Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch.
Anna Bloch
Af Valdemar Vedel.
Hvor Skylden ligger, kan den, der ikke kigger bog Kulisserne, jo ingen Mening have om; men Mening er der i alt Fald ikke i, at en Løbebane af saa stor kunstnerisk Betydning allerede ved 50-Aars-Alderen skal brydes af - for Kunstnerinden selv, for det kgl. Teater og for os, der nu engang alene i Fru Blochs Fysiognomi er vant til at genkende saa meget af, hvad der hører til en vis Slags nutildags og hjemmekendt Kvindelighed.,
Titania. Debutrollen.
Næsten tydeligt tegner dette Fysiognomi sig, naar man genkalder sig det i saadanne Maskeringer, som under Fruens Teatertjeneste er lykkedes for hendes kunstneriske Kultur og Energi; men kun gennem en særlig Tilpasning til hendens eget Ansigt. Hverken til den tragiske maske - Oehlenschlägers, Schillers, Shakespeares - har dette jo passet eller egentlig til Holbergs Komedie. Hendes "Dina" kunde ikke ret tage den "idealistiske" oehlenschlægerske Heroine-Tone, men des mere lyslevende fik man det overspændt-fantastiske Pigebarn, den pikante, originale Kvindepersonlighed i borgerligt Hvergarn. Hendes Leonora i "Maskeraden" og Lukretia i "Den Vægelsindede var pudsige nok i deres barnagtige og skabagtige Rococostil, kun denne var maaske ikke videre holbergsk; saa var Fru Bloch anderledes hjemme i Moliéres sirlige Provinspretiøse og i Marivaux' skælmske Salonfrøken ("Kærlighed og Lykketræf"). I Heibergs Vaudeviller og Hertzs Lystspil har Kunstnerinden fejret mange Triumfer; men ikke fordi hun prøvede paa at synge: "Hvor er i Himlen en Dreng saa smuk", saa poetisk sværmerisk, som Fru Heiberg havde gjort det, eller bevægede sig saa graciøst som hun i den Hertzske Blomsterstil; nej! hun fornyede dristig de afblegede Billeder ved at trække Konturerne noget kraftigere end for op paa den muntert hjælpsomme Opvartningspige i Dyrehavsteltet, paa den tøsede Spilopmagerske i Pigeinstitutet eller paa det Skaarupske Hjems lille vakre og solide Antoine. Og først med Hostrups jydske Proprietærdatter eller Kobbersmedens Køkkener følte hun sig helt hjemme. Og paa samme Maade i det moderne Drama. Ibsens Kvinder, som en anden jo desuden havde Prioritet paa, har sagtens været Fru Bloch for patetisk-fordringsfulde til at binde an med. Hun holdt sig i alt Fald til Hilde, mens hun gik hjemme som en almindelig Bachfisch og legede med "det spændende", men vovede sig ikke paa som Bygmesterens Prinsesse at bygge Slotte i Luften. Og da hun arvede Fru Hennings' Hedvig i Vildanden", gled det romantisksymbolske Skær saa temmelig af Skikkelsen, og det var den blegt kvidrende Stuefugl, det lidt gammelagtige Enebarn, det lille, angst hammende Barnehjerte, hun holdt sig til. Og saadan ogsaa forleden i Strindbergs "Paaske". Den lidt fremmede og synske lille Søster vel nok noget af Drømmepoesien over sig, men saa meget des mere gribende fik vi Billedet af den "uskyldige" med de hvileløse Fagter, det flakkende Blik, af det stakkels Barn, der er "sat" i Væksten og religiøst forstyrret.
Med det københavnske Lystspil fra 90'erne - Benzons, Christiansens, Fru Gads, - og med den samtidige Blochske Iscenesættelseskunst hører det nye og oprindelige i Fru Blochs Spil uløselig sammen. De unge Bourgeoisidøtre fra Frk. Zahle og fra Strøget, fra de gamle Embedshjem og fra Grosserervillaerne, var som skabte for Fru Bloch og hun for dem; den moderne 17-aarige i Sportsdragt, som siger "Gamle Dreng" til sin Fader og forbløffer ved sit nøgent ædru Syn paa alting, den forvænte Etatsraadsdatter med fornem Næsestemme og dristig Flirt, ogsaa den uanselige lille Søster, der gaar og hygger i et fint, solidt Hjems rene Luft og selv har et saa rent og solidt Hjerte, en saa fin, lidt gammelklog Kultur i sig, - Annette, Bodil, Betty og hvad de alle hedder. Fru Bloch havde Fysiognomiet til dem: de smaa, spidse Træk, de mangfoldige Blik i Øjet og Trækninger om Mundvigen, hele det vimse og talende Minespil. Ogsaa Figuren: spids og tør. lutter Nerver og staalfjedre. Og Talen: en Stemme uden videre Dybde og Klang, men rig paa paa Udtryk, og en Diktion, saa sikkert behersket og saa fint udformet som nogen fransk "Diseuses". Alt, hvad hun dog kunde fnise og fjolle saa tøset, tude og hikste saa uvornt, nok saa paagaaende "skyde" med Øjnene og ægge med Smilet - Naiviteten dreves ofte tæt op ad det vulgære og frække - , men uden virkelig erotisk Temperament, som i Reglen hos saadanne Kulturvæsener. Hvor genert maabende hendes Ansigt kunde blive, hvor gaaset enfoldig hendes Stemme, og saa igen hvor skælmsk straalende og kvikt underfundig! Men Glanspunkterne var dog, naar tværs gennem al Overfladiskheden den borgerlige Bund brød igennem i varmhjertet Inderlighed, i prægtig Retsindighed, det unge Pigehjerte aabenbarede et saa rent og tappert Instinkt eller en saa ræsonnabel Snusfornuft. Det var en ganske egen Art moralsk Skønhedsglæde, Fru Blochs ellers saa intellektuelle Kunst rørte os med i saadanne Øjeblikke.
Trine Rar.
Efterhaanden kom dertil ogsaa de unge eller halvt unge mondæne Fruer: forjaskede, forjagede, forfjamskede Modedamer - évaporées kalder Franskmændene dem - som i ét Øjeblik kan fylde Scenen med deres raslende og fejende Person, deres tusinde Bevægelsers Ingenting, deres Spilledaases ustandselige Kvidren. Ogsaa ældre Salondamer, som Fyrstinden i "Det levende Lig", forkælede, tøseagtig forvirrede, inderligt godlidende. - Overalt samme velberegnede og virtuosmæssige Kunnen, samme omhyggelige Udformning og Udpensling af Enkeltheder, samme Trang ogsaa stadig til at udvide Omraadet for Karakteristiken, tage alvorligere, mere sammensatte Opgaver op: det kunde være en tam Stuefugls usikre Flagren i "De stille Stuer" eller en 40-aarig Forfatterindes forkvaklede Følelsesliv som i et Stykke, vistnok af Rosenkrantz ...
Maaske var der dog det i Vejen, at "Trine Rar" og "Annette"-Figurerne til en vis Grad bandt baade Kunstnerinden og os Publikummere. Hun kunde ikke ret frigøre sig - syntes det - fra en Række "Trics", der blev til Manér, og vi andre kunde i alt Fald ikke lade være med at se disse igen overalt, og har maaske ofte miskendt alvorlige Bestræbelser udover dem. Det var maaske ogsaa det, at de unge Piger fra i Dag ikke helt vilde kende sig igen længere i den Fru Blochske egernhoppende Ungpigetype. Dybest set drejer det sig imidlertid vel nok om hele Reaktionen mod 90'ernes Intellektualisme og Realisme og al den beregnede, udspenslede Detailkunst, - en Reaktion, som gør sig gældende paa Skuespilleriets som paa Maleriets og mange andre Omraader. Det man søger hen mod nu, er simplere, roligere, større Linier, det er Natur, Instinkt, Impuls man mere vil spille paa, man vil fornemme Blodets Sang, Sansernes Sprog, Hjertets Banken lydeligere gennem Kunstens. Vil? Men har man naaet noget endnu, der kan stille Fru Blochs skolede Udtrykskunst - ligesom dens Omramning: Prof. Blochs stilfulde Interiørkunst - i SKygge?
Det behøver intet Svar. Og hvordan det end forholder sig med Fru Blochs Afgang fra det kgl. Teater, synes det utænkeligt, at en Kunstnerinde som hun i sine bedste Aar ikke skulde have Trang, og en Storstad som København ikke skulde have Plads til, at hendes betydelige Evner kunde udvikle sig videre i Frihed paa en anden Scene. Saa maaske - hvem véd? - dette beklagelige Brud kan vende sig til det gode for alle Parter - undtagen paa vor første Scene.
(Nationaltidende 2. juni 1918)
I den længere artikelserie (1½ side) i Nationaltidende som er i dette indslag, var der også aftrykt hilsner fra August Liebmann, Poul Nielsen, Johannes Poulsen og Poul Reumert (se Nationaltidende 2. juni 1918)
Fru Bloch i sit Hjem.
Et Besøg hos Skuespillerinden.
- Nu skal jeg altsaa gaa nedad den Trappe for sidste Gang i Morgen Aften. Og naar Portneren har sagt sit Godnat, og Døren er faldet i efter mig, saa er det hele forbi, siger Fru Anna Bloch alvorligt.
Vi sidder i hendes smukke Dagligstue mellem alle de sirlige Rococomøbler, de gamle Malerier, de mange Kunstgenstande - altsammen Ting, der synes at være adaiigt af et Par forstaaende og kærlige Øjne, alene for at danne en stilfuld Ramme om Husets Frue.
- Og saa begynder et nyt Liv og nyt Arbejde i andre Omgivelser - og ingen vil til den Tid kunne sætte nogen forbavset Mine op over, at De kommer igen, for alle ved, at De kun formelt har taget Afsked, tvunget til det af Forholdene -
Fru Blochs unge Pige- har altid haft saa let til at slaa om fra den mørkeste Alvor Til det lyseste Smil; og ogsaa nu smiler hun og siger:
- Ja, lad os kalde det Forholdene! Men paa det Teater, som jeg nu i over tredive Aar har betragtet som mit Hjem, bliver Døren dog lukket for mig i Morgen.
Men lad os hellere tale om de gode Minder, jeg har derfra, og ikke om, hvor tragisk det endte.
- Hvad begyndte det egentlig med? Hvornaar bestemte De Dem til at blive Skuespillerinde?
- Bestemte mig til, siger Fru Bloch med et af sine pudsige, dybe Tonefald paa det første Ord. - Det var virkelig ikke noget, jeg saadan ganske nøgternt bestemte. Jeg antager, det var noget, jeg var født med i Blodet, at jeg skulde og maatte spille Komedie, og at jeg slet ikke kunde andet.
- Men hvor havde De da den Trang fra? Havde der der været saadan noget "Blod" i Deres Familie?
- "Blod"?
- Ja, det havde der rigtignok, siger hun med sin varmeste Overbeviisning - Komedie end min Far, skønt han slet ikke var Skuespiller, men Læge, og aldrig havde staaet paa en Scene. Enhver Oplevelse, han fortalte, fremstillede han uvilkaarlig dramatisk; og hans Bevægelser ver saa livlige, og han gengav det med en saadan Fantasi og Hengivelse, at de, der hørte paa ham, saa det i Billeder for sig, saa tydeligt, at de senere knapt vidste, om de selv havde været med ved den omtalte Begivenhed, eller om de blot kendte den fra hans Beretning.
- Var han saa letsindig og tog Dem med i Teatret, mens De var ganske lille?
- Da jeg var fire Aar, ja. Det var Pjerrot, jeg skulde se, Pantomimeselskabet fra Tivoli, som var kommet til Horsens hvor vi boede, for at give nogle Forestillinger. Og fra den Aften var jeg bleven saa betaget af Teateret, at jeg ikke tænkte paa andet og hver eneste Dag klædte mig ud nede i vor store, gamle Have og spillede Columbine. Senere blev det andre Roller, og jeg fik en Veninde til at spille med; og da jeg var fjorten Aar medvirkede jeg ved en Dilettantkomedie paa Horsens gamle Teater, hvor jeg var Caroline i "De uadskillelige" - til stor Forargelse for hele Byen.
- Hvor kunde det pæne Stykke forarge Folk?
- Jo, for det var mens jeg gik til Præsten - og det fandt man ikke passende. Men heldigvis var der en, der gjorde opmærksom paa, at Præstens Datter havde spillet med i Komedien; og saa fandt man ikke mere, det var saa slemt.
- Hvad syntes De selv om at være paa Scenen?
- At det var som at være i Paradisets Have. Da Jeg sad i Gyngen som Caroline, følte jeg mig, som jeg havde Vinger paa og fløj frit og lykkeligt i Luften.
- Gav Deres Far Dem straks Lov til at blive Skuespillerinde?
- Han havde tænkt sig, jeg skulde studere. Mor var død, og jeg elskede ham, som om han havde været baade Far og Mor for mig. Jeg vidste, at han aldrig vilde nægte mig noget, der var afgørende for min Fremtid. Derfor lærte jeg ganske roligt de Roller, jeg vilde spille senere, i Stedet for at studere; og jeg lo ad min Lærerinde, som rystede paa Hovedet og sagde, at jeg endte sikkert galt. Saa klippede jeg en Dag min lange lyse Fletning af, som en Slags Offer, lavede mig til med korte, tætte Krøller over hele Hovedet - saadan havde Maria Schmidt -
- Den gamle Provinsprimadonna, som spillede Maria Stuart?
- Ja, og som for mig var det største i Verden - og saa gik jeg hen til Far med Fletningen og sagde, idet jeg gav ham den, at nu tog jeg ind til København og aflagde Prøve paa Det kgl. Teater. Forinden havde Jeg været oppe bos Fru Emma Cortes, der ogsaa var en af Provinsens Store -
- Direktørens Frue?
- Ja, men jeg kom ikke til at prøve for hende. Hun sad med Krydderpose paa Kinden og havde Tandpine og spurgte mig bare, om jeg kunde tænke mig at debutere der i Byen. Men det havde Far sagt mig, at det kunde der slet ikke være Tale om.
Jeg kan endnu se, hvor bedrøvede hans Øjne var, da han tog Fletningen og sagde: "Anna, var det nu ogsaa nødvendigt?"
Jeg mente, det var nødvendigt.
Far rejste saa forud til København og talte med Teaterchefen, Kammerherre Fallesen og bad ham indstændigt om at kassere hans eneste Datter, naar hun snart kom for at prøve. "Om hun har Talent, ved jeg ikke," sagde Far, "men jeg ved, at jeg vil helst beholde hende hjemme hos mig, hvor hun har det godt."
- Kammerherren mente altsaa, De havde Talent, og at han burde antage Dem, da De selv kom?
- Han mente ingen Ting lige straks, for han talte kun et Øjeblik rned mig og sagde, at jeg maatte meget hellere blive i Horsens og vande min Fars og mine to Tanters Urtepotter. Vilde jeg endelig ikke det, kunde jeg jo lære hos Eckardt en Tid og siden komme igen. "Men dette her er en Hvepserede," snærrede han, "og De egner Dem vist ikke til at være mellem Hvepser, lille Frøken Lindemann.
- Hvor længe læste De saa hos Eckardt?
- Halvanden Maaned. Saa kom jeg igen med alle mine korte Krøller og mine to Bøger under Armen, "Eventyr i Rosenborg Have" og "Lady Tartuffe.
- Heldigvis blev det Axel Madsen, der kom til at give mig Stikreplikerne. Det var jeg glad for - jeg syntes, han var saadan en fin Skuespiller - og de, der saa mig prøve, var Fallesen gamle H. P. Holst, som jeg senere hørte havde sovet, medens Prøven stod paa, og Emil og Olaf Poulsen og Teatrets nye Instruktør William Bloch.
Straks efter Prøven kom Olaf Poulsen op til mig og sagde: "De bliver antaget. For De har Talent." Han var den første, der sagde mig det rent ud; og den første, som mente det modsatte, var William Bloch.
Fru Bloch kommer til at le, idet hun tilføjer:
- Men min Lærer, Eckardt, trøstede mig med, at det skulde jeg ikke tage mig nær, for det var en kendt Sag paa Teatret, at "Bloch brød sig aldrig om noget".
- Hvornaar kom Bloch til et andet Resultat?
- Det ved jeg ikke rigtigt; men det var i hvert Fald ham, der skaffede mig min Debut. For da "En Skærsommernatsdrøm" skulde op, sagde han: "Her skal vi bruge en hel Del Damer. Lad hende, den lille, blege Lindemann, der altid gaar her paa Gangene og klynger sig til de andre, som om hun ikke turde gaa alene, forsøge sig i en af Rollerne, saa vi i det mindste kan blive af med hende, hvis hun ikke duer."
Paa den Maade blev jeg Titania, Alfedronningen; og jeg havde vist noget af det luftige og sværmerske, der skulde til.
Kort efter spillede jeg i "Den bogstavelige Udtydning", som William satte i Scene. Det var paa Prøverne, som om han løsnede Bind for Bind fra mine Øjne. Jeg syntes, han var en storartet Lærer, streng og retfærdig - først og sidst retfærdig - og det var vist mest hans Skyld, at jeg gjorde Lykke i Rollen. Bladene skrev om mig, at jeg havde spillet frit og ugenert og med Lune - og det fandt jeg var meget.
- Kom Rollerne saa hurtigt efter hverandre?
- I den Sæson fik jeg syv. Men rigtig opmærksom paa mig blev man først, da jeg spillede Helga i Bjørnsons "Geografi og Kærlighed". Jeg havde arbejdet meget med den Rolle under min Mands Vejledning - vi blev forlovet ved den første Sæsons Udgang og snart efter gift - og jeg tør sige om mig selv, at jeg var flittig den Gang, og at jeg ogsaa senere har været det. Jeg har læst og læst i det uendelige paa mine Roller; og i de lykkelige Aar, hvor jeg arbejdede sammen med min Mand paa Teateret, sagde han, som var min skarpeste Kritiker, at jeg var hans hurtigste og mest modtagelige Elev.
- Hvilke Aar var egentlig de lykkeligste, naar De nu ser tilbage paa al den Tid, De har været ved Det kgl. Teater? Det kan De maaske vanskeligt sige?
- Det kan jeg ganske bestemt sige - det var den Periode hvor Einar Christiansen blev Direktør, og hvor min Mand vendte tilbage som Instruktør. Da var der Fart og Liv i Arbejdet paa Teatret. Alle tog fat ligesom med friske Kræfter; og jeg fik den ene Opgave efter den anden.
Men der var ogsaa, længe forinden, et lykkeligt Aar, som vi her i Huset plejer at kalde "Aprilsnarre"--Aaret. Det var min fjerde Sæson som Skuespillerinde, da jeg spillede Trine Rar.
- Skønt De lige fra Deres allerførste Gennembrud blev regnet for at være udpræget moderne, eller vel næsten revolutionær, holdt De maaske lige saa meget af gammeldags Stykker.
- Jeg var glad over, at de moderne Forfattere skrev Roller for mig, eller ønskede, at jeg skulde spille i deres Stykker. Mange af dem gjorde det: Christiansen, Essmann, Benzon, Wied, Edgard Høyer, Emma Gad og flere - men jeg havde ikke mindre Kærlighed til de gamle Digtere. Jeg har spillet i næsten alle Hertz' Stykker og i mange af Holbergs og Heibergs. Og hvor har jeg ikke holdt af Hostrups unge Piger! Selv saaden en lille Rolle som Fru Heibergs Lisbeth i "En Søndag paa Amager", som mange vist kun har et foragteligt Skuldertræk tilovers for, er mig uendelig kær.
Men nu har jeg sagt dem allesammen Farvel - -
- De har jo allerede en hel Række Indbydelser til Gæstespil, ikke blot herhjemme fra, men ogsaa fra Norge og Sverrig.
- Det bliver alligevel noget andet, siger Fru Anna Bloch lige saa alvorligt, som hun begyndte Samtalen. - Og da jeg forleden Dag pakkede alle mine Rollehæfter sammen i en Koffert for at sende dem over paa Teateret, som skulde have dem tilbage, havde jeg en Følelse af, at det var Lig af nogle altfor tidligt afdøde, kære Venner, jeg begravede.
- Mange af Deres egne Venner føler Afskeden paa samme Maade. Men naar Esmanns Emmily nu har smilt for sidste Gang paa Det kgl. Teater i Morgen Aften, paa hvilken Scene smiler hun saa næste Gang - ?
Saa fuldblods Skuespillerinde er Fru Anna Bloch, saa dybt inde fra hendes inderste Sjæl vælder hendes Kunst frem, at det er tilstrækkeligt at nævne dette Nacn, for at Emmilys tindrende Smil øjeblikkelig skal brede sig over hendes Ansigt.
- Endnu er det ikke helt afgjort, siger hun - om det første Gæstespil bliver paa Odense Teater eller paa Bergens nationale Scene - - -
Haagen.
(Nationaltidende 2. juni 1918)
Marie Birgitte Schmidt (1851-1933) debuterede den 3. oktober 1868. Hun var ved Folketeatret 1869-70, ved Casino 1870-74, hos August Rasmussen 1875-79 og med ham i Norge 1875-76. Hun var derefter ved Th. Cortes teaterselskab så længe det bestod (indtil 1900) og derefter hos Jens Walther. Maria Schmidt var gift med skuespiller og operettesanger Carl Henrik Oluf Schmidt (1843-1911). Hun medvirkede i 11 stumfilm mellem 1912 og 1922.
Emma Cortes (1829-1890) var skuespiller og instruktør. Hun debuterede på Det kongelige Teater 1845. Hun tilbragte 40 år ved provinsscenerne og blev kaldt "provinsens fru Heiberg".
Morten Edvard Fallesen (1817-1894) var egentlig officer og politiker. I 1876 blev han chef for Det kongelige Teater hvor han var indtil sin død.
Josephine Hortensia Nancy Adelaide Eckardt (1839-1906) debuterede i 1861 som skuespiller.
Fru Betty Hennings til Fru Bloch
Ogsaa Fru Betty Hennings har paa vor Anmodning sendt Fru Bloch følgende Hilsen:
Kære Anna Bloch!
At De allerede - saa altfor tidligt - forlader Deres Plads, er mig ganske ufatteligt, og jeg finder det urimeligt.
Jeg havde lige til det sidste haabet og troet paa en Udvej - men nu maa jeg altsaa, som alle Deres Venner, alligevel bøje mig for den triste Kendsgerning.
De har, kære Ven, i denne Tid maattet føle, hvor bedrøvede Deres Venner er over denne Beslutning. Der siges Dem jo saa mange varme og kærlige Takkeord for Deres Arbejde i Kunstens Tjenste. Ogsaa jeg slutter mig ganske til disse Udtalelser - men saa har jeg desuden en særlig Tak at bringe Dem: Takken for vort Sasmarbejde i de mange Aar, vi virkede sammen, og for hver yndig, fin og Morsom Skikkelse, De har skabt, og hvormed De har glædet baade mit Øje og mit Hjerte. De ved godt selv, kære Anna Bloch, hvor højt jeg har beundret Deres Kunst og Deres Arbejde, og De maa derfor ogsaa vide, at det er med virkelig Sorg, jeg maa sige Dem Farvel - ellers var jeg jo ikke
Deres gamle, hengivne Veninde
Betty Hennings.
(Nationaltidende 2. juni 1918)
Af Fru Blochs Privatliv.
Den otteaarige Anna Lindemann.
Tretten Aar. Den unge Dame er i Maskeradedragt.
Seksten Aar.
Fru Bloch med Rus, Rap og Jack.
(Nationaltidende 2. juni 1918)
Regeringens Teater-Planer
En Række Interviews.
- - -
Skuespillerinden Anna Fru Bloch
siger:
- Bare Kunsten maa kunne redde sig ud af hele det Kaos, Teaterforholdene for Tiden ligger i. Jeg synes, Teatret er ved at blive lutter Geschäft. Man drøfter Drejescener og Skydescener og Talescener; men hvornaar hører man en alvorlig Drøftelse af den skønne Kunst, der dog er det eneste vigtige?
Den Deling af Teatret, som nu er sket, er naturligvis gavnlig for Kunsten, fordi man herefter bedre vil kunne beskæftige Personalet.
Og kan der saa blive Ro om hele dette ydre Apparat, Teaterbygningen, maa man jo haabe, at der ogsaa bliver en Tanke tilovers til Kunsten. Jeg for min Part har aldrig følt Savnet af nogen særlig Talescene, og det er min faste Overbevisning, at man kan tale paa den nuværende kongelige Scene, hvis man har lært at tale, som en Skuespiller skal kunne det, og har man ikke det, bør man snarest lære de i Stedet for at kræve en ny Scene. Der er blevet spillet udmærket Komedie paa den gamle Scene, og det kan der fremdeles. At den er fremdeles. At den er stor, saa man har Luft omkring sig og ikke føler sig indknebet, synes jeg kun er en Fordel, og at Skuespillerpersonalet nu kan faa Lov at virke, det er en stor Glæde for alle, som endnu holder af Skuespilkunsten.
- - -
(Nationaltidende 12. september 1918. 2. udgave. Uddrag).
Anna Bloch tog sin afsked efter års lediggang i 1918 og vendte kun tilbage i en enkelt sæson som gæst. Hun skrev lejlighedsvis aviskronikker og teaterbreve, og stiftede et legat med hendes navn. Hun udgav 1930 erindringerne "Fra en anden Tid", hvori hun bl. a. udtrykte at det ikke længere var socialt degraderende for borgerskabets døtre at gå teatervejen.
