Vel dyr Caffe.

Det går stadig som Jeronimus siger i Jean de France 2. akts 4. scene: "Ikke så mari på tehusene. For jeg har mærket her i København at når prisen engang forhøjet, bliver den altid stående, selvom varerne kan fås for den halve del ringere". Da priserne på kaffe og sukker atter nyligt er faldet, venter man imidlertid at den opskruede betaling de herrer konditorer kræver, lempes en smule efter tid og omstændigheder. Vel ved man at deres udgifter er betydelige, såsom til husleje og tidsskrifter. Men når man tilstår dem 100 procent, tror man at disse udgifter mv derved kunne bestrides. At de hidtil har oppebåret 300 procent, mener man uden overdrivelse at kunne statuere. Når man således antager at fx en kop kaffe koster konditorerne 3 skilling og tilstår dem herpå 100 procent eller 6 skilling, vil man være meget ræsonabel 150 procent eller 8 skilling, så ville de sikkert herved i det store hele være fyldestgørende og prisen høj nok i vores pengetrange tider til at udelukke pøbel fra konditorierne. Dette fremsættes herved til nøjere overvejelse for vedkommende og man ser forandring i den berørte henseende i møde.

(Politivennen nr. 677, Løverdagen den 20de December 1828, s. 859-860)

Redacteurens Anmærkning

Henvisningen til Jean de France 2. akt, 4 scene må være et hukommelsessvigt. Kun Arv, Elsebeth og Antonius er med i den scene, og de snakker ikke om tehusene. Udtalelsen stammer derimod fra 3. akt, 4. scene.

Kaffe var et produkt fra kolonierne. Den omtaltes allerede i forbindelse med Ædle handlinger i forbindelse med branden 5. juni 1795, s. 139-140:

Disse Huusvilde havde altsaa Huuslye og Livets nødvendige, ja gode Ophold; men derfor vare nogle iblant dem endnu ikke fornøiede. Det gik endeel iblant disse, som Israels Børn, der vare frelste fra Faren i Ægypten. Da de vare komne i Ørken og havde Livets gode Ophold ved det himmelske Manna, denne føde og velsmagende, samt styrkende Spise; saa knurrede de, og vilde have Græskar, Meloner og Agurker, og det ægyptiske Kiød. Vanen, siger man, er den anden Natur. Da Folket var vandt til Desert, saa vilde de og have det i Ørken. Saaledes gik det og nogle af de inlogerte paa Palaiet. De savnede i deres Beværtning Caffe. Man kan læse herom, endog hvad der er trykt i Adresse-Avisen. Til Caffe vare de vandte, Caffe vilde de have. Morgen og Aften drikke de fleeste Fattige denne Nectar, om de endog skal kaage en heel Pot Vand paa en Bønne. Caffe skal det dog være, og mange vide og at give denne Drik sin fornødne Styrke og Velsmag. De Store, saa kaldte, eller rige Familier, drikke sielden denne Drik, eller i det mindste kuns lidet deraf, da den svækker Nerverne; Men de Fattige, som føle, at den alleneste irriterer deres Nerver, kan nok taale denm, og gierne vil de undvære Brødet og Maden, for at faae denne Drik. Man kan altså undskylde disse, at deres Lyst fordobledes til denne Drik da de følede dens Afsavn. Hans Kongelige Høihed kan det ikke lægges til Last, at han ikke beværtede med Caffe. Havde nogen sagt ham, hvor megen Glæde han havde udbredet iblant sine Giester ved Caffe-Beværtningen? Han havde gandske vist givet dem denne. De drikke kuns lidet af den ...