Fornærmelse mod Politiet og Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Da en paa Utterslev Mark boende Arbejdsmand om Aftenen den 30te Januar d. A. tilligemed sin Hustru var beskjæftiget med af bære noget paa Veien udfor deres Huus aflæsset Kvas ind i deres Brændehuus, kom 2de Prangere, Brødrene S. og N. forbi Stedet med et Læs Sand. Da de kom til Kvasbunken, og S., der gik ved Siden af Vognen, formodentlig fandt, at Bunken laa ham i Veien, blev han hidsig og foer aldeles uden Foranledning af Arbeidsmanden eller dennes Hustru ind paa den Førstnævnte og gav ham et Slag paa det ene Øre. Han gik nu lidt videre, men vendte imidlertid strax tilbage og gav sig til at trampe omkring i Kvaset, som Arbejdsmanden netop havde fat paa, og da S. herved var lige ved at falde, blev han vred og foer atter ind paa Arbeidsmanden, hvem han nu slog med knyttet Haand i Ansigtet, saa at han kom stærkt tit at bløde og faldt omkuld. R. sprang nu af Vognen, løb hen til Stedet og begyndte sammen med Broderen at prygle løs paa Overfaldne, og da dennes Hustru i sin Skræk raabte om Hjælp, sparkede S. hende, saa at hun faldt om i Snavset paa Veien. En paa Veien gaaende Mand, som forsøgte at tale Brødrene tilrette, blev nu Gjenstand for deres brutale Vrede, og navnlig bibragte N. ham et Slag paa Overlæben, saa at der blev et Hul i den. En Huuseier, som kom til og vilde stifte Fred, fik ligeledes Prygl og modtog navnlig et Slag i Nakken med en Skovl samt fik sin Næse slaaet tilblods. Sidstnævnte ilede nu bort og hen til den paa Uttersløvmark stationerede Politibetjent. Da denne ankom paa Kamppladsen, forefandt han endeel Mennesker samlede, og paa hans Forespørgsel om, hvad der var passeret, foregav begge Brødrene, at de vare blevne overfaldne, ligesom S. forlangte, at Betjenten skulde finde hans under Overfaldet borteblevne Kaskjet, "derfor var han Betjent". Paa dennes Opfordring til Brodrene om at forholde sig rolige og navnlig, kjøre deres Vogn tilside, da den spærrede Veien, nægtede de dette paa en meget uforskammet Maade. Nu kom Urostifternes Moder, en Enke fra Utterslev Mark, til og tog strax Parti, med sine Sønner mod Betjenten og deeltog i deres høirøistede og opsætsige Optræden. Betjenten, som bar Uniformskasket, foreviste dem nu sit Politiskilt, som imidlertid ikke blev respecteret, men snarere foranledigede nye Skjældsord navnlig af S., der udskjældte Betjenten for "Laban", hvorfor Betjenten anholdt ham. Han fulgte nu med Betjenten et kort Stykke Vei, men søgte derpaa pludselig at slippe bort, idet han slog Betjenten over Armene. Det lykkedes ham imidlertid ikke strax at komme bort, hvorfor hans Moder kastede sig over Betjenten og greb ham i Brystet og Armene, og da samtidig Broderen søgte at trække ham bort, maatte Betjenten slippe sit Tag i Anholdte. Betjenten løb nu hen til Enkens tæt ved liggende Huus og stillede sig i Døren for at forhindre Anholdte i at slippe derind, men Moderen tog nu atter fat i Betjenten, stødte ham tilside og slog ham samt tiltalte ham med "Du" og nogle Skjældsord. Imidlertid flygtede de to Brødre ad Kjøbenhavn til og undslap. Betjenten opførte sig ved den omhandlede Lejlighed efter de afgivne Vidneforklaringer- roligt og besindigt og gav ingen Anledning ved sin Adfærd til den mod ham udviste Opførsel. Det er endvidere oplyst, at Brødrene ere bekjendte for at være meget voldsomme og ondskabsfulde i deres Adfærd. De Tiltalte, hvoraf Enken er 51 Aar gammel og S. og N. 24 og 19 Aar gl., medens ingen af dem ere forhen tiltalte, bleve ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom, i Henhold til Straffelovens §§ 100 og 101, anset, den Førstnævnte samt Sønnen S. med 2 Gange 5 Dage og Sønne N. med 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1872).

Voldelig Adfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Torsdagen den 10de f. M. om Aftenen Kl. mellem 7 og 8, da Ane Marie Jensen af Utterslevmark var gaaet ned i Gaarden ved sin Bolig for at hente en Spand Vand vcd Brønden og efterat have fyldt Spanden vilde begive sig tilbage med denne, geraadede hun i en Ordstrid med Sporvognskudsk O. G. Larsen og dennes Hustru, som bebo et Baghus samme steds og nu ligeledes vare komne tilstede i Gaarden, idet Sporvognskudsken stillede sig iveien for hende, beskyldte hende for, at hun havde udskældt hans Hustru, og da hun benegtede dette, bibragte hende nogle Slag i Ansigtet, kastede hende omkuld og sparkede hende i Underlivet, saaledes at hun i besvimet Tilstand af de Tilstedekomne maatte bæres op i sin Bolig, hvor hun i flere Uger har maattet holde Sengen som Følge af den hende tilføiede Overlast. Under de i denne Anledning optagne Forhør, under hvilke O. G. Larsen belagdes med Arrest negtede Arrestanten at have givet A. M. Jensen mere end et Slag med Bagen af Haanden samt at have kastet hende omkuld og sparket hende, idet han derhos paastod, at han ved den omhandlede Leilighed var paavirket af Nydeæsen af endel Spiritus, saa at han ikke ret vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han blev endmere ophidset derved, at A. M. Jensen kastede sin Spand Vand over ham og udskældte baade ham og hans Kone. Ligesom A. M. Jensen imidlertid negtede at have kastet Spanden efter Arrestanten eller paa nogen Maade at have fornærmet ham eller hans Kone, saaledes maatte Arrestanten ogsaa senere under Forhørene vedgaa ikke at have været mere beruset, end at han godt vidste, hvad han havde foretaget sig, og at han havde baade kastet A. M. Jensen omkuld og sparket hende. For den af Arrestanten saaledes udviste voldelige Adfærd, der ifølge en under Sagen produceret Lægeerklæring havde ikke blot foraarsaget hende et betydeligt Blodtab, en Hævelse af høire Øie og stærke Smerter i Underlivet, men end ogsaa bevirket, at hun stadig vil komme til at bære paa et Onde, der selv i sin mildere Form vil være besværende og meget generende, blev Arrestanten ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom af 8de d. M. i Medfør af Straffelovens § 203 anseet med Fængset paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage samt tilpligtet i Erstatning til den Beskadigede at udrede ialt 22 Rd. 1 Ml. 14 Sk. og til Brøndshøi Rødovre Kommune for hendes Kur, Pleie og Underhold 6 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 24. oktober 1868)

Om Indkvarteringen hos os Landmænd her i Kjøbenhavns nærmeste Omegn. (Efterskrift til Politivennen)

Om Indkvarteringen hos os Landmænd her i Kjøbenhavns nærmeste Omegn. Bemærkninger af Grundejer Koch i Uttersløv.

Det gaaer neppe mere an at anvende den førhen brugte Maade, uden Videre at belægge os med Indqvartering, saaledes at det hedder, for at at bruge en om end noget drøi saa dog træffende Lignelse: Hør Du Bonde, vi behøve din Stald, dit Karlekammer med Sengeklæder og Behør, dit Foderkammer, Skjæretøi og, til visse Tider paa Dagen, dit Gaardsrum, dit Vandtrug, din Folkestue og Mere i saa og saa mange Dage og dertil skal Du give 4 Mand daglig et godt og tilstrækkeligt Middagsmaaltid, hvilket skal holdes beredt og varmt fra Middag til Midnat, efter Omstændighederne. Vi give Dig derfor Betaling efter vort Skjøn!

Paa denne Maade har det hidtil og sidste Aar gaaet til; men Tiderne have forandret sig og en humanere Tænkemaade faaet Indgang i mangfoldige Retninger. Det er min ringe Mening, at jeg burde først tilspørges, om jeg vilde overlade de anførte Agrements til det offentliges Brug, og fremsætte min Fordring paa den Godtgjørelse jeg antog, at tilkomme mig derfor, saa jeg blev givet fuldstændigt Vederlag. Saadant byder ogsaa vor Grundlov. Sidste Aar betaltes mig 13 Rdlr. 3 Mk. 11 sk. for 4 Mand og 5 Heste i 21 Dage; dette var et utilstrækkeligt Vederlag, thi Ulemper bør vistnok ogsaa, ja væsentlig, tages i Betragtning. Mine egne Heste maatte nemlig staae i Marken over sædvanlig Tid og døie Ondt derved, og kunne ikke gjøre deres Arbeide saa godt som ønskeligt; min Stald, som er skrøbelig, men brugelig for mine simple Heste, blev ramponeret af de vælige Dragon-Heste; kort sagt, Vederlaget var for ringe. Denne her berørte Indqvarterings-Byrde er jo en Beskatning, som hele Landet bør tage Deel i, og saaledes er der end en Grund for, at Vederlaget bør være fuldstændigt, om ikke klækkeligt. Endnu tillader jeg mig at bemærke, at en directe Maade ligeligere at fordele denne Byrde paa, var at strække Indqvarteringen længere ud fra Staden, saasom til Glostrup, Ballerup og flere Sogne. Vel vilde Saadant findes ubeqvemt for de Militaire; men Beqvemmelighed bør dog sættes i Forhold til Ubeqvemmelighed, til begge Parters Tarv. Man seer i Hovedstaden, at der lyses om Qvarteer tilleie for militaire Menige, af deres Foresatte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1855. 2. udgave)

Om forefaldende Markfreds, ja endog Huusfreds Forstyrrelse ved vore Militaires Vaabenøvelser i Kjøbenhavns Omegn.

(En Fremstilling af Gaardeier Koch i Uttersløv.) 

Disse Øvelser, kaldede Felttjeneste, vare i tidligere Tid ukjendte hos os, men toge deres Begyndelse til den Tid, da et Skrivt, kaldet Militair Repertorium, begyndte at udgaae hos os, og i hvilket saadanne Øvelser meget fremhævedes som gangbare i Tydskland, og anbefaledes i dette Skrivt. I nogle Aar før Oprørskrigen og under denne vare disse Øvelser næsten i Bero, men nu i de sidste Aar gaaer det alvorligt til med og under dem. De ere en Plage for mig og Andre af Hovedstadens Omegns Beboere. Jeg har protesteret og klaget, men Intet har hjulpet. Der findes ingen Lov hos os som byder at vi skal taale dem; de ere en fuldstændig Modsætning til vor Lovgivning om Hegn og Fred i Marken.

Nogle Tilfælde blandt de mange skal jeg her anføre; Allerede i Efterhøst i 1853 tidlig indfandt sig Husarer og Fodgardere paa min Mark, holdt Øvelser der, midt imellem mine tøirede Heste og Køer, skræmmede dem løse næsten alle, og jeg voldte saaledes uskyldigen mine Naboer Ufred og mistede tillige mine Tøier. Jeg skrev da til det høie Krigsministerium en Klage herover, og tænkte at det maatte vel blive bedre herefter; men nei! Kort efter gik det løs igjen med Øvelse i selve min Have, hvor Soldater trængte ind, og behagede ogsaa at smage vore Pærer, samt at tage nogle af disse til sig, og da min Kone paatalte denne Uorden, var en Soldat uartig imod hende. Jeg skrev nu atter en Klage til det høie Krigsministerium, med Fremstilling af det Passerede, og tænkte: nu maa det dog endelig blive bedre; men intet mindre! Det varede ei længe, inden det viste sig at al Klage var unyttig, da atter min Have var udseet til Valplads, idet 5 forskjellige Tropper Militaire satte an i Stormskridt, brøde Hækken itu ligesaa mange Steder med Kolbestød, og uden at agte min Tiltale trængte ind i Haven. Den mig nærmeste Trop talte jeg til og gjorde Forestilling, men jeg fik Skjædsord til Svar, og da jeg yttrede, at Skjeldsord, især tydske, forstod jeg ikke, saa foer en Soldat imod mig, truede mig først med Bajonetspidsen for Brystet, derefter med Kolben for Brystet og tilsidst med opløftet Kolbe og Mine til at slaae mig for Panden. Endnu mere: henved Fastelavn i 1854, en Aftenstund, marscherede en Bataillon igjennem Uttersløv By og min Stakkeplads, hvor de gjorde Holdt lidt. De skulde ud paa en saakaldet Natte-Øvelse. Vi vare i Arbeide med at indtage det Sidste af en Stak; strax vankede der, af Kaadhed vel, og uden mindste given Anledning fra vor Side, Jordklumper i Nakken paa mine Arbeidere. Da jeg Naturligviis mukkede, saa maatte en Gavlvæg, hvor de droge tæt forbi paa Tilbageveien om Natten, efter et Ophold paa min Mark, holde for, idet den fik endeel Kolbestød til Afsted. I denne Vinter gaaer det endnu værre til, thi foruden de Besøg, vi faae næsten daglig (der skal jo, ifølge Bekjendtgjørelser, leveres tredive Patroner til hver Mand af Stadens Garnison til Bortskydning i Marken, ikke i Byerne, i denne Vinter) som løbe taalelig af, var der i en af de første Dage af December, en Stormen af Militair her i Uttersløv By igjennem næsten alle Haverne over Stakit og Gjærder, igjennem Huse og Gaarde, og i min Have drog 3 Tropper tvers igjennem, og det sluttede og trængte ud igjennem Hegnet, og det er beklageligt, at da jeg tillod mig at foreholde en af Dhrr. Befalende dette, fik jeg den besynderlige Besked, at han ikke selv kom i nogen Have, og hvad Soldaterne i den Henseende foretoge sig, tog han sig ikke af! Nu en af de første Dage i Januar bestod Øvelserne her i Byens Gader især i en stærk Skyden, og det tæt op til Huse og Stakke, Noget, som vore Brandanordninger saa bestemt og alvorligt paabyder ikke maa skee.

Man kan nu spørge: hvad er at gjøre, for at hæve eller mindske disse Urigtigheder for Fremtiden? Jeg har ikke grebet Pennen for at fortrædige vor Militairstand, den hæderligste Stand af alle; men jeg troer dog at disse Øvelser og deres her anførte Følger er der Anledning til at indskrænke.

Jeg tænker herved paa Hjælp hos vor høie Rigsdag og dens Mellemkomst. Jeg tænker særlig i denne Anledning paa vort Distrikts egen udvalgte Folkethingsmand, denne saa ualmindelig retslærde Herre, der har beklædt Generalauditeur-Embedet og nu er paa Ministerbænken. Jeg tænker paa Landsthingsmanden af vor Midte her, som ogsaa er en meget retslærd Herre, og som for mange Aar tilbage djærveligen offentligen paatalte lignende anførte Urigtigheder, saa at man tog Anledning til at ville drage ham til Ansvar fordi Ordet Cohorter (Friskarer) uheldigviis var brugt om en Trop, der utilbørligen havde gjæstet hans Gaard og Have.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. februar 1855. 2. udgave).

I Politivennen var der adskillige indslag af landmand Koch, om end det ikke behøver at være den samme: Politivennen nr. 992, 3. januar 1835, nr. 999, 21. februar 1835, nr. 1038, den 21. november 1835 og nr. 1043, 26. december 1835  

Atter om Markufred ved Krybskytter. (Efterskrift til Politivennen)

Atter om Markufred ved Krybskytter fremstillet ved Gaardeier Kock i Uttersløv ved Kjøbenhavn.

I denne Tidende af 3die October 1849 besværede jeg mig over Markufred, som overgik mig især ved Krybskytter, og antydede, at saadant maatte ventes at blive værre, da Tilsynet af Jagten, som her er kongelig, meer og meer slappedes! Dette Forudsagte er nu indtruffet , saa at Krybskytteriet paa min Jord og ved og i den store Uttersløv Mose, til hvilken mine Jorder støde i en Strækning af 1800 Alen, i denne Sommer gaaer for sig uden al Maade. Daglig sværme disse Skytter, øvede og uøvede, om, enkeltviis og i Troppe, ofte med Hunde, saavel tilfods som vadende og ved Hjelp i Mosen af Baade, og med deres Skyden ubarmhjertigen skræmme og jage mine Kreaturer, især Heste, om i Tøiret. saa de slaae dem løse, og Græs og Sæd skammeligen nedtrædes og fordærves. Ja, jeg og mine Folk gaae ikke sikkre paa Liv og Lemmer for Vaadeskud, under vor Gjerning ved Mosen, i hvilken min Gaard tilhører en høist betydelig Græsningspart. Denne skammelige Jagen gaaer, som sagt, daglig for sig, og er der muligt en enkelt Dag, som skrider over, saa er der en anden, hvor Skydningen begynder i den tidlige Morgenstund og hvor det ene Parti afløser det andet til den sildigste Aften; ja, til Kl. 11 om Natten har jeg ofte hørt Skud paa Skud. Kort - Tilstanden synes næsten at være lovløs. - Det var mig derfor kjært, om høie Vedkommende ville befale et Vidneforhør optaget til Stadfæstelse paa det af mig her anførte og da mulig befaledes at en Advarsel udstedtes paa lovbefalet Maade og bekjendtgjorses her i Brøndshøi og Gladsaxe Sogn, fra hvilke disse Skytter, bondeklædte, synes at have deres Udspring. Dog vare Nogle kjøbstadklædte og førte det nymodens Mandhafdighedsmærke, nemlig graa Hat med Buler i. Desuden er denne Jagen et sandt væmmeligt Dyreplageri, naturligviiS fordi flere af Skytterne ere Fuskere i Faget, og desuden maa løbe bort fra deres Gjerning undertiden halvgjort. Her findes og findes efter især Vildænder, men ogsaa Stærer, Viber, Maager, ja Svaner maa holde for, saavelsom Harer, ja endog Raadyr, og ofte finder jeg af alle saadanne henliggende ynkeligen lemlæstede paa Marken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1851, 2. udgave).

Møddinger på Landevejen

Landevejene til Utterslev, Brønshøj og Buddinge plejer hver vinter at belægges med møddinger. Og for ikke længe siden så man et par sådanne ligge på vejen, som går over Utterslevs marker til Søborghus, hvilke havde ligget der sommeren over fra forrige vinter. Det er ikke nok, at disse landeveje for det meste ingen anden reparation gives, end ved at opkaste jord på dem fra grøfterne. De skulle også gøres mere dyndfulde ved saft møddingerne meddeler. For ikke at tale om den hindring for passagen som derved sker.

At denne uskik må være blevet bemærket af amtets politi, tør man næsten ikke tvivle om, da en af ovennævnte veje fører til Ballerup, hvor amtets ret holdes. Lige så lidt bør man betvivle, at vedkommende politiets bestyrer, en almindelig agtet embedsmand, jo har søgt at hindre landevejenes brug til sådanne oplagssteder. Men at de endnu ikke er det, må formodentlig have til årsag, at de anstalter, som hidtil i medhold af lovene er føjede derimod, ikke har været kraftige nok i deres virkning.

Det er blevet sagt, at det skal være vanskeligt, ja næsten umuligt, at få oplyst hvem der er ejermændene af sådanne bunker, og at mulkt altså ikke kan anvendes med nytte. Og man har hørt fortælle, at da engang den beslutning blev taget at sælge sådanne møddinger ved offentlig auktion for således at få dem bort og muleten inddreven, blev de bortført natten før auktionsdagen, og den gode birkedommer måtte da han kom til sin forretning, vende tilbage med en lang næse. Til ikke så lille fornøjelse for de, som havde spillet ham dette puds.

Det synes at et kraftigt middel mod dette onde var, at sådanne på vejene henliggende møddinger blev erklærede forbudt, og som offentlig ejendom skænket til hvem der ville køre dem bort. Hvorunder måtte tillige bekendtgøres, at den som med magt hindrede bortkørslen, var at anse og straffe som for udøvet voldsgerning.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 30, S. 473-475. [Estimeret dato: 17. november 1798])

Uorden ved Luftmaskinen

Da et forsøg med en luftballons opstigelse på Utterslev Mark sidste 28. oktober var mislykket, formedelst vejret, skulle samme gentages næste onsdag. Adskillige tilskuere indfandt sig, men de udlændinge som have forfærdiget bemeldte luftballon erklærede: At vejret ikke den dag tillod deres forehavende. Man gik altså tilbage til byen. Nogle få personer, som var blevet tilbage på stedet, formåede disse udlændinge til at foretage en prøve henimod kl. 7 da vinden lagde sig lidt. Efter at de havde fyldt en lille ballon og var i færd med at give den slip, brød et menneske frem, slog hul i ballonen, rev den itu, og overfaldt derpå med sit tykke spanskrør en af bemeldte udlændinge, som efter at have fået adskillige morderiske slag i hovedet og på andre steder af kroppen, først slap fra ham da stikken var ganske ituslået, fordi de få tilstedeværende ikke straks turde hindre voldsmanden, af frygt for nogle, som var i hans følge, og som bifaldt ham.

Hvem denne person har været, ønskes anmeldt for vedkommende politiret, da det ikke vil mangle på vidner om hans adfærd.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 28, S. 443-444. [Estimeret dato: 3. november 1798])

Ballonopstigning 1805.