I maj havde seks medlemmer af oppositionen med ordfører Philipsen i Borgerrepræsentationen forsøgt at få nedenstående forslag vedtaget:
"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "
I stedet for denne havde Højre-flertallet ved Koch, med 25 stemmer mod de 6 fået vedtaget denne resolution:
"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."
I stedet for at anbefale en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiet, fik man altså anbefalet at kommissionen skulle beskæftige sig generelt med bestemmelser om prostituerede. Da resolutionen måske var noget uklar, gik der tid med at Magistraten og justitsministeriet stillede spørgsmål om hvad en kommission egentlig skulle tage sig af.
Men sent i forløbet ændrede Københavns Magistrat pludselig holdning og anbefalede justitsministeren at Borgerrepræsentationens forslag om nedsættelse af en kommission blev taget til følge. Og den 8. juni 1896 - over et år efter - kom sagen endelig for igen i Borgerrepræsentationen. Og efter yderligere et år - september 1897 - fremkom kommissionen med sin rapport hvis indhold var så vagt at det ikke længere skabte de store overskrifter.
Sædelighedssagen.
Det kan egentlig ikke siges, at Københavns Borgerrepræsentation har haft held med sig i sin ageren i sædelighedssagen. Der er nu gået omtrent et halvt år, siden spørgsmålet rejstes, men desuagtet er man ikke nået stort videre, end man var, da der begyndtes, mens derimod selve sagen er blevet en del forandret derved, at nogle af de værst sigtede personligheder i Sædelighedspolitiet er blevet afløste af andre og flere af de påklagede forhold er blevet forandrede, så at den omhandlede "kommission" i mellemtiden i alt fald snarest er blevet mindre aktuel.
Som det vil mindes, kom sagen oprindelig frem således, at de ser oppositionelle borgerrepræsentanter med Philipsen som ordfører i henhold til en systematisk og alarmerende agitation i pressen stillede forslag om nedsættelsen af en i dansk retspraksis hidtil ukendt "blandet kommission", der som en art velfærdskomite skulle kunne forhøre og undersøge til alle sider og eventuelt gøre indstilling om reformer på det nævnte område. Under forhandlingen i Borgerrepræsentationen. hvor navnlig højesteretsassessor Koch gjorde modstand mod den "blandede" kommission, blev forslaget imidlertid ændret og tilsidst vedtaget således: "Kommunalbestyrelsen opfordrer justitsministeren til at nedsætte en kommission for at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring i de gældende bestemmelser om tilsynet med fruentimmer, der søger erhverv ved utugt." Spørgsmålet om en her i bladet foreslået kommissionsdomstol var, mens sagen stod på dagsordenen, til dels blevet præjudiceret ved de omhandlede forholds henvisning til undersøgelse ved kriminalretten og et ligeledes her i bladet fremsat forslag om under de forandrede forhold at nøjes med nedsættelse af et udvalg - eventuelt et fællesudvalg - til undersøgelse af forholdene i Sædelighedspolitiet og til prøvelse af det bestående regulativ i København, fandt ikke tilslutning i Borgerrepræsentationen, hvor dog Lange gjorde sig til talsmand for et sådant udvalg.
Dette skete i begyndelsen af maj. Derefter blev der vekslet skrivelser mellem Magistraten - som tog nogen reservation over for den foreslåede kommission og navnlig ønskede denne udsat, indtil den kriminelle undersøgelse var sluttet - Borgerrepræsentationen og justitsministeriet, indtil sagen i mandags kom til at foreligge i Borgerrepræsentationen påny, idet justitsministeriet da i overensstemmelse med Magistraten billigede, at en drøftelse af de gældende politiregulativs bestemmelser på dette område (dvs. Sædelighedspørgsmålet) finder sted. Ministeriet mener derhos, at en sådan drøftelse bør ske af delegerede fra kommunalbestyrelsen sammen med politidirektøren, og når ministeriet erholder meddelelse om til hvilke delegerede det af kommunalbestyrelsen er overdraget at føre de pågældende forhandlinger, vil ministeriet derfor være villigt til at overdrage til politidirektøren at deltage i samme, ligesom ministeriet også, dersom det eventuelle udvalg til sagens behandling enten, fordi det ønsker at give sine undersøgelser en større udstrækning eller af andre grunde måtte begære det, er villigt til at tilforordne udvalget anden sagkyndig bistand, som måtte stå til ministeriets rådighed." I anledning heraf var det, at forsamlingen i mandags vedtog følgende beslutning: "Idet Borgerrepræsentationen beklager, at ministeriet ikke har kunnet gå ind på den - i væsentlig uoverensstemmelse med Magistratens udtalelse af Borgerrepræsentationen ønskede form for kommissionens sammensætning, idet man derhos vedblivende måtte ønske, at også andre mænd uden for kommunalbestyrelsen, der repræsenterer forskellige anskuelser om de her omhandlede forhold, fik sæde i kommissionen, og idet man forudsætter, at kommissionen i henhold til ministeriets udtalelse i slutningen af dets skrivelse af 12. f. m. til Magistraten vil finde anledning til at gøre indstilling til ministeriet i denne retning, beslutter Borgerrepræsentationen på sagens nærværende trin at vælge 5 medlemmer til den i Magistratens skrivelse omhandlede kommission."
Denne af Borgerrepræsentationen således tagne beslutning må under de givne forhold siges at være noget vanskelig at forstå. Ved at gennemlæse det officielle referat af forhandlingerne den 8. maj, ser man nemlig, at højesteretsassessor Koch, der som flertallets ordfører ledede aftenens forhandlinger, vel udtalte sig noget ubestemt om den eventuelle kommissions opgave, men dog navnlig fremdrog, at der i politiregulativet var bestemmelser, der krævede omordning og prøvelse, mens han den gang - ligesom nu atter i mødet i mandags - principielt sted på det standpunkt, at lovordningen ikke nu bør fraviges eller ændres. Dermed er det selvfølgelig vel foreneligt, at man dog også kan drøfte spørgemålet derom, Iigesom andre medlemmer kan gå videre i så henseende: men det har dog lige fuldt sin store betydning, at det er regulativets ordning, man især har for øje. Dette bliver af så meget større vægt, når man erindrer, hvorledes Magistraten i sin skrivelse for nylig til Borgerrepræsentationen tydelig påviste, hvilke få punkter det er som lovordningen vedrører, mens de mange bestemmelsers ordning er henvist til regulativet, der for hver bys vedkommende, altså også for København, træffes af kommunalbestyrelsen og justitsministeriet.
Det er på den anden side givet, at hverken justitsministeriet - vide justitsministerens tidligere stilling i Landstinget til spørgsmålet om en kommissions nedsættelse - eller Magistraten har været stemt for en kommission til at behandle det store og væsentlige spørgsmål om en ny lovordning, mens det vel også må erkendes, at her måtte initiativet siges nærmest at ligge hos lovgivningsmagten. Alt dette påviste Magistraten tydelig i sin skrivelse af 7. oktober til Borgerrepræsentationen, og det er der klart lagt for dagen, hvad sagen drejer sig om.
Under disse omstændigheder forekommer set os, at ministeriet og Magistraten giver Borgerrepræsentationen alt, hvad den kan forlange, når man ikke blot siger: Nu skal behandles alt, hvad der kan komme ind under regulativet; det skal behandles af medlemmer af kommunalbestyrelsen, med i hvilke justitsministeriet vil pålægge politidirektøren at samarbejde! Men når man så yderligere tilføjer: Kommer man da ved dette sit arbeide til at ønske enten flere kræffer med til gerningen, eller til at give stoffet et større område, så går vi med dertil! - Ja, da synes det os unægtelig, at forsamlingen derved får alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, og at den rolig kunne have ladet det forblive derved. Men, var man nu ikke enig deri, så burde man dog alvorlig have taget sagens realitet op og sagt: Skulle vi tage dette således, som det er os tilbudt, hvorved vi altså, hvis udvalget finder det rigtigt, kunne komme videre? Eller skulle vi sige: Det er os ikke nok; vi ville straks have en stor kommission og hele ordningen, også lovordningen, drøftet ! - Var man kommet til det sidste resultat, måtte man have vedtaget en udtalelse om at man ikke var fornøjet med ministeriets bestemmelse og tilsagn, men at man ville begære en større kommission og en videre opgave.
Men hvad gør man i stedet derfor?
Man kaster sig over en enkelt sætning i Magistratens skrivelse, den nemlig, hvor Magistraten, efter udførlig at have fremstillet sagens virkelige hovedspørgsmål og begrundet, hvorfor man vil indskrænke sig til regulativet, så føjer til: "Og det er formentlig også dette område, som Borgerrepræsentationen - hvis forhandlinger tidligere er tilstillede ministeriet - i alt fald væsenlig har haft for øje ved sit forslag." Skønt denne udtalelse stemmer med ordførerens, assessor Kochs udtalelser, og skønt han atter i mandags gentog, at lovordningen formentlig ikke bør ændres, forarges man dog over, at det er i overensstemmelse med denne sætning, at ministeriet har truffet en afgørelse.
I Virkeligheden have Magistraten og ministeriet reelt vist al rimelig imødekommen; der er derved nået væsentlig hvad Borgerrepræsentationen har ønsket. Og så i stedet for at tage dette og døftee sagen, kaster man sig over en under de givne forhold ingenlunde uberettiget udtalelse i Magistratens skrivelse!
Herved er der opnået det, at forholdet er blevet ganske uklart. Man går med til, hvad ministeriet har tilbudt; men i det samme drejer man det om og siger: Idet vi tager det hvad vi ville, og ikke det, som ministeriet har villet !
Havde det ikke været rigtigere at tale tydeligt? Hvorledes kan man på den uklarhed og urigtighed som nu foreligger, nedsætte kommissionen?
(Nationaltidende, 7. november 1895, 2. udgave).
Politiker og justitsminister N. R. Rump (1834-1900). Fotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Han var blevet justitsminister efter at Johannes Nellemann havde trukket sig. Han sad 13. juni 1896 til 28. august 1899. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
BorgerrepræsentationenMødet den 8. juni.
Sædelighedssagen. Fra Magistraten forelå den tidligere omtalte skrivelse om nedsættelse af en kommission til overvejelse af ændringer i de gældende bestemmelser om tilsynet med prostitutionen. Eventuelt valg af medlemmer af kommissionen.
Formanden rekapitulerede kort sagens gang der vil være bekendt.
Philipsen mindede om, at Borgerrepræsentationen jo hidtil havde stået enig i denne sag, idet mindretallet havde bøjet sig for flertallet. Man kunne imidlertid ikke nu sige, at det foreliggende resultat egentlig var tilfredsstillende; men alligevel ville de, under de givne forhold være rigtigst, om forsamlingen her vedtog, hvad den kunne få, og dette skulle han da anbefale. Samtidig måtte han meget beklage, at Magistraten i denne sag ikke fuldt havde stillet sig ved Borgerrepræsentationens side, og denne omstændighed skyldtes det måske at ministeriet i sin sidste skrivelse noget havde foretaget et tilbagetog. Herved var der dog nu intet at gøre. Det var næppe heldigt, at man herhjemme mere brugte kommissioner til at udarbejde lovforslag, skønt sådanne bedst kunne udarbejdes af dertil stillede enkeltmænd, end til at foretage indersøgelser. Man havde netop i denne sag ønsket en enquete-kommission, og den kunne have gjort nogen nytte.
P. Koch kunne i hovedsagen, nemlig spørgsmålet om, hvad man ved denne lejlighed burde foretage i denne sag, være enig med Philipsen. Men han måtte dog tage et forbehold ved motiveringen i henseende til, at ministeriet skulle have forandret sin stilling. Dette forholdt sig næppe så. Spørgsmålet om kommissioner til optagelse af forhør m. m. var det næppe værd at drøfte nærmere ved denne lejlighed. Det ville vist være rigtigst at udsætte valget af medlemmer af kommissionen til næste møde.
Lange mindede om det særstandpunkt, ifølge hvilket han tidligere havde anbefalet nedsættelsen af et udvalg i stedet for en kommission. Nu fortrød man vist, at man ikke havde stemt for et udvalg, men nu var der vel ikke for flertallet andet at gøre end at gå med til kommissionen, således som man nu kunne få den. Det var ganske vist ikke Københavns Kommunalbestyrelses opgave at beskæftige sig med lovgivningsemner for hele landet, og det var næppe muligt i så henseende at nå til enighed; men efter at ministeriet nu havde ført sagen tilbage inden for de rigtige grænser, ville kommissionen vel blive nedsat. Men det var rigtig nok ganske forkert at nedsætte en kommission hertil. Man forplumrede derved Borgerrepræsentationens stilling. Kommunen stod sig meget bedre ved et udvalg; ved et sådant, eventuelt et fællesudvalg, burde man blive stående.
Borgmester Hansen syntes, at Philipsen og Koch ved denne lejlighed havde taget denne sag på en lykkelig måde. Man kom derved til et positivt resultat af de førte forhandlinger. Langes forslag burde ikke følges på sagens nærværende standpunkt, og det var dog nærmest en vinding, at man ved de kommende overvejelser fik flere sagkyndige mænd til bistand, når man gik til en kommission i stedet for et udvalg. Det nu gældende regulativ var udarbejdet af en lignende kommission. Philipsen havde ikke ret i, at Magistraten i denne sag havde modarbejdet Borgerrepræsentationen. Ministeren var snarest gået noget frem i sin tid fordi Magistraten søgte at bevæge ham dertil.
Philipsen kunne i sin tid have fulgt Langes forslag, hvis det da havde fået flertal for sig. Nu kunne alle gå med til kommissionen. Ved valget af medlemmer til kommissionen burde man tage hensyn til Siuancen mellem Koch og taleren i henseende til kommissionens opgave.
Lange lagde ikke så særdeles stor vægt på, om man fik et udvalg eller en kommission, men han tvivlede ikke om, at et udvalg havde været at foretrække. Nu var der jo mulighed for at ministeriet kun satte lutter departementschefer ind i kommissionen; departementschefer blev jo alt muligt i vore dage. Og så vidste man ikke, hvorledes det gik med kommunalbestyrelsens indflydelse. Kommunen stod i en kommission ikke frit som i et udvalg.
P. Koch kunne godt forstå Langes standpunkt, men han kunne ikke følge ham i hans betragtninger, idet man også måtte ønske at få sagkyndighed uden for kommunen med til overvejelse.
Lange var vedblivende overbevist om at et udvalg var at foretrække
Ved den derpå foretagne afstemning vedtoges Magistratens forslag om at henvise sagen til en kommission. Valget af medlemmer udsættes til næste møde.
(Dagens Nyheder, 9. juni 1896).
Boghandler og politiker Gustav Philipsen (1886). Fotograf Niels Christian Hansen (1834-1922). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Philipsen (1834-1922) var 1886 blevet bestyrelsesmedlem i den liberale vælgerforening i København. Han sad i Borgerrepræsentationen 1893-1904 og var rådmand i Magistratens 4. afdeling 1904-1922. Medlem af Folketinget 1898-1903. Han blev medlem af det Radikale Venstre 1905.
Sædelighedskommissionen nedsat.
Et kapitel af de danske autoriteters syltehistorie.
Justitsminister Rump har nu endelig fået den sædelighedskommission sammensat, som oppositionen i Borgerrepræsentationen krævede nedsat allerede i maj måned 1895 i anledning af de oplysninger. der kom frem efter politiinspektør Korns selvmord.
Kommissionen ser således ud :
Boghandler Gustav Philipsen, højesteretsassessor P. Koch og dr. Ørum (valgte af Borgerrepræsentationen), borgmestrene H. N. Hansen og Jacoby (valgte af Magistraten). politidirektør Eugen Petersen, justitiarius i kriminalretten Ingerslev, overretsassessor Hastrup og læge professor Rudolph Bergh valgte af justitsministeren.
Det er disse 10 herrer, som nu, snart 1 år efter at skandalerne kom frem, skal til at undersøge deres årsag og mulig stille forslag til en forandring af forholdene.
Det er synd at sige, at de danske myndigheder kører med iltogsfart. I marts måned 1895 skød politiinspektør Korn sig en kugle gennem hovedet i sit kontor i Rådhuskælderen. Selvmordet vakte stor opsigt, fordi det var forøvet af en mand, der ved hele sin ydre optræden havde vundet sig en del venner og megen sympati, og hvis hele vandel tilsyneladende var uden plet og lyde. Han havde jo endog i socialismens første dage vundet sine sporer ved under et falsk navn at rejse omkring med socialdemokratiske talere, for bagefter at kunne optræde som vidne imod dem. En sådan mand skulle man tro var godt garderet.
Selvmordet gav dog anledning til en hel del rygter, som viste, at der var something rotting indenfor Sædelighedspolitiet, hvis betroede chef Korn i flere år havde været.
Politidirektøren skyndte sig så i "Berlingske Tidende" at afgive en erklæring om, at alt var såre godt i hans etat og at Korns selvmord måtte tilskrives et "illegitimt forhold", han havde indladt sig på, i forbindelse med sygdom. Allerede det at Sædelighedspolitiets chef havde illegitime forbindelser, var i høj grad egnet til at vække opmærksomhed, særlig da Korn jo havde vist sig i sit offentlige liv som en meget stærk Bethesdamand, der ivrede mod kødets lyst og livets forfængelighed.
Det kom imidlertid ret hurtig for en dag, at Korn var kommet i det illegitime forhold ved at en levemand havde anmodet ham om at befri sig for en besværlig elskerinde. Korn gjorde også dette, men på den måde, at han selv tog sig af den skønne. Her havde man altså bevis for, at politiet privat ordnede delikate affærer, og da det ligeledes blev oplyst, at Sædelighedspolitiets næstkommanderende, overbetjent Meyer, havde en obligation i en bordelværtindes ejendom, var der tilstrækkeligt faste holdepunkter for de sigtelser for myndighedsmisbrug, bestikkelse osv., som rettedes mod Sædelighedspolitiet.
Oppositionen i Borgerrepræsentationen stillede derfor allerede den 22. april f. å. forslag om at indgå til justitsministeren med anmodning om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiets forhold og virkemåde. Dette gav borgmester Hansen anledning til at afgive den erklæring, at sigtelserne mod Sædelighedspolitiet for myndighedsmisbrug og bestikkelser måtte anses for "fuldstændig grundløse". Samtidig måtte han dog indrømme, at Meyer havde fået en obligation på 15.000 kr. af en bordelværtinde for ordningen af et "privat forhold", ligesom han på given foranledning oplyste, at Korn ved sin død havde en underbalance i Sundhedskommissionens kasse på 9700 kr. Beløbet var dog dækket af hans venner.
Behandlingen af oppositionens forslag blev udsat til et senere møde, og dette afholdtes først den 6. maj. I mellemtiden var undersøgelsen af sagen ved justitsministerens beslutning overgivet til kriminalretsassessor Ussing, hvorfor man fra Højres side kunne stille sig på det standpunkt, at man ikke ville have en kommissionsundersøgelse af den Kornske sag og hvad dermed stod i forbindelse, mens man derimod nok ville gå med til en undersøgelse af de regler, hvorefter politiet arbejdede.
Dette standpunkt var ganske klogt af Højrepartiet, for trods borgmester Hansens og politidirektørernes erklæringer om at alt var såre godt, varede det ikke ret mange dage, inden assessor Ussing arresterede to af Sædelighedspolitiets betjente, Petersen og Borelli, der begge dømtes for ret betydelige forseelser i deres tjenesteforbold. Samtidig fik overbetjent Meyer ferie, der sluttede med, at han tog sin afsked.
Borgerrepræsentationens beslutning om en kommission blev kun modstræbende tiltrådt af Magistraten og med den bemærkning, at den først skulle nedsættes når den kriminelle undersøqelse var færdig. Hertil sluttede justitsministeren sig. Så trak sagen ud til hen på efteråret.
Nu rejste Magistraten imidlertid et andet spørgsmål, nemlig om kommissionens kompetence, om den udelukkende skulle beskæftige sig med det københavnske politiregulativ eller om den også skulle tage hele princippet om prostitutionens ordning op til drøftelse, og på den måde lykkedes det at trække tiden ud til den 18. november, hvor Borgerrepræsentationen meget bestemt fastholdt sit standpunkt om en udvidet kompetence.
Saa hvilede sagen igen i justitsministeriet til juni måned d. s., (altså i 6 måneder), og nu kom endelig hr. Nellemanns svar, som gik ud på at han ville nedsætte en kommission, hvortil Borgerrepræsentationen kunne vælge 3 og Magistraten 2 medlemmer, mens han selv forbeholdt sig at vælge 5 medlemmer, derunder formanden.
Den 16. juni valgte Borgerrepræsentationen sine Medlemmer, og nu har Hr. Rump (Nellemanns Efterfølger) efter et par måneders overvejelser valgt sine 5 mand. Den omstændighed at han har valgt lutter embedsmænd, deriblandt politidirektøren, som rimeligvis også skal være kommissionens formand, er et ret tydeligt bevis på at det ikke er meningen, at denne kommission skal gå synderlig dybt i sagerne eller i nogen nævneværdig grad forandre om på de bestående forhold.
Men de danske autoriteter har sikkert her sat en smuk rekord i sendrægtighed, 1½ år for at nedsætte en kommission, det er der næppe noget andet civiliseret land der gør os efter.
(Social-Demokraten, fredag den 21. august 1896).
Politidirektøren skal afskediges!
Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:
Vi tillader os at udtale følgende ønske :
1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.
2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhojelse af Politietatens Lonninger.
Justitsministeren svarede:
1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.
2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.
Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.
Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.
Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.
For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!
Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!
Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?
Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!
Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.
Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.
Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.
(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)
Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.
Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset.
Højres adresse til Rump.
Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.
Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:
1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og
2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.
"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :
"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.
Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?
Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.
Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.
Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.
Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."
Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret."Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :
"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.
Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:
Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.
Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.
Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.
Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."
*
"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.
(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)
Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.
Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingentig ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.
I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet:
Nyt revolverdrama.
En ung piges historie
Sædelighedspolitiet igen på færde.
I går eftermiddags ved 3-tiden har en ung pige, Elly Hansen, der boede i frøken Mortensens pensionat på Gråbrødretorv, forsøgt at aflive sig ved et revolverstud. Foruden at hun herved tilføjede sig et dødeligt sår, gik der tillige ild i hendes klæder, så at den ulykkelige pige stod i flammer.
Frøken Hansen er kun 25 år og hjemmehørende i Roskildeegnen; hendes bror ejer en større landejendom ved Havdrup. Hun har været ansat som ekspeditrice i en forretning i Ny Østergade. men mistede pladsen for et par måneder siden, og har siden stået blottet for subsistensmidler. Til alt held var hendes værtinde medlidende og gav hende vedblivende kost og logi, skønt gælden voksede.
Alt dette indvirkede på den unge piges sindsstemning, og værre blev det, da hun en dag erfarede, at en ung læge, som hun var forlovet med, havde brudt forbindelsen og giftet sig med en anden. Hun erklærede nu til sine omgivelser, at livet intet værd havde for hende, og hun bad sin værtinde om ikke at blive forskrækket, om hun en morgen skulle finde hende hængende død i en strikke i sit værelse. Man troede dog ikke truslen var alvorlig ment, og slog det hele hen i spøg.
Så indtraf der en begivenhed, som føjede et nyt led af modgang og forsmædelse til den unge piges skæbne: vort nidkære Sædelighedspoliti greb hende som sigtet for at ernære sig ved utugt, hun underkastedes den obligatoriske lægeundersøgelse - og måtte løslades som uskyldig!
Sædelighedspolittets indgriben foranledigedes ved et anonymt brev, det havde modtaget, og som antagelig stammede fra en af Ellys uvenner; i brevet beskyldtes hun for at leve af herrebesøg.
En tidlig morgenstund mødte en af Sædelighedspolitiets betjente i pensionatet og erklærede på politiets sædvanlige støjende måde, at han skulle have fat i Elly. Det nyttede ikke, at værtinden roste hende som en ordentlig og tilbageholden pige, hvem hun i enhver henseende kunne anbefale for at have ført en sædelig vandel i den tid, hun havde boet i pensionatet. Betjenten tog intet hensyn til alle disse forsikringer og blev til sidst lukket ind i Ellys værelse, hvor den unge pige endnu stod i undertøj og gjorde sit toilette. Efter et kort forhør trak betjenten af med hende, men politiets undersøgelser om den unge piges vandel må antagelig have ført til det resultat, at hun intet strafværdigt havde begået. I hvert fald blev hun efter nogle timers forløb løsladt, og hun fortalte da sin værtinde, at hun havde måttet finde sig i den tort at blive undersøgt af politilægen, skønt hun var ganske uskyldig.
Fra den tid af synes det, som om selvmordsplanerne ret er modnedes hos hende, og hun traf omhyggeligt alle forberedelser til at gå i døden. I søndags kom hun ud i pensionatets køkken med en stor bunke breve, som hun kastede i komfuret og lod brænde med den bemærkning, at det var bedst, at alt var i orden, "hvis der skulle ske noget." Hun sov ikke om nætterne, og for resten sad hun de øvrige dage i denne uge ensom på sit værelse, sammensunket og stirrende hen for sig i en meget nedtrykt stemning og uden at få anden næring end hvad værtinden af godhed satte ind til hende.
I disse lange mørke timer har hun ruget over dødstankerne, og allerede i torsdags har hun nøjagtig og koldblodig fastsat timen, da hun skulle dø: Fredag eftermiddag ved 3 - 4-tiden, netop pensionatets spisetid. Dette fremgår af, at hun ved brev havde anmodet en veninde om at møde ved den tid i pensionatet for at afhente hendes (Ellys) portræt, som hun ville forære veninden til erindring om sig.
En halv times tid før hun i går eftermiddags forsøgte at aflive sig, gik hun ind i en nærliggende butik og købte en avis, for, som hun sagde, at se, om der stod mere om, hvorledes Sædelighedspolitiet behandler de unge kvinder. Hun skyldte 8 øre, og dem betalte hun med den bemærkning, at det var bedst de fik pengene, for nu så de hende ikke mere. Butiksdamen lagde mærke til, at hun var så hvid i sit ansigt som et lig, og da Elly kom op i pensionatet, bemærkede værtinden ligeledes hendes afskrækkende udseende, og at hun rystede som af kuldegysninger, hvorfor hun tilbød hende en kop kaffe.
Et kvarter senere bragte tjenestepigen kaffen ind på Ellys værelse. Da hun åbnede døren, mødte der hende et rædselsfuldt syn; hun udstødte et skrig og tabte af skræk kopperne; hun tilkaldte værtinden og pensionærerne, der sad ved middagsbordet.
Elly lå på chaiselonguen, blødende af et skudsår, kun iført særk og uldtrøje. Der var ild i tøjet, og flammerne (der antagelig er opstået ved skuddet), slikkede op ad hendes legeme; på gulvet lå en revolver, som hun havde affyret mod sit underliv, og blodet vældede i en strøm ud af såret. Værtinden løb resolut til og fik ilden slukket ved at kaste et tæppe over, men Ellys bryst og underliv var da allerede bedækket med brandsår. Kuglen havde ramt i underlivet tæt ovenfor navlen, og kuglen sad fast i legemet. Den unge pige kom et øjeblik til sin bevidsthed og stønnede: "Gid jeg måtte dø!"
Rygtet om den uhyggelige begivenhed havde samlet en stor menneskemængde udenfor ejendommen og op ad trapperne, og netop på dette tidspunkt indfandt den omtalte veninde sig for at hente portrættet. Det tilkaldte politi besørgede selvmordersken i en droske til Kommunehospitalet; Hende tilstand var således at der næppe er håb om at hun lever.
SædelighedsKommissionen.
Den i 1896 nedsatte Kommission til Prøvelse af de gældende Bestemmelser om Tilsynet med Prostitutionen i Kjøbenhavn, hvilken kommission bestod af professor Rudolph Bergh, borgmester H. N. Hansen, overretsassessor Hastrup, etatsraad H. Hoff, justitiarius Ingerslev, borgmester Jacobi, højesteretsassessor Koch, politidirektør Eugen Petersen, boghandler G. Philipsen og dr. med. Ørum har afgivet betænkning, hvis hovedindhold i følge Ritz. Bur. er følgende :
Kommissionen bemærker, at den har forstået sin opgave således, at spørgsmålet, om staten overhovedet bør etablere sundhedskontrol og polititilsyn med prostitutionens udøvere eller ej, lå udenfor opgaven, men at kommissionen derimod med den bestående ordning som grundlag skulle først og fremmest prøve de bestående administrative bestemmelser om tilsynet med prostitutionen i København, og dernæst eventuelt også stille forslag om ændringer i enkelte af selve lovgivningens bestemmelser. Dog bemærker Hastrup, Jacobi og Philipsen, at såfremt spørgsmålet om kontrolsystemets fuldstændige afskaffelse havde foreligget til behandling, ville de have stemt for en sådan afskaffelse.
Allerede under den første almindelige forhandling viste det sig, at alle kommissionens medlemmer var så temmelig enige i, at de gældende administrative bestemmelser, altså navnlig regulativet af 9. marts 1877, i alt væsentligt måtte anses for tilfredsstillende og derfor ikke burde undergives større forandringer, med mindre der også skete forandringer i selve lovgivningen. Angående denne side af sagen, altså om der er grund til at foretage ændringer i lovgivningen, har kommissionen delt sig i et flertal, bestående af Bergh, Hoff, Ingerslev, Koch, Philipsen og Ørum, der foreslår indførelsen af ikke ubetydelige lovændringer og stille et dertil sigtende lovforslag, samt i et mindretal, der ikke mener, at der er grund til at foretage forandringer i lovgivningen. Flertallet fremhæver særlig som uheldig bestemmelsen i straffelovens § 180 om, at kvinder, som imod politiets advarsel søger erhverv ved utugt straffes, idet advarslen altså kan gives på mistanke, uden at der behøver at foreligge bevis for, at vedkommende kvinde har forset sig. Med hensyn til sundhedskontrollen bemærker flertallet, at det er fuldt forsvarligt, at den kvinde, der bevisligt driver utugt som erhverv, underkastes sanitær kontrol og polititilsyn, men at de gældende ordenspolitimæssige bestemmelser sikkert ofte er for strenge. Flertallet foreslår derfor en skarpere sondring mellem disse to klasser og stiller et forslag, hvis hovedtræk er følgende: Enhver kvinde, der driver utugt som erhverv, er pligtig at underkaste sig kontrol, bestående dels i regelmæssig lægeundersøgelse, dels i forpligtelse til for politiet at anmelde enhver forandring af bopæl samt til at rette sig efter visse nærmere angivne ordensforskrifter. Den, som uden at have underkastet sig den nævnte Kontrol, driver utugt som erhverv, tiltales ved politiretten og dømmes, hvis hendes brøde bevises, til straf, dog at dommeren, ligesom ved andre politiforseelser, efter omstændighederne kan lade en advarsel træde i stedet for straffen. Findes hun på ny skyldig i samme forseelse, dømmes hun til at sættes under kontrol og kan i forbindelse dermed idømmes straf. Den kontrollerede kvinde, der gentagne gange er straffet for overtrædelse af tilholdet, kan ved beslutning af politimesteren undergives regulativets forskrifter (altså undergives de vilkår, under hvilke for tiden alle indskrevne offentlige fruentimmer lever.)
Af forslagets enkelte bestemmelser kan i øvrigt fremhæves: Det bliver dommeren, der bestemmer, om den sigtede skal underkastes lægeundersøgelse. De kvinder, der er underkastede det mildere lægetilsyn, har lov til at benytte privat læge, de andre kvinder ikke. Ingen kvinde under 18 år kan undergives tilsyn. Den mand, som helt eller delvis lader sig underholde af en kvinde, der driver utugt som erhverv, straffes med fængsel på vand og brød eller med tvangsarbejde, i gentagelsestilfælde med strafarbejde indtil 2 år. Som følge af de foreslåede forandringer vil straffelovens § 180 og Lov af 10. April 1874 §§ 3 - 8 være at ophæve.
Mindretallet finder, at det ved den af flertallet foreslåede indbringelse af spørgsmålet for retten i stedet for den hidtil anvendte administrative advarsel vil blive meget vanskeligt i de enkelte tilfælde at skaffe bevis mod den tiltalte kvinde, og foretrækker ligeledes den nugældende ordning, ifølge hvilken alle kvinder, der kontrolleres, også er regulativet undergivne. Den frihed fx til at bo og færdes, hvor de vil, som efter flertallets forslag vil tilkomme de kvinder af den mildere art, som vel kontrolleres, men dog ikke underkastes regulativets bestemmelser, mener mindretallet vil kunne blive farlig. Derimod tiltræder mindretallet den foreslåede straffebestemmelse mod soutenørerne.
(Jyllands-Posten, onsdag den 8. september 1897).
Ved folketingsvalget 1901 fik Venstre 76 mandater, De Moderate 15, Socialdemokratiet 14 og Højre 8. Allerede før valget havde en række Højrefolk, fx ØKs direktør H. N. Andersen, set skriften på væggen, og presset den stokkonservative konge Christian 9. til at afskedige Højreministeriet Sehested, til fordel for J. H. Deuntzer. Dermed var det såkaldte Systemskifte en realitet. Regeringer kunne for fremtiden ikke udnævnes/overleve hvis et flertal i Folketinget gik imod, ligesom kongen ikke længere kunne udnævne ministerier uafhængigt af folketingsflertallet.
Samme år blev tilladelse til at holde bordel blev ophævet i 1901. I 1906 blev det samlede kontrolsystem ophævet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar