Fredag
den 19. december forrige år gjorde en afdeling som var kommanderet af en
kaptajn, holdt om morgenen kl. 9 på marken hos anmelderen. Soldaterne
stillede deres geværer sammen på jorden, og efter et par timers forløb
da det var koldt og tiden formodentlig faldt dem lang, begyndte de at
gøre sig bevægelser. Nogle henad en grøftekant som var besat med ung
hegnsplantning, andre frem og tilbage tværs over samme grøft. Og således
fortsatte de flere gange med enkelte pusterum så længe de opholdt sig
der. Hvilket varede 5 timer.
Anmelderen så længe med mishag på det og frygtede med god grund for at hans beplantning måtte tage skade af det. Endelig da der var gået over 4 timer, gik han hen for at se om skade var sket. Og han fandt da adskillige planter dels ødelagte, dels beskadigede eller trådt om og grøftekanten flere steder trådt ned. Anmelderen trådte nu frem for den kommanderende som hele tiden havde været til stede, og følgende ordveksling opstod: Anmelderen: Jeg må være så fri at sige hr. kaptajn, at det er urigtigt at de karle beskadiger min beplantning! Kaptajnen: Hvad! er der gjort nogen skade? Vis mig den! Anmelderen: Vil De se, der er nogle ødelagt og der er nogle. Kaptajnen: Oh, sådan bagatel, det er ikke værd at tale om, mit kompagni gør ingen overlast, jeg svarer for det, jeg kommanderer det! Anmelderen: Jo, for mig er det værd at tale om, jeg svarer skatter her, og vil derfor nødig have skade her, stor eller lille! Kaptajnen: Skatter af de således beskadigede panter, jo det vil nok ikke blive stort! Anmelderen: Man hører De ikke ved, min herre, hvad det betyder at svare skatter! Kaptajnen: Oh, sludder! Ingen argumenteren her!
(Nu fulgte et slags ordsprog af højst væmmelig natur og næppe af dansk oprindelse). Her var da intet andet for anmelderen at gøre end at hente gartneren og lade rette af skaden hvad rettes kunne. Men hans tanke faldt herved på en vis oberst som for nogle år siden tog sig en spadsereridt ad hans markvej, og da anmelderen forestillede ham det utilladelige i det, svarede ham: Min ven! De behøver ikke at gøre så mange omstændigheder da De har fuldkommen ret til at vise mig ud. Hvorpå manden nedlod sig til at samtale med mig om avlsbrug og sådant, hvorved den tanke at de allerfleste af vores herrer officerer var sådanne artige mænd bestyrkedes hos mig.
Havde ovennævnte hr.kaptajn villet høre mig, så havde jeg fortalt ham hvad bevisligt er, at jeg flere gange i år har lidt skade på beplantningen og grøfter når hele afdelinger af soldater er marcheret over marken hos mig, samt ligeledes forrige år, da endog engang over 30 mand gik i trop gennem haven som er indhegnet overalt med lovligt hegn. Videre ville jeg have omtalt hvorledes en anser det for småting hvad en anden har kært som sin øjesten, men her omtalte skade ville fx måske af vurderingsmænd ikke blive ansat over 24 skilling, og dog ville jeg ikke for en dukat tåle at den skete i mit påsyn når det stod til mig at forebygge den. Forordningen af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark *), denne krone sat af landsfaderen på sit store værk, udskiftningen fra fælledskabet, som da var næsten fuldendt, står jo ved magt i sin fulde kraft. Og den nævner intet steds om at der med militære under deres øvelser, skal gøres undtagelse.
Kock
Landmand
*) Denne forordning er givet nogle nøjere bestemmelser og skærpet med forordning af 9. juli 1817 som siger § 4: For den skade som ved ufred eller på hvilken som helst måde forårsages på en anden mands hegn, tilkommer hegnets ejer dobbelt skadeserstatning.
(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 5-8)
"En afdeling kommanderet af en
kaptajn gjorde holdt om morgenen kl. 9 på marken hos anmelderen" (Livjægerkaptajn, Orlogsmuseet. Eget foto, 2015)
Anmelderen så længe med mishag på det og frygtede med god grund for at hans beplantning måtte tage skade af det. Endelig da der var gået over 4 timer, gik han hen for at se om skade var sket. Og han fandt da adskillige planter dels ødelagte, dels beskadigede eller trådt om og grøftekanten flere steder trådt ned. Anmelderen trådte nu frem for den kommanderende som hele tiden havde været til stede, og følgende ordveksling opstod: Anmelderen: Jeg må være så fri at sige hr. kaptajn, at det er urigtigt at de karle beskadiger min beplantning! Kaptajnen: Hvad! er der gjort nogen skade? Vis mig den! Anmelderen: Vil De se, der er nogle ødelagt og der er nogle. Kaptajnen: Oh, sådan bagatel, det er ikke værd at tale om, mit kompagni gør ingen overlast, jeg svarer for det, jeg kommanderer det! Anmelderen: Jo, for mig er det værd at tale om, jeg svarer skatter her, og vil derfor nødig have skade her, stor eller lille! Kaptajnen: Skatter af de således beskadigede panter, jo det vil nok ikke blive stort! Anmelderen: Man hører De ikke ved, min herre, hvad det betyder at svare skatter! Kaptajnen: Oh, sludder! Ingen argumenteren her!
(Nu fulgte et slags ordsprog af højst væmmelig natur og næppe af dansk oprindelse). Her var da intet andet for anmelderen at gøre end at hente gartneren og lade rette af skaden hvad rettes kunne. Men hans tanke faldt herved på en vis oberst som for nogle år siden tog sig en spadsereridt ad hans markvej, og da anmelderen forestillede ham det utilladelige i det, svarede ham: Min ven! De behøver ikke at gøre så mange omstændigheder da De har fuldkommen ret til at vise mig ud. Hvorpå manden nedlod sig til at samtale med mig om avlsbrug og sådant, hvorved den tanke at de allerfleste af vores herrer officerer var sådanne artige mænd bestyrkedes hos mig.
Havde ovennævnte hr.kaptajn villet høre mig, så havde jeg fortalt ham hvad bevisligt er, at jeg flere gange i år har lidt skade på beplantningen og grøfter når hele afdelinger af soldater er marcheret over marken hos mig, samt ligeledes forrige år, da endog engang over 30 mand gik i trop gennem haven som er indhegnet overalt med lovligt hegn. Videre ville jeg have omtalt hvorledes en anser det for småting hvad en anden har kært som sin øjesten, men her omtalte skade ville fx måske af vurderingsmænd ikke blive ansat over 24 skilling, og dog ville jeg ikke for en dukat tåle at den skete i mit påsyn når det stod til mig at forebygge den. Forordningen af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark *), denne krone sat af landsfaderen på sit store værk, udskiftningen fra fælledskabet, som da var næsten fuldendt, står jo ved magt i sin fulde kraft. Og den nævner intet steds om at der med militære under deres øvelser, skal gøres undtagelse.
Kock
Landmand
*) Denne forordning er givet nogle nøjere bestemmelser og skærpet med forordning af 9. juli 1817 som siger § 4: For den skade som ved ufred eller på hvilken som helst måde forårsages på en anden mands hegn, tilkommer hegnets ejer dobbelt skadeserstatning.
(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 5-8)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar