Kampen med Røgplagen paa Nørreport Station. (Efterskrift til Politivennen).

"Brummerne" skal fjernes.

Folk, der i disse Dage passerer Nørrevold, vil ud for Nørregade og ud for Gothersgade bemærke, at der er rejst Plankeværker om de derværende til Nørreport Station hørende smaa firkantede Bygninger, og vil rimeligvis spørge sig selv: Hvad mon der nu skal foregaa?

Det er Kampen mod den saa meget omtalte Røgplage paa Stationen, der er indtraadt i en ny Face. De to smaa Huse, hvor de store Ventilatorer hidtil har haft deres Plads - i Huset ved Nørregade sad den i sin Tid saa berygtede "Brummer" - skal fjernes, idet det har vist sig, at de ikke opfyldte deres Mission paa tilfredsstillende Maade. I Stedet for vil der nu udfor Nørregade komme to og ud for Gothersgade en stor Aabning, der vil blive indhegnet med store Stenbalustrader. Det er Entreprenørfirmaet Th. Petersen og Arvid Holm, der har taget det nye Anlæg i Entreprise, og naar Gadearbejdet er færdigt, hvilket menes at ville ske ret hurtigt, tages der fat paa selve Stationen.

Her vil udfor Hovednedgangen, mellem Avis- og Chokoladekiosken blive indrettet en mindre glasoverdækket Ventesal og samtidig vil der fra Nedgangen ved Nørregade, helt hen til sidste Nedgang paa den anden Side Frederiksborggade, blive lagt et Halvtag, og der vil blive ledet Varme ud fra Gothersgade Elektricitetsværk, bl.a. for at modvirke Taagen, idet Varmen nemlig splitter Taagedannelsen. 

Man mener ved disse Foranstaltninger at kunne faa Bugt med de Ulemper, der nu lige siden Stationens bygning har voldet Personale og Publikum saa mange Kvaler. 

At de to Huse oppe paa Overfladen nu bliver fjernet, er der i al Fald ingen der vil beklage - nogen Pryd har de aldrig været.

(Aftenbladet (København) 24. august 1929).

Ny Ventesal paa Nørreport Station.

Haandværkerne lægger sidste Haand paa Værket.

I disse Dage er Haandværkerne ved at slaa de sidste Søm i den nye Ventesal paa Nørreport Station. Som bekendt har man længe savnet en større Ventesal paa den røgplagede underjordiske Station, og dens mange Stamrejsende kan allerede til Nytaar glæde sig over at komme til at tilbringe Ventetiden i forholdsvis komfortable Omgivelser, lidt mere beskyttede mod Røgen end ude paa selve Peronen.

(Social-Demokraten 24. december 1929).

Prygleri ved Nørreport. (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge gjentagne Anmodninger skulle vi ikke undlade at henlede Vedkommendes Opmærksomhed paa det uhyggelige og demoraliserende Prygleri, der oftere finder Sted ved Nørreport, hvor det ikke saa sjelden skal arrivere, at de der posterede Skildvagter uden tilsyneladende skjellig Grund anvende deres Vaaben paa en meget følelig Maade. I den senere Tid skal det saaledes flere end een Gang have været Tilfældet, at de, der ansaae sig forurettigede, have forgrebet sig paa Skildvagten og derved paadraget sig Tiltale og haard Fængselsstraf. Som et Exempel paa, med hvilken Lethed Skildvagtens Gevær kan accomodere sig til Vedkommendes Ryg, skulle vi ikkun anføre, at forrige Mandag (Kl 11 Formiddag) nødtes en fra Landet indkommende Tørveslæde til at gjøre holdt nogle Skridt inde i Frederiksborggaden, men da Kudsken ikke kunde kjøre afsted i det Øieblik, Skildvagten befalede, fordi Hestene formedelst Gadens Glathed ikke formaaede at tage Slæden, anvendte Skildvagten saaledes sit Gevær paa Kudskens Ryg, at Bajonetten sprang tvers over paa det Sted, hvor den er tykkest, uagtet hiin gjorde sig al mulig Umage for at efterkomme Ordren. Enhver human Militair vil vistnok med os erkjende, at den Enevælde, der ved Plac. 17 Marts 1818 er indrømmet Skildvagterne - endog i den Grad, at den, som ikke følger hvad der af dem befales, skal ligge paa sin Gjerning - kan, hvor den sættes i Udøvelse af Individer, der staae paa saa lavt et Culturtrin som mange af vore Soldater, lede til høist farlige og uoprettelige Følger. Men netop derfor synes Bestemmelsen at gjøre det til en saameget desto større moralsk Pligt for de høiere militaire Autoriteter at tilholde Skildvagterne - især hvor der ikke er Officiersvagt - ikkun med Varsomhed at gjøre Brug af deres Magtfuldkommenhed.

(Kiøbenhavnsposten, 11. februar 1841)

Liigfølge betaler ikke Passagepenge.

Efter at der i dette blad nr. 1057 var fremsat det spørgsmål om bomforpagteren ved Nørreport er berettiget til at kræve pasagepenge for vogne med personer der vil deltage i ligfølge fra et sted i forstaden, er man kommet til kundskab om at han er uberettiget til sådan fordring. De i det anførte tilfælde betalte passagepenge blev nemlig efter øvrighedens foranstaltning af bomforpagteren som havde oppebåret dem, i egen person tilbageleverede til de pågældende i deres respektive bopæle. Hvilket bekendtgøres til efterretning for andre der muligvis kunne komme i lignende tilfælde.

(Politivennen nr. 1062, Løverdagen, den 7de Mai 1836. Side 299)

Uordener.

1) På hjørnet af Gammeltorv og Nørregade har det i lang tid, men især i de sidste dage, næsten været umuligt at kunne passere fortovet for en stor del sjovere og soldater der har placeret sig der så at man for at undgå at blive tilsmurt, eller behandlet med grovheder af disse personer, var nødsaget til at gå ud på gaden. Man må i denne henseende spørge om politiplakaten der forbyder at henstille noget der spærrer passagen på fortovet, alene gælder om ting og ikke om personer?

2) Mandag den 6. april hændte det at idet en vogn kørte roligt igennem Nørreport, en anden vogn kom farende forbi denne i stærkeste trav. Som en følge heraf var pladsen så snæver for de forbipasserende at det eneste menneske der i det øjeblik passerede porten, blev styrtet omkuld af vognens baghjul og lider endnu af faldets følger.

(Politivennen nr. 1008, Løverdagen den 25de april 1835, s. 273-274)

Æblet falder ikke langt fra Stammen.

Ved at passere ud af Nørreport den 31. januar d. å. om eftermiddagen blev jeg af en karl og en anden person der foregav at være bomforpagter Clemmensens søn, anholdt for at betale bompenge. Men da klokken ikke var fire, syntes det mig underligt at bommen var lukket før den af høje vedkommende bestemte tid. På mit spørgsmål til skildvagten om klokken var fire, fik jeg til svar at han vidste det ikke. En anden mand kom til og sagde ligeledes at han ingen bompenge ville betale da klokken manglede 10 minutter i fire, hvilket han viste dem på sit ur. Dog for ikke at opholdes, hvilket min tid ikke tillod mig og for ikke at skændes med bomforpagterens søn eller bomkarlen, gav jeg førstnævnte en rigsbankdaler og bad om penge tilbage, men denne foregav at han ikke kunne bytte, og sagde at jeg enten måtte give småpenge eller også holde indtil han havde sendt bud til byen og fået sedlen vekslet. Men da heller ikke dette tilbud anstod mig, kunne dog bomkarlen endelig bytte sedlen. Hans egentlige mening var dog nok dermed at han ville opholde mig tiden til klokken blev fire. Dette er ikke første gang at nævnte bomforpagter har modtaget penge før den bestemte tid. Omtrent 14 dage før ovenstående passerede, kom jeg kørende ud af Vesterport og hørte da at der var spektakel med en af mine bekendte som havde måttet betale før tiden, men da han lovede at melde til vedkommende at de havde modtaget ulovlige bompenge, bad de ham straks om at modtage pengene igen, og efter den tid kørte såvel jeg som en del andre der holdt på stedet, uden at betale. Da denne opførsel og krav om bompenge før den fastsatte tid (hvorover der i faderens tid ofte er klaget) er højst urigtig, var det at ønske at Clemmensen af vedkommende måtte blive irettesat og indskærpet for fremtiden at lade sig nøjes med de ham med rette tilkommende bompenge.

(Politivennen nr. 792, Løverdagen den 5te Marts 1831, s. 172-174)

Bøn til Bomforpagteren ved Nørreports Bom.

Det er nogle gange i dette efterår og i vinter hændt anmelderen at han ved tidligt om morgenen at komme til staden, indenfor Nørreports bom har truffet en del fattige mennesker som opholdt sig der for at vente på bommens oplukning. På efterspørgsel har han erfaret at disse fattige folk havde arbejde, nogle 1/4, andre ½ mil udenfor staden og at de tidligt forlod deres hjem for at komme betids til arbejdet. Men da de af deres ringe fortjeneste ikke kunne undvære bompengene, måtte vente på bommens åbning til fri passage, hvilket først sker når de andre af stadens porte åbnes. I denne anledning kan anmelderen ikke undlade at ønske at bomforpagteren ville føle medlidenhed med disse fattige, flittige mennesker og tillade dem at passere bommen så snart de indfinder sig ved den, da de er uformuende til at betale, og han dog ikke kan have nogen interesse ved at de står ørkesløse og næppe forsynede med de nødvendigste klædningsstykker udsat for at forkomme af kulde på den ublideste tid af året.

(Politivennen nr. 787, Løverdagen den 29de Januar 1831, s. 87-88)

Betragtninger paa Nørrebro.

Nørrebro har i de senere år været genstand for en del anker i Politivennen. De har alle tilsigtet at bevirke en bedre og mere bekvem passage for dens beboere og dem som færdes der. Gavnligheden af lygter og et par vægtere har ofte været bragt på bane, og nu er der endelig taget den beslutning at ønsket eller forslaget bliver opfyldt.

I Politivennen nr. 700 af 30. maj 1829 er fremsat ønske om at fortovet fra hjørnet af Blegdamsvej og til vejen der fører til den mosaiske kirkegård, måtte blive stampet da det er så ujævnt og har så mange opstående, spidse sten at det falder vanskeligt at betræde det. Dette ønske er endnu lige påtrængende, ja endnu mere da den færdsel på jordvejen der er forøget ved cirkus og teatret på den modsatte side af nævnte fortov og den megen vandhenten og spilden fra den post der er der, forøget ved beriderselskabets kreaturer har gjort nævnte jordvej i forhold til forrige år næsten upassabel og på tidspunkter hvor den dog før var det. 

Den indkørsel der er omtalt i samme blad, er senere forøget med flere. Da de ikke som de vel burde, er brolagt, forøger det meget jordvejens ufremkommelighed for fodgængere. På nævnte jordvej på højre side af det stykke mådelige stenbro som fører ind til Blågårds hovedbygninger, findes i vejen en fordybning som er farlig for gående og som er fremkommet ved en dårlig bedækning eller tilkastning af som det lader til den udløbsrende som er der, hvorover er lagt nogle mådelige brædder.

I Politivennnen nr. 699 af 23. maj 1829 blev foreslået at det rækværk der er anbragt for enderne af de alleer som ligger straks uden for barrieren, måtte sættes således at det tillige sluttede grøfterne. Da disse i sommer blev godt opkastede, ville denne forandring bidrage til at de vedligeholdt sig i længere tid, i stedet for at de nu snart vil blive nedtrådt for enderne når den allerede længe påbegyndte indgang fra siderne ikke forhindres ved den foreslåede forandring. Man kan ikke se til hvilken nytte de interimistiske lægter er anbragt i flugt med rækværket som det nu står i alleen på højre side fra byen.

Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten, kan han ikke undlade tillige at berøre det efter hans mening upassende skue som viser sig inden for nævnte port, lige over for den derværende vagt og umiddelbart på den der stationerede skildvagts post. Det murede gemme som er i volden, benyttes af handlende der bor i nærheden, til pakhus for, anmelderen tror brænde, korn og fedevarer. Sådant kunne måske være uden omtale. Men udenfor dette gemme og langs op ad volden findes dagligt stående en halv snes foderkasser, tomme tønder og ankre, stiger, bærebøre, en lille materialvogn og andet skrammel der i høj grad støder øjet, og vel med rette kan kaldes et upassende oplag ved stadens hovedport og umiddelbart ved en vagt og en skildvagt hvis fornødne respekt næppe synes at burde tåle sådant naboskab.

Forannævnte forskellige genstande og hvad derved kan være at gøre til opnåelse af det øjemed i hvis hensigt anmelderen har nedskrevet disse linjer, henstillles til høje vedkommendes mere indsigtsfulde bedømmelse.

(Politivennen nr. 783, Løverdagen den 1ste Januar 1831, s. 1-4)

Redacteurens Anmærkning.

i Politivennen 873, 22. september 1832, s. 641-642 skrev anmelderen igen om skramleriet ved Nørreport.

"Da anmelderen i sine betragtninger over Nørrebro har nærmet sig selve porten ..." (Christen Købke: Et kik fra Sortedammen mod Nørrebro, 1838. Statens Museum for Kunst)

To farlige Afvisere i Nørreport.

I midten af Nørreport er på begge sider af de derværende rendesten (vandafløbsrender) anbragte afvisere som ikke opfylder den bestemmelse i hvilken de formentlig er hensat. Derimod er de til et sand besvær for fodgængere da man ved at passere det smalle stykke vej mellem muren og rendestenen, eller ved at gå på kørebroen langs rendestenen, hvilket er nødvendigt når en vogn tillige passerer porten, er udsat for at snuble over disse stenafvisere som man under en stærk passage, ikke kan blive var med øjnene, men desto mere mærkbart med fødderne. Er man endog så heldig ikke at falde og forslå sig, kan man dog ikke andet end takke forsyne t at man var så heldig at slippe helskindet derfra. Måtte disse unyttige  og farlige fodangler blive borttaget, så vil alle der nu truer fodgængerne i Nørreport, tillige takke de vedkommende som har opfyldt et almindeligt ønske.

(Politivennen nr. 752, Løverdagen den 29de Mai 1830, s. 349-350)

Et offentligt Locum.

Ved at passere over volden forleden dag, blev anmelderen heraf opmærksom på en uskik som hersker ved Nørreports vagts sprøjtehus, nemlig: nævnte sprøjtehus står et lille stykke fra volden, og ved den ene ende er gitterværket brækket iru så at denne lille plads eller åbning der er mellem volden og sprøjtehuset, tjener pøbel og drenge til et offentligt lucom.

Da det er såre stødende for øjet for ikke at tale om den ubehagelige stank sådant medfører på varme dage, håber man at vedkommende vil sørge for at gitterværket bliver istandsat og sådan uskik hæmmet.

(Politivennen nr. 700, Løverdagen den 30te Mai 1829, s. 359)

Mange Ophævelser for 12 Rigsbankskilling.

Da indsenderen søndag den 10. maj om aftenen klokken omtrent 10 ville gå ind af Nørreport, fandt han ved bommen 2 personer til hest som var i samtale med bomforpagteren der. Indsenderen hørte at den ene af disse personer sagde til bomforpagteren at de begge have brugt alle deres penge og derfor ikke kunne betale de 12 rigsbankskilling der blev krævet af dem. Han ville derfor give sit lommeur i pant og indløse det selv samme aften eller følgende morgen. Men det ville bomforpagteren ikke lade sig tilfredsstille med. Han forlangte tværtimod ridepisken som den ridende der mente at det tilbudte pant var tilstrækkeligt, dog vægrede sig ved at levere, formodentlig fordi den såvel som hesten var lejet. 

Imidlertid beordrede den vagthavende underofficer skildvagten til at gøre plads blandt en del mennesker som havde samlet sig for at høre hvorledes de ridende ville rede sig ud af sagen. Skildvagten efterkom øjeblikkelig denne ordre og gik hen til den ene af de ridende og slog ham over ryggen med sit gevær. Den slagne sprang straks af hesten og forlangte at blive arresteret. Hvilket dog ikke skete, hvorimod såvel de ridende som den forsamlede mængde ved at vige for skildvagten passerede gennem bommen og ind af porten.

"Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag." (Eckersberg: Udsigt langs volden mod Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst)

Indsenderen forblev en kort stund i samtale med en god ven, og da han efter omtrent 10 minutters forløb passerede Nørreport, forefandt han inden for samme et langt større sammenløb af folk, samt de to heste hvis ryttere var inde i vagten hos løjtnanten, sandsynligvis for at afgive forklaring over det der var sket ved bommen. Men endnu mens rytterne var i vagten, kom nogle af vagtmandskabet ud for at sprede mængden ad, som stedse var forøget ved flere fra Nørreport indpasserede som af nysgerrighed blev stående for at blive underrettet om hvad der var på færde. Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag, hvoriblandt en skomagermester fik et slag over armen så at denne straks hovnede op og efter hans eget udsagn gjorde ham uduelig til at arbejde i nogen tid.

