Filmens eneste danske Verdensnavn. (Efterskrift til Politivennen)

Asta Nielsen i den tyske Storfilm "Gadens Moral".

DET er længe siden, at Asta Nielsens store københavnske Publikum har været forsamlet til en af vor berømte Landsmandsindes Premiére herhjemme - de Aftener, der mellem Sæsonens mangle Premiérer dog bar Præg af noget usædvanligt, og hvor dør ikke var det Publikum, der skaber Successer af den amerikanske Films Industriprodukter, der fyldte Parkettet.

Asta Nielsen i "Gadens Moral"

To af hendes nyeste og mest interessanteste Films blev os forment takket være Censurens uforstaaende Indgriben - Fyrst Myschkin og Wederkind-Filmatiseringen - Erdgeist. Men i denne Sæson, som vi netop er gaaet ind i, kan der dog ventes et Par af hendes nyere Arbejder hertil .... derimellem - Gadens Moral, en ejendommelig og usædvanlig Film, der i Tyskland er blevet modtaget med dyb Interesse.

Men medens Asta Nielsens Navn ikke mere herhjemme straaler saa hyppigt fra Biografernes Plakater, saa er hendes Navns Berømmelse ikke aftaget ude i Verden. Det er kun kort Tid siden, at man i Tyskland udskrev en Konkurrence om et Monument for Filmkunsten .... og det Forslag, der vandt Bifald, var et Monument med Asta Nielsen som selve Filmens Inkarnation.

Asta Nielsen som Hedda

Mange af os vil endnu huske, hvilken Oplevelse det var at se hende i "Afgrunden", i "Pigen uden Fædreland" .... hvor hendes smidige, behagesyge Zigeunertøs var en heltud fremragende Præstation.

Og siden de store Arbejder "Spansk Elskov", "Den evige Nat", hvor hun som den blinde Pige gav Afkald paa sit største Udtryksmiddel, Øjnenes Liv, og dog alligevel skabte en uforglemmelig Skikkelse, "Elskovsrus", hvor hun under Lubitch Instruktion maaske naaede højere end nogensinde før eller senere, "Styrmand Holck", hvorfra man ved Siden af hendes Spil vil huske Paul Wegeners pragtfulde Styrmand Holck .... og "Hamlet", der i hvert Fald blev hendes mest omdisputerede Arbejde.

Asta Nielsen, Gerda Garbo og Werner Krause i "Gadens Moral".

Nu da vi atter skal se hende i Films, der i Tyskland, det Land, som vel efterhaanden er blevet hendes egentlige Hjemland, er blevet modtaget med den største Interesse, er der Grund til at minde om, hvad hun har betydet for den stumme Kunst. Ikke fordi hendes Kunstnerbane har passeret Middagshøjden, men fordi hendes Navn i den lange Tid, hvor vi ikke har mødt hende paa Lærredet, er skudt i Baggrunden for de opreklamerede amerikanske Stjerners Skyld. Men at hendes Navn endnu, blot det kommer paa Plakaterne igen, vil have bevaret sin gamle Magt. er der forresten næppe Tvivl om. Eric.

(B. T. 27. september 1925).

Den tyske titel var "Die freudlose Gasse", på dansk "Bag Glædernes Maske". En anden titel var "Syndens Gade". Filmen var instrueret af G. W. Pabst med manuskript af Willy Haas efter en roman af Hugo Bettauer. Blandt de medvirkende var Greta Garbo og Werner Krauss. Filmen foregik i Wien efter 1. verdenskrig og skulle vise menneskeskæbner i Melchiorstrasse. Da hofråd Rumfort blev ruineret, forsøgte hans smukke datter at redde ham ved at optræde i et bordel. Her arbejder den erfarne, svigtede Maria, som myrder en rig rivalinde og melder sig.

Asta Nielsen begyndte at spille teater (dvs. at tale) i sin medvirken i skuespillet "Rita Cavalliri" opført på Leipziger Schauspielhaus. Sammen med Josef Krahè. Hun erklærede at den moderne film havde gennemgået en udvikling som hun ikke ville være med til og besluttet at vende tilbage til scenen.

Se også indslaget om Asta Nielsens datter, Jesta Nielsen.

William og Anna Bloch. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor). 

Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.

Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.

Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.

Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.

Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:

"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"

Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.

Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.

Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.

At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!

Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen. 

Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).

Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!

Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!

Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!

Anselmus.

(Social-Demokraten 10. marts 1925).

William og Anna Bloch

Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater, hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.

For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.

Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....

Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater", men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....

.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...

I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.

William Bloch.

.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrette￾visning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude 

.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...

- - -

Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««

Anna Bloch.

Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....

Christian Houmark.

(B. T. 31. marts 1925.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sommerrevyer i Korups Have. (Efterskrift til Politivennen)

Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.

I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.

Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).

Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.

At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.

(Aftenbladet (København) 16. juni 1920.)

Der arbejdes på Valby-Revyen

I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.

I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.

Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.

De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.

Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.

Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.

Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.

(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)

Frk. Sick-Hartvig.

To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".

Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.

Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.

De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.

(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)

Valby Sommerrevy.

Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.

Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.

Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.

Der var mange kvikke sange med refræner som: 

Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.

Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.

(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)

Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.

Korups Have må ikke forveksles med Bjælkehuset som ligger ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. Det blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræs på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkenet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.

Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 

Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

Ikke til at tro.

Asta Nielsen og Datter. Hvem af dem er Asta Nielsen?

Man skulde tro, at de to unge Piger paa ovenstaaende Billede er et Par henrivende Tvillinger, og saa er det Moder og Datter, nemlig Asta Nielsen og hendes 25-aarige Datter Jesta, Det forunderligt) ved dette Billede er, at det er Asta Nielsen, der staar tilhøjre, og at hun ser betydelig yngre ud end Datteren.

Asta Nielsen er jo ingen Aarsunge, det er ingen Hemmelighed; men at hun endnu kan spille Bachfisch, og fuldstændig stille Mary Pickford i Skygge, skulde man forsværge. Hun er et Fænomen indenfor Filmen, og hun er en betydelig Skuespillerinde, der med Aarene bliver mere og mere afklaret og lutret, fordi hun har Respekt for sin Kunst og aldrig lefle for Publikums daarlige Simag.

Asta Nielsen burde forlængst være taget til Amerika, hvor hendes Verdensformat hører hjemme, og hvor hun kunde have lært mange af de amerikanske Dukker, hvorledes man skal spille Komedie, og at det ikke er Tøj og Smykker, det kommer an paa, naar Talen er om Kunst.

Asta Nielsens Datter, Jesta, hendes ét og alt, har kun forsøgsvis prøvet at filme; men nu er det Hensigten, at den unge Dame skal hellige sig Filmen og fortrinsvis spille i Lystspil. For Asta Nielsen maa det baade være vemodigt og morsomt at spille sammen med sin Datter, selvom hun derved brutalt afslører sin Alder.

Ganske vist sagde Sarah Bernhardt altid, at en Kunstnerinde har ingen Alder; men Asta Nielsen er for klog til at lulle sig ind i den salige Tro, at hun helt kan udslette Aartier paa det hvide Lærred, selv om man tyer til alle mulige Hjælpemidler.

I Begyndelsen af det ny Aar ser vi antagelig Asta Nielsen her i København som Skuespillerinde i "Romantik", og meget tyder paa, at hun fremtidig vil dele sin Virksomhed mellem Scenen og det hvide Lærred.

(Klokken 5 (København) 11. november 1925).

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Wulff, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren og revyforfatteren Carl Wulff (1840-1888) var søn af jødiske forældre. Det var meningen at han skulle fortsætte faderens gerning som købmand. I stedet debuterede han på Alhambrateatret sommeren 1858, senere Casino 1868 hvor han på grund af lighed med Michael Wiehe og støttet af Johanne Luise Heiberg fik ansættelse på Det kgl. teater 1867-68. I 1874 på Casino opfandt han en figur der var slagfærdig og drilsk, flabet og godmodig, en forløber for senere tiders danske revyskuespillere. Som den velklædte, skeptiske og magelige københavner der sagde vittigheder og lavede ordspil om alt og alle blev W. meget populær til sin tidlige død. 

Under Robert Watts direktorat (1876-84) var han Folketeatrets selvtilfredse bonvivant og ræsonnør der besad en lignende tiltrækningskraft som Frederik Madsen forud. Fra 1884 tilhørte W. Dagmarteatret hvor han i sine sidste år kreerede Célestin-Floridor i Frk. Nitouche og intendant Søller i Landsoldaten, to af hans morsomste skikkelser som i høj grad bidrog til disse stykkers succes. 

1887 tog han til Menton for at blive helbredt for tuberkulose som havde gjort ham konstant hæs. Da han kom hjem, døde han af sygdommen.

Carl Wulff.

Københavnernes mest typiske repræsentant på teatrene, skuespiller Carl Wulff, er i går morges afgået ved døden. For det store publikum vil meddelelsen om dette dødsfald måske komme noget overraskende; for da Wulff nylig kom hjem fra sit ophold i Italien, hvortil hans venner havde sendt ham, for at han i sydens milde klima kunde genvinde sit nedbrudte helbred, lod beretningerne i høj grad gunstige. Det hed sig at Wulff nu atter kunde glæde sig ved fuldkommen sundhed, han hørte atter i denne sæson til Dagmarteatrets personale, og i Justitsministeriet ligger der for tiden et andragende fra Wulff om at få privilegium til at drive Nørrebros Teater. Imidlertid var dog de der nærmere kendte den afdøde, på det rene med at han bar dødens mærke, og at det kun ville være et spørgsmaal om tid, når han skulle gå bort. Hans bryst var angrebet, og han svandt mere og mere ind, så at han i de sidste dage kun var en skygge af den Wulff, hvis ydre apparition gjorde ham det let at spille den veltilfredse bonvivant, der på scenen var hans hovedforce.

Carl Wulff blev kun 47 år, men han hørte dog til de ældste i vor skuespillerverden.

Før han blev syv år, betrådte han scenen; det var på Alhambra, at hans debut faldt, og snart gik han, som så mange andre lovende talenter have gjort, til provinserne. Det lyder nu lidt underligt, at han da optrådte i alvorligere roller, og at han derefter af det kongelige Teater blev engageret for at afløse Michael Wiehe. Kun et år blev han ved nationalscenen; han gik til Folketeatret, og siden har han været knyttet til de københavnske privatscener.

Det varede ikke længe, før Wulff fandt sit publikum som den elskværdige ræsonnør og den glade københavner. Med Peter Sørensen brød han igennem, og der var tider, hvor han næsten i for høj grad blev vurderet.

Man har en målestok for, i hvor høj grad en skuespiller er på moden i antallet af de gange, han bliver fotograferet, og massen af de portrætter, der afsattes; og der er næppe nogen skuespiller, hvis Fotografi har været mere søgt end Wulffs, ikke mindst af det smukke køn.

Også udenfor teatret spillede Carl Wulff en betydelig rolle. I kafelivet gik hans brandere og vittigheder igen, og skønt de ofte var temmelig harzarderede, blev de dog gouterede, fordi de skrev sig fra ham; derved havde de patent på at være morsomme. Wulff forstod at udbytte sine evner.

Hans skuespillergage hørte til de højeste, og ved siden af havde han forskellige bierhverv, af hvilke det mest bekendte er hans virksomhed som medforfatter af sommerrevyerne der i en række af år leverede stof til selskabelig munterhed hos det bredere publikum. Viserne blev spillede, og branderne gik fra mund til mund. Han havde langtfra været ene om arbejdet, men karakteren der hvilede over sommerrevyerne, skyldtes dog ham.

I de senere år fik den afdøde lejlighed til at vise at det ikke var uden grund, når han i sin tid havde gjort Lykke i det alvorlige rollefag ; han løste flere opgaver med kunstnerisk flid og intelligens, og den dom, der nu ved hans død lyder over ham som skuespiller, vil være ham gunstig, selv om man går dybere ned end til den overflade, hvorpå han almindeligt bevægede sig

(Kjøge Avis, 19. september 1888).

Det er længe siden en begravelse har samlet et så talrigt følge som skuespiller Carl Wulffs der fandt sted i formiddags fra det nye kapel der er blevet opført på den mosaiske Vestre Kirkegård. Kapellet der kan rumme 7-800 mennesker, var propfuldt, og mange havde skaffet sig adgang til udenomslokaliteterne. End ikke ligstuen undtoges herfra. Men dag var der endnu mindst et par tusinde mennesker, både damer og herrer, som ikke kunne få adgang, men opholdt sig på kirkegården. I kapellet sås en talrig repræsentation for skuespillerverdenen, og på kisten fandtes en sølvkrans fra Kasino samt prægtige kranse fra det kongelige Teater, privatteatrene, Skuespillerforeningen, hvis bestyrelse var mødt in pleno), mange foreninger og private. Talen holdtes af rabbiner Simonsen. Efter den sang kammersanger Simonsen et farvel, og kisten udbares dernæst af skuespillere til graven hvor rabbiner Simonsen forrettede jordpåkastelsen. Længe efter højtidelighedens slutning vedblev folk at passere forbi graven, og mange kastede blomster på den som en sidste hilsen.

(Fyens Stifstidende, 24. september 1888).

Carl Wulff (1841-1888). Fotograf Jens August Schultz. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Carl Wulffs jordefærd.

Det var overordenlig talrige skarer der i søndag formiddag lagde vejen ud til Vestre Kirkegård for at sige Wulff det sidste Farvel. Uafbrudt fra Kl. 11 rullede vogn efter vogn ud ad Vesterbro og hvirvlede støvet op på de ellers lidet befærdede veje ved kirkegården. Ved 12 tiden stod vognene i en lang række på begge sider af vejen udenfor - et syn Wulff burde have set, bemærkede en af hans venner. Så mange drosker på en Gang, det ville på Wulff, der fandt en sand fryd i at køre i droske, have gjort et overvældende indtryk.

Og fodgængerne der søgte den lange vej ud, nåede tusinder; det blev et følge så stort, som ikke på mange år er set, et talende vidnesbyrd om, hvilken vennekreds den afdøde havde skabt sig.

Der var på langt nær ikke plads nok i det smukke kapel til alle der var mødt. En halv time før selve højtideligheden var kapellet fyldt så tæt, at det næppe var muligt at røre sig derinde. Og udenfor på gangene og på græsplænerne stod en tæt skare, der stadig voksede. Alt i alt var vel mødt 4-5000 mennesker.

Kisten var fuldstændig pakket af de prægtigste kranse. Fra Dagmarteatrets og Folketeatrets personale mægtige blomsterkranse, fra Kasino en sølvkrans, hvilende på en violpude, fra det kgl. Teater en stor palmekrans og fra Vilh. Petersens personale en lignende. Desuden krans fra Nørrebros Teater, en krans af stedmoderblomster fra "Peter Sørensen", en palmekrans fra "Vennerne på Hjørnet' og fra Skuespillerforeningen samt kranse fra de fleste danske provinselskaber, fra Levys personale i Norge og mange flere.

Ved kisten havde den afdødes nærmeste slægtninge og skuespillere fra københavnske og provinsscener plads. Højtideligheden indlededes med salmesang af den mosaiske dobbelt kvartet, hvor hr. Albert Meyer sang tenorpartiet. Rabbiner Simonsen holdt derpå talen, der på grund af de forhåndenværende jødiske festdage var ganske kort. Kammersanger Simonsen sang derpå et farvel, skrevet til højtideligheden, hvorefter kisten under korsang bares ud af kapellet.

Kisten blev båret af skuespillere fra københavnske Scener: Olaf Poulsen og Zangenberg, Kolling sen., Reumert og Hellemann. Stigaard, Pio og Steffensen, brødrene Wiehe, Alfred Møller, Aagaard, Ferd. Schmidt og teaterdirektør P. Pedersen.

Ved graven foretog rabbineren jordpåkastetsen og fremsagde en bøn. Højtideligheden var hermed til ende, og det store følge spredtes.

(Morgenbladet (København), 25. september 1888).

Carl Wulffs gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Anna Blochs Afsked med Det kgl. Teater 1918. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch. 

Anna Bloch

Af Valdemar Vedel.

Hvor Skylden ligger, kan den, der ikke kigger bog Kulisserne, jo ingen Mening have om; men Mening er der i alt Fald ikke i, at en Løbebane af saa stor kunstnerisk Betydning allerede ved 50-Aars-Alderen skal brydes af - for Kunstnerinden selv, for det kgl. Teater og for os, der nu engang alene i Fru Blochs Fysiognomi er vant til at genkende saa meget af, hvad der hører til en vis Slags nutildags og hjemmekendt Kvindelighed.,

Titania. Debutrollen.

Næsten tydeligt tegner dette Fysiognomi sig, naar man genkalder sig det i saadanne Maskeringer, som under Fruens Teatertjeneste er lykkedes for hendes kunstneriske Kultur og Energi; men kun gennem en særlig Tilpasning til hendens eget Ansigt. Hverken til den tragiske maske - Oehlenschlägers, Schillers, Shakespeares - har dette jo passet eller egentlig til Holbergs Komedie. Hendes "Dina" kunde ikke ret tage den "idealistiske" oehlenschlægerske Heroine-Tone, men des mere lyslevende fik man det overspændt-fantastiske Pigebarn, den pikante, originale Kvindepersonlighed i borgerligt Hvergarn. Hendes Leonora i "Maskeraden" og Lukretia i "Den Vægelsindede var pudsige nok i deres barnagtige og skabagtige Rococostil, kun denne var maaske ikke videre holbergsk; saa var Fru Bloch anderledes hjemme i Moliéres sirlige Provinspretiøse og i Marivaux' skælmske Salonfrøken ("Kærlighed og Lykketræf"). I Heibergs Vaudeviller og Hertzs Lystspil har Kunstnerinden fejret mange Triumfer; men ikke fordi hun prøvede paa at synge: "Hvor er i Himlen en Dreng saa smuk", saa poetisk sværmerisk, som Fru Heiberg havde gjort det, eller bevægede sig saa graciøst som hun i den Hertzske Blomsterstil; nej! hun fornyede dristig de afblegede Billeder ved at trække Konturerne noget kraftigere end for op paa den muntert hjælpsomme Opvartningspige i Dyrehavsteltet, paa den tøsede Spilopmagerske i Pigeinstitutet eller paa det Skaarupske Hjems lille vakre og solide Antoine. Og først med Hostrups jydske Proprietærdatter eller Kobbersmedens Køkkener følte hun sig helt hjemme. Og paa samme Maade i det moderne Drama. Ibsens Kvinder, som en anden jo desuden havde Prioritet paa, har sagtens været Fru Bloch for patetisk-fordringsfulde til at binde an med. Hun holdt sig i alt Fald til Hilde, mens hun gik hjemme som en almindelig Bachfisch og legede med "det spændende", men vovede sig ikke paa som Bygmesterens Prinsesse at bygge Slotte i Luften. Og da hun arvede Fru Hennings' Hedvig i Vildanden", gled det romantisksymbolske Skær saa temmelig af Skikkelsen, og det var den blegt kvidrende Stuefugl, det lidt gammelagtige Enebarn, det lille, angst hammende Barnehjerte, hun holdt sig til. Og saadan ogsaa forleden i Strindbergs "Paaske". Den lidt fremmede og synske lille Søster vel nok noget af Drømmepoesien over sig, men saa meget des mere gribende fik vi Billedet af den "uskyldige" med de hvileløse Fagter, det flakkende Blik, af det stakkels Barn, der er "sat" i Væksten og religiøst forstyrret.

Med det københavnske Lystspil fra 90'erne - Benzons, Christiansens, Fru Gads, - og med den samtidige Blochske Iscenesættelseskunst hører det nye og oprindelige i Fru Blochs Spil uløselig sammen. De unge Bourgeoisidøtre fra Frk. Zahle og fra Strøget, fra de gamle Embedshjem og fra Grosserervillaerne, var som skabte for Fru Bloch og hun for dem; den moderne 17-aarige i Sportsdragt, som siger "Gamle Dreng" til sin Fader og forbløffer ved sit nøgent ædru Syn paa alting, den forvænte Etatsraadsdatter med fornem Næsestemme og dristig Flirt, ogsaa den uanselige lille Søster, der gaar og hygger i et fint, solidt Hjems rene Luft og selv har et saa rent og solidt Hjerte, en saa fin, lidt gammelklog Kultur i sig, - Annette, Bodil, Betty og hvad de alle hedder. Fru Bloch havde Fysiognomiet til dem: de smaa, spidse Træk, de mangfoldige Blik i Øjet og Trækninger om Mundvigen, hele det vimse og talende Minespil. Ogsaa Figuren: spids og tør. lutter Nerver og staalfjedre. Og Talen: en Stemme uden videre Dybde og Klang, men rig paa paa Udtryk, og en Diktion, saa sikkert behersket og saa fint udformet som nogen fransk "Diseuses". Alt, hvad hun dog kunde fnise og fjolle saa tøset, tude og hikste saa uvornt, nok saa paagaaende "skyde" med Øjnene og ægge med Smilet - Naiviteten dreves ofte tæt op ad det vulgære og frække - , men uden virkelig erotisk Temperament, som i Reglen hos saadanne Kulturvæsener. Hvor genert maabende hendes Ansigt kunde blive, hvor gaaset enfoldig hendes Stemme, og saa igen hvor skælmsk straalende og kvikt underfundig! Men Glanspunkterne var dog, naar tværs gennem al Overfladiskheden den borgerlige Bund brød igennem i varmhjertet Inderlighed, i prægtig Retsindighed, det unge Pigehjerte aabenbarede et saa rent og tappert Instinkt eller en saa ræsonnabel Snusfornuft. Det var en ganske egen Art moralsk Skønhedsglæde, Fru Blochs ellers saa intellektuelle Kunst rørte os med i saadanne Øjeblikke. 

Trine Rar.

Efterhaanden kom dertil ogsaa de unge eller halvt unge mondæne Fruer: forjaskede, forjagede, forfjamskede Modedamer - évaporées kalder Franskmændene dem - som i ét Øjeblik kan fylde Scenen med deres raslende og fejende Person, deres tusinde Bevægelsers Ingenting, deres Spilledaases ustandselige Kvidren. Ogsaa ældre Salondamer, som Fyrstinden i "Det levende Lig", forkælede, tøseagtig forvirrede, inderligt godlidende. - Overalt samme velberegnede og virtuosmæssige Kunnen, samme omhyggelige Udformning og Udpensling af Enkeltheder, samme Trang ogsaa stadig til at udvide Omraadet for Karakteristiken, tage alvorligere, mere sammensatte Opgaver op: det kunde være en tam Stuefugls usikre Flagren i "De stille Stuer" eller en 40-aarig Forfatterindes forkvaklede Følelsesliv som i et Stykke, vistnok af Rosenkrantz ... 

Maaske var der dog det i Vejen, at "Trine Rar" og "Annette"-Figurerne til en vis Grad bandt baade Kunstnerinden og os Publikummere. Hun kunde ikke ret frigøre sig - syntes det - fra en Række "Trics", der blev til Manér, og vi andre kunde i alt Fald ikke lade være med at se disse igen overalt, og har maaske ofte miskendt alvorlige Bestræbelser udover dem. Det var maaske ogsaa det, at de unge Piger fra i Dag ikke helt vilde kende sig igen længere i den Fru Blochske egernhoppende Ungpigetype. Dybest set drejer det sig imidlertid vel nok om hele Reaktionen mod 90'ernes Intellektualisme og Realisme og al den beregnede, udspenslede Detailkunst, - en Reaktion, som gør sig gældende paa Skuespilleriets som paa Maleriets og mange andre Omraader. Det man søger hen mod nu, er simplere, roligere, større Linier, det er Natur, Instinkt, Impuls man mere vil spille paa, man vil fornemme Blodets Sang, Sansernes Sprog, Hjertets Banken lydeligere gennem Kunstens. Vil? Men har man naaet noget endnu, der kan stille Fru Blochs skolede Udtrykskunst - ligesom dens Omramning: Prof. Blochs stilfulde Interiørkunst - i SKygge?

Det behøver intet Svar. Og hvordan det end forholder sig med Fru Blochs Afgang fra det kgl. Teater, synes det utænkeligt, at en Kunstnerinde som hun i sine bedste Aar ikke skulde have Trang, og en Storstad som København ikke skulde have Plads til, at hendes betydelige Evner kunde udvikle sig videre i Frihed paa en anden Scene. Saa maaske - hvem véd? - dette beklagelige Brud kan vende sig til det gode for alle Parter - undtagen paa vor første Scene. 

(Nationaltidende 2. juni 1918)

I den længere artikelserie (1½ side) i Nationaltidende som er i dette indslag, var der også aftrykt hilsner fra August Liebmann, Poul Nielsen, Johannes Poulsen og Poul Reumert (se Nationaltidende 2. juni 1918)

Fru Bloch i sit Hjem.

Et Besøg hos Skuespillerinden. 

- Nu skal jeg altsaa gaa nedad den Trappe for sidste Gang i Morgen Aften. Og naar Portneren har sagt sit Godnat, og Døren er faldet i efter mig, saa er det hele forbi, siger Fru Anna Bloch alvorligt.

Vi sidder i hendes smukke Dagligstue mellem alle de sirlige Rococomøbler, de gamle Malerier, de mange Kunstgenstande - altsammen Ting, der synes at være adaiigt af et Par forstaaende og kærlige Øjne, alene for at danne en stilfuld Ramme om Husets Frue.

- Og saa begynder et nyt Liv og nyt Arbejde i andre Omgivelser - og ingen vil til den Tid kunne sætte nogen forbavset Mine op over, at De kommer igen, for alle ved, at De kun formelt har taget Afsked, tvunget til det af Forholdene -

Fru Blochs unge Pige- har altid haft saa let til at slaa om fra den mørkeste Alvor Til det lyseste Smil; og ogsaa nu smiler hun og siger: 

- Ja, lad os kalde det Forholdene! Men paa det Teater, som jeg nu i over tredive Aar har betragtet som mit Hjem, bliver Døren dog lukket for mig i Morgen. 

Men lad os hellere tale om de gode Minder, jeg har derfra, og ikke om, hvor tragisk det endte.

- Hvad begyndte det egentlig med? Hvornaar  bestemte De Dem til at blive Skuespillerinde?

Eugenia i "Don Ranudo".

- Bestemte mig til, siger Fru Bloch med et af sine pudsige, dybe Tonefald paa det første Ord. - Det var virkelig ikke noget, jeg saadan ganske nøgternt bestemte. Jeg antager, det var noget, jeg var født med i Blodet, at jeg skulde og maatte spille Komedie, og at jeg slet ikke kunde andet.

- Men hvor havde De da den Trang fra? Havde der der været saadan noget "Blod" i Deres Familie?

-  "Blod"?

- Ja, det havde der rigtignok, siger hun med sin varmeste Overbeviisning - Komedie end min Far, skønt han slet ikke var Skuespiller, men Læge, og aldrig havde staaet paa en Scene. Enhver Oplevelse, han fortalte, fremstillede han uvilkaarlig dramatisk; og hans Bevægelser ver saa livlige, og han gengav det med en saadan Fantasi og Hengivelse, at de, der hørte paa ham, saa det i Billeder for sig, saa tydeligt, at de senere knapt vidste, om de selv havde været med ved den omtalte Begivenhed, eller om de blot kendte den fra hans Beretning. 

Eleonora i "Paaske"

- Var han saa letsindig og tog Dem med i Teatret, mens De var ganske lille?

- Da jeg var fire Aar, ja. Det var Pjerrot, jeg skulde se, Pantomimeselskabet fra Tivoli, som var kommet til Horsens hvor vi boede, for at give nogle Forestillinger. Og fra den Aften var jeg bleven saa betaget af Teateret, at jeg ikke tænkte paa andet og hver eneste Dag klædte mig ud nede i vor store, gamle Have og spillede Columbine. Senere blev det andre Roller, og jeg fik en Veninde til at spille med; og da jeg var fjorten Aar medvirkede jeg ved en Dilettantkomedie paa Horsens gamle Teater, hvor jeg var Caroline i "De uadskillelige" - til stor Forargelse for hele Byen. 

- Hvor kunde det pæne Stykke forarge Folk?

- Jo, for det var mens jeg gik til Præsten - og det fandt man ikke passende. Men heldigvis var der en, der gjorde opmærksom paa, at Præstens Datter havde spillet med i Komedien; og saa fandt man ikke mere, det var saa slemt. 

- Hvad syntes De selv om at være paa Scenen?

- At det var som at være i Paradisets Have. Da Jeg sad i Gyngen som Caroline, følte jeg mig, som jeg havde Vinger paa og fløj frit og lykkeligt i Luften.

- Gav Deres Far Dem straks Lov til at blive Skuespillerinde?

- Han havde tænkt sig, jeg skulde studere. Mor var død, og jeg elskede ham, som om han havde været baade Far og Mor for mig. Jeg vidste, at han aldrig vilde nægte mig noget, der var afgørende for min Fremtid. Derfor lærte jeg ganske roligt de Roller, jeg vilde spille senere, i Stedet for at studere; og jeg lo ad min Lærerinde, som rystede paa Hovedet og sagde, at jeg endte sikkert galt. Saa klippede jeg en Dag min lange lyse Fletning af, som en Slags Offer, lavede mig til med korte, tætte Krøller over hele Hovedet - saadan havde Maria Schmidt -

- Den gamle Provinsprimadonna, som spillede Maria Stuart?

- Ja, og som for mig var det største i Verden - og saa gik jeg hen til Far med Fletningen og sagde, idet jeg gav ham den, at nu tog jeg ind til København og aflagde Prøve paa Det kgl. Teater. Forinden havde Jeg været oppe bos Fru Emma Cortes, der ogsaa var en af Provinsens Store -

- Direktørens Frue?

- Ja, men jeg kom ikke til at prøve for hende. Hun sad med Krydderpose paa Kinden og havde Tandpine og spurgte mig bare, om jeg kunde tænke mig at debutere der i Byen. Men det havde Far sagt mig, at det kunde der slet ikke være Tale om.

Jeg kan endnu se, hvor bedrøvede hans Øjne var, da han tog Fletningen og sagde: "Anna, var det nu ogsaa nødvendigt?"

Jeg mente, det var nødvendigt.

Far rejste saa forud til København og talte med Teaterchefen, Kammerherre Fallesen og bad ham indstændigt om at kassere hans eneste Datter, naar hun snart kom for at prøve. "Om hun har Talent, ved jeg ikke," sagde Far, "men jeg ved, at jeg vil helst beholde hende hjemme hos mig, hvor hun har det godt."

- Kammerherren mente altsaa, De havde Talent, og at han burde antage Dem, da De selv kom?

- Han mente ingen Ting lige straks, for han talte kun et Øjeblik rned mig og sagde, at jeg maatte meget hellere blive i Horsens og vande min Fars og mine to Tanters Urtepotter. Vilde jeg endelig ikke det, kunde jeg jo lære hos Eckardt en Tid og siden komme igen. "Men dette her er en Hvepserede," snærrede han, "og De egner Dem vist ikke til at være mellem Hvepser, lille Frøken Lindemann.

- Hvor længe læste De saa hos Eckardt?

- Halvanden Maaned. Saa kom jeg igen med alle mine korte Krøller og mine to Bøger under Armen, "Eventyr i Rosenborg Have" og "Lady Tartuffe. 

- Heldigvis blev det Axel Madsen, der kom til at give mig Stikreplikerne. Det var jeg glad for - jeg syntes, han var saadan en fin Skuespiller - og de, der saa mig prøve, var Fallesen gamle H. P. Holst, som jeg senere hørte havde sovet, medens Prøven stod paa, og Emil og Olaf Poulsen og Teatrets nye Instruktør William Bloch.

Straks efter Prøven kom Olaf Poulsen op til mig og sagde: "De bliver antaget. For De har Talent." Han var den første, der sagde mig det rent ud; og den første, som mente det modsatte, var William Bloch.

Fru Bloch kommer til at le, idet hun tilføjer:

- Men min Lærer, Eckardt, trøstede mig med, at det skulde jeg ikke tage mig nær, for det var en kendt Sag paa Teatret, at "Bloch brød sig aldrig om noget".

- Hvornaar kom Bloch til et andet Resultat?

- Det ved jeg ikke rigtigt; men det var i hvert Fald ham, der skaffede mig min Debut. For da "En Skærsommernatsdrøm" skulde op, sagde han: "Her skal vi bruge en hel Del Damer. Lad hende, den lille, blege Lindemann, der altid gaar her paa Gangene og klynger sig til de andre, som om hun ikke turde gaa alene, forsøge sig i en af Rollerne, saa vi i det mindste kan blive af med hende, hvis hun ikke duer."

Paa den Maade blev jeg Titania, Alfedronningen; og jeg havde vist noget af det luftige og sværmerske, der skulde til.

Kort efter spillede jeg i "Den bogstavelige Udtydning", som William satte i Scene. Det var paa Prøverne, som om han løsnede Bind for Bind fra mine Øjne. Jeg syntes, han var en storartet Lærer, streng og retfærdig - først og sidst retfærdig - og det var vist mest hans Skyld, at jeg gjorde Lykke i Rollen. Bladene skrev om mig, at jeg havde spillet frit og ugenert og med Lune - og det fandt jeg var meget.

- Kom Rollerne saa hurtigt efter hverandre?

- I den Sæson fik jeg syv. Men rigtig opmærksom paa mig blev man først, da jeg spillede Helga i Bjørnsons "Geografi og Kærlighed". Jeg havde arbejdet meget med den Rolle under min Mands Vejledning - vi blev forlovet ved den første Sæsons Udgang og snart efter gift - og jeg tør sige om mig selv, at jeg var flittig den Gang, og at jeg ogsaa senere har været det. Jeg har læst og læst i det uendelige paa mine Roller; og i de lykkelige Aar, hvor jeg arbejdede sammen med min Mand paa Teateret, sagde han, som var min skarpeste Kritiker, at jeg var hans hurtigste og mest modtagelige Elev.

- Hvilke Aar var egentlig de lykkeligste, naar De nu ser tilbage paa al den Tid, De har været ved Det kgl. Teater? Det kan De maaske vanskeligt sige?

- Det kan jeg ganske bestemt sige - det var den Periode hvor Einar Christiansen blev Direktør, og hvor min Mand vendte tilbage som Instruktør. Da var der Fart og Liv i Arbejdet paa Teatret. Alle tog fat ligesom med friske Kræfter; og jeg fik den ene Opgave efter den anden.

Men der var ogsaa, længe forinden, et lykkeligt Aar, som vi her i Huset plejer at kalde "Aprilsnarre"--Aaret. Det var min fjerde Sæson som Skuespillerinde, da jeg spillede Trine Rar. 

- Skønt De lige fra Deres allerførste Gennembrud blev regnet for at være udpræget moderne, eller vel næsten revolutionær, holdt De maaske lige saa meget af gammeldags Stykker.

- Jeg var glad over, at de moderne Forfattere skrev Roller for mig, eller ønskede, at jeg skulde spille i deres Stykker. Mange af dem gjorde det: Christiansen, Essmann, Benzon, Wied, Edgard Høyer, Emma Gad og flere - men jeg havde ikke mindre Kærlighed til de gamle Digtere. Jeg har spillet i næsten alle Hertz' Stykker og i mange af Holbergs og Heibergs. Og hvor har jeg ikke holdt af Hostrups unge Piger! Selv saaden en lille Rolle som Fru Heibergs Lisbeth i "En Søndag paa Amager", som mange vist kun har et foragteligt Skuldertræk tilovers for, er mig uendelig kær.

Men nu har jeg sagt dem allesammen Farvel - -

- De har jo allerede en hel Række Indbydelser til Gæstespil, ikke blot herhjemme fra, men ogsaa fra Norge og Sverrig.

- Det bliver alligevel noget andet, siger Fru Anna Bloch lige saa alvorligt, som hun begyndte Samtalen. - Og da jeg forleden Dag pakkede alle mine Rollehæfter sammen i en Koffert for at sende dem over paa Teateret, som skulde have dem tilbage, havde jeg en Følelse af, at det var Lig af nogle altfor tidligt afdøde, kære Venner, jeg begravede.

- Mange af Deres egne Venner føler Afskeden paa samme Maade. Men naar Esmanns Emmily nu har smilt for sidste Gang paa Det kgl. Teater i Morgen Aften, paa hvilken Scene smiler hun saa næste Gang - ?

Saa fuldblods Skuespillerinde er Fru Anna Bloch, saa dybt inde fra hendes inderste Sjæl vælder hendes Kunst frem, at det er tilstrækkeligt at nævne dette Nacn, for at Emmilys tindrende Smil øjeblikkelig skal brede sig over hendes Ansigt.

- Endnu er det ikke helt afgjort, siger hun - om det første Gæstespil bliver paa Odense Teater eller paa Bergens nationale Scene - - -

Haagen.

(Nationaltidende 2. juni 1918)

Marie Birgitte Schmidt (1851-1933) debuterede den 3. oktober 1868. Hun var ved Folketeatret 1869-70, ved Casino 1870-74, hos August Rasmussen 1875-79 og med ham i Norge 1875-76. Hun var derefter ved Th. Cortes teaterselskab så længe det bestod (indtil 1900) og derefter hos Jens Walther. Maria Schmidt var gift med skuespiller og operettesanger Carl Henrik Oluf Schmidt (1843-1911). Hun medvirkede i 11 stumfilm mellem 1912 og 1922.

Emma Cortes (1829-1890) var skuespiller og instruktør. Hun debuterede på Det kongelige Teater 1845. Hun tilbragte 40 år ved provinsscenerne og blev kaldt "provinsens fru Heiberg".

Morten Edvard Fallesen (1817-1894) var egentlig officer og politiker. I 1876 blev han chef for Det kongelige Teater hvor han var indtil sin død.

Josephine Hortensia Nancy Adelaide Eckardt (1839-1906) debuterede i 1861 som skuespiller. 

Fru Betty Hennings til Fru Bloch

Ogsaa Fru Betty Hennings har paa vor Anmodning sendt Fru Bloch følgende Hilsen:

Kære Anna Bloch!

At De allerede - saa altfor tidligt - forlader Deres Plads, er mig ganske ufatteligt, og jeg finder det urimeligt.

Jeg havde lige til det sidste haabet og troet paa en Udvej - men nu maa jeg altsaa, som alle Deres Venner, alligevel bøje mig for den triste Kendsgerning.

De har, kære Ven, i denne Tid maattet føle, hvor bedrøvede Deres Venner er over denne Beslutning. Der siges Dem jo saa mange varme og kærlige Takkeord for Deres Arbejde i Kunstens Tjenste. Ogsaa jeg slutter mig ganske til disse Udtalelser - men saa har jeg desuden en særlig Tak at bringe Dem: Takken for vort Sasmarbejde i de mange Aar, vi virkede sammen, og for hver yndig, fin og Morsom Skikkelse, De har skabt, og hvormed De har glædet baade mit Øje og mit Hjerte. De ved godt selv, kære Anna Bloch, hvor højt jeg har beundret Deres Kunst og Deres Arbejde, og De maa derfor ogsaa vide, at det er med virkelig Sorg, jeg maa sige Dem Farvel - ellers var jeg jo ikke

Deres gamle, hengivne Veninde

Betty Hennings.

(Nationaltidende 2. juni 1918)

Af Fru Blochs Privatliv.

Den otteaarige Anna Lindemann.

Tretten Aar. Den unge Dame er i Maskeradedragt.

Seksten Aar.

Fru Bloch med Rus, Rap og Jack.

(Nationaltidende 2. juni 1918)

Regeringens Teater-Planer

En Række Interviews.

- - -

Skuespillerinden Anna Fru Bloch 

siger:

- Bare Kunsten maa kunne redde sig ud af hele det Kaos, Teaterforholdene for Tiden ligger i. Jeg synes, Teatret er ved at blive lutter Geschäft. Man drøfter Drejescener og Skydescener og Talescener; men hvornaar hører man en alvorlig Drøftelse af den skønne Kunst, der dog er det eneste vigtige?

Den Deling af Teatret, som nu er sket, er naturligvis gavnlig for Kunsten, fordi man herefter bedre vil kunne beskæftige Personalet.

Og kan der saa blive Ro om hele dette ydre Apparat, Teaterbygningen, maa man jo haabe, at der ogsaa bliver en Tanke tilovers til Kunsten. Jeg for min Part har aldrig følt Savnet af nogen særlig Talescene, og det er min faste Overbevisning, at man kan tale paa den nuværende kongelige Scene, hvis man har lært at tale, som en Skuespiller skal kunne det, og har man ikke det, bør man snarest lære de i Stedet for at kræve en ny Scene. Der er blevet spillet udmærket Komedie paa den gamle Scene, og det kan der fremdeles. At den er fremdeles. At den er stor, saa man har Luft omkring sig og ikke føler sig indknebet, synes jeg kun er en Fordel, og at Skuespillerpersonalet nu kan faa Lov at virke, det er en stor Glæde for alle, som endnu holder af Skuespilkunsten.

- - -

(Nationaltidende 12. september 1918. 2. udgave. Uddrag).

Anna Bloch tog sin afsked efter års lediggang i 1918 og vendte kun tilbage i en enkelt sæson som gæst. Hun skrev lejlighedsvis aviskronikker og teaterbreve, og stiftede et legat med hendes navn. Hun udgav 1930 erindringerne "Fra en anden Tid", hvori hun bl. a. udtrykte at det ikke længere var socialt degraderende for borgerskabets døtre at gå teatervejen.