Sigrid Andersen (1868-1955) aflagde i april 1891 prøve på Statsteatrets Elevskole i København. Hun rostes for sin fremstilling af Pernille. Herefter engageret til Det Kongelige Teater. I anden halvdel af 1896 med i Dagmarteatrets "Ungdomsleg". I december rejste hun hjem for at uddanne sig i slagtning, bagning og madlavning. Hun blev herefter forhenværende skuespiller i Statsteatret og begyndte i stedet at rejse rundt for at holde oplæsning og sang.
Hun spillede gæsteforestillinger på Folketeatret fra 1900, bl.a. i et lystspil af Emma Gad 1906. Hun giftede sig i juli 1907 med skuespilleren Robert Neiiendam. Januar 1909 døde faderen, 68 år gammel.
1911 vendte hun tilbage til Det Kgl. Teater, hvor hun var indtil 1941. Her spillede hun 196 roller. Hendes afskedsforestilling blev beskrevet i en artikel i Politiken 31. maj 1942. Herefter gæsteoptrædener indtil 1950. Hun fortsatte til 1947 som lærer på elevskolen, hvor hun havde været ansat fra 1934. Som lærer her havde hun bl.a. Hannah Bjarnhof og Liva Weel i 1930 som skulle forberede sig til at spille Pernille i "Den stundesløse". Om hendes indsats som lærer ved elevskolen skrev Bodil Kjer i "Et offentligt fruentimmer" (Gyldendal 1997): "Sigrid Neiiendam syntes bare, at alle unge piger skulle spille en rolle ligesom hun havde tænkt sig at spille den. Det var håbløs pædagogik." Hun tildeltes 1941 Tagea Brandts Rejselegat.
Hun spillede filmroller i "Kongen bød" (1938), "Livet på Hegnsgård" (1938), sammen med Clara Pontoppidan i "Regnen holdt op" (1942), svigermoderen i Carl Th. Dreyers film "Vredens Dag" (1943) og farmoderen i "Fra den gamle købmandsgård" (1951) for hvilken rolle hun fik Bodil-prisen.
Hun udgav 1943 en erindringsbog. Den blev genudgivet i 2017 på Lindhardt & Ringhof.
To Jubilæer.
Dan 1ste September for femogtyve Aar Man havde to unge Damer deres Debut paa det kgl. Teater i samme Stykke. Det var Holbergs "Barselsstuen", hvor Frøkan Jonna Collin spillede 1ste Pige, og Frøken Sigrid Andersen Ana Kandestøbers.
Siden da har da begge ombyttet deres Pigenavne med Navnet Neiiendam, og sidan da er de begge rykkede at godt Stykke længere frem paa Kunstens Bane.
- - -
Sigrid Neiiendam var længere om at finde ind til vort Teaterpublikums Bevidsthed. I sine første Aar førte hun en altfor upaaagtet Tilværelse ved det kgl Teater, men i de elleve Aar, hun var knyttet til Folketeatret, lærte hun - vel ikke at spille Komedie, for det har hun altid kunnet - men at spille ud, blive sikrere og dybere.
Sigrid Neiiendams fomemne Evne som Skuespillerinde er Karakteriseringen gennem de smaa Midler: men her kan hun ogsaa ogsaa det ypperlige, forudsat at den Atmosfære, indenfor hvilken Rollen ligger er hende kendt. I sin Kunst er hun begrænset, for saa vidt som den er af udpræget dansk Snit. Iblandt moderne Skuespillere indtager hun en lignende Plads som Jacob Knudsen i Litteraturen. I alt det, de kender, er de udmærkede, udenfor det usikre og vaklende. Helst husker jeg Sigrid Neiiendam, ikke som en af de komiske tjenestepiger i "Tvillinger" eller "Geografi og Kærlighed" ejheller som hendes henrivende "Gamle Ane" i Benzons "Foraar og Efteraar", men som en dansk Købmandsfrue fra Provinsen, let grundtvigsk farvet, i en ellers ligegyldig Komedi ("Den gyldne Flod" hed den vist) af Rosenkrantz. Den Livagtighed og Sandhed, Sigrid Nellendam her gennem ganske faa Midler fik frem, var bedaarende.
Begge de to Fruer Nellendam skylder vort Teaterpublikum Tak for mange smukke Bidrag til gode, kunstneriske Aftner. Thi begge har de haft dyb Respekt for det Arbejde, de gav sig i Vold.
J. C.
Jonna Neiiendam var gift med skuespilleren Nicolai Neiiendam der var bror til Sigrid Neiiendams mand, robert Neiiendam.
Højskolen og Teatret.
Fru Sigrid Neiiendam fortæller om, hvordan hun blev den, hun er.
Skumringen falder tæt over Stuen, hvor Fru Sigrid Neiiendam vidder henne ved Vinduet, hvorfra man kan se den grøn Indfatning St, Jørgens Sø med Himlens bleggraa Skær over sig.
- Der gik en ung Pige i Højskolen ved Rødkllde og vilde være Skueepillerinde .. ?
- Ja, svarer Sigrid Nellendam, det gjorde det. Den unge Pige havde paa Højskolen hørt saa mange Dialekter fra alle de Mennesker der kom fra hele Verden, og hun opdagede at her var noget, som uvllkaarlig tiltrak hende. Hun begyndte at kopiere sine Omgivelser, og det morede den unge Piges ForæIdre, som havde Lune, og som havde set hende, fra hun var 8aarig, spille Komedie hver eneste Dag i Lysthusene i Rødkildes Have med en Flok Jævnaldrende, først og fremmest en Fætter, som ubetinget havde Talent. Hvor vi fik Komedierne fra? Vi lavede dem selv - eller rettere, de skød op omkring os som Skræppeblade, den ene komiske Oplevelse efter den anden, omgivne, som vi var, af en Masse komiske gamle Folk hvis Fremkomst altid var som en Anekdote, som vi bagefter gjorde til en Komedie, vi spillede. Ogsaa Far kopierede jeg, tænk, sikken et Mod der skulde til: kopiere sin Far! Men tænk paa den anden Side at have en Far, der slet ikke hører Mod til at kopiere! Og Morten Eskesen kopierede jeg, det skal have været saa morsomt, sagde de, og jeg spillede Gangerpilten i Gymnastikdragt med Fars store Svamp paa Hovedet i en Ramme af 13 Par Lagener, som jeg havde syet sammen til Dekoration og dette var højtideligt, vi tog det allesammen alvorligt, og da Fru Jutta Bojsen Møller selv skulde oprette Højskole, bragte hun ogsaa Gangerpilten frem.
Sna sagde de pludselig allesammen: Gas nu ind og prøv, og de mente selvfølgelig: paa Det kongelige Teater. Jeg mødte til Prøve - Dagen før jeg skulde, men jeg sagde: Kommer jeg ikke til at prøve idag, saa rejser jeg hjem. Det bøjede de sig for - Olaf og Emil Poulsen og William Bloch, som jeg til en Begyndelse slet ikke regnede med, fordi han ikke kunde spille Komedie. Jeg havde bedt om Lov til at tage mit Tørklæde med, og det anbragte jeg paa 3 forskellige Maader i Løbet af Prøven. Jeg bestod denne og begyndte paa Skolen - og lærte i William Bloch at kende en Lærer, som blev for min Uddannelse, hvad ingen anden kunde blive. Til at begynde med mukkede jeg naar William Bloch altid stillede mig op ved en Stol.
- Hvorfor skal jeg altid staa ved den kededelige Stol? sagde Jeg.
- Den unge Hest vil ikke bære Selen, svarede William Bloch og smilte.
Saa gik jeg 4 Aar, og saa kom Peter Hansen, og da jeg stadig kun flk Smaaroller, erklærede jeg:
- Jeg vil enten have garanteret 3 store Roller i næste Sæson, eller ogsaa vil jeg have min Afsked.
Naar man taler sandan paa Det kongelige Teater, ja, saa faar man ikke de tre Roller, men man faar Afskeden. Bloch prøvede paa at klare Situationen, men det kunde "Teatret" ikke gaa med til, og Teatret det vilde i de Aar sige Peter Hansen.
Saa indlevedes "Ungdomsleg" til Dagmarteatret, og Bloch, som havde paataget sig at sætte det i Scene, sagde, at der var en Rolle deri, som jeg skulde spille. Hine Dage glemmer jeg aldrig. Men efter dem fulgte Lindstrøm. Jeg syntes Modsætningen var for stærk - og rejste hjem. Og jeg sagde til Far og Mor: Nu har jeg prøvet et gøre Lykke. Kunsten elsker jeg. Men jeg kan ikke holde Teaterlivet ud.
Mine to Søstre var da ikke hjemme. Jeg gik alene omkring, og jeg følte det, som om jeg var blevet lille Barn igen. Det var saa ejendommeligt. Jeg længtes aldrig efter Teatret. Dybt inde sad der nok noget, som længtes, men det var afspærret ved Følelsen af, at der var saa meget at komme igennem, Jeg vidste, hvor yndigt Folk kan se venlige ud, navnlig naar der er noget i Baghaanden, som man Ikke kender. Jeg kunde være lystig med de Glade, men inden i mig raadede et Tungsind, og indeni den maatte jeg gaa fra de andre, ind til mig selv, og græde.
Saa fandt Dorph mig, og jeg begyndte igen, og kom tilbage til det Kongelige. Og de sagde paa Teatret: Gud, hvor De spiller naturligt!
De sagde det saadan, at jeg skrev hjem til Fader: Hvad er det egentlig at vært naturlig?
Dette hæmmede mig. Det var ved at spolere mig paa samme Maade, som Børn spoleres naar Forælde og Paarørende gør til noget ekstra, hvad der er det oprindelige i dem.
Derfor, i de Aar, hvor jeg ikke var paa Scenen, lærte jeg bedst at spille Komedie. Jeg tror, at det staar i Forbindelse med nogle Ord, som jeg sagde en Gang til Mor, mens jeg var Barn:
Mor, vil du tro, at hvis nogen kom og sagde, at jeg maatte enten blive en stor Skuespillerinde eller ogsaa dø, saa vilde jeg vælge at dø. Og nu har jeg været Skuespillerinde i 25 Aar og jeg lever som et lykkeligt Menneske. Hvorfor jeg er lykkelig? Vist fordi jeg føler, jeg er det Menneske, jeg er, og som jeg er blevet ved dem, mellem hvem jeg er vokset op derhjemme paa Rødkilde.
B-b.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 31. august 1916).
William Edvard Bloch (1845-1926) var forfatter og teaterinstruktør. Rejste i to måneder i 1872 H.C. Andersen sydpå til Tyskland, Østrig og Italien. Blev 1881 sceneinstruktør ved Det kongelige Teater.
Fra Rødkilde til Kongens Nytorv.
Fru Sigrid Neiiendam fortæller om sin Barndom. - Da hun narrede Frede Bojsen. - Hvad Gustav Wieds "Erotik" bevirkede.
- Jeg har aldrig villet være andet end Skuespillerinde, siger Fruen. Da Jeg var 5 Aar, begyndte Jeg hjemme paa Rødkilde, hvor min Fader var Lærer hos Frede Bojsen, at klæde mig ud og agere, helst Figurer, som jeg selv fandt paa.
Det var min bedste Fornøjelse hele min Barndom igennem. Slægt og Venner morede sig ofte over mine Figurer. Jeg husker en Gang - da var jeg 15 Aar - hvordan jeg narrede Frede Bojsen.
Han kom i Besøg hos min Fader Jeg kom ind, forklædt som en sjællandsk Bondekone, og lavede en Histone om Udstykning til en Jernbane, hvormed B. skulde hjælpe mig. Han kendte mig ikke og først da jeg selv begyndte at le, gik det op for ham hvem jeg var.
- Hun løber fra Dem, Andersen sagde han til min Fader.
Det gjorde jeg jo ogsaa. Det var med Betænkelighed, at de saa mig - Højskolepigen - gaa til scenen.
I Begyndelsen generede det mig meget at skulle gentage de samme Bevægelser paa de samme steder, og holde mig nøjagtigt til Rollen. Jeg havde jo indtil skabt mine roller selv
Bloch, som jeg sætter umaadelig højt og skylder overordentlig meget sagde om mig
- Hun er som en Hest, der ikke vil have Seletøj paa.
- Hvorfor forlod De en Tid Scenen?
- Fordi jeg var led ved Teaterlivet. Jeg havde paa Dagmarteatret haft min store sukces som Johanne i "Ungdomsleg" , som jeg spiller igen om faa Aftener. Saa fik jeg en Rolle Gustav Wieds "Erotik" hvori jeg skulde sige nogle frygtelige Raaheder, som forresten til slut blev strøget. Det gav Stødet. Saa gik jeg og blev borte i 3 Aar. Indtil Dorph-Petersen fik mig overtalt til at gaa til Folketeatret
- Arbejder De efter levende Model.
- Altid. Jeg har paa Rødkilde og Askov set saa mange forskellige Mennesker, som jeg bruger, men de vil aldrig kunne kende dem selv. Men samtidig arbejder jeg langsomt, og derfor tror jeg, at de næste 25 Aar bliver de bedste.
- - -
Kan være; men det véd Publikum i hvert Fald at dé Figurer, Fru Sigrid Neiiendam skaber, er sanddru og troværdige Menneskefremstillinger, fri for al Udvendighed og letkøbt Komik.
(Aftenbladet (København) 31. august 1916).
Hun blev som faderen begravet på Vestre Kirkegård i København, Afdeling J, rk. 9, nr. 12. Stenen er bevaret. I september 1909 blev der på faderens grav fremstillet et monument af billedhugger Rasmus Andersen med den afdødes portrætmedallon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar