Lygteveien. (Efterskrift til Politivennen)

Borgerrepræsentanternes Møde igaar Aftes.

- - -

- Fra Ejendomsbesidderne ved Lygteveien var indkommet et i meget indtrængende Udtryk affattet Andragende om en Grundforbedring af den nævnte Vei, der for nærværende Tid maatte ansees som en Fortsættelse af Forstaden Nørrebro. Deres Ønske gaaer ud paa, 1) at Gangstien maatte blive omlagt, 2) den nu macadamiserede Kjørevei blive brolagt, og 3) at den søndre Grøft maatte blive brolagt i Bunden ligesom den nordre er det. Vei- og Brolægningscomiteen har i sin Erklæring yttret, at Ansøgerne i Henseende til de 2 første Punkter ikke havde nogetsomhelst Krav paa det Offentlige. Hvad det sidstnævnte Punkt angik, da interesserede det i sanitair Henseende det Offentlige, at Grøfterne bleve vel rensede, og Comiteen indstillede derfor, at der anvendtes et Beløb af 376 Rblr. til at brolægge den Søndre Grøft. Kayser gjorde opmærksom paa den Kjendsgjerning, at medens det saa ofte var Tilfældet, at man med stærke Klager og høie Raab paakaldte Communens Hjælp mod forskjellige Ulemper, saa viste man paa den anden Side en paafaldende Ulyst til selv at gjøre Opoffrelser og bære sin Deel af Byrden. Det var ikke længe siden, at den nordre Groft ved Lygteveien paa Beboernes indstændige Begjæring var bleven brolagt af det offentlige; men den henstod nu ligesaa urenset som tilforn. Det Samme viste sig med Blaagaardsveiens Grøft, som for en Sum af 1100 Rd. var bleven brolagt paa Communens Regning. Den var fuld af Mudder og Dynd, fordi Beboerne under det intetsigende Paaskud, at der ved Grøftens Brolægring tilførtes dem Vand fra Nørrebro, vægrede sig ved at lade den oprense. Efter at have bemærket, at Politiet maatte være baade bemyndiget og berettiget til at paalægge Beboerne Saadant som Pligt, henstillede Formanden det til Forsamlingen, om den bifaldt Comiteens Indstilling om at anvende et Beløb af 370 Rd. til at brolægge den søndre Grøft ved Lygteveien. Forsamlingen gav eenst. sit Samtykke hertil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. juli 1855. 2, udgave)

Anmodning til Kjøbenhavns Politie samt Politiet i Kjøbenhavns Amts søndre Birk.

Anmelderen som ofte i indeværende sommer har passeret Falkoner Alle, tillader sig at henlede det ansvarlige politis opmærksomhed på at der i nævnte alle især i den del af samme som hører under Københavns politi, nemlig fra Assistenskirkegården til Ladegårdsåen, næsten altid fra om formiddagen til om aftenen såvel i selve alleen som indenfor grøfterne opholder sig adskillige af den laveste art offentlige fruentimmer som der driver deres uvæsen, dels betler, dels tilbyder lysthavende deres tjeneste, fornærmer og forskrækker forbigående anstændige kvinder mm. At disse væsner der ofte ses i selskab med ladegårdslemmer og deslige folk, når lejlighed gives til det, bestjæler de omkringboende er vel mere end rimeligt. I hvert fald er de en vederstyggelighed for enhver rolig og anstændig promenerende, ligesom de aldeles henhører under klassen af betlere og løsgængere, og der vil derfor næppe behøves mere end at gøre politiet opmærksom på det for at vejen omsider kan blive renset for dette utøj. Hvilket vil være så meget mere ønskeligt som de tilstundende mørkere aftener gør sådanne selskabers nærværelse endnu mere ubehageligt.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 580-581) 

Opfordring til Vedkommende.

Som bekendt har hr. Duus ret til at forbyde al slags fiskeri i Søerne her om København. Men dersom han har samme ret med hensyn til Ladegårdsåen, da må man undres over at han ikke lader sådant offentliggøres i vore blade, eller lader en tavle opslå på broen der går over Ladegårdsåen til fornøden underretning for enhver. For så vidt vides har det altid været tilladt at angle i Ladegårdsåen, og det er just ikke enhvers lejlighed at lade sig følge af de af hr. Duus udsendte sjovere, eller lade sig ens redskaber fratage af sådanne personer som fremviser et papir der i sådanne hænder kunne anses ugyldigt. Indsenderen har intet imod at hr. Duus forbyder fiskeriet i Ladegårdsøen hvis han dertil er berettiget når han kun vælder en passende fremgangsmåde, hvilken enhver i vore tuder synes at skylde sine medborgere. Når hr. Duus bekendtgør sin eneret, vil vist enhver afholde sig fra indgreb og ingen retskaffen mand kan have noget imod at han da lader enhver overtræder drage til ansvar efter loven.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 329-330)

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningstimen af afvigte år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser, at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke. Ja, på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej, så indsenderen fruentimmere og børn flygte fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud, som affyredes fra vinduer og døre. Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer der kan holde øje med gerningsmændene så at de kan tiltales og mulkteres. At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 12te Januar 1839. Side 28-29)

Forsigtigheds-Anstalt ved Ladegaardsaaen, samt gjentagen Bøn om en Gangsti ved Veien.

Af og til sker det at der findes en druknet i Ladegårdsåen. Og man antager da i almindelig at en sådan er selvmorder. Dette kan vel også undertiden være tilfældet, men oftest er det ulykkestilfælde som hidrører fra at der slet ikke er sat gærde eller hegn ved åbredden. Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen. Men disse værner dog kun mod et sådant tilfælde. Ikke for den gående der på denne vej det meste tid af året har meget at kæmpe mod. Vejen er i søleføre slibrig på grund af sin lerede substans. Glider man i regnvejr ud med en fod eller går med udspændt paraply og vinden kaster denne, da har man det våde leje ved siden af sig. Og kan man selv med stor forsigtighed undgå dette om dagen, hvorledes da i de mørke aftener eller i stormvejr, især når åkanten som det efter denne vinter er tilfældet, er skredet ud så at på flere steder kanten mangler helt. Eller som for øjeblikket at udløbsrender er gravet for at aflede vandet fra de store huller i kørevejen. Passerer nogen vejen som den er nu, for første gang og i mørke, da er hans liv virkelig i fare. Det var derfor ønskeligt at det offentlige ville gøre noget til sikkerhed mod sådan fare. Og i det øjemed tillader indsenderen sig at foreslå et kun lidt bekosteligt middel, nemlig at lade stikke tykke pilekæppe krydsvis fra træ til træ lige i åkanten. Disse ville da rodfæste sig i dette forår og snart afgive et dygtigt naturligt gærde der ikke vil være udsat for den ødelæggelse som et kunstigt.

Lige så ønskeligt ville det også være om det alt så ofte ytrede ønske om en gangsti ved siden af vejen, tillige måtte blive taget i betragtning. Vel har Ladegården for sit vedkommende anlagt en fodsti mellem den og søen og derved foregået det offentlige med et godt eksempel, men det er kun et lille stykke, og Ladegården har naturligvis ingen interesse haft af at udstrække stien i modsat retning. Den er meget simpel og smal. Men en sådan sti er dog bedre end ingen. Og taget på samme måde ville en fortsættelse af den vel ikke være meget bekostelig. Da vejen er meget smal, er det dog nødvendigt at grøften bliver kastet til lige fra Store til Lille Svanemosegård som i sin tid på Gammel Kongevej. De tilgrænsende jorder ville intet lide ved det da de der ligger meget dybere end grøften, ingen nytte har af den. Og desuden har de vandløb til renden der går midt gennem dem. Det er en selvfølge at fodstien måtte holdes vedlige. For ellers er den ikke til synderlig nytte. Hvorpå gangstierne på Gammel kongevej og på Nørrebro langs med Assistenskirkegårdsmuren i vinter har afgivet gode beviser. På gangstien i Falkoner Alle som for nogle år siden blev anlagt med vist ikke lille bekostning, vel efter indsenderens forslag, men ikke på den af ham angivne måde, er derimod ikke det ringeste spor tilbage af forbedringen.

At Ladegårdsvejen ikke anses for en spadserevej, har vel egentlig mest været årsag til at den er så forsømt (for det lersand man årligt fylder på den uden at den har noget stenlag i bunden, kan nok næppe regnes til nogen forbedring). Og at man er holdt op med makadamiseringen hvor den mest gøres nødig. Men i god tilstand og med en fodsti ville vejen vist blive næsten lige så besøgt som de andre, og folk ville da ikke som nu ofte nødes til at vende om fordi den er ufremkommelig.

(Politivennen nr. 1166, Løverdagen, den 5te Mai 1838. Side 286-288)

"Vel findes der en række træer, som blev plantet efter at en karet for en del år siden med hele sin besætning var kørt ud i åen." (Åboulevarden er anlagt ovenpå Ladegårdsåen, og vandstandsmåleren med en senere indskrift om ulykken i 1812 er et af de få minder. Ladegården lå over for på modsat side, til venstre udenfor billedet. Eget foto, 2013)

Redacteurens Anmærkning

Den omtalte karet kan være den som natten til den 27. november 1812 kørte i åen med seks personer fra et bryllup. Fire af dem druknede. Tragedien er mindet på en spids sten, som står ud for Åboulevarden nr. 16. Det er en gammel vandstandsmåler fik en indskrift, opsat til minde om ulykken og står der endnu.

Det eneste der er tilbage af åen er nogle enkelte grøfter som kunne være en hvilken som helst grøft. (I forbindelse med et nu skrinlagt projekt om at fritlægge åen, er der skrevet en del om åen. Jeg var den 23. november 2013 på jagt efter de synlige rester af den.

Påtalerne hjalp tilsyneladende ikke. Se Kjøbenhavnsposten 25. oktober 1841.

Ønske i Anledning af en Uorden paa Veien over Dosseringen.

Vejen over Dosseringen langs med Sortedamssøen fra Nørreport til Østerport er som bekendt aflukket med en låge der vender ud til broen, og hvortil beboerne af blegdammene har nøgle. Mens det gamle bolværk for søen stod, forhindrede en slags pallisadering som strakte sig fra lågen nogle alen langs med bolværket, uberettigede fra at komme ind på Dosseringen. Nu derimod hvor dette værn ikke findes der, kan enhver let svinge sig over bolværket ved siden af lågen ind på Dosseringen. Dette var tilfældet i mandag aftes med tre kåde personer som efter at være kommet ind på denne måde, anfaldt og fornærmede nogle damer der af en halvvoksen person blev ledsaget ad denne vej til deres bolig på en af blegdammene. Mange som har skaffet sig nøgle til lågen for ad denne vej at vandre fredeligt og mindre antastet til deres hjem, end ad den øde Blegdamsvej, bliver skuffet i denne deres forventning når enhver kan finde adgang til samme. Såvel herfor som for at sikre Blegdammenes beboere for tyve, er det ønskeligt og nødvendigt ved en slags pallisadering eller på anden måde at spærre adgangen til Dosseringen for dem som ikke er betroet nøgle til lågen.

(Politivennen nr. 1139, Løverdagen, den 28de Oktober 1837. Side 672-673)

På Stadsarkivets kort fra 1823-24 kan man øverst se at området mellem Blegdamsvej og Søerne var udstykket i 23 blegdams-parceller hele vejen fra det vi i dag kender som Nørrebrogade til Østerbrogade. Nederst til venstre kommer vejen fra Nørreport, med tømmerpladsen og kirkegården markeret. På den anden side af broen Store Ravnsborgs jorde. Bemærk at dæmningen med Fredensbro ikke er bygget endnu (den kom først til i 1878). Langs søen er markeret en dæmning hvorpå den omtalte vej formentlig forløb.

Anmodning og Forslag til dHrr. Conditore og Trakteurer udenfor Porten.

Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonimusik. Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangeres stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer efter hvile og vederkvægelse hos dem finder endog så mere end han ventede - føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet - så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de ovenfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde. 

Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvungent må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerkenen for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.

Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.

Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig til den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt der nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums bifald. Og de herrer konditorer og traktører ville derved erhverve sig publikums forøgede yndest.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 501-502)

Jomfruerne L. Swabe og D. Mejer var blandt de som underholdt med sang og musik på Vesterbro, her Rosenlund. Adresseavisen, 1. august 1837.

Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen.

Man har nyligt ladet grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen som ligger langs med grøften, er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning. Formentlig må dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden. Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger. 

"Springvandsrenderne fra Lundehussøen er blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning" (Vandrende fra København. De var fremstillet af træ. Nationalmuseet.)

På Jagtvej tæt ved Vibenshus ligger en blottet arm af nævnte render tværs over grøften. Denne er næsten ganske rådnet op og har en så betydelig læk at der i grøften er et net lille springvand. Når de ansvarlige efterser om først omtalte render kan forblive liggende halvt bedækket som de nu forefindes, så er de i nærheden af dette sted og kan da måske ved samme lejlighed tage dette væld i øjesyn. Skulle det beholdes, kan det måske tjene til at frembringe en kunstig eng et eller andet sted i nærheden.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 497-499)

En Landmands Klage over en Uorden paa Landeveien.

Da jeg onsdag den 8. i denne måned om eftermiddagen mellem 5 og 6 kørte fra hovedstaden med min kone ved min side og 2 mandspersoner bag i vognen, mødte jeg mellem Assistenskirkegården og værtshuset Hvide Svane en halv snes vogne hver læsset med et omtrent 20 alen langt mastetræ eller noget lignende. De kørende anså jeg for artillerikuske. Skønt min vogn for øjeblikket var den eneste der kom dem i møde, og kørte ganske langsomt på den højre side ved de unge alletræer, så passerede disse vogne ikke midt ad vejen, men kørte mig så nær at en af kuskene tog fat i min kones paraply som hun for at beskytte sig mod regnen holdt over sig, og havde som hun sagde, nær trukket hende af vognen. Dernæst kørte en af de bagerste kuske med sin bagvogn og enden af det lange svære træ så nær på livet af mig at jeg for om muligt at undgå den øjensynlige livs- og lemmers fare der truede os, i muligste hast måtte dreje heste og vogn ind imellem de unge alletræer op på en jordbunke der var opkastet ved samme. Dog slap jeg ikke for at min bagvogn fik et skub af enden af det svære mastetræ.

Enhver kan sikkert tænke sig hvor stor livsfare vi uskyldige mennesker var stedt i hvis mastetræets ende med nogen større kraft havde tørnet mod vores vogn og kastet denne med heste og os alle ned i den dybe landevejsgrøft.

Det er vist nok ikke vores gode konges og vores retskafne øvrigheds vilje at vi bønder og landmænd der efter vores stand hver især bærer skatter og byrder i forhold til statens øvrige borgere, på sådan eller lignende måde skal tåle vilkårlig behandling. Især af vores egne krigsfolk, hvilke vi for en stor del selv har opfødt og underholder. Nej! for vi ser og erfarer dagligt store beviser på at konge og regering ved flere lejligheder viser stor godhed og kærlighed for undersåtterne og folket i det hele, uden persons anseelse. Det hører vel heller ikke til for at kaldes duelige og dygtige soldater at man chikanerer og fortrædiger imødekommende, ridende, kørende eller gående personer. For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater.

Det hedder i de årlige landmilitssessioners plakater: "Ved mandskabets afmarch fra lægderne bør det betydes samme at den ringeste uorden de udøver på deres vej til og fra regimenterne vil på det alvorligste blive straffet når bevislig klage indløber." Så sluttes heraf og kan ikke tvivles om at der må være dem pålagt lige så stor om ikke større straf når de i tjenestetiden enten i stadens porte eller på vejene, i ord eller gerning fornærmer nogen. Hertil kan vel svares at når nogen bevislig klage over sådant måtte indkomme, da skal den pågældende på det strengeste blive tiltalt og straffet. Men hvorledes ville det være muligt for enkelt mand eller enkelt person der blev chikaneret eller fornærmet af en imødekommende stor eller lille flok krigsfolk, at fastholde den pågældende eller søge bevis blandt de øvrige? Den der ville prøve på sådant, ville da vist komme til at tåle endnu værre fornærmelser uden at nå sit øjemed: På lovlig måde at bevise den uret han er tilføjet.

Jeg fornemmer derfor efter mit skøn at det bedste middel mod sådan uskik måtte være at de herrer officerer hvem det er pålagt at undervise og overhøre deres undergivne i deres militære kundskaber og pligter, tillige ville underrette dem om deres moralske pligter mod staten og dens borgere. At de ville indskærpe dem at det ikke alene er soldatens pligt i krig at forsvare fædrelandet, men at han også i fredstid bør overholde god orden, værne om enhver borgers sikkerhed og ejendom, og således bidrage til det almindelige vel. At de ville lægge sig på hjertet at det gode som de således udfører i deres tjenestetid med tiden vil blive gengældt dem af en yngre slægt, så at de som bønder ikke behøvede at frygte for ulempe, når de på landevejen eller på andre steder skulle møde vore egne krigsfolk. Det er vist også troligt at om en eller anden ikke skulle lytte til formaningerne eller følge de give gode lærdomme, men handle derimod ved at begå en eller anden uorden, da ville vist hans kammerater søge at holde ham fra det og ikke give ham medhold. Almenånden hæver sig hos det danske folk dag for dag. Dens frugter er humanitet og gensidig føjelighed med sine medmennesker. Gid de snart viser sig blandt os, da opnås væres gode og allernådigste konges ønske.

Pederstrup, den 14. marts 1837
P. Rasmussen
Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1113, Løverdagen, den 29de April 1837. Side 265-268)

Københavns Museum har ovenstående foto af et gæstgiveri "Hvide Svane" på Nørrebrogade 169-171, formentlig på hjørnet til Heinesgade. Det er det lave hus til venstre. Men om det har set sådan ud i 1837, er mere end usikkert, og de øvrige huse har med garanti ikke været der. Der har formentlig blot været landevej. Stedet passer med at jordbrugeren var på vej hjem til Pederstrup, mens militæret var på vej ind mod enten Fælleden eller byen med tømmeret.

Redacteurens Anmærkning

Samme landmand havde en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. januar 1835 i anledning af kongens "nådesbevisning" af 15. maj 1834 om stænderforsamlinger (i uddrag):

"Og ligesom Jesus Christus ved sit guddommelige Ord talte til Mennesket og sagde: "Kommer til mig alle I, som ere besværede, jeg vil trøste og vederqvæge Eder", saaledes er dette en Lignelse, ved hvilken Kongen ligesom vilde sige til alle os Undersaatter: "Ved disse af Eder selv udnævnte gode Mænd, nemlig Repræsentanterne i Raadsforsamlingen, kan Enhver af Eder i sit District uden Persons Anseelse meddele Eders Trængsler og Besværinger, som da af denne igjen, ved herpaa følgende første Raadsforsamling, vil blev fremført ..."

Artiklen slutter med en overdådighed af roser, lovprisninger og hyldest af kongen. 

Beskedent Ønske i Anledning af en af vore offentlige Promenader.

Hensigten med at anlægge spadsereveje langs ferskvandssøerne har uden tvivl været hensyn til fodgængerne. Det modsatte bemærkes imidlertid i disse dage da man næppe kan komme frem for vogne på den sti som går langs Sortedamssøen fra Nørre- til Østerbro, og langt værre vil det som erfaring i flere år har vist, blive når tøvejr indtræffer, da kørslen efter is plejer at vedblive så længe det er muligt at få den, hvorved den omtalte spadseresti til sidst bliver aldeles ufremkommelig. De ansvarlige anmodes derfor om at sørge for at den omtalte kørsel må få en ende inden tøvejr indtræffer, så meget som der i år har været tid nok til at enhver har kunnet skaffe sig det behørige isforråd. Det synes heller ikke at være nogen overdreven forsigtighed om stien ryddeliggjordes for de på samme adspredte isstumper. Et fald over dem i mørke vil næppe, selv under heldige omstændigheder, være behageligt, og dog måtte man betragte det som lykke om man ikke med hovedet styrtede mod de kunstigt opstablede isbjerge.

(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 3-4)

Uordener

På Nørrebro klages der over at beboerne i nærheden af gården nr. 41 forskellige gange er blevet foruroliget ved gevær- eller pistolskud. Fx den 7. juli om morgenen da alle naboer derved blev opskræmte fra deres ro, og skrækken havde en aldeles skadelig indflydelse på et nervesvagt individ. Og ligeledes den 12. i denne måned om eftermiddagen. Sådant skyderi tør vist næppe finde sted i indesluttede haver eller mellem bygninger. For ikke at tale om de ubehagelige følger som kunne opstå deraf for svagelige personer, tror man at vores gode politi ikke vil give nabo i nabos hånd, hvilket let kunne blive tilfældet hvis en sådan brug af skydegevær i øvet eller uøvet mands hånd blev almindelig. Ligesom man tvivler på at et velordnet brandvæsen kan tillade sådant. I øvrigt havde vi hørt så meget om den kongelige vildtbanes udstrækning og at der på den intet skud turde gøres uden af de privilegerede, så at det også i denne henseende forekommer os besynderligt at der falder skud på oven nævnte sted.

 (Politivennen nr. 1073, Løverdagen, den 23de Juli 1836. Side 468)

Nørrebro 1823-24. Nr. 41 lå på Fælledvej, ca. midt i husrækken nord for Store Ravnsborg. Søerne anes nederst, Nørrebrogade i venstre side af billedet. Fælleden var dengang stedet hvor alskens militær holdt øvelser.
 

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Stadsarkivets kort over Nørrebro lå nr. 41 på Fælledvej, siden mod Søerne og ca. midtvejs mellem det nuværende Nørrebrogade og Sankt Hans Torv. 

Et Par Anmodninger til Hr. Bagermester Scheer paa Nørrebro.

1) Efter allerhøjeste resolution af 15. maj 1834 er den udenfor København fra Ladegårdsvejen over Blågårds jorder til Nørrebro førende vej tillagt navn af Blågårdsvejen. Men skønt denne resolution ordentligvis i sin tid blev bekendtgjort ved plakat, erfarer dog vejens beboere ikke sjældent at en og anden er uvidende om Blågårdsvejens beliggenhed, og altså enten ikke kan finde, eller har i det mindste vanskelighed med at finde den, hvilket jo unægteligt ofte kan have ubehagelige følger for de ikke få familier som bor på nævnte vej. Hensigten med disse linjer er derfor at anmode Deres velædelhed om at De tjenstvilig ville på det Dem tilhørende smukke hus på hjørnet af Nørrebro og Blågårdsvejen lade male sidstnævnte vejs navn, hvorved såvel dette som vejens beliggenhed ville blive mere almindelig bekendt endnu er tilfældet.

2) Da det stykke af gangstien på Blågårdsvejen uden for Deres velædelheds ejendomme især i søleføre er i en jammerlig tilstand, fordi De alt for mere end en måned siden for at forhøje denne sti har overfyldt den dels med gaderenovation, dels med murbrokker, uden siden enten ordentligt at lade det ujævne eller pålægge denne opfyldning et lag grus, tillader mig sig herved at bede Deres velædelhed om snarest muligt at sætte de her påankede stykke af Blågårdsvejens gangsti i tilbørlig god stand, hvori det var før Deres velædelhed gav det denne påfyldning.

I håb om at et godt ord finder godt sted, tvivler indsenderen ikke om at Deres velædelhed jo vil opfylde disse to beskedne ønsker.

(Politivennen nr. 1039, Løverdagen den 28de November 1835, s. 793-795).

Et uanstændigt Skue paa Nørrebro.

Mellem ejendommen nr. 15 og 16 på Nørrebro er en gang af en almindelig ports bredde der fører hen til rebslagerbanerne, forbi disse og ud til vejen ved den mosaiske menigheds kirkegård. Som lukke for denne vej der i øvrigt ikke ved overgangsbro er indrettet til passage, befandt sig i lang tid et særdeles misprydende stykke stakit der ved en storm i foråret blæste omkuld og blev tager bort. Vejen er således nu åben, og da den benyttes som lokum af de arbejdende mennesker på rebslagerbanerne, så frembyder sig for dem der passerer Nørrebro, et meget udelikat skue. For så vidt det kan være tilladt, eller i al fald anstændigt og passende at naboerne besværes med sådant naboskab, eftersom stakittet udgør et slags skillerum, menes dog at publikum i ethvert tilfælde bør forskånes for dette uanstændige skue og man forventer derfor at denne adgang snarest mulig bliver tilbørligt aflukket. 

(Politivennen nr. 1019, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 457-458).

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udgik den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol betræffende sagen nr. 322-31, Peder Jensen contra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn, og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår, at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende, af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen, dengang boende på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskabet ved et gevinstspil han havde foranstaltet i september måned d. å., og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvorfor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen herved led tab, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tilligemed en anden mand at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "Hold benene til dig!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spillop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen, hvorpå vi i forening gik ned til karlen.

Caspersen (til karlen). Har du sparket til bagkeglen?

Karlen. Nej!

Hermed sluttedes forhøret og eksaminatoren var tilfreds med eksaminandens meget juridiske svar, men glemte aldeles sin egen jura (i tilfælde at sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der, overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft mod kanten af et bord så at mine side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. - Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at gøres opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle fælge visdomsreglen "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter, dette for mig så fatale sted.

Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til 4 dage efter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have afgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark, hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed, og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende vartovs-lemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde, for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adreessekontorets Efterretninger, da han længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.

Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overlader det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Caspersen som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund, af og til sparkede til bagkeglen er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget at Caspersens adfærd imod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.

Carl Frederik Mørch

Skomagermester.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 777-781)

Redacteurens Anmærkning.

Caspersen meddelte i Politivennen 829, 19. november 1831 s. 813 at han havde sagsøgt Mørch ad rettens vej.

Gadeuordener ved den mosaiske Kirkegaard.

Ved at gå forbi har jeg flere gange været vidne til slemme uordner ved begravelser på ovennævnte sted. Når liget nemlig er indsat og følget igen skal i kareterne, sker dette hulter til pulter, da alle følgepar søger deres vogne som da på den ikke just brede vej opkører i 3 rækker, hvorved det både for kørende og gående gøres umuligt at komme forbi. Og da vognene nu jager forbi hinanden, er det yderst farligt for fodgængere hvis liv og lemmer udsættes for beskadigelse. Ja man har endog set at de har bemægtiget sig det blyantspennefabrikshus der ligger lige overfor, fra hvis gadedør de stiger op i vognene der kører så nær at endog kælderskuret står i fare for at blive kørt ned. Det var ønskeligt om den foranstaltning blev føjet at kareterne som ved kristne lig holdt eller kørte i en række og at følget efter tur steg i samme.

(Politivennen nr. 797, Løverdagen den 9de April 1831, s. 255-256)

Mosaisk begravelsesplads i Møllegade, med forbehold for at bygningerne kan være af nyere dato. Eget foto, 2016.

Betragtninger paa Nørrebro.

Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er der endelig taget den beslutning at ønsket eller forslaget bliver opfyldt.

I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej og til vejen der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående, spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det. Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen der er forøget ved cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den megen vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter hvor den dog før var det. 

Den indkørsel der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de vel burde, er brolagt, forøger det meget jordvejens ufremkommelighed for fodgængere. På nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløbsrende som er der, hvorover er lagt nogle mådelige brædder.

I Politivennnen nr. 699 af 23. maj 1829 blev foreslået at det rækværk der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede, ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for at de nu snart vil blive nedtrådt for enderne når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den foreslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.

Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den derværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skildvagts post. Det murede gemme som er i volden, benyttes af handlende der bor i nærheden, til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer. Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialvogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet, og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle sådant naboskab.

Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstillles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.

(Politivennen nr. 783, Løverdagen den 1ste Januar 1831, s. 1-4)

Redacteurens Anmærkning.

i Politivennen 873, 22. september 1832, s. 641-642 skrev anmelderen igen om skramleriet ved Nørreport.

"Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten ..." (Christen Købke: Et kik fra Sortedammen mod Nørrebro, 1838. Statens Museum for Kunst)

Om Spærring af Veien ved Assistence-kirkegaarden.

Da anmelderen i mandags den 19. om formiddagen klokken halv elleve kørte fra Jagtvejen ad Nørrebro, fandtes denne ved Assistenskirkegården besat af kareter hvis kuske ventede på et ligfølge og for god bekvemmeligheds skyld holdt i to rækker, således at de optog stenbroens hele bredde. På anmodning om at gøre plads, svarede en af de bageste tølpere idet han målte bukkens længde med en del af sin egen, at der jo var plads nok på begge sider og rørte sig så lidt som nogen af de andre. Idet han stolede på sin egen som på hestens dygtighed kørte altså anmelderens kusk ud i moradset - der gik vognen til hjulnavene - og slap efter temmelig nær at være væltet lykkeligt igennem, med den ærgrelse at se det gode endnu meget unge dyr anspænde alle kræfter for at slæbe vognen op af æltet.

På grund af det og da vejen jo er for alle, tager anmelderen sig den frihed at bede de ansvarlige også udenfor staden at indføre den sædvanlige orden ved vognes opstilling då at stenbroen ikke må spærres der for jordvejen ikke kan passeres uden fare.

(Politivennen nr. 748, Løverdagen den 1ste Mai 1830, s. 284-285)

Jagtvej 53. Tæt på nuværende Nørrebros Runddel (Søllerødgade/ Julius Blomsgade. Tegning, formentlig fra omkring år 1900, men Stadsarkivets kort antyder at ejendommen lå der også i 1856. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913.

Om Slavers Arbeide hos Private.

For få år siden gik det rygte at det af høje vedkommende var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokke af slaver med deres vogtere at blive afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel. At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra 2 løb bort og siden blev efterlyst i aviserne. 

Tænker man sig hvor mange af de mest simple arbejdere der i forrige lange og hårde vinter var kommet i gæld for husly og føde, som han håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at det må forbydes slaverne at arbejde for private, eller om der eksisterer et sådant forbud, at det da måtte blive overholdt. For vel syntes det godt at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på de bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige, simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er derfor kun tilsyneladende.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 727-728)

"Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes forhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten." (Nicolai Abilgaard: En slave skubbende en trillebør. Statens Museum for Kunst.) 

Redacteurens Anmærkning

Hvis den nævnte justitsråd Lange er identisk med Christian Lange (1754-1823) giver det mening. Omend han da ville være død på det tidspunkt. Men hans "førhen" tilhørende gårde ville da være Nørre Alleenlyst, Marienlyst m.fl. Han får i artiklen ikke just noget skudsmål som en humanistisk indstillet godsejer. På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejere (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Sankt Croix, se Vandringsløse Tidende.

Emnet berøres også i "Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide." Politivennen nr. 1251, lørdag den 21. december 1839, side 795-799.