På grund af Nørrebros reparation og den dermed forbundne omvej over stadsgraven, har oldinge og svage i år måttet savne deres sædvanlige forfriskningstur ud ad denne vej til Assistenskirkegården. Dette savn synes snart afhjulpet da arbejdet ved nævnte bro har den ønskeligste fremgang. Da desuden denne bro forbedres og forskønnes på forskellige måder, og derved forenes flere goder i henseende til bekvemmelighed og sikkerhed for passagen, så følger heraf at vedliggende skønne alleer for fodgængere vil herefter blive endnu mere benyttede end nogensinde.
Ikke sjældent hænder det at oldinge og svage eller børn søger hvile på grønsværen lige i alleerne når de finder turen for lang lige til deres hjem. Er nu græssete fugtigt, da er dette sæde yderst farligt for gamle svage. Flere gange har anmelderen i de senere år fundet oldinge og svage således placerede på grønsværen, ventende på nogen som kunne hjælpe dem på benene igen, hvilket sidste har været dem plat umuligt. Mange forældre, trætte af lang spadseretur, må en gang imellem høre deres børns råb. Bær mig - bær mig fordi de ingen hvile kan anvise dem, og de lige så lidt som oldingen og den svage, magter at gå længere.
Anmelderen vover derfor her at fremkomme med det ønske: at der måtte opsættes bænke hist og her i alleerne mellem staden, Blågård og Fælleden, samt nogle enkelte på Blegdamsvej, ligesom de man finder på vejene udenfor Kastellet og i Frederiksberg Alle.
Den høje øvrighed som skænker ethvert velment ønske sin opmærksomhed, vil sikkert også denne gang låne øre til den bøn om bænke som her er fremsat. Såvel oldinge som svage samt forældre, ja alle ville vist velsigne den dag da den høje øvrighed foranstaltede dem hvile der hvor før ingen fandtes.
(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2900-2902)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar