Koldby paa Samsøe udbrændt (Efterskrift til Politivennen).

Tirsdag den 23. maj eftermiddag kl. 3 opstod i Koldby på Samsø en så frygtelig ildebrand, at den største del af byen inden kort tid lagdes i aske. 16 gårde og 50 huse blev, i få yimer et rov for luerne, så at 70 familier, bestående af 314 personer, pludselig blev berøvet hus og hjem. En kone indebrændte; og flere andre mennesker blev beskadigede. De brandlidte har kun for en del haft deres bygninger assurerede, og på en eneste undtagelse nær, slet ingen deres indbo, og skønt noget af dette blev reddet, er dog tabet så stort, at samme ikke vil kunne afhjælpes ved opoffrende anstrengelse af Samsøs beboere alene, så meget mindre som disse fornylig har måttet gøre et betydeligt sammenskud for at erstatte følgerne af en tidligere ildebrand her på øen. I tillid til den goddægtighed, som hidtil aldrig har været anråbt forgæves, tillader vi os derfor at opfordre ædle medborgere udenfor vor ø til ved milde gaver at afhjælpe den nød og trang, for hvilken så mange mennesker ved dette ulykkestilfælde ville se sig udsatte. Vel indser vi, at alles Bestræbelser for tiden nærmest må gå ud på at læge de sår, som fjendehånd bibringer landet, i hvilke bestræbelser og Samsøs beboere har taget virksom del, men ikke desto mindre nærer vi det håb, at der hos vore medborgere hverken vil savnes følelse for så manges uforskyldte nød, efter evne til at bidrage til sammes afhjælpning. 

Bidrag ville blive modtagne i København af dr. prof. teol. C. F. Scharling, hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal 239, urtekræmmer C. Lund, Nørregade 45, Assessor J. Glahn, Gothersgade 336 Litr. B.
Koldby, den 26. maj 1848.
P. Scharling, sognepræst. Bay, birkedommer. M. Pedersen, Sognefoged.

(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1848)

Ildebrand i Adelgaden (Efterskrift til Politivennen)

En i går udbrudt ildløs hos en brændevinsbrænder på hjørnet af Adelgade og Hjortelængen afgav et nyt bevis på nødvendigheden af at Københavns Brandvæsen snart indrettes på en mere hensigtsmæssig måde. Det er nemlig om dagen, - og især søndag eftermiddag, når de fleste indbyggere er uden for byen - meget vanskeligt at samle det tilstrækkelige mandskab af brandkorpset, fordi der ikke som om natten gives et så almindeligt over hele byen udbredt tegn til at underrette dem om at der er udbrudt ild. Det kan derfor ske, at der hengår temmelig lang tid inden slukningen kan begynde. 

Langt mere hensigtsmæssig end den almindelige larm over hele staden, med klokkeklemten og trommer om dagen, og vægternes råb og piben om natten, ville det derfor vist nok være, at der et sted i byen, fx hos brandmajoren, indrettedes en stadig brandvagt, hvor en eller flere sprøjter, med alt tilbehør, samt officer og mandskab, bestandig var beredte til at begive sig til brandstedet, efter derom modtaget anmeldelse, som kunne ske uden straks at alarmere hele byen, hvilket var tids nok, når ilden gjorde større hjælp fornøden. Således er brandvæsenet indrettet i de fleste store stæder, og de fleste ildebrande slukkes der uden almindelig alarm, som her, i det mindste ikke om dagen, er tilstrækkelig til at skaffe hurtig og kyndig hjælp. 

Det kan ikke forlanges, at alle til brandvæsenet henhørende personer skal bestandig være på rede hånd; men når der var indrettet brandvagter, så ville enhver efter sin vagttur altid vide når det var hans pligt at være til stede. I går skal det på grund heraf have været temmelig længe inden nogen brandofficer indfandt sig. H k. H kronprinsen var derimod til stede og opmuntrede ved sin nærværelse til slukningen og redningen. Et par mennesker skal være kommet til skade ved denne ildebrand, der ødelagde baghuset,

(Kjøbenhavnsposten, 21. juni 1847)

Hjortelængen eksisterede indtil 1869 og er nu en del af Klerkegade. I den tredje artikel oplyses at adressen var Adelgade 255, fra 1859 Adelgade 107, i dag "Borgergården" (1961)

København, den 28. juni 1847
Berlingske meddelte i fredags, at det er blevet oplyst at en af de i den sidste tid så hyppige ildebrande her i staden har været påsat. Det er en tøjmagermester, der med kone og tre
børn beboede en kvist på 6. etage i et baghus i Adelgade, som har gjort sig skyldig i denne forbrydelse, ifølge den tilståelse han skal have afsagt i de forhør, der er optaget over ham ved kriminal- og politiretten. Det hedder i beretningen i Berl., at "da han ikke tilbørlig havde passet sit arbejde, var han kommet i fortrykte omstændigheder, og nogen dog ubetydelig gæld; af sorg over sin stilling var han aftenen før den nat (d. 27 f. m.) ilden opkom, gået til Peblingesøen for at drukne sig, men havde betænkt sig og besluttet at sætte ild på sit værksted for at tilvende sig en assurance, han nogen tid i forvejen havde tegnet til et betydeligt højere beløb end han ejede valuta for, idet han længe havde ventet, at der ville opstå vådeild ved en i hans værksted daglig afbenyttet kamin, som var i en uforsvarlig stand. 

Kl. 11 bemeldte aften lukkede han sig ubemærket ind i  sit værksted, og efter at have indrettet alt der til ildens hurtige udbredelse, antændte han den, aflåsede værtstedet og gik i
seng i den tilstødende stue, hvor hans kone og børn allerede sov. Han vil straks have fortrudt sin gerning, da han hørte ilden udbrede sig, og ville slukke den, men kunne ikke finde nøglen til værkstedet. Dettes dør blev imidlertid sprængt af en anden tilkommen person, og ilden sås da at brænde i lys lue mellem kaminen og en ved denne stående væv, så at den kun ved fleres anstrengelse kunne slukkes. Arrestanten vil ikke have tænkt på den fare, hvorfor han udsatte de 24 familier, som boede i samme baghus, idet han antog at ilden ville blive slukket inden den forplantede sig dybere ned i huset. Hans kone, der også var arresteret, er blevet løsladt". 

Det er vistnok hverken den første eller sidste forbrydelse af denne art, som er foranlediget ved den fristelse, der fremkaldes ved den i øvrigt så højst gavnlige brandassurance. Men der er heller ingen tvivl om, at denne fristelse endnu mere kan forøges ved omstændigheder, der kunne og bør forebygges. Det hedder vel i denne beretning om den afsagte tilståelse, at den pågældende ikke "tilbørlig har passet sit arbejde," men der tilføjes ikke nøjere hvad man forstår ved en sådan tilbørlig pasning af arbejdet, hvori dette arbejde bestod og hvorvidt det var muligt for en familie på fem personer at ernære sig derved. Vi fremsætter ikke disse bemærkninger til nogen undskyldning enten for forbrydelsen eller forbryderen, der vistnok bør rammes af lovens arm. Men vi ledes kun dertil ved det i disse dage blandt borgerrepræsentanternes forhandlinger offentliggjorte referat af et svar fra direktionen for den herværende straffeanstalt, hvori tøjmagernes klager over den konkurrence, de i deres arbejde er udsat for ved de i straffeanstalterne anlagte bomuldsvæverier, afvises som grundet og ubeføjet.

Men vil nu ikke den forbryder, efter at være blevet dømt, komme til at arbejde i straffeanstalten på sin profession og det under bedre og sikrere vilkår, end han hidtil har arbejdet for at ernære en familie? Vistnok må den moralske følelse være sunket dybt
hos et menneske, der kan tænke på et sådant valg, men den fortvivlelse, der kan beslutte selvmord, kan vel også lede dertil - og i ethvert tilfælde bliver det en sammenstilling mellem frie arbejdere og straffefanger, der aldrig burde udgå fra det offentlige under noget som helst påskud.

(Kjøbenhavnsposten, den 28. juni 1847)

Sagen blev også fremhævet i forbindelse med en lignende ildspåsættelse:

- Et nyt eksempel er i disse dage opdaget, idet en anden af de i den senere tid her i staden forefaldne ildebrande også har ledt til bekendelsen af forsætlig ildspåsættelse, naturligvis af samme grund for at tilvende sig den højere assurancesum. Noget af det værste derved er måske endnu, at det netop er de mere dumme og mindre hårdnakkede forbrydere af denne art, der bringes til bekendelse, mens de raffinerede og mest forstokkede kunne være langt sikrere på at gå fri. Til de temmelig dumme eller plumpe ildspåsættelser hører netop den her omhandlede, ved hvilken armod har været årsagen til at den offentlig tilbudte fristelse har sejret over Elendigheden. Det også i så henseende mærkelige referat af sagen lyder som følger:

