Dette Spørgsmaal behøver ikke at begrundes. Det trænger sig paa baade udenfra og indenfra. Her er en Afgjørelse indtraadt, hist en Afgjørelse vel først ifærd med at indtræde, men dog allerede saa vidt bestemt i sine Hovedtræk, at disse kunne betragtes som givne. Begge Afgjørelser synes at maatte faae længere Tids Varighed; paa dem, paa de i dem liggende Fremtidsudsigter, beroer det altsaa, under hvilke Vilkaar det danske Folk fra nu af skal leve. Hvilke ere da disse Vilkaar? Og hvad skulle vi gjøre for at leve under dem, for at berede os og vore Efterkommere en uafhængig, hæderlig og lykkelig Folketilværelse?
Der gaaer gjennem Folket en Rørelse, som higer efter at finde Udtryk i Handling , en instinctmæssig Følelse af, at Eet er fornødent: Vaaben og Vaabendygtighed, at det danske Folk, for at bestaae, maa blive et Folk af Krigere, tilsøes og tillands. Det er, som om Folkesamvittigheden talte. Det samme Ord lyder fra de forskjelligste Sider, fra Enhver, - hvad Parti han ellers hører til - som føler, at Folkets Tilværelse og Ære er vigtigere , end den Enkeltes daglige Velvære. Taler denne Røst ogsaa Sandhed? Det er vel Umagen værdt at klare sig det. Thi, skal dens Bud følges, vil der kræves et tungt og langvarigt Arbejde store Anstrengelser , store Opoffrelser ei blot af Penge, men ogsaa af Tid og Magelighed; og der vil hæve sig andre Røster, som ville søge at dysse Samvittigheden i Dvale, og som ville finde Bistand hos den private Egennytte, hos den for ethvert Folk, men maaske især for det danske, naturlige Sky for mægtig anspændt, langvarig Møie. Den instinctmæssige Følelse maa blive til en fast begrundet, almindelig Overbevisning, til en kraftig Folkevillie, om den skal kunne modstaae alle Ladhedens, Letsindighedens, den lave Egennyttes Fristelser. Er det da sandt, at vi maae samle alle vore Kræfter for at blive væbnede og vaabenføre?
Vi troe, at Danmarks Stilling udadtil, hvordan man saa kan tænke sig den, vil kræve det som ufravigeligt Vilkaar for dets Bestaaen. Den vil blive forskjellig , eftersom den danske Befolkning i Slesvig bliver helt eller delvis holdt tilbage under tydsk Herredømme eller given tilbage til sig selv, d. v. s. til Danmark; men i begge Tilfælde vil et kraftigt Forsvarsvæsen være et Livsvilkaar. Den vil blive forskjellig, eftersom man tænker sig Danmark fremdeles staaende isoleret eller sammenknyttet med Sverig og Norge til en nordisk Forbundsstat; men i begge Tilfælde maae vi være rustede til Tænderne. Vi skulle betragte disse forskjellige Eventualiteter.
Det Sandsynligste er for Øjeblikket, at der vil finde en delvis Tilbagegiveise af Sønderjylland Sted, men at den ikke vil omfatte Als og Dybbøl, og at følgelig en stor Del Danske fremdeles ville blive det fremmede Herredømme underkastede. I saa Tilfælde maa det blive en Hovedopgave for enhver dansk Statsstyrelse, at søge at vinde det tilbage , som med Urette , d. v. s. mod Befolkningens Villie, er skilt fra Danmark.
Skal dette skee med det Onde, kunne vi kun tænke paa at naae Maalet, dersom der skulde komme et Øjeblik, da Preussen var angrebet fra alle Sider, ligesom Østerrig nys, og navnlig af Frankrig. Det er nu ikke let at see, hvorledes en saadan Situation skulde opstaae. Keiser Napoleon betragter aabenbart ikke Tydsklands Enhed som Noget, Frankrig bør frygte eller i alt Fald modsætte sig med Fare for en Krig. Men, forudsat at Tingene i Europa vendte sig saaledes, er det i alt Fald klart, at Danmark kun kunde vente at høste Gavn deraf, dersom det var saaledes rustet, at det baade kunde gjøre Preussen alvorlig Modstand, bevare dets Fjender et farligt Angrebspunkt og selv tage virksom Del i den Kamp, der skulde fravriste det Dybbøl og Als - med andre Ord, at vi have en forholdsvis stærk baade Sømagt og Landmagt.
Det er imidlertid ikke saa utænkeligt, som det i Hast kan synes, at Preussen, selv om det nu ikke tilfulde opfylder Nationalitetsideens Krav i Sønderjylland, dog engang kunde finde sin Regning derved, og derfor bevæges til at gjøre det godvillig.
Preussen er nemlig ved de sidste Aars og Maaneders Begivenheder kommen i en helt ny Stilling baade til det øvrige Europa og navnlig til Rusland. Bevidst eller ubevidst - snarest bevidst - har Bismarck brugt den hohenzollernske Rovlyst, det preussiske Junkerdømmes militair-despotiske Instinkter til at udføre en stor Del af, hvad Tiden netop kræver, af hvad der længe har sat Folkenes ædleste og bedste Kræfter i Røre, men som hidtil ikke har kunnet naaes ad Revolutionens Vel. Han har skadet Tidens Hovedides, Nationalitetsideen, en Række mere eller mindre fuldstændige Seire. Den vil have seiret væsenlig i Italien, i det Øjeblik da den trefarvede Folkefane vaier paa St. Marcuspladsen. Den har gjort et stort Fremskridt ved Østerrigs Udelukkelse af det tydske Forbund; thi derved er Udsigten aabnet for de ikke-tydske Folkeslag, som staae under Habsburgernes Scepter, til at blive frigjorte for det tydske Helstatstryk og komme til at føre hvert sit eget Liv i et frit Folkeforbund; derved er der ikke levnet Habsburgerne anden Udvei til at vinde den tabte Magt og Anseelse tilbage, end at stille sig i Spidsen for denne Bevægelse og søge de adskilte Dele af det rumænske og polske Folk og de slaviske Stammer i Tyrkiet knyttede til dette nye Forbund, som altsaa vil blive meget fjendlig stillet ligeoverfor Rusland. I Tydskland er vel den gamle politiske Enhed sprængt, og en Tvedeling træder i Stedet. Men den gamle Enhed, det 1815 skabte Fyrsteraad til Folkeundertrykkelse, var et Skin, var ingen Repræsentation af det tydske Folk udadtil, havde aldeles ingen Magt til at lade det veie i Europa, hvad det efter sin Størrelse og aandelige Kraft kunde veie. Den nye nordtydske Enhed bliver en virkelig Magt, idet Smaafyrsterne ryddes af Veien eller gjøres til en eneste styrende Villiee Tjenere, og til denne Magt maae og kunne de endnu særskilt bestaaende Dele af det tydske Folk tidlig eller sent knytte sig. Allerede herved har Ruslands Indflydelse i Europa lidt et grundigt Knæk; thi den beroede for en stor Del paa Adsplittelsen i Tydskland, og vi see derfor ogsaa Rusland nu bestræbe sig for ad diplomatisk Vei at bjerge Livet for disse ømaa Fyrstehuse, hvorigjennem det stod i Forbindelse med de fleste europæiske Hoffer. Fremdeles er Preussen nu mægtigt nok til at undvære Ruslands Støtte, og paa den anden Side , ved at forvandles fra et Fyrstegods, væsenlig sammenholdt ved civilt og militairt Mandarinvæsen , til et Folkerige, væsenlig sammenholdt ved en Folkefølelse, vil det faae en politisk Charakter , der snart eller sent vil stille det fjendligt imod det folkeundertrykkende og kun paa Folkeundertrykkelse byggede Czardømme. Bismarck har i Virkeligbeden, naar man seer nølere til, flyttet Europas Grændse fra Rhinen til Weichsel; thi hvor Rusland har Indflydelse , der er Asien. Det er muligt , at denne Følge af Preussens nye Stilling først kan indtræde efter en indre Revolution, fordi den nu herskende Samfundsklasse, Junkerne, føler sig knyttet til Czardømmet. Men det er ingenlunde usandsynligt, at Bruddet mellem det nye tydske Rige og Rusland kan indtræde, før man venter det, indtræde, uden at den preussiske Styrelse skifter Væsen og Charakter indadtil. Paa eet Punkt nemlig, og det et meget kildent Punkt, optræder Preussen allerede nu bestemt som Ruslands Medbeiler, nemlig til Herredømmet i Østersøen.
Lad os nu betragte Danmarks Stilling, naar en saadan Situation indtræder! Er dets Forsvarsvæsen til den Tid i daarlig Stand, er paa den anden Side Preussens Sømagt endnu ikke Ruslands voxen - og dette kan vare mange Aar endnu - saa vil Preussen blive ligefrem nødt til at bemægtige sig de danske Øer og Lande, for at Rusland ikke skal gjøre det, og derved sætte sig fast ved Indløbet til Østersøen, og det vilde da være forbi med Danmarks Tilværelse. Er Danmark derimod vaabenstærkt baade tilsøes og tillands, saa vil det paa den ene Side være farligt for Preussen at angribe det; thi, lykkedes ikke Angrebet strax og fuldstændigt, vilde der være bevaret Rusland et Tilholds- og Angrebspunkt, som kunde blive til stor Ulykke for Preussen, - og paa den anden Side vilde et Forbund med Danmark være til stor Nytte for Preussen, baade ved at fjerne Faren for en russisk Occupation ved Sundet og Belterne, og ved at yde den preussiske Sømagt en kraftig Bistand mod den russiske, maaskee stærk nok til at holde den russiske Stangen, om ikke overvælde den. Saa stor vilde denne Fordel være, at det da vel kunde tænkes, at Preussen for at opnaae den, godvillig tilbagegav de endnu undertrykte danske Slesvigere til sig selv, d. v. s. lod dem slutte sig til Danmark. Med andre Ord: heller ikke med det Gode kunne vi vente at faa det danske Slesvig tilbage, med mindre vi ere vel rustede; ere vi det ikke, vil ikke blot en saadan Tilbagevenden være umulig, men hele Danmarks Undergang bøist sandsynlig.
Vi have her med Villie forudsat, at Danmark bliver staaende ene. De, der ere imod Tanken om en nordisk Union, men som dog ville, at Danmark skal bestaae, maae indsee, at Væbning og Vaabendygtighed er Vilkaaret. Men ogsaa for Skandinaverne maa det Samme gjælde. Enten man tænker sig Nordens Enhed tilvejebragt med eller mod Preussens Villie, er det klart, at kun et stærkt, forsvarsdygtigt Norden kan slutte sig sammen. Ere de nordiske Folk svage, da ville de ikke kunne være til nogen Hjælp for Preussens Fjender i Tilfælde af en almindelig europæisk Krig mod Preussen, følgelig ikke kunne regne paa fremmed Bistand enten til at slutte sig sammen eller, naar de vare samlede, til at opretholde deres Tilværelse. Det sandsynlige Resultat vilde blive, at Preussen og Rusland enedes om at dele Herredømmet over Norden, og, naar de vare enige, hvo vilde da forhindre dem i at gjøre det? Tænker man sig Enheden tilvejebragt med Preussens Bistand, er det atter Vilkaaret, at de tre Folk have et stærkt og velordnet Forsvarsvæsen. Thi et svagt Norden kan kun være til Skade for Preussen, idet derved altid den Fare truer, at Rusland kan udvide sin Vælde ved Østersøen paa denne Magts Bekostning; dette vilde Preussen aldrig kunne taale; men da det ikke kunde befatte sig med at staae Vagt for Norden, maatte det, om der saa var sluttet aldrig saamange Allisncetractater, søge at møde Rusland saa langt inde i Norden, som mulig; det blev da sagtens tilsidst ved Sundet. Ere de nordiske Folk derimod vaabenstærke, vil Preussen have den største Fordel af disses Sammenslutning og, naar de ere forenede, af Unionens Hævdelse; thi medens en saadan Magt aldrig kunde blive saa stærk, at den kunde udestænge Preussen af Østersøen, vilde den derimod kunne blive en uvurderlig Hjælp til at udestænge Rusland fra dette Hav. Vi sige derfor til Skandinaverne baade her og i de andre to Lande: Gjør Alt, hvad I kunne for at nærme Folkene til hverandre, materielt og aandeligtl Gjør Alt, hvad I kunne for at klare Forestillingerne om en politisk Forbindelses Gavnlighed, for at gjøre Folkene fortrolige med dens nødvendigste Hovedvilkaarl Det kan Altsammen være godt; men troe ikke, at I have fremmet den nordiske Enhedssag et Hanefjed ved Alt dette, dersom I ikke tillige have kaldt en kraftig Krigeraand, en stærk og frugtbar Stræben efter at skaffe sig Vilkaarene for at kunne modstaae overmægtige Fjender, tillive hos alle Samfundsklasser!
Tænke vi os det andet, i Begyndelsen forudsatte Tilfælde, at Preussen alt nu godvillig giver hele det danske Slesvig tilbage, da kunde det synes nærliggende at tænke: Endelig have vi faaet vort Mellemværende med Tydskerne opgjort. Nu have vi ingen Fjender længer. Lad os nu slaae os til Ro og bruge alle vore Kræfter til vor indre Udvikling (og indre Kjævlerier?), og ikke spilde vore Penge paa Luxusartikler som Flaade, Fæstninger og Hær, som kun Stormagter kunne have Raad til at holde. Vi skulle ikke opholde os ved det Uværdige i en saadan Tankegang. Vi forlange ikke, at Folk skulle forkaste den alene paa Grund af den gamle Sandhed, at den, som gjør sig til Faar, ham rive Ulvene. Vi bede blot de Fredsæle om at betænke, hvordan ogsaa i dette Tilfælde et værgeløst Danmark, liggende ved Østersøens Indgang, vilde blive stillet i Tilfælde af et Brud mellem Preussen og Rusland , som Preussens nye Stilling næsten uundgaaelig snart eller sent maa lede til: Farerne ved at være urustede, Fordelene ved det Modsatte vilde, hvad enten man tænker sig Danmark staaende ene eller Nordens Riger forenede, være de samme, som vi ovenfor have paapeget. Kun vilde en Alliance med Preussen være langt lettere at slutte og langt naturligere, hvis Preussen havde gjort den Tanke Fyldest ligeoverfor Danmark og Norden, i Kraft af hvilken det har hævet sig til en virkelig europæisk Stormagt : Frændskabet mellem den nordiske og tydske Folkestamme, Fællesskabet i Gulturgrundlag, Fællesskabet i de høiere politiske Interesser, som europæiske Magter ligeoverfor det asiatiske Czarvælde, alt dette vilde kunne komme til sin Ret, og Danmark (eller Norden) kunde vente, i Forbund med Tydskland, som selvstændigt politisk Led af den germaniske Folkegruppe i Europa, at gaae en tryg og frugtbar Udvikling imøde. Men Vilkaaret er atter: Vaaben og Vaabendygtighed.
Vi have betragtet Sagens Betydning under Hensynet til Danmarks Stilling udadtil. Vi skulle i et følgende Numer søge at paavise , at den ikke er ringere, naar vi see hen til de indre Forhold.
(Fædrelandet 10. august 1866).
Artiklen efterfølges af et længere brev fra Haderslev om forventninger og Nordslesvig og Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar