Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Hans "ånd" er ej ægte.

Falsk navn

I artikler om Rumænien har man kunnet læse tvangfrit henkastede bemærkninger som: "Da den rumænske handel for 60-70 % vedkommende dirigeres af jøder, vil der Iet kunne komme til vanskeligheder ved en for stærkt drevet antisemitisme". 

Ja. det tror Pokker. Helt fraset det noget ejendommelige i at et sådant forhold eller misforhold omtales som en ganske naturlig sag, så ved enhver, at ingen er mere hævngerrig end jøden. Disse over hele jorden spredte israelitiske pengepugere står jo altid sammen, hvor det gælder om at holde på det gods, de har fået fraranet folkene, hos hvem de er trængt ind. Har en nation været naiv nok til at lade jødesjakket få den magt over erhvervslivet, som det er tilfældet i Rumænien, kan det ikke vente ikke vente nåde, hvis det prøver at optræde som herre i sit eget hus. Det viste sig jo også at den indenlandske fjende var for stærk. - foreløbig! Dette til lære og advarsel for andre lande, som i deres tåbelighed styrer samme selvmorderiske kurs. Og for at holde os til vort eget! Er det egentlig mærkeligt, at arbejdsløsheden herhjemme er stadig stigende, når vi tillader den ene skare efter den anden af omvandrende israeliter at slå sig ned ved vore desværre altfor gæstfri strande? Hvor jøden går ind, går den hvide mand ud. Det er i hvert fald en af grundene til den  voksende arbejdsløshed. At denne landsulykke passer fortræffeligt i regeringens program, er igen noget andet. Men lærerigt er det i hvert fald at se hvilke stadigt mere og mere snedige krumspring jøden bruger for at bore og fedte sig ind hos os og tage danskernes stillinger, arbejde og løn fra dem.

Den herved aftrykte artikel fra "Jødisk Ugeblad" er derfor ikke uden interesse. Nu ved vi det! De navne, der røber jødens udenlandske oprindelse, skal skjules, gode danske navne skal som lånte fjer pryde hans sorte rokkehoved. Ganske vist viser det en noget vidtdreven optimisme, når jødebladet formoder, at vi ikke skulle kunne høre forskel på noget snadrende jiddisk isprængt uforståelige danske brokker og på vort modersmål. Mon dog ikke de fleste vil formode, at disse lyde skyldes "en udlænding"? Og kunne det ikke tænkes at vække en vis opsigt, hvis en navngiven "Hansen" eller "Jensen" udtrykte sig så ejendommeligt? Mange falsknerier er vi dagligt ude for, men mon denne dog ikke er for tyk??

Men hvad der kan gøres for at bedrage de af naturen sørgeligt lettroende og tillidsfulde danskere, det skal altså gøres og bliver såvist gjort. Hertil er ingen midler for underfundige! Men det er et stærkt stykke, at et firma, der formodentlig praler med at kaldes dansk, ligefrem er med i arbejdet for at vise en uønsket og uindbuden, påtrængende fremmed nomadestamme midler og måder til at tage de retmæssige indbyggere det mest mulige ved næsen. Det er virkelig et højdepunkt af jødeluknjskhed!

Mon der skulle være håb om at bærerne af de danske navne, som det altså er meningen systematisk at tilsmudse ved at overlade dem til jiddisk brægende usurpatorer, ville tage sig sammen og nedlægge en lidenskabelig protest? Eller skal jøden også ad denne vej bore sig stadig længere ind i det danske forretnings- og handelsliv og for hvert år mere, nu også ved hjælp af falske navne, fortrænge danske kvinder og mænd fra det arbejde, de dog vel skulle formodes at eje førsteretten til?

Olga Eggers.

Oedisk Ugeblad Emigrant. skriver:

"3500 nye slægtsnavne til brug ved navneskifte, udgivet af Personalhistorisk Institut. S. Otto Brenner. 

Vi har nogle gange her i bladet slået til lyd for nødvendigheden af at mange af vore læsere burde forandre deres polsk-russiske navne til mere letflydende overfor det store samfund, thi de ovennævnte polsk-russiske navne er i høj grad en unyttig gene for Dem selv og unyttig besvær for landets befolkning. Til hvad nytte er det egentlig til at tumle rundt med et halsbrækkende polsk-russisk navn! Særlig burde ungdommen lægge sig dette stærkt på sinde for at undgå i deres opbyggende fremtid mange umulige svar på spørgsmål: "Hvor er De fra? Er De udlænding?" o. s. v. Vi kan i dag med glæde konstatere, at vore hidtidige henstillinger har båret frugt. Adskillige af vore læsere har allerede gjort alvor deraf og forkortet eller forandret deres for danske øren fremmedklingende navne gennem Personalhistorisk Institut. Kultorvet 4 og mange står sikkert i begreb med at følge efter. Vi har modtaget en fiks lille brochure indeholdende 3500 nye slægtsnavne udgivet af hr. direktør O. Brenner. Bl. a. indeholder brochuren praktisk vejledning for navneskifte og en interessant statistik over befolkningens vækst i året 1936, og over antallet af dem der har søgt navneskifte, og man erfarer, at 2000 medborgere har valgt nye praktiske navne samt ovenomtalte 3500 nye korte og velklingende navne for dem der vil søge navneforandring. Vi anbefaler endnu engang vor læsere bamle at stifte bekendtskab med Personalhistorisk Instituts nyttige brochure og at tage skridt til at forandre deres noget vanskelige navne"

Mit navn er (H)ansen

Emigrant

(Stormen, Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti. 1. marts 1938).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers havde skrevet for Social-Demokraten indtil 1933. Muligvis pga en personsag følte hun sig svigtet af Socialdemokratiet og meldte sig i 1934 ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Dem ragede hun også uklar med, og endte i National Socialistisk Arbejder Parti, hvis opfattelse var at DNSAP ikke var antisemitisk nok. I 1938 skrev hun hver måned i "Stormen" en artikel hvor nedenstående er et eksempel. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem. Øvrige artikler om Olga Eggers kan findes ved at følge dette tag.

Man siger at jøderne

ikke ødelægger Danmarks erhverv! Man siger, at vi danskere selv er herrer i vort eget hus! Man siger, at arbejdsløsheden ingen forbindelse har med den jødesværm der oversvømmer Danmark ! Det er i det hele utroligt, hvad man siger - .

Så var der engang en fornuftig mand som ikke nøjedes med at efterplapre det, man sagde, men som gav sig til at tænke selv, og han fortalte mig!

"Om morgenen bliver min kaffe bragt ind til mig. Jeg fik forleden at vide at den var importeret af en vis hr. Moses Melchior. Og at dømme efter det markskrigeri, der stadig i bladene følger med Richs (Salomonsens) kaffetilsætning, må jeg antage, det er dette surrogat, der er tilsat den sorte drik. Det var to jøder, der - om jeg så må sige - demonstrerede deres nærhed, inden jeg endnu var klædt på.

Nå, men jeg må videre gennem hver dags gøremål! Jeg tager mine sko, - i dem står prentet "Hertz". Slipset husker jeg at jeg ved et tilfælde fik købt hos en herre ved navn Brudzewsky, hvilket lyder en smule udenlandsk, og tøjet er fra et firma Jacobsen, hvilket kan være både det ene og det andet. Jeg tager min avis - mærkeligt, så mange kunstnere, forfattere, musikere o. s. v., der er omtalt, og som alle bærer mystiske og vanskeligt udtalelige navne. Og som de roses! Spalterne er så fulde af lovtaler over disse "begavelser", at der aldeles ikke bliver plads for en eller anden eventuelt også begavet Hansen eller Jensen. Og radioens program svømmer ligeledes over med navne der synes at måtte stamme fra en ret fjern del af kloden.

Jeg ser på annoncerne! Det var såvist ikke blot kaffetilsætningen, der reklameres op af en hr. jøde. Nej, allevegne får man en anelse om at det er jøder, der betaler annoncerne. De må skam være velhavende, de herrer jøder. Hvor kan de dog have fået alle de penge fra? Har de haft dem i en pose på nakken, da de kom her ind? For det skulle da ikke være vore små penge, de flotter sig med? Men så forstår man bedre den megen virak for de fremmedartede navne. Noget for noget, siger de uafhængige, upartiske "danske" aviser.

Jeg tænder min cigar, - firma Horwitz.

Landsdommer Gammeltoft forbød mig at tegne i retten, men han forbød mig dog ikke at se, og her er synet"

Tegneren.

Tilfældigt falder min vej forbi Østre Landsret. Jeg ser indenfor. Der sidder minsandten en jødisk udseende herre med et afgjort jødisk navn paa dommersædet. Og han er i færd med at høre på en forsvarstale, der gælder en hvid mand, som har vovet at anføre talmud-ord. Den ærgrer ham åbenbart, for han afbryder ustandseligt forsvareren. Det generer måske hans jødiske øre at høre de citater fra hans jødiske sæde- og troslære, som nu fremtures. Man må også forbavses, især da det kundgøres, at den øverste jødiske rabbiner for ganske nylig har skrevet, at disse talmudlærdomme er det afgørende for det jødiske, religiøse Liv. Han synes ikke om det, den hr. jødedommer, der er sat til at dømme en hvid mand i hvid mands land. Og den hvide mand bliver da ogsaa dømt til at spærres inde, fordi han har haft den utilladelige fripostighed at citere ud fra jødernes egne "hellige bøger". For det må man ikke! Jøderne ønsker det absolut ikke åbenbaret for almenheden, hvad de lærer i deres egne skoler. I hvert fald bliver man altså straffet, dersom man vover at citere dem. Besynderligt, - eftersom de fleste andre religioner kun er alt for ivrige efter at delagtiggøre verden i deres lære."

Dette var altså den fornuftige mands tanker. Men lad det ikke uroe nogen. Han er endnu et ret enestående fænomen. Størsteparten af folket foretrækker at snorke videre, medens jøden våger og "arbejder". God søvn.

Olga Eggers

(Stormen, Kampblad for Dansk-socialistisk Parti, 1. februar 1938).

Hedtoft's Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Hedtoft-Hansen er utvivlsomt stolt til mode! Tre hundrede spanske børn, skal forstås som: kommunistisk indstillede, fra den kommunistiske lejr afsendte spanske børn, skal huses i Danmark.

"Hvor er det rørende", siger de naive mennesker med stemmen fuld af deltagelse. "Tre hundrede stakkels børn, - vi er vel nok en hjertensgod lille nation. Og hvor må dog Hedtoft- Hansen være et ædelt menneske, der sådan lægger sig i selen for de stakkels spaniere."

Mon ikke hr. Hedtoft-Hansen lægger sig i selen for en helt anden sag end denne specielle "børnesag"? Er det ikke helt andre herrer han dyrker, end børnekærlighedens? Ved ikke hvert Mmnneske, der ikke går med et godt, tykt bind for øjnene, at kommunisterne bruger alle kneb og alle løgne for at provokere deres sag frem, og at de mest forskellige skalkeskjul anvendes? Hvor foregår indsamlingen til disse "stakkels" børn? I Sovjets kontor i Vesterport. Hvad er det for børn, der sendes herop, og hvorledes er de kommet her? Udelukkende - udelukkende - børn fra den såkaldte "lovlige" regering i Spanien hvis spidser er Sovjet-jøder, og hr Hedtoft-Hansen har såvidt ikke luftet sine børnekærlige følelser over for andre end de udsendinge fra samme lejr, som han til sin inderlige glæde stødte på og plejede venskab med. Denne historie med de spanske børn er ikke noget som helst andet end et af de mange kamouflerede forsøg på at tage det naive danske folk ved næsen og indsmugle kommunistisk-jødiske sympatier i det.

For jøde-kommunismen er alle midler tilladte og alle veje lige gode, blot de fører til det attråede mål - at ødelægge dansk national vilje og klarsyn overfor de internationale slyngelstreger og banditmetoder. Danmark er under jødedommen! Jøderne siger det selv, de roser det skikkelige land som det sted, hvor de kan boltre sig aldeles som de vil og more sig tykt over den danske søvnighed og håbløse naivitet. Jøderne og Sovjet er et, - måske taler de undertiden med to stemmer, men munden er den samme. Jøden Karl Marx gjorde sit arbejde godt, da han såede klassehadets og bolsjevismens sæd, og hans lakajer gør en rig høst. Nu gælder det kun om, at folket ikke opdager giftens virkninger, før den har gjort sin gerning, før nationen er således ødelagt, at en genrejsning er udelukket.

Men om dette enderesultat ties der! Endnu arbejdes der på fuld kraft mod målet. Aviserne sørger for, at det bliver udlandets jødeblade og deres udsendte jødekorrespondenter, hvis referater af verdensbegivenhederne proklameres som den sidste sandhed. Hvorledes fordrejes ikke kendsgerningerne når talen er om Tyskland? Hvorledes ties der ikke om forholdene i det ulykkelige Rusland? Hvorledes drejes og vendes ikke krigens begivenheder, så sympatien stadig påkaldes overfor den front, der kæmper for den internationale jødedom? Derfor har sandheden så trange kår i Danmark. Pressen og pengevæsenet har jøden forstået at lægge sin klo over, og så længe materialismen og løgnen har den magt over sindene, som tilfældet er, bør det ikke undre, at Danmark glider baglæns.

Det er notorisk kommet dertil, at vi er en fabel for udlandet! Mens land efter land udenom os går fremad, formindsker arbejdsløsheden, bygger folkesindet op til ansvar og rank selvbevidsthed. er det omvendt her. Hos os stiger arbejdsløsheden med frygtelig fart, sluserne slås op for at modtage den mest mulige internationale gift som jødedommen fra alle sider lader strømme imod os. Folket forarmes. Jøder sender penge ud af landet til deres forskellige hjælpeaktioner. Skatter og fødemidler stiger.

Men vi pynter os med gæstfrihed, gør os til jødens ydmyge skosvende. - Indtil den dag da de internationale bandithorder lader den blodige økse falde over nakken på dem der med skamløst slavesind kaldte sig og lod sig kalde "nederlagets folk".

Olga Eggers

Bødlen

Bolchevismen er folkenes ulykke, men at jøderne står i spidsen for bolchevismen, det betyder folkenes undergang.

(Stormen. Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti, 1. oktober 1937).

Bladet "Stormen" var allerede i mellemkrigsårene et af de mest berygtede nazistiske blade pga sin hæmningsløse stil, antisemitisme og udhængning af navngivne personer. Bag bladet stod bl.a. Wilfred Petersen. Dansk Socialistisk Partis medlemmer blev kendt som voldelige og gjorde kriminalitet til en del af deres virke.

Den 1. juni 1937 havde et medlem, Viggo Madsen sandsynligvis sammen med et par andre, udført et bombeattentat mod minister Alsing Andersens bolig. Statskup, borgerkrig, sabotage, politiske mord, gidseltagninger, bankrøverier og anden kriminalitet var ifølge Wilfred Petersen fremtidens midler. Se bl.a. Claus Bundgaard Christensen: Følg Wilfred! Gyldendal, 2022.

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Fru Olga Eggers som bagmand for en række ærerørige angreb? (Efterskrift til Politivennen).

Livlig indledning til de mange sager der angår fornærmelser imod jøder.

Hvad der stod i bladet "Stormen"

Forfatterinden Olga Eggers.

SAGEN mod "Dansk-Socialisterne"

Valdemar Jensen og Vilfred Petersen, der længe har beskæftiget byretten, kom atter i går til behandling hos dommer Mundt.

Det var oprindelig hensigten, at også de såkaldte "jødeforfølgelsessager" skulle være behandlet, men forsvareren, landsretssagfører Pontoppidan, begærede disse udsat, for at han kan tage stilling til, om han vil være forsvarer for alle de sigtede. Desuden vil han gerne sætte sig nærmere Ind i sagen, før man går videre.

Den sigtede Arent Lemvigh-Müller har protesteret imod, at hans sag behandles sammen med de andre, da hans forfatterinden Olga Eggers artikler om jødespørgsmålet er af en helt anden karakter end de andres, og han har derfor begæret sin sag udskilt.

Forfatterinden forklarer

I går var kun Vald. Jensen og Vilfred Petersen mødt. Man behandlede den gamle sag om nogle artikler i nationalsocialisternes organ "Stormen", der har indeholdt forskellige grove beskyldninger mod overretsagfører Søren Nielsen, borgmester P. Christensen, statsministeren m. fl.

Sagens forhistorie

Det vil erindres, at der for et par år siden var livligt røre om et stort bade- og forlystelsesetablissement, et konsortium ville opføre på Grønnehave ved Helsingør. Byens borgmester og overretssagfører Søren Nielsen blev udpeget som de ledende mænd, men de interesserede hemmeligholdt i øvrigt deltagernes navne.

Overretssagfører Søren Nielsen var forfatterinden, fru Olga Eggers' juridiske konsulent, i hvilken egenskab han under hendes udenlandsrejse bl. a. forvaltede hendes ejendom, værdipapirer og forfatterrettigheder. Da fruen kom tilbage hertil, mente hun at have et meget betydeligt beløb til gode, og da overretsagførerens regnskaber viste et ganske andet billede, indgav hun en klage til kriminalpolitiet. Imidlertid blev sagen efter en nøje undersøgelse sluttet, uden at der fandtes grundlag for nogen aktion.

Dette danner baggrunden for fruens fjendtlige stilling overfor hr. Søren Nielsen, og som det viser sig, har hun fortsat sine angreb, omend på en anden front.

Som Vidne afhørtes forfatterinden fru Olga Eggers. Før hun tog plads i skranken hilste hun på nazivis med oprakt hånd. Dette gav dommeren anledning til at sige:

- Jeg ønsker ikke demonstrationer her i retten, hverken fra Dem eller andre. Det vil ikke blive tålt.

Forsvareren spurgte derefter fru Eggers:

- Er artiklen om Søren Nielsen skrevet på basis af Deres oplysninger?

Fru Eggers: - Ja, og det er sandt hvert eneste ord, der står. Jeg har givet Valdemar Jensen en fuldstændig sandfærdig fremstilling af sagen, og han skrev derefter sin artikel. Jeg fortalte ham, at Søren Nielsens juridiske konsulent, overretssagfører Mortensen havde bedt mig om at trække min bedragerianmeldelse mod Nielsen tilbage da man var bange for at Søren Nielsen ellers ville blive sat fast. Så sagde jeg: Det er der ikke noget at gøre ved, når der skal være lov og ret i landet. "Så får De ingen penge," sagde Mortensen. Hertil svarede jeg: Nå ja, men det er også vigtigere, at der er lov og ret.

Derefter kom Søren Nielsen og ringede på, men jeg sagde til min datter: "Smæk!" og så smækkede hun døren i for ham. Næste dag kom der et brev fra Stauning, der bad mig om at komme op i statsministeriet.

Dommeren: - Kendte De statsministeren?

Fru Eggers: - Å, ja. (Munterhed).

Fruen fortsatte sin vidneforklaring: - Og så sagde statsministeren: Det kan jo ikke gå an; vi kan jo ikke få Søren Nielsen straffet, og der er jo mange mennesker, der var blevet arbejdsløse, hvis Grønnehave ikke var blevet til noget.

Jeg fik så det råd at tale med borgmester Peter Christensen i Helsingør. Han sagde: Det er nogle gode bøger, De skriver, og det er interessant, at De har været nede hos menneskeæderne! Nå, tænkte jeg, han vil altså opnå noget, og så spurgte han mig om, hvor mange penge Søren Nielsen skyldte mig. Det vidste jeg ikke, og jeg anede dengang ikke, at Nielsen også havde taget 75,000 kr. fra Betty Nansen.

Senere gik jeg med til at trække min anmeldelse tilbage.

Da fruen derefter kom ind på at fortælle, hvad der var meddelt hende under fortrolige former, blev hun stoppet af dommeren, der anmodede hende om at forklare, om hun også er hjemmelsmand til, hvad "Stormen" har skrevet om daværende politiadvokat, nu kst. dommer Arthur Andersens behandling af sagen mod Søren Nielsen.

Fruen erkendte at have givet oplysninger til artiklen "Revolver-Andersen", hvorefter forundersøgelsen i sagen sluttede. Nu skal statsadvokaten træffe bestemmelse om hvorvidt der skal rejses tiltale og i hvilket omfang.

Der vil senere blive afholdt forhør om jødeforhånelserne.

(Nationaltidende, 11. oktober 1936)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Olga Eggers' brud med socialdemokraterne startede i 1932 hvor Olga Eggers havde anmeldt Søren Nielsen for bedrageri. Hun blev skuffet over at Stauning og Peder Christensen at frafalde sagen på Grønnehave-konsortiet, der var ansvarlig for opbygningen af en fiskerihavn i Helsingør, et projekt som omfattede 500 arbejdspladser. Efter at have udskudt sagen halvt års tid, uden at få det hun mente man skyldte hende, anlagde hun sag, men rigsadvokaten afviste den på grund af bevisets stilling. Igen overtalte Stauning hende til at bilægge sagen. Men hendes skuffelse voksede og fik bl.a. udtryk i 1935 i artikler i "Hus og Frue". 

Eggersfamilien rummede flere nazister, og Olga Eggers meldte sig 1. juni 1934 ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Allerede i 1935 meldte hun sig ud igen af utilfredshed med partiledelsen, til fordel for Dansk Socialistisk Parti (Wilfred Petersen).

Hitler og jøderne. Af Olga Eggers. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers skrev for Social-Demokraten indtil omkring 1933. Nedenstående artikel er et eksempel på en sådan artikel. Senere, i 1934 meldte hun sig ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Herefter begyndte hun at skrive stærkt antisemitiske artikler. Eksempler på sådanne kan findes på denne blog ved at følge dette tag.

I sin bog "Ene Hvid gennem Liberias Urskove" (1931) skrev hun: "Jeg gaar aldrig med til at indrømme, at den sorte Mand og Kvinde er mere slet af Natur end den hvide, gule eller brune. Enhver Race har sine Ejendommeligheder, sin specielle Indstilling. (...) Den sorte Mands Psyke er ikke som den Hvides. Den kan aldrig blive det. Men det er ikke tilfældigt, at Jorden blev befolket med mere end én Slags Mennesker."

Det håb, som blev stillet til ægtheden af den tyske folkesjæls socialdemokratiske indstilling, synes at skulle beskæmmes i samme grad som Hitlerbevægelsen vokser i styrke.

Den gamle Hindenburg er ved at trættes, og det kan ikke forundre. Måske ser han med det klarsyn- alderdommen undertiden har, at reaktionens mørke tætner sig over Tyskland i en grad, som han i hvert fald ikke tiltror sig kræfter og leveår nok til at tage kampen op med. Ingen aner i virkeligheden, hvor tæt det er. Optimisterne tilkender det kun en kort virketid. Da ingen ved noget sikkert om fremtiden, kan den ene opfattelse være lige så gyldig som den anden.

De som troede, at med kejserdømmets fald sprængte også den spændetrøje, der hidtil havde hindret verden i at se den tyske nations sande ansigt, er blevet akuffet. Der var nogle, der gik så vidt at påstå at Tysklands sjæl, den oprindelige, den i dybet endnu levende og kraftige folkeånd, var ånden fra Weimar, var Goethes frie verdensomfattende humanisme. De tog fejl! Den arrogante militarisme og det spytslikkende adels- og hofkryberi var trængt dybere ned, end lysseerne ville tro.

Der fortælles i Wien en meget gouteret historie om den gamle kejser Franz Josef. For ikke at gøre herskeren nervøs, havde man i flere år ikke sagt ham, at der var krig i Europa, og da man endelig langt om længe kom til det resultat, at nu var det dog vist bedst, han fik det at vide, svarede han "Hvad - hvad siger I? Er der krig I Europa? Det synes jeg ikke om - gå ud og sig til dem, at de skal holde op".

Hvis denne anekdote havde haft sit udspring i Berlin, ville den utvivlsomt have formet sig på modsat måde. Man indterper ikke gennem hundrede år historien om militarismens magt som det eneste saliggørende, uden at en nation tager skade på sin sjæl. Man forsøger ikke systematisk at dræbe forståelsen af den socialistiske idés skønne humanisme og verdenssamlende retfærdighed hos et folk, uden at det spores.

Når man ser det kaos, hvori det ulykkelige Tyskland for øjeblikket befinder sig, kan man ikke andet end føle dyb glæde over at tilhøre den danske nation, lad så ubehagelighederne ved landets lidenhed være nok så iøjnefaldende.

Jeg siger det ikke for at hovmode mig, men vort skolevæsen, vort sundhedsvæsen, vort voksende antimilitaristiske sindelag, det viser dog alt sammen, at vi er blandt de førende på vejen frem mod den sande kultur.

Og den nedadstigen mod mørket, som Hitlerbevægelsen profeterer om, vil give sig frygtelige udslag også på steder, som ikke er lige iøjnefaldende for alle.

Jeg tænker her på jøderne.

En jøde, der bor i Berlin, et af de fineste, et af de mest intelligente og storsindede mennesker, jeg har truffet, fortalte mig fornylig, at allerede nu kunne det spores, at Tyskland var ved at glide tilbage mod de middelalderlige fordomme.

Det var en daglig tilbagevendende oplevelse for hans to sønner, at de på vej til og fra skole blev bombarderet med snavs eller bananskaller af andre drenge, der samtidig morede sig overdådigt ved at råbe smæde- og øgenavne efter dem.

Jeg svarede, at det havde jeg dog Ikke ventet. Vi levede vel trods alt i 1932, og vi kaldte selv vort århundrede for oplysningens og fremskridtets tid. Forøvrigt naturligvis en betegnelse, der ikke er fri for at være temmelig humoristisk, selv om humoren er besk. Et århundrede, der føder en europaomspændende krig - humant! - Men jeg troede dog, at jødeforfølgelser, i hvert fald på enkelte undtagelser nær, måtte betragtes som et overstået stadium af nationalistisk snæversind.

"Men Hitler har jo sagt, at den dag, han får magten, begynder en systematisk jagt på jøder. Af sted skal de, bort fra hus og hjem, og hvad en ophidset folkeskare, der med lovens billigelse slippes løs på værgeløse individer, tør tillade sig, er det vist bedst ikke at tale om," sagde min jødiske ven.

Denne mand er fra Rusland; han ved, hvad han taler om.

I en lille by, hvor en slægtning af ham boede, i Sydrusland, begyndte en dag bønderne en udryddelseskampagne imod de der boende jøder. Fem og tyve unge mænd samlede sig for at forsvare kvinderne og børnene. Nitten af dem dræbtes og resten såredes så hårdt, at forfølgerne anså dem for at være døde. Medens husene omkring stod i flammer og de lemlæstede og voldtagne kvinders skrig endnu skar igennem luften, blev de alle fem og tyve smidt op på en arbejdsvogn, og en skare drukne og hujende bønder drog af sted med deres ofre for at kaste dem i et vandhul udenfor byen.

Da der imidlertid fandtes en kro ved vejkanten, standsede toget, for at bønderne kunne komme ind og fortsætte drikkeriet, og vognen med de døde og halvdøde jøder blev stående udenfor. Tilfældigt kom en læge, der boede I nærheden, kørende forbi, og han standsede for at se nærmere på vognens underlige læs. Han opdagede, at en hånd, som stak frem, bevægede sig, og han skubbende da de oven over liggende lig til side og fik håndens ejermand gravet ud. Det viste sig at den unge mand var en god bekendt af ham, og uden at blive opdaget af de fulde og skrålende bønder inde i værtshuset, tog han den sårede med i sin vogn, kørte ham til det nærmeste hospital og fik ham indlagt.

Efter et halvt års forløb var knivstikkene i hans legeme lægt. Det ene ben, som var aldeles gennemhullet af sår, var blevet sat af, og manden havde fået et kunstigt ben. Legemligt var han helbredet så godt, som det kunne lade sig gøre; sjælellgt vil han altid lide under en vis deprimeret skyhed, en uro, som stod han altid tæt foran en ny rædsel.

Han er kun en af mange. Hitlers voksende magt er en trussel, et sværd, ophængt i en tynd tråd. rede til at falde ved det første signal over tusinde uskyldige nakker.

Det er rigtigt nok, at Tyskland er ikke Gammel-Rusland. Vist ikke! Tyskerne er et oplyst folk, men et folk, der netop l de sidste dage ved slagsmål i Rigsdagen af folk som det selv for få år siden ville have betragtet som en umulighed, har bevist sin skæbnesvangre mangel på balance.

Nød, håbløshed og ledere, der kun kender een Gud, Hitler, kun een nation, som er jorden værdig - Tyskland - skal nok være i stand til at udføre underværker i retning af tilbagegang.

Den socialistiske idé er ret for alt, hvad der lever! Samarbejde mellem Modsætningerne! Forståelse af det nye! En sjæl, der redebont modtager verdens brogede mangfoldighed i sig. som vanddråben genspejler alle solens forskellige farver.

Millioner af mennesker har kæmpet for at lade deres eget væsen med dets medfødte snæverhed, goldhed og selviskhed genopstå forklaret af broderskabsfølelsens rene lys. Det første og sidste af alle humanisters evige bud har gennem alle tider været dette, at "vær imod andre, som du ønsker at de skal være imod dig."

Og n

Europa skulle være kulturens centrum, og hvad er kultur andet end udryddelse af råhed,

[timudø], fordummethed, uforståelse? Kan det så virkelig være muligt, at et helt folk, fredeligt, men uden fædreland, der trods alle dets fejl og mangler - men hvilket folk har ikke mangler - dog har tilført verden så store værdier, skal ansessom skadelige dyr? I så fald er det i sandhed militarismens ånd, der her fejrer en sejr, der burde få menneskeheden til at skjule sit ansigt i skam over at være mennesker - og samtidig så lidet menneskelige i den høje betydning, hvori ordet bruges.

Retten i spydstagen - det er krigens løsen! Den forbenede nationalisme er dens ægtefødte barn! Dertil - og så til, at kampråbet: "Alt for os - intet for andre", skal gjalde mod de dødsskræmte ofres øren, er der kun en såre kort vej.

Ulykkelige Tyskland, dersom dets historieskrivere om hundrede år også skal indskrive ordet "jødeforfølgelse" på dets elendigheders liste!

Olga Eggers,

(Nordjyllands Social-Demokrat, 14. juli 1932)

Anton Jacob Bing 1849-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør, landøkonom og politiker Anton Jacob Bing (8.4.1849-31.5.1926) blev 1866 student og uddannede sig indenfor landvæsenet, blev landbrugskandidat 1871 og var 1873–1877 forpagter og 1877–1890 ejer af Mullerupgård ved Slagelse. 

Han var 1883–85 konsulent i husdyrbrug for Sorø amts landøkonomiske selskab og redaktør af selskabets medlemsblad. 1893–1909 sekretær for Forbundet af sjællandske kvægavlsforeninger og redaktør af Kvægavistidende. 1888–90 landvæsenskommissær for Holbæk amt. 1901-1902 medredaktør for Ugeskrift for Landmænd, 1903-1921 eneredaktør. På Landhusholdningsselskabets opfordring forestod han udgivelsen af J. B. Krarups "Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1835 til Nutiden" IV (Fyn), 1901 til hvilket bind materialet forelå fra Krarups hånd. I "Landbrugets Ordbog" har B. skrevet biografierne af afdøde landøkonomer.

1911–17 var han formand for Foreningen af danske landøkonomiske tidsskrifter, 1893–1909 medlem af Det kgl. danske landhusholdningsselskabs lærlingeudvalg og fra 1922 af dets bestyrelsesråd. 1901–03 var han medlem af folketinget som repræsentant for Slagelsekredsen og tilhørte venstrereformpartiet, men faldt ved valget 1903.

Anton Bings Jordefærd

Paa mosaisk vestre Kirkegaard.

En stemningsfuld Sørgehøjtidelighed.

(Fra vor særlige Hovedstadsmedarbejder.)

København, Torsdag

Det er underligt nok, men i det daglige Liv mærker man herinde i den store By saa overmaade lidt til den dog ret talrige Repræsentation for den jødiske Race, der lever her. Maaske ligger Forklaringen herpaa eller en Del af den i den Kendsgerning, at København ikke som saa mange andre Storstæder ude i Europa har noget jødisk Proletariat - jeg taler ikke her om de polske og russiske Jøder, der kom herind i Krlgsaarene, men om de danske Jøder. Det var gamle Gehejmeraad Glückstadts Stolthed. Jøderne sørger selv for deres Fattige - og sørger godt for dem. "Har nogensinde en dansk Jøde betlet ved Deres Dør?" spurgte han mig engang - og jeg maatte indrømme det: Nej! Og vi erkender jo alle med Glæde, at vi har mange gode. danske, nationalt tænkende og følende Medborgere blandt Mændene af saadanne dygtige, jødiske Slægter, som dem, der bærer Navnene Hirschsprung, Adler, Bing, Hertz, Trier, Melchior, David, Goldschmidt, Dessau, Levysohn, Henriques og mange andre, der til manges Misundelse vel har erobret sig ledende og indflydelsesrige Stillinger i vor Forretnings- og Finansverden, men sandelig ogsaa paa faa Undtagelser nær - der er jo braadne Kaar i alle Lande - har gjort Danmark baade Gavn og Ære.

Dette gælder ikke mindst den talrige Bingske Slægt, som har fostret mange udmærkede Mænd. Til denne gamle Patricierslægt hørte den Mand, Slagelse-Kredsens tidligere Folketingsmand. Redaktør Anton Bing. den stille, fine, gamle Herre, som i Dag jordfæstedes paa mosaisk vestre Kirkegaard. En Jordefærd derude - og pludselig mindes man om, hvor talrige de i Virkeligheden er, Jøderne i København, og selve det ejendommelige Ceremoniel, hvormed de steder deres Døde til Jorden, aabenbarer som i et hastigt Glimt den Forskel i Race, Tro, Sæder og Skikke, som vi glemmer eller overser i det daglige Samvær og Samarbejde med Mændene af det jødiske Folk. Mændene i Følget beholder Hatten paa under hele Ceremonien. Kvinderne, der tidligere var henvist til Pulpituret, har nu efter Ombygningen af Kapellet paa mosaisk vestre Kirkegaard faaet tildelt de 10 første Stole til venstre, fuldstændig adskilt fra Mændenes Pladser. Orglet var hidtil anbragt i Korrundingen bag en spansk Væg, hvor det i høj Grad skæmmede det arkitektonisk smukke Rum - nu er det flyttet op paa Pulpituret, og Korrundingen med sine smukke Vinduer, gennem hvis mathvide og gule Ruder Lyset falder dæmpet ind i Rummet, kommer nu helt til sin Ret.

Sørgehøjtiden.

Her - i Korrundingen - var Anton Bings hvide Kiste hensat, smykket med Aspargus og store, skønne Buketter af lyserøde Nelliker og lilla Syrener. Ved Foden af Katafalken laa en Række prægtige Kranse med røde og hvide guldsignerede Baand - fra Det kgl. danske Landhusholdningsselskab, Foreningen af danske Landbrugsblade, "Sorø Amtstidende" (Palmegrene, samlede i en stor Buket af lyserøde Roser, Rododendron og hvide Syrener), Foreningen af danske Landbrugskandidater, "Ugeskrift for Landmænd", De samvirkende Landboforeninger I Sjællands Stift, Sorø Amts landøkonomiske Selskab og Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik. Paa alle Stolerader ned gennem Kapellet var anbragt en Mængde smukke Kranse og Blomsterdekorationer.

Den Afdødes Slægtninge af Familierne Bing og Hirschsprung tog Plads paa begge Sider af Baaren. I Følget saas iøvrigt Odr. Jens Olsen. Landsgrav som Repræsentant for "Sorø Amtstidende", Prof. Westermann, Direktør Kai Reinhard, Grosserer Stilling-Andersen, Fabrikejer Bjørn Stephensen, Direktør Benny Dessau, Bogtrykker Poul Hertz, Kontorchef Hertel fra Det kgl. danske Landbrugshusholdningsselskab, Redaktør Riegels, Direktør Simonsen (Bing & Grøndahl), Statskonsulent J. Jensen, Direktør Chr. Jensen (Nationalforeningen), Overretssagfører Carl Levin og Godsejer lemming, "Skovsbo." Paa Slaget 2 intonerer Orglet, og efter et Præludium falder den jødiske Menigheds Mandskor ind med den Salme, der altid synges ved Begravelser paa dette Sted:

Naar ikkun Du, Evighøje,
bestandig mig for Øje ataar,
jeg véd, at alt sig vel skal føje,
jeg vakle ej, ihvor det gaar -

En prægtig Baryton synger enkelte Linier Solo, og Koret gentager dem - højtidsfuldt og smukt lyder det.

Nu staar paa Kathedret bag Kisten

Overrabbiner, Dr. Friediger,

iført den sorte Silkekaabe og bærende paa Hovedet den høje Fløilskalot.

Hans Tale former sig saaledes:

En vemodig Følelse besjæler os, naar vi dvæler herude paa dette Sorgens Sted. Med tusinde Baand føler vi os alle knyttet til Livet. Ja, vi elsker Livet, og det bringer os Lykke og Glæde, eller om det er Sorg. der bliver os til Del. Og derfor er vor Smerte saa inderlig og oprigtig, naar vi staar ved en Baare, hvori et Menneskes jordiske Hylster hviler. Et Menneske, der levede som vi, levede sammen med os, der arbejdede og stræbte fremad, ligesom vi alle - og nu ligger det her, hjælpeløst og uden Liv, og om faa Minutter lukker Graven for stedse sig over det: "thi Støv er du, o Menneske, og til Støv vender du tilbage."

Ved Synet af Døden gives der kun een trøstende Tanke, og Salmisten gav Udtryk for denne med disse Ord: "Herren kender sine Retfærdiges Livsdage, og deres Arvelod er Evigheden." Det er Gud, der tildeler os vor jordiske Opgave og han alene véd, hvor naar han skal sige til os: "Længe nok har I opholdt Jer paa Jorden." Dette kan ske tidligere, medens Mennesket endnu staar i sit Livs Blomstringstid, eller senere, efter at Mennesket overskred Støvets Aar. Men stræbte vi med Trofasthed efter at løse vor jordiske Opgave, saa bliver Evigheden vor Arvelod.

Denne Tro gør Hjertet, der sørger over denne Broderes Bortgang, modtagelig for Trøst. Vor Trøst ligger i den Tro, at det var Gud, der har tildelt ogsaa ham en Opgave her paa Jorden, som han har løst med Hengivenhed og nu blev Evigheden hans Arvelod.

De Dyder, der hjalp ham til med Samvittighedsfuldhed at opfylde sine Pligter, kan sammenfattes i den vise Kong Salomons Ord: "Han var Trofasthedens Mand, og derfor blev han til Velsignelse." Han var Trofasthedens Mand! Dér, hvor Trofasthed er Drivfjederen til Handlingen, kan denne kun blive til Velsignelse og kun modne ædle Frugter. Trofasthed var hans Karakters Kendetegn. Trofasthed var jo den Dyd, der har udmærket den gamle dansk-jødiske Slægt, hvis værdige Medlem han var, og til hvilken han stedse følte sig knyttet ved Kærlighedens og Pietetens Baand. Hans smukke, gamle Hjem var Samlingsstedet især for den yngre Generation, og her har han indpodet den Kærlighed til Slægten og derved Trofasthed.

Denne Trofastheds herligste Blomst var hans urokkelige Retsindighed og hans Paalidelighed. Den Sag, han interesserede sig for og som han støttede med Raad og Daad, maatte paa Forhaand være retfærdig. Hans Sikkerhed i Bedømmelsen af Tingene, hans Paalidelighed - trygt kunde man til alle Tider stole paa hans givne Ord - og hans Karakterfasthed bevirkede, at hans Virksomhed var velsignelsesrig.

Hans Medborgere viste ham den største Tillid, da de valgte ham til Medlem af Folketinget, og han blev højt skattet som Landmand og Redaktør af den Kreds, der i Tillid til hans udmærkede Evner gerne lod sig lede og belære af ham. Men han vilde egentlig Ikke føre for at eje Magten; han vilde belære. Det var hans Overbevisning, at Oplysning og Dannelse giver Mennesket den Uafhængighed og den Kraft, som sætter enhver i Stand til i højeste Grad at udfolde sine Evner og derved føre Samfundet sin Blomstring og Trivsel i Møde. Dette var hans Ideal, hvis Virkeliggørelse han stræbte efter. I denne Stræben, som var hans Livsopgave, var Retsindighed hans Vaaben. og hans Skjold var Sanddruhed, Paalidelighed og Trofasthed. 

Og derfor vil vi bevare ham et varigt Minde. Han har opfyldt sine Pligter her paa Jorden, og nu er han gaaet Ind til Evigheden.

Maatte Gud dér være hans udødelige Sjæl en naadig Dommer. Drag hen i Fred! Amen!

Da Overrabbineren har sluttet sin Tale, reciterede Kantor Kunstadt,staaende ved Baarens højre Side, det hebraiske "Hazur tomim," der Indledes saaledes:

Skæbnen Værk er fuldkomment, alle hans Vaje er retfærdige
Han er Troskabs Gud, uden Omskiftelse, hellig og sanddru
Skaberen er fuldkommen I hver en Gerning - - -

Fra Koret lyder nu, sunget Solo af Koncertsanger Poul Methling: "Lær mig, Nattens Stjerne." Efter den sidste Strofe: "Lær mig Sol at dale," rejste alle sig og Sørgehøjtideligheden slutter, idet Koret synger til Orgelledsagelse:

Fred med dit Støv, udløste Sjæl,
de hisset ses som her
hinanden trofast have elsket.

Den afdødes nærmeste Slægtninge bærer nu Baaren ud af Kapellet. Ved Graven forretter Overrabineren Jordpaakastelser, og da dette er sket, træder de nærmeste mandlige Medlemmer af Familien hen til Graven, idet hver af dem lader tre Skovlfulde Jord falde ned paa Kisten. Derefter kastes Graven fuldstændig til, medens alle forbliver om den. Og saa følger det sidste Led i Begravelses-Ceremonien: Familiens Medlemmer begiver sig tilbage til Kapellet for, medens alle vendte sig mod Øst, at høre Kantoren synge "Kalisch-Bønnen" paa Hebraisk.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. juni 1926).

Nekrolog (Anton Bing)

Af Jonathan.

Han havde ingen Hustru eller Børn, ingen Brødre eller Søstre, der kunde bære ham gennem Alderdommens og Sygdommens sidste svære Aar, den gamle forhenværende Landmand og Skribent og Politiker, der døde paa Tærskelen mellem Foraar og Sommer. Landmandens løftelsesrigeste Tid. Men om hans Leje stod de unge af hans store Slægt og tog Afsked med deres gamle Ven, der med saa dyb en Familiefølelse fulgte sin Slægt baade til Graven og til Livet. Han hørte til en gammel Familie, og værnede om dens Minder og dens Ære, og det er derfor, der først og fremmest skal sættes ham et offentligt Minde. For en Famiie er nok først og fremmest noget privat, men den er ogsaa noget, som vedkommer os alle, og det er det, vi er tilbøjelige til al glemme i en Tid, der er saa "ny" som vor. En gammel Familie -  vil det ikke sige en Kreds af Mennesker, som i deres Færd mellem andre Mennesker føler en Forpligtelse I il at svare til visse Krav, der stilles dem med en næsten mystisk Magt? De har nogle Begreber om Ære, Hæderlighed, Hensyntagen, ogsaa en Stolthed, hvis Udspring de maaske ikke er sig bevidst, og som de følger, eller stræber efter at følge, gennem en naturlig Udfoldelse at deres Væsen. Det er Slægtens Arbejde i dem. At en Familie er gammel, vil sige, at den har haft Selvopholdelsesdrift. Den har fra det første Øjeblik villet frem, den har fulgt med Tiden. De, der ikke følger med i Tidernes ubønhørlige Tog, bliver trampet ned. I de gamle Slægter gemmes en Styrke, som ikke blot er Tradition, men ogsaa leder til Fornyelse.

Det danske Samfundsliv er dybt præget af disse gamle Slægter, og naar det har vist saa megen Evne til »t modtage Tilgang af nye Kræfter og dog bevare en Holdning, som vel kan vakle, men aldrig helt fortabes, saa er det, fordi der findes visse Idealer, der er stærke nok til ogsaa at præge de nye. "Se, hvor hurtigt han har tilpasset sig," siger vi om den og den, der nu indtager en Stilling, som før var forbeholdt Klasser i Samfundet, han ikke tilhører, det betyder, at denne Mand har mødt noget, han fik Respekt for, og som godt lod sig forlige med de Principer og Idealer, han er Repræsentant for. Fornyelsen i et Samfund som vort bestaar i et lykkeligt og frugtbart Møde mellem det af det gamle, som har Ret til at leve ifølge det danske Naturel, og det af det nye, som har den sunde Udviklings Sejr i sig. Hvis de gamle Slægter forstaar det. bliver de ved med at leve og gøre deres Indsats, forstaar de det ikke, dør de stille ud.

En gammel, ensom Mand, der værner om sin Slægts Traditioner, mens han lever, og som ved sin Død har de unge samlet omkring sig, fordi han forstod dem, og fordi de følte, at de af ham havde modtaget noget værdifuldt, han har ydet noget til det store Fællesskab, som det er værd at skrive en Nekrolog om.

Hans Væsen var Besindighed. Den sande Landmand er besindig, fordi han jo véd, at det nytter ikke at jage paa Tiden. Men denne Besindighed bliver aldrig til Sløvhed. Inderst inde dirrer der en Uro, fordi Naturen intet skænker af sine Gaver til den, som ikke ustandselig ofrer den sin Arbejdskraft. Besindighed, det er tæmmet Energi.

Han havde fra sine mange Landmandsaar bevaret den langsomme, lidt stive Gang, der paa Københavns Gader ligesom isolerede ham. Han bevarede, selv da han var en gammel Københavner, en højtidelig Forbavselse, naar han gik ned ad Gaden, som om han bestandig tænkte: nej. hvad finder de dog ikke alt paa herinde! Man kunde blive noget utaalmodig over det, naar man mødte ham og gerne vilde tale lidt med ham, men ellers havde travlt Alligevel gav det ham Stil. Og i det Par Aar han var Folketingsmand, var det formelig smukt. Naar han skred ned gennem Bredgade til "Tinget", var der et umiskendeligt Lovgiverpræg over ham, en Tingmand, som ikke vilde handle overilet. Men nogen politisk Rolle kom han jo ikke til at spille. Inden han havde tænkt sig om og var kommet til fuld Klarhed over, hvad han vilde sige. var Forhandlingerne som Regel endt!

Hans Tale var langsom. Organet havde en national liberal Klang, lyrisk dvælende ved smukke Ord. Saadan havde Idealet været i hans unge Aar her i København, og det gik han og gemte paa ude paa Landet. Men han var af en hurtig, skarpt iagttagende Købmandsslægt. derfor var der ofte bag hans Langsomhed en Ironi, der blinkede frem. Han saa sig en Person eller en Sag an, og det tog Tid, men var det saa gjort, saa havde han ofte faaet Kig paa en eller anden Pudsighed, der ganske stilfærdigt kom til Hin Ret.

Han var derfor god at spørge til Raads. Fik man ikke Svaret omgaaende, saa fik man det til Gengæld velovervejet. Paa Slagelsekanten, hvor hans Gaard lun, nu hvor han var valgt ind i Rigsdagen og senere var Konsulent, der mindes mange ham endnu som en god Mand, som de siger ude paa Landet. De havde Tillid til ham og til hans Raad. De hørte gerne paa, hvad han sagde  og han aabnede først sin Mund, naar de andre havde talt færdigt - og de læste gerne, hvad han skrev, baade om de bekendte Landmænd, hvis Biografi han forfattede, og om Dagens Arbejde i "Ugeskrift for Landmænd", som han først var Medarbejder ved, saa Redaktor af, en Tid lang Ejer af. Han var en af dem, der gav Landbrugslitteraturen en Stil. Den Lyrik, der Iaa gemt i hans Sind, og som maaske fra først af havde gjort ham til Landmand, gik imod hans Slægts Traditioner, fik Udtryk i nogle Breve, han skrev i Ugeskriftet for mange Aar siden og som dengang var noget nyt - men han skrev dem rigtignok anonymt. Naar der nu skrives om Landbrug, saadan at ogsaa vi fra Byen kan læse det, og det er en saare nyttig Læsning for os, saa kan vi for en Del takke ham for det. Ham og saa en Mand som Nielsen Bransager, der døde saa ung, men som vi, der kendte ham, gerne vil mindes, naar Lejlighed gives.

Det er let nok at mindes dem, der ved deres Død efterlader sig en Gerning, som lever efter dem. Hvad efterlader han sig, der nu er død? En Gaard, som andre ejer. En Plads i Folketinget, der forlængst er optaget af andre. Et Ugeskrift, som andre skriver. Allerede i mange Aar havde han kun været Tilskuer fra sit Hjem, hvor han levede omgivet af Familiemøbler og gamle Minder, helst med et historisk Værk foran sig. Tidlig gammel blev han, Ungkarl som han var, og selv da han var ung, havde hans Ungdom et vist historisk Præg. Han var en af de sidste Udløbere af dem fra "Fyrrerne",

Nej, der staar ingen Gerning efter ham. Men et Billede staar der. Vi kender vist alle dette, at man sidder og bladrer i et gammelt Album, med Portrætter i, og en ung staar ved Siden af os, og naar vi dvæler ved et Billede, spørger han: hvem er det, du sidder og ser paa? Vi nævner Navn, og det siger intet for den unge. Saa begynder vi at forklare, hvorfor vi netop standsede ved dette Portræt, gamle Træk dukker op i os, Begivenheder, der engang var store, og som nu er smaa. Ogsaa det store Samfund har saadanne Billedsamlinger, hvor der findes mange, som intet "Navn" har mere, men der vilde dog være en tom Plads, hvis de ikke var der.

Jeg sætter ham, som nu er død ind paa den Plads, der tilkommer ham, fordi han øvede sin Gerning, besindigt, stilfærdigt og trofast til Ære og Gavn for Slægterne i Danmark.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juni 1926).

Han døde 31. maj 1926 og blev begravet på Mosaisk Vestre Kirkegård.

Marcus Rubin 1854-1923. (Efterskrift til Politivennen)

In memorian Marcus Rubin

Landstingsmand Schovelin giver en Karakteristik af afdøde Nationalbankdirektør Marcus Rubin.

Marcus Rubin var en ærgerrig Natur. Allerede som purung var det ham som Don Carlos en Hjertepine endnu ikke at have gjort noget for Udødeligheden. Han vilde huskes. Saa højt begavet han allerede var som Dreng og Yngling, var han Barndomshjemmets Lys og Haab, og han følte det hele sit Liv igennem, som der i hans store Evner laa et ham betroet Hverv til at kaste Glans over Familienavnet, ridse det ind paa Sagas Tavle. Skal man udtrække et Facit af hans Liv, maa det ogsaa siges, at han naaede dette: han blev inden sin Død en navnkundig Mand og efterlader sig Værker, som vil blive staaende ned gennem Tiderne.

Men han vilde mere end at mindes efter sin Bortgang, bevare sit Navn fra Forglemmelse og Udslettelse. Han vilde ikke alene leve i Eftermælet, men skabe sig Ry og Magt i levende Live. Han var fyldt af en hed Stræben efter at komme frem i første Række, samle Udmærkelser, udøve Indflydelse. Han var en brændende Tornebusk, han vilde lyse som en Bavn for sin Tid og sit Samfund. Denne sidste Ærgerrighed kom ofte den første og største i Vejen. Det ser for menneskelige Øjne ud, som han kunde have udrettet endnu langt mere, om han havde begrænset sig, om ikke der i ham havde kriblet en ustyrlig Lyst til at spille med i Døgnets store Brikspil, og helst gøre de store Træk. Derfor vovede han sig frem til at prøve en Udsoning mellem Tyskland og Danmark paa Bekostning af vort sønderjydske Odelskrav, derfor helmede han ikke, før han fik erobret sig høje Samfundsstillinger, som gav ham Ret til praktisk Indblanding i nogle af Nationens vigtigste Anliggender, derfor lod han sig gøre først til Generaldirektør for Skattevæsenet, siden til Nationalbankdirektør uden fuldelig at kunne magte nogen af de Opgaver, som han der paatog sig. Hans i sin Tid meget omdebatterede Artikel i "Preussische Jahrbücher" var et aabenbart Misgreb, selv en Større vilde her have hentet sig et Nederlag, og liv ad der senere er sket, viser med skærende Tydelighed, hvilket utroligt Fejlsyn han gjorde sig skyldig i. Som Generaltolddirektør viste han en iøjnefaldende Mangel paa Administrationstalent og en bureaukratisk Stivhed, som man paa Forhaand vilde have troet laa den kloge, kritiske og oprindelig frisindede Mand ganske fjern. Og som Nationalbankdirektør bar han et tyngende Medansvar for den skæbnesvangre Inflation, som har forringet den danske Krones Værdi og stillet Danmark i Rækken af Europas valutasvage Stater.

Dette sidste er det mærkeligste, fordi det psykologisk er saa vanskeligt at forklare. Ingen har med større Lærdom og Fynd end Rubin paavist, hvad Skade en Svækkelse af et Lands Pengevæsen kan volde, paavist det slaaende og uigendriveligt for vort eget Fædrelands Vedkommende, saavel i sin Bog "1807-14" som i "Frederik den Sjettes Tid". Ingen har skarpere belyst, hvorledes et Lands Seddelbank selv under de for Land og Folk farligste Omstændigheder bør holde sig uafhængig af Regeringens Krav, og hvilken Bedrift det derfor var, da man herhjemme i sin Tid skabte Nationalbanken som et privat Pengeinstitut, der først og sidst skulde have den ene Opgave for Øje at holde Landets Mønt paa Højde med Verdenspariteten. Og saa skulde det netop falde i hans lod, da han omsider fik Lejlighed til i Praksis at demonstrere sin studievundne Opfattelses Gyldighed, at ligge under for den samme Svaghed, som, da han syslede med Fortiden, forekom ham saa fordømmelig - det skulde helt blegne i hans Erindring, at Nationalhankens fornemste og uafviselige Opgave var at holde vort Pengevæsen paa et højt og hæderligt Standpunkt, og derfor med Fasthed afvise enhver Fristelse til at lade sig lokke bort fra denne Nationalbank-Dydens lige Kongevej.

Man kunde have undt Rubin, om en naadig Skæbne havde bevaret ham herfor, desto mere helstøbt vilde hans Personlighed have staaet for Eftertiden. Det er da som Forfatter, hans Navn vil leve. Som Generaldirektør for Skattevæsenet har han vel indlagt sig stor Fortjeneste paa Lovgivningsarbejdets Omraade, og hans Andel f. Eks. i Toldloven af 1908 tjener ham til Ære. Men hans Livs største Indsats var som historisk og nationaløkonomisk forfatter. Han var begge Dele: hans nationaløkonomiske Viden befrugtede hans historiske Opfattelsesevne - hans historiske Sans gav Baggrund for hans nationaløkonomiske Studier. Han vidste at vurdere tidligere Tiders finansielle og erhvervsmæssige Tankegang og Teknik, han forstod at trænge til Bunds i fjerne Foreteelsers indre økonomiske Mekanisme, han kunde som ingen anden sætte sig ind i, hvad det egentlig var, der foregik herhjemme for Menneskealdre siden paa de Felter, i hvis Nutidsvæsen han havde vundet Indsigt. Derfor er hans ovennævnte Bøger ogsaa blevet Standardværker, byggede op som de er paa omhyggelige og dybt pløjende Arkivstudier. Hans Livsgerning var at grunde den nationaløkonomiske Historieskrivning for Danmarks Vedkommende - man sammenligne blot hans Værker med Nathansons tunge og tumultuariske Ekscerptsamlinger, og man vil forstaa, hvilket uhyre Fremskridt Rubins Skrifter betyder.

Langt mindre sikker var han, naar han skulde skildre Personligheder, Det vilde være uretfærdigt at nægte, at han helt savnede artistisk Sans: der kunde godt af og til komme baade Flugt og Fynd over hans Stil, og hans Sprog blev efterhaanden mere og mere frigjort for Almindeligheder og Konveniens. Men han var og blev nu en Gang ingen Portrætmaler, det skortede baade paa Tegning, Omridsets Sikkerhed og paa Farvegivningen. Udseendets Livagtighed - ja, undertiden kunde han ganske forse sig paa Modellen, som om han havde en Splint af Troldespejlet i Øjet. Saaledes gik det ham især overfor A. S. Ørsted, paa hvis Storhed han ejendommeligt nok aldeles ikke havde faaet Kig.

Dette udelukkede ikke, at der Gang paa Gang i hans Bøger kan findes rammende og beske Udtryk ogsaa i Personskildringerne, men hans Styrke var og blev at gøre Rede for Begivenheder og Udviklingsrækker, ikke for de ledende Personligheder Andel deri.

Han havde to store Held i sit Liv. Det første var, at da han var blevet en ung "lovende" statsvidenskabelig Kandidat, satte daværende Professor N. C. Frederiksen ham paa "Rendebanen" (som Rubin selv har udtrykt det) ved ret tilfældigt at anbefale ham til Borgmester Fenger, som ønskede en ung Statistiker ansat i sin Tjeneste - og da han kom op til denne gamle nationalliberale Stormogul, paa hvem han næppe ved første Øjekast har gjort noget bedaarende Indtryk (af Joseph Michaelsens Erindringer véd man, at Fenger nærede stor Aversion mod Jøder), kunde han besvare dennes Spørgsmaal om, hvorvidt han stod i Vejviseren, bekræftende. Derved var hans Ansættelse given. Men nu kom det afgørende - han forstod med sin Iver og Duelighed at udnytte denne Chance, saa at der faa Aar efter af denne spæde Begyndelse var vokset op et helt nyt kommunalt Kontor for Statistikoptagelse, og for dette blev han den selvskrevne Leder.

Han var kommet paa sin rette Hylde: deri bestod hans Livs store Held. Thi han var en fremragende Statistiker, forstod at samle Tal, læse tal, atter og atter omgruppere dem, saa at de til sidst udleverede ham deres Hemmelighed. Da han derfor senere blev Chef for Statens statistiske Bureau, i en Alder af blot 41 Aar, og saaledes fik den videst mulige Tumleplads for sit Talent, taler særdeles meget for, at han her burde have slaaet sig til Ro, thi denne Egenskab ydede han ganske ubetinget sit Ypperste, og hvor naturligt kunde det ikke have været forenet med Dyrkelsen af historiske Studier.

Det var hans andet store Held, at han blev bragt ind paa disse. Paa det Tidspunkt, hvor det skete, var han egentlig gennem sit Medarbejderskab med Professor Westergaard i Færd med at blive drejet ind i en blind Gyde. Han imponeredes af denne Forskers, med hans særlige Begavelses Art saa nøje stemmende Tilbøjelighed og Trang til at gøre Statistiken og helst ogsaa Nationaløkonomien til en Slags eksakt Videnskab og spildte mangen en møjsommelig Morgentime paa at sætte sig ind i den højere Matematik. Saa fik han heldigvis Kaldet til at blive Historieskriver - han blev opfordret til at løse den af Hvidt stillede Opgave; at skrive Københavns Historie, og blev derved bragt ind paa den Arbejdsmark, hvor han skulde høste sine største Triumfer. De udmærkede Historikere Erslev og Fridericia var hans Ungdomsvenner, og han havde gennem Omgangen med dem baade faaet Kærlighed til Historieforskning og vundet Indsigt i dennes Metode, lært Betydningen af stadig at gaa direkte til Kilderne og i hvert enkelt Tilfælde prøve disse nøje. Og endnu en Gang viste det sig, at han var kommet paa den rette Hylde.

Hans Samfundsinteresser var imidlertid saa vidtomspændende, hans Aand saa urolig, hans Arbejdstrang saa voldsom, hans Virkeevne saa frodig, at han ikke kunde nøjes hermed, men vilde og maatte tage levende Del i Døgnets Gerning - didhen hvor som sagt ogsaa hans Ærgerrighed vinkede ham. Naturligvis gjorde han ogsaa her i mange Maader bedre Fyldest end de fleste, da han ej alene havde en hastig Opfattelsesevne, men var tjenstivrig, grundig og Mand. Der var Lidenskab hvad han gjorde - og er dette, som vor største Tænker har sagt, den egentlige Kraftmaaler, kan man for saa vidt ogsaa vurdere hans Embedsgerning højt. Men man maa da ogsaa tage Reversen med: naar Lidenskaben griber fejl, griber den netop mere afgørende fejl, end Lunkenhed og Forsigtigpeteri nogensinde kan præstere.

Rubin havde ikke Sympatiens Gave, var ingenlunde umiddelbart vindende. Til Tider, ja, forøvrigt, i ikke helt sjældent, kunde han endog irritere anderledes tænkende Mennesker artigt. Stødte man sammen med ham i Tvekamp, fægtede han, saa der stod Gnister af Klingen og skaanede ikke sin Modstander. Bagefter, i Samvær med ham, kunde han derfor godt være smilende og fornøjelig og imødekommende godmodig. I Grunden var han et brillant Menneske: kærlig som Søn, kærlig som Broder, kærlig som Ægtefælle, kærlig som Fader, fin og trofast som Ven. Kommet fra et gammeldags patriarkalsk Hjem bevarede han sit Liv igennem paa Faamands-Haand en vis Hygge og Humor i sit Væsen. I sin fejre Manddom var han desuden sprudlende rig paa pudsige og originale Indfald - sikkert har ingen, som har kendt ham nøjere, kunnet undgaa at lære meget af ham. Dette sidste vil da ogsaa jeg med Tak erkende ved hans Grav.

Jul. Schovelin.

(Nationaltidende 7. marts 1923, 2. udgave).

Marcus Rubins Jordefærd.

En smuk Højtidelighed paa Mosaisk Vestre Kirkegaard.

Vod en stilfærdig, men smuk Højtidelighed blev Nationalbankdirektør Marcus Rubin i Gaar ført til sin Grav paa den Mosaiske Vestre Kirkegaard.

Den hvide Kiste var nænsomt smykket med lila Primula, hvide Syrener og mørkerøde Roser, og foran den var henlagt en pragtfuld Blomsterdekoration med signerede røde og hvide Baand fra Hs. Maj Kongen. løvrigt var der sendt en overvældende Mængde Blomster og Kranse til Baaren, og mange af dem bar signerede Silkebaand, hvide, blaa, røde og lila . .

Signerede Kranse.

Foruden fra Kongen var der til Marcus Rubins Kiste sendt signende Kranse fra: Nationalbankens Direktion og Repræsentantskab, Bankens Personale, Departementet for Told- og Forbrugsafgifter, Skattedepartementet, Københavns Diskonto- og Revisionsbank, Dansk historisk Forening, Feriehjemmet "Nebs Mølle", Landmandsbankens Direktion, The national City Bank of New York, Staden Københavns statistiske Kontor, Nationalbankens Filial i Aalborg, i Nykøbing og i Kolding, Nationaløkonomisk Forening. Det kgl. danske Videnskabernes Selskab, Kvindelig Idrætsforening, Koloniallotteriet, Direktionen for det danske Koloniallotteri, Gyldendalske Boghandel, Magistratens 1. Afdeling, Carlsberg Bryggerierne, Statsprøveanstalten. Norges statistiske Central Bureau, København Handelshank, "Politiken"s Redaktion, Carlsbergfondet, Haandværkerbanken, Det statistiske Departement, Filialbanken i Flensborg, Den kgl. Mønt, Norge Bank. Bankkontoret i Aarhus, Embedsmænd ved Nationalbanken Filial i Odense o. m. a.

Navne af Følget.

Naturligvis var hele Nationalbankens Direktion mødt sammen med de fleste af Repræsentantskahets Medlemmer med Baron Rosenkrants i Spidsen.

løvrigt nævner vi af de Tilstedeværende: Statsminister Neergaard, Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, Overpræsident, Kammerherre de Jonquéres, fhv. Handelsminister Tyge Rothe. Folketingsmand Zahle. Bankdirektør Hassing Jørgensen, Folketingsmand, Dr. Munch, Borgmester H. C. V. Muller, Borgmester Jensen, Raadsformand Gustav Philipsen, Generaldlrektor Michael Koefoed, Departemenschef Vedel, Professorerne Niels og Harald Bohr, Direktør Mik-Meyer, Overretssagfører Lachmann. Overretssagfører Axel Bang, Grosserer Jacob Melchior, cand. phil. Herman Grün. Dr. phil. C. Holhr. Departementchef Schlichtkrull, Redaktør Cavling, Rigsarkivar, Dr. Kr, Erslev, fhv. Overrabbiner, Professor Simonsen, Direktør Weimann, Store Nordiske, Direktør P. Lofinga, Professor, Dr. jur. Bentzon, Overretssagfører Heilbuth, Højesteretssagfører Henriques. Direktør Axel Abrahamsen, Vekselerer Lamm, Raadhuaarkivar Axel Lindvald, Arkitekt Lorenten og Professor Aage Friis.

Fra Kapellet til Graven.

Højtideligheden indlededes med at Hr. Albert Høeberg sang "Lyksalig lyksalig - " og derefter reciterede gamle Kantor Grossmann "Hazur Tornin"

Frk. Philip spillede en Violinsolo, og til sidst sang Hr. Høeberg igen - nogle Vers, skrevet af en Slægtning af den Afdøde:

Som Lov, der hvælves mod Himlens blaa,
vil dale for Høstens Vinde,
det funklende Øje, som langt ud saa,
sig lukker i Dødens Blinde;
den virksomme Hjerne gaar tungt i Slaa,
og Manden er kun et Minde ....

Koret sang de sidste Strofer af "Fred med dit Støv - ", medens de sorte Ligbærere fjernede Blomstervældet fra Kisten, saa det hvide Klæde, hvorpaa den stod, kom helt til Syne.

Langsomt bar Medlemmer af Nationalbankens Repræsentantskab Kisten ud af Kapellet,og forrest gik den gamle, graa Overbedemand i sin lange, sorte Kappe, visende Vej til Graven. Efter Kisten, i Spidsen for det støre Følge, kom Kantoren, syngende hebraiske Bønner.

Graven, hvor Fru Kaja Rubin for fjorten Aar siden blev stedt til Hvile, laa lige op ad den vedbendklædte Kirkegaardsmur. Her stod den Afdødes Søstersøn, Kontorchef Cohn fra Statistisk Departement, frem for at give Udtryk for Familiens Tak og for at sige nogle Mindeord over Marcus Rubin:

- Nu sover han her ved sin elskede Hustrus Side. Han fik udført et nyttigt Arbejde for sit Land. For ham var Arbejdet det daglig Brød, som mætter ved Arbejdets Velsignelse. Sent vil vi glemme hans muntre Sind. Han hadede Fusk og forlangte Redelighed i alt Arbejde og al menneskelig Færd - først og fremmest af sig selv. Han lod sig ikke narre. Faa havde en saa usvigelig Evne som han til at skelne mellem ægte og falske Værdier. Slægten og Samfundet vil savne ham og altid mindes hans Pligt troskab og ærlige sind.

Kisten sænkedes, og mange var de, der bragte den Døde en sidste Hilsen ved at kaste Jord paa Graven.

Saa spredtes den store Sørgeskare, og snart var der øde og stille på den lille Kirkegaard.

Clerk.

(Nationaltidende 12. marts 1923)

Marcus og Kaja Rubins gravsted på Mosaisk Vestre begravelsesplads. På stenen står bl. a.: Kaja Rubin. 1-XI-1854 Davidsen 18-IX-1909. Du har levet med gælde og virkede aarle og silde // uden sky dog for døden med ro i dens fredlyste havn // du vandt hjerter og sind med dit væsen det lige og milde // dog for husbond og børn tolker ord ei dit værd og dit savn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Marcus Rubin.

Erik Arup

Marcus Rubin døde 6. marts 1923, dagen efter hans fyldte 69. aar. I ham mistede dansk aandsliv en fin, livlig, glimrende intelligens, en omfattende viden og en stor arbejdskraft. Videnskabeligt og praktisk arbejde fyldte hans hele liv, og dette formede sig saaledes, at han paa usædvanligt mange omraader kunde stille sit arbejde i sit lands tjeneste. Rubin var som saa mange danske mænd af jødiske slægter fast samlevet med det danske folk. Meget faa i hans levetid kendte vort folk, dets egenskaber, dets arbejdsvilkaar, dets sammensætning, dets fortrin og fejl saa nøje som han. Hans egenartede personlighed bevirkede vel, at han ikke fik tag i videre kredse; den kreds, han sympatiserede med og som sympatiserede med ham, bestod væsentligt af nogle faa danske historikere: Erslev og Fridericia, Aage Friis og I. P. Jacobsen. Trofast mod disse venner og altid villig til at arbejde for dem var Rubin ligesaa trofast mod og villig til at arbejde for Danmark, villig dertil i en grad, der tilsidst endog udsatte ham for nationalistiske kredses lave beskydning om ikke at være dansksindet, skønt den artikel i Preussische Jahrbücher, der gav anledning dertil, var skrevet efter opfordring af og godkendt af det danske udenrigsministerium.

Marcus Rubin var i alt, hvad hans intelligens og arbejdskraft drev ham til at foretage sig, en nybegynder. Hans særlige anlæg førte ham til at søge uddannelse i de økonomiske og sociale videnskaber, han blev en nyskaber, først af Københavns kommunes, senere af den danske stats statistik; han blev derefter den danske skatte- og toldetats øverste leder. Den indsigtsfuldhed, han derved erhvervede sig, gjorde, at han fik betroet vigtige statshverv; han var hovedmanden for udarbejdelsen af skattelovene af 1903, og han var i 1908 Danmarks første repræsentant i forhandlingerne om en handelstraktat med Tyskland; han endte ligesom C. N. David og Moritz Levy sit liv som direktør for den danske nationalbank.

For dansk historisk forskning er hans betydning den, at han ogsaa her var en nybegynder; han skrev det første værk om dansk økonomisk historie. Oprindelig var det kun tænkt som et værk om København. Til minde om L. N. Hvidt, den gode københavnske borger, var der i sin tid udsat en pris for en skildring af Københavnshistorie i tiden mellem 1807 og 1857; 1889 fik Rubin opfordring til at skrive dette arbejde; deraf blev først hans 1807— 1814 (1892), derefter hans Frederik 6.s tid (1895). Disse arbejder fik deres særpræg derved, at deres kerne var en skildring af tidens økonomiske forhold og historie; fra dette faste grundlag betragtede Rubin udviklingen i hovedstaden og i hele landet. Det var i virkeligheden et helt nyt og moderne synspunkt, der derved indførtes i dansk historieskrivning, og Rubins fortrinlige uddannelsesom statistiker og nationaløkonom gjorde ham særlig skikket til at føre dette nye synspunkt frem. Men den interesse for forskning i dansk historie i det hele taget, der, som Erslev har fremhævet det i sin smukke mindetale over Rubin i Videnskabernes Selskab, havde besjælet Rubin helt fra de unge aar, tilskyndede ham til noget hastigt at føre sin fremstilling ud herover til en bred skildring ogsaa af Danmarks hele politiske historie i tidsrummet, ja endog af dets aandsliv og almindelige kulturhistorie. Da nu Rubin var en glimrende fremstiller og vurderer ogsaa af disse sider, blev ikke blot det værk, de to arbejder tilsammen udgør, grundlæggende, æggende og tankevækkende, men ved saaledes i gerning at paavise den økonomiske histories nøje sammenhæng med den almindelige, vandt Rubin lettere hos de daværende danske faghistorikere anerkendelse baade af de økonomiske synspunkters berettigelse i dansk historieskrivning og af sig selv som virkelig historiker. Imidlertid, netop i de samme aar, da Rubin skrev disse arbejder, var det, at rundt om i de store kulturlande behandlingen af den økonomiske og kommercielle historie ved fremragende forskeres arbejder skiltes ud fra den almindelige politiske historie som en særlig disciplin, der stiller sig sine egne opgaver og derfor, indtil den nogenledes har løst dem, helst bør "undgaa enhver unødvendig sammenblanding med politisk historie, omend dens forsknings resultater vil faa en endog betydelig indflydelse paa opfattelsen deraf. Det kan ikke bebrejdes Rubin, at han ikke helt var klar over, hvorledes denne nye forsknings retning laa; fra dette synspunkt set vilde hans arbejder have vundet og faaet større indflydelse ved, at deres hovedlinje var blevet strengere holdt og hellere videre udviklet, end saa hastigt, paa hans eget historikersinds anfordring, omvekslet i den almindelige histories guld.

Marcus Rubin var i ti aar, 1897—1907, medlem af Dansk Historisk Forenings bestyrelse og har i dette tidsskrift skrevet betydningsfulde afhandlinger om Københavns folketal 1660—1730 (5. R. 111, 487—549), om Fødselshyppighed (7. R. 11, 1—54) og om Sundtoldens afløsning (7. R. VI, 172—311). Desuden udsendte Rubin i 1912 en oversigt over Tysklands Historie siden 18o08 (jfr. li. T. S. R. IV, 245—248) og 1915 Nogle Erindringer. Paa 70-aars dagen for hans fødsel har hans datter, Dr. Lis Jacobsen udsendt en fortegnelse over hans skrifter, afhandlinger og artikler, der mere tydeligt end nogen nekrolog kan gøre det, viser, over hvor vide felter Marcus Rubins aand og arbejde strakte sig, og hvor meget arbejde han har ydet.

(Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 3 (1925) 

Marcus Rubins Brevveksling 1870-1922. Udgivet ved Lorenz Rerup. 1963.