Kjøbenhavns Forskjønnelser. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt de Forskjønnelser, Hovedstaden vil kunne vente at erholde, henhører, at Pladsen udenfor Frue Kirkes Hovedindgang, der tilforn havde et irregulairt, tildeels i Ruiner liggende og forvirret Udseende, I Sommer vil vinde betydeligt derved, at en stor Gaard, der kun var opført til første Etage, bliver bragt i Harmonie med de omliggende, og at en Grund, som kun viste Gavle og Udmure, vil blive dækket ved en bygning, som man ligeledes er beskjæftiget med at opføre. - Ikke mindre glædeligt er det at bemærke, at i Hovedstaden ikke faa nye Bygninger i det sidste Aar ere blevne opførte, af hvilke de fleste have et skjønnere Udseende og ere byggede i en renere Smag end man ellers almindeligt finder. Ingen Privat-Bygninger synes imidlertid for Kjøbenhavns Forskjønnelse at være vigtigere end de nysomtalte tvende, hvorved den ene Side af Stadens tilkommende Hovedkirkes Omgivninger vil blive bragt  skjøn Forbindelse med den omliggende Deel af Byen

(Kjøbenhavnsposten, 24. april 1827)

Uordener

Det er virkeligt et harmeligt syn når man passerer Frue Kirke at se de skoledrenge der udfører sangen for prædiken, under denne spiller klink på selve kirken. Det er let at se at denne leg eller dette spil ikke sjældent giver anledning til klammeri, hvorved forefalder skældsord og al slags usømmelige tale. Det ville derfor være ønskeligt om en af kirkens betjente engang imellem indfandt sig uden for kirken for at fjerne denne uorden.

(Politivennen nr. 1428. Løverdagen, den 11 Mai 1843. Side 303). 

Uorden ved Frue Kirke.

Ved hovedindgangen til Frue Kirke finder en uorden sted som indsenderen næsten daglig har anledning til at harme sig over. På hvad tid af dagen man end går her forbi, træffer man gadedrenge som morer sig ved at spille klink op til kirkedøren og afstedkomme en støj og spektakel som slet ikke sømmer sig udenfor Guds hus. Dog - de lader sig ikke nøje med at spille klink op til kirkedøren, men besudler den endog på den uanstændigste vis, ligesom jo pillerne er frygteligt medtagne af dette gadepak. Indsenderen indser til fulde vanskeligheden i at holde disse drenge borte herfra. Men umuligt er det dog langtfra. Et af de bedste midler til at fordrive dem var visselig det at enhver elsker af orden og renlighed som traf dem afstedkomme uorden og spektakel udenfor kirken, ville påtage sig et slags politi og fordrive dem, om ikke med gode ord, så med stokkeprygl. - En lignende tumleplads har gadedrengene snart også fået en slags hævd over, nemlig universitetets stentrappe. Dog er det vel at vente at de studerende vil føle sig opfordrede til at forjage dem når de der afstedkommer uorden og spektakel.

(Politivennen nr. 1164, Løverdagen, den 21de April 1838. Side 256-257)

Redacteurens Anmærkning.

Klink er omtalt som spil adskillige gange i Politivennen. Ifølge Jysk ordbog foregik det ved brug af dels mønter, (metal)knapper mv., dels små lerkugler mv. Reglerne varierede, og hvilke der gjaldt i København, fremgår ikke af Politivennen, udover at det tit foregik op ad mure. Man kastede én eller flere småmønter ind mod en væg eller et plankeværk. Den spiller, der kom nærmest, vandt. En anden variation gik ud på at deltagerne trillede deres kugle ind mod en væg. Ramte man en anden kugle, vandt man denne. 

Kirke Ønske.

Enhver der ved hvor ubehageligt og skadeligt for sundheden det er på kolde dage at stå flere timer på et stengulv, påskønner med taknemmelighed at Sankt Petri Kirkes foresatte har ladet kirkegulvet belægge med tæpper. Og det var at ønske at andre kirkers værger ville følge dette eksempel. Vel vil en sådan foranstaltning medføre nogen udgift. Men den blev dog vel ikke større end den kunne udredes af de respektive kirkers midler. I al fald ville et ubetydeligt pålæg på ethvert af de udlejede stolestader sikkert kunne være tilstrækkeligt til at dække den, og helt sikkert ville ingen vægre sig for at yde sin skærv til dette øjemed. Nu bliver mange borte fra kirken for ikke at udsætte sig for sygdomme ved at stå på det kolde stengulv. At mange der overværede den i forrige uge i Frue Kirke givne koncert og stod på det kolde flisegulv i en 7 graders kulde, endnu sporer ubehagelig følger af, det er ikke at tvivle på.

(Politivennen nr. 1110, Løverdagen, den 8de April 1837. Side 213-214)

"Enhver der ved hvor ubehageligt og skadeligt for sundheden et er på kolde dage at stå flere timer på et stengulv, påskønner med taknemmelighed at Sankt Petri Kirkes foresatte har ladet kirkegulvet belægge med tæpper." (Sankt Petri Kirke. Uden gulvtæpper, men sikkert bedre opvarmet end i 1837. Eget foto, 2016.)

Erklæring til Klokkeren ved Frue Kirke, hrr' Kammerraad Hansen.

I et stykke i Politivennen nr. 1041 for forrige år med titlen "Klokker-Forsømmelse" ankes over forsømmelse i en gravs gravning på Assistenskirkegården. En forsømmelse der i nævnte stykke er tilskrevet klokkeren ved Frue Kirke, hr. kammerråd Hansen. Da jeg imidlertid senere er kommet til kundskab om at nævnte hr. kammerråd Hansen er uskyldig med hensyn til det påankede, idet han til det pågældende ligs begravelse har truffet de sædvanlige foranstaltninger, så har jeg troet til berigtigelse af det stykke, for så vidt som den påankede forsømmelse deri er tilskrevet hr. kammerråden at burde offentliggøre sådant. 

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1054, Løverdagen, den 12e Marts 1836. Side 172)

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855.

Et Par Ord i Anledning af Klokker Hansens Retfærdiggjørelse.

I sidste Politivennen har hr. kammerråd og klokker Hansen fralagt sig skylden for at graven til et lig som skulle jordes den 3. december på Assistenskirkegården ikke var gravet ved ligtogets ankomst der. Hvis skylden end måtte være, kan man dog ikke fortænke vedkommende i at de har ytret rimelig fortrydelse over det tilfælde. For når der til den bedemand der er beskikket af øvrigheden til klokker og graver er blevet lagt vedbørlig betaling for en forretnings udførelse, kan ingen komme på at sådant til sidst beror på et ubekendt fruentimmer, af hvem man med hensyn til hendes meget ringe aflønning, 2 rigsbankdaler årligt, ikke har grund til at forvente nogen synderlig dygtighed til eller iver i forretningernes udførelse. Det var heller ikke første gang sådan forsømmelse fandt sted. 

Men for at sådant ikke skal ske tiere, var det hensigtsmæssigt om det blev pålagt bedemændene selv at bestille jorden hos graverne. Man er jo tvunget til at bruge og betale den forretningsmand og da hans bestilling gør det til pligt for ham at indfinde sig hos præst, klokker og hos ligbærernes formand, kunne han også bestille jorden hos graveren. Ulejligheden var ikke stor, især da han kører karet. Mens den stakkels Maren Elisabeth Sandstød daglig må gå omtrent ½ mil for at tjene 2 rigsbankdaler årligt. Kunne denne kone beregne hvad hun nødvendigvis må slide på fodtøjet, hvis hun ikke gå barfodet, ville hun vist frasige sig denne bestilling. 

(Politivennen nr. 1043, Løverdagen den 26de December 1835, s. 853-855).

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172. 

Nogle Ord, anseete fornødne, i Anledning af den i dette Blads foregaaende Nr. 1041 indrykkede Annonce, betitlet: "Klokker Forsømmelse."

Til at oplyse det urigtige og usandfærdige som finder sted i den under ovenmeldte annonce i dette blad anførte beretning og anke mod mig, må jeg allerførst herved meddele følgende tilståelse:

Undertegnede tilstår herved at have den 2. december dette år på Frue Kirkes klokkerkontor modtaget til Frue Assistenskirkegårds graver 3 gravsedler på lig hvori blandt den ene navnlig på afdøde madame Meyers lig, hvorefter jeg ufortøvet bragte disse gravsedler med deri indsvøbt betaling hen og lagde dem selv i den kasse hos hr. klokker Petersen til Trinitatis Kirke, som han har tilstedt Assistenskirkegårdens gravere der at hensætte til at samle alle de gravsedler i, som bemeldte gravere hver dag her fra byen mager lade afhente og modtage. 
København den 16. december 1835
Maren Elisabeth Sandstød
født Olsen
Til vitterlighed underskriver:
C. A. Meyn C. B. Wederfinch
Cand. theologiæ   Institutbestyrer.

Da nu denne kone der har givet foranstående tilståelse, er den samme som i mange år på graverens vegne hvem det påligger hver dag hos klokkeren at forhøre eller lades forhøre om de lig som er bestilt og derpå at afhente gravseddel, daglig har mødt på klokkerkontoret og afhentet gravsedler på de bestilte lig, og som således ligesom tilståelsen udviser også har mødt her på kontoret den 22. december og modtaget gravseddel, med deri indsvøbt betaling for det i ommeldte annonce til den 3. december bestilte lig, så må jeg vel vente det uden for al tvivl at enhver som læser dette, vil anse mig derved fuldkommen retfærdiggjort. For da det ikke er klokkerens pligt at besørge gravsedlerne enten til kirkegården eller andetsteds hen, men derimod påhviler graveren at besørge samme afhentet, så kan jo ikke heller noget videre ansvar i mindste måde tilregnes eller hvile på mig, så snart den der på graverens vegne er mødt og har modtaget gravseddel på liget, dermed er gået ud af min dør, hvad enten så gravsedlen derefter forvildes eller nogen forsømmelse eller forglemmelse i henseende til gravsedlen ellers dens indhold finder sted. 

Idet jeg nu tror således til fulde at have dokumenteret at jeg hverken fortjener bebrejdelse for forsømmelse eller påmindelse om at varetage mine pligter som jeg nu snart i 12 år i henseende til mit embede har varetaget således at man ikke med ret skal kunne påsige mig at jeg nogensinde i den tid har forsømt eller efterladt noget af hvad der har påligget mig at iagttage, overlader jeg for øvrigt til enhver vel- og retsindet at dømme om sådan adfærd som ved den oven nævnte annonce: Klokker-Forsømmelse er udvist mod mig, idet man uden at kende min skyld eller først at søge nøjere oplysning derom, deri har udtrykt sig endog således som at man ville at jeg skulle anses for forsætlig at ville efterlade mine pligter, hvilken beskyldning er så meget mere krænkende jo mere den er uretfærdig og uforskyldt. Endnu må jeg dertil bemærke at det omhandlede lig var en enke og at konen Marie Elisabeth Sandstød årlig er blevet lønnet med 2 rigsbankdaler af graveren for på sammes vegne at afhente anmeldelsen om de bestilte lig.

Hansen
Kammerråd og klokker til Frue Kirke.

(Politivennen nr. 1042, Løverdagen den 19de December 1835, s. 841-844). 

Redakteurens Anmærkning.

Debatten startede i nr. 1041, den 12. december 1835, s. 824-826. Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855 og Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172.  

Klokker-Forkommelse.

En mand der havde haft den sorg at blive berøvet sin elskede hustru ved døden, lod af vedkommende bedemand hos klokkeren til Frue Kirke, kammerråd Hansen, bestille begravelse på Assistenskirkegården den 3. i denne måned. Da ligtoget ankom på stedet, erfarede man til alle tilstedeværendes største mishag, at der ikke var gravet nogen grav på grund af klokkerens forsømmelse, idet denne ikke havde gjort den fornødne anmeldelse til vedkommende graver. I stedet for at se den kære afdøde nedsat i hendes sidste hvilested, måtte man da lade sig nøje med at se samme indtil videre båret hen i lighuset hvor jordpålæggelsen fandt sted, for siden efter når graven var blevet gravet, hvilket måske først kunne ske henad aften, at blive uden følge og ikke ganske ulig en misdæders begravelse, af graverkarlene i deres arbejdskostume båret hen til graven som bedst kunne ske.

Når man har udredt de i sandhed meget drøje omkostninger der anordningsmæssigt er forbundet med at give en afdød en efter tidens tone anstændig begravelse, er det dog virkelig meget hårdt ved den embedsmands uefterrettelighed som man selv har måttet lønne rigeligt for en ubetydelig lejlighed at se sig så aldeles skuffet i sin forventning at den egentlige handling - hvorfor så mange penge er givet ud og hvorfor man har haft så megen uro og flere mennesker en ikke ubetydelig tidsspilde - den højtidelige begravelse slet ikke finder sted og man er i sandhed berettiget til at vente at vedkommende ville give hr. klokkeren en alvorlig påmindelse om fremtidig bedre at varetage sine pligter.
At vedkommende bedemand og graver ingen skyld har i den her påklagede skammelige efterladenhed, men tværtimod viste al beredvillighed for snarest muligt at besørge det forsømte udført, tror man at burde tilføje.

Hansen
Skolelærer. 

(Politivennen nr. 1041, Løverdagen den 12te December 1835, s. 824-826).

Redakteurens Anmærkning.

Klokkeren svarede i nr. 1042, den 19 december 1835, s. 841-844). Klagerens gensvar kom i nr. 1043, den 26 december 1835, s. 853-855. og Politivennens redaktør Kristensen knyttede en kommentar i nr. 1054, den 12. marts 1836. Side 172. 

Aprilsgang til Passionskoncerten.

Det er bekendt at flere musikyndere dels aldeles lader sig afskrække fra at besøge offentlige koncerter, dels vogter sig for at tage billetter til en såkaldt siddeplads fordi de frygter for at den økonomiske bestyrelse af en sådan underholdning ifølge en temmelig almindelig, men ikke vel beregnet klogskab, skal have uddelt billetter til flere end den anviste plads kan rumme. Denne frygt viser sig ved flere lejligheder som fuldkommen grundet, og vil sandsynligvis mere og mere bidrage til at formindske billetternes afsætning, dersom de ansvarlige ikke bruger en anden fremgangsmåde.

Således som sagerne nu står, er det ønskeligt at enhver ved sådanne lejligheder forurettet bekendtgør sin skæbne til advarsel for andre. Indsenderen befinder sig netop i et sådant tilfælde. Han havde sidste langfredag for at høre koncerten i Frue kirke taget billet til en stol på gulvet og fik anvisning på stolen nr. 20. Men ved ankomsten fandt han denne plads mere end opfyldt, da allerede otte personer var indstuvede i dette rum, og en herre som stod yderst, ikke var i stand til at sætte sig ned uden på en uhøflig måde at trykke nogle damer der skulle sidde ved hans side. Jeg gjorde da en dyd af nødvendigheden og holdt mig på flisegulvet udenfor stolen uden at forsøge på den umulighed at trænge mig ind mellem de allerede hårdt betrængte. Om det er rimeligt at byde ni mennesker plads på et sådant rum som den angivne stol, er et spørgsmål man overlader til vedkommendes besvarelse.

(Politivennen nr. 1008, Løverdagen den 25de april 1835, s. 262-264)

Foto af nutidens stole i Vor Frue Kirke. To af den er optaget af henholdsvis 2 og 3 personer. Det er nemt at se at otte personer må have siddet ret tæt på hinanden, og at en niende ville have gjort det svært at få plads. Skribenten tog derfor klogelig, men fattig plads på flisegulvet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Uordener.

2) en del drenge har i denne tid valgt sig såvel hovedtrappen til Frue Kirke ud til Nørregade, som den ud til pladsen til boldgade for deres støjende lege. Herved ikke alene tilsøles og beskadiges trapperne, ligesom muren og pillerne mærkes med usømmelige figurer. Men dette uvæsen røber mangel på den agtelse der bør vises stedets hellighed.

(Politivennen nr. 834, Løverdagen den 24de December 1831, s. 894)

Luk Op!

Når man i Frue Kirke er så uheldig at gå ind ad den midterste kirkedør som er lige for prædikestolen, og kirken allerede er fuld af mennesker, kan man let blive indespærret. For kirkebetjentene tager sig af høflighed mod prædikanten den frihed under prædikenen at forvandle kirken til et fængsel. Den del af menigheden som er samlet inden for ovennævnte udgang bliver derved ofte slemt ulejliget. 

Således hændte det sig julemorgen at en person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik. Følgerne heraf måtte nu de omkringstående døje næsten en time da ingen jo kunne slippe ud, og således blev den gudstjeneste til en pine. Hvis derfor menigheden skal finde sig i at døren lukkes for at ingen skal komme ind, kan i det mindste med ret kræves at en af de talrige kirkebetjente hensættes for at lukke enhver ud der ikke kan blive, formedelst en naturlig eller unaturlig fornødenhed.

(Politivennen nr. 786, Løverdagen den 22de Januar 1831, s. 68-69)

"En person for forgæves havde søgt at komme ud i det frie, blev nødt til at falde præsten i talen ved lydeligt og gentagne gange at kalde på Ulrik." (Frue Kirke. Prædikestolen er udenfor billedet til venstre. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

At "kalde på Ulrik" er ifølge ODS er udtryk for at brække sig.

Vor Frue Kirke vedkommende.

Manglen på en forbindelsesdør fra mellemskibet til det mindre sideskib gennem rækværket i Vor Frue Kirke gør al mulig afbenyttelse af dennes nordre portal umulig for de kirkebesøgende og forstyrrer menighedens andagt ved at foranledige skuespil der ikke hører hjemme i kirken. De vedkommende kirkebetjente hvis naturlige forretninger just overskærer den linje som nævnte rækværk beskriver, kan kun udføre deres dont ved at foretage ekvilibristiske øvelser hvis udfald desuden ikke altid begunstiges af samme lykke. Anmelderen var således anden juledag vidne til et mislykket forsøg af denne art hvorved en af kirkens gravere forslog begge knæ på en sådan måde at han i nogle dage måtte holde stuen. Man tror at skylde såvel det kirkelige dekorum som oven nævnte uskyldige offer for sammes tilsidesættelse deres højhed hr. biskop Münter hvem den afgørende stemme i Metropolitankirkens anliggender formodes at tilkomme, opmærksom på en ubekvemmelighed der er lige så øjensynlig som let afhjælpelig.

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 23-24)

Noget i Anledning af Anmodningen til Kirkebetjente og Gravere, i Politievennen Nr. 718.

I nr. 718 af Politivennen er fremsat en anmodning til kirkebetjente og gravere om at hæmme den uskik at kirkebesøgerne under konfirmationen eller ved andre højtideligheder bestiger bænkene i stolene. Men så ønskeligt det end er at denne usømmelige og andagtforstyrrende uskik måtte blive ophævet, lige så lidt tror indsenderen af dette at det står i disses magt at bevirke alt. For ved enhver af hovedstadens sognekirker er der almindeligvis ansat to gravere hvoraf den ene i almindelighed er op i alderen, og begge har andre pligter at iagttage under gudstjenesten så at de ikke kan sørge for ordens vedligeholdelse. Desuden er kirkerne ved sådanne lejligheder gerne fyldt med en usædvanlig stor mængde så at det næppe er muligt for graverne at trænge igennem denne, når de skal udføre deres dont, som dels består i at lukke stolene op, gå med tavlerne osv. og når de nu i den ene ende af kirken ville formå folk til at vise en sømmelig opførsel, så ville virkningen af en sådan formaning om den endog for øjeblikket efterkommes, sikkert være ophørt inden de nåede den modsatte ende. Meget mindre ville de kunne tilbageholde den sværm af lapse der som trækfugle flyver fra en kirke i en anden og som med mageløs dristighed voltigere over stolene og bestiger bænkene både med og uden briller for at kunne have de unge piger i kikkerten uden på mindste måde at tænke på hvorledes de ved denne deres usømmelige adfærd både forulemper forældrene til de børn der konfirmeres, og forstyrrer den højtidelige andagt der ved en sådan lejlighed allermest bør finde sted.

I ældre tider havde graverne under gudstjenesten hjælp af et par vægtere og nogle fattigfogeder. Men ligesom indsenderen ikke ynder påpassere eller vagt i kirken, tror han heller ikke at den omtalte uorden ville hæves ved det og han mener at garnisons og Holmens kirker kunne tjene til bevis på det. Derimod tror han at den kan hæves på en ganske simpel måde og uden at gøre opsigt.

Man har nemlig lagt mærke til at denne opstigen på bænkene tager sin begyndelse idet præsten træder frem i koret for at holde talen til konfirmanderne. Det er meget naturligt at alle tilstedeværende ønsker at høre ham. Men dette er ikke muligt for dem som har plads i den midterste del af kirken og endnu mindre for dem er er i den nederste ende af samme, hvorfor de stiger op for at forhøje deres personer så meget at de kan se taleren og opfange hans tale. Blev talen derimod ikke holdt fra koret, men fra prædikestolen, der i vores kirker er anbragt således at man overalt kan se og høre taleren *), ville derved årsagen til denne opstigen på bænkene helt ophøre. Ville præsten endvidere før han forlader prædikestolen med et par ord omtale denne uskik som upassende for stedets hellighed  og handlingens højtidelig, så ville man sikkert spore en god virkning deraf, og måske behøvedes en sådan formaning kun en gang. Men da forældre eller pårørende af konfirmanderne gerne ønskede at høre hvorledes disse besvarer de spørgsmål de får, så måtte graverne sørge for at sådanne fik plads så nær deres konfirmander som muligt.

"Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager." (Prædikestolen er opsat på væggen til venstre uden for billedet. Vor Frue Kirke. Eget foto, 2016)

I Politivennen har for nyligt været fremsat det spørgsmål om der er nogen bestemmelse for at konfirmander skal fremstilles på kirkegulvet efter deres forældres rang eller efter deres egen intellektuelle dannelse. Uden at kunne besvare dette spørgsmål, tror indsenderen af dette det ikke urigtigt at bemærke at afdøde konfessionarius Liebenberg havde for skik at lade sine konfirmander udtrække numre hvorefter de da tager deres plads på kirkegulvet. Herved undgik han rangsyge forældres misfornøjelse og konfirmanderne fandt ingen anledning til misundelse.

*) Det var først bestemt at prædikestolen i Frue Kirke skulle have stået på gulvet mellem koret og skibet, men da taleren derfra ikke kan høres eller forstås, forflyttedes den til det sted den nu indtager.

(Politivennen nr. 720, Løverdagen den 17de Oktober 1829, s. 676-680)

Uordener ved Frue-Kirke

Motto: Og I skulle ei skænde min Helligdom

Hr. Udgiver.

Skønt jeg er en slet og ret mand og ikke befatter mig med at recensere og skrive om alskens ting, kan jeg dog ikke med ro se til hvorledes den nylig så skønt opbyggede Frue Kirke bliver vanhelliget ved uhumskheder af det ækleste slags som er posterede om disse hellige mure og frembyder intet opbyggeligt skue såvel for de kirkebesøgende som for de forbigående. 

Da jeg på grund af mine forretninger dagligt må passere denne vej, har jeg også været vidne til hvorledes en vis skoles drenge (jeg nævner ingen) ved deres hjemgang fra skolen dagligt har været beskæftiget med at drive deres lege og deres profane terningen- og klinkspil ved hovedindgangen ud til Nørregade. Jeg beder derfor Dem, hr. udgiver at indrykke disse linjer i Politivennen og derved hæmme de uordener som bedrives om Københavns skønneste kirkemure.

Ærbødigst
N. N.

(Politivennen nr. 713, Løverdagen den 29de August 1829, s. 568-569)

"En vis skoles drenge (jeg nævner ingen) har dagligt været beskæftiget med at drive deres lege og deres profane terningen- og klinkspil ved hovedindgangen ud til Nørregade." (Nørregade med Bispegården til venstre og indgangen til Frue Kirke til højre. Both)

Frue-Kirke, indvendigt og udvendigt betragtet.

Foruden det højst upassende navn denne kirke har beholdt (for hvad skal en protestant tænke sig ved en fruekirke eller fruens kirke? langt værdigere var det om den hed Luthers Kirke) er der endnu meget andet ved denne kirkebygning at bemærke.

Frue Kirke set fra Fiolstræde/Store Kannikestræde, med den uheldige kuppel og det smagløse tårn. Indgangen er på modsat side mod Nørregade. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

For ikke at tale om det aldeles smagløse tårn (som så let kunne afhjælpes ved en kuppel eller i det mindste et rundt tag i stedet for det flade, med en Kristusfigur) er også selve bygningen i adskillige henseender uhensigtsmæssig. Den lille uanselige indgang mod Nørregade, bag de uhyre piller, kirkens alt for store længde, og tilsætningen af kuplen mod Fiolstræde, viser en uheldig tegning af bygningens ydre. I det indre viser sig mere smag, skønt vel ikke af den art som passer for en kirke: i profane sale, bestemte til et eller andet verdsligt brug, er en sådan arkitektur på sin plads. Ved loftets konstruktion er kun lidt hensyn taget til akustikkens forskrifter: i stedet for at lyden skal samles, adspredes den i det vidtløftige rum, hvorfor det er vanskeligt, til dels endog umuligt, at forstå noget sammenhængende af præstens tale, når man ikke befinder sig i nærheden af prædikestolen. I katolske kirker hvor prædikenen er det mindre vigtige, kan sådant bedre gå an. Det ville være godt om de enkelte fortringlige kirkelofter vi fra ældre tider besidder, fx Trinitatis Kirkes og Roskilde Domkirkes, her var taget til mønster. 

Thorvaldsens herlige Kristusfigur, det lille døbefad og de mange trin. Apostlene gemmer sig under fotografen, ligesom orglet. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

Alteret er klassisk skønt og fortjener al ros. Thorvaldsens herlige Kristusfigur er højst ædel og åndsløftende, ligesom hans apostle. Det kunne ønskes at trinene ved alterfoden var noget bedre indrettet for gamle og svage. Det lille døbefad tager sig ikke synderligt ud i det meget store kor. Men endnu værre figur gør orglet. Det ubehagelige udvortes kan måske afhjælpes ved anbringelse af smagfulde bronceprydelser eller andre lyspunkter. Hvad er årsagen til dets mangler i henseende til lyden? og hvad kan grunden være til den øjensynlige fugtighed som endog nu i sommertiden viser sig på væggene, og som til vinter vil blive langt værre, især i forbindelse med kirkens ubehagelige og for sundheden skadende kulde! Den sidste grunder sig vel for en del i kirkens størrelse, men murene måtte man dog antage at kunne være gennemtørre da kirken i så mange år har stået undere arbejde, og de fleste mure er beholdt fra den ældre kirkebygning. Det vil også om vinteren blive utåleligt for præster og kirkebetjente at opholde sig i lokalet under kuplen hvor der fra denne er en bestandig, uudholdelig træk. For ikke at tale om den ubekvemmelighed at der savnes behørig kommunikation mellem kirkens forskellige dele, og at hullerne i kuplens gulv er halsbrækkende for kirkens betjente.

(Politivennen nr. 712, Løverdagen den 22de August 1829, s. 553-556).