20 maj 2023

Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

I December Maaned f. A. blev der af Brøndshøi-Rødovre Sogneraad tilstaaet en tiltalt, tidligere gjentagne Gange straffet, 31aarig Arbeidsmand en Huusleiehjælp af 4 Kr. for Maanederne Januar Februar d. A., og da det, naar der saaledes bliver tilstaaet Trængende Huusleiehjælp i denne Commune, efter det Oplyste er Sogneraadets Hensigt, at den tilstaaede Hjælp bliver benyttet til Betaling af Huusleie og ikke til andre Livsfornødenheder, betydede det Sogneraadsmedlem, hos hvem den Tiltalte tilstaaede Huusleiehjælp skulde hæves, Tiltaltes Hustru, da hun i Januar Maaned modtog de første 4 Kr., at de næste 4 Kr. ikke vilde blive udbetalte, medmindre der blev produceret Beviis for, at Huusleien for Januar Maaned var betalt, hvilket Paalæg tildeels var foranlediget ved en mellem fornævnte Sogneraadsmedlem og Tiltaltes Huusvært truffet Aftale. Tiltalte lod nu først, da han i Februar Maaned skulde hæve det andet Beløb af 4 Kr., sin Hustru gaae op til Sogneraadsmedlemmet med sin Leiecontract, paa hvilken Leien successive blev afbetalt, men da det ikke tilstrækkeligt klart fremgik af denne, at Huusleien for Januar Maaned var betalt, forlangte Sogneraadsmedlemmet en Attest fra Huusværten derom. Efterat Tiltalte havde faaet denne Besked, leverede han sin Hustru saalydende Attest:

"Arbeidsmand N. N. har betalt mig Leien til den 1ste Januar og 1 Kr. paa Februar 1881.

N. N.
(Huusværtens Navn),

hvilken Attest hans Hustru derefter overleverede Sogneraadsmedlemmet, som derpaa betalte hende de 4 Kr. Denne Attest viste sig imidlertid senere at være falskelig underskreven, og Tiltalte vedgik nu, at han i den Hensigt derved at faae udbetalt det oftnævnte Beløb af 4 Kr. selv havde udfærdiget og med sin Huusværts Navn underskreven fornævnte Attest, idet han ved Navnet N. N. sigtede til denne, uden at han havde havt dennes Bemyndigelse eller Tilladelse dertil. Det var under Sagen tillige oplyst, at Attesten forsaavidt var materielt rigtig, som Tiltalte i Virkeligheden, da han udfærdigede Attesten, havde betalt Huusleien for Januar Maaned og at Huusværten vilde kunne have udstedt en Attest af lignende Indhold, som den af Tiltalte skrevne, hvis denne paa det Tidspunkt, da Attesten skrevet af Tiltalte, hvilket maatte antages at være skeet i Midten af Februar Maaned d. A., havde anmodet ham derom.

For sit Forhold blev Tiltalte, om hvem det var oplyst. at han sad i yderst trange Kaar, og at han navnlig, da han skrev Attesten, i længere Tid intet Arbeide havde havt paa Grund af en daarlig Arm, ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 270 jft. 271 med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1881).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar