Spild. (Efterskrift til Politivennen)

En Formue i vore Skarnkasser.

En tidlig Morgenstund, naar man aabner Sovekammervinduet, har man ofte iagttaget en Kludesamler i Færd med at undersøge Skarnbeholderens Indhold. Ved Lejlighed interviewer man en saadan Mand og faar da oplyst, at Kludesamlerhvervet er en kummerlig Levevej.

Ogsaa dette Erhverv har sine uskrevne Love; saaledes arbejder Kludesamlerne hver med sine Gaarde, og det anses for uhonnet af en anden Kludesamler at ransage fremmede Beholdere. For den enkelte giver disse kun ringe Udbytte; men saa snart Kludesamleriet drives som Stordrift, bliver Udsigterne anderledes, om end ikke for Arbejderne selv.

Den eneste "Forretning" her i Byen, der driver Kludesamleriet rationelt, findes paa Kristianshavn i Dronningensgade Nr. 17 i en lille mærkelig, ældgammel Ejendom med en Gaard som en stor Dagligstue og et lille Baghus.

I Løbet af en Menneskealder eller noget mere har man herfra arbejdet en Formue sammen fra Københavns Skarnkasser.

Den nævnte Ejendom, der har Stue, 1. Sal og en Kvist, ligger indeklemt mellem to Huse af nyere Dato, og hele Tingen naar kun op til 1. Sal af disse nyere Ejendomme. Gennem en vindskæv Døraabning, der lige har Mands Højde, gaar man ad en smal Gang ud til Gaarden. Her fører en udvendig Trappe op til det lille Steds lavloftede Førstesal. I Stuen findes "Arbejdsstedet", hvor en Del af de i Løbet af Dagen indsamlede Sager aflæsses og sorteres; det er en saakaldet "Jernhandel".

Det lille Baghus er beboet af 4-5 ældre Mænd, hvis Udseende straks røber vore Gaardes "Kludesamler". De arbejder for Forretningens Ejer og faar som Vederlag Kost og Logi samt nogle Lommepenge efter Overenskomst.

Den nuværende Indehaver af denne Spild-Forretning har tidligere selv boet i det lille Baghus og været en Slags Formand for de andre Indsamlere; da hans Principal døde, blev han gift med Enken og derved Indehaver af Forretningens Ejendom, selve Forretningen og flere andre Ejendomme i det mørke Kristianshavn.

Alle disse Værdier er i Aarenes Løb indsamlede fra københavnske Skarnkasser, idet det Materiale, "Jernhandelen" har arbejdet med, stammer fra Byens Dagrenovation. Et godt Bevis paa, hvorledes mange smaa Bække kan blive til en stor Aa!

Hver Morgen ganske tidlig drager Forretningens Arbejdere ud paa Affalds-Fangst. De medfører Trækvogne og Sække; mindre Ting, som Klude, Ben og Brød, gammelt Fodtøj o. desl., gaar i Sækkene, som henlægges paa Trækvognen, naar de er fulde; større Sager, som kasserede Stole, Chaiselonguer, Kasser o. s. v., læsses paa Trækvognen.

Ud paa Eftermiddagen vender disse Trækvogne tilbage fra Byens forskellige Kvarterer med Sager, der mangen Gang bringer Kristianshavns Fattigbefolkning til Misundelse. Men paa den anden Side kan de ofte for faa Øre købe Nødvendighedsgenstande fra Rigmands Skarnkasse hos disse Samlere.

En af Forretningens Arbejdere udtalte sig saaledes : "Vi maa ud senest Kl. 4, thi allerede Kl. 3 begynder Skraldevognene at tømme Kasserne. Nu kender hver jo sine Steder og ved ogsaa, hvad Tid Kasserne bliver tømte, ligesom man ogsaa kender de bedre og mindre gode Steder. Naar da den første Tørn er taget tidlig om Morgenen, man kan jo altid sørge for a være forud for Skraldevognen, bliver der først noget igen efter Frokost at efterse. Og saa kan man godt  blive ved til hen paa Eftermiddagen."

Det er umuligt for en almindelig Kludesamler at konkurrere her, alene af den Grund, at han ikke kan bære de fornødne Driftsudgifter til Trækvogn, Lagerplads o. s. v. Men dertil kommer, at den ejendommelige Forretning i Dronningensgade er indarbejdet gennem en lang Aarrække.

I alle disse Tider er Spildværdierne fra vore Skarnkasser gaaet gennem denne Digel og blevet til Guld og mange Penge.

Pugma.

(Pressen (København) 24. juli 1906)

Dronningensgade set fra volden. Foto fra Aftenbladet 22. januar 1925.

Smaa og store Ulykker. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden mistede Huusmand Ole Christensen af Jegindø Livet ved Overfærdsel med Skudtørv fra Tissinghuus paa Morsø til Jegindø, og atter har en lignende Transport fra Hassyssel til Thyholm krævet 1 Menneskeliv, nemlig Huusmand Chr. Christensen af Barslev, And. Kragh, Almisselem Jens Møller og Gaardmand Chr. Sørensens 13aarige Datter, Alle af Floulev. Ulykken skeete sydvest for Odby i Søndags Morges, da en Styrtesø fyldte Baaden, som derved kæntrede. I Baaden, der havde en Ladning Skudtørv inde, var foruden de Ovennævnte Baadens Fører, Huusmand Lars Chr. Christensen af Barslev, der ved Svømning reddede sig op paa Baadens Kjøl, og han kunde altsaa have havt Haab om at drive til Land, hvis Ankeret ikke ved Baadens Kæntring var faldet i Bund og hvert Forsøg paa at naae Touget, for med en Kniv at overskjære dette, mislykkedes. Flere Gange reve Søerne ham fra Baaden, men hver Gang lykkedes det ham at svømme til den. I denne mislige Stilling holdt han sig indtil hen paa Eftermiddagen, da en Mand fra Odby blev opmærksom paa ham og derom meddeelte Underretning til Ottesunds Færgemand, som strax udsendte en velbemandet Færgebaad, hvorpaa han lykkeligt reddedes, efter at han i 10 Timer havde svævet i stor Livsfare. (Th. A.)

Paa Pakhuse, Kornlofter og deslige Steder i Kjøbenhavn hersker den Uskik, at de tømte Sække, som skulle bringes ned, kastes ud af en Luge, efter at man har samlet flere i een Sæk. Ved denne uforsigtige Fremgangsmaade indtraf en af de sidste Dage det sørgelige Uheld hos Brændevinsbrænder Christensen i Dronningensgade paa Christianshavn, at en Sæk, der indeholdt 17 tomme Kornsække og som af en Karl blev kastet fra Loftet ned i en i Gaarden staaende fraspændt Vogn, ramte en syvaars Dreng, som tilligemed flere andre Børn legede oppe i Vognen. Barnet fik Benet slaaet over imellem Knæet og Ankelen og ligger nu paa Hospitalet.

I Tirsdags Aftes havde en Dame det Uheld, at en af hendes Crinoline-Udspændere sprang paa Østergade i Kjøbenhavn, i en stor Folkevrimmel. Et Spanskrør foer ud og jog ind imellem Benene paa en Herre, og imedens hun vendte og dreiede sig for at blive ham klar, kom hun til Sammenstød med de andre Forbigaaende, hvilket gav et saa latterligt Skue, at der strax samlede sig en stor Sværm af Mennesker, saa hun først med megen Møie slap ind i en Gadedør under Latter, Klappen og Skrigen, der især gav sig Luft da hun maatte rive Kjolen itu for at kunne skubbe sig ind igjennem den brede Dør. Efter at hun lykkeligt var kommen i Havn, gik Spotten over paa andre crinolineklædte Damer, som lode sig see i Gaden og ængstelige toge Flugten ind i Sidegaderne, hvor de søgte Skjul i Husene. Da, just som Morskaben var størst, to meget stærkt udstafferede Pigebørn, af et ikke godt Rygte, kom svaiende i meget vidtudstaaende Krinoliner fra Christenbernikovstræde ind paa Østergade, uden at vide Noget af Opløbet, og de gave sig til al udskjælde Sværmen, som modtog dem med stor Jubel, blev Tilløbet saa stort, at kun Politiets Tililen og raske Mellemkomst afværgede Uordenen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1858)

Annonce for krinolinekjole i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1859

En Indsender klager i "Kbhpst." over Insulter, for hvilke elegant klædte Damer og Pigebørn uden Følgeskab ere udsatte paa Kjøbenhavns Gader af de Børn, som der færdes. Det synes at være blevet en formelig Skik hos Gade-Ungdommen, baade Piger og Drenge, at molestere moderne klædte Damer og Pigebørn ved at tilraabe dem Uqvemsord, rykke dem i Klæderne, søge at tilsøle dem, ja vel endog ar spytte paa dem og kaste Stene efter dem. Ialmindelighed er det "Krinolinerne", der, som et Slags Feldtraab, give Signalet til slige Pøbelagtigheder, men da de bæres omtrent eens af hele den Qvindelige Verden, Tjenestepigerne inclusive, er Raabet: "Crinoline" kun at betragte som et Løsen, der gives til at kaste sig over de Enkelte, hvis Ydre i det Hele har et finere eller pynteligere Præg, end Gade-Ungdommen synes om. Det er især naar de komme fra Skolerne, at Børnene drive dette Uvæsen, hvormed de forbinde megen anden offentlig Uorden. De drage da gjennem Gaderne, øvende deres Kaadhed paa hvem der møder dem og som de troe ikke kan værge sig. Drengene tillige hujende og skrigende og leverende formelige Batailler paa Fortougene, saa at det, i alt Fald for Damer, ofte formelig er forbundet med Fare at komme frem.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1858)

Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)

Da jeg har erfaret, at min Dreng Niels Olsen tilligemed hans Fader Ole Nielsen, gaaer omkring blandt mine Kunder og indbilder dem, at jeg efter det engelske Bombardement, der satte mig ud af Stand til at virke med min Profession, ikke vil løsgive Førstnævnte af sin Lære, for igien paa andet Sted at vorde anbragt; saa bedes mine Velyndere, der saaledes let kunde forledes til at miskiende mig, vel at lægge Mærke til: at jeg tvertimod villigen frafalder min Paastand paa bemeldte Dreng, naar denne med sin Cautionist Peter Nielsen indfinder sig hos mig, og paa lovlig Maade hæver den med mig oprettede Lærecontract. Med Faderen derimod, kan og bør jeg ikke af flere Aarsager indlade mig.

Niels Jensen, Kleinsmedemester i Dronningensgade paa Christianshavn No. 260.

(Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger den 8. oktober 1807)

Ildebrand i Sukkerraffinaderi. (Efterskrift til Politivennen)

Ved ildebranden paa Unionssukkerhuset udmærkede Redningskorpset sig meget. Man veed at dette bestaaer af borgerlige Artilllerister under Kommando af deres Over- og Underofficerer (denne Gang var det den anden Afdeling af Korpsets 4de Kompagni). Deres utrættelige Angstrængelser, hvorved de selv ved Gavlens Indstyrtning vare i stor Fare, og Kommandersergeant Uhrmager Petersen endog fik et Been af Led, var til saa stor Nytte, at ikke allene Interessentskabet i Sukkerhuset, men ogsaa senere Assurance Kompagniet har tilstillet Korpset en Erkjendtlighed til Uddelelse til de Artillerister, som havde Vagt paa denne frygtelige Nat.

(Dagen, den 5. januar 1805)

Der er sandsynligvis tale om sukkerraffinaderiet "Union House" som eksisterede 1771-1811. Det lå i Strandgade 48-50, senere udvidet til nr. 46-50. Det var oprettet af nogle af de rigeste plantageejere på St. Croix (Tuite, Macevou, Bourke) som havde erhvervet dansk borgerret og ansat William Chppendale som administrator. Sukkeret kom fra de slaveribaserede plantager. Efter at England havde besat de Vestindiske Øer, gik det tilbage for firmaet, og det lukkede i 1811.

Vandmangel paa Christianshavn.

Gadeposten på hjørnet af Dronningensgade og Sankt Annægade på Christianshavn er så ofte uden vand at det forvolder de beboere som der så at sige har det eneste sted hvor de med rette kan afhente denne uundværlige artikel, meget stor ulempe. For undertiden hænder det sig 2 til 3 dage efter hinanden at denne post ingen vand kan give fra sig, og da det lader til som en høj grad af ligegyldighed eller forsømmelse fra nogle af de ansvarliges side formentlig foranledigede dette onde, så kan vi ikke længere lade det være upåtalt, men opfordrer enhver som hermed har at bestille at opfylde deres pligt, hvilket for de vedkommende beboere er lige så vigtigt som det i ildebrandstilfælde for det offentliges skyld er en nødvendighed. Vi ved at der kan indtræffe tilfælde med vandrendernes reparation og rensning hvor vandet af nødvendighed må savnes. Men vi ved også at det ikke så ofte som med før nævnte post må eller bør indtræffe at der intet vand i flere dage efter hinanden kan fås, og vi forventer derfor at denne vores velbegrundede anke for fremtiden må bevirke at de ansvarlige vil afværge den her berørte vandmangel. 

Ved denne lejlighed kan vi heller ikke undlade at tilkendegive vores forundring over at beboerne i Dronningensgade som så vidt vides dog må betale vandskat fordi posten står i denne gade, ikke lige så godt som de beboere hvis gårde vandet findes, fra vandvæsenets side advares om når vandet den eller den tid i deres poste bliver borte. Men da dette tilfælde med den før nævnte post så at sige hører til dagens orden, så undlades muligvis denne opmærksomhed fra vandvæsenets side, eller de enkelte hvis pligt det muligt måtte være, for at befri sig for den derved forbundne ubetydelige ulejlighed. Skulle denne anke ikke hjælpe beboerne som benytter nævnte gadepost til deres nødvendige vand af samme, så tør vi håbe at der fra højere ansvarliges side i denne retning vil blive påbudt og varetaget det fornødne.

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 25 April 1845, s. 249-251)

Ubehageligt Slavebesøg.

I Lille Torvegade på Christianshavn nr. 112 indfinder sig siden sidste flyttetid næsten daglig nogle slaver. For nogle dage siden ikke mindre end 7. I forrige uge transporterede de brænde til stedet og kastede det ind i forstuen, hvorved gangen spærredes for husbeboerne. Undertiden saver de brænde i gården i overværelse af deres fører som undertiden også bliver udenfor på gaden. Støder man på trappen på en sådan slave og spørger hvad han har at gøre der, svarer han knurrende at han er beordret til at komme der. Den der modtager disse tjenester af slaver, skal være sergent ved ingeniørkorpset. Det er højst ubehageligt for husets beboere at slaver har en så hyppig fri adgang til huset, og da man tvivler på at slaverne der underholdes på det offentliges bekostning, således kan udnyttes af private, hvorved offentligt arbejde forsømmes, tillader man sig at gøre højere vedkommende opmærksom på denne uorden for om muligt at se den afhjulpet.

(Politivennen nr. 1461. Fredagen, den 29 December 1843. Side 831-832). 

Redacteurens Anmærkning

Matrikelnummer Lille Torvegade 112 blev 1859 til Torvegade 29 og ligger på den side af Torvegade der blev revet ned for at give plads til en udvidelse. Mellem Wildersgade og Christianshavns Torv.

Styg Commerce paa Christianshavns Vold.

Torsdag eftermiddag den 30. maj omtrent klokken halv seks passerede anmelderen Christianshavns Vold og var her vidne til følgende skandale: Nogle større og mindre pigebørn, som efter alt at skønne kom fra skole, kom gående på volden og blev voldsomt overfaldet af 2 logerende fruentimmere der kom fra de såkaldte brudesenge. En af de større skolepiger blev især offer for disse skøgers voldsomheder. For efter at være slået i ansigtet, blev hun kastet omkuld og sparket på med foden. Anmelderen var i en afstand af henved 200 skridt og kunne altså ikke så snart komme hende til hjælp. Tillige frygtede han for de drabanter som sådanne fruentimmer har hos sig i nærheden og som holder ryggen fri for dem. 

Nogen tid efter kom en anden, men voksen pige gående og blev ligeledes overfaldet af de nævnte fruentimmere. De har også indjaget de piger og ammer der går på volden med børn for at disse skal nyde den friske luft, en sådan skræk at de næppe tør passere forbi dem. Referenten blev ligeledes forleden dag antastet af disse fruentimmer, og da han ikke ville have noget med dem at gøre, blev han forfulgt af dem med skældsord. Da disse nu i længere tid ved højlys dag har drevet dette uvæsen og fornærmer enhver forbipasserende, så tillader man sig at gøre de høje ansvarlige opmærksom på det. De ser efter signalement fordrukne ud og skal så vidt anmelderen har erfaret, logere i Lille Amagergade. Rigtig nok skal efter sigende en sergent have opsigt med volden. Men han kan ikke altid være til stede, og kan som enkelt mand heller ikke hæmme denne uorden så meget mere som de omhandlede liderlige fruentimmere i nærheden har udhalere eller banditter til forsvar. Så at øvrighedens mellemkomst her må anses fornøden. 

Ved samme lejlighed bør det ønske også udtales at den drengeuorden som der finder sted, må ophæves. Da Christianshavnere kun har det eneste sted, nemlig volden hvor de kan nyde frisk luft og spadsere, håber man at de ansvarlige velvilligt tager notits af disse linjer. 

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 358-359)

Amagergade har bevaret adskillige bygninger fra Politivennens tid, her nr. 11 (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Redacteurens Anmærkning

Lille Amagergade er nutiden Amagergade syd for Torvegade. Store Amagergade lå nord for Torvegade. Den sidste eksisterer ikke længere. Og Lille Amagergade hedder i dag blot Amagergade. Kendt fra tv-serien Huset på Christianshavn.

Svineri i Dronningensgade paa Christianshavn.

På Christianshavn hvor sordida paupertas især har opslået sit sæde, finder mange uordener sted. Man vil ikke omtale de mange pjaltede lazaroner og ditto gadedrenge der synes at have gjort sig til herre af volden, så at intet ordentligt menneske, langt mindre fruentimmer tør vove at spadsere der, heller ikke om det grænseløse svineri som findes især henimod nedgangen af volden ikke langt fra Amagerports vagt da sådant før er påanket. Men i den senere tid har man i den nordre ende af Dronningensgade set fortovet langs kirkens gitter besat med menneskeekskrementer så at man skulle tro at intet lokum findes der i nærheden. At sådanne sager kan henligge til stads i flere dage, er virkelig forunderligt. For påligger det ingen anden at borttage samme, så mener man dog at graverkarlen burde feje for kirkens dør.

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 343-344)

Stank fra Skedevandsfabriken paa Christianshavn.

Da man ikke andre steder hvor der er salpetersyrefabrikker, besværes af røg og stank, må man dobbelt beklage at ingen hidtil har påtalt den ulidelige røg og stank hvormed der opvartes fra den såkaldte Christianshavnske Skedevandsfabrik. Da beboerne på stedet formodentlig end ikke har klaget over det og i så henseende viser en ubegribelig ligegyldighed for deres sundhed, må en anden herved gribe pennen for at bevæge ejeren eller det offentlige til fordel for naboer og genboer at tage sig af denne genstand. At skedevandsfabrikanten enten betjener sig af dårlige redskaber eller ikke ganske forstår sin dont - til tab for ham selv og skade for menneskers sundhed, derom kan vel næppe tvivles. Men hvad grunden så end er, bør den hæmmes ved ejerens eller det offentliges foranstaltning.

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 295-296)

Optøier af en gal Ko paa Christianshavn.

Forleden dag sås en slagter trække en ko gennem Christianshavns gader. Koen var noget ustyrlig og sled sig endelig løs fra slagteren som godt nok forsøgte at indhente den. Men da de velsignede gadedrenge som der ikke er mangel på på Christianshavn, med deres hurra-råb og piben opmuntrede den, var den ikke let at få fat på, men blev hele tiden mere og mere urolig. Således løb den ikke alene adskillige personer over ende, men slog et spejl itu og forårsagede flere uordener inden man til sidst fik den drevet ind i en port og der fik magt over den. 

Da sådant muligvis kan indtræffe oftere, da køer som fx hos brændevinsbrændere har stået på stald måske et helt år er meget lystige når de slipper ud, var det ønskeligt om slagtere eller andre der holder kreaturer inden i byen, blev pålagt at forhindre de kreaturer de er betroet, fra at løbe på egen hånd ved at lade det reb som er bundet om hornene fastgøre om et af forbenene. Dette bruges af kodriverne i Jylland og på Fyn med megen nytte. For derved forhindres kreaturet i at løbe og må følge driveren med gravitetiske skridt. Der står i vores gamle abc: En arrig okse eller tyr er et ubændigt voldsomt dyr og når skade er påført en eller anden ved et sådant, mon da en slagter kan give den skadelidte fuldkommen oprejsning?

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 234-235)

Fæl Stank i Dronningensgade.

Ved at passere Dronningensgade forleden uge observerede indsenderen at udenfor huset nr. 237 fandtes et skilt der bebudede at der samme sted boede en lovkyndig mand. Da han behøvede at lade forfatte en ansøgning til Hans Majestæt Kongen, gik han op til denne mand. Men hvor studsede han ved at indtræde i gården hvor han mødtes af en stank der var mere anstødelig for næsen og lugteredskaberne end renovationskulens på Amager. Den kom fra samme hus' bagstue hvor en såkaldt høker koger ben og udpresser marven af dem.
Indsenderen beklager den mand der i dette hus skal leve af at forfatte og skrive ansøgninger mm. For havde det ikke været særdeles presserende for ham, havde han gået sin vej, og muligvis ville flere gøre omkring hvis de på fastende hjerte som det hændtes indsenderen, træder ind i et sådant hus der er opfyldt med stank. 

Ved sin bortgang så indsenderen endnu engang op ad huset og bemærkede da at hele taget var belagt med gamle klude etc. hvilket er anstødeligt for øjet, men dette kan vel være ligegyldigt. At vores respektive politi derimod må henvende sin opmærksomhed på denne for sundheden vigtige genstand, derom er intet spørgsmål. Og derfor fremsættes disse linjer med den ærbødige anmodning at huset nr. 237 i Dronningensgade på Christianshavn må blive befriet for den afskyelige stank det nu undertiden for ikke at sige altid er opfyldt af, og at det forbydes høkeren at udpresse benmarven ved kogning i et så indskrænket lokale og gårdrum som her forefindes.

(Politivennen nr. 1167, Løverdagen, den 12te Mai 1838. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

Dronningensgade 237 blev i 1856 til Dronningensgade 44. I 1905 blev den henlagt til matrikel 236, med husnummer Dronningensgade 46. Denne bygning er fra 1906, så man må formode at gården er revet ned.

Bøn om en saare nødvendig Broforbedring.

Er der nogen gade eller noget gadestykke i København eller på Christianshavn hvis stenbro trænger til omlægning, så er det det stykke af Overgaden over Vandet der løber fra Børnehustorvet forbi Børnehusbygningen til Snorrebroen. Det er umuligt andet end at denne stenbros trang til omlægning jo for længe siden må have tiltrukket sig vedkommendes opmærksomhed. Årsagen til at den altså ikke allerede for adskillige år siden er blevet omlagt, må man efter al formodning søge deri at der nok har været ventet på at den afbrændte del af Børnehuset, tilligemed de tilstødende smårønner ville blive opbygget og at man derfor har udsat brolægningen. (Så vidt indsenderen mindes er der omtrent for 2 år siden allernådigst blevet nedsat en kommission for at tage under overvejelse hvorvidt der er resurser til at opbygge den del af straffeanstaltens bygninger der afbrændte i året 1817, men dens resultater er endnu ubekendt for publikum). Men da straffeanstalten må betale en betydelig årlig leje til Søkvæsthuset for en del af denne bygning der er overladt den til brug, og der intet synderligt skal blive oplagt fra fortjenesten ved tvangsarbejdernes arbejde, har det nok lang udsigt endnu inden det engang vil komme dertil. 

Man kunne vel sige at det er unødvendigt at dette stykke gade står åbent til almindelig passage siden denne strækning ved en lille omvej kan passeres enten på den venstre side af kanalen eller gennem Dronningensgade. Men nødvendigt er det dog at vejen passeres ikke alene af dem der bor i disse Børnehusets tilbygninger og dem der har forretninger enten på Børnehuskontoret eller hos de betjente der bor i disse, hvor i blandt inspektøren, men også af vagten, af de der udstillede skildvagter og af forbedringshusfanger som for tiden hver dag bruges til at trække trillebøre med spise og drikke samt materialer til og fra Kvæsthuset og fra og til Børnehuset såvel som af de arbejdsfolk og opsynsmænd der på vejen holder vagt over dem. 

Christianshavn Straffeanstalt o. 1840 (Both).

Når man ser hvorledes disse fanger nogen gange medtages som dragere for svære trillebøre på denne elendige stenbro, hvor de ved at gå på trætøfler udsættes for at forvride benene og måske at blive til krøblinge, hvorved deres ulykkelige tilstand i verden kan blive endnu mere ulykkelig, nødes ethvert følende menneske til at ønske denne stenbro omlagt. Indtil dette sker, var det vist godt om de fanger der bruges til dette, dem næppe i straffeanstalten ved deres idømte pålagte arbejde, blev forsynet med sko i stedet for tøfler, og at dette ikke allerede er sket, må man vel for en del tilskrive de overhåndtagende forretninger den for sin dristighed bekendte inspektør har uden hvilke nødvendigheden af en sådan forsorg for disse mennesker vel næppe ville blevet bemærket. Var det endda mennesker der var idømt straffeanstalt for livstid, kunne straffeanstalten om de kom til skade og blev krøblinge, nogenlunde formilde deres ulykke ved efter pligt at brødføde dem, men ufejlbarligt er de mennesker som bruges til denne transporteren, alle årsfanger som i fremtiden når deres straffetid er til ende, skal tjene deres brød som frie mennesker.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 791-794)

Redacteurens Anmærkning

Et indtryk af omfanget af antallet af fanger uden for Danmark fik man i Kjøbenhavnsposten den 19. september 1837:

Ved Slutningen af den forløbne Junimaaned befandt der sig i Glückstadt-Straffeanstalter 689 Fanger. Af disse vare 326 fra Hertugdømmet Holstein, 336 fra Hertugdømmet Slesvig, 20 fra Hertugdømmet Lauenburg og 7 fra Fyrstendømmet Lübeck. Fra 1ste Apil til 11ste Juli bleve modtagne 53 og løsladte 43; der døde 7. Antallet af Tugthuusfangerne er saaledes forøget med 3.