Samuel Goldin (1885-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Morten Thing var tilskærer Samuel Goldin sammen med tilskærer Melnik, malermester Feivel Friedman og cigarmager Leon Wigotski blandt den gruppe som i 1905 dannede en afdeling af Bund i Danmark. Han henviser til nogle breve som de fra 1906 skrev til udlandsledelsen i Geneve for at anmode om litteratur til deres bibliotek. Biblioteket lå højt oppe under taget på fjerde sal på Kultorvet. Det var et fattigt rum. Nogle af bøgerne var "illegale" i den forstand at de handlede om sociale forhold blandt arbejdere, deres kamp og krav. Socialistiske værker der var smuglet ind i Rusland. 

De følgende kapitler omfatter 1930’erne og tiden under besættelsen, perioder, der er dækket af en omfattende litteratur. Arnheim fremhæver og kritiserer, at MT’s ledelse i hele denne periode ikke blot var inaktive og undlod at protestere mod jødeforfølgelserne i Tyskland, men direkte modarbejdede de kredse her i landet, der ønskede en mere aktiv, protesterende linie. Arnheim refererer således fra et møde i januar 1933 i privat regi – men dog ikke mere privat, end at det var indkaldt af MT’s formand, C.B. Henriques – at Samuel Goldin (1883-1845, kommunistisk folketingskandidat) foreslog, at MT fremsatte en udtalelse med fordømmelse af nazisterne, men blev afbrudt af værten, professor Louis Sigurd Fridericia (1881-1947), med ordene:  ”Hvem taler De til? Tror De, at De staar paa Grønttorvet? Når det gør ondt, skriger man. Dyr skriger, mennesker ikke”. Mødet er refereret af Pinches Welner. Af mere specielle enkeltheder skal nævnes, at Hans Hedtoft efter en anmodning fra Binjamin Slor fik statsminister Stauning til at underskrive en udtalelse, dateret 24. februar 1937, der ikke blot beklager forfølgelsen af jøder, men også anerkender jødernes anstrengelser for at skabe et hjemland i Palæstina og udtrykker sin positive holdning heroverfor. Udtalelsen blev dog først offentliggjort i 1950; Arnheim ved ikke, hvorfor det ikke skete tidligere.

(Rambam. Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 24/2015, s. 92. Anmeldelse af Arthur Arnheim: Truet minoritet søger beskyttelse – Jødernes historie i Danmark. Syddansk Universitetsforlag, 2015. Af Allan Falk). Bemærk at Goldins fødselsdato ikke stemmer overens med gravstedets (1885). 

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

(Kristeligt Dagblad 15. oktober 2018)

Samuel Goldins gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På trods af hvad der måske antydes på gravstenen, optræder hans navn ikke i Modstandsdatabasen. Men som det ses døde han få dage før befrielsen i 1945, knap 60 år gammel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Clara Schultz 1862-1963. (Efterskrift til Politivennen)

Clara Schultz, født Petit (8. juli 1862- 3. april 1963). Født på Sankt Thomas (dengang Dansk Vestindien) af fransk-jødisk slægt. Familien ejede en stor villa på et højdedrag over byen. "En stor begivenhed for os var prins Valdemars (søn af Christian IX og Dronning Louise, red.) ophold, da han som nybagt officer kom ud til os med korvetten "Dagmar" i 1879-1880," skrev Clara senere i nogle upublicerede erindringer. Gift med officeren Johannes H. Schultz 1898. Bopæl på Østerbro. To døtre, 1899 Ellinor og 1901 Ingeborg, begge døbt kristne. I maj 1909 blev hun dekoreret som Officier d'academie af den tyrkiske chefakat ordens 2. klasse.

Johannes Schultz blev chef for krydseren "Heimdal", udnævnt til kommandør. Efter hans død i  1934 levede Clara alene med sine to døtre.

Efter den tyske besættelse fandt tyskerne frem til fandt 3. oktober 1943 frem til Clara og hendes to ugifte døtre i Østbanegade 11. Døtrene var undtaget fra jødeaktionen, idet tyskerne havde bestemt, at børn af ægteskab mellem jøder og kristne ikke skulle deporteres. Men de nægtede at forlade deres nu 81-årige mor. De blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.. De danske jøder var uden at ane det undtaget fra at blive sendt til Auschwitz-Birkenau. Livet i Theresienstadt var et helvede af sult, utøj, snavs og sygdom. Mange døde af sygdomme og underernæring, heriblandt 51 danske jøder. Clara beskrives af den danske jøde Ralph Oppenhejm, der også var fange i lejren, i en erindringsroman. Hun nævnes som en fornem kvinde, der vandt alles hjerter og tillid ved sit fornemme væsen.

Fra opslagsværket Ghetto-theresienstadt findes ovenstående fra "Prominentenalbum der Jüdischen Selbstverwaltung" fra 1. Januar 1944:

"Clara Schultz, geb. Petite wurde am 8. Juli 1862 auf der Insel St. Thomas/Westindien geboren. Sie war dänische Staatsbürgerin, verwitwet nach dem 1934 verstorbenen Johannes Hermann Schultz, Arier. Aus der Ehe entstammten zwei Kinder, Mischlinge ersten Grades.

In Theresienstadt seit dem 5. Oktober 1943.

Ehemann Johann Hermann Schultz war Flotten-Kommandeur der dänischen Flotte. Inhaber von 12 Dekorationen, darunter den höchsten dänischen Orden, der Verdienstmedaille in Gold, des dänischen Kommandeursordens 1. Klasse, des italienischen Rettungsordens und des türkischen Scheferkat-Ordens."

Arveprins Knud, søn af Christian 10. og dronning Alexandrine, intervenerede sammen med en række højt dekorerede søofficerer for at få frigivet Clara Schultz og hendes døtre og andre fanger. Det lykkedes ikke med Clara, da begge hendes forældre var jøder, men Ellinor og Ingeborg blev den 4. januar 1944 i en gruppe bestående af 5 danskere løsladt og kom til Danmark under den betingelse, at de intet måtte sige om forholdene i Theresienstadt. Hvad de heller ikke gjorde. Sandsynligheden for, at mor og døtre ville se hinanden igen, var minimal. 16. januar 1944 ankom døtrene til København.

I den berygtede tyske propagandafilm fra september 1944 om Theresienstadt der skulle vise, at jøderne i Theresienstadt havde gode forhold, optræder flere danske jøder. Den oprindelige 90 minutter lange film eksisterer nu kun i de brudstykker som blev vist i nyhedsrevyerne. Clara optræder i en scene med den daværende danske overrabbiner, Max Friediger. Filmen beskrives på Filmportal.de således:

"Theresienstadt", also known as "Der Führer schenkt den Juden eine Stadt", is one of the most cynical and despicable Nazi propaganda films. The film presents a totally made-up version of life in the death camp: Inmates in civil clothing are shown in a normal environment, enjoying work and play.

The film was a project of the SS and the "Zentralamt zur Regelung der Judenfrage in Böhmen und Mähren". Its hideous purpose was to deceive the foreign public and the International Red Cross about the horrific reality of the camps and to cover up the ongoing organized genocide of the Holocaust. After being deported to Theresienstadt, Jewish director and actor Kurt Gerron was forced to oversee the production of the film. Most of the participants were actual inmates of the camp, and nearly all of them – including Gerron – were later murdered in Auschwitz.

Theresienstadt was never released in its original form, only a few scenes were used in Nazi newsreels in 1944.

Efter eget udsagn var det en medalje der reddede hendes liv. Hun havde nået at få mandens medalje med, og den bar hun i KZ-lejren. Tyskerne kaldte hende Frau Kommandantin. 

Clara Schultz kom hjem med de hvide busser i april 1945. Hendes grandniece, Anne Labrosse, beskrev hende som barn i tiden efter krigen: "Hun var i sandhed en meget lille og spinkel dame, næsten sart, men levende og smilende, altid iklædt gammeldags kjoler i tyndt, sort, blødt stof. Hun talte altid så venligt til os børn. Hun var blid og god ved alle, aldrig et ondt ord om andre." 

Clara Schultz omtalte aldrig senere Theresienstadt. Hun skrev intet om det i 1962 i sine erindringer til Nationalmuseet, de handlede kun om Dansk Vestindien. Da hun fyldte 100 8. juli 1962, nævnte hun heller ikke Theresienstadt.

Hun blev ikke begravet på jødiske Vestre Begravelsesplads, men på Vestre Kirkegård, tæt på sin mand. På gravstenen står: "Kommandør Johannes Herman Schultz 9.2. 1861- 25.4 1934. Clara Schultz f. Petit . Ingeborg Schultz 26.2 1901- 16.6 1975. Ellinor Schultz 2.7. 1899- 15.2 1988."

Kilde: Goldberg. I en anden version i Berlingske Tidende 

Olga Eggers: "Kamptegnet" vs Daell. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er en del af en artikelserie om Olga Eggers som kan findes ved at følge dette tag. 

Olga Eggers var redaktør på det racistiske og antijødiske blad "Kamptegnet", og opgav offentligt navne på personer der var "hel-, halv- eller kvartjøder". Bladets erklærede formål var bl.a. at skabe “et nyt og bedre racebevidst Danmark”. Kamptegnet hængte P. M. Daells jødiske sekretær Ella Wassermann ud som en der styrede Daells Varehus, og ført en kampagne imod hende. Bl.a. uddelte hun løbesedler. Herfor blev hun dømt for bagvaskelse, fik 1942 fjernet sin forfatterstøtte på finansloven og fjernet fra Kraks Blå Bog, dog nåede hun at komme med i 1942-udgaven.

Dommen ved Østre Landsret maj 1942 lød på 2 gange 60 dages hæfte og 2 gange 40 dages fængsel for bagvaskelse, og til en erstatning til grosserer Daell 4.000 kr. og frk. Wassermann 2.000, endelig 1.700 i sagsomkostninger. Efter straffelovens paragraffer 267 og 268:

 

 Sagsanlæg i dag mod antijødisk blad.

Fru Olga Eggers, redaktør af "Kamptegnet", sagsøges af grosserer P. M. Daell og hans sekretær.

For LANDSRETTENS 4. afdeling indbringes i dag, efter hvad "Jyllandsposten" meddeler, en sag, der af grosserer P. M. Daell og sekretær i firmaet Daells Varehus frk. Ella Wassermann er anlagt imod den ansvarshavende redaktør af ugebladet "Kamptegnet" fru Olga von Eggers, som har bragt en artikel, der efter sagsøgernes mening er ærerørig. Der vil blive nedlagt påstand om dom for bagvaskelse, mortifikation af de fremsatte udtalelser samt idømmelse af en erstatning efter rettens skøn til hver af sagsøgerne.

Den pågældende artikel er optaget i bladet for den 15. januar under overskriften "Flere og flere går om ad Nørregade for at se jødelakajen P. M. Daell".

I artiklen rettes der angreb mod  grossereren for hans stilling til Finlandshjælpen, og det antydes, at han har ændret opfattelse under indflydelse af sin privatsekretær, frk. Wassermann, der er jøde. Det hævdes, at hun skalter og valter med personalet, som hun lyster, og at der ikke er plads for andre meninger end dem, hun dikterer.

I dagene efter udsendelsen blev der foran Daells Varehus uddelt løbesedler med teksten: "Læs om jødinden Wassermann i "Kamptegnet", og der blev uddelt såvel blade som løbesedler til personalet i selve varehuset. Det blev grosserer P. M. Daell for meget, og han gik til højesteretssagfører Bondo Svane, som udtog stævning mod fru Eggers. Også frk. Wassermann følte sig brøstholden, og hun henvendte sig til højesteretssagfører Steglich Petersen, der ligeledes udtog stævning mod fruen.

I sagsfremstillingen hedder det, at grosserer Daell af hensyn til sin familie, sin forretning og for sit personale på ca. 700 fastansatte og hele sin offentlige position, mener, at artiklen ikke kan passere upåtalt. Angrebet betegnes som værende af særdeles grov karakter og fuldstændig grundløst.

I begge de udtagne stævninger nedlægges påstand om dom for bagvaskelse, og at straffen bliver sat til fængsel eller hæfte.

Med hensyn til grosserer Daells erstatningsspørgsmål gøres gældende, at det af artiklens indhold fremgår, at det bl. a. har været bladets hensigt at afholde læserne fra at handle i varehuset. Det tilføjes, at det er sagsøgerens agt at skænke det erstatningsbeløb, der vil blive ham tilkendt, til hjælpen for finske børn.

(Horsens Social-Demokrat, 19. februar 1942):

Formålet med omtalen af Daells Varehus var kun at angribe jøderne.

Sagen mod Olga Eggers og Aage H. Andersen for Landsretten i går.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skriver på en særlig måde, men i en politisk, ideologisk kamp er tonen friere end ellers.

Der var stor tilstrømning til landsretten da man i går i 4. afdeling påbegyndte behandlingen af sagen mod "Kamptegnet". Grosserer P. M. Daell var repræsenteret ved højesteretssagfører Bondo Svane, mens hans sekretær, jødinden Ellen Wassermann var repræsenteret ved højesteretssagfører Steglich-Petersen. For fru Olga Eggers mødte landsretssagfører W. Waltenburg og for Aage H. Andersen sekretær Reinholdt Jacobsen. Dommersædet beklædtes af retsformand Rosendahl samt landsdommerne Spang Hansen og Preisler Knudsen.

HRS Bondo Svane krævede de to sagsøgte dømt for bagvaskelse efter straffelovens paragraffer 267 og 268 samt til in solidum at udrede en erstatning efter rettens skøn, ikke over 10.000 kr. Sigtelserne kræves kendt ubeføjede og endelig forlanges det at de to tiltalte skal betale sagens omkostninger og offentliggørelse af dommen. 

LRS Waltenburg nedlagde for fru Eggers påstand om lovens mildeste straf, og med hensyn til erstatning et mindre beløb eller frifindelse. Landsretssagføreren fremhævede, at han på sin klients vegne havde fremsat forligsforslag, der imidlertid var blevet afslået, fordi det var fremsat for sent.

Også for Aage H. Andersen blev der nedlagt påstand om frifindelse. 

Proceduren.

HRS Bondo Svane indledte sin procedure med en præsentation af sagens parter, idet han bl.a. oplyste at fru Eggers nyder en forfatterunderstøttelse fra staten, og at hun var redaktør af "Kamptegnet" da sagen blev rejst. Om Aage H. Andersen oplyste højesteretssagføreren at han er leder af "Dansk Anti-jødisk Liga" og at han betegnes som "Jødernes Fjende nr. 1". Desuden fremhævedes det at grosserer Daell har gjort en meget stor indsats for det sønderjyske arbejde og hjælpen til Finland under den forrige krig. Han er en mand med et uplettet navn. Angrebene i "Kamptegnet" karakteriserede højesteretssagføreren som "et skoleeksempe på bagvaskelse". Hvis man nu kommer med en undskyldning, så siger vi afgjort Nej, udtalte han. Der er også det at hvis sagen blev afgjort med en undskyldning, så ville der uden tvivl opstå rygter om at der nok alligevel var noget om det. Dette v er grunden ti at man har afslået forligstilbuddene.

Højesteretssagføreren dokumenterede de påstande, der er fremkommet i "Kamptegnet", og han gjorde gældende, at begge de sagsøgte har ansvaret for sigtelsen for intimt forhold mellem sagsøgerne de sagsøgte har ansvaret for sigtel // være det mest graverende i angrebet.

Endvidere gjordes det gældende, at det værste for grosserer Daell havde været de værste beskyldninger, der var rettet imod ham i forbindelse med Finlandshjælpen. Hans kærlighed til Finland er uforandret, men forholdene er ændrede. I den første krig stod Finland alene - i den anden har Finland store stærke magter ved sin side.

Endelig mindede højesteretssagføreren om, at bladets løbesedler var blevet uddelt i Daells egen forretning. Kampagnen havde skadet firmaet økonomisk. Et katalog, der var sendt til Aarhus, kom tilbage med påskriften: "Iæs Kamptegnet".

Højesteretssagfører Steglich Petersen, der som nævnt mødte for jødinden Ellen Wassermann, henholdt sig i hovedsagen til sin kollegas procedure, men fremhævede det ærekrænkende i at blive kaldt "chefens private godte". Endvidere udtalte højesteretssagføreren, at der ikke var nogen undskyldning for sigtelser, der provokerer til gadeoptøjer.

Landsretssagfører Waltenburg meddelte, at fru Olga Eggers havde ønsket, at denne sag der ikke havde politisk grundlag, skulle behandles ganske sagligt af en uhildet sagfører, og han mente, at han opfyldte denne betingelse, da han aldrig havde tilhørt noget parti. Landsretssagføreren omtalte forligsforhandlingerne for at få sagen ud af verden på sædvanlig vis, men det blev afvist.

Landsretssagføreren gjorde gældende, at fru Eggers ikke kendte de pågældende artikler, før de var fremkommet i bladet. Bladets tendens var ikke at skrive ondsindet om den enkelte, men at angribe jøderne. Han erkendte, at udtrykkene havde været stærke, så han ville frafalde en principiel påstand om frifindelse Men af hensyn til fru Eggers vandel og alder indstillede han hende til mildeste straf. Hvis det blev en frihedsstraf, henstilledes det, at den blev gjort betinget.

Landsretssagføreren tilføjede med hensyn til løbesedlerne, at de ikke var udsendt af bladet, så dem havde fru Eggers ikke ansvaret for. Til erstatningen erklæredes, al der ikke forelå dokumentation for økonomisk tab og økonomisk boykot. Erstatningerne må komme ned på intet eller noget ganske ringe når man ønsker at benytte beløbet i velgørende øjemed, mener jeg ikke, der i dette tilfælde kan gives erstatning.

Redaktionssekretær Reinholdt Jacobsen udtalte på sin redaktørs vegne, at Aage Andersen ikke havde ansvar for artikler forud for den 26. februar, han havde ikke påtaget sig noget ansvar for, hvad der Iå forud for hans tiltræden.

Den nye presselov fastslår redaktørens ansvar. Der er et selvstændigt ansvar for hver af redaktørerne. "Kamptegnet" er nu engang et kampblad og kan ikke tage de hårfine hensyn, som andre steder kan være på sin plads.

Heinholdt Jacobsen kom nærmere ind på, at angrebet ikke var rettet mod grosserer Daell, men mod frk. Wassermann, fordi hun var jøde. Det var jøderne, man ville bekæmpe som en ulykke for vort samfund.

En Henvisning til Hitlers tale

Endvidere dokumenterede hr.  Reinholdt Jacobsen en skrivelse af 26. april fra Aage H. Andersen til højesteretssagfører Bondo Svane, hvori der stod:

Med hensyn til at påberåbe Dem den mig tidligere overgåede dom angående Mosaisk Trossamfund, kan jeg selvfølgelig Ikke hindre Dem heri, hvis De absolut vil gøre Dem selv umulig i det fremtidige Europa. Jeg gør Dem imidlertid udtrykkelig opmærksom på, at jødedommen med dens synagoger og såkaldte trossamfund efter nyeuropæisk opfattelse kun er en international forbryderisk sammensværgelse mod den øvrige menneskehed.

Endelig henviste hr. Reinholdt Jacobsen til rigskansler Hitlers sidste tale og udtalte, at det var alle mænd i nøglestillinger, man skulle have opmærksomheden rettet imod. Man nærede ingen mistanke til Daells fædrelandskærlighed. Man fandt kun, at han havde svigtet i Finlandssagen. Der havde været rig anledning til at hjælpe gennem Frikorps Danmark og Waffen SS. Reinholdt Jacobsen hævdede, at Aage Andersen ikke havde gentaget den anden beskyldning mod Daell.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skrives på en særlig måde. Men "Kamptegnet"s tone skal ikke bedømmes af højesteretssagfører Bondo Svane, og den skal ikke stå til dom her for retten. Vi har skrevet lige ud om den jødiske smitte i Højesteret o. s v. I en Ideologisk politisk kamp er tonen friere end ellers.

Efter at have gennemgået de enkelte udtryk og ligesom Waltenburg hævdet, at der ikke var lidt noget tab, påstod han Aage Andersen frifundet.

Vidneafhøringer

Som vidne afhørtes bogtrykker Hammeken, der havde trykt løbesedlerne, og en dame, der havde været ansat i Daells Varehus. Hun erklærede, at hun havde hørt jødinden Ellen Wassermann kalde grossereren "Palle". Endelig afhørtes de to sagsøgere, der begge erklærede vidneudsagnet for opspind.

Efter duplik optoges sagen til doms.

(Fædrelandet, 29. april 1942).

Velfortjent afklapsning til fru Olga Eggers.

Hun blev idømt 120 dages fængsel, og den anden redaktør af "Kamptegnet" fik 80 dages hæfte.

København Fredag. (R. B)

I dag faldt der i Landsretten dom i den sag, grosserer P. M. Dael havde anlagt mod forfatterinden fru Olga von Eggers og redaktør Age Henning Andersen i anledning af de grove fornærmelser i bladet "Kamptegnet'. 

Ved dommen blev de ærefornærmende sigtelser kendt ubeføjede. Fru Eggers dømtes 60 dages hæfte og red. Andersen 10 dages fængsel, De dømtes endvidere til in solidum at betale 4000 kr i erstatning. 300 kr. til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen og 800 kr. i sagsomkostninger. Desuden bestemmer dommen, at dommens begrundelse skal optages i "Kamptegnet".

Under en lignende sag som frk. Ella Wassermann havde anlagt mod de samme for æresfornærmelse også i "Kamptegnet" blev fru Eggers idømt 60 dages hæfte og redaktør Andersen 40 dages fængsel. Desuden skal de i forening betale i erstatning 2000 kr, til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen 300 kr samt i sagsomkostninger 800 kr

I Præmisserne siges blot, at de fremsatte sigtelser er ærekrænkende og efter det under sagen oplyste fuldstændig grundløse hvorfor de kendes ubeføjede. 

Da de sagsøgte har savnet rimelig grund til at anse dem for sande, vil de begge være at anse efter straffelovens paragraffer 267 og 268. 

De tilkendte erstatninger er for lidelse og tort og ulempe og forstyrrelse i forhold.

(Fyns Venstreblad, 16. maj 1942)

Bagvaskerne

Man kan sige, at fru Olga Eggers og Aage H. Andersen slap billigt, da de for deres beskyldninger i "Kamptegnet" fik henholdsvis 120 dages hæfte og 80 dages fængsel. På den anden side er vore dommere jo yderst utilbøjelige til at bringe bagvaskelsesparagraffen i anvendelse, i hvert fald ikke når den angrebne er en politiker. Man så det i sin tid, da hofjægermester Sehested havde slået sig på bagvaskelser. Han dømtes alligevel efter den mildere injurieparagraf. Men havde iøvrigt derefter det uheld, at offentligheden senere fik et i høj grad generende indblik i, hvilke personer han tog i sin tjeneste for derigennem at fremme de "ædle formål", han havde. Hr. Sehested opnåede altså kun en kortvarig succes, en succes han måtte betale med resterne af hans almindelige anseelse, hvis der da var rester tilbage og det var ikke urimeligt, thi det danske folk vil nemlig i almindelighed vende sig mod bagvaskelse anvendt som politisk kampmiddel, og derfor vil det også glæde sig over, at de to redaktører for "Kamptegnet" er blevet dømt.

Det var en anset mand, de var faldet over, som de overhovedet ikke kunne sige noget på, og for at gøre sagen rigtig beskidt, var også faldet over en lige så sagesløs kvinde. Under proceduren forsøgte de end ikke at føre skygge af sandhedsbevis for dens påstande. Som det står i sagens præmisser, kunne de ikke selv være uvidende om, at der var antydning af grundlag for deres beskyldninger, men naturligvis fandt de alligevel ikke på gøre afbigt. Tværtimod fortsatte "Kamptegnet" i længere tid en kampagne, og den eneste "undskyldning", som de anklagede havde, var at kvinden, de var faldet over, var jøde, hvoraf altså synes at fremgå, at de havde den opfattelse, at jøder i Danmark var retsløse, og at en hvilken som helst æreskænder kunne behandle dem, som vedkommende havde lyst. De er nu blevet belært om noget andet, og selv om de kun kommer i hæfte, henholdsvis fængsel, i 120 og 80 dage, og selv om de kun skal betale 8200 kr. i erstatning og omkostninger, så er det i hvert fald blevet fastslået, hvilke personer der er tale om, ligesom "Kamptegnet" har givet sig selv en betegnelse, det aldrig vil kunne vaske af sig.

Man har derfor grund til at være grosserer P. M. Daell taknemmelig, fordi han tog det ubehag der altid er forbundet med et sagsanlæg af den art, skriver "Demokraten". Forhåbentlig vil det betyde, at "Kamptegnet" i fremtiden bliver lidt mere forsigtig mht. sine overfald på navngivne personer.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 20. maj 1942)

Christmas Møller og Olga Eggers

"Berlingske Tidende" beskæftiger sig i sin ledende artikel i går med den forfattergage, fru Olga Eggers får på finansloven. Spørgsmålet er oprindelig rejst i den konservative landstingsmand H. Steins blad "Børsen", og de to blade er enige om, at fru Fggers efter den dom, der er overgået hende i sagen mod grosserer P. M. Daell og jødinden Wassermann, også skal rammes på pengepungen. Det er værd at notere, at de to blade gør en fin hentydning til, for navnene nævnes selvfølgelig ikke, at der som bekendt foreligger fortilfælde. Forfatterne, som "Berlingske Tidende" og "Børsen" ikke kan få sig selv til at nævne, er de kommunistiske skribenter Martin Andersen-Nexø, Hans Kirk og Soya. De er strøget på finansloven af den simple grund, at den danske statsmagt af anstændigheds hensyn ikke godt kan belønne forfatterne med en statsgave, fordi deres arbejde er i strid med landets love og med den politik, der skal føres. Noget sådant er imidlertid ikke tilfældet for Olga Eggers vedkommende. Hun er ved retten dømt for nogle skriverier i sit blad "Kamptegnet", og hun har yderligere i retten erkendt, at de oplysninger, hun skrev sine artikler på, var forkerte. Derimod har vi endnu ikke hørt, at Andersen-Nexø, Kirk eller Soya har erklæret, at det, de kæmpede for, var til skade for land og folk. Alligevel trækker "Berlingske Tidende" og "Børsen" parallelen. Og da det er undervisningsminister Jørgen Jørgensen som har det afgørende ord, mobilisere også han. Olga Eggers vil ikke alene dømmes af retten, men også af staten. Vi forstår bedre, hvorfor den enestående hetz mod national-socialisterne kan fortsætte på universitetet og rundt om i skolerne mod børnene af national-socialistiske forældre. Jørgen Jørgensen er skam optaget af ganske andre ting. Det er langt vigtigere for ham at overveje, om Olga Eggers fortsat skal have 700 kroner af staten om året, eller beløbet skal stryges, end det er at skride ind mod den politiske forfølgelse i skoler, læreanstalter og på Universitetet. 

For "Berlingske Tidende"s og "Børsen"s vedkommende gælder det, at de med fru Eggers-sagen har fået noget andet at tale om. Fru Eggers er hovedpersonen i dagens Danmark. Hun kommenteres og diskuteres i systemets presse. Det var næsten en slags førelse fra højere magters side, at fru Eggers kom frem på arenaen samtidig med, at Christmas Møller flygtede til England. For så undgik de to højkonservative blade da helt at beskæftige sig med ham! Han er ganske vist konservatismens første mand i landet, men den grove forbrydelse, han har gjort sig skyldig i, kan slet ikke sammenstilles med fru Eggers, der, efter de to blades opfattelse, er endnu grovere. Ellers havde de såmænd nok haft en kommentar at gøre til Christmas Møllers flugt. De to blade opnår på denne måde at forfalske billedet, fremfor med ansvar overfor land og folk at give en nøgtern vurdering af den situation, Christmas Møller har bragt vort Land i. Forklaringen er vel til gengæld at den jødiske indflydelse er for stor for begge blades vedkommende.

Virtus

(Fædrelandet, 19. maj 1942).

Annonce i Fædrelandet, hvor Olga Eggers taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. 18. juni 1942.

Annonce i Fædrelandet, 16. oktober 1942. Olga Eggers optræder også her som taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. Billetterne fik man derudover hos DNSAP, Fædrelandet.

Højesteret forhøjede 29. marts 1943 straffetiden for begge til 2 gange 80 dages hhv hæfte og fængsel, samt 2.000 kr i sagsomkostninger.  Werner Best var den øverste tysker i Danmark, og det passede ikke i hans ønske om en ændret politik. Han fjernede støtten og lukkede bladet i maj 1943. Det siger måske lidt om Eggers at hun ved Højesteret blev dømt for at gøre noget der egentlig var besættelsesmagtens officielle jødepolitik.

Eggers rejste til Tyskland som tolk. Formentlig "venligt" opfordret fra besættelsesmagten selv i Dagmarhus. Hun blev arresteret i 1945 i sit hjem i Holbergsgade 17 som en af de første og største nazister, og døde knap to uger efter i Vestre Fængsel af indtil i dag ukendte årsager. 

Politi-Aktion mod Antisemitiske Løbesedler. (Efterskrift til Politivennen).

KØBENHAVNS POLITI er skredet ind mod den i går omtalte antisemitiske propaganda, der er blevet drevet i forbindelse med den store klædesag, bl. a. ved hjælp af løbesedler. Man udnyttede på løbesedlerne den omstændighed, at politiet og pressen ikke gav oplysning om den skyldiges navn, hvilket for øvrigt finder sted | adskillige sager, inden de bringes for retten, idet undersøgelsesarbejdet derved lettes.

Rundt om på gaderne beslaglagde politiet i lørdags løbesedler af fornærmeligt indhold mod grosserer Louis Frank. Det hed bl. a. i teksten, at pressen ville dække over "Svindeljøden Frank". Politiet sikrede sig to plakatuddelere, vicevært Kai Møller og bogholder Kai Henning Andersen, der i går mødte i dommervagten hos byretsdommer Jacobi. 

Politisekretær Heiberg fremlagde nogle eksemplarer af den beslaglagte plakat og oplyste, at fru Olga Eggers har ladet den fremstille, idet hun er redaktør af et antisemitisk organ, "Kamptegnet". Hun sigtes for overtrædelse af politivedtægtens paragraf 5, for at have udvist fornærmelig adfærd mod hr. Frank på offentlig gade.

Fru Eggers erkendte at have ansvaret for løbesedlerne, men hun mente ikke, at der forelå noget ulovligt, idet politiet har beslaglagt Franks lager og forseglet dørene.

Dommeren bemærkede, at grossereren ikke er dømt, og selv om han var det, havde Ingen lov til at bruge så stærke udtryk om ham. Retskendelsen gik ud på, at plakaten beslaglægges. Fru Eggers påkærede kendelsen til Landsretten.

(Nationaltidende, 3. november 1941).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Hans "ånd" er ej ægte.

Falsk navn

I artikler om Rumænien har man kunnet læse tvangfrit henkastede bemærkninger som: "Da den rumænske handel for 60-70 % vedkommende dirigeres af jøder, vil der Iet kunne komme til vanskeligheder ved en for stærkt drevet antisemitisme". 

Ja. det tror Pokker. Helt fraset det noget ejendommelige i at et sådant forhold eller misforhold omtales som en ganske naturlig sag, så ved enhver, at ingen er mere hævngerrig end jøden. Disse over hele jorden spredte israelitiske pengepugere står jo altid sammen, hvor det gælder om at holde på det gods, de har fået fraranet folkene, hos hvem de er trængt ind. Har en nation været naiv nok til at lade jødesjakket få den magt over erhvervslivet, som det er tilfældet i Rumænien, kan det ikke vente ikke vente nåde, hvis det prøver at optræde som herre i sit eget hus. Det viste sig jo også at den indenlandske fjende var for stærk. - foreløbig! Dette til lære og advarsel for andre lande, som i deres tåbelighed styrer samme selvmorderiske kurs. Og for at holde os til vort eget! Er det egentlig mærkeligt, at arbejdsløsheden herhjemme er stadig stigende, når vi tillader den ene skare efter den anden af omvandrende israeliter at slå sig ned ved vore desværre altfor gæstfri strande? Hvor jøden går ind, går den hvide mand ud. Det er i hvert fald en af grundene til den  voksende arbejdsløshed. At denne landsulykke passer fortræffeligt i regeringens program, er igen noget andet. Men lærerigt er det i hvert fald at se hvilke stadigt mere og mere snedige krumspring jøden bruger for at bore og fedte sig ind hos os og tage danskernes stillinger, arbejde og løn fra dem.

Den herved aftrykte artikel fra "Jødisk Ugeblad" er derfor ikke uden interesse. Nu ved vi det! De navne, der røber jødens udenlandske oprindelse, skal skjules, gode danske navne skal som lånte fjer pryde hans sorte rokkehoved. Ganske vist viser det en noget vidtdreven optimisme, når jødebladet formoder, at vi ikke skulle kunne høre forskel på noget snadrende jiddisk isprængt uforståelige danske brokker og på vort modersmål. Mon dog ikke de fleste vil formode, at disse lyde skyldes "en udlænding"? Og kunne det ikke tænkes at vække en vis opsigt, hvis en navngiven "Hansen" eller "Jensen" udtrykte sig så ejendommeligt? Mange falsknerier er vi dagligt ude for, men mon denne dog ikke er for tyk??

Men hvad der kan gøres for at bedrage de af naturen sørgeligt lettroende og tillidsfulde danskere, det skal altså gøres og bliver såvist gjort. Hertil er ingen midler for underfundige! Men det er et stærkt stykke, at et firma, der formodentlig praler med at kaldes dansk, ligefrem er med i arbejdet for at vise en uønsket og uindbuden, påtrængende fremmed nomadestamme midler og måder til at tage de retmæssige indbyggere det mest mulige ved næsen. Det er virkelig et højdepunkt af jødeluknjskhed!

Mon der skulle være håb om at bærerne af de danske navne, som det altså er meningen systematisk at tilsmudse ved at overlade dem til jiddisk brægende usurpatorer, ville tage sig sammen og nedlægge en lidenskabelig protest? Eller skal jøden også ad denne vej bore sig stadig længere ind i det danske forretnings- og handelsliv og for hvert år mere, nu også ved hjælp af falske navne, fortrænge danske kvinder og mænd fra det arbejde, de dog vel skulle formodes at eje førsteretten til?

Olga Eggers.

Oedisk Ugeblad Emigrant. skriver:

"3500 nye slægtsnavne til brug ved navneskifte, udgivet af Personalhistorisk Institut. S. Otto Brenner. 

Vi har nogle gange her i bladet slået til lyd for nødvendigheden af at mange af vore læsere burde forandre deres polsk-russiske navne til mere letflydende overfor det store samfund, thi de ovennævnte polsk-russiske navne er i høj grad en unyttig gene for Dem selv og unyttig besvær for landets befolkning. Til hvad nytte er det egentlig til at tumle rundt med et halsbrækkende polsk-russisk navn! Særlig burde ungdommen lægge sig dette stærkt på sinde for at undgå i deres opbyggende fremtid mange umulige svar på spørgsmål: "Hvor er De fra? Er De udlænding?" o. s. v. Vi kan i dag med glæde konstatere, at vore hidtidige henstillinger har båret frugt. Adskillige af vore læsere har allerede gjort alvor deraf og forkortet eller forandret deres for danske øren fremmedklingende navne gennem Personalhistorisk Institut. Kultorvet 4 og mange står sikkert i begreb med at følge efter. Vi har modtaget en fiks lille brochure indeholdende 3500 nye slægtsnavne udgivet af hr. direktør O. Brenner. Bl. a. indeholder brochuren praktisk vejledning for navneskifte og en interessant statistik over befolkningens vækst i året 1936, og over antallet af dem der har søgt navneskifte, og man erfarer, at 2000 medborgere har valgt nye praktiske navne samt ovenomtalte 3500 nye korte og velklingende navne for dem der vil søge navneforandring. Vi anbefaler endnu engang vor læsere bamle at stifte bekendtskab med Personalhistorisk Instituts nyttige brochure og at tage skridt til at forandre deres noget vanskelige navne"

Mit navn er (H)ansen

Emigrant

(Stormen, Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti. 1. marts 1938).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Forfatteren Olga Eggers havde skrevet for Social-Demokraten indtil 1933. Muligvis pga en personsag følte hun sig svigtet af Socialdemokratiet og meldte sig i 1934 ind i DNSAP (det danske nazistparti), og blev erklæret nazist i 1936. Dem ragede hun også uklar med, og endte i National Socialistisk Arbejder Parti, hvis opfattelse var at DNSAP ikke var antisemitisk nok. I 1938 skrev hun hver måned i "Stormen" en artikel hvor nedenstående er et eksempel. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem. Øvrige artikler om Olga Eggers kan findes ved at følge dette tag.

Man siger at jøderne

ikke ødelægger Danmarks erhverv! Man siger, at vi danskere selv er herrer i vort eget hus! Man siger, at arbejdsløsheden ingen forbindelse har med den jødesværm der oversvømmer Danmark ! Det er i det hele utroligt, hvad man siger - .

Så var der engang en fornuftig mand som ikke nøjedes med at efterplapre det, man sagde, men som gav sig til at tænke selv, og han fortalte mig!

"Om morgenen bliver min kaffe bragt ind til mig. Jeg fik forleden at vide at den var importeret af en vis hr. Moses Melchior. Og at dømme efter det markskrigeri, der stadig i bladene følger med Richs (Salomonsens) kaffetilsætning, må jeg antage, det er dette surrogat, der er tilsat den sorte drik. Det var to jøder, der - om jeg så må sige - demonstrerede deres nærhed, inden jeg endnu var klædt på.

Nå, men jeg må videre gennem hver dags gøremål! Jeg tager mine sko, - i dem står prentet "Hertz". Slipset husker jeg at jeg ved et tilfælde fik købt hos en herre ved navn Brudzewsky, hvilket lyder en smule udenlandsk, og tøjet er fra et firma Jacobsen, hvilket kan være både det ene og det andet. Jeg tager min avis - mærkeligt, så mange kunstnere, forfattere, musikere o. s. v., der er omtalt, og som alle bærer mystiske og vanskeligt udtalelige navne. Og som de roses! Spalterne er så fulde af lovtaler over disse "begavelser", at der aldeles ikke bliver plads for en eller anden eventuelt også begavet Hansen eller Jensen. Og radioens program svømmer ligeledes over med navne der synes at måtte stamme fra en ret fjern del af kloden.

Jeg ser på annoncerne! Det var såvist ikke blot kaffetilsætningen, der reklameres op af en hr. jøde. Nej, allevegne får man en anelse om at det er jøder, der betaler annoncerne. De må skam være velhavende, de herrer jøder. Hvor kan de dog have fået alle de penge fra? Har de haft dem i en pose på nakken, da de kom her ind? For det skulle da ikke være vore små penge, de flotter sig med? Men så forstår man bedre den megen virak for de fremmedartede navne. Noget for noget, siger de uafhængige, upartiske "danske" aviser.

Jeg tænder min cigar, - firma Horwitz.

Landsdommer Gammeltoft forbød mig at tegne i retten, men han forbød mig dog ikke at se, og her er synet"

Tegneren.

Tilfældigt falder min vej forbi Østre Landsret. Jeg ser indenfor. Der sidder minsandten en jødisk udseende herre med et afgjort jødisk navn paa dommersædet. Og han er i færd med at høre på en forsvarstale, der gælder en hvid mand, som har vovet at anføre talmud-ord. Den ærgrer ham åbenbart, for han afbryder ustandseligt forsvareren. Det generer måske hans jødiske øre at høre de citater fra hans jødiske sæde- og troslære, som nu fremtures. Man må også forbavses, især da det kundgøres, at den øverste jødiske rabbiner for ganske nylig har skrevet, at disse talmudlærdomme er det afgørende for det jødiske, religiøse Liv. Han synes ikke om det, den hr. jødedommer, der er sat til at dømme en hvid mand i hvid mands land. Og den hvide mand bliver da ogsaa dømt til at spærres inde, fordi han har haft den utilladelige fripostighed at citere ud fra jødernes egne "hellige bøger". For det må man ikke! Jøderne ønsker det absolut ikke åbenbaret for almenheden, hvad de lærer i deres egne skoler. I hvert fald bliver man altså straffet, dersom man vover at citere dem. Besynderligt, - eftersom de fleste andre religioner kun er alt for ivrige efter at delagtiggøre verden i deres lære."

Dette var altså den fornuftige mands tanker. Men lad det ikke uroe nogen. Han er endnu et ret enestående fænomen. Størsteparten af folket foretrækker at snorke videre, medens jøden våger og "arbejder". God søvn.

Olga Eggers

(Stormen, Kampblad for Dansk-socialistisk Parti, 1. februar 1938).

Hedtoft's Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Hedtoft-Hansen er utvivlsomt stolt til mode! Tre hundrede spanske børn, skal forstås som: kommunistisk indstillede, fra den kommunistiske lejr afsendte spanske børn, skal huses i Danmark.

"Hvor er det rørende", siger de naive mennesker med stemmen fuld af deltagelse. "Tre hundrede stakkels børn, - vi er vel nok en hjertensgod lille nation. Og hvor må dog Hedtoft- Hansen være et ædelt menneske, der sådan lægger sig i selen for de stakkels spaniere."

Mon ikke hr. Hedtoft-Hansen lægger sig i selen for en helt anden sag end denne specielle "børnesag"? Er det ikke helt andre herrer han dyrker, end børnekærlighedens? Ved ikke hvert Mmnneske, der ikke går med et godt, tykt bind for øjnene, at kommunisterne bruger alle kneb og alle løgne for at provokere deres sag frem, og at de mest forskellige skalkeskjul anvendes? Hvor foregår indsamlingen til disse "stakkels" børn? I Sovjets kontor i Vesterport. Hvad er det for børn, der sendes herop, og hvorledes er de kommet her? Udelukkende - udelukkende - børn fra den såkaldte "lovlige" regering i Spanien hvis spidser er Sovjet-jøder, og hr Hedtoft-Hansen har såvidt ikke luftet sine børnekærlige følelser over for andre end de udsendinge fra samme lejr, som han til sin inderlige glæde stødte på og plejede venskab med. Denne historie med de spanske børn er ikke noget som helst andet end et af de mange kamouflerede forsøg på at tage det naive danske folk ved næsen og indsmugle kommunistisk-jødiske sympatier i det.

For jøde-kommunismen er alle midler tilladte og alle veje lige gode, blot de fører til det attråede mål - at ødelægge dansk national vilje og klarsyn overfor de internationale slyngelstreger og banditmetoder. Danmark er under jødedommen! Jøderne siger det selv, de roser det skikkelige land som det sted, hvor de kan boltre sig aldeles som de vil og more sig tykt over den danske søvnighed og håbløse naivitet. Jøderne og Sovjet er et, - måske taler de undertiden med to stemmer, men munden er den samme. Jøden Karl Marx gjorde sit arbejde godt, da han såede klassehadets og bolsjevismens sæd, og hans lakajer gør en rig høst. Nu gælder det kun om, at folket ikke opdager giftens virkninger, før den har gjort sin gerning, før nationen er således ødelagt, at en genrejsning er udelukket.

Men om dette enderesultat ties der! Endnu arbejdes der på fuld kraft mod målet. Aviserne sørger for, at det bliver udlandets jødeblade og deres udsendte jødekorrespondenter, hvis referater af verdensbegivenhederne proklameres som den sidste sandhed. Hvorledes fordrejes ikke kendsgerningerne når talen er om Tyskland? Hvorledes ties der ikke om forholdene i det ulykkelige Rusland? Hvorledes drejes og vendes ikke krigens begivenheder, så sympatien stadig påkaldes overfor den front, der kæmper for den internationale jødedom? Derfor har sandheden så trange kår i Danmark. Pressen og pengevæsenet har jøden forstået at lægge sin klo over, og så længe materialismen og løgnen har den magt over sindene, som tilfældet er, bør det ikke undre, at Danmark glider baglæns.

Det er notorisk kommet dertil, at vi er en fabel for udlandet! Mens land efter land udenom os går fremad, formindsker arbejdsløsheden, bygger folkesindet op til ansvar og rank selvbevidsthed. er det omvendt her. Hos os stiger arbejdsløsheden med frygtelig fart, sluserne slås op for at modtage den mest mulige internationale gift som jødedommen fra alle sider lader strømme imod os. Folket forarmes. Jøder sender penge ud af landet til deres forskellige hjælpeaktioner. Skatter og fødemidler stiger.

Men vi pynter os med gæstfrihed, gør os til jødens ydmyge skosvende. - Indtil den dag da de internationale bandithorder lader den blodige økse falde over nakken på dem der med skamløst slavesind kaldte sig og lod sig kalde "nederlagets folk".

Olga Eggers

Bødlen

Bolchevismen er folkenes ulykke, men at jøderne står i spidsen for bolchevismen, det betyder folkenes undergang.

(Stormen. Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti, 1. oktober 1937).

Bladet "Stormen" var allerede i mellemkrigsårene et af de mest berygtede nazistiske blade pga sin hæmningsløse stil, antisemitisme og udhængning af navngivne personer. Bag bladet stod bl.a. Wilfred Petersen. Dansk Socialistisk Partis medlemmer blev kendt som voldelige og gjorde kriminalitet til en del af deres virke.

Den 1. juni 1937 havde et medlem, Viggo Madsen sandsynligvis sammen med et par andre, udført et bombeattentat mod minister Alsing Andersens bolig. Statskup, borgerkrig, sabotage, politiske mord, gidseltagninger, bankrøverier og anden kriminalitet var ifølge Wilfred Petersen fremtidens midler. Se bl.a. Claus Bundgaard Christensen: Følg Wilfred! Gyldendal, 2022.

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.

Fru Olga Eggers som bagmand for en række ærerørige angreb? (Efterskrift til Politivennen).

Livlig indledning til de mange sager der angår fornærmelser imod jøder.

Hvad der stod i bladet "Stormen"

Forfatterinden Olga Eggers.

SAGEN mod "Dansk-Socialisterne"

Valdemar Jensen og Vilfred Petersen, der længe har beskæftiget byretten, kom atter i går til behandling hos dommer Mundt.

Det var oprindelig hensigten, at også de såkaldte "jødeforfølgelsessager" skulle være behandlet, men forsvareren, landsretssagfører Pontoppidan, begærede disse udsat, for at han kan tage stilling til, om han vil være forsvarer for alle de sigtede. Desuden vil han gerne sætte sig nærmere Ind i sagen, før man går videre.

Den sigtede Arent Lemvigh-Müller har protesteret imod, at hans sag behandles sammen med de andre, da hans forfatterinden Olga Eggers artikler om jødespørgsmålet er af en helt anden karakter end de andres, og han har derfor begæret sin sag udskilt.

Forfatterinden forklarer

I går var kun Vald. Jensen og Vilfred Petersen mødt. Man behandlede den gamle sag om nogle artikler i nationalsocialisternes organ "Stormen", der har indeholdt forskellige grove beskyldninger mod overretsagfører Søren Nielsen, borgmester P. Christensen, statsministeren m. fl.

Sagens forhistorie

Det vil erindres, at der for et par år siden var livligt røre om et stort bade- og forlystelsesetablissement, et konsortium ville opføre på Grønnehave ved Helsingør. Byens borgmester og overretssagfører Søren Nielsen blev udpeget som de ledende mænd, men de interesserede hemmeligholdt i øvrigt deltagernes navne.

Overretssagfører Søren Nielsen var forfatterinden, fru Olga Eggers' juridiske konsulent, i hvilken egenskab han under hendes udenlandsrejse bl. a. forvaltede hendes ejendom, værdipapirer og forfatterrettigheder. Da fruen kom tilbage hertil, mente hun at have et meget betydeligt beløb til gode, og da overretsagførerens regnskaber viste et ganske andet billede, indgav hun en klage til kriminalpolitiet. Imidlertid blev sagen efter en nøje undersøgelse sluttet, uden at der fandtes grundlag for nogen aktion.

Dette danner baggrunden for fruens fjendtlige stilling overfor hr. Søren Nielsen, og som det viser sig, har hun fortsat sine angreb, omend på en anden front.

Som Vidne afhørtes forfatterinden fru Olga Eggers. Før hun tog plads i skranken hilste hun på nazivis med oprakt hånd. Dette gav dommeren anledning til at sige:

- Jeg ønsker ikke demonstrationer her i retten, hverken fra Dem eller andre. Det vil ikke blive tålt.

Forsvareren spurgte derefter fru Eggers:

- Er artiklen om Søren Nielsen skrevet på basis af Deres oplysninger?

Fru Eggers: - Ja, og det er sandt hvert eneste ord, der står. Jeg har givet Valdemar Jensen en fuldstændig sandfærdig fremstilling af sagen, og han skrev derefter sin artikel. Jeg fortalte ham, at Søren Nielsens juridiske konsulent, overretssagfører Mortensen havde bedt mig om at trække min bedragerianmeldelse mod Nielsen tilbage da man var bange for at Søren Nielsen ellers ville blive sat fast. Så sagde jeg: Det er der ikke noget at gøre ved, når der skal være lov og ret i landet. "Så får De ingen penge," sagde Mortensen. Hertil svarede jeg: Nå ja, men det er også vigtigere, at der er lov og ret.

Derefter kom Søren Nielsen og ringede på, men jeg sagde til min datter: "Smæk!" og så smækkede hun døren i for ham. Næste dag kom der et brev fra Stauning, der bad mig om at komme op i statsministeriet.

Dommeren: - Kendte De statsministeren?

Fru Eggers: - Å, ja. (Munterhed).

Fruen fortsatte sin vidneforklaring: - Og så sagde statsministeren: Det kan jo ikke gå an; vi kan jo ikke få Søren Nielsen straffet, og der er jo mange mennesker, der var blevet arbejdsløse, hvis Grønnehave ikke var blevet til noget.

Jeg fik så det råd at tale med borgmester Peter Christensen i Helsingør. Han sagde: Det er nogle gode bøger, De skriver, og det er interessant, at De har været nede hos menneskeæderne! Nå, tænkte jeg, han vil altså opnå noget, og så spurgte han mig om, hvor mange penge Søren Nielsen skyldte mig. Det vidste jeg ikke, og jeg anede dengang ikke, at Nielsen også havde taget 75,000 kr. fra Betty Nansen.

Senere gik jeg med til at trække min anmeldelse tilbage.

Da fruen derefter kom ind på at fortælle, hvad der var meddelt hende under fortrolige former, blev hun stoppet af dommeren, der anmodede hende om at forklare, om hun også er hjemmelsmand til, hvad "Stormen" har skrevet om daværende politiadvokat, nu kst. dommer Arthur Andersens behandling af sagen mod Søren Nielsen.

Fruen erkendte at have givet oplysninger til artiklen "Revolver-Andersen", hvorefter forundersøgelsen i sagen sluttede. Nu skal statsadvokaten træffe bestemmelse om hvorvidt der skal rejses tiltale og i hvilket omfang.

Der vil senere blive afholdt forhør om jødeforhånelserne.

(Nationaltidende, 11. oktober 1936)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Olga Eggers' brud med socialdemokraterne startede i 1932 hvor Olga Eggers havde anmeldt Søren Nielsen for bedrageri. Hun blev skuffet over at Stauning og Peder Christensen at frafalde sagen på Grønnehave-konsortiet, der var ansvarlig for opbygningen af en fiskerihavn i Helsingør, et projekt som omfattede 500 arbejdspladser. Efter at have udskudt sagen halvt års tid, uden at få det hun mente man skyldte hende, anlagde hun sag, men rigsadvokaten afviste den på grund af bevisets stilling. Igen overtalte Stauning hende til at bilægge sagen. Men hendes skuffelse voksede og fik bl.a. udtryk i 1935 i artikler i "Hus og Frue". 

Eggersfamilien rummede flere nazister, og Olga Eggers meldte sig 1. juni 1934 ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Allerede i 1935 meldte hun sig ud igen af utilfredshed med partiledelsen, til fordel for Dansk Socialistisk Parti (Wilfred Petersen).