Hvad have vi at gjøre? (I). (Efterskrift til Politivennen)

Dette Spørgsmaal behøver ikke at begrundes. Det trænger sig paa baade udenfra og indenfra. Her er en Afgjørelse indtraadt, hist en Afgjørelse vel først ifærd med at indtræde, men dog allerede saa vidt bestemt i sine Hovedtræk, at disse kunne betragtes som givne. Begge Afgjørelser synes at maatte faae længere Tids Varighed; paa dem, paa de i dem liggende Fremtidsudsigter, beroer det altsaa, under hvilke Vilkaar det danske Folk fra nu af skal leve. Hvilke ere da disse Vilkaar? Og hvad skulle vi gjøre for at leve under dem, for at berede os og vore Efterkommere en uafhængig, hæderlig og lykkelig Folketilværelse?

Der gaaer gjennem Folket en Rørelse, som higer efter at finde Udtryk i Handling , en instinctmæssig Følelse af, at Eet er fornødent: Vaaben og Vaabendygtighed, at det danske Folk, for at bestaae, maa blive et Folk af Krigere, tilsøes og tillands. Det er, som om Folkesamvittigheden talte. Det samme Ord lyder fra de forskjelligste Sider, fra Enhver, - hvad Parti han ellers hører til - som føler, at Folkets Tilværelse og Ære er vigtigere , end den Enkeltes daglige Velvære. Taler denne Røst ogsaa Sandhed? Det er vel Umagen værdt at klare sig det. Thi, skal dens Bud følges, vil der kræves et tungt og langvarigt Arbejde store Anstrengelser , store Opoffrelser ei blot af Penge, men ogsaa af Tid og Magelighed; og der vil hæve sig andre Røster, som ville søge at dysse Samvittigheden i Dvale, og som ville finde Bistand hos den private Egennytte, hos den for ethvert Folk, men maaske især for det danske, naturlige Sky for mægtig anspændt, langvarig Møie. Den instinctmæssige Følelse maa blive til en fast begrundet, almindelig Overbevisning, til en kraftig Folkevillie, om den skal kunne modstaae alle Ladhedens, Letsindighedens, den lave Egennyttes Fristelser. Er det da sandt, at vi maae samle alle vore Kræfter for at blive væbnede og vaabenføre?

Vi troe, at Danmarks Stilling udadtil, hvordan man saa kan tænke sig den, vil kræve det som ufravigeligt Vilkaar for dets Bestaaen. Den vil blive forskjellig , eftersom den danske Befolkning i Slesvig bliver helt eller delvis holdt tilbage under tydsk Herredømme eller given tilbage til sig selv, d. v. s. til Danmark; men i begge Tilfælde vil et kraftigt Forsvarsvæsen være et Livsvilkaar. Den vil blive forskjellig, eftersom man tænker sig Danmark fremdeles staaende isoleret eller sammenknyttet med Sverig og Norge til en nordisk Forbundsstat; men i begge Tilfælde maae vi være rustede til Tænderne. Vi skulle betragte disse forskjellige Eventualiteter.

Det Sandsynligste er for Øjeblikket, at der vil finde en delvis Tilbagegiveise af Sønderjylland Sted, men at den ikke vil omfatte Als og Dybbøl, og at følgelig en stor Del Danske fremdeles ville blive det fremmede Herredømme underkastede. I saa Tilfælde maa det blive en Hovedopgave for enhver dansk Statsstyrelse, at søge at vinde det tilbage , som med Urette , d. v. s. mod Befolkningens Villie, er skilt fra Danmark.

Skal dette skee med det Onde, kunne vi kun tænke paa at naae Maalet, dersom der skulde komme et Øjeblik, da Preussen var angrebet fra alle Sider, ligesom Østerrig nys, og navnlig af Frankrig. Det er nu ikke let at see, hvorledes en saadan Situation skulde opstaae. Keiser Napoleon betragter aabenbart ikke Tydsklands Enhed som Noget, Frankrig bør frygte eller i alt Fald modsætte sig med Fare for en Krig. Men, forudsat at Tingene i Europa vendte sig saaledes, er det i alt Fald klart, at Danmark kun kunde vente at høste Gavn deraf, dersom det var saaledes rustet, at det baade kunde gjøre Preussen alvorlig Modstand, bevare dets Fjender et farligt Angrebspunkt og selv tage virksom Del i den Kamp, der skulde fravriste det Dybbøl og Als - med andre Ord, at vi have en forholdsvis stærk baade Sømagt og Landmagt.

Det er imidlertid ikke saa utænkeligt, som det i Hast kan synes, at Preussen, selv om det nu ikke tilfulde opfylder Nationalitetsideens Krav i Sønderjylland, dog engang kunde finde sin Regning derved, og derfor bevæges til at gjøre det godvillig.

Preussen er nemlig ved de sidste Aars og Maaneders Begivenheder kommen i en helt ny Stilling baade til det øvrige Europa og navnlig til Rusland. Bevidst eller ubevidst - snarest bevidst - har Bismarck brugt den hohenzollernske Rovlyst, det preussiske Junkerdømmes militair-despotiske Instinkter til at udføre en stor Del af, hvad Tiden netop kræver, af hvad der længe har sat Folkenes ædleste og bedste Kræfter i Røre, men som hidtil ikke har kunnet naaes ad Revolutionens Vel. Han har skadet Tidens Hovedides, Nationalitetsideen, en Række mere eller mindre fuldstændige Seire. Den vil have seiret væsenlig i Italien, i det Øjeblik da den trefarvede Folkefane vaier paa St. Marcuspladsen. Den har gjort et stort Fremskridt ved Østerrigs Udelukkelse af det tydske Forbund; thi derved er Udsigten aabnet for de ikke-tydske Folkeslag, som staae under Habsburgernes Scepter, til at blive frigjorte for det tydske Helstatstryk og komme til at føre hvert sit eget Liv i et frit Folkeforbund; derved er der ikke levnet Habsburgerne anden Udvei til at vinde den tabte Magt og Anseelse tilbage, end at stille sig i Spidsen for denne Bevægelse og søge de adskilte Dele af det rumænske og polske Folk og de slaviske Stammer i Tyrkiet knyttede til dette nye Forbund, som altsaa vil blive meget fjendlig stillet ligeoverfor Rusland. I Tydskland er vel den gamle politiske Enhed sprængt, og en Tvedeling træder i Stedet. Men den gamle Enhed, det 1815 skabte Fyrsteraad til Folkeundertrykkelse, var et Skin, var ingen Repræsentation af det tydske Folk udadtil, havde aldeles ingen Magt til at lade det veie i Europa, hvad det efter sin Størrelse og aandelige Kraft kunde veie. Den nye nordtydske Enhed bliver en virkelig Magt, idet Smaafyrsterne ryddes af Veien eller gjøres til en eneste styrende Villiee Tjenere, og til denne Magt maae og kunne de endnu særskilt bestaaende Dele af det tydske Folk tidlig eller sent knytte sig. Allerede herved har Ruslands Indflydelse i Europa lidt et grundigt Knæk; thi den beroede for en stor Del paa Adsplittelsen i Tydskland, og vi see derfor ogsaa Rusland nu bestræbe sig for ad diplomatisk Vei at bjerge Livet for disse ømaa Fyrstehuse, hvorigjennem det stod i Forbindelse med de fleste europæiske Hoffer. Fremdeles er Preussen nu mægtigt nok til at undvære Ruslands Støtte, og paa den anden Side , ved at forvandles fra et Fyrstegods, væsenlig sammenholdt ved civilt og militairt Mandarinvæsen , til et Folkerige, væsenlig sammenholdt ved en Folkefølelse, vil det faae en politisk Charakter , der snart eller sent vil stille det fjendligt imod det folkeundertrykkende og kun paa Folkeundertrykkelse byggede Czardømme. Bismarck har i Virkeligbeden, naar man seer nølere til, flyttet Europas Grændse fra Rhinen til Weichsel; thi hvor Rusland har Indflydelse , der er Asien. Det er muligt , at denne Følge af Preussens nye Stilling først kan indtræde efter en indre Revolution, fordi den nu herskende Samfundsklasse, Junkerne, føler sig knyttet til Czardømmet. Men det er ingenlunde usandsynligt, at Bruddet mellem det nye tydske Rige og Rusland kan indtræde, før man venter det, indtræde, uden at den preussiske Styrelse skifter Væsen og Charakter indadtil. Paa eet Punkt nemlig, og det et meget kildent Punkt, optræder Preussen allerede nu bestemt som Ruslands Medbeiler, nemlig til Herredømmet i Østersøen.

Lad os nu betragte Danmarks Stilling, naar en saadan Situation indtræder! Er dets Forsvarsvæsen til den Tid i daarlig Stand, er paa den anden Side Preussens Sømagt endnu ikke Ruslands voxen - og dette kan vare mange Aar endnu - saa vil Preussen blive ligefrem nødt til at bemægtige sig de danske Øer og Lande, for at Rusland ikke skal gjøre det, og derved sætte sig fast ved Indløbet til Østersøen, og det vilde da være forbi med Danmarks Tilværelse. Er Danmark derimod vaabenstærkt baade tilsøes og tillands, saa vil det paa den ene Side være farligt for Preussen at angribe det; thi, lykkedes ikke Angrebet strax og fuldstændigt, vilde der være bevaret Rusland et Tilholds- og Angrebspunkt, som kunde blive til stor Ulykke for Preussen, - og paa den anden Side vilde et Forbund med Danmark være til stor Nytte for Preussen, baade ved at fjerne Faren for en russisk Occupation ved Sundet og Belterne, og ved at yde den preussiske Sømagt en kraftig Bistand mod den russiske, maaskee stærk nok til at holde den russiske Stangen, om ikke overvælde den. Saa stor vilde denne Fordel være, at det da vel kunde tænkes, at Preussen for at opnaae den, godvillig tilbagegav de endnu undertrykte danske Slesvigere til sig selv, d. v. s. lod dem slutte sig til Danmark. Med andre Ord: heller ikke med det Gode kunne vi vente at faa det danske Slesvig tilbage, med mindre vi ere vel rustede; ere vi det ikke, vil ikke blot en saadan Tilbagevenden være umulig, men hele Danmarks Undergang bøist sandsynlig.

Vi have her med Villie forudsat, at Danmark bliver staaende ene. De, der ere imod Tanken om en nordisk Union, men som dog ville, at Danmark skal bestaae, maae indsee, at Væbning og Vaabendygtighed er Vilkaaret. Men ogsaa for Skandinaverne maa det Samme gjælde. Enten man tænker sig Nordens Enhed tilvejebragt med eller mod Preussens Villie, er det klart, at kun et stærkt, forsvarsdygtigt Norden kan slutte sig sammen. Ere de nordiske Folk svage, da ville de ikke kunne være til nogen Hjælp for Preussens Fjender i Tilfælde af en almindelig europæisk Krig mod Preussen, følgelig ikke kunne regne paa fremmed Bistand enten til at slutte sig sammen eller, naar de vare samlede, til at opretholde deres Tilværelse. Det sandsynlige Resultat vilde blive, at Preussen og Rusland enedes om at dele Herredømmet over Norden, og, naar de vare enige, hvo vilde da forhindre dem i at gjøre det? Tænker man sig Enheden tilvejebragt med Preussens Bistand, er det atter Vilkaaret, at de tre Folk have et stærkt og velordnet Forsvarsvæsen. Thi et svagt Norden kan kun være til Skade for Preussen, idet derved altid den Fare truer, at Rusland kan udvide sin Vælde ved Østersøen paa denne Magts Bekostning; dette vilde Preussen aldrig kunne taale; men da det ikke kunde befatte sig med at staae Vagt for Norden, maatte det, om der saa var sluttet aldrig saamange Allisncetractater, søge at møde Rusland saa langt inde i Norden, som mulig; det blev da sagtens tilsidst ved Sundet. Ere de nordiske Folk derimod vaabenstærke, vil Preussen have den største Fordel af disses Sammenslutning og, naar de ere forenede, af Unionens Hævdelse; thi medens en saadan Magt aldrig kunde blive saa stærk, at den kunde udestænge Preussen af Østersøen, vilde den derimod kunne blive en uvurderlig Hjælp til at udestænge Rusland fra dette Hav. Vi sige derfor til Skandinaverne baade her og i de andre to Lande: Gjør Alt, hvad I kunne for at nærme Folkene til hverandre, materielt og aandeligtl Gjør Alt, hvad I kunne for at klare Forestillingerne om en politisk Forbindelses Gavnlighed, for at gjøre Folkene fortrolige med dens nødvendigste Hovedvilkaarl Det kan Altsammen være godt; men troe ikke, at I have fremmet den nordiske Enhedssag et Hanefjed ved Alt dette, dersom I ikke tillige have kaldt en kraftig Krigeraand, en stærk og frugtbar Stræben efter at skaffe sig Vilkaarene for at kunne modstaae overmægtige Fjender, tillive hos alle Samfundsklasser!

Tænke vi os det andet, i Begyndelsen forudsatte Tilfælde, at Preussen alt nu godvillig giver hele det danske Slesvig tilbage, da kunde det synes nærliggende at tænke: Endelig have vi faaet vort Mellemværende med Tydskerne opgjort. Nu have vi ingen Fjender længer. Lad os nu slaae os til Ro og bruge alle vore Kræfter til vor indre Udvikling (og indre Kjævlerier?), og ikke spilde vore Penge paa Luxusartikler som Flaade, Fæstninger og Hær, som kun Stormagter kunne have Raad til at holde. Vi skulle ikke opholde os ved det Uværdige i en saadan Tankegang. Vi forlange ikke, at Folk skulle forkaste den alene paa Grund af den gamle Sandhed, at den, som gjør sig til Faar, ham rive Ulvene. Vi bede blot de Fredsæle om at betænke, hvordan ogsaa i dette Tilfælde et værgeløst Danmark, liggende ved Østersøens Indgang, vilde blive stillet i Tilfælde af et Brud mellem Preussen og Rusland , som Preussens nye Stilling næsten uundgaaelig snart eller sent maa lede til: Farerne ved at være urustede, Fordelene ved det Modsatte vilde, hvad enten man tænker sig Danmark staaende ene eller Nordens Riger forenede, være de samme, som vi ovenfor have paapeget. Kun vilde en Alliance med Preussen være langt lettere at slutte og langt naturligere, hvis Preussen havde gjort den Tanke Fyldest ligeoverfor Danmark og Norden, i Kraft af hvilken det har hævet sig til en virkelig europæisk Stormagt : Frændskabet mellem den nordiske og tydske Folkestamme, Fællesskabet i Gulturgrundlag, Fællesskabet i de høiere politiske Interesser, som europæiske Magter ligeoverfor det asiatiske Czarvælde, alt dette vilde kunne komme til sin Ret, og Danmark (eller Norden) kunde vente, i Forbund med Tydskland, som selvstændigt politisk Led af den germaniske Folkegruppe i Europa, at gaae en tryg og frugtbar Udvikling imøde. Men Vilkaaret er atter: Vaaben og Vaabendygtighed.

Vi have betragtet Sagens Betydning under Hensynet til Danmarks Stilling udadtil. Vi skulle i et følgende Numer søge at paavise , at den ikke er ringere, naar vi see hen til de indre Forhold.

(Fædrelandet 10. august 1866).

Artiklen efterfølges af et længere brev fra Haderslev om forventninger og Nordslesvig og Danmark. 

Det satiriske tyske magasin, Kladderadatsch forholdt sig også til skismaet i Slesvig-Holsten og hertugdømmernes deling mellem Østrig og Preussen. (31. marts 1866).

200-Aaret for Stormen paa Kjøbenhavn 10de til 11te Februar 1660. (Efterskrift til Politivennen)

200-årsdagen for svenskernes storm på København i 1659 blev bl.a. fejret i København, Fredericia og Rødding. I København satte skandinavismen sit præg: "Arvefjenden" - svenskerne - blev især efter 1845 anset som et skandinavisk broderfolk. Prominente nationalliberale og guldalderens førte sig frem: H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Christian Richardt, Orla Lehmann og Carl Ploug, Lumbye og Bournonville. Samt de kongelige, om end tronfølgeren (den senere Christian IX af Glücksborg) noget tøvende idet han var konservativ helstatsmand, og absolut ikke tilhænger af den skandinavistiske, nationalliberale Ejder-politik.

 Se fx nedenstående artikel i Fædrelandet:

- At et Folk holder sine historiske Minder i Ære, er smukt og gavnligt, og Kjøbenhavns Befolkning ærer et saadant, idet den festligholder Tohundredeaarsdagen eller Stormen paa Kjøbenhavn Natten mellem 10de og 11teFebruar 1659; thi, skjønt denne Begivenhed i og for sig ikke var saa mærkelig, da Udfaldet af den, saa at sige, var givet forud derved, at Byens vaabenføre og væbnede Befolkning var stærkere end hele den beleirende Hær, slaaer den dog som Glandspunktet i dm lange Belejring, hvis Følger saavel for Danmarks indre borgerlige Udvikling som for dets ydre Selvstændighed vare afgjørende. At altsaa hin Begivenhed mindes ved Festligheder, finde vi ganske i sin Orden og fra alle Sider betragtet bifaldsværdigt. Men man skulde antage, at da der nu er bragt ikke mindre end tre særskilte Fester i Forslag, nemlig en almindelig Borgerfest om Aftenen den 10de i Casino, et Optog samt en Banquet i Ridehuset om Formiddagen den 11te, egenlig bestemt for Borgervæbningen, men nu tilgængelig for Alle, og endelig et Bal i Casino samme Dags Aften, ligeledes tilgængeligt for Alle, saa maatte de, der ønske at feire hin Erindring, kunne finde tilstrækkelig Ledighed dertil, og at hvad der foreslaaes mere let kunde blive formeget af det Gode. Vilde dette nu gjælde, ifald der fremkom Indbydelser til flere lignende Fester, saa gjælder del dog fornemmelig om det Forslag, der vel ikke vises at være gjort af nogen bestemt Person, men som fremsmugles gjennem Bekjendtgjørelser i Adresseavisen af deri interesserede Næringsdrivende, nemlig Forslaget om en almindelig Illumination. At en saadan meget passende kan bruges, hvor en stor, overvældende Glæde pludselig griber alle Gemytter, negte vi ikke; men Glæden over hint tohundredaarige Minde kan dog for det Første ikke være pludselig, og for det Andet heller ikke saa aldeles ublandet, da den indre Orden, der udgik fra 1659, langtfra opfyldte folkets Ønsker og Ret, og den ydre Selvstændighed, der da hævdedes, netop i den nyeste Tid fra anden Kant er stærkt anfægtet, og endelig tør man desværre sikkert forudsætte, at Historiens Minder langt fra omfattes af Alle med lige Kjærlighed og Ærefrygt. Hertil kommer nu, at en almindelig Illumination medfører den Mislighed, at den paalægger en stor Tvang, idet Mange dels af Frygt for Molest, dels af en vis Forfængelighed nøies til at være med, uagtet de hverken have Lyst eller Raad dertil; og endelig vilde den, foranstaltet paa samme Tid, da en stor Del Familier vare borte fra deres Hjem for at deltage i de andre Fester, med øre megen lldsfare og let tillige Gadeoptøier, og maatte paa begge Maader gribe forstyrrende ind i disse. Dette Forslag, der, som sagt, ikke er fremsat bestemt af Nogen, men øiensynlig drives frem af egennyttige Speculationer, der ikke have noget Krav paa at begunstiges, finde vi altsaa forkasteligt, og vi anmode vore ærede Colleger, uden Hensyn til andre Meningsforskjelligheder, om at understøtte os i at bekæmpe det. Hvis Nogen, som ikke kan være med ved Festerne, eller som har Lyst til at udgive Mere, end disse koste, vil foretage noget Yderligere i taknemmelig Erindring om Forfædrenes Trofasthed og Tapperhed og om de Lidelser og Farer, denne By tidligere har udstaaet, da er der af en høiagtet Medborger for os fremsat et langt smukkere og hensigtsmæssigere Forslag, nemlig at de 3 Festcomiteer forene sig om at modtage milde Gaver til Byens Huusarme, der ikke høre under Fattigvæsenet, og med Bistand af Geistligheden besørge disse uddelte.

(Fædrelandet 4. februar 1859).

Både det stockholmske "Aftonblad" og "Göteborger Handelszeitung" synes at være utilfredse med denne fejring, som dog ikke passer godt til de tidligere skandinaviske festivaler, der er holdt siden 1845.

Sowohl das Stockholmer "Aftonblad" als die "Gothenburger Handelszeitung" scheinen mit dieser Feier unzufrieden zu sein, die allerdings zu den früheren, seit 1845 abgehaltenen Skandinavischen Festen nicht gut passt. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 5. februar 1859. Uddrag)

Maleren F. C. Lunds (1826-1901) maleri "Stormen på København 10/11 februar 1659" afspejler måske meget godt det budskab som man lagde i begivenheden 200 år tidligere. Oplyst i centrum er Frederik 3. Maleriet kan fortolkes som en afspejling af hvordan man på tilblivelsestidspunktet ønskede at fremstille begivenheden. F. C. Lund havde allerede ved festballet på Casino i 1859 motivet klart, og skal ifølge hans daværende forlovede (senere kone) fortalt og tegnet hvordan han havde forestillet sig maleriet: Volden, dragterne, is, sne, hvordan den første opkravlende svensker var blevet stødt ned af grev Ahlefeldt, konerne der hældte sydende beg. I forgrunden artilleristerne, og selvfølgelig kongen. I mellemgrunden de hvidklædte svenskere (gengivet i Illustreret Tidende nr. 20). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fejringen i København var udpræget nationalliberalt: fortidens heltebedrifter skulle danne forbillede for det danske heltemods sejr i en eventuel kommende krig med tyskerne om hertugdømmet Slesvigs tilknytning til kongeriget Danmark. Det blev der ikke lagt skjul på i nedenstående artikel fra Fædelandet:

- Kjøbenhavns Borgere feire i morgen og overmorgen paa mange Maader Tohundredaarsdagen efter CarI Gustavs mislykkede Storm paa Byen, og saavist som vel just er saadanne Festers Betydning og Hensigt, ved Mindet om Forfædrenes Heltegjerninger at vække den under Hverdagslivets travle Syssel lidt halvt slumrende Fædrelandskjærlighed til nyt Liv, og styrke Sindet til at bære de Ofre, som Staten i Farens Stund maa kræve at sine Borgere, saavist er det netop for Øieblikket al Anledning til at feire denne Mindefest; thi true end ikke fjendlige krigshære Land og By, saa er dog Faren saa nær for Haanden, at, hvis Tydsklands Overgreb ikke iTide kraftig vises tilbage, vil Danmark og Danskheden inden rum Tid være truet med Undergang maaskee endog i høiere Grad end for to hundrede Aar siden. Saameget er jo nemlig klart, at det ikke er Holsten, ikke Slesvig alene, at Tydsklands Hu staaer til, nei, det er ofte og tydelig nok udtalt, at det ophøiede Maal, som tydskerne i denne Henseende har sat sig, er Intet mindre, end at lyksaliggjøre hele Danmark, ved at indlemme det i det store tydske Fædreland. Og lad det end være afgjort, at, hvis Stormen paa Kjøbenhavn ikke var bleven afslaaet, vilde Danmark have ophørt at existere som selvstændig Stat, og det danske Sprog og den danske Nationalitet være gaaet op i det fælles Nordiske, saa er det dog altid et Spørgsmaal, om Danmark med sin kraftige borgerstand og sin fordelagtige Beliggenhed, skjønt undertvunget, ikke inden kort Tids Forløb vilde have tilvendt sig Hegemoniet i den skandinaviske Stat, og om det, som Følge af det høiere Culturtrin, hvorpaa det unegtelig dengang stod, ikke vilde have faaet en saa overveiende indflydelse paa Nordens fremtidige Udvikling, at del danske Sprog og den danske Nationalitet kun uegentlig kunde siges at være gaaet til Grunde, i Danmarks nuværede Kamp med Tydskland gjælder det derimod i en ganske anden Grad, at, hvis Danmark taber, er vort Fædreland for evig udslettet af Staternes Række, og vort Sprog og vor Nationalitet viet til Undergang og Død. Thi Fjenden er nu ikke en Stat af omtrent samme Størrelse og styrke som Danmark; det, er et Land, mange Gange større end vort, i hvis Raad vort lille Fædrelands Stemme vil være aldeles uden Vægt. Det er ikke et Folk med en kun ufuldkommen udviklet Nationalitet af samme nordiske Stamme, som vor; det er et Folk paa et høit Culturtrin, i hvis fremtidige Udvikling Danskheden ikke vil blive et integrerende Led, men kun finde sin Grav. Det er endelig en Fjende, der angriber os med et Vaaben, som Dansken altid har havt ondt ved at svinge, - Diplomatiets Rænker og List.

Saa lad os da feire denne Mindefest, men lad det midt under Glæden staae klart og levende lor vor Sjæl, at ogsaa vi have en Storm at afslaae, en Storm, der er farligere og frygteligere end den, over hvis Rædsler Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659 bredte sit Slør!

-I.

(Fædrelandet 9. februar 1859).

Iøjnefaldende var fraværet af at nævne at udfaldet af Københavns belejring for en stor dels vedkommende skyldtes at datidens store sømagt, Holland havde sendt en ganske betydelig styrke med forsyninger til hjælp for københavnerne. Det forhindrede en svensk succes. Den første undsætningsflåde bestod af 35 krigsskibe med 1.284 kanoner, foruden en proviantflåde, samt 2.200 hjælpetropper. Den 29. oktober 1658 gennemførte den et dristigt og vellykket angreb på den overmægtige svenske flåde på 45 skibe med 1.838 kanoner støttet af de faste batterier ved Kronborg og Helsingborg som spærrede Øresund. Hollænderne mistede 1 skib, men erobrede 3 svenske, samt uskadeliggjorde endnu flere. Det var altså toptrænede styrker der kom københavnerne til hjælp. Under stormen spillede hollænderne en central rolle i at nedkæmpe det forvildede afledningsangreb ved Østerport (Rosenborg), og måske endnu vigtigere: hollænderne forsvarede sammen med Sjællandske Regiment Københavns Akilleshæl: "den halve bolværk ved Kastellet" (Stormgade). I juni 1659 mens belejringen fortsat stod på, ankom en ny hollandsk flåde på 40 orlogsskibe, 1743 kanoner og 7.700 mand.

Nogle annoncer for arrangementer i forbindelse med 200-året: ved Ridebanen, Alhambra og en udgivelse fra F. Chr. Pios bog- og papirhandel. Flyveposten 10. februar 1859. Derudover var der fest i Casino. I Kjøbenhavnsposten den 9. februar blev hollændernes rolle dog nævnt, så den var kendt. Ofte blev dog kun hollændernes indsats ved afledningsangrebet ved Østerport nævnt.

 Ikke overalt i Danmark delte man de københavnske skandinavisters synspunkter:

... At det altid beredvillige Krigspartie hos os vilde forsøge Festen udbyttet paa sin Viis: saae man ogsaa allerede af Eiderscandinavernes Forsøg paa, i en halvkomisk Modstrid til Festens Oprindelse, at trække Sverrig, ved Mindet om Befrielsen fra at trækkes op i det, med et Tableau af Lundske Studenter ind i Festen. Det vilde ogsaa have været en Deelagtighed næsten i dobbelt Forstand svarende til de gamle Latineres ironiske Fortolkning af, at lucus (en Lund) kommer af non lucendo (at der ikke er lyst). Havde de sidste Aars politiske Tendentser, navnlig fra Universitetssiden, været anderledes, d. v. s. til Bevaring af er selvstændigt udeelt dansk Monarchie, saa havde der i hint Sindbillede endda kunnet ligge en smuk Forsoningstanke ovenpaa den ældre Tvist med Naboriget. Men selve dette Forsoningsudtryk behøvedes ikke engang, thi Tvisten er forældet, og ingen Dansk kan nuomstunder tænke paa andet end for bestandige Tider at bevare et brodervenligt Sind til sin østlige og nordlige Nabo, naar denne forhaabentlig ogsaa selv vil undlade Alt, hvad der kan indvirke forstyrrende paa det danske Monarchies udeelte Bevaring, dels Ro og Selvstændighed. Hint Forsøg med at bestille Studenterne fra Lund strandede da ogsaa paa de danske Studenters egen gode Smag, om endog lidt Confusion, og det skader ialtfald ikke ved Forsøg med en allerede confus Idee, har assisteret" herved. Den spredede Scandinavisthær samlede sig imidlertid i lidt broget Snit under sin journalistiske Fører og har faaet et Par militaire Generaler med til at feire en Casinofest, der idetmindste ved Anføreren ikke har kunnet frigjøre sig for en Tendents, som ligger udenfor den, Monarchiet ene tjenlige, bestemte Fredspolitik. En Indbydelse til Hs. Maj. Kongen, om at deeltage med heri, er heller ikke bleven modtagen, af samme anførte Grund, som ovenfor er nævnt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. februar 1859. Uddrag)

I Fredericia blev hollænderne heller ikke nævnt:

Fredericia, den 12te Februar. (Fred. Av.) Festen i Anledning af Tohundredaarsjubilæet for Stormen paa Kjøbenhavn indskrænkede sig her til et i Frederiksforeningens store Sal arrangeret Festmaaltid, ved hvilket c. 100 Deeltagere af alle Stænder vare tilstede. Den forventede Parade af Fæstningens Garnison cg Borgervæbning og det paatænkte Optog af Laugene fandt ikke Sted, da Krigsministeriet, som der siges, efter Generalcommandoens Indstilling, havde fundet, at der ikke var nogen Anledning for Garnisonen som saadan til at deeltage i Festen, og dette bestemte da Komiteen til ogsaa at lade Paraden af Borgervæbningen og Optoget af Laugene bortfalde, hvor, til der forøvrigt ikke km skimtes nogen Grund, hvis der ellers havde været nogen Sympathi for Festen mellem Borgerne. - Kl. 1 samledes man i Festlocalet, ved Siden af hvillet var opstillet et Musikkorps, der under hele Festmaallidet udførte fædrelandske Melodier. - Amtmand Lehmann, hvem Festcomiteen havde overdraget Præsidiet ved Bordet, gav først Ordet til General Ræder, der udbragte Skaalen for Kong Frederik den Syvende. Derpaa udbragte Provst Boisen Mindets Skaal. Kapt. Falkenberg foreslog en Skaal for "Danmarks Borgere og Landmænd", hvorefter fulgte en Skaal for "Kjøbenhavn", forestaaet af Amtmand Lehmann, efterat Justitsraad Mourier i smukke Ord havde udbragt en Skaal for "Armeen", talte Amtmand Lehmann atter for det nordiske Fostbroderlag, endnu udbragtes nogle Skaaler: for Amtmand Lehmann af Skolelærer Frank, for General Ræder af Lehmann, for Fredericia Borgerskab og Borgermester, Justitsr. Mourier, af General Ræder. Skaalen for Qvinden fremsagde i en versificeret Tale af Lieutn. Hoskjær og til Slutningen udbragtes Festcomiteens Skaal af Capt. Lundbye.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1859).

Koblingen til Slesvig fremgår af nedenstående artikel:

En Skrivelse fra Slesvig. Hr. Redacteur! Over hele Landet har Enhver i disse Dage længtes efter Aviserne, for at see Beretninger fra Hovedstaden om den storartede Fest, hvis Mage ikke har været siden de mindeværdige Septemberdage. Kjøbenhavn er i Kongeriget Hjertet; derfra gaaer Strømningerne til de yderste Hjørner; men fadedes er det ikke i Slesvig. Der ere Mange, der ikke dele Hovedstadens Begeistring, der Intet have af det Fædrelandssind, der sammenføier de andre standsdele; ikke det samme Sprog, ikke de samme Interesser. Men Enhver veed, det er langtfra Alle, der fadedes ere revne bort fra Moderlandet. Slesvig eier ogsaa Blinder om opoffrende Troskab og Fædrelandssind, rige og uegennyttige; thi det var intet Haab om en fri Forfatning, ingen personlige Interesser, der vare knyttede dertil; det var kun Pligtens Stemme de fulgte; med stiv og Blod vare de Konge og Moderlandet hengivne, som de igjen vilde være det, hvis Kampen atter kalder dem. Her ere Mange, der endnu bære følelige Minder om hine Dages Opoffrelse. Det er deres Sag, som vi, nogle dansk slesvigske Medborgere, ønske at være Talsmand for. Med Forundring have vi i Bladenes Referater for Festen ikke med et eneste Ord seet Invaliderne fra sidste Krig omtalte. Det synes os en ringe Taknemmelighed mod endeel Medborgere, hvoraf Mange endnu hver Dag lide Smerter for deres Trostab; Vidnerne om Fædrelandskjærlighed i det høieste Maal; Hæderen for et heltemodigt Folk og en tapper Armee, der hædrer sig selv ved at hædre sine Invalider. 

At en Forglemmelse er skeet, maa Enhver vist indrømme, men i Kongeriget lægges der vel ikke saa megen Vægt derpaa, da man der veed, at det i Virkeligheden kun er en Forglemmelse, og at Invaliden endnu, som vi haabe, i Folkets Hjerter finder den Deeltagelse, han med Rette kan fordre. Men her i Slesvig er det under enhver Omstændighed anderledes. Han møder sjeldent Opmuntring i sine Lidelser; oftere endog modtages han af Spot og Haan, naar han beklager sig, og stadigt svarer man ham: "Hvad vilde Du med for: har Du faaet nogen Tak for din Opoffrelse; ikke engang en Erkjendelse af, at Kongen paaskjønner, at Du kæmpede for ham og ikke imod ham."

I disse Ord, jevnligt udtalte af oprørske Undersaatter. ligger en alvorlig Paamindelse til Regjeringen om at gjøre et Skridt, som idetmindste viser, at den anerkjender Troskaben, og hvis, som Gud forbyde, atter Krigen skulde udbryde, at da et Ydre Tegn tilkjendegiver, at Invalidens sjon ikke er Svagelighed, Forglemmelse og Utaknemmelighed, der vistnok er en Skjæbne, som Enhver maa være bange for, og som altsaa vil have en Demoralisation tilfølge, der umuligt kan andet end virke stadeligt paa Armeen og sløve den enkelte Mands Mod.

Deres ærede Blad har tidligere omtalt, at der findes Medailler, som i Krigen bleve slagne til Uddeling blandt Soldaterne. Vilde det blive for vanskeligt at uddele til Alle, gid Regjeringen da vilde gjøre det til Invaliderne. Enhver af dem kunde sikkert trænge til denne Opmuntring, og navnlig Slesvigerne, der i dette Paaskjønnelsesbeviis vilde finde en Glæde i at have udøvet ! deres Pligt: en Stolthed i deres Konges Erkjendelse og en Anviisning for de Vankelmodige, hvilken Vei de skulle gaae, naar Kongen atter kalder dem.

Ærbødigst
Nogle Slesvigere.

(Flyveposten 17. februar 1859).

Artiklen nævner ikke at begivenheden stort set ikke blev markeret udenfor København og Fredericia, hvilket dog ikke gav anledning til at stemple disse egne som fædrelandsfjendtlige.

Den 11. Februar blev der igjen i Aar holdt offentlige Foredrag paa Rødding Høiskole for saa stor en Tilhørerkreds, som den største Skolestue kunde rumme. De fik en særlig Betydning ved Dagens historiske Minder, og vi skulle derfor tillade os at fremhæve Forstander Høegsbros Skildring af Carl Gustavs Planer mod Danmark, og hvorledes de lidt efter lidt mislykkedes, indtil den Uheldige Storm endelig i den Henseende blev afgjørende. Han gjorde tillige opmærksom paa, at Grunden ril, al denne Dag nu blev festligholdt, medens man i forrige Aarhundreder af Forsonlighed mod Sverrig havde hørt op dermed, ikke var at søge i et storre Fjendskab, men i den gjensidige Erkjendelse af, ar det ene Lands Undertrykkelse al der andet aldrig kunde føre til en sand og varig Forening, og at man derfor, naar man ønskede en saadan, netop maatte være glade, baade ved, at Sverrig havde revet sig løs fra Danmark 1523, og at dette havde tilintetgjort Carl Gustavs Erobringsplaner; thi kun derved kunde der banes Vei for en Forening, hvori de tre nordiske Folk, som selvstendige og ligeberettigede, af fri Villie sluttede sig sammen til fælles Udvikling og Forsvar, og meget vidnede om, at en saadan Tid nu nærmede sig. Til Slutning fremhævede han den Lighed, der i flere Henseender var mellem Begivenhederne Ira 1658 til 60 og dem fra 1848 til 50. Som Adelsvældet dengang havde maattet ty til Borgerstanden i Kjøbenhavn for at frelse Landet fra den Fare, der havde paaført det, saaledes havde Enevældet i 1848 maattet paakalde det hele Folk mod den ved dets Brede endnu mere truende Fare. Baade Adelsvældet og Enevældet vare med der samme gaaede tiI Grunde; men, som meget af hvad der var vundet 1659 og 60, igjen gik tabt ved altfor god Tro til de Styrende, saaledes var det ogsaa gaaet med meget af hvad der var vundet i 1849 og 50. Begge Gange havde det dog vist sig, at naar Faren var størst, var Hjælpen nærmest, og dette maatte give Fortrøstning til Fremtiden. Ved Bordet udbragtes Skaaler for Kjøbenhavn, det nordiske Folkelivs Udvikling, de to nordiske Konger, Hans Nansens og Jakob Dannefers Minde, det gamle Danmarks Rige, den danske Bondestand osv., og saavel i Tale som Sang yttrede sig en livlig og fædrelandsk Stemning. (Vstsl. Tid.) 

(Ribe Stifts-Tidende 22. februar 1859).

Jacob Nielsen Danefer (1630-1676) var formentlig ansat ved færgevæsenet mellem Møn og Falster. Han blev senere rytter under navnet Jacob Nielsen Damefehr (Dammefærge), senere forandret til Danefehr. Han deltog i slutningen af 1655 med i kampene i Polen som korporal og kvartermester i den polske konges livregiment. I foråret 1657 blev han enspænder (menig rytter) i Ditlev Ahlefeldts regiment under Josias Breide Rantzau. Ved Roskildefreden 1858 blev hans afdeling opløst og indlemmet i et svensk korps på 2000 ryttere. Han var derefter livknægt hos den svenske hærs næstkommanderende, rigsadmiral K. G. Wrangel. Han var ombord på en svensk skib med 120 danske krigsfanger, gods og bytte mm.  til sin gemalinde og husstand. Skibet konvojeres gennem Sundet af en svensk orlogsgaliot. Dammefehr erobrede sammen med ti fanger fra svenskerne, og tvang skipperen og rorgængeren til at styre mod København. Da han kom til København, kunne han endvidere fortælle om den hollandske hjælpeflådes nærforestående ankomst. Han blev udnævnt til ritmester og fik en del spredt bøndergods på Møn. Han kom i strid med oberstløjtnant G. Rauch og dømtes for "insubordination" til at miste sit kompagni. Frederik III lod ham dog igen januar 1661 antage som ritmester med 400 rdl. ventepenge. Han blev herefter tolder i Stege. Senere deltog han i forskellige felttog. Han døde formentlig i Wismar. Boet efter ham viste ingen velstand.

- - - Det er betegnende at denne hændelse nu er bragt ud af sin ufortjente glemsel for at fremsætte en åbenlys erklæring for verdens øjne, at det danske folk i sit store flertal, foruden glædeligt anerkender det broderlige og venlige naboskab forhold til svenskerne, men stærkt misbilliger ethvert forsøg på at forene de tre nordiske riger på bekostning af Danmarks politiske og dynastiske selvstændighed. Den enighed hvormed hele Københavns befolkning, med undtagelse af ganske få, sluttede sig til denne idé som tydeligvis lå til grund for festen, er et smukt vidnesbyrd om den patriotisme de stadig har fundet på trods af det mangfoldige arbejde med den, og den takt hvormed man denne gang undgår ethvert upassende sideblik på de tyske medundersåtter af staten, endsige anerkendte dem, afgav et bevis på at synet på situationens virkelighed er blevet væsentligt afklaret og tiden for fredelig aftale med vore sydlige brødre nærmer sig.

- - - Es ist bezeichnend, dass man diese Begebenheit im gegenwärtigen Zeitpunkt wieder aus ihrer unverdienten Vergessenheit hervorzog, um eine eclatante Erklärung vor der Welt Augen abzulegen, dass das dänische Volk in seiner grossen Mehrheit neben freudiger Anerkennung des brüderlichen und freundnachbarlichen Verhältnisses mit den Schweden, doch jedes bestreben, die drei nordischen Reiche, auf Kosten der politischen und dynastischen selbstständighkeit Dänemarks zu vereinigen, entschieden missbillige. Die Einmüthigkeit, womit sich, mit Ausnahme ganz Weniger, die ganze Bevölkerung Kopenhagens diesem dem Feste klar zum Grunde liegenden Gedanken anschloss, legt ein schönes Zeugniss ihres trots vielfältiger Bearbeitung noch gefunden Patriotismus ab, und der Takt, womit man diesmal jeden unpassenden Seitenblick auf die deutschen Mitunterthanen des Staats vermied, ja ihnen sogar Anerkennung zu Theil werden liess, dürfte ebenfalls einen Beweis abgeben, dass die Ansichten über die Wirklichkeit der Verhältnisse sich bedeutend abgeklärt haben und die Zeit friedlichen Einvernehmens mit unsern südlichen Brüdern sich nähert.

(Artiklen gennemgår herefter stormen, og modsat de danske aviser nævnes også hollændernes andel i sejren over svenskerne, samt tilføjede at Holland også modsatte sig at Danmark overtog Helsingborg. Borgervæbningens parade og festen i Ridehuset beskrives. Den slutter med at ønske at den næste fest skulle handle om forsoningen med holstenerne, ligesom det nu var sket med svenskerne)

Kjøbenhavn den 3. Marts 1859.

"Fædrelandet" af 1ste Marts har gjengivet nogle almindelige Betragtninger, som "Aftonbladet" har knyttet til sin Beretning om de her i Staden afholdte Fester den 10de og 11te Frbr. Qvintessentsen i disse Betragtninger er, at Skandinavismen har spillet en Hovedrolle ved disse Fester, samt at, naar man vil tillægge dem noget politisk Physiognomi, saa maa dette blive afgjort skandinavisk. At et fremmed Blad, hvis Taktik og Politik det er at øse sine Beretninger af eensidige Partiorganer, kan udtale en saadan Anskuelse, er vel ikke saameget til at undres over, men at et kjøbenhavnsk Blad, hvis Redacteur har havt saa god Leilighed til at erfare den virkelige skal falde paa at gjentage dem triumpherende, vilde være ubegribeligt, naar man ikke af Erfaring vidste, hvilket Spil der drives med Kjendsgjerninger, hvorledes man snart exploiterer dem, naar Øiebliktet er til at bruge dem i et vist Formaal, og snart aldeles raisonnerer dem bort eller staser dem ihjel i samme Formaals Tjeneste. Skal Skandinavismen tages i den Forstand, som baade "Aftonbladet" og dets Aandsfrænde Hr. Ploug bestandig have opfattet den, men som stærkt afviger fra den almindelige Opsætningsmaade hos det store Fleertal i Danmark som i Sverrig, saa veed Hr. Ploug sikkert meget godt fra hans Nærværelse ved Banketten i Ridehuset den 11te, at Stemningen aldeles ikke var skandinavisk; den var dansk, specifik dansk, medens derhos fremgik Bestræbelsen efter at vise Forskjellen mellem Fortid og Nutid, mellem 1659, da Dansk stod mod Svensk, og 1859, da et smukt Venskabsbaand knytter Nationerne sammen. Det var ogsaa denne Tanke, der udtrykte sig i de fire poetiske Linier, som havde faaet deres Plads i det saakaldte Fredens Tempel, og som man, med Villie aldeles seende bort fra Anledningen og fra det virkelige Indhold, har taget til Indtægt med en saa overordentlig Gridskhed. Men Hr. Ploug har jo selv havt Følelsen af denne Stemning Tryk, thi naar det ikke var Tilfældet, saa havde han neppe i de tvende Artikler i "Fædrelandet" gjort et mærkeligt Tilbagetog i sine skandinaviske Fordringer, naturligviis med Forbehold af de fromme Ønsker, han knytter til en fjern Fremtid.

Til Slutning en lille personlig Bemærkning. "Aftonbladet" bemærker, at vi "for tilfället" have anslaaet en ret skandinavisk Tone, og anfører dette som et Beviis for Stemningen, da vi skulle være meget bange for at gaae mod Strømmen. "Fædrelandet" maa naturligviis vide, at det Ene er ligesaa usandt som det Andet, men deraf lader det sig aldeles ikke genere ved at gjengive disse Beskyldninger. Det veed nemlig meget godt, at der aldrig fra vor Side hverken ved dette eller noget andet "tilfälle" er fremkommet Noget, der kunde betragtes som Forsvar for den politiske Skandinavisme, ligesom det, naar det blot vilde være ærligt, maatte indrømme, at vi aldeles ikke have nogen Frygt for at gaae imod Strømmen. Vor Holdning i 1853 og 54, da vi, saagodtsom staaende ene i den kjøbenhavnske Presse, havde at kæmpe imod en misbrugt og forført Folkestemning, er i saa Henseende vort bedste Forsvar.

(Flyveposten 3. marts 1859)

De svenske aviser refererede uden kommentarer festlighederne. Dog diskuteredes ganske kort om der burde være svenske repræsentanter til stede ved lejligheden. Desuden nævnte flere at der ikke i Sverige - trods ganske mange lejligheder - var tradition for at fejre ærerige sejre.

Et eksempel på illumination: Peter Tom-Petersen (1861-1926): Fra Jubilæumsdagen: Illuminationen på Gammeltorv og Nytorv i anledning af Christian 9.s regeringsjubilæum 1888. Illustreret Tidende. Det kongelige Tog passerer Torvet. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlovsfest i Tivoli. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 6te Juni) Grundlovsfesten i Tivoli igaar var, som man kunde vente af dens forcerede Scandinavisme, meget mat, da Interessen for at fiskes op af og i Sverrig-Norge slet ikke er populair hos Stadens Befolkning. Ja man ymtede endog om, at Haandværkerne ville contrademonstrere. Besøget til Festens saakaldte "alvorlige Deel", den hvori der for Alvor skulde fiskes i Hr. Sørensens rørte Vand, var ogsaa sparsomt, Talerne døsige og hele denne Opera seria, efter at der, trods gjentagne Opfordringer til Begeistringen, ingen andre end de Indrullerede vilde have Ordet - allerede forbi Kl. 7. Sangene vare ligeledes flaue, med Undtagelse af en wüthende engelsk Sang af den longobardiske Prof. Stephens, og en god Frihedssang af Ploug. Havde man holdt sig til Friheden, var der i det Hele og som Selvfølge kommet mange flere Deeltagere i Festen; men, som sagt, Scandinavismens Physiognomier , tildeels in effigie repræsenterede ved Sturzenbecher og Barfod, afskrækkede Mangfoldige, der først indfandt sig senere, hidlokkede af Fyrværkeriet og tildeels af de to kafferske Vildmænd, som paa Placaten annonceredes at skulde give Krigsdandse. De, som lidet kunne ønske Skandinavismen anbragt paa et saa uheldigt Sted som 5te Juni, vare ganske bange for, at det skulde blive slet Veir, for at man skulde kunne dække sin scandinaviske Fiasco derved; men trods den brave Spandets Forsæde var det dog ikke muligt for Indbydere af scandinavisk eller sprogpolitisk Farve at faae Folket til at billige deres i Folkets Navn bebudede Demonstration. - Med Hensyn til Indbydelsen er at bemærke, at den deels ikke er foreviist alle her i Byen værende Rigsdagsmand, deels at enkelte udtrykkeligt have nægtet at underskrive. Prof. Clausen, hvis Navn stod iblandt Indbyderne, var nok selv fraværende.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. juni 1857)

Efter en Rapport i "Fdrl." havde man ved Grundlovsfesten i Tivoli været saa "gemytligt" scandinavisk, at man kun dandsede til Lumbyes Musik og ikke vilde have noget med Strauss og Gungl at gjøre, "fordi de vare Tydskere"-. Det har imidlertid været en lige saa ugemytlig Witz for os selv, som daarligt anbragt Havn imod Tydskerne, siden man netop hos dem hører Lumbyes Musik lige saa flittigt som den hjemmefødte, og Lumbye jo desuden, uagtet hans Ejendommelighed, selv er Elev af den straussiske Skole, saa at man her heller ikke hævder vor Musiks Nationalitet ved at fornægte dens Oprindelse. - "Imod Slutningen" har nok ogsaa Dandsen i de vedk. Grupper, trods de sydlige Toners Udelukkelse, faaet et noget St. Beltmæssigt Præg eller ogsaa Festtonen er bleven for høinordisk siden Politiet "brugte baade Stokken og Uqvemsord" og, hvad enten det har været "uden skjellig Anledning" eller ikke, frembragte et rigtignok meget upassende og meget ugrundlovmæssigt Finale.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. juni 1857)

Vesterbrogade udenfor Tivoli på festaften, Illustreret Tidende 1867. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Scandinavistisk Uovereensstemmelse. (Efterskrift til Politivennen)

Imellem Helsingør og Helsingborg, hvor Scandinavismen ellers dog skulde antages at befinde sig i nærmeste Berøring, er "Fælleds-baandet alt nærmest ved at briste, idet man forlods i Helsingborg næsten brister af Harme over den "fælleds" - Næringsfrihed paa Søen og af Krænkelse over de af Helsingørerne nedsalte Dampskibspriser. Man er endog allerede rykket halvveis frem med en Krigserklæring, der selv anteciperer sig som en Krigsberetning. I Helsingborgs "Øresundsp." lyder Bulletinen saaledes: "Uhyggelige Rygter ere her i Omløb, f. Ex. at alle Sømærker ere borttagne paa Kysten imellem Helsingør og Kjøbenhavn, saa at "Helsingborg" som et mere dybtgaaende Dampskib (der altsaa synes bygget uden tilstrækkelig scandinavisk Øresundskjendskab) end "Ophelia", neppe vovede at Iæqge til ved de sædvanlige Landgangspladse paa Kysten; - dernæst at "Helsingborgs" Fører ofte skal være bleven modtaget med Haan og Skjældsord baade i Helsingørs Havn og andetsteds osv. "Saadanne Rygter sætte dog ondt Blod i Folket, endskjøndt de - tilføier Beretningen til Beroligelse - lykkeligviis ikke kunne forstyrre et Venskab og Tillidsforhold imellem Nabofolkene, som hviler paa en sikkrere Grund. Een Draabe i Havet gjør jo heller Intet, men mange Draaber (yderligere Prisnedsættelse) ere en heel Flod." - Den krigerskadvarende Unionist er "blot en Student, som "for ikke 6 Uger siden har været med i Henrykkelsen paa det scandinaviske Møde i Upsala. Det er saaledes ene en billig Harme, vakt af Kjærlighed til Scandinavismen, der driver ham til nærværende Skridt." Man kan sige hvad man vil og betragte Sagen som man vil, saa forlanger han, at "Ophelia" og "Hamlet" og "Helsingborg" skulle af Mængden ansees at "repræsentere Landene og deres industrielle Liv". Det Sidste, skulde man troe, kundgjør sig bedst ved de af den scandinaviske broderlige Concurrence nedbragte Priser. Men Studenten seer dybere i denne "kildne Sag" og haaber, at "Fdrl."'s Redacteur, hvem han traf paa Upsalatouren, vil "oplyse noget i Sagen." - "Troligen - tilføier Helsingborgstudenlen da naivt eller polidsk - underretter han os om, at Dampskibsinteressenterne i Helsingør, hvllket jeg ogsaa strax antager, blot ere nogle i Staten for saa Aar siden indflyttede Tydskere"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. august 1856)

Se også artiklen om prins Oscars besøg i Danmark.

Kong Carl XVs ankomst i Helsingørs Havn på dampskibet Slesvig den 17. juli 1862. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kong Oscar 1ste af Sverrig besøger Kong Christian 8. (Efterskrift til Politivennen)

Mens aviserne berettede særdeles indgående og detaljeret om de svenske og norske studenter møde med danske studenter i København 1845, så var artiklerne om kongefamiliens besøg i København året efter særdeles sparsomme. Selv den officielle "Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende" holdt sig til knappe omtaler hvad de havde lavet.

- Kongen og Dronningen af Sverig og Norge med to af deres Sønner ankom hertil imiddags Kl. 12 ½ paa et svensk Dampskib fra Malmø. Den danske Kongefamilie modtog dem ved Toldboden, idet Kongen med Prindserne i en Chalup afhentede dem fra Dampskibet. En meget stor Menneskemasse opfyldte Langelinie, Toldboden og de tilstødende Gader til Amalienborg og endeel Velkomstraab hørtes paa alle disse forskjellige Steder efter Landingen. Den svensk-norske Kongefamilie boer paa Amalienborg, og vil iaften med den danske Kongefamilie bivaane en Forestilling paa Theatret, hvortil er valgt endeel Dandse og "Kong Renes Datter". Imorgen Formiddag besees Kjøbenhavns Konstmærkværdigheder, og om Eftermiddagen er Taffel i Christiansborg Slots Riddersal. Efter en Udflugt i Omegnen indtages Thee paa Bernstorff, og der er det da, hvor nogle Sangforeninger, og hvem der ellers vil deeltage, ifølge en paa forskjellige Steder her i Staden fremlagt Indbydelse, ville bringe de skandinaviske Majestæter deres Hyldest ved et Fakkeltog, Sang og Taler. Paa Onsdag begive Majestæterne sig til Sorgenfri og Frederiksborg, og paa Torsdag derfra til Fredensborg og Kronborg, hvorfra den svenske Kongefamilie begiver sig til Helsingborg. I forrige Uge var den svenske Dronning med Prindserne paa Rygen, for at aflægge er lignende Besøg hos den preussiske Kongefamilie, der har saameget mere Betydning, som Kong Oscars ældste Søn, Prinds Carl, ifølge preussiske Tidender, skal formæles med en preussisk Prindsesse.

- Dampskibet Hekla, som var gaaet over til Malmø med Kronprindsen og Prinds Ferdinand, for at komplimentere den svenske Kongefamilie, havde det Uheld al komme til at sidde paa Grund udenfor Malmø, men har dog, efterår Prinds Ferdinand først var vendt tilbage med Dampskibet  "Malmø" og Kronprindsen ligeledes iaftes med Dampskibet "Løven", igjen været saa lykkeligt at komme her tilbage imorges uden dertil at behøve anden Hjelp. Det havde ved Malmo svensk Lods ombord. 

(Kjøbenhavnsposten 13. juli 1846).

Fædrelandets omtale af ankomsten af den svenske konge var endnu mere kortfattet - den 14. juli 1846 var en halv snes linjer om besøget i det Kongelige Teater. Kjøbenhavnspostens omtale af besøget var herefter noget sparsomt: En kort notits 15. juli 1846 om besøget på Bernstorff Slot dagen i forvejen. 6 linjer den 17. juli 1846 om besøget i Helsingør dagen før. Færdrelandet for den 17. juli 1846 omtalte Fædrelandet ganske kort besøget dagen før hos paraderne på Nørre Fælled. Begge aviser var i stedet optaget af stænderforsamlingsmødet i Roskilde. 

Mon ikke monarkerne med fruer har stået på terrassen foran Bernstorff Slot? Foto Erik Nicolaisen Høy.

Berlingske bragte dog mere referater af talerne, fra Bernstorffs have og i Helsingør:

Conferentsraad Ørsted holdt derpaa efterstaaende Tale:

"Deres Majestæter. Høie Konger.

Den Festlighed, som nu hersker i de Kongelige Haller, udbreder sig ogsaa til Folket. Det hilser med Glæde Nærværelsen af den ædle Nabokonge, og er opfyldt af de venligste Følelser for de Folkefærd, som fik ham til Overhoved. Med Gru see vi nu hos os tilbage paa den lange Række af Aarhundreder, da mørke Tiders Taager skjulte de Frændskabsbaand, hvormed fælles Afstamning og fælleS Sprogstat sammenknyttede Nordens Folkefærd, og vi har Vidnesbyrd nok om, at disse Følelser broderligt deles af Frænderne hiinsides Sundet. Alle Nordboer vilde være utrøstelige over denne lange Miskjendelse af saa dyrebare Forhold , dersom de ikke deri havde deelt Menneskeslægtens almindelige Lod, ifølge hvilken Nationerne skulle kæmpende udvikle deres Kræfter, indtil de have hævet sig til en Dannelse og indvortes Kraftudvikling, hvor hine vilde Kampe blive overflødige, og Samfundets Udvikling ikke mere behøver de voldsomme Rystelser, hvis vækkende og omdannende Virkninger til en Tid kunde give Erstatning for Krigens Rædsler. Den fjendtlige Kamp afløses nu ved en fredelig Væddestrid, om hvo der kan afvinde Naturen det største Udbytte, eller forædle Livet ved de skjønneste Værker af Digter- og Kunstnerid , eller fremdrage de herligste Tanker af Aandens Dyb, til at lyse for hele Menneskeslægten. Vi tænke med Glæde og Stolthed paa, at disse Følelser for Frændskabet mellem de nordiske Folkefærd nu ikke længere ere nye hos os, men gjennem mere end et halvt Aarhundrede have været tolkede og udbredte af Nordens bedste Mænd, og endelig have vundet en saa almindelig Tilstemning, at det vilde blive betragtet som et Tegn paa Raahed, om Nogen endnu kunde bevare Spor af det gamle fjendtlige Sindelag.

Vi prise os lykkelige ved disse Frændefølelser og see ved dem en ny Aandernes Dag oprinde over Norden. Vi Nordboer tør vel sige, at vi ikke have viist os dorske i at virke for Videnskaber og Kunster; men vi have dog virket under en stadelig Adskillelse; der har været en Muur af gamle Tiders Fordomme imellem os. Vi have nu begyndt baade at virke og at nyde i Forening. I hvert af de nordiske Lande skulle Videnskabsmænd og Digtere oplues ved den Bevidsthed, at de virke for en langt mere udbredt Kreds, skulle styrkes ved Bifaldet fra det store nordiske Folkesamfund, og opfordres kraftigen til at undgaae og udslette Pletter i deres Værker ved den mere fleersidige og vægtfulde Dom som fældes af et saa ærefrygtbydende Samfund. Men Nordens Folkefærd selv skulde ved den høiere Kraft, som udvikles blandt dem, ved det høiere Trin hvorpaa de hæve sig, ved den Ægtbarhed, en mægtig Eenhed giver, føle sig større, stoltere, lykkeligere; og hvo kan vel tvivle om, at dette aandelige Opsving vil bære de herligste Frugter for Rigernes Velstand og borgerlige Udvikling.

Norden seer i sine to Herskere Mænd , som ikke blot ere ophøiede ved deres Kongeværdighed , men ogsaa ved en fjelden Kundskabsfylde og Dannelse. Man føler sig overbeviist om at de gjennemskue Betydningen af de herlige unge Kræfter, der røre sig i Norden, at de ville betragte disses videre Udvikling som en Forhøielse baade af deres Magt og af deres Rigers Glands, og at deres høie Indsigt vil benytte denne Aand til at fremme deres Rigers indre Velvære og ydre Sikkerhed. Vi see i den høie Sammenkomst, som nu feires, et nyt Pant paa de Følelser, der gjennemtrænge Norden, og vi ere os bevidste, at vi handle i alle oplyfte Medborgeres Navn, ved i denne Anledning at bringe Deres Majestæter Ærefrygtens Hylding og Bevidnelse af hjertelig Deeltagelse.

Gid Deres Majestæter, hver i sin Regjering, maa krones med al den Lykke, som kan tilfredsstille Deres Hjerter, og i Fremtidens Historie efterlade Dem et herligt og høitelstet Navn, en Udødelighed, der til bydes Kongerne som et jordisk Tillæg til den himmelske og evige.

Leve Deres Majestæter, Nordens to ædle Konger og deres ophøiede kongelige Huse."

Man istemmede derpaa for hver af Monarcherne et tre Gange gjentaget tordnende Hurraraab.

Hs. Maj. Kongen traadte derpaa frem og holdt følgende Tale:

"Nabofolkenes gode Forstaaelse og Fred grundfæster Folkenes Lykke, Kongernes Venskab sikkrer den. 

Derfor juble alle retsindede Danske ved det kjære Besøg, som vi idag festligholde. De Følelser, som Deres hædrede Ordfører og den skjønne Sang have tolket, binde skjønne Blomster i den Krands af Kjærminder, som Folkets Kjærlighed oftere har rakt mig.

Idag række vi den med nabovenligt Sindelag til den ophøiede Konge og Ven, vi med Glæde see iblandt os.

I eget og i min høie Gjæsts Navn takker jeg Dem alle for Deres yttrede Følelser og for den skjønne Sang."

Den forsamlede Mængde besvarede denne kongelige Tale med gjentagne Hurraraab.

Herpaa talte Hs. Maj Kongen af Sverrig og Norge:

"Jag tackar Eder för den velvilliga tänkesätt, som här för mig och min Famili blifvit yttrade.

"Jag känder mig lycklig alt gästa i detta sköna, detta härrliga Land, och jag glädjer mig, att under dessa fär mitt hjerta så oforgätliga dagar hafva ytterligare befästat den uppriktiga och innerliga vänskap, som förenar mig med Danmarks ädle Konung."

Paa denne Tale fulgte ligeledes gjentagne Hurraraab.

Ørsted udbragte derpaa et Leve for Nordens tvende Dronninger, som paa samme Maade besvaredes med enthusiastiske Hurraraab. Man afsang nu et Vers af "Der er et Land, dets Sted er høit mod Norden," den svenske Nationalsang "Herlika Land" og den norske Flagsang "Mens Nordhavet bruser", raabte derpaa tre Gange Hurra og gik bort. Majestæterne lod sig Comiteen forestille og underholdt sig med den. Det hele Tog havde et grandieust Præg og var et imponerente Skue; over 4000 Personer deeltoge deri; men den Menneskemasse, som denne Fest havde forsamlet paa Bernstorff, var langt større. - Under hele Festen herskede den største Orden og en almindelig glad Stemning. Det gjorde især et stærkt Indtryk paa de Tilstedeværende, da vor allernaadigste Konge, ved det Sted i sin Tale, hvor han nævnte "den ophøiede Konge og Ven", rakte Hs. Maj. Kongen af Sverrig og Norge Haanden.

Idag have begge Dronninger paany taget Udstillingen paa Charlottenborg i Øiesyn, og begave sig derfra atter til Rosenborg. Henimod Middag forlode begge Kongepar Hovedstaden, for at begive sig til Sorgenfri og derfra til Frederiksborg og videre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juli 1846, 2. udgave. Uddrag).

De danske og svenske Kongefamiliers Ophold i Helsingør. (See Gaars-Nr.) Hr. EtatSraad Stenfeldts Tale til kongen lyder ifølge "Helsing. Avis" saaledes:

"Det er i Navnet af Indvaanerne i denne Grændsestad, at Byens Magistrat og Borgerrepræsentanter have den Ære allerunderdanigst at fremtræde for Deres Majestæter.

Det er blevet mit hæderlige Hverv som Ordfører at tolke de glade Følelser, der besjæle dem, ja jeg tør frit sige det hele danske Folk, ved at see Nordens tvende Konger og Deres Kongelige Familier samlede i en venlig Kreds paa Sjællands Ø. Den uhyggelige, ukjærlige Stemning, der i fordums Dage fjernede de tvende saa nærbeslægtede Nabonationer fra hinanden, er, Gud være lovet, nu kun i en dunkel Erindring. Naturens, Historiens, Tidens Krav ere opfyldte. Begge Nationer have lært at agte hinanden, de ere komne til Erkjendelse af, at kun ved gjensidig Velvillie og forenede aandelige Kræfter, sand Oplysning i Norden kan fremmes. Folket i de 3de nordiske Niger have lagt Grunden til et Tempel for christen Kjærlighed, Oplysning, Videnskab og Kunst, med den Enthusiasme, som den vaagnende Nationalfølelse har fremkaldt, have de fremmet Arbeidet, og begge deres høitstaaende Konger have nu sat Krandsen paa Bygningen, - en Krands, flettet af Evighedsblomster og Kjærminder. Denne Bygning er ei opføort af Steen og kalk. Nei, Aanden og Nationalfølelsen have givet Materialer, Aanden og Nationalfølelsen have givet Kræfter. Den vil, som grundlagt ved de 3de Nationers og deres Kongers gjensidige Sympathier, staae som et helligt Tempel i Norden, urokkeligt og uforgjængeligt, til evig Hæder og Lytte for Folkene og deres Konger.

Gud velsigne Deres Majestæter! Gid Nordens tvende Konger maae see kronede med Held hver i sit Rige Deres landsfaderlige Bestræbelser, at ledende Bevægelser, Tiden har fremkaldt, til Folkets Deres Vel og Lykke.

For de huldrige Nordens tvende Dronninger, der saa skjønt fra Deres ophøiede Standpunct have opfattet Qvindens ædle Bestemmelse, nedbede vi Himlens Velsignelse til Deres ædle Bestræbelse at lindre den Trængendes Nød, at vise moderlig Omhu for de arme Smaae, der staae forladte paa denne Jord, og i al den skjønne Virksomhed, hvor Mandens kraftfuldt Indgriben maa vige for Qvindens ømme, kjærlige Deeltagelse.

Det danske Folk byder nu vort elskede Kongehuses høie og kjære Gjæster et trofast, hjerteligt Farvel. Dets bedste Ønsker følge Dem over Øresundet, hvor Gjenklangen af begge Nationers Jubeltoner vil Mødes."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. juli 1846, 2. udgave).

Den 20. juli var den danske kongefamilie på genbesøg hos den svenske i Helsingborg. Efter en kort omtale af hvad dette indbefattede, sluttede så al videre omtale af besøget.