Viser opslag med etiketten Vesterport. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vesterport. Vis alle opslag

22 marts 2017

En slem Karl ved Vesterports Bomhus.

Søndag den 29. juli ved middagstid kørte er par familier ud i besøg, og ved Vesterports bomhus betalte en af selskabet 1 mark hvorpå blev tilbagebetalt seks rigsbankskilling. Men da de rejsende om aftenen atter ankom til Vesterport, troede de at Cerberus var undsluppet fra helvede eller at en af de fatale toldbodhunde var opstået fra de døde. For således bjæffede og skældte en bomhuskarl ved navn Jeppe Pedersen dem i møde, idet han påstod at de om middagen havde givet ham en stor toskilling i stedet for et markstykke og med drøje eder forlangte erstatning samt truede med vagten hvis de ikke adlød. Da vi fuldkommen var overbevist om at have givet ham en mark, eftersom vi ikke engang havde en sådan toskilling, så havde vi godt ved at le ad hans trusler. Desuden burde han vel ved højlys dag have kendt forskellen, og da straks krævet tingen bragt i orden for at have nogen ret til at tale med. Men muligvis er han først hen ad aften blevet oplyst i ånden, så da han kunne fatte den høje tanke, på denne måde at få nogle ekstra skillinger. 

Dog nok herom, man kan jo ikke vide hvorfor karlen gik i drømme, dette er blot en tanke og tanker ved vi er toldfri. Ved hans støjen og folks tilløb blev bomforpagteren selv hr. Lassen opmærksom på det, kom ud og skønt han selv er en meget retskaffen og brav mand, kunne han naturligvis ikke afgøre på hvis side retten var, da han ikke havde modtaget pengene. En anden af selskabet på vognen gav da den grove karl det forlangte, skønt han harmede sig over at se sig nødsaget til for at undgå den skræk hvori børnene på vognene blev sat, at betale en afgift som alt engang var betalt. 

Da denne karl muligvis oftere bruger denne fremgangsmåde som en spekulationshandel, så gøres publikum herved opmærksom på at de er nødt til at bede omtalte karl Jeppe Pedersen at tage briller på i tide og siden tie stille, for kvittering for den betalte bomafgift er han vel ikke i stand til at give. I øvrigt var det at ønske at bomforpagteren afskedigede denne karl og i hans sted antog en anden der ville gøre sig den ulejlighed straks at bese de penge han fik leveret og i alt fald vidste at opføre sig anstændigt mod folk.

(Politivennen nr. 1179, Løverdagen, den 4de August 1838. Side 499-500)

22 januar 2017

Til en Familie, hvis Pige, eller Amme, i Mandags Aftes hjembragte et lidet Barn med forslaaet Hoved, eller maaske med sønderbrudte Lemmer.

Når forældre betror deres børn til andre, vidner dette om megen tillid, især når børnene er så små at de ikke kan gøre rede for hvorledes de er blevet behandlet i forældrenes fravær. At denne tillid der erhverves og vedligeholdes på mange måder, imidlertid meget ofte misbruges, er noget erfaringen tilstrækkeligt lærer. Og vi anser det for enhvers pligt at gøre opmærksom på sådant misbrug, især hvor kendsgerninger ligger så klart for dagen at ingen tvivl kan finde sted. Sagens vigtighed synes os at kræve det. I det håb at disse linjer må komme til vedkommende forældres kundskab, indrykkes de altså i dette blad for hvis almennyttige øjemed de synes os at være pasende.

Da referenten i mandags kl. kvart i otte om aftenen med familie passerede ud af Vesterport, kom en bondeklædt pige eller amme ham i møde på fortovet udenfor den yderste barriere. Bag hende skjultes en af de nu vist nok kun for deres prisbillighed små grønne barnevogne som vist nok kun stadig meget er i brug på grund af deres prisbillighed. Hun trak barnevognen hvori sad et lille barn. Det bemærkede referenten altså ikke før hun pludselig trådte ned på gaden fra det høje fortov og uden at se tilbage trak den spinkle vogn efter sig
med et kraftigt ryk. Denne mildest talt høje grad af uforsigtighed havde til følge at vogn og barn kastedes voldsomt mod stenbroen, og så vidt man i tusmørket kunne se, barnets hoved imod kanten af fliserækken. Referenten sprang til med et udråb af smerte og ville have hjulpet den stakkels lille, som han måtte antage at være blevet betydeligt beskadiget. Men i en håndevending havde den følelsesløse kvinde rejst vognen og barnet der var fastbundet i den, og uden at foretage den ringeste undersøgelse af hvad skade dette havde fået ved et fald der var så farligt at døden let kunne have været en følge af det, ja uden at røre ved eller se til den lille mishandlede, løb hun mere end hun gik med vognen og det ynkeligt skrigende barn indad porten til hvor hun snart forsvandt blandt mængden.

For at lede til opdagelse af det højst uforsigtige og aldeles følelsesløse kvindemenneske der måske for at vælte skylden fra sig har bundet barnets forældre en fabel på ærmet, vil referenten endnu tilføje at barnet på hvilket de værste følger af faldet måske først kommer til syne efter længere tids forløb, faldt på venstre side hvor det ikke i det allergunstigste tilfælde kan være fri for skrammer. Hvad videre oplysning man måtte ønske, er referenten meget villig til at give, såvidt det står i hans magt, når man behager at henvende sig om det til udgiveren af dette blad.


Måtte ret mange også ved det her anførte lære at erkende vigtigheden af en nøjagtig prøvelse af de personer til hvem de betror det vigtigste, de ejer, skulle det glæde referenten meget. Enhver vil desuden sikkert i sin egen erfaringskreds finde eksempler på de sørgelige følger af et uheldigt valg i denne henseende. At de ovenfor omtalte barnevogne ligesom alle vogne på 2 hjul bliver farlige ved den mindste skødesløshed er afgjort. Og man tør derfor uden tvivl vente at se brugen af dem indskrænket. Referenten ville aldrig give tilladelse til deres afbenyttelse for sine børn, med mindre enten han eller moderen var til stede. Og da kun under den betingelse at barnepasseren altid beholdt vognen for sig, og altså skød den frem, men ikke turde trække den bag efter sig. Vi har endnu i frisk minde at 2 børn ved uforsigtighed i brugen af en sådan vogn styrtede ned af volden og mistede livet.


 (Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 587-590)

21 januar 2017

Bør ikke en Skildvagt assistere Folk, i Tilfælde af Overfald tæt ved hans Post?

Da indsenderen kørte ud af Vesterport fredag den 5. august henimod kl. 12 om natten, kom lige udenfor stadsporten nogle velklædte personer mod vognen og standsede den ved at gribe hestene i tøjlerne som de først slap da hestene blev drevet frem med pisken. Men en af dette smukke selskab - som i sandhed må have været pøbel uagtet klæderne ikke vidnede om det - begyndte da med sin stok at slå en mandsperson der sad på vognen. Han sprang ned af vognen og tiltalte ham som var ham helt ubekendte, men fik intet svar.

Dette skete tæt inden for bommen hvor der var posteret en skildvagt som nødvendigvis må have set og hørt det passerede, og man bad da denne at holde øje med disse personer der overfaldt de vejfarende. Men dette bar ikke frugt, fordi efter at have passeret ravelinsvagten så selskabet der nu havde gjort omkring, bagved og ved siden af vognen. Og nu regnede en dragt stokkeprygl ned, ikke alene over den før slagne mandsperson, men også over en dame der sad ved hans side. Uagtet man ved dette overfald slap med den svie som er uundgåelig forenet med stokkeprygl og med at få en damehat slået i stykker - for hvilket held man imidlertid har hestenes hurtighed at takke - så finder man sig dog foranlediget til at spørge om en skildvagt i hvis nærhed der finder overfald på personer sted, ikke er forpligtet til at give de overfaldne assistance, især når han anmodes om det? Det havde været en let sag for den her omtalte militære post at hindre de pågældende i at vende om for endnu en gang at foretage et voldsomt angreb på fredelige rejsende.


 (Politivennen nr. 1079, Løverdagen, den 3die September 1836. Side 576-577)

01 december 2016

Ønske om et Par Litzenbrødres Ansættelse ved Toldopsynet i Vesterbroes Ravelin.

For omtrent 14 dage siden kom 2 rejsende fra Jylland til København med ekstraport. Ved ankomsten til toldbetjentens opholdssted i Vesterports ravelin måtte de holde for at lade deres kufferter efterse. Men da kørekarlen kun var en halvvoksen person der vel kunne styre et par gamle og magre hester, men ikke var stærk nok til at løfte en kuffert af vognen, måtte de selv, våde og halvt forkomne af en hel dags rejse i et fugtigt og koldt vejr, stå at vognen og bære kufferterne ind i betjentenes værelse og derfra igen på vognen. Sådan ubehagelighed at måtte påtage sig sjoverarbejde når man længes efter ro og vederkvægelse, indtræffer vist ikke sjældent på dette sted som passeres af så mange rejsende. Det var derfor ønskeligt at der ansattes et par litzenbrødre der mod en lille godtgørelse kunne være de rejsende behjælpelige med at læsse deres kufferter og pakker af og på vognen. I København findes desværre mange som mangler arbejde og fortjeneste og som med glæde ville modtage en sådan post, og de rejsende ville vist næppe findes uvillige til at betale 4 til 8 skilling når de kunne blive siddende på vognen i deres rejsetøj og fritages for at forrette uvant sjoverarbejde.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 10-11)

22 september 2016

Erindring til en Conditor udenfor Vesterport.

Det er unægteligt at nævnte konditors lokale har noget meget indbydende hos sig, og at såvel varerne som opvartningen er upåklagelige. Men der er dog en omstændighed som når der ikke rådes bod på den, må afholde ethvert dannet menneske fra at frekventere nævnte lokale. Det traf sig tirsdag den 17. f. m. om aftenen da indsenderen var nærværende der, at nogle håndværkssvende eller karle som hverken efter deres påklædning eller talemåder egne sig for dette sted, kom derind og ikke udlod ved de meste gemene og smudsige udladelser som også ved en vis, fræk næsvished at lade se hvad sort de var. Indsenderen som havde ønske at nyde nogen mere forfriskning, blev der naturligvis ikke anden udvej for end hurtigt at gå bort. Man har imidlertid ikke villet undlade at give nævnte konditor dette velmente vink Muligvis vil han vide at sørge for sådanne lave personers fjernelse. For det er indlysende at ingen familie, ingen mand med mindsteæresfølelse, tør vove sig til et sted hvor man er udsat for et så ubehageligt møde og en så nedværdigende behandling.

(Politivennen  nr. 866, Løverdagen den 4de Julii 1832, s. 511-512.)

09 juli 2016

Ønsker, Vesterport angaaende.

En meget lille stad i Grækenland var forsynet med overmåde store porte. Dette gav en filosof anledning til at sige: "I borgere! Luk jeres porte, for at byen ikke skal løbe ud." Levede denne gode mand i vores tid og så væres små stadsporte, ville han sikkert fremkomme med en anden vittig ytring aldeles modsat denne. Vores porte er virkelig for lave og for smalle i forhold til den store færdsel der er igennem samme. Dette er især tilfældet med Vesterport der kan anses som en hovedindgang til staden. Her sker bestandig ophold hvad enten man vil ud eller ind af samme, og det ikke alene på søn- og torvedagene, men næsten altid. De arme fodgængere er især ilde farne, når de i porten måder svære høstlæs eller firspændte, hurtigtkørende vogne, da pladsen er så smal at de næppe kan retirere. - Ønskeligt var det derfor at denne port nu skal under reparation at den måtte forstørres og forskønnes således at den hos de mange fremmede rejsende som kommer derigennem, måtte opvække et fordelagtigt begreb om vores smag og sans for det skønne. Men hvis dette ikke skulle kunne lade sig gøre, indskrænker man sig til den bøn at porten måtte udvides blot et par alen, og forsynes med et trottoir til bekvemmelighed og sikkerhed for fodgængere. At porten i nuværende beskaffenhed er for lav, har man for nogle år siden haft eksempel på da dennes brolægning måtte opgraves forinden den kongelige ligvogn kunne passere derigennem. Vel ved dette ønskes fremsætter at det er en regel i den gamle fortifikationsmåde at fæstningsportene skulle være små, men København er dog egentlig ingen regulær fæstning og såvel erfaring som den nyere tids krigsbrug har vist at kunne bastionernes og udenværkernes krydsende ild eller de til udfald bestemte tropper ikke afholde fjenden fra at trænge frem til porten, så vil han sikkert ikke om denne er et par alen mindre eller større i bredden og højden derved forbydes at bane sig indgang gennem samme.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 309-311)

05 april 2016

Mine Hændelser paa en Vandring igjennem Hovedstaden

"Wenn Jemand eine Reise thut,
So kann er was erzählen
Drum nahm ich meinen Stock und Hut,
Und that das Reisen wählen.
Dran hat er gar nich übel gethan;
Erzähl drum weiter herr Urian!"

Den meste tid af mit liv har jeg tilbragt på landet. Ked af altid at opholde mig der, besluttede jeg efter en snes års forløb at gøre en tur til hovedstaden for der at tilbringe en føje tid blandt frænder og venner, og at se byens herligheder og forskønnelser efter et så langt tidsrum. Jeg pakkede i min rejsesæk, tog min hat og stok og efter salig Claudius' råd "that das Reisen wählen".

Med muntert sind og frejdigt mod samt hovedet fuld af de mange glæder jeg ville nyde i hovedstaden, forlod jeg min usle by. Men skuffet blev jeg, arme Jørgen! i alle mine store forventninger. Min glæde blev - fortræd - og jeg vil derfor kort meddele mine oplevelser og hændelser på denne min rejse.


Forinden min afrejse skrev jeg til min fætter om at leje mig et logi som jeg efter min ankomst fandt lige efter ønske. Træt af den lange rejse lagde jeg mig til hvile. Og min ven Morfeus indfandt sig straks hos mig. Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. Jeg var derfor nødt til så træt og søvnig jeg end var at forlade mit bløde leje. Jeg gik til vinduet for at se hvad det var for en skrækkelig og bedøvende hamren og så da 3 mænd hamre på en kobberkedel lig den jeg læste om i Münchhausens troværdige rejse. Min søvn var da nu endt. For det var umuligt at høre mine egne ord, langt mindre at tænke på søvn ved sådan en spektakel. Du min store Gud! tænkte jeg, er denne larmende og bedøvende håndtering på offentlig gade tilladt her? da vil jeg jeg sandelig ikke bo i et sådant nabolag om man endog ville give mig gratis kvarter.



"Men næppe havde jeg sovet nogle få timer før jeg blev vækket af en forfærdelig hamren. " (P. Klæstrup: Kobbersmede på gaden)

Jeg klagede min nød til min fætter der noget efter besøgte mig, og han lovede at skaffe mig et andet logi. For mit hoved var ganske ørt. Jeg fremsatte det spørgsmål til ham hvorfor sådant arbejde på gaden ikke var forbudt da enhver larmende håndtering burde henvises til en udkant af byen eller uden for en af portene hvor man godt kunne forarbejde disse gigantiske kedler og ikke mere svække den svage og forstyrre den sunde med denne græsselige hamren. 

Efter at have nydt en kop løvetandskaffe og iført mig mine søndagsklæder, hastede jeg med at komme fra dette bedøvende klipklap og foretog mig en tur gennem byen.


Jeg havde næppe gået 3 gader langt før jeg faldt over et vippende rendestensbræt og rev hul i min ene støvle. Jeg rejste mig op og var glad over ikke at have brækket benet, hvilket jeg har hørt ofte skal være tilfældet her. Til hvilken nytte er disse rendestensbrætter? tænkte jeg når de ikke er således fastgjorte at man trygt kan træde på dem uden at risikere at få sit fodtøj, sine klæder og lemmer spoleret? I sådanne betragtninger vandrede jeg videre. 


Men ved at stå stille i en gade for at se hvor hurtigt man der opførte en bygning med høje kirkevinduer som man sagde mig skulle være butiksindretninger, blev jeg klar over at min gode søndagskjole var fuld af tran som jeg havde fået ved at stå under en gadelygte. Jeg var sandelig nær ved at græde over dette syn. For denne kjole var næsten ny, skønt jeg kostede mig den til mosters sølvbryllup for 6 år siden. Skal sådant være tilladt, udbrød jeg? Burde vægterne ikke strengt påtales til at nøje efterse og passe de anbragte lygter? og burde de ikke straffes nå sådant uheld som mit indtræffer? Fortrædelig herover gik jeg fremad. 

Efter at have passeret 4 til 5 gader gjorde jeg holdt for at betragte en i mine øjne snurrig mælkevogn. Men jeg var dog først så forsigtig at se om der ingen rendestensbræt var som kunne rive min anden støvle itu eller en lygte som dryppede. Men ikke så snart jeg havde vendt hovedet for at se efter dette, fik jeg et puf i ryggen så jeg nær var styrtet forover, og jeg var fra øverst til nederst bestrøet med sand. Jeg vendte mig om til stedet hvorfra dette sandbombardement kom og så karlen i færd med at give mig det andet lag.

Hvad er det for en indretning? udbrød jeg! Skal en sådan sandaflæsning være tilladt? Burde man ikke påbyde sandaflæsserne at bære sandet ind i tønder, baller, sække eller lignende, ligesom jeg har bemærket man gør ved saltaflæsningen og ikke udsætte de forbigående for sådan sandpåkastning i levende live?

Ærgerlig over de mange fataliteter marcherede jeg videre, glad ved at have vandret gennem flere gader og stræder uden at der var tilstødt mig noget ubehagelig hændelse. Men jeg mærkede at min glæde kun var meget kort. For en uforskammet slagterdreng som ikke ville vige for mig på fortovet, eftersom jeg snart erfarede han havde såkaldt fortovsret, tilsmurte min kjole på den anden side så skammeligt med blod så at jeg nu er nødt til at lade den vende.


Det er ikke at undres over, tænkte jeg, at man her i byen ser så mange pyntede herrer og damer de søgnedage, de er vel alle så uheldige som jeg og nødes derfor hver 14. dag i det mindste at forsyne sig med nye klæder. Alt dette kunne forebygges når det alvorligt blev befalet enhver at have sit udløbsbræt i forsvarlig stand, at sandet blev båret, at lygterne var så tætte at trannen ikke dryppede ned, at slagterne med sit blodige trug forblev midt på gaden og ikke tilsmurte folk på fortovet etc.


(Fortsættes)


(Politivennen nr. 583. Løverdagen den 3de Marts 1827, s. 137-143).



Gadescene i København ved år 1800. En pige gør indkøb af grøntsager hos Amagerkonen. Statens Museum for Kunst.

Redacteurens Anmærkning

Beretningen minder en hel del om den måske endnu mere detaljerede skildring af forholdene i København, i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 24 juli 182131. juli 1821 og 4. august 1821.

06 februar 2016

Uorden.

Udenfor Vesterport på hjørnet af alleen og vejen til tømmerpladserne er man begyndt på at samle en møgdynge på glaciets jorder. Allerede nu giver den en slem stank fra sig der vil blive værre når varmen kommer. Fremmede vil vist heller ikke finde skuet af samme smukt, især da den ligger lige for Frihedsstøtten. Gødning er vel nok nødvendig for jorden, men så nær ved vejen bør den ikke ligge i mængde.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9596)

02 februar 2016

Om Passagepengenes Erlæggelse.

Fra Københavns resp. magistrat har man i disse dage set såvel i Adresseavisen som i Statstidende en bekendtgørelse angående hvorledes port- og passagepengene ved stadens 4 porte indtil videre skal være at betale, og findes deri.

A) Af alle udenfor stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere, bønder, amagere og andre som med læs eller fragt indkører her i staden:

1) På søgnedagene fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har afringet med 2 sk. sølv eller tegn for hver vogn osv.

Det synes at ligge i ordene: "uden for stadens grund," at de på stadens grund boende vognmænd, møllere m. fl. således må være fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de på søgnedagene fra portens åbning til om aftenen når vagtklokken har afringet, passerer vedkommende stadsport. Men desuagtet har anmelderen heraf bragt i erfaring at bomforpagterne har afkrævet de på stadens grund boende vognmænd, møllere etc. nævnte 2 sk. sølv, og når disse har beråbt sig på den høje magistrats bekendtgørelse af 31. december 1824, efter hvilken de mente sig fritaget for en sådan afgift, har bomforpagterne ved trusler tvunget dem til at betale den.

Anmelderen kan da ikke tro andet end at bomforpagterne enten må være forsynet med en senere anordning som ophæver eller forandrer den af 31. december 1824, eller også at denne sidste anordning ikke er at forstå således som dens udtryk tilsiger, og i dette tilfælde tillader man sig den mening at en autentisk fortolkning af denne anordning ville være meget gavnlig idet den tillige havde anledning til tvistigheder mellem bomforpagterne og vedkommende.

Skulle det derimod være således at nævnte forordning er at forstå efter dens ord, og at altså de på stadens grund boende vognmænd, møllere, slagtere, bagere etc. er fritaget for at betale 2 sk. sølv i portpenge, når de om søgnedage fra portens åbning til om aftenen vagtklokken har ringet, passerer vedkommende bom, så tvivler man ikke om at bomforpagterne på det alvorligste vil blev draget til ansvar for deres i den henseende hidtil viste ulovlige forhold.

(Politivennen No. 474, Løverdagen den 29de Januar 1825. Side 9446-9449).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen uddybes i Politivennen nr. 478.

31 januar 2016

Ønske til Vedkommende.

Søndag aften ved vægterråbet 12 ville anmelderen køre fra staden til sit hjem på Frederiksberg. Han passerede Vesterport og bommen, men da han nærmede sig underofficersvagten, blev han anholdt og det blev ham betydet at han ikke kunne passere videre da man just lukkede ravelinsporten. Hvor meget han end bad om at man ville tillade ham at passere, så blev dette ham dog nægtet, og han måtte nu vende om igen og køre gennems taden ud af Nørreport. Dette ophold og den ubehagelighed i mulm og mørke at måtte køre ad en længere vej, har frembragt det ønske som han vover at fremsætte for højere vedkommede, nemlig at der så snart folk udsendes for at lukke ravelinsporten, måtte fra portvagten henstilles en mand ved porten indtil at denne også var lukket for at varsle rejsende om at passagen var ophørt.

(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9369)

24 januar 2016

Uorden bag Vesterport.

Bag ved Vesterports vagt er hensat en trillevogn hvorved let kan afstedkommes ulykker på mørke aftner. Indsenderen som kom ind af Vesterport mandag aften, og gik bag om vagten, stødte på den da det var mørkt, faldt og slog sig. Man har senere erfaret at urtekræmmeren på hjørnet af Frederiksberggade og Vestervold nr. 17 hvor intet navn står over døren, skal være ejer af den, og anmoder derfor nævnte navnløse urtekræmmer til at skaffe sig et andet stade for sin trillevogn, og ikke lade den stå midt på alfarvej hvor den spærrer passagen for gående.

(Politivennen nr. 455. Løverdagen den 18de September 1824, s. 9149-9150)

29 december 2015

Øster- og Vesterport.

Ikke sjældent ser man unge piger med børn, ja endog sådanne aldeles ene at stå over Østerport, eller at barnepiger sætter børn på kanten ovenover Vesterport så at de ved mindste skødesløshed kan falde ned. - Vel ved indsenderen at der Gud være lovet endnu ikke er sket nogen ulykke. Men det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet, lg de høje vedkommende ville vist herpå at være gjort opmærksomme også vide at tage sådanne forholdsregler at det ikke bliver en for sent tilkastet brønd.

(Politivennen nr. 415. Løverdagen den 13de December 1823, s. 6723-6724)

04 december 2015

Til vedkommende om Forsømmelsen af Portklokkens ringning i St. Petri Kirkes Taarn.

Indsenderen har længe stået i begreb med at påtale denne forsømmelse af et så nødvendigt signal til efterretning for bommændene ved Nørre- og til dels Vesterport. Men foranlediget af den i lørdag eftermiddags (den 8. februar) alt for vidt drevne åbenbare skødesløshed, hvor klokken slet ikke blev rørt i til den for februar måned fastsatte tid, nemlig kl. 5, føler han sig herved foranlediget til at forespørge hos de ansvarlige om sådan efterladenhed bør gå upåagtet hen, eller om det ikke snarere bør pålægges den dertil ansatte ringer i stedet for sin sædvanlige skik at ringe 2 til 3 minutter at holde klokken i bevægelse i den anordnede tid der så vidt vides er 10 minutter før helslag.

(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6026-6027).

"Det bør pålægges den dertil ansatte ringer i stedet for sin sædvanlige skik at ringe 2 til 3 minutter at holde klokken i bevægelse i den anordnede tid der så vidt vides er 10 minutter før helslag" (Sankt Petri Kirke, 2015. Eget foto).

27 august 2015

Vedvarende Tiggerie af Slaver

Skønt der i Politivennen så vidt erindres flere gange er klaget over at folk der enten for at spadsere eller forrette deres ærinde går ind og ud af stadens porte, bliver belemret med tiggeri af de slaver som arbejder ved portene og på broerne, så ser det ud som om der alligevel uhindret finder sådant tiggeri sted. Og det på en måde som må opvække rimelig misfornøjelse, da den gående ikke alene ofte bliver nødsaget til at standse idet han tiltales både fra siden og forfra af to til tre sådanne karle på en gang, men at tiggeriet endog undertiden sker på en ironisk og insolvent måde når slaven forventeligt tvivler på at få noget. Ja man har endog eksempler på at sådanne tiggende slaver har gjort nar af den forbigående, når de enten syntes at have fået for lidt eller han ikke har givet dem noget.

(Politivennen nr. 196, Løverdagen den 2den Oktober 1819, s. 3139-3140)

17 juni 2015

Et Forslag, der mueligen var gavnligt, naar det blev drøftet og derpaa iværksat.

Hvem der kender blot ubetydeligt til toldbetjentenes mange og vigtige forretninger ved portene, især på torvedagene og især ved Vesterport, vil let slutte hvor travlt der må være på accisseboderne. Anmelderen som tit er gået forbi, ja engang imellem opholder sig der for regnen, har ofte været vidne til den støj, larm og trykning som jævnligt foregår der for at komme til hullet og få deres varer accissede. At dette nu må være særdeles ubehageligt og tillige leet kan bringe disse regnskabsførere til i denne tumult at begå på grund af den hast hvormed disse folk skal ekspederes, når vedkommende ikke vil høre deres uartighed, adskillige små regnskabsfejl som siden når tummelen er nogenlunde forbi, kan koste dem såre megen umage for at opdage, for ikke at tale om unyttig tidsspilde, så synes det ikke at være skadeligt til ordens vedligeholdelse om den indretning kunne foranstaltes at der så snart portene blev åbnet om morgenen og lige til om middagen kunne fra ravelinsvagterne udsættes en skildvagt for på det alvorligste at påse og forebygge den uorden der undertiden findes, og som det er en umulighed for vedkommende embedsmand at forebygge.

(Politivennen nr. 82, Løverdagen den 26de Juli 1817, s. 1371-1372)

13 juni 2015

Udaad

(Indsendt)

Lørdag den 7. maj om aftenen henved kl. 5 gik en højgravid kone af stand med sine 3 børn og en anden dame til Frederiksberg. Ved den mellem underofficersvagten og stakitport der er ved den yderste barriere (der nu er så vidt udvidet at to vogne netop kan passere den jævnsides) standsede de mens en bondevogn kørte forbi. En elegant ekvipage kom i det samme farende og tvang sig ind mellem porten og bondevognen, just hvor nævnte damer stod. 


"Ved den mellem underofficersvagten og stakitport standsede de mens en bondevogn kørte forbi. En elegant ekvipage kon i det samme farende og tvang sig ind mellem porten og bondevognen, just hvor nævnte damer stod". (Vesterport på Politivennens tid. Den inderste port. Den yderste port stod bag tegneren).

Følgen af det var at der blev tilføjet den gravide moder et heftig stød på underlivet således at en stor tjæreplet fra hjulet blev efterladt på dette sted af kjolen. Den udstrakte arm som hun ville værge sit foster med blev ganske hudløs. Tillige blev begge fruentimmere og børnene kastet om og da den ulykkelige moder kom til sig selv lå det ældste barn under rækværket således at en eneste bevægelse havde styrtet det i stadsgraven. 

Da det var en holstensk vogn som anrettede denne ulykke, var det umuligt andet end at to i vognen siddende herrer må have bemærket det skete. Smukt var det i øvrigt at se med hvilken beredvillighed enhver ved denne lejlighed ydede sin hjælp, i stedet for som ofte sker at stå som ørkesløs tilskuer eller forgæves at ile efter gerningsmanden. Den mest hensigtsmæssige måde at forebygge flere sådanne scener ville sikkert være at omdanne den port. Skulle dette være for bekosteligt, da kunne derved foranstaltes et opsyn der forhindrede noget sådant. Ingen bøder synes at være for store i dette tilfælde, når man tager i betragtning hvilken skrækkelig ulykke der kunne være sket.

(Politivennen nr. 76, Løverdagen den 14de Juni 1817, s. 1285-1287)

11 juni 2015

Tvende dristige Optrin til Vedkommendes nærmere Overvejelse

(Indsendt)

1) Anden pinsedag den 26. maj forleden gik en embedsmands med sin talrige familie bestående af 7 børn uden for stadens vestre port for at ånde den frie luft og unde sine mange en af de glæder som nu til dags er godt køb. Hustruen og børnene var et temmelig stykke i forvejen og havde nået Vesterports ydervagt, mens husfaderen og en student der underviser hans børn, kom gående i nogen afstand. Han og denne så de 3 ældste børn omgivet af 4 opløbne slemme drenge, og da de nåede selskabet, lød beklagelser over at den ene af disse med en pigget stok havde stukket den mellemste af sønnerne i hælen. Og da denne beklagede sig over det og måske brugte mund, var de blevet overøst med skældsord. De 3 af disse slemme drenge havde ved husfaderens ankomst som var varslet dem taget flugten sammen med det sårende våben. Men manden tillod sig at sige et par alvorlige ord til den største inden han forlod børnene.


To alvorlige tildragelser ved Vesterports ydervagt: Drenge som forulemper en familie, og en soldat der ryger tobak (Vesterport, 1840. Før og Nu 1915).

2) På samme tur og ved tilbagevejen gennem Vesterport så indsenderen såvel som 2 andre personer i hans følge med forundring ved selv hovedvagten forbi hvilken det aldrig tillades nogen at ryge sin pibe tobak, selv om pibehovedet er lukket med beslag en underofficer gående frem og tilbage bag skilderhuset og mellem dette og de der stående geværer at ryge sin lystigt brændende cigar, hvilket det forekom indsenderen blev efterlignet af en underordnet. Klokken var den gang lidt over otte.


(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1253-1255)

02 juni 2015

En gammel Mands Uheld og et Spørgsmaal i den Anledning

(Indsendt)

Lørdag eftermiddag den 18. januar kom indsenderen fra Vesterbro for at gå til staden. På vejen møder han en gammel mand og borger her i staden der uheldigvis er meget beruset. Da han kendte manden for ellers at være en ulastelig karakter, tog han sig af ham og lejede en karl for at følge ham til sit hjem. Men det var umuligt på denne måde at bringe ham længere end til Vesterports vagt, da en mængde mennesker der ikke havde mangel på tid, i mellemtiden havde samlet sig om ham for at have deres morskab. 


For at han ikke skulle tjene disse til genstand for spot og for at han ikke skulle smudse sine klæder, bad indsenderen løjtnanten i vagten, at manden måtte anbringes indtil man fik hentet en vogn. Officerens svar var kort og bestemt: At dette kunne han på ingen måde tillade. Hvorfor da en gammel mand, far og borger måtte ligge i skarnet til glæde for den tilstrømmende pøbel.

Indsenderen der som borger ikke er så nøje bekendt med en vagthavende officers pligter i dette tilfælde, ønsker at kyndige underretter ham om det.


(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25de Januarii 1817, s. 868-869)

31 marts 2015

Ønske, at Vesterport maatte noget længere staae aaben.

(Efter indsendt.)

Indsenderen der selv bor udenfor byen, håber at det af høje vedkommende tillades ham at fremsætte det uforgribelige ønske at Vesterport måtte stå noget længere åben end til det befalede klokkeslæt kl. 10. Hans grunde for dette ønske er dels at der bor så mange skikkelige familier i forstaden og på Frederiksberg som det ofte er vigtigt, enten selv eller ved bud at være i byen, dels at landmanden nu ikke sjældent er ilde fare da de fleste stalde på Vesterbro er afbrændt, så at når han i denne besværlige vej har ilet for at kunne nå betids til byen og der få herberg for sig og heste, må han holde hele natten på gaden g tage imod hvad vejrliget vil give af sig. For desuden er de få stalde og steder der er levnet af krigen, optaget af kvæg.

At sådan bivuakering under åben dansk december himmel er en drøj oplevelse, behøves ikke at skildres. Anmelderen tilstår gerne at der muligvis kan være alt for vigtig og af ham ukendte grunde der modsætter sig hans ønske, men efter at have været vidne til det her nævnte, kunne han dog ikke bare sig for at fremsætte det.

(Politivennen nr. 504, 26. december 1807, s. 8100-8101) 

06 marts 2015

Endnu et Par Ord, til at forebygge Nedfald fra Vesterports Fæstningsbro.

(Efter tilsendt).

I et for nogen tid siden udkommet nummer af Politivennen er anført som en forbedring at de smalle passager for gående på fæstningsbroerne udenfor Vesterport er blevet spærret, og derved den fare som de der benyttede sig af disse passager, var udsat for, fjernet.

I den anledning bemærkes at de som er ubekendt med den nævnte spærring, i mørke eller endog i tusmørke let kan ved at ville som sædvanlig benytte sig af de smalle passager ved den yderste bro når de kommer fra Vesterport, falde i vandet, siden den modstand som de smalle spærringsstængeer hvilke ikke godt ses, forårsager den ubekendte med den nye indretning der frisk går til, kan bevirke ham et fald til siden som på det her især bemærkede sted er på grund af jerngitterets korthed ganske åbent.

(Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, side 7302-7303)