Viser opslag med etiketten Dybensgade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dybensgade. Vis alle opslag

22 februar 2016

En glubsk Hund i Dybensgade

Det påhviler uden tvivl som en pligt enhver der er ejer et husdyr, at det er uskadeligt for almenheden. Imidlertid har indsenderen erfaret at nogle ikke agter på denne pligt.

Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade. For ikke at tale om at denne hund uafladeligt fra morgenen til langt ud på natten forstyrrer roen for beboerne i nærheden med sin vedvarende gøen. Den forfølger endog forbigående gennem flere gader, og sætter således disse i begrundet frygt for at blive angrebet og bidt. Dette sidste er også ofte tilfældet. Flere af beboerne i nærheden har nemlig været øjenvidner til at den engang har bidt en gammel mand og en anden gang væltet en lille dreng om på gaden og derefter posteret sig i en truende stilling oven over ham så man antog at den hvis barnet havde rørt sig ufejlbarligt ville have såret, ja måske endog dræbt det. 


Og en tredje gang, nemlig søndag den 7. i denne måned da en dreng gik gennem gaden kom hunden efter ham og bed ham i kæderne. Dog da drengen kækt forsvarede sig, forlod den ham. Men da han kom tilbage, var det samme tilfældet hvorfor han bad hundens ejerinde der stod i kældervinduet og så på det at kalde hunden til sig og holde den inde så at den ikke skulle skade ham eller andre. Hvorpå manden til tak for advarslen kom op på gaden og gav drengen et par ørefigner hvormed historien endtes.

"Beboerne af kælderen under huset nr. 185 i Dybensgade er nemlig i besiddelse af en stor hvid puddelhund der er en skræk for alle der skal passere denne gade". (Dybensgade 185, eller nr. 13 i dag, er det lysegrønne "ildebrandshus" næstsidst før krydset bagest. Bygningen er opført 1800, og det er altså i dette hus puddelhunden holdt til. Eget foto, 2015)

At både manden og konen der ejer denne hund, er særdeles hjerteglade når den rigtigt kan jage de forbigående skræk i livet eller endog anrette andre fortrædeligheder, bevidner flere der har set deres glædesytringer ved sådanne lejligheder. Og anmelderen har for nogle dage siden da hunden angreb og ynkeligt tilredte en anden meget lille hund, set hvorledes ejerinden stod i kælderdøren og rigtig inderligt glædede sig over dette væmmelige syn uden at kalde den store til sig. Ja
da den lille i sin angst var flygtet ned i kælderen til hende, tillod hun endog denne at angribe den der.

Det indstilles derfor til vedkommende hvorledes denne uorden kan blive fjernet. Og indsenderen bemærker at hensigten næppe vil opnås ved at forsyne den med en mundkurv, da dette glubske dyr vist nok især med hensyn til børn ville erstatte tabet af tændernes brug
med kløerne.

(Politivennen nr. 504. Løverdagen den 27de August 1825, s. 9966-9968)

Redacteurens Anmærkning

Glubske hunde er et tilbagevendende fænomen i Politivennen, fx Politivennen nr. 701, lørdag den 6. Juni 1829, s. 384-385: "Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang"  

08 februar 2016

Malersynder.

Da man mindes at De, hr. udgiver før i Deres blad har optaget adskillige malersynder, og da man tilige har lagt mærke til at meget på grund deraf er blevet rettet og forandret, så tillader man sig herved at meddele Dem følgende fortegnelse der muligvis kunne lede til et lignende resultat. Man tillader sig at gøre begyndelsen med de aldeles meningsløse skilte der findes i Vimmelskaftet nr. 136 og 137. På første sted træffer man "Spangs Møbelhandling" og på sidste "G. Bonniers Boghandling" At en møbelhandler kunne lade sig nøje og tage til takke med et så meningsløst og intetsigende skilt lader sig da så nogenlunde forklare. Men at en boghandler, en mand der må antages at være hjemme i det mindste i fædrelandets sprog, kunne modtage og i en række år beholde et sådant skilt, er i høj grad uforklarligt. - I samme gade nr. 21 kan fås mælk og fløde "Somvermorgen" kommer fra landet. - I Badstuestræde nr. 121 er følgende avertissement: "Raae og Kogt Fløde Sød og afskommet Melk, som hver Morgen kommer fra Landet Selges her." -

