Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor).
Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.
Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.
Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.
Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.
Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:
"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"
Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.
Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.
Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.
At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!
Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen.
Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).
Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!
Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!
Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!
Anselmus.
(Social-Demokraten 10. marts 1925).
William og Anna Bloch
Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater, hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.
For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.
Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....
Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater", men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....
.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...
I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.
William Bloch.
.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrettevisning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude
.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...
- - -
Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««
Anna Bloch.
Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....
Christian Houmark.
(B. T. 31. marts 1925.
Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.
