Kommunist-Begravelse i Odense. (Efterskrift til Politivennen).

En kommunistbegravelse vakte i forgårs opsigt og forargelse på Odense Assistens Kirkegård. Der deltog et par hundrede mennesker i jordefærden, som foregik uden medvirkning af præst, og der blev ikke sunget salmer, men derimod blev der holdt revolutionære taler, og følget råbte "rød front!" med knyttede næver i luften. Som afslutning sang man "Internationale", hvorefter man skiltes.

Myndighederne har i går fået henstilling fra mange sider om, at der træffes foranstaltninger, som sikrer, at noget lignende ikke kan finde sted i fremtiden. Man hævder, at kirkegården ikke er et sted, hvor der skal drives rød propaganda. 

Kirkegårdsinspektør Askegaard har konfereret med stiftsprovst Fog-Petersen, og man er blevet enig om, at der ikke findes hjemmel for indskriden. Således som forholdene er herhjemme, hvor vi har den mest vidtgående frihed i trossager, kan alle begravelser foregå på kirkegårde, ja, de skal foregå dér, og man finder ikke, at der i det pågældende tilfælde har fundet noget forargeligt sted i den forstand, at det var gudsbespotteligt.

Kirkegårdinspektøren udtaler imidlertid tanken om muligheden for oprettelsen af en kontrolleret begravelsesplads uden for den egentlige kirkegård til dem, der ønsker at blive begravet uden for kirken, men man har endnu ikke haft dette spørgsmål fremme til nærmere overvejelse

(Korsør Avis, 19. december 1933)

Dommedags-Begravelsestale paa Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Dommedagstorden ved Ligbaaren.

En Præst, der har forløbet sig.

Paa Lolland-Falster er Sindene i disse Dage stærkt optaget af en af disse desværre ikke ukendte, uhyggelige Episoder, hvor en Præst benytter en Begravelse, hvor mange Mennesker, som han ellers ikke kan faa i Tale, er til Stede, til at give en, - lad os kalde det: fanatiske Harme - Luft, og derved skyder fuldstændig over Maalet og kun opnaar at vække offentlig Forargelse.

Sagen har faaet et ret opsigtvækkende Forløb, idet man i flere af de Lolland- Falsterske Blade forleden saa en saalydende Annonce:

Hjertelig Tak

undtagen til Pastor Leibølle for al den venlige Deltagelse. der er vist mig under min Hustrus lange Sygdom, Død og Begravelse.

Sæddinge. 12. Oktober 1929.
J. P. Jørgensen.

Det er en af Rødby-Egnens mest kendte og agtede Mænd, fhv. Sognefoged Jørgensen, der har indrykket denne Annonce, der et Par Dage efter suppleredes véd et "Aabent Brev".

Til Hr. Pastor Leibølle.

Nebbelunde.

Da De ikke endnu har givet mig en Undskyldning eller spurgt mig om Grunden til min mærkelige Tak i Bladene, gaar jeg ud tra, at De helst vil tie det ihjel. Just saa let gaar det nu ikke, Hr. Pastor.

Naar De Ikke skammer Dem ved at rette et saa ondartet Angreb paa hele Deres Menighed, og bruger det som Ligtale, saa vil jeg ikke betænke mig paa at stemple Talen som et aandsforladt Produkt, i højeste Grad sårende.

Ikke engang Velsignelsen kunde De unde os. hverken i Kirken eller ved Greven.

Sorgen over min afdøde Hustru kommer jeg nok over ved Guds Hjælp; men den Bitterhed og Trods, De ved Deres Ord har bragt ind i mit Sind, er saa uhyre vanskelig at blive kvit..

Sæddinge. 18. Oktober 1921).
J. P. Jørgensen.

Man faar ved at læse disse Linier absolut det Indtryk, at dette er en Mand, der er alvorlig krænket og haardt ramt i sine ømmeste Følelser, og samtidig faar man den Opfattelse, at det maa være en Mand, der næppe kan give Anledning til offentlige Revselsesprædikener. Dette Indtryk har vi faaet bekræftet ved telefonisk Samtale med en kendt Mand paa Egnen, der siger:

- Jørgensen og hans afdøde Hustru hører til Egnens mest afholdte og agtede Folk, og det var den største Begravelse, her har været i umindelige Tider. Hele Følget følte sig meget ilde berørt af Præstens Tale. Han sagde bl. a.: Jeg føler stor Angst, naar jeg tænker paa den Afdødes evige Fremtid! - Og derefter tordnede han mod "den verdslige Selskabelighed, der holder Menneskene borte fra Guds Rige", Ord, som ingen af de Tilstedeværende fandt, der var Spor af Grund til at bruge. Vi er alle enige med Jørgensen, naar han offentlig har bebrejdet Præsten hans Optræden, og Harmen her paa Egnen er almindelig.

(Aftenbladet 18. oktober 1929).

Den lollandske Begravelsestale.

Pastor Leibølle fortæller om hvad han sagde.

"Natt." har i Fortsættelse af Diskussionen om den pinlige Begravelsestale paa Lolland spurgt Pastor Leibølle, hvad der skete ved Begravelsen, og som har givet Anledning til Hr. Jørgensens opsigtsvækkende Skridt.

- Fhv. Sognefoged Jørgensen, siger Pastor Leibølle, maa regnes blandt Egnens kendte Mænd, og hans Hustrus Begravelse var den største i mange Aar... I min Tale ved Kisten karakteriserede jeg den afdøde i venlige Ord, men sagde til Slut: "Selv staar jeg med stor Angst i min Sjæl, naar jeg tænker paa den afdødes evige Fremtid".

- Hvorfor brugte De disse Ord?

- Fordi den afdøde, saa vidt jeg kan se, aldrig har villet søge Guds Rige.

- Mærkede De straks Misstemning hos dem, der hørte Talen?

- Nej. Iøvrigt tror jeg, at det heller ikke saa meget var dette Afsnit af Talen, som nogle efterfølgende Bemærkninger om den verdslige Selskabelighed, der har givet Anledning til "Misstemningen" ... Jeg sagde, at jeg i verdslig Selskabelighed ser en Fare for Mennesker, fordi den holder dem borte fra Guds Rige.

- Hvad er Grunden til, at De tog dette Spørgsmaal op netop ved denne Lejlighed?

- Jeg anser det for enhver Præsts Pligt at advare Mennesker mod alt, hvad der kan holde dem tilbage fra Guds Rige. Er det ikke Grund nok?

- Er Selskabeligheden større paa Deres Egn, end mange andre Steder?

- Den er større end godt er, og det har jeg sagt, fordi jeg er Præst.

*

Saa vidt Pastor Leibølle.

Om han har Ret i sine Synspunkter med Hensyn til den "verdslige Selskabelighed" forekommer os ikke at være det afgørende i denne Sag. Derom kan  der være delte Meninger, og Præsten har som enhver anden Lov til at hævde sin Mening.

Men hvad der maa paatales, og med Rette er bleven paatalt, er den utrolige Anmasselse, at Præsten giver sig til at holde moraliserende Foredrag af denne Art ved en Begravelse. Det kan han gøre ved et Møde i Forsamlingshuset, eventuelt i en Prædiken. I et Tilfælde som det foreliggende maa hans Optræden af alle honette Mennesker stemples som malplaceret.

Og at Præsten herved saa langt fra at gavne netop skader den Sag, han vilde tjene, føler vi os ganske overbevist om.

Pastor Leibølle forsvarer sig.

Han kræver Ret til at tale, som han vil, ogsaa ved Begravelser.

I de lollandske Blade har Pastor Leibølle nu offentliggjort et Svar, der i sin Helhed lyder saaledes:

LIGTALER.

I Anledning af Hr. fhv. Sognefoged  Jørgensens "aabne Brev" skal jeg tillade mig at gøre følgende Bemærkninger:

Naar Hr. Jørgensen skriver, at jeg ikke engang kunde unde de tilstedeværende Velsignelsen, skal jeg kun dertil oplyse, at jeg aldrig ved nogen Begravelse har brugt Velsignelsen, hverken i Kirken eller ved Graven, hvad man heller ikke er pligtig til.

Af Artiklen synes det iøvrigt at fremgaa, at det, jeg særlig skal have Bebrejdelser for, er ikke, at jeg i og for sig har sagt, hvad jeg har; men at det er sket i en Ligtale. Den Tankegang, som ligger bagved, er altsaa denne: "Ved Gudstjenester og Moder kan Præsten jo endda have Lov at sige Sandheden og advare mod Synd, thi det kan vi saa dejligt komme uden om ved at holde os borte fra Kirken. Men naar vi møder op i Kirken til en Begravelse, saa har Præsten at holde sin Mund med den Slags; vi vil ikke ved den Lejlighed høre noget, som kan ramme vor Samvittighed." - Men en saadan Tankegang kan jeg ikke billige; dertil er det hele for alvorligt. Dette Liv bærer for enhver af os enten hen imod en evig Tilværelse hos Gud eller imod en evig Tilværelse fra Gud. og jeg føler det som min Pligt baade ved Gudstjeneste og Begravelse at advare Mennesker mod at leve saadan, at de skubber Herrens klare Ord til Side: "Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed".

At en saadan Advarsel af nogle opfattes paa den Maade, at man derved vil Mennesker noget ondt, er beklageligt; jeg haaber, at der maa blive set paa denne Artikel paa en anden Maade.

Talen "var af alt andet end opbyggelig Art", har Hr. Jørgensen udtalt til "Social-Demokraten". - Ja, det var den for nogle Deles Vedkommende; men jeg ønskede heller ikke, at alt i den skulde være "opbyggeligt". Hvis der paa en Plads skal opføres en Bygning, men Pladsen i Forvejen er optaget af en anden Bygning, maa man jo først rive den gamle Bygning ned. - Naar Mennesker lever saaledes, at de er optaget af verdslig Selskabelighed, naar man i den Grad er hengivet til Kortspil og lignende, at det atter og atter bliver foretrukket for de Ting, som hører til Guds Rige, saa er der i saadanne Menneskers Hjerte noget, som maa brydes ned. Der maa af Herren selv lægges en ny Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud. (Hebræerbrevet 6-1). Naar den Forudsætning er til Stede, er "opbyggelig" Tale paa sin Plads.

Naar der er Ild i et Hus, og dets Beboere ligger og sover og er i yderste Fare for at indebrænde, saa har det dog ikke hidtil været regnet for nogen særlig forkastelig Gerning at prøve paa at faa dem vækket og reddet. - Naar der nu er Tale om det, der er værre, ikke at indebrænde levende; men at gaa evig fortabt - skulde det saa være rent galt at sige, saa det kan høres: "Vend dig fra den verdslige Selskabelighed og til den levende Gud!"

Nebbelunde Præstegaard pr. Rødby
Den 18. oktober 1929
J. Leibølle.

(Ærø Venstreblad 21.oktober 1929)

Pastor J. Leibølle, foto fra Thisted Amtsavis 17. februar 1936, i anledning af at han indstilledes som sognepræst i Gamtofte. Han havde da virket siden 1932 i Hvidbjerg-Lyngs. 1921-1932 i Nebbelunde-Sæddinge.

Præsten kom for sent. (Efterskrift til Politivennen).

En pinlig situation på Holmens Kirkegård.

Da begravelsen skulle foregå, manglede præsten, og man måtte sende bud efter ham.

En ret pinlig situation indtraf i går paa Holmens Kirkegård under en begravelse.

Hvor er præsten?

Kl. 12:30 skulle en enkefru Rasmussen begraves, og der var mødt et stort følge. Da klokken nærmede sig det fastsatte tidspunkt, var følget samlet i kapellet, ligesom koret og nogle musikere, der skulle spille ved sørgehøjtideligheden. Den eneste, der manglede, var præsten, hr. pastor Glahn fra Frederiksberg. Klokken blev 5 minutter over tiden, den blev 10 minutter over, og der kom stadig ingen præst. Familien og de nærmeste begyndte at blive urolige, og da klokken nærmede sig stærkt til kl. 1, blev man enige om pr. telefon at spørge i præstens hjem.

Det viste sig da, at der fra præstens side var begået en fejl angående klokkeslættet, og hurtigst muligt arriverede da den uheldige præst til begravelsen. 

De øvrige begravelser blev forsinkede.

På familien såvel som på det store følge gjorde tildragelsen et pinligt indtryk, og følgen af præstens fejltagelse blev, at dagens øvrige begravelser blev forsinkede ikke så lidt. Fra korets side forsøgte man at få musikken strøgel for at få begravelsen til at gå så hurtigt som muligt, men selvfølgelig indlod man sig ikke på det. Og begravelsen foregik da planmæssigt, men altså betydelig forceret.

En undskyldning fra præsten.

Vi har talt med hr. pastor Glahn, der selvfølgelig er meget ked af historien. - Det er afgjort min fejl, og jeg har givet familien den mest uforbeholdne undskyldning. Jeg er meget ked af det, men sket er jo sket, og det er mig, der har gjort fejlen. Det indrømmer jeg åbent og ærligt og har gjort min undskyldning derfor. Andet kan jeg jo ikke nu bagefter.

(Klokken 5 (København), 14. december 1927).

Uhyggelig begivenhed på Assistens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Fire kirkegårdsbetjente faldt sammen med kisten i graven under en jordefærd.

I går eftermiddags ved 3-tiden fandt der en meget uhyggelig begivenhed sted på Assistens gamle kirkegård. 

I kapellet havde pastor T. Høyer fra St. Andreaskirken bisat en gammel dame, enkefru Blichfeldt. Højtideligheden overværedes af et følge der tale ca. 35 mennesker, hovedsagelig ældre damer og herrer.

Otte kirkegårdsbetjente bar kisten fra kapellet til graven, fulgt af følget. Kisten blev anbragt på træunderlaget, der var lagt ovenpå graven og rebene blev stukket ind under kisten. Alle otte ligbærere stog herefter parat til at fire kisten ned.

Pludselig knækkede træunderlaget over den den ene side - og i samme nu styrtede kisten og fire ligbærere ned i graven. De tre kom hurtigt op, men den fjerde, den 35-årige kirkegårdsbetjent August Olsen fra Syvens Alle nr. 7, kom i klemme mellem gravens kant og kisten, og blev først efter en del besvær befriet af sine kolleger. Han klagede over stærke mavesmerter, og blev i ambulance kørt til Kommunehospitalet hvor det konstateredes at han havde pådraget sig en lettere underlivskvæstelse.

Begivenheden gjorde selvfølgelig et meget pinligt indtryk på følget. Efter en lille pause forrettede pastor Høyer jordpåkastelsen og lyste velsignelsen.

(Nationaltidende, 24. april 1927).

I Fattigjord med Fyrstekranse. (Efterskrift til Politivennen).

En hjemfalden Grav og et gammelt Københavnerminde.

Den blomstersmykkede Kiste med Prinsesse Maries Krans.

Det er i disse Dage 20 Aar siden, at en fattig kvinde, en af Københavns fattigste, som Lig blev bragt ud paa Set. Johannes Stiftelsen. Hun blev lagt i en tarvelig, sortmalet Fattigkiste, men dem, der paa Begravelsesdagen kom ind i Stiftelsens lille Kapel ved Blegdamsvejen, maatte nærmest faa det Indtryk, at det var en fremragende Personlighed, en af Samfundets Store, der her skulde jordfæstes. Den fattige Kone var fuldstændig skjult under et mægtigt Væld af Blomster - der hvælvede sig store Palmegrene over Hovedgærdet, og paa Kistens Fodende laa en stor, kostbar Dekoration med brede rødhvide Baand. paa hvilke det i Guldbogstaver stod "Fra Prinsesse Marie og Børn". Og langt ud over Gulvet bredte Kransene sig. Værdien af denne Blomsterhyldest repræsenterede maaske flere Penge, end den fattige Kvinde, der laa i kisten, selv nogen Sinde havde haft i sine Hænder.

Og det var et mærkeligt Følge der samledes om Kisten. Det lille kapel var fyldt til sidste Plads, og Folk stod i Kø langt ud paa Blegdamsvejen. Det var mest kvinder, elegant klædte Damer, side om Side med kvinder i tyndslidte Sjaler, og der var pelsklædte Herrer med høje Silkehatte, ved Siden af lusede, forsumpede Individet fra den indre Bydels skumle Gader.

Men havde man spurgt de Folk der flokkedes om Kisten, hvad den Døde hed, vilde de fleste blive Svar skyldige. Jomfru Juliane Marie Elise Hansen stod der i den officielle Dødsliste, men det Navn kendte kun de færreste af de Mennesker, der mødte til Ligfærden. De kendte kun et andet Navn, der ganske vist ogsaa var kendt af hvert Barn i Byen - de vilde svare: Det er "Jomfru Tidsfordriv", der bliver begravet1

Hverken hendes Øgenavn eller hendes mærkelige skikkelse er glemt endnu. Ingen vidste rigtig, hvem hun var, eller hvorledes hendes Livsskæbne havde formet sig. Selv fortalte hun aldrig noget, men Folkesnakken havde efterhaanden omgivet hende med et Skær af Romantik og Mystik. Hun havde kendt bedre Duge, var af "god Familie", sagde man. Det var en ulykkelig kærlighedshistorie, der havde giort hende sær, fortaltes der. Maaske var det sandhed, maaske Fantasi, man fik det aldrig at vide. Men man husker hende som det mærkelige, halv forstyrrede Individ, der færdedes paa Gaderne, altid glad smilende, i en besynderlig Beklædning, pyntet med Masser af falmede Tøjblomster, med en stor kurv paa Armen og fulgt af en Flok Børn.

Hun var ikke Tiggerske - langt fra men der var altid Folk, der stak noget til hende, og hun havde en Gang hos en Mængde Handlende der betragtede hende som "fast Kunde" og gav hende den Smule, hun behøvede. Navnlig Bolscher! Dem brugte hun en Mængde af til at dele ud mellem de Børn, der altid flokkedes om hende, og hvis Drillerier hun aldrig opfattede fornærmeligt.

Saa laa hun en Dag og døde stille inde i sit fattige Kammer i den allerinderste By. Og det var pludseligt, som om Københavnerne kom til al tænke paa, at de skyldte dette fattige Kvindemenneske en sidste Opmærksomhed. De tænkte paa, at hun, der selv var et af samfundets Skumpelskud, aldrig havde gjort andet end godt, og hvis mærkelige Liv i al Fabl havde været præget af Kærlighed til Børnene. Og saa dækkede de hendes fattige kiste med Blomster!

Men efter Talen kørte Ligvognen alene, uden Følge, ud til Bispebjerg Kirkegaard, hvor Kisten blev sænket i Fattigjord. Nu er der gaaet 20 Aar - det Tidsrum der tilstaas et "Fattiglig" at hvile i Jorden og Graven er hjemfalden til Sløjfning. Men maaske faar "Jomfru Tidsfordriv" Lov at ligge i Fred endnu nogle Aar. Henover det Stykke "linjebegravelse", hvor hun ligger, er der plantet Graner, en hel smuk Tykning dækker alle de fattige Hvilesteder, blandt hvilke ingen mere kan paapege det enkelte, der er den mærkelige Københavneroriginals. Hende, der tog sit Liv Hemmelighed med sig i Graven.

O. B.

(Aftenbladet (København) 15. november 1926).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jomfru Tidsfordriv. Fredericiafesten, 6. juni 1899. Det kongelige Bibliotek.

Gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding. (Efterskrift til Politivennen)

Det københavnske Kirkegaardsareal omfatter nu 252 Tdr. Land. 

Fra Bispebjerg Krematorium.

I store, hyggelige og lyse Kontorer i Løngangsstræde residerer Københavns Begravelsesvæsen, og her træffer vi Direktør Berg, hvem vi har anmodet om en Samtale om gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding.

- Der findes i Øjeblikket i København fem Kirkegaarde, begynder Direktøren, der er kommunale: Assistens paa 38 Tdr. Land, Vestre paa 94, Bispebjerg paa 74, Brønshøj paa 4½ og Sundby paa 7, desuden ejes Holmens paa 10 Tdr. Land, Garnisons paa 9, Frelsers paa 4, Katolsk Vestre paa 2, Mosaisk Nørrebro paa 2½ og Mosaisk Vestre paa 7 Tdr. Land af vedkommende Kirker eller Menigheder. Det vil altsaa sige at der i København i Øjeblikket findes et samlet Kirkegaardsareal paa ca. 252 Tdr. Land, hvoraf de 217 Tdr. indtages af kommunale Kirkegaarde.

Det er imidlertid snart ved at blive for lidt. Derfor er vi for Tiden i Gang med at udvide Vestre Kirkegaard med Terrasseanlæg og der foreligger Forslag om at udvide Sundby Kirkegaard med ca. 12 Tdr. Land. Endvidere vil vi i nær Fremtid foreslaa Bispebjerg udvidet med ca 25 Tdr. Land - og dermed vil vi kunne klare oa i en Aarrække.

- Skal det Areal, Københavns Kommune købte for 5 Aar siden ude ved Damhussøen, da ikke anvendes? Var det ikke ca. 100 Tdr. Land

- Jo. det var, men jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at dette Areal ikke bliver anvendt. Og denne Tro bygger jeg paa den stærkt voksende Tilslutning, Ligbrændingsforeningerne har. Tager den stadig til paa samme Maade, behøver vi næppe flere Kirkegaarde.

- Hvordan er Forholdet mellem gammeldags Jordefærd og Ligbrænding?

- Jeg kan illustrere det ved et Par Tal. I 1912-13 fandt der ialt 5740 Begravelser Sted. heraf var 180 Ligbrændinger. I 1917-18 var af 6232 Begravelser de 329 Ligbrændinger og i 1919-20 408 af 7044. I 1920-21 gaar Begravelserne tilbage til 6378. og Ligbrændingerne stiger til 537, og dette Forhold fortsættes i 1921-22 med henholdsvis 6470 og 697. Ligbrændingen er saaledes i stadig Vækst og Begravelserne i Tilbagegang.

- Hvori ligger det? I hygiejniske Hensyn?

- Det tror jeg ikke. De gammeldags Begravelser har ikke indflydelse paa Hygiejnen. Omdannelse af de døde Legemer indeholder ingen Risiko for os andre, saaledes som moderne Kirkegaarde anlægges. Men i Almindelighed tager Omdannelsen paa denne Maade henimod 20 Aar, medens den ved Brændingen sker paa en Time. Dertil finder aabenbart stadig flere Brændingen mere Æstetisk, den foregaar jo paa en smuk og højtidelig Maade, og endelig er der et praktisk og i Virkeligheden vægtigt Moment, som utvivlsomt har afgørende Indflydelse: den Fare, Følgets Medlemmer ved en Jordefærd i daarligt Vejr løber for at paadrage sig Sygdomme. Der er ikke ret meget farligere end at staa paa en Kirkegaard i Regn og Slud Ved Ligbrændingen foregaar jo alt inden Døre.

- Naar ogsaa jeg foretrækker Ligbrændingen, skyldes det de Grunde. jeg her har nævnt, og selvfølgelig det. at vi sparer et Par Millioner til Anlæg af nye Kirkegaarde. Og det tror jeg vi gør - Udviklingen bærer tydeligt henimod Krematoriet og Urnehallen.

Teddy

(København 7. oktober 1923)

Mens antallet af kremerede i 1923 i København var 96 ud af 1000 døde, steg det til i 1970 at være 782 ud af 1000 døde. I 2022 blev der udført 6.860 ligbrændinger på Bispebjerg/Sundby. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening bliver ca. 83 % af danskerne kremeret.

I 2022 blev der udført 3.666 kirkelige begravelser i Københavns Stift - hvilket formentlig udgør ca. 2/3 af alle begravelser. De kirkelige begravelser er faldende i forhold til de borgerlige begravelser. Fra 2008 til 2018 steg de sidste fra 22 til 31 procent af alle begravelser.

En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).

Naar Spiritisterne begraver deres Døde. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Forargelse i kirkelige Kredse

(privat)

På Vestre Kirkegård i København fandt i går en enestående jordefærd sted. Spiritisterne begravede en af deres døde under udfoldelsen af ejendommelige ceremonier. Der var ingen præst til Stede. Ligtalen blev holdt af et medium, der var hensat i trance. Hun talte ikke med sin egen tunge, men med en høj, klar mandsrøst. Der fandt ingen jordpåkastelse sted, men i stedet lod man liljer dale ned på kisten.

I kirkelige kredse hersker den største forargelse over denne begravelse.

(Demokraten (Århus), 26. februar 1921.)

Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

Infamt! Atter en Præst, der laver Skandale ved Graven. (Efterskrift til Politivennen)

København, Torsdag.

Hvis man tror, at den Næse, som Enevold Sørensen nylig tildelte den unge Pastor Høyrup afskrækker Præsterne fra at lave ny Dumheder, saa fejler man storligen.

I Søndags stod Pastor Schack i Helligaandskirken og rasede i halvanden Time mod Smudsbladene. Han nægtede sig end ikke at nævne et stort københavnsk Morgenblad, som hørende til denne Del af Pressen. Det er utroligt. at en Præst i den Grad kan bryde med al Takt og Sømmelighedsfølelse, saavel overfor Pressen, som overfor de Mennesker, der kommer i Kirken for at høre Guds Ord.

I Dag har en anden Præst, Hr. Gottschalck- Hansen, henlede Opmærksomheden paa sig ved dum og urimelig Tale.

Den unge Mand, Thorvald Høien, der druknede i Roskilde Fjord for nogle Dage siden, blev begravet ude paa Vestre Kirkegaard. Præsten benyttede nu Lejligheden til at holde en Tordentale over Sporten. Høien var en ivrig Boldspiller, men han tog ikke sin Gud med i Sporten, sagde Pastor Hansen. og derfor gik det ham ilde.

"Herren straffer og her har han Øvet sin Magt med sin vældige Arm", skreg Pastoren ud over det sørgende Ligfølge, og han fortsatte: Sandelig siger jeg, det er Herren, der har gjort det. Han griber praktisk ind i Livet, naar det er nødvendigt. Han minder os om sin Nærværelse, naar vi glemmer ham."

Selvfølgelig fremkaldte disse ildeanbragte Ord en meget trykket Stemning blandt Deltagerne og den afdødes Slægt og Venner. Og det er forresten ogsaa lige drøjt nok, at Mennesker, der møder sorgfulde ved en Slægtnings Baare, skal høre paa sligt jammerligt Vaas, som det Pastor Hansen bød paa i Dag.

(Horsens Social-Demokrat 29. juni 1906).

Skandale ved Poul Friis' Grav. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Kold kaster snavs efter hans enke - et uhyggeligt optrin.

København, tirsdag.

Langt udenfor byen ligger den store Vestre Kirkegård. Her blev teaterdirektør Poul Friis i eftermiddags begravet under stor deltagelse fra skuespillernes og det glade Københavns verden. Solen skinnede varmt over de dødes have med de mange idylliske anlæg, og naturen var netop så venlig og smilende, som den burde være, når den evigglade og hjertensgode Friis skulle stedes til den evige hvile.

Så meget uhyggeligere virkede det, da pastor Kold fra Brorsonskirken begyndte en uhyggelig tale og lod Helvedes røde flammer knitre for den afdødes hustru og venner.

Hr. Kold gik ud fra, at Jesus kom til Verden for at frelse syndere og særlig de store, til hvilke den afdøde hørte. Han var et syndens barn, sagde hr. Kold, og jeg ved ikke andet at sige, end at han var en stor synder.

De fleste drog her et lettelsens suk, for man troede forestillingen forbi, men nu tog Kold først rigtig fat.

Der døde nylig en syndens kvinde, og hun råbte på det yderste: Lys! Giv mig Lys! Et Herrens barn trådte frem og sagde: Jesus, men den døende jog hende bort og skreg: Jeg kender ikke Jesus. Giv mig lyset! Det var forfærdeligt. Et menneske tabt, et menneske gået ind til den evige ild. Heldigvis døde Poul Friis ikke således. Han læste på det sidste i Herrens Bog, og han vendte sig i den sidste time mod den levende Gud, mod sin frelser. Men Herrens børn har også bedt for ham. Jeg har været til stede ved to møder, hvor man bad for Poul Friis. Hører I det, alle, så tag den hellige skrift og læs evangelisten Johannes, 1. Kapitel fra 1. til 8. Vers. Han vendte sig til Frelseren, og vi tør håbe, at han er gået ind til Vorherre Jesu nåde. Men hvorledes står det til med jer, der står i den farlige tribunes æggende lys. I skal alle dø som Poul Friis, dø, hører I. Hr. Kold er nu i voldsom ekstase. Hans øjne lyner i det blege, fanatiske ansigt, og han skriger mod fru Engelke Friis: Jeg siger til dig: vend om, før det er for sent. En kvindes ære bør ikke plettes og besudles ved, at hun halvnøgen stiller sig til skue for mængden. Det er en skam, som jeg beder Herren at vare mine børn fra. Lyd derfor den dødes røst. Han ønskede, at du skulde vende om og sætte dig ved korsets fod, og Gud give dig kraft dertil. Amen!

En uhyggelig stemning havde grebet alle under talen. Et par gange hørtes svage protester, men deltagerne lod dog den hårde præst fortsætte. Først da han var færdig, brød indignationen løs, og alle trængte sig om den stakkels enke og søgte at trøste hende.

Under pinlig stemning bragtes kisten i jorden, medens pastor Kold stiv og udeltagende gik bort. Hvad vedkom det ham, at han så blodigt havde fornærmet den dødes enke i en sørgelig stund. En helvedespræst har jo intet hjerte, ingen medlidenhed med sørgende enker eller staklerne, der kastes i svovlpølen.

Men hvorfor holder man da ikke præsterne borte fra begravelser, når man ved, at de er så dårlige følgesvende over tærskelen til den evige bolig?

(Horsens Social-Demokrat, 12. juli 1905).

Sognepræst Vilhelm Kold (1868-1932). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Teaterdirektør Friis' jordfæstelse.

En ligtale som ikke burde have været holdt.

Poul Friis' jordfæstelse fandt sted i går middag fra kapellet på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig havde mange af den afdødes kolleger givet møde for at vise ham den sidste ære. Man så bl.a. direktørerne Albert Helsengren, Frits Petersen, Henriksen, Wulff og Vilh. Petersen samt adskillige kendte skuespillere.

Talen holdtes af pastor Kold ved Brorsonskirken, og den var ikke egentlig trøsterig for de efterladte. Han havde kun kendt den afdøde som en synder, sagde han, men da han havde besøgt ham på hans dødsleje, havde han dog fundet både salmebogen og det ny testamente hos ham (disse to bøger lægges altid frem på hospitalerne). I sin sidste time havde den døende vendt sig til Herren. Og man har lov til at tro at dette skyldtes forbønner fra troende mennesker som for kort tid siden i forskellige forsamlinger havde bedt for hans sjæl Det var jo en farlig livsstilling Poul Friis havde valgt, ligesom det i det hele er farligt at stå frem på tribunen. Let kan en kvindes ære plettes og besudles, når hun halvblottet stiller sig frem for publikum. Derfor ville han særig henvende sig til enken og bede hende vende om fra den farlige bane. Det var også hendes mands ønske at hun skulle vende sig til Gud.

Talen gjorde ikke ubetinget noget gunstigt indtryk blandt de tilstedeværende. Og der kan vel også let opnås enighed om at pastor Kold i hvert fald på dette sted burde have holdt sine fordømmende meninger for sig selv eller også veget pladsen for en anden præste med mere menneskelig takt, følelse og forståelse.

(Aarhus Amtstidende, 12. juli 1905).

Fru Engelke Friis om pastor Kold

Et interview.

Det pinlige optrin, som i forgårs fandt sted ved Povl Friis's begravelse, drev os i går til at opsøge enken, fru Engelke Friis, for at høre hendes mening om præstens besynderlige opførsel.

Vi traf fruen ude hos sin slægtning, hr. restauratør Christensen, Langelinies Pavillon.

Vi udtalte vor forundring over præstens uheldige tale.

"Ja, jeg hører, at så mange har været vrede over den", siger fruen, "men det er jeg slet ikke. Jeg er selv religiøs, og min mand var det meget i den sidste tid, han levede. Det var nogle indremissionærske damer, som min mand kendte, der havde skrevet til pastor Kold og bedt ham se til min mand. Poul var meget glad over præsten. Og så var det jo meget naturligt, at jeg bad ham tale over stakkels Poul.

Pastor Kold havde sagt mig i forvejen, at han måtte tale efter sin overbevisning, og jeg havde svaret, at til mig måtte han sige alt, hvad han ville. Det eneste, jeg var lidt ked over, var, at han sagde ved kisten: "Her ligger en synder, jeg siger, her ligger en synder." Det gjorde mig lidt ondt; jeg véd jo bedst, hvor god Poul var. Men da præsien begyndte sin tale med at sige: Jeg selv er den største synder af jer alle," så kan man jo egentlig ikke bebrejde ham noget."

"Det må dog altid blive taktløst, når en præst ved en kiste griber lejligheden til at fordømme en hel stand, mennesker han aldeles ikke kender". Indskyder vi. "De plejer jo

ellers altid at føre deres mesters ord "dømmer ikke", i munden".

"Ja, efter min opfattelse mente han det slet ikke sådan. Der var jo mange, som var stødt over, at han havde sagt til mig, at jeg var et slet menneske. Men det er jeg såmænd. Præsten sagde, at den største sorg, han kunne tænke sig, var, om nogen af hans småpiger ville være skuespillerinde, og det samme ville jeg også sige, hvis jeg havde en datter. Men præsten ville, at jeg skulle blive en af hans menighed, og det sagde jeg ham ganske roligt, at det kunne jeg ikke. Det ville han ingen glæde få af."

"Det er, som jeg siger", indskyder hr. Christensen, "når folk er så fanatiske som den pastor Kold, så ---

"Den almindelige mening vil dog vist altid være, at talen er et af de sædvanlige overgreb fra præsternes side," siger vi.

"Det kan godt være, men det er synd for pastor Kold. Han mente vel, vi trængte til det. Og jeg er glad over, at jeg har gjort det alt sammen så godt for Poul, som jeg kunne, og jeg véd, han ønskede, at pastor Kold skulle tale over ham".

Vi tager afsked med fruen og går. Dybt undrende os over, at fru Engelke Friis's blide elskværdighed har kunnet inspirere pastor Kold til så heftige og uretfærdige ord.

Fru Annie.

(Bladet Adresseavisen, 13. juli 1905).

Flere aviser viderebragte i det følgende dage Kristelig Dagblads beretning om at en unavngiven ungdomsven til Poul Friis skulle have besøgt ham på hospitalet hvor han fortalte at han var blevet omvendt i sidste øjeblik.

Poul Peter Jørgen Friis (1854-1905). Han debuterede 1872 på Folketeatret. Uden succes og prøvede dernæst i provinsen og Norge. Fra 1885 direktør for et provinsteater. Hans enke var Leonhardine Angelika "Engelke" Friis, født Wulff (1867-1944). Hun blev senere gift med diplomat og godsejer Georg Harry Ryan Treschow (1872-1926). De er begge begravet på Vestre Kirkegård.

Pastor Vilhelm Kold var Brorsons Kirkes første præst 1901-1927. Han var en udpræget vækkelsesprædikant. Han havde været aktiv med at få Nordvestkvarteret udskilt som særskilt sogn. Herefter blev han formand for Indre Mission til sin død i 1932. 

Indre Missions kritikere opfattede ham som "svovlprædikant". Han truede sine konfirmander med at hvis de gik til alters uden tro, kunne de "li'så godt tage en mudderpram og sejle ad helvede til". Dem, der syntes, at de ikke ville kunne glæde sig i paradis, hvis deres slægtninge gik fortabt, trøstede han med, at deres fortabte slægtninge dog ikke kunne trives i paradis, forstokkede syndere som de var. Der blev klaget over hans varetagelse af præsteembedet i Taulov.

Justitssagen imod Sigvald Olsen er hævet. (Efterskrift til Politivennen).

En Snyder til Inspektør Bahnson.

Begravelsesvæsenet har nu frafaldet Tiltale imod Folkethingsmand Sigvald Olsen.

Som bekendt blev denne Sag rejst imod Sigvald Olsen paa Foranledning af Inspektøren paa Vestre Kirkegaard, Bahnson, som havde nedlagt Forbud imod, at vor Partifælle talte ved Cigararbejder Hougaards Begravelse.

Forretningsføreren for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden" og en Medarbejder ved "Social-Demokraten" blev stævnede som Vidner; men under denne Vidneførsel blev det godtgjort, at Præsten havde tilladt Olsen at tale, og at Bahnson havde spurgt vor Medarbejder, hvad denne troede, at Sigvald Olsen vilde tale om. Herpaa fik han det Svar, at Olsen sikkert kun vilde byde et Farvel og takke for det gode Arbejde, den Afdøde havde udført, og Bahnson svarede hertil: "Naa, Gud ske Lov da!"

Herved fik naturligvis hele Sagen et andet Udseende, idet Bahnson hidtil havde paastaaet, at Olsen havde besvaret hans Forbud med i en hidsig Tone at sige: "Jeg vil tale!" Da Bahnson

imidlertid ikke kunde benægte, at det forholdt sig, som af Vidnerne fremført, lod Birkedommeren Vidnesagen beskrive og sendte den til Begravelsenets Bestyrelse, med Forespørgsel, om den nu vilde have den fremmet.

Det er paa dette Spørgsmaal, der nu er kommet Svar fra Begravelsesvæsenet. Det hedder deri, at dette Sagsanlæg er sket paa Foranledning af Inspektør Bahnson, men da dennes Udsagn under Vidneførslen dels var vage og selvmodsigende, dels ikke stemmede med den Rapport, paa Grundlag af hvilken Undersøgelsen var paabudt, saa Begravelsesvæsnet ikke nogen Grund til at føre Sagen videre.

Men nu er det konstateret, at Vester Kirkegaard har en Inspektør, der af Partifanatisme og for at komme en politisk Modstander tillivs laver en saa stærkt farvet Rapport, at den ikke holder

ved nærmere Undersøgelse.

Det lykkedes imidlertid først efter at Folkethingsmand Sigvald Olsen har sat et stort Apparat af Vidner i Bevægelse, selv har haft og forvoldt andre stort Tidsspilde, for Skridt for Skridt at tvinge den politiske Kirkegaardsinspektør til at indrømme en simpel Kendsgerning. Sigvald Olsen har kun, som den Afdødes nærmeste Ven, da der absolut ikke var nogen Slægtning til

Stede, gjort det samme, som der bliver gjort ved Tusinder af Begravelser, idet han i varme Ord omtalte den Afdødes uegennyttige Arbejde, og takkede det vældige Følge, fordi de hædrede hans Minde ved at være til Stede.

Begravelsesvæsnet har imidlertid truffet en ny Ordning, og imod den maa vi nedlægge den alvorligste Protest. Hidtil kunde Præsten give andre Tilladelse til at tale ved Graven, men under Sagen imod Sigvald Olsen oplystes, at det nu er Graveren, som kan forbyde Folk at tale, eventuelt med Politiets Hjælp forhindre, at der bliver talt af andre end Præsten, men en saadan Myndighed er altfor stor at lægge i en Gravers Haand.

(Social-Demokraten 21. februar 1900).

Sigvald Conrad Christian Olsen (1854-1919). Bryggeribestyrer, rigsdagsmand. Det Kongelige Bibliotek. Fagforeningsmand og politiker. Arbejdede i Tyskland som cigarmager og tilsluttede sig i 1870'erne den socialistiske bevægelse. I Danmark aktiv i organiseringen af tobaksarbejderne. 1884-96 formand for Enigheden og 1887-99 for Tobaksarbejderforbundet. Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1895 til sin død.

Peter Hougaard: Død og Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Hougaards Begravelse.

Vor Partifælle P. Hougaards Begravelse foregaar i Morgen Kl. 1 fra Vestre Kirkegaards store Kapel.

Deltagelsen bliver stor, thi følgende Foreninger meddeler, at Fanerne kommer til Stede: Tobaksarbejderforbundet, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 10. Kreds, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening og Sygekassen "Alderstrøst".

Cigararbejderne, Cigarsortererne og Tobakspinderne anmodes om at møde ved vor afdøde Kammerat, P. Hougaards Begravelse i Morgen.

Fanerne kommer til Stede.

P. Nielsen. Th. Stauning. F. Larsen.

Er Kommunehospitalet overfyldt?

Vi har meddelt, at afdøde Hougaard, Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", døde Tirsdag Nat, efter at han Tirsdag Eftermiddag var afvist fra Kommunehospitalet, skønt han med bragte Indlæggelsesseddel.

Vi ser os i Dag i Stand til at bringe Indlæggelsessedlens Ordlyd:

Ugift Cigarmager Peter Thomsen Hougaard, 41 Aar, Trepkasgade 2, 2. Sal, lider af Seguælae pneumoniæ og trænger paa Grund af Mangel paa Pasning i Hjemmet meget til hurtig Indlæggelse paa Hospitalet.

D. 7/11 99.

F. Møller.

Hr. F. Møller er Sygekassen "Alderstrøst"s Læge i det Distrikt, hvori Hougaard boede. Skønt Hougaard foreviste ovenstaaende Lægeerklæring, blev han dog afvist med den haardhjertede Erklæring, at der var ikke Plads. Han gik bedrøvet bort. Den stille alvorlige Mand, hvem saa mange højagtede lige saa meget for hans solide Dygtighed som for hans mandige Optræden, var syg til Døden. Han gik hjem til sin ensomme Ungkarlebolig i Trepkasgade, hvor der ikke var et Menneske, der kunde række ham en hjælpende Haand. Han havde sikret sig igennem mange Aar i Sygekasser, og man havde lovet ham, at han skulde faa Hjælp, naar han trængte, og da Sygdommen saa meldte sig, alle Cigararbejderes Arvefjende, Lungebetændelsen, maatte han gaa hjem og dø uden Hjælp. Husbeboerne hørte underlige Skrig og Raab, men de ændsede ikke, at netop deres Hjælp var fornøden for at redde et Menneske fra Døden.

Under saadanne Omstændigheder paatrænger det Spørgsmaal sig: Er Kommunehospitalet overfyldt? og hvem er det, Kommunen overdrager at raade over Liv og Tov ved at afvise Patienter ?

Vi har undersøgt disse Forhold, og ved fra paalidelig Kilde, at der hver Dag melder sig fra 15 til 20 Patienter til Indlæggelse paa Hospitalet. Af dem optages kun 3 a 4. Nu vil nogle Skumlere vide, at det er pur unge Kandidater, som denne overmaade vigtige Plads betros, og P. Hougaards Skæbne tyder derpaa. Man behøver imidlertid ikke at være Læge for at vide, hvor farligt det er, at lade en Patient med stærk Lungebetændelse henligge uden Hjælp, da han i saa Fald næsten altid bliver kvalt.

Hvis det altsaa er en dygtig og erfaren Læge, der har afvist Hougaard, hvis Forholdene paa Kommunehospitalet er saaledes, at en Læge maa lade en dødssyg Patient gaa bort fra Hospitalet, skønt Vedkommende har Ret til at fordre Indlæggelsen, saa har Københavns Borgere ogsaa Ret til med stor Styrke at forlange, at Magistraten uopholdelig skal træffe Foranstaltninger til at skaffe Plads nok. Ude paa Øresundshospitalet er der Plads nok til at rejse interimistiske Sygestuer, som kan fungere, indtil det ny store Hospital bliver færdigt.

Det er ikke alene den nuværende Trang, det gælder at afhjælpe. Til næste Aar har vi maaske allerede Sundbyerne, Valby, Utterslev og Brøndshøj. Hvad vil man gøre ved Patienterne fra disse ny Bydele?

Imidlertid sidder der et kommunalt Fællesudvalg og overvejer Hr. Borups Plan om at bygge for en Million Kroner til Kommunehospitalet. Dette Udvalg har endnu kun holdt 1 (et) Møde, og alle er endda enige om, at Hr. Borups Plan ikke duer, da den ikke i nogen nævneværdig Grad vil afhjælpe Trangen til Pladser for Patienter. Forholdene har nemlig udviklet sig saaledes paa Hospitalet, at en meget betydelig Del af Pladsen i den projekterede Tilbygning vil blive optaget af Sygeplejersker og andre Hospitalsfunktionærer.

Der er altsaa intet andet at gøre, end at gaa til foreløbige Forholdsregler for at afhjælpe den øjeblikkelige Trang og straks at skride til Opførelsen af et nyt stort Hospital, der kan optage Patienter ogsaa fra de ny Bydele. Hvis Hr. Borup kunde vente at komme til at ligge saa hjælpeløs paa Dødslejet, som P. Hougaard gjorde det, vilde han vistnok skynde sig med det ny Hospital. Skønt han nu er salveret i den Retning, bør han gøre det alligevel.

(Social-Demokraten 11. november 1899).

P. Hougaard havde afløst P. Madsen i "Enigheden". Han førte først forhandlingerne i 1898, men fik som skrevet en kort formandstid. Han blev angrebet af en heftig Lungebetændelse og døde kort efter.

Præst Nyborg forbyder Arbejdernes Faner.

Hougaards Jordefærd.

Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", P. Hougaard, begraves i Dag Kl. 1 paa Vestre Kirkegaard.

Hougaard boede i St. Johannes Sogn, og da han ikke var udmældt af Statskirken, skal han have en Præst med i Kapellet. Han hører ind under Pastor C. J. Holt, men da denne ikke har Tid, blev Begravelsen henvist til en saakaldt "ordineret Medhjælper", en vis A. T. Nyborg, boende Blegdamsvejen 70.

Denne "Medhjælper" har nu med utaalelig Dristighed nægtet bl. a. Fagforbundets Faner Adgang til Kapellet. I sin "Naade" tillader denne underordnede Kirke-Funktionær Sygekassens Fane at hædre den Afdøde, men den Fagforening, som Hougaard var Repræsentant for og har viet en stor Del af sit Liv, maa ikke repræsenteres ved Baaren i Kapellet. 

Hr. Nyborg er endnu en ung Mand og langt nede paa Kirkens Stige. Det er da lidt tidlig for ham allerede nu at lægge sig ud med det overvejende Flertal i sit Sogn.

Ved Mødet i Bethesda talte Præsterne fordømmende Ord om Kirken som de Riges Institution, der sælger sine Goder til de Højstbydende. Er nu denne "Medhjælper" Nyborg en af de sorte Faar, som handler saaledes? Vi kender ham ikke tilstrækkelig til at vide noget derom. Men naar Hr. Nyborg i Dag taler over den Afdøde, saa burde han samtidig sige et Par oplysende Ord om sig selv. Vi spørger ham da: Kunde det tænkes, at han t. Eks. vilde nægte Krigerforeningen "Vaabenbrødrene"s Fane Adgang til Kapellet? Der staar i Skriften, at man ikke maa slaa ihjæl. - Eller vilde han spærre Vejen for de kgl. Skydebrødres Fane? Bibelen forbyder Drik og Vellevnet. - Nej, han vilde ikke vove noget saadant Forbud. Enhver Kapitalistforening, ethvert Grossererselskab kan møde med Fane i Kapellet, ogsaa naar "Medhjælper" Nyborg fører Ordet; - kun Arbejdernes Foreninger er han hoven imod. Deres Faner viser han udenfor! Hvor i Biblen staar der, at Arbejderne skal behandles paa den Maade? Jesus siger tværtimod: Kommer til mig, alle, som arbejder og er besværede!, og dermed har han aabenbart hverken tænkt paa Skydebrødrene eller paa Rangklasserne.

Hvad hjælper da alle Præsternes angrende Taler i "Bethesda". En eneste af dem, som nu Nyborg, vælter ved en brutal Handling alt, hvad de andre har villet bygge op med Ord.

Nyborg kan ikke i Dag ødelægge den sorgfulde Stemning og den hjærtelige Deltagelse, som vil blive vist ved P. Hougaards Baare; men han kan yderligere ødelægge ethvert godt Forhold mellem den danske Arbejderstand og Slotskirken.

Og denne Ødelæggelse afstedkommer han, hvis han i Dag haardnakket fastholder sit taabelige Forbud mod Arbejdernes Faner.

(Social-Demokraten 12. november 1899).

Anders Therkelsen Nyborg. (1863-). Kandidat 1892. Ansat på Fur. I 1905 i Fredens Kirke. Sognepræst Rødding Krejberg 1915.

Peter Hougaards Begravelse.

Præsten betænkte sig.

Der er mere Glæde over en Synder, der omvender sig, end over 99 Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.

Pastor Nyborg havde en daarlig Dag i Søndags. Han havde pustet sig op til en stor Mand, men han var bitte lille, da han i Søndags mødte i det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Han havde i Lørdags forbudt de røde Faner Adgang til Kapellet, men allerede Dagen efter havde han omvendt sig til det gode. Straks ved sin Ankomst til Kirkegaarden lod han sende Bud efter Folkethingsmand Sigvald Olsen og meddelte denne, at det var tilladt de røde Faner at komme ind i Kapellet.

Det var velgjort, men Hr. Nyborg burde alligevel ikke være saa vankelmodig. Det er ikke ret længe siden, at han bad sine Konfirmander sørge for, at visse Oppositionsblade, deriblandt "Social-Demokraten" ikke blev holdt i deres Forældres Hjem. Den Gang opgav han det ogsaa, da de flinke unge Mennesker protesterede imod politisk Paavirkning under Forberedelser til Konfirmationen.

I Søndags var han imidlertid mere end raadvild. Han stolede ikke paa sin Gud, der skulde holde Haanden over sin Tjener, han stolede end ikke paa Virkningen af sin Omvendelse fra den umotiverede Nidkærhed, og han mødte saa - med en Betjent i Drosken.

Da han saa den store Forsamling, lod han dog klogelig Betjenten liste af. Nogle Hundrede af de 4 a 5 Tusinde Mennesker, der var mødt, havde imidlertid set det snurrige Optog og tog sig en hjærtelig Latter deraf.

I Kapellet.

Kisten var næsten fuldstændig dækket af de røde Silkebaand, der var hæftet til Kransene. Foruden Kranse fra samtlige Fabriker her i Byen, noterer vi følgende Navne paa Baandene: Tobaksarbejderforbundet i Danmark, Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", Socialdemokratisk Forbund, Cigarsorterernes Understøttelsesforening, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Fra Venner og Partifæller, Tjenere i Forsamlingsbygningen i Rømersgade, "Alderstrøst", Tobaksspindernes Fagforening, fra kvindelige Kolleger og "Von Freunden og Genossen in Ottensen". Paa den sidste Krans var Baandene rigt broderet med Guld. Den Afdøde havde nemlig været en meget betroet Tillidsmand, da han opholdt sig Ottensen under Undtagelsesloven. Ved begge Sider af Kisten stod Espalier Faner fra Socialdemokratisk Forbund, Bygningssnedkerne, Skomagerne, Tobaksarbejderne (mandlige og kvindelige), Snedkere og Stolemagerne, "Alderstrøst" og Sangforeningen af 1872.

Midt i al denne røde Flagdug saae man Pastor Nyborgs Skikkelse, da han traadte frem for Kisten. Den unge Mand er en hel Junkertype med sit velplejede Overskæg og Fip, og med Kinder, der svulmer som Æbleskiver. I Søndags var han imidlertid meget nervøs.

Han mindede om, at Slægt efter Slægt blev baaret til Graven. Døden spurgte ikke om Ung eller Gammel eller om Rig eller Fattig. Den kommer som ubuden Gæst og siger: "I denne Nat skal Din Sjæl kræves af Dig!" Paa den Maade kom der Bud til ham, som ligger her, og nu maa der stilles to Spørgsmaal: Hvordan var han, og hvordan er I, der skal bære ham til Graven? Jeg kendte ikke den Afdøde, men I kendte ham. Hvordan var han? (Kunstpause. Ingen svarer). Ja, vi ser jo paa dette store Følge, at han var afholdt, og vi ved jo, at Arbejderne kun vælger et dygtigt, hæderligt og retskaffent Menneske til deres Tillidsmand. Det store Spørgsmaal er imidlertid:

Var han et Guds Barn, og er I Guds Børn. som skal bære ham ud ? - - -Husk paa, at ogsaa I skal dø, og lad denne Mands pludselige Bortgang være et kærligt Kald fra ham, der har sagt: Jeg er Livet og Sandheden.

Cigararbejdersangforeningen af 1872 synger fra Pulpituret et stemningsrigt Farvel, og det vældige Følge forlader langsomt Kapellet. Udenfor staar en Menneskemængde, der er endnu talrigere end den, der har hørt Præstens Tale. Helt ude ved  Frederiksholms Teglværker var der gravet en Grav, og her sænkedes Hougaards Kiste ned i Jorden. 

Da Præsten havde forrettet Jordpaakastelsen, traadte vor Partifælle, Sigvald Olsen frem:

Som fleraarig Medarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De skal være korte, thi vi kender ham jo alle. Vi ved, at han var en Partifælle, der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skal De have Tak Peter Hougaard. Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at vi alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Endnu synger Sangforeningen et Farvel, og den højtidelige Handling var forbi, men Mand og Mand imellem besluttedes det, at naar Præsterne for Fremtiden ikke vilde taale vore røde Faner i Kapellet, saa skulde de ogsaa komme til at tale for tomme Bænke.

(Social-Demokraten 14. november 1899).

Præst Nyborg forsvarer sig.

Præsten Nyborg, som først forbød og bagefter tillod Fagforenings-Faner ved Hougaards Begravelse, har udtalt sig om sagen til et Blad.

Præsten siger, at den Mand der besørgede Begravelsen, nemlig Undertegnede, har handlet i høj Grad skammeligt, og han tillægger mig Æren for, at der mødte mange Mennesker ved Begravelsen. Hvis denne Udtalelse er rigtig refereret, hvad jeg ikke tror, skal jeg bemærke dertil, at min Optræden ikke er en skammelig Handling, ikke engang overfor Præsten, thi han fik derved mange Tilhørere, hvad der ikke al Tid er Tilfældet.

Det, som jeg imidlertid særlig vil protestere imod, er følgende, som Præsten har udtalt:

"Den Mand, der Dagen i Forvejen gik fra mig, som jeg troede, og som han sagde: i fuld Forstaaelse af mine Motiver til mit Afslag, - har ikke undset sig ved at gøre mig denne Fortræd."

Indholdet af dette Citat er ikke i fuld Overensstemmelse med Sandheden. Jeg har absolut ikke sagt, at jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver til hans Afslag, og det maa iøvrigt ogsaa fremgaa af den Omstændighed, at jeg t Gange henvendte mig til Præsten om den samme Sag, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde gjort, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med hans Motiver til Afslaget. Endvidere vil lidt af vor Samtale, som jeg skal citere, ogsaa bevise det modsatte.

Præsten sagde straks Nej paa Spørgsmaalet, om Fanerne maatte føres ind i Kapellet, og jeg svarede dertil omtrent følgende: "Det var da mærkeligt, at Fanen fra Fagforeningen, som han (Hougaard) var Formand for, ikke maa komme til Stede".

Dette havde jeg selvfølgelig ikke sagt, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver, og endelig havde Præsten, hvis det var Tilfældet, at vi havde været enige, heller ikke haft nødig at fortælle mig, at hans Afslag ikke just var begrundet i personlig Uvillie, men at det skete, fordi Biskoppen og de øvrige kirkelige Myndigheder ikke ønskede politiske Faner i Kapellerne ved Begravelser.

Iøvrigt skal jeg tilføje, at vore Samtaler har været ganske korte. Jeg har ikke fundet Anledning til at udøse mit Hjerte for Præsten, og det er derfor højst tvivlsomt, om Hr. Nyborg har været i Stand til at bedømme mig saa meget, at han var klar over, hvad jeg tænkte.

Th. Stauning.

(Social-Demokraten 19. november 1899).

Præst Nyborg angiver Sigvald Olsen

Man vil endnu erindre den unge Præst Nyborg, der nedlagde Forbud mod, at Fanerne mødte ved Peter Hougaards Begravelse forrige Søndag, og som bag efter betænkte sig og tog Forbudet tilbage, da han mærkede, hvor stor Antipati hans Forbud mødte hos den Afdødes Venner og Kammerater.

Hr. Nyborg har nu atter bragt sit Navn i Erindring ved at gøre Anmeldelse til Politiet om, at Folkethingsmand Sigvald Olsen udtalte et Par Afskedsord ved Graven. Sigvald Olsen har modtaget en Tilsigelse til at møde paa Fredag i Københavns Amts søndre Birks Politiret hos Birkedommer Høst, og han er sigtet for Overtrædelse af 5 i Ordensreglementet for Vestre Kirkegaard.

De Udtalelser, som Sigvald Olsen nu skal dømmes for, lyder saaledes :

"Som fleraarig Modarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De flot korte, thi vi kender ham jo alle.

Vi ved, at han var en Partifælle der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skat Du have Tak, Peter Hougaard Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at or alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!

Efter Pastor Nyborgs kolde og tørre Ligtale, virkede Olsens jævne og hjærtelige Afskedsord helt velgørende og gav Genklang i de Tilstedeværendes Hjærter. Formodenlig er det Følelsen heraf, der har bragt Hr. Nyborg til at paatage sig Anmælderrollen og pudse Politiet paa Olsen.

Det er nemlig ikke første Gang, at der af andre end Præster er holdt Taler ved Begravelser, og det er altid sket uhindret. De vedkommende Præster har ikke, saavidt vides, anset sig for beføjede til at paakalde Politiets Indskriden.

Vi faar nu at se, hvorvidt det lykkes Pastor Nyborg at høste Lavrbær ved denne Affære.

(Social-Demokraten 22. november 1899).

Justitssagen imod Sigvald Olsen

Den offentlige undersøgelse der indledes imod vor partifælle, folketingsmand Sigvald Olsen, fordi han tog ordet på Vestre Kirkegård ved P. Hougaards begravelse, sluttede i fredags.

Til retsmødet var tilsagt journalist G. Chr. Olsen og forretningsfører Vilhelm Nielsen der også afgav forklaring som vidner. Det blev konstateret at Sigvald Olsen havde præstens tilladelse til at tale, mens inspektør Bahnson havde nedlagt forbud derimod før præstens tilladelse blev givet.

Hr. Bahnson indrømmede at det lige til den seneste tid havde været præsten der gav andre tilladelse til at tale ved begravelser, men at begravelsesvæsnets bestyrelse nu ville have dette forandret, så at kun den kunne give en sådan tilladelse. Endelig indrømmede Bahnson at han overfor vores medarbejder havde udtalt sin tilfredshed over at Sigvald Olsen kun ville tale ganske kort.

Efter at disse forklaringer var afgivet, sluttede den konstituerede birkedommer undersøgelsen og erklærede at sagen ville blive forelagt begravelsesvæsnets bestyrelse på ny, for at denne kunne afgive erklæring om den efter de oplyste omstændigheder ønskede dom i sagen.

(Social-Demokraten, 24. december 1899).

Om udfaldet af denne sag, se indslaget Justitssagen imod Sigvald Olsen.

Artistens Ligfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Den forulykkede Artist fra Cirque du Nord, Parterreakrobaten Emil Kuntze, stededes i Gaar Middags til Hvile paa Vestre Kirkegaard.

Det blev en opsigtsvækkende og ejendommelig Ligfærd, fordi saa godt som alle til Artistverdenen horende Kræfter heri Byen havde indfundet sig og gav Højtideligheden en egen, fremmed Kolorit.

Kl. 12 samledes et hundrede Mennesker i Kommunehospitalets lidet hyggelige Kapel, hvor Kisten stod dækket af Kranse, som var sendt fra Artisternes Fagforening, Corps de Ballet i Cirque du Nord, Artisterne i denne Cirkus og Cirkus Ducander, Direktør Rasmussen og den Afdødes Kammerater i Akrobattroupen Relampagos.

Pastor Kriel ved Petri Kirke holdt Talen over den Afdøde, som er sødt i Berlin og tilhørte det lutherske Troessamfund. Præsten dvælede ved Springet fra Liv til Død og byggede over dette Motiv en sympatetisk Tale over Kuntze. Mange Øine var fugtige af Graad under Talen.

Derefter blev Kisten sat i Rustvogn og Følget tog Plads i Vognene, hvis Tal var tredive. Langsomt bevægede det store Ligtog sig gennem Østerfarimagsgade, Nansensgade, Gyldenløvesgade, forbi Cirkus, som flagede paa halv Stang, og hvor der gjordes et lille Holdt, siden ad Vesterbros Passage, Helgolandsgade, Istedgade og Vesterfælledvej til Kirkegaarden. i hvis sydlige Hiørne Graven laa. Overalt vakte Toget stor Opsigt.

Den Afdødes nærmeste Kammerater og hans Broder, Metalarbejder Kuntze fra Berlin, bar Kisten til Graven, hvor Pastor Kriel sagde nogle kønne Ord om Vennen, som skulde stedes til Hvile i Guds Ager, hvorefter han bad Fadervor.

Saa opløste det store Følge sig, men en stor Del Artister samledes om en Sygevogn et hundrede Skridt fra Graven. I den sad en ung, køn Mand, hvis Skæbne vi erfarede noget nærmere om. Han er Dansker, hedder Carl Christensen og kom for ca. 2½ Aar siden til Skade som Parterreakrobat under akkurat lignende Forhold som Emil Kuntze. Ved et Spring i en Variete i Berlin fif han et Brud paa Rygraden, laa 1 Aar syg i Berlin, kom derefter til København, hvor han har været under Kur i halvandet Aar. Den stakkels unge Mand er lam i Underkroppen og opnaar sikkert aldrig Førlighed igen. For godt 14 Dage siden havde han Besøg paa Hospitalet af nu afdøde Kuntze, hvem den lunefulde Skæbne har hjemkaldt til den evige Hvile.

Men var Kuntzes Skæbne ikke bedre end denne Ulykkeliges? Vi saa det i de Øiekast og hørte det i de Ord, hans Kolleger i Artistverdenen sendte ham, da han i sin Sygevogn fulgte den afdøde Kammerat til Jorden.

Og vi tænkte paa ham, da vi forlod Kirkegaarden, hvor den fremmede Artist nu hviler i fremmed Jord, mens Solen skinner over Gravhøjene, og Fuglene kvidrer i Buskene. Han hviler i Ro, fjærnt fra Artistens bevægede Liv og Kampen for Tilværelsen.

Men Sygevognen ruller langsomt ud fra Vestre Kirkegaard efter de Vogne, hvor de dristige Springere og Manegekunstnere har taget Plads. Livet har ikke Tid at hvile, og i Aftes gik Forestillingen atter sin Gang i Cirque du Nord, og Musiken spillede, mens Nattens Slør sænkede sig over den ensomme Grav paa den fjærne Kirkegaard.

M.

(Social-Demokraten 30. juni 1899).

Begravelses-Skandale. (Efterskrift til Politivennen).

Dr. Volf og Pastor K. E. Petersen.

Præsten vil absolut kaste Jord paa Kisten.

Liget kan ikke blive begravet.

En Snedkersvend Valdemar Petersen skulde i Søndags Kl. 12 begraves paa Vestre Kirkegaard fra Kommunehospitalets Kapel.

Den Afdøde havde selv ønsket at blive fri for præstelig Assistance, og hans eneste Broder. Joh. E. Petersen, Medarbejder ved "Randers Arbejderblad" og Leder af en frireligiøs Bevægelse i Randers, delte fuldstændig dette Ønske og havde aftalt med Lederen af et bekendt Begravelseskontor, al Begravelsen skulde finde Sted i Overensstemmelse dermed.

Da Liget nu Kl. 12 skulde føres fra Kommunehospitalet, havde en Del af den Afdødes Venner og Bekendte givet Møde for at følge ham til Jorden.

3 Minuter over 12 blev Kisten sat paa Rustvognen, denne havde allerede sat sig i Bevægelse og Følget var ved at tage Plads i Droskerne, da der ankom endnu en Droske, og ud af den stiger en Præst i Kjole og Krave, Pastor K. E. Petersen, Kapellan ved St. Stefanskirken.

Han erklærer, at han kommer for at forrette Jordpaakastelsen.

Broderen indvendte, at man ikke ønskede Præstens Jordpaakastelse, og at det udtrykkelig er bleven sagt paa Klokkerkontoret.

Men Præsten blev ivrig. Der skulde kastes Jord. Broderen var ikke udmældt af Folkekirken og kunde ikke blive begravet, uden at Præsien kastede Jord paa Kisten. Før det skete, udleverede han ikke Begravelsespapirerne.

Alle Hr. Petersens Forsøg paa at tale Præsten til Fornuft var frugtesløse, og til Trods for den synlige Indignation hos Følget, stod Præsten fast paa sit.

Rustvognen med Liget var for længst borte, her stod Følget overfor den stædige Præst.

Hr. Petersen erklærede, at siden Præsten med Vold og Magt vilde kaste Jord paa, skulde han være kommen til Tiden. Nu var Liget paa Vejen til Kirkegaarden.

Saa afbrød Præsten Samtalen med at erklære, at han kunde ikke følge med paa Kirkegaarden - hvad forøvrigt ingen havde bedt ham om - han havde ikke Tid. Han skulde til Barnedaab, og dermed steg han atter ind i sin Droske og rullede afsted.

Med det stille Haab, at man dog maaske alligevel til Trods for Præsten kunde faa den Afdøde begravet, kørte Følget ud paa Kirkegaarden, men her erklærede den tilstedeværende Assistent, at Begravelsen ikke kunde finde Sted uden Præstens Tilladelse.

Inspektøren, som man derefter opsøgte, sagde det samme. Han lovede dog, at hvis Hr. Petersen kunde faa Sagen ordnet inden Kl. 3½ skulde Liget nok komme i Jorden.

Det blev derefter fat ind i et Kapel, Følget skiltes ad, højst indigneret over Præstens Adfærd, og Hr. Petersen kørte skyndsomst til Sognepræstens, Dr. Volfs Bopæl. Denne var imidlertid ikke hjemme, og Pastor Petersen, som han derefter søgte, var heller ikke hjemme. Endelig ved Tretiden traf han ham hjemme. Præsten sad med sit Ritual foran sig og viste straks, at det deri var paabudt, at naar en Afdød ikke var udmeldt af Folkekirken, skulde Præsten foretage Jordpaakastelsen. For øvrigt havde han ikke mere med Sagen at gøre, da han havde afleveret Begravelsespapirerne til Dr. Volf.

Hr. Petersen kørte atter til Dr. Volfs Bopæl, men her fik han den Besked, at Præsten var i Færd med at gaa til Bords og derfor ikke kunde tage imod ham.

Overfor et saa indlysende Argument maatte Hr. Petersen give tabt. Den givne Frist var desuden snart udløben.

Liget henstaar nu i Kapellet, og det er at afvente, hvorledes Sagen yderligere vil udvikle sig.

Pastor Petersen forsikrede, at den Mand, der havde været paa Kontoret for at faa Begravelsen ordnet, havde faaet Paalæg om at anmode Hr. Petersen om at komme op paa Kontoret, men Hr. Petersen har ikke faaet denne Besked.

Dette er et undskyldende Moment, ser imidlertid er uden nogen Betydning. Pointet i den hele Sag er det, at Pastor Petersen - som man maa antage i Samraad med Dr. Volf - i uforstaaet Embedsiver og med en Bureaukratisme, der ikke klæder nogen Præstemand, tiltrods for den Afdødes og hans eneste Broders bestemt udtalte Ønske om at blive fri for al præstelig Assistance, trænger sig frem for i Modstrid med disse saa naturlige Ønsker at forrette en intetsigende og ligegyldig Ceremoni.

Lad det end være nok saa meget foreskrevet i Ritualet, en Præst skulde dog have saa megen Sømmelighedsfølelse, at han paa dette Punkt kunde tage Afstand fra Ritualet, og der er mange Præster, der gør det.

Men hvad Pastorerne Volf og Petersen næppe havde Ret til, det er at stille den præstelige Jordpaakastelse som Betingelse for Begravelsen. Vi ser ikke andet end at Pastor Petersen har gjort sig skyldig i et Overgreb, da han nægtede at udlevere Begravelsespapirerne, for der blev kastet Jord paa.

I hvert Fald har, saa vidt vi ved, aldrig nogen Præst gjort sig skyldig i et saadant Forhold.

Men selvfølgelig vil denne Sag blive underkastet en nærmere Prøvelse.

I en Henseende har Pastor Petersen dog gjort sig fortjent. Han har bidraget til, at Folk faar at vide, at saafremt de vil sikre sig en ordenlig borgerlig Begravelse uden en Præsts Indblanding, da maa de udmælde sig af Folkekirken.

Da kan de blive fri for Præsien.

(Social-Demokraten 21. marts 1899).

Fotograf Peter Jacob Vilhelm Kragerop (1939-1887): Stiftprovst, dr. theol. Peter Rudolf Volf (25.8.1838-20.4.1926) (Anden navneform: Wolf, R.). 1865-1874. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Peter Rudolph Volf (1838-1926) var den første sognepræst ved Stefanskirken 1874-1899. Han sad i menighedsplejen og Indre Mission, i bestyrelsen for den københavnske Forening for indre Mission 1865-1867 og 1878-1899. Han blev 1899 sognepræst for Store Heddinge Sogn og anden stiftsprovst for Sjællands Stift.

Karl Eugen Petersen (1857-1909) var residerende kapellan/sognepræst samme sted 1887-1900.

Begravelsesskandalen.

Liget kommer i Jorden.

Pastor Volf forretter Jordpaakastelsen.

Vi meddelte i Tirsdags, at Pastor K. E. Petersen ved St. Stefanskirken havde forhindret Begravelsen af afdøde Snedkersvend Valdemar Petersen ved ikke at ville udlevere de nødvendige Begravelsespapirer (Skifteretssedlen med Præstens paategnede Erklæring om, at Jordpaakastelsen enten er foretaget eller ikke vil blive foretaget) fordi den Afdøde selv og hans Broder ikke vilde have præstelig Jordpaakastelse.

Nu har Sagen fundet sin Afslutning ved, at Pastor Volf i Tirsdage Formiddags - stadig mod Broderens Ønske - forrettede Jordpaakastelsen, hvorefter Begravelsen fandt Sted.

I Mandags forefaldt der mellem Broderen og Volf en ret karakteristisk Samtale, som vi her i det væsenligste gengiver:

Broderen: "Men hvis jeg nu vedblivende modsætter mig Jordpaakastelsen?"

Volf: "Det spørger vi Dem slet ikke om; vi forretter den alligevel."

Broderen: "De mener altsaa, at der er ikke andet for mig ak gøre, end at give efter."

Volf: "Ja. Jordpåkastelsen skal finde Sted, det er dog noget ethvert Barn ved."

Broderen: "Ja, da ved jeg det ikke, og jeg har aldrig truffen nogen, der vidste, at det kunde sættes som Betingelse for at blive begravet."

Volf: "Ja, naar man ikke er udmeldt af Folkekirken, saa er man et kristent Menneske, og saa faar man en kristelig Begravelse. Er man Medlem af en Forening, maa man underkaste sig Foreningens Love eller træde ud, og ligeledes, er man Medlem af Folkekirken, maa man rette sig efter dens Vedtægter eller mælde sig ud."

Broderen: "Denne Lignelse halter dog en Del, idet man bevidst og i Følge sin Overbevisning indmelder sig i en Forening, men i Folkekirken indmældes man som spædt Barn, ubevidst om, hvad der sker, og uden nogen Overbevisning."

Efter endnu at have diskuteret en Stund, afsluttede Hr. Petersen ved at sige: "Ja, naar De foretager Jordpaakastelsen, hvad enten jeg tillader det eller ej, saa vil jeg gærne vide, hvad Tid den finder Sted?"

Og Præsten berammede næste Dag, Tirsdag Kl. 10½.

-

Det var Pastor Volf selv, der mødte. Han kastede de tre Skovle Jord paa Kisten og bad Fadervor.

Dermed var den ikke ønskede Ceremoni til Ende, og Præsten havde faaet sin Vilje.

Men mærkelig er det, at den fromme Mands Vilje nærmest minder om Krakileri.

For nogen Tid siden nægtede han at kaste Jord paa et lille Barnelig, fordi Forældrene var borgerligt viede. De bad ham, men han sagde Nej.

Nu beder en anden Familie ham blive borte fra Begravelsen, og saa vil han med alligevel. Liget maa ikke sænkes i Jorden, hvis han ikke faar Lov til at kaste Jord paa.

Saaledes følger Præsterne Skriftens Ord om Mildhed og Kærlighed.

(Social-Demokraten 24. marts 1899).