Paa denne Tomt rejses en Borg -! (Efterskrift til Politivennen)

Det gamle Vibenshus.

Siden den store Brand i Sommer hærgede Vibenshus, den gamle Kro ude paa Hjørnet af Lyngbyvejen og Jagtvejen har de fattige Rester der blev tilbage, ligget hen som en sørgeligt og hurtigt hensmuldrende Ruin. At her overhovedet blev levnet en Stump af den gamle Rønne, naar Ilden en Gang havde faaet fat i den, er egnet til at vække almindelig Forbavselse og tjener til den største Honnør for vort fortræffelige Brandvæsen. Men som man ser paa ovenstaaende Billede, der er taget inde fra Ejendommens Gaard, staar der endnu en Bid af "Vibenshus", saameget, at der kan bo ikke mindre end tre Familier deri.

Ogsaa disse skal imidlertid nu væk. De er sagt op til Nytaar og skal være ude senest den 9. Januar, paa hvilken Dag Haandværkernes Hær rykker frem og jævnet de sidste Rester af Ruinen med Jorden og triller alle Minderne bort paa Skubkarrer, hvorefter der straks vil blive tage fat paa Opførelsen af den Kæmpebygning, der skal rejses på den gamle historiske Grund.

(Aftenbladet (København), 7. januar 1925).

Brøndgravere døde i Helsingøer og Vibenshuus. (Efterskrift til Politivennen)

I Helsingør har Uforsigtighed kostet tvende Mennesker Livet. En Grundeier der i Byen, som ønskede en i 13 Aar ikke aabnet Brønd af 11½  Alens Dybde efterseet og renset, overdrog dette Hverv til Byens Vandkiger, som i Løverdags sendte 2 af sine Folk til at udføre Arbeidet. 2 Timer efter at Dækslet var aftaget og en Stige nedladt, steg den Ene ned, men ankommen midt paa Stigen, tumlede han ned i Brønden. Den Anden, der vilde redde ham, steg derpaa ligeledes ned, men deelte øieblikkeligt sin Kammerats Skjæbne. Med megen Anstrængelse fik man Begge op ved Hjalp af Brandhager, men som Liig. - Som bekjendt udvikler der sig ofte i lange tillukkede nogenlunde dybe Brønde forskjellige Luftarter, især Kulsyre og Svovlbrint, af hvilke navnlig førstnævnte er meget farlig, og som oftest dræbende for hvert animalsk Liv; da disse Luftarter ere tungere end den atmosphæriske Luft, uddrive de under Udviklingen denne af Brønden indtil i en Afstand af 5 a 6 Alen fra Overfladen. Tilstedeværelsen af saadanne giftige Luftarter kjendes ved Nedsænkning af et brændende Lys i Brønden, idet dette kun kan brænde saa lange den atmosphæriske Luft er tilstede, men udslukkes, saasnart det naaer ned under denne i hine Luftarter. Dette Forsigtighedsexperiment var ved hint sørgelige Tilfælde ikke blevet iagttaget. - Stadphysicus Klem, som strax blev hentet, da Ulykken var skeet, lod Forsøget foretage, men Lyset slukkedes i en Dybde af 5 Alen; et næste Dag gjentaget Forsøg viste samme Resultat. (Hels. A.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juli 1849)

Mærkeligt nok er der i Nærheden af Kjøbenhavn passeret en ganske lignende Begivenhed som den i Helsingør med den forgiftede Brønd. I Løverdags skulde der i en i Store Vibenshuus værende Brønd, der ikke havde været brugt siden sidste Vinter, nedsættes et nyt Pumpetræ. En Brøndgraver, Peter Larsen, var nede og skulde i 5 Alens Dybde slaae en Klampe fast, da han tabte sin Hammer; han lod sig da Heise ned med Spanden i en Dybde af 12 Alen, men idet han gav Signal til at trækkes op, faldt han død om, dræbt af de ved Kulsyren og Svovlbrinten udviklede giftige Dunster. Man troede, at han kun var kommen tilskade ved at stude sig, og en anden Brøndgraver, Peter Petersen, lod sig derfor Heise ned til hans Hjælp; men ikke saasnart var denne kommen 6 til 7 Alen ned, førend de giftige Dunster ligeledes øieblikkeligt dræbte ham. Med megen Møie fik man Begge trukne op som Liig. For end yderligere at overtyde sig om Brøndens forgiftede Tilstand, lod man et brændende Lys gaae ned, og det slukkedes strax i en Dybde af 5 Alen. - Maatte disse beklagelige Ulykkestilfælde være en Advarsel for Fremtiden om at anvende en storre Forsigtighed ved Brønde, der ikke i længere Tid have været i Brug. (Flvp.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1859)

Efter Bombardementet, Midt October 1807. (Efterskrift til Politivennen)

I dette nummer forsvarer en skribent under titlen "Om Kjøbenhavns Capitulation" beskyldninger fra en "Kielsk Politicus" der kritiserer at man ikke ødelagde flåden og at kapitulationsaftalen i det hele taget er uforenelig med forfatningen og hoffet. Den forsvarer kapitulationen med den håbløse situation hvor 1/5 af byen var lagt i ruiner. Desuden ville 65 brændende krigsskibe udgøre en livsfare, at Københavns 100.000 civile var i fare. Artiklen er interessant idet det senere skulle vise sig at den kielske politiker var mere i overensstemmelse med Frederik 6. end med Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.

Lige fra Kjøbenhavn tiil Frederiksberg og Fredensborg have de Engelske deres Poster ude. De staae saa nær, at de kunne raabe til hinanden; for det meste bestaae disse Tropper af Jægere. I Sorgenfrie ligge mange Engelske Tropper, og i Lunden have de opreist mange Sæder. Her koges og bages hele Dagen. Omkring Hirschholm og i de tilgrændsende Landsbyer ligge Husarer. Træerne i den smukke Dal ved Lundehuset ere fældede.

Da Hr. Lieutenant Høst ved Marinerne nyligen havde Vagt uden for Vesterports Ravelin, rømte to Marinere bort i det samme han var gaaet lidt til Side. Da han kom tilbage og savnede disse to Mand, lod han sætte efter dem; men paa samme Tid fik han Øie paa en Engelsk Hværver, som var i Færd med at hverve en tredie af hans Mandskab. Lieutenanten tog strax fat i Karlen, men denne greb til sin Bajonnet, stak efter ham, og rammede heldigviis kun Knappen, hvorved Bajonenetten gled ned imellem Armene. Lieuten. Høst, som ikke fik Tid til at trække sin Sabel, tog Hververen i Brystet og kastede ham omkuld. Adskillige Folk, som havde været Vidne dertil, vilde have Karlen arresteret, men i det samme kom to Engelske Officierer tilgaaende, og efterat de havde ladet deres og Hververens Navn tegne, udbade sig Lieutenantens og hans Obersts Navn, forsikkrende at Karlen nok skulde blive straffet. Kort derefter blev Lieutenant Høst afhentet i en Equipage fra de Engelske og bragt for en Krigsret paa Ladegaarden. Han har nu to Gange mødt for denne Ret, og forsikkrer at den strængeste Subordination iagttages der. Karlen har ikke Tilladelse at tale, men hans Officier er hans Defensor, hvilket altid er Brug i Engelland.

De Engelske Tropper have, som forhen meldt, Fruentimmere med sig, der vaske deres Linned. Hvert hundrede Mand har saadanne sex vaskekoner. Endeel af dem have været med de Engelske i Ægypten, Holland, etc., og vide lige saa godt at fortælle Krigsbedrivter som Soldaterne.

De Engelske ved Charlottenlund have i disse Dage ladet der sælge ved offentlig Auction endeel Sager, som de ikke ville føre med sig til Engelland. De bleve solgte for Skamkjøb. Ting, som vare ganske ny og koste 2 Rdlr, ere blevne tilslaaede for 12 sk. De have sammesteds et stort Forraad Brænde og Hø, som nok ligeledes vil blive solgt ved Auction.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 104, 10 October 1807)

Store Viibenshus, dette forhen af Københavnerne saameget søgte Forfriskningssted, ligner nu snarere en Hestestald, end en Vaaning for menneskelige Skabninger. I nogle af de udslagne Vinduesruder er stoppet Hø, for andre hænger der halve Døre; Ejermanden selv boer der ikke mere, og kun en Skænkepige er tilstede for at opvarte de engelske Husarer her ligge og en og anden enkelt Forbirejsende. Som Vibenshus har lidt saaledes og de fleste Lyst- og Landsteder paa Frederiksberg i Falkoneralleen; istedet for pyntelige Damer man her var vandt at skue, seer man nu ikke andet end Vester, Strømper, Skjorter ophængte til Tørring, og i den forhen saa skjønne Bredgaade møder man nu en ubehagelig Røg af de eng. Fruentimmer til Kogning og Vaskning.

I Charlottenlunds Skov holde Dag og Nat omtr. 600 Bøndervogne for at udskibe Levnetsmidler fra de Engelske Skibe til Landarmeen. Tiden de holde paa er ubestemt, nogle i 12, andre i 14 Dage, og de som knurre og modsætte sig, maae undertiden bie der i hele 3 Uger. Naar de faae Tilladelse at vende hjem igjen, faae de Pas og Anvisning paa 2 Rd., for hver 24 Timer de have gjort Tjeneste med Vogn og Heste.

Brønshøj Kirke er fuld op til Hvelvingerne af Hø og Foder. 

Ikke faa Læredrenge her af Kbhvn saavelsom andre Drenge savnes, og nogle vides bestemt antagne af de Engelske. Man maae i den Henseende beklage, at de engelske Soldater, som indlades, aldeles ikke holde sig Plakaten efterretlige, at gaae i Hold af 12 Mand med en Underoffiser. De vandre endog enkelte om, nogle med Marinere under Armen, og andre hverve Drenge lige for Folkes Øjne.

(Dagen, 13. oktober 1807)

Fra Vordingborgkanten d. 10 Oct. Længe have vi været fri for Engelskmændene; men for 8 Dage siden have vi faaet nok af dem. De bestaae af Jægere og Husarer, som holde Vagt langs med Strandkanten fra Kallehaven til Corsaer. Præstøe har stærk Indqvartering. Hver Mand maa leveres 1 Pd. Smør og 1 Pd. Kjød hver Dag. (Tilforn maatte leveres 1 Pd. Smør). Til hver Hest maa daglig leveres 1 Lispd. Hø og 1 Skjæppe Havre.

En Dreng paa 13 eller 14 Aar, hvis Fader er Professionist her i Staden, og som er bestemt til sammes Haandværk, lod sig overtale af et voxent Menneske, der allerede havde taget Tjeneste hos de Engelske, til ligeledes at gaae i Tjeneste hos denne Nation som Piber. I dette Forsæt gik han till en her i Forstaden Indqvarteret Major ved den Tydske Legion. Denne betragtede ham nogle Øieblik opmærksomt, gav ham derpaa nogle Penge, og afviste ham med følgende Formaning: "Min Søn! bliv i dit Fædreland og fortjen dit Brød paa en redelig Maade; du vilde maaskee i Tiden fortryde dette Skridt. Skynd dig hjem, og lad dine Forældre ikke være i Angst og Bekymring for dig!"

Man forsikkrer, at vore Capere i Nordsøen have i disse Dage taget en Engelsk Kutter og 14 Transportskibe, som vare ladede med Provision til Flaaden.

Kongens Livjægerecorps er blevet forøget med endeel recruter, og Corpset exercerer nu tre Gange om Ugen. 

Universitetet har ved Bombardementet liidt et betydeligt Tab ved at miste Professor Schiellerups Samling af anatomiske Apparater. Professoren var uheldigviis just paa Landet. - Endnu har Universitetet ingen fuldkommen Vished om sin Skjebne i Fremtiden; det Hele vil beroe paa dets Bønders Skjebne under de Engelske Ophold her i Landet. Adskillige af Forvalterne paa Universitetsgodserne ere allerede udeblevne med Betaling, fordi de hidtil ikke have været istand til at faae Landgilde betalte af Bønderne.

Den skjønne Classenske Have er skrækkelig ødelagt. Veien forbi samme staaer under Vand.

I Gaar ankom en Engelsk Minister, Lord Marv, som skal underhandle med vort Hof. En Coureer blev derpaa afsendt til Holsteen.

Dette nummer gengiver den engelske konges erklæring om krig med Danmark. Samt en række citater fra engelske aviser.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 1, 14 October 1807)

Hs. Majestæt Kongen har sine Værelser hos Gouverneuren i Rendsborg. Alle Kongelige Betjente i Colegierne fra Hovedstaden, som nnu opholde sig i hiin Fæstning, spise ved et table d'hote, og det for en meget taalelig Priis.

Man vil nu vide, at den Canonade, som hørtes for nogle Dage siden i Sydkanten, er bleven foranlediget af en Uenighed, som var opkommen imellem de Engelske og Hannoveranske Tropper i Egnen ved Kjøge.

Da den 14 d. M. en Bataillon Engelske Tropper marcherede forbi Østerport, for at blive indskibet, kastede en forhen deserteret og af de Engelske hvervet dansk Underofficier sit Gevær og sin Hat paa engang bort, og løb saa hastigt han kunde til Porten. Vel skjød og satte man strax efter ham, men han naaede lykkelig Staden, i det han raabte høit: Nun bin ich meine Seele wieder da! Jeg vil dog heller tjene Kongen af Dannemark end Kongen af Engelland.

Paa Toldboden vrimler det i denne Tid af Engelske som indskibe sig. Transportskibene ligge saa nær op til Broen, at Hestene kunne gaae lige ned i Fartøiet. Der er posteret saavel engelsk som dansk Vagt. Skjøtprammen Hvalfisken, som laae sjunken, have de Engelske kappet Masterne af, og den skjles nu af Vandet. Paa hver Hjørne af de Gader, der støde til toldboden, er posteret Vagt af Ryttere og Fodfolk.

Kort over Sverrig blive stærkt søgte af de Engelske. Aldrig er der blevet afsat saa mange Landkort i Kjøbenhavn som under de Engelskes Ophold her. Især søgtes Videnskabers Selskabets Kort meget af dem.

Det saa høistvigtige Søekort Archiv samt dets Kobberpresse og Papir er i Tide bleven transporteret fra Holmen og bragt i Sikkerhed. Det ville ellers under de Engelskes Domineren over Holmene, ikke have undgaaet Ødelæggelse.

Vordingborg d. 12 October. De første Engelske Tropper, der ankom her, vare Engelske Jægere, under Lieuten Baron v. Decken. Strax ved sin Ankomst lod han ved opslaaede Placater og Trommeslag bekjendtgjøre, at, efter Tappenstregen, kunde ingen af Byens Indbyggere følge sammen to og to, uden at blive anraabt af Vagten, som da havde Befaling, at føre dem til deres Bestemmelsessted, og at der dernæst ikke maatte skjenkes efter at der var tændt Lys. I dette Øieblik indqvarteres her 108 Jægere, 4 Over- og 4 Underofficierer, en regimentsfeldskjær, 31 Dragoner, med en Lieutenant og 3 Vagtmestere, samt 16 Artillerister, hvike i Gaar marcherede med deres medbragte Krudtvogne og en Canon til Nestved. Omtrent lige saa mange ere indqvarteerede i og omkring Kallehauge, hvorfra man hører, at der begaaes adskillige Uordener og Voldsomheder. Saaledes er et Pigebarn paa 13 Aar blevet voldtaget af Engelske Jægere (Rifle-men), og baaret i Sengeklæder omkring i Qvartererne, paa det hun, om mueligt, kunne gjenkjende Gjerningsmanden, som endnu ikke er opdaget. Om Barnets Liv haves ei mindste Haab.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 2, 17 October 1807)

Ved den engelske Armees Tilbagerykning gjennem Roskilde i de seneste Dage af deres Ophold udi Sjælland, tildrog sig følgende paa St. Jørgensbjerg: Den 16de Oktbr. 1807 havde en engelsk Doktor sat over fra Roeskilde Fjord til Skoven Bognæs, Lindholms Gods, for at skyde Vildt. Morgenen derpaa, d. 17de Oktbr., kom paa St. Jørgens Bjerg en eng. Kaptajn af de 43 lette Infanteriregiment tilligemed en Doktor, tvende bevæbnede Soldater og en Dreng, og forlangte af Stedets Fiskere, at sætte dem med en Baad over til Bognæs Skov, for at gjøre et nyt Bytte. Stedets Skolelærer Giemsøe, som just da stod paa Skibsbroen, tolkede deres Fordringer for Fiskerne, da han talede tydsk med Doktoren; men Stedets Fiskere nægtede aldeles at føre dem over; hverken Løfter eller Trudsler kunde bringe dem dertil. Da de ikke kunde faae det med det Gode, vilde de benytte dem af Krigens Ret og tage en Baad med Magt; men alle Baadene laae for Anker langt ude og alle Jollerne vare tillaasede, een undtagen, som de ved en Jagt fik løs, og satte ud med en Baad; men trende af Stedets Fiskere, Andreas Mortensen, Lars Mathiesen Wendelboe og Kristian Risøe, satte sig strax i en Baad, roede uforfærdede mod Engelskmændene, som vare ifærd med at tage Ankeret op, og naaede dem forinden. De Engelske lagde an med 4 Geværer mod dem, men dette skrækkede ej disse raske Sømænd, der roede mod Baade, som Engelskmændene stod i, lagde mod samme og nødte dem, efter en kort Vending, at gaae tilbage med uforrettet Sag, uden at have gjort noget Bytte. Engelskmændene købte nu Vildænder af Fiskerne, formodentlig for at vise, de dog havde gjort en Fangst; ja, de bade endog Fiskerne ej at ro strax til Land, for ikke at gjøre opsigt blandt det paa Skibsbroen tilstimlede Folk.

(Omhandlende: 16.-17. oktober). Dagen 22. januar 1808.)

Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen.

Man har nyligt ladet grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen som ligger langs med grøften, er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning. Formentlig må dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden. Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger. 

"Springvandsrenderne fra Lundehussøen er blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning" (Vandrende fra København. De var fremstillet af træ. Nationalmuseet.)

På Jagtvej tæt ved Vibenshus ligger en blottet arm af nævnte render tværs over grøften. Denne er næsten ganske rådnet op og har en så betydelig læk at der i grøften er et net lille springvand. Når de ansvarlige efterser om først omtalte render kan forblive liggende halvt bedækket som de nu forefindes, så er de i nærheden af dette sted og kan da måske ved samme lejlighed tage dette væld i øjesyn. Skulle det beholdes, kan det måske tjene til at frembringe en kunstig eng et eller andet sted i nærheden.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 497-499)

Et, saavel for Synet, som Lugten, ubehageligt Skue paa alfar Vei.

Som bekendt flyttedes bommen ved Store Vibenshus forrige år længere væk fra byen og en ny bolig blev opført til opholds- og beboelsessted for skillingsmanden eller som han muligvis hedder bomforpagteren.

Anmelderen skal ikke indlade sig på at bedømme om det ikke ville have været mere hensigtsmæssigt at nævnte bom siden den endeligt skulle forandre plads, var blevet anbragt endnu længere væk fra byen, nemlig på grænsen af stadens og amtets grund. Men han vil blot hensætte den bemærkning at dens anbringelse på dette sted i det mindste ville have forebygget de så bekendte tvistigheder som foranlediges derved at beboere på stadens grund måske alene fordi de boede udenfor bommen blev afkrævet bompenge ligesom med amtets beboere.

Til liden ære for ejerens smag for det anstændige og passende har det behaget ham ved siden af nævnte bolig ud mod landevejen at anbringe et lokum. Et møbel som vist nok burde anvises en mere passende plads og gives en sådan retning at de der befærder den alfar landevej, ikke uden nødvendighed skulle ulejliges af en sådan stankkule.

Anmelderen nærer det håb at høje ansvarlige under hvem vejopsynet henhører, vil udvirke at ejeren lader sit på urette sted anbragte nødvendighedsmøbel flytte bag hovedbygningen. Hvilket allerede kunne være sket. Anmelderen er nemlig vidende om at hr. møllermester Christensen på Christineberg Mølle, der som genbo daglig lider af vandhusets uddunstninger, har tilbudt at udrede alle med flytningen forbundne omkostninger.

Anmelderen tilføjer at han, og det endog af en udlænding med hvem han rejste til Helsingør, har hørt bemærkninger over hvor upassende det var at en sådan bygning fandtes anbragt ud mod en offentlig endog af de højeste personer stærkt befærdet landevej.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 498-500)

"Til liden ære for ejerens smag for det anstændige og passende har det behaget ham ved siden af nævnte bolig ud mod landevejen at anbringe et lokum." (Store Vibenshus fotograferet mellem 1880og 1910. Siden 1629 havde her været en bolig for bomforpagteren, den har dog højst sandsynlig ikke set ud som på fotoet. Københavns Museum).

Svar paa Stykket i forrige No. af Politievennen: om Inhospitalitet i store Vibenshuus.

I Politivennen nr. 372 er indført en artikel, betitlet "Inhospitalitet i Store Vibenshus" hvori en mand hvis forretninger skulle nøde ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, fører anke over den opførsel som den 2. d. m. om aftenen sent skal være udvist mod ham af værten i Store Vibenhus.

Skønt undertegende kun for en del har Vibenshus i brug, nemlig for så vidt traktørholdet samme sted angår, må jeg dog antage at berørte artikel vedrører mig. For udenfor og på min bopæl er natten mellem den 2. og 3. d. m. passeret følgende affære.

Berørte nat, mellem kl. 1 og 2 blev banket stærkt på min dør. Vækket af min nattesøvn stod jeg op og spurgte hvem det var som bankede, og der blev svaret at det var løjtnant Gandil af husarregimentet. Jeg underrettede ham om at det var mig forbudt at holde værtsskab efter den anordnede polititid, og at jeg under ingen omstændigheder åbnede. Nævnte person som jeg senere erfarede virkelig var løjtnant Gandil, begyndte da at skælde mig ud for en slyngel og en kæltring, hvortil han næst gentagende at bruge sådanne skældsord, truede med at det skulle komme mig dyrt at stå, og at hans kammerater - hvem han mente dermed ved jeg ikke - skulle hævne det. Da jeg desuagtet vedblev min til ham førhen gjorte erklæring, truede han med at sprænge døren og slå vinduerne ind, hvortil jeg blot svarede "at dersom han havde lyst til at gøre vold stod det til ham." I samme øjeblik blev der slået så voldsomt på døren at min hustru og vort spæde barn begyndte at skrige; og da jeg måtte frygte at løjtnanten virkelig ville sætte sin trussel igennem i al dens omfang, besluttede jeg mig til at åbne, i særdeleshed da jeg erfarede at han var i følge med en anden mand, på hvis forhold jeg for øvrigt ikke har det mindste at udsætte. Men jeg tilkendegav derhos forinden løjtnant Gandil at jeg på ingen måde skænkede for ham eller beværtede ham med levnedsmidler. Jeg varmede et værelse til dem, satte en kurv med brænde ved ovnen og på bordet to tændte lys og et lys i reserve, ligesom jeg beordrede min tjenestekarl at våge for at lukke dem ud når de måtte ønske det. Løjtnanten forlangte intet videre, end et glas koldt vand som straks blev leveret, hvorhos jeg selv tilkendegav ham at benyttelsen af værelset, lys og varme intet kostede.

Dette er i det væsentlige alt hvad der den nat er passeret mellem løjtnant Gandil og mig. Den person der var i følge med ham, må kunne bevidne at alt er foregået, som det her er anført, og jeg trøster mig desuden til med andre lovfaste vidner at bevise hvad jeg har sagt.

For øvrigt hører det med til sagens historie at løjtnant Gandil nævnte nat først havde været i værtshuset kaldet "Tre Flasker" hvor han havde hensat hest og vogn, og hvor der så vidt mig bekendt er meget anstændigt lokale til bekvemmelighed for folk uden for bondestanden, foruden det der er bestemt for bønder. At han siden har en tid lang været i krostuen her ved Store Vibenhus og at min bolig således var det tredje sted, hvortil han behagede at ty hen.

Da jeg ikke har noget privilegium til krohold, er det naturligt at jeg ikke kan holde åbent værtshus efter polititid uden at overtræde loven. Og da Nørreport står åben hele natten, da der på stadens broer er flere herbergsteder samt da der endelig foruden krostuen ved Vibenhus, i en afstand af mindre end 1/4 mil hinsides dette sted, er ikke færre end 2 krosteder, hvor der holdes og formodentlig skal holdes åbent hele natten, så vil enhver retsindig vist indse at jeg har haft grundet anledning til at nægte at åbne længe efter polititid, især da jeg ved sådant forhold ikke alene ville begå en lovs overtrædelse, men også gøre mine andre medborgere indgreb i deres lovlige næringsbrug.

Dette er alt hvad jeg finder mig anlediget til at svare på berørte artikel i Politivennen. Og da dette mit svar ikke indeholder videre eller andet end den blotte sandfærdige fremstilling af sagen, vil enhver replik blive ubesvaret fra min side. 

Forfatteren til hin artikel i Politivennen agter jeg at sagsøge for de mod mig brugte udladninger, og publikum skal til sin tid blive underrettet om sagens udfald. Løjtnant Gandils ved den lejlighed mod mig bruge skældsord foragter jeg. Og tryg ved lovens beskyttelse, tror jeg at kunne le af hans trussel om hans kammeraters hævn.

Store Vibenshus den 13. februar 1823. 

A. W. Mollerup.

(Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045)

Inhospitalitet i store Vibenshuus.

Det er godt nok sandt at Nørreport nu står åben hele natten igennem, og at rejsende således når de forhindres i at fortsætte deres rejse på grund af ufremkommeligt vejr, kan ty tilbage til København. Men da dette ifølge omstændighederne undertiden kan være ubelejligt, så var det at ønske at man med sikkerhed kunne stole på at blive ladt ind i værtshuse der nærmest omgiver staden. Men at dette ikke er tilfældet, vil publikum erfare af følgende anmelderen meddelte tildragelse:

En mand hvis forretninger nøder ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, rejste den 2. i denne måned om aftenen sent fra København til sit bestemmelsessted. De betydelige snedriver som var føget sammen af den stærke østenvind, forhindrede ham efter at have passeret værtshuset De Tre Flasker at komme videre, da både hest og vogn blev siddende fast, men dog ved hjælp fra adskillige bønderkarle som blev hentet fra sidstnævnte værtshus, med møje blev løftet op og hensat i stalden ved omtalte værtshus. 

"Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der." (Fælleden her om sommeren, giver et indtryk af hvor øde området var).

Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der. Efter at der først var banket på døren i en tid af 5 minutter, lod værten sin stemme høre, og spurgte hvem det var som bankede. Den rejsende gav sig til kende, men værten svarede at det var ham forbudt at lukke op, og at han ikke under nogen omstændighed ville gøre det. Hverken det forskrækkelige vejr eller de indtrængende bønner kunne formå ham til at lukke op. Efter således at have stået i omtrent 20 minutter, truede den rejsende med at ville indgive en klage over værten til politiet. Herpå lukkede denne op. Men uagtet den rejsende ve dat have vadet over en time i sne til midt på livet var ganske forfrossen og våd, blev det dog ikke muligt at formå værten til at levere ham andet end et glas koldt vand.

Anmelderens hensigt hermed er at gøre sine medborgere bekendt med en så vrangvillig og utjenstvillig mand som værten i Store Vibenshus har vist sig, og at forespørge sig hos kyndigere hvorvidt en sådan umenneskelighed kan være hjemlet ved nogen speciel forskrift.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6027-6029).

A. W. Mollerup fra Store Vibenshus besvarede kritikken, se Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045.

Livsfare paa Alfareveie.

Søndag den 23. april kl. 8 eftermiddag passerede anmelderen alleen som fører fra Vibenhus til Nørrebro. Som han tilligemed to personer der var i følge med ham, stod stille for at tage en ny indhegning om bagermester Schlesers jordlod i øjesyn, løsnedes et skarpt skud fra Nørre Fælled i en afstand af omtrent 200 til 250 skridt fra nævnte sted, og ladningen, en kugle eller sten, for susende gennem luften og traf det stakitværk som omgiver nævnte jordlod. Ved at se hen til det sted hvorfra skuddet kom, blev man opmærksom på (så vidt i tusmørket kunne skønnes) en grå trøjeklædt ung person der straks tog flugten i den modsatte retning af skuddet, så at det ville have været umuligt ved at eftersætte ham til fods, at indhente ham. Sidste søndag ved foranførte klokkeslæt hørte anmelderen med flere ligeledes et skarpt skud løsnes fra Nørre Fælled. Det er at håbe at vedkommende som andre der passerer over nævnte fælled eller landevejen omkring samme, vil have et vågent øje med nævnte lømmel for hvis han kunne blive truffet i udøvelsen af sådan en udød, han da måtte blive pågrebet og straffet efter fortjeneste.

(Politivennen nr. 227. Løverdagen den 6te Maj 1820, s. 3683-3684)

Bompenge efter forskiællig Cours

Selv om man en gang imellem klager over at bompengene ved Københavns bomme er lige lovlig høje som fx at der gives 27 skilling for en karet, hvilket er over det halve af den betaling gives i leje af en vogn uden for porten, så har man dog der det gode at bompengene er fastsat og offentligt kundgjorte. Men anderledes forholder det sig med bommene på landevejene, hvor man tillader sig en ganske vilkårlig behandling af den rejsende, idet den mand, kone eller dreng som er ansat til at modtage bompengene, så at sige tager disse på slump eller efter eget forgodtbefindende. Den rejsende er nødsaget til at betale hvad der kræves af ham hvis han ikke vil indlade sig i unyttig ordstrid. Undertiden høre grovheder og forsinke sin rejse. 

Et lille selskab som den 2. januar gjorde en slædefart til Fredensborg og tilbage, måtte ved de forskellige bomme som de passerede betale som følger:

Vibens Bom, på udrejsen 11 skilling, på hjemrejsen 10 skilling.
Vangede Bom, på udrejsen 9 skilling, på hjemrejsen 6 skilling *)
Rojels Bom, på udrejsen 13 skilling, på hjemrejsen 11 skilling
Hirschholms Bom, på udrejsen 9 skilling på hjemrejsen 3 skilling.
Lønholts Bom, på udrejsen 7 skilling, på hjemrejsen 9 skilling.

Enhver vil indse at en så vilkårlig og uregelmæssig betaling af bompenge hverken kan forskaffe det offentlige, bomforpagteren eller de rejsende nogen fordel. Men at samme ofte må give anledning til kævl og ordstrid, ja måske udarte til håndgribeligheder. Det ville derfor være at ønske at de der er ansat til at hæve bompengene af de rejsende, måtte være forsynede med et trykt plakat hvoraf enhver tydeligt kunne se hvad han efter sit køretøjs beskaffenhed måtte betale og at det pålagdes vedkommende at fremvise samme til enhver der ville se den.

*) Der blev kun forlangt og betalt 6 skilling. Men da slæden holdt nogle øjeblikke mens en af selskabet steg af for at forrette et nødvendigt ærinde, kom bomkonen tilbage og forlangte 4½ rbskilling til da hun nu først var blevet opmærksom på at der var 4 heste foran slæden.

(Politivennen nr. 210. Løverdagen den 8de Januar 1820, s. 3353-3355)

"Ved bommene på landevejene tillader man sig en ganske vilkårlig behandling af den rejsende, idet den mand, kone eller dreng som er ansat til at modtage bompengene, så at sige tager disse på slump eller efter eget forgodtbefindende. Ved Lønholts Bom, på udrejsen 7 skilling, på hjemrejsen 9 skilling" (Fredensborg Kongevej, udsigt mod Hesselrød og længst væk Lønholt. Eget foto).

Bekiendtgørelser

1) Efter en til og fra Fredensborg rejsendes beretning betales nu efter fast takst lige meget i bompenge ved mellemværende bomme, nemlig 6 rbskilling af en kane med 2 heste. Efter samme beretning skal en trykt takst være oppebørselsbetjentene meddelt.

(Politivennen nr. 211. Løverdagen den 15de Januar 1820, s. 3383)

Redacteurens Anmærkning

Mon ikke de har rejst ad Fredensborg Kongevej? Denne var anlagt 1774-75 mellem Hørsholm og Fredensborg som den sidste af kongevejene. I modsætning til de øvrige kongeveje var den åben allerede fra sin indvielse for offentlig transport, mod at man betalte bompenge, som altså her blev introduceret i Danmark for første gang. 

Spørgsmaal angaaende Bommen ved Vibenshuus.

 (Indsendt).

Uagtet indsenderen erindrer sig i fjor at have læst en lignende anke over samme bom i dette blad, så fristes han dog ved den ubehagelige behandling han har måttet finde sig i ved nævnte bom, til at lade nedenstående indrykke.

Er det i overensstemmelse med de pligter som påhviler den mand der modtager penge ved Vibenshus at lade folk ved højlys dag i skyllende regn holde under bommen indtil det efter flere minutters forløb behager ham i al magelighed at komme ud for at modtage sine penge? I det mindste lader det sig ikke formode, når man ser hen til den påpasselighed og orden som hersker ved alle andre bomme i nærheden af hovedstaden. Indsenderen som ser den årvågenhed og omhyggelighed hvormed enhver uorden ryddes af vejen, nærer det håb at vedkommende hvis det påankede kan henregnes til uorden, også vil værdige dette den sædvanlige opmærksomhed. Meget kært ville det være indsenderen i dette eller et andet blad at se det spørgsmål besvaret: "om ikke den som der er pålagt at modtage penge ved en bom bør nærme sig sin dør når han hører eller ser en vogn".

(Politivennen nr. 79, Løverdagen den 5te Juli 1817, s. 1334-1335)

En Bemærkning paa Nørrefælled

Skønt denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg, så at man måske kunne sige at fodgængerne kan holde sig i alleerne og ikke havde noget at bestille, så synes det dog at være ganske bekvemt at gå over den når man enten vil til store eller lille Vibenshus, da vejen derved virkelig forkortes.

Den tanke er strejfet mange familier i forgangne somre når de skulle til Charlottenlund. Men anmelderen skylder dem nu da sommerforlystelserne begynder at gøre dem opmærksomme på at denne spadseretur på en måde for i år er hæmmet.

"Denne rummelige plads egentlig synes at være bestemt til stadens kvæg". Køer og heste på Nørre Fælled. Set ind mod staden.

Han er overbevist om at den indhegning som er sket for at forebygge kreaturernes marcheren ud på landevejen før malkepigerne aflosser dem er hensigtsmæssig. Men da disse dyr som erfaringen viser ikke bryder sig om indhegning, men går lige over grøften til de stalde hvor de hører til når malkepigen ikke indfinder sig til bestemt tid, så synes denne indhegningsudgift ved ind- og udgangen at være unyttig. Og da ingen fuldvoksen kan komme derigennem, endsige gravide møde, uden at komme i knibe, var det derfor at ønske at nævnte ind- og udgange som skik og brug skal være på andre steder måtte blive forsynet med en ordentlig dør eller låge. Og skulle vedkommende som de kan have grund til, frygte at denne vej ikke blev aflukket af de der går igennem, kunne samme jo ved en simpel mekanisme være indrettet således at den gik i af sig selv.

Når en sådan indretning blev gjort, vil mange som nu om sommeren går denne vej, såvel til Vibenshus som til Charlottenlund være vedkommende meget taknemmelig. For da kunne de som nu er umuligt, ikke alene ugeneret passere frem og tilbage, uden at bukke sig eller ødelægge både deres klæder og hovedtøj, men endog i fred rulle deres børn til og fra skoven uden i det mindste på dette stykke af vejen at frygte for lemlæstelser af uforsigtige kuske og ryttere.

(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1265-1267)

Spørgsmaale

1. Hvor længe bør man ved højlys dag holde og vente ved bommen til det behager bommanden at komme frem for at modtage sine penge? Bommanden ved Vibenhus påstår at man er pligtig ved højlys dag at holde i 5 minutter uden for hans hus før han må komme ud efter sine penge. Hvis han virkelig har så megen ret, så er de som især i dårligt vejr må holde så længe og vente, meget at beklage. Et svar af kyndige desangående ønskes derfor meget.

2. Hvorledes kan det gå til at springvandet stadig er gult og mudret?

3) Hvorledes forebygges den uskik som nogle lystige brødre udøver ved om natten at banke på apotekernes vinduer og narre det der vagthavende personale?

(Politivennen nr. 32, Løverdagen den 10. august 1816, s. 489)

Farlighed mellem Lundehuset og Vibenshus

Hvor farlig landevejen er for kørende på den ny anlagte vej mellem Lundehuset og Vibenshus, var jeg og andre øjenvidner til i søndags aften den 18. august kl. 9½ slet. En wienervogn, i mørke og uden at kunne se eller kende vejen, ja ved jævn kørsel, væltede ned i den hule vej. En gammel mand, en frugtsommelige kone, hvis ubehagelige følger man endnu lever i uvished om, og en flok små børn, undgik dog ved den højestes bestyrelse et værre onde og kom så vidt uskadt derfra. 

Men for at forebygge flere sådanne indtræffende ubehageligheder, hvorved enkelte personer, om ikke hele familier kunne blive ulykkelige, anmodes den høje vejkommission eller hvem andre der forestår overopsynet dermed, enten ved oplysning af fornødne lygter, eller også ved et foresat rækværk at få samme oplyst og forbedret til sikkerhed for enhver. Undertegnede er overbevist om de ansvarliges snarest gode foranstaltning derfor.

M. Cortzen
Nyhavn nr. 35-37

(Politivennen nr. 383, 24.august 1805, side 6086-6087)

Nørre Fælled 1835. Den har nok ikke set så meget forskellig ud på Politivennens tid. I horisonten kan man over hestene skimte nogle kendetegn fra København: Møllerne på volden, Frelser Kirke på Christianshavn, Rundetårn og yderst til højre Frue Kirke. (Akvarel af H. G. F. Holm. Før og Nu 1919)

Redacteurens Anmærkning

Lundehus og Store Vibenshus

På et kort fra 1744 (Stadsarkivet) kan man se at Lundehus ligger ved Emdrup Søs sydøstlige hjørne. Store Vibenshus syd for ved det der i dag er Vibenshus Rundel. Den omtalte nyanlagte vej må altså svare til hvad der i dag er Lyngbyvejen.

Betleri på Landeveje

Det er underligt at en mand ved Vibenshus på Helsingørvejen, som har en virkelig eller opdigtet skade i hånden, med høj stemme tør anråbe ikke alene kørende, men også gående om almisse og oven i det være uhøflig når han ingen får. En rejsende spørger i anledning af det: Hvilket sognedistrikt tilhører bommen ved Vibenshus? For det er i hytten ved denne bom at denne betler, så vidt man ved, opholder sig. Af sagkyndige ønskede samme rejsende at underrettes om, hvor sådant betleri skal anmeldes?

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 324, 7. juli 1804, s. s. 5149-5150)

En urigtig og lovstridig Handling af Ejeren af store Vibens-Huus.

I sidste uge havde jeg en drift lam bestående af 21 styk på Nørre Fælled. Ved min drengs uforsigtighed kom lammene af vanvare ind på omtalte persons ager uden at gøre skade. Da drengen indberettede det passerede til mig, sendte jeg en af mine svende ud for at erfare om lammene havde gjort nogen skade, men han fandt at ingen skade var sket. Nævnte svend anmodede ejeren af Store Vibenhus at udlevere lammene til ham, men han svarede at han ville have 5 rigsdaler fordi han havde optaget dem, som er tværtimod Danske Lov som siger at når fæ kommer i anden mands ager, da skal skaden som det har gjort, vurderes af uvildige mænd og da af dets ejer erstattes. Men denne ædle mand vidste at jeg ikke kunne lade ham holde lammene på grund af standsning i min næringsvej (2-3 tegn mangler) til vi ved domstolen kunne fået en kendelse som vist ikke vilde være faldet ud til hans fordel, og jeg tror at skylde mine medborgere at bekendtgøre dette med advarsel at deres fæ ikke kommer ind i denne mands ager.

G. L. Schmidt.
Slagtermester
Borgergade nr. 114.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 176, 5 September 1801, s. 2814-2815)

Tegner Lund: Store Vibenshuus. 1837. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.