Fru Marcus Rubin død.
Fru Marcus Rubin er død. Fru Marcus Rubin med de milde, straalende, kloge Øjne, og et dejligt Menneske er gaaet bort.
Hun havde saa rigt et Hjerte.
Ikke alene hendes Nærmeste og Venner vil begræde hende, men ogsaa alle de mange paa Skyggesiden her i Verden, mod hvem hun gjorde godt - i al Stilhed.
Dog vides det, at Fru Rubin tilbragte Aften efter Aften med at sidde og sy til trængende. Hendes Venner kan nok som Regel træffe hende bøjet over et Stykke Linned, omgivet af hele Stabler af Tøj, forfærdiget til Uddeling.
Paa Nørrebros Samaritan, hvor hun virkede, var hun elsket. Hun havde jo et Smil, et godt Ord til enhver Nødlidende og ikke alene det, men ogsaa den varmeste Interesse for dem alle og den enkelte. - Naar Børnene og Konerne kom for at hente Mælk, da kunde Fru Rubin aldrig faa Spandene fulde nok. Og bad nogen hende om endnu et Stykke Brød, ja saa gav hun dem to, tre eller fire.
For hun var saa god.
Og nu er hun gaaet bort -
Men hun vil ikke glemmes.
Johanne Madsen
(Dagens Nyheder 22. september 1909).
Kaja Rubin var en kreds af kvinder som arbejdede for at oprette et folkekøkken i København i slutningen af 1886. Hun var desuden medlem af Kvindernes Køkken.
Marcus Rubin, 1895. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
I 1909 var Marcus Rubin medlem af en kommission nedsat af ministeriet Zahle til undersøgelse af hvorvidt statsembedsmænds virksomhed kunne forenes med anden indtægtsgivende virksomhed. Kommissionens betænkning viste at statsembedsmænd i betydeligt omfang "gnavede ben" (uden at nævne navne). Der blev undersøgt 533 embedsmænd under statens centraladministration: 55 overordnede dommere, 136 underdommere, 28 generaldirektører, direktører og departementschefer, 60 kontorchefer, 131 fuldmægtige og 123 administrative. 306 havde bivirksomheder med i gennemsnit 1706 kr. årlig indtægt. Dog var forskellene store: af 28 generaldirektører havde 18 bivirksomheder til en gennemsnitlig årsindtægt på 5374 kr.
I majnummeret af "Preussische Jahrbücher" 1911 skrev Marcus Rubin artiklen "Deutschland, Nordschleswig und Dänemark von einem Dänen." Artiklen udkom i september i "Tilskueren". Artiklen opfordrede tyskerne til at forstå den sønderjyske befolknings stemninger og undlade forsøgene på at germanisere danskerne der. Artiklen anerkendte at Pragfredens § 5 var borte, og plæderede for et godt naboforhold mellem Danmark og Tyskland. Den konservative presse i Danmark kastede sig over artiklen for at tage stilling for tysk side og Rubin blev fremstillet som en mand uden fædrelandsfølelse. Man mente ikke regeringen kunne dele hans opfattelse, men artiklen var i forvejen kendt og billiget af udenrigsministeren, af H. P Hanssen og andre. I august udsendte regeringen en erklæring om at hovedsynspunkterne i artiklen var i overensstemmelse med den danske regering. Dette udløste en endnu større reaktion fra Højre. I februar 1912 var der en heftig forespørgselsdebat i Folketinget.
De danske Sønderjyder.
En fornuftig Udtalelse.
Marcus Rubin har skreven en Artikel i tyske Aarbøger om Forholdet mellem Danmark og Tyskland. Den har vakt megen Opsigt og er bleven stærkt diskuteret. "Nationaltidende" har bl. a. spurgt Landdagsmand Kloppenborg Skrumsager, hvad han mener om Artiklen. Herpaa har han givet følgende Svar:
Paa Deres Opfordring meddeler jeg Dem gerne følgende:
Jeg forstaar Generaldir. Rubins Afhandling som et velment Forsøg paa at bane Vej for et bedre Naboforhold mellem Danmark og Tyskland.
Hvor heldig Hr. Rubin har været med dette Foretagende, kan der jo disputeres om, men jeg kan godt forstaa, at den danske Regering udtaler sin Tilslutning til Hovedpunkterne.
Under alle Livets Forhold er et godt og redeligt Naboforhold af stor Betydning, men det har større Betydning for Stater end for de private; thi Staterne kan ikke flytte fra hinanden.
Saadan maa da Danmark ønske sig godt og redeligt Naboskab til den stærke sydlige Nabo, som aldrig flytter bort. De to Folk har ogsaa gennem Aarhundreder omsat store aandelige og materielle Værdier med hinanden, og uden for Norden er vi Danskere vel ingen nærmere beslægtet med end Tyskerne.
Jeg maa ogsaa yde Hr Rubin min Tilslutning til hans Arbejde for at klarlægge Tyskerne, at de i Medgang og Modgang har Fred mod Nord, og at det danske Folk ikke mere tænker paa krigerisk Tilbagevinding af Nordslesvig.
Jeg vil ikke nægte, at 1864 og den dermed følgende statslige Adskillelse af Nordslesvig fra Danmark er en Kendsgerning, men lige saa kraftig en Kendsgerning er det, at det danske Folk fremdeles bor og har hjemme i Nordslesvig, at vi Danskere i Nordslesvig elsker vort gamle Fædreland, sørger og glæder os sammen med det og stadigt samler os kraftigere om de Værdier, vi ejer som Folk.
Denne Samling til Arbejde for det Danske i Nordslesvig vil være stærkt som Thors Hammer, saa længe Prøjserne forfølger os for vor Danskhed.
Overfor Riget, vi er kommen til at tilhøre, vil vi altid gøre vore Pligter, men naar man undertrykker os stærkest, vil vi allermest haabe paa, at Verden og Prøjserne maa blive bedre, og at Udviklingen maa bære derhen, at man anerkender Folkenes Selvbestemmelsesret som det bedste Grundlag for Statsdannelse.
H. D. Kloppenborg Skrumsager,
Landdagsmand.
Hr. Kloppenborgs nøgterne Betragtninger er aabenbart et Slag i Ansigtet paa de danske Militarister. Han giver sin Tilslutning til de, der mener, at en krigerisk Tilbagevinding af Nordslesvig er en Umulighed. En Forening af Nordslesvig med Danmark vil kun ske ved, at man anerkender Folkenes Selvbestemmelsesret som det bedste Grundlag for Statsdannelse.
Det er netop det samme Synspunkt, som Socialdemokratiet gør gældende. Og der gives kun et Middel til at denne Opfattelse kan føres ud i Livet, og det er, at Socialdemokratiet kommer til Styret i Tyskland og andre Lande i Europa.
(Kolding Social-Demokrat 30. august 1911)
Hans Diderik Kloppenborg Skrumsager (1868-1930) var født i det nordligste Nordslesvig (syd for Kongeåen). Han aftjente sin værnepligt 1889-(1892?) i den preussiske hær. 1908-1918 var han medlem af den preussiske landdag i Berlin. Her arbejdede han imod fortyskning af den dansksindede befolkning i Nordslesvig. Efter 1. verdenskrig arbejdede han sammen med H. P. Hanssen, men blev efterhånden tilhænger af Flensborglinjen. 1920-1928 var han medlem af landstinget for Venstre.
Rubins omdiskuterede artikel i Preussische Jahrbücher (se dansk oversættelse her på bloggen) forsvarede han med at man måtte sætte en skarp grænse mellem det statsretlige og det nationale. Højre-pressen faldt over ham, mens socialdemokratiske og Venstre-aviser anså det for tåbeligt at ville tilbageerobre Nordslesvig ad militær vej. Da Rubin samme år fik en orden, blev dette af Højre-pressen kædet sammen med sagen.
Markus Rubin var radikal venstremand. Han var tilhænger af forholdstalsvalg i en modereret form hvor Folketinget fik 136 medlemmer, 85 valgt som før, 51 ved forholdstalsvalg:
Skal Forholdstalsvalgmaaden indføres?
En Enquête.
I. Generaldirektør Marcus Rubin.
Resultatet af Folketingsvalgene har paany - og i højere Grad end nogensinde tidligere - henledet Opmærksomheden paa den nugældende Valgmaades uheldige Egenskaber. Da tilmed Spørgsmaalet om Anvendelsen af Forholdstalsvalgmaaden ved politiske Valg i Forvejen er draget frem i Forgrunden ved Forhandlingerne om Forfatningens Revision, har "Nationaltidende" ment, at det vilde være at betydelig Interesse, at Spørgsmaalet blev belyst gennem Udtalelser af fremtrædende Personligbeder, der staar udenfor aktiv Politik. Vi har derfor henvendt os til en Række landskendte Mænd i forskellige Samfundsstillinger og af forskellige politiske Anskuelser og bedt dem udtale deres Mening om Betimeligheden al Forholdstalsvalgmaadens Indførelse ved Valg til Rigsdagen. Og det er os en Glæde at kunne meddele, at vor Henvendelse er bleven mødt med Forstaaelse og Sympathi, ikke blot hos politiske Meningsfæller, men lige saa fuldt hos Mænd, der nærer andre Ankuelser, end dem vi kæmper for.
Vi indleder i Dag den interessante Enquete med følgende Udtalelse af Generaldirektør Rubin :
Hvorvidt man bør indføre Forholdstalsvalg maa i et givet Tilfælde besvares praktisk. Jeg veed, man i saadanne Forhold plejer at begynde fra den modsatte Ende for saa tilsidst at naa til, at "de praktiske Vanskeligheder overvinder vi", men der er en saadan Afstand mellem en Reform "i Almindelighed" og dens Projicering ned i det virkelige Liv, at det kan have sin Fordel en Gang at begynde med Vanskelighederne.
Først maa man have en god Methode. Ved sidste Borgerrepræsentantvalg fremkom der et for den umiddelbare Betragtning stødende Resultat, og det bør helst undgaas. Vil man sige, at om hin eller denne Methode glipper i en Enkelthed, har mindre at betyde, saa er dette ikke rigtigt. Kravet paa Retfærdighed skærpes, netop naar man opstille et udtænkt Retfærdighedsapparat, Manglerne støder mere; saadan er ogsaa det teknisk fine Værktøj mere omtaaligt end det grove.
Selv om Methoden er god, kan den saa bruges til Rigsdagsvalg? Ja til Landsthinget, men kun delvis til Folkethinget. Man kan ikke for Folkethinget opgive den personlige Forbindelse mellem Kredsen og Repræsentanten, den har sin historiske Ret, og den har sin naturlige. Selv om Folketingsmanden ene skal stemme efter sin Overbevisning, udelukker dette paa ingen Maade hans Ret til at søge fremmet eller hæmmet, hvad der særlig kan gavne eller skade hans Kreds. Om Enkeltinteressen bør vige for Helhedens, er noget andet, men det kan i hvert Fald ikke afgøres, før man ved, hvor meget der staar paa Spil til Gavn eller Skade for Enkeltinteressen, og her er det naturligt, at denne har en Repræsentant med Evne og Villie, d. e. Indsigt i, hvad det drejer sig om, Lyst og Mandat til at virke derfor. En stor Rolle spiller det tillige, at en Kreds har Kendskab og Tillid til en Repræsentant som Person. En af det repræsentative Systems nødvendige Mangler er, at mange Tusind skal repræsenteres af én, men jo mindre abstrakt man kan gøre denne Repræsentation, des bedre. En Liste, fabrikeret i et Hovedkvarter for hele Landet, er en Uting.
Selv om nu Valgene til Landsthinget ogsaa hidtil har været lokalt bestemte, saaledes at endog Landsthingsmanden skal bo i Valgkredsen, har dog et forholdsvis ringe Antal Valgkredse, det uensartede Vælgerkorps, de indirekte Valg og Valgene efter Lister traditionelt skabt et langt løsere Forhold mellem Vælger og Valgt end i Folkethinget. Det vil derfor ikke her føles som et Brud eller en Mangel af Betydning, om det Antal Landstingsmedlemmer, som Befolkningen stal vælge, vælges efter Forholdstalsvalg, der foregaar indenfor faa Kredse, bestemte efter Landets geografiske Hovedlinier.
Hvis Folketingets Medlemsantal skal grundlovsmæssigt fastslaas, og hvis 5. Juni Grundlovens Tal, 1 Medlem for 14,000 Indb., skulle bibeholdes, maatte man efter Danmarks (inkl. Færøernes) nuværende Folketal have et Folketing paa 204 Medlemmer. Dette ønsker ingen. Forøger man derimod Folketallet pr. Kreds til 21,000, bliver det nysnævnte Medlemsantal altsaa formindsket med 1/ 3 og vi faar 136 Medlemmer, omtrent svarende til det Tal, man nu i Almindelighed regner med ved en Fornyelse. Hvor stor en Del heraf da skal henføres til Enkeltmandskredse, er en Skønssag, men at det maa være den største Del, anser jeg, ifølge de ovenstaaende Bemærkninger, for nødvendigt. En fuldt forsvarlig Enkeltkredsrepræsentation synes jeg vil opnaas ved at lade de 5/8 af de 136 Valg ske i Enkeltkredse. Disses Tal bliver da 85, der kun er en Fjerdedel mindre end det nuværende Tal, og 85 Kredse giver territorialt, hvad der er et væsentligt Moment, 1 Folketingsmand paa ca. 500 Cm2, folketalsmæssigt 3 Folketingsmænd paa ca. 100,000 Indbyggere. Det er, for at tage en Sammenligning, omtrent somme territoriale Forhold som for det engelske Underhus og folketalsmæssigt en dobbelt saa talrig Repræsentation som i England. Tilbage til Forholdstalsvalg vilde der altsaa blive 3/8 af Kredsene, 51.
Ved en Ordning af denne eller lignende Art turde der være taget alt det Hensyn til Hovedindvendingen mod Anvendelsen af Forholdstalsvalg til Rigsdagen herhjemme, som der med Rimelighed kan og bør tages. Og er saaledes "de praktiske Vanskeligheder" overvundne, saa er for mig Sagen klar, thi Rigtigheden af Forholdstalsvalgsprincippet er jeg ikke i Tvivl om.
Man har tidligere havt som Indvending, at Forholdstalsvalg var gode f. Ex. til raadgivende Stænder, for at alle Raad kunne høres, ikke til en besluttende Forsamling. Men for det første var raadgivende Skænder ogsaa besluttende, nemlig om hvilket Raad Forsamlingen (d. e. dens Flertal) skulde give - hvad der har haft stor praktisk Betydning - , for det andet er en besluttende Rigsdag ogsaa raadgivende, f. Ex. ved Henvisning til Regeringen ar Andragender, ved Vedtagelse af Dagsordener, m. m. Men fremfor alt er den raadslagende. Var den ikke det, havde vi jo ikke Rigsdage paa et halvt Aar og mere. Og selv om Beslutningerne tages efter Majoritet, og Partiparoler her hyppigst følges, vil enhver, der følger med offentlige Forhold, været klar over, al det ingenlunde er ligegyldigt, om der er en oppositionel Minoritet, der i Ord og Afstemning gør sin Mening gældende. Den virker i upolitiske Sager, den paavirker selv i politiske Sager Flertalsbeslutningerne, den giver Mulighed for Kompromis'er i Sager, om hvilke man ønsker samlet "et stort Flertal" for ikke at sige Enstemmighed. At man tilsidst maa stemme ja og nej efter Hoveder, ligger nu en Gang i, at ét ja og ét nej, saa lidt som ét Menneske kan fordeles, men Vægten i denne Sammenhæng beror ogsaa paa, hvad der er gaaet forud. Thi, om ikke andet, saa har de afvigende Meninger faaet Lejlighed til paa Thinge at fremkomme med deres motiverede Indsigelser, hvad der i og for sig er menneskeligt tilfredsstillende, og hvad der i ikke ringe Grad kan være baade af politisk og af real Betydning saavel strax som senere.
Den Indvending endelig, at man selv ved Forholdstalsvalg ikke kan hindre en absolut Vælgermajoritet fra at faa absolut Flertal paa Thinge - 50 Vælger af Parti A mod 20 Vælgere af Parti B og 20 af C vil ogsaa faa 5/9 af Mandaterne - er imødegaaet ved det nys fremsatte om Betydningen af Minoriteternes Repræsentation, selv om de ikke kan sætte deres Mening igennem.
Det repræsentative Systems Mangler er talrige, Alverden har dem paa rede Haand, man har kun ikke fundet noget bedre System. Men af alle Afhjælpninger er Forholdstalsvalgmaaden den, som gør mest Gavn, og den gør ingen Skade, thi ingen kan beklage sig over den. Hvorvidt rige og lærde skal have flere Stemmer end fattige og ulærde, kan man strides om, men at man, saa vidt gørligt, skal faa de stemmer repræsenterede, som nu en Gang er Aflagt de forskellige, kan man vanskeligt tvistes om. Man kan spørge, om en Primotenors Stemme ogsaa udenfor Operaen har mere værd end en Korists, men har de 3 Primotenorer og de 30 Korister en Ellevemandskomite, der skal beslutte om den fælles Hjælpekasse, vil dog ingen benægte Rimeligheden af, at Tenorerne mindst ved 1 Mand faar Lov til at lade deres stemme høre,
Marcus Rubin
(Nationaltidende 31. maj 1913, 2. udgave).
Landsforbud imod Alkohol?
- - -
Generaldirektør Marcus Rubin:
Spørgsmaalet om et Lovgivningsforbud mod al Produktion og Indførsel af alkoholiske Drikke herhjemme har jeg aldrig troet laa indenfor praktiske Muligheder, og jeg kan derfor paa en Studs ikke sige andet derom, end hvad enhver kan sige sig selv. Enhver saa voldsom Forholdsregel har for det første Chancen for at sprænges af tilvant Livsførelses Krav og derved give Anledning til den Demoralisation, som systematisk Lovbrud altid medfører. Men selv bortset herfra kan jeg vanskeligt tænke mig Berettigelsen af at berøve et helt Lands Indbyggere en maadeholden Nydelse for at forebygge Udskejelserne hos et lille Mindretal. Her er en Opgave for frivillig Paavirkning, ogsaa en Lovgivningsopgave i Retning af snarere at hæmme end at fremme Drikkeri ("Krobevillinger" etc. ), men fra lette sidste til et Forbud som det omhandlede synes der mig et afgørende Skridt, og jeg tror, som sagt, ikke, det er praktikabelt herhjemme. Vi er borte fra forrige eller forforrige Slægtleds Forestilling om, at den enkelte talsborgers Frihed er saa hellig og ukrænkelig, at det offentlige kun med den yderste Varsomhed maa gribe ind deri, men Kulbøtter til den modsatte Yderlighed kan let føre til Tilstande, der er uholdbare, fordi de er uudholdelige.
Marcus Rubin.
(Nationaltidende 13. august 1913, 2. udgave).
Marcus Rubins ansøgning til nationalbankdirektør blev i fx Fyens Stifttidende anset for at undgå bryderierne med den forestående revision af toldlovgivningen. Børskonsulent og folketingsmand Schovelin blev anset for særdeles velkvalificeret. Derudover ansøgte fuldmægtig cand. mag. Thalbitzer (der blev forbigået ved forrige valg), direktør Bülow (Bikuben), privatbanksekretær Hagemann, kontorchef Mathiesen og Friis, tidligere direktør for dansk-vestindisk bank.
Den ny Nationalbankdirektør.
I Gaar Eftermiddags foretoges Valget af den ny Nationalbankdirektør.Resultatet blev, at Generaldirektør Marcus Rubin blev valgt.
Valget foretoges af Nationalbankens Repræsentantskab, der bestaar af 15 Medlemmer. Forud for Afstemningen havde Kontorchef Schovelin trukket sin Kandidatur tilbage, og Valget stod altsaa mellem den unge Nationaløkonom Thalbitzer og Hr. Rubin. Der faldt 7 Stemmer paa hver, og Repræsentantskabets Formand, Geheimeraad Oldenburg, afgjorde da Valget ved give sin Stemme til Hr. Rubin.
Dette Valg har været imødeset med spændt Interesse. Stillingen som Nationalbankdirektør er en vigtig Post, som baade Finansmænd og Handelsstand er stærkt interesserede i at se besat med den dygtigste Mand. Forud for Valget rejste der sig indenfor Handelsverdenen en Bevægelse, som ønskede at føre Kontorchef Schovelin frem til denne Post. Hr. Schovelin har gennem mange Aar staaet Hovedstadens Handelsmænd nær. I sin Stilling som Børsens Kontorchef har han haft rig Lejlighed til i Praksis at vise sin Dygtighed som Handelsstandens Konsulent, og gennem sine Skrifter og Bøger har han tillige dokumenteret sin overlegne Viden og Indsigt i alle Handelsforhold. Det var da kun naturligt at Hr. Schovelin nu kom i Forgrunden som Handelsstandens Repræsentant i Nationalbankens Direktion. Hans Kandidatur førtes da ogsaa frem af Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Olesen. Men Hr. Schovelin har mange personlige Uvenner. Hans skarpe Pen og hans stærkt markerede politiske Standpunkt har skabt ham
Modstandere paa forskelligt Hold, og det ser ud til, at han, trods de kraftige Opfordringer, han har faaet til at opretholde sin Ansøgning, i sidste Øjeblik har faaet Indtrykket af, at hans Kandidatur ikke vilde gaa igennem. Derfor trak han den tilbage før Valget, og dette kom da til at staa mellem den ganske unge Thalbitzer og den snart 60-aarige Generaldirektør Marcus Rubin.
At Hr. Rubin i denne Konkurrence kun naaede at faa lige saa mange Stemmer som Hr. Thalbitzer, saa at Repræsentantskabets Formand faktisk blev ene om at gennemføre hans Valg, viser bedst, at Hr. Rubin ikke er noget Enhedsmærke for de Interesser, der har Indflydelse paa dette Valg.
Der er ingen, der vil nægte, at Hr. Rubin er en Dygtighed, men dels har hans faglige Dygtighed bestandig været præget af Ensidighed, og dels har Hr. Rubin paa anden Maade skabt Modstand og Uvilje om sit Navn. Stærkest har han udæsket den offentlige Mening i Landet ved sin berygtede Artikel i "Preussische Jahrbücher", hvori han traadte i Skranken for Tyskerkursen i dansk Udenrigspolitik og gav de danske Sønderjyders Sag til Pris. Den Affære vil ikke blive glemt, og den vil atter nu blive mindet med Bitterhed ved Esterretningen om, at netop denne Mand er bleven hædret med en Tillidspost ved den danske Nationalbank. Det er en Paralel til den triste Kendsgerning, at Hr. Rubin efter sit tyske Forfatterskab blev hædret af den daværende Regering med et Kommandørkors.
Men iøvrigt er denne Plet paa Hr. Rubins nationale Fortid ikke den eneste Aarsag til Modstanden imod ham. Indenfor den danske Handelsstand er han ikke heller populær. Aarsagerne hertil er flere, og blandt dem kan vistnok ogsaa noteres det Faktum, at det er Hr. Rubin, der er Fader til og Forfatter af baade Skattelovene af 1903 og den sidste uheldige Toldlov.
Hr. Rubins biografiske Data er iøvrigt følgende: Han er født i København den 5. Marts 1854 og blev, efter at have taget nationaløkonomisk Eksamen i 1874 Leder af Københavns kommunale Statistik, en Post, han varetog indtil 1895, da han blev Chef for Statens statistiske Bureau. Endelig i 1902 indtog han Pladsen som Generaldirektør for Skattevæsenet.
Ved Rubins Udnævnelse til Nationalbankdirektør vil hans Embede rimeligvis blive delt, og Rygtet har allerede udpeget hans Efterfølgere.
Den ene af disse er Direktør Koefoed, Direktøren for statistisk Kontor, den kendte "Forligsmand". Han har hast den pudsige Skæbne at han hidtil stadig har modtaget de Stillinger, som Hr. Rubin har forladt, og dette synes at skulle gentage sig her, idet han, efter hvad vi erfarer, er udset til at skulle overtage Generaldirektoratet efter Rubin.
Den anden Del af Hr. Rubins Embede som Chef for Skattedepartementet vil efter Forlydende blive overdraget Overskatteraadsformand Hjort-Lorenzen.
(Aarhuus Stiftstidende 10. oktober 1913)
Julius Vilhelm Schovelin (1860-1933) var en dansk nationaløkonom, forfatter og politiker. 1880-1885 Københavns Kommunes statistiske kontor, og vikarierede derefter en tid som assistent i Magistratens 1. afdelings sekretariat. 1917-20 var han direktør i Dansk Hypothekforsikringsbank og 1920 blev han kgl. børskommissær. Schovelin var politisk medarbejder ved Berlingske Tidende 1890-94 og nationaløkonomisk medarbejder ved Vort Land 1896-1904 og bidrog til Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905). Ved folketingsvalget i april 1901 stillede han sig i Horsens som Højres kandidat, uden dog at opnå valg. 1909-1917 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Fra 1910 medlem af Højres Arbejder- og Vælgerforenings hovedbestyrelse. Han var folketingsmand for Københavns 4. kreds 1910-18 og dernæst landstingsmand. Han skrev følgende nekrolog over Marcus Rubin i 1923:
In memorian Marcus Rubin
Landstingsmand Schovelin giver en Karakteristik af afdøde Nationalbankdirektør Marcus Rubin.
Marcus Rubin var en ærgerrig Natur. Allerede som purung var det ham som Don Carlos en Hjertepine endnu ikke at have gjort noget for Udødeligheden. Han vilde huskes. Saa højt begavet han allerede var som Dreng og Yngling, var han Barndomshjemmets Lys og Haab, og han følte det hele sit Liv igennem, som der i hans store Evner laa et ham betroet Hverv til at kaste Glans over Familienavnet, ridse det ind paa Sagas Tavle. Skal man udtrække et Facit af hans Liv, maa det ogsaa siges, at han naaede dette: han blev inden sin Død en navnkundig Mand og efterlader sig Værker, som vil blive staaende ned gennem Tiderne.
Men han vilde mere end at mindes efter sin Bortgang, bevare sit Navn fra Forglemmelse og Udslettelse. Han vilde ikke alene leve i Eftermælet, men skabe sig Ry og Magt i levende Live. Han var fyldt af en hed Stræben efter at komme frem i første Række, samle Udmærkelser, udøve Indflydelse. Han var en brændende Tornebusk, han vilde lyse som en Bavn for sin Tid og sit Samfund. Denne sidste Ærgerrighed kom ofte den første og største i Vejen. Det ser for menneskelige Øjne ud, som han kunde have udrettet endnu langt mere, om han havde begrænset sig, om ikke der i ham havde kriblet en ustyrlig Lyst til at spille med i Døgnets store Brikspil, og helst gøre de store Træk. Derfor vovede han sig frem til at prøve en Udsoning mellem Tyskland og Danmark paa Bekostning af vort sønderjydske Odelskrav, derfor helmede han ikke, før han fik erobret sig høje Samfundsstillinger, som gav ham Ret til praktisk Indblanding i nogle af Nationens vigtigste Anliggender, derfor lod han sig gøre først til Generaldirektør for Skattevæsenet, siden til Nationalbankdirektør uden fuldelig at kunne magte nogen af de Opgaver, som han der paatog sig. Hans i sin Tid meget omdebatterede Artikel i "Preussische Jahrbücher" var et aabenbart Misgreb, selv en Større vilde her have hentet sig et Nederlag, og liv ad der senere er sket, viser med skærende Tydelighed, hvilket utroligt Fejlsyn han gjorde sig skyldig i. Som Generaltolddirektør viste han en iøjnefaldende Mangel paa Administrationstalent og en bureaukratisk Stivhed, som man paa Forhaand vilde have troet laa den kloge, kritiske og oprindelig frisindede Mand ganske fjern. Og som Nationalbankdirektør bar han et tyngende Medansvar for den skæbnesvangre Inflation, som har forringet den danske Krones Værdi og stillet Danmark i Rækken af Europas valutasvage Stater.
Dette sidste er det mærkeligste, fordi det psykologisk er saa vanskeligt at forklare. Ingen har med større Lærdom og Fynd end Rubin paavist, hvad Skade en Svækkelse af et Lands Pengevæsen kan volde, paavist det slaaende og uigendriveligt for vort eget Fædrelands Vedkommende, saavel i sin Bog "1807-14" som i "Frederik den Sjettes Tid". Ingen har skarpere belyst, hvorledes et Lands Seddelbank selv under de for Land og Folk farligste Omstændigheder bør holde sig uafhængig af Regeringens Krav, og hvilken Bedrift det derfor var, da man herhjemme i sin Tid skabte Nationalbanken som et privat Pengeinstitut, der først og sidst skulde have den ene Opgave for Øje at holde Landets Mønt paa Højde med Verdenspariteten. Og saa skulde det netop falde i hans lod, da han omsider fik Lejlighed til i Praksis at demonstrere sin studievundne Opfattelses Gyldighed, at ligge under for den samme Svaghed, som, da han syslede med Fortiden, forekom ham saa fordømmelig - det skulde helt blegne i hans Erindring, at Nationalhankens fornemste og uafviselige Opgave var at holde vort Pengevæsen paa et højt og hæderligt Standpunkt, og derfor med Fasthed afvise enhver Fristelse til at lade sig lokke bort fra denne Nationalbank-Dydens lige Kongevej.
Man kunde have undt Rubin, om en naadig Skæbne havde bevaret ham herfor, desto mere helstøbt vilde hans Personlighed have staaet for Eftertiden. Det er da som Forfatter, hans Navn vil leve. Som Generaldirektør for Skattevæsenet har han vel indlagt sig stor Fortjeneste paa Lovgivningsarbejdets Omraade, og hans Andel f. Eks. i Toldloven af 1908 tjener ham til Ære. Men hans Livs største Indsats var som historisk og nationaløkonomisk forfatter. Han var begge Dele: hans nationaløkonomiske Viden befrugtede hans historiske Opfattelsesevne - hans historiske Sans gav Baggrund for hans nationaløkonomiske Studier. Han vidste at vurdere tidligere Tiders finansielle og erhvervsmæssige Tankegang og Teknik, han forstod at trænge til Bunds i fjerne Foreteelsers indre økonomiske Mekanisme, han kunde som ingen anden sætte sig ind i, hvad det egentlig var, der foregik herhjemme for Menneskealdre siden paa de Felter, i hvis Nutidsvæsen han havde vundet Indsigt. Derfor er hans ovennævnte Bøger ogsaa blevet Standardværker, byggede op som de er paa omhyggelige og dybt pløjende Arkivstudier. Hans Livsgerning var at grunde den nationaløkonomiske Historieskrivning for Danmarks Vedkommende - man sammenligne blot hans Værker med Nathansons tunge og tumultuariske Ekscerptsamlinger, og man vil forstaa, hvilket uhyre Fremskridt Rubins Skrifter betyder.
Langt mindre sikker var han, naar han skulde skildre Personligheder, Det vilde være uretfærdigt at nægte, at han helt savnede artistisk Sans: der kunde godt af og til komme baade Flugt og Fynd over hans Stil, og hans Sprog blev efterhaanden mere og mere frigjort for Almindeligheder og Konveniens. Men han var og blev nu en Gang ingen Portrætmaler, det skortede baade paa Tegning, Omridsets Sikkerhed og paa Farvegivningen. Udseendets Livagtighed - ja, undertiden kunde han ganske forse sig paa Modellen, som om han havde en Splint af Troldespejlet i Øjet. Saaledes gik det ham især overfor A. S. Ørsted, paa hvis Storhed han ejendommeligt nok aldeles ikke havde faaet Kig.
Dette udelukkede ikke, at der Gang paa Gang i hans Bøger kan findes rammende og beske Udtryk ogsaa i Personskildringerne, men hans Styrke var og blev at gøre Rede for Begivenheder og Udviklingsrækker, ikke for de ledende Personligheder Andel deri.
Han havde to store Held i sit Liv. Det første var, at da han var blevet en ung "lovende" statsvidenskabelig Kandidat, satte daværende Professor N. C. Frederiksen ham paa "Rendebanen" (som Rubin selv har udtrykt det) ved ret tilfældigt at anbefale ham til Borgmester Fenger, som ønskede en ung Statistiker ansat i sin Tjeneste - og da han kom op til denne gamle nationalliberale Stormogul, paa hvem han næppe ved første Øjekast har gjort noget bedaarende Indtryk (af Joseph Michaelsens Erindringer véd man, at Fenger nærede stor Aversion mod Jøder), kunde han besvare dennes Spørgsmaal om, hvorvidt han stod i Vejviseren, bekræftende. Derved var hans Ansættelse given. Men nu kom det afgørende - han forstod med sin Iver og Duelighed at udnytte denne Chance, saa at der faa Aar efter af denne spæde Begyndelse var vokset op et helt nyt kommunalt Kontor for Statistikoptagelse, og for dette blev han den selvskrevne Leder.
Han var kommet paa sin rette Hylde: deri bestod hans Livs store Held. Thi han var en fremragende Statistiker, forstod at samle Tal, læse tal, atter og atter omgruppere dem, saa at de til sidst udleverede ham deres Hemmelighed. Da han derfor senere blev Chef for Statens statistiske Bureau, i en Alder af blot 41 Aar, og saaledes fik den videst mulige Tumleplads for sit Talent, taler særdeles meget for, at han her burde have slaaet sig til Ro, thi denne Egenskab ydede han ganske ubetinget sit Ypperste, og hvor naturligt kunde det ikke have været forenet med Dyrkelsen af historiske Studier.
Det var hans andet store Held, at han blev bragt ind paa disse. Paa det Tidspunkt, hvor det skete, var han egentlig gennem sit Medarbejderskab med Professor Westergaard i Færd med at blive drejet ind i en blind Gyde. Han imponeredes af denne Forskers, med hans særlige Begavelses Art saa nøje stemmende Tilbøjelighed og Trang til at gøre Statistiken og helst ogsaa Nationaløkonomien til en Slags eksakt Videnskab og spildte mangen en møjsommelig Morgentime paa at sætte sig ind i den højere Matematik. Saa fik han heldigvis Kaldet til at blive Historieskriver - han blev opfordret til at løse den af Hvidt stillede Opgave; at skrive Københavns Historie, og blev derved bragt ind paa den Arbejdsmark, hvor han skulde høste sine største Triumfer. De udmærkede Historikere Erslev og Fridericia var hans Ungdomsvenner, og han havde gennem Omgangen med dem baade faaet Kærlighed til Historieforskning og vundet Indsigt i dennes Metode, lært Betydningen af stadig at gaa direkte til Kilderne og i hvert enkelt Tilfælde prøve disse nøje. Og endnu en Gang viste det sig, at han var kommet paa den rette Hylde.
Hans Samfundsinteresser var imidlertid saa vidtomspændende, hans Aand saa urolig, hans Arbejdstrang saa voldsom, hans Virkeevne saa frodig, at han ikke kunde nøjes hermed, men vilde og maatte tage levende Del i Døgnets Gerning - didhen hvor som sagt ogsaa hans Ærgerrighed vinkede ham. Naturligvis gjorde han ogsaa her i mange Maader bedre Fyldest end de fleste, da han ej alene havde en hastig Opfattelsesevne, men var tjenstivrig, grundig og Mand. Der var Lidenskab hvad han gjorde - og er dette, som vor største Tænker har sagt, den egentlige Kraftmaaler, kan man for saa vidt ogsaa vurdere hans Embedsgerning højt. Men man maa da ogsaa tage Reversen med: naar Lidenskaben griber fejl, griber den netop mere afgørende fejl, end Lunkenhed og Forsigtigpeteri nogensinde kan præstere.
Rubin havde ikke Sympatiens Gave, var ingenlunde umiddelbart vindende. Til Tider, ja, forøvrigt, i ikke helt sjældent, kunde han endog irritere anderledes tænkende Mennesker artigt. Stødte man sammen med ham i Tvekamp, fægtede han, saa der stod Gnister af Klingen og skaanede ikke sin Modstander. Bagefter, i Samvær med ham, kunde han derfor godt være smilende og fornøjelig og imødekommende godmodig. I Grunden var han et brillant Menneske: kærlig som Søn, kærlig som Broder, kærlig som Ægtefælle, kærlig som Fader, fin og trofast som Ven. Kommet fra et gammeldags patriarkalsk Hjem bevarede han sit Liv igennem paa Faamands-Haand en vis Hygge og Humor i sit Væsen. I sin fejre Manddom var han desuden sprudlende rig paa pudsige og originale Indfald - sikkert har ingen, som har kendt ham nøjere, kunnet undgaa at lære meget af ham. Dette sidste vil da ogsaa jeg med Tak erkende ved hans Grav.
Jul. Schovelin.
(Nationaltidende 7. marts 1923, 2. udgave).
Marcus Rubins Jordefærd.
En smuk Højtidelighed paa Mosaisk Vestre Kirkegaard.
Vod en stilfærdig, men smuk Højtidelighed blev Nationalbankdirektør Marcus Rubin i Gaar ført til sin Grav paa den Mosaiske Vestre Kirkegaard.
Den hvide Kiste var nænsomt smykket med lila Primula, hvide Syrener og mørkerøde Roser, og foran den var henlagt en pragtfuld Blomsterdekoration med signerede røde og hvide Baand fra Hs. Maj Kongen. løvrigt var der sendt en overvældende Mængde Blomster og Kranse til Baaren, og mange af dem bar signerede Silkebaand, hvide, blaa, røde og lila . .
Signerede Kranse.
Foruden fra Kongen var der til Marcus Rubins Kiste sendt signende Kranse fra: Nationalbankens Direktion og Repræsentantskab, Bankens Personale, Departementet for Told- og Forbrugsafgifter, Skattedepartementet, Københavns Diskonto- og Revisionsbank, Dansk historisk Forening, Feriehjemmet "Nebs Mølle", Landmandsbankens Direktion, The national City Bank of New York, Staden Københavns statistiske Kontor, Nationalbankens Filial i Aalborg, i Nykøbing og i Kolding, Nationaløkonomisk Forening. Det kgl. danske Videnskabernes Selskab, Kvindelig Idrætsforening, Koloniallotteriet, Direktionen for det danske Koloniallotteri, Gyldendalske Boghandel, Magistratens 1. Afdeling, Carlsberg Bryggerierne, Statsprøveanstalten. Norges statistiske Central Bureau, København Handelshank, "Politiken"s Redaktion, Carlsbergfondet, Haandværkerbanken, Det statistiske Departement, Filialbanken i Flensborg, Den kgl. Mønt, Norge Bank. Bankkontoret i Aarhus, Embedsmænd ved Nationalbanken Filial i Odense o. m. a.
Navne af Følget.
Naturligvis var hele Nationalbankens Direktion mødt sammen med de fleste af Repræsentantskahets Medlemmer med Baron Rosenkrants i Spidsen.
løvrigt nævner vi af de Tilstedeværende: Statsminister Neergaard, Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, Overpræsident, Kammerherre de Jonquéres, fhv. Handelsminister Tyge Rothe. Folketingsmand Zahle. Bankdirektør Hassing Jørgensen, Folketingsmand, Dr. Munch, Borgmester H. C. V. Muller, Borgmester Jensen, Raadsformand Gustav Philipsen, Generaldlrektor Michael Koefoed, Departemenschef Vedel, Professorerne Niels og Harald Bohr, Direktør Mik-Meyer, Overretssagfører Lachmann. Overretssagfører Axel Bang, Grosserer Jacob Melchior, cand. phil. Herman Grün. Dr. phil. C. Holhr. Departementchef Schlichtkrull, Redaktør Cavling, Rigsarkivar, Dr. Kr, Erslev, fhv. Overrabbiner, Professor Simonsen, Direktør Weimann, Store Nordiske, Direktør P. Lofinga, Professor, Dr. jur. Bentzon, Overretssagfører Heilbuth, Højesteretssagfører Henriques. Direktør Axel Abrahamsen, Vekselerer Lamm, Raadhuaarkivar Axel Lindvald, Arkitekt Lorenten og Professor Aage Friis.
Fra Kapellet til Graven.
Højtideligheden indlededes med at Hr. Albert Høeberg sang "Lyksalig lyksalig - " og derefter reciterede gamle Kantor Grossmann "Hazur Tornin"
Frk. Philip spillede en Violinsolo, og til sidst sang Hr. Høeberg igen - nogle Vers, skrevet af en Slægtning af den Afdøde:
Som Lov, der hvælves mod Himlens blaa,
vil dale for Høstens Vinde,
det funklende Øje, som langt ud saa,
sig lukker i Dødens Blinde;
den virksomme Hjerne gaar tungt i Slaa,
og Manden er kun et Minde ....
Koret sang de sidste Strofer af "Fred med dit Støv - ", medens de sorte Ligbærere fjernede Blomstervældet fra Kisten, saa det hvide Klæde, hvorpaa den stod, kom helt til Syne.
Langsomt bar Medlemmer af Nationalbankens Repræsentantskab Kisten ud af Kapellet,og forrest gik den gamle, graa Overbedemand i sin lange, sorte Kappe, visende Vej til Graven. Efter Kisten, i Spidsen for det støre Følge, kom Kantoren, syngende hebraiske Bønner.
Graven, hvor Fru Kaja Rubin for fjorten Aar siden blev stedt til Hvile, laa lige op ad den vedbendklædte Kirkegaardsmur. Her stod den Afdødes Søstersøn, Kontorchef Cohn fra Statistisk Departement, frem for at give Udtryk for Familiens Tak og for at sige nogle Mindeord over Marcus Rubin:
- Nu sover han her ved sin elskede Hustrus Side. Han fik udført et nyttigt Arbejde for sit Land. For ham var Arbejdet det daglig Brød, som mætter ved Arbejdets Velsignelse. Sent vil vi glemme hans muntre Sind. Han hadede Fusk og forlangte Redelighed i alt Arbejde og al menneskelig Færd - først og fremmest af sig selv. Han lod sig ikke narre. Faa havde en saa usvigelig Evne som han til at skelne mellem ægte og falske Værdier. Slægten og Samfundet vil savne ham og altid mindes hans Pligt troskab og ærlige sind.
Kisten sænkedes, og mange var de, der bragte den Døde en sidste Hilsen ved at kaste Jord paa Graven.
Saa spredtes den store Sørgeskare, og snart var der øde og stille på den lille Kirkegaard.
Clerk.
(Nationaltidende 12. marts 1923)
Marcus og Kaja Rubins gravsted på Mosaisk Vestre begravelsesplads. På stenen står bl. a.: Kaja Rubin. 1-XI-1854 Davidsen 18-IX-1909. Du har levet med gælde og virkede aarle og silde // uden sky dog for døden med ro i dens fredlyste havn // du vandt hjerter og sind med dit væsen det lige og milde // dog for husbond og børn tolker ord ei dit værd og dit savn. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Marcus Rubin.
Erik Arup
Marcus Rubin døde 6. marts 1923, dagen efter hans fyldte 69. aar. I ham mistede dansk aandsliv en fin, livlig, glimrende intelligens, en omfattende viden og en stor arbejdskraft. Videnskabeligt og praktisk arbejde fyldte hans hele liv, og dette formede sig saaledes, at han paa usædvanligt mange omraader kunde stille sit arbejde i sit lands tjeneste. Rubin var som saa mange danske mænd af jødiske slægter fast samlevet med det danske folk. Meget faa i hans levetid kendte vort folk, dets egenskaber, dets arbejdsvilkaar, dets sammensætning, dets fortrin og fejl saa nøje som han. Hans egenartede personlighed bevirkede vel, at han ikke fik tag i videre kredse; den kreds, han sympatiserede med og som sympatiserede med ham, bestod væsentligt af nogle faa danske historikere: Erslev og Fridericia, Aage Friis og I. P. Jacobsen. Trofast mod disse venner og altid villig til at arbejde for dem var Rubin ligesaa trofast mod og villig til at arbejde for Danmark, villig dertil i en grad, der tilsidst endog udsatte ham for nationalistiske kredses lave beskydning om ikke at være dansksindet, skønt den artikel i Preussische Jahrbücher, der gav anledning dertil, var skrevet efter opfordring af og godkendt af det danske udenrigsministerium.
Marcus Rubin var i alt, hvad hans intelligens og arbejdskraft drev ham til at foretage sig, en nybegynder. Hans særlige anlæg førte ham til at søge uddannelse i de økonomiske og sociale videnskaber, han blev en nyskaber, først af Københavns kommunes, senere af den danske stats statistik; han blev derefter den danske skatte- og toldetats øverste leder. Den indsigtsfuldhed, han derved erhvervede sig, gjorde, at han fik betroet vigtige statshverv; han var hovedmanden for udarbejdelsen af skattelovene af 1903, og han var i 1908 Danmarks første repræsentant i forhandlingerne om en handelstraktat med Tyskland; han endte ligesom C. N. David og Moritz Levy sit liv som direktør for den danske nationalbank.
For dansk historisk forskning er hans betydning den, at han ogsaa her var en nybegynder; han skrev det første værk om dansk økonomisk historie. Oprindelig var det kun tænkt som et værk om København. Til minde om L. N. Hvidt, den gode københavnske borger, var der i sin tid udsat en pris for en skildring af Københavnshistorie i tiden mellem 1807 og 1857; 1889 fik Rubin opfordring til at skrive dette arbejde; deraf blev først hans 1807— 1814 (1892), derefter hans Frederik 6.s tid (1895). Disse arbejder fik deres særpræg derved, at deres kerne var en skildring af tidens økonomiske forhold og historie; fra dette faste grundlag betragtede Rubin udviklingen i hovedstaden og i hele landet. Det var i virkeligheden et helt nyt og moderne synspunkt, der derved indførtes i dansk historieskrivning, og Rubins fortrinlige uddannelsesom statistiker og nationaløkonom gjorde ham særlig skikket til at føre dette nye synspunkt frem. Men den interesse for forskning i dansk historie i det hele taget, der, som Erslev har fremhævet det i sin smukke mindetale over Rubin i Videnskabernes Selskab, havde besjælet Rubin helt fra de unge aar, tilskyndede ham til noget hastigt at føre sin fremstilling ud herover til en bred skildring ogsaa af Danmarks hele politiske historie i tidsrummet, ja endog af dets aandsliv og almindelige kulturhistorie. Da nu Rubin var en glimrende fremstiller og vurderer ogsaa af disse sider, blev ikke blot det værk, de to arbejder tilsammen udgør, grundlæggende, æggende og tankevækkende, men ved saaledes i gerning at paavise den økonomiske histories nøje sammenhæng med den almindelige, vandt Rubin lettere hos de daværende danske faghistorikere anerkendelse baade af de økonomiske synspunkters berettigelse i dansk historieskrivning og af sig selv som virkelig historiker. Imidlertid, netop i de samme aar, da Rubin skrev disse arbejder, var det, at rundt om i de store kulturlande behandlingen af den økonomiske og kommercielle historie ved fremragende forskeres arbejder skiltes ud fra den almindelige politiske historie som en særlig disciplin, der stiller sig sine egne opgaver og derfor, indtil den nogenledes har løst dem, helst bør "undgaa enhver unødvendig sammenblanding med politisk historie, omend dens forsknings resultater vil faa en endog betydelig indflydelse paa opfattelsen deraf. Det kan ikke bebrejdes Rubin, at han ikke helt var klar over, hvorledes denne nye forsknings retning laa; fra dette synspunkt set vilde hans arbejder have vundet og faaet større indflydelse ved, at deres hovedlinje var blevet strengere holdt og hellere videre udviklet, end saa hastigt, paa hans eget historikersinds anfordring, omvekslet i den almindelige histories guld.
Marcus Rubin var i ti aar, 1897—1907, medlem af Dansk Historisk Forenings bestyrelse og har i dette tidsskrift skrevet betydningsfulde afhandlinger om Københavns folketal 1660—1730 (5. R. 111, 487—549), om Fødselshyppighed (7. R. 11, 1—54) og om Sundtoldens afløsning (7. R. VI, 172—311). Desuden udsendte Rubin i 1912 en oversigt over Tysklands Historie siden 18o08 (jfr. li. T. S. R. IV, 245—248) og 1915 Nogle Erindringer. Paa 70-aars dagen for hans fødsel har hans datter, Dr. Lis Jacobsen udsendt en fortegnelse over hans skrifter, afhandlinger og artikler, der mere tydeligt end nogen nekrolog kan gøre det, viser, over hvor vide felter Marcus Rubins aand og arbejde strakte sig, og hvor meget arbejde han har ydet.
(Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 3 (1925)
Marcus Rubins Brevveksling 1870-1922. Udgivet ved Lorenz Rerup. 1963.