I samme gade nr. 129 fås "Daabelt Vidt og Brundt Øl." - I Grønnegade nr. 264 "udleies Klæder Kapper og sørge Gardiner." Af Politivennen nr. 483 ser man at sørgedragten i denne gade er lige så sørgelig som dette sørgelige skilt. - I Dybensgade nr. 185 "klinges og limmes alle sorter Porstelein Glas og Stentøy." - I Klosterstræde nr. 71 & 72 bor Vers huus holder S. Madsen. - I Pilestræde nr. 101 ser man, at Hr. "Moberg Anbefaler sig med at Stikke og Trykke." Foruden det ekvivokke der synes at ligge i dette skilt, tror man sig også berettiget til at antage at de af hr. Mobergs kunder der bruger hans stikken og trykken gør vel i selv at læse korrekturen.

At sådant galimatias endnu kan finde sted og det endog i en tid da intet barn må konfirmeres forinden det har aflagt prøve i retskrivning, er mere end besynderligt, og man mener at vedkommende mestre der ikke selv kender det almindelige af sproget, ville gøre vel i desangående at konsultere andre kyndige, blandt hvilke man vel endog kan regne deres egne læredrenge.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9630-9632)

20 januar 2016

Anmodning fra Dybensgade.

For porten i Dybensgade mellem nr. 165 og 166 er ofte et afskyeligt søle som oversvømmer den største del af gaden lige over for således at det er vanskeligt især for velklædte fruentimmer og børn at passere samme uden at blive tilsmudsede. Denne port hører til et hus i Admiralgade hvorfra der udskylles en del skident vand med mange andre ting som ikke på grund af den lille rende kan komme under brættet i rendestenen, men må tage flugten over brættet og således besudler gaden. Ejeren ville forbinde sine naboer og genboer samt dem der passerer her, ved at lade rendestenen lægge således at det udskyllede kunne få det behørige løb i kisten. Om vinteren i frost kan dette sted også være farligt for fodgængere. Besynderligt finder anmelderen det fx også at Dybensgade så stedmoderligt behandles af brolægningskommissionen da den endnu ikke har fået flisesten på fortovene, uagtet der før er anket herover, og den ligger midt i byen samt i øvrigt såvel i henseende til smukke bygnigner som alt andet, ikke står tilbage for stadens andre såkaldte hovedgader.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9081-9082)

20 november 2015

Dybensgades Brolægning.

Dybensgades beboere blev i sommer overraskede ved at se brolæggerne der for at foretage en hovedreparation i gaden hvilket den såre meget trænger til da der ikke er foretaget nogen forbedring på den siden Københavns ildebrand. Man håbede at få denne gade i lige så passabel stand som de andre gader i byen. Håbet blev tilintetgjort.

1) De fortovsfliser som er almindelig overalt, endog i de senest i Nyboder oplagte gader, blev her ikke lagt. Da disse er til bekvemmelighed for fodgængere, er det virkelig et tab for de næringsdrivende beboere her når passagen ved de mindre bekvemme fortove formindskes. Heller ikke kan anmelderen indse nogen grund hertil da han tror at være overbevist om at beboerne her hverken i næringsskat, brolægningsskat eller anden henseende betaler mindre end de der bor i de til bekvemmelighed for de vandrende istandsatte gader.

2) Den del fra Admiralgade til Skvaldergade er lagt så skødesløst, ujævn og fuld af huller at den virkelig ikke er bedre end før. Dette vil man ikke indlade at gøre de ærede vedkommende opmærksomme på for at fejlene snarest muligt kan blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 345. Løverdagen den 10de August 1822, s. 5590-5592).

15 april 2015

En Fabrikation, som fortjente en følelig Belønning

(Efter indsendt)

Blandt alle den store stads onder er dette vist nok ikke den mindste at en del varer kunne fordærves eller forfalskes, uden at samme altid og allevegne kan pågribes af den magt som er betroet opsynet med det. Ikke fordi det var umuligt, men fordi indbyggerne er alt for magelige eller skødesløse med straks at angive enhver sådan fejl!


En amagerinde på hjørnet af Dybensgade og Admiralgade mistænkes for at sælge fortyndet mælk. Hun sælger tre slags mælk med tre forskellige priser potten

En af de varer som det er størst ynk og harme at se forfalsket er mælken. Hvis prisen steg, ville det ikke være så slemt, som hvis prisen er lav, men varen fordærvet.

Man anmelder derfor til højere opmærksomhed, at en amagerinde, der har stade på fortovet på det hjørne af Admiralgade og Dybensgade hvor blikkenslagerenke madam Petersen er husejerinde, sælger tre slags mælk. En til 2 skilling, en til 3 skilling og en til 4 skilling potten. Foruden denne forargelige sortering ligner alle sorterne, selv den bedste så lidt sand eller ægte mælk i smag og syn at fabrikantinden efter anmelderen mening har vel fortjent at anbefales til politiets drøftelse og kendelse.


(Politivennen nr. 539, 27. august 1808, s. 8657-8659)

13 april 2015

Musik og Dands på uønskelig Tid i Smaagaderne, I Særdeleshed i Dybensgade o.s.v.

(Efter indsendt)

Allerede ved højlys dag kl. 14 om eftermiddagen høres i smågaderne, og fornemmelig i Dybensgade på strækningen fra Ulkegade ned til Skvaldergården et utåleligt lirendrejeri, blandet med gæstestøj næsten fra hver anden stue og kælder hele gaden igennem. Den tænkende borger der kommer denne vej, stopper ørerne til for denne musik. Beklager at så mange raske sømænd, så mange skikkelige håndværkskarle her bruger tid, penge og muligt helbred og sundhed. Vænnes til lediggang, får afsmag for strengt arbejde og gør sig uduelig i fremtiden til at fortjene sit brød. Naboer og genboer ækles ved at høre denne dansestøj på et tidspunkt da vores eftermiddagsarbejde først begynder. Ønskeligt derfor om dette væsen først blev tilladt kl. 7 om aftenen og igen blev befalet ophørt kl. 10. Endda var der tid nok for disse stakler at blive af med hvad der synes at være dem til byrde: tid, penge, helbred og sædelighed. Og de omkringboende kunne da i al ro fortsætte
deres sysler hver i sin kreds, uden på en så ubehagelig måde at blive forstyrret.

(Politivennen nr. 537, 13. august 1808, s. 8623-8624)

I Dybensgade på strækningen fra Ulkegade ned til Skvaldergården er der et utåleligt lirendrejeri, blandet med gæstestøj næsten fra hver anden stue og kælder hele gaden igennem. (Huse på Dybensgade fra Politivennens tid. Eget foto)

Redacteurens Anmærkning

Ulkegade (siden 1932 Bremerholm) var på Politivennens tid en af de mest berygtede gader i København og udenlands pga gæstfri damer, sociale bærme, prostitution mm. Og sådan blev det i øvrigt ved næsten 100 efter Politivennen, helt op til 1932 hvor gaden blev totalt udslettet.

27 januar 2015

Om Retskrivning på Gadenavne og Skilte her i Byen

(Efter indsendt)

Politivennen har før omtalt skønskrivning på vores skilte og gadenavne. Men med lige så megen grund må man kritisere den skødesløse bogstavering, der ses på adskillige skilte her i byen. Og det kan man undre sig over, da læsning af trykte danske skrifter, hvori man dog bør formode at de fleste ord er rigtigt bogstaveret, er temmelig godt i gang blandt alle stænder. Og man tvivler ikke på, at der foruden det meget andet nyttige der læres i de prisværdige søndagsskoler, også der drives på retskrivning og rigtig bogstavering. Alligevel ser man endog på de nyeste skilte en særdeles dårlig bogstavering, der som oftest røber, at den skrives som det lyder i øret. Således ser man vid øl, i stedet for hvidt øl, og på et skilt nylig: Her klenges porcelin. Man ser indhugget i marmor: Rosenbor Quarteer og Borre-gade, og på et monument på kirkegården uden for Nørreport, der har kostet mange hundrede daler: Ægtefælde. Men ingen offentlig ting er så vanhelliget ved dårlige og urigtige indskrifter som gaden Sqvalder-gården. På hjørnet af Dybensgade står den benævnt: Squader-gaden. På hjørnet af Laksegade: Squaller-garden, og på hjørnet af Hummergade: Svalergaarden. Og alle steder med bogstaver der overhovedet ikke kan betegnes som skønskrift.

Man kunne nævne endnu flere urigtige indskrifter, der ses på de allerfleste skilte. Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade, vanhelliges ved en urigtig bogstavering, Fariquer i stedet for Fabriqueur.

Salig P. C. Abildgaards Gravsted på Assistenskirkegaarden er et  fremragende eksempel på hvordan retstavning og beskrivelse skal gøres.

De ord, der indhugges i monumenter, burde dog for sikkerheds skyld efterses før de forevigedes, af en nogenlunde sprogkyndig. Det er så flovt at støde på et fejlstavet ord i en indskrift, der ellers er højtravende. Ligeså burde det som på skilte og andre offentlige underretninger skal fremstilles og berettes publikum, fremsættes rigtig bogstaveret. Det er så smukt, at man forstår sit modersmål rigtigt.

Disse foreløbige anmærkninger over retskrivningen i offentlige bekendtgørelser, vil tid efter anden end mere forøges. Bidrag dertil vil vist nok ingenlunde mangle. Med skæve og brogede bogstaver ser man meget ofte en mand vil have noget bekendtgjort på et skilt, som ingen kan bogstavere sig frem i, og hvor man omsider er nødsaget til at sige til sig selv: Gud ved hvad det er, denne mand har villet sige de forbipasserede.

(Politivennen nr. 378, 20. juli 1805, side 6009-6012) 

Endogså det ellers smukke skilt, som Comstabili har ladet udhænge på Østergade (nr. 13), vanhelliges ved en urigtig bogstavering, "Fariquer" i stedet for "Fabriqueur". Heldigvis for Politivennens skribent ser det ud til at Mulberry og Hotel Chocolat har rettet op på det: Hotel Chocolat - det er vel godkendt?

Redacteurens Anmærkning

Comstabili i Østergade

Der er formentlig tale om konditor Louis Comstabili, som på det tidspunkt ejede matrikel nr. 13 (nuværende Østergade 13, lædervareforretningen Mulberry og Hotel Chocolat). Huset står der endnu, men er ombygget senere.

11 juni 2014

Exempel paa uforsvarlig Skjødesløshed af Bygherrer og Bygmestere.

I dag kl. kvart over elleve styrtede det plankeværk som var opsat om blikkenslager hr. Petersens hus nr. 212 på hjørnet af Dybens- og Admiralgade om ved vægten af en halv snes læs mursten som på den mest skødesløse måde værnede om dem. Denne nedfaldende masse ville sikkert være blevet indsenderens bane hvis han ikke til lykke var sprunget til side. Og at sådan højst skadelig opstilling af materialer ikke ændres af bygningsfolk, så han tydelig nok, da de tyske murfolk som stod ved bygningen, lo højt af hans fare. Han håber at politiet dog engang vil have et øje med disse manddræbende stenstabler.

(Politivennen 1798, Hæfte 2, nr. 19, s. 302-303. [Estimeret dato: 1. september 1798])


Redacteurens Anmærkning

Dybensgade 212/Admiralgade 212 er idag Admiralgade 21. Bygningen er opført 1797-99 for blikkenslager Christian Pedersen.

Admiralgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.