Man billiger langt fra ikke at de ridende personer havde blottet sig så aldeles for penge. at de ikke kunne betale portpengene. Men man kan derimod heller ikke rose bomforpagterens adfærd da han vægrede sig for at modtage et meget tilstrækkeligt pant som han var sikker på ville blive indløst. For denne vægring gav anledning til at en mængde mennesker stimlede sammen og at mange blandt dem fik drøje rap. Ja hvem indestår for at sagen kunne have haft værre følger hvis den vagthavende officer ikke efter at der var gjort ryddeligt udenfor vagten, havde kaldt soldaterne tilbage fra folkestimmelen, hvoraf en del var opbragte over de skrup der hændelsesvis var blev tildelt dem.

Der er så ofte klaget over enkelte af bomforpagterne i andre henseender. Så det ville være ønskelig om deres foresatte ville give dem en instruks hvorefter de havde at rette sig og alvorligt indskærpe dem at efterkomme denne. For sådant ville knytte det kærligheds- og enighedsbånd der bør sammenholde øvrigheden og stadens gode borgere, endnu fastere.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 307-310)

Et, af Portcontrolleur Schwarts foranlediget, tidsspildende Ophold ved Stadens Nørreport.

Lørdag den 23. september kom en af byens bagermestre til stadens Nørreport med et læs mel som han havde ladet male på Roskilde Vandmølle. Da han have tabt den på møllen modtagne vejeseddel, og ikke med vished kunne erindre hvor meget mel han havde, besluttede han sig til at angive vægten så høj at der i så henseende ikke kunne ophvile ham noget ansvar. Hvilket siden også viste sig da han havde betalt en accisse af 9 lpd. mere and han havde på vognen. Efter at melet således var vejet og vægten befundet rigtig, erklærede den konstituerede portkontrollør, premierløjtnant Schwartz tillige med en vis toldbetjent at melet skulle sorteres, hvorpå han tog prøver af 3 halve sække af ringere sort, og af 2 sække af nr. 1, forseglede derpå de 3 halve sække med dobbelt segl og erklærede at det forseglede mel skulle synes ved toldboden. Men forandrede efter tilstrækkelig lang betænkningstid denne sin beslutning idet han nemlig sendte en betjent i byen for at få melet synet hos en møller. Anmelderen der var overbevist om at melet var af den angivne kvalitet, kunne naturligvis intet have at indvende imod det intenderede syn, men ytrede blot sin misfornøjelse over det derved forvoldte lange og unødvendige ophold, især da forskellen på de flere sroter mel var så kendelig at enhver bonde ville have kunnet skelne til hvilket sort enhver prøve burde henføres. Men her var jo intet andet at gøre end at tie og lide, og først da betjenten kom tilbage, blev det anmelderen tilladt at køre ind i byen med sit mel, efter at seglene var taget bort, og efter at han var blevet opholdt fra klokken 10 til klokken 12.30, altså i 2½, skriver to og en halv time.

Om man endog i dette tilfælde vil kunne rose hr. portkontrollør premierløjtnant Schwartz og den omhandlede betjent for embedsiver, og sindig, lovlig og betænksom fremgangsmåde - noget anmelderen aldeles ikke vil indlade sig på at bedømme - så synes man dog berettiget til at antage at ingen af dem har haft eller tiltroet sig selv varekundskab nok for at kunne henføre nogle højst forskellige melsorter under deres rigtige benævnelse, eller med andre ord at de ikke var kendere af mel, hvilket man dog vel med rimelighed kunne vente sig af mænd i ders embedsstilling. Og anmmelderen slutter således denne sandfærdige fremstilling med det ønske at en eller anden sagkyndig vil fremkomme med forslag til et forebyggelsesmiddel mod sådant ubehageligt og tidsspildende ophold.

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2de December 1826, s. 785-788)

Barbarisk, egenmægtig og tølperagtig Adfærd af en Skildvagt. *)

Fredag den sjette oktober gik anmelderen sammen med 2 af sine bekendte ud af Nørreport, dels for at betragte det militære og dels for at gøre sig en motion. Klokken var da henved 11, og da anmelderen med medfølgere passerede for den skildvagt som var posteret ved den yderste barriere, blev han på grund af den vrimlende menneskemasse, nødt til at passere bag skilderhuset mellem dette og stendiget. Så snart skildvagten blev opmærksom på dette, greb han anmelderen i brystet, tiltalte ham med du og pålagde ham at blive til stede som arrestant indtil han blev afløst, samt viste i det hele taget en højst uforskammet, lovstridig og tølperagtig opførsel.

Efter at anmelderen og medfølgere havde stået i nogen tid og tåleligt fundet sig i skæbnen, gjorde anmelderen skildvagten opmærksom på en anden mand der netop gjorde sig skyldig i samme forseelse, hvorpå han slap anmelderen og greb fat på nævnte mand som han overvældede med skældsord og grusomme slag af geværpiben, ja forlod endog sin post og forfulgte ham langt hen i alleen.

Anmelderen der som naturligt benyttede den lejlighed der frembød sig til at slippe bort, har ikke villet undlade at offentliggøre denne affære, overbevist om at nævnte skildvaldts regimentschef som vist nok ønsker at den humanitet der besjæler ham selv, også skal forplante sig til hans undergivne, vil foranstalte denne sag undersøgt, og personen afstraffet for denne hans inhuman eog tølperagtige adfærd.

Det bemærkes til slut at nævnte skildvagt stod ved 1. jyske regiments jægerkompagni.

*) Udgiveren må herved erklære at nærværende stykke har været indleveret til indrykkelse i bladet 8 dage efter at de påklagede passerede, men at det af mangel på plads hidtil ikke er blevet optaget i samme.

(Politivennen nr. 566. Løverdagen den 4de November 1826, s. 726-728)

Vanskelig Passage udenfor Nørreport.

Med fornøjelse må man bemærke hvor virksomt sneen udkøres af byen og gaderne derved bliver tilgængelige. Men også med største forundring må anmærkes at det korte stykke vej fra ravelinen til Nørrebros vagt næsten knap kan passeres. For om morgenen er der så glat at man næppe kan gå på den, og dertil kommer en konstant passage af bøndervogne hvis heste er så slapskoede at hveranden af disse falder så man let kan få et ben slået over. Om middagen når solen skinner (som det var tilfældet den 16. dennes) vanskeliggøres passagen ved skarn, da den mængde sne der ligger, jævnligt smelter og dertil kommer endnu den omstændighed at karlene som udkører sneen af staden, ved deres tilbagekørsel farer så stærkt gennem dette korte stykke vej at man kun med største umage og meget overstænket kan retirere til en af sider.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9563-9564)

Om Passagepengenes Erlæggelse.

Fra Københavns resp. magistrat har man i disse dage set såvel i Adresseavisen som i Statstidende en bekendtgørelse angående hvorledes port- og passagepengene ved stadens 4 porte indtil videre skal være at betale, og findes deri.

A) Af alle udenfor stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden:

1) På søgnedagene fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har afringet med 2 sk. sølv eller tegn for hver vogn osv.

Det synes at ligge i ordene: "uden for stadens grund," at de på stadens grund boende vognmænd, møllere m. fl. således må være fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de på søgnedagene fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, passerer vedkommende stadsport. Men desuagtet har anmelderen heraf bragt i erfaring at bomforpagterne har afkrævet de på stadens grund boende vognmænd, møllere etc. nævnte 2 sk. sølv, og når disse har beråbt sig på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824, efter hvilken de mente sig fritaget for en sådan afgift, har bomforpagterne ved trusler tvunget dem til at betale den.

Anmelderen kan da ikke tro andet end at bomforpagterne enten må være forsynet med en senere anordning som ophæver eller forandrer den af 31. december 1824, eller også at denne sidste anordning ikke er at forstå således som dens udtryk tilsiger, og i dette tilfælde tillader man sig den mening at en autentisk fortolkning af denne anordning ville være meget gavnlig idet den tillige havde anledning til tvistigheder mellem bomforpagterne og vedkommende.

Skulle det derimod være således at nævnte forordning er at forstå efter dens ord, og at altså de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere etc. er fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de om søgnedage fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har ringet, passerer vedkommende bom, så tvivler man ikke om at bomforpagterne på det alvorligste vil blev draget til ansvar for deres i den henseende hidtil viste ulovlige forhold.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9446-9449).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybes i Politivennen nr. 478.

Ærbødig Bøn til høie Vedkommende.

Forinden den nye bro for nogle år siden blev lagt over fæstningsgraven ved Københavns Nørreport, bestod det om det gamle værende jernrækværk kun 2 på langs løbende jernstænger hvorimod rækværket således som det nu er, uden derfor at være højere end det forrige, hvilket heller ikke skønnes nødvendigt, udgør 3 sådanne jernstænger. Man må deraf udlede at der ved denne forbedrede indretning er taget hensyn til større sikkerhed for fodgængerne og i særdeleshed for børn, som ved at glide ud mod rækværket eller ved et uheldigt fald, kunne være udsat for at styrte ud når åbningerne i rækværket var så store som før.

I denne henseende kan dette faste rækværk vel nu anses for betryggende. Men hvor må ikke enhver og i særdeleshed forældre som ved at deres børn ofte passerer denne vej alene, og især Nørrebros beboere hvis børn dagligt går i skole i byen, gyse ved at betragte hvor lidt hegn der er anbragt for den del af broen som er til at hejse op. Længden udgør over 4 alen, og højden til den bom hvor ophejsningen iværksættes, næsten 1½ alen, imellem hvilken betydelig åbning kun er anbragt en eneste jernlænke som er befæstet i begge ender, og ved dens længde forårsager at den endog i midten hænger betydeligt ned så at åbningen der er fuldkommen 1 alen.

Det er i denne anledning at man henvender sig til det høje kommandantskab eller anden høj autoritet med bøn om at et bedre hegn måtte blive anbragt for denne, den visse død bringende faldgrube.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9439-9441).

Noget om Ilden i Vandrenderne.

I Politivennen nr. 449 fra lørdag den 7. i denne måde, s. 9062 er anført "Ønske i Anledning af IIden i Vandrendernes Underlag udenfor Nørreport". Ved at læse dette interessante lille stykke er der hos nogen af bladets læsere opvakt den største forundring over muligheden at nævnte underlag kunne være udsat for at antændes så at samme brændte med en temmelig stærk lue, hvilket har været set fra midten af broen ved Nørreport.

Læseren synes at gøre sig det begreb at det må have været underlaget af de trævandrender som fører vandet til byen og som man ser ligge tværs over fæstningsgravene. Men kan ingenlunde fatte noget begreb om hvorledes ild, tilfældigt eller af vanvare, kunne antændes der. Skulle der være muligt at sådant kunne finde sted uden ved ondskabsfuld antændelse? Man ønsker sig herover en oplysende forklaring.

I sandhed, dersom det var muligt at disse render kunne være blevet brændte således at de med et derved havde fået et uventet afløb, som en tid blev ubemærket, måtte sådant haft højst betydelige følger, var det endog kun på et sted eller ved nogle af renderne. Sagen fortjener derfor uden tvivl opmærksomhed.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9104-9105)

Et Ønske i Anledning af Ilden i Vandrendernes Underlag.

Tirsdag eftermiddag mellem 5 og 6 gik indsenderen ud af Nørreport, og da han passerede broen, blev han midt på samme hvor ferskvandsrenderne ligger, opmærksom på at underlaget hvorpå springvandsrenderne hviler, brændte med en temmelig stærkt lueild. Han ilede straks hen og meldte det til ravelinsvagten og bad folkene der at sørge for at få en vandspand og dernæst at tage både, som lå i graven tæt ved broen og vagten, for at få ilden slukket, da det ellers var umuligt for stakaten at komme over til stedet hvor det brændte. Han formodede da at nøglen til nævnte båd som er under vagtens opsyn, måtte ligge i vagten for i tilfælde at enten et fortvivlet menneske sprang i statsgraven eller et andet ulykkeligt tilfælde indtraf, der da straks kunne fås redning. Men erfarede nu at denne båd var fastgjort til en pæl, som stod nedgravet i jorden med en tyk kæde gennem krampen, så det var ikke at tænke på her at få båden til afbenyttelse. Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs. Officeren der var af samme mening som indsenderen, svarede at man på hans ansvar gerne kunne lade båden brække løs. 

"Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs." (Nørreport til venstre, og ravelinen til højre.)

Mens alt dette foregik var en spækhøkers som hvis forældre bor i Kristen Bernikows Gade, en munter og rask gut, krøbet igennem mellem renderne under stakaterne, og forsøgte med en spand som blev nedfiret til ham med et tov, på denne måde at slukke ilden, hvilket også lykkedes ham. Ved at anmelde dette undlader man ikke at fremsætte det ønske at nøglen til båden måtte henligge i vagten for i påkommende tilfælde derfra at kunne fås.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9062-9064)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 452. 28. august 1824.

Bøn om en Vej for Gaaende om Natten

Da den tid nu nærmer sig at Københavns indbyggere besøger skoven eller venner på landet og på grund af det først kommer til Nørreport efter kl. 12, så foreslår en mand der ofte har haft lejlighed til at se hvilken fare de gående er udsat for, når de som meldt kommer til porten efter denne tid, at der omkring Nørreports bomhus blev anlagt en vej for gående om natten. Lokalet er særdeles bekvemt til det, og udgifterne der vel kunne udredes af ingeniørkorpset som nyder godt af portens ståen åben, kan ikke blive betydelige. Man drister sig derfor til at håbe at ovennævnte tages i nærmere overvejelse, for det er for sent når der er sket ulykke. Det har indsenderen set let kan ske, og fodgængerne såvel som de kørende og ridende kan blive hurtigere ekspederet, hvilket ikke er tilfældet nu.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6951-6952)

Nørreport omkring år 1800.

Redacteurens Anmærkning

Som den eneste af de fire porte stod Nørreport på artiklens tid åben hele natten. Man kunne mod ekstra portpenge komme ind og ud, dog ikke fragtvogne og bøndervogne med læs.

Uforsvarligt Forhold af Opsynsmanden ved Redningsanstalten for Druknede uden for Nørreport.

Sidste torsdag den 17. april om aftenen kl.halv elleve blev et menneske som efter rygtet var opbragt af amtets betjente fordi han ved Gentofte havde villet springe i søen, indbragt her i staden. Men da han kom til stadsgraven ved Nørreport, undgik han betjentenes opmærksomhed og sprang ud i graven. Han blev straks trukket op, og der blev sendt bud efter redningskassen ved Peblingesøen. Men opsynsmanden ved samme nægtede at udlevere den ved første budsending fordi soldaten som skulle hente den, ikke havde nogen seddel med. At han i sådan tilfælde selv burde følge med for at redningen ikke skal forsinkes eller blive umulig, er vel uden for al tvivl. Hvorledes det gik med den druknede, ved indsenderen ikke. Men bedst var det dog ved alle mulige hensigtsmæssige midler at forebygge de ulykkelige følger som kunne forebygges. Endnu bedre var det at have en redningstaske i vagten da ofte folk er sprunget i stadsgravene.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6218-6219).

"Da han kom til stadsgraven ved Nørreport, undgik han betjentenes opmærksomhed og sprang ud i graven." (Nørreport med stadsgraven og Hahns Mølle i baggrunden. Før og Nu 1921).

Til vedkommende om Forsømmelsen af Portklokkens ringning i St. Petri Kirkes Taarn.

Indsenderen har længe stået i begreb med at påtale denne forsømmelse af et så nødvendigt signal til efterretning for bommændene ved Nørre- og til dels Vesterport. Men foranlediget af den i lørdag eftermiddags (den 8. februar) alt for vidt drevne åbenbare skødesløshed, hvor klokken slet ikke blev rørt i til den for februar måned fastsatte tid, nemlig kl. 5, føler han sig herved foranlediget til at forespørge hos de ansvarlige om sådan efterladenhed bør gå upåagtet hen, eller om det ikke snarere bør pålægges den dertil ansatte ringer i stedet for sin sædvanlige skik at ringe 2 til 3 minutter at holde klokken i bevægelse i den anordnede tid der så vidt vides er 10 minutter før helslag.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6026-6027).

"Det bør pålægges den dertil ansatte ringer i stedet for sin sædvanlige skik at ringe 2 til 3 minutter at holde klokken i bevægelse i den anordnede tid der så vidt vides er 10 minutter før helslag" (Sankt Petri Kirke, 2015. Eget foto).