nok til at øve Indflydelse paa deres Medlemmer og saaledes som Sagen i dem rette Gænge. Som Forbrugernes Repræsentanter maa vi bede om klare Tal og reelle beviser, thi kun for dem bøjer vi os.

Er der, hvad jeg haaber, en Del Forbrugere, som er enige med mig i ovenstaaende betragtninger, skulde de lade mig det vide. Husmoderforeningen bestaar til Trods for sit kvindelige Navn både af mænd og kvinder, jo flere der støtter os, des mere kan vi udrette.

Carla Meyer.

(Nationaltidende, 10. januar 1922, 2. udgave).

I august 1922 ragede Clara Meyer uklar med Dansk KVindesamfund fordi hun havde blandet sig i den kommende lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller. Carla Meyer svarede igen med at Dansk Kvindesamfund kæmpede for kvindesagen, husmoderforeningerne for samfundssagen.

Carlsberg som Kød- og Flæskelager. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens Kød- og Flæskelager.

Arbejderne i en af Carlsbergs store Lagerkældere.

I de sidste 14 Dage har der som meddelt været arbejdet i de store Lagerkældere paa Carlsberg med at nedsalte den stor Mængde Svine- og Oksekroppe, som Kommunen lader indkøbe for at sikre København i den kommende Vinter.

Det er fortræffelige Opbevaringsrum, der er fundet i de store Kældere paa Carlsberg, hvor Temperaturen ved Hjælp af Køleanlæg kan bringes ned under Frysepunktet, og Kødet kan her holde sig i meget lang Tid uden at tage Skade.

Hr. Johannesson, der har paataget sig at lede Nedsaltningen af Kødet, beskæftiger ca. 80 Mand ved dette Arbejde, og antagelig fortsættes Arbejdet hermed Maaneden ud. Endnu ligger kun godt 1 Million Pund Svinekød i Kældrene; men ialt vil ca. 3 Million Pund blive nedsaltet, og desuden 2 Millioner Pund Oksekød. Den store Mængde Kød kan faa Plads i 6 af Carlsbergs Lagerkældere, saa man forstaar, at disse har en anselig Størrelse.

Det gamle Bryggeri, der i de senere Aar har ligget ubenyttet hen, kommer saaledes nu til at gøre god Nytte.

(Social-Demokraten 20. maj 1917).

Feilberg og Rhabarberplanten. (Efterskrift til Politivennen)

Om Rhabarberplanten som Kjøkkenurt (Af P. D. Feilberg.) 

Den bekjendte engelske Forfatter London har etsteds sagt, at den, som beriger sit Land med Indfrelsen af en nu værdifuld Kjøkkenurt, fortjener ligesaa stor Hæder som den største Seiervinder. Skjøndt jeg nu ikke kan tilegne mig Fortjenesten af at have indført Dyrkningen af Rhabarberplanten her i Landet, eftersom den længe har været dyrket i den botaniske Have og nogle faa andre Steder, ja vel endog af Enkelte har været benyttet som Spise, tør jeg dog paastaae, at det er mine uafbrudte Bestræbelser i en Række af 20 Aar, som det skyIdes, at denne nyttige Plante, der om Foraaret giver os en saa velsmagende Spise, nu har vundet almindelig Borgerret i vore Haver. Det var nemlig i Aaret 1832 at jeg som Medudgiver af Dansk Havetidende lagde Mærke til, at de engelske Havejournaler anførte Rhadarberstilke blandt de Kjøkkenurter, som daglig bragtes paa Grønttorvet i London. Min Opmærksomhed for denne Plante blev derved vakt; fra den botaniske Have erholdt jeg nogle Roddelinger, som voxede og bar Frø, og inden faa Aar havde jeg beplantet en halv Skjeppe Land med unge Planter. Da jeg selv fandt, at Stilkene af denne Væxt, tilberedede paa den rette Maade, afgave en velsmagende og sund Spise, som tilmed skjentedes os paa en Aarstid, der er mager paa Gemyse, indbød jeg mine Bekjendte til at smage denne Ret. Men Navnet Rhabarber vakte hos de Fleste saa ubehagelige Erindringer, at det forekom dem, som kunne de smage Medicinen derigjennem, skøndt denne som bekjendt alene har sit Sæde i Roden. Jeg lod mig imidlertid ikke derved afskrække fra at abejde paa at skaffe Planten Indgang. Hvert Foraar i de første 15 Aar derefter vedblev jeg at anvende en halv snees Daler paa Avertissementer i Adresseavisen, hvori jeg anbefalede Rhabarberstilke som et delikat Grønsel, beskrev Tilberedelsesmaaden og de forskjellige Anvendelser af dem, og falbød Stilkene fra Udsalget Gl. Torv Nr. 4 og fra min egen Have, som dengang var det eneste Sted hvor Rhabarberplanter dyrkedes i det Større. Men Fordommen mod Navnet paa denne Væxt i Forbindelse med, at det var en ny Spise, der maatte bane sig Vei til den Værdighed at rangere paa Spisebordet ved Siden af andre gamle Retter, havde til Følge, at det først efter næsten 20 Aars Kamp er lykkedes denne sunde og behagelige Ret at faae Plads i Kogebogen og paa Kjøkkensedlen; nu har den endelig naaet til de offentlige Beværtningssteder, og nyder den Agtelse at anføres paa Spisekortet; og naar en Kjøkkenurt har naaet saavidt, er dens Fremtid sikkret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1856)

Rabarber stammer oprindelig fra Kina. Her brugte man tørrede stængler som afføringsmiddel da de er rige på kostfibre. Man begyndte først at anvende rabarber som fødemiddel i 1700-tallet i England. Udover kostfibre er rabarber rig på C-vitamin, kalium og calcium - og antioxidanter. 

Planten fandtes 1784-1790 i Botanisk Have. I en artikel i "Have-Tidende" hvor bankmanden P. D. Feilberg var redaktør, omtaltes rabarber i 1835 som en medicinsk plante. Amagerne dyrkede den ikke. I stedet havde E. H. Beyer et rabarbergartneri ved Parcelvejen (Griffenfeldsgade) på Nørrebro i 1860'erne ("Rabarberkvarteret"). I 1919 anvendtes 93 ha til erhvervsmæssig dyrkning af rabarber. Først i 1930'erne fik rabarber dog sit endelig gennembrud som en almenspise.

Noget om Macaroni Fabriken i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I mange år har man været i den tro, at makaroni kun kunne fabrikeres i Italien, hvorfra dette sunde og velsmagende fødemiddel indforskreves og betaltes sædvanlig med 2 mk. 8 sk til 3 mk. pr pund så at denne spise kun kunne nydes af de rige, der betragtede makaroni som en udenlandsk delikatesse. Siden en indenlandsk fabrik er opstået, haves nu makaroni fra 18 til 26 sk. pr. pund. Hr E. Nielsen skyldes indførelsen af denne industri i Danmark, hvor man hidtil ikke har troet det muligt at fabrikere makaroni.

Sagen er, at der til makaroni behøves et eget slags udmærket et godt hvedemel og dette var hidtil ikke at få i Danmark. Den herværende makaronifabrikant E. Nielsen indså dette forinden han anlagde sin makaronifabrik, og henvendte derfor sin opmærksomhed på mølleriet, hvilket var at tage sagen fra grunden; han indforskrev derfor franske møllere, og disse bevirkede ikke alene, at de finere franske møllesten, som man havde forskrevet hertil fra Frankrig, men ikke vidste at bruge, kunne komme til nytte og anvendes i en af vore bedste møller, men han indførte også den forbedrede franske måde at male på, og gik således gradevis frem, først ved at producere et hidtil her ukendte semoule af dansk hvede og tillige skaffe hvedemel, der i mængde og kvalitet overgik hvad der hidtil var frembragt her. Efter således at have arbejdet utrættelig og med megen bekostning anlagde hr. Nielsen sin makaronifabrik, som nu er i fuld gang og producerer varer, der i kvalitet og pris fuldkommen kan måle sig med de italienske. Det er ved indforskrevne kyndige folk, at denne fabrik drives, og ved hjælp af egne dertil anskaffede maskiner, at man er kommet såvidt her at fabrikere makaroni, nudler, lasagnes og semoule. Hr. Nielsens makaroni er lige så gode som de fra Italien forskrevne, og risikerer man ikke fra Herr Nielsens Fabrik at få forlagte eller midrede varer.

Hr. Nielsens semoule er fortræffelig, hvad enten kogt i grød, vælling, til kødsuppe eller frugtsuppe, såkaldt sødsuppe, i mælk eller vand, og overgår i rensmag og drøjhed de hidtil brugte grynsorter. Semoulen indeholder kun den mest kærnefulde del af hveden og er derfor så særdeles drøj og nærende. 

I Frankrig bruges semoulen til barnemad i stedet for her bruges revet tvebak også som sygemad er semoulen anvendelig og anbefalelig.

Da mange er uvidende om måden hvorpå makaroni anvendes i husholdningen, har hr. Nielsen udgivet et lille hefte, hvor  gives anvisning og opskrift på nogle og tyve retter, som kan laves med makaroni, nudler, lasanges og semoule, således som opgivet af en herværende fransk kok. Denne lille brochure fås for 4 sk. i makaroniudsalget nr. 139 i Møntergaden ind ad porten, eller hos hr. franskbager og makaronifabrikant C. Nielsen Hauserpladsen Nr. 204.

En ven af industrien.

(Kjøbenhavnsposten, 10. september 1847)

Nielsen er formentlig identisk med den i Dansk Biografisk Leksikon omtalte bager Hans Mads Christian Nielsen (1810-84). Han nedsatte sig i 1840 som "franskbager", og anlagde en semoule-og makaronifabrik. Han gik i kompaniskab med Troels Marstrand om en dampmølle, og da den brændte i 1856, oprettede han Christianshavns Dampmølle. Samtidig opgav han bageriet.

Notits i Morgenposten, 15. juli 1847 for Nielsens Makaronifabrik. Samme avis kunne i øvrigt berette den 17. september 1847: "Den sardinske korvet der i denne tid har ligget her på reden, har fundet sig i den grad tilfreds med hr. Nielsens makaroni, at den har købt 40 centner eller 4000 pd. af samme. (Fdl.)

Møntergade 139 blev til Gammel Mønt 34/Møntergade 26. Det blev i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Hausergade 204 lå tæt på Kultorvet 6 og 8.

Christianshavns Dampmølle skulle ifølge kbhbilleder (public domain) være bygningen foran Christianskirken (til højre). Bag ved Knippelsbro som ses forrest i billedet. Bygningen er nedrevet. Det var denne som makaronibager Nielsen var med til at oprette.

Dyrtiden - Uroligheder foråret 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I foråret 1847 var der kornmangel. I den grad at man i visse dele af rigerne sultede, og visse steder kom det til uroligheder. Især når bønderne forsøgte at udnytte situationen til deres egen økonomiske fordel. Hvordan det foregik, kunne man læse et par eksempler på i Kjøbenhavnsposten:

(Vest-Sjællandske Avis). Ifølge en privat meddelelse fra Kalundborg har der i lørdags fundet en lille urolighed sted i anledning af en udskibning af kartofler. Da politimesteren dagen før havde fået underretning om sagen, lod han næste dag borgerne træde under gevær og søgte at formå de urolige der havde forsamlet sig ved havnen, til at skilles ad, hvilket også lykkedes efter at han havde formået kartoflernes ejer til at bringe disse på torvet og sælge dem her. Ved en rådstuesamling næste dag besluttede købmændene at åbne et magasin hvor trængende 2 gange ugentlig får rug til 7 mark skæppen. I Korsør har en lignende emeute fundet sted, idet man der tvang en bonde, der førte kartofler til udskibning, til at sælge disse på torvet.

(Kjøbenhavnsposten, 7. maj 1847)

Angående de af "Fædrelandet" omtalte uroligheder i Odense hvorved samme blad fandt sig foranlediget at beklage at autoriteterne måske ikke havde vist lignende fasthed som i sin tid i København på Lille Købmagergade - beretter Ov. Thoms.'s Avis:

"Af hvad der under gemytternes spænding som forårsagedes ved dyrtiden og den vist nok alt for store fygt for virkelig mangel, forefaldt disse aftener her i byen, kan intet med føje henregnes ti l"egentlig excesser eller voldsomheder", som også "Fædrelandet" ytrer. Lørdag eftermiddag den 1. maj havde en stor del borgere samlet sig på torvet for at foretage et lovligt skridt for om muligt at tilvejebringe en nedsættelse i den høje brødpris, ved nemlig at henvende sig til Magistraten desangående. Da derefter af denne fastsættes en almindelig borgerforsamling til om mandagen, skiltes forsamlingen roligt ad. Ved udspredte rygter om at uroligheder om aftenen på gaderne skulle bryde ud, færdedes en del mennesker, est nysgerrige om aftenen på gaderne. Men en mild og jævnt faldende regn gjorde snart gaderne tomme. Længere ud på natten blev nogle ruder slået ind hos to købmænd, men dette skete ikke i et opløb af mange, men sikkert kun af en enkelt. 

Søndag eftermiddag ankom Berlingske Tidende som bragte efterretning om den resolution hvorved hs. maj. kongen kommer købstæderne til hjælp med 50.000 rbd. Denne efterretning blev straks af kommunalbestyrelsen ved trommeslag foranstalte bekendtgjort i byen. Om aftenen var der atter en mængde mennesker på benene, men intet foruroligende forefaldt. Resultatet af borgerforsamlingen om mandagen har vi refereret allerede. Dette er i korthed en fremstilling af det forefaldne. At autoriteterne og politiet viste mådehold og humanitet ved disse småopløb, tror vi snarere fortjener tak og påskønnelse, end dadel, og det er ikke godt at indse hvori den af brevskriveren omtalte formentlige mangel på fasthed og konduite skulle bestå. Om det for øvrigt udviser konduite at meddele en sådan mening offentlig, før man har modtaget "pålidelige og fuldstændige efterretninger", som "Fædrelandet" selv ytrer endnu at mangle, vil vi lade dette agtede organ selv bedømme".

(Kjøbenhavnsposten, 8. maj 1847)

Mens kommunen her har nægtet de "trængende" der bor uden for stadens porte, brødtegn, har derimod vedkommende autoriteter ikke taget i betænkning at tilbyde postbude og politibetjente disse milde gaver til svar på deres ansøgning om et tillæg i deres løn i anledning af dyrtiden. Hvad postbudene angår skal man endog først have søgt ved eftersyn i deres boliger at forvisse sig om hvorvidt de var virkelige, eller måske, som "Fædrelandet" siger, "værdige" trængende. Atter et bevis på nationalvelstandens store forøgelse i den senere tid.

(Kjøbenhavnsposten, 11. maj 1847).

I Flensborg har i forrige uge også været dyrtidsuroligheder. For en derværende købmands regning var ankommet et parti med kartofler som ejeren første dag lod falbyde til alle og enhver for 9 mark s. tønden. Men da ikke mange blev solgt til denne pris, afhændede han resten underhånden til en brændevinsbrænder for 5 mark s. tønden. Da dette rygtedes, samlede sig en talrig folkemængde i havnen og modsatte sig kartoflernes afhændelse til brændevinsbrænderen. Købmanden forlangte politiets assistance, men politimesteren nægtede at vise en fasthed som "Fædrelandet" i sådanne tilfælde kræver af autoriteterne til fordel for spekulationen i levnedsmidler, og kendte derimod for ret at købmanden først skulle falholde sine kartofler til samme pris som fødemiddel med en lille opgæld af dem der købte i skæppevis. Hermed var mængden straks beroliget, og kartoflerne var snart udsolgt.

(Kjøbenhavnsposten, 17, maj 1847).

Politivennen om kvinder og smør

Politivennen opfordrer vakre Dannerqvinder at sammentræde i Spareselskaber, for at udfinde den sparsomste Maade at lave gode, sunde danske hverdagsretter paa, og i særskilte Ugeblade meddele deres Opdagelser og Raad. "Alle fremmede - hedder det sammesteds med god Skjel - forbavses ved at see vor umaadelige Brug af Smør. Ene hver Huusmoder høres begræde Smørrets Dyrhed, og dog tænker hun ikke paa at bruge destomindre. Blot Smør paa Brød eller blot Ost til Brød holdes for Tiggerføde! Mangfoldige af almindelig Mands Retter, selv de i sig selv fede, komme paa Bordet saaledes svømmende i Smør,at man maae ækles derved.

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementss-Tidende, 20 november 1810.

Breve fra en Ven paa Landet til Udgiveren af nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Udgiver!

Gjerne Læse vi paa Landet Deres Breve, og ligesaa gjerne høre vi om de kjere Kjøbenhavnere og om hvorledes det gaar til i Hovedstaden. Dersom giver De os mangen kjer Efterretningen, og derfor være De Takke. Men De bør dog ogsaa vide noget om os, som boe paa Landet; Der have ingen Comoedier, ingen Hoftheatre, store Maskerader eller deslige. Ligesom hos Dem er her ogsaa for Tiden meget dyrt. Jern og Kul, Kalk og Tømmer ere næsten ikke at faae, og vi maa smøre vore Vogne med bedærvet Smør og Fedt; men Colonialvarerne ere dog de dyreste for os Landboere, der ikke ere egentlige Bønder. Maaske kan det derfor være Dem og de gode Kjøbenhavnere ret interessant at vide, hvorledes vi berede os paa, deels at undvære disse, dels at forskaffe os hensigtsmæssige Surrogater, der kunne gjøre Priserne taaleligere. Jeg vil meddele Dem nogle Efterretninger derom, med det Ønske, at andre, som vide bedre Beskeed derom end jeg, ville supplere de Vink, jeg giver, og atter andre prøve og vælge det Bedste. 

(Dernæst følger opskrifter mm. på kartoffelstielse, rosinsurrogat, pæresirup, sæbe, mm.)

Da Klædevarerne nu ogsaa stige i urimelige Priser, saa har man Øiet langt mere henvendt paa Hørrens og Hampens Dyrkning. Mange have det Forsæt at faae Hør i Aar, der aldrig før dyrkede denne Plante.

Ogsaa Bieavelen tildrager sig mere Opmærksomhed og vil vist nu komme i Flor til Gavn for Vox og Honning.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Sjette Aargang No. 51
Tirsdagen den 4. April 1809
Spalte 814-817

Kast ikke Brødet for Hundene, naar den Nødlidende behøver det.

Der hersker i militær- eller garnisonshospitalet en priselig skik, der sikkert bringer megen velsignelse. Det er nemlig vedkommende tilladt at uddele til fattige folk de levninger såsom grød, suppe etc. der bliver ti overs fra patienternes mad. Hvortil skulle dette også anvendes? Sælge det gik vel næppe an, og at kaste det bort eller dermed at fede svin eller andre dyr var vel ikke engang menneskeligt så længe vi opdager så mange nødlidende familier, så mange forhungrede børn?

Imidlertid hersker denne skik i søetatens hospital i Nyboder, i det mindste ved jeg at det under den forrige inspektør (Franck) var tilfældet at alle levningerne sammenkastedes i et stort kar og siden anvendt til kreaturers føde, jeg tror  efter økonomens disposition. Direktionen for en stiftelse der har så maget ypperligt hos sig, ville måske værdige nærværende artikel opmærksomhed, og foranstalte at nøden som inden døre skriger efter brød, måtte fremtidigt i søetatens hospital hente nogle af de smuler der falder fra bordet, for dermed at stille hungeren.

(Politivennen nr. 808, Løverdagen den 25de juni 1831, s. 457-458)

En ønskelig Forandring ved Skarnvognenes Paalæsning.

(Indsendt)

At ved dette blad hæmmes megen uorden er unægteligt. Hvorfor man også tager sig den frihed at anmelde en genstand der daglig er stødende for øjet og tanken. Denne er skarnets påkastning på renovationsvognene. Man vil her kort berøre de ubehageligheder som derved forårsages. Holder fx vognene lige for en slagterbod, en åben spækhøkerbod, en mælkekælder, et meludsalg eller for hver andet udsalgssted, så føres jo askestøv lige ind i butikken og ind i fødevarerne selv, og det er en højst ubehagelig tanke at sådant må tæres af mennesket. Indsenderen tillader af anførte aldrig sin pige at købe fødevarer der hvor butiksdøren står åben. Endvidere endnu en ubehagelighed , skønt den mindst betydeligste bland de anførte, er den at an får støvet i øjnene eller på klæderne - og at vinduerne ikke kan holdes rene. - Man kan dertil også formode at af den glommende tørvask i skarnbøtterne en gang imellem opstår ild. Det var derfor vel højst nødvendigt at anførte mangel på renlighed og orden blev forebygget, ved at kaste vand på asken og at vedkommende som herudi viste sig forsømmelige, blev mulkteret. En befaling om det fra den høje øvrighed ville vist mange taknemmeligst påskønnes.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6856-6858)

Synd imod Næsen.

Fra en jordkælder under huset på hjørnet af Store og Lille Grønnegade udbreder sig den allerafskyeligste stank som tydelig betyder at nævnte kælder må være et gemmested for højst fordærvede om ikke forrådnede fødevarer. Da stanken vistnok må falde naboerne og genboerne besværlig, ligesom den især når lemmene er åbne, er højst væmmelig for forbigående, så gøres de ansvarlige herved opmærksom på det for at fjerne grunden til denne anke.

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 3008-3009)

Svinsk Behandling af Fødemidler

Under den forrige politidirektørs bestyrelse blev i bladet Adrastea nr. 9 og 10 forrige år omtalt noget om den svinske behandling med levnedsmidler, hvoraf især saltets medfart ved dets udlosning og hjemkørsel fortjener at blive gentaget her.

Man tør love sig af vores nuværende driftige og opmærksomme politidirektør hr. justitsråd Hvidberg at han også skænker denne gentagne anmeldelse sin opmærksomhed. Selvom at alt hvad der vedrører levnedmidlers godhed og sundhed for en del hører under sundhedspolitiet, som dog ikke ses at det har lagt videre mærke til den herskende uorden ved levnedsmidlernes behandling, såsom med kød og brød, hvorom førnævnte blad anfører de uterligheder som finder sted med dem. Man skulle ikke tro at en dosis af alskens uterlighed hvoraf fyrsten såvel som stodderen får sin andel, befordrer sundhed og et langt liv. Er det sådan, så må man vel lukke øjnene ved synet af de gængse svinerier med mange slags fødevarer.

Spækhøker på Politivennens tid. 

Da vi danske så gerne optager skikke fra andre lande, især hvad stads og yppighed angår, hvorfor vil vi da ikke efterligne de lande i renlighed, som England og Holland roses så meget for?

Hvor anmelderen bemærker urenlig behandling, enten hos hørkræmmere, slagtere eller bagere, der køber han ikke sin vare. Hvis alle tænkte lige sådan, så ville renligheden blandt almuens mand snart vise sig til fornøjelse og hæder for nationen. Og da renlighed hører med til livets behagelighed, hvorfor lægger man da ikke mere vægt på dette gode, som dog ikke koster penge, men alene beror på en god vilje og den opmærksomhed man skylder sin næste og sig selv.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 113-115)

Klage over Københavns Sommer-Mortalitet.

Man læser med skræk i disse velsignede sommermåneder listen over de døde i København. Sommeren der opliver hele naturen, varmen der fordeler og bortjager skadelige dunster, er for den stakkels københavner en farlig periode. Indretninger fulde af fejl, skadelige fordomme (før den 2. april ville man have sagt vores nationalligegyldighed) forpester hans dunstkreds, forgifter hans vand, hans øl, lader ham fødes med brød der næsten ikke burde tjene til menneskeføde. Hvad under at en hær af sygdomme forøger mortaliteten usædvanlig meget. De snævre gader ligger ofte fulde af skarnbunker og stinkende uhumskhed. Rendestensbundfald lægges lovmæssigt dertil eller dunster af sit første opholdssted beboerne i næsen (denne beskrivelse er taget fra Fiolstræde), og viser det andet end at det er en falsk indretning at kaste på gaden hvad man skulle efter skraldens lyd straks læsse på vognen. 

Det er forbudt at holde svin. Men køer der medbringer næsten lige så megen stank, holdes i mængder. Peblingesøens vand ledes til byen i trærender, en skik der næsten overalt er afskaffet undtagen i København hvor den beholdes til nytte for tømmerhandelen, vandkikkere og brolæggere og fører et stinkende vand til indbyggerne. Det elendigste øl under et sælsomt monopol, et væmmeligt drikkevand uden humle, er de fattiges vederkvægelse, et elendigt brød i sammenligning med andre landes, hans daglige føde! Gid dog engang et medicinsk politi ville bemærke dette onde og en ivrig øvrighed opspore dets kilder og skadelige misbrug. Ja ikke engang den velhavende er i stand til at skaffe sig et velsmagende rigtigt behandlet brød. Jeg vil ikke tale om det uhyre snyderi hvorved man finder at det såkaldte franskbrød er udbagt til mod 30 rigsdaler for en tønde hvede, siden vores lyse hoveder med alvor påstår at sigtet såvel som hvedebrød er en luksusartikel. Dog når man ikke kan fordøje den klæge masse kaldet rugbrød, så må man jo ty til vores surbrød der for det meste er usmageligt, dejet og en død masse i maven, eller til hvedebrødet der altid er dårligt, ikke rasket, ikke udbagt.

Var det alene for at kildre ganen, så kunne københavneren ved sit elendige vand, øl og brød ligesom grønlænderen ved sælhunde og tran leve umisundt af alle der nyder og kender fordelen af bedre og fornuftigere indretninger. Men da disse af os så ligegyldige ting angår menneskeligheden, da deres dårlige beskaffenhed i en desuden ringe befolket stat angriber folkemasse, så er det en genstand der byder eftertanke og hastig hjælp.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2753-2756)

Nytte af grønne Ærtebælge.

Skønt København er meget jammerligt forsynet med grønt, bortkastes dog af hvad der indkommer, så meget at derved nok kunne fødes et temmelig stort antal svin. Ikke alene ser man sådant affald på Amagertorv og overalt hvor grønt forhandles eller forbruges, men gaderne viser i et par måneder hvilken usigelig mængde ærtebælge der bortkastes uagtet de er fulde af næring.

Dersom en mand i forstaden der havde nogen dristighed, ville køre ind dagligt med en enspændervogn for at opsamle disse ting, så ville han dermed kunne opklække ikke få grise, især hvis han tillige modtog affaldet fra spiseværternes og andre betydelige køkkener.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 170, 25 Juli 1801, s. 2706)

En ædel Handling.

Følgende ædle handling udøvet i en afkrog på landet, fortjener så meget mere offentlig bekendtgørelse som tilfældet er højst sjældent og i det mindste her i egnen uden eksempel.

På en tid da brødets pris er steget usædvanlig højt, er det vist et gyldigt bevis på en uegennyttig og ædel tænkemåde at en mand hele vinteren bestandig har solgt godt malet rugmel skæppevis til den trængende for den særdeles billige pris 6 rigsdaler tønden, skønt det er bekendt nok at han lige så vel kunne få 10 rigsdaler og derover - men veltænkende og uegennyttig er manden - egenskaber som man måske sjælden ville søge blandt den hæderlige bondestand hvor af nogle har udlagt sig med at de vel havde rug på deres lofter, men så længe den ikke gjaldt mere end 10 rigsdaler, så skulle den blive liggende der. Dog denne tanke er ikke opmuntrende og derfor ikke værd at forfølge - Vi bør nævne manden skønt hans beskedenhed måske ikke bifalder det, hans navn er Bang, ejer af Dronninge Møllen på Kronborg Amt. Fiskerlejet Hornbæks 60 til 70 familier der har fået deres meste brød fra ham og den hele omegns trængende, velsigner ham. Dette og hans hjertes bifald var hans løn!

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 161, 16 Maj 1801, s. 2570-2571)

Endnu om den dyre Rug.

Til udg. af Politivennen!

I den tro at det er Dem vigtigt at de opgivelser som findes i Deres blade, altid er lige så rigtige som disse blade selv i det hele viser, at de kommer fra patriotisk barm, snedes Dem følgende linjer:

De har i Deres nr. 89 opgivet at den rug som er kommet fra Østersøen i år i de kongelige magasiner, omtrent koster i disse 28 mark. For ikke at bringe nogen i den vildfarende tanke at vores regering (da det er muligt at den som De ønskede, kunne udsælge af dens magasiner) ville høkre, bør det bekendtgøres at ovennævnte 28 mark vel kunne være indkøbsprisen i Østersøen, men at en dyr fragt, told, magasinhold, svind osv. må forhøje nævnte rugs værd til 5 rigsdaler 1 mark indtil 5 rigsdaler 3 mark omtrent.

Deres formodning at det kongelige magasins åbning ville bringe torverugens pris ned til ved 3 rigsdaler som grundt på oven nævnte værd af blot 28 mark, er følgelig alt for vovet. Ligesom en så lav pris af landets rug ville skade agerbrugeren, der ved den højere dagleje og folkeløn umuligt kunne tåle så lav en pris.

Der er nyttige sandheder som ikke bør forties af hvad for en bevæggrund det end måtte være. Lad derfor Deres nyttige blade på ingen måde tale imod handelsspekulationer med fremmed rug, men snarere opmuntre dertil. Frugten af disse er stor for det almene. Ved disse vil priserne aldrig blive uhyre høje så længe der er vare indenlands at få for bedre køb. Men skulle handelsmanden se sig udsat for at sættes i klasse med ågerkarle, eller for at anses som blodsugere fordi han udfører igen den rug som han selv havde indført, hvem ville da have det ringeste med kornhandel at gøre? Og hvis blev skaden, hvis ikke almenhedens?

Man har her som i andre stater og i andre store stæder set fødevarernes priser stige og falde, men hungersnød har man endnu aldrig set her. De ældste indfødte og fremmede der længere end i 30 år har boet her, bevidner enstemmigt denne trøstende og en faderlig regering hædrende sandhed.

Gid kun den mest trængende klasse af folket ville hjælpe sig selv med arbejdende hænder (som nu også er lettet den ved fattigvæsnets nye indretning), og man skulle ikke mere høre disse mangfoldige jammerskrig der hidrører meget mere fra denne beklagelige lede til arbejde end fra uovervindelig mangel!

Gid denne vanærende og al nationalflid dræbende mængde af så mange hundrede brændevinsbrænderier og så mange flere hundrede værtshuse måtte blive indskrænket til et halvt hundrede (et antal der sikkert er tilstrækkeligt for København) og man skulle se 3 til 4.000 mennesker der nu ikke arbejder på andet end at gyde nationalforgiften i arbejdsmandens årer, gengivne det almene vel som ikke stiger i forhold til folkemængden, men til dens virksomhed!


Jeg er osv.

*   *   *

Ovenstående brev indeholder så meget godt at jeg med fornøjelse har indrykket det. Imidlertid må jeg tillige gøre mig selv den ret at fralægge mig enhver af det i nr. 88 og 89 indrykkede udtydet, misbilligelse af en fri kornhandel. Min hensigt har været som det ved gennemlæsning af nævnte stykker vil findes, på en anstændig måde at gøre det indlysende hvis det ikke er det, for min magistrat at det er dens pligt at have rugmagasiner, hvormed den kan holde både agerbrugerens og handelsmandens priser i tømme. Min hensigt var ved kronprinsen at få kongens rugmagasin åbnet hvis dette ellers kan ske. Men hensigt har været at give de handelsmænd der har fremmed rug, et vink om den lejlighed de nu har til at bevise fædrelandet en kærlig søns sindelag. Men jeg attråede ikke at der sattes skranker for deres spekulationer.

Om handelsvæsnet kan siges så uendelig meget, og er skrevet så uendeligt meget, men følgende sætninger tror jeg enhver vil sande:

1. 6 rigsdaler for en tønde sjællands rug er for meget
2. En tønde sjællands rug koster nu 6 rigsdaler. 

Slutning: altså sker noget som ikke burde ske.

1. I Danmark er fri kornhandel.
2. Rugen koster dog for meget.

Sl. altså er den fri konkurrence ikke tilstrækkelig til at holde prisen på den billige punkt. 

1. En øvrighed bør ikke lade fødevarernes priser frit rum til at stige uden til en tålelig grad.
2. Ved kornoplag kan dette kun udvirkes.

Sl. altså er det Københavns Magistrats pligt at have kornoplag.

Vil nogen nu svække mine slutninger, så må først forudsætningerne svækkes.

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 90, den 11 Januar 1800, s 1425-1430)

Tillæg til det i No. 88 indrykkede Bøn til Kjøbenhavns Magistrat og til Kronprindsen.

Mod sit ønske har forfatteren af dette stykke erfaret at nogle udladelser i samme kunne anses som pægende til en af stadens handelsmænd i år iværksat, fordyrende udførelse af danske kornvare, især af rugen.

Af en sikker kilde ved han at ingen betragtelig mængde af rug, af dette års afgrøde er udført, af tre meget gyldige årsager: Rugen i Danmark som aldrig står i stor agt på fremmede markeder, er i år ved det våde vejrlig, endnu af dårligere beskaffenhed end sædvanligt. På fremmede steder er rugens pris ikke så høj at det kan betale sig for den danske købmand at henføre en mådelig vare i uhyre dyrt fragtede skibe. Endelig er den desuden ikke rige rughøst endnu ikke udtorsken uden hos den fattigere bonde, da derimod den rigere bønde, men især herremanden, ikke iler med at føre deres betydelige mængder til torvs, der ellers straks ville slå priserne ned, en virkning hvoraf disse landbrugere ønsker netop det modsatte.

Ovenstående viser da at egen fordel, denne afvægtige motiv, har forhindret al betydelig udførsel af dette års danske rug.

Af dansk hvede er noget, ikke meget, blevet udført. Hveden var ikke rig her i år, og fragten desuden så høj at det næsten ikke lønner sig herfra at føre hvede ud, end ikke til England hvor en tønde hvede nu gælder 15 rigsdaler.

Det betydelige som altså er blevet udført i år af disse to slags kornvarer, men især af rugen, har været indført fra fremmede steder. Og denne kan haves langt bedre og for bedre køb fra Østersøen end i landet selv. Den rug som for kongelig regning er købt i år i Østersøen, haves i de kongelige magasiner for ved 28 mark og er fortræffelig. Mens hvad bonden kalder skiden rug koster på torvet 35 mark og den rene sjællandske går over 36 mark.

Dette viser at forrådsoplag når samme er for kongens eller magistratens regning, allerbedst anskaffes ved opkøb i Østersøen og ikke af indenlandske produkter. Hvilken lykke om stadens rugmagasiner nu kunne åbnes med østersøisk fortræffelig rug til 28 mark! Men om den endog kostede mere, så ville det dog straks bringe den indenlandske torverug ned ved rigsdaler.

Men, vil man da sige, hvad gøres nu for øjeblikket da man ikke har østersøisk rug, den som kommer til torvs er dyr, de store kornavlere ikke ville sælge, og kongen måske ikke kan blotte sine magasiner ved at sælge omtalte forråd som han ellers vist ville gøre?

Sikkert vil, svarer jeg, kronprinsen gøre alt hvad der står i hans magt, sikkert vil Magistraten åbne, for ganske uden magasin kan dog staden vel ikke være. En præmie kunne imidlertid gives for de første 1.000 tønder som førtes til torvs (således gøres i sådanne tilfælde udenlands). Endelig er her i staden et stort parti østersøisk rug hvorom ejeren står i køb med de svenske. Dette kunne jo købes enten af kongen eller staden, og vist nok vil ejeren tilsidesætte betragtningen af en lidt større gevinst når fædrelandets tarv forestilledes ham.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 89, den 4 Januar 1800, s 1409-1412)

En Bøn til Magistraten i Kjøbenhavn og til Kronprindsen.

Da rugen allerede nu ved vinterens begyndelse koster omtrent 6 rigsdaler, det dobbelte af hvad denne for alle nødvendige fødevare burde koste, så er det naturligt at den fattige husfar der ser søen tillagt og endnu kun alt for levende husker den sidste skrækkelige vinter, gyser for den tid der skal tilbagelægges uden tilførsel, og ser i ånden enhver fødevare stegen til den mest ødelæggende dyrhed.

Han ved ganske vist at der er overflødighed i købmændenes magasiner. Men denne kundskab yder ham ingen fryd. Han forestiller sig ikke at købmanden er en oplyst, virksom, patriotisk rigdomsmand, der med glæde nøjes med en mindre vinding på de nødvendighedsvarer, hvortil hans medborger trænger, der foragter at bygge en spekulation, var det endog den allerfordelagtigste, på dennes suk og mangel. Nej, han tænker sig snarere derved en mand der ved opkøb, ved sammendyngelse i magasiner, ved udskibning, ligeså virkelig tilintetgør den rigeste hest som den hærgende fjendesværm, der afbrænder de fyldte lader og nedtramper sæden under den ranede hestehov. En mand der under fordøjelsen af en sybaristisk smaus kan beregne vindingen ved en dags længere indefrysning, vindingen ved en knivsod smør afknebet fra ti tusinde svedende arbejderes grovbrødsfrokost. En mand der på en og den samme dag kan opkøbe alt talg og slutte aftale med alle lysestøbere om leverancer, som disse med tab må støbe af det hos ham købte material. En mand der med hellig mine indstiller den velsignelse en korterlang af et tusinde favne udsolgt brænde afsavet endestumpe tilbringer ham! Og I, redelige patriotisk sindede handelsmænd, tilgiver I ham ikke at han tænker ligeså foragteligt som I, om en mængde af jeres næringsbrøde hvis principper og handlemåde er så vanærende for standen?

Hvad er altså til overs for den vemodige husfar. Hvor skal han søge råd uden hos den øvrighed som han lønner, som han beviser hørighed og lydighed for af den at nyde forsvar og sikkerhed?

Sikkerhed - ikke alene som den kolde jurist ville fortolke det, ved justits og domstole, men sikkerhed imod ethvert onde som ikke den enkelte, men det hele samfunds repræsentanter kan værne imod. Og sådant et onde er dyrtid. Ja, hører det, I øvrighedspersoner fra kongen og kejseren indtil rådmanden og fogden, hør det, for det er sandhed. Jer nævner den i landefred, i ejendom hævdede borger med taknemmeligheds, med glædens tårer, men - jer nævner også den vindskibelige mand der ser al sin anstrengelse utilstrækkelig til at anskaffe sig en føde som ikke mislykket høst, ikke karrig natur, men spekulationer og mangel på magasiner har opskruet til uhyre priser, jer nævner ha og hans sukkende mage, og hans hylende børn, men den anklagende harmes sjælebrændende tåre.

Så meget mere venter Københavns borger af sin Magistrat at denne ved magasiner afværger dyrtid som den ved anskaffelse af brændeoplag har erkendt det sin pligt. Men så håber han også at disse kornmagasiner snart åbnes, da dyrheden er så stor.

Den som skriver dette og som ved hvor slemt det er at være i uvished og uvidenhed om de nærmest vedkommende ting, vover ved denne lejlighed at anmode magistraten om hvert efterår at bekendtgøre for indbyggerne hvad og hvor meget der er anskaffet for stadens regning af de første fornødenheder.

Og du, Frederik! Vores første medborger, hvis virksomme medlidenhed over de i sidste pinsetid endnu isbelejrede og over dyrtid sukkende københavnere, dette blads udgiver glædede sig ved at beskrive *), forestil din far at en fri handel ikke er nok til at holde priserne i en tålelig højde, at magasiner på de første fornødenheder er det eneste middel, og han vil tro dig, og vi vil have dig at takke for aldrig oftere at sukke over indefrysning og over forbandelseværdige kornpugere. Og taknemelighedens tårer skal blive din løn!

*) Se nr. 59.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1403-1407)