Den gamle Stjernemølle nedbrændt i Nat. (Efterskrift til Politivennen).

Møllen, der stod paa Volden, i Ruiner. 

"Stjernemøllen"s Rester, fotograferet i Morges.

En at de ældste Møller i Hovedstadens nærmeste Omegn, den gamle "Stjernemølle" paa Roskilde Landevej 77 ved Peter Bangsvej-Viadukten er i Nat gaaet op i Flammer. Ved 1½-Tiden opdagede nogle Cyklister, at der slog Flammer ud fra Møllegangen, og fik Ejeren Møller og Bagermester Kofoed, kaldt op. Han slog straks Alarm, og Frederiksberg Politi og Brandvæsen kom hurtigt til Stede.

Paa det Tidspunkt var Møllen imidlertid allerede et luende Flammehav, mod hvilket Vandet fra Slangerne intet kunde udrette. Ilden havde med rasende Hast forplantet sig op gennem Træværket til Hatten, der fløj af med et Brag. I Løbet af en times Tid var Møllebygningen brændt ned til Grunden, mens det lykkedes at redde Stuehuset.

AF selve Møllen stod til Morgen kun Forsiden tilbage, medens hele "Indmaden" og Bagsiden var nogle forkullede Bjælker.

"Stjernemøllen", der var den sidste paa Københavns Grund, havde i sin Tid Plads, hvor Palmehuset i Botanisk Have nu ligger. Den ejedes da af en gammel Dame, Fru Christensen, i hvis Besiddelse den havde været i ca. 60 Aar. Da Volden skulde rives ned købtes Møllen af den nuværende Ejer, Bager og Møller Kofoed, der for 31 Aar siden genopførte den, hvor den nu laa.

Hr. Kofoed anskaffede sig for kort Tid siden en kostbar Motor der nu blev et Rov for Luerne sammen med en Del Havre og 100 Sække Klid.

Skaden anslaas ialt til ca. 60.000 Kr. Den brændte Mølle vil nu blive genopbygget som en Kombination af Vand- og Motordrift.

Ilden menes opstaaet som Følge af en Kortslutning.

(Aftenbladet (københavn) 31. august 1928)

Svar og Opfordring til hans Jørgen Petersen.

I Politivennen nr. 533 har en person der kalder sig Hans Jørgen Petersen, taget til genmæle med in i næstforrige nummer indrykket anke, og dertil udladt sig om at "det okse- og svineslagteri han driver, er lige så lovligt og lige så forsvarligt som deet, der drives på Vesterbro."

Da nævnte sgnr. Petersen imidlertid formodentlig af gode grunde, ikke har gjort publikum bekendt med hvad han egentlig eller i hvilken charge i borgerskamfundet han beklæder, så opfordres han herved til at oplyse almenheden derom. For at han ikke er slagtermester, eller endog blot frimester, er uimodsigeligt vist, og han vil da som en følge heraf, ikke kunne betragtes anderledes med hensyn til sin rettighed, om han ellers har nogen, end en landboer eller med andre ord, sgnr. Petersens slagteri forholder sig omtrent til en laugsmesters som efter ordsproget Jørgen Hattemager til Kong Salomon.

(Politivennen nr. 534. Løverdagen den 25de Marts 1826, s. 194-195)

Svar til Anmælderen i Politievennen nr. 531 om "Et stødende Syn paa Alfar Vei"

Anmelderen har gjort sig skyldig både i urigtig fremstilling af sagen og i usandhed. -

1. Bliver der i det anmeldte lille hus neden for Frederiksberg Bakke ikke slagtet heste. Til føde for mine svin og hunde dræbte jeg i sidste efterår nogle gamle, udlevede heste. Uvidende om at det under frost og vinter kunne være skadeligt, lod jeg de dræbte kroppe ligge ubegravede for at kreaturerne kunne fortære dem. Men ved befaling fra politiet af 23. december f. å. blev det mig pålagt at bortskaffe disse kroppe, og det skete da også straks.

2) Siger han at en stor del af disse dyres indvolde og benrade ligger kastede omkring. Dette er en åbenlys usandhed. Siden politiets forbud har dette ikke været tilfældet, og anmelderen burde være så retskaffen at skelne mellem før og nu.

Det okse- og svineslagteri jeg driver i nævnte hus, er lige så lovligt og lige så fosvarligt som det der drives på Vesterbro. Den vejfarende som ikke kan udstå dunsten af mit slagteri ved landevejen, bør endnu mere holde sin næse fra Vesterbro. Mit slagteri ved landevejen kan således næppe give forargelse for andre end en misundelig eller en for fintfølende herre. Jeg opfordrer derfor anmelderen til i følge med politiet at undersøge og bese min bedrift før han gør sig skyldig i flere urigtige angivelser.

Hans Jørgen Petersen.

(Politivennen nr. 533. Løverdagen den 18de Marts 1826, s. 168-170)

Et stødende Syn paa alfar Vei.

På vejen til Damhuset neden for Frederiksberg Bakke mellem denne og remisen ligger et lille hus hvori der hyppigt foretages hesteslagtning. En stor del af disse dyrs indvolde og benrade ligger kastede omkring, og frembyder et særdeles ubehageligt skue for de forbifarende der vel heller ikke synes om den lugt sådanne sager i mildt vejrlig giver fra sig.

(Politivennen nr. 531. Løverdagen den 4de Marts 1826, s. 145)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af slagteren i Politivennen nr. 533, 18. marts 1826, s. 168-170.

Et velmeent Raad til Kromanden i Hedehusene.

Ved i forrige uge at passere forbi Hedehusene på Roskildevejen, så anmelderen at det derved liggende vandsted der før har haft vand i overflødighed, var så udtørret at det næppe indeholdt 2 til 3 tønder vand. Er dette nu tilfældet da vi har haft så meget regn i sommer, så må det vel aldeles udtørres når vi får en tør sommer. Det vil derfor være meget nødvendigt at kromanden eller ejeren lader denne park rense før vinteren kommer. For han kal jo have vand ikke alene til sine egne kreaturer, men de mange bønder som holder ved hans kro og i rejsestalden, ville sikkert køre forbi når de ikke kan få en drik vand der til deres heste.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9196)

Redacteurens Anmærkning.

Hedehuskroen havde rødder tilbage til Christian 2.'s tid i begyndelsen af 16. århundrede og lå på samme sted hvor vejen mellem København og Roskilde krydsede den nu nedlagte Øresundsvej gennem Midtsjælland. 

Artiklen besvaredes af kromanden i Politivennen nr. 463. 13. november 1824.

Om Aadslers Henkastning i Grøfter ved Landevejene.

En utilgivelig skik er den nu meget brugte at slagte bæster tæt ved landevejen. Jeg vil ikke tale om det væmmelige syn sådant frembyder for forbifarende. Men den stank disse ådsler ved henliggen giver fra sig, er utålelig, især når vinden fra disse fører ad vejen, hvilken forpestende lugt vedvarer over år og dag. - Desforuden kan både syn og lugt have farlige følger for kønnet under visse omstændigheder.

Sådanne ådsler var for ikke lang tid siden henlagt til skue ved smedjen på Per Larsens jord tæt ved landevejen i nærheden af Røde Vejrmølles Kro. For nogen tid siden lå på nævnte sted blot et som da daglig nød selskab af en stor so. Kort derpå blev selskabet forøget med nok et ådsel så her gives begrundet håb om at de ansvarlige for ådslerne her agter at gøre et ådseloplag. Da dette oplagssted imidlertid næppe er anmeldt for øvrigheden, hvilket man dog burde vente at være sket, ifølge vejforordningen af 13. december 193, § 86 af vejens opsynsmand, som er vel den piqeur der ellers almindeligt i andre ham uvedkommende henseender ikke mangler at lade beoerne ved vejen føle hans kommandovælde, så giver patruljen sig herved den frihed at gøre amtets øvrighed opmærksom på denne stygge uorden for at samme med andre lignende som i flere år har fundet sted ved landevejen, kan blive hæmmet. Hvorfor enhver der rejser ad denne vej, vil yde den brave øvrighed tak.

I denne henseende anføres følgende forslag som muligt kunne bidrage til opfyldelsen af forordningen af 11. september 1739 om forbud mod døde ådslers henliggen ved veje, og den uordens hæmmelse hvis det blev værdiget opmærksomhed, det nemlig at enhver i hovedstaden som angiver sig for at være hestepranger, og som rejser til Sjællandsmarkeder, burde hos politimesteren opgive deres navn og bopæl og disse sidste ved hver flytning. For en del af disse såkaldte prangere er blot hesteslagtere. Det vil sige 3 til 6 forslagne karle som ikke gider tjene deres brød, slår sig sammen, rejser til markederne og køber der gamle bæster til 3 mark til 1 rigsbanddaler stykket. Natten bruger disse mørkhedens prygle til at bortdrage med deres fangst. Landevejen er mordstedet. Asenet dræbes og slæbes inden for landevejsgrøften hvor huden aftages samme og dermed farvel. 

Dette er også til dels grunden at der ved landevejen om efteråret er så opfyldt med nævnte stinkende kram.

Om morgenen når landmanden kommer på sin jord, opdager han stundom flere slagtenød. Har han agtelse for den vejfarende, slæber han ådslerne bort, så de ikke generer disse. Men så generes han jo selv. Det har også truffet sig at jordens ejermand er kommet til mens slagtofferet skulle henrettes og har betydet mestermændene at afholde sig fra at gøre hans jord til rettersted for deres forbrydere. Men disse helte, udrustede med lange blodige knive og økser, har blot vist manden samme, og vedblevet deres arbejde uforstyrret. et par stykker af bedste krikker beholder første nat livet, for dagen derpå at kunne slæbe huderne af de slagtede til staden hvor en sådan hud kister 2 til 5 rigsbankdaler.

Vedkommende politi gøres især herved opmærksomme på nævnte natarbejdere, for bliver denne klasse ikke snart indskrænket, men bliver endog forøget med det afskum af drenge som gerne følger toget, kan den offentlige sikkerhed samt landboens natlige ro gyselig blive udsat.

I kroerne på landet er disse subjekter desværre, ved bedrevet udåd, for længe siden kendelige og har indjaget største skræk. For de forlader ikke landet før alle mulige skarnstykker af dem er udøvede. I dette efterår forsamledes de efter en som meldt slagtermanøvre i en kro. Har var kun fruentimmer til stede. Disse tvang de til at skænke sig akvavit i kvart pæle for 2 skilling stykket, illuderede øvrighedens takst på stedet, gjorde spektakel osv. På landet hvor intet politi er ved hånden for at tæmme sådanne 4 til 8 vovehalse der på engang strømmer ind, og som er vant til at se blod flyde, hvad sikkerhed har de isolerede værter for sådanne voldsmænd?

Lediggang ved man er Fandens hovedpude. På en tid som nærværende hvori lediggængere er så talrige, bliver 

(Politivennen nr. 269. Løverdagen den 24de Februarii 1821, s. 4329-4333. Siderne 4334-4335 mangler desværre så slutningen kom ikke med).

Redacteurens Anmærkning

Røde Vejrmølle Kro (Vejrmøllekroen) opført i 1721 overfor Røde Vejrmølle på den anden side af den gamle landevej mellem København og Roskilde. I forbindelse med anlæggelsen af den nuværende Roskildevej flyttede kro og mølle sydpå. Den blev nedrevet 1961. Rejseladen brændte i 1968. Møllen brændte 1973.

Ønske om Forandring ved Smedierne paa Landevejen.

I går skrev en patrulje til mig at da han den anden dags aften tog fra staden kom han til at køre et stykke vej med nogle fruentimmer. Da - dog nej, jeg vil lade patruljen selv fortælle, her er brevet: - Da jeg kom til Glostrup, bliver jeg et stykke forud ved landevejen opmærksom på en ild som af og til glimtede. Jeg ville i begyndelsen ikke forskrække mine medrejsende som desuden selv snart måtte opdage ilden skønt jeg intet øjeblik tvivlede på at det jo var husild. Vi kom længere frem og på engang giver mandens kone som var det ene af fruentimmerne, et skrig fra sig og siger til manden at der var brudt ild løs i deres gård som lå ved landevejen. Konen fik ondt og de øvrige fruentimmer som var af familien, græd. Vi kørte stærkere, kom forbi Røde Vejrmølle kro, og til alles glæde erfarede: at det hverken var mere eller mindre end ilden og funkerne fra en smedje hvor der hamredes løs på gloende jern.

Enhver føler vist en gyselig skræk ved at se det grusomme element ilden have brudt sin dæmning. Men især må den pågældende føle som herved ser sin totale ruin, og en sort fremtid i møde. Mine medrejsende kunne derfor heller ingenlunde forvinde skrækken igen.

Lignende angst ved man er hændt flere foranledigede ved disse smedjer af hvilke man tæt ed landevejen på et par miles distance mellem Damhuset og Roskilde tæller 5 til 7 stykker. Ja, vil man svare: Man kan dog ikkenedrive disse nyttige håndværkers værksteder fordi nogle mennesker og dyr forskrækkes og kommer til skade. Dette er heller ikke min mening. Men lad øvrigheden befale disse landevejssmede blot at tilmure de på huset nuværende døre som på dem alle vender mod landevejen, og derimod igen indmure disse døre på de sider af smedebygningen som vender fra landevejen, så vil de rædsomme blink som nu i mærke aftener forårsages ved det gloende jerns udtagen og hamren i smedjen ikke kunne ses fra landevejen. Man har foruden anførte desværre eksempler nok på at heste som havde flyvekuller eller var vælige ved synet af sådanne smedefunker om aftenen er blevet løbsk og har gjort skade. Og det behøves jo ikke for at vide hvor Vulkan bor at man skal se ham hamre, for hans ildrær er tilstrækkelig symbol eller vejleder til hansværksted.

Det rejsende publikum forventer tillige med patruljen at de ansvarlige øvrigheder behageligst vil tage foranførte i overvejelse. Dette forventes så meget før som foreslåede forandring der fuldkommen vil svare til hensigten, at afværge skade, er af den slags som ikke indskrænker nogens lovlige næringsvej, eller forårsager bekostninger, men vil derimod hæmme mangfoldige ulykker.

(Politivennen nr. 268. Løverdagen den 17de Februarii 1821, s. 4313-4316).

Om de barbariske Kalvekudske.

(Indsendt.)

Forleden dag så indsenderen på Roskildevejen en vogn der kom kørende med kalve, og disse ulykkelige dyr var henkastet på vognen i en så umenneskelig grusom stilling at man virkelig af medlidenhed med de mishandlede umælende dyr måtte ønske at politiet ville tage sig lidt af denne sag og søge at forhindre og afskaffe en behandling mod dyrene der er så oprørende for ethvert følende menneske. At denne fremgangsmåde har været drevet i land tid, kan ses deraf at vores fortjente Olufsen allerede for længst har ivret imod den, og da indsenderen intet bedre ved at sige i denne sag, tillader han sig her at udskrive den varme patriots ord i denne anledning. "Kalveopdræt til Københavns slagtere - siger han - er en så forfærdelig sag at vedkommende burde af erkendtlighed mod uskyldige lidende skabninger, bestræbe sig for at finde en mindre kvalfuld måde at føre dem til slagterbænken på end den barbariske henslængen og fastsurren på de væmmelige kalvevogne hvor de ofte ligger med hovederne slæbende på hjulene, med sprængte årer, under de forgæves anstrengelser efter en mindre martrende stilling og i krampetrækninger som ikke sjældent dræber dem." Indsenderen ønsker, hvad vist ethvert følende menneske med ham vil ønske, at vedkommende vil tage disse ord til hjerte, og erindre at de umælende har også rettigheder, lige såvel som de fornuftige jordens beboere.

* * *

Udgiveren som er aldeles enig med indsenderen af ovenstående, at de både efter Guds, naturens og menneskelige love er synd at tilføje dyrene unødvendige pinsler, tror at burde tilføje at han er overbevist om at sådan behandlingsmåde mod dyrene er merkantilisk urigtig. For flere slagtere har beklaget sig over at de ofte ikke uden tab har kunnet sælge kødet af kalve og lam der på en så voldsom måde var transporteret til staden. Ja at det ofte havde givet anledning til kiv og klage fra køberens side som troede sig forurettet af slagterne når deres sendebud hjembragte kød der havde et slemt udseende som dog transporten alene var skyld i. For ved de voldsomme stød og slag som et sådan stakkels dyr må lide, fordærves ikke alene skindet, men kødet bliver blodigt og får et stygt udseende. Måske kunne dette onde forebygges når vedkommende kuskes husbonder ikke sparede alt for meget på den halm som lægges over de kister og kasser hvorpå man snører de arme dyr. Fyldte man vognen med halm, indtil over vognfjællene, så vilde derved forbygges at hovederne og lemmerne af de pålæssede dyr ikke skamsloges derpå.

(Politivennen nr. 101, Løverdagen den 6te December 1817, s. 1669-1672)

Uvejsomhed paa Roskildevejen.

Hovedlandevejene eller kongevejene på Sjælland er bekendt for gode, er det og bør være det. Men der må dog gøres en undtagelse med et stykke af den veste kongevej, og det nær ved hovedstaden, nemlig mellem Frederiksberg og Vejrmøllekroen, hvilket er meget elendigt og farligt. Det værste stykke er det fra Damhuset af, og her væltede tirsdag aften den 3. marts først en bonde og siden havde jeg den ære at følge hans eksempel. Han midt på vejen, og jeg ved den ene side så at vejen er slem både på langs og på tværs. Efter en trasken om den halve nat efter hjælp, nødtes jeg til at tage ind i Damhuset og fandt således lejlighed dagen efter at undersøge vejen, der er fuld af dybe huller (blandt andre det jeg væltede i 5 kvarter dybt) og da den mere lignede en flod eller sø end en vej, var det umuligt at vare sig for et eller andet Scylla. Jeg sejlede da midt på den store landevej som en sømand mellem klipper og skær, bestandig med livet i hænderne. Den vej der er begyndt fra Frederiksværk, er uden tvivl et mønster på hvorledes en vej bør anlægges. Men denne lader ikke til at være således anlagt, og er kun mådeligt vedligeholdt. Den er snarere hul i midten end ophøjet. Vandet har da slet intet afløb, men derimod stærkt tilløb fra Frederiks Bakke. Med leret eller muldet sand er vejen fyldt, og dette er ved den megen færdsel og vandet ført ud til siderne. Og ligger slet ikke fast. Også neden for Frederiksberg Bakke hvor broen begynder, er et par huller.

Det var at ønske at denne vej måtte grundig omlægges eller istandsættes da sikkerheden unægtelig herved blev større. Ved Roskilde var en ridende som ikke turde tage til København for ikke at tilsætte sin hest og sig selv, og ved Roskilde Kro overnattede mange vogne af frygt for bussemanden, Damhusvejen.

Graah

(Politivennen nr. 463, 7. marts 1807, s. 7357-7359)

Advarsel paa Roskildevejen.

(Efter indsendt).

Omtrent ved Høje Taastrup ser den rejsende to mærkelige sten, en på hver side af vejen, som begge truer med fald. Den største hvorpå kongens navn står, er ved grundvolden således ødelagt af tidens tand at den snart vil falde ud over vejen. Den anden står i begreb med at falde bagover. Da den er indelukket i en fold, er det ikke rimeligt at den har haft den skæbne som alle offentlige stående stenmonumenter (Ulfeldts undtagen, hvor skaden ellers ikke var stor) at omkastes og ødelægges af rå mennesker. Rimeligvis er den fra først af oprejst på en snavs grund.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, [25 September 1802], s. 3691-3692)