Viser opslag med etiketten Brønshøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brønshøj. Vis alle opslag

25 april 2024

Et Besøg i de skole-botaniske Haver. (Efterskrift til Politivennen)

Og i Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

Øverst: Kommunelærer Seidenfaden med en Pigeklasse med et Valmuebed. Nederst: Blomsterne analyseres i Danmarks mærkeligste Skolestue.

De skole-botaniske Haver: Et Begreb, et Navn, som de fleste mennesker har hørt, men ikke forbundet nogen Tanke med, en Institution, som kun en ringe Del af Byens Beboere véd hvad er, og ikke desto mindre et af de mest interessante Udslag af den moderne Skoles Bestræbelser for at give Børnene en grundig Uddannelse, og en Virksomhed. som alle burde kende.

Kommunen ejer nu 5 Haver, den ældste ved Hans Tausensgades Skole, grundlagt 1907, en ved Sundholmsvej, en i Vognmandsmarken og i Vigerslevs Allé, og endelig en i Grøndalsvængets Allé, den største og betydeligste, der samtidig er Reservoir for alle de andre, og den, hvor Undervisningen har naaet sin højeste Udvikling.

Vi har aflagt et Besøg her ude i denne Mønsterhave, der ligger omtrent ude ved Brønshøj, og blev her vist omkring af Lederen af hele Virksomheden, Sjælen i hele Bevægelsen, den energiske og dygtige Kommunelærer E. Seidenfaden.

Arealet strækker sig over en Tønde Land, men paa denne forholdsvis lille Plet har aaa godt som hele vort Lands Planteverden, og lidt af fremmede Landes ogsaa, fundet Plads.

De danske Plantesamfund.

Langs Arealets Yderkant har Hr. Seidenfaden paa en ypperlig Maade ordnet de danske Planter i smaa Samfund, d. v. s. samlet Væksterne der vokser sammen ude i den fri Natur, saaledes at de ogsaa præsenterer sig samlet her. Her er et lille Stykke dansk Skov med de karakteristiske Træer og de Skovbundsblomster, der hører sammen - her er et lille Stykke Hede med sin egen Vegetation, Hedelyng, Klokkelyng, Gyvel, Blaabær, Revling - og lidt længere henne staar vi ved den danske Klit med sin stride Marehalm, isprængt den tidselagtige "Mandstro", Hjælme, Klitrøse m. m. I et Hjørne er indrettet en lille Dam, hvor man finder alle vore Vandplanter, Siv, .Iris, Dunhammer, Kæruld og alt hvad der er karakteristisk for  vore Smaasøer og Kær.

Det er kun en lille Plads, man har kunnet afse til hvert "Samfund"; men det er dog en tro Gengivelse af den frie Natur.

- Og til næste Aar vil jeg fortsætte, siger Hr. Seidenfaden - jeg skal have indrettet et Stykke Grøft med vore frie Grøftekanters Planteliv, og henne ved Indkørslen til Haverne skal jeg have plantet Landevejskanternes og Vejbreddernes Flora.

Størstedelen af Arealet er dog indrettet som lange Bede, hvor alle mulige Blomster dyrkes i Mængde - ikke som i Gartnerier skønne Roser og pragtfulde Zirblomster - nej her er det nok saa meget det. vi i daglig Tale kalder "Ukrudtet", der er kommet til Ære og Værdighed; det er Naturens egne uforfalskede Blomster, her kæles for. Her er den lyserøde Klinte, den blaa Kornblomst, den gule Okseøje, Kamilleblomsterne o. s. v., kort sagt alle de Blomster, vi glæder os over i Mark og Skov, paa Eng og ved Strand.

Blomsterne maa rette sig efter Børnenes Sommerferie.

- De ved nok, siger Hr. Seidenfaden, at de fleste vilde Planter blomstrer i Juli og August? Men paa den Tid har vi jo ingen Brug for dem - det er jo i Børnenes Sommerferie, og kommer de herud i Feriemaanederne, vil de næsten ikke kunde finde en Blomst! - Jeg har nemlig paa dette Punkt tilladt mig at gøre Vold paa Naturen! Blomsterne maa her rette sig efter Børnene! Enten saar vi dem meget sent og overvintrer dem, saa de blomstrer tidlig paa Aaret, eller ogsaa saar vi dem meget sent, saa de først kommer til Udvikling efter Ferien, i September-Oktober. Se dér henne! Dér staar et helt stort Bed blomstrende Valmuer! Tror De ellers nogen Steder, De træffer blomstrende Valmuer i Oktober! Men i alle andre Henseender er vi netop herude saa "naturtro" som vel muligt. 

- Hvorledes foregaar Undervisningen? spørger vi

- Ja se det er et Kapitel for sig, der netop har sin store Interesse! De skole-botaniske Havers Opgaver var - og det er for saa vidt stadig vor Hovedopgave - at skaffe det botaniske Studiemateriale til vore Skoler. Her afskæres hver Dag Blomster, Planter, Grene o. s. v. og sendes rundt til Skolerne; det ordnes efter et forudbestemt System, og Skolerne faar det Materiale, der passer til det Emne. Børnene i Øjeblikket læser, men forøvrigt kan Lærerne rekvirere hvilke Planter, de ønsker, vi kan levere saa godt som alt. Vi forsyner ugentlig 2000 Klasser 

Hvordan Børnenes egen Interesse blev fangen.

Men i alle de Aar, jeg har haft med Haverne at gøre, fra 1907, har det været min nagende Orm, at Børnene ikke fik det fulde Udbytte af Materialet - en afskaaren Gren er ikke det samme som et levende Træ, en afplukket Blomst fortæller ikke det samme som en fritvoksende Plante. Jeg vilde have Børnene herud og vise dem selve Naturen. For et Par Aar siden begyndte jeg med at dele Adgangskort ud rundt i Skolerne, Børnene kunde komme herud, se det hele, faa Forklaring etc., men det "bed" ikke - der kom nogle, men ikke mange. Saa fik jeg en bedre Idé - jeg købte for egne Midler Papir og Omslag til Herbarier og uddelte dem gratis til Børnene, saa de kunde samle og presse Blomster og Planter og anlægge deres egne Samlinger. Det slog an; Børnene søgte i større og større Antal herud, og i Løbet af et Par Uger havde jeg brugt 50 Kr. til Papir. Det kunde min egen Portemonnæ ikke holde til i Længden, men saa fik jeg en uventet Hjælp. Tilfældig kom jeg til at omtale Forholdet for Direktøren for Otto Mønsteds Fabriker, Hr. Holm, og han sagde : Vi skal forære Dem alt det Papir, De skal bruge! Og det Løfte har han holdt kongeligt! I Fjor uddelte vi 1600 Mapper med 33.000 Stykker Papir, og i Aar bliver det betydeligt mere.

Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

- Nu er der nemlig kommet rigtig Gang i Foretagendet. Nu kommer Børnene i Massevis, ganske frivillig. Vi har i Sommer haft ca. 15.000 Elevbesøg, og fra alle mulige Skoler, lige fra Frøken Zahles Institut til Kommuneskolerne i alle Byens Kvarterer. Og her kommer Børn fra vore Nabokommuner, Hellerup, Frederiksberg o. s v., skønt de slet ikke hører til København - men derfor er de lige velkomne. Og det bliver heldigvis ogsaa mere og mere almindeligt, at Lærerne en Gang imellem tager herud med hele deres Klasse og jeg har ved saadanne lejligheder haft den Glæde at høre Børn sige: I Dag har vi lære mere end vi lærer et helt Aar hjemme i Skolen.

Og i Aar har jag faaet et længe næret Ønske opfyldt - jeg har faaet bygget en rigtig "Skolestue" - Skandinaviens mærkeligste - under Tag og dog i fri Luft.

Midt i Haven ligger denne morsomme Bygning. Væggene er en levendte Hæk, Taget et massivt Bjælkeloft, baaret af svære Piller. Her sidder Børnene skærmet og dog i den fri Natur; de gaar lige udenfor og plukker de Planter, de vil lære noget om - og at Undervisningen her gaar med Liv og Lyst, det kan man ikke være i Tvivl om, naar man har set dette Mønsteranlæg, der tjener Lederen, Hr. Seidenfaden, til megen stor Ære

Larus

(Aftenbladet (København) 16. oktober 1929).

Andre skolehaver var Sundbyøster Skolehave (Krudttårnsvej), Sundholm Skolehave (ved Amager Fælled), Kløvermarksvej (Københavns ældste fra 1904, en ny tilføjet 1908), Strandboulevard (1914), Nørrebro Skolehave og Østerbro Skolehave (Jagtvej/Tagensvej), Lersøparken (3 skolehaver), Bellahøj, Valby Skolehave (1910 efter havearkitekt Erstado Jørgensen), Vesterbros og Enghavevejens skolehaver (ved Enghavevej og Vestre Kirkegårdsvej, byens næstældste 1905)

Indgangen til Valby Skolehave og Vesterbro Skolehave ved Vigerslev Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

22 januar 2017

Brønshøi Kirkegaard.

For nyligt var averteret auktion over en del sæd på roden på Brønshøj præstegårds jorder, hvorved indsenderen studsede da han ved at der eksisterer et forbud mod sådant salg af den sæd som avles til en præstegård. Men kendskab til de hæderlige mænd, den fratrædende og den tiltrædende præst på stedet, såvel som også til prokuratoren, der bekendtgjorde auktionen, borgede nok for ham til at intet ulovligt her fandt sted. Og han formodede hvad han siden har hørt bekræftet, at en speciel tilladelse til ovennævnte salg var givet vedkommende. Hvorfor han ikke skulle have omtalt denne sag, hvis ikke det var for at gøre opmærksom på at man ved offentlige bekendtgørelser der bebuder en afvigelse fra den almindelige lovgivning, gjorde vel i at tilføje at sådant skete med højere tilladelse for ikke at give rå ukyndighed en velkommen anledning til kritik over embedsmænd, hvortil vor tid kun er alt for tilbøjelig, selv uden ringeste grund. 

Imidlertid skulle indsenderen heller ikke have fremsat denne bemærkning hvis han ikke ved sin nærværelse i Brønshøj i anledning af nævnte auktion havde fundet en anden genstand værdig offentlig omtale, nemlig denne landsbys kirkegård. Indsenderen ved nemlig at man allerede i en række af år ikke der har kunnet finde nogen plet til at jorde de afdøde fra det meget store sogn - der indbefatter flere byer - uden efter en besværlig søgen, og sædvanlig må skaffe plads ved at grave til en betydelig dybde for at der i en kule under den kiste man agter at nedsætte, kan blive rum til de opgravede levninger af førhen begravede. Så at man kan sige at de der i mange år har været begravet der, ikke hviler ved, men deres forfædres ben. Han ved endvidere at et jordstykke allerede for 7 år siden blev udlagt til kirkegårdens højst fornødne udvidelse, og dog er dette endnu ikke blevet anvendt til det. 


"En følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure." (Brønshj Kirke 2015. Eget foto.)

Kan man ikke med største føje her spørge: Hvad kan være årsag til en sådan forhaling? Syv hele år er dog i sandhed en alt for langt tid til at arrangere det øvrige fornødne i denne henseende når det væsentlige - det fornødne jordstykke - haves. Vil man endog sætte noget af det vi nu engang er vant til at kalde sømmeligt til side - vil man ikke agte den bedre følelse hos folket - vil man smile ad de mange spidsfindige bemærkninger der findes fuld anledning til når man træder ind på Brønshøj kirkegård en halv time efter at man har passeret Københavns Assistenskirkegård - vil man ikke bryde sig om at der blandt sognebeboerne findes en ikke ubetydelig del der ikke er vant til et så uanstændigt skue som denne kirkegård nu frembyder - eller vil man sige det er unødvendigt at de efterlevende stræber at pryde deres hedengangne venners gravhøje, hvortil her i sandhed findes meget lille opfordring - så bør man også tage kirkebygningens tarv i betragtning. Og en følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure, hvoraf atter følger at disse lider meget af fugtighed, hvilket da også er synligt nok i kirken hvis søndre side er overtrukken med grøn skimmel.

Ved at gøre højere vedkommende opmærksom på denne kirkegård forfatning, håber vi at bidrage til at den ret snart må undergå den i en så lang tid påtænkte og så vidt vides af de offentlige autoriteter ventilerede og omventilerede forandring, hvilket vil være til glæde for alle sognets beboere og til gavn for kirken. Når den nuværende kirkegård da skal gives et anstændigt udseende, ville vi ønske at man ville tage Holmens Kirkegård i København til mønster.


(Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 590-593)

24 juni 2015

En Efterretning fra Brønshøj

(Indsendt)

Kirken i Brønshøj, som der for nogen tid siden er klaget over i dette blad, er nu sat i sådan stand at den uden fare og forargelse kan besøges af menigheden. Men skolebygningen er endnu i en ynkelig forfatning da den så at sige næsten hverken har vinduer eller døre. Det var ønskeligt om også denne bygning inden vinteren måtte få en alvorlig reparation  så skolelæreren og hans familie hvori der er små børn, kunne ligge varmt inden for væggene.


(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1505-1506)

"Kirken i Brønshøj, som der for nogen tid siden er klaget over i dette blad, er nu sat i sådan stand at den uden fare og forargelse kan besøges af menigheden."

03 juni 2015

Ønske fra Brønshøj

Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. Denne tog også forrige år sin begyndelse, og en eneste gammel murersvend blev sendt derud for ved hjælp af husmændene der efter omgang må bidrage til arbejdets fremme at afhjælpe dens mangler. Men uagtet denne gamles flid med klinen og kalkning kunne han i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat. Det synes derfor som om dette arbejde overgår en eneste gammel mands kræfter, og da de arbejdspligtige husmænd unyttigt må spilde mange dage ved at gå til hånde ved et arbejde der under andre omstændigheder kunne tilendebringes i kortere tid, var det ønskeligt om vedkommende mester der har påtaget sig denne kirkes reparation ville sende denne gamle svend nogle duelige murarbejdere til hjælp for at arbejdet kunne gå fra hånden og reparationen endelig engang tilendebringes.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 951-952)

 "Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. En gammel murersvends flid med klinen og kalkning kunne i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat" (Brønshøj Kirke. Eget foto).


Redacteurens Anmærkning

Om udvidelsen af Brønshøj kirkegård, se "Et Exempel paa Licitationsarbeides Skrøbelighed." Politivennen nr. 1189, lørdag den 13. oktober 1838. Side 648-649.

17 december 2014

Til bedste for Skolebørn i Brønshøj

I Brønshøj er, lidt fra ovennævnte møddinger, en meget stor ler- og sandgrav i siden på den bakke hvor skolen er bygget. Den er forfærdende dyb og stejl. Imellem denne afgrund og et halvgærde er der en opgang eller sti for børnene fra vejen op til skolen, der højest er en god alen bred fra gærdet til graven. Man kan ikke undre sig nok over, at endnu ingen af de børn der dagligt går der, er faldet og kommet til skade! At det alligevel nok engang vil ske, forekommer uundgåeligt efter nærværende omstændigheder! For selv for et voksent menneske, som er uvant hertil, skal der virkelig lidt mod til at betræde denne vej, gerne i mørke, såvel som når det har regnet og jorden er blød og slibrig.

Godt nok er der en anden vej til skolen. Men da denne sti stikker nærmere ligefor skoledøren, så vælges denne, for sin højere beliggenhed i slemt føre, muligvis frem for den anden - uagtet sin rædsomhed. At denne sti enten blev forsynet med et rækværk, eller, hvad der nok var bedre, blev ganske spærret, er anmelderens bøn til de ansvarlige. Dette vil og bør sikkert også ske, når der er en der kommer til skade her. Men den, i hvis lod dette falder, vil vist desværre hvis han overlever, imod sin vilje komme til at fylde en plads på fattiglisten.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5210-5211)

Uorden i Brønshøj

(Efter indsendt)

Nogle bønder fra Husum by i Brønshøj Sogn, Københavns Amt har for skik at når de kommer tilbage fra København med deres møglæs, hvad enten der er dårligt eller godt føre, aflæsser deres vogne midt på gaden i Brønshøj, tæt ved den nye landevej.

Der ligger så altid 6-7 forskellige møgdynger, som vel tilhører lige så mange ejere. Disse ofte blandet med den ildelugtende urenlighed, som ligeledes af ovennævnte husumbeboere føres hertil fra sukkerhusene i staden, udsender en kvælende dunst og en pestagtig stank, der må være ikke så lidt modbydelig for de omkringværende boliger og deres beboere, fx præstegården, skolen, kroen med flere gårde og huse. For slet ikke at tale om at det vand, der løber fra dem, fordærver den nyligt anlagte landevej gennem byen.

Anmelderen, mener at det altid er en uskik at henlægge skarn i så stor mængde og så slemt et indhold, som noget heraf sandelig er, på et offentlig sted, bare pga. magelighed, for at spare en fjerdingvej. Han udtrykker det håb at disse møddinger bliver afhentet af deres ejere. De ville vel, som alt andet skarn, lugte forfærdeligt, når der da skulle røres i dem. Men - den trøst at det engang fik ende, og at - de aldrig kom der mere - ville være en sand velgerning for de af Brønshøj bys beboere, der endnu kunne og ville bruge den første og tredje sans: Synet og lugten til noget bedre end møddinger. For enhver bør jo passe på sin ejendom.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5209)

10 oktober 2014

Forslag til en Klemme på de Bønder som sælger Hø og Halm.

Ofte har anmelderen heraf grundet på og tænkt over hvorfor der ikke ved lov er den sjællandske bonde forbudt at begå så grove og uforskammede bedragerier med de såkaldte torvelæs af hø og halm som de bringer til torvs her, og som dog er en uundværlig nødvendighed for en ikke ringe del af byens indbyggere. Bonden sælger i almindelighed sine varer i læssevis uden vægt. Prøver man at forlange af ham at købe efter vægt, så får man som oftest dette svar: Jeg sælger mit læs således som det er og vil ikke veje. Køber man nu et sådant læs foder af bonden (især de tæt på såsom fra Hvidovre, Brønshøj, Herlev, Buddinge eller Gladsaxe), så finder man sig aller oftest så skuffet, at man må betale et lpd halm med 24 () og derover. Bonden må vel le en ud oven i købet.

Da regeringen og vedkommende øvrighed har fundet fornøden at sørge for, at alle andre varer artikler i kongens riger skal sælges efter justeret mål og vægt, så køberen kan være tryg for bedrageri af den slags, var det så ikke muligt, at der også engang blev sørget for, at bonden fik en regel for hvorledes hans læs af hø og halm skulle være, før han fik tilladelse at indfinde sig på offentligt torv, for ikke på så lumsk en måde at bedrage sine københavnske medborgere med falsk læs. For købte man da dyrt, så var man dog ikke bedraget på en så fornærmende måde. Anmelderen heraf tror at det ikke ville være meget vanskeligt at fastsætte en takst for bonden, hvor meget det mindste læs af hø og halm som bringes til torvet måtte veje. Hvis det var derunder, blev det konfiskeret til fattigvæsnet. Læssede bonden derimod sværere læs, så måtte det være ham forbudt at tage betaling for det ekstra, som han kunne være enig om med køberen. Lumsk bedrageri ville på den måde være hævet.


(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3442-3444)

20 juni 2014

Møddinger på Landevejen

Landevejene til Utterslev, Brønshøj og Buddinge plejer hver vinter at belægges med møddinger. Og for ikke længe siden så man et par sådanne ligge på vejen, som går over Utterslevs marker til Søborghus, hvilke havde ligget der sommeren over fra forrige vinter. Det er ikke nok, at disse landeveje for det meste ingen anden reparation gives, end ved at opkaste jord på dem fra grøfterne. De skulle også gøres mere dyndfulde ved saft møddingerne meddeler. For ikke at tale om den hindring for passagen som derved sker.

At denne uskik må være blevet bemærket af amtets politi, tør man næsten ikke tvivle om, da en af ovennævnte veje fører til Ballerup, hvor amtets ret holdes. Lige så lidt bør man betvivle, at vedkommende politiets bestyrer, en almindelig agtet embedsmand, jo har søgt at hindre landevejenes brug til sådanne oplagssteder. Men at de endnu ikke er det, må formodentlig have til årsag, at de anstalter, som hidtil i medhold af lovene er føjede derimod, ikke har været kraftige nok i deres virkning.

Det er blevet sagt, at det skal være vanskeligt, ja næsten umuligt, at få oplyst hvem der er ejermændene af sådanne bunker, og at mulkt altså ikke kan anvendes med nytte. Og man har hørt fortælle, at da engang den beslutning blev taget at sælge sådanne møddinger ved offentlig auktion for således at få dem bort og muleten inddreven, blev de bortført natten før auktionsdagen, og den gode birkedommer måtte da han kom til sin forretning, vende tilbage med en lang næse. Til ikke så lille fornøjelse for de, som havde spillet ham dette puds.

Det synes at et kraftigt middel mod dette onde var, at sådanne på vejene henliggende møddinger blev erklærede forbudt, og som offentlig ejendom skænket til hvem der ville køre dem bort. Hvorunder måtte tillige bekendtgøres, at den som med magt hindrede bortkørslen, var at anse og straffe som for udøvet voldsgerning.


(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 473-475. [Estimeret dato: 17. november 1798])