Det påhviler uden tvivl som en pligt enhver der er ejer et husdyr, at det er uskadeligt for almenheden. Imidlertid har indsenderen erfaret at nogle ikke agter på denne pligt.
Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade. For ikke at tale om at denne hund uafladeligt fra morgenen til langt ud på natten forstyrrer roen for beboerne i nærheden med sin vedvarende gøen. Den forfølger endog forbigående gennem flere gader, og sætter således disse i begrundet frygt for at blive angrebet og bidt. Dette sidste er også ofte tilfældet. Flere af beboerne i nærheden har nemlig været øjenvidner til at den engang har bidt en gammel mand og en anden gang væltet en lille dreng om på gaden og derefter posteret sig i en truende stilling oven over ham så man antog at den hvis barnet havde rørt sig ufejlbarligt ville have såret, ja måske endog dræbt det.
Og en tredje gang, nemlig søndag den 7. i denne måned da en dreng gik gennem gaden kom hunden efter ham og bed ham i kæderne. Dog da drengen kækt forsvarede sig, forlod den ham. Men da han kom tilbage, var det samme tilfældet hvorfor han bad hundens ejerinde der stod i kældervinduet og så på det at kalde hunden til sig og holde den inde så at den ikke skulle skade ham eller andre. Hvorpå manden til tak for advarslen kom op på gaden og gav drengen et par ørefigner hvormed historien endtes.
"Beboerne
af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af
en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne
gade". (Dybensgade 185, eller nr. 13 i dag, er det lysegrønne "ildebrandshus" næstsidst før krydset bagest. Bygningen er opført 1800, og det er altså i dette hus puddelhunden holdt til. Eget foto, 2015)
At både manden og konen der ejer denne hund, er særdeles hjerteglade når den rigtigt kan jage de forbigående skræk i livet eller endog anrette andre fortrædeligheder, bevidner flere der har set deres glædesytringer ved sådanne lejligheder. Og anmelderen har for nogle dage siden da hunden angreb og ynkeligt tilredte en anden meget lille hund, set hvorledes ejerinden stod i kælderdøren og rigtig inderligt glædede sig over dette væmmelige syn uden at kalde den store til sig. Ja da den lille i sin angst var flygtet ned i kælderen til hende, tillod hun endog denne at angribe den der.
Det indstilles derfor til vedkommende hvorledes denne uorden kan blive fjernet. Og indsenderen bemærker at hensigten næppe vil opnås ved at forsyne den med en mundkurv, da dette glubske dyr vist nok især med hensyn til børn ville erstatte tabet af tændernes brug med kløerne.
(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9966-9968)
Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade. For ikke at tale om at denne hund uafladeligt fra morgenen til langt ud på natten forstyrrer roen for beboerne i nærheden med sin vedvarende gøen. Den forfølger endog forbigående gennem flere gader, og sætter således disse i begrundet frygt for at blive angrebet og bidt. Dette sidste er også ofte tilfældet. Flere af beboerne i nærheden har nemlig været øjenvidner til at den engang har bidt en gammel mand og en anden gang væltet en lille dreng om på gaden og derefter posteret sig i en truende stilling oven over ham så man antog at den hvis barnet havde rørt sig ufejlbarligt ville have såret, ja måske endog dræbt det.
Og en tredje gang, nemlig søndag den 7. i denne måned da en dreng gik gennem gaden kom hunden efter ham og bed ham i kæderne. Dog da drengen kækt forsvarede sig, forlod den ham. Men da han kom tilbage, var det samme tilfældet hvorfor han bad hundens ejerinde der stod i kældervinduet og så på det at kalde hunden til sig og holde den inde så at den ikke skulle skade ham eller andre. Hvorpå manden til tak for advarslen kom op på gaden og gav drengen et par ørefigner hvormed historien endtes.
At både manden og konen der ejer denne hund, er særdeles hjerteglade når den rigtigt kan jage de forbigående skræk i livet eller endog anrette andre fortrædeligheder, bevidner flere der har set deres glædesytringer ved sådanne lejligheder. Og anmelderen har for nogle dage siden da hunden angreb og ynkeligt tilredte en anden meget lille hund, set hvorledes ejerinden stod i kælderdøren og rigtig inderligt glædede sig over dette væmmelige syn uden at kalde den store til sig. Ja da den lille i sin angst var flygtet ned i kælderen til hende, tillod hun endog denne at angribe den der.
Det indstilles derfor til vedkommende hvorledes denne uorden kan blive fjernet. Og indsenderen bemærker at hensigten næppe vil opnås ved at forsyne den med en mundkurv, da dette glubske dyr vist nok især med hensyn til børn ville erstatte tabet af tændernes brug med kløerne.
(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9966-9968)