"Arrestanten, der var tøjmagermester, 23 Aar gammel, gift og havde 3 Born, hvoraf det ældste var 6 og det yngste lidt over 1 år gammel, samt levede i små omstændigheder, tilstod, at han natten mellem den 27. og 28. maj sidstleden havde, drevet dertil af næringssorger, anlagt ild i sit værksted, der lå ved siden af hans beboelseslejlighed på kvisten i baghuset til stedet nr. 255 i Adelgaden. Efter hans forklaring var han den foregående aften i en fortvivlet tilstand over at han intet ejede og intet havde at leve af gået ud på Østerbro. Her havde han først villet drukne sig, men ved tanken om sin Kone og sine børn, havde han opgivet dette forsæt og derimod fattet den beslutning at stikke ild på sit værksted, for således at tilvende sig den assurancesum af 900 rbd., for hvilken han havde forsikret handelsvarer, møbler og håndværksredskaber og som oversteg det forsikredes værdi med næsten det firedobbelte. 

Med denne beslutning gik han hjem og lige op til sit værksted. Klokken var da omtrent 11. Her flyttede han fra 2 skabe 2 kurve med garn samt en i værkstedet stående feltseng, hvorpå ligeledes lå noget garn, hen imellem kaminen og en i værkstedet stående væv og gav den en sådan stilling, at ilden måtte forplantes fra den ene til den anden op til væven. På bunden af den ene kurv lagde han alle de fyrrepinde og andet brænde, deriblandt slukkede brande som hans kone havde i kaminen til at lave mad ved, og for det skulle brænde bedre, lagde han noget garn ovenpå. Ved hjælp af friktionssvovlstikker antændte han dernæst brændet og da han havde fået dette til at brænde i lue, forlod han værkstedet, som han aflåsede efter sig og begav sig ind i sin derfra kun ved et bræddeskillerum adskilte beboelseslejlighed, hvor han klædte sig af og gik i seng. Hans kone og børn, der lå i samme værelse, var allerede til sengs og sov. Hvad klokken dengang var, vidste han ikke, men han var temmelig længe om at anlægge ilden, da han gjorde det i mørke. 

Kort efter at han havde lagt sig i sengen, hørte han, at ilden bredte sig i værkstedet og nu, sagde han, fortrød han sin gerning, hvorfor han stod op og, som han påstod, gjorde anskrig i huset samt vækkede beboerne. Denne sidste del af arrestantens forklaring bestyrkedes imidlertid ikke af de øvrige under sagen oplyste omstændigheder, hvorimod disse meget mere talte imod samme, navnlig forklarede hans kone, at hun omtrent kl. 1 var vågnet og havde da lugtet røg samt hørt knagen af ilden fra værkstedet, hvorefter hun havde kaldt på sin mand, som da stod op, ligesom et fruentimmer, der tilligemed hendes barn beboede et kammer tæt op til værkstedet, forklarede, at hun var vågnet og havde bemærket røg, hvorefter hun var stået op og havde banket på hos arrestanten, idet hun underrettede ham om, at der var ild, hvorpå der var blevet svaret at ilden var i kaminen. Også havde arrestanten, da en i huset boende snedker var kommen til og med sin økse havde åbnet døren til værkstedet, igen slået denne i lås, fordi, som han angav, at luen steg ud af døren og han frygtede for, at ilden skulle nå hans børn, der endnu lå i sengen. 

Mens arrestanten derpå selv var gået til politidirektøren for at melde ilden, var en i stuen boende brolægger kommet til og havde med en jernstang stødt værkstedsdøren ind, hvorefter ilden af husets egne beboere var blevet slukket. - Ved den senere foretagne undersøgelse af værkstedet blev det befundet, at endestykkerne af 2 af gulvbrædderne var forkullede og på et par steder endogså aldeles gennembrændte, ligesom træbeklædningen under taget nærmest kaminen såvel som loftet fandtes noget forkullet. Med hensyn til de gennembrændte steder forklarede imidlertid arrestanten, at der allerede før branden var åbninger i gulvet på disse steder, hidrørende dels fra, at brædderne var gamle og forslidte, og dels fra ild, som i tidens løb var faldet ned på dem fra kaminen. Chefen for Københavns Brandkorps ytrede at denne forklaring ikke var usandsynlig, hvortil han erklærede, at det vanskelig kunne afgøres med bestemthed, om selve huset kunne antages at have været antændt, idet den ommeldte forkulning af gulvet og loftet vel tydede hen på at ilden havde haft fat i disse dele og begyndt at antænde dem, men i en meget ubetydelig grad. 

Da det således ikke med vished kunne statueres, at der havde været ild i nogen del af bygningen, og forbrydelsen som en følge deraf ikke kunne betragtes som fuldbyrdet, ansås arrestanten, der ikke tidligere var straffet, alene for attenteret brandstiftelse, idet straffen i henhold til fordng. 26. marts 1841 § 13, sammenholdt med § 4, bestemtes til 6 års fæstningsarbejde, hvorved han tillige afsonede den straf, han havde forskyldt for den ham overførte assurancesvig. Derimod fandtes betingelserne for anvendeligheden af den citerede fordng. § 1 ikke at være til stede, for vel blev det oplyst, at det fruentimmer, der som ommeldt beboede et kammer i nærheden af værkstedet, kunne tilligemed sit barn have været udsat for livsfare, dersom ilden havde udbredt sig, men arrestanten påstod imidlertid, at han ikke havde erindret, at der lå nogen på bemeldte kammer. Aktor og defensor tillagdes hver 8 rbd. i salær".

(Kjøbenhavnsposten 6. oktober 1847).

Ildebrand på Holms Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Henimod Kl. 10 iaftes udbrød Ildløs i et Skibsinventariihuus paa den saakaldte Holms Plads ved Enden af Strandgaden og bag ved Frederiks Kirke paa Christianshavn. Da omgivelserne bestode af let fængende og brændbare Bestanddele, udbredte Ilden sig meget hurtigt og stærkt, saa at flere Materialhuse og Pakhuse deels brændte aldeles af, deels bleve ødelagte eller beskadigede, inden det lykkedes at blive Herre over Ilden, mellem Kl. 2 og 3 imorges. Huset Jacob Holm & Sønner samt flere andre af vore driftigste Handlende, der havde Varer paa Pladsen, skulle have lidt ikke ringe Tab saavel formedelst det opbrændte og ødelagte Skibstømmer og Materialier som formedelst Tabet af en Deel nylig arriverede transatlantiske Varer. Heldigviis dæmpedes Ilden endnu i et større Materialhuus, inden den naaede et umiddelbart dertil stødende stort Pakhuus. Af Brandcorpsets Personale ere 4 komne til Skade. Ligesom denne Ildebrand er den betydeligste, der i mange Aar har hjemsøgt vor By, saaledes forefaldt efter Øienvidners Beretning ogsaa derunder flere Scener, som mindede om Hamborgs Brand, f. Ex. at Sprøitefolkene ikke blot vederqvægede sig ved Indholdet af ituslagne Oxehoveder, men ogsaa bøde Sluffekudskene Qvantiteter deraf efter Behag i Brandspande. Ilden skal, efter hvad vi have hørt yttre, hidrøre fra en Sjouer eller Matros, som skal være falden i Søvn paa et Loft med tændt Lys eller Pibe, og som skal være funden i en ynkelig forbrændt Tilstand.

(Kjøbenhavnsposten den 21. juni 1843)

Det er usikkert hvad der menes med sluffekuske. Muligvis er det et norsk ord for en vogn med meder under. Med et oksehoved menes en beholder til ca. 282 liter. 

Christianskirken (dengang kaldet Frederiks Kirke), og bag denne pakhuse som måske kan give et indtryk af hvordan kvarteret kan have set ud. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Af de i Tirsdags ved Ildebranden Qvæstede, hvis Antal har været større end det af os igaar angivne, ere to Døde. - Med Hensyn til den Fare, hvormed denne Brand har truet en stor Deel af Christianshavn, ved Muligheden af at Ilden kunne have forplantet sig til det temmeligt nærliggende Laboratorium, hvor der skal have været oplagt en Krudtmasse paa vel henimod nogle og tyve Centner, som under Branden blev bortskaffet, meden tillige alt anvendtes til at forebygge en Antændelse af Bygningerne, tør man maaskee haabe, at dette Tilfælde maa blive en tilstrækkelig Advarsel for Vedkommende mod deslige Krudoplag indenfor Stadens Volde, hvorpaa den offenlige Opmærksomhed allerede oftere har været henledet. Vel er Kjøbenhavn endnu en Fæstning, men tillige en stor, tætbefolket By, i hvilken der under en dyb Fred i det mindste vist ikke behøvedes at opdynges sligt Ulykke truende Stof i saa stor Qvantitet paa eet Sted, medens Oppevarelsen deraf uden al Fare ligesaa godt kunde finde Sted i Krudtaarne udenfor Byen.

(Kjøbenhavnsposten 22. juli 1843)

Ildebrand, Lille Strandstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Den nys omtalte Ildebrand i Kiøbenhavn, opkom i Sadelmager og Vognfabrikør Jansens Gaard No. 63 i lille Strandstrædet. Ikke allene hele denne temmelig store Gaard brændte, men Ilden tog, ved den stærke blæst, ogsaa fat i de tilstødende Bygninger, af hvilke især 3 bleve meget beskadigede. Den udbredte sig saa stærkt og hurtigen, at man maatte kaste Boehave, og, da Hr. Eckersberg just havde sit Atelier der, adskillige af hans Malerier ud af Vinduerne. Endnu Natten fra Onsdag til Torsdag, Kl. 1, begyndte Ilden at lue op igien i de nedbrændte Ruiner, hvilket foranledigede Brandraab og klemten med Klokkerne fra Taarnene; men efter at være blevne satte meget i Uroelighed, beroligedes Hovedstadens Indvaanere snart, endskiønt en stor Mængde Mennesker vare stimlede ud tiil Brandstedet. - De som især have lidt ved Ilden ere Pastor S. Schiødte, Vognfabrikør Jansen, Mechanikerne H. v. Pløtz og C. J. Norberg, og Mad. K. Nybroe. Alle disse Mænd, der med deres Familie af Luen ere blevne fordrevne fra deres Huus og seet deres meeste Indboe ødelagt, bevidne nu i Avisen alle de Menneskevenner, der har hiulpet dem at redde, deres Tak. Hr. Nordberg savner af meget, han har mistet, 2000 Pd. Blly en betydelig Mængde smeddede og færdiggiorte Jernvaltser, Gevær-Laase, Messing, Maskindele, til Værdie nogle 1000 Rbd.

Aalborg Stifts Adresse-Avis og Avertissementstidende 20. maj 1818.

Lille Strandstræde 63 blev 1847 delt i to: 63A og 63B. Der er nok tale om 63A, fordi huset blev opført 1820 for sadelmager Bendt Jansen, og er i dag Lille Strandstræde 24. 63B blev i 1847 sammenlagt med nr. 60 til 60 & 63 B, nutidens Sankt Annæ Plads 10, opført 1785 af tømmermester Andreas Hallander, og blev altså ikke berørt af branden.  

Indenlandske Efterretninger. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags omtrent Kl. 2½ opkom i den stærke Storm en heftig Ild i Sundbyøster paa Amager, der udbredte sig hurtigt og tændte i Naboebyen Sundbyvester. Ved Hjelp af Kjøbenhavns Brandcorps var den største Fare overvunden Kl. 6, skjøndt Ilden længere blev ved at brænde, hvor den havde antændt. Efter Sigende skal 17 Gaarde og 40 Huse være ødelagte, og omtrent 70 Familier blevne Huusvilde og have tildeels mistet alt hvad de eiede. Dette har foranlediget de Herrer Hs. Exc. Stiftsamtmand Moltke, Amtsforvalter Justitsraad Bierg, Major Aagaard og Sognepræsten Bruun til at anmode velgjørende Medborgere om Gaver for disse høisttrængende Familier. Hvad der tilstilles Dem vil blive uddeelt efter bedste Overbeviisning, og derfor i sin Tid offentligen aflagt Regnskab.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 89
Løverdagen den 5 November 1814
Spalte 1418-1419

Indenlandske Efterretninger.
De afbrændte Tomter i Sundbyvester og i en Deel af Sundbyøster paa Amager yde et sørgeligt og rørende Syn. Man seer næsten intet uden de nøgne Skortstene, og Haugerne ved Bygningerne ere for det meste nedtraadte. Paa Redningen af Bohave var her næsten aldeles ikke at tænke under Stormens og Ildens Rasen. Medens den ene Bymand var i Færd med at hjelpe at slukke eller nedrive den andens Huus eller Gaard, havde Ilden allerede taget fat i hans egen, og han maatte ile did. I en Tid af ti Minutter havde Luen allerede grebet stærkt om sig. Enhver reddede det Lidet, han kunde, og Creaturerne løb hylende og fortumlede omkring imellem de luende Bygninger. For det meste var det Huse, som brændte, hvilke samtlige ikke vare forsikrede i Brandcassem og af 9 afbrændte Gaarde vare kun 3 assurerede.
[Herefter om hvem der ydede hjælp til de skadeskomne]

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 90
Tirsdagen den 8 November 1814
Spalte 1435-1436

Indenlandske Efterretninger
llden paa Amager opkom hos Gaardmand Ole Hansen i Sundbyeøster, som med Familie var taget til Kjøbenhavn. Da de kom hjem,befalede de Pigen at gjøre Ild for at stege en Steeg. For at skynde sig tog hun endeel Kartoffeltoppe og lagde paa Ilden. Disse gave en stærk Ild. En Gnist, som fløi op igjennem Skorstenen, faldt ned paa Straataget og antændte paa Øieblikket. Vinden var S. O. til O., og som en Følge heraf fløi Gnister med Flammer fra den ene Gaard til den anden og endelig over paa den anden Bye Syndbyevester. Saavidt Man ved er intet Menneske kommet til Skade, men adskillige Heste og Quæg fandtes stegte. Som sædvanlig ved slige Leilligheder var Tyveriet i fuld Gang, men nogle bleve grebne i Gjerningen.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Ellevte Aargang No. 93
Løverdagen den 19 November 1814
Spalte 1479-1480

Utidig Fyrværkeri.

Et glædeligt nytår! Hr. Politiven!

Du vil måske sige at det kan alt sammen bliver til hvad det skal, efter omstændighederne. Det er nu sådan en egen sag med os stakkels litterære personer, vi ved snart ikke rigtigt hvad vi tør skrive. For man er bange for at fornærme vedkommende, og at disse vedkommende atter kan få et horn i siden på en. Se, det er en sag som ikke er så ganske let at komme ud af. Dog får det nu være som det vil. For det er tungt når man uden egen skyld må lide og finde sig i de ubehageligheder som andre forvolder, og hvad skal man gøre når man ikke selv tør tage sig til rette, så må man bruge de lovlige midler som man har i sin magt.

For nogen tid siden stod et stykke i Politivennen om Rigensgade og de gader der tilgrænser denne, foranlediget ved en anmeldelse om Filosofgangen som meget har behaget mig, da udkanterne af byen er især udsat for pøbelopløb på gaderne. Og da politibetjente sjældent lader sig se i disse udkanter af byen, er de desto farligere. For vil man selv tale sig til rette med disse folk, da må man frygt for at tiltalt ikke på den allerartigste måde, men meget mere få en belønning for sin umage som man ikke ville ønske sin arrigste fjende. Hvad disse uordener angår, da kan man ikke tit nok påtale dem såsom de vedbliver i disse strøg af byen at vedvare, uden at man ser mindste aftagen af det. Den mængde drenge, høns, ænder og hunde som dagligt belemrer disse gader med deres afskyelige musik, er uudholdelig. De trænger sig ind i husene, opad trapperne hvor de er til stor ulejlighed for beboerne ved det snavs som de efterlader sig. Jeg overlader det til enhver at bedømme om man kan være tjent med at vandre gennem alle de urenligheder, og hvorledes man er til mode efter at være kommet ind i sit værelse og der ved lugten blive erindret om hvad man har passeret igennem. 

Jeg takker anmelderen fordi han har påtalt disse ting, da man så gerne ønsker at have fred og ro i sin bolig, og gid han må høste nytte af det. Imidlertid har en ganske underlig casus tildraget sig for mit vedkommende, idet nemlig nogle drenge havde listet sig ind på min trappe, og der i al uskyldighed moret sin med nogle fyrværkerikunster. Jeg var netop i gang med at gå ud hvorved de blev forstyrret, men et skud både hørte og så jeg, formodentlig en afbrændt patron da drengene i al hast ilede bort, og hvor de blev af var ikke til at opdage.

Hvad der kan opstå for sørgelige følger af sådan legen med ild, er næppe til at beskrive. Jeg vil blot pege på at mennesker var i stand til at indebrænde uden at de selv vidste det, og hvem skulle de da tilskrive deres gyselige dødsmåde?

(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 842-845).