Kjøbenhavns offentlige Politiret. Oktober 1866. (Efterskrift til Politivennen)

Et udvalg af sager i Københavns offentlige politiret oktober 1866:

1ste Afdeling, Assessor Gudenrath.

Mandagen den 1ste Oktober.

- Detailhandler Stæhr erlagde Idag 1 Rd. for den Handel, der forleden Søndag Formiddag havde fundet Sted i hans Butik under Kirketiden.

- I Frederik den Syvendes Gade var der forleden løbet Kogjødning ud i Rendestenen fra Brændevinsbrænder Niels Sørensens Brænderi. Fem Dalers mindelig Mulkt.

- En tohjulet Frugtvogns Henstaaen paa Høibroplads, ikke-Betaling af en Mark for Vognens Transport til Kammeret samt et Løfte til Betjenten om, "at hun nok skulde vise ham noget Andet", vil paa Onsdag koste Sælgekone Birthe Petersen en lille Sum, hvor stor vides endnu ikke; det vil man erfare af Dommen.

- Ned til Værtshusholder Hans Sørensen i Hummergade Nr 2 traadte Frederik Valdemar Hvidt med to Kolleger, og Hvidt rekvirerede en Pægel Brændevin og en halv Hvidtøl. Da Drikkevarerne vare konsumerede, forlangtes der nok en Omgang, men Hans Sørensen vilde se Penge, førend dan paany udskænkede Brændevin og Øl. Herover udspandt der sig en Strid, og Hvidt med sine to Kolleger flygtede op fra Kjælderen, medens der i Flugten uvist fra hvem, blev sendt en tom Ølflaske ned gjennem Vinduesruden til Værtshusholderen. Der forelaa imidlertid ikke noget fuldgyldigt Bevis for, at Hvidt havde kastet Flasken, og da Historien nede i Kjælderen var en rent privat Sag, sluttedes Sagen med en Advarsel til Hvidt.

(Dags-Telegraphen (København) 2. oktober 1866).

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Torsdagen den 4de Oktober.

- Den 13aarige Johan Christian Mikkelsen benytter sine Fritimer til i Teglgaardstræde at øve sig i Stenkastning osv.; men naar han som forleden endnu en Gang skulde komme til at slaa to Ruder itu i en af Gadens Gaslygter, da vil han faa sig en Dragt Ris paa Raadstuen og ikke som idag slippe med, al hans Fader betaler Rudernes Værdi med 2 Mark.

- Kollektør Lorentsen modtog en Advarsel, fordi han, der havde faaet Tilladelse til at lade save og hugge Brænde paa Gaden indtil Kl. 8 om Aftenen, havde ladet dette Arbeide fortsætte til Kl. 11 3/4, indtil Savskærerne vare færdige.

- Værtshusholder Børsting slap undtagelsesvis ligeledes med en Advarsel mod oftere at have siddende Gjæster efter Midnat i sin Beværtning i store Torvegade Nr. 21.

- For at have kjørt med en Arbejdsvogn paa Kjøbenhavns Gader under Kirketiden lod Mælkeforpagter Christen Jensen fra Herstedøster indbetale 4 Mark i Mulkt.

- Bybud Niels Christensens Kone skal efter Sigende have faaet Tilladelse af Magistraten til at lave Blodpølser, og derfor er det vel, at Niels Christensen ikke kan udstaa at blive kaldt for "Pølse". Nu paastaaer han, at Bybud Hougaard har betitlet ham med dette Pølsenavn paa Hiørnet af Dronningens Tvergade og store Kongensgade, men derimod paastaaer Hougaard, at Niels Christensen havde kaldt ham for "Skræderpjalt" og stukket ham saadan En, at baade Næse og Mund blødte". Ved det derpaa følgende Slagsmaal blev Niels Christensen anholdt efter endel Modstand mod Betjenten. Da Vidneforklaringen gik Niels Christensen imod, dømtes denne, der ikke vilde rette for sig i Mindelighed, til at bøde 5 Rd. til Kommunens Kasse.

Christian Emil Hansen har forladt Ladegaarden, været paa mange Værtshuse, beruset sig i de klare Draaber og lagt sig til at sove. Men o Rædsel! da han vaagner, har en nedrig Ransmand røvet hans nye Træsko og Strømper og sat noget gammelt Skrammel i Stedet. Hvad skulde han gjøre? Han vendte tilbage til Ladegaarden og berettede sit Uheld, men Magistraten var vred og vilde have Christian Emil straffet, fordi han havde skilt den af med for 4 Mark Varer, og Ladegaardslemmet blev derfor idømt 18 Dages Tvangsarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 5. oktober 1866)

2den Afdeling Assessor Behrend.

Lørdagen den 6te Oktober

- Der blev atter idag foretaget Undersøgelser i Sagen mod Kartoffelhandler Hans Christiansen, der var tiltalt for at have paakjørt en Char-á-banc paa Peblingebroen, og Sagen skulde igjen have været udsat til yderligere Vidneførsel, men da der paakjørte Vogns Eier frafaldt Krav paa Skadeserstatning, fandt Handelsmanden det endelig raadeligst at indrømme sin Brøde og lovede inden en Maaneds Forløb at betale 5 Rd. i Mulkt.

- Fra Partikulier Rav Nissens Eiendom paa Amagertorv var der under Eierens Fraværelse blevet udskyllet endel urenligt Vand i Gadens Rendesten, og for denne Forseelse maatte han betale 2 Rd. til Fattigkassen foruden 24 Skilling til det  Bybud, der havde renset Gadens Rendesten.

- Proprietær von Halling, som var tiltalt for ikke at have efterkommet et ham af Sundhedskommissionen givet Tilhold om at oprense Veigrøften udenfor hans Eiendom paa Strandvejen, for at denne Grøft kunde optage Uhumskheder fra de tilstødende Lodseieres Grøfter, begjærede og fik atter idag sin Sag udsat i 8 Dage for at konferere med Politidirektøren, efterat han først havde meddelt, at Magistraten, "der jo ikke er meget hurtig i sine Afgjørelser", havde tilladt, at det skidne Vand førtes ad en anden Vei til Stranden.

- Kaperkudsk Jens Nielsen, som paa Christianshavn havde overkjørt er Kone og et lille Barn, uden at disse dog tog videre Skade, lovede at betale Doktorregningerne med 3 Rd. 78 Sk., hvormed Sagen sluttedes.

- Jens Nielsen kaldet "Stærke Jens" er tidligere straffet 4 Gange med Vand og Brød for Opsætsighed mod Politiet. Nu har han atter været paa Spil, gjort Spektakler paa Amagertorv, slaaet Hattene af to Veljente og været saa vild paa Stationen, at han maatte bindes og iføres Spænderem. Neppe havde Betjentene imidlertid bundet ham, førend Stærke Jens smøgede Spænderemmen af sig og leverede den fra sig, og først efterat 5 Betjente i fulde 3 Kvarter havde kæmpet med ham, lykkedes det dem atter at binde Kæmpen og bringe ham til Hovedstationen. For denne Vold mod Politiet henviste Dommeren Sagen til den samlede Kriminalret, efterat der var dekreteret Arrest paa hans Person.

(Dags-Telegraphen (København) 7. oktober 1866)

Tegner, xylograf, museumsmand Bernhard Olsen (1836-1922): Amagertorv. 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

2den Afdeling. Assessor Behrend,

Torsdagen den 11te Oktober.

- Karlen Niels Knutsen modtog en Advarsel, fordi han fra beholderne paa Amager havde transporteret noget lugtende Indhold ud paa Landet i en aaben istedenfor i en lukket Vogn.

- En Borger fra Lyngby akkorderede forleden Aften med Droskekudsk Martin Olsen paa Amagertorv om, at Kudsken skulde kjøre Borgeren og hans Familie til Lyngby for en Betaling af 2 Rd.; men da Martin Olsen ved store Vibens Bom naaede Lyngbyomnibussen, negtede han at kiøre videre og opfordrede Passagererne til at stige ind i Omnibussen, idet han foregav at hans Hest var bleven halt. Da Borgeren derpaa steg ind i Omnibussen for ikke at komme til at tilbringe Natten paa Landeveien, affordrede Martin Olsen ham en Daler, hvilken han negtede at betale men endelig udredede, efterat Martin Olsen havde grebet noget af Mandens Reisetøi for at kjøre bort dermed. Uden nærmere at gaa ind paa de enkelte Detailer i Sagen holdt Retten sig kun til det Faktum, at Martin Olsen ved at forlange 1 Rd. for den paagældende Tur havde overtraadt Drosketaxten, og den stridige Kudsk blev derfor dømt til at bøde 5 Rd. i Mulkt til Kommunens Kasse.

- Droskekudsk Carl Emil Jensen blev af med 2 Rd., fordi han ved al kiøre paa Skinnerne havde Hindret en Sporvogn fra at komme frem paa Østerbro.

- Økonom Schön har Karlen Hans Peter i sin Tjeneste; da der ikke hverken fra Husbondens eller Karlens Side er skeet nogen Anmeldelse om Tjenestetiltrædelsen til Assistenten, kan ingen af Parterne undgaa at bøde 1 Rd. til Fattigkassen.

- Kommissionær Holst i Knabostræde havde haft en Pige i Tjeneste i 24 Timer uden at til- eller framelde hende. Herfor maatte Kommissonæren bøde 1 Rd. efterat have modtaget en alvorlig Advarsel, fordi han tillod sig at bemærke at det var "vilkaarligt" af Dommeren at mulktere ham.

- Sælgekone Stine Holm var tiltalt for at have foraarsaget Gadeopløb i Borgergade ved at udskjælde en Madam for Politispion. Under Sagens Behandling for Retten blev Dommeren nødt til først at mulktere Madam Holm paa 5 Rd for hendes upassende Opførsel og dernæst til at lade hende føre ud af Lokalet. Enden paa den langvarige Sag blev, at Stine Holm dømtes til at bøde 4 Rd. for at have foranlediget Gadeopløb.

- Madam Ane Christine Melby, der ved en Strid om en Frugtvogn havde foranstaltet Gadeopløb, lovede at betale 1 Rd. for sin Forseelse

- Bæren af to Madspande paa store Kongensgades Fortov kostede Thora Petersen 1 Rd.

(Dags-Telegraphen (København) 13. oktober 1866).

I Kjøbenhavn har Politiet atter anlagt sag imod 24 Urtekræmmere for Udsalg af saakaldet forfalsket Caffe. Mon det dog ikke var hensigtsmæssigere at overlade Caffecontrollen til Publicum, Caffedrikkerne selv, saalænge der ikke er Tale om Udsalg af nogen for Sundheden skadelig Substants? Eller skulde Politiet med samme Grund som med Caffen undersøge de Handlendes øvrige Artikler, saa kunde det jo hertil, trods sin Talrighed, behøve en deel Forstærkning, og Retterne bleve overfyldte med Qvalitetsprocesser. Her er jo dog Publicum den bedste Control og Dommer; hvor det faaer slette Varer, under den ene eller anden Benævnelse, vil det nok undgaae at kjøbe oftere forsaavidt ikke netop den ringere Vare søges af Kjøberen for dens større Villigheds Skyld. Det Politiet kalder forfalsket Caffe kan maaskee være mangen Kjøber et tjenligt Surrogat i Forhold til hans ringere Evne, og Prisen nødes dog altid til at rette sig efter Varernes Qvalitet. Hvorfor desuden alene stille Caffen under Politiets særlige Tilsyn, naar Politiet vil være Agent for Huusholdningerne? Der er fuldt op af alle de øvrige Forbrugsgjenstande, som kræve Forbrugerens Opmærksomhed ved Indkjøbet, og paatager først Politiet sig at være Tilsynshavende heri, saa bliver det ikke alene et uoverkommeligt Arbeide, men Publicum gjøres sløv for at paasee sin egen Interesse naar det troer, at Politiet har paataget sig Omsorgen for hvad dette dog ikke kan udføre.

Kjøbenhavns offentlige Politieret er endnu stadigt beskjæftiget med meget vigtige og interessante Retssager. Saaledes fortæller Flyp.: Sælgekone Stine Holm blev meget vred over, at et Pigebarn spurgte hendes lille 9aarige Datter, om hun ikke kjendte den Pige, som havde stjaalet nogle Ørenringe, og saa spurgte hun Pigen, "om hendes Moder ikke var Politiespion", og viste en høi Grad af Forbittrelse over, at Nogen kunde troe, at hendes Datter kjendte "Tyvetøse". Denne Forbittrelse gik endog saa vidt, at hun ved sin Skrigen og Skjænden samlede et Gadeopløb. Da hun heller ikke for Retten kunde lægge Baand paa sin Tunge, fik hun ved Dom foreløbigt en Bøde paa S Rd.; for hendes Gadespektakler blev der tillagt hende en Bøde af 4 Rd. 

- Thora Petersen, som havde baaret to store Madspande inde paa et Fortoug, lovede at bøde 1 Rd. for denne gruelige Forseelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. oktober 1866).

- - -

De af Politiet undersøgte Caffeforfalskninger have bestaaet i Tilsætning af brændte Kornsorter til brændt og malet Caffe, som ved at blandes med deslige billige Surrogater kunde sælges til betydeligt lavere Priis end reen Caffe. - Da bemeldte Surrogater ikke ere skadelige for Sundheden, vedkomme Undersøgelser derom - indrømmer Politiedirecteuren selv i sin Beretning - ikke Sundhedspolitiet, men ere som andre i Smaahandelen forekommende Vareforfalskninger Gjenstand for det almindelige Polities Opmærksomhed". Men hvorfor? Politiedirecteuren fortæller selv, at saadanne kaffesurrogater kunne sælges betydeligt billigere; hvorfor vil da Politiet indblande sig i og vanskeliggjøre det for Smaafolk, der ikke have Raad til at kjøbe ægte eller reen Caffe, fra at faae den blandede billigt? Forøvrigt tilføier Politiedirecteuren dog, "at Forhandling af Caffe, blandet med de nævnte for Sundheden uskadelige Surrogater, ikkun kan ansees for ulovlig, naar det ved Blandingen fremkomne Product sælges for Caffe, men derimod ikke, naar det sælges for hvad det virkelig er, nemlig Caffeblanding, hvilket da udtrykkeligt maa være angivet paa Emballagen". Kan da Politiet indestaae for, at al øvrig Caffe, der tituleres saaledes, er reen og ublandet, og selv om den er reen som Caffe betragtet, saa kan den dog være saa slet i Qvalitet, at den gjør ringere Virkning end den billige blandede. Den eneste Politiecontrol med Varer er Concurrencen og Publicum, som naar det virkelig bedrages - hvad der ikke skeer ved at kjøbe simple Varer billigere - vil forlade Sælgeren og i givne Tilfalde benytte Offentligheden til at advare.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. oktober 1866. Uddrag).

1ste Afdeling, Assessor Gudenrath.

Fredagen den 19de Oktober 

- I Gothersgadens Materialhandel Nr. 9 forhandles der en klar, lys og efter Omstændighederne ret velsmagende Levertran. Denne Tran har Stadslægen havt et godt Øie til og foranstaltet Forhandlerne, Dhrr. M. L. Møller & Meyer, tiltalte for Indgreb i i Apothekernæringen. I sin Tid blev denne Sag afvist fra den offentlige Politiret, men ved en Høiesteretsdom er det nu afgjort, at den skal behandles ved den offentlige Ret, og Politidirekteuren har derfor taget sig af Stadslægen og beordret de to Materialister tiltalte. Sagen blev idag udsat i 8 Dage, for at det kunde blive undersøgt, hvorvidt denne Levertran er den af de Lærde kaldte oleum jecoria aselli medicatum eller Tran der kan benyttes til Andet end medicinsk Brug, f. Ex. til at indsmøre Fedtstøvler med, til Belysning osv. osv.

- Proprietær Rosborg var tiltalt for at have kastet en Trepægleflaske ned fra sin Eiendom paa Oehlenschlägersgade, og skjøndt han godtgjorde, at den vedkommende Gade ikke er nogen offentlig Gade eller Vei, men derimod hans private Eiendom. som han efter eget Forgodtbefindende kan lukke for al Færsel, blev han dog i Analogi af Bekjendtgjørelsen af 28de Juli 1806 dømt til at bøde 4 Rd. til Kommunens Kasse.

- Droskekudsk Peter Petersen har at bøde 1 Rd. fordi han 1) har taget uberettiget Holdeplads ved Toldboden. 2) har lagt sig i Grønningens Grønsvær - omtrent 4 favne fra Køretøiet - , cg 3) ikke har spændt Skagler fra Drosken.

- Arbeidsmand Anders Jensen modtog en Advarsel, fordi han havde henkastet noget stinkende Kjøkkenaffald i Dannebrogsgade.

(Dags-Telegraphen 20. oktober 1886).

2den Afdeling. "Behrend.

Lørdagen den 20de Oktober

De to Sælgekoner Vilhelmine Cathrine Svendsen og Vilhelmine Javortzsky sad og drak deresi Caffe i en Gadedør i Adelgade, saa kom Høkeren i Stedet, Andersen, forbi og hørte, at Sælgekonerne talte om at "han var en Fjols og en Drukkenso". Andersen troede, at denne "han" var ham selv, og bad Konerne om at forlade Gadedøren. Det ytrede de ingen Lyst til, men spurgte ham høflig "om han var høiere Vedkommende", og dette Spørgsmaal blev Høkeren saa vred over, at han satte begge Konerne ud ad Gadeduen, ved hvilken Leilighed Mad. Zavortzsky fik en halv Snes Æg spolerede. Nu traadte Sælgekonerne ned til Høkeren og forlangte Erstatning for den spildte Kaffe og de ituslaaede Æg, men saa blev der Gadeopløb, og under Feiden i Kjælderen gik en Rude i Høkerens Butiksdør samme Vei som Æggene. Ganske vist havde begge Sælgekonerne foranlediget Gadeopløb, men da Høkeren havde været uberettiget til at kaste dem paa Porten i en Eiendom, hvor han kun var Leier, slap Mad. Svendsen med en Advarsel, hvorimod Mad. Javortzsky blev erklæret fri for Aktors Tiltale, da hun er død af Kolera.

(Dags-Telegraphen 22. oktober 1866. Uddrag).

2den Afdeling for offentlige Politisager.

(Assessor Behrend.)

Torsdag den 3die November.

Efterat Urtekræmmer Bie for uberettiget Næringsbrug var bleven mulcteret med 5 Rd., og en Sag mod Vognmand Carl Lund, der var sigtet for uforsvarlig Kjørsel, var hævet af Mangel paa Beviis, foretoges atter den Sag, under hvilken Urtekræmmer Salomonsen, Vesterbrogade 19, tiltaltes for Salg af forfalsket Kaffe. Salomonsen gientog sin Paastand fra forrige Møde om at det Kræmmerhuus i hvilket den solgte Kaffe udleveredes, var paaskrevet "blandet Kaffe", samt at Kiøber ikke havde forlangt prima Kaffe. Paa den anden Side maatte han indrømme, at Kjøberne hellerikke havde forlangt blandet Kaffe, og at det ikke mundligt var blevet dem tilkjendegivet, at Kafen havde denne Egenskab. I henhold til denne Forklaring blev Salomonsen imidlertid anseet for hjemfalden til den for Kaffeforfalskninger fastsatte Mulct, idet Dommeren bemærkede, at der behøvedes en utvivlsomt Tilkiendegivelse til Kiøberen, at det var blandet Kaffe, der solgtes dem, og en saadan Tilkjendegivelse ikke kunde siges at være tilstede, fordi der paa et smudsigt af Avispapir lavet Kræmmerhuus fandtes utydelig paaskrevel Ordet "blandet." Ikkedestomindre opsattes sagen endnu engang, da Salomonsen nu henholdt sig til en Skrivelse fra Politidirecteuren, i hvilken der formeentlig skal være givet de Handlende Ret til at sælge forfalsket Kaffe, naar den omtalte Paaskrift blot findes paa vedkommende Kræmmerhuus.

- - -

(Assessor Gudenrath )

Mandag den 5te Novemder.

- - -

Urtekræmmer Rasmussen, Istedgade Nr. 9, der var tiltalt for at have solgt forfalsket Kaffe, benægtede dette, idet han paa det Bestemteste paastod, at den Kaffe, han den omtalte Dag havde solgt til to Personer, som han meget godt vidste vare Betiente, var uforfalsket. Efter nogen Betænkning fandt Hr. Rasmussen det dog rigtigst at afgiøre Sagen paa den sædvanlige Maade ved at erlægge en Bøde af 10 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5, november 1866. Uddrag).

Farvet Kaffe. (Efterskrift til Politivennen)

"Dansk Ugeblad" omtaler i sit sidste Nummer den i den sidste Tid mere og mere overhaandtagende Farvning af Kaffe, som synes at antage Former, der desværre true med at blive farlige for Konsumenternes Sundhed. Der forekom vel tidligere et enkel, Parti farvet Kaffe i Handelen, men nu er denne Artikel bleven til en regelmæssig Gjenstand for Omsætningen, og enkelte dristige Mand, der uegennyttigen ville ophjælpe den danske Industri, have endog for at tilvende Landet den Fordel, der haves ved Farvning, oprettet Kaffefarverier i Kjøbenhavn hvorfra Kjøberne kunne forsyne sig med et Udvalg af de smukkeste Varer, der kun have den Fejl, at de, naar Farven tages af, enten ere ganske ordinære eller bedærvede Bønner. Det turde nu være paa Tide, at de Handlende blive opmærksomme paa den Resiko, de Udsatte sig for ved ar forhandle forfalskede Varer, og at Konsumenternes Opmærksomhed henledes paa, at saadanne Varer findes og forhandles der paa Pladsen, saameget mere som man ikke længere nøjes med at forsyne Svenskerne, Islænderne og Grønlændere dermed, men gjør dem til almindelig Gjenstand for Afsætning omkring i Landet. Hvad Konsumenterne angaaer, er Risikoen vel mindre stor, men dog kan Forbruget af disse Kaffesorter medføre en vis Fare. Vi have undersøgt adskillige Prøver af farvede Varer, uden deri at finde noget for Sundheden Skadeligt, men det tør dermed dog ikke vare afgjort, at slet intet Skadeligt findes deri; vi have tvertimod Grund til at antage, at der i flere Tilfælde er benyttet Chromgrønt til Farvning, og dette Farvestof indeholder som bekjendt Gift, men vi have dag endnu ikke fundet nogen Prøve, hvor en saadan Substants var tilstede. Der maa imidlertid for Sundhedspolitiet være al Anledning til at skride ind og anstille omfattende Undersøgelser af Beskaffenheden af Farvestoffet. Forøvrigt vil Enhver let selv kunne overbevise sig om, hvorvidt en vis Kaffeprøve er farvet eller ikke. I Regelen vil den kunne ske ved blot al udvaske den i Vand, men ofte skyer selv den farvede Kaffe Vandet og afsætter ingen Farve paa Grund af den Olie, der findes i den; man behøver da blot at tage en Opløsning at almindelig Soda i Vand, og naar Bønnerne kommes deri, ville de farvede ved at røres lidt om, strax vise sig sorte i Modsætning til de rene Bønner, der beholde deres oprindelige Farve.

(Ribe Stifts-Tidende 24. maj 1860)

C. Kehlets Aftenunderholdninger.

Det tidligere her i bladet omtalte orkester hos hr. Kehlet på Kongens Nytorv er nu oprejst, og gives der jævnligt udmærkede koncertstykker af et ypperligt musikkorps. Hr. Kehlet har ansat entreprisen til 11 mark, for hvis halve beløb kan fås forfriskninger. Dette synes imidlertid at være et fejlgreb, for de folk som frekventerer dette sted, er nu engang vat til at få forfriskninger for det fulde af deres entepris, og vil derfor for fremtiden mest besøge kaffehuset når tyrolerne og andre sangere lader sig høre, da ingen sådan afkortning sker. Vi ved ret godt at det ikke er en urimelig fordring af hr. Kehlet der skal have hver gang en udgift af 20 Rbd. til det spillende orkester, men vi ved også at når folk engang er vant til en lav entrepris, vægrer de sig ved at give en højere, selvom også kunstnydelsen er større.

De aftener tyrolerne synger, er der altid fuldt hus vel også en følge af at disse varierer med mange forskellige, ofte i indholdet pikante stykker. Vi må også ved denne lejlighed omtale violinspilleren hr. Petersen, der til fuldkommenhed spiller sit instrument. Blandt andet udføres Labitzkys ubeskrivelige yndige "Die Elsen" med megen virtuositet. Henrivende er disse vuggende, smeltende fløjtetoner der lyder fra violinen, man tror sig hensat i trylleverdenen, og ser det lette folk der bebor ellekrattene, svinger sig i lystig dans til denne yndige musik. Hr. Petersen og Baarth, klaverspilleren glæder også publikum ved at spille den ofte.

Da tyrolerne efter sigende i næste uge forlader København, håber man hr. Kehlet vil sørge for at skaffe de besøgende nye sangere der kan erstatte dem, som i en så høj grad har vundet publikums yndest.

(Politivennen nr. 1455, Fredag den 17 November 1843, side 732-734)

C. Kehlets Kaffehuus.

Mange år henløb før et kaffehus der kunne sammenlignes med lignende indretninger i udlandets større stæder etableredes her i staden. Hr. C. Kehlet var den der indrettede et sådant med en brillant beliggenhed, et betydeligt omfang og et smagfuldt arrangement. Alle Københavns tidsblade, landets og udlandets vigtigste politiske blade anskaffedes. En nøje iagttagelse at intet berygtet fruentimmer betrådte denne indretning, indførte den hidtil af københavnerne ikke kendte store behagelighed at damer ugenerte kunne medtages her og nyde forfriskninger som leveredes særdeles gode og til en yderst rimelig pris. Hr. Kehlet gik videre med tidens ånd han engagerede særdeles duelige, ja ofte udmærkede violin- og klaverspillere som ved deres spil gjorde dette sted til et behageligt adspredelsessted om aften, i særdeleshed for dem, hvis stilling, tid og lejlighed ikke tillader dem at frekventere Skuespilhuset, koncerter og deslige. 

Hr. Kehlet har nu også i de senere år ladet af hertil ankomne dygtige violinspillere, sangere give små koncerter under navn af aftenunderholdninger, hvortil entreen betales med 1 mark per person, men hvorfor fås forfriskninger altså, altså høres koncerten for intet. I denne tid gives hver aften vekselvis aftenunderholdninger af familien Kirchheim, samt af en duelig violinspiller, hr. Haase, og tyrolersangerne hr. Schattinger og jomfru Johanne Pelosi. Når sidstnævnte synger, indfinder sig gerne et talrigt publikum der ved en hyppig applaus tilkendegiver sin tilfredshed med deres dang. Man kan heller ikke andet end føle sig tiltrukket ved deres skønne vemodige natur- og nationalsange, deresjodlen, der kommer fra et kraftfuldt bryst, og som har noget meget behageligt for den der har berejst deres og Schweitz' bjergland, og hvis hukommelse endnu gemmer erindringen om disse sange der sungne i dalene, genlyder fra de høje bjergvægge, ofte gentaget af koret. I særdeleshed tiltaler den originale tyrolersang: "Auf dem Ulm ist wunderschön" ethvert følsomt gemyt.
Hr. Kehlet har også hver uge opstillet forskellige panoramaer, hvor i blandt flere har været særdeles gode. Et af dem i denne tid opstillet: Ruinerne af slottet Heidelberg, er udmærket, månebelysningen gennem ruinernes vinduer og slagskyggerne er fremstillet med megen natur.

Den udmærkede violingspiller hr. Baath besidder megen rutine på sit instrument og har et fortræffeligt buestrøg, klaverspilleren er god. I særdeleshed udfører begge Labintzkys "de Elsen" med megen præcision. 

Efter sigende vil i disse dage et orkester oprejses i altanstuen hvor sangerne lader sig høre, hvilket måske kan bidrage til at sangene høres bedre af de besøgende.

Da hr. Kehlet således ved lave priser for gode varer, og ved at sørge for en god underholdning for de besøgende har vundet publikums yndest, så følger det af sig selv at når hr. Kehlet bestandig således sørger for underholdende musik og sang for sine gæster, vil hans kaffehus her i byen såvel som hans Alleenberg ved Frederiksberg blive de af københavnerne mest besøgte offentlige steder.

(Politivennen nr. 1453. Fredagen, den 3 November 1843. Side 699-702). 

Til Eieren af GaardenNr. 264 paa Kongens Nytorv, det saakaldte "Erichsen's Palais."

Det er ikke almindeligt tilfælde i København og andre store stæder at det tillades ejeren af et menageri at forevise samme i selve staden, men dels for sundhedens, dels for sikkerhedens skyld har øvrighederne fundet det hensigtsmæssigt kun at tillade dets anlæg og forevisning i en afstand fra staden hvor dyrene da fik deres tilhold i en fjællebod, men ikke i nogen af familier beboet bygning. Det vækker af den grund opmærksomhed ikke alene at sundhedspolitiet tillader at et menageri som udbreder en væmmelig og formentlig sundheden skadende stank til andre lejere i Deres gård, er indkvarteret der, men tillige at de har bortlejet et lokale i samme til sådant brug. Anmelderen vil ikke undersøge hvorvidt lovlig ret dertil er Dem hjemlet, men mener dog selv om dette er tilfældet, at Deres adfærd i så henseende er upassende, til dels i anledning af selve bygningens anseelse, men især med hensyn til den opmærksomhed en vært skylder sine lejere, nemlig: "Ikke ved udlejninger af det nævnte slags muligvis at skade dem i deres næringsvej." Hr. Kehlets med fuld ret berømte og yndede kaffehus er etableret i Deres gård. At uddunstningerne af de deri værende dyr og deres uhumskheder der ubehagelig trænger ind i hr. Kehlets lokale generer såvel dets beboere som foranlediger flere blandt besøgerne til at forlade dette så behagelige offentlige sted før bestemmelsestiden, vil De indse, ligesom hr. Kehlet i dobbelt henseende er skadet. Man forventer af den grund at De som ærekær borger og retsindig vært snarest afhjælper de ulemper som et lokales udlejning i Deres gård til menageri forårsager dens andre lejere.

(Politivennen nr. 1409. Løverdagen, den 31de December 1842. Side 850-851).

Annonce for det omtalte menageri i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. november 1842. Annoncerne strakte sig til midt i december.

Kehlets Kaffehuus.

At ovennævnte kaffehus for tiden er det bedste her i byen, synes den store mængde mennesker man daglig træffer der fra den tidlige morgen til den sildige aften at være det bedste bevis for. Efter vores mening synes der nu også at være nærved at blive så godt som vi forlanget det af et sådant. Heri ligger imidlertid at vi der forefinder adskillige små, let afhjælpelige mangler som vi er overbeviste om ejeren vil afhjælpe når han bliver gjort opmærksom på det. Som sådanne vil vi påpege:

1) At det skønt man i det hele taget får gode varer i forhold til prisen, dog må anses som en stor mangel at man ikke er sikker på altid at træffe dem lige gode. Vi har således der drukket kaffe der fuldkommen stod ved siden af den, man for tredobbelt betaling får hos konditorerne, men enkelte gange har den også været under det middelmådige. Denne mangel synes meget let at måtte kunne afhjælpes på et sted med så stadig søgning.

2) Likørerne er under al kritik. Man kan kun få to slags, hvilket er meget for lidt at vælge imellem på et sådant sted, og begge slags er tykke i en ganske utilbørlig høj grad. Ejeren ville sikkert finde regning ved at anskaffe langt flere arter, og til de forskelligste priser.

3) er vel opvartningen hurtig, men vi mener at en opvarter er for lidt på et sådant sted. Det var ønskeligt at der blev antaget endnu en der kun havde med bladene at bestille, for disse er det vi især forefinder uorden med, og som vi især vil henlede opmærksomheden på, overbeviste om at det dog egentlig er dem der trækker mest.

4) Skønt der således holdes blade nok og valget i det store hele ikke kan kaldes uheldigt, er det øjensynligt at disse behandles som en biting. Det må således kaldes et stort misgreb af ejeren at han sjælden tager notits af de besøgendes anmodninger om forandring i denne henseende. Og vi ved med bestemthed at han derved fjerner mange gæster fra sig som derpå tyr andre steder hen, hvor de forefinder de blade de ønsker. De blade som holdes, behandles desuden på en temmelig sjuske maner. Som eksempel kan tjene at stentrykkkene med det sidst udkommende nummer af porteføljen aldrig indsættes i de dertil anskaffede rammer, men bliver liggende i et skab inde ved udsalgsstedet, hvorved man altid får dem i smudset forfatning, mens de allerførst udkomne på rund af en utilgivelig slendrian, vedblivende hænger i rammerne. Ligeledes er det meget vanskeligt at få fat i det blad man ønsker, dels fordi gæsterne gerne henslænger demhvor de har sidder, men dels også fordi den eneste opvarter der er, umuligt kan overkomme at stille dem i orden efter hver især.
Ville ejeren afhjælpe disse små uordner samt de flere han måtte gøres opmærksom på, er vi forvisset om at hn herefter skal se sin restaurant endnu mere talrigt besøgt, navnlig hvis vi om aftenen måtte få den gamle udmærkede pianist igen.

(Politivennen nr. 1230, Løverdagen, den 27de Juli 1839. Side 473-476) 

Ingen Opvartning i store Kro.

Fredag den 25. kørte jeg om aftenen fra mit hjem og kom henimod morgen til Lyngby hvor jeg tyede hen til Store Kro for at få mine heste fodret og selv nyde nogen forfriskning. Efter at have fået hestene fraspændte og bragt til krybben, gik jeg til kroens gæstestue, men fandt samme lukket. Jeg vendte derfor tilbage til stalden og bad karlen at vække pigen for at jeg kunne få en portion kaffe og noget brød. Men han svarede at det vovede han ikke eftersom hr. Rasmussen have forbudt ham at vække pigen fordi en enkelt person forlangte en portion kaffe eller et glas punch, men kun i det tilfælde at der kom et selskab med damer, og henviste mig til den simple krostue hvor jeg kunne få øl og brændevin. Jeg fortalte ham da at jeg ikke var vant til sådant, og at jeg var af den mening at man i en priviligeret kro burde til enhver tid kunne få opvartning for betaling. Men han indvendte derimod at det var ingen priviligeret kro, og at folk som vilde have logi og opvartning, plejede at tage ind på Postgården. 

Store Kro lå siden 1660 over for vandmøllen. Den er brændt flere gange, og de viste bygninger er fra 1875 og 1891 (nu Hotel Lyngby). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Gennemfrossen af nattekulden ønskede jeg ikke at tilbringe den tid hestene bedede i stalden, og måtte derfor begive mig ind i den almindelige krostue hvor jeg erfarede at kl. var halv fem. Her tilbragte jeg ½ time blandt nogle halvt berusede tørvebønder der godtede sig med det kære finkel under just ikke opbyggelige samtaler, og det faldt mig underligt at man her, hele natten villigt udskænkede denne vist nok ikke nektar-lignende drik, mens en rejsende ikke kunne få en nødvendig og styrkende forfriskning. 

Jeg har troet at burde bekendtgøre dette mit uheld for at hr. Rasmussen, hvis karl har forebragt mig en usandhed, kunne give ham en irettesættelse, eller hvis karlen har sagt sandt, andre kan advares ved mit eksempel. 

(Politivennen nr. 892, Løverdagen den 2de Februarii 1833, s. 90-92)

Anmodning til Herr' Knirsch.

At det for kort tid siden i Hotel d'Angleterre af hr. Knirsch åbnede kaffehus i det hele taget, således er indrettet at det kan anses som det første af dette slags i København, er unægteligt. Dog ville ejeren meget forbinde indsenderen og sikkert også mange flere af dem der besøger dette kaffehus for at læse de udgående offentlige tidender ved at forsyne sin læsesal med flere af disse, fx Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, Tilskueren, Sjællandske Avis m.fl. Næppe burde der i et lokale som hr. Knirsch' savnes nogen af de i København udgående offentlige tidender, ja endogså flere fremmede, end der hidtil har været, burde forefindes der. Indsenderen kan heller ikke tvivl om at det ville være til ejerens egen fordel om denne anmodning blev opfyldt.

(Politivennen nr. 817, Løverdagen den 27de August 1831, s. 605-606)

Avisskryderi.

I tillægget til Kjøbenhavns Adresseavis nr. 94 af 23. april 1831 har en urtekræmmer i Lavendelstræde anmeldt god rensmagende kaffe til 20 sk. pr. U. Uagtet indsenderen havde haft flere prøver pålignende avisskryderi der kun går løs på den kære profit, bestemte han sig dog til som et forsøg at lade hente en lille kvantitet af nævnte kaffe. Men må tilstå ikke i lang tid at være så godt holdt for nar. Af prøven fandtes nemlig omtrent 2/3 sorte bønner, 1/6 af en art store svampede bønner der lige så lidt kunne regnes til en god art, og endelig henimod 1/6gode varer. For ikke at tale om et ikke ubetydeligt antal sten. Da prisen, 20 sk. pr. U., der vistnok må synes rimelig på en tid da kaffen er steget ikke så lidt, i virkeligheden derimod er meget drøj for varer af en sådan beskaffenhed, har man ment det rigtigt gennem dette blad at advare publikum for denne of flere lignende skrydende avisbekendtgørelser, ligesom man tillige ikke kan afholde sig fra det ønske at de folk der gør sig en fornøjelse og en fordel af at narre publikum, måtte bo midt i byen, da man dog i alt fald sparede den længere vej til en af byens udkanter. Da indsenderen af nærværende på ingen måde har tl hensigt at skade vedkommende med denne annonce, men tværtimod har det ønske at fremme hansindustri, tror han ikke at kunne give ham et bedre råd end at lade sådanne bønner brændes, hvorved samtlige kunne blive sorte, en operation hvorved der sikkert kunne være lejlighed til endnu større vinding for hans spekulationer.

(Politivennen nr. 801, Løverdagen den 7de Mai 1831, s. 321-323)

Den omtalte annonce fra Adresseavisen. Lavendelstræde 93 er nutidens Lavendelstræde 6. Eller Lavendelstræde 4-6. Nr. 4 er opført 1799,mens nr. 6 er opført 1799. På adressen findes i dag en restaurant. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vel dyr Caffe.

Det går stadig som Jeronimus siger i Jean de France 2. akts 4. scene: "Ikke så mari på tehusene. For jeg har mærket her i København at når prisen engang forhøjet, bliver den altid stående, selvom varerne kan fås for den halve del ringere". Da priserne på kaffe og sukker atter nyligt er faldet, venter man imidlertid at den opskruede betaling de herrer konditorer kræver, lempes en smule efter tid og omstændigheder. Vel ved man at deres udgifter er betydelige, såsom til husleje og tidsskrifter. Men når man tilstår dem 100 procent, tror man at disse udgifter mv derved kunne bestrides. At de hidtil har oppebåret 300 procent, mener man uden overdrivelse at kunne statuere. Når man således antager at fx en kop kaffe koster konditorerne 3 skilling og tilstår dem herpå 100 procent eller 6 skilling, vil man være meget ræsonabel 150 procent eller 8 skilling, så ville de sikkert herved i det store hele være fyldestgørende og prisen høj nok i vores pengetrange tider til at udelukke pøbel fra konditorierne. Dette fremsættes herved til nøjere overvejelse for vedkommende og man ser forandring i den berørte henseende i møde.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 859-860)

Redacteurens Anmærkning

Henvisningen til Jean de France 2. akt, 4 scene må være et hukommelsessvigt. Kun Arv, Elsebeth og Antonius er med i den scene, og de snakker ikke om tehusene. Udtalelsen stammer derimod fra 3. akt, 4. scene.

Kaffe var et produkt fra kolonierne. Den omtaltes allerede i forbindelse med Ædle handlinger i forbindelse med branden 5. juni 1795, s. 139-140:

Disse Huusvilde havde altsaa Huuslye og Livets nødvendige, ja gode Ophold; men derfor vare nogle iblant dem endnu ikke fornøiede. Det gik endeel iblant disse, som Israels Børn, der vare frelste fra Faren i Ægypten. Da de vare komne i Ørken og havde Livets gode Ophold ved det himmelske Manna, denne føde og velsmagende, samt styrkende Spise; saa knurrede de, og vilde have Græskar, Meloner og Agurker, og det ægyptiske Kiød. Vanen, siger man, er den anden Natur. Da Folket var vandt til Desert, saa vilde de og have det i Ørken. Saaledes gik det og nogle af de inlogerte paa Palaiet. De savnede i deres Beværtning Caffe. Man kan læse herom, endog hvad der er trykt i Adresse-Avisen. Til Caffe vare de vandte, Caffe vilde de have. Morgen og Aften drikke de fleeste Fattige denne Nectar, om de endog skal kaage en heel Pot Vand paa en Bønne. Caffe skal det dog være, og mange vide og at give denne Drik sin fornødne Styrke og Velsmag. De Store, saa kaldte, eller rige Familier, drikke sielden denne Drik, eller i det mindste kuns lidet deraf, da den svækker Nerverne; Men de Fattige, som føle, at den alleneste irriterer deres Nerver, kan nok taale denm, og gierne vil de undvære Brødet og Maden, for at faae denne Drik. Man kan altså undskylde disse, at deres Lyst fordobledes til denne Drik da de følede dens Afsavn. Hans Kongelige Høihed kan det ikke lægges til Last, at han ikke beværtede med Caffe. Havde nogen sagt ham, hvor megen Glæde han havde udbredet iblant sine Giester ved Caffe-Beværtningen? Han havde gandske vist givet dem denne. De drikke kuns lidet af den ...

Noget om Chocolade.

(Fremsat i følgende brev til undertegnede)

Ikke så få unge mænd især af den studerende klasse ville ønske de nu så meget brugte drikke kaffe og te som fortærer ånd og kraft, ombyttet med den sunde og styrkende chokolade. Men da man ikke selv kan tillave samme og en pris afpasset til flere hundrede procents fortjeneste ikke passer til tærepenge tilmålt efter tarveligheds målestok, så var det at ønske at en dansk mand af de bedste chokoladefabrikanter som er her, ville åbne et udsalg af chokolade hvor enhver kunne drikke sin kop for en pris i overensstemmelse med rimelighed. Han ville derved vinde manges tak og formodentlig tillige gavne sig selv. Hvis hr. chokoladefabrikant Kehlet hvis fabrikat er almindelig velkendt, ville (som gammel student) vise sine yngre kolleger denne forekommenhed, da blev hensigten med det fremsatte ønske just derved i særdeleshed opnået.

København den 16. september 1827
Studiosi

"Om hr. chokoladefabrikant Kehlet hvis fabrikat er almindelig vel bekendt, ville (som gammel student) vise sine yngre kolleger denne forekommenhed, da blev hensigten med det fremsatte ønske just derved i særdeleshed opnået". (Kehlet havde i 1825 åbnet et konditori med udskænkning af chokolade i den lysegrønne bygning til venstre for midten). 

Svar:

Havde den herre Studiosi ytret dette ønske et par måneder før, ville det have været mig mere kærkomment da jeg derved bedre havde set mig i stand til at få et lokale, ikke for langt fra de studerendes gade. Et udsalg af chokolade skal imidlertid om nogle dage blive åbnet og prisen skal blive upåklagelig. Tiden og stedet skal nærmere blive bekendtgjort. Jeg er meget forbundet for den mig viste tiltro som jeg efter evne vil stræbe at fortjene.

København den 25. oktober 1827
Ærbødigst
R. T. Kehlet.

(Politivennen nr. 618 Løverdagen den 3die November 1827, s. 696-698).

Christian Kehlets gravsted på Holmens Kirkegård. (Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op af artiklen i Politivennen nr. 624, 15. december 1827, s. 816-820.

Der hentydes til Christian Kehlet som havde opført en chokoladefabrik. Det er broderen R. T. Kehlet som svarede i ovennævnte indslag og som ofte nævnes som grundlægger af fabrikken i 1813. Han havde et konditori med café på hjørnet af Gothersgade og Store Grønnegade, nuværende Gothersgade 19. Her kunne man få billig chokolade (6-8 skilling mod konkurrenternes 16-20 skilling). 

Af en annonce i Adresseavisen, 18. december 1822 for Kehlets Chokoladeudsalg på hjørnet af St. Jørgensgade og Store Kirkestræde fra fabrikken Rosenlund på Værnedamsvej, kan man se hvad man solgte:

R. T. Kehlets

Chocolade-Udsalg paa Hjørnet af St. Jørgensgade og store Kirkestræde Nr. 58, fra Fabriken Rosenlund paa Værnedamsveien, er forsynet til nedsatte Priser med: Kjøbenhavnsk fiin Chocolade 3 mk. 8 sk. a 4 mk., fiin med Vanille 4 mk. 8 sk., fineste Kryder Nr. 1 5 mk. 8 sk., Nr. 2. 4 mk. 8 sk., uden Kryderi 3 mk., fineste Vanille Nr. 1. 7 mk., Nr. 2. 6 mk., Nr. 3. 5 mk., dobbelt Vanille 3 mk., Sundheds eller bitter 7 mk., bitter med Vanille 8 mk, Bryst, efter en berømt Læges Recept, 6 mk., mod Orm hos Børn 6 mk., smaae Kager a 1, 2, 4, 6 a 8 sk. pr. Pd. 5 mk., WienerVanille 9 mk. I. 9 mk., Nr. 2. 6 mk.; Londoner 4 mk., Vanille Nr. 1. 7 mk., nr. 2. 5 mk.; Spansk 5 mk.; Chinesisk 6 mk.; Pariser Vanille 8 mk., Caneel 3 mk.; tillige sælges fiinmalede Risengryn 14 sk., Riismeel 14 sk., fiin Løvetand 1 mk. 18 sk. Pd.; i Partier og til Udsalg gives Rabat for contant Betaling. Risengyn til Formaling og enhver anden Ting, som ønskes pulveriseret, modtages.

På Politivennens tid kendte man kun til den varme, søde kakaodrik. Først året efter, i 1828 fandt hollænderen Conrad van Houten på at affedte kakao i en skruepresse, og biproduktet, kakaosmør, gjorde det muligt at fremstille chokolade i fast form. Den første plade chokolade blev fremstillet af englænderen Joseph Fry i 1847. I løbet af 1800-t. blev kakaomasse industrielt fremstillet i Danmark, mens den finere chokoladeforarbejdning til konfekt, dessertchokolade og sæsonartikler som påskeæg ofte blev foretaget af mindre, selvstændige sukkerbagere eller konditorer. (Den Store Danske).

Herefter blev en række kendte chokoladefabrikker grundlagt: Deichmann (1831), Brd. Cloetta (1862), Galle & Jessen (1872) og Anthon Berg (1884). Kehlet samarbejdede med Brødrene Cloëtta A/S, indtil Kehlet blev opslugt af Cloëtta. Og begge blev i 1960 købt af finske "Dumle" Fazer-koncern.

Hr. urtekræmmer Bøtger på hjørnet af Borgergade (181) og Dronningens Tværgade er omtalt i Kraks Vejviser for 1828, som J. F. Bøttger. Fra 1859-1945 hed den Borgergade 47/Dronningens Tværgade 33. Den blev så nedlagt og udlagt som gade.

Lavendelstræde 91 er nutidens nr. 19. Huset lå der hvor Sankt Clemenshus ligger i dag ved Rådhuspladsen. 

Politivennens Skoe passe ei til Minnis Caffe.

Da man ikke opslider sine sko på det sted hvor de købes, så har hr. kaptajn Kristen Kristensen imod sædvane gjort en urigtig sammenligning i oven nævnte, i forrige nummer af Politivennen omhandlede hensyn. Hvem kan nemlig nægte at opholdet i en smuk og smukt beliggende huslejlighed bør betales dyrere end i en dårlig og dårligt beliggende? Var dette ikke tilfældet, måtte jo lejen være lige så lav på Kongens Nytorv som i Peder Madsens Gang hvor man derimod lige så godt kan købe sine sko som på ethvert andet sted da de ikke skal benyttes der. - Kafeen ligner en bosiddende - skoene ligner en landstryger! om jeg ellers tør sammenligne så dristigt hvilket dog vel er tilladt i en tid da en ytring blot behøver at synes lidt halvgal for at vinde navn af genial.

* * *

Det er et sandt ordsprog: "Hvem som blander sig i andres tvist, får skam til tak for sin flid til sidst." I den tanke at bidrage til at ende striden om Minnis kaffe før den blev alt for grumset, fremsatte jeg min mening om sagen. Men jeg erfarer at man ønsker ingen mægler. For allerede rykker nu det ene parti frem med sine lette tropper imod mig. Jeg får da, på kloge generalers vis, trække mig tilbage i tide og med god orden, overladende til almenheden om den i sin dom vil antage vittigheder for grunde.

Udg.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9262-9263)

Artikelserie: nr. 460 s. 9231-9232, nr. 461 s. 9246-9249 og nr. 462, s. 9262-9263

Fornødent Gjensvar til Hr. Minnis Caffeforsvarer.

Af de første dunkle linjer i kaffeforsvaret må man formode at deri ligger en hentydning til en nyligt forefalden tildragelse, og til vor tids bagvendte adfærd overhovedet. Men da dette er indsenderen heraf uvedkommende, vil han helst gå lige til meningen, og drøfte hvad forsvareren med hensyn til den egentlige genstand har fremsat.

1) Taler kaffeforsvareren om forstanderen (?!) for Minnis kaffehus hvis forsikring man skal nøjes med at en lille kop kaffe koster han selv 8 skilling!! Men hvorledes kan han da for 4 år siden sælge den for 12 skilling? For da kaffebønner dengang kostede over dobbelt mod nu, måtte jo den tid en lille kop kaffe, efter den måletstok, kost ham selv omtrent 1 mark!! Ifølge en gammel dansk afhandling om kaffedrikkens skadelighed, giver 1 lod kaffebønner 2½ kop ludstærk kaffe, hvilket Minnis ikke engang er. Da nu et dansk pund har 32 lod, giver samme 80 kopper ludstærk kaffe. Dette bliver altså når 1 pund kaffe koster 2 mark 12 skilling for hver kop kun lidt over en halv rigsbankdaler. Læg nu dertil fløde 1 skilling, summa summarum 3½ skilling. Skulle nu ikke hr. Minni kunne anses fyldestgørende betalt når han fik 8 skilling hvilket allerede er over 100 procent? Og hvad skulle den have der lader sig så horribelt betale for en nødvendighedsartikel: en adfærd hvorved et helt publikum fornærmes.

2) Taler kaffeadvokaten om Minnis høje husleje, hurtige opvartning og det anstændige selskab der findes. Som bekendt er Minni selv ejer af det hus han bor i, og lader sig uden tvivl således betale af sine lejere, at han selv bor husfrit eller for en ubetydelig leje, hvilket jo næsten alle husværter med en slags føje, sørger for. Desuden kan som også Politivennens udgiver meget rigtigt har anmærket, høj husleje ikke tjene til forsvar for en konditor, lige så lidt som en skomager eller skrædder. Skal publikum bære en byrde, som nærige husejere pålægger, og som ubesindige lejere er så dårlige at påtage sig? Desuden lever konditorerne ikke af kaffesalg alene. For det er den mindste del af deres næringsvej. De sælger mangfoldige slags kager og slikkerier, og udskænker tillige chokolade, punch, rom, liker, biskop, limonade. De har større rettigheder end andre værtshusholdere, hvem skal da netop den nødvendigste artikel især bære udgifterne? - Videre: er ikke hurtig opvartning enhver værtshusholders pligt, hans lokale være nok så elegant? Eller skal han have ret til ublu betaling for at kunne holde "soldater og matroser" borte, når han derved tillige holder den dannede uformuende borte, som altså når han vil være ærlig betaler, nødes til at søge slettere selskab, hvorpå adskillige eksempler kunne anføres, og at overlade pladsen til enkelte formuende og til pralende, men dårlige betalere som tager på kredit og derfor ikke bekymrer sig om prisen? - Rudersdals m. fl. kroer har også værelser for galante folk. Men aldrig har man hørt at øvrigheden ved at sætte den månedlige takst tog hensyn til ovennævnte omstændighed: Folk af de lavere klasser kan man jo vise ud, hvilket Minni vel også ville gøre når et selskab lystige håndværkssvende af de lavere professioner eller nyligt hjemkomne matroser som ikke brød sig om penge, fik lyst til at drikke kaffe til 12 skilling koppen. Det samme ville ske i enhver honet billardstue og restauration når mennesket af de laveste stænder fik indfald at trænge sig derind.

Havde konditorforsvareren læst med opmærksomhed, da ville han have set at det indsendte stykke blot eller dog især gik ud på at foreslå en takst for sådanne kaffeskænkere, ligesom for andre værtshuholdere, teskænkere, kroholdere og gæstgivere. Men dette tager han ikke mindste hensyn til. Finder øvrigheden at udlændinge skulle have højere, ja dobbelt betaling mod indfødte (hvis lokale til dels såvel her i staden som i adskillige landevejskroerne er lige så godt som Minnis), da før man finde sig deri. Men indtil dette sker, tillader man sig at tro at den pengepose disse fremmede medtager, når de vender det velvillige Danmark ryggen, nok så meget kan fyldes ved at sælge nødvendige, æg og smør fordyrende, landet aldeles ingen nyttebringende fabrikanter uden just at berige sig ved nødvendighedsartikler. Slemt nok at man skal erindre disse udlændinge om noget som beskedenhed og erkendtlighed burde tilsige dem. Men endnu værre er det at der findes danske, som skingrende forsvarer sådan fremfærd og styrker dem deri. Hvad under om de hos sig selv gentager Spaziers udråb i Heibergs komedie Virtuosen: "Ha ha ha ha! die dummen Dänen!" og ubekymret fortsætte en fremgangsmåde som de skønt de føler dens urimelighed, tror at være god nok til dem der vil tåle den.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9253-9258)

Svar til Caffemanden.

I vort kunstdommer-old hvis mange åndrige trompeterer ofte først viser deres tilværelse ved det nej de med vigtig mine udtaler, hvor alle fornuftige ville sige ja, kan det ikke forundre at også Minnis kaffe vejes på tidens kritiske vægtskål. Vel er dennes vejen, vragen og målen allerede i så dårligt rygte at foragtende tavshed som oftest er det rigtigste svar. men da mange, skønt urigtigt tror at den som tier har uret, så meddeles herved følgende svar til kaffemanden i nr. 460 af Politivennen, fra en mand som i adskillige år dagligt har drukket sin kaffe hos Minni, og med fornøjelse betalt for samme bestemte pris.

Så vist det er at man i de almindelige, simple kaffehuse i kældre og kipper kan få en kop kaffe for måske 6 skilling, så vist er det også at nævnte kaffe med tilbehør, huslejlighed og selskab er derefter. At derimod Minnis kaffe med tilbehør koster ham selv 8 skilling, vll kunne erfares af enhver som det måtte behage at henvende sig til hans kaffehus' forstander, og at han med hensyn til hurtig opvartning, smuk huslejlighed og det selskab der findes i hans kaffehus, ikke kan have mindre end 4 skilling i fordel, det vil nok selv den urimeligste indrømme. Kaffens bedre køb nu end for nogle år siden beviser blot at Minni den gang endnu havde mindre fordel.

til slut giver man sig den frihed at anbefale den sparsommelige kaffemand de steder som besøges af den simplere klasse, i hvis selskab han vist vil finde både mad og drikke langt bedre køb end hos fx Parau og Minni der endog ifølge borgerbrev ikke må beværte uden personer af de dannede stænder. Ved de laveste priser ville de udsætte sig og deres gæster for søgning og selskab af soldater og matroser.

* * *

Uagtet udgiveren ikke af nogen af de stridende parter er anmodet om at give sin stemme i denne sag, kan han dog ikke undlade her at sige sin mening, og den er da at han finder den nævnte kaffepris for høj, med mindre hr. Minni derved havde til hensigt at holde sådanne personer borte fra sin restauration som han ikke kunne være bekendt at beværte i selskab med dannede besøgere. Men da den nævnte betaling må betales af enhver, og da dannede just ikke altid er rige eller formuende, så at de kan tåle en sådan udgift et par gange dagligt, var det vel muligt derved kunne bevirkes, at disse enten måtte nægte sig en nydelse hvori de fandt behag, eller søge at tilfredsstille den på simplere steder og i mindre behageligt selskab. Mindre, men hyppigere fordel er desuden at foretrække en større som falder sjældent. Også menes der at dyr huslejlighed ikke kan berettige til overdreven betaling, for ellers kunne jo fx en skomager der giver 800 rigsbankdaler i leje af en butik på Østergade, forlange 4 gange så meget for et par sko som den der bebor en lejlighed til 200 rigsbankdaler i en anden gade.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9246-9249)

Artikelserie: nr. 460 s. 9231-9232, nr. 461 s. 9246-9249 og nr. 462, s. 9262-9263

Hvad koster en Kop Caffe i Kjøbenhavn?

Således spurgte nylig en rejsende fra provinserne som ikke havde bekendtskab i familier, og altså måtte ty til offentlige steder. Til sin store forundring erfarede han ved at gå ind til konditor Minni på Kongens Nytorv at prisen der endnu er den samme som da han for omtrent 4 år siden var her i byen, nemlig for en lille kop 12 skilling  siger tolv rigsbankskilling, uagtet prisen på kaffebønner dengang var 6 mark pundet, og nu kun 2 mark 12 skilling. Altså næppe det halve! Flere gange er denne urimeligt dyrhed påanket i dette og andre offentlige blade, samt forespurgt om ikke vore konditorer, for så vidt de er udskænkere, er eller burde være samme lovbud undergivne som kroholdere der hver måned af øvrigheden får en takst som de pligtige under mulkt at rette sig efter, og altid at have opslået i skænkestuen til enhvers efterretning. - Konditorer der udskænker kaffe, te, punch, biskop, limonade, likører, rom, chokolade mv. kan man ikke anse for andet end en slags værtshusholdere eller billardholdere som altså bør sættes i klasse med disse i henseende til de dem pålagte pligter.

(Politivennen nr. 460. Løverdagen den 23de October 1824, s. 9231-9232)

Artikelserie: nr. 460 s. 9231-9232, nr. 461 s. 9246-9249 og nr. 462, s. 9262-9263

Dyrt Brændeviin og Caffe i Frederiksborg.

Søndag den 2. september var indsenderen sammen med nogle venner kørt ud til Frederiksborg for at bese slottet og kirken. For at nye nogle forfriskninger, tog han ind til en derboende gæstgiver som vist nok lige så lidt kan roses for sine gode varer som for sin billighed. For for 11 snapse simpelt dansk brændevin, 9 vist nok lige så lidt gode som små kopper kaffe, 6 tvebakker og 3 flasker øl der var langt fra at være gode, måtte han betale 2 rigsbankdaler 5 mark. Da denne betaling synes ham lidt for overdreven, tager han sig den frihed at spørge om der ikke i Frederiksborg og i andre købstæder er takst for gæstgiverne ligesom for kromændene på landevejene?

(Politivennen nr. 299. Løverdagen den 22de September 1821, s. 4819-4820) 

Svar til Spørgeren om Conditor Minnis Caffe.

Den spørger som med hensyn til konditor Minnis bekvemme og skønne, men dyre huslejlighed, hans store samling af danske, norske, engelske og franske dagblade, og især den udmærkede godhed af hans kaffe med tilhørende fløde og sukker, ikke finder sig tjent med at give 12 skilling for en kop kaffe, denne spørger meddeles herved det simple, ufejlbarlige råd at drikke sin godtkøbskaffe og søge det samme svarende tilbehør og selskab hvor det måtte behage ham. Blot ønsker indsenderen som er en af hr. Minnis meget tilfreds gæster, at spørgeren til fordel for husholdningskunsten i disse knappe tider, vil offentliggøre den dybe regnekunst ifølge hvilken hr. Minni skal kunne tjene 300 procent på en kop kaffe til 12 skilling.

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4653).

Redacteurens Anmærkning.

Den schweiziske konditor Jacob Minis konditori lå på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade.

Kaffe træder ikke i Brændeviins Sted.

Dette blad havde for nogen tid siden af sand overbevisning om skadeligheden for staten af den hos os blandt de ringere stænder, til stor højde drevne lidenskab for kaffedrikken, ytret ønske om at denne måtte og kunne indskrænkes. Anmelderen erfarede kort efter at nogle hæderlige jyske bønder frivilligt mellem sig havde indgået den forpligtelse at aflægge dette, især for bønderne, pengeødslende slampamperi, og det frydede ham at nordisk ånd, omend for en tid kunne bindes af sydens trolddom, dog forstod siden at bryde dens lænker. Men hvor studsede han da han ikke længe efter gennem andre blade blev underrettet om at de lige til formen så roste slesvigholstenske provincialberichte etablerede en så uhjemlet, bevidstløs, erfarings- og naturstridig sætning som den: at kaffedrik hos bondestanden var middel mod brændevinsdrik.

Hvilket som helst motiv der end ligger til basis for en hypotese af denne natur, så må den opløse sig selv ved sin egen usammenhængenhed. Tror man her som desværre ved så mange lejligheder at kunne styre eller nedskrive ufravigelige regler for menneskets handlinger for dets gøren og laden i det daglige liv, så bedrager man vist nok sig selv idet men tillige røber mangel både på menneskekundskab og lyst til at skaffe sig de nødvendige erfaringer der måtte indhentes forinden man vil fælde dom i sagen der ikke kan hentes fra blækhuset.

Hverken fordi sandhedens stemme er enkelt, eller fordi den rammer vindesygen eller andre lidenskaber, bør og kan den nedtrædes. Desværre! den kan forkues, men altid rejser den igen sit stolte hoved i vejret, og man slår den så ofte man kan tilbage, herlig og kronet står den ved det endelige mål med sejren i hånden. - 

Derfor bør den der sigter til det ædle mål, ikke lade sig blænde af løse formodninger, af gætteri, af tilsyneladende rigtige, men dog falske meninger, især hvor de er af vigtighed.

Af vigtighed tror anmelderen det i det mindste for sin person at være at kunne sætte en dæmning for det hos os blandt almuen overhåndtagende kaffeslapperads, fordi dette fremmede produkts forbrænding til kul for at nydes, uden mindste gavn eller nytte, det røgoffer undtaget den bringer smag og lugt for et øjeblik, fortærer så store årlige summer at et lille land som Danmark allerede ved indkøbet og forbruget heraf, må blive fattigt. Selv om de slesvigholstenske provincialb. har ret - hvilket aldeles modsiges, og forhåbentlig skal godtgøres - var den dermed erholdte moralitet hos nogle få hundrede bønder, desuagtet dyrekøbt *).

Anmelderen har selv ikke læst de slesvigholstenske prov. og tror heller ikke at behøve det, for at kunne gendrive en påstand så ubegrundet som den at kaffedrikken er et middel mod brændevinsdrikkeri. Derimod har han selv for flere end 20 år siden haft temmelig nøje kundskab til den danske bondes daglige husholdning. At kaffedrikken ikke dengang var så almindelig udbredt hos denne stand som nu for tiden, er vist. Vel drak også dengang bønderkoner og piger, hvis mænd og fædre vare rige, kaffe. Men ikke dagligt, og kaffe så man aldrig i den fattige bondes hus. Nu drikker husmænd og inderster, kort sagt alt hvad der kan krybe og gå, kaffe. Dog for det meste det kvindelige køn, for mændene var det dengang og er sikkert endnu, en medicin de ikke engang rigtig vidst at føre til munden. Brændevin var derimod, og er så endnu, mændenes og karlfolkets drik, og det er kun kvindens regimente over manden der hos bonden hist og her har formået ham til at drikke en kop med. Men aldrig bliver det hans livsdrik. Grunden er så simpel, så naturlig som muligt, for bonden, hærdet ved sit grove arbejde og idelige gang i luften, er af en ganske anden malm end andre mennesker **), og trænger til noget der kan rive i halsen. Hvem der ønsker nærmere og vidtløftere bekræftende bevis på disse fra erfaring af sand studium om bonden og hans atrråer hentede sætninger, ham ville vi henvise til den lærde, kundskabs- og erfaringsrige præst Jonges: nordsjællandske landalmues karakteristik etc., og når man havde læst dem, så ville man vel have betænkt sig på at fortælle os sådanne ubegrundede paradokser som de at kaffedrikken er middel mod brændevinsdrik.  Han har studeret bonden, hans karakter, hans sædvaner etc. og skildret ham med så livagtige farver at enhver der har mindste kundskab til bondestand - og kun den tale med - må sande hvad han siger, og kender overalt naturmennesket i portrættet. Hele verden over er bonden den samme som følge af hans fælles beskæftigelser. Kun med de modifikationer som sted og tro frembringer.

Det ligger desuden så soleklart i bondens stilling som bonde, i hans beskæftigelse, i hans idelige færden, i hans daglige fravær fra sit hus, så i marken, så i byen, så på rejser etc. etc. at han aldrig er i stand til at kunne vente på kaffekedlen eller være til stede når den damper på bordet. Det var kun vanen der skulle lænke han til dens afgudsdyrkelse. Han kan ikke komme i denne uforstyrrede vane, og han gør intet offer for den. Hans flaske kan han allevegne have med, og han har den med, om behøves eller han søger til kipperne der kan erstatte ham savnet. Kvinderne er hele tiden hjemme, og besøg i byerne har givet dem smag på en drik de nu hjemme holder sig skadesløs ved for den nydelse mændene har i brændevinen. Men herved er så lidt bondens brændevinspimpen standset, hos hvem den yndes, for det er langt fra ikke mængden at denne husdjævel nu har tillige hos kvindekønnet fået en vakker makker i kaffedrikken, og forskellen er kun den at da der før ofredes blot til en afgud, så ofres der nu til to, og såvel husmoderen som husfaderen arbejder nu hånd i hånd med hinanden til ødelæggelsen, hver på sin vej.

Om bondens brændevinspimpen går der i øvrigt nok langt større ry end sagen i sig selv fortjener, for når undtages de som ligger købstæderne nær og især København, så kender anmelderen hele godser og sogne hvor man slet ikke kan sige at bonden er forfalden til fylderi. Af en enkelt bondes hengivenhed til drik over tørsten, vil man dog vej ikke være så urimelig at dømme hele standen? Bondestanden, eller dem man regner til denne stand, udgør i Danmark som overalt, den talrigeste del af statens masse. Om man derfor ser en enkelt komme fra København med en perial, kan dog dette ikke fælde dommen over mængden ***). Det er heller ikke så. Ingen stand træffes der vist færre individer i med hensyn til dens tal, end bondestanden hvor det er blevet til vane inden døre at drikke for lyst. Langt mere er denne last udbredt i købstæderne blandt - jeg tør næsten sige - de fleste stænder. Men det er mere skjult, og der går derfor heller ikke det ry deraf. Handlingen bliver dog den samme, uagtet følgerne vist er værre i de andre stænder end hos bonden. For yderst sjældent er det at bonden om han end er fuld, derfor maltrakterer sin kone og sine børn, men dette er meget ofte tilfældet i andre stænder, og den opmærksomme iagttager vi lisær i store stæder desværre daglig herom kunne overbevise sig.

Som dette var skrevet, læste anmelderen med fornøjelse i avisen fra Randers, at en mand der efter flere års ophold på landet og bekendtskab med bondens huslige forfatning, stemmer overens med det her ytrede. Men han nægter ikke at det endnu mere krænkede ham ved samme lejlighed at oplyses om at denne frasende kaffelyst hos kvindekønnet i bondestanden havde avlet den forbrydelse at kone og børn bestjal manden for at tilfredsstille den. Desværre! så skammelig den er, så trolig er den tillige, og man ser deraf at man ofte henter årsagen til bondens trange kår på andre veje end dem de nærmest kunne og burde hentes fra. At såvel folkelærerne som den verdslige øvrighed her kunne virke til nytte, vil næppe kunne nægtes. Det kan heller aldrig siges og gentages for ofte hvor ødelæggende og fordærvelig såvel for staten som for borgerklasserne - såvel i stæderne som på landet - den luksus er der har udbredt sine grene vidt omkring til alle sider, og dræbt den tarveligheds- og vindskibelighedsånd der ene kan gøre dem til lykkelige, selvtilfredse og agtede mennesker. De rangler og bjælder der nu klinger dem så skønt i øret, det flitter der gør dem til tåber for den kloge, køber de dyrt og syndigt, ved at række deres afkom tiggerstaven og en forvendt levemåde til arvepart. Ve derfor den der ikke i både ord og gerningen vil hædre mænd der hæver sig over usselheder og onde vaner, og søge som sande menneskevenner at forplante den kraft hos sine svagere brødre som de selv ejer! Derfor held dig hæderværdige dannebrogsmand Nicolais med flere af dine agtværdige brødre, som havde indgået den rosværdige vedtægt, at bandlyse den pengefortærende, unyttige - ak! at jeg skal også nævne den forbryderske, vane at drikke kaffe.

Held! hver fødelandsven der på lignede veje søger at gavne samfundet, at gavne staten. Han tør, han kan, han bør nævnes patriot.

*) Vel er sandt at en svale gør ingen sommer, men til understøttelse for den overbevisning at hengivenhed for det klare ikke kan fordrives af kaffe, ikke engang af anden spiritus, anføres her at anmelderen har kendt en kaffeskænker i København der ikke alene drak sig ihjel i brændevin, men også hans søn døde, endnu unge, af dettes misbrug.

**) Allerede Platon siger: at da skaberen dannede bonden, æltede han jern i hans legemes masse. Republ. Lib. 3.

***) Hvem ville bryde staven over hele København og erklære en masse af mennesker på 100.000 for drikfældig, fordi man daglig kan se drengene gelejde snart et kvindemenneske, snart en mandsperson der har set for dybt i glasset? Ingen man kan nævne ædru.

(Politivennen No. 252, Løverdagen den 28de October 1820. Side 4073-4083)

Wilhelm Marstrand: En tyk avislæsende herre med sin kaffe (omkring 1870). Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Redacteurens Anmærkning.

Bogen der omtaltes, er Joachim Jonge:"Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meninger og Sprog", 1798. Udgivet i Folk og minder fra Nordsjælland, årgang 61, 2006.

Skribentens påstand om en generel bondekultur, debatteres fx i Peter Henningsen: I sansernes vold (2006). Modernes tiders teori baserer sig imidlertid på kulturantropologiske studier, ikke på at bønder er født som bønder med specifikke karakteristika.

Ønske til Sundhedspolitiet

Man ved, at de fortærlige varer, der anses så fordærvede, at de kan skade menneskers helbred, sædvanlig køres ud til natteskarnkulen på Amager og der nedstyrtes. I går var dette tilfældet med havarerede kaffebønner. Sikkert er det sket under tilbørlig opsigt. Imidlertid må dog en mængde af disse fordærvede bønner, formodentlig ved skrøbelig indpakning eller på anden måde være spildt langs vejen og ude ved kulen, da hele skarer af amagerinder og af byens pøbel var beskæftigede lang tid med at samle deraf, ikke alene af jorden, men af den med menneskeskarn bedækkede strækning, og med at bære det opsamlede bort i poser, hvilket stadig kunne ses denne aften. Man måtte ønske, at der kunne findes en anden måde at ødelægge sådanne varer på. For selvom kaffebønnerne, uden at en eneste spildtes, sænkedes en alen dybt ned i kulen, ville de blive opfisket, med mindre en bestandig vagt gjorde det umuligt.

(Politivennen nr. 426, 21.juni 1806, side 6781-6782)