Husvilde i Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

I Borgerrepræsentanternes Møde igaar Alles Kl. 6½ foretoges Stadens Budget for 1869 til 2den Behdl.

- - -

Ved fattigvæsenet har Udvalget kun stillet et forslag om en Nedsættelse af Inventarieudgifter, medens Ulrik har stillet 3 forslag. Del ene om, at den Del af Søkvæsthusel, som er leiet til interimistiske Husvilde, skal op igen til fraflytning næstkommende flyttedag, hvilket Udvalget ikke kan tiltræde, fordi det maa regnes for altfor radicalt og ugjennemførligt, da der i saa fald maa skaffes Plads andetsteds. Del andet gaaer ud paa at negte Anskaffelsen af 15.000 Stykker ny Kobbertegn til Brug paa Ladegaarden, og det tredie er at stryge Posten til Indkjøb af Tobak og Brændevin i Ladegaardens Marketenderi, for derved at hindre Udsalg af disse Sager til Lemmer e. Heller ikke disse forslag vil Udvalget tiltræde, fordi Spørgsmaalene bør komme frem under Drøftelse af den hele Sag om Fattigvæsenets Omordning. 

- Howitz fremstiller paa Ulriks Vegne Betydningen af de trende forslag. Husvilde-Afdelingen paa Søkvæsthuset er i den Grad i slet og sørgelig Tilstand, at man burde nedlægge den, og det er efter hans Mening urigtigt, at folk, der have givet sig saaledes ind under Communens forsorg som Ladegaardslemmer, selv kunde tilkjøbe sig deres Forbrugsartikler, da de tvertimod bør have ligefrem Forplejning rationsvis. Fremfor Alt bør det ikke taales, at de tilkjøbe sig Brændevin og Tobak. 

- Clausen tiltræder Ulriks første Forslag; der maa gjøres Ende paa denne Tilstand, der er saa sørgelig og demoraliserende, at det var mere christeligt, om man strax slog de Paagjældende ihjel. (Der findes nu over 200 Individer over 10 Aars Alderen). 

- Borgmester Holm vilde ikke have kunnet ønske noget Bedre, end at kunne hæve Husvilde-Afdelingen, men det er ikke muligt at finde en anden Plads hertil, og man vil jo til 1ste April faae en hel Mængde nye Familier at skaffe Plads til, nemlig ved Fraflytningen af Toldbodpladsens Huse. Der vilde ikke vindes Noget ved al forbyde Brændevinsudskænkning paa Ladegaarden, da Vedkommende jo alligevel kunde kjøbe Brændevin for rede Penge, og de i dels sted vilde kjøbe Brød o. lign. for kobbertegnene. Det er ikke i Arbejdere af første klasse, som hver Dag kunne faae 1 Snaps Brændevin, og det vil da kun blive en Snaps hveranden Dag til hele Ladegaardens Befolkning Aaret rundt. Man bør ikke pludselig gjøre Ændringer i et gammelt Reglement, da det vilde regnes for en meget haard Uretfærdighed. 

- Clausen troer ikke, at man vilde betænke sig paa at lukke Søkvæsthuset strax, hvis man kjendte dets sande Tilstand. 

- Eskildsen: Man kan jo dog ikke lukke det, uden at paavise, hvor de Derboende skulle hen Sagen vil jo desuden meget snart komme til Drøftelse ved den almindelige Fattigudvalgs-Betænkning. 

- Herforth værger dette Udvalg mod Mistanken for ikke at have været flittigt, og minder om, at det fra Begyndelsen af mødte bestemt Modstand og Uvillie fra Magistratens Side, saa at det selv maatte skaffe sig alle Oplysninger og føre en udførlig Brevvexling. 

- Clausen: Man kunde i ethvert Fald lægge Folkene fra Søkvæsthuset i Barakker, det var langt bedre. 

Udvalgets Forslag vedtoges enst.: Ulriks derimod forkastedes imod faa Stemmer (Clausen, Meldahl og Olsen).

- - -

(Fældrelandet 31. december 1868. Uddrag, afsnit indsat for overskuelighedens skyld)

Nytaarsgaver i Borgerrepræsentationen. (Efterskrift til Politiennen)

Borgerrepræsentanternes Møde

Mandagen den 15de November

- - -

Et Andragende fra endeel næringsdrivende Borgere om at det maatte blive samtlige Autoriteters Betjente forbudt at kræve eller modtage nogensomhelst Douceur, som Nytaarsgave eller under anden Benævnelse, var i sin Tid blevet henviist til Politidirecteurens Betænkning. Efterat Andragendet havde henligget der under de forløbne Krigsaar, var Betænkningen omsider efter gjentagne og atter gjentagne Anmodninger nu indløben. Den gaar ud paa, at hvis Andragendet skulde tages tilfølge, maatte Politiets Gage, som for alle Betjente tilsammen udgjorde 16,530 Rbd. forhøies til 41,550 Rbd., saa at der vilde blive en Meerudgift til Lønningerne af 25,920 Rbd. At hæve Douceurerne for Vægterne kunde aldeles ikke lade sig gjøre, og skulde overhovedet Douceurerne hæves maatte det skee for alle Autoritetsbetjente. - I Aaret 1840 havde et lignende Andragende været for, og Resultatet deraf blev kun, at det Gratiale som Opsigtsbetjentene hidtil havde nydt blev tillagt deres faste Løn, og ogsaa nu udhævedes det, at selv om man vilde forhøie Lønnen, vilde ingenlunde Douceurerne bortfalde, da det var umuligt at overholde et Forbud i den Retning. Forsamlingen besluttede derfor at meddele Magistraten, at da det Tillæg som alene for Politiets Vedkommende vilde medgaae til en forhøiet Løn, vilde udgjort et saa betydeligt Beløb, hvortil den ikke saae sig istand til at anvise nogen Resource, cg da en Forankring af denne Art vilde gjøre en lignende Reform og saaledes ogsaa en lignende Lønforhøiclse for flere af Communens underordnede Betjente nødvendig, ikke fandt sig foranlediget til at foretage Noget i den Retning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. november 1852, 2. udgave. Uddrag).

Dansk-gal Vartou-Præst (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavnsposten var en af de få aviser som godt turde tage til genmæle mod hetzen mod alt der bare lugtede af tysk, også når tysk blev indbegrebet af "så er alt sagt". Nedenstående er et eksempel.

Skræddersønnen Andreas Gottlob Rudelbach (1792-1862) gik på Metropolitanskolen 1805-1810. 1825-1828 udgav han sammen med Grundtvig Theologisk Maanedsskrift. Da han ikke havde udsigt til at få arbejde, fungerede han 1828-1845 i Sachsen som hovedpræst i Glachau. Hjemvendt til København ragede han uklar med Grundtvig. Samt mødte uvilje mod hans omtaler af danske forhold i tyske præsteforsamlinger. På universitetet modsatte Clausen sig Christian 8.'s ønske om at han blev ansat ved det teologiske fakultet, og han blev i stedet præst ved Sankt Mikkels Kirke i Slagelse. Hans lærde skrifter skaffede ham i Tyskland et ry som en lærd dansk teolog. Men i Danmark er han senere nærmest glemt.

Artiklen skulle gerne illustrere stemningen blandt intellektuelle som fx Grundtvig, og hvordan den manifesterede, også på et konkret plan, overfor alt hvad der smagte af "tysk".

Hr. Redaktør !
Tilgiv at jeg ulejliger Dem med denne skrivelse. Sagen den omhandler er mig meget vigtig. Jeg bor på landet og kan altså ikke straks få at vide, hvad der passerer i hovedstaden. Nu får jeg for et par dage siden et blad. som hedder "Danskeren" og udgives af en mand, som kalder sig "den dansk-gale Vartovspræst", og deri ser jeg til min store forskrækkelse, at København ligger i Tyskland (pag. 125). For en dansk skræddersøn fra København, som har gåel i Frue Skole, hvilken i min tid lå ved Kannikestræde, og er dimitteret til Københavns Universitet, der har taget teologisk attestats og siden doktorgraden ved Københavns Universitet, hvilket jeg kan bevidne, da jeg selv var til stede ved disputatsen og ved, at kommunitetet gav den allerede lærde skræddersøn nogle skillinger til afhandlingens trykning, kaldes i det blad en tysk doktor iblandt os. Og da jeg ikke har læst noget om, at København er overgivet til tyskerne og heller ikke kan tro at udgiveren af dette blad er en landsforræder som vil give os tyskerne så hemmelig i vold, ikke heller kan tro at han er anderledes gal end danskg . ., så vil De vise en gammel academicus den tjeneste at oplyse ham om stadens egentlige stilling. For jeg har en del familie i København som jeg gerne ville have reddet fra tyskernes hænder. 

Og da jeg nu dristigt skriver til Dem, så vil De ikke fortørnes om jeg endnu henvender nogle spørgsmål til Dem. 

For nogen tid siden udgav dr. Rudelbach - for således hedder denne tyske doktor fra Københavns Universitet - en meget lærd bog om "Christendom og Nationalitet", på hvilken Grundtvig svarede og dette fremkaldte atter et svar fra Rudelbach, i hvilket denne ulykkelige mand havde den dristighed at sige at de danske havde lært deres teologi af tyskerne. Jeg kan se af Deres blad, at De ved hvordan en præst ved navn Boisen straks for op og som en brølende løve anfaldt Rudelbach ved at stille ham sammen med den nedrige forræder Olshausen og gerne ville af lutter kristen kærlighed have folk til at pibe ham ud af staden om ikke noget værre. Men De ved måske ikke at denne Boisen senere har gentaget sit anfald i "Kirtetidenden", da "Fædrelandet« dog skammede sig for et sådant trompetskralds gentagelse, og af hans såvel som af hans mesters "Danskerens" skriverier kan man se at vi ikke skylder Tyskland det mindste gode, ja endog at al vor fortræd er tysk. 

Sig mig nu, kære hr redaktør! hvordan det står sig med den sag. For da jeg gik i skole i København, da lærte vi at bogtrykkerkunsten, med hvilken vi i vore dage udretter utrolige ting, var en tysk opfindelse, at skydegeværer, hvormed vi håber at jage preussere og tyskere, friskarer og forrædere ud af landet, er kommet fra Tyskland, ja jeg ved bestemt, at jeg både har læst og hørt at Ansgar som bragte kristendommen herind i Danmark, var en tysker, og Luther, efter hvem vi kaldes lutherske kristne, var født i Eisleben og prædikede i Wittenberg, hvilke begge steder efter Munthes geografi ligger i Tyskland. Skulle disse beretninger være "løgn" eller er det nu brug at anse pressen, geværer, kristendom og den lutherske kirke for at være "al vor fortræd". Jeg synes dog at disse har udrettet noget godt. 

Men der er endnu noget, som De må besvare mig. For jeg er meget urolig derover. De som er inde i forholdene, må vide hvilke de nye krigsregler er. For da jeg læste at Grundtvig truede udgiverne af "Dansk Kirketidende", at dersom de fremdeles gjorde deres blad til "våbenplads for fjenden", så ville han straks bryde venskab med dem, så for der straks en forskrækkelse i mig for de gode og brave jyders skyld. For de har også måttet indrømme deres land til en våbenplads for fjenden, og det gør os alle ondt herude. Men dersom vort nye ministerium ville befale os at vi derfor skulle bryde al venskabelig forbindelse med disse kærnefolk, da må jeg og mange bønder med mig bede om, at vi må få vore gamle ministre igen; for dersom disse var noget sene af sig, så ville de nye være alt for hurtige til at bryde venstab, og kuren var da værre end sygdommen. 

Jeg læste i bemeldte Boisens svar om at der gaves "en vammelfød kærlighed som gerne vil gøre næsten al den fortræd den kan". Aldrig i mine dage har jeg dog hørt at kærlighed ønsker at gøre fortræd. Undskyld, hr. redaktør at jeg, efter at have rådført mig med Dem angående historie, geografi, politik og krigsvidenskab, også beder om Deres ærede mening angående moralfilosofien. Hvem viser eller rettere har den "vammelfødte kærlighed", enten den "dansk-gal Vartovspræst" og hans trompeter i Skørpinge, der idelig koketterer med "deres Moder" eller den stille, alvorlige, lærde doktor, som blev student i København 1810, disputerede der d. 24. ap. 1822, siden har vundet et berømt navn i tyskland, Holland. England og Frankrig, rigtignok en skarp og noget stiv, men forresten vist en ærlig dansk mand Jeg forbliver i håb om Deres overbærenhed, hr. redaktør,

Den 13. maj 1848. 
(styli novi) for russerne er vel endnu ikke kommet!
Deres ærbødigste
Academicus.

(Kjøbenhavnsposten 16. maj 1848)


Det synes næsten som om en vis klike har sat sig det hæderlige formål, ved ethvert middel gennem pressen at berøve dr. Rudelbach al agtelse i den danske nations øjne. Atter har et nyt fortvivlet forsøg i denne retning set dagens lys i "Flyvepostens" sidste to numre hvor en i Boisensk ånd og til hans apologi forfattet artikel på det heftigste fremhæver den gamle beskyldning om udanskhed. Kunne da disse fanatiske mennesker ikke engang stave sig så vidt frem, at de erkender videnskabens universalisme, dens forhold til rationaliteten og den grundige forskel mellem begge? De vil udelukke sig fra alt samkvem med Germanien, de fører krig mod videnskaben, idet de derved tror at de fører krig med Tyskland. 

Som dansk teolog, opdraget ved et dansk universitet, indrømmer jeg erkendtlig, at vi i videnskabelig henseende skylder den tyske teologi overmåde meget. Det er et faktum, som ikke lader sig afdisputere, og som enhver upartisk dansk teolog vil erkende. Ja selv lande, som Frankrig og England, der i kvadratindhold og folkemængde langt overgår Danmarks, indrømmer villig, at Tyskland der i reformatorisk henseende gik i spidsen for Europa, også senere har udviklet det rigeste teologiske liv i videnskaben. Men det er en i højeste grad misforstået patriotisme, der har bevæget enkelte til at fremkomme med beskyldninger, som hvis nationen gjorde dem til sine, ikke blot ville berøve de danske en stor del af deres agtelse i andre nationers øjne, men som hvis dens endelige formål realiseredes, hvilket dog næppe behøver at frygtes, ville medføre et stort tab i videnskabelig henseende. 

Man skulle fristes til at tro at disse mennesker, som nu i længere tid har fortsat deres uskånsomme angreb, har deltaget i hint berømte opløb i Landemærket, hvor den danske bager måtte undgælde, fordi han havde en tysk svend. Ja hvis nogle af dem tilfældigvis havde haft ham til bager, og nu først fik opdaget at han havde denne svend, var det aldeles analogt med deres tidligere opførsel, om de vægrede sig ved at spise brød som en tysker havde bagt! Det ville i fornuftige folks øjne anses for en dårskab; men den samme dårskab, ganske den samme dårskab har de begået ved deres angreb på dr. Rudelbach. 

Disse par ord har jeg nedskrevet lige så meget til forsvar for videnskaben, som for dr. Rudelbach, der i sin iver for hin er blevet angrebet på en så fanatisk måde, at det for nationens æres skyld ikke bør tåles. En teolog.

(Kjøbenhavnsposten, 10. juni 1848)

Kjøbenhavn, den 6te October 1837. (Efterskrift til Politivennen)

- I Anledning af Besættelsen af de to ledige Pladse i de 32 Mænds Forsamling heri Staden ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Vedtægt, som der ved denne Leilighed iagttages nemlig: at ingen Ikke-Indfødte kan vælges. Hvad enten denne Skik grunder sig paa et udtrykkeligt Statut eller blot paa gammel Praxis, er dens Vedbliven saa aabenbar urimelig, ja næsten latterlig, at vi troe ikke paa nogen Maade at sige de 32 Mænds sunde Menneskeforstand eller Uhildethed af gammel Fordom nogen Compliment, ved at yttre, at vi blot behøve at gjøre opmærksom paa denne Vedtægts Tilværelse foor at foranledige dens Ophævelse. Den Mand, som Kjøbenhavns Borgere ikke vilde betænke sig paa at vælge til deres Deputerede ved Stænderforsamliingen eller nogensomhelst anden Hæderspost, er udelukket fra de 32 Mænds Forsamling, dersom han er født paa hin Side Elben eller maaske endog Eideren, om han end besad aldrig saa megen Retsindighed, Dulighed og Uafhængighed, om og han end har boet nok saa længe iblandt os. Det er en saadan Levning af taabelige Fordomme og chinesiske Isolerings Grundsætninger, der tillige i sig indeholder et Exempel paa den krasseste Nationalstolthed og Indbildning om egen Fortrinlighed, (thi Skikkethed til at være Medlem af de 32 Mænds Forsamling er vel det hvorpaa det ved Valget kommer an?) at vi ikke skulle spilde et Ord mere imod en Vedtægt, for hvis Vedbliven vi ikke ere i Stand til at opdage en eneste fornuftig Grund.

(Kjøbenhavnsposten den 6. oktober 1837)

Kjøbenhavns to og tredive Mænd.

De privilegier som kong Frederiks den 3.allernådigst forundte København højlovlig ihukommelse under 24. juni 1661 "til erindring om Københavns borgeres berømmelige og tapre forhold under den besværlige krig og stadens hårde belejring," lyder i 2. post således:

"Præsident, borgmester og råd med borgerskabet må udvælge to og tredive af de bedste og fornemste borgere her i staden, hvilke tillige med præsidenten, borgmester, og råd, stadens og menighedens bedste, såvel som dets indtægt og udgift efter tidens beskaffenhed kan overveje og derom handle og - slutte. Af nævnte 32 borgere må udvælges to som tillige med præsidenten og en af borgmestrene altid må have fri tilgang til Os (kongen) stadens og det gemene anliggende at andrage."

Den høje og vigtige anledning til og den kærlighedsfaderlige tone som fremlyser privilegierne fra ord til andet, tillader ingen tvivl om at den kongelige giver har villet at enhver stand i borgerskabet skal have adgang til at blive repræsenteret i borgerrådet.

Såvidt indsenderen kender medlemmerne af dette borgerråd (de 32 mænd), kan de efter deres borgerlige stilling for tiden henføres til følgende borgerklasser: 13 grosserer, 3 silke-, uld- og lærredskræmmere, 1 urtekræmmer, 3 vinhandlere, 1 tømmermester, 3 murermestre, 1 sejl-, flag- og kompasmager, 2 bogtrykkere, 2 smede, 1 møller, 1 fabrikant og 1 brændevinsbrænder.

Sammenligner man denne fortegnelse med den generaltabel som politiet har udgivet over lavene (på hvilken da hverken er anført grosserer, bogtrykkere eller fabrikanter) og meget højt antager grosserernes antal at være 230, da repræsenteres disse med ca. 1/18 af hele antallet, mens hele det øvrige borgerskab kun har 19 repræsentanter. Eller for at holde os til et fast mål, de i politiets tabel nævnte 53 borgerklassernes 3.858 interessenter repræsenteres kun med ca 1/201 del. Mens 231 urte- og isenkræmmere (altså lige antal med grossererne) kun har 1 repræsentant, 214 brændevinsbrændere ligeledes kun 1 repræsentant og mens 650 skippere, 596 skomagere, 397 skræddere, 254 snedkere og flere til dels store borgerklasser hvori gives mange duelige og tænkende mænd, slet ingen repræsentanter har af deres egen midte.

Af de i den foran citerede post af privilegierne forekommer bestemmelser "at præsident etc. med borgerskabet" må udvælge de 32 mænd, mener indsenderen det er aldeles klart at det ikke er de tilbageværende medlemmer af Borgerrådet som skal vælge eller gøre forslag til valg når vakance indtræffer, men at det derimod er deres komite, dvs. borgerskabet. Hvorledes forslag eller valg nu finder sted, kan indsenderen ikke melde videre om end efter rygte, ifølge hvilket de øvrige af borgerrådet skal bringe tre kandidater i forslag for hver vakance, hvoraf Magistraten vælger en. Hvorvidt dette imidlertid forholder sig således, eller derfor gives nogen bestemmelse, skal indsenderen ikke videre indlade sig på. Men ser man hen til at der for den store mængde af håndværkere og fabrikanter kun gives 8 egentlige håndværkere i Borgerrådet og for det grosserernes antal mange gange overstigende store antal detailhandlere kun 7 detailhandlere som repræsentanter, da synes man om den af indsenderen anførte forslagsmåde er den brugelige, allerede at kunne spore virkningen af grosserernes store flertal. Men er end handel og vandel det store hjul hvorom alting drejer sig, så er det nok næppe ønskeligt i noget tilfælde at købmandsstanden har overvægt over de producerende og fabrikerende borgere, hvis interesse det er at fortrænge fremmede varer fra markedet, mens det er aldeles købmandsmæssigt at sælge varerne hvor de fås for bedst køb uden hensyn til om de er fremmede.

Uagtet privilegierne intet melder om at Borgerrepræsentanterne skal antages på livstid, er det dog en bekendt sandhed at vakance ordentligvis kun indtræffer ved dødsfald. Og man har derfor også haft eksempler på at kraftløse oldinge har været medlemmer af dette som det hedder i privilegierne, for det gemene anliggende så vigtige råd. Ej heller sættes eksempel på at brødre på samme tid har været medlemmer deraf, hvilket næppe er aldeles i sin orden.

Det kan formentlig meget vel forenes med privilegierne, ja synes endog at ligge i sammes grund og øjemed at borgerrådet så vidt muligt består af medlemmer af alle næringsklasser. At disse selv foreslår kandidaterne (hvilket vel kunne ske på samme måde som forslagsvalg til oldermænd og formænd finder sted). At valgene indskrænkedes til visse fx 4 eller 8 år og at derefter et forholdsmæssigt antal afgik hvert år.

På denne måde, og når der såvidt muligt sørgedes for at vedligeholde proportion efter de forskellige næringsveje og klassers størrelse, ville også et større og mere blandet antal borgere dannes for kommuneforretningerne, hvilket ufejlbarligt ville have flere gavnlige følger. Og indsenderen har derfor troet at burde henstille denne sag til høje vedkommendes nærmer overvejelse.

(Politivennen nr. 832, Løverdagen den 10de December 1831, s. 847-852)

Redacteurens Anmærkning

"Stadens 32 mænd" var blevet oprettet ved enevældens indførelse i 1660. Forsamlingen repræsenterede i praksis den fornemste del af borgerskabet. Dens opgave var at rådgive Magistraten. Magistraten skulle formelt udnævne dem, men de var i praksis selvsupplerende. De havde ikke megen praktisk indflydelse. I 1840 blev de afløst af Borgerrepræsentationen. Den bogstavrette version af paragraf 2: 

"2. Præsident, borgemestere och raad med borgerskabet maa udvælge 32 aff de beste och fornehmste borgere her udj staden, huilche tillige med præsidenten, borgemestere och raad stadens och menighedens beste saavelsom detz indtegt oc udgifft effter thidens beskaffenhed kan offuerweye oc derom handle oc slutte. Aff bemeldte 32 borgere maa wdwelgis thou, som tillige med præsidenten och en aff borgemesterne maa altid haffue frie tilgang til os, stadens och det gemeene anliggende at andrage."