En lille Mindefest i "Alderstrøst". (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Tilhørerne i Gaarden. Nederst: Bestyrelsen lytter til Musiken

Den Mand, der egentlig gav Stødet til Oprettelse af den store Haandværkerstiftelse "Alderstrøst", var forlængst afdøde Murermester og Borgerrepræsentant Carl Ette, som fødtes i Gaar for 100 Aar siden.

I den Anledning var hans Buste i "Alderstrøst"s Gaard paa Nørrebrogade smykket med Kranse og Blomstrer, medens et lille Hornorkester fra 2 til 3 glædede Stiftelsens Beboere med kendte Melodier.

Koncerten, der havde lokket mange af Beboerne ned i Gaarden, medens andre nød den i de aabne Vinduer, overværedes af hele Bestyrelsen.

I Møllegade var der ogsaa musikalsk Underholdning, der ligesom paa Nørrebrogade skyldtes Ettes Søn, Forfatteren Henry Ette, men her var den lille Fest henlagt til om Aftenen og afholdtes i Festsalen.

Her talte Tømrermester P. Petersen som den sidste af dem, der havde siddet i Bestyrelsen sammen med Ette, om ham og hans Gerning, hvorefter Sangeren Poul Knudsen og Operasangerinden Fru Benedicte Knudsen glædede de Gamle med deres smukke Sang.

(Aftenbladet (København 2. september 1926).

Murermeter Carl Ette døde 76 år gammel 30. august 1902. Han stod bag en el byggevirksomhed og havde flere tillidshverv, bl.a. medlem af Haanværkerforeningens bestyrelse og Borgerrepræsentationen for Højre. På sine ældre dage administrerede han "Aldertrøst"

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 2/2. (Efterskrift til Politivennen)

101 Aar gammel.

Mørdrup er en lille stilfærdig Landsby oppe bag Espergærde. Der er ikke noget Særpræg over den, men den har det frem for de fleste andre Landsbyer, at her lever en af Landets Ældste, fhv. Smedemester Svedstrup, der i Dag fylder 101 Aar.

Den 101-aarige Smedemester Svestrup.

I den Anledning aflagde vi ham i Gaar et Besøg i hans hyggelige Hjem, hvor en Datter og Søn nu plejer ham paa det omhyggeligste. Glæden over den forestaaende Fødselsdag er imidlertid slaaet lidt ned. Gamle Svedstrup maa nemlig fejre Dagen i Sengen. En stærk Forkølelse har faaet et alvorligt Tag i ham og derfor gaar Samtalen ogsaa kun med stor Varsomhed.

Se os kan han ikke. For en halv Snes Aar siden blev han blind, men ellers har han alle sine Sanser i Behold, og hans Erindring spænder over Epoken helt tilbage fra Frederik den Sjettes Tid til Døgnets sidste Nyt. Og han fortæller: - Jeg er født i Helsingør, hvor Far var Kommandersergent og Skoleholder. Vi var mange Børn og der skulde noget til at mætte deres Munde. Jeg levede altsaa en hel Del af min Barndom paa Kronborg, hvor Frederik den Sjettes Moder, Caroline Mathilde havde siddet som Fange. Det kunde Kongen aldrig glemme, og derfor satte han aldrig sine Ben paa Slottet. Dets Sale blev brugt som Oplagsplads for alt muligt Skrammel. Det var rent sørgeligt at se paa. Men saa kom Christian d. Ottende paa Tronen, og det kan nok være, Piben fik en anden Lyd.

Man ventede ham kort efter Tronbestigelsen paa Besøg Helsingør, og De kan tro, det gik med Fart at faa ryddet op og gjort i Stand i Salene til hans Ankomst.

Alle vi maatte tage en Haand med. Ja, hvad er der saa at fortælle? Jeg saa Rye og Schleppegrel rykke ud, da Krigen kom. De havde begge Garnison i Helsingør. Det var en bevæget Afsked. Den gjorde et dybt Indtryk, selv paa os Børn, Saa dybt, at det aldrig er gaaet mig af Minde.

I 1850 nedsatte jeg mig saa som Smedemester hernede i Mørdrup. Ja, og siden er Livet gledet stille hen for mig. Nu er jeg gammel og blind og min Datter maa læse Aviserne for mig. Man vil jo gerne følge med, saa længe man kan. Ak ja - den Gang man var ung, var det ingen Sag. Saa regnede man ikke en Fodtur fra Helsingør til København for noget. Det Svip har jeg gjort mange Gange.

Men sig mig for Resten, hvorledes gaar det med den store Udstillingshal med det vældige Tag uden Støttebjælker? Som gammel Smed kunde jeg godt have ønsket at se det Stykke Arbejde.

Og saa den Historie nede i Ungarn med de falske Penge. Det maa være nogle fæle Karle.

Ja. Tiderne har forandret sig. Jeg kan jo nok tale med om det.

Saadan snakker den gamle Mand løs springende fra Fortid til Nutid. Men saa er han ogsaa træt. Han lægger sig tilbage i Puderne, og Fotografen tager en Plade af den Gamle, der har levet i et Tidsrum. der spænder over mere end et Aarhundrede

(Aftenbladet (København) 3. februar 1926).

Niels Ferdinand  Svedstrup døde d. 4. januar 1927, en måned før ville være blevet 102. I 1927 blev der udgivet en bog af Anders Uhrskov: "To Gamle fortæller" hvoraf han er den ene.

Pauline Hjorth - Danmarks ældste Kvinde (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Hundrede Aar.

Frøken Pauline Hjort, en Datter af Professor Peder Hjort, Sorø, bliver paa Søndag hundrede Aar.

Der er en mild Værdighed over Frk. Hjort, som kun i ringe Grad præget af Aar og Tid. Hendes Smil er levende, og hendes Øjne har, skønt de ikke er gode, et stærkt og fast Udtryk. Stemmen er smuk og præget af Kultur. Hun ligner en halvtredsaarig.

- Hvad synes Frøkenen om den Tid, De nu oplever, spørger jeg.

- Ja-a, lyder Svaret mod en fin lidt mørk Betoning, den behager mig ikke ganske. Der er altfor megen Slethed, og det virker baade paa Sind og paa Helbred hos os alle. Der sker saa mange Ting, som ikke burde ske.

- Hvad tænker De særligt paa?

- Aah, mest paa dette Skænderi i det offentlige Liv og imellem Folk. Og Redeligheden er heller ikke stor, selv ikke hos Embedsmænd, og det gaar mig til Hjertet, for jeg er opdraget i en temmelig alvorlig Tid, men, man kunde stole paa Folk ... hvem kan man stole paa nu .... Og saa de stadige Udsigter til Krig - det er ogsaa slemt.

- Frøkenen følger godt med . . .

- Ja, absolut, og jeg haaber, Musolini - De er vel da ikke Fascist - nej - jeg haaber snart, han vil sige Farvel saadan ser det ud i Avisen dag. Han er vist meget svag nu .... Jo, jeg følger nøje med i Aviserne, om Hændelserne i andre Lande, foruden hvad der sker i vort eget. Min Far var ivrig Patriot. Hans sidste Breve mellem Atterbom og ham, de kommer nu.

- Hvad synes De om vor Tids Kvinde?

- Jeg kan ikke sige, jeg absolut synes om den megen Frigørelse. Jeg er ikke Kvindesags-Dame. Jeg synes, det gaar for vidt. Overgangen fra min Ungdom og saa til nu, er lidt for hurtig. De Unge har ogsaa for megen Frihed. Paa den anden Haand, har de midaldrende Kvinder det svært, synes jeg .... ja .... jeg levede halvtredsindstyve Aar i Amerika, der har jeg naturligvis faaet mange andre Idéer. Nu har jeg været lær hjemme i toogtyve Aar og blevet mere vant til det .... I Begyndelsen var jeg ikke ret fornøjet over al den kvindesnak, skønt jeg er meget liberal. Jeg tror nu ogsaa nok, at de amerikanske Kvinder har mere Forstand paa Tingene, mere medfødt praktisk Sans, end Kvinderne her hjemme, saadan maa det være i et lille Land men der er ogsaa meget, jeg synes om.

- Længes De efter Amerika?

- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg stadig savner Livet i Amerika, det var behageligere end her. Jeg sætter de egentlige Amerikanere meget højt, ikke disse tilløbne Tyskere og Irer, de rigtige, gamle Slægter, dem nærer jeg stor Respekt for. Jeg korresponderer endnu med flere af dem derovre.

- Hvordan kom Frøkenen til Amerika?

- Ja, det var jo ikke saa lidt af en Begivenhed den Gang. Jeg var en af Pionererne. Jo, Far brugte den Smule Penge, han fik i Pension, til sine litterære Arbejder, og vi var tre voksne Søstre, som gik og faldt over hinanden. Og saa syntes jeg. jeg var stærk nok til at bryde ud. Jeg sagde til Far; Nu gaar jeg ud og tjener noget til mig selv ....

- Hvad Stilling indtog Frøkenen.

- Jeg kendte flere elskværdige Folk, og jeg blev halvt Ven, halvt Lærerinde og Oldfrue - kald paa Pauline, lød det altid over hele Huset .... Jeg kom hjem, da jeg var syvoghalvfjerds.

- Holder De meget af Danmark?

Aah ja. jeg har altid holdt af Danmark, og jeg var da ogsaa fire Gange hjemme fra Amerika - og derovre blev jeg hele Tiden Dansk Jeg blev tilbudt amerikansk Borgerret, men det vilde jeg ikke ....

- Hvordan er Dannelsen hos vore Dages Damer?

Den gaar ikke altid i den Retning, jeg synes om. De har for meget at sige, og jeg tror nu ogsaa nok, at Dannelsen ofte er lidt overfladisk. Det er jeg temmelig sikker paa. Jeg kender jo en Del Unge Jeg er den ældste af Slægten for en Kreds paa et halvthundrede.

- Hvordan er det at blive ældre?

- De maa godt sige gammel. Ja, man har jo sine Skrøbeligheder, men jeg klager ikke, jeg har et ganske godt Helbred. Jeg har altid været bange for at blive en Plage for andre ved at blive syg. Og det har jeg tænkt paa. Jeg har holdt mig borte fra Øl, Vin og Kaffe, og rejst meget.

- Hvordan har De kunnet bevare Deres Sind saa mildt?

- Det kan man godt hjælpe til med selv. Jeg har græmmet mig over adskilligt, men ikke sat mig hen og ladet Græmmelsen blive siddende. Jeg arbejdede mig væk fra den. Saadan gjorde jeg ogaa, hvis jeg havde lidt Feber, lidt Forkølelse, man kan arbejde det væk, det kan hjælpe, det ved jeg fra mange Gange. Og saa er jeg næsten altid gaaet tidligt i Seng. Jo, man kan hjælpe meget med selv.

- Hvad tænker De om Døden?

- Det véd jeg ikke .... det har man vist svært ved at bestemme sig til. Man véd intet, har ingen rigtig at stole paa Hvordan kan de gamle Jøder i Det gamle Testamente fortælle alt det, de gør .... de véd jo ingenting.

- Hvordan er vor Tids Mand?

- Jeg har truffet mange behagelige, og der er flere, jeg særdeles godt kan lide. Han har mange gode Egenskaber, som jeg respekterer - men gifte sig med ham, det er en anden Sag .... Jeg har nu altid været glad for min Uafhængighed.

- Hvordan ser De paa det religiøse Liv?

- Det er vist ikke, som det skulde være. Der er mange forkerte Idéer ogsaa mange, som virker i god Forstand, for Eksempel Provst Fenger Men jeg kan ikke kalde mig selv religiøs.

- Husker De Deres Barndom?

- Jo. Jeg har en god Hukommelse, og jeg keder mig aldrig. Tænk, hvor meget jeg har at mindes ... Jo jeg husker ogsaa godt, at jeg var doven i Skolen, jeg slap fra det, saa let jeg kunde - men jeg har dog klaret mig. Jeg har undervist baade i Tysk og Engelsk, og en af mine Elever gav mig. da han var færdig, saadan en smuk Buket Tulipaner.

- Hvad ønsker De Dem som Fødselsdagsbarn?

- Kunde De sende mig en Mand, som gav mig et bedre Syn, saa blev jeg glad .... De siger, jeg har Stær - jeg véd det ikke.... Vil De ikke nok sige, at jeg paa Søndag tager imod fra to til fem, og den Dag er der Vin og Kage ....

Frøken Hjort rejser sig og gaar rankt og smukt over Gulvet:

- Jeg synes nu ikke. jeg halter saa slemt, siger hun med sin smukke Slemme og det milde Smil.

Christian Houmark.

(B. T. 1. oktober 1925).

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).

Smedemester Svedstrup 1825-1827. 1/2. (Efterskrift til Politivennen)

Ferdinand Svedstrup var ud af en familie hvor faderen døde som 44 årig, mens moderen blev overlag opdragelsen af de 14 børn (12 drenge og 2 piger). I 1850 overtog han Mørdrup Smedje, Mørdrupvej 125. Som smed var han især kendt for sine hestesko som folk kom langsvejs fra for. Omkring 1898 overtog sønnen John William Svedstrup smedeforretningen. Han blev gift med en norsk kvinde, men flyttede efter hustruens død i 1900 tilbage til Helsingør til sin datter, fhv. skolebestyrerinde frk. Betzy Svedstrup. En af hans sønnedøtre var indtil 1921 sproglærerinde ved realskolen i Stenlille. 

Kort fra 1857 som viser smedjens placering (til venstre) i forhold til landsbyen Mørdrup.

Den hundred-aarige

Fhv. Smedemester Ferdinand Svedstrup fortæller om gamle Dage.

Slaverne paa Kronborg

I den lille Landsby Mørdrup, faa Kilometer fra det mondæne Espergærde, fandt der forleden en ret usædvanlig Begivenhed Sted, idet en af Beboerne, den gamle, forhenværende Smedemester Ferdinand Svedstrup fyldte 100 Aar.

Den usædvanlige Fødselsdag gik selvfølgelig ikke stille af. Skolen, hvor den gamle Smed bor hos sin Datter, den tidligere Lærerinde, var Dagen igennem fyldt med Gratulanter fra nær og fjærn. Sogneraadet mødte in pleno, Smedelauget fra Helsingør, hvor Fødselsdagsbarnet er født, mødte ogsaa op, og desuden kom der Venner og Bekendte fra hele Egnen for at lykønske den gamle Smed, der altid har været og stadig er ualmindelig afholdt.

Den 100-aarige fortæller. Minder fra Slaveriets Dage.

Vi har igaar aflagt et Besøg hos Smedemester Svedstrup, der nu er faldet til Ro ovenpaa Fødselsdagsfestlighederne. Da vi kom ind, sad den gamle Mand i en Lænestol og underholdt sig interesseret med sin Datter om Døgnets Begivenheder, i hvilke han følger med med stor Interesse.

Vi bad den gamle Smedemester fortælle lidt om gamle Dage, en Anmodning, han efterkom med den allerstørste Velvilje, og det varede ikke længe, inden vi var inde i en interessant Samtale om en Tidsalder, der for os Nutidsmennesker synes saa uendelig langt borte, og som dog altsaa ikke er fjernet længere fra os, end at der endnu lever Mennesker, der har oplevet den.

- Jeg er født den 3. Februar 1825 i Groskenstræde, i Helsingør, siger den gamle Smedemester. Min Fader var Kommandersergent, men ved Siden heraf holdt lian ogsaa Skole. Da jeg var tre Aar gammel, døde min Fader, og Skolen blev da nedlagt, hvorefter min Moder og mine Søskende flyttede ud til Trykkerdammen. Fra denne Periode kan jeg tydeligt huske Slaverne paa Kronborg. Disse ulykkelige Mennesker sad indespærret i skumle Fængsler paa Slottet, med tunge Jernlænker om Fødderne, og havde det kun saa kummerligt. I deres Fangebuller lavede de forskellige Smaating, som de roligste og mest fredelige af dem en Gang om Ugen fik Lov til at gaa ud i Byen og sælge. De var dog stadig under Opsigt af Slavesergenten, der flittigt brugte sin Pisk, hvis de ikke vilde makke ret, og de var altid iført Slavedragt.

Slaverne blev den Gang meget haardt behandlet, og forbrød de sig mod Reglementet, blev de strengt straffet, ja, der skulde saamænd ikke saa meget til, for at de stakkels Mennesker blev dømt til Døden. Henrettelsen fandt da altid Sted paa den aabne Plads, Grønnehave, der endnu findes. Som Dreng overværede jeg en såadan Halshugning af en dødsdømt Slave, en Oplevelse, jeg aldrig glemmer. Alle Eksekutioner foregik den Gang offentlig, og der var selvfølgelig fuldt af Folk, naar en Dødsdom skulde eksekveres.

Et mislykket Flugtforsøg.

Saadan som Slaverne havde deit, fortsætter den gamle Smedemester efter en Pause, var det selvfølgelig ikke underligt, at de af og til prøvede paa at flygte, men det var meget vanskeligt, og det lykkedes kun faa at slippe bort. De fleste af dem der naaede udenfor Kronborg Fængsel, blev som Regel taget lige i Omegnen. Jeg erindrer saaledes et Tilfælde, hvor en Slave undslap forklædt som Kommandanten General Rothes Kusk. Han blev imidlertid fanget lige udenfor Byen og straffet for Flugtforsøget ved at blive offentlig pisket Han blev bundet til en Pæl, og en af Slavesergenterne piskede ham da mod en svær Tamp. For at overdøve den Ulykkeliges Skrig lod man Regimentsmusiken spille.

Soldatens "glade" Liv.

Det var strenge Dage dengang. Selv Soldaterne havde det ikke for godt. Jeg blev aldrig Soldat, jeg var nemlig født i en Købstad, og var saaledes det, man kaldte "frifødt". Soldaterne skulde imidlertid heller ikke gøre sig skyldig i mange Forseelser, før de blev haardt straffede. En af de mest almindelige Straffemetoder var Spidsrod. Jeg har ved flere Lejligheder overværet, at Soldater har maattet løbe Spidsrod, og de Kammerater, som var udkommanderet tal at eksekvere Dommen, turde ikke andet end slaa til, thi bag dem stod Sergenterne og passede paa, at de udiførte Afstraffelsen paa en ordentlig Maadc. Gjorde de ikke det, kunde de risikere selv at kamme til at løbe Spidsrod ... Louis.

(B. T. 6. februar 1925).

For 100 Aar siden - og nu.

Smedemester Ferdinand Svedstrup i Mørdrup ved Helsingør fyldte i Tirsdags 100 Aar. Han har i den Anledning fortalt en Del af sine Erindringer, bl. a. følgende:

Jeg skal fortælle Dem lidt om Læreforholdene den Gang. Det vil maaske have nogen Interesse for Nutidens Lærlinge at læse om, hvad der blev budt os Lærlinge i 1840.

Min Læremester var Smed Georg Smidt - der tampede os fra Morgen til Aften. Kl. 5 om Morgenen skulde der være Ild paa Essen. VI havde jo ikke Tændstikker den Gang, men maatte hugge Ild med Fyrtøjet. Det tog Tid, og det kunde ogsaa mislykkes. Var Ilden ikke blæst op til Kl. 5, saa vankede der Dagens første Klø, og de var de værste. Mester var altid bedst oplagt til Klø om Morgenen. Min Læretid er for mig en lang Erindring om Sult og Klø, Sult og Klø. Vor Frokost bestod af 2 Skiver Fedtebrød, Svendene fik et Stykke Ost paa det ene Stykke. Til Vesper Kl. 5 fik vi et halvt Stykke Fedtebrød med Ost. Svendene fik hertil en Snaps, til Aftensmaden var to Rundtenommer (1 Stk. med Fedt og 1 Stk. med Ost og Smør). Middagsmaden bestod af Ærter, Kant, Grød og lign. og var det eneste Maaltid, der nogenlunde kunde mætte en sulten Mave, men dog kun for en kort Tid. Det skete mange Gange, at jeg segnede besvimet om af Mathed ved Ambolten. Sulten nagede evig og altid. Jeg kan huske, at jeg gjorde mig til Vane at levne en File Bid af vort knap tilmaalte Aftensmaaltid til næste Morgen. Morgenmaaltidet var nemlig kun en Kop tefarvet Vand med en Bid brunt Sukker til. Naar Jeg havde en lille lavning af Fedtebrødet fra den foregaaende Aften, kun et Stykke paa en Tomme i Firkant, kunde jeg saa nogenlunde klare Morgenarbejdet og svinge de tunge Forhamre.

Vi Lærlinge hittede paa at gaa til Bageren og bede ham om at gøre Brødene kortere og tykkere, da der jo kun vankede det bestemte Antal Rundtenommer, og at spørge om mere vilde blive besvaret med en Lussing. Bageren grinte til os - det var alt. Det var i og for sig føret, da jeg lærte at bruge Skraatobak, at jeg kunde holde Sulten nede og Arbejdsevnen oppe. Skraaen blev Lægedom for mig, og den har fulgt mig som en trofast Følgesvend lige til i Dag, da jeg kan skimte mine 100 Aar.

(Folkets Avis - København 18. februar 1925).

Foto fra Dagbladet (København) 2. februar 1925.

Slaverne paa Kronborg.

Af en Hundredaarigs Erfaringer.

Forleden fyldte Smedemester Ferdinand Svedstrup, Mørdrup ved Helsingør, 100 Aar.

Til "Nordsjælland" fortæller den Hundredaarige følgende, der sikkert vil interessere:

Jeg erindrer fra de Dage, da jeg var ca. 6 Aar gammel, Halshugningen paa Grønnehave. En af Slaverne paa Kronborg havde forbrudt sig haardt, og i de Dage gaves ingen Pardon. Han skulde halshugges, og Dødsdommen skulde fuldbyrdes ude paa Grønnehave paa det Sted, hvor Skydevoldene senere fandtes. Henrettelsen var som altid i de Dage offentlig - det vil sige: Folk blev holdt i tilbørlig Afstand fra Retterstedet af en tæt Kordon af Soldater. Publikum mere anede end just saa, hvad der skete.

Men vi Drenge havde bedre Chancer. Vi smed os ned paa Grønsværet og kunde sna nogenlunde faa vor Nysgerrighed tilfredsstillet ved at kigge mellem Soldaternes Ben.

Der var altsaa i de Dage Slaver paa Kronborg. Der skulde ikke saa meget til for at blive smedet i Jern. Et Tyveri, ja, mindre end det var tilstrækkeligt. Slaverne var indespærrede i Slottets yderste Udenværk. De sad her bag Tremmerne med deres Lænker om Benene og lavede forskellige Smaating. En Gang om Ugen fik de skikkeligste Lov til at gaa ud i Byen og sælge disse Smaating til Folk, men altid var de under Bevogtning af Slavesergenten. Jeg købte en Gang som Dreng et Par Trætøfler af en Slave for en Rigsort (50 Øre).

Den samme Slave var for øvrigt et rigtigt pænt Menneske at se paa. lHan var selvfølgelig frygtelig udmajet med sine Lænker om Benene og sin hvide og sortdelte Slavedragt. Jeg spurgte ham, hvorfor han var kommen i Slaveriet. Jeg trak en Tøjrepæl op! sagde han. Saa fulgte der vel en Hest med? spurgte jeg. Det gjorde der vel - Saa var den Passiar forbi. Slavesergenten jagede ham videre.

En lille Begivenhed fra Slavedagene, som vakte en Del Opsigt, maa jeg dog fortælle, fordi det viser, at det ikke var helt umuligt at flygte fra Slaveriet. Kommandanten paa Kronborg - jeg tror, han bed General Rothe - var en fin Mand, der havde stort Hestehold derude og altid kørte med fire Heste. Han ejede "Aggersvold" ved Jyderup og andre Godser, og han kørte hver Sommer derned. Hans Kusk hed Peter Jensen, en flot Karl, som altid var med ham. Under en af disse Udflugter lykkedes det en af Slaverne, der hjalp til med Pasningen af Genoralens Heste at slippe uset ind i Peter Jensens Kammer. Her fik han med Hammer og Mejsel Jernringen om Foden hugget over, hvorefter han iførte sig Peter Jensens flotte Søndagstøj, den høje Hat, Kalvekrydset, Lakstøvler og Spadserestok, og i denne Mundering passerede Slaven stolt forbi den ellers meget paapasselige Vagt og vandrede bort. Faa Timer efter blev Flugten opdaget, og Jagten gik saa efter den ulykkelige undvegne. Tilsidst fangede man ham og førte ham tilbage til Slaveriet. Først skulde han dog have en ekstra Revselse i Generalens egen høje Nærværelse. Paa Slottets Grund var rejst en Pæl, hvor den ulykkelige blev bundet. Han fik saa paa den bare Krop alle de Prygl, han kunde taale. For at overdøve hans Skrig spillede Regimentsmusiken.

Ja, føjer Svedstrup til, det var en haard Tid dengang. Soldaterne havde det saamænd ikke bedre. Soldaterne var jo i de Dage Bønder, thi vi Købstadfolk var "frifødte". Jeg erindrer at have set en sølle Soldat løbe Spidsrod, som det kaldtes, ogsaa under Militærmusik. En lang Række Soldater blev stillet op i to Geledder, hver forsynet med en smidig Hasselkæp. Gennem denne "Gade" skulde den strafskyldige Soldat saa gaa. Hver Mand skulde give ham et Rap, og de havde at slaa til, thi bag dem stod Underofficererne og sørgede for, at Straffen blev eksekveret i sin fulde Strenghed. Snød en af Kammeraterne, var han udsat for selv at faa samme Omgang. Den arme Soldat var mere død end levende, da Torturen var endt.

(Fredericia Social-Demokrat 24. februar 1925).

En Halvfemsaarig. (Efterskrift til Politivennen)

Enkefru Andrea Nielsen.

I Dag fejrer Enkefru Andrea Nielsen sin 90aarige Fødselsdag.

Fru Nielsen, der er fuldstændig rask og rørig, har i 30 Aar boet i Ejendommen Vesterbrogade 110, og hun gaar daglig sin Tur, naar Vejret er til det.

I Gaar, da Fødselsdagsbarnet havde været paa Besøg hos sin Dattersøn, Cigarhandler C. F. Nielsen i Hillerødgade, hvor hun for øvrigt tilbringer Festdagen, tog vor Fotograf ovenstaaende Billede af hende, medens hun hvilede sig paa en af Kvarterets Bænke, en fuldstændig Modelstudie.

(Aftenbladet (København) 25. september 1924).

En Vandring gennem De Gamles By. (Efterskrift til Politivennen)

Inspektør Friis fortæller om Livet blandt de, der fandt en Solskinsplet paa de gamle Dage.

Solen kaste sine varme Straaler over De gamles By, da vi i Selskab med Institutionens Inspektør, Hr. Friis, vandrer gennem dette herlige Alderdoms-Fristed, der skærmer og hygger for dem, der maa søge Nødhavn paa Livets Sejlads. Og hvor er de høflige og rare, disse gamle Morliller med deres klare Øjne, og Mændene, der med deres uundværlige Piber slikker Solskin i det smukke Haveanlæg.

lnspektør Friis standser og siger:

- Alt dette kan vi takke Borgmester Viggo Christensen for. Han forvandlede det gamle Almindelig Hospital til et Hjem for de Gamle, og det er et Hjem for dem. Her er ingen Tvang, og det er ingen Almisse, men en Ret de Gamle har, naar de ikke kan klare den mere ude i Livet. Enker der er fyldt 65 Aar, og ikke har været straffet eller nydt Fattighjælp, og som ikke kan klare sig med Aldersrenten, de behøver blot at henvende sig til deres Kredsinspektør, som saa indstiller dem til Magistraten.

- Og hvad faar de saa?

- Ophold, Mad, Drikke, Klæder, Bygehjælp og 1 a 2 Kroner om Ugen i Lommepenge. Vi har 3 Afdelinger, 1 for de raske, 1 for de mindre raske og saa Sygeafdelingen.

- Hvornaar begynder Livet i "De Gamles By"?

- Kl. 8; men der er jo nogle, som ikke kan ligge længe, og de staar op ved 6-Tiden og sætter dem ned i Haven og ryger paa deres Piber. Ved 8-Tiden faar de saa deres Frokost, der bestaar af varm Mælk og Smørrebrød og bagefter Kaffe. Kl. 12 faar de to Retter borgerlig Middagsmed og Kaffe, og Kl. 5½ Smørrebrød og Te.

- Hvad er deres bedste?

- Det er Kaffen. De elsker deres Kaffe. Naar saa Klokken er 6-7 gaar de i Seng, og naar jeg ved 8-Tiden gaar min Ronde og Aftensolen gaar ned bag Kirken, for Resten et pragtfuldt Syn, høres der ikke en Lyd i hele Byen, hvor der dog, foruden Personalet, bor 1340 Mennesker.

- Det maa være en velsignelsesrig Gerning daglig at færdes mellem alle de Gamle.

- Det er det ogaaa, selv om man jo kan have sine Bryderier, hvor der er saa mange Mennesker; men jeg maa sige, at de Gamle er saa søde og saa hyggelige.

- Kender De dem alle sammen?

- Nej, det gør jeg ikke; men jeg kender de fleste af dem. De kommer jo til mig med alle deres Sorger, maa, smaa bitte Sorger, m jeg saa maa ordne. Det er jo store Børn, og gode Børn. Men jeg har gjort den Erfaring, at de, der i Livet har haft det godt, og som har kæmpet for at faa et Hjem, de sætter mest Pris paa alle de virkelige Goder, der bydes dem her, fordi de véd, hvad det vil sige at bo i lyse og propre Omgivelser. De kloge i Livet føler sig altid mest tilfredse.

- Hvor mange Mennesker er der ansat her for at holde dette Maskineri i Gang?

- Foruden mig selv er der 1 Overlæge, 1 Reservelæge, 3 Lægekandidater, 3 Kvartermestre, 3 Tilsynsdarmer, 43 Sygeplejersker. 60 Sygeplejeelever, 120 Husassistenter og en Stab af Nattevagter.

- Bor alle disse Mennesker her?

- Ja. Kom, skal De se Husassistenternes Bolig. De har et Hus for sig selv.

Husassistenterne har et 3 Etagers Hus med hver sit hyggelige Værelse, en stor, luftig Spisestue, fælles Dagligstue med Kurvemøbler og 3 Veranda-Konversationsstuer ud mod Haven. Vi kigger Ind i et Par af Husassistenternes Værelser, der er udstyret med Hygge og Komfort, som var det Herregaards-Gæsteværelser.

- Ja, er det ikke nydeligt, siger Inspektør Friis. Det er noget andet end de usle Hummer under Trappegange eller paa Lofter, som man i gamle Dage bød Husassistenterne. Vi giver dem en Seng, et Bord, en Kurvestol og en Kommode, og saa sørger de selv for Resten. Og det er saa morsomt at se, hvor de gode Eksempler smitter. De anskaffer sig selv Billeder paa Væggen, Tæpper, Bogskabe etc. eller faar Sengen byttet med en Hovedivan for at gøre Stuen hyggeligere, og der er en endel Kappestrid om at overtrumfe hinanden.

Nogle af de Gamle slikker Solskin.

Vi gaar ned i Baghaven,

- Her skal De se noget helt nyt De af de Gamle, der vil have deres Kolonihave og dyrke den, kan faa et Styjke Jord. Er det ikke smukt og morsomt? Se, der er én dér. Han har opdyrket en hel Blomsterhave.

Vi drejer om ad en Sideallé.

- Her har vi Kirken, siger Inspektør Friis. Det er et Kirkesogn for sig, med sin egen Præst, Pastor R. P, Rasmussen, og med sine egne Kirkebøger. Og den Bronceafstøbnlng af Michel Angelo, som staar dér, er en Gave fra Glyptoteket til Magistraten. Den store Broncehund af Louis Jensen, De saa før ved Frugthaven, har vi laant af Kunstmusæet, og jeg antager Ikke, at de kræver os for den igen.

- Saa har De en Festsal?

- Ja, den skal De se. Der laa tidligere et Vaskeri, dér hvor Festsalen nu ligger, og vi har bygget en Tilbygning til Filmsoptagelserne. 

Vi træder ind i Festsalen, der rummer 300 Siddepladser. Den smukke Sal pryden af en Række Kunstværker.

- Hvor har de faaet de Kunstværker fra?

- Det skal jeg saamænd sige Dem. Tegneren og Maleren Djaluar Christoffersen blev saa begejstret over De Gamles By, at han nedsatte en Komité til Erhvervelse af Kunstværker. Denne Komité bestod bl. a. af Djalmar Christoffersen, Borgmester Viggo Christensen og undertegnede, og en Række Kunstnere med Henrik Jespersen, Professor Oscar Matthiesen og Elo i Spidsen sendte os det smukkeste, de ejede. Saa har vi ogsaa vort Bibliotek, der frekventeres meget.

- Faar De Bøger forærende?

- Det er forbavsende faa; men vi har en lille Bogkonto paa Budgettet.

Fra Festsalen gaar vi gennem Sygehuset, beundrer de lyse og luftige Værelser og Gange, og dem Properhed og Akkuratesse, der er til Stede. Man faar ikke Indtryk af at være paa et Hospital, snarere paa et venligt Rekreationshjem, hvor flinke Portører bærer de nogenlunde raske syge ned i Solen. Efter et Kig i det mægtige Køkken, der med sine Dampgryder, som rummer 900 Liter, bespiser en hel By, aflægger vi Besøg paa Kvindernes Afdeling for de raske. Den hjemlige Hygge er den herskende I de venlige Stuer

- De kan tro, et vi fejrer Juleaften her i De Gamles By. Hver Afdeling har sit Juletræ fra Loft til Gulv, og det kan ses fra lægge Sider af Gangen, naar man kommer op. Borgmester Viggo Christensen er her hver Juleaften og gaar alle Afdelingerne igennem for at hilse paa de Gamle og ønske hver enkelt: Glædelig Jul. Og saa skulde De se, naar de Gamle Haand i Haand danner omkring Juletræet. "Danser" er maaske et stærkt Ord; men det ser saa smukt og rørende ud.

- Saa glæder de Gamle sig vel til Julen?

- Om de gør! Saa kommer der Besøgende, og der veksles Gaver.

- Men Sommeren er vel den bedste Tid?

- Ja, de glæder sig som Børn til Foraaret, og de længes efter at komme ned i Solen. Blot det, at sidde i Sollyset, er et Himmerige for dem.

- Hvor stort et Areal raader De Gamles By over?

- 16½ Td. Land. ,

- Har De fuldt besat?

- Vi har Plads til et lille Hundrede Stykker endnu.

- Kommer der mange for at bese Byen?

- Ja, vi har haft Besøg af Amerikanere, Polakker, Englændere, Svenskere og Franskmænd, og bl. a. af Internationalt Kvindemøde og af 80 Læger fra Folkeforbundet.

- Og de var begejstrede?

- Det er ikke, Ordet!

Vort Besøg er slut, og vi takker den elskværdige Inspektør, fordi han fulgte os paa vor Vandring gennem De Gamles By, en Seværdighed i København, som enhver Københavner bør lære at kende.

Inspektør Friis.

(Klokken 5 (København) 30. august 1924).

De Gamles By blev opført 1885‑92, tegnet af Vilhelm Petersen. Indtil 1919 som Almindelig Hospital der blev slået sammen med det i 1901 opførte Københavns Alderdomshjem (alderdomshjemmet Salem - "Slottet"), tegnet af Gotfred Tvede. Det ligger ved Guldbergsgade. De 24 bygninger er bevaret, ligesom Vilhelm Petersens De Gamles Bys Kirke fra 1892. I dag er der børneinstitutioner, boliger mm.

Foto fra Aarhuus Stifts-Tidende 24. juni 1924 fra et besøg 3. juni 1924 af udenlandske læger. Borgmester Viggo Christensen ses på forreste række.

Besøg paa en Fattiganstalt. Helsingørs Fattighus. (Efterskrift til Politivennen)

I

Omtrent midt i Helsingør ligger en stor skummel og fængselslignende Bygning - det er Byens Fattighus og Arbejdsanstalt. Bygningen bestaar af fire sammenbyggede 1- og 2- Etages Længer og er fritbeliggende til alle fire Sider, dels ud mod Pladsen ved Mariekirken og Sortebrødreklostret, dels mod Hestemøllestræde og St. Annagade.

Bygningen er af meget gammel Oprindelse, hvad ogsaa dens skrøbeliqe Udseende tyder paa. Huset er for over 200 Aar siden skænket Byen af en Enkefrue og derefter taget i Brug for Fattige. Der var oprindelig indrettet 5 Stuer for Kvinder og 3 for Mænd, samt 2 "Kaserner" og nogle Interimslokaler, ialt med 96 Senge, men disse Lokaliteter er senere omdannet. Desuden forefindes der et flot udstyret Kontor for Inspektøren og Beboelseslejlighed for en gift Opsynsmand (en forhenværende Underofficer) og 2 Gangkoner.

Set udefra, gør den gamle Bygning et absolut frastødende og uhyggeligt Indtryk. Vinduerne er forsynet med Jærngitter som i et Fængsel og uden nogetsomhelst Gardin eller Forhæng. Baade de Forbipasserende og Genboerne i Hestemøllestræde kan se tværs gennem Stuerne, hvad der selvfølgelig er meget generende for de gamle Kvinder, der Morgen og Aften maa foretage deres Paa- og Afklædning udsat for alle Nysgærriges Blik. Og ud mod Marie Kirkeplads er Muren bugtet ud og ind i en saa foruroligende Grad, at det er et Vidunder, at det hele ikke ramler sammen over Hovedet paa de Gamle.

Slipper man indenfor Porten til denne Rede, er Indtrykket, man faar, om muligt endnu uhyggeligere. Anstalten huser nemlig baade forfaldne Individer og de omstrejfende Løsgængere og Vagabonder, saavelsom erhvervsløse Personer, der antræffes og indsættes sammen med gamle, svagelige Mennesker, hæderlige Fattige og Familier med Børn.

Og hvilke Lokaliteter, disse Mennesker er sammenstuvet i!

Vi var oppe paa Loftet, hvor der under Taget er indrettet højst primitive Soverum. Og vi hørte fra de Gamle kun Beklagelser over den haarde Behandling, den drøje Arbejdstid og den sløje Kost.

Arbejdstiden er fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6 om Aftenen, kun afbrudt af en Hviletid fra Kl. 8 til 8½ Formiddag og fra Kl. 11 til 1 Middag - altsaa 9½ Times Arbejde, deraf de 5 Timer om Eftermiddagen uden nogen Afbrydelse. Arbejdet bestaar i dels at frynse Shavler, dels at pille Tovværk. Der gives 3 Øre for at pille 1 Pund Værk, og hvis det ikke er pillet aldeles fint, kasseres det og maa pilles om. Det betragtes derfor som et stort Held, naar der kan naas 12 Pund paa en Uge, hvilket giver 36 Øre, og i de fleste Tilfælde er Fortjenesten kun 25 Øre pr. Uge. Hver Maaned betales der desuden et Tillæg af 1 Øre for hvert Pund, der er pillet, det kan allerhøjst løbe op til ca. 32-48 Øre. De Gamles Arbejdsindtægt pr. Maaned varierer altsaa mellem ca. 1 Kr. 32 Øre og i allerheldigste Tilfælde ca. 1 Kr. 94 Øre - det bliver allerhøjst mellem ca. 4 a 6 Øre pr. Dag!

Den udleverede Kost bestaar i 2 Rugbrød a 5 Pund til hvert Lem pr. Uge, samt Middagsmad - det er det Hele.

Foruden dette Rugbrød, der i Sommervarmen ved Henliggen indtørres til en haard Masse, og Middagsmaden, der er af den tarveligste Beskaffenhed, saa udleveres der ikke nogetsomhelst hverken af Spise eller Drikke!

De Gamle faar hverken The, Kaffe, Øl eller Mælk, der er saa nødvendig for saadanne udtærede og kraftløse Mennesker. Og da de ikke kan komme langt med de 4-6 Øre, saa har de kun Vandposten at tye til, saalænge indtil de som fuldstændig afkræftede kommer under Sygebehandling.

Anstalten tilbereder ikke selv Middagsmaden, der indkøbes hos en Privatmand, Ølhandler Jensen i "Flinten", og koster 25 Øre Portionen. Efter Prisen at dømme, saa kan enhver erfaren Husmoder selv slutte sig til Kvantiteten og Kvaliteten. Portionerne er selvfølgelig yderst knappe og tarvelige. Kødsuppen beskrives som et vandet Fluidum, Øllebrøden som muggen. Klipfisken salt og sejg osv.

Hvor kan der paaregnes nogen tilstrækkelig Næring af en Middag, der f. Eks. bestaar af 3 Pægle Kødsuppe og 4 Lod Kød? Eller 3 Pægle Øllebrød og 4 Lod Klipfisk? Eller 3 Pægle Ærter og 4 Lod Flæsk?

Og dog maa de Gamle prise sig lykkelig, der er foretrukne og faar denne tarvelige Middag hver Dag i Ugen. For en Del af de gamle Menneskers Vedkommende er der nemlig truffet den besynderlige Bestemmelse, at de kun faar Middagsmad de 5 Dage i Ugen, idet man skyder sig ind under, at de i deres Fritid maa kunne tjene saa meget ved privat Arbejde, at de selv kan købe sig Middagsmad osv. de to resterende Dage af Ugen!

En mere inhuman Bestemmelse stal man vanskelig finde paa nogen Anstalt for gamle, fattige og svagelige Mennesker, og den fortjener den alvorligste Paatale og Misbilligelse.

Under Arbejdet er i et Lokale sammenstuvet en Snes Mænd og Kvinder i en trykkende Atmosfære, da Vinduerne er tilspigrede og den friske Luft kun skaffer sig Adgang gennem et Par smaa Trækruder. Her sidder de sultne Mennesker fra den tidlige Morgen den hele Dag og piller og piller med de magre, rystende Fingre for at tjene de usle 4-6 Øre, de skal skaffe sig Mad for. Og som Dagen skrider frem, saa sænker Døsigheden sig over deres trætte Lemmer. Naar saa endelig om Aftenen Klokken slaar 6, saa befries de fra Arbejdsstuen og har nu været i Aktivitet i 12 Timer og kan nok trænge til Hvile.

Hvor kan man forlange, at de efter en saa lang Dag skal kunne skaffe sig nogen privat Ekstrafortjeneste? Og hvilket Arbejde skal de i det Hele taget tage fat i og skaffe sig om Aftenen?

Selvfølgeligt viser det sig yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt for de Gamle at tjene noget ad denne Vej (maaske med en ganske enkelt Undtagelse) Og hvad bliver saa Resultatet? At de stakkels Mennesker bogstavelig maa sulte og leve af Vand og Brød!

Det vil med andre Ord sige, at naar disse Mennesker under Fattigforsørgelsen bydes en Levevis, hvorved de maa nøjes med Vand og Brød, saa er de stillet fuldstændig paa samme Fod som de Forbrydere, der som Straf for deres Brud paa Lovene idømmes Vand og Brød.

Der er dog den Forskel, at Forbryderne kun kan idømmes Vand og Brød i allerhøjst 5 Gange 6 Dage, medens de Fattige i Aarevis lider denne Sultestraf, hvad vi nærmere skal paavise i en følgende Artikel. 

(Social-Demokraten 5. august 1891).

To af fløjene mod Hestemøllestræde og Sct. Anna Gade i Helsingør. 1860-1902 Helsingør Fattiganstalt, fattighus, "Skændselens hus". Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Omkring 1630 købte Helsingør Kommune Karmeliterhuset der  blev "Fattiggården". Karmelitersygehuset blev forhøjet til hvad man kan se i dag. To bindingsværkslænger (mod øst og nord) kom til. 

II

Blandt de Gamle fra Fattighuset, vi talte med, var ogsaa en skikkelig og yderst svag udseende Olding paa 76 Aar, der har været i Anstalten i ca. 15 Aar og endnu arbejder ved Tovpilning. Han er mager og udtæret med et furet og rynket Ansigt, hvis gule og blaa Misfarvning tyder paa Blodmangel og Svækkelse, hvad der yderligere bekræftes ved de rystende Lemmer og dirrende, krogede Fingre og den uafladelige hivende, tørre Hoste. Kort sagt en gammel Stakkel, der efter mange Aars haardt Slid og Slæb som Arbejdsmand nok kunde have trængt til at hvile sine Lemmer allerede fra den første Dag, da han 61 Aar gammel ikke længer saa sig i Stand til at klare sig selv og derfor meldte sig til den kommunale Fattigforsørgelse i Helsingørs Fattighus.

Han er en af dem, der erholder Middagsmad hver Dag, og hører altsaa til de lykkeligste paa dette Sted - for saa vidt man kan forbinde Begrebet Lykke med Tilværelsen paa en saadan Anstalt.

Han fortalte, at han i den sidste Uge havde pillet 7½ Pund Værk og som Arbejdsløn havde faaet 22 Øre, hvad der langt fra strakte til blot at skaffe Øl og Kaffe hver Dag. Han købte for 4 Øre en Kop Kaffe om Morgenen af en af de kvindelige Lemmer, og spiste til Kaffen et Stykke bart Rugbrød. Endvidere købte han en Flaske Øl til 4 Øre, for at faa Resten af Rugbrødet til at glide ned den øvrige Del af Dagen. Det bliver en ugenlig Udgift af 56 Øre. Da han kun tjente 22 Øre, vilde han altsaa være afskaaret fra at købe Øl og Kaffe, saafremt han ikke hos Bekendte i Byen fik et Tilskud af 34 Øre.

- Faar De slet intet Sul eller Smør til Brødet? spurgte vi, og maatte raabende gentage Spørgsmaalet, da hans Hørelse var svækket.

- Næ, vi gør saamæn ikke, svarede Oldingen. Men jeg gemmer jo et Stykke Sul fra Middagsmaden, for at have lidt til Brødet om Aftenen.

- Hvorfor gemmer De noget? Er der da saa meget Mad, at De ikke kan spise op?

- Næ tværtimod, jeg kan godt spise det op - men saa har jeg jo kun det bare Brød...

Staklen gaar altsaa halvmæt fra Middagsbordet og gemmer heller en Stump af de 4 Lod Sul.

Han maa tidlig op om Morgenen, fortalte han videre, da der skal mødes paa Arbejdsstuen Kl. 6. Paa hans Sovestue er der 12 Mand, der har 2 Haandklæder om Ugen til fælles Brug og 2 Blikskaale til Morgenvasken, men intet Sæbe, saa man kan slutte sig til Properheden. Den Gamle gaar Sommer og Vinter ned i Gaarden og vasker sig ved Posten!

Efter denne kolde Morgentur køber han den Sjat Kaffe og spiser det bare Rugbrød før han gaar til Arbejdet.

Frokosten bestaar af bart Rugbrød og det halve af den Flaske Øl, han køber.

Middagen har vi beskrevet. Af de 4 Lod Sul gemmer han Halvdelen til om Aftenen og spiser det til det bare Rugbrød og drikker Resten af Øllet for han gaar til Sengs.

- Men nu de andre Lemmer, som kun har 4-6 Øre at købe for og som ikke kan faa Hjælp udefra - de kan da ikke skaffe sig Kaffe eller Øl til Frokost, Middag og Aften? spurgte vi.

- Næ, men saa maa de drikke Vand, svarede den Gamle.

- Og hvad gør de Lemmer, der kun saar Middagsmad 5 Gange om Ugen? Af de Par Øre, de tjener, kan de jo ikke købe sig Middagsmad - hvad lever de saa af i de 2 Dage? Faar de andet end Vand og Brød?

- Næ, det kan vel ikke blive til andet!

- Ser De aldrig noget til Inspektøren eller Fattigbestyrelsen?

- Næ, ikke meget. Der er "Storkommission" en Gang hver Maaned, og en Gang om Aaret i Sommertiden faar vi Besked om at holde os parat paa Stuerne, saa kommer Inspektøren og de andre store Herrer (Fattigudvalget) og gaar gennem Anstalten, men de siger ikke noget og vi siger heller ikke noget.

- Hvorfor klager Lemmerne da ikke over at de sulter?

- Aa, hvad kan det nytte, det kan vel ikke blive anderledes...

Her kom atter den tørre Hoste og afbrød ham, og han saa' med et resigneret halvslukt Blik paa os. Disse gamle Mennesker er saa indlevet i Sultekuren, at de anser det for aldeles haabløst at søge Forholdene ændret.

- Det synes at være galt med Deres Bryst, har De ikke talt til Lægen om den slemme Hoste?

- Jo, jeg har. Men han gav mig bare lidt Lakritsmikstur, og det kunde jeg ikke taale for Maven - jeg fik Diarrhoe og maatte holde op med den Mikstur.

Hvor maa Staklens Mave dog ikke være spoleret af det idelige Rugbrød, naar han ikke en Gang kan taale lidt Lakritssaft!

- Fortalte De det til Lægen?

- Jo, jeg var nok nødt til at at sige det, for Forkølelsen har taget saadan sat paa mig, at jeg næsten har mistet Hørelsen. Saa gav han mig noget Brystsaft, men det hjælper heller ikke noget . . .

Et nyt haardnakket Hosteanfald, der varede et Par Minuter, bragte Sveden frem paa Oldingens Pande.

- De maa jo meget hellere se at komme paa Hospitalet. Saa syg, som De er, kan De da umuligt udholde at arbejde?

- Ja, jeg har ogsaa tænkt paa, at jeg vil melde mig fra, og sige at jeq ikke kan mere. Jeg vilde gærne blive ved, saa længe jeg har Kræfter, men nu kan jeg ikke tage fat mere.

- Paa Hospitalet vil De sikkert ogsaa faa lidt bedre Forplejning, der kan styrke Dem, sagde vi trøstende til Afsked. Og i Oldingens matte Øjne lyste der et pludseligt Glimt af Glæde ved Tanken om de Herligheder, som Hospitalet mulig kan byde hans syge og udpinte Legeme, efter en 15 Aars udtærende Tilværelse paa Fattighuset.

* * *

For at ingen skal beskylde os for Partiskhed, saa har vi her med Forsæt skildret en af de Gamle, der er forholdsvis bedst stillet paa Anstalten.

Han faar Middagsmad hver Dag og er desuden ved Hjælp fra Bekendte i Stand til at købe lidt Drikke, om ogsaa kun lidt. Han er altsaa en formelig Krøsus i Sammenligning med de andre Stakler, der kun faar Middagsmad 5 Gange om Ugen og kun har 4-6 Øre om Dagen at klare sig med.

En af de Gamle sagde til os: Morgen og Aften hver Dag faar vi Vand og Brød, og de to hele Dage kun Vand og Brød! Kunde der ikke rettes lidt herved, saa vi ogsaa kunde faa Mad de 2 Dage, og Morgen og Aften lidt varm Mælk eller Øl til det bare Brød ?

Dette er et saare beskedent Duske, som enhver human Fattigbestyrelse øjeblikkelig vilde opfylde.

Selv de sletteste Individer og forfaldne Subjekter paa Københavns Ladegaard faar hver Dag udleveret deres Middagsmad og varme Drikke. Ja selv Forbryderne i Fængslerne faar hver Dag deres fulde Forplejning, for saa vidt Straffen ikke bestaar i indflrænket Fangekost eller Vand og Brød.

Saa bør ogsaa Helsingørs Fattighus og Arbejdsanstalt række sin Humanitet mod de Fattige saa vidt, at de ikke lider Sult indenfor dens Vægge,

(Social-Demokraten 6. august 1891).

III.

(Sidste Artikel)

Det var et mørkt og trøstesløst Indtryk vi fik ved vort Besøg paa Fattighuset.

Vi var bl. a. oppe paa Loftet, hvor der under selve det skraa Tag er indrettet Soverum for en Snes Mand, 3 i 4 Mand i hvert Rum. Hele Loftet er paa langs delt i 2 lige store Dele ved et Bræddeskillerum, der naar fra Gulvet til op til Tagryggen. Den ene Halvdel af Loftet er fri og benyttes til Passage. Den anden Halvdel er inddelt i 6-7 smaa Rum, hvori Lemmerne har Ophold. Man maa kunne indse, at det hele er knebent og uhyggeligt.

Vi traadte ind i et af disse kvalme Rum, mens Lemmerne ivrigt diskuterende samledes uden for. Skønt vi ikke havde navngivet os til et eneste Menneske, var det dog som en Løbeild såret gennem Anstalten, at en af "Social-Demokraten's Medarbejdere var kommen til Stede og nu var oppe at undersøge Loftet.

Rummet, hvori vi kom ind, er et Slags "Atelier" - det huser nemlig foruden 2 gamle Lemmer ogsaa Anstaltens berømteste Beboer, en gammel Maler, der har lidt Skibbrud i Livet og under Havariet søger Nødhavn her for Resten af sin Tid. Han regnes selvfølgelig for en hel Matador her inde, eftersom han i sin Fritid maler smaa Skitser og afhænder dem for en billig Penge, og saaledes kan klare sig for den værste Sult. Vi saa en hel Del af hans Miniatur-Malerier: Partier af Fredensborg, Frederiksborg, Kronborg. Marienlyst osv., nette smaa Udkast, ja selv en større Portrætkultegning havde han givet sig i Kast med, og paa Sengen stod et paabegyndt større Skovparti med en idyllisk Sø, hvor Kunstneren selv sidder ved Bredden og angler efter Lykken. Hvilken Kontrast til de lurvede Omgivelser!

Malerierne er ganske vist ikke saa betydelige Kunstværker som t. Eks. Exners eller Vermehrens, men til Gengæld faar man dem da ogsaa for en Slik - 25 Øre pr. Stykke!

Vi maatte løsrive os fra Beskuelsen af al denne maleriske Herlighed for at kaste et Blik om i "Atelieret". Ja, Gud bedre os for et Hul og en Elendighed! Sort Gulv, skraat Tag med én Rude, umalede skidne Trævægge, langs hvilke er sammenpresset 3 Senge med mørke, skiddent udseende Halmsække og Tæpper - Lagener var der ikke til at opdage - , en enlig Stol og et lille Bord. Midt paa Gulvet er akkurat saa megen Plads, at 3 Mennesker kan staa oprejst; vil de sidde, saa staar Sengene parat lige bagved. Og paa Bordet tronede i ensom Majestæt Lemmernes berygtede Maaltid: et grovt Rugbrød og en stor grisset Bolle fyldt med Vand! Vi skyndte os hurtigst muligt ud fra benne Kunstnerbolig og de stakkels Gamle ....

Paa en lavloftet Kvindestue underneden var der ligesaa uhyggeligt med de tilgitrede Vinduer. Her var en halv Snes Senge og blandt de indlagte en hel Familie, Kone og 4 Børn - Manden laa afsondret paa en Mandstue. Pladsen var ganske vist lidt rigtigere her, men Sengene saa sorte ud med deres ubestemmelige Indhold af Sække eller Hestedækkener. Heller ikke der var der Lagner at se - med mindre det sorte grove Stof bærer denne Benævnelse. En gammel Kvinde beklagede sig for os over, at hun trods sine 68 Aar endnu maatte arbejde og kun fik 25 Øre at købe for.

I den saakaldte "Mandskaserne" er der slaaet Køjer op langs Væggene, og i "Rullekasernen", i hvis Gang Retiraden findes, er der sammen med Sengene opstillet en Rulle og ophobet Vasketøj.

Men der er dog i det mindste et elegant udstyret Lokale paa Anstalten: det er Inspektørens Kontor ud mod St. Annagade, hvis lyse, flotte Møblement danner en skærende Modsætning til al den øvrige Fattigdom.

Lemmerne faar en ren Skjorte eller Særk hver Uge, og aarlig 2 Par Strømper, som de selv maa stoppe og vaske. Den Vask, der ellers er fornøden, maa ogsaa Lemmerne selv besørge. De faar hertil udleveret 2 Lod grøn Sæbe, men intet Brændsel.

Endvidere saar Mændene udleveret et Par hvide Lærredsbukser, som de maa spadsere i baade Sommer og Vinter, for saa vidt de ikke selv kan skaffe en varmere Beklædning eller kan faa udleveret de afdøde Lemmers Klæder, der trods deres pjaltede Forfatning gaar paa Skifte mellem dem.

Forseelser straffes med mørk eller lys Arrest. Ja der blev endog fortalt os, at til Straffene hørte Inddragelse af den vedkommendes Middagsmad i en eller flere Dage, og at en saadan Straf netop blev eksekveret for Øjeblikket.

Men dette lyder dog for barbarisk, og vi vægrer os foreløbig ved at tro paa, at Helsingørs Kommune virkelig giver sit Samtykke til slige raffinerede Pinsler overfor de allerede i Forvejen saa udsultede Mennesker!

Kommer Lemmerne for sent op om Morgenen, eller møder de 1 Kvarter for sent til Arbejdet, straffes de med Nægtelse af Udgangstilladelse i en hel Maaned. Ellers er for de faste Lemmers Vedkommende fri Udgang en halv Dag ugenlig . . .

Vi kom endelig ud fra disse sørgelige Lokaler og stod atter i Anstaltens Gaard, hvor en gammel blind Mand, en forhenværende Gaardejer fra Horserød, stavrede om langs Muren. Ved at se hvad Helsingørs Kommune byder sine Fattige, kunde vel ikke undgaa at drage en Sammenligning med København: St. Johannesstiftelsens Bygninger i Ryesgade og navnlig den nye Anstalt i Nørre Alle - dette storartede, velindrettede Bygningskompleks, der nylig er beskrevet heri Bladet. Ja, selv den stærkt kritiserede og mangelfulde Stiftelse paa "Almindeligheden" staar langt over det skumle Fattighus Helsingør.

Ved Helsingørs Havn er fornylig fuldendt den nye pragtfulde Banegaard, der ligner et lille Rosenborg Slot og knejser over Byen med sin straalende Facade og høje Spir. Helsingørianerne er selvfølgelig - og det med Rette - stolte over denne nye forøgede Pryd af deres saa smukt beliggende By.

Men en Skandale for Byen er det ovenfor skildrede Fattighus Byens Centrum, der daglig vækker Forargelse og Medynk hos ethvert humant tænkende Menneske. Og det maa haabes, at Helsingørs Kommune snarest muligt jævner denne gamle, elendige Rønne med Jorden og op fører en nutidssvarende Anstalt, der er Byen værdig.

Men først og fremmest kan det forlanges, at Byen bespiser sine fattige Gamle saaledes, at de ikke kommer til at nøjes med Vand og Brød.

(Social-Demokraten 7. august 1891).

Artiklerne affødte kommentarer, bl.a. fra fattigudvalget i Helsingør (se fx Social-Demokraten 9. august 1891) som udtalte at klagerne var overdrevne eller usande. Det bekræftede at inddragelse af middagsmand brugtes som straffemiddel. Torsdag den 11. august 1891 blev der afholdt et møde om sagen i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Helsingør med deltagelse af ca. 500 personer. Ingen fra fattigvæsnet var mødt op. Der blev vedtaget resolution om at henvende sig til byrådet om at det sørgede for ændrede forhold. I løbet af 1890’erne begyndte man at rømme det forfaldne Fattighus som i folkemunde blev kaldt ”Skændselenshus”. I 1902 var de sidste lemmer væk. Biblioteket holdt til i huset 1910-1971.