Et Besøg i de skole-botaniske Haver. (Efterskrift til Politivennen)

Og i Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

Øverst: Kommunelærer Seidenfaden med en Pigeklasse med et Valmuebed. Nederst: Blomsterne analyseres i Danmarks mærkeligste Skolestue.

De skole-botaniske Haver: Et Begreb, et Navn, som de fleste mennesker har hørt, men ikke forbundet nogen Tanke med, en Institution, som kun en ringe Del af Byens Beboere véd hvad er, og ikke desto mindre et af de mest interessante Udslag af den moderne Skoles Bestræbelser for at give Børnene en grundig Uddannelse, og en Virksomhed. som alle burde kende.

Kommunen ejer nu 5 Haver, den ældste ved Hans Tausensgades Skole, grundlagt 1907, en ved Sundholmsvej, en i Vognmandsmarken og i Vigerslevs Allé, og endelig en i Grøndalsvængets Allé, den største og betydeligste, der samtidig er Reservoir for alle de andre, og den, hvor Undervisningen har naaet sin højeste Udvikling.

Vi har aflagt et Besøg her ude i denne Mønsterhave, der ligger omtrent ude ved Brønshøj, og blev her vist omkring af Lederen af hele Virksomheden, Sjælen i hele Bevægelsen, den energiske og dygtige Kommunelærer E. Seidenfaden.

Arealet strækker sig over en Tønde Land, men paa denne forholdsvis lille Plet har aaa godt som hele vort Lands Planteverden, og lidt af fremmede Landes ogsaa, fundet Plads.

De danske Plantesamfund.

Langs Arealets Yderkant har Hr. Seidenfaden paa en ypperlig Maade ordnet de danske Planter i smaa Samfund, d. v. s. samlet Væksterne der vokser sammen ude i den fri Natur, saaledes at de ogsaa præsenterer sig samlet her. Her er et lille Stykke dansk Skov med de karakteristiske Træer og de Skovbundsblomster, der hører sammen - her er et lille Stykke Hede med sin egen Vegetation, Hedelyng, Klokkelyng, Gyvel, Blaabær, Revling - og lidt længere henne staar vi ved den danske Klit med sin stride Marehalm, isprængt den tidselagtige "Mandstro", Hjælme, Klitrøse m. m. I et Hjørne er indrettet en lille Dam, hvor man finder alle vore Vandplanter, Siv, .Iris, Dunhammer, Kæruld og alt hvad der er karakteristisk for  vore Smaasøer og Kær.

Det er kun en lille Plads, man har kunnet afse til hvert "Samfund"; men det er dog en tro Gengivelse af den frie Natur.

- Og til næste Aar vil jeg fortsætte, siger Hr. Seidenfaden - jeg skal have indrettet et Stykke Grøft med vore frie Grøftekanters Planteliv, og henne ved Indkørslen til Haverne skal jeg have plantet Landevejskanternes og Vejbreddernes Flora.

Størstedelen af Arealet er dog indrettet som lange Bede, hvor alle mulige Blomster dyrkes i Mængde - ikke som i Gartnerier skønne Roser og pragtfulde Zirblomster - nej her er det nok saa meget det. vi i daglig Tale kalder "Ukrudtet", der er kommet til Ære og Værdighed; det er Naturens egne uforfalskede Blomster, her kæles for. Her er den lyserøde Klinte, den blaa Kornblomst, den gule Okseøje, Kamilleblomsterne o. s. v., kort sagt alle de Blomster, vi glæder os over i Mark og Skov, paa Eng og ved Strand.

Blomsterne maa rette sig efter Børnenes Sommerferie.

- De ved nok, siger Hr. Seidenfaden, at de fleste vilde Planter blomstrer i Juli og August? Men paa den Tid har vi jo ingen Brug for dem - det er jo i Børnenes Sommerferie, og kommer de herud i Feriemaanederne, vil de næsten ikke kunde finde en Blomst! - Jeg har nemlig paa dette Punkt tilladt mig at gøre Vold paa Naturen! Blomsterne maa her rette sig efter Børnene! Enten saar vi dem meget sent og overvintrer dem, saa de blomstrer tidlig paa Aaret, eller ogsaa saar vi dem meget sent, saa de først kommer til Udvikling efter Ferien, i September-Oktober. Se dér henne! Dér staar et helt stort Bed blomstrende Valmuer! Tror De ellers nogen Steder, De træffer blomstrende Valmuer i Oktober! Men i alle andre Henseender er vi netop herude saa "naturtro" som vel muligt. 

- Hvorledes foregaar Undervisningen? spørger vi

- Ja se det er et Kapitel for sig, der netop har sin store Interesse! De skole-botaniske Havers Opgaver var - og det er for saa vidt stadig vor Hovedopgave - at skaffe det botaniske Studiemateriale til vore Skoler. Her afskæres hver Dag Blomster, Planter, Grene o. s. v. og sendes rundt til Skolerne; det ordnes efter et forudbestemt System, og Skolerne faar det Materiale, der passer til det Emne. Børnene i Øjeblikket læser, men forøvrigt kan Lærerne rekvirere hvilke Planter, de ønsker, vi kan levere saa godt som alt. Vi forsyner ugentlig 2000 Klasser 

Hvordan Børnenes egen Interesse blev fangen.

Men i alle de Aar, jeg har haft med Haverne at gøre, fra 1907, har det været min nagende Orm, at Børnene ikke fik det fulde Udbytte af Materialet - en afskaaren Gren er ikke det samme som et levende Træ, en afplukket Blomst fortæller ikke det samme som en fritvoksende Plante. Jeg vilde have Børnene herud og vise dem selve Naturen. For et Par Aar siden begyndte jeg med at dele Adgangskort ud rundt i Skolerne, Børnene kunde komme herud, se det hele, faa Forklaring etc., men det "bed" ikke - der kom nogle, men ikke mange. Saa fik jeg en bedre Idé - jeg købte for egne Midler Papir og Omslag til Herbarier og uddelte dem gratis til Børnene, saa de kunde samle og presse Blomster og Planter og anlægge deres egne Samlinger. Det slog an; Børnene søgte i større og større Antal herud, og i Løbet af et Par Uger havde jeg brugt 50 Kr. til Papir. Det kunde min egen Portemonnæ ikke holde til i Længden, men saa fik jeg en uventet Hjælp. Tilfældig kom jeg til at omtale Forholdet for Direktøren for Otto Mønsteds Fabriker, Hr. Holm, og han sagde : Vi skal forære Dem alt det Papir, De skal bruge! Og det Løfte har han holdt kongeligt! I Fjor uddelte vi 1600 Mapper med 33.000 Stykker Papir, og i Aar bliver det betydeligt mere.

Skandinaviens mærkeligste Skoleklasse.

- Nu er der nemlig kommet rigtig Gang i Foretagendet. Nu kommer Børnene i Massevis, ganske frivillig. Vi har i Sommer haft ca. 15.000 Elevbesøg, og fra alle mulige Skoler, lige fra Frøken Zahles Institut til Kommuneskolerne i alle Byens Kvarterer. Og her kommer Børn fra vore Nabokommuner, Hellerup, Frederiksberg o. s v., skønt de slet ikke hører til København - men derfor er de lige velkomne. Og det bliver heldigvis ogsaa mere og mere almindeligt, at Lærerne en Gang imellem tager herud med hele deres Klasse og jeg har ved saadanne lejligheder haft den Glæde at høre Børn sige: I Dag har vi lære mere end vi lærer et helt Aar hjemme i Skolen.

Og i Aar har jag faaet et længe næret Ønske opfyldt - jeg har faaet bygget en rigtig "Skolestue" - Skandinaviens mærkeligste - under Tag og dog i fri Luft.

Midt i Haven ligger denne morsomme Bygning. Væggene er en levendte Hæk, Taget et massivt Bjælkeloft, baaret af svære Piller. Her sidder Børnene skærmet og dog i den fri Natur; de gaar lige udenfor og plukker de Planter, de vil lære noget om - og at Undervisningen her gaar med Liv og Lyst, det kan man ikke være i Tvivl om, naar man har set dette Mønsteranlæg, der tjener Lederen, Hr. Seidenfaden, til megen stor Ære

Larus

(Aftenbladet (København) 16. oktober 1929).

Andre skolehaver var Sundbyøster Skolehave (Krudttårnsvej), Sundholm Skolehave (ved Amager Fælled), Kløvermarksvej (Københavns ældste fra 1904, en ny tilføjet 1908), Strandboulevard (1914), Nørrebro Skolehave og Østerbro Skolehave (Jagtvej/Tagensvej), Lersøparken (3 skolehaver), Bellahøj, Valby Skolehave (1910 efter havearkitekt Erstado Jørgensen), Vesterbros og Enghavevejens skolehaver (ved Enghavevej og Vestre Kirkegårdsvej, byens næstældste 1905)

Indgangen til Valby Skolehave og Vesterbro Skolehave ved Vigerslev Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Gamle Stakler. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Islemark.

Vi modtog forleden et Brev om Forholdene paa Brønshøj-Rødovre Fattiggaard. Det skildrede Fattiglemmernes Liv med meget mørke Farver og bad om, at der maatte blive foretaget en Undersøgelse af Forholdene.

Fattiggaarden ligger ca. 1 Mil herfra Byen paa den saakaldte Islemark, et lille Kvarters Vej fra Husum Holdeplads paa Frederikssundsbanen. Egnen er ikke smuk, og som den laa der i det raa, regnfulde Vejrlig, var den kedelig. Ensomt og fladtrykt var det hele Land, saa vidt Øjet kunde skue, og det Bahnsonske Husumfort øgede den travrige Stemning.

Dér, vis a-vis Fortet, ligger Fattiggaarden. Hvad Krigsgalskaben har strøet ud med rund Haand, er taget fra Landets Fattige, fra Børnene, de Syge og de Gamle. Skønt Fattiggaarden er opført 1885, er dens Ydre ingenlunde særlig tiltalende. Det er en høj to Etagers Bygning, som langt snarere ligner en Fabrik end et Alderdomshjem, et Hvilested for Arbejdets Veteraner og fattige Stakler.

Denne Anstalt ledes af fhv. Forpagter Hagenow, hvem Sogneraadet har overdraget Forplejningen. For hvert Fattiglem er bevilget 35 Øre, og man er her atter inde paa det skadelige Princip, at Fattigbestyreren leverer Maden. Reglementet foreskriver, at Lemmerne skal have ½ Pot Mælk, en slump Smør og to "Rundtenom'er" Morgen og Aften samt to Rundtenom'er til Middagsmaden. Det ser jo ud til at være ikke saa lidt endda for 35 Øre. Men det er "Mængden, som skal gøre det". Middagsmaden er ikke særlig rigelig selv for ældre Folk, og en Tallerken Vandgrød samt en stegt Sild hører jo ogsaa til de billigere Livsfornødenheder. I alle Tilfælde sætter Fattiggaardsbestyrerne næppe Penge til paa deres kommunale Kostgængere, som altid maa løbe den Risiko at faa mindre Næring end de burde have, selv om de faar for alle 35 Øre.

Det er en af Sogneraadsforsørgelsens Fejl. Men der er en anden, som er endnu større. Vi sigter hermed til den Anvendelse, Bestyrerne kan gøre af Lemmernes Arbejdskraft. Hr. Hagenow, der for Resten gaar for en forholdsvis human Mand, er ikke alene Fattiggaardsbestyrer, men tillige Forpagter af 10-12 Tdr. Land Jord ved Fattiggaarden. Og de af Lemmerne, som kan taale Markarbejde, anvendes derfor paa hans Jord. Det er gratis Arbejdskraft, og der vanker, efter hvad vi erfarede, ikke en Gang en ekstra Taar Kaffe til de Lemmer, som tjener ekstra Penge til Bestyreren. Den tidligere Bestyrer, Mads Hansen, som tog væk for godt en halv Snes Aar siden efter at have tjent en Del Tusinder paa Fattiggaarden, gav dog Lemmerne Kaffe eller en anden lille Opmuntring for deres nødtvungne Villighed.

Det er for Resten her ret interessant at bemærke, at da Islemark Fattiggaard, for den nye Almindelighed toges i Brug, husede et halvt Hundrede københavnske Fattiglemmer, blev disse fritagne for Arbejde. Vor Kommune udtalte, at de maatte ikke tvinges til Arbejde. Men Brøndshøj-Rødovres Fattiglemmer er forpligtede til at arbejde efter det Skøn, Bestyreren tager over deres Kræfter, de stærkeste i Fattiggaardens Grusgrav eller paa Forpagterjorden, de svagere ved hvad der falder for i den daglige Husholdning. Selvfølgelig er det ganske rigtigt at anvende Lemmernes Arbejdskraft. men i saa Fald bør det ikke være til Bestyrerens private Fordel eller uden rigelig Forplejning.

Bestyreren har dertil andre Fordele. Han faar fri Ildebrændsel og Penge til Anstaltens Vask, der besørges gratis af de kvindelige Fattiglemmer. Som man ser giver den hele Ordning adskillig Lejlighed til at profitere af de Forsørgede.

Ved vort Besøg paa Fattiggaarden spurgte vi efter en gammel Kartoffelpranger Lars Jensen, hvis Tilværelse i et Brev til os var skildret med meget mørke Farver. Paa Stuen, hvor den gamle, noget aandssløve Mand havde Ophold, var der 7 Senge. For Øjeblikket er de 6 belagte, men selv for disse seks Mennesker er Værelset altfor lille. Luften var daarlig, skønt der herskede en jævn Properhed derinde. Men den gamle Lars Jensen var syg, og hans Sengeleje var som et Barns. Han laa tidt i sine egne Udtømmelser, og havde da ingen anden Hjælp end den, en 78-aarig, gigtsvag Snedker og Anstaltens krumbøjede Korøgter ydede ham. Og skønt de med moderlig Omhu tog sig af den syge Lidelsesfælle, manglede han aabenbart Hospitalspleje. Men Fattiggaarden lader sine Sygestuer staa ubenyttede, selvfølgelig for at spare Udgift, og Lægen, Dr. Li il de paa Nørrebro, kommer kun en Gang hver Maaned i Besøg paa Fattiggaarden.

Saa ligger disse Menneskevrag uden ordenligt Tilsyn og Pleje og maa være glade til, om de er saa sløvet, at de ikke selv fatter deres Tilværelses Usselhed.

Thi ussel er denne Tilværelse i sin Blanding af Fattigdom og nedbrudt Livskraft. Derhenne ved Døren ligger en næsten blind Gamling. Det udslukte Blik søger ud mod Stuen, og det raller fra den Syges Bryst. Hvor sørgeligt, hvor uhyggeligt! Paa Stolen ved hans Seng er henlagt en Flæskelevning og et Stykke Brød, og vi erfarer, at de syge Fattiglemmer ikke faar anden Forplejning end de raske. Man tænke sig: Rugbrød og fedt Flæsk til en Syg! Det er en Kur, som ingen Sogiiebonde vilde vove at byde sit eget Øg.

De Gamle klager ellers ikke paa Opholdet. Kun Kaffen synes dem lidt tynd. Men de er glade ved, at de har faaet Lov til at lægge sig paa Sengene om Dagen, naar de føler sig trætte. Tidligere blev Sengene slaaet op efter endt Natteleje.

Hvor mange skuffede Livshaab og hvor megen menneskelig Ynkværdighed Ijnses ikke paa en saadan Anstalt med en Snes Beboere! Og hvor frastødende tager det sig ikke ud i denne Ramme af Bondenærighed!

Med Vellyst indaander vi atter den friske Blæst, skønt Regnen bløder godt igennem og Vejene er et leret Morads. Herude er Frihed. Vi er unge og glade. Livet er lyst, og det rummer stærke Haab ! Men derinde - - -

Vi taler om Alderdommen, vi to, som atter vandrer hjem til den store By. Om vi nu selv blev gamle som hine, glemt af Slægt og Venner? 

Saa vil den fremadskridende Kultur, baaret af vort unge Parti, vel have løst det endnu fim debatterede Spørgsmaal om human Forsørgelse for Gamle, Syge og Arbejdsinvalider.

(Social-Demokraten 14. november 1894).

Brønshøj-Rødovre Sogns fattiggård lå på hjørnet af Rødovrevej og Slotsherrensvej. En forgænger blev opført 1861 og havde plads til 30 fattiglemmer. Fattighjælpsmodtagerne skulle arbejde for føden, som nævnt bl. a. med at grave grus, mens kvinderne flettede måtter og lign. Den omtalte fattiggård blev opført efter en brand i 1884. 

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige tiltaltes ved Nordre Birks Extraret for den i Straffelovens § 192 ommeldte Forbrydelse eller ialfald for Barnefødsel i Dølgsmaal, i hvilken Henseende ved Arrestantindens egen med det forøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse Følgende var fremkommet.

Arrestantinden, som tjente paa en Gaard i Brøndshøi og var besvangret udenfor Ægteskab, havde besluttet at føde i Dølgsmaal og hvis Barnet kom dødt til Verden, skjule Fødselen, hvorfor hun stadigt overfor sin Madmoder nægtede at være frugtsommelig, uagtet hun vidste, at hun skulde føde i Slutningen af August d. A. Natten mellem den 22. og 23. August d. A., da hun laa i sin Seng, fødte hun et Barn, men i Overensstemmelse med sin Beslutning tilkaldte hun ikke Hjælp, hvad der let havde været hende muligt, da hendes Madmoder var til Sengs i samme Bygning. Efter hendes vedholdende Forklaring gjorde Barnet ikke nogen Bevægelse eller skreg, hvorfor Arrestantinden antog det for dødt, hvad der stemmede med hendes Ønsker, og uden at foretage nogen nærmere Undersøgelse eller noget Skridt til at kalde det til Live lod hun det ligge i Sengen i ca. 1½ Time. Barnet, som ialfald nu var dødt indsvøbte Arrestantinden uden nærmere at se paa det i et Stykke Tøi, lagde det i sit Vandfad, overhældte det med Petroleum fra sin Lampe og stak Ild deri i den Hensigt om muligt paa denne Maade at skjule ethvert Spor af Fødselen. Ilden gik imidlertid ud, inden Liget var fortæret, hvorfor hun lagde det i en Skuffe i sin Kommode, hvorpaa hun den paafølgende Søndag den 26. August, da det begyndte at lugte, kastede det i Beholderen for Møddingvand. Her var der senere fundet nogle Stumper og Slykker af det med stærke Spor af Forbrænding.

Distriktslægen havde efter Undersøgelse af Levningerne af Barneliget og efterat være gjort bekjendt med Forholdet afgivet den Erklæring, at Barnet havde været fuldbaaret, at der ikkke var forefundet noget Tegn til, at det skulde være dødt før Fødselen, at det tvertimod var i høi Grad sandsynligt, for ikke at sige sikkert, at det var født levende og havde været levedygtigt og at det var dødt, ikke paa Grund af nogen Vanskelighed ved Fødselen, men fordi dels Aandedræt ikke var kommet i Gang paa Grund af Moderens fuldstændige Mangel paa Omhu for det. 

Arrestantindens Forklaring om, at hun antog Barnet for dødt ved Fødselen og hendes vedholdende Benægtelse af at have foretaget Noget for at berøve det Livet, kunde ikke forkastes saa lidt som hendes Forklaring om, at hun ikke vilde have ladet et efter hendes Formening levende Barn omkomme. Hun kunde derfor ikke straffes efter Straffelovens § 192, men Arrestantinden. som er 25 Aar gammel og ikke forhen straffet, blev anseet efter samme Lovs 194 efter Omstændighederne med Forbedringshusarbeide i 15 Maaneder og tilpligtet at betale Sagens Omkostninger.

(Dagens Nyheder 9. november 1893).

Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

I December Maaned f. A. blev der af Brøndshøi-Rødovre Sogneraad tilstaaet en tiltalt, tidligere gjentagne Gange straffet, 31aarig Arbeidsmand en Huusleiehjælp af 4 Kr. for Maanederne Januar Februar d. A., og da det, naar der saaledes bliver tilstaaet Trængende Huusleiehjælp i denne Commune, efter det Oplyste er Sogneraadets Hensigt, at den tilstaaede Hjælp bliver benyttet til Betaling af Huusleie og ikke til andre Livsfornødenheder, betydede det Sogneraadsmedlem, hos hvem den Tiltalte tilstaaede Huusleiehjælp skulde hæves, Tiltaltes Hustru, da hun i Januar Maaned modtog de første 4 Kr., at de næste 4 Kr. ikke vilde blive udbetalte, medmindre der blev produceret Beviis for, at Huusleien for Januar Maaned var betalt, hvilket Paalæg tildeels var foranlediget ved en mellem fornævnte Sogneraadsmedlem og Tiltaltes Huusvært truffet Aftale. Tiltalte lod nu først, da han i Februar Maaned skulde hæve det andet Beløb af 4 Kr., sin Hustru gaae op til Sogneraadsmedlemmet med sin Leiecontract, paa hvilken Leien successive blev afbetalt, men da det ikke tilstrækkeligt klart fremgik af denne, at Huusleien for Januar Maaned var betalt, forlangte Sogneraadsmedlemmet en Attest fra Huusværten derom. Efterat Tiltalte havde faaet denne Besked, leverede han sin Hustru saalydende Attest:

"Arbeidsmand N. N. har betalt mig Leien til den 1ste Januar og 1 Kr. paa Februar 1881.

N. N.

(Huusværtens Navn),

hvilken Attest hans Hustru derefter overleverede Sogneraadsmedlemmet, som derpaa betalte hende de 4 Kr. Denne Attest viste sig imidlertid senere at være falskelig underskreven, og Tiltalte vedgik nu, at han i den Hensigt derved at faae udbetalt det oftnævnte Beløb af 4 Kr. selv havde udfærdiget og med sin Huusværts Navn underskreven fornævnte Attest, idet han ved Navnet N. N. sigtede til denne, uden at han havde havt dennes Bemyndigelse eller Tilladelse dertil. Det var under Sagen tillige oplyst, at Attesten forsaavidt var materielt rigtig, som Tiltalte i Virkeligheden, da han udfærdigede Attesten, havde betalt Huusleien for Januar Maaned og at Huusværten vilde kunne have udstedt en Attest af lignende Indhold, som den af Tiltalte skrevne, hvis denne paa det Tidspunkt, da Attesten skrevet af Tiltalte, hvilket maatte antages at være skeet i Midten af Februar Maaned d. A., havde anmodet ham derom.

For sit Forhold blev Tiltalte, om hvem det var oplyst. at han sad i yderst trange Kaar, og at han navnlig, da han skrev Attesten, i længere Tid intet Arbeide havde havt paa Grund af en daarlig Arm, ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 270 jft. 271 med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1881).

Lommetyveri. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at den oftere for Tyveri og Bedrageri straffede Ole Hansen i December f. A. havde udstaaet en Maaneds Tvangshusstraf for Løsgængeri, blev han indlagt af Fattigvæsenet i Islemark Fattighus. Her frastjal han et andet Fattiglem en Portemonnaie med nogle Penge i, samt en Tobakspibe med Tobakspung. Straks efter at have vedgaaet dette Tyveri forlod Ole Fattighuset og begav sig hen i Brønshøj Kro. Her satte han sig til at svire og spille med tre Arbejdere, der imidlertid i Løbet af Natten forlod Kroen. Tilsidst, da Kl. var 4, var Ole alene tilbage i Krostuen, idet Kroens Staldmester, der tillige bestyrer Kælderstuen, havde, overvældet af Træthed, lagt sig til at sove i et Sideværelse, iført sine Klæder. Lysten til at begaa Tyveri opstod nu igen hos Ole, der i Løbet af Natten havde opbrugt det Fattiglemmet fra stjaalne Pengebeløb, og han listede sig derfor ind til Staldmesteren og udtog med Forsigtighed af dennes ene Benklædelomme en Portemonnaie, hvori der hændelsesvis den Nat var et stort Beløb, næmlig 195 Kr. Han forlod nu straks Kroen og begav sig ad Landevejen til Ballerup, hvor han om Morgenen tidlig bankede Krofolkene op og satte sig straks til at holde fint Maaltid og at drikke. Han byttede en Hundredekroneseddel og bortskænkede til forskellige Personer, han kom i Berøring med, større og mindre Beløb, købte et Gevær osv. Han blev imidlertid samme Dag greben, men havde da allerede forbrugt henimod 100 Kr., af hvilke det lykkedes at skafte Staldmesteren en Del tilbage, foruden de hos Ole ved hans Anholdelse beroende Penge. Ved Københavns Amts nordre Birks Ekstrarets Dom blev Ole Hansen, der er 20 Aar gammel, anset efter Straffelovens 230 med Forbedringshusarbejde i 1 Aar.

(Social-Demokraten 21. marts 1877).

Brønshøi Kirkegaard.

For nyligt var averteret auktion over en del sæd på roden på Brønshøj præstegårds jorder, hvorved indsenderen studsede da han ved at der eksisterer et forbud mod sådant salg af den sæd som avles til en præstegård. Men kendskab til de hæderlige mænd, den fratrædende og den tiltrædende præst på stedet, såvel som også til prokuratoren, der bekendtgjorde auktionen, borgede nok for ham til at intet ulovligt her fandt sted. Og han formodede hvad han siden har hørt bekræftet, at en speciel tilladelse til ovennævnte salg var givet vedkommende. Hvorfor han ikke skulle have omtalt denne sag, hvis ikke det var for at gøre opmærksom på at man ved offentlige bekendtgørelser der bebuder en afvigelse fra den almindelige lovgivning, gjorde vel i at tilføje at sådant skete med højere tilladelse for ikke at give rå ukyndighed en velkommen anledning til kritik over embedsmænd, hvortil vor tid kun er alt for tilbøjelig, selv uden ringeste grund. 

Imidlertid skulle indsenderen heller ikke have fremsat denne bemærkning hvis han ikke ved sin nærværelse i Brønshøj i anledning af nævnte auktion havde fundet en anden genstand værdig offentlig omtale, nemlig denne landsbys kirkegård. Indsenderen ved nemlig at man allerede i en række af år ikke der har kunnet finde nogen plet til at jorde de afdøde fra det meget store sogn - der indbefatter flere byer - uden efter en besværlig søgen, og sædvanlig må skaffe plads ved at grave til en betydelig dybde for at der i en kule under den kiste man agter at nedsætte, kan blive rum til de opgravede levninger af førhen begravede. Så at man kan sige at de der i mange år har været begravet der, ikke hviler ved, men på deres forfædres ben. Han ved endvidere at et jordstykke allerede for 7 år siden blev udlagt til kirkegårdens højst fornødne udvidelse, og dog er dette endnu ikke blevet anvendt til det. 

"En følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure." (Brønshj Kirke 2015. Eget foto.)

Kan man ikke med største føje her spørge: Hvad kan være årsag til en sådan forhaling? Syv hele år er dog i sandhed en alt for langt tid til at arrangere det øvrige fornødne i denne henseende når det væsentlige - det fornødne jordstykke - haves. Vil man endog sætte noget af det vi nu engang er vant til at kalde sømmeligt til side - vil man ikke agte den bedre følelse hos folket - vil man smile ad de mange spidsfindige bemærkninger der findes fuld anledning til når man træder ind på Brønshøj kirkegård en halv time efter at man har passeret Københavns Assistenskirkegård - vil man ikke bryde sig om at der blandt sognebeboerne findes en ikke ubetydelig del der ikke er vant til et så uanstændigt skue som denne kirkegård nu frembyder - eller vil man sige det er unødvendigt at de efterlevende stræber at pryde deres hedengangne venners gravhøje, hvortil her i sandhed findes meget lille opfordring - så bør man også tage kirkebygningens tarv i betragtning. Og en følge af kirkegårdens så uhyre overfyldning er at denne hele tiden forhøjes så at jordsmonnet nu når langt op på kirkens mure, hvoraf atter følger at disse lider meget af fugtighed, hvilket da også er synligt nok i kirken hvis søndre side er overtrukken med grøn skimmel.

Ved at gøre højere vedkommende opmærksom på denne kirkegård forfatning, håber vi at bidrage til at den ret snart må undergå den i en så lang tid påtænkte og så vidt vides af de offentlige autoriteter ventilerede og omventilerede forandring, hvilket vil være til glæde for alle sognets beboere og til gavn for kirken. Når den nuværende kirkegård da skal gives et anstændigt udseende, ville vi ønske at man ville tage Holmens Kirkegård i København til mønster.

(Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 590-593)

En Efterretning fra Brønshøj

(Indsendt)

Kirken i Brønshøj, som der for nogen tid siden er klaget over i dette blad, er nu sat i sådan stand at den uden fare og forargelse kan besøges af menigheden. Men skolebygningen er endnu i en ynkelig forfatning da den så at sige næsten hverken har vinduer eller døre. Det var ønskeligt om også denne bygning inden vinteren måtte få en alvorlig reparation  så skolelæreren og hans familie hvori der er små børn, kunne ligge varmt inden for væggene.

(Politivennen nr. 90, Løverdagen den 20de September 1817, s. 1505-1506)

"Kirken i Brønshøj, som der for nogen tid siden er klaget over i dette blad, er nu sat i sådan stand at den uden fare og forargelse kan besøges af menigheden."

Ønske fra Brønshøj

Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. Denne tog også forrige år sin begyndelse, og en eneste gammel murersvend blev sendt derud for ved hjælp af husmændene der efter omgang må bidrage til arbejdets fremme at afhjælpe dens mangler. Men uagtet denne gamles flid med klinen og kalkning kunne han i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat. Det synes derfor som om dette arbejde overgår en eneste gammel mands kræfter, og da de arbejdspligtige husmænd unyttigt må spilde mange dage ved at gå til hånde ved et arbejde der under andre omstændigheder kunne tilendebringes i kortere tid, var det ønskeligt om vedkommende mester der har påtaget sig denne kirkes reparation ville sende denne gamle svend nogle duelige murarbejdere til hjælp for at arbejdet kunne gå fra hånden og reparationen endelig engang tilendebringes.

(Politivennen nr. 61, Løverdagen den 1ste Marts 1817, s. 951-952)

 "Brønshøj Kirke har i lang tid været særdeles forfalden og højst trængende til en alvorlig reparation. En gammel murersvends flid med klinen og kalkning kunne i afvigte sommer ikke engang bringe det til at få våbenhuset istandsat" (Brønshøj Kirke. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

Om udvidelsen af Brønshøj kirkegård, se "Et Exempel paa Licitationsarbeides Skrøbelighed." Politivennen nr. 1189, lørdag den 13. oktober 1838. Side 648-649.

Til bedste for Skolebørn i Brønshøj

I Brønshøj er, lidt fra ovennævnte møddinger, en meget stor ler- og sandgrav i siden på den bakke hvor skolen er bygget. Den er forfærdende dyb og stejl. Imellem denne afgrund og et halvgærde er der en opgang eller sti for børnene fra vejen op til skolen, der højest er en god alen bred fra gærdet til graven. Man kan ikke undre sig nok over, at endnu ingen af de børn der dagligt går der, er faldet og kommet til skade! At det alligevel nok engang vil ske, forekommer uundgåeligt efter nærværende omstændigheder! For selv for et voksent menneske, som er uvant hertil, skal der virkelig lidt mod til at betræde denne vej, gerne i mørke, såvel som når det har regnet og jorden er blød og slibrig.

Godt nok er der en anden vej til skolen. Men da denne sti stikker nærmere ligefor skoledøren, så vælges denne, for sin højere beliggenhed i slemt føre, muligvis frem for den anden - uagtet sin rædsomhed. At denne sti enten blev forsynet med et rækværk, eller, hvad der nok var bedre, blev ganske spærret, er anmelderens bøn til de ansvarlige. Dette vil og bør sikkert også ske, når der er en der kommer til skade her. Men den, i hvis lod dette falder, vil vist desværre hvis han overlever, imod sin vilje komme til at fylde en plads på fattiglisten.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5210-5211)

Uorden i Brønshøj

(Efter indsendt)

Nogle bønder fra Husum by i Brønshøj Sogn, Københavns Amt har for skik at når de kommer tilbage fra København med deres møglæs, hvad enten der er dårligt eller godt føre, aflæsser deres vogne midt på gaden i Brønshøj, tæt ved den nye landevej.

Der ligger så altid 6-7 forskellige møgdynger, som vel tilhører lige så mange ejere. Disse ofte blandet med den ildelugtende urenlighed, som ligeledes af ovennævnte husumbeboere føres hertil fra sukkerhusene i staden, udsender en kvælende dunst og en pestagtig stank, der må være ikke så lidt modbydelig for de omkringværende boliger og deres beboere, fx præstegården, skolen, kroen med flere gårde og huse. For slet ikke at tale om at det vand, der løber fra dem, fordærver den nyligt anlagte landevej gennem byen.

Anmelderen, mener at det altid er en uskik at henlægge skarn i så stor mængde og så slemt et indhold, som noget heraf sandelig er, på et offentlig sted, bare pga. magelighed, for at spare en fjerdingvej. Han udtrykker det håb at disse møddinger bliver afhentet af deres ejere. De ville vel, som alt andet skarn, lugte forfærdeligt, når der da skulle røres i dem. Men - den trøst at det engang fik ende, og at - de aldrig kom der mere - ville være en sand velgerning for de af Brønshøj bys beboere, der endnu kunne og ville bruge den første og tredje sans: Synet og lugten til noget bedre end møddinger. For enhver bør jo passe på sin ejendom.

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 327, 28. juli 1804, s. 5209)

Forslag til en Klemme på de Bønder som sælger Hø og Halm.

Ofte har anmelderen heraf grundet på og tænkt over hvorfor der ikke ved lov er den sjællandske bonde forbudt at begå så grove og uforskammede bedragerier med de såkaldte torvelæs af hø og halm som de bringer til torvs her, og som dog er en uundværlig nødvendighed for en ikke ringe del af byens indbyggere. Bonden sælger i almindelighed sine varer i læssevis uden vægt. Prøver man at forlange af ham at købe efter vægt, så får man som oftest dette svar: Jeg sælger mit læs således som det er og vil ikke veje. Køber man nu et sådant læs foder af bonden (især de tæt på såsom fra Hvidovre, Brønshøj, Herlev, Buddinge eller Gladsaxe), så finder man sig aller oftest så skuffet, at man må betale et lpd halm med 24 () og derover. Bonden må vel le en ud oven i købet.

Da regeringen og vedkommende øvrighed har fundet fornøden at sørge for, at alle andre varer artikler i kongens riger skal sælges efter justeret mål og vægt, så køberen kan være tryg for bedrageri af den slags, var det så ikke muligt, at der også engang blev sørget for, at bonden fik en regel for hvorledes hans læs af hø og halm skulle være, før han fik tilladelse at indfinde sig på offentligt torv, for ikke på så lumsk en måde at bedrage sine københavnske medborgere med falsk læs. For købte man da dyrt, så var man dog ikke bedraget på en så fornærmende måde. Anmelderen heraf tror at det ikke ville være meget vanskeligt at fastsætte en takst for bonden, hvor meget det mindste læs af hø og halm som bringes til torvet måtte veje. Hvis det var derunder, blev det konfiskeret til fattigvæsnet. Læssede bonden derimod sværere læs, så måtte det være ham forbudt at tage betaling for det ekstra, som han kunne være enig om med køberen. Lumsk bedrageri ville på den måde være hævet.

(Politivennen. Hefte 17. Nr. 216, 12. juni 1802, s. 3442-3444)

Møddinger på Landevejen

Landevejene til Utterslev, Brønshøj og Buddinge plejer hver vinter at belægges med møddinger. Og for ikke længe siden så man et par sådanne ligge på vejen, som går over Utterslevs marker til Søborghus, hvilke havde ligget der sommeren over fra forrige vinter. Det er ikke nok, at disse landeveje for det meste ingen anden reparation gives, end ved at opkaste jord på dem fra grøfterne. De skulle også gøres mere dyndfulde ved saft møddingerne meddeler. For ikke at tale om den hindring for passagen som derved sker.

At denne uskik må være blevet bemærket af amtets politi, tør man næsten ikke tvivle om, da en af ovennævnte veje fører til Ballerup, hvor amtets ret holdes. Lige så lidt bør man betvivle, at vedkommende politiets bestyrer, en almindelig agtet embedsmand, jo har søgt at hindre landevejenes brug til sådanne oplagssteder. Men at de endnu ikke er det, må formodentlig have til årsag, at de anstalter, som hidtil i medhold af lovene er føjede derimod, ikke har været kraftige nok i deres virkning.

Det er blevet sagt, at det skal være vanskeligt, ja næsten umuligt, at få oplyst hvem der er ejermændene af sådanne bunker, og at mulkt altså ikke kan anvendes med nytte. Og man har hørt fortælle, at da engang den beslutning blev taget at sælge sådanne møddinger ved offentlig auktion for således at få dem bort og muleten inddreven, blev de bortført natten før auktionsdagen, og den gode birkedommer måtte da han kom til sin forretning, vende tilbage med en lang næse. Til ikke så lille fornøjelse for de, som havde spillet ham dette puds.

Det synes at et kraftigt middel mod dette onde var, at sådanne på vejene henliggende møddinger blev erklærede forbudt, og som offentlig ejendom skænket til hvem der ville køre dem bort. Hvorunder måtte tillige bekendtgøres, at den som med magt hindrede bortkørslen, var at anse og straffe som for udøvet voldsgerning.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 473-475. [Estimeret dato: 17. november 1798])