Det må synes påfaldende at man ikke for statens regning sysselsætter de til fæstningsarbejde dømte samt alle andre fanger således at statskassen kan undgå de betydelige udgifter der anvendes på deres underhold, og fangerne tillige selv erhverver et overskud som efter deres løsladelse ved straffetidens udløb kan tjene dem til understøttelse eller til at begynde en lille håndtering med, for ikke tvunget ved nød og elendighed på ny at måtte gribe til forbrydelser.
I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd.
Glostrup Kirke er stort set det eneste som eksisterer af Glostrup Sogn på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.
En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger.
Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.
(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)
I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd.
Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.
En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger.
Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.
(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)
Redacteurens Anmærkning
Flere eksempler på sådanne arrangementer stod omtalt i Kjøbenhavnsposten den 22. april 1845:I en Gaard i Amaliegaden ligeover for den Side, der vender ud mod Hs. Maj. Palais, og ved Siden af Gouverneurens Bolig, foretages i denne Tid en Hovedreparation, hvorved der arbeider en Deel Slaver. - Det maa vistnok ansees for et høist forargeligt Misbrug, saaledes at udleie Straffefanger til Private: thi foruden at henvise til det Upassende i at lade dømte Forbrydere arbeide i Fællesskab med Haandværkere, og derved anvende de værnepligtige Soldater til Vogtere, kan man vel med Føie spørge, hvorledes skal den arbeidende Classe kunne fortjene det Fornødne til Livets Ophold, naars dens Arbeide paa en saadan Maade og ved saadanne Midler underbydes af det Offenlige? Med slig en Bygherre vil da heller ingen anden kunne concurrere.Og dagen efter i Kjøbenhavnsposten 23. april 1845:
Paa Hjørnet af Regnegaden og Gammelmønt, hvor man er ifærd med at nedrive et gammelt Huus og opføre et nyt, sees det samme uhyggelige Syn, som igaar paankedes i dette Blad, at nemlig Straffefanger fra Stokhuset i Arbeidet blandt Haandværkerne, medens en Soldat med skarptladet Gevær staaer midt iblandt dem for at bevogte Slaverne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar