Harro Paul Harring. (Efterskrift til Politivennen)

Harro Paul Harring (1798-1870) revolutionær forfatter, demokrat og kosmopolit. Han  var født i den frisiske del af Slesvig, tæt ved Husum. Efter et kort ophold som historisk militærmaler i København, rejste han i 1820 til Wien og Würzburg. I 1821 deltog han i den græske uafhængighedskrig. Harro Harring nævnes den 26 februar 1822 i Aarhuus Stifts-Tidende. Han var kendt i København som tysk poet. Så til Rom et år. Dernæst til Wien. Han boede også i Schweiz og München, i Wien arbejdede han som skripforfatter på Theater an der Wien. Han var i Prag, Warschawa 1828 hvor han blev kornet i et russisk lancerregiment. Da revolutionen brød ud i Frankrig i juli 1830, rejste han til Braunschweig, Bayern og Saxen. Her blev han udvist som demagog og tog til Strasbourg hvor han udgav avisen Das constitutionelle Deutschland og deltog i Hambach Festival 1832. Men måtte så forlade landet til Frankrig i Dijon–Châlonsområdet. Her mødte han Giuseppe Mazzini og deltog i det revolutionære angreb på Savoie. Han blev arresteret flere gange i Schweiz og blev uvist til London. I maj 1837 blev han såret og levede en tid på Helgoland. Her var hans revolutionære ideer imidlertid ikke populære blandt indbyggerne. Guvernøren Henry King sendte bud efter et krigsskib for at få ham fjernet. 

I september 1838 var han på åen Jersey, for i vinteren 1838-39 at returnere til Helgoland, derefter Bordeaux og Burges. Turen gik 1841 til Holland, derefter England, Frankrig og Brasilien. I august 1843 rejste han til USA hvor han levede som maler og forfatter. Opstanden i 1848 fik ham tilbage til Slesvig, over Hamborg og Rendsborg, hvor han udgav avisen Das Volk. Han holdt bl. a. en tale i Bredstedt i Nordfrisien hvor han agiterede for en nordfrisisk republik. Han sluttede talen med at drage et sværd og citere et nordfrisisk mundheld "hellere død end slave".

I 1828 var der i Kjøbenhavnsposten (23. maj, 27. maj, 3. juni) en længere anmeldelse af hans biografiske skrift Rhonghar Jarr. Og igen den 30. september 1828 hvor han vendte tilbage til København. Da Kjøbenhavnsposten bragte et uddrag af hans "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft", blev det i 1831 for meget for  Frederik 6. som beordrede kancelliet til at standse avisens bidrag af Harring samt indskærpe politiet til at skride ind over for fornærmelser af venligtsindede regeringer.

Herefter følger en lind strøm af notitser og avisartikler om ham, både hans skrifter og hans livlige rejsevirksomhed og sporadiske arrestationer. Dette gælder for øvrigt også tyske aviser og USA hvor han hyppigt blev nævnt. Han nævnes bl.a. ganske kort i et af Karl Marx' værker, så denne må have kendt ham. Umiddelbart før opstanden i 1848 var han begyndt at agitere for oprettelse af arbejderforeninger:

- En Correspondents-Artikel fra Slesvig-Holsten i et sydtydsk Blad indeholder følgende Notits om en ogsaa her bekjendt Personlighed:

- Efter 23 Aars Fraværelse er den bekjendte Skribent Harro Harring, Nordfriesen, endeligen vendt tilbage til sit Hjem, efterat han med Vandringsstaven har udmaalt Verden og sidst dvælet i Nordamerika. Da han landede i Tønningen modtoge hans Slægt og Venner ham, i hvis Følge han begav sig til sit, ved Husum liggende Fædrehuus. Det lader til at de herværende politiske Begivenheder have bestemt ham til at vende hjem til hans Fødeegn; thi han interesserede sig strax levende for dem; allerede paa Landingspladsen skal han have holdt en Tale til den forsamlede Mængde, og sammenkaldte et Folkemøde af Nordfrieser, for at meddele disse sine politiske Anskuelser og Raad. Denne Nordfriese er vistnok en meget respektabel politisk Charakteer, men han hører aabenbart til de overspændte, og naar han i 23 Aar har gjennemvandret Verden, saa er han ogsaa, ligesom hiin Vandrer hos Schiller, vendt tilbage til Fædrenehjemmet som en Fremmed, og det viser sig temmelig klart, at han i disse 28 Aar ikke har levet og lidt med os. Var Harro Harring ikke en Exalteret, saa vilde han ikke have talt om at oprette en nordfriesisk Republik, og havde han ikke saa længe været borte, saa vilde han ikke nu nære de danske Sympathier, han nu uforbeholdent udtaler, og hvorved han vækker Alles Forargelse. At Danske og Tydske ere beslægtede Folk, der som saadanne ikke burde staae saa fjendske ligeoverfor hverandre, kan i og for sig betragtet være meget rigtigt, men deraf følger endnu ikke, at vi skulle gaae op i Danmark og nødes til at blive Danske, saa at Harro Harrings mæglende Tale var langt mere egnet til at holdes for Danske paa Skydebanen i Kjøbenhavn, end for Folk her i Landet og Nordfrieser. Naar Harro Harring ved denne Leilighed fortæller os, at han er lige velvillig stemt mod Danmark og mod Tyskland, at den nuværende Kamp gjør et smerteligt Indtryk paa ham, ligesom ogsaa at han paa fædrene Side nedstammer fra Skandinavien og paa mødreneside fra Spanien, saa henhører Alt dettt aabenbart slet ikke til Sagen, og kan kun være en Rettesnor for ham, ikke for os. Efter denne politiske Debut har han begivet sig til sin Broder, Præsten i Sehestedt ved den slesvig-holstenske Canal, og vi maae nu afvente hans videre Foretagender."

(Kjøbenhavnsposten 18. oktober 1848)

Herefter begyndte den danske (og dele af den tyske) presse at blive mere kølig i deres beskrivelse af Harring. Det blev ikke bedre af at aviserne mente hans sympatier lå tættere på slesvigerne end på dansk-nationale: Fra at blive omtalt som den velkendte Harring, gik man nu over til at blive benævnt den berygtede Harring. Hans skrifter blev forbudt i Slesvig. Aviserne fortsatte dog flittigt med at omtale hans virksomhed, nu på en uvenlig måde. Harring var skandinavist og dermed i modsætning til den slesvig-holstenske bevægelse. Han blev derfor udvist derfra hvorefter han tog til Kristiania (Oslo). Her opfordrede han  på skrift nordmændene til at gøre oprør mod det konstitutionelle monarki og måtte forlade Norge i maj 1850. Ved den lejlighed bragte tyske konservative aviser nedenstående artikel:

Den vagabonderende revolutionskarl Harro Harring.

Avisen Augsburg rapporterede om dette berygtede emne, som vandrede rundt i Europa og Amerika i forbindelse med oprør. Allgemeine Zeitung for noget tid siden fra Stockholm følgende:

"Den kendte Harro Harring, der har fundet et sikkert tilflugtssted i Norge i et halvt år, har mistet det ved at udgive flere skrifter med den åbenlyse tendens til at bringe Norge i oprør og vælte landets monarkiske forfatning. Om morgenen den 29. maj dukkede fire politibetjente op i hans bopæl og informerede ham om regeringens beslutning om at fjerne ham fra kongedømmet. Først virkede han ganske rolig, da han hørte denne nyhed, men så udtrykte han bekymring for, at der var en hensigt om at udlevere ham til Rusland. *) Efter at være blevet beroliget på dette punkt, pakkede han hurtigt sine ting og blev ført om bord på en damper, som den følgende dag skulle føre ham til København. Endnu en gang blev han overvældet af frygten for at blive spillet på russiske hænder i København gennem skjulte intriger. For at berolige ham, ordnede regeringen det sådan at han ved sin ankomst i København fik overbragt 30 specier til at rejse videre til England. I mellemtiden samledes en række borgere, for det meste indfødte tyskere, sammen og besluttede at protestere mod Harrings udvisning, som fik 140 underskrifter. Nogle borgere var allerede kommet til etatsråd Sørensen for at anmode om Harrings løsladelse, men deres anmodning var definitivt blevet afvist. Aftenen før Harrings afgang samledes en folkemængde på stranden og hilste ham med jubel, men spredte sig så uden at forårsage uorden. Den egentlige årsag til Harro Harrings udvisning var et norsk skuespil, han havde udgivet kort forinden, kaldet "Testamentet fra Amerika". Dette dokument fordømmer enhver monarkisk styreform, hvad enten den er forfatningsmæssig eller absolut; hver enkelt er baseret på bedrageri og bestikkelse, herunder den norske grundlov. Blandt andre udsagn finder man følgende: "Monarki er ikke af Guds nåde, men af ​​Guds forbandelse." "Den såkaldte norske frihed er en karikatur, for vi har ingen nationalitet." "Norge er et pavedømme; vores pave bor i Stockholm, men vi er ikke romere." "Kongen har absolut ret til at få folket slagtet, hvis de gør modstand." "Monarkiets ret er en åbenlys løgn" mv.

Den "bekymring", som Harring, denne slyngel revolutionære Harring, udtrykte i den rapport, "om at se sig selv udleveret til Rusland" og bemærkningen om, at han "havde været i russisk militærtjeneste i et stykke tid" giver os mulighed for at dele med vores læsere et par ting om den måde, hvorpå han kom i denne militærtjeneste. - Det var i juli 1828, for 22 år siden, da en meget indelukket lille mand, omkring 30 år gammel, ankom til Warszawa fra Tyskland, besøgte de notabiliteter der, især dem med tyske navne, beskrev sin ekstremt triste, pengeløse situation og fortalte de nævnte notabiliteter den forfærdelige nyhed: "For ikke at sulte, ville han være nødt til at tage sit eget liv, hvis han ikke blev optaget i russisk militærtjeneste." - De højtstående militære embedsmænd, som han henvendte sig til, fandt det mærkeligt, at en person, der ikke var kendt for andet end sin vagabonderende "En frisers rejser" (der som bekendt blev kastet efter læseren i fire bind af Harro Harring) søgte at blive taget i tjeneste for en fremmed stat, der ikke var særlig glad for lignende individer.

Hr. Harrings håb, som han havde bragt med sig til Warszawa, og som måske havde været mere kvantitativt end hans eksisterende styrke, skrumpede voldsomt. Tilfældigvis havde en tysker, der havde været i russisk tjeneste i årevis, statsråd S., der året før havde spist middag med førnævnte Harring ved table d'hôte i München, det "uheld" at blive stødt på dette spisebekendtskab der i Warszawa. Den stakkels etatsråd S. var nu det nye anker, som hr. Harring forsøgte at klynge sig til sit håbløse lille håbsskib. Han bad ham om et lån som låneren gavmildt bevilgede, og som også gav den mand der længtes efter værnepligten, den sikkerhed, at hvis denne længsel ikke skulle tilfredsstilles, ville han tage ham gratis med i sin egen vogn til Tyskland hvortil etatsråden skulle rejse. - Hr. Harring udtrykte sin glæde - som vi kan berette fra en god kilde - på forskellige måder. For det første fordømte han Tysklands snæversyn, "fordi en monark af det sydlige Tyskland, til hvem han mest hengiven havde bedt om en underofficersstilling eller støtte i kontanter, med de mest kostbare forbundne værker, "Fahren ham" havde afvist begge. - Så faldt han skiftevis i bagtalende og misantropiske henrykkelser, - så atter jublede højlydt ved tanken om en gunstig beslutning "som ville efterlade hele Tyskland i en tilstand af forbløffet forbløffelse"; - dansede rundt i lokalet; Han bandt sin noget slidte frakke fast for at vise, hvor vidunderligt slank hans talje var (let forklaret med hans tidligere sult), og hvordan alle ville beundre ham i hans ulan-uniform; Så gav han af taknemmelighed sin nye søn et af sine værker at læse, betroede ham vidunderlige hemmeligheder og sluttede af med en ny pumpe, som hans protektor også venligt gik med til! - I løbet af få dage blev hr. Harro Harring, takket være førnævnte statsråd S.s uophørlige indsats, "kejserlig russisk underofficer", og var nu, for at bruge Schillers ord, "på stigen til den højeste magt!" - I betragtning af sin fattigdom og på kejserlig bekostning fik han alt det udstyr, som enhver frivillig ellers må skaffe sig, og han fik også sikkerhed for, at han ville stå på lige fod med junkerne med hensyn til avancement. - Hr. Harring bragte nyheden om denne uventede lykke personligt til den mand, som han udelukkende og udelukkende havde at takke for det, med virkelig excentrisk jubel. Han kunne næppe finde ord til at udtrykke sin glæde over, at etatsraad S. havde reddet ham fra hungersnød ved sine anstrengelser og udtalte de oprigtigste forsikringer om evig taknemlighed til sin "Frelser i hans dybeste jordiske nød"! Det taknemmelige minde om hans velgører skulle aldrig dø ud i hans "så ofte misforståede hjerte". - Velgøreren svarede på alle udråb, som i profetisk forventning: "At når han hjælper en person, forventer han aldrig taknemmelighed!" - Der var næppe gået et par måneder, da korporal Harring af gode grunde blev frataget denne hæder, hans uniform blev taget af, og han blev dirigeret over grænsen til Tyskland, som nu var så heldig at besidde skatten igen, som den ganske vist slet ikke var gået glip af. – Hr. Harrings første sag var nu at skrive pamfletter mod Rusland i Tyskland – Manden vilde trods alt leve og ligesindede Boghandlere skulde hjælpe ham dertil – hvori han erklærede det for en skændsel at have iført den uniform, som han havde bedt om på den ydmygste og mest bedende måde, og hvori han fandt, for at bruge sine egne ord, sin største lykke. - Vi vil tilskrive den hurtige ændring i disse synspunkter hr. Harrings politiske konsekvens, hvilket kan undskylde meget, især i nyere tid. - Det menneskelige, bundløse fællesskab af førnævnte slyngel var dog mest fyldestgørende dokumenteret ved, at han anså det for en uundgåelig sag straks at smide snavs på den mest skamløse måde i alle datidens sympatiske aviser på førnævnte etatsråd S., den mand, som han havde plaget med den mest grublende, tiggede, den sidste af hvilke bogstaver og ord, som havde den første, men den sidste gjort alt i hans magt for at redde denne menneskelige plage fra sult. -Den nylige fremkomst af disse vagabonds har fået os til at offentliggøre denne erindringer for at give et eksempel på demokratisk taknemmelighed. - Hr. Harring er nu i England, hvor der også gror træ til galge. - Men hvis manden, der indledte bevægelsen, forestillede sig, at Rusland "havde krævet hans udlevering", er der tale om en "overtroisk overvurdering af egne evner". Rusland vil være glad for at slippe af med denne slags rabalder fra sine grænser. Og at tidligere sergent Harro Harring er en del af rabalder, er noget, han nok ikke selv ville turde afvise.

*) Harro Harring har skrevet mange ting mod Rusland. Han havde tidligere tjent en tid i det russiske militær (under storhertug Constantinos regiment i Warszawa).

Der vagabondirende Revolutionsmachergeselle Harro Harring.

Ueber dieses berüchtigte, in Geschäften der Rebellion in Europa und Amerika umvagabondirende Subjekt berichtete die Augsb. Allgemeine Zeitung vor einige Zeit aus Stockholm Folgendes:

"Der bekannte Harro Harring, der seit sechs Monaten eine sichere Zuflucht in Norwegen gefunden, hat sich derselben verlustig gemacht, indem er mehrere Schriften mit der offenbaren Tendenz herausgegeben, Norwegen in Aufstand zu bringen und die monarchische Verfassung des Landes umzustürzen. Am 29. Mai Morgens fanden sich in seiner Wohnubg vier Polizeibediente ein, und gaben ihm den Beschluss der Regierung zu erkennen, ihn aus dem Reiche zu entfernen. Er schien anfangs bei dieser Mittheilung ganz ruhig, bad äusserte er aber die Besorgniss, dass man die Absicht habe, ihn an Rusland abzuliefern. *) Nachdem man ihn in dieser Hinsicht beruhigt hatte, packte er schnell seine Sachen, und wurde an Bord eines Dampfschiffes geführt, welches ihn am folgenden Tag nach Kopenhagen bringen sollte. Abermals überfiel ihn die Furcht, in Kopenhagen durch vergorgene Ränke in russische Hände gespielt zu werden. Um ihn auch darüber zu beruhigen, verordnete die Regierung, dass bei seiner Ankunft in Kopenhagen eine kleine Summe von 30 Speciesthalern ihm überreicht würde, damit er sofort seine Reise nach England fortsetzen könne. Eine Anzahl Bürger, meistens geborne Deutsche, sammelte sich indessen und beschloss gegen die Verweisung Harrings einen Protest, welcher 140 Namensunterschriften erhielt. Einige Bürger hatten sich schon vorher bei dem Staatsrath Sörensen eingefunden, um die Freilassung Harrings zu begehren, ihr Ansuchen war aber bestimmt abgeschlagen worden. Am Abend vor der Abreise Harrings sammelte sich eine Menge Volks am Strande und begrüsse ihn mit Vivatrufen, ging aber dann ohne Unordnung auseinander. Die eigentliche Veranlassung zue Verweisung Harro Harrings war ein kurz vorher von ihm publicirtes norwegische Schauspiel, genannt: "Das Testament aus Amerika". Diese Schrift verdammt jede monarchische Regierungsform, sie sey constitutionell oder absolut; jede sey auf Betrug und Bestchung gegründet, auch die norwegische Verfassung. Unter anderen Aeusserungen findet man folgende: "Die Monarchie ist nicht von Gottes Gnaden, sondern von Gottes Fluch." "Die sogenannte norwegische Freiheit ist eine Karrikatur, denn wir haben keine Nationalität." "Norwegen ist ein Papstthum; unser Papst residirt in Stockholm, wir sind aber keine Römer." "Der König hat unumschränktes Recht, das Volk niederhauen zu lassen, wenn es Widerstand leistet." "Das Recht der Monarchie ist eine offenbare Lüge" u. s. w.

Die in jenem Berichte angedeutete "Besorgniss" besagten Harrings, dieses streichenden Revolutions-Härings "an Russland sich ausgeliefert zu sehen", udn die Bemerkung, dass derselbe "eine Zeitlang in russischen Militairdiensten gestanden habe", gibt es uns Gelegenheit, einige Beiträge über die Art und Weise, wie er in diese Militairdienste gekommen, hier den Lesern mitzutheilen. - Es war im Juli 1828, also vor 22 Jahren, als in Warschau ein sehr confiscirt aussehendes kleines, etwa 30jähriges Menschekind, aus Deutschland angekommen, die dortigen Notabilitäten, besonders die mit deutschen Namen, überlief, seine höchst traurige, mittellose Lage schilderte und besagten Notabilitäten die grausliche Verschering mittheilte: "Um nicht zu verhungern müsse er sich das Leben nehmen, wenn er nicht in russische Militairdienste aufgenommen würde." - Die höheren Militairbeamten, an die er sich gewandt, fanden es wunderbar, dass ein, durch weiter nichts, als durch seine vagabondirenden "Fahren eines Friesen" (die bekanntlich in 4 Bänden der Lesewelt von Harro Harring an den Kopf geschleudert wurden) bekanntes Subjekt nachsuche, im Dienste eines femden, für vergleichen Individuen eben nicht zärtlich gesinnten Staates aufgeneommen zu werden. 

Die Hoffnungen des Herrn Harring, die er mit nach Warschau gebracht, und die quantitativer als seine vorhandene Varschaft seyn mochten, schrumpften gewaltig zusammen. Zufälligerweise hatte ein Deutscher, seit Jahren in russischen Diensten stehend, der Staatsraat S., der im Jahre vorher in München mit besagten Harring an der table d'hôte gespeist, das "Unglück", von dieser Speisebekanntschaft dort in Warschau angetroffen zu werden. Der arme Staatsrath S. war nun der neue Anker, an welchen Herr Harring seine trostloses Hoffnungsschifflein anzuklammern versuchte. Er hat ihn um Verwendung und um ein - Darlehn, das der Angepumpte auch mildthätig bewilligte und dem Militairdienstsehnsüchtigen auch noch die Beruhigung gab , wenn diese Sehnsucht nicht befriedigt werden sollte, ihn in seinem eignen Wagen kostenfrei nach Deutschland, wohin der Staatsrath zu reisen im Begriff war, mitzunehmen. - Herr Harring aüsserte - wie wir aus guter Quelle berichten können - seine Freude auf unterschiedliche Art. Zuerst verdammte er Deutschlands Engherzigkeit, "weil ein Monarch Süddeutschland, dem er beit devotester Ueberreichung seiner kostbar gebundenen Werke ("Fahren eines Friesen") um eine Unteroffizierstelle oder eine Unterstützunng in baarem Gelde gebeten, ihm beides versagt habe"; - dann verfiel er abwechselnd in seigwartische und menschenfeindliche Entzückungen, - jubelte dann wieder laut auf bei dem Gedanken einer für ein günstigen Entscheidung, "welche ganz Deutschland in starres Staunen setzen werde"; - tanzte im Zimmer herum; schnürte sich den etwas fadenscheinigen Frack eng zusammen, um zu beweisen, wie himmlisch-schmächtig seine Taille sey (bei vorhergegangengen Hunger leicht erklärlich), wie ihn alles in seiner Uhlanenuniform bewundern werde; gab dann aus Dankbarkeit seinem neuen Sönner eins seiner Werke zu lesen, vertraute demselben wunderbare Geheimnisse an, und schloss mit einem neuen Pump, zu dem sich sein Mäcen auch gutmüthig berbei liess! - In wenigen Tagen war Herr Harro Harring durch die unablässigen Bemühungen des genannten Staatsraths S. "kaiserlich russischer Unteroffizier", und stand nun, mit Schiller zu reden, "auf der Leiter zur höchster Macht!" - Es ward ihm in Betracht seiner Armuth und auf kaiserliche Kosten das ganze Equippement bewilligt, das jeder Freivillige sich sonst selbst bec haffen muss, auch die Versicherung ertheilt, dass er im Avancement den Junkern gleich stehen solle. - Die Nachricht von diesem unerwarteten Glücke brachte Herr Harring persönlich dem Manne, dem er es einzig und allein zu verdanken gatte, mit wahrhaft excentrischen Jubel. Er fand kaum Worte, um sein Entzücken auszusprechen, dass der Staatsrath S. ihn durch seine Bemühungen vom Hungertode gerettet habe und sprach die heilichsten Versicherungen ewiger Dankbarkeit gegen seinen "Retter auf tiefster Erdennoth" aus! Nie sollte die dankbare Erinnerung gegen seinen Wohltäter in seinem "so oft verkannten Herzen" erlöschen. - Der Wohltäter antwortete auf alle Exclamationen, gleichsam im prophetischen Vorausblick: "Dass er, wenn er einem Menschen helfe, nie auf Dankbarkeit rechne!" - Kaum waren einige Monate vergangen, als der Unteroffizier Harring dieser Würde aus triftigen Gründen entkleidet, die Uniform ihm ausgezogen und er über die Grenze nach Deutschland dirigrit wurde, das nun das Glück hatte, den freilich ganz und gar nicht vermissten Schatz wieder zu besitzen. - Herrn Harrings erstes Geschäft war nun, in Deutschland Pamphlete gegen Russland zu schreiben - leben wollte der Mann doch und gesinnungstüchtige Buchhändler sollten dazu helfen - in welchen er es für eine Schmach erklärte, die Uniform getragen zu haben, die er sich auf das demüthigste, flehendlichste erbettelt, und in der er, mit seinen eignen SWorten zu reden, seine höchste beglückung fand. - Wir wollen den raschen Wechsel dieser Ansichten auf die politische Consequenz des Herrn Harring schieben, womit sich besonders in neuerer Zeit viel entschuldigen lässt. - Die menschliche bodenlose Gemeinschaft des genannten Unherzüglers dokumentirte sich aber am genügendsten dadurch, dass er es für ein unaufschiedbares Geschäft hielt, den genannten Staatsrath S., den Mann, den er mit den kriechendsten Bettelbriefen und Bettelworten (von denen die letzten freilich im Winde verstoben, die ersten aber doch existiren) belästigt, der alle für ihn gethan gatte, was in seinen Kräften stand, um diese menschliche Pestbeule von Verhungern zu retten, - sofort in allen damaligen gesinnungstüchtigen Blättern auf die schaamloseste Weise mit Schmutz bewarf. - Das Auftauchen diese Vagabonden in neuester Zeit hat uns bewogen, diese Reminiscenz zu veröffentlichen, um ein Beispiel - demokratischer Dankbarkeit zu liefern. - Herr Harring befindet sich jetzt in England, wo ja auch Holz zum Galgen zu wac hsen pflegt. - Wenn der Bewegungsmann sich aber ainbildete, dass Russland "seine Auslieferung verlangt habe", so ist dies eine "abergläubische Selbstüberschätzung". Russland ist froh, wenn es Gesindel dieser Art aus seinen Grenzen los wird. Und dass der vormalige Unteroffizier Harro Harring zum Gesindel gehört, wird wohl er selbst nicht zu bestreiten wagen. 

*) Harro Harring hat Manches gegen Russland geschrieben. Er war früher (unter Grossfürst Constantinos Regiment in Warschau) eine Zeitlang in russischen Militärdiensten gestanden. 

(Deutsches Wochenblatt für constitutionelle Monarchie 28. Juli 1850)

Turen gik først til København, så til London. Da han kom til Hamborg i 1854, blev han arresteret og kun ved den amerikanske konsuls hjælp slap han fri og tog til USA - indtil han i 1856 tog til Rio de Janeiro, hvorfra han rejst til England. På Jersey bad han den danske regering om et sted at bo. 

I 1861 synes stemningen i de danske aviser efterhånden at være mildere stemt overfor Harring. Man gjorde opmærksom på at han ikke havde været på slesvig-holstenernes side, men alligevel forbød de danske myndigheder ham at vende tilbage til Danmark. Det fik han så efterfølgende lov til (i 1863?). Han kom til København og erklærede at ville købe sin far gård tilbage i Hatsted Sogn i Slesvig for at trække sig tilbage der. Men så udbrød krigen 1864. Hans sidste år tilbragte han på øen Jersey hvor hans mentale tilstand blev værre og værre. Desuden følte han sig forfulgt af franske og russiske agenter. Han begik selvmord ved at spise fosfor fra tændstikker.

Hans død i 1870 blev omtalt med længere artikler i et stort antal aviser:

Slesvigeren Harro Paul Harring er den 1ste ds. afgaaet ved Døden paa Øen Jersey i den engelske Canal. Sit urolige og eventyrlige Liv endte han i et Anfald af Sindsforvirring. Siden 1860 har han nemlig stadig troet at være Gjenstand for den russiske Regjerings Efterstræbelser; denne Tanke forlod ham aldrig og omtaagede tilsidst hans Forstand saaledes, at han tog Gift. Harro Harrings Navn blev tidt nævnet i Aarene 1830-40, da han ved sine revolutionaire Skrifter og Bedrifter tildrog sig almindelig Opmærksomhed. Senere levede han som politisk Flygtning i Nordamerika, en kort Tid (1853 og 54) i Slesvig og Kiøbenhavn, senere, 1867-68, atter i Kjøbenhavn, og endelig i London, hvor de republikanske Flygtninge Mazzini, Ledru-Rollin osv. understøttede ham. Paa Øen Jersey traf Harring sammen med den berømte franske Digter Victor Hugo, der siden 1855 havde valgt dette afsides beliggende Sted til sit Ophold. Om han har havt nogen Andeel i de sidste Aars revolutionaire Bevægelser, vides ikke med Bestemthed. Harro Harring var født 1798 i Landsbyen Ibensdorf (tætved Husum), af frisisk Æt. Som ungt Menneske viste han levende Sands for Kunst og Poesi, senere offrede han med excentrisk Iver hele sit Liv til den politiske Frihedsbevægelse. I Kjøbenhavn og Dresden beskjæftigede han sig med Maleri; l Slesvig udgav han 1821: "Blüthen der Jugendjahre" og "Dichtungen", farverige, men lidt noget overspændte Poesier. Om Harrings Kjærlighed til Danmark vidner navnlig et Digt, der er optaget i Samlingen "Dania" (udgivet i Slesvig 182l), hvori det hedder;

"vom Meer umwogt im fernen Norden dort
Sei laut gegrüsst, du Heimathland der anen,
Es zog aus deiner Flur mit Altgewalt mich fort
Ein ew'ger Drang, ein heises, dunkles Senen.
Doch fliegt der Geist ins traute Dänenland
Süss träumend oft zum wilden Nordmeerstrand."

Det blev rigtignok skrevet og offentliggjort paa en Tid, da saagodtsom alle Slesvigere endnu følte og betragtede sig som Danske.

En uimodstaaelig Lyst til at flakke om i Verden som de gamle Vikinger - med hvilke han lidt sammenligner sig i sine Skrifter - drev ham fra Hjemmet. En Reise til Wien og Ungarn gav ham Stoffet til sit Skrift: "En Frisers Reiser i Danmark, Tydskland og Ungarn" (München 1828, 4 Bd.) Da Frihedskampen i Grækenland udbrød, kunde Harring ikke modstaae den philhelleniske Begejstring; han indskibede sig i Marseille til Morea, men gik meget snart derfra til Rom, hvor han ernærede sig ved Maleri. 1828 tog han Krigstjeneste i Polen iblandt Gardelandsenererne. I 1831 efter den polske Revolutions ulykkelige Udfald skrev han "Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft" (Nürnberg 1831, 2 Bd.) og flere andre Brochurer til Fordeel for Polakkerne. Den sachsiske og baierske Regjering viste ham ud af Landet som Medlem af "Burschenschaft" og farlig Urostifter, hvorpaa han i Strasburg stiftede et politisk Blad: "Das constitutionelle Deutschland", hvori han heftig angreb det daværende tydske Forbund. I 1836 blev han arresteret i Bern, men flygtede til England, hvor han blev haardt saaret i en politisk Duel. Paa den Tid begyndte det slesvig- holsteenske Røre i Hertugdømmerne. Harring har aldrig sympathiseret med det slesvig-holsteenste Parti, hvis egennyttige Hensigter han fuldkommen gjennemskuede; ikke destomindre nægtede Frederik VI's Regjering ham Tilladelse til at vende tilbage. Han gik derpaa til Brasilien og senere til Nordamerika. Indførelsen af den frie Forfatning i 1849 i Danmark hilsede han med stor Glæde; imidlertid kunde han efter 1850 heller ikke finde Hvile i sin Hjemstavn, uagtet der ligesaalidet dengang som under hans sidste Ophold her blev lagt ham nogensomhelst Hindring iveien. Som Agent for forskjellige revolutionaire Selskaber flakkede han fra det ene Land til det andet. Af hans Skrifter fortjener endnu at fremhæves et heroisk Digt: "Szaparhy og Batthyany" og Romanen "Dolores", en Skildring af Livet i Sydamerika (Basel 1850, i 4 Bd.).

Harro Harring var, uden nogen særdeles Begavelse, gjennemtrængt af en stærkt udviklet Selvfølelse, der bragte ham til at tillægge sig selv og sine Foretagender en Betydning, som de paa ingen Maade havde, og som man heller neppe tillagde dem paa de Steder, hvorfra han til sin sidste Time troede, at der udsendtes Forfølgere imod ham. Den nylig afdøde Professor Krøyers Selvbiographi giver ikke Harring noget godt Vidnesbyrd fra den Tid, de færdedes sammen i den græske Frihedskrig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1870).

Harring, Harro Poul (28.8.1798-15.5.1870) forfatter, maler, politisk eventyrer. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Han er begravet på Jersey hvor hans gravsted på Sion kirkegård stadig findes med påskriften: "Friede. Paul Harro Harring. Born at Ibensdorf August 28 1798. Died May 15 1870. A political exile, man of letters and painter who fought for freedom. He was a Dane and a friend of Byron, Garibaldi and Mazzini." 

Han er medtaget i adskillige engelske, amerikanske, tyske og andre opslagsværker, se fx nedenstående:

HARRING, Harro Paul, a German author, born at Ibensdorf, near Husum, in Schleswig, Aug. 28, 1798, died by his own hand in the island of Jersey, May 25, 1870. He was the son of a landed proprietor of Friesland, but received only a scanty education, and was obliged to accept a small clerkship in the custom house. Subsequently he devoted himself to painting and literature in various places, and after publishing two volumes of poetry at Schleswig in 1821 he wrote a sketch of his adventurous life and travels entitled Rhonghar Jarr, Fahrten eines Friesen in Dänemark, Deutschland, Ungarn, &c. (4 vols., Munich, 1828). In 1828 he joined a Philhellenic expedition to Greece, but soon went to Rome, and next to Warsaw, where he served for a few months in the army. His Polish experiences were embodied in his novel Der Pole (3 vols., Baireuth, 1831), and in his Memoiren über Polen unter russischer Herrschaft (2 vols., Nuremberg, 1831; French, Strasburg, 1833). On account of his revolutionary tendencies he was subsequently expelled from Bavaria and Saxony, and in 1836 he was arrested in Bern and sent to England, where in 1837 he was wounded in a duel. He next attempted to publish in Heligoland revolutionary songs for circulation in Germany, but was arrested and sent back to England. On returning to that island in 1839 he was sent as a prisoner on a vessel bound to England, but jumping overboard he was picked up by a French ship, and afterward lived successively in England, Brazil, and the United States. In 1849 he arrived in Norway, whence he was expelled in the following year. He then became a member of the European central democratic committee in London, to which city he returned in 1856 after having been in 1854 under arrest in Harburg, and after having spent again some time in Brazil. Although he occasionally received assistance from his friends at subsequent periods, misery and discontent made him commit suicide. His publications comprise, besides poems, plays, and miscellaneous writings, many novels, of which "Dolores," the scene of which was in South America, written in English and published in New York in 1844 (German, 4 vols., Basel, 1858-'9), is considered the best.

(The American Cyclopaedia: A Popular Dictionary for General Knowledge, Bind 8, 1883)

Fra 1880'erne synes at han glide ud i glemselen, men han fik en kort renæssance i form af interesse efter afstemningen 1920. Mange af hans værker kan findes på internettet på Google Books ved søgning på hans navn. I nyere tid er der kommet flere værker om ham.

Hvad have vi at gjøre? (I). (Efterskrift til Politivennen)

Dette Spørgsmaal behøver ikke at begrundes. Det trænger sig paa baade udenfra og indenfra. Her er en Afgjørelse indtraadt, hist en Afgjørelse vel først ifærd med at indtræde, men dog allerede saa vidt bestemt i sine Hovedtræk, at disse kunne betragtes som givne. Begge Afgjørelser synes at maatte faae længere Tids Varighed; paa dem, paa de i dem liggende Fremtidsudsigter, beroer det altsaa, under hvilke Vilkaar det danske Folk fra nu af skal leve. Hvilke ere da disse Vilkaar? Og hvad skulle vi gjøre for at leve under dem, for at berede os og vore Efterkommere en uafhængig, hæderlig og lykkelig Folketilværelse?

Der gaaer gjennem Folket en Rørelse, som higer efter at finde Udtryk i Handling , en instinctmæssig Følelse af, at Eet er fornødent: Vaaben og Vaabendygtighed, at det danske Folk, for at bestaae, maa blive et Folk af Krigere, tilsøes og tillands. Det er, som om Folkesamvittigheden talte. Det samme Ord lyder fra de forskjelligste Sider, fra Enhver, - hvad Parti han ellers hører til - som føler, at Folkets Tilværelse og Ære er vigtigere , end den Enkeltes daglige Velvære. Taler denne Røst ogsaa Sandhed? Det er vel Umagen værdt at klare sig det. Thi, skal dens Bud følges, vil der kræves et tungt og langvarigt Arbejde store Anstrengelser , store Opoffrelser ei blot af Penge, men ogsaa af Tid og Magelighed; og der vil hæve sig andre Røster, som ville søge at dysse Samvittigheden i Dvale, og som ville finde Bistand hos den private Egennytte, hos den for ethvert Folk, men maaske især for det danske, naturlige Sky for mægtig anspændt, langvarig Møie. Den instinctmæssige Følelse maa blive til en fast begrundet, almindelig Overbevisning, til en kraftig Folkevillie, om den skal kunne modstaae alle Ladhedens, Letsindighedens, den lave Egennyttes Fristelser. Er det da sandt, at vi maae samle alle vore Kræfter for at blive væbnede og vaabenføre?

Vi troe, at Danmarks Stilling udadtil, hvordan man saa kan tænke sig den, vil kræve det som ufravigeligt Vilkaar for dets Bestaaen. Den vil blive forskjellig , eftersom den danske Befolkning i Slesvig bliver helt eller delvis holdt tilbage under tydsk Herredømme eller given tilbage til sig selv, d. v. s. til Danmark; men i begge Tilfælde vil et kraftigt Forsvarsvæsen være et Livsvilkaar. Den vil blive forskjellig, eftersom man tænker sig Danmark fremdeles staaende isoleret eller sammenknyttet med Sverig og Norge til en nordisk Forbundsstat; men i begge Tilfælde maae vi være rustede til Tænderne. Vi skulle betragte disse forskjellige Eventualiteter.

Det Sandsynligste er for Øjeblikket, at der vil finde en delvis Tilbagegiveise af Sønderjylland Sted, men at den ikke vil omfatte Als og Dybbøl, og at følgelig en stor Del Danske fremdeles ville blive det fremmede Herredømme underkastede. I saa Tilfælde maa det blive en Hovedopgave for enhver dansk Statsstyrelse, at søge at vinde det tilbage , som med Urette , d. v. s. mod Befolkningens Villie, er skilt fra Danmark.

Skal dette skee med det Onde, kunne vi kun tænke paa at naae Maalet, dersom der skulde komme et Øjeblik, da Preussen var angrebet fra alle Sider, ligesom Østerrig nys, og navnlig af Frankrig. Det er nu ikke let at see, hvorledes en saadan Situation skulde opstaae. Keiser Napoleon betragter aabenbart ikke Tydsklands Enhed som Noget, Frankrig bør frygte eller i alt Fald modsætte sig med Fare for en Krig. Men, forudsat at Tingene i Europa vendte sig saaledes, er det i alt Fald klart, at Danmark kun kunde vente at høste Gavn deraf, dersom det var saaledes rustet, at det baade kunde gjøre Preussen alvorlig Modstand, bevare dets Fjender et farligt Angrebspunkt og selv tage virksom Del i den Kamp, der skulde fravriste det Dybbøl og Als - med andre Ord, at vi have en forholdsvis stærk baade Sømagt og Landmagt.

Det er imidlertid ikke saa utænkeligt, som det i Hast kan synes, at Preussen, selv om det nu ikke tilfulde opfylder Nationalitetsideens Krav i Sønderjylland, dog engang kunde finde sin Regning derved, og derfor bevæges til at gjøre det godvillig.

Preussen er nemlig ved de sidste Aars og Maaneders Begivenheder kommen i en helt ny Stilling baade til det øvrige Europa og navnlig til Rusland. Bevidst eller ubevidst - snarest bevidst - har Bismarck brugt den hohenzollernske Rovlyst, det preussiske Junkerdømmes militair-despotiske Instinkter til at udføre en stor Del af, hvad Tiden netop kræver, af hvad der længe har sat Folkenes ædleste og bedste Kræfter i Røre, men som hidtil ikke har kunnet naaes ad Revolutionens Vel. Han har skadet Tidens Hovedides, Nationalitetsideen, en Række mere eller mindre fuldstændige Seire. Den vil have seiret væsenlig i Italien, i det Øjeblik da den trefarvede Folkefane vaier paa St. Marcuspladsen. Den har gjort et stort Fremskridt ved Østerrigs Udelukkelse af det tydske Forbund; thi derved er Udsigten aabnet for de ikke-tydske Folkeslag, som staae under Habsburgernes Scepter, til at blive frigjorte for det tydske Helstatstryk og komme til at føre hvert sit eget Liv i et frit Folkeforbund; derved er der ikke levnet Habsburgerne anden Udvei til at vinde den tabte Magt og Anseelse tilbage, end at stille sig i Spidsen for denne Bevægelse og søge de adskilte Dele af det rumænske og polske Folk og de slaviske Stammer i Tyrkiet knyttede til dette nye Forbund, som altsaa vil blive meget fjendlig stillet ligeoverfor Rusland. I Tydskland er vel den gamle politiske Enhed sprængt, og en Tvedeling træder i Stedet. Men den gamle Enhed, det 1815 skabte Fyrsteraad til Folkeundertrykkelse, var et Skin, var ingen Repræsentation af det tydske Folk udadtil, havde aldeles ingen Magt til at lade det veie i Europa, hvad det efter sin Størrelse og aandelige Kraft kunde veie. Den nye nordtydske Enhed bliver en virkelig Magt, idet Smaafyrsterne ryddes af Veien eller gjøres til en eneste styrende Villiee Tjenere, og til denne Magt maae og kunne de endnu særskilt bestaaende Dele af det tydske Folk tidlig eller sent knytte sig. Allerede herved har Ruslands Indflydelse i Europa lidt et grundigt Knæk; thi den beroede for en stor Del paa Adsplittelsen i Tydskland, og vi see derfor ogsaa Rusland nu bestræbe sig for ad diplomatisk Vei at bjerge Livet for disse ømaa Fyrstehuse, hvorigjennem det stod i Forbindelse med de fleste europæiske Hoffer. Fremdeles er Preussen nu mægtigt nok til at undvære Ruslands Støtte, og paa den anden Side , ved at forvandles fra et Fyrstegods, væsenlig sammenholdt ved civilt og militairt Mandarinvæsen , til et Folkerige, væsenlig sammenholdt ved en Folkefølelse, vil det faae en politisk Charakter , der snart eller sent vil stille det fjendligt imod det folkeundertrykkende og kun paa Folkeundertrykkelse byggede Czardømme. Bismarck har i Virkeligbeden, naar man seer nølere til, flyttet Europas Grændse fra Rhinen til Weichsel; thi hvor Rusland har Indflydelse , der er Asien. Det er muligt , at denne Følge af Preussens nye Stilling først kan indtræde efter en indre Revolution, fordi den nu herskende Samfundsklasse, Junkerne, føler sig knyttet til Czardømmet. Men det er ingenlunde usandsynligt, at Bruddet mellem det nye tydske Rige og Rusland kan indtræde, før man venter det, indtræde, uden at den preussiske Styrelse skifter Væsen og Charakter indadtil. Paa eet Punkt nemlig, og det et meget kildent Punkt, optræder Preussen allerede nu bestemt som Ruslands Medbeiler, nemlig til Herredømmet i Østersøen.

Lad os nu betragte Danmarks Stilling, naar en saadan Situation indtræder! Er dets Forsvarsvæsen til den Tid i daarlig Stand, er paa den anden Side Preussens Sømagt endnu ikke Ruslands voxen - og dette kan vare mange Aar endnu - saa vil Preussen blive ligefrem nødt til at bemægtige sig de danske Øer og Lande, for at Rusland ikke skal gjøre det, og derved sætte sig fast ved Indløbet til Østersøen, og det vilde da være forbi med Danmarks Tilværelse. Er Danmark derimod vaabenstærkt baade tilsøes og tillands, saa vil det paa den ene Side være farligt for Preussen at angribe det; thi, lykkedes ikke Angrebet strax og fuldstændigt, vilde der være bevaret Rusland et Tilholds- og Angrebspunkt, som kunde blive til stor Ulykke for Preussen, - og paa den anden Side vilde et Forbund med Danmark være til stor Nytte for Preussen, baade ved at fjerne Faren for en russisk Occupation ved Sundet og Belterne, og ved at yde den preussiske Sømagt en kraftig Bistand mod den russiske, maaskee stærk nok til at holde den russiske Stangen, om ikke overvælde den. Saa stor vilde denne Fordel være, at det da vel kunde tænkes, at Preussen for at opnaae den, godvillig tilbagegav de endnu undertrykte danske Slesvigere til sig selv, d. v. s. lod dem slutte sig til Danmark. Med andre Ord: heller ikke med det Gode kunne vi vente at faa det danske Slesvig tilbage, med mindre vi ere vel rustede; ere vi det ikke, vil ikke blot en saadan Tilbagevenden være umulig, men hele Danmarks Undergang bøist sandsynlig.

Vi have her med Villie forudsat, at Danmark bliver staaende ene. De, der ere imod Tanken om en nordisk Union, men som dog ville, at Danmark skal bestaae, maae indsee, at Væbning og Vaabendygtighed er Vilkaaret. Men ogsaa for Skandinaverne maa det Samme gjælde. Enten man tænker sig Nordens Enhed tilvejebragt med eller mod Preussens Villie, er det klart, at kun et stærkt, forsvarsdygtigt Norden kan slutte sig sammen. Ere de nordiske Folk svage, da ville de ikke kunne være til nogen Hjælp for Preussens Fjender i Tilfælde af en almindelig europæisk Krig mod Preussen, følgelig ikke kunne regne paa fremmed Bistand enten til at slutte sig sammen eller, naar de vare samlede, til at opretholde deres Tilværelse. Det sandsynlige Resultat vilde blive, at Preussen og Rusland enedes om at dele Herredømmet over Norden, og, naar de vare enige, hvo vilde da forhindre dem i at gjøre det? Tænker man sig Enheden tilvejebragt med Preussens Bistand, er det atter Vilkaaret, at de tre Folk have et stærkt og velordnet Forsvarsvæsen. Thi et svagt Norden kan kun være til Skade for Preussen, idet derved altid den Fare truer, at Rusland kan udvide sin Vælde ved Østersøen paa denne Magts Bekostning; dette vilde Preussen aldrig kunne taale; men da det ikke kunde befatte sig med at staae Vagt for Norden, maatte det, om der saa var sluttet aldrig saamange Allisncetractater, søge at møde Rusland saa langt inde i Norden, som mulig; det blev da sagtens tilsidst ved Sundet. Ere de nordiske Folk derimod vaabenstærke, vil Preussen have den største Fordel af disses Sammenslutning og, naar de ere forenede, af Unionens Hævdelse; thi medens en saadan Magt aldrig kunde blive saa stærk, at den kunde udestænge Preussen af Østersøen, vilde den derimod kunne blive en uvurderlig Hjælp til at udestænge Rusland fra dette Hav. Vi sige derfor til Skandinaverne baade her og i de andre to Lande: Gjør Alt, hvad I kunne for at nærme Folkene til hverandre, materielt og aandeligtl Gjør Alt, hvad I kunne for at klare Forestillingerne om en politisk Forbindelses Gavnlighed, for at gjøre Folkene fortrolige med dens nødvendigste Hovedvilkaarl Det kan Altsammen være godt; men troe ikke, at I have fremmet den nordiske Enhedssag et Hanefjed ved Alt dette, dersom I ikke tillige have kaldt en kraftig Krigeraand, en stærk og frugtbar Stræben efter at skaffe sig Vilkaarene for at kunne modstaae overmægtige Fjender, tillive hos alle Samfundsklasser!

Tænke vi os det andet, i Begyndelsen forudsatte Tilfælde, at Preussen alt nu godvillig giver hele det danske Slesvig tilbage, da kunde det synes nærliggende at tænke: Endelig have vi faaet vort Mellemværende med Tydskerne opgjort. Nu have vi ingen Fjender længer. Lad os nu slaae os til Ro og bruge alle vore Kræfter til vor indre Udvikling (og indre Kjævlerier?), og ikke spilde vore Penge paa Luxusartikler som Flaade, Fæstninger og Hær, som kun Stormagter kunne have Raad til at holde. Vi skulle ikke opholde os ved det Uværdige i en saadan Tankegang. Vi forlange ikke, at Folk skulle forkaste den alene paa Grund af den gamle Sandhed, at den, som gjør sig til Faar, ham rive Ulvene. Vi bede blot de Fredsæle om at betænke, hvordan ogsaa i dette Tilfælde et værgeløst Danmark, liggende ved Østersøens Indgang, vilde blive stillet i Tilfælde af et Brud mellem Preussen og Rusland , som Preussens nye Stilling næsten uundgaaelig snart eller sent maa lede til: Farerne ved at være urustede, Fordelene ved det Modsatte vilde, hvad enten man tænker sig Danmark staaende ene eller Nordens Riger forenede, være de samme, som vi ovenfor have paapeget. Kun vilde en Alliance med Preussen være langt lettere at slutte og langt naturligere, hvis Preussen havde gjort den Tanke Fyldest ligeoverfor Danmark og Norden, i Kraft af hvilken det har hævet sig til en virkelig europæisk Stormagt : Frændskabet mellem den nordiske og tydske Folkestamme, Fællesskabet i Gulturgrundlag, Fællesskabet i de høiere politiske Interesser, som europæiske Magter ligeoverfor det asiatiske Czarvælde, alt dette vilde kunne komme til sin Ret, og Danmark (eller Norden) kunde vente, i Forbund med Tydskland, som selvstændigt politisk Led af den germaniske Folkegruppe i Europa, at gaae en tryg og frugtbar Udvikling imøde. Men Vilkaaret er atter: Vaaben og Vaabendygtighed.

Vi have betragtet Sagens Betydning under Hensynet til Danmarks Stilling udadtil. Vi skulle i et følgende Numer søge at paavise , at den ikke er ringere, naar vi see hen til de indre Forhold.

(Fædrelandet 10. august 1866).

Artiklen efterfølges af et længere brev fra Haderslev om forventninger og Nordslesvig og Danmark. 

Det satiriske tyske magasin, Kladderadatsch forholdt sig også til skismaet i Slesvig-Holsten og hertugdømmernes deling mellem Østrig og Preussen. (31. marts 1866).

200-Aaret for Stormen paa Kjøbenhavn 10de til 11te Februar 1660. (Efterskrift til Politivennen)

200-årsdagen for svenskernes storm på København i 1659 blev bl.a. fejret i København, Fredericia og Rødding. I København satte skandinavismen sit præg: "Arvefjenden" - svenskerne - blev især efter 1845 anset som et skandinavisk broderfolk. Prominente nationalliberale og guldalderens førte sig frem: H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Christian Richardt, Orla Lehmann og Carl Ploug, Lumbye og Bournonville. Samt de kongelige, om end tronfølgeren (den senere Christian IX af Glücksborg) noget tøvende idet han var konservativ helstatsmand, og absolut ikke tilhænger af den skandinavistiske, nationalliberale Ejder-politik.

 Se fx nedenstående artikel i Fædrelandet:

- At et Folk holder sine historiske Minder i Ære, er smukt og gavnligt, og Kjøbenhavns Befolkning ærer et saadant, idet den festligholder Tohundredeaarsdagen eller Stormen paa Kjøbenhavn Natten mellem 10de og 11teFebruar 1659; thi, skjønt denne Begivenhed i og for sig ikke var saa mærkelig, da Udfaldet af den, saa at sige, var givet forud derved, at Byens vaabenføre og væbnede Befolkning var stærkere end hele den beleirende Hær, slaaer den dog som Glandspunktet i dm lange Belejring, hvis Følger saavel for Danmarks indre borgerlige Udvikling som for dets ydre Selvstændighed vare afgjørende. At altsaa hin Begivenhed mindes ved Festligheder, finde vi ganske i sin Orden og fra alle Sider betragtet bifaldsværdigt. Men man skulde antage, at da der nu er bragt ikke mindre end tre særskilte Fester i Forslag, nemlig en almindelig Borgerfest om Aftenen den 10de i Casino, et Optog samt en Banquet i Ridehuset om Formiddagen den 11te, egenlig bestemt for Borgervæbningen, men nu tilgængelig for Alle, og endelig et Bal i Casino samme Dags Aften, ligeledes tilgængeligt for Alle, saa maatte de, der ønske at feire hin Erindring, kunne finde tilstrækkelig Ledighed dertil, og at hvad der foreslaaes mere let kunde blive formeget af det Gode. Vilde dette nu gjælde, ifald der fremkom Indbydelser til flere lignende Fester, saa gjælder del dog fornemmelig om det Forslag, der vel ikke vises at være gjort af nogen bestemt Person, men som fremsmugles gjennem Bekjendtgjørelser i Adresseavisen af deri interesserede Næringsdrivende, nemlig Forslaget om en almindelig Illumination. At en saadan meget passende kan bruges, hvor en stor, overvældende Glæde pludselig griber alle Gemytter, negte vi ikke; men Glæden over hint tohundredaarige Minde kan dog for det Første ikke være pludselig, og for det Andet heller ikke saa aldeles ublandet, da den indre Orden, der udgik fra 1659, langtfra opfyldte folkets Ønsker og Ret, og den ydre Selvstændighed, der da hævdedes, netop i den nyeste Tid fra anden Kant er stærkt anfægtet, og endelig tør man desværre sikkert forudsætte, at Historiens Minder langt fra omfattes af Alle med lige Kjærlighed og Ærefrygt. Hertil kommer nu, at en almindelig Illumination medfører den Mislighed, at den paalægger en stor Tvang, idet Mange dels af Frygt for Molest, dels af en vis Forfængelighed nøies til at være med, uagtet de hverken have Lyst eller Raad dertil; og endelig vilde den, foranstaltet paa samme Tid, da en stor Del Familier vare borte fra deres Hjem for at deltage i de andre Fester, med øre megen lldsfare og let tillige Gadeoptøier, og maatte paa begge Maader gribe forstyrrende ind i disse. Dette Forslag, der, som sagt, ikke er fremsat bestemt af Nogen, men øiensynlig drives frem af egennyttige Speculationer, der ikke have noget Krav paa at begunstiges, finde vi altsaa forkasteligt, og vi anmode vore ærede Colleger, uden Hensyn til andre Meningsforskjelligheder, om at understøtte os i at bekæmpe det. Hvis Nogen, som ikke kan være med ved Festerne, eller som har Lyst til at udgive Mere, end disse koste, vil foretage noget Yderligere i taknemmelig Erindring om Forfædrenes Trofasthed og Tapperhed og om de Lidelser og Farer, denne By tidligere har udstaaet, da er der af en høiagtet Medborger for os fremsat et langt smukkere og hensigtsmæssigere Forslag, nemlig at de 3 Festcomiteer forene sig om at modtage milde Gaver til Byens Huusarme, der ikke høre under Fattigvæsenet, og med Bistand af Geistligheden besørge disse uddelte.

(Fædrelandet 4. februar 1859).

Både det stockholmske "Aftonblad" og "Göteborger Handelszeitung" synes at være utilfredse med denne fejring, som dog ikke passer godt til de tidligere skandinaviske festivaler, der er holdt siden 1845.

Sowohl das Stockholmer "Aftonblad" als die "Gothenburger Handelszeitung" scheinen mit dieser Feier unzufrieden zu sein, die allerdings zu den früheren, seit 1845 abgehaltenen Skandinavischen Festen nicht gut passt. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 5. februar 1859. Uddrag)

Maleren F. C. Lunds (1826-1901) maleri "Stormen på København 10/11 februar 1659" afspejler måske meget godt det budskab som man lagde i begivenheden 200 år tidligere. Oplyst i centrum er Frederik 3. Maleriet kan fortolkes som en afspejling af hvordan man på tilblivelsestidspunktet ønskede at fremstille begivenheden. F. C. Lund havde allerede ved festballet på Casino i 1859 motivet klart, og skal ifølge hans daværende forlovede (senere kone) fortalt og tegnet hvordan han havde forestillet sig maleriet: Volden, dragterne, is, sne, hvordan den første opkravlende svensker var blevet stødt ned af grev Ahlefeldt, konerne der hældte sydende beg. I forgrunden artilleristerne, og selvfølgelig kongen. I mellemgrunden de hvidklædte svenskere (gengivet i Illustreret Tidende nr. 20). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fejringen i København var udpræget nationalliberalt: fortidens heltebedrifter skulle danne forbillede for det danske heltemods sejr i en eventuel kommende krig med tyskerne om hertugdømmet Slesvigs tilknytning til kongeriget Danmark. Det blev der ikke lagt skjul på i nedenstående artikel fra Fædelandet:

- Kjøbenhavns Borgere feire i morgen og overmorgen paa mange Maader Tohundredaarsdagen efter CarI Gustavs mislykkede Storm paa Byen, og saavist som vel just er saadanne Festers Betydning og Hensigt, ved Mindet om Forfædrenes Heltegjerninger at vække den under Hverdagslivets travle Syssel lidt halvt slumrende Fædrelandskjærlighed til nyt Liv, og styrke Sindet til at bære de Ofre, som Staten i Farens Stund maa kræve at sine Borgere, saavist er det netop for Øieblikket al Anledning til at feire denne Mindefest; thi true end ikke fjendlige krigshære Land og By, saa er dog Faren saa nær for Haanden, at, hvis Tydsklands Overgreb ikke iTide kraftig vises tilbage, vil Danmark og Danskheden inden rum Tid være truet med Undergang maaskee endog i høiere Grad end for to hundrede Aar siden. Saameget er jo nemlig klart, at det ikke er Holsten, ikke Slesvig alene, at Tydsklands Hu staaer til, nei, det er ofte og tydelig nok udtalt, at det ophøiede Maal, som tydskerne i denne Henseende har sat sig, er Intet mindre, end at lyksaliggjøre hele Danmark, ved at indlemme det i det store tydske Fædreland. Og lad det end være afgjort, at, hvis Stormen paa Kjøbenhavn ikke var bleven afslaaet, vilde Danmark have ophørt at existere som selvstændig Stat, og det danske Sprog og den danske Nationalitet være gaaet op i det fælles Nordiske, saa er det dog altid et Spørgsmaal, om Danmark med sin kraftige borgerstand og sin fordelagtige Beliggenhed, skjønt undertvunget, ikke inden kort Tids Forløb vilde have tilvendt sig Hegemoniet i den skandinaviske Stat, og om det, som Følge af det høiere Culturtrin, hvorpaa det unegtelig dengang stod, ikke vilde have faaet en saa overveiende indflydelse paa Nordens fremtidige Udvikling, at del danske Sprog og den danske Nationalitet kun uegentlig kunde siges at være gaaet til Grunde, i Danmarks nuværede Kamp med Tydskland gjælder det derimod i en ganske anden Grad, at, hvis Danmark taber, er vort Fædreland for evig udslettet af Staternes Række, og vort Sprog og vor Nationalitet viet til Undergang og Død. Thi Fjenden er nu ikke en Stat af omtrent samme Størrelse og styrke som Danmark; det, er et Land, mange Gange større end vort, i hvis Raad vort lille Fædrelands Stemme vil være aldeles uden Vægt. Det er ikke et Folk med en kun ufuldkommen udviklet Nationalitet af samme nordiske Stamme, som vor; det er et Folk paa et høit Culturtrin, i hvis fremtidige Udvikling Danskheden ikke vil blive et integrerende Led, men kun finde sin Grav. Det er endelig en Fjende, der angriber os med et Vaaben, som Dansken altid har havt ondt ved at svinge, - Diplomatiets Rænker og List.

Saa lad os da feire denne Mindefest, men lad det midt under Glæden staae klart og levende lor vor Sjæl, at ogsaa vi have en Storm at afslaae, en Storm, der er farligere og frygteligere end den, over hvis Rædsler Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659 bredte sit Slør!

-I.

(Fædrelandet 9. februar 1859).

Iøjnefaldende var fraværet af at nævne at udfaldet af Københavns belejring for en stor dels vedkommende skyldtes at datidens store sømagt, Holland havde sendt en ganske betydelig styrke med forsyninger til hjælp for københavnerne. Det forhindrede en svensk succes. Den første undsætningsflåde bestod af 35 krigsskibe med 1.284 kanoner, foruden en proviantflåde, samt 2.200 hjælpetropper. Den 29. oktober 1658 gennemførte den et dristigt og vellykket angreb på den overmægtige svenske flåde på 45 skibe med 1.838 kanoner støttet af de faste batterier ved Kronborg og Helsingborg som spærrede Øresund. Hollænderne mistede 1 skib, men erobrede 3 svenske, samt uskadeliggjorde endnu flere. Det var altså toptrænede styrker der kom københavnerne til hjælp. Under stormen spillede hollænderne en central rolle i at nedkæmpe det forvildede afledningsangreb ved Østerport (Rosenborg), og måske endnu vigtigere: hollænderne forsvarede sammen med Sjællandske Regiment Københavns Akilleshæl: "den halve bolværk ved Kastellet" (Stormgade). I juni 1659 mens belejringen fortsat stod på, ankom en ny hollandsk flåde på 40 orlogsskibe, 1743 kanoner og 7.700 mand.

Nogle annoncer for arrangementer i forbindelse med 200-året: ved Ridebanen, Alhambra og en udgivelse fra F. Chr. Pios bog- og papirhandel. Flyveposten 10. februar 1859. Derudover var der fest i Casino. I Kjøbenhavnsposten den 9. februar blev hollændernes rolle dog nævnt, så den var kendt. Ofte blev dog kun hollændernes indsats ved afledningsangrebet ved Østerport nævnt.

 Ikke overalt i Danmark delte man de københavnske skandinavisters synspunkter:

... At det altid beredvillige Krigspartie hos os vilde forsøge Festen udbyttet paa sin Viis: saae man ogsaa allerede af Eiderscandinavernes Forsøg paa, i en halvkomisk Modstrid til Festens Oprindelse, at trække Sverrig, ved Mindet om Befrielsen fra at trækkes op i det, med et Tableau af Lundske Studenter ind i Festen. Det vilde ogsaa have været en Deelagtighed næsten i dobbelt Forstand svarende til de gamle Latineres ironiske Fortolkning af, at lucus (en Lund) kommer af non lucendo (at der ikke er lyst). Havde de sidste Aars politiske Tendentser, navnlig fra Universitetssiden, været anderledes, d. v. s. til Bevaring af er selvstændigt udeelt dansk Monarchie, saa havde der i hint Sindbillede endda kunnet ligge en smuk Forsoningstanke ovenpaa den ældre Tvist med Naboriget. Men selve dette Forsoningsudtryk behøvedes ikke engang, thi Tvisten er forældet, og ingen Dansk kan nuomstunder tænke paa andet end for bestandige Tider at bevare et brodervenligt Sind til sin østlige og nordlige Nabo, naar denne forhaabentlig ogsaa selv vil undlade Alt, hvad der kan indvirke forstyrrende paa det danske Monarchies udeelte Bevaring, dels Ro og Selvstændighed. Hint Forsøg med at bestille Studenterne fra Lund strandede da ogsaa paa de danske Studenters egen gode Smag, om endog lidt Confusion, og det skader ialtfald ikke ved Forsøg med en allerede confus Idee, har assisteret" herved. Den spredede Scandinavisthær samlede sig imidlertid i lidt broget Snit under sin journalistiske Fører og har faaet et Par militaire Generaler med til at feire en Casinofest, der idetmindste ved Anføreren ikke har kunnet frigjøre sig for en Tendents, som ligger udenfor den, Monarchiet ene tjenlige, bestemte Fredspolitik. En Indbydelse til Hs. Maj. Kongen, om at deeltage med heri, er heller ikke bleven modtagen, af samme anførte Grund, som ovenfor er nævnt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. februar 1859. Uddrag)

I Fredericia blev hollænderne heller ikke nævnt:

Fredericia, den 12te Februar. (Fred. Av.) Festen i Anledning af Tohundredaarsjubilæet for Stormen paa Kjøbenhavn indskrænkede sig her til et i Frederiksforeningens store Sal arrangeret Festmaaltid, ved hvilket c. 100 Deeltagere af alle Stænder vare tilstede. Den forventede Parade af Fæstningens Garnison cg Borgervæbning og det paatænkte Optog af Laugene fandt ikke Sted, da Krigsministeriet, som der siges, efter Generalcommandoens Indstilling, havde fundet, at der ikke var nogen Anledning for Garnisonen som saadan til at deeltage i Festen, og dette bestemte da Komiteen til ogsaa at lade Paraden af Borgervæbningen og Optoget af Laugene bortfalde, hvor, til der forøvrigt ikke km skimtes nogen Grund, hvis der ellers havde været nogen Sympathi for Festen mellem Borgerne. - Kl. 1 samledes man i Festlocalet, ved Siden af hvillet var opstillet et Musikkorps, der under hele Festmaallidet udførte fædrelandske Melodier. - Amtmand Lehmann, hvem Festcomiteen havde overdraget Præsidiet ved Bordet, gav først Ordet til General Ræder, der udbragte Skaalen for Kong Frederik den Syvende. Derpaa udbragte Provst Boisen Mindets Skaal. Kapt. Falkenberg foreslog en Skaal for "Danmarks Borgere og Landmænd", hvorefter fulgte en Skaal for "Kjøbenhavn", forestaaet af Amtmand Lehmann, efterat Justitsraad Mourier i smukke Ord havde udbragt en Skaal for "Armeen", talte Amtmand Lehmann atter for det nordiske Fostbroderlag, endnu udbragtes nogle Skaaler: for Amtmand Lehmann af Skolelærer Frank, for General Ræder af Lehmann, for Fredericia Borgerskab og Borgermester, Justitsr. Mourier, af General Ræder. Skaalen for Qvinden fremsagde i en versificeret Tale af Lieutn. Hoskjær og til Slutningen udbragtes Festcomiteens Skaal af Capt. Lundbye.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1859).

Koblingen til Slesvig fremgår af nedenstående artikel:

En Skrivelse fra Slesvig. Hr. Redacteur! Over hele Landet har Enhver i disse Dage længtes efter Aviserne, for at see Beretninger fra Hovedstaden om den storartede Fest, hvis Mage ikke har været siden de mindeværdige Septemberdage. Kjøbenhavn er i Kongeriget Hjertet; derfra gaaer Strømningerne til de yderste Hjørner; men fadedes er det ikke i Slesvig. Der ere Mange, der ikke dele Hovedstadens Begeistring, der Intet have af det Fædrelandssind, der sammenføier de andre standsdele; ikke det samme Sprog, ikke de samme Interesser. Men Enhver veed, det er langtfra Alle, der fadedes ere revne bort fra Moderlandet. Slesvig eier ogsaa Blinder om opoffrende Troskab og Fædrelandssind, rige og uegennyttige; thi det var intet Haab om en fri Forfatning, ingen personlige Interesser, der vare knyttede dertil; det var kun Pligtens Stemme de fulgte; med stiv og Blod vare de Konge og Moderlandet hengivne, som de igjen vilde være det, hvis Kampen atter kalder dem. Her ere Mange, der endnu bære følelige Minder om hine Dages Opoffrelse. Det er deres Sag, som vi, nogle dansk slesvigske Medborgere, ønske at være Talsmand for. Med Forundring have vi i Bladenes Referater for Festen ikke med et eneste Ord seet Invaliderne fra sidste Krig omtalte. Det synes os en ringe Taknemmelighed mod endeel Medborgere, hvoraf Mange endnu hver Dag lide Smerter for deres Trostab; Vidnerne om Fædrelandskjærlighed i det høieste Maal; Hæderen for et heltemodigt Folk og en tapper Armee, der hædrer sig selv ved at hædre sine Invalider. 

At en Forglemmelse er skeet, maa Enhver vist indrømme, men i Kongeriget lægges der vel ikke saa megen Vægt derpaa, da man der veed, at det i Virkeligheden kun er en Forglemmelse, og at Invaliden endnu, som vi haabe, i Folkets Hjerter finder den Deeltagelse, han med Rette kan fordre. Men her i Slesvig er det under enhver Omstændighed anderledes. Han møder sjeldent Opmuntring i sine Lidelser; oftere endog modtages han af Spot og Haan, naar han beklager sig, og stadigt svarer man ham: "Hvad vilde Du med for: har Du faaet nogen Tak for din Opoffrelse; ikke engang en Erkjendelse af, at Kongen paaskjønner, at Du kæmpede for ham og ikke imod ham."

I disse Ord, jevnligt udtalte af oprørske Undersaatter. ligger en alvorlig Paamindelse til Regjeringen om at gjøre et Skridt, som idetmindste viser, at den anerkjender Troskaben, og hvis, som Gud forbyde, atter Krigen skulde udbryde, at da et Ydre Tegn tilkjendegiver, at Invalidens sjon ikke er Svagelighed, Forglemmelse og Utaknemmelighed, der vistnok er en Skjæbne, som Enhver maa være bange for, og som altsaa vil have en Demoralisation tilfølge, der umuligt kan andet end virke stadeligt paa Armeen og sløve den enkelte Mands Mod.

Deres ærede Blad har tidligere omtalt, at der findes Medailler, som i Krigen bleve slagne til Uddeling blandt Soldaterne. Vilde det blive for vanskeligt at uddele til Alle, gid Regjeringen da vilde gjøre det til Invaliderne. Enhver af dem kunde sikkert trænge til denne Opmuntring, og navnlig Slesvigerne, der i dette Paaskjønnelsesbeviis vilde finde en Glæde i at have udøvet ! deres Pligt: en Stolthed i deres Konges Erkjendelse og en Anviisning for de Vankelmodige, hvilken Vei de skulle gaae, naar Kongen atter kalder dem.

Ærbødigst
Nogle Slesvigere.

(Flyveposten 17. februar 1859).

Artiklen nævner ikke at begivenheden stort set ikke blev markeret udenfor København og Fredericia, hvilket dog ikke gav anledning til at stemple disse egne som fædrelandsfjendtlige.

Den 11. Februar blev der igjen i Aar holdt offentlige Foredrag paa Rødding Høiskole for saa stor en Tilhørerkreds, som den største Skolestue kunde rumme. De fik en særlig Betydning ved Dagens historiske Minder, og vi skulle derfor tillade os at fremhæve Forstander Høegsbros Skildring af Carl Gustavs Planer mod Danmark, og hvorledes de lidt efter lidt mislykkedes, indtil den Uheldige Storm endelig i den Henseende blev afgjørende. Han gjorde tillige opmærksom paa, at Grunden ril, al denne Dag nu blev festligholdt, medens man i forrige Aarhundreder af Forsonlighed mod Sverrig havde hørt op dermed, ikke var at søge i et storre Fjendskab, men i den gjensidige Erkjendelse af, ar det ene Lands Undertrykkelse al der andet aldrig kunde føre til en sand og varig Forening, og at man derfor, naar man ønskede en saadan, netop maatte være glade, baade ved, at Sverrig havde revet sig løs fra Danmark 1523, og at dette havde tilintetgjort Carl Gustavs Erobringsplaner; thi kun derved kunde der banes Vei for en Forening, hvori de tre nordiske Folk, som selvstendige og ligeberettigede, af fri Villie sluttede sig sammen til fælles Udvikling og Forsvar, og meget vidnede om, at en saadan Tid nu nærmede sig. Til Slutning fremhævede han den Lighed, der i flere Henseender var mellem Begivenhederne Ira 1658 til 60 og dem fra 1848 til 50. Som Adelsvældet dengang havde maattet ty til Borgerstanden i Kjøbenhavn for at frelse Landet fra den Fare, der havde paaført det, saaledes havde Enevældet i 1848 maattet paakalde det hele Folk mod den ved dets Brede endnu mere truende Fare. Baade Adelsvældet og Enevældet vare med der samme gaaede tiI Grunde; men, som meget af hvad der var vundet 1659 og 60, igjen gik tabt ved altfor god Tro til de Styrende, saaledes var det ogsaa gaaet med meget af hvad der var vundet i 1849 og 50. Begge Gange havde det dog vist sig, at naar Faren var størst, var Hjælpen nærmest, og dette maatte give Fortrøstning til Fremtiden. Ved Bordet udbragtes Skaaler for Kjøbenhavn, det nordiske Folkelivs Udvikling, de to nordiske Konger, Hans Nansens og Jakob Dannefers Minde, det gamle Danmarks Rige, den danske Bondestand osv., og saavel i Tale som Sang yttrede sig en livlig og fædrelandsk Stemning. (Vstsl. Tid.) 

(Ribe Stifts-Tidende 22. februar 1859).

Jacob Nielsen Danefer (1630-1676) var formentlig ansat ved færgevæsenet mellem Møn og Falster. Han blev senere rytter under navnet Jacob Nielsen Damefehr (Dammefærge), senere forandret til Danefehr. Han deltog i slutningen af 1655 med i kampene i Polen som korporal og kvartermester i den polske konges livregiment. I foråret 1657 blev han enspænder (menig rytter) i Ditlev Ahlefeldts regiment under Josias Breide Rantzau. Ved Roskildefreden 1858 blev hans afdeling opløst og indlemmet i et svensk korps på 2000 ryttere. Han var derefter livknægt hos den svenske hærs næstkommanderende, rigsadmiral K. G. Wrangel. Han var ombord på en svensk skib med 120 danske krigsfanger, gods og bytte mm.  til sin gemalinde og husstand. Skibet konvojeres gennem Sundet af en svensk orlogsgaliot. Dammefehr erobrede sammen med ti fanger fra svenskerne, og tvang skipperen og rorgængeren til at styre mod København. Da han kom til København, kunne han endvidere fortælle om den hollandske hjælpeflådes nærforestående ankomst. Han blev udnævnt til ritmester og fik en del spredt bøndergods på Møn. Han kom i strid med oberstløjtnant G. Rauch og dømtes for "insubordination" til at miste sit kompagni. Frederik III lod ham dog igen januar 1661 antage som ritmester med 400 rdl. ventepenge. Han blev herefter tolder i Stege. Senere deltog han i forskellige felttog. Han døde formentlig i Wismar. Boet efter ham viste ingen velstand.

- - - Det er betegnende at denne hændelse nu er bragt ud af sin ufortjente glemsel for at fremsætte en åbenlys erklæring for verdens øjne, at det danske folk i sit store flertal, foruden glædeligt anerkender det broderlige og venlige naboskab forhold til svenskerne, men stærkt misbilliger ethvert forsøg på at forene de tre nordiske riger på bekostning af Danmarks politiske og dynastiske selvstændighed. Den enighed hvormed hele Københavns befolkning, med undtagelse af ganske få, sluttede sig til denne idé som tydeligvis lå til grund for festen, er et smukt vidnesbyrd om den patriotisme de stadig har fundet på trods af det mangfoldige arbejde med den, og den takt hvormed man denne gang undgår ethvert upassende sideblik på de tyske medundersåtter af staten, endsige anerkendte dem, afgav et bevis på at synet på situationens virkelighed er blevet væsentligt afklaret og tiden for fredelig aftale med vore sydlige brødre nærmer sig.

- - - Es ist bezeichnend, dass man diese Begebenheit im gegenwärtigen Zeitpunkt wieder aus ihrer unverdienten Vergessenheit hervorzog, um eine eclatante Erklärung vor der Welt Augen abzulegen, dass das dänische Volk in seiner grossen Mehrheit neben freudiger Anerkennung des brüderlichen und freundnachbarlichen Verhältnisses mit den Schweden, doch jedes bestreben, die drei nordischen Reiche, auf Kosten der politischen und dynastischen selbstständighkeit Dänemarks zu vereinigen, entschieden missbillige. Die Einmüthigkeit, womit sich, mit Ausnahme ganz Weniger, die ganze Bevölkerung Kopenhagens diesem dem Feste klar zum Grunde liegenden Gedanken anschloss, legt ein schönes Zeugniss ihres trots vielfältiger Bearbeitung noch gefunden Patriotismus ab, und der Takt, womit man diesmal jeden unpassenden Seitenblick auf die deutschen Mitunterthanen des Staats vermied, ja ihnen sogar Anerkennung zu Theil werden liess, dürfte ebenfalls einen Beweis abgeben, dass die Ansichten über die Wirklichkeit der Verhältnisse sich bedeutend abgeklärt haben und die Zeit friedlichen Einvernehmens mit unsern südlichen Brüdern sich nähert.

(Artiklen gennemgår herefter stormen, og modsat de danske aviser nævnes også hollændernes andel i sejren over svenskerne, samt tilføjede at Holland også modsatte sig at Danmark overtog Helsingborg. Borgervæbningens parade og festen i Ridehuset beskrives. Den slutter med at ønske at den næste fest skulle handle om forsoningen med holstenerne, ligesom det nu var sket med svenskerne)

Kjøbenhavn den 3. Marts 1859.

"Fædrelandet" af 1ste Marts har gjengivet nogle almindelige Betragtninger, som "Aftonbladet" har knyttet til sin Beretning om de her i Staden afholdte Fester den 10de og 11te Frbr. Qvintessentsen i disse Betragtninger er, at Skandinavismen har spillet en Hovedrolle ved disse Fester, samt at, naar man vil tillægge dem noget politisk Physiognomi, saa maa dette blive afgjort skandinavisk. At et fremmed Blad, hvis Taktik og Politik det er at øse sine Beretninger af eensidige Partiorganer, kan udtale en saadan Anskuelse, er vel ikke saameget til at undres over, men at et kjøbenhavnsk Blad, hvis Redacteur har havt saa god Leilighed til at erfare den virkelige skal falde paa at gjentage dem triumpherende, vilde være ubegribeligt, naar man ikke af Erfaring vidste, hvilket Spil der drives med Kjendsgjerninger, hvorledes man snart exploiterer dem, naar Øiebliktet er til at bruge dem i et vist Formaal, og snart aldeles raisonnerer dem bort eller staser dem ihjel i samme Formaals Tjeneste. Skal Skandinavismen tages i den Forstand, som baade "Aftonbladet" og dets Aandsfrænde Hr. Ploug bestandig have opfattet den, men som stærkt afviger fra den almindelige Opsætningsmaade hos det store Fleertal i Danmark som i Sverrig, saa veed Hr. Ploug sikkert meget godt fra hans Nærværelse ved Banketten i Ridehuset den 11te, at Stemningen aldeles ikke var skandinavisk; den var dansk, specifik dansk, medens derhos fremgik Bestræbelsen efter at vise Forskjellen mellem Fortid og Nutid, mellem 1659, da Dansk stod mod Svensk, og 1859, da et smukt Venskabsbaand knytter Nationerne sammen. Det var ogsaa denne Tanke, der udtrykte sig i de fire poetiske Linier, som havde faaet deres Plads i det saakaldte Fredens Tempel, og som man, med Villie aldeles seende bort fra Anledningen og fra det virkelige Indhold, har taget til Indtægt med en saa overordentlig Gridskhed. Men Hr. Ploug har jo selv havt Følelsen af denne Stemning Tryk, thi naar det ikke var Tilfældet, saa havde han neppe i de tvende Artikler i "Fædrelandet" gjort et mærkeligt Tilbagetog i sine skandinaviske Fordringer, naturligviis med Forbehold af de fromme Ønsker, han knytter til en fjern Fremtid.

Til Slutning en lille personlig Bemærkning. "Aftonbladet" bemærker, at vi "for tilfället" have anslaaet en ret skandinavisk Tone, og anfører dette som et Beviis for Stemningen, da vi skulle være meget bange for at gaae mod Strømmen. "Fædrelandet" maa naturligviis vide, at det Ene er ligesaa usandt som det Andet, men deraf lader det sig aldeles ikke genere ved at gjengive disse Beskyldninger. Det veed nemlig meget godt, at der aldrig fra vor Side hverken ved dette eller noget andet "tilfälle" er fremkommet Noget, der kunde betragtes som Forsvar for den politiske Skandinavisme, ligesom det, naar det blot vilde være ærligt, maatte indrømme, at vi aldeles ikke have nogen Frygt for at gaae imod Strømmen. Vor Holdning i 1853 og 54, da vi, saagodtsom staaende ene i den kjøbenhavnske Presse, havde at kæmpe imod en misbrugt og forført Folkestemning, er i saa Henseende vort bedste Forsvar.

(Flyveposten 3. marts 1859)

De svenske aviser refererede uden kommentarer festlighederne. Dog diskuteredes ganske kort om der burde være svenske repræsentanter til stede ved lejligheden. Desuden nævnte flere at der ikke i Sverige - trods ganske mange lejligheder - var tradition for at fejre ærerige sejre.

Et eksempel på illumination: Peter Tom-Petersen (1861-1926): Fra Jubilæumsdagen: Illuminationen på Gammeltorv og Nytorv i anledning af Christian 9.s regeringsjubilæum 1888. Illustreret Tidende. Det kongelige Tog passerer Torvet. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.