Politiinspektør Aage Steffensen (1874-1920). (Efterskrift til Politivennen)

En ung Mand.

Hr. Korns Efterfølger paa Krigsstien.'

Kst. Politiinspektør Steffensen.

Hr. Steffensen, der er blevet konstitueret i Hr. Korns Sædelighed og saa glansfuldt har ført Undersøgelserne af sin Forgængers Skandaler til det foreløbige Endemaal, at der Intet er om det, som al Byen véd - denne Hr. Steffensen har i "Berl. Tid." for i Aftes begaaet en Artikel, der er lige saa ungdommelig i sin Form som malplaceret ved sin Fremkomst.

Egenlig vidner den kun om, at Hr. Steffensen allerede føler sig som den Embedsmand, der efter en Undersøgelse, hvorunder hans Betjente har optraadt ganske utilladeligt ved at holde Taler til de Piger, der eventuelt kunde tænkes at blive Vidner i Sagen, kan tillade sig over for Pressen i Kraft af sit "gode Resultat" at betegne Meddelelser om ret notoriske Forhold som "karakteristisk for hele den Løshed og Mangel paa Kendskab til det, der tales om", der betegner Pressens Udtalelser om "Sædeligheden".

Det er "Nationaltidende", Hr. Steffensen taler til, saa vi har ikke nogen Forpligtelse til at tage os af Sagen. Men "Nattid." har kun paapeget en Tendens hos Sædelighedspolitiet til at lade Piger indskrive i Prostitutionen i Stedet for at virke i modsat Retning. Og deri turde vor ærede Kollega have Ret.

Men Hr. Steffensens Stykke Journalistik - vi undser osiøvrigt ved at give hans Produkt denne Betegnelse - er af en saadan Art, at "Nattid." ikke skal være ene om at besvare det.

Hr. Steffensen citerer "Nattid." og har derefter den Dristighed at skrive, at han "selvfølgelig" ikke nærer meget Haab om ved sine Bemærkninger at "have rammet en Pæl igennem Livet paa den Beskyldning mod Sædelighedspolitiet, at det saa langt fra at holde Kvinder borte fra Usædelighed, tværtimod gør Alt, hvad der er muligt for at drage dem deri."

En Paastand som deu i de af os citerede Linjer er endnu ikke fremsat i noget københavnsk | Blad. En "Journalistik" som den, der girer sig Udtryk i den Steffensenske Insinuation, er saa uvederhæftig, som kun en Journalistikens Novice af den mindst lovende Art kan bedrive den.

Og ikke destomindre slutter Hr. Steffensen med at erklære, at hans Mening "har kun været for en  Gangs Skyld at trække den nøgne, men desværre saa lidet agtede Sandhed frem for Dagens Lys."

"For Dagens Lys!"

Hr. Steffensen skulde passe sin Kælder. Derfra er der nogle Sandheder at drage frem for Dagens Lys. Han har i den Retning ikke hidtil været overdrevet heldig. At han ikke er heldigere, naar han som i Aftes stiger op i "Berl. Tid."s Baggaard i Pilestræde, er saare beklageligt, men forstaaeligt.

Han søger at dementere "Nattd." Paastand og skriver, at "Nattd." behøvede "blot at se efter i den aarlige Beretning om Kjøbenhavns Politis Virksomhed."

Hvilke guddommeligt naive Ord! Som om Københavns Politi i sin Beretning skulde finde paa at skrive, at det gjorde "Alt, hvad der er muligt for at drage" Kvinder i Usædelighed !

Er Hr. Steffensen ikke snildere i sin Undersøgelsesvirksomhed, end at han nøjes med at læse den aarlige Beretning om Københavns Politis Virksomhed igennem, saa forstaar vi, at han ikke har kunnet finde den Svamp, der gror saa livligt i han fugtige Kælder !

Ti i Beretningen fandtes sikkert hverken de 10,000 Kr., Meyeri 15,000, Md. Clausens private Tjeneste eller andet. Der vil næppe heller staa noget om Meyers Forhør over Pigerne i Dybensgade.

Men der burde staa næste Aar, at den konstituerede 3dje Politiinspektør er en ung Mand, der ikke tillod sig at hvile paa sin første "Undersøgelses" Lavrbær, men maatte følge sin Herre og Mester, Politidirektøren, paa Dementiernes slibrige Stier.

Forresten kender Hr. Steffensen naturligvis ikke noget til Sædelighedspolitiets Praksis. Medmindre Hr. Meyer har informeret ham. Hr. Steffensen er jo ogsaa ung i Tjenesten. Hans Artikel er derfor, med hans egne Ord, "ganske hen i Vejret" og "ganskemeningsløs".

(København, 4. maj 1895).

De nye Embedsmænd i Kjøbenhavns Politi.

Politiinspektør Aage Steffensen.

I over et Aar har Embedet som Chef for det uniformerede Politi paa Grund af Politiinspektør Gyldenfeldts Sygdom været besat ved Konstitution, men igaar forelaa, som meddelt iaftes, Udnævnelsen af den nye Politiinspektør, og som almindelig ventet, blev det den Mand, der har været konstitueret - Aage Steffensen - der blev udnævnt.

Valget kunde sikkert ikke være faldet paa nogen bedre. Steffensen stammer fra et gammelt Embedsmandshjem - han er Søn af afdøde Generalauditør Steffensen - har en fin Eksamen, og i den Aarrække, han har virket i Kjøbenhavns Politi, har han vist sig som en meget dygtig, en myndig, men moderne og rask Politimand.

Under Konstitutionen har han indført Politiautomobilerne hvorved den gamle Sætning: Politiet kommer altid for sent, er sat ud af Kraft, og under Arbejdet i den nedsatte Politikommission skyldes det væsentligst hans Initiativ, at der i den Betænkning, som nu er til Behandling i Magistraten, er indført saa mange Forbedringer og Ændringer i Betjentenes Tjeneste og hele Politiordningen, af Kjøbenhavn forhaabentlig snart vil have et fuldt molerne og tidssvarende Ordenspoliti.

Politiinspektør Steffensen er født den 28de Juni 1874, Student fra 1892, cand. jur. 1898. Efter at have aftjent sin Værnepligt ved Garden traadte han ind i Kjøbenhavns Politi, hvor han har gennemgaaet de forskellige Grader, til han i 1902 blev udnævnt til Politiassistent paa det yderste Nørrebro. I de sidste 10 Aar har han bestyret Vesterbros vanskelige Station.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 24. april 1919).

Steffensens far var en kendt Højre-politiker, generalauditør Steffensen. Han var ansat i Københavns politi fra 1899, 1902 politiassistent på Hillerødgades politistation. Senere Svendsgades Politistation. Chef for ordenspolitiet 1919, efter at have været konstitueret under forgængeren Gyldenfeldts sygdom. Han blev november 1919 syg med en nyrelidelse og indlagt på Rigshospitalet, under den spanske syges opblussen overført til Bispebjerg Hospital, senere Kommunehospitalet. Han pådrog sig endvidere en lungebetændelse, og døde. 

Fotoer fra Steffensens begravelse, 9. marts 1920 fra "Folkets Avis - København", 10. marts 1920. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke.

Politiinspektør Aage Steffensens grav på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den Store Sædelighedsskandale 1895: Kommissionens Rapport 1897. (Efterskrift til Politivennen)

Efter et år - september 1897 - fremkom Sædelighedskommissionen med sin rapport hvis indhold var så vagt at det ikke længere skabte de store overskrifter. 

Sædeligheds-Kommissionen.

Den i 1896 nedsatte Kommission til Prøvelse af de gældende Bestemmelser om Tilsynet med Prostitutionen i Kjøbenhavn, hvilken kommission bestod af professor Rudolph Bergh, borgmester H. N. Hansen, overretsassessor Hastrup, etatsraad H. Hoff, justitiarius Ingerslev, borgmester Jacobi, højesteretsassessor Koch, politidirektør Eugen Petersen, boghandler G. Philipsen og dr. med. Ørum har afgivet betænkning, hvis hovedindhold i følge Ritz. Bur. er følgende :

Kommissionen bemærker, at den har forstået sin opgave således, at spørgsmålet, om staten overhovedet bør etablere sundhedskontrol og polititilsyn med prostitutionens udøvere eller ej, lå udenfor opgaven, men at kommissionen derimod med den bestående ordning som grundlag skulle først og fremmest prøve de bestående administrative bestemmelser om tilsynet med prostitutionen i København, og dernæst eventuelt også stille forslag om ændringer i enkelte af selve lovgivningens bestemmelser. Dog bemærker Hastrup, Jacobi og Philipsen, at såfremt spørgsmålet om kontrolsystemets fuldstændige afskaffelse havde foreligget til behandling, ville de have stemt for en sådan afskaffelse.

Allerede under den første almindelige forhandling viste det sig, at alle kommissionens medlemmer var så temmelig enige i, at de gældende administrative bestemmelser, altså navnlig regulativet af 9. marts 1877, i alt væsentligt måtte anses for tilfredsstillende og derfor ikke burde undergives større forandringer, med mindre der også skete forandringer i selve lovgivningen. Angående denne side af sagen, altså om der er grund til at foretage ændringer i lovgivningen, har kommissionen delt sig i et flertal, bestående af Bergh, Hoff, Ingerslev, Koch, Philipsen og Ørum, der foreslår indførelsen af ikke ubetydelige lovændringer og stille et dertil sigtende lovforslag, samt i et mindretal, der ikke mener, at der er grund til at foretage forandringer i lovgivningen. Flertallet fremhæver særlig som uheldig bestemmelsen i straffelovens § 180 om, at kvinder, som imod politiets advarsel søger erhverv ved utugt straffes, idet advarslen altså kan gives på mistanke, uden at der behøver at foreligge bevis for, at vedkommende kvinde har forset sig. Med hensyn til sundhedskontrollen bemærker flertallet, at det er fuldt forsvarligt, at den kvinde, der bevisligt driver utugt som erhverv, underkastes sanitær kontrol og polititilsyn, men at de gældende ordenspolitimæssige bestemmelser sikkert ofte er for strenge. Flertallet foreslår derfor en skarpere sondring mellem disse to klasser og stiller et forslag, hvis hovedtræk er følgende: Enhver kvinde, der driver utugt som erhverv, er pligtig at underkaste sig kontrol, bestående dels i regelmæssig lægeundersøgelse, dels i forpligtelse til for politiet at anmelde enhver forandring af bopæl samt til at rette sig efter visse nærmere angivne ordensforskrifter. Den, som uden at have underkastet sig den nævnte Kontrol, driver utugt som erhverv, tiltales ved politiretten og dømmes, hvis hendes brøde bevises, til straf, dog at dommeren, ligesom ved andre politiforseelser, efter omstændighederne kan lade en advarsel træde i stedet for straffen. Findes hun på ny skyldig i samme forseelse, dømmes hun til at sættes under kontrol og kan i forbindelse dermed idømmes straf. Den kontrollerede kvinde, der gentagne gange er straffet for overtrædelse af tilholdet, kan ved beslutning af politimesteren undergives regulativets forskrifter (altså undergives de vilkår, under hvilke for tiden alle indskrevne offentlige fruentimmer lever.)

Af forslagets enkelte bestemmelser kan i øvrigt fremhæves: Det bliver dommeren, der bestemmer, om den sigtede skal underkastes lægeundersøgelse. De kvinder, der er underkastede det mildere lægetilsyn, har lov til at benytte privat læge, de andre kvinder ikke. Ingen kvinde under 18 år kan undergives tilsyn. Den mand, som helt eller delvis lader sig underholde af en kvinde, der driver utugt som erhverv, straffes med fængsel på vand og brød eller med tvangsarbejde, i gentagelsestilfælde med strafarbejde indtil 2 år. Som følge af de foreslåede forandringer vil straffelovens § 180 og Lov af 10. April 1874 §§ 3 - 8 være at ophæve.

Mindretallet finder, at det ved den af flertallet foreslåede indbringelse af spørgsmålet for retten i stedet for den hidtil anvendte administrative advarsel vil blive meget vanskeligt i de enkelte tilfælde at skaffe bevis mod den tiltalte kvinde, og foretrækker ligeledes den nugældende ordning, ifølge hvilken alle kvinder, der kontrolleres, også er regulativet undergivne. Den frihed fx til at bo og færdes, hvor de vil, som efter flertallets forslag vil tilkomme de kvinder af den mildere art, som vel kontrolleres, men dog ikke underkastes regulativets bestemmelser, mener mindretallet vil kunne blive farlig. Derimod tiltræder mindretallet den foreslåede straffebestemmelse mod soutenørerne.

(Jyllands-Posten, onsdag den 8. september 1897).

Ved folketingsvalget 1901 fik Venstre 76 mandater, De Moderate 15, Socialdemokratiet 14 og Højre 8. Allerede før valget havde en række Højrefolk, fx ØKs direktør H. N. Andersen, set skriften på væggen, og presset den stokkonservative konge Christian 9. til at afskedige Højreministeriet Sehested, til fordel for J. H. Deuntzer. Dermed var det såkaldte Systemskifte en realitet. Regeringer kunne for fremtiden ikke udnævnes/overleve hvis et flertal i Folketinget gik imod, ligesom kongen ikke længere kunne udnævne ministerier uafhængigt af folketingsflertallet. 

Samme år blev tilladelse til at holde bordel blev ophævet i 1901. I 1906 blev det samlede kontrolsystem ophævet. 

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing taler ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Sædeligheds-Kommissionen nedsat. (Efterskrift til Politivennen).

Den 8. juni 1896 kom Sædelighedssagen for igen i Borgerrepræsentationen. 

Politiker og justitsminister N. R. Rump (1834-1900). Fotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Han var blevet justitsminister efter at Johannes Nellemann havde trukket sig. Han sad 13. juni 1896 til 28. august 1899. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Borgerrepræsentationen

Mødet den 8. juni.

Sædelighedssagen. Fra Magistraten forelå den tidligere omtalte skrivelse om nedsættelse af en kommission til overvejelse af ændringer i de gældende bestemmelser om tilsynet med prostitutionen. Eventuelt valg af medlemmer af kommissionen.

Formanden rekapitulerede kort sagens gang der vil være bekendt.

Philipsen mindede om, at Borgerrepræsentationen jo hidtil havde stået enig i denne sag, idet mindretallet havde bøjet sig for flertallet. Man kunne imidlertid ikke nu sige, at det foreliggende resultat egentlig var tilfredsstillende; men alligevel ville de, under de givne forhold være rigtigst, om forsamlingen her vedtog, hvad den kunne få, og dette skulle han da anbefale. Samtidig måtte han meget beklage, at Magistraten i denne sag ikke fuldt havde stillet sig ved Borgerrepræsentationens side, og denne omstændighed skyldtes det måske at ministeriet i sin sidste skrivelse noget havde foretaget et tilbagetog. Herved var der dog nu intet at gøre. Det var næppe heldigt, at man herhjemme mere brugte kommissioner til at udarbejde lovforslag, skønt sådanne bedst kunne udarbejdes af dertil stillede enkeltmænd, end til at foretage undersøgelser. Man havde netop i denne sag ønsket en enquete-kommission, og den kunne have gjort nogen nytte.

P. Koch kunne i hovedsagen, nemlig spørgsmålet om, hvad man ved denne lejlighed burde foretage i denne sag, være enig med Philipsen. Men han måtte dog tage et forbehold ved motiveringen i henseende til, at ministeriet skulle have forandret sin stilling. Dette forholdt sig næppe så. Spørgsmålet om kommissioner til optagelse af forhør m. m. var det næppe værd at drøfte nærmere ved denne lejlighed. Det ville vist være rigtigst at udsætte valget af medlemmer af kommissionen til næste møde.

Lange mindede om det særstandpunkt, ifølge hvilket han tidligere havde anbefalet nedsættelsen af et udvalg i stedet for en kommission. Nu fortrød man vist, at man ikke havde stemt for et udvalg, men nu var der vel ikke for flertallet andet at gøre end at gå med til kommissionen, således som man nu kunne få den. Det var ganske vist ikke Københavns Kommunalbestyrelses opgave at beskæftige sig med lovgivningsemner for hele landet, og det var næppe muligt i så henseende at nå til enighed; men efter at ministeriet nu havde ført sagen tilbage inden for de rigtige grænser, ville kommissionen vel blive nedsat. Men det var rigtig nok ganske forkert at nedsætte en kommission hertil. Man forplumrede derved Borgerrepræsentationens stilling. Kommunen stod sig meget bedre ved et udvalg; ved et sådant, eventuelt et fællesudvalg, burde man blive stående.

Borgmester Hansen syntes, at Philipsen og Koch ved denne lejlighed havde taget denne sag på en lykkelig måde. Man kom derved til et positivt resultat af de førte forhandlinger. Langes forslag burde ikke følges på sagens nærværende standpunkt, og det var dog nærmest en vinding, at man ved de kommende overvejelser fik flere sagkyndige mænd til bistand, når man gik til en kommission i stedet for et udvalg. Det nu gældende regulativ var udarbejdet af en lignende kommission. Philipsen havde ikke ret i, at Magistraten i denne sag havde modarbejdet Borgerrepræsentationen. Ministeren var snarest gået noget frem i sin tid fordi Magistraten søgte at bevæge ham dertil.

Philipsen kunne i sin tid have fulgt Langes forslag, hvis det da havde fået flertal for sig. Nu kunne alle gå med til kommissionen. Ved valget af medlemmer til kommissionen burde man tage hensyn til Nuancen mellem Koch og taleren i henseende til kommissionens opgave.

Lange lagde ikke så særdeles stor vægt på, om man fik et udvalg eller en kommission, men han tvivlede ikke om, at et udvalg havde været at foretrække. Nu var der jo mulighed for at ministeriet kun satte lutter departementschefer ind i kommissionen; departementschefer blev jo alt muligt i vore dage. Og så vidste man ikke, hvorledes det gik med kommunalbestyrelsens indflydelse. Kommunen stod i en kommission ikke frit som i et udvalg.

P. Koch kunne godt forstå Langes standpunkt, men han kunne ikke følge ham i hans betragtninger, idet man også måtte ønske at få sagkyndighed uden for kommunen med til overvejelse. 

Lange var vedblivende overbevist om at et udvalg var at foretrække.

Ved den derpå foretagne afstemning vedtoges Magistratens forslag om at henvise sagen til en kommission. Valget af medlemmer udsættes til næste møde.

(Dagens Nyheder, 9. juni 1896).

Boghandler og politiker Gustav Philipsen (1886). Fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Philipsen (1834-1922) var 1886 blevet bestyrelsesmedlem i den liberale vælgerforening i København. Han sad i Borgerrepræsentationen 1893-1904 og var rådmand i Magistratens 4. afdeling 1904-1922. Medlem af Folketinget 1898-1903. Han blev medlem af det Radikale Venstre 1905.

Sædelighedskommissionen nedsat.

Et kapitel af de danske autoriteters syltehistorie.

Justitsminister Rump har nu endelig fået den sædelighedskommission sammensat, som oppositionen i Borgerrepræsentationen krævede nedsat allerede i maj måned 1895 i anledning af de oplysninger. der kom frem efter politiinspektør Korns selvmord.

Kommissionen ser således ud :

Boghandler Gustav Philipsen, højesteretsassessor P. Koch og dr. Ørum (valgte af Borgerrepræsentationen), borgmestrene H. N. Hansen og Jacoby (valgte af Magistraten). politidirektør Eugen Petersen, justitiarius i kriminalretten Ingerslev, overretsassessor Hastrup og læge professor Rudolph Bergh valgte af justitsministeren.

Det er disse 10 herrer, som nu, snart 1 år efter at skandalerne kom frem, skal til at undersøge deres årsag og mulig stille forslag til en forandring af forholdene.

Det er synd at sige, at de danske myndigheder kører med iltogsfart. I marts måned 1895 skød politiinspektør Korn sig en kugle gennem hovedet i sit kontor i Rådhuskælderen. Selvmordet vakte stor opsigt, fordi det var forøvet af en mand, der ved hele sin ydre optræden havde vundet sig en del venner og megen sympati, og hvis hele vandel tilsyneladende var uden plet og lyde. Han havde jo endog i socialismens første dage vundet sine sporer ved under et falsk navn at rejse omkring med socialdemokratiske talere, for bagefter at kunne optræde som vidne imod dem. En sådan mand skulle man tro var godt garderet.

Selvmordet gav dog anledning til en hel del rygter, som viste, at der var something rotting indenfor Sædelighedspolitiet, hvis betroede chef Korn i flere år havde været.

Politidirektøren skyndte sig så i "Berlingske Tidende" at afgive en erklæring om, at alt var såre godt i hans etat og at Korns selvmord måtte tilskrives et "illegitimt forhold", han havde indladt sig på, i forbindelse med sygdom. Allerede det at Sædelighedspolitiets chef havde illegitime forbindelser, var i høj grad egnet til at vække opmærksomhed, særlig da Korn jo havde vist sig i sit offentlige liv som en meget stærk Bethesdamand, der ivrede mod kødets lyst og livets forfængelighed.

Det kom imidlertid ret hurtig for en dag, at Korn var kommet i det illegitime forhold ved at en levemand havde anmodet ham om at befri sig for en besværlig elskerinde. Korn gjorde også dette, men på den måde, at han selv tog sig af den skønne. Her havde man altså bevis for, at politiet privat ordnede delikate affærer, og da det ligeledes blev oplyst, at Sædelighedspolitiets næstkommanderende, overbetjent Meyer, havde en obligation i en bordelværtindes ejendom, var der tilstrækkeligt faste holdepunkter for de sigtelser for myndighedsmisbrug, bestikkelse osv., som rettedes mod Sædelighedspolitiet.

Oppositionen i Borgerrepræsentationen stillede derfor allerede den 22. april f. å. forslag om at indgå til justitsministeren med anmodning om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiets forhold og virkemåde. Dette gav borgmester Hansen anledning til at afgive den erklæring, at sigtelserne mod Sædelighedspolitiet for myndighedsmisbrug og bestikkelser måtte anses for "fuldstændig grundløse". Samtidig måtte han dog indrømme, at Meyer havde fået en obligation på 15.000 kr. af en bordelværtinde for ordningen af et "privat forhold", ligesom han på given foranledning oplyste, at Korn ved sin død havde en underbalance i Sundhedskommissionens kasse på 9700 kr. Beløbet var dog dækket af hans venner.

Behandlingen af oppositionens forslag blev udsat til et senere møde, og dette afholdtes først den 6. maj. I mellemtiden var undersøgelsen af sagen ved justitsministerens beslutning overgivet til kriminalretsassessor Ussing, hvorfor man fra Højres side kunne stille sig på det standpunkt, at man ikke ville have en kommissionsundersøgelse af den Kornske sag og hvad dermed stod i forbindelse, mens man derimod nok ville gå med til en undersøgelse af de regler, hvorefter politiet arbejdede.

Dette standpunkt var ganske klogt af Højrepartiet, for trods borgmester Hansens og politidirektørernes erklæringer om at alt var såre godt, varede det ikke ret mange dage, inden assessor Ussing arresterede to af Sædelighedspolitiets betjente, Petersen og Borelli, der begge dømtes for ret betydelige forseelser i deres tjenesteforhold. Samtidig fik overbetjent Meyer ferie, der sluttede med, at han tog sin afsked.

Borgerrepræsentationens beslutning om en kommission blev kun modstræbende tiltrådt af Magistraten og med den bemærkning, at den først skulle nedsættes når den kriminelle undersøgelse var færdig. Hertil sluttede justitsministeren sig. Så trak sagen ud til hen på efteråret.

Nu rejste Magistraten imidlertid et andet spørgsmål, nemlig om kommissionens kompetence, om den udelukkende skulle beskæftige sig med det københavnske politiregulativ eller om den også skulle tage hele princippet om prostitutionens ordning op til drøftelse, og på den måde lykkedes det at trække tiden ud til den 18. november, hvor Borgerrepræsentationen meget bestemt fastholdt sit standpunkt om en udvidet kompetence.

Saa hvilede sagen igen i justitsministeriet til juni måned d. s., (altså i 6 måneder), og nu kom endelig hr. Nellemanns svar, som gik ud på at han ville nedsætte en kommission, hvortil Borgerrepræsentationen kunne vælge 3 og Magistraten 2 medlemmer, mens han selv forbeholdt sig at vælge 5 medlemmer, derunder formanden.

Den 16. juni valgte Borgerrepræsentationen sine Medlemmer, og nu har Hr. Rump (Nellemanns Efterfølger) efter et par måneders overvejelser valgt sine 5 mand. Den omstændighed at han har valgt lutter embedsmænd, deriblandt politidirektøren, som rimeligvis også skal være kommissionens formand, er et ret tydeligt bevis på at det ikke er meningen, at denne kommission skal gå synderlig dybt i sagerne eller i nogen nævneværdig grad forandre om på de bestående forhold.

Men de danske autoriteter har sikkert her sat en smuk rekord i sendrægtighed, 1½ år for at nedsætte en kommission, det er der næppe noget andet civiliseret land der gør os efter.

(Social-Demokraten, fredag den 21. august 1896).

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Bordelværtinde, Mad. Clausen. (Efterskrift til Politivennen).

En af personlighederne i Sædelighedsskandalen 1895 var madam Clausen. Hun ejede flere ejendomme i det indre København hvorfra hun fuldt lovligt drev bordeller. Hun døde den 17. marts 1896 af nyrebetændelse, 76 år gammel: 

Madam Clausens Arving.

Fhv. Overbetjent i Sædelighedspolitiet, Meyer, kan prise sig fem en lykkelig Mand. Han har nylig faaet sin Afsked med Pension, og nu døer ovenikøbet hans gamle Veninde, Madam Clausen fra Farvergade, hvorved han faar udbetalt den Obligation, hun havde foræret ham i sin Ejendom, med 15.000 blanke Kroner.

Det kan man kalde Svineheld. Og Hr. Meyer maatte da være et Skarn, hvis han ikke følte sig taknemlig over de mange Velgærninger, der saaledes regner ned over ham. Forhaabenlig er han et religiøst Gemyt, der i Ydmyghed tager imod Naaden, og det vil blive et rørende Syn at se ham med sænket Hoved følge sin gamle Veninde, Mam. Clausen, til hendes sidste Hvilested. Hr. Meyer skal allerede have bestilt en pragtfuld Sølvkrans med Inskription: "Farvel, Du kære Gamle!"

I det Hele taget tør man forvente en storstilet Begravelse. Mdm. Clausen stod ganske vist indtil for faa Aar siden endnu kun i Skat til Københavns Kommune for 5-6000 Kroner (senere blev hun sat op til 15,000), men - som Dr. Ehlers nylig har oplyst i en Artikel om Prostitutionen i "Ugeskrift for Læger" - tjente hun aarlig 20-25,000 Kroner, foruden Renterne af sin mægtige Formue!

Foruden to Bordeller i Farvergade og et i Knabrostræde ejede hun nemlig et Hus med "privatboende Piger' i den gamle By. Heraf havde hun en aldeles glubende Lejeindtægt. Huset er paa Stue og tre Etager, og Lejlighederne, som kun bestaar af to Værelser, blev lejet ud i "møbleret" Tilstand (naturligvis var Møblementet gyseligt). Der betaltes følgende Pris i Leje for disse "møblerede" Lejligheder :

1 Beboerske Stuen 10 Kr. daglig.
2      do.         1. Sal  7  -       -
2      do.         2.  -     5  -       -
1      do.         3.  -     2  -       -

I alt                   1,116 Kr. maanedl.

Desuden boede der i Huset tre opvartende Koner, som betalte 24 Kr. om Maaneden. Det vil med andre Ord sige, at Madam Clausen havde en aarlig Lejesum af 13,680 Kr. alene af dette Sted!

Lejen havde endda været højere endnu, nemlig 11, 9 og 7 Kr. om Dagen, men da Katastrofen i Sædelighedspolitiet og den dermed følgende Undersøgelse kom, fandt Mdm. Clausen det raadeligst at sætte Priserne lidt ned; hun tjente, som man ser, rigeligt endda og kunde sagtens give 15,000 Kr. i Drikkepenge for en ydet "Tjeneste".

Madam Clausen var en Skibstømrers fraskilte Hustru; hun var født Hedvig Israel. Navnet fortjener at blive brændemærket, thi der har sikkert ikke eksisteret nogen modbydeligere Aagerkvinde end denne gamle Blodsugerske. Hun flaaede hjærteløst sine Logerende til Skindet. Betalte de ikke den daglige Leje, maatte de straks flytte. Og hun vidste, at de tidt maatte laane Penge for at kunne betale denne høje Leje; - hun vidste ogsaa, hvilke Betingelser de maatte gaa ind paa, naar de skulde laane Penge.

I "Værtinden"s Kølvand er der en hel Hær af Snyltedyr, som ubarmhjærtigt udbytter de Prostituerede. De mest frygtede og hadede er de Aagertællinger, som hjælper "Pigerne" med kontante Laan. De laaner dem f. Eks. 100 Kr. den ene Dag og indkræver allerede næste Dag det første Afdrag; Laanet betales tilbage med 123 Kr. i daglige Afdrag paa 2-5 Kr. - det vil sige det forrentet med trehundrede Procent pro anno. "Hvis Politiet er uvidende om denne Trafik" - skriver Dr Ehlers - "saa skal jeg præstere Beviserne og navne 3-4 Navne."

Det Meyer' ske Sædelighedspoliti har selvfølgelig ikke været uvidende om denne Trafik; det har ovenikøbet favoriseret den. Da Madam Clausen i sin Tid købte Bordellet i Knabrostræde, afsluttede hun den fordelagtige Forretning under Værgemaal af en Betjent i Sædelighedspolitiet. Dette Politis Funktionærer har jo i det Hele taget haft Adgang til nem og lønnende Bifortjeneste ved at administrere Bordelværtinders Pengeaffærer. Da den nævnte Betjent var død, overtoges hans delikate Forretninger af selve Overbetjenten (Meyer).

Et af de offenlige Huse i Vestervoldgade skal ligeledes i sin Tid være blevet købt af en af Sædelighedspolitiets Betjente og skal nu ejes af en intim Ven af den afskedigede "Smukke Petersen"!

Lad os endnu blot anføre nogle faa Træk af den modbydelige Trafik, som Aagerkællingerne benytter overfor de prostituerede Piger. Dr. Ehlers giver følgende Beskrivelse:

"Den laangivende "Veninde" har en Inkassatrice, der daglig møder op og afhenter de surt erhvervede Penge hos Debitricen. Faar Inkassatricen ingen Penge, saa kommer Madammen selv den næste Dag, og hendes Inkassationsmaade er der ingen, der kan modslaa.

Fordringerne inddrives efter en Fremgangsmaade, der er langt hurtigere end den, der er foreskreven ved Forordning af 25 Jan 1828. Betaler Skyldnerinden ikke, saa bliver hun simpelthen meldt for en eller anden Uorden, hun har gjort sig skyldig i. Takket være en slig "Veninde" blev Frederiksberg Kommune for nylig befriet for en kostbar Kasserer.

Den Dame, jeg sigter til, lever dog ikke udelukkende af Anger. Hun "monterer" tillige 3-4 Lejligheder med Møbler. Dette trænger til nærmere Forklaring.

De prostituerede maa kun bebo visse Huse; i disse Huse er det ikke - som i de tidligere omtalte - Ejerinden selv, der monterer, men en Lejerinde, der atter udlejer Værelserne til de prostituerede i Dagevis. En saadan Lejerinde, der disponerer over "gode Vinduer", som f. Eks. Vinduerne i Enden af den gamle Gothersgade, er naturligvis ikke saa dum at udleje Værelserne umøblerede; thi saa vilde hun jo ikke kunde forlange 5-12 Kr. pr. Værelse.

Det ses heraf, at det ikke er i Bordellerne alene, at de arme Stakler er Genstand for Udplyndring."

Og hele dette infame Uvæsen har vort Sædelighedspoliti avtoriseret, reglementeret og kontrolleret! Det har blomstret frodigt under Firmaet Madam Clausen & Meyer, hvis ene Parthaver nu er død, efterladende den anden 15,000 Kroner! I Sandhed, det er ikke mærkeligt, at som Dr. Ehlers skriver "et stort Antal Læger er blevne i højeste Grad skandaliserede og opskræmmede ved det Skud i Sædelighedspolitiets Kælder, der sendte Chefen over i en forhaabenlig bedre Verden uden Fattigdom og uden Prostitution, samtidig med at tvende Betjente blev arresterede og straffede, medens Souschefen slap med at trække sig tilbage fra sin Post ("die halbe Armee aus einmal ruiniert")".

Det er ikke blot Lægerne, der er blevet opskræmmede, det er hele den københavnske Befolkning, og den slaar sig ikke til Taals med, at to menige Betjente har faaet en Smule Straf, og at Overbetjent Meyer har faaet sin Afsked - med Pension! Den store Skandale er ikke glemt, fordi det er lykkedes Autoriteterne at gemme den hen. Valget den 21. Marts vil vise, at Københavns Borgere kræver en Oprensning i det raadne System, som repræsenteres af Madam Clausens Arving.

(Social-Demokraten 20. marts 1896).

Bordelværtindens begravelse.

Forleden døde bordelværtinde madam Clausen i Farvergade, bekendt fra de 15.000 kr hun havde skænket overbetjent Meyer i Sædelighedspolitiet.

Begravelsen foregik i mandags fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård.

Et temmelig stort følge havde, ifølge bladet "København", givet møde - mest familie, men også en del nysgerrige. Adgang til kapellet tilstedtes kun mod forevisning af et kort.

Kapellet var pyntet med blomster og levende træer. På alteret var alle kandelabre tændt. - Den gule egetræskiste var helt skjult af palmedekorationer.

Efter afsyngelsen af en salme træder overrabiner Simonsen frem bag kisten og udtaler sig i følgende ord:

"Almægtige Gud! Når vi træder frem for dig på årets travleste og helligste dag (jødernes store bededag) og vi Israels tjenere og menighed, samles til bod og anger, så vil vi bede for denne kvinde, hvis liv var nedværdiget i stor synd.

Dette liv som her er afsluttet, var Israels samfund til nedværdigelse, og hun var ikke værdig til at bære det navn Du Herre har givet dit folk.

Vi dømmer ikke, vi beder for hinanden og med hverandre gennem anger, beder for dem som er blevet Dog uværdige. Du, Herre, ser hvilke fristelser der har bevirket det dybe fald, - Du skuer faldet! Og, som vor stamfader bad for Sodoma og Gomorra, beder vi for hende som kun fandt kærlighed i sin nærmeste kreds. Hendes time er nu kommet, da hun skal aflægge regnskab for sit store, syndefulde liv.

Og hvis nogen (overrabbineren hæver blikket stift op på de på balkonen forsamlede kvinder) her er til stede som lever eller har levet et liv i ukyskhed og synd, så tænk dig om, mens det er tid, og vend dig til ham som renser og lutrer vore sjæle. Vi kommer alle til at stå til regnskab, når vi drager herfra."

(Randers Dagblad og Folketidende, 27. marts 1896).

Johannes Hauerslev: Dybensgade. Meget lidt er ændret ved husene siden dengang. Københavns Museum. Public Domain.

En overraskelse.

Det har i lange tider været en fastslået kendsgerning, at den berygtede bordelværtinde md. Clausen var noget i retning af en millionær.

Nu viser det sig, at de herrer, hvem boets opgørelse påhviler, får en ret pinlig, men ikke desto mindre aldeles pålidelig fornemmelse af, at det så ofte udskregne fruentimmer efterlader sig intet - eller i hvert fald så godt som intet.

For det første er ejendommen 13 i Dybensgade alt i levende live bortskænket til hendes søn. Ejendommen nr. 23 i Farvergade, som for resten i øjeblikket er lukket, samt ejendommene nr. 18 i samme gade og nr. 22 i Knabrostræde er ganske vist ikke absolut forærede bort, men på den anden side stikker der i dem bortgivne obligationer indtil en værdi af ca. 100.000 kr.

Knabrostræde. Nr. 22 er det smalle, hvide hus mellem det gule og det brede hvide, til venstre for midten i fotoet. Huset er det samme som på madam Clausens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Indehaverne af disse obligationer er foruden den så ofte omtalte funktionær i Sædelighedspolitiet, overbetjent Meyer, tillige den agtede kvindes svigersøn, grosserer T. og hendes svigerdatter, der som bekendt, nu er gift med fabrikant. E.

Hvis indehaverne af disse obligationer, der rigtignok er transporterede i levende live til de pågældende ovenfor omtalte "kendte navne", ikke gennem de nævnte ejendomme kan få fuld dækning, da viser det sig, at md. Clausen ikke er så rig, som man antog.

Efter sagkyndiges vurdering er nemlig de pågældende ejendomme kun under de heldigste konjunkturer den ovenfor nævnte sum værd.

I hvert fald skal nu usædeligheden i vor by stige i en foruroligende grad.

Således står altså sagen.

Vi der kun har den behagelige opgave at se til, kan være ligeglade. Den eneste der ved den stedfundne opgørelse bliver højst uheldig stillet, er den sidst ommeldte og hidtil ukendte søn hr. Koefoed, som i levende live følte sig forpligtet til at vedkende sig sin moder. Han får nemlig rimeligvis ingenting, hvis da ikke de nævnte ejendomme tilfældigvis skulle stige umådelig i værdi.

Dette sidste ville i en vis grad blive tilfældet, hvis det kunne oplyses, at md. Clausens mand, tømrermester Clausen i Amerika skulle være afgået ved døden uden hverken i opstigende eller nedgående linje at efterlade sig arvinger. Tillige kunne noget sådant indtræffe, hvis de nævnte ejendomme ved køb eller ganske særlig administration kunne forøge de i øjeblikket lidet økonomiske chancer.

Med hensyn til resultatet, der som man kan tænke er ligeså vanskeligt at forudsige, som udbyttet er problematisk, skal vi altså lade begivenhederne gå deres stille gang, og holde vore læsere ajour med den nærmere udvikling.

En ting er en "saga blot", nemlig den berygtede værtinde og hendes rigdom, og det kunne måske være ganske sundt at få konstateret.

(København 18. april 1896).

Johannes Hauerslev: Farvergade. Forrest til venstre ses gæstgivergården "Holger Danske" med en masse folk udenfor. Den lå i nr. 15. Vartov længst væk har nr. 27. Nr. 23 (hvor mad. Clausen boede) og 25 må derfor have ligget umiddelbart før Vartov. Ejendommen er nedrevet. Public Domain, Københavns Museum.

Proclama

(Se også under konkursboer)

De som har noget at fordre i boet efter afdøde hedevig (Hedvig) Clausen, født Israel, skibstømrer Jens Christian Clausens fraskilte hustru - i hvilket bo arv og gæld ikke er vedgået - indkaldes herved med 6 måneders varsel til for undertegnende skiftekommission at anmelde og bevisliggøre sådant krav. Ligeså indkaldes med samme varsel arvingerne i boet, for at godtgøre deres arveret og iagttage deres tarv under boets behandling.

Efter det i boet foreliggende bemærkes:

At afdøde der ved sin død den 17. marts dette år boede i Farvergade nr. 23 her i staden, hvor hun ifølge politiets tilladelse holdt offentligt hus, og som den 4. september 1867 erholdt bevilling til her i staden at drive forretning som pantelåner og den 13. marts 1879 erholdt tilladelse til her i staden at drive næring som værtshusholderske, har kaldt sig enke, men at hun ved bevilling af 17. august 1892 blev skilt fra ovennævnte skibstømrer Jens Christian Clausen.

At han, Jens Christian Clausen, i året 1862 rejste til Amerika, og at der sidst er hørt fra ham for ca. 25 år siden, på hvilken tid hans adresse var Coreys Street 46, Charlestown ved Boston, samt at der ikke i anledning af skilsmissen ses at være foretaget noget skifte af ægtefællernes bo. Skibstømrer Jens Christian Clausen eller den eller de i hans sted muligt berettigede blive herved særligt indkaldte.

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsrets Skiftekommission, København den 3. juni 1896. Vilh. Meyer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. og 6. juni 1896).

Madam Clausens forretning.

Det har vakt nogen omtale at der stadig drives bordel i afdøde madam Clausens ejendom i Farvergade samt i ejendommen i Hummergade.

Vi søgte underretning herom i går og fik følgende ganske morsomme forklaring:

Madam Clausen havde ved sin død flere arvinger. Foruden disse er der flere legatarer, og det tager tid, særlig for en kongelig danske skiftekommission, at ordne den slags sager. Indtil dette sker og arv og gæld er vedgået af arvingerne, står imidlertid Skifteretten som den administrerende i boet, og må som sådan ikke forringe dets værdi.

Nu vil jo alle forstå at de gamle huse ikke vil være meget værd når bordellerne bliver flyttet ud, og dette er da også kun sket med en enkelt af ejendommene, Farvergade nr. 23. Der fremkommer imidlertid derved den pudsighed at den højærværdige skiftekommission kommer til at stå som forvalter for den største forretning her på pladsen der handler med kvinder, og det bliver den der kommer til at fordele udbyttet af prostitutionen mellem de forskellige andelshavere, i dette tilfælde arvingerne. 

En mærkeligere stilling kunne man vel næppe tænke sig for en høj retsinstitution. Vi ønsker den hjertelig til lykke. Den har så ofte prostitueret sig ved sin forretningsgang at den fortjener den fremskudte stilling i prostitutionen, skæbnen har ladet den blive til de.

(Social-Demokraten, 24. juli 1896).

 En skandale af rang.

Prostitutionens følger.

Som i går omtalt, karakteriseredes madam Clausen i sin ligprædiken som en skam og skændsel for Israels Hus.

Efter skriftens og moralens forskriften er dette vistnok korrekt. Efter den danske lovgivning og retspraksis derimod ganske uberettiget.

Madam Clausen var efter danske retsbegreber en lige så hæderlig næringsdrivende som enhver anden. Det fremhæves udtrykkelig i Skifterettens dødsannonce (proklama) over hende, at hun havde borgerskab som værtshusholder, næringsbevis som panlelånerske og derhos i 23 år med politiets, det vil sige de offentlige autoriteters, tilladelse havde drevet offentlig hus her i byen.

Skifterettens førnævnte annonce, der stod i "Berlingske Tidende" for forrige måned, er korrekt, men i mange henseender mærkelig.

Skifteretten sidestiller ganske rolig næringsvejene pantelåner, beværter og politibeskyttet indehaver af offentligt hus; havde madam Clausen haft grossererborgerskab, ville retten have nævnt dette med, som en med bordelvært ligestillet næring.

Forholdet er jo nemlig efter vor lovgivning, at utugts udøvelse som erhverv såvel som rufferi, kun er strafbart, når disse virksomheder drives uden politiets tilladelse. 

Med politiets tilladelse er begge dele lovlig og retsbeskyttet næringsudøvelse.

Det er det, der er forholdet, og det er netop derfor heldigt, at Skifteretten i sin fremhævelse af afdøde madam Clausens offentlige stillinger udtrykkelig har skrevet: "Afdøde har med politiets (det offentliges) tilladelse i 23 år drevet offentligt hus her i staden."

Den gæstgiver eller hotelvært, der udlejer et par værelser til folk, der udgiver sig for ægtefolk, men som han har grund til at antage, ikke er det, kan herved pådrage sig vand og brødstraf eller forbedringshusarbejde.

Den mand eller kvinde, der har erhvervet politiets tilladelse til drift af offentligt hus, opfylder autoriteternes hensigt med den meddelte bevilling, ved dag og nat mod betaling at stille sine værelser til rådighed for utugts bedrivelse.

Den kvinde, der uden politiets tilladelse driver erhverv ved utugt, forfølges og straffes med vand og brød.

Den, der har tilladelsen, udøver i henhold til et af offentlige myndigheder udarbejdet og godkendt reglement sin lovlige næring. Man indser let det meningsløse og vanvittige heri. I det ene tilfælde, udøvelse uden tilladelse er en forbrydelse, der medfører grov straf og vanære. I det andet tilfælde, udøvelse med tilladelse, er det en fuldkommen lovlig og berettiget handling.

Manglen på konsekvens er selvindlysende.

Forvirring i almen opfattelsen og dens offentlige moral naturlig. Der burde, når det offentlige betragter utugt som erhverv og betalt hjælp her til, som noget til hvilket der kan gives næringsbevis, kun kunne være tale om at straffe dem, der driver erhvervet uden bevilling med boder, som for anden ulovlig næring.

De meningsløsheder og skandaler den lovordnede prostitution medfører, er imidlertid ikke udtømte hermed. 

Den bestående lovgivning fører ligefrem til at offentlige autoriteter i visse tilfælde selv må optræde som bordelforvaltere og som administratorer af logerende fruentimmer og i sin egenskab af offentlig autoritet søge bordeltilladelse eller medvirke til sådan tilladelses forskaffelse.

Det er dette Skifteretten har måttet som bestyrer af madam Clausens efterladenskaber. Vi skal i næste artikel udvikle hvordan og hvorledes.

(København 24. juli 1896).

Artiklen blev bragt dagen efter og indeholder stort set samme indhold som ovenstående gennemgang af mad. Clausens ejendomme.

En fin forretning.

Skifteretten er for tiden administrator for den afdøde bordelværtinde madame Clausens bo, idet arvingerne ikke kan blive enige om arvens deling. Skrifteretten må derfor også administrere boets aktiver og er derfor i øjeblikket bestyrere af - et par bordeller - Fy for -

(Ringsted Folketidende, 27. juli 1896).

Ikke bare kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads var rigt dekoreret, også hendes gravsted har trods stenen er flyttet ned fra soklen, en ganske iøjnefaldende størrelse. Søjlen til højre er folketingsmedlem Herman Bing (1845-1896), medgrundlægger og medudgiver af Politiken. (Foto Erik Nicolaisen Høy). 

Her hviler

vor kjære Moder

Hedveg Clausen

født Israel.

f. 27 Aug 1824

d. 17. Marts 1896

Nederst på stenen står en linje som det ikke har været muligt at tyde.