Oversvømmelse i Kristen Bernikows Gade. (Efterskrift til Politivennen).

- I Borgerrepræsentanternes Møde i Mandagsaftes forhandledes først en Besværing fra Christenbernikowstrædes Beboere, om at Gaden i Regnveir sattes under Vand. Brolægnings- og Vandcommissionen, som først var bleven hørt herom, havde under 22de Septbr. erklæret sig imod at træffe Foranstaltninger, af Hensyn til de nær forestaaende Gas- og Vandrørs Nedlægning i Gaden. Indenrigsministeren svarede derpaa den 25de Oktbr. at efter hans Formening kunde dette Hensyn ikke motivere en Undladelse af at træffe præventive Forholdsregler herimod. Brolægningscommissionen svarede da atter, at da det var temmelig afgjort, at Gaden kun sattes under Vand ved meget pludselige og heftige Regnskyl, da det var uvisti (!), hvorvidt saadanne vilde finde Sted, inden Gas- og Vandrørene nedlagdes, hvilket ville skee i 1857, og da mange andre Gader her i Byen, som vare i samme Situation med Hensyn til Oversvømmelser, kunne komme accurat med samme Fordring, saa var der ingen Anledning til at træffe præventive Foranstaltninger, hvilke forresten vilde medføre en Udgift af 750 eller 900 Rdl. eftersom Ondet skulde afhjelpes igiennem en Trærende eller en Rørledning. Efter at Jacobsen i den derpaa følgende Debat havde meddeelt, at Agenten for det engelske Huus, med hvilket Communen har afsluttet Contract om Gas- og Vandanlægget, var kommen dertil, for at paabegynde Arbeidet, samt at en Stor Deel af Rørene vilde blive nedlagte iaar, sluttede Forsamlingen sig til Brolægningscommisionens Anskuelse.

(Kjøbenhavnsposten 5. marts 1856).

Ildebrand. (Efterskrift til Politivennen)

Den 18de dennes, om Eftermiddagen Klokken 4 3/4, opkom Ildløs i Gaarden Nr. 63 paa Hiørnet af Østergade og Christenbernikowsstrædet i en Bagbygning, der brugtes til Stald. Røgen og Gnisterne af det derværende Foder forøgede Faren af denne Ildløs, der truede den meest bebyggede Deel af Byen, saameget mere, som det snevre Stræde og de omliggende høie Bygninger giorde det vanskeligt at virke paa Ilden. Hans Majestæt Kongen, der altid i slige ulykkelige Tilfælde er een af de Første, der nærme sig Faren for at paaskynde Redningen og at oplive den ulykkeliges Mod og Haab var strax tilstæde. Det syntes for selve Øienvidnernenæsten utroeligt, hvor hurtigt vort raske Brandkorps blev Herre over Ilden, saa at allerede Klokken 5 3/4 Ildens Standsning kunde tilkiendegives ved det sædvanlige Sgnal. Allene Spærværket af den ovenmeldte Staldbygning afbrændtes.

Dagen 23. oktober 1820

Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Anden Skrivelse

(Fortsat.)

Finder du ikke også at Gothersgade har forvandlet sig, den har butik på butik. Du er jo musikalsk, her i Lohses Musikhandel, den første i København, kan du få alt hvad en musikelsker og dyrker kan ønske sig. Men stop, nu falder det mig ind, for humle, på hvilket instrument du er sand virtuos, haves her ingen musik. Forstår du imidlertid ikke synderligt at spille nutidens yndlingsinstrumenter, guitar og fortepiano, så kan du dog spille - kort. Her i denne lave butik hos Holmblad ser du udstillet dette vigtige middel til at dræbe tiden i særdeleshed i høje kredse. Forfinelse hersker også her, ser du fx de skønne kort er sandt kunstarbejde, de er endog forgyldte på snittet. Hvilke pengebunker vil de ikke sætte i cirkulation på spillebordene. Den fattige bebrejdes at han forsøger sin lykke i lotteriet, hvor han dog kan slippe med en mark, den rige og fremme som sætter hundreder på et kort, dadles ikke, det hører til bon ton. 

Lohse tog sig også af pianofortestemning. Annonce fra Adresseavisen 8. juni 1852. 

Gå nu med mig om i Grønnegade, den omvej lønner sig ved synet af det jeg vil vise dig. Hvad synes du om det tapetpapir som hænger der i vinduerne hos Franckel. Værelser hvis vægge er bedækket med sådanne papirer kan kaldes klassiske. Emnerne til de fremstilede scener er taget af Virgils Æneide, Cervantes' Don Quixotte. Der ser du fx Don Quixotte fægte med vejrmøllerne. Der angriber han en flok får i den tanke at det er den fjendtlige hær. Her ser du ridderens tro våbendrager, den svinepoliske Sancho Pancha (en ægte kopi af en sjællandsk bonde). Fire håndfaste karle leger himmelspjæt med ham, det vil sige, de smider ham ved hjælp af et lagen op i vejret, griber igen i det, og fortsætter denne leg, der morer dem, men ængster Sancho Pancha, indtil de ikke kan orke mere. Tapeter der ligner silke- og fløjlsstoffer, med forgyldning og forsølvning fængsler også her øjet. Skade at alle disse skønne sager er franske produktioner, den danske egenkærlighed såres ved at se hvorvidt vi danske står tilbage for udlandet i denne henseende. 

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at gøre dig opmærksom på en kælder her i nærheden. Over nedgangen står på et skilt skomagermester Jungdahl, men i vinduerne hænger indbydelser fra Fru Fortuna, nemlig lotterisedler. På en seddel til 1 mark udstedes 4 aktier til 6 skilling, altså med 50 procent. Som du kan se her gennem vinduet har denne mand et helt kontorhold. Folk trænges om at få 1/4 lod i en marks seddel. Jeg kan imidlertid underrette dig om at hele byen vrimler af sådanne ekstrakollektører.

Vi går nu op ad Store Grønnegade. Gode ben, vil du barberes, så bor der i Kristen Bernikows Gade lige for os barber Christensen, et mønster for alle barberer. De kender vl nok den anekdote om en af fortidens barberer. Han spyttede nemlig på sæben og gned derpå kunden i ansigtet. På dennes anke om det, svarede barberen "jeg har netop behandlet Dem galant, en simplere kunde havde jeg først spyttet i ansiget og derpå gnedet med sæben." Her finder du derimod en barber som er gået frem med tiden, du kan nemlig her få dit eget håndklæde, din egen sæbe, kniv når du abonnerer i månedsvis. 

"I Sværtegade bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer." (Pilestræde 40 C, Sværtegade 3 er fra 1730 og opført af murermester Gotfrid Schuster. Ombygget 1791. Eget foto, 2016)

Nu er vi i Sværtegade og der bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer. Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Jeg be'r om forladelse, jeg ville have sagt agent Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel. Om det er hans varer eller hans veltalende svende der er skyld i det, ved vi ikke. 

"Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel." (Hjørnet af Pilestræde 35 og Kronprinsensgade 16. Eget foto, 2016).

På hjørnet af Antonigade kan du få kam til dit hår. Du må ikke antage det for en skose til din kone som imellem os sagt rigtig nok besidder lidt Xantippeblod, nej langt fra. Meningen er, her bor stadens mest brillante kammager Cathala. Skulle man tro at et fem alen højt vindue der indtager hele husets front, kan opfyldes med lutter kamme. Det er tilfældet. Taler man om kamme, tænker man uvilkårligt på håret. Du trænger til at klippes og friseres, følg med her om i Klareboderne til frisør Ebbesen. En dygtigere hårkunstner end ham, finder du ikke i København. Han vil snart omskabe dig til en dansk løve (som du ved et pariserudtryk på en herre efter den højeste mode). En smuk frisure bidrager meget til at blive introduceret i et galant hus her i byen. Derfor væk med det nedhængende naturhår. Mens du sidder her under frisørens skabende hånd, vil jeg slutte denne min anden skrivelse. Med næste post mere.

Efterskrift.
Ove Thomsen har i Fyens Avis og efter dette blad Dannevirke taget notits af en ytring i min første skrivelse til dig hvor jeg taler om at negrene i Havana ruller de såkaldte havannacigarer på deres bare korpus og da de ofte er udsatte for hudsygdomme, har vore unge herrer undertiden givet rygningen af disse cigarer skylden for en vis galant sygdom. Hrr. O. Thomsen tilføjer omtrent følgende ord: "Gid underretningen herom måtte sætte en skranke for den overdrevne brug af cigarer." Du ved, kære ven, at jeg er hader af røgtobak, jeg tilføjer derfor et amen til dette ønske hvis opfyldelse ville forhindre at store summer gik op i røg eller ud af landet.

 (Politivennen nr. 1468. Fredagen, den 16 Februar 1844. Side 97-102). 

"De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere" (Collin holdt til i denne bygning, nu Købmagergade 32. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Klage fra Christenbernicovstrædet.

Hr. Udgiver!

Efter at for et par år siden i Deres blad var indført en anke over Antonigades mange logerende fruentimmer, der ikke alene paraderede i vinduerne, men også anholdt folk på gaden, forsvandt straks derpå den største del af disse. Men nu har igen en del af sådanne atter taget ophold i denne gade, til stor ubehagelighed for dens beboere. Dog har et langt større antal af disse natnymfer fundet tilhold i Kristen Bernikows Gade, især af den del fra Antonistræde til Østergade. Her søger de både fra vinduer og fra gaden at lokke mandfolk til sig, fornærme dem som forsmår deres indbydelse og opvækker forargelse ved deres ublu adfærd. Anmelderen som har det uheld at have nogle af disse skabninger lige overfor sig, vover ikke at lade sine næsten voksne døtre komme nær til vinduet for at de ikke skal udsættes for fornærmelse af dem. Mange honnette personer undser sig for at gå gennem gåden for ikke at få skin af at besøge disse væsener, hvorved de næringsdrivende borgere taber i deres erhverv. Vist nok må disse kvindfolk have et opholdssted, men det bør ikke tillades dem at opholde sig i mængde i en så befærdet gade som den her nævnte der endog støder til en hovedgade hvorfra man om aftenen ser dem hente deres rov.

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 202-203)

Tvende uforskammede og paahængende Betlere.

At Københavns indbyggere årligt må yde en betydelig fattigskat er unægteligt. Men næppe ville man så hyppigt høre dette omtales med beklagelser over det når man ikke så så mange betler på vores gader og ofte i husene overhængtes af tryglende personer der ikke af alder, vanførhed eller svaghed er nødt til at søge hjælp hos næsten, men som kun af dovenskab og drikkelyst har grebet til tiggerstaven, og som ikke lader det bero med at bede, men ofte i deres fuldskab prøver at trodse sig til en gave ved grovheder og mageløs uforskammethed. Sådanne personer burde indsættes i et arbejdshus og tvinges til arbejde. Selv om det nytte man kunne vente sig af dem var ubetydelig, så blev borgerne dog befriet fra et højst ubehageligt overhæng, og derved var dog noget vundet. I det håb at de ansvarlige ville tage sig af denne sag, vil man for denne gang henvende opmærksomheden på to personer der i lang tid har udmærket sig ved dagdriveri, fylderi, uforskammet trygleri og overhæng. 

1) Den første er en ikke engang midaldrende person som skal have lært skomagerprofessionen, men ikke i lang tid har drevet det samme, hvorimod han skal have givet sig af med at klippe hunde, måske til tidsfordriv. For øvrigt ses han næsten daglig i højt beskænket tilstand at gøre optøjer på gaden, og er vist næppe ubekendt for politiet. Lørdag middag stod han i kælderdøren under nr. 13 på Østergade og udøste en del grovheder fordi man ikke ville tillade ham at komme ind, eller give ham noget. Han har været beskænket og kl. var ikke 12. efter forlydende skal han have til huse i Kristen Bernikows Stræde.

Intet er som dengang, men det var her, ved Magasin Torv, Østergade og Kristen Bernikows Gade at de to tiggere plagede borgerne. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

2) Den anden er en person på omtrent 30 år af en her før bekendt agtværdig familie. Han har lært tobakspinderprofessionen og er blevet svend, men gider intet bestille og er i høj grad forfalden til druk. Iført en sejldugs halvkjole eller bijæggert, lasede underklæder og hullede strømper hvorigennem man ser de blotte skidne ben, ligner han fuldkommen en lazaron fra Neapel. Han er en meget besværlig tigger da han efterfølger enhver som han fra forrige dag kender navnet på, hele gader igennem og ved sit fæle udvortes forskrækker kvinder og børn, især når de i mørke møder ham i gader hvor der er lidt færdsel. Hvor han har sit tilhold vides ikke, men han ses undertiden, i selskab med en værdig kollega, at stå på Østergade ved indgangen til Peder Madsens Gang.

Skulle denne anmeldelse som man håber, have den forønskede følge, at det offentlige måtte blive befriet fra disse to subjekter, vil man gøre sig flid for herefter at opdage og anmelde flere sådanne højst besværlige personer.

(Politivennen nr. 978. Løverdagen den 27de September 1834, s. 671-674).

Mere fra Antonistrædet.

I dette blads nr. 778 er rimeligvis fra nogle af Antonistrædes beboere, ført anke over de uordener og den ulempe det medfører at et antal skøger der på den seneste tid har opslået deres bopæl i denne gade. Allerede var det anmelderens beslutning at klage over dette, for også han har som der i mange år bosat, ofte haft god grund til at klage over de ubehageligheder man som følge heraf hele tiden ser sig udsat for, da han i dette blad så sig forekommet, men uagtet måske enhver videre anke for øjeblikket er unødvendig, tror han det dog, skønt ganske enig med indsenderen af stykket: "Ønske om en lille renselse i Antonistrædet", ikke overflødigt, endnu desangående her at tilføje nogle bemærkninger.

Ikke fem ejere som det i den annonce er anført, har Antonistræde at takke for alle disse onder. For ejeren af hjørnehuset ved Kristen Bernikows Gade har også for ikke længe siden indkvarteret i sit hus en slump af disse fruentimmer, ja næsten flere end nogen anden af sine kolleger, og således tæller da Antonistræde nu seks sådanne offentlige anstalter. Vel har ejeren af dette hus hidtil forskånet gadens øvrige beboere for illumination og røde gardiner, men om han endnu besidder så megen humanitet at han, af agtelse og skånsel mod sine mangeårige medbeboere i denne gade, vil ophøre med en fremgangsmåde som han mindre end måske nogen af gadens øvrige husejere har trang til at anvende og så lidt anstår ham, vil tiden vise.

Ikke alene ser man sig udsat for de i Antonistræde egentlige hjemmehørende skøgers excesser, men også fra Pilestræde såvel som Kristen Bernikows Gade begiver disse væsener sig for det meste til Antonistræde der allerede har mere end nok, og alt for meget i sin egen del. Ikke nok med at disse ligesom de i Antonistræde hjemmehørende, besætter fortovet og uden forskel, enten selv eller ved deres trøjeklædte hjælpere hvorpå det sædvangvis ikke fattes dem, forhåner og støder ethvert forbipasserende fruentimmer i rendestenen, ligesom også ethvert mandfolk der ikke vil føje sig efter deres ønsker. Men disse indvandringer forårsager også da så manges interesse ikke vel lader sig forenes på et sted, nedsættelse i prisen, og dette giver igen anledning til indbyrdes klammerier og slagsmå mellem disse fruentimmer, hvilke ofte indtræffer midt om natten, og i forening med den hvinen og skrigen hvorpå det ved sådanne optrin sjældent mangler, ikke tillader beboerne at nyde nogen nattero. At Antonistræde skal lide så meget af de der hjemmehørende skøger, er allerede hårdt nok, men at andre gaders skulle forøge disse lidelser, synes anmelderen dog at være for hårdt, og såre ønskeligt ville det derfor være, og disse fruentimmer blev tilholdt at forblive i de gader hvor de hører hjemme og fritage Antonistræde for deres besøg.

At forlange af sexumviratet der så grumt har belagt Antonistræde med en så slem indkvartering at det af skånsel imod deres medborgere, skulle ophøre i denne gade med en fremgangsmåde der i så mange henseender medfører så megen ulempe for disse, vil anmelderen ikke engang kræve, da han ikke formoder humanitet nok hos dem til at føje sig efter hans, og sikkert et ønske fra enhver der er bosat i denne gade. Men rimeligvis tror han at kunne kræve af dem at de ved at tilholde de i deres huse værende logerende fruentimmere fred og rolighed, nogenlunde letter de ubehageligheder deres adfærd har bragt over andre, ligesom han for øvrigt forener sin bøn med de ham ubekendte indsendere af de foregående stykker om denne genstand, til høje ansvarlige om i nåde at se ned til det så slemt medtagne Antonistræde.

(Politivennen nr. 779, Løverdagen den 4de December 1830, s. 789-792) 

Foto fra Antonistræde. Meget senere end de beskrevne begivenheder, men husene giver måske, måske ikke et visuelt indtryk af strædets udseende.

"Bergamotter, Bergamotter 4 Sk. en Snees; Carviner - Carviner, faa Pærer - Pærer 4 Sk. en Snees."

Så højrigtigt at det må synes at enhver i sin erhvervsgren søger på bedste måde at virke sig til gavn og andre ikke til skade, så ofte kan det dog ved enkelte lejligheder falde andre til besvær, om just ikke til skade. Fx findes på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade fra mørkets begyndelse indtil langt ud på aften to udmærket højrøstede frugthandlersker som hele tiden af fuldeste hals - ude ophør - udskriger deres ovennævnte frugter til salg.

Indsenderen der bør tæt i nærheden, hører til den klasse der skal arbejde med pen, og følgelig kræves dertil i det mindste mere ro end den vist anordningsstridige adfærd tillader. Endog kun simpelt, uden hovedanstrengende arbejde at opholde sig i værelser i den strækning hvor den utålelige øreskurrende lyd forplanter sig, er højst pinefuld. Det må dog derfor synes rimeligt at dette virkelige uvæsen blev hævet. Da man ikke tør antage at beboerne af Antonigade, Kristen Bernikows Gade og omliggende gader skal have mindre krav på nydelse af almindelige ro, end beboerne i ethvert andet af byens kvarterer, hvor efter anmelderens overbevisning sådan uskik er hævet.

(Politivennen nr. 724, Løverdagen den 14de November 1829, s. 747-749)

Forslag til den Maade, hvorpaa de saa smalle Gader, der endnu ere til her i Staden, ere at udvide overeensstemmende med den i Rescriptet af 26de April 1754 tilkjendegivne Hensigt.

Reskript til Københavns Magistrat af 26. april 1754 har en forestilling om at der fandtes en del stræder der var så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand. På grund af det indstillede den om det ikke måtte være den tilladt, ligesom det allerede var sket med nogle steder i så smalle stræder hvor husene er indrykkede og i overensstemmelse med forordning af 27. februar 1683, 8. post, der befaler daværende magistrat med matematiker og stadsbygmesteren at efterse de smalle gader og stræder i staden og derefter indgive betænkning og forslag om og hvorvidt samme enten aldeles skal afskaffes eller udvides - efterhånden som nogen melder sig for at nedrive de gamle huse og igen opbygge nye, i de nævnte gader. Blandt disse befinder sig endnu især Peder Madsens Gang, Kristen Bernikowsstræde, Halmstræde og Gåsegade. 

 "Der findes en del stræder der er så snævre og smalle at der næppe kunne passe en vogn igennem og at der var farligheden for ildebrand". (Man kan få et indtryk af hvor smalle disse stræder var i Pistolstræde, som også er omtalt i artiklen. Eget foto, 2015)

Ydermere at fastsætte hvor meget af grunden der skulle udlægges til gade mod at grundens ejer fik rimelig betaling for det som han mistede, efter uvildige mænds taksering, således at alle sådanne gader og stræder med tiden kunne blive udvidet og passable. Det blev vedtaget så at det blev magistraten tilladt efterhånden som nogen melder sig at nedrive de gamle huse og igen at opbygge nye i de omtalte gader og stræder, at fastsætte hvor meget af grunden til gadens udvidelse skal udlægges, imod at grundens ejer som før nævnt nyder betaling for det som mistes efter uvildige mænds taksering.

Denne vigtige forordning der efter dens formål bør betragtes som mere end blot en tilladende lov, synes i denne tid at være helt tilsidesat.

Vel frembyder måske ingen i de omtalte smalle gader og stræder, til hvilke kan regnes Integade, Pistolstræde og Prammandens Gang sig til at nedrive gamle huse, for igen at opbygge nye. Og et sådant foretagende ville heller ikke føde andet end tab af sig, hvor der ikke som på hjørnet af Store Købmagergade og Amagertorv - på hvilket sted der i år (dog ikke for indryknings skyld) er rejst en ligeså smuk som stærk bygning i stedet for den hytte som stod der før - beliggenheden med tiden kan tilbagegive bekostningen.

Men på det seneste er der ved auktion solgt flere ejendomme i Peder Madsens Gang, hvori blandt for nyligt nr. 283 og 293, den første på hjørnet af Store Grønnegade, og ligeledes en på hjørnet af Integade og Østergade.

Spørgsmålet bliver derfor om ikke de ansvarlige, nemlig enten stadens magistrat eller kommissionen for gadernes udvidelse, ved egne eller hjælp af andre midler burde købe sådanne ejendomme når til udbydes til salg.

Denne måde at blive ejer eller besidder af alle en gades bygninger er den eneste der er for hånden når ingen melder sig til at nedrive og ingen ildebrand indtræffer. Og den er så meget mere anbefalelsesværdig som fast ejendomme i særdeleshed i smalle gader for tiden ikke er i nogen høj pris, men derimod forrenter sig godt. Efter at en således købt ejendom i nogle år var blevet bortlejet, kunne den sælges enten til nedbrydning og indrykning, i hvilket tilfælde endog den tilsagte erstatning for indrykningen blev, om den ikke helt blev sparet på det mest nøjagtige bestemt eller hvor grunden var af for lille dybde til at indrykning kunne finde sted, til aldeles fjernelse, hvorefter ejeren af den inden for værende grund eller bygning kunne enten mod at betale for det eller uden det, få adgang til at bygge forside til den således udvidede gade efter den linje som var afstukket.

Spørgsmålet er således formentligt at besvare bekræftende, fordi formålet med efterhånden at udvide de farlige, usunde smalle gader derved opnåedes. Og man tager sig derfor den frihed herved at henlede de ansvarliges opmærksomhed på denne vigtige genstand.

(Politivennen nr. 507. Løverdagen den 17de September 1825, s. 10007-10011)

Redacteurens Anmærkning

Der skulle gå mange årtier før skribentens ønsker blev opfyldt. Nogle gange blev helt nedlagt og enten bebygget eller udvidet så meget at de blev til nye gader. Det gælder Peder Madsens Gang som blev bortsaneret i 1870'erne, Prammandens Gang i 1874, Integade foran magasin i ca. 1930, og Halmstræde blev i 1894 en del af Nikolaj Plads (fra Vingårdsstræde til Østergade). Andre gader bestod, men blev stærkt udvidet. Det gælder Kristen Bernikowsstræde og Gåsegade.Kun en enkelt gade består stadig, nemlig Pistolstræde - som altså er det eneste sted man i stærkt moderniseret form kan få et indtryk af boligforholdene i Københavns daværende slumkvarterer.

Et Ønske i Anledning af Ilden i Vandrendernes Underlag.

Tirsdag eftermiddag mellem 5 og 6 gik indsenderen ud af Nørreport, og da han passerede broen, blev han midt på samme hvor ferskvandsrenderne ligger, opmærksom på at underlaget hvorpå springvandsrenderne hviler, brændte med en temmelig stærkt lueild. Han ilede straks hen og meldte det til ravelinsvagten og bad folkene der at sørge for at få en vandspand og dernæst at tage både, som lå i graven tæt ved broen og vagten, for at få ilden slukket, da det ellers var umuligt for stakaten at komme over til stedet hvor det brændte. Han formodede da at nøglen til nævnte båd som er under vagtens opsyn, måtte ligge i vagten for i tilfælde at enten et fortvivlet menneske sprang i statsgraven eller et andet ulykkeligt tilfælde indtraf, der da straks kunne fås redning. Men erfarede nu at denne båd var fastgjort til en pæl, som stod nedgravet i jorden med en tyk kæde gennem krampen, så det var ikke at tænke på her at få båden til afbenyttelse. Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs. Officeren der var af samme mening som indsenderen, svarede at man på hans ansvar gerne kunne lade båden brække løs. 

"Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs." (Nørreport til venstre, og ravelinen til højre.)

Mens alt dette foregik var en spækhøkers som hvis forældre bor i Kristen Bernikows Gade, en munter og rask gut, krøbet igennem mellem renderne under stakaterne, og forsøgte med en spand som blev nedfiret til ham med et tov, på denne måde at slukke ilden, hvilket også lykkedes ham. Ved at anmelde dette undlader man ikke at fremsætte det ønske at nøglen til båden måtte henligge i vagten for i påkommende tilfælde derfra at kunne fås.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9062-9064)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 452. 28. august 1824.

Forslag til en hidtil savnet, dog nyttig Indretning.

På sine vandringer i hovedstaden - der dog just ikke er så meget hyppige - er det sket flere gange at anmelderen er stødt på børn i en alder hvor de ikke kan forklare sig tydeligt og som var kommet væk fra forældrene. Eller som han til ære for moderfølelsen snarere vil antage har unddraget sig faderens opmærksomhed. For anmelderen har ondt ved at forklare sig selv hvorledes det er muligt med alt hvad end kvindekønnets hadere kan fremføre til bevis for disses letsindighed, at en moder et øjeblik kan lade sit barn af hånd og tanke på en gade i hovedstaden. Det er sikkert at barnet desuagtet ikke sjældent kommer fra deres forældre, og vi har flere gange set Adresseavisen efterlyse sådanne. Døm ikke, hedder det, for at I ikke selv skal dømmes. Vi vil derfor antage at undskyldelige tilfælde som oftest giver anledning hertil. Den sjæleangst en moder i det mellemrum må lide indtil hun igen ser sit tabte barn med hele lemmer, vil vi derfor lade være straf nok for hende. Det arme barns gråd og smerte ved vi ingen oprejsning at give. Kun gensynet tørrer øjet og heler såret.

"Et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt løb grædende frem og tilbage og råbte: Mor! Men menneskestimlen på Østergade, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet efterfulgt af mange mennesker vejen ned ad Kristen Bernikows Gade." (Østergade set fra Kongens Nytorv omkring 1788. Kristen Bernikows Gade er 2. vej til højre efter svinget).

Lørdag aften den 20. maj kl. halvti så anmelderen et lille pigebarn omtrent 3 år gammelt i en grøn frakke med hat på hovedet og en sypose i hånden gå fra et fruentimmers hånd til det andet og med en påfaldende væverhed eller sjæleuro løbe frem og tilbage og grædende råbe: Mor! Her lod det altså til at det var kommet væk fra en skødesløs mor. Der stimlede hele tiden en del velklædte folk om det, og søgte at finde ud af hvor det hørte til. Men inden man så sig om var det smuttet bort og sås på den anden side af gaden. Anmelderen ønskede selv at bidrage til at føre det på rette vej, men den stimmel af mennesker som Østergade på den tid af aftenen altid fremviser, lod intet der duede noget her komme til udførelse. Og inden han så sig om, tog barnet vejen ned ad Kristen Bernikows Gade efterfulgt af mange mennesker. Han troede da der var nok til at tage sig af det og gik hjem. 

Undervejs faldt den ide ham ind at da han selv flere gange havde set sådanne tilfælde på offentlig gade og må formode disse langt oftere forekommer, troede han det gavnligt om et autoriseret sted midt i byen blev bestemt hos en honet og bekendt familie, der dertil fandtes villig som skulle modtage sådanne forvildede børn, og at denne indretning blev offentlig bekendtgjort, samt at en tavle fandtes på huset hvor de straks skulle bringes hen. Herhen kunne da forældrene ty og enten forvente straks at finde de der opbragte eller vente til de kom. Den som bragte barnet måtte blive til stede til forældrene havde indfundet sig og vedkendt sig barnet, samt erklære at intet af det tøj det have på var det berøvet. Forlangte opbringeren en dusør burde denne tilstås i forhold til barnets forældres stand. Dog aldrig over 1 rigsbankdaler seddel. Desuden måtte de folk som påtog sig en sådan ulejlighed, hver gang få 3 rigsbank sedler, og hvis forældrene dertil var uformuende, måtte dette på anden måde erstattes når den i distriktet boende politiassistent hver gang underrettedes om at et sådant barn var opbragt, og selv eller ved en betjent erkyndigede sig om forældrenes navn. 

Det er troligt at såvel mødre der har følt den marter ved uforsigtighed et øjeblik at miste sit barn, som andre gode mødre ville bidrage årligt lidt til en sådan indretnings istandbringelse. Anmelderen mindes at have set samme bortkommen af børn være sket I Frederiksberg Have, i Dyrehaven og flere steder. Også de på disse steder bør bortkomne børn skulle bringes til og søges på det omtalte sted i København.

(Politivennen nr. 233. Løverdagen den 17de Juni 1820, s. 3767-3771)

Tiggende Slaver af Kjøbenhavns Fæstning

Indsenderen passerer hver dag passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke og er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig, ligesom i en b?det kæde langs ned af Store Kirkestræde for at overtrygle ja næsten omringe de forbigående. 

"Indsenderen passerer hvælvingen ved Nikolaj Kirke er øjenvidne til at der ikke går en dag uden at man hver morgen mellem kl. 7 og 8 samt om middagen kl. 12 vil finde plankeværket ved kirken beplantet med slaver hvor de opstiller sig" (Slagterboder ved Nikolaj Tårn, Heinrich Hansen.).

Dette er ikke det eneste sted. For man kan finde hjørnet af Store Grønnegade og Kristen Bernikows Gade lige så godt besat, og alt dette sker i deres vogters påsyn. For ikke at tale om at man næsten aldrig er fri for påtrængenhed og forfølgelse hvor man træffer på slaver ved offentlige arbejder fx ved portenes fejning, broernes reparation og flere andre steder. Dette engang så strengt forbudte og upassende tiggeri synes dog at burde fjernes, især i en tid hvor der holdes strengt på at ingen som helst straffet og måske ved uheld forarmet menneske tør betle på gaderne

(Politivennen nr. 190, Løverdagen den 21de August 1819, s. 3054)

Et Forslag i Christenbernikovsstræde.

I Kristen Bernikows Gade mellem Sværtegade og Antonigade findes på et meget smalt fortov nogle i spidsvinkel udstående vinduesskodder som forbyder endog enhver enkelt person af nogenlunde førlighed at passere de der liggende brede stene hvortil dog egentlig alle fodgængere søger hen for at gå nogenlunde behageligt og tillige renligt. Disse vinduesskodder mørkner tillige i alle de sidevinkler hvor dagens lys ikke kan komme fuldkommen hen i stuerne hos beboerne. Man ville derfor venskabeligt bede den eller dem der bebor sådanne stueetager, især den hvor de røde skodder sidder udenfor vinduerne og danner en spidsvinkel ud over fortovet, at disse dagligt hver morgen tages af og bæres ind i huset, så længe det er lys dag, og kun bruges om aftenen eller om natten. Ejerne deraf vil finde a skodderne da ikke så let kunne rådne, som når disse bestandigt er ude og åbne når det regner hele dagen igennem om efteråret, beboerne vil vinde i lysning og mange hundrede forbigående der således fik fri passage  ville glæde sig over den indretning at skodderne tages af om dagen.

(Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2917-2918)

Slem Skraalen i Christenbernikowstrædet.

Anmelderen som tydeligt erindrer at der i Deres blad Politivennen er påanket at en sælgerkone som har sin plads på hjørnet af Kristen Bernikovs Gade og Antonistræde, hele tiden vedbliver at råbe sine varer op til folk og at hun derved forstyrrer naboer og genboer, giver sig herved den frihed at tilmelde Dem at denne skrigen og skrålen endnu er den samme som før. Det var derfor ønskeligt om man kunne få hende bragt til at stemme sin tone lidt lavere, hvilket en som ligger syg der i nærheden og som ofte er blevet afbrudt i sin søvn af denne matrone, hjerteligt ønsker.

(Politivennen nr. 103, Løverdagen den 20de December 1817, s. 1708-1709)

Umaneerlig Skrigen i Kristenbernikovstrædet.

Hr. udgiver!

De har så vidt jeg erindrer i et af Deres blade talt om hvor ubehageligt det er at bo i nærheden af et sted hvor en eller flere sælgerkoner behager at tage stade hvorfra de udbyder deres varer og søger at trælle købere til sig. Tillad derfor at jeg beder Dem have den ulejlighed at umage Dem ned i Kristen Bernikows Gade, så vil De få en ide om den plage nogle af boeberne, især de lige for Antonigade, må udstå. For her har 2 til 3 ja undertiden 5 frugtsælgerinder valgt sig stader hvorfra de med uendelig råb og skrig udbyder æbler, pærer, blommer osv. Om eftermiddagen og til langt ud på aftenen er de allerslemmest da deres røst synes at forstærkes ligesom mørket tiltager. Allerede for de forbigående der ikke har aldeles upirrelige høreredskaber, er denne disharmoniske sang hvoriblandt der findes temmelig spæde stemmer, ubehagelig nok. Men for dem der hele tiden er nødt til at høre på det, er den ganske uudståelig. 

Man siger vel at mennesket kan vænnes til alt, altså også til at tåle denne musik. Men selv om jeg vil indrømme sandheden af det, så må De dog tilstå mig at det vil vare meget længe inden et menneske hvis sysler mest består i hovedarbejde og tænkning, bliver så vant dertil at han ikke forstyrres. Og nu syge som nødvendigt behøver ro, hvorledes kan den forstyrrede ro erstattes dem? Behag ni når De selv har overbevist Dem om sandheden af det her fremførte at indføre noget derom i Deres blad for at vedkommende kan gøres opmærksom på det. Man kan da vel håbe at disse personer ville blive lidt indskrænkede og da vil jeg og mange med mig, hjertelig takke den.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11de October 1817, s. 1551-1552)

Au i Christenbernikovstrædet.

S. T. hr. udgiver.

I går aftes torsdag den 23. januar ville jeg henimod kl. 6 gå på komedie. Da lygterne på den tid endnu ikke var tændt og det var meget mørkt, som det i lang tid har været i disse regnfulde aftener, havde jeg det uheld at styrte over en fæl afviser på hjørnet af Kristen Bernikows Gade og Grønnegade, og blev ikke alene forskrækkeligt tilsølet, men forstødte både det ene knæ og den ene arm således at jeg i nogen tid måtte blive stående uden at være i stand til at flytte en fod. Hvem der ikke kom på komedie, det var mig for jeg havde møje med at liste mig hjem, og endnu i dag føler jeg megen smerte i de forstødte lemmer. Jeg tilmelder Dem dette uheld for om de ved at påanke denne farlige sten i Deres blad, måske kunne udvirke at den blev borttaget. Hvad nytte den kan være til, indser jeg ikke, især da man har skilt sig ved dens lige på alle andre steder.

* * *

Udgiveren må til behageligt gensvar på ovenstående, erindre at han allerede for henved et år siden i sit bled har påanket nævnte sten, tillige med to andre af samme slags der stod for enden af Antonigade ved Pilestræde. Disse to sidste blev kort efter taget bort. Men hvorfor denne er forblevet på sit sted, samt hvortil den nytter, må han tilstå at han er ganske uvidende om. At den derimod kan forvolde skade, har jan før nævnt, og han har været overbevist herom længe før De ved at tilmelde ham Deres uheld på dette sted, søgte at gøre almenheden og den ansvarlige opmærksom derpå. I øvrigt vil han af ganske hjerte istemme Deres ønske at den må blive borttaget da i nogen tid en sælgerkone har valgt sig den til stade og derfra med uophørlig skrig om æbler for godt køb forstyrrer de omkringboende.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25. januar 1817, s. 877-879)

Angivelse af en slem Drengeuskik.

Udenfor det hus hvor jeg bor, er et skammeligt opløb af drenge, dels ved at spille klink, dels ved at spille som jeg har hørt, nærmest til væg og hyp. Under spillet bliver der uenighed, og deraf følger slagsmål. - Mine børn som går mine ærinder, kan aldrig komme ud af gadedøren uden at blive overfaldet af disse ugudelige drenge. Blandt disse udmærker sig især 2 skomagerdrenge som viser al den uartighed som kan tænkes af gadedrenge. Hvilket dog er meget sagt. - I gør den 25. april var optrinnet meget gyseligt. Jeg så at den ene dreng overfaldt den anden, og det kom til et blodigt slag. Man så blodige næser, og øjne som vist bliver blå, og en hvalp af en dreng der bag fra slog et velklædt menneske i ryggen så at han havde nær tumlet. - Det var at ønske at der måtte lægges bånd på dette slags uorden, og disse drenge jages væk.

J. P. Schiøtt.
Kobbertrykker, hjørnet af Antoni- og Kristen Bernikowsgade.

(Politivennen nr. 470, 25. april 1807, s.7464-7465)

Uordener.

3) På hjørnet af Kristen Bernikows Gade og Regnegade har frugtsælgersken sit vareskilt så lavt hængende at det let kan - hvilket også skete i onsdags - slå hatten af de forbigående og vel endda om man slipper med det. Overalt har alle hjørnerne på dette sted mangler. Således har det ene intet gadenavn påmalet, og et andet, det til Gammel Mønt, har en grøntkone i besiddelse om dagen og en frugtkone om aftenen. Og for at ingen skal læse det påmalede gadenavn, har høkeren været så forsigtig at skjule det med sit skilt.

(Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, side 7305-7306)

Uordener.

2) Høkeren på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade hænger sit skilt i den sidstnævnte gade således at det aldeles skjuler gadenavnet. Denne uorden der allerede en gang er påanket, er så meget mere utilbørlig som der på det lige overfor værende hjørne af Kristen Bernikows Gade og Sværtegade ikke findes gadenavne. Herved gøres det umuligt for den med byen ubekendte som fra Regnegade, fra Gammel Mønt eller fra Kristen Bernikows Gade af søger efter Sværtegade, at finde samme ved hjælp af gadenavne.

(Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7238)

Anke over en Dansebod der forstyrrer Husfreden

Undertegnede skomagermester Bierregaard, som bor i kælderen på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade, er (som også de øvrige husbeboere) særdeles forulempede af en dansebod. Min kone er i nat den 7. august blevet forløst med tvillinger, og jeg har et barn der endnu ikke er et år gammelt. Jeg har altså tre børn under et år og tillige en syg barselskone, som behøver i det mindste nattero, som hun på ingen måde kan nyde, da der endog i forrige nat blev danset, svirret og sværmet hele natten i stuen over den kælder hvor jeg bor.

For min svage kone og børns skyld anmeldes dette, i håb om at enten værten eller hvis han ikke vil, da den som kan, i tide vil råde bod på denne uorden, da det ellers muligvis kan koste min svage kones og børns liv, da hun som en fattig kone selv ammer børnene.

Peder Bierregaard

(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6882-6883)

Redacteurens Anmærkning.

Om skomager Bjerregaards ejendom skev Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juli 1829 følgende:

Tirsdagen den 30te Juni, om aftenen, udbrød en høist farlig Ildsvaade i det Skoemagermester Bjerregaard tilhørende Huus No. 217 i Christenbernicovstræde. Ilden udbrød i den af en Marchandiser beboede Kjelder, og der er al Grund til at formode, at den, forinden Anskrig fandt Sted, allerede havde varet noget; men den blev først synlig Kl. 9 1/4, da den pludselig udbrød igjennem Taget, hvortil den, - ifølge nøiere Undersøgelse - har funden Veien ad en liden Kjøkkentrappe, der støder ind imod Naboebygningen, hvor Hr. Bogtrykker Møller boer, og her antændte en Deel af Gavlen. Af det først antændte Huses øverste, gebrokne Etage brændte de fem Fag aldeles. Til al Lykke havde den stærke Blæst, som om Dagen havde hersket, mod Aften lagt sig; ellers vilde det hele, saa tæt og fornemmelig med Bindingsværks-Huse bebyggede District imellem Christenbernikovstræde og Grønnegade have svævet i den største Fare. Huset, hvori Ilden opkom, er fem Etager høit, foruden Kjelder, og Flammerne, der sloge ud fra Tagværket, gave saaledes Branden et høist frygteligt  Udseende. Et, Hr. Urtekræmmer Ølste tilhørende Pakhuus og tvende Bogtrykkerier, tilhørende Dhrr. Nissen og Møller, vare omspændte af Luerne, men bleve dog reddede, hvorimod den førstnævnte Bogtrykker mistede alt sit Indboe. I det Hele fortjener vort fortræffelige Brandcorpses raske og kraftige Anstrengelser, ved hvilke Ilden inden faa Timers forløb var dæmpet, ogsaa ved denne Leilighed den største Roes. Beklageligt er det, at et af Corpsets Individer, en Tømmersvend, der er en talrig Families Forsørger, under den ufortrødne Udøvelse af sin Kaldspligt, er bleven meget farligt qvæstet, og maatte bringes paa Hospitalet; dog haaber man, at hans Liv vil kunne reddes.

Nr. 217 eksisterer ikke længere. Indtil 1902 svarede det til nr. 6, men blev herefter udlagt til offentlig gade. Den lå overfor udløbet af Antonigade.

Ønske i Kristenbernikovstræde.

Det må fornøje enhver at se at den kasselige rønne som i Kristen Bernikows Stræde stod så langt frem udenfor de andre bygninger, er nedbrudt og at gaden altså her tager sin tilbørlige vidde.

Ved denne lejlighed kan man ikke andet end ønske at det sorte hus der også står frem på den anden side i sammes træde, og som skønt med jernbånd sammenføjet, dog er så ganske brøstfældigt at stykker af beværfningen hvert øjeblik falder ned, engang måtte dømmes til nedrivning. Dette ønske henvendes både til politