Kommunist-Begravelse i Odense. (Efterskrift til Politivennen).

En kommunistbegravelse vakte i forgårs opsigt og forargelse på Odense Assistens Kirkegård. Der deltog et par hundrede mennesker i jordefærden, som foregik uden medvirkning af præst, og der blev ikke sunget salmer, men derimod blev der holdt revolutionære taler, og følget råbte "rød front!" med knyttede næver i luften. Som afslutning sang man "Internationale", hvorefter man skiltes.

Myndighederne har i går fået henstilling fra mange sider om, at der træffes foranstaltninger, som sikrer, at noget lignende ikke kan finde sted i fremtiden. Man hævder, at kirkegården ikke er et sted, hvor der skal drives rød propaganda. 

Kirkegårdsinspektør Askegaard har konfereret med stiftsprovst Fog-Petersen, og man er blevet enig om, at der ikke findes hjemmel for indskriden. Således som forholdene er herhjemme, hvor vi har den mest vidtgående frihed i trossager, kan alle begravelser foregå på kirkegårde, ja, de skal foregå dér, og man finder ikke, at der i det pågældende tilfælde har fundet noget forargeligt sted i den forstand, at det var gudsbespotteligt.

Kirkegårdinspektøren udtaler imidlertid tanken om muligheden for oprettelsen af en kontrolleret begravelsesplads uden for den egentlige kirkegård til dem, der ønsker at blive begravet uden for kirken, men man har endnu ikke haft dette spørgsmål fremme til nærmere overvejelse

(Korsør Avis, 19. december 1933)

Dommedags-Begravelsestale paa Lolland. (Efterskrift til Politivennen)

Dommedagstorden ved Ligbaaren.

En Præst, der har forløbet sig.

Paa Lolland-Falster er Sindene i disse Dage stærkt optaget af en af disse desværre ikke ukendte, uhyggelige Episoder, hvor en Præst benytter en Begravelse, hvor mange Mennesker, som han ellers ikke kan faa i Tale, er til Stede, til at give en, - lad os kalde det: fanatiske Harme - Luft, og derved skyder fuldstændig over Maalet og kun opnaar at vække offentlig Forargelse.

Sagen har faaet et ret opsigtvækkende Forløb, idet man i flere af de Lolland- Falsterske Blade forleden saa en saalydende Annonce:

Hjertelig Tak

undtagen til Pastor Leibølle for al den venlige Deltagelse. der er vist mig under min Hustrus lange Sygdom, Død og Begravelse.

Sæddinge. 12. Oktober 1929.
J. P. Jørgensen.

Det er en af Rødby-Egnens mest kendte og agtede Mænd, fhv. Sognefoged Jørgensen, der har indrykket denne Annonce, der et Par Dage efter suppleredes véd et "Aabent Brev".

Til Hr. Pastor Leibølle.

Nebbelunde.

Da De ikke endnu har givet mig en Undskyldning eller spurgt mig om Grunden til min mærkelige Tak i Bladene, gaar jeg ud tra, at De helst vil tie det ihjel. Just saa let gaar det nu ikke, Hr. Pastor.

Naar De Ikke skammer Dem ved at rette et saa ondartet Angreb paa hele Deres Menighed, og bruger det som Ligtale, saa vil jeg ikke betænke mig paa at stemple Talen som et aandsforladt Produkt, i højeste Grad sårende.

Ikke engang Velsignelsen kunde De unde os. hverken i Kirken eller ved Greven.

Sorgen over min afdøde Hustru kommer jeg nok over ved Guds Hjælp; men den Bitterhed og Trods, De ved Deres Ord har bragt ind i mit Sind, er saa uhyre vanskelig at blive kvit..

Sæddinge. 18. Oktober 1921).
J. P. Jørgensen.

Man faar ved at læse disse Linier absolut det Indtryk, at dette er en Mand, der er alvorlig krænket og haardt ramt i sine ømmeste Følelser, og samtidig faar man den Opfattelse, at det maa være en Mand, der næppe kan give Anledning til offentlige Revselsesprædikener. Dette Indtryk har vi faaet bekræftet ved telefonisk Samtale med en kendt Mand paa Egnen, der siger:

- Jørgensen og hans afdøde Hustru hører til Egnens mest afholdte og agtede Folk, og det var den største Begravelse, her har været i umindelige Tider. Hele Følget følte sig meget ilde berørt af Præstens Tale. Han sagde bl. a.: Jeg føler stor Angst, naar jeg tænker paa den Afdødes evige Fremtid! - Og derefter tordnede han mod "den verdslige Selskabelighed, der holder Menneskene borte fra Guds Rige", Ord, som ingen af de Tilstedeværende fandt, der var Spor af Grund til at bruge. Vi er alle enige med Jørgensen, naar han offentlig har bebrejdet Præsten hans Optræden, og Harmen her paa Egnen er almindelig.

(Aftenbladet 18. oktober 1929).

Den lollandske Begravelsestale.

Pastor Leibølle fortæller om hvad han sagde.

"Natt." har i Fortsættelse af Diskussionen om den pinlige Begravelsestale paa Lolland spurgt Pastor Leibølle, hvad der skete ved Begravelsen, og som har givet Anledning til Hr. Jørgensens opsigtsvækkende Skridt.

- Fhv. Sognefoged Jørgensen, siger Pastor Leibølle, maa regnes blandt Egnens kendte Mænd, og hans Hustrus Begravelse var den største i mange Aar... I min Tale ved Kisten karakteriserede jeg den afdøde i venlige Ord, men sagde til Slut: "Selv staar jeg med stor Angst i min Sjæl, naar jeg tænker paa den afdødes evige Fremtid".

- Hvorfor brugte De disse Ord?

- Fordi den afdøde, saa vidt jeg kan se, aldrig har villet søge Guds Rige.

- Mærkede De straks Misstemning hos dem, der hørte Talen?

- Nej. Iøvrigt tror jeg, at det heller ikke saa meget var dette Afsnit af Talen, som nogle efterfølgende Bemærkninger om den verdslige Selskabelighed, der har givet Anledning til "Misstemningen" ... Jeg sagde, at jeg i verdslig Selskabelighed ser en Fare for Mennesker, fordi den holder dem borte fra Guds Rige.

- Hvad er Grunden til, at De tog dette Spørgsmaal op netop ved denne Lejlighed?

- Jeg anser det for enhver Præsts Pligt at advare Mennesker mod alt, hvad der kan holde dem tilbage fra Guds Rige. Er det ikke Grund nok?

- Er Selskabeligheden større paa Deres Egn, end mange andre Steder?

- Den er større end godt er, og det har jeg sagt, fordi jeg er Præst.

*

Saa vidt Pastor Leibølle.

Om han har Ret i sine Synspunkter med Hensyn til den "verdslige Selskabelighed" forekommer os ikke at være det afgørende i denne Sag. Derom kan  der være delte Meninger, og Præsten har som enhver anden Lov til at hævde sin Mening.

Men hvad der maa paatales, og med Rette er bleven paatalt, er den utrolige Anmasselse, at Præsten giver sig til at holde moraliserende Foredrag af denne Art ved en Begravelse. Det kan han gøre ved et Møde i Forsamlingshuset, eventuelt i en Prædiken. I et Tilfælde som det foreliggende maa hans Optræden af alle honette Mennesker stemples som malplaceret.

Og at Præsten herved saa langt fra at gavne netop skader den Sag, han vilde tjene, føler vi os ganske overbevist om.

Pastor Leibølle forsvarer sig.

Han kræver Ret til at tale, som han vil, ogsaa ved Begravelser.

I de lollandske Blade har Pastor Leibølle nu offentliggjort et Svar, der i sin Helhed lyder saaledes:

LIGTALER.

I Anledning af Hr. fhv. Sognefoged  Jørgensens "aabne Brev" skal jeg tillade mig at gøre følgende Bemærkninger:

Naar Hr. Jørgensen skriver, at jeg ikke engang kunde unde de tilstedeværende Velsignelsen, skal jeg kun dertil oplyse, at jeg aldrig ved nogen Begravelse har brugt Velsignelsen, hverken i Kirken eller ved Graven, hvad man heller ikke er pligtig til.

Af Artiklen synes det iøvrigt at fremgaa, at det, jeg særlig skal have Bebrejdelser for, er ikke, at jeg i og for sig har sagt, hvad jeg har; men at det er sket i en Ligtale. Den Tankegang, som ligger bagved, er altsaa denne: "Ved Gudstjenester og Moder kan Præsten jo endda have Lov at sige Sandheden og advare mod Synd, thi det kan vi saa dejligt komme uden om ved at holde os borte fra Kirken. Men naar vi møder op i Kirken til en Begravelse, saa har Præsten at holde sin Mund med den Slags; vi vil ikke ved den Lejlighed høre noget, som kan ramme vor Samvittighed." - Men en saadan Tankegang kan jeg ikke billige; dertil er det hele for alvorligt. Dette Liv bærer for enhver af os enten hen imod en evig Tilværelse hos Gud eller imod en evig Tilværelse fra Gud. og jeg føler det som min Pligt baade ved Gudstjeneste og Begravelse at advare Mennesker mod at leve saadan, at de skubber Herrens klare Ord til Side: "Søg først Guds Rige og hans Retfærdighed".

At en saadan Advarsel af nogle opfattes paa den Maade, at man derved vil Mennesker noget ondt, er beklageligt; jeg haaber, at der maa blive set paa denne Artikel paa en anden Maade.

Talen "var af alt andet end opbyggelig Art", har Hr. Jørgensen udtalt til "Social-Demokraten". - Ja, det var den for nogle Deles Vedkommende; men jeg ønskede heller ikke, at alt i den skulde være "opbyggeligt". Hvis der paa en Plads skal opføres en Bygning, men Pladsen i Forvejen er optaget af en anden Bygning, maa man jo først rive den gamle Bygning ned. - Naar Mennesker lever saaledes, at de er optaget af verdslig Selskabelighed, naar man i den Grad er hengivet til Kortspil og lignende, at det atter og atter bliver foretrukket for de Ting, som hører til Guds Rige, saa er der i saadanne Menneskers Hjerte noget, som maa brydes ned. Der maa af Herren selv lægges en ny Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud. (Hebræerbrevet 6-1). Naar den Forudsætning er til Stede, er "opbyggelig" Tale paa sin Plads.

Naar der er Ild i et Hus, og dets Beboere ligger og sover og er i yderste Fare for at indebrænde, saa har det dog ikke hidtil været regnet for nogen særlig forkastelig Gerning at prøve paa at faa dem vækket og reddet. - Naar der nu er Tale om det, der er værre, ikke at indebrænde levende; men at gaa evig fortabt - skulde det saa være rent galt at sige, saa det kan høres: "Vend dig fra den verdslige Selskabelighed og til den levende Gud!"

Nebbelunde Præstegaard pr. Rødby
Den 18. oktober 1929
J. Leibølle.

(Ærø Venstreblad 21.oktober 1929)

Pastor J. Leibølle, foto fra Thisted Amtsavis 17. februar 1936, i anledning af at han indstilledes som sognepræst i Gamtofte. Han havde da virket siden 1932 i Hvidbjerg-Lyngs. 1921-1932 i Nebbelunde-Sæddinge.

Præsten kom for sent. (Efterskrift til Politivennen).

En pinlig situation på Holmens Kirkegård.

Da begravelsen skulle foregå, manglede præsten, og man måtte sende bud efter ham.

En ret pinlig situation indtraf i går paa Holmens Kirkegård under en begravelse.

Hvor er præsten?

Kl. 12:30 skulle en enkefru Rasmussen begraves, og der var mødt et stort følge. Da klokken nærmede sig det fastsatte tidspunkt, var følget samlet i kapellet, ligesom koret og nogle musikere, der skulle spille ved sørgehøjtideligheden. Den eneste, der manglede, var præsten, hr. pastor Glahn fra Frederiksberg. Klokken blev 5 minutter over tiden, den blev 10 minutter over, og der kom stadig ingen præst. Familien og de nærmeste begyndte at blive urolige, og da klokken nærmede sig stærkt til kl. 1, blev man enige om pr. telefon at spørge i præstens hjem.

Det viste sig da, at der fra præstens side var begået en fejl angående klokkeslættet, og hurtigst muligt arriverede da den uheldige præst til begravelsen. 

De øvrige begravelser blev forsinkede.

På familien såvel som på det store følge gjorde tildragelsen et pinligt indtryk, og følgen af præstens fejltagelse blev, at dagens øvrige begravelser blev forsinkede ikke så lidt. Fra korets side forsøgte man at få musikken strøgel for at få begravelsen til at gå så hurtigt som muligt, men selvfølgelig indlod man sig ikke på det. Og begravelsen foregik da planmæssigt, men altså betydelig forceret.

En undskyldning fra præsten.

Vi har talt med hr. pastor Glahn, der selvfølgelig er meget ked af historien. - Det er afgjort min fejl, og jeg har givet familien den mest uforbeholdne undskyldning. Jeg er meget ked af det, men sket er jo sket, og det er mig, der har gjort fejlen. Det indrømmer jeg åbent og ærligt og har gjort min undskyldning derfor. Andet kan jeg jo ikke nu bagefter.

(Klokken 5 (København), 14. december 1927).

Uhyggelig begivenhed på Assistens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Fire kirkegårdsbetjente faldt sammen med kisten i graven under en jordefærd.

I går eftermiddags ved 3-tiden fandt der en meget uhyggelig begivenhed sted på Assistens gamle kirkegård. 

I kapellet havde pastor T. Høyer fra St. Andreaskirken bisat en gammel dame, enkefru Blichfeldt. Højtideligheden overværedes af et følge der tale ca. 35 mennesker, hovedsagelig ældre damer og herrer.

Otte kirkegårdsbetjente bar kisten fra kapellet til graven, fulgt af følget. Kisten blev anbragt på træunderlaget, der var lagt ovenpå graven og rebene blev stukket ind under kisten. Alle otte ligbærere stog herefter parat til at fire kisten ned.

Pludselig knækkede træunderlaget over den den ene side - og i samme nu styrtede kisten og fire ligbærere ned i graven. De tre kom hurtigt op, men den fjerde, den 35-årige kirkegårdsbetjent August Olsen fra Syvens Alle nr. 7, kom i klemme mellem gravens kant og kisten, og blev først efter en del besvær befriet af sine kolleger. Han klagede over stærke mavesmerter, og blev i ambulance kørt til Kommunehospitalet hvor det konstateredes at han havde pådraget sig en lettere underlivskvæstelse.

Begivenheden gjorde selvfølgelig et meget pinligt indtryk på følget. Efter en lille pause forrettede pastor Høyer jordpåkastelsen og lyste velsignelsen.

(Nationaltidende, 24. april 1927).

I Fattigjord med Fyrstekranse. (Efterskrift til Politivennen).

En hjemfalden Grav og et gammelt Københavnerminde.

Den blomstersmykkede Kiste med Prinsesse Maries Krans.

Det er i disse Dage 20 Aar siden, at en fattig kvinde, en af Københavns fattigste, som Lig blev bragt ud paa Set. Johannes Stiftelsen. Hun blev lagt i en tarvelig, sortmalet Fattigkiste, men dem, der paa Begravelsesdagen kom ind i Stiftelsens lille Kapel ved Blegdamsvejen, maatte nærmest faa det Indtryk, at det var en fremragende Personlighed, en af Samfundets Store, der her skulde jordfæstes. Den fattige Kone var fuldstændig skjult under et mægtigt Væld af Blomster - der hvælvede sig store Palmegrene over Hovedgærdet, og paa Kistens Fodende laa en stor, kostbar Dekoration med brede rødhvide Baand. paa hvilke det i Guldbogstaver stod "Fra Prinsesse Marie og Børn". Og langt ud over Gulvet bredte Kransene sig. Værdien af denne Blomsterhyldest repræsenterede maaske flere Penge, end den fattige Kvinde, der laa i kisten, selv nogen Sinde havde haft i sine Hænder.

Og det var et mærkeligt Følge der samledes om Kisten. Det lille kapel var fyldt til sidste Plads, og Folk stod i Kø langt ud paa Blegdamsvejen. Det var mest kvinder, elegant klædte Damer, side om Side med kvinder i tyndslidte Sjaler, og der var pelsklædte Herrer med høje Silkehatte, ved Siden af lusede, forsumpede Individet fra den indre Bydels skumle Gader.

Men havde man spurgt de Folk der flokkedes om Kisten, hvad den Døde hed, vilde de fleste blive Svar skyldige. Jomfru Juliane Marie Elise Hansen stod der i den officielle Dødsliste, men det Navn kendte kun de færreste af de Mennesker, der mødte til Ligfærden. De kendte kun et andet Navn, der ganske vist ogsaa var kendt af hvert Barn i Byen - de vilde svare: Det er "Jomfru Tidsfordriv", der bliver begravet1

Hverken hendes Øgenavn eller hendes mærkelige skikkelse er glemt endnu. Ingen vidste rigtig, hvem hun var, eller hvorledes hendes Livsskæbne havde formet sig. Selv fortalte hun aldrig noget, men Folkesnakken havde efterhaanden omgivet hende med et Skær af Romantik og Mystik. Hun havde kendt bedre Duge, var af "god Familie", sagde man. Det var en ulykkelig kærlighedshistorie, der havde giort hende sær, fortaltes der. Maaske var det sandhed, maaske Fantasi, man fik det aldrig at vide. Men man husker hende som det mærkelige, halv forstyrrede Individ, der færdedes paa Gaderne, altid glad smilende, i en besynderlig Beklædning, pyntet med Masser af falmede Tøjblomster, med en stor kurv paa Armen og fulgt af en Flok Børn.

Hun var ikke Tiggerske - langt fra men der var altid Folk, der stak noget til hende, og hun havde en Gang hos en Mængde Handlende der betragtede hende som "fast Kunde" og gav hende den Smule, hun behøvede. Navnlig Bolscher! Dem brugte hun en Mængde af til at dele ud mellem de Børn, der altid flokkedes om hende, og hvis Drillerier hun aldrig opfattede fornærmeligt.

Saa laa hun en Dag og døde stille inde i sit fattige Kammer i den allerinderste By. Og det var pludseligt, som om Københavnerne kom til al tænke paa, at de skyldte dette fattige Kvindemenneske en sidste Opmærksomhed. De tænkte paa, at hun, der selv var et af samfundets Skumpelskud, aldrig havde gjort andet end godt, og hvis mærkelige Liv i al Fabl havde været præget af Kærlighed til Børnene. Og saa dækkede de hendes fattige kiste med Blomster!

Men efter Talen kørte Ligvognen alene, uden Følge, ud til Bispebjerg Kirkegaard, hvor Kisten blev sænket i Fattigjord. Nu er der gaaet 20 Aar - det Tidsrum der tilstaas et "Fattiglig" at hvile i Jorden og Graven er hjemfalden til Sløjfning. Men maaske faar "Jomfru Tidsfordriv" Lov at ligge i Fred endnu nogle Aar. Henover det Stykke "linjebegravelse", hvor hun ligger, er der plantet Graner, en hel smuk Tykning dækker alle de fattige Hvilesteder, blandt hvilke ingen mere kan paapege det enkelte, der er den mærkelige Københavneroriginals. Hende, der tog sit Liv Hemmelighed med sig i Graven.

O. B.

(Aftenbladet (København) 15. november 1926).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jomfru Tidsfordriv. Fredericiafesten, 6. juni 1899. Det kongelige Bibliotek.

Gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding. (Efterskrift til Politivennen)

Det københavnske Kirkegaardsareal omfatter nu 252 Tdr. Land. 

Fra Bispebjerg Krematorium.

I store, hyggelige og lyse Kontorer i Løngangsstræde residerer Københavns Begravelsesvæsen, og her træffer vi Direktør Berg, hvem vi har anmodet om en Samtale om gammeldags Jordefærd og moderne Ligbrænding.

- Der findes i Øjeblikket i København fem Kirkegaarde, begynder Direktøren, der er kommunale: Assistens paa 38 Tdr. Land, Vestre paa 94, Bispebjerg paa 74, Brønshøj paa 4½ og Sundby paa 7, desuden ejes Holmens paa 10 Tdr. Land, Garnisons paa 9, Frelsers paa 4, Katolsk Vestre paa 2, Mosaisk Nørrebro paa 2½ og Mosaisk Vestre paa 7 Tdr. Land af vedkommende Kirker eller Menigheder. Det vil altsaa sige at der i København i Øjeblikket findes et samlet Kirkegaardsareal paa ca. 252 Tdr. Land, hvoraf de 217 Tdr. indtages af kommunale Kirkegaarde.

Det er imidlertid snart ved at blive for lidt. Derfor er vi for Tiden i Gang med at udvide Vestre Kirkegaard med Terrasseanlæg og der foreligger Forslag om at udvide Sundby Kirkegaard med ca. 12 Tdr. Land. Endvidere vil vi i nær Fremtid foreslaa Bispebjerg udvidet med ca 25 Tdr. Land - og dermed vil vi kunne klare oa i en Aarrække.

- Skal det Areal, Københavns Kommune købte for 5 Aar siden ude ved Damhussøen, da ikke anvendes? Var det ikke ca. 100 Tdr. Land

- Jo. det var, men jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at dette Areal ikke bliver anvendt. Og denne Tro bygger jeg paa den stærkt voksende Tilslutning, Ligbrændingsforeningerne har. Tager den stadig til paa samme Maade, behøver vi næppe flere Kirkegaarde.

- Hvordan er Forholdet mellem gammeldags Jordefærd og Ligbrænding?

- Jeg kan illustrere det ved et Par Tal. I 1912-13 fandt der ialt 5740 Begravelser Sted. heraf var 180 Ligbrændinger. I 1917-18 var af 6232 Begravelser de 329 Ligbrændinger og i 1919-20 408 af 7044. I 1920-21 gaar Begravelserne tilbage til 6378. og Ligbrændingerne stiger til 537, og dette Forhold fortsættes i 1921-22 med henholdsvis 6470 og 697. Ligbrændingen er saaledes i stadig Vækst og Begravelserne i Tilbagegang.

- Hvori ligger det? I hygiejniske Hensyn?

- Det tror jeg ikke. De gammeldags Begravelser har ikke indflydelse paa Hygiejnen. Omdannelse af de døde Legemer indeholder ingen Risiko for os andre, saaledes som moderne Kirkegaarde anlægges. Men i Almindelighed tager Omdannelsen paa denne Maade henimod 20 Aar, medens den ved Brændingen sker paa en Time. Dertil finder aabenbart stadig flere Brændingen mere Æstetisk, den foregaar jo paa en smuk og højtidelig Maade, og endelig er der et praktisk og i Virkeligheden vægtigt Moment, som utvivlsomt har afgørende Indflydelse: den Fare, Følgets Medlemmer ved en Jordefærd i daarligt Vejr løber for at paadrage sig Sygdomme. Der er ikke ret meget farligere end at staa paa en Kirkegaard i Regn og Slud Ved Ligbrændingen foregaar jo alt inden Døre.

- Naar ogsaa jeg foretrækker Ligbrændingen, skyldes det de Grunde. jeg her har nævnt, og selvfølgelig det. at vi sparer et Par Millioner til Anlæg af nye Kirkegaarde. Og det tror jeg vi gør - Udviklingen bærer tydeligt henimod Krematoriet og Urnehallen.

Teddy

(København 7. oktober 1923)

Mens antallet af kremerede i 1923 i København var 96 ud af 1000 døde, steg det til i 1970 at være 782 ud af 1000 døde. I 2022 blev der udført 6.860 ligbrændinger på Bispebjerg/Sundby. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening bliver ca. 83 % af danskerne kremeret.

I 2022 blev der udført 3.666 kirkelige begravelser i Københavns Stift - hvilket formentlig udgør ca. 2/3 af alle begravelser. De kirkelige begravelser er faldende i forhold til de borgerlige begravelser. Fra 2008 til 2018 steg de sidste fra 22 til 31 procent af alle begravelser.

En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).

Naar Spiritisterne begraver deres Døde. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Forargelse i kirkelige Kredse

(privat)

På Vestre Kirkegård i København fandt i går en enestående jordefærd sted. Spiritisterne begravede en af deres døde under udfoldelsen af ejendommelige ceremonier. Der var ingen præst til Stede. Ligtalen blev holdt af et medium, der var hensat i trance. Hun talte ikke med sin egen tunge, men med en høj, klar mandsrøst. Der fandt ingen jordpåkastelse sted, men i stedet lod man liljer dale ned på kisten.

I kirkelige kredse hersker den største forargelse over denne begravelse.

(Demokraten (Århus), 26. februar 1921.)

Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

Infamt! Atter en Præst, der laver Skandale ved Graven. (Efterskrift til Politivennen)

København, Torsdag.

Hvis man tror, at den Næse, som Enevold Sørensen nylig tildelte den unge Pastor Høyrup afskrækker Præsterne fra at lave ny Dumheder, saa fejler man storligen.

I Søndags stod Pastor Schack i Helligaandskirken og rasede i halvanden Time mod Smudsbladene. Han nægtede sig end ikke at nævne et stort københavnsk Morgenblad, som hørende til denne Del af Pressen. Det er utroligt. at en Præst i den Grad kan bryde med al Takt og Sømmelighedsfølelse, saavel overfor Pressen, som overfor de Mennesker, der kommer i Kirken for at høre Guds Ord.

I Dag har en anden Præst, Hr. Gottschalck- Hansen, henlede Opmærksomheden paa sig ved dum og urimelig Tale.

Den unge Mand, Thorvald Høien, der druknede i Roskilde Fjord for nogle Dage siden, blev begravet ude paa Vestre Kirkegaard. Præsten benyttede nu Lejligheden til at holde en Tordentale over Sporten. Høien var en ivrig Boldspiller, men han tog ikke sin Gud med i Sporten, sagde Pastor Hansen. og derfor gik det ham ilde.

"Herren straffer og her har han Øvet sin Magt med sin vældige Arm", skreg Pastoren ud over det sørgende Ligfølge, og han fortsatte: Sandelig siger jeg, det er Herren, der har gjort det. Han griber praktisk ind i Livet, naar det er nødvendigt. Han minder os om sin Nærværelse, naar vi glemmer ham."

Selvfølgelig fremkaldte disse ildeanbragte Ord en meget trykket Stemning blandt Deltagerne og den afdødes Slægt og Venner. Og det er forresten ogsaa lige drøjt nok, at Mennesker, der møder sorgfulde ved en Slægtnings Baare, skal høre paa sligt jammerligt Vaas, som det Pastor Hansen bød paa i Dag.

(Horsens Social-Demokrat 29. juni 1906).

Skandale ved Poul Friis' Grav. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Kold kaster snavs efter hans enke - et uhyggeligt optrin.

København, tirsdag.

Langt udenfor byen ligger den store Vestre Kirkegård. Her blev teaterdirektør Poul Friis i eftermiddags begravet under stor deltagelse fra skuespillernes og det glade Københavns verden. Solen skinnede varmt over de dødes have med de mange idylliske anlæg, og naturen var netop så venlig og smilende, som den burde være, når den evigglade og hjertensgode Friis skulle stedes til den evige hvile.

Så meget uhyggeligere virkede det, da pastor Kold fra Brorsonskirken begyndte en uhyggelig tale og lod Helvedes røde flammer knitre for den afdødes hustru og venner.

Hr. Kold gik ud fra, at Jesus kom til Verden for at frelse syndere og særlig de store, til hvilke den afdøde hørte. Han var et syndens barn, sagde hr. Kold, og jeg ved ikke andet at sige, end at han var en stor synder.

De fleste drog her et lettelsens suk, for man troede forestillingen forbi, men nu tog Kold først rigtig fat.

Der døde nylig en syndens kvinde, og hun råbte på det yderste: Lys! Giv mig Lys! Et Herrens barn trådte frem og sagde: Jesus, men den døende jog hende bort og skreg: Jeg kender ikke Jesus. Giv mig lyset! Det var forfærdeligt. Et menneske tabt, et menneske gået ind til den evige ild. Heldigvis døde Poul Friis ikke således. Han læste på det sidste i Herrens Bog, og han vendte sig i den sidste time mod den levende Gud, mod sin frelser. Men Herrens børn har også bedt for ham. Jeg har været til stede ved to møder, hvor man bad for Poul Friis. Hører I det, alle, så tag den hellige skrift og læs evangelisten Johannes, 1. Kapitel fra 1. til 8. Vers. Han vendte sig til Frelseren, og vi tør håbe, at han er gået ind til Vorherre Jesu nåde. Men hvorledes står det til med jer, der står i den farlige tribunes æggende lys. I skal alle dø som Poul Friis, dø, hører I. Hr. Kold er nu i voldsom ekstase. Hans øjne lyner i det blege, fanatiske ansigt, og han skriger mod fru Engelke Friis: Jeg siger til dig: vend om, før det er for sent. En kvindes ære bør ikke plettes og besudles ved, at hun halvnøgen stiller sig til skue for mængden. Det er en skam, som jeg beder Herren at vare mine børn fra. Lyd derfor den dødes røst. Han ønskede, at du skulde vende om og sætte dig ved korsets fod, og Gud give dig kraft dertil. Amen!

En uhyggelig stemning havde grebet alle under talen. Et par gange hørtes svage protester, men deltagerne lod dog den hårde præst fortsætte. Først da han var færdig, brød indignationen løs, og alle trængte sig om den stakkels enke og søgte at trøste hende.

Under pinlig stemning bragtes kisten i jorden, medens pastor Kold stiv og udeltagende gik bort. Hvad vedkom det ham, at han så blodigt havde fornærmet den dødes enke i en sørgelig stund. En helvedespræst har jo intet hjerte, ingen medlidenhed med sørgende enker eller staklerne, der kastes i svovlpølen.

Men hvorfor holder man da ikke præsterne borte fra begravelser, når man ved, at de er så dårlige følgesvende over tærskelen til den evige bolig?

(Horsens Social-Demokrat, 12. juli 1905).

Sognepræst Vilhelm Kold (1868-1932). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Teaterdirektør Friis' jordfæstelse.

En ligtale som ikke burde have været holdt.

Poul Friis' jordfæstelse fandt sted i går middag fra kapellet på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig havde mange af den afdødes kolleger givet møde for at vise ham den sidste ære. Man så bl.a. direktørerne Albert Helsengren, Frits Petersen, Henriksen, Wulff og Vilh. Petersen samt adskillige kendte skuespillere.

Talen holdtes af pastor Kold ved Brorsonskirken, og den var ikke egentlig trøsterig for de efterladte. Han havde kun kendt den afdøde som en synder, sagde han, men da han havde besøgt ham på hans dødsleje, havde han dog fundet både salmebogen og det ny testamente hos ham (disse to bøger lægges altid frem på hospitalerne). I sin sidste time havde den døende vendt sig til Herren. Og man har lov til at tro at dette skyldtes forbønner fra troende mennesker som for kort tid siden i forskellige forsamlinger havde bedt for hans sjæl Det var jo en farlig livsstilling Poul Friis havde valgt, ligesom det i det hele er farligt at stå frem på tribunen. Let kan en kvindes ære plettes og besudles, når hun halvblottet stiller sig frem for publikum. Derfor ville han særig henvende sig til enken og bede hende vende om fra den farlige bane. Det var også hendes mands ønske at hun skulle vende sig til Gud.

Talen gjorde ikke ubetinget noget gunstigt indtryk blandt de tilstedeværende. Og der kan vel også let opnås enighed om at pastor Kold i hvert fald på dette sted burde have holdt sine fordømmende meninger for sig selv eller også veget pladsen for en anden præste med mere menneskelig takt, følelse og forståelse.

(Aarhus Amtstidende, 12. juli 1905).

Fru Engelke Friis om pastor Kold

Et interview.

Det pinlige optrin, som i forgårs fandt sted ved Povl Friis's begravelse, drev os i går til at opsøge enken, fru Engelke Friis, for at høre hendes mening om præstens besynderlige opførsel.

Vi traf fruen ude hos sin slægtning, hr. restauratør Christensen, Langelinies Pavillon.

Vi udtalte vor forundring over præstens uheldige tale.

"Ja, jeg hører, at så mange har været vrede over den", siger fruen, "men det er jeg slet ikke. Jeg er selv religiøs, og min mand var det meget i den sidste tid, han levede. Det var nogle indremissionærske damer, som min mand kendte, der havde skrevet til pastor Kold og bedt ham se til min mand. Poul var meget glad over præsten. Og så var det jo meget naturligt, at jeg bad ham tale over stakkels Poul.

Pastor Kold havde sagt mig i forvejen, at han måtte tale efter sin overbevisning, og jeg havde svaret, at til mig måtte han sige alt, hvad han ville. Det eneste, jeg var lidt ked over, var, at han sagde ved kisten: "Her ligger en synder, jeg siger, her ligger en synder." Det gjorde mig lidt ondt; jeg véd jo bedst, hvor god Poul var. Men da præsien begyndte sin tale med at sige: Jeg selv er den største synder af jer alle," så kan man jo egentlig ikke bebrejde ham noget."

"Det må dog altid blive taktløst, når en præst ved en kiste griber lejligheden til at fordømme en hel stand, mennesker han aldeles ikke kender". Indskyder vi. "De plejer jo

ellers altid at føre deres mesters ord "dømmer ikke", i munden".

"Ja, efter min opfattelse mente han det slet ikke sådan. Der var jo mange, som var stødt over, at han havde sagt til mig, at jeg var et slet menneske. Men det er jeg såmænd. Præsten sagde, at den største sorg, han kunne tænke sig, var, om nogen af hans småpiger ville være skuespillerinde, og det samme ville jeg også sige, hvis jeg havde en datter. Men præsten ville, at jeg skulle blive en af hans menighed, og det sagde jeg ham ganske roligt, at det kunne jeg ikke. Det ville han ingen glæde få af."

"Det er, som jeg siger", indskyder hr. Christensen, "når folk er så fanatiske som den pastor Kold, så ---

"Den almindelige mening vil dog vist altid være, at talen er et af de sædvanlige overgreb fra præsternes side," siger vi.

"Det kan godt være, men det er synd for pastor Kold. Han mente vel, vi trængte til det. Og jeg er glad over, at jeg har gjort det alt sammen så godt for Poul, som jeg kunne, og jeg véd, han ønskede, at pastor Kold skulle tale over ham".

Vi tager afsked med fruen og går. Dybt undrende os over, at fru Engelke Friis's blide elskværdighed har kunnet inspirere pastor Kold til så heftige og uretfærdige ord.

Fru Annie.

(Bladet Adresseavisen, 13. juli 1905).

Flere aviser viderebragte i det følgende dage Kristelig Dagblads beretning om at en unavngiven ungdomsven til Poul Friis skulle have besøgt ham på hospitalet hvor han fortalte at han var blevet omvendt i sidste øjeblik.

Poul Peter Jørgen Friis (1854-1905). Han debuterede 1872 på Folketeatret. Uden succes og prøvede dernæst i provinsen og Norge. Fra 1885 direktør for et provinsteater. Hans enke var Leonhardine Angelika "Engelke" Friis, født Wulff (1867-1944). Hun blev senere gift med diplomat og godsejer Georg Harry Ryan Treschow (1872-1926). De er begge begravet på Vestre Kirkegård.

Pastor Vilhelm Kold var Brorsons Kirkes første præst 1901-1927. Han var en udpræget vækkelsesprædikant. Han havde været aktiv med at få Nordvestkvarteret udskilt som særskilt sogn. Herefter blev han formand for Indre Mission til sin død i 1932. 

Indre Missions kritikere opfattede ham som "svovlprædikant". Han truede sine konfirmander med at hvis de gik til alters uden tro, kunne de "li'så godt tage en mudderpram og sejle ad helvede til". Dem, der syntes, at de ikke ville kunne glæde sig i paradis, hvis deres slægtninge gik fortabt, trøstede han med, at deres fortabte slægtninge dog ikke kunne trives i paradis, forstokkede syndere som de var. Der blev klaget over hans varetagelse af præsteembedet i Taulov.

Hr. Ifversen nægter atter en Fagforeningsfane Udgang til Kapellet. (Efterskrift til Politivennen)

I Torsdags Eftermiddags jordedes Typograf Dahlins unge Hustru paa Vestre Kirkegaard i København.

Det er Skik og Brug, at Typografernes Banner følger Medlemmerne og deres Hustruer ved Begravelser, og som Følge heraf ønskede Hr. Dahlin og de nærmeste Paarørende meget gærne, at Banneret skulde følge den afdøde.

Men for at undgaa Misforstaaelse, henvendte Dahlins Moder sig i Onsdags til Pastor Ifversen ved Helligkorskirken.

Hr. Ifversen erklærede, at han ikke selv havde Tid til at forrette Jordfæstelsen, hvorfor han havde ordineret Kapellanen Axel Bech (en Søn af Vilhelm Bech) til at gaa i hans Sted.

Enkefru Dahlin spurgte da, om der kunde være noget til Hinder for, at Typografernes Fane kom til Stede. Ved denne Forespørgsel blev Hr. Ifversen meget nærvøs og udbrød: "Det er jo en Fane, som er med i Socialisternes Grundlovstog!" Da Fru Dahlin imidlertid ikke kunde se, at dette kom Begravelsen ved, og derfor udbad sig et bestemt Svar, udtalte han, at nu skulde han skrive et Brev til Hr. Bech, som hun kunde overbringe ham og faa endelig Besked.

Med dette Brev henvendte Enkefru Dahlin sig hos Kapellanen, men efter at denne havde læst Brevet, erklærede han, at Fanen hverken maatte komme til Stede i Kapellet eller følge den afdøde til Graven.

Den typografiske Forening sendte desuagtet Fanen til Kapellet for at bevæge Præsten til at tage Hensyn til Familjens Ønske, men Præsten sagde højt og i Overværelse af Kirkebetjenten, at Fanen under ingen Omstændigheder maatte komme ind i Kapellet og ej heller udfoldes paa Kirkegaarden.

Vi gik da ind i Kapellet for at høre, hvilke Trøstens Ord den Guds Tjener havde at sige den dybtsørgende Mand, der stod ved sin unge Hustrus Baare; men vi hørte kun tomme og kolde Ord. Præsten begyndte med at sige: "Den almægtige kalder paa Jer; disse Ord staar i den gamle, kære Bog, Biblen!" Den samme Præst havde 10 Minuter i Forvejen forbudt en Fane, hvorpaa Gutenberg staar malet med Biblen i Haanden. Og videre sagde han: "Det gør ondt, naar Herren lægger sin tunge Haand paa os." Men hvor ondt tror da denne Præst ikke det gør, naar han nægter de efterladte Opfyldelsen af et saa ringe Ønske, som at lade en Fane følge de afdøde til det sidste Hvilested?

Efter Begravelsen forklarede Beck til en af Typografernes Tillidsmænd, "at hvis han havde givet Tilladelsen, vilde han have handlet illoyalt mod sine foresatte; han havde kun at udføre, hvad disse paabød ham." Vi rettede da et sidste Spørgsmaal til ham: "Vilde De selv have forbudt denne Fanes Tilstedeværelse, saafremt De havde været Sognepræst?"

Dette Spørgsmaal nægtede han at svare paa.

Disse "Guds Mænd" raaber paa Fagforeningstyranni, samtidig med at de selv over Tyranni i en saadan Grad, at en Kapellan lader sig kommandere af Ifversen til at krænke afdøde og deres efterladte.

K. F.

(Randers Arbejderblad 9. november 1901).

Axel Beck (1873-1949) blev september 1908 forfremmet fra medhjælper til residerende kapellan ved Helligkors Kirke. Han skrev et tobindsværk om sine forældre og han var som dem stærkt indremissionsk. Der er dog ikke refereret lignende begravelsesscener som ovenstående i aviser.

Fotograf Fritz Theodor Benzen (1864 - 1945): Helligkors Kirke. 1900-1910. Kbhbilleder. Public domain.

Den 9. november 1901 skrev Ifversen i Kristeligt Dagblad at Social-Demokratens artikel bestod dels af fordrejede sandheder, dels vitterlig løgn. Næstformanden i "Den typografiske Forening" sendte efterfølgende Ifversen et svar hvori han meddelte at det var ham der havde skrevet indlægget, samt en udtalelse fra enken, Marie Dahlin (Viktoriagade 23, 2.) om at de udtalelser om Ifversens og Axel Becks optræden ved begravelsen om fanen var sandhed fra ende til anden.

Pastor Ifversen paa Assistenskirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ifversen vækker Forargelse ved en Begravelse

Præsten holder politisk Møde paa Assistens Kirkegaard.

I Søndags Kl. 1 blev Bager Jørgensens afdøde Hustru Anna begravet paa Assistens Kirkegaard, ægteparret var nygift, den Afdøde var ganske ung, kun 23 Aar, og baade Enkemanden og den Afdødes øvrige Slægtninge følte naturligvis stor Sorg over den bratte Død, der de bortrevet den unge Kvinde.

Uheldigvis skulde Pastor Ifversen besørge Jordpaakastelsen. Kultuminister Bjerre resolverede forleden i Anledning af Klagen fra 12. Kreds om Ifversens Optræden ved Snedker Jensens Begravelse, at Præsten har Ret til de Lig, der kommer i hans Sogn, saafremt den Afdøde har tilhørt Statskirken.

Efter det Kendskab, Befolkningen har til Ifversen, kunde man forudse, at der vilde blive Skandale. Og Skandalen udeblev da heller ikke - derfor skulde Ifversen nok sørge.

Der var mødt et meget stort Følge, deriblandt Jørgensens Fagfæller med Bagernes Fagforeningsfane. Fanebæreren, Bager E. Hansen, fik straks den Besked fra Ifversen, at Fanen ikke maatte udfoldes, hverken i Kapellet eller ved Graven.

Præstens Ordre vakte stor Misstemning i Forsamlingen. Følget gik ind Kapellet, hvor Ifversen holdt en Tale, men Fanebæreren maatte blive udenfor.

Kisten førtes ud af Kapellet og blev baaret til Graven, ledsaget af Følget. Fanebæreren fulgte med den sammenrullede Fane, og nu kom Misstemningen mod Præsten til Orde. Forsamlingen følte sig ganske naturlig krænket ved den stædige Præsts Optræden og ved den Haan, han viste mod den gamle Fagforeningsfane, denne Fane, der her netop skulde være Symbolet for Kammeraternes Deltagelse overfor Familien og en Æresbevisning overfor Familien og en Æresbevisning overfor den Afdødes Minde.

Ved Graven rettedes der atter en Forespørgsel til Ifversen om, hvorfor han nægtede, at Fanen maatte udfoldes; man haabede, at han ville tillade, at Fanen efter gammel Skik vajede over Graven for at bringe den sidste Hilsen.

Ifversen var urokkelig i sin Stædighed. Der udspandt sig et skarpt Mundhuggeri mellem ham og Følget; der lød forskellige Udraab; i Forvirringen hørtes Ifversen true med, at han skulde "styrte disse Tyranner", og det hele tegnede et Øjeblik med at løbe ud i Forvirring.

Pludselig traadte Ifversen op paa Gravhøjen og raabte: "Naar jeg har talt paa denne indviede Plet, saa vil jeg komme ned til Dem og sige et Par Ord.«

Da Jordpaakastelsen var besørget, arrangerede Præsten

et politisk Møde.

Ifversen stillede sig op tæt ved Graven, mens Følget omringede ham. Præsten var bleg. Fanatismen lyste ham ud af Øjnene. Hans hele Person virkede uhyggevækkende ved det utæmmede Had, han gav Luft i den ophidsende Tale, han nu holdt, afbrudt af Forsamlingens Tilraab,

"Det er første Gang," raabte han, "at jeg har forbudt en Fagforeningsfane at komme til Stede ved en Begravelse . . . Jeg skal sige Dem Grunden, hvorfor jeg handler saaledes . . . Jeg har tilstillet "Social-Demokraten" en Redegørelse, som Redaktionen har været fejg nok til ikke at optage i sin Helhed Saalænge Arbejderne bøjer sig under disse Tyranner . . . (Raab: Hvem er det?) Jeg kan gærne sige Dem Navnene ... Det er P. Knudsen, Wiinblad og Sigvald Olsen og alle de andre Arbejderførere . . . (Stærk Uro.) Sigvald Olsen har en Gang sagt i et Foredrag: Vi vil frem trods General Satan! . . ."

Nu var Forsamlingens Taalmodighed udtømt. Den udbrød i Hurraraab, og Resten af Ifversens Udtalelser druknede i Latter.

Præsten stod et Øjeblik stille. Han forstod, at Slaget var tabt for ham. Her, hvor han ikke havde betænkt sig paa at forstyrre de Dødes Fred og saare de Levendes helligste Følelser overfor de Afdødes Minde ved at arrangere et Rabaldermøde paa Kirkegaarden.

Ifversen raabte: "Farvel og Guds Fred !" og skyndte sig bort, hilst af ironiske Bemærkninger: "Tak lige Maade!" ... "Farvel, Præst!" ... "Føj for Satan !" . . .

*

Dermed var dette Optrin tilende. Man kan forstaa, med hvilke Følelser Følget forlod Kirkegaarden. Den Afdødes Slægtninge følte sig krænket og forhaanet ved, at Ifversen viste saa hensynsløs overfor deres Sorg og Bedrøvelse, at han lod sin Optræden præge af sine personlige hadefulde Følelser overfor Forhold, iom ikke staar i nogensomhelst direkte Forbindelse med den unge Kvindes Begravelse.

De Tilstedeværende svor paa, at de vilde sky Ifversen, for at undgaa lignende Skandalescener ved fremtidige Begravelser.

Det er da ogsaa en hel Række forargelige Optrin, som denne Fanatiker har gjort sig skyldig i.

I frisk Minde er den Begravelse forrige Søndag, hvor han benyttede Lejligheden til at rakke ned paa Schandorphs Jordefærd, der fandt Sted samtidig.

I Sommers satte han Himmel og Jord i Bevægelse for at tiltrodse sig Ret til at tale over Liget af den omtalte Snedker Jensen, trods at Enken havde frabedt sig hans Assistance, af Hensyn til, at Præsten havde haanet den Afdøde paa Sygelejet.

For et Par Aar siden skulde Grosserer Sparwath have sit Barn døbt og hans Fader skulde være Fadder. Men Ifversen satte sig som sædvanlig paa Bagbenene. Sparwath senior maatte ikke være Fadder, forbi han havde solgt Billetter socialdemokratiske Fester paa Kirken Højtidsdage!

En Præst i et Nabosogn, der saa mere fordomsfrit paa Tingene, besørgede saa Daaben - naturligvis med Sparwath sen. som Fadder!

Da "Samaritanen" startedes, lagde Ifversen sig paatværs af dette velsignelsesrige Foretagende, Han havde opsnuset, at Foretagendets Starter, en ung Mand ved Navn Schrøder, var Fader til Barn, som var født udenfor Ægteskab. Dette foranledigede Ifversen til at arrangere Spektakelmøder, hvor han afslørede Schrøders intime Forhold, og det var ikke Ifversens Skyld at den smukke Samaritan Ids uanfægtet blev opretholdt, til Gavn Tusinder af fattige og Mennesker.

Denne Præst har altsaa Aarrække terroriseret Befolkningen i Nordvestkvarteret. Det er en Skandale, at Kirkeministeren lader en saadan Mand sidde i et Embede, hvor han i den Grad har Magt til at haane og forarge Arbejderne.

Ifversens Optræden i Søndags kræver, at Mandens Sindstilstand undersøges, og at Kirkeavtoriterne gør Skridt til atter at oprette Fred i Hellig Kors Sogn.

(Social-Demokraten 15. januar 1901)

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Sognepræst Julius Niels Sophus Ifversen (2.7.1863-3.12.1927). 1887-1921. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hr. Ifversen

En Henstilling til kultusminister Bjerre.

Vi har modtaget følgende

Hr. Redaktør!

Ved at læse "Social-Demokraten"s Beretning i Gaar om Pastor Ifversens Optræden paa Assistens Kirkegaard i Søndags, slog det mig, at det altid er Arbejderne, som denne uheldige Præst hudfletter og terroriserer.

Man hører aldrig, at han øser sit Had og sin Galde ud over de Rige, Kapitalisterne.

Dette er saa meget mærkeligere som Ifversen selv sin Fødsel og Opdragelse har tilhørt de fattige Lag Befolkningen Hans Fader arbejdede i sin Tid i Mansfeld-Büllner & Lassens bekendte Bitterfabrik, hvor han lavede Beama Livs-Eliksir, og han Moder havde et lille Deop Kogeri paa Nordvestvei, hvor Kvarterets Ungdom forsynedes med Slikkerier Den unge Ifversen, som man mente havde nogen Begavelse, holdtes til Studeringerne af Stefanskirkens daværende Præst, Bols, som bekendt ogsaa en Fanatiker og Arbejdersvøbe, og denne krasse Indremissionær har rimeligvis ved sit Eksempel øvet en meget uheldig Indflydelse paa Ifversens Præstegærning.

Ifversen opnaaede efter en ihærdig Agitation at faa Ansættelse som Præst i Hellig Kors Sogn - altsaa netop i det Kvarter, der gæmte Minderne fra hans egen mørke og pietitiske Barndom og hans Forældres Kamp for det daglige Brød.

Man skulde tro. at dette Kendskab til Arbejdernes Nød og Savn havde mildnet og humaniseret Ifversens Syn paa Livet, havde bidraget til at gøre ham forskånende overfor Arbejdernes Krav om en lysere Tilværelse, saa at han ubetinget havde stillet sig paa deres Side i Kampen mod deres Undertrykkere. Kapitalisterne.

Men dette gjorde Ifversen ikke

Han fulgte ikke den tyske Præst Göhres Eksempel, denne Mand. der ligesom Jesus shinede sig þÿ I Arbejderne og de Foitigr : Göhre lod sig indmelde i det socialdemokratiske Parti med det Resultat, at Magthaverne udstødte ham af Præstestanden.

Ifversen derimod logrer for Magthaverne og haaner og forfølger Arbeiderne - og han ender vel som Biskop.

Ifversen giver sig Skin af være Jesu Descipel, skønt han handle tværtimod Jesu milde Lære.

Jesus tog den saakaldte "faldne Kvinde" i Forsvar og sagde: "Hvo der er ren, kaster den første Sten." Men da en ung Pige kom til Ifversen og vilde have sit Barn døbt, da stillede han sig som den strænge Dommer og nægtede hende, et at hun maatte bære sit Barn i Kirken. Hun var uværdig, sagde han, fordi hendes Barn var født udenfor Ægteskab s

Denne Præst, der vender sit kolde, stenhaarde Ansigt mod en ung Moder, som er fattig, han er ikke Jesu Discipel. .

Jesus søgte Arbejdernes Selskab. Hans Disciple var Haandværkere, Fiskere osv. Han tordnede mod de Rige: "Det er vanskeligere for en Rig at komme i Himlen end for en Kamel at passere gennem et Naaleøje."

Ifversen derimod angriber Arbejderne og deres Tillidsmænd og lader de Rige i Fred. Ja, naar Arbejderne dør, saa tilriver han sig deres Lig, imod Slægtningenes Vilje, ikke for at tale milde og trøstende Ord til de Efterladte eller hædre den Afdøde, men for at faa Lejlighed til at spy Galde over Følget.

Hvilken himmelvid Forskel mellem den milde overbærende Jesus og denne hævnfnysende Skændegæst, der ikke viget tilbage for at forstyrre Gravens Ro og bænke Menneskets intimeste Følelser.

Vi henstiller til Kultusminister Bjerre, at Ifversen forflyttes til en finere P»»del, f. Eks Amalienborg-Kvarteret og Marmorkirken. Disse Omgivelser vil sikkert lægge en mildnende Dæmper paa hans S>»d.

Det er næppe troligt, at Ifversen vil fare frem mod Storborgerne med samme Voldsomhed som overfor Arbejderne.

Han vil ikke ved en Rigmands Bisættelse i Marmorkirken forbyde Faner Adgang, og han vil ikke driste sig til paa Kirkegaarden at arrangere Skændemøder med Byens Spidser eller msiillere Højremændenes politiske Repræsentanter, Ministre osv.

.Han vil ikke vove at afsløre en fin Grossererdatter, der hemmeligt har født et illegitimt Barn, eller stille hende i Gabestokken, til Skændsel for hele Menigheden.

Han vil heller ikke ved en Millionær Fabrikants Død tiltrvdse sig Liget hos Enken; han vil ikke tværtimod denne fine Dames Ønske fastsætte Begravelsesdagen og bagefter klage til Ministeriet, fordi Fruen har foretrukket en anden Præst.

Ifversen er blottet for alle ædle Følelser. Han er smaatskaaren. Han slaanrr de R«qr. der til Belønning gav ham en Rejse til Italien forrige Aar. Men Arbejderne angriber han - hvor han kan komme til det.

Gid at Hr. Bjerre vilde forflytte ham til et fint Kvarter!

D x M

(Social-Demokraten 16. januar 1901).

Pastor Ifversen.

Et Besøg hos Helligkorskirkens Præst.

Kjøbenhavn, Onsdag.

Vi aflagde idag et Besøg hos Pastor Ifversen for at lære denne mærkelige Mand at kjende.

Ja, for "mærkelig" er Hr. Ifversen forsaavidt, som han slet ikke svarer til det Indtryk, man gjør sig af ham. Man tænker sig - efter de oppositionelle Referater - at skulle finde en grovkornet, skændende Fanatiker, og man finder en fredelig Stuelærd, hvis Tale er blid og afdæmpet men med en brændende, religiøs Understrøm; en Præst med de gamle Testamentes Uforfærdethed Energi og Udholdenhed i sig - de Fleste ville sige; En virkelig Præst.

Til vort første Spørgsmaal, om Kommunalbestyrelsen kan unddrage Præsterne at tale i Kapellerne, hvad de ville, naar blot dette ikke er i Strid med Religionen, svarer Hr. Ifversen et absolut Nej. Det bliver en Sag mellem Præsten og den Afdødes Efterladte. Saa langt tækker dens Myndighed ikke.

"For Resten", siger Pastoren, "skjælder jeg ikke over den Døde eller er den blinde Fanatiker, som jeg altid skal gjøres til. Ingen vil kunne paapege en eneste at de mange Hundrede Begravelser, jeg har foretaget, hvor jeg har talt dømmende Ord over den Døde; thi det tilkommer ikke mig at dømme. Noget Andet er, at jeg benytter Lejligheden til at vække Tilhørerne, faae dem til at anstille Selvbetragtninger - og komme til den rette Forstaaelse af Kristendommens Væsen og deres egne Sjæles Vel. Det er min Pligt som Præst, som Menneske, som disse Menneskers Næste. - Den meget omtalte Fordømmelse af Schandorphs Begravelse indskrænker sig til en forbigaaende Bemærkning om de kristne Hedninger, der samledes der. Jeg maa nemlig fastholde, at Kirken ikke bør tillade saadanne Afvigelser, der kun virker skadelige og udvisker Grænserne. Vil et Menneske lade sig borgerlig begrave, - godt, lad ham da melde sig ud af Folkekirken. Jeg respekterer en saadan Handling - som f. Ex. Arbejderen, der begravedes i søndags - men staaer man i Folkekirken, maa man lyde dens Love.

Og de socialdemokratiske Faner, som jeg har forbudt - hvorfor maatte Arbejderne ikke faae Sagens Forhistorie at vide? Det var efter at en af deres Førere, P. Knudsen, ved Kongressen i Paris havde talt Oprørsord mod stat og Kirke, at jeg tog Stilling til Spørgsmaalet. Forinden bad jeg dog Hr. Knudsen om at forklare i "Social-Demokraten", hvad han havde ment med de Ord, som vare refererede, men jeg kunne intet Svar faae i Bladet, henvistes til et Møde, hvad der syntes mig baade meningsløst og undvigende, og da jeg sluttelig ønskede optaget en Redegjørelse til Arbejderne, for at de kunde vise, hvorfor jeg maatte forbyde dem deres Faner, der ellers altid havde været tilladte, saa negtedes det ogsaa. - Denne bestandige, systematiske Løgn er Synd mod Arbejderne. Men der kommer vel en Dag, hvor de opdage den. Og, da ve Førerne!

Jeg har den største Sympathi og Respekt for Arbejderne og byder med Glæde deres Sygekasse- og Afholdskasser etc. Velkommen. Men jeg maa blive mit Kald og min Tro lydig. Naar deres Førere præke Oprør og ved deres Ord binde Partiet, saa maa jeg have Lov til at negte Partiets Symbol Adgang til den Begravelse, jeg foretager. Netop i denne Menighed, hvor jeg virker har jeg den bedste Lejlighed til at lære Arbejderne at kjende, og jeg troer at turde sige, at der bestaar et godt Forhold mellem dem og mig enkeltvis. Jeg seer endda Kirkens Fornyelse ske gjennem denne Klasse, ja, at det er den, som skal lære os Vejen. Men saaledes som da nu ledes, maa det baade harme og smerte En; havde de bedre Førere, da ville Partiet blive en Samfundets magt, man maatte ønske Fremgang."

"Men troer De at have Kraft nok til at gaa paa Tvers af Strømmen?"

"Ja, saa længe Gud vil det. - Tilliden til Kristendommens Sandhed, til at Kristus leder mig og viser mig Vej, til at det er hans Vilje, at jeg skal, - det er mig nok." 

"Og naar De en Dag seer, at De ikke er naaet et Skridt videre men har arbejdet Dag og Nat, uden det har frugtet?"

"Det er alligevel ikke spildt. Intet gaar jo tilgrunde. Og er det ikke et dejligt Ord, der siger: "Den, som saaer med Taarer, skal bære sin Høst hjem med Frydssang.

"Jo - hvis De faaer Lov at høste"

"Naturligvis vilde det være mig en usigelig Giæde, om det maatte forundes mig at se Resultaterne. Men selv om det ikke skeer, - jeg veed, veed saa sikkert, at det er ikke spildt. En Dag vil saa Andre bære Høsten hjem."

- Pastor Ifversen pusser nænsomt om nogle Vinduesplanter, da vi byde Farvel. Han fjerner de visne Blade, pudser Stængelen - og muligvis det gjør Planten ondt; men det er jo alligevel til dens eget Bedste. 

Paa lignende Maade er det sikkert med hans Menighed. Han vil kun dens Vel. Han kjender Midlet, der skal gjøre den til et livskraftigt Træ. Og med Gartnerens kyndige Haand rykker han Ukrudtet op.

Ekko.

(Fyns Stiftstidende 25. januar 1901).

I Dannebrog (sognepræst Asger Højmark), København, Forposten (Højreblad) og var artikler imod pastor Ifversens optræden ved begravelser. Ifversen fortsatte ufortrødent sin færd mod faner ved begravelser, fx september 1901.

Den tyske præst Paul Göhre havde socialistiske sympatier. Han blev fyret i 1901 for "disciplinær forseelse" hvis han ikke selv foretrak at gå frivilligt. Han valgte det sidste.

Harald Valdemar Mansfeld-Büllner (1842-1900) og barndomsvennen fotograf Lassen dannede firmaet Mansfeld-Büllner & Lassen. Det handlede med kemiske sager, parfumer samt "Brahma-Livs-Elixir". Der var fabrikker både i København og Malmø, hovedkontor på Frederiksberggade. I 1891 blev han det Osmanniske Riges generalkonsul i Danmark. Han boede i en stor villa Villa Hasa på Strandvejen i Skovshoved 1898 (nedrevet 1938). Hans gravsted i Sankt Petri Kirke har en statue af ham.

Præsteskandale . (Efterskrift til Politivennen)

"Social-Demokraten"s Funktionærer fordømmes.

Caroline Nielsens Begravelse.

Vor gamle Partifælle, "Social-Demokraten"s Bud Caroline Nielsen blev begravet i Søndags paa Vestre Kirkegaard, og Begravelsen foregik under stor Tilslutning fra Partifællernes og hendes Kollegers Side.

En Masse smukke Kranse var henlagte paa Kisten, deriblandt flere fra de Folk, som hun havde bragt vort Blad. Af de signerede Kranse nævner vi følgende: Fra "Socialdemokratisk Forbund", "Social-Demokraten"s Ekspedition, "Social-Demokraten"s Bude, "Social-Demokraten"s Trykkeripersonale, Beboerne Ny Halmtorv 22, "Illustreret Familje-Journal"s Bude og Kontorpersonale samt fra Kuskene paa Hovedbrandstationen.

Fanerne fra "Socialdemokratisk Forbund" og fra Bladbudenes Organisation var opstillede ved Siden af Kisten, og Kapellet var fyldt med den Afdødes Venner, da Præsten, With, holdt sin Tale og gjorde den Handling, der skulde være højtidelig, til en forargelig Skandale.

Præsien talte om hendes trofaste Arbejde i de seksten Aar, hun havde været knyttet til "Social-Demokraten". Han vidste, at hun havde været hjælpsom, hun kunde dele sine fattige Smuler med dem, der var i Trang, men spurgte nogen om, hvorledes hun havde det med Gud, saa sagde hun: "Jeg tror paa Gud, ske hvad der vil." Dette regnede Præsten imidlertid ikke for at være nok, og han fandt nu Anledning til at kaste sig over "Social-Demokraten" og dens Personale med en Del Uforskammetheder. Han endte dette sit Udfald med at sige: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre."

Disse Uforskammetheder fra Præstens Side fremkaldte stærk Larm blandt Tilhørerne. Adskillige af den Afdødes Kammerater forlod i høj Grad forargede Kapellet under Præstens uforskammede Tale, og det var ikke Præstens Skyld, at Skandalen ikke blev større end Tilfældet var.

I sit blinde Had til vort Blad og vor Sag, og formodentlig ledet af Ønsket om at blive populær og velset i de højere Kredse, fra hvilke Embeder, Kors og Stjærner uddeles, benytter denne Præst sig af Kapellets Ukrænkelighed, og lover de flittige, ærlige Arbejdere en forfærdelig Dom.

Det er Præsternes Virksomhed at være Sjælesørgere, dem, der skal bringe Trøst til de Efterlevende, tale mildt og formanende, og der staar skrevet "Dømmer ikke". Men Præsterne optræder Gang efter Gang som Dommere, Gang efter Gang vækker de Forargelse ved deres hadefulde Taler og Udfald imod Afdødes Venner og Kammerater, og dermed undergraver de deres egen Stilling. Tillidsforholdet til den store Del af Befolkningen bortfalder, tilbage bliver for Præsterne dem, som de nu lefler for, de saakaldte Samfundsstøtter. Lad dem da beholde dette Publikum og lad os blive fri for slige pinlige Optrin, som det, der i Søndags fandt Sted ved vor gamle Partifælles Begravelse.

(Social-Demokraten 23. oktober 1900).

Arbejdsmand P. Olsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Heiberg nægter Arbejdernes Fane Adgang til kapellet.

Præsterne jamrer over, at Arbejderne forlader dem, og samtidig gør de sorte Herrer alt muligt for at støde Arbejderne fra sig.

Forleden omtalte vi, at Arbejdsmand Peter Olsen, Lille Enghavevej 3, var pint af Nød og Elendighed og havde berøvet sig Livet, efterladende Hustru og 6 Børn. I Gaar skulde han begraves. Gode Mennesker havde gjort alt for at trøste Enken og Børnene. Hun havde a ae: Pengehjælp. Ligkistefabrikant Carl Ipsen, Vesterbrogade 75, havde gratis givet en smuk Egetræskiste og iøvrigt gratis besørget alt vedrørende Begravelsen.

Ved selve Begravelsen mødte endelig den Afdødes Kammerater, Murarbejdsmændene, med deres to smukke Faner. Pastor Heiberg, der skulde besørge de kristelige Forretninger, befalede imidlertid, at Fanerne ikke maatte veje over Kisten, der gemte den døde Kammerat.

Murarbejdsmændene gik stilfærdige udenfor Kapellet med deres Faner, medens en forbitret Stemning lagde sig over Følget.

Kapellan Heiberg er en ældre Herre, der for kort Tid siden har faaet Ansættelse ved "Kristkirken". Han begraver godt, som man ser. Han søger og faar Ansættelse i et stort Arbejderkvarter, og hans første offenlige Handling er at krænke Arbejdernes bedste Følelser, Medlidenheden med en afdød Kammerats Familie, og Kærligheden til deres Faner. J.

(Social-Demokraten 19. oktober 1900).

Johan Alfred Heiberg (1848-1936) Kristkirkens første præst, senere provst.