En Vandring gennem De Gamles By. (Efterskrift til Politivennen)

Inspektør Friis fortæller om Livet blandt de, der fandt en Solskinsplet paa de gamle Dage.

Solen kaste sine varme Straaler over De gamles By, da vi i Selskab med Institutionens Inspektør, Hr. Friis, vandrer gennem dette herlige Alderdoms-Fristed, der skærmer og hygger for dem, der maa søge Nødhavn paa Livets Sejlads. Og hvor er de høflige og rare, disse gamle Morliller med deres klare Øjne, og Mændene, der med deres uundværlige Piber slikker Solskin i det smukke Haveanlæg.

lnspektør Friis standser og siger:

- Alt dette kan vi takke Borgmester Viggo Christensen for. Han forvandlede det gamle Almindelig Hospital til et Hjem for de Gamle, og det er et Hjem for dem. Her er ingen Tvang, og det er ingen Almisse, men en Ret de Gamle har, naar de ikke kan klare den mere ude i Livet. Enker der er fyldt 65 Aar, og ikke har været straffet eller nydt Fattighjælp, og som ikke kan klare sig med Aldersrenten, de behøver blot at henvende sig til deres Kredsinspektør, som saa indstiller dem til Magistraten.

- Og hvad faar de saa?

- Ophold, Mad, Drikke, Klæder, Bygehjælp og 1 a 2 Kroner om Ugen i Lommepenge. Vi har 3 Afdelinger, 1 for de raske, 1 for de mindre raske og saa Sygeafdelingen.

- Hvornaar begynder Livet i "De Gamles By"?

- Kl. 8; men der er jo nogle, som ikke kan ligge længe, og de staar op ved 6-Tiden og sætter dem ned i Haven og ryger paa deres Piber. Ved 8-Tiden faar de saa deres Frokost, der bestaar af varm Mælk og Smørrebrød og bagefter Kaffe. Kl. 12 faar de to Retter borgerlig Middagsmed og Kaffe, og Kl. 5½ Smørrebrød og Te.

- Hvad er deres bedste?

- Det er Kaffen. De elsker deres Kaffe. Naar saa Klokken er 6-7 gaar de i Seng, og naar jeg ved 8-Tiden gaar min Ronde og Aftensolen gaar ned bag Kirken, for Resten et pragtfuldt Syn, høres der ikke en Lyd i hele Byen, hvor der dog, foruden Personalet, bor 1340 Mennesker.

- Det maa være en velsignelsesrig Gerning daglig at færdes mellem alle de Gamle.

- Det er det ogaaa, selv om man jo kan have sine Bryderier, hvor der er saa mange Mennesker; men jeg maa sige, at de Gamle er saa søde og saa hyggelige.

- Kender De dem alle sammen?

- Nej, det gør jeg ikke; men jeg kender de fleste af dem. De kommer jo til mig med alle deres Sorger, maa, smaa bitte Sorger, m jeg saa maa ordne. Det er jo store Børn, og gode Børn. Men jeg har gjort den Erfaring, at de, der i Livet har haft det godt, og som har kæmpet for at faa et Hjem, de sætter mest Pris paa alle de virkelige Goder, der bydes dem her, fordi de véd, hvad det vil sige at bo i lyse og propre Omgivelser. De kloge i Livet føler sig altid mest tilfredse.

- Hvor mange Mennesker er der ansat her for at holde dette Maskineri i Gang?

- Foruden mig selv er der 1 Overlæge, 1 Reservelæge, 3 Lægekandidater, 3 Kvartermestre, 3 Tilsynsdarmer, 43 Sygeplejersker. 60 Sygeplejeelever, 120 Husassistenter og en Stab af Nattevagter.

- Bor alle disse Mennesker her?

- Ja. Kom, skal De se Husassistenternes Bolig. De har et Hus for sig selv.

Husassistenterne har et 3 Etagers Hus med hver sit hyggelige Værelse, en stor, luftig Spisestue, fælles Dagligstue med Kurvemøbler og 3 Veranda-Konversationsstuer ud mod Haven. Vi kigger Ind i et Par af Husassistenternes Værelser, der er udstyret med Hygge og Komfort, som var det Herregaards-Gæsteværelser.

- Ja, er det ikke nydeligt, siger Inspektør Friis. Det er noget andet end de usle Hummer under Trappegange eller paa Lofter, som man i gamle Dage bød Husassistenterne. Vi giver dem en Seng, et Bord, en Kurvestol og en Kommode, og saa sørger de selv for Resten. Og det er saa morsomt at se, hvor de gode Eksempler smitter. De anskaffer sig selv Billeder paa Væggen, Tæpper, Bogskabe etc. eller faar Sengen byttet med en Hovedivan for at gøre Stuen hyggeligere, og der er en endel Kappestrid om at overtrumfe hinanden.

Nogle af de Gamle slikker Solskin.

Vi gaar ned i Baghaven,

- Her skal De se noget helt nyt De af de Gamle, der vil have deres Kolonihave og dyrke den, kan faa et Styjke Jord. Er det ikke smukt og morsomt? Se, der er én dér. Han har opdyrket en hel Blomsterhave.

Vi drejer om ad en Sideallé.

- Her har vi Kirken, siger Inspektør Friis. Det er et Kirkesogn for sig, med sin egen Præst, Pastor R. P, Rasmussen, og med sine egne Kirkebøger. Og den Bronceafstøbnlng af Michel Angelo, som staar dér, er en Gave fra Glyptoteket til Magistraten. Den store Broncehund af Louis Jensen, De saa før ved Frugthaven, har vi laant af Kunstmusæet, og jeg antager Ikke, at de kræver os for den igen.

- Saa har De en Festsal?

- Ja, den skal De se. Der laa tidligere et Vaskeri, dér hvor Festsalen nu ligger, og vi har bygget en Tilbygning til Filmsoptagelserne. 

Vi træder ind i Festsalen, der rummer 300 Siddepladser. Den smukke Sal pryden af en Række Kunstværker.

- Hvor har de faaet de Kunstværker fra?

- Det skal jeg saamænd sige Dem. Tegneren og Maleren Djaluar Christoffersen blev saa begejstret over De Gamles By, at han nedsatte en Komité til Erhvervelse af Kunstværker. Denne Komité bestod bl. a. af Djalmar Christoffersen, Borgmester Viggo Christensen og undertegnede, og en Række Kunstnere med Henrik Jespersen, Professor Oscar Matthiesen og Elo i Spidsen sendte os det smukkeste, de ejede. Saa har vi ogsaa vort Bibliotek, der frekventeres meget.

- Faar De Bøger forærende?

- Det er forbavsende faa; men vi har en lille Bogkonto paa Budgettet.

Fra Festsalen gaar vi gennem Sygehuset, beundrer de lyse og luftige Værelser og Gange, og dem Properhed og Akkuratesse, der er til Stede. Man faar ikke Indtryk af at være paa et Hospital, snarere paa et venligt Rekreationshjem, hvor flinke Portører bærer de nogenlunde raske syge ned i Solen. Efter et Kig i det mægtige Køkken, der med sine Dampgryder, som rummer 900 Liter, bespiser en hel By, aflægger vi Besøg paa Kvindernes Afdeling for de raske. Den hjemlige Hygge er den herskende I de venlige Stuer

- De kan tro, et vi fejrer Juleaften her i De Gamles By. Hver Afdeling har sit Juletræ fra Loft til Gulv, og det kan ses fra lægge Sider af Gangen, naar man kommer op. Borgmester Viggo Christensen er her hver Juleaften og gaar alle Afdelingerne igennem for at hilse paa de Gamle og ønske hver enkelt: Glædelig Jul. Og saa skulde De se, naar de Gamle Haand i Haand danner omkring Juletræet. "Danser" er maaske et stærkt Ord; men det ser saa smukt og rørende ud.

- Saa glæder de Gamle sig vel til Julen?

- Om de gør! Saa kommer der Besøgende, og der veksles Gaver.

- Men Sommeren er vel den bedste Tid?

- Ja, de glæder sig som Børn til Foraaret, og de længes efter at komme ned i Solen. Blot det, at sidde i Sollyset, er et Himmerige for dem.

- Hvor stort et Areal raader De Gamles By over?

- 16½ Td. Land. ,

- Har De fuldt besat?

- Vi har Plads til et lille Hundrede Stykker endnu.

- Kommer der mange for at bese Byen?

- Ja, vi har haft Besøg af Amerikanere, Polakker, Englændere, Svenskere og Franskmænd, og bl. a. af Internationalt Kvindemøde og af 80 Læger fra Folkeforbundet.

- Og de var begejstrede?

- Det er ikke, Ordet!

Vort Besøg er slut, og vi takker den elskværdige Inspektør, fordi han fulgte os paa vor Vandring gennem De Gamles By, en Seværdighed i København, som enhver Københavner bør lære at kende.

Inspektør Friis.

(Klokken 5 (København) 30. august 1924).

De Gamles By blev opført 1885‑92, tegnet af Vilhelm Petersen. Indtil 1919 som Almindelig Hospital der blev slået sammen med det i 1901 opførte Københavns Alderdomshjem (alderdomshjemmet Salem - "Slottet"), tegnet af Gotfred Tvede. Det ligger ved Guldbergsgade. De 24 bygninger er bevaret, ligesom Vilhelm Petersens De Gamles Bys Kirke fra 1892. I dag er der børneinstitutioner, boliger mm.

Foto fra Aarhuus Stifts-Tidende 24. juni 1924 fra et besøg 3. juni 1924 af udenlandske læger. Borgmester Viggo Christensen ses på forreste række.

Gamle i Als Sogn. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 7de April.

I Als Sogn er der udqaaet Opfordring til paa 3die Paaskedag at hædre Guldbryllupsparret Math. Iversen og Hustrue ved at møde hos Samme og da tillige betænke dem med en Gave, som de visselig kunne trænge til. Der er neppe Tvivl om, at Als Sogns Beboere jo med Glæde ville vise Deeltagelse ved denne Leilighed. Vi ønske imidlertid, at denne Glæde ogsaa maatte udbrede sig til andre agtværdige Guldbryllupspar i lignende Vilkaar i Als Sogn. Foruden nævnte M. Iversen og Hustrue lever der nemlig i Sognet 3de Ægtepar, som have været gifte i over 50 Aar, nemlig Huusfader Virtus Mortensen og Hustrue i Als By under Viborggaards Gods og Huusfader And. Christensen og Hustrue i Tofte under Lindenborg Gods. Om begge disse Ægtepar kan man med Sandhed sige, at de have ført et virksomt og agtværdigt Liv, samt levet i et kjærligt og lykkeligt Ægteskab. Heller ikke ere deres Omstændigheder anderledes, end at en Gave jo ogsaa der vilde være paa rette Sted. Det omtrent 90-aarige Par, Virtus Mortensen og Hustrue, som have varet gifte i omtrent 58 Aar, trænge haardt til Veldædighedens Bistand. Den gode Jordlod, der hører til deres Huus, have de for flere Aar siden givet Slip paa, fordi de ikke magtede at faae den dreven. Det derved fremkomne Savn for dem maa være betydeligt, og dog have de ikke villet tye til Fattigvæsenet om Hjalp. Selv nu de ere saa svage, al de ikke kunne arbeide eller fortjene det mindste, ikke engang gaae ud af Huset efter en Spand Vand, men maae tilbringes Samme af bejhjælpsomme Naboer, vedblive de dog uden offentlig Hjælp at ernære sig, og de have Ingen hos sig tiI at hjælpe eller pleie dem, men maae dybt føle Savnet af en kjær Datter, deres eneste Barn, der tidligt bortdøde fra dem. Det andet Ægtepar - i Tofte - , som har været gift i noget over 50 Aar, har i sin Tid ved egen Flid givet en temmelig stor Børneflok en hæderlig Opdragelse. Nu ere alle Børnene alt for længe siden forsørgede, saa de Gamle sidde alene og Manden er bleven aldeles blind. Deres Omstændigheder ere jo ikke saa daarlige som det andet Pars, og Børnene bidrage visselig ogsaa til at formilde dem; imidlertid vilde det være passende og smukt, om ogsaa dette agtværdige Jubelpar blev ihukommet ved en Fest, der giver Als Sogn en saa smuk Leilighed til at hædre sine Gamle. (Medd.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling  7. april 1855).

Spørgsmaal.

Da opsynsmanden i et vist arbejdshus der tillige er stiftelse for gamle og svage personer af begge køn, holder så strengt på sin pligt at han dels forbyder de af byens folk der enten har en pårørende i denne stiftelse, eller som af medlidenhed vil forunde en eller anden af lemmerne et måltid mad, at komme ind i denne helligdom undtagen til bestemte tider, eller når nogen sender et barn derind, da er det endog sket at der er blevet lukket, og barnet har måttet forblive i arrest til at tiden på hvilken oplukningen finder sted, var for hånden. 

Tillige forbydes det lemmerne at komme ind, hvilket er højst urigtigt, da flere af disse har steder at gå på hvor de går lidt til hånde og hvor de har deres føde. I stiftelsen får de intet siden at bespisningen dette sted blev til mængdens tarv afskaffet. Det synes derfor underligt at man vil således indespærre fredelige gamle mennesker der skal ud i byen for at passe deres dont. Og må det i sandhed være hårdt for personer der har været i borgerlig stilling og på grund af det at han enten mangler borgmesterens yndest eller andre fornødne rekvisitter, må søge ly på sine gamle dage i et fattighus, ja da siger jeg det må være hårdt at blive holdt i et sådant fangenskab og at høre grovheder af en udannet og plump portner eller opsynsmand der kun har været vant til at prygle rekrutter. Det vil sige den tid de af sådanne karle behøver at modtage prygl. Da dette synes lidt temmelig umoralsk, tillader man sig at spørge de ansvarlige om det er med deres vilje at sådant sker og om det stemmer over ens med en god orden.

(Politivennen nr. 1427. Løverdagen, den 4de Mai 1843. Side 277-278). 

Redacteurens Anmærkning

Der kan fx være tale om Garnisons Arbejdshus, Holmens Sogns Arbejdshus og Bredgadens drengeskole, Vor Frue Sogns Arbejdshus eller Trinitatis Arbejdshus. Måske Ladegården.

Svar paa det i Skillingsbladet Nr. 17 indførte, om Vartou, for saavidt det vedkommer Undertegnede.

Den anonyme forfatter begynder med: "Man har påstået at der spises biligere og bedre på forskellige simple restaurationer, fx hos Almind i Gothersgade." Jeg har hos nævnte ladet hente en portion ærter og flæsk og betalt samme med 8 skilling. Hos mig derimod fik lemmerne i Vartov samme dag en portion ærter og flæsk for 6 skilling. Denne pris er uændret alle 7 dage i ugen, og hver dag laves forandring på middagsmad. Det er ofte tilfældet at jeg kan have 20 til 30 portioner mad til overs og alligevel skal jeg næste dag have frisk mad. Jeg kan ifølge min instruks ikke opvarme den tiloversblevne mad fra gårsdagen. Urtekramhandelen består i kaffe cikorie og sukker, heraf sælges 1 til 2 lod ad gangen. Høkervarer sælges ligeledes i meget små partier. Forfatteren synes ikke at være vidende om at lemmerne nu for tiden har 4 mark 5½ skilling ugentlig for at anskaffe sig alle fornødenheder. At jeg har fri bolig i stiftelsen, er vel en nødvendighed og har været fra den tid Vartov blev indrettet til et asyl for gamle, svage mennesker.

Mine øvrige tilfældige indtægter er efter hvad jeg er vidende om, de samme som mine forgængere har haft, og de ville vel næppe interessere almenheden. Min forgænger havde ikke samlet sig rigdom, men derimod forlod han stiftelsen i den yderste fattigdom. Om jeg kan samle mig meget til den gamle mand, vil tiden vise. Imidlertid kan den dyrebare hr. Ubekendt være overbevist om at mine høje foresatte, direktionen for Københavns Fattigvæsen, såvel som forstanderen i Vartov der alle daglig er til stede, vist ville have rettet og påtalt det fejlfulde i min vandel, dersom noget sådant havde fundet sted. Så meget mere som enhver af lemmerne i Vartov uforment kan klage hos deres foresatte. Imidlertid ville hr. Ubekendt glæde mig meget ved personligt at ulejlige sig til mig i Vartov mellem klokken 11 og 12 om middagen for at spise en portion mad, hvilken dag han lyster, og endvidere at være til stede hos mig fra kl. 4 om morgenen til kl. 10 om aftenen for at iagttage kvantiteterne jeg sælger, disses kvalitet og om de er for dyre.

Endvidere er den ubekendte vist ikke vidende om at stiftelsen lemmer er frie mennesker som kan gå ud når de lyster, som ofte spiser flere dage ude, bringer mad ind fra familier, selv koger mad og gør indkøb af fødemidler i byen som de kan få hos mig lige så billigt og måske billigere.

Jeg tvivler ingenlunde om at den rede forfatter modtager min invitation. Dog, skal han ikke have lyst til at indfinde sig, så udbeder jeg mig at han for fremtiden ikke blander sig i det han ikke kender.

Jacobsen
Plejefar i Vartov. 

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 502-504)  

Vartov 2016. I baggrunden Rådhuset. Her forløb på Politivennens tid Vestervold og Filosofgangen. (Eget foto)

Anmodning til det høie Commantskab, fra nogle sygelige og nervesvage beboere i Frederiksberggaden, Nygaden og Vimmelskaftet.

Enhver kan vel indse hvor stærk virkningen af trommelarmen er i snævre gader og hvor ubehagelig den må være for syge og nervesvage mennesker. I førnævnte gader ligger så vidt vides ingen soldater indkvarteret. Man kan derfor ikke begribe hvorfor tappenstregen skal gå den lange vej fra Vesterport næsten lige til Amagertorv, og kan kun betragte det som en meget forældet skik. Når jægerne har vagt ved Nørreport, har man dog med fornøjelse bemærket at hornblæserne, gående og stående omkring ved vagten, blæser retræten. Hvorfor kan tambourerne ved Vesterport ikke gøre lige sådan? Reveillen slås jo kun for vagterne. Hvorfor skal tappenstregene gøre en så lang vej?

Gamle og syge folk vil være det høje kommandantskab meget taknemmelig om det var muligt de kunne blive befriet for denne stærke, fæle larm. I særdeleshed i oven nævnte smalle gader. Ligeledes ville soldaterne, især gefreiterne, som alligevel har meget at løbe, om i vinterens tid, spare meget på deres fodtøj. Derved ville også forebygges ulykker, da heste som tit holder i gaderne, bliver sky og løber løbsk. Det har indsenderen bemærket adskillige gange.

(Politivennen nr. 891, Løverdagen den 26de Januar 1833, s. 69-70) 

En underlig Forskjel.

Sidste lørdag morgen den 7. maj mellem kl. 8 og 9 blev en aldrende mand anholdt og tiltalt på en fornærmende måde af skildvagten som havde sin post på Hahnsens Bastion (Nørrevold) fordi han havde gået på terrassen mens samme skildvagt, just på samme tid, lod nogle halvvoksne drenge uforstyrret glide op og ned ad brystværnet så meget de ville.

Dette anmeldes til underretning for nævnte skildvagts foresatte..

Han bar sorte rabatter.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9681)

Ydmyg Bøn til Bestyrelsen af Anlæggene i Kongens Hauge.

Man påskønner med inderlig erkendtlighed den flid og bekostning som anvendes for at gøre nye anlæg til behagelig spadseregange i Kongens Hav. Men det vil vist nok medtage nogen tid forinden den nye beplantning kan vokse til det ønskede mål. - man ser dog hvor hastigt sådant er opnået i Frederiksberg Have. - Imidlertid bedes indstændigt at nogen skygge må tilbageholdes for at kunne nyde luften i de varme solskins sommerdage. 

Jeg er en olding som må føre en streng diætisk levemåde, en pligt mod mig selv og familie, som taber al sin støtte når jeg falder fra. og da bevægelse er mig særdeles nødvendig, har jeg søgt bopæl nær Kongens Have eftersom min stilling ikke tillader mig ligesom de af højere klasser, eller som vil lade som de var det, at tage landsted om sommeren. - og jeg behøver at gå både vinter, for- og efterår, men jeg kan ikke gå længe før jeg må søge hvile eller sætte mig, og er derfor meget erkendtlig for de forbedrede og nye bænke som er sat i haven i de gamle forrådnedes sted. Men når jeg har gået lidt, falder jeg let i transpiration, og jeg gyser da for at sætte mig fordi en kold vind trækker mig straks igennem, og jeg har ikke altid kræfter at nå mit hjem, foruden at hvile. Før var der et par lukkede bænke med rygstød. Når vinden kom fra den side, kunne man sætte sig i læ på den anden, og nyde forfriskende luft uden at frygte for at blive gennemtrukket af en dræbende trækvind. Man misbrugte, og en kåd drengepøbel skrev blandt uterlighederne på brædderne, men man behøver jo ikke at læse det. Det kunne jævnligt aftørres og hvad var det mod helbred og forlængelse af livet.

Den bøn jeg derfor egentlig ville fremstille er at jeg anser det for at ville være en velgerning om et par sådanne lukkede bænke, eller noget lignende, igen blev indrettet, og om muligt med lidt tag over, for at beskyttes for en pludselig regn.

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7009-7011)

Er det godt for nervesyge Folk at boe i Dronningens Tvergade.

At ville enten misunde eller forbyde børn al den leg og spøg disse i barndomsalderen på en fornuftig og anstændig måde udøver og foretager sig, var vistnok uretfærdigt. Men - når denne deres spøg går så vidt at den udarter til en slags vildskab med hujen, støjen, larmen og mange andre usømmeligheder, hvorved gamle og svagelige mennesker forulempes, da er sådant både afskyeligt og utåleligt, og fortjener af den grund med rette at påtales. Det er ikke så sjældent at man dagligt i enkelte gader støder på en sådan flok halvvilde og uartige drenge (selv fra vore tamme institutter) der med den mest uforskammede overgivenhed og kådhed tillader sig alle mulige excesser, såvel imod gamle folk som imellem hinanden indbyrdes, og det er aldeles umuligt for vort ellers så årvågne politi til alle tider og på alle steder at kunne hæmme og forhindre sådanne drengeoptøjer. Hvad vores håbefulde københavnske ungdom for tiden i særdeleshed lægger sig efter og udmærker sig ved er at smælde med piske, en kunst hvori vores kanejunkere sidste vinter havde opnået en sjælden færdighed og som gadedrengene nu har læst dem af og dagligt praktiserer. For ikke at tale om den evindelige efteraben af militære øvelser, disse smådrenge så at sige næsten alle fødes med, og hver dag tumler sig i med piber og trommer, til stor ulempe for gamle, svagelige folks ører. Indsenderen heraf har især lagt mærke til en sådan larmende musik der af og til har fundet sted i Dronningens Tværgade, formodentlig af nogle fabriksdrenge, og hvorved mange, især gamle, svagelige folk er blevet forulempet. Meget ofte ser og hører man gennem dette blad idelig klage og anke over optøjer og spektakler der begås såvel af børn der går til og fra institutter, som af andre gadedrenge, og der skriges bestandig på at politiet skal se at forebygge sådant. Men da det som ovenfor sagt, er og bliver aldeles umuligt for det mest årvågne politi at forebygge sådant, når ikke forældrene selv vil have et vågent øje med deres børn og se disse straffede efter fortjeneste, så foreslår indsenderen heraf om det ikke kunne være gavnligt at de forældre der efter i forvejen at være advarede og påmindede, alligevel så gennem fingre med deres børns uartigheder, blev idømt en passende mulkt efter omstændigheder der i så fald skulle tilfalde politikassen.

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6310-6312).

En ubarmhjertig Samaritan.

I sommer solgte en agtværdig mand her i byen til en af sine naboer sit hus som han havde ejet og beboer i 53 år. Efter aftale skulle han udflytte og rømme huset dagen efter den almindelige flyttedag. Kort tid før flyttedagen bliver manden meget syg, og da han var i en alder af 83 år, var der næppe håb om hans helbredelse. Da den lille lejlighed som han havde fæstet til sit fremtidige ophold, var under reparation, og han mente at han på hospitalet ville nyde bedre pleje og opvartning end han kunne have hjemme ønskede han at komme der. Men såsom der ikke for øjeblikket var seng ledig, kunne hans ønske ikke for øjeblikket opfyldes før 2 dage efter flyttedagen, nemlig om fredagen. Han sendte derfor bud til køberen med bøn om at han måtte forblive i huset til om fredagen, da han så ville blive bragt på hospitalet. Hvorpå denne gav det svar. "han kan gerne forblive liggende der, men i morgen lader jeg håndværksfolkene komme for at slå dørene og vinduerne ind, da jeg vil have værelserne forandrede". Den syge olding måtte derfor lade sig bære hen til en ven i byen og derfra om fredagen til hospitalet hvor han døde kort efter. At vedkommende opførsel kan have forårsaget at sygdommen har forværret sig, vil anmelderen ikke påstå. men det tør han mene og sige at den hverken var human eller dansk borgerlig. Han bekendtgør denne tildragelse, ikke for at man skal søge at efterlige den, men for at man skal føle det uværdige deri.

(Politivennen nr. 360. Løverdagen den 23de November 1822, s. 5841-5842). 

Bøn om reparation af store Fiolstrædet.

Da Fiolstræde med rette kan anses for en af stadens hovedgader da den dagligt på grund af den genvej den åbner til Nørreport, passeres hyppigt såvel af kørende som gående, så er det pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på hvor meget denne gade trænger til en hovedreparation.

Der findes store huller såvel i midten af gaden som også på fortovene hvor tillige alle fliserne ved at ligge skrå og med spidserne opad, gør gangen højst usikre. For det meste falder der dagligt nogen som kommer mere eller mindre til skade. Således faldt søndag den 19. dennes en aldrende mand ved højlys dag og slog et stort hul i det ene knæ hvoraf følgerne endnu ikke vides, da manden uden straks at få hjælp, måtte søge hjemmet. Indsenderen heraf faldt ligeledes om dagen for 2 år siden hvorved han fik en skade i den ene skulder som aldrige mere kan forvindes.

Disse ytringer som ene har det almindelige vel til hensigt uden i mindste måde at ville sige de ansvarlige noget bebrejdende, håber man vil snarest muligt have den forønskede virkning.

(Politivennen nr. 334. Løverdagen den 25e Maj 1822, s. 5348-5349).

Varsko i Store Kongensgade.

Det var høfligt at ønske at den ansvarlige ville lade fortovet uden for indgangen til Marmorkirken og det ved siden af liggende bødkerværksted noget udbedre, da det er så fuldt af huller og fremstående spidse sten, fortovsfliserne så skråtliggende at det er farligt især for aldrende folk at passere samme. Lørdag den 16. februar faldt en gammel mand der og brækkede kravebenet.

(Politivennen nr. 322. Løverdagen den 2den Marts 1822, s. 5175-5176).

Hvad taaler man ikke for Stadsens Skyld.

Denne sætning anvendes i almindelighed på kvindekønnet. Skønt den sandelig med lige så megen ret kan tydes på mænd, i særdeleshed mandslingerne, hvorom Østergade dagligt bærer vidne. Dog er det ikke disse tingester som talen er om her, men om aldrende mænd der for etikettens skyld sætter sundhed og liv på spil. For det er vist nok alle læger enige om: at i vores klima, i særdeleshed om vinteren, er forskellen mellem at gå med støvler og bukser og med sko og strømper for den der er vant til disse så betydelig at den endog for en stærk konstitution kan have de farligste følger. Dog ser man selv fornuftige gamle mænd hylde denne skik, hvor etiketten formentlig forlanger den, som om en sådan opofrelse opvejedes af herligheden de bliver delagtige i. 

"For det er vist nok alle læger enige om: at i vores klima, i særdeleshed om vinteren, er forskellen mellem at gå med støvler og bukser og med sko og strømper for den der er vant til disse så betydelig at den endog for en stærk konstitution kan have de farligste følger." (Forrest en lavererangerende bryggerkarl med pantalons, bukser og støvler, bagest den mere fornemme med strømper og sko).

Kunne militære anses for stands- og statsmæssigt pyntede med støvler på, må det samme vel gælde for de civile. Tilmed er et par nette støvler formentlig i alle henseender lige så smukke som et par gule silkestrømper, rødladne sko og gamle spænder med hvilke de nu tror sig herligt prydet og kort efter ligger med næsen i vejret. Så længe intet lovbud befaler sko og strømper under livsstraf, gjorde vist nok den aldrende som sjældent eller aldrig går med dem, bedst i at lade den stads fare, og overlade den til junkerne for hvem den kan være passende.

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5046-5047).

Bøn om mindre træk i Garnisonskirken.

(Indsendt)

Det var et ønske at der i Garnisonskirken og i særdeleshed i de dage når kommunion er bestemt, at kirken da ikke blev således udluftet med vinduers og lugers åbning som forårsager en ulidelig og vedholdende trækvind. Det var tilfældet den 10. d. m. da derved de gamle og svage personer som kommunierer, ikke alene taber deres helbred ganske, men som endog kan forårsage dem et sygeleje og tilbringe dem kroniske sygdomme der kun ender med døden, eftersom intet er skadeligere for menneskets helbred og sundhed end trækvind, i særdeleshed for de aldrende og svage personer.

(Politivennen nr. 303. Løverdagen den 20de October 1821, s. 4870-4871).

Hestevanderne i Nestved.

Fra byen Næstved rider en hob kåde karle (fra H., J., G., S. og flere husbonder) for at vande deres heste i kanalen som løber forbi Lille Næstved. For at komme til vandstedet, må de passere Lille Næstvedsgade. Mange små børn går ofte på gaden, eller findes i flokke uden for husene, gamle folk vandrer også her med tunge skridt. Når nu sådan en karl kommer farende på et par muntre heste til og fra vandstedet uden at ænse disse børn og gamle folk, hvor let kan da ikke ske ulykke? Med hensyn her på vil anmelderen velment give dette vink som han ønsker bemærket af disse husbonder og af stedets respektive politi.

(Politivennen nr. 295. Løverdagen den 25. Augusti 1821, s. 4739-4740).

Bekiendtgiørelser.

2) Med fornøjelse meldes at der nu er opsat bænke i de små alleer udenfor Vesterport til bekvemmelighed for fodgængere og især for gamle og svage der ikke formår at gå en lang vej for at indånde den friske luft. Man nærer derfor det håb at vedkommendes godhed også vil strække sig til alleen udenfor Nørreport samt i den ny anlagte skønne spadseregang på Gammel Kongevej langs St. Jørgens Sø hvor de vandrende ville finde et behageligt hvilested nær ved søen.

(Politivennen No. 240, Løverdagen den 5te August 1820, side 3880)

Ønske fra en Christianshavner.

Det var at ønske at der måtte hensættes en bænk i den lille alle mellem Langebro og Rabeshave for at syge som der attrår at nyde bevægelse i den frie luft, kan hvile dens afkræftede lemmer og ikke tvinges til at gå over evne. Dette ønskes opfyldelse er så meget mere nødvendigt som enhver der vil sætte sig ved volden bliver jaget bort af skildvagten da ingen tillades at sætte sig i græsset hvilket også desuden i foranderligt vejrlig og når man er varm, er skadeligt for sundheden.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3785-3786).

Politivennen nr. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at løjtnant Westergaard som var medinteressent af grynmøllen på Christianshavn, havde opført en god og forsvarlig bænk mellem Langebro og Rabeshave. 

Ønske om Bænke i Alleerne.

På grund af Nørrebros reparation og den dermed forbundne omvej over stadsgraven, har oldinge og svage i år måttet savne deres sædvanlige forfriskningstur ud ad denne vej til Assistenskirkegården. Dette savn synes snart afhjulpet da arbejdet ved nævnte bro har den ønskeligste fremgang. Da desuden denne bro forbedres og forskønnes på forskellige måder, og derved forenes flere goder i henseende til bekvemmelighed og sikkerhed for passagen, så følger heraf at vedliggende skønne alleer for fodgængere vil herefter blive endnu mere benyttede end nogensinde.

Ikke sjældent hænder det at oldinge og svage eller børn søger hvile på grønsværen lige i alleerne når de finder turen for lang lige til deres hjem. Er nu græssete fugtigt, da er dette sæde yderst farligt for gamle svage. Flere gange har anmelderen i de senere år fundet oldinge og svage således placerede på grønsværen, ventende på nogen som kunne hjælpe dem på benene igen, hvilket sidste har været dem plat umuligt. Mange forældre, trætte af lang spadseretur, må en gang imellem høre deres børns råb. Bær mig - bær mig fordi de ingen hvile kan anvise dem, og de lige så lidt som oldingen og den svage, magter at gå længere.

Anmelderen vover derfor her at fremkomme med det ønske: at der måtte opsættes bænke hist og her i alleerne mellem staden, Blågård og Fælleden, samt nogle enkelte på Blegdamsvej, ligesom de man finder på vejene udenfor Kastellet og i Frederiksberg Alle.

Den høje øvrighed som skænker ethvert velment ønske sin opmærksomhed, vil sikkert også denne gang låne øre til den bøn om bænke som her er fremsat. Såvel oldinge som svage samt forældre, ja alle ville vist velsigne den dag da den høje øvrighed foranstaltede dem hvile der hvor før ingen fandtes.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2900-2902)

Ønske for Rosenborgs Haves Besøgere.

Ved Kongens Have er i vinter den forandring foregået at alleen på venstre hånd fra Gothersgade der førte ned til Kavaler- og Damegangen nu er ophugget, vejen tilkastet og gjort frugtbringende. En bred spadseregang indelukket af grønmalet stakade fører nu ned til indgangsporten for Kronprinsessegade hvorfra igen en ny indhegnet gang begynder og leder ned til de nysnævnte to spadseregange. Meget skønne for øjet er disse anlæg. Den unge og raske som har smag og følelse vil glæde sig derved. Kun den aldrende og den svage ville måske sukke og ømme sig over den længere vej de har at gå inden de når ly og skygge og sæde.

Højligt måtte man for disses skyld hvem en spadseregang eller blot et siddende i haven NB lunt og beskygget er sand lægedom, ønske at der i den så åbne gang der så langsomt for svage kræfter fører til målet, måtte sættes ikke en, to tre bænke, men 12, 20, 30! Hvad er denne bekostning imod den inderlige glæde derved at have kvæget så mange værdige gamle medborgere eller medborgerinder, så mange under sygdom eller svaghed ledende brødre og søstre. Sandelig den konge der har åbnet haven for sine københavnere vil sikkert unde dem en så nyttig bekvemmelighed.

Få bænke er i den her omtalte henseende det samme som intet. Disse bemægtiges straks af ammer, drenge, unge lapse, ja endog dagdrivere som udstrakt i fuld længde her udsover rusen.

Endelig bør atter her yttres det ønske at Kavalergangen på begge sider måtte sættes et antal omlukkede bænke foruden de få derværende. Disse slags bænke er for den gamle og svage så særdeles velgørende især mod forårets kolde vinde.

(Politivennen nr. 464, 14. marts 1807, s. 7379-7381)

Uordener

2. Igen er en gammel mand uden mindste advarsel pludselig blevet kørt over og blevet ilde tilredt. Så det var at ønske at straffen blev skærpet og belønning udsat til de der pågreb gerningsmændene. Det kunne delvis afværge sådanne voldsomheder, især når straffen blev offentligt bekendtgjort til eksempel for andre.

Kronprinsessegades beboere kan ikke være i fred for den utålelige støj fra skoledrenges hujen og skrigen. 

3) Man kunne ønske at Kronprinsessegades beboere blev befriet for den utålelige støj med hujen og skrigen som nogle drenge efter skoletid hver middag og aften forvolder, da de har opslået deres forsamlingssted lige der.

(Politivennen nr. 362, 30. marts 1805, sides. 5762)

En ondskabsfuld Handling i Kannikestræde.

Onsdag den 25. februar kl. 10 om formiddagen kom jeg i forretninger i huset nr. 40 i Store Kannikestræde og steg op på tredje etage for at tale med værten. Mens jeg stod der og bankede forgæves, faldt mine øjne på trappen jeg var kommet op ad. Jeg bemærkede da at midten af hvert trin var oversmurt med fedt eller sæbe og belagt med ærter. Jeg faldt i den største forbavselse over dette syn som viste at den mest djævelske ondskab her havde lagt en snare for et menneske som man formodede enten at stige op eller ned. Ved nærmere at overveje, formodede jeg at snaren var lagt for et ungt menneske siden blot midten var besmurt og ikke enderne af trinene, hvilket også blev min redning da jeg som gammel, holdt mig til rækværket. Jeg slap endelig ned igen, men tror at en embedsmand med føje kunne forlange sig fritaget for at gå ind i et hus hvor så strafværdig letsindighed og ondskab har sin bopæl.

Haagen
Rodemester

(Politivennen. Hefte 12. Nr. 149, 28 Februar 1801, s. 2382)

Redacteurens Anmærkning

Store Kannikestræde 40 blev 1806 sammenlagt med tilstødende matrikler. Adressen hed indtil 1922 Købmagergade 49/Skindergade 2/Store Kannikestræde 1, fra 2008 kun Købmagergade 49/Skindergade 2, altså der hvor Arnold Busch ligger. Det nuværende hus er fra 1848, ombygget 1899.

Ifølge Krak 1800 må der være tale om rodemester og klasselotterikollektør J. H. Haagen, Klædeboderne 4.