Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, behandler med Hensyn til Forholdet imellem Erhvervene og Forbrugerne en Række Spørgsmaal, der er af stor Betydning for Hjemmene. I Slutningen af Kroniken omtaler Fru Meyer Prisreguleringskommissionens virksomhed.
Vi lever i Organisationernes Aarhundrede. Indenfor enhver Interessesfære slutter man sig sammen for at danne et Hele, der kan være i Stand til at opnaa Fordele, som den enkelte ikke vil kunne opnaa. At enhver Stand søger at bedre sine Kaar og hæve sit Niveau, er jo kun godt; men Sammenslutningerne har naturligvis ogsaa deres Vrangside. Jeg tror, at de fleste Organisationer dannes efter gode Principer; man søger at gøre dem saa store og stærke som muligt; men efterhaanden viser dette sig i mange Tilfælde at rumme den Fare, at Medlemmerne tager Magten fra Ledelsen, saaledes at denne ikke længere kan styre dem, for hvem den arbejder.
I andre Tilfælde arbejder Ledelsen paa ganske forkerte Felter, f. Eks. Prisaftaler, der hemmer den frie Konkurrence. Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at det indenfor nogle Fag kan være gavnligt at tale om Varers Værdi og Salgspris; men det vilde jo unægteligt være rart, om man indenfor Organisationerne mere havde sin Opmærksomhed henvendt paa de for høje Priser end paa de for lave. Lad os tage et saa aktuelt Emne som Prisen paa vort Brød. Det er en Kendsgerning, at nogle Bagere laver et absolut første Klasses Produkt, der kun fæstner af de bedste Raaprodukter, hvorimod andre bruger anden-tredie Klasses Varer; men Prisen er den samme i Udsalg, om der bruges dansk eller amerikansk Mel - , skønt det første kunde leveres 10 pCt. billigere - og om der bruges Smør eller Margarine, hvis Prisforskel enhver kender.
Hvorfor? Fordi Organisationen fastsætter Prisen ens over hele Byen med den mærkelige motivering at de mange Smaamestre, som vor Bagerstand er saa rig paa, nok kan bage, men ikke kalkulere. Man spørger da uvilkaarligt: Burde Organisationen saa ikke lære sine Medlemmer at regne og lade dem selv tage Skade for Hjemgæld, hvis de regnede daarligt, i Stedet for, at vi Forbrugere skal betale vort Brød for dyrt for at holde Liv i nogle Mestre, der rettelig burde være Svende?
Med den ofte omtalte dyre og dyrebare Fisk er Forholdet et andet. Prisaftaler kendes, saa vidt jeg ved, ikke, da Kvaliteten paa denne lidet holdbare Vare skifter saa at sige fra Morgen til Middag. Fiskehandlerne nægter heller ikke, at Prisen er høj, men forsikrer, at den ikke kan være lavere, og det er udelukkende, fordi Publikum ikke vil købe de billigere Sorter af Fisk, - med andre Ord, hvis Fiskehandlerne kunde sælge flere Smaatorsk, flere smaa Rødspætter, flere Rognfisk og flere matte Fisk, og derved faa Omsætningen op, kunde Priserne for den udsøgte Fisk blive billigere. Som det nu er, skal den udsøgte Fisk bære Tabet paa den billigere, men ret usælgelige Vare. Fiskehandlerne mener altsaa, at vore Husmødre er særlig kræsne, de vil kun have det allerbedste, Torsk paa 2-3 kg, Rødspætter på 3/4 kg! Hvad om så Fiskehandlerne rettede sig efter dette Ønske ved Valget af den Vare, de køber. Mange Aars Erfaring maa jo lære dem, saa vel som andre Købmænd, hvilken Vare de kan sælge. De mindre Fisk maa saa blive i Havet, til de er udvoksede, hvad der i hvert Fald for Rødspættens Vedkommende sikkert bliver nødvendigt, om denne Fiskeart ikke helt skal forsvinde fra vore Farvande paa Grund af, at vi fisker Yngelen. De mindre Fisk, som vi selvfølgeligikke helt kan undgaa, maa saa sælges betydeligt billigere for at finde Købere. En Prisforskel paa 5-10 Øre pr. kg er ikke nok, da Husmoderen maa regne med et større Svind af Hoved, Skind og Ben af flere Småfisk end af een Torsk af Middelstørrelse, og hun vilde altsaa faktisk købe dyrere, selv om Prisen paa Varen er lidt billigere. Endelig er den mindre Fisk jo brugbar for og sælgelig til Farsfabrikerne.
En anden Aarsag til de høje Priser, siger Fiskehandlerne, er den store Dødelighed blandt Fiskene; mon den er da sikkert ikke bleven større nu, end den altid har været; hvorimod altsaa Priserne er det!
Er Dødeligheden for stor, maa Sagkyndige se at finde Aarsagen til den. I en Del Forretninger opbevares saltvandsfisk i ferskvand hvori denne Fisk jo ikke kan leve ret længe. Kunde det da ikke betale sig at skaffe Saltvand, eventuelt Havsalt? At Husmødrene saa absolut forlanger levende Fisk, er jo kun naturligt, da den Omstændighed, at Fisken er levende, i Øjeblikket er den eneste Garanti for, at Fisken er frisk og altsaa bevarer sit appetitlige Udseende i kogt Tilstand. Dermed skal ikke være sagt, at slagtet Fisk ikke kan være god. Havde vi blot absolut Sikkerhed for, at Fisken blev slagtet paa Fangsstedet paa human og hygiejnisk Maade lige efter Fangsten! Den saaledes slagtede Vesterhavsfisk kan Husmødrene jo roligt købe. Men desværre anvendes der mange, og mange forkastelige, Fremgangsmaader. Lad mig blot nævne den saakaldte "Kassefisk"; levende Fisk, der lægges Side om Side i en Kasse, som lukkes og forsendes. Hvorledes tror man, den Fisk bliver, før den naar Udsalgsstedet? Pint til Døde vil den frembyde en højst utiltalende Spise, idet Benene uvægerligt er sorte og Kødet blødt og lidet velsmagende. Noget lignende gør sig gældende ved den Fisk, der holdes i Live hos Fiskehandleren nogle Dage; den er kun første Klasses Fisk den første Dag og maa sælges billigere derefter; altsaa gælder det for Detailhandlerne om at disponere klogt og kende sine Kunder.
Lignende Forhold gør sig gældende med vort flæsk. Detailhandlerne siger, at Husmødrene har Skyld i de høje Priser, fordi de kun vil købe de reelle Stykker, hvorimod Hoved, Tæer og lign., ja selve Hove, er vanskelige at afhænde. Mine Erfaringer gaar tit i en helt anden Retning, idet en stor Mængde Husmødre Gang paa Gang besværer sig over ikke at kunne faa disse billigere Varer i Butikerne. Sikkert er det, at de ikke findes i tilstrækkelig Mængde. Sagen er nemlig den. at der til vor By kommer en ganske forsvindende Mængde levende Svin; de slagtes ude omkring i Landet og sendes ofte herind uden Hoved, Tæer og lign., for ikke at tale om blodet, der anvendes i stor Mængde paa Landet.
Men er dette mon for Forbrugernes Skyld, eller rummer den overvejende Tilførsel af slagtede Svin en Fordel for Detailhandleren? Man man jo antage det sidste, siden alle vore Henstillinger om at faa disse Varer i Handelen ikke nytter noget nævneværdigt.
Hvorledes ser det ud med vor Frugt og vore Grønsager? Er Danmark ikke et saa frodigt Land, at der er rigeligt af begge Dele? Rigeligt er der sikkert, men Prisen! Det er Luksus at spise Frugt, og det er dyrt at spise Grønsager. Der burde sikkert være et større Detailtorv, allerhelst en stor Frugt- og Grønthal i Lighed med, hvad der findes i andre Storbyer, et Sted, hvor Haveejerne selv var Forhandlere. Sparedes saaledes Mellemhandlerne og den dyre Butiksleje, og hvad her ellers fordres af Ekspedition og lndpakning i Butikerne, maatte der kunne fremskaffes billigere Varer, som kunde spises af enhver. Sikkert trænger Nedplukningslønnen for Frugt ogsaa til en grundig Revision, saa vel som den dyre Fragt. Begge Dele er utvivlsomt oppe i en meningsløs Højde, der atter førte med sig, at man ser Frugten kage sig raadne i Haverne, fordi det ikke kan betale sig at plukke og transportere den. Ethvert fornuftigt Menneske kan da sige sig selv, at man her maa være ude i et Uføre, som vi Forbrugere ikke kan blive ved med at se paa.
For nu at komme tilbage til Prisaftalerne; Deres uheldige Virkninger har vist sig bl. a. hos Fodtøjsreparationerne, der godt kunde sætte Prisen ned paa Grund af Raamaterialernes og Arbejdslønnens Prisnedgang; men Organisationen, der har fastsat en Mindstepris, kan ikke naa til Enighed om en nedsættelse.
Hvem formår at råde bod på den slags? Såler på vort fodtøj skal vi have, og de færreste har lyst og tid til at gøre dette arbejde selv. Opfordrer man til den slags Selvhjælp eller endog til en Køberstrike, beskyldes man for at virke samfundsskadelig, skønt sund Fornuft dog nærmest burde hæfte dette Adjektiv til den Organisation, der kunstigt opretholder en bevislig for høj Pris paa en Nødvendigshedsartikel.
En Ting, som ikke kan siges at berøre Husmødre altfor direkte, er Restaurantpriserne, og dog tynger de ofte paa Fællesbudgettet, saaledes at Husholdningspengene indskrænkes, fordi Manden er nødt til at spise Frokost ude. At Priserne er høje paa de Restauranter, som paa Grund af Musik og Dans er omskabte til Forlystelsessteder, kan være sin Sag, og endog en god Sag. hvis det kunde afskrække flere fra at bruge deres Penge der; men at man skal betale tre Stykker Smørrebrød og en Kop Kaffe med en Luksuspris, som er kalkuleret ogsaa med Henblik paa Aftenmusiken og Dansen, er ubegribeligt. Der bør kunne skelnes mellem den Mad, som spises paa offentlige Steder, fordi man er nødt til det, og den Mad, man fortærer for at forlyste sig og tærede sig en festlig Stund. Men man finder som Regel ikke nogen nævneværdig Forskel, ja, paa mange Omraader slet ingen, paa Priserne i Byens fineste Restauranter og i de ganske almindelige. Der eksisterer vel nok fornuftige Restauratører, som holder borgerlige Priser paa borgerlig Mad. Gid de vilde avertere disse til Oplysning for alle dem, som daglig er nødt til at spise ude!
I det hele taget må erhvervene vide at forbrugerne for tiden er så årvågne at det er uomstændeligt nødvendigt at give reelle oplysninger. Borgerne trænger også til - og må vel ydermere have krav på - at vide besked om kommunens udsalgsssteder. Man hører stadigt at de ikke er billige nok, og at de drives med underskud som skatteborgerne må betale. Fra andre sider hører vi at disse beskyldninger er uberettigede. Hvorledes er de faktiske forhold?
Husmoderforeningen, der er den eneste Forbrugerorganisation i Danmark, kan og skal kun se paa Priserne fra et Forbrugersynspunkt. Vi maa anbefale vore Medlemmer at købe deres Varer, hvor de kan faa dem bedst til de rimeligste Priser, og vi kan ikke, i Følge vore Love, tage politisk Hensyn. Stat og kommune burde vel endvidere foregå de frie erhverv med et godt eksempel. ved snarest muligt at nedsætte fragterne og gas-og elektricitetspriser. Gang på gang støder vi i vort arbejde på disse faktorer som en hemsko for prisnedgangen.
Erhvervene har ved dannelsen af priskontrolkomiteen vist at de forstod forbrugernes krav om en prisregulering, og de har samtidig såvidt gårligt ville drage omsorg for en jævn og besindig nedgang. Husmoderforeningen har, ved at lade sig repræsentere i Komitéen, vist sin gode Villie til Forhandling og endvidere derved godtgjort, at vi ikke kan nogen Maade vil den reelle Handlende til Livs; vi ønsker blot saglige Oplysninger, som kun Erhvervene selv kan give os. I flere Tilfælde har vi ogsaa faaet dem; nu vil Tiden vise, om Organisationernes ledelse er stærk nok til at øve Indflydelse paa deres Medlemmer og saaledes som Sagen i dem rette Gænge. Som Forbrugernes Repræsentanter maa vi bede om klare Tal og reelle beviser, thi kun for dem bøjer vi os.
Er der, hvad jeg haaber, en Del Forbrugere, som er enige med mig i ovenstaaende betragtninger, skulde de lade mig det vide. Husmoderforeningen bestaar til Trods for sit kvindelige Navn både af mænd og kvinder, jo flere der støtter os, des mere kan vi udrette.
Carla Meyer.
(Nationaltidende, 10. januar 1922, 2. udgave).
I august 1922 ragede Clara Meyer uklar med Dansk KVindesamfund fordi hun havde blandet sig i den kommende lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller. Carla Meyer svarede igen med at Dansk Kvindesamfund kæmpede for kvindesagen, husmoderforeningerne for samfundssagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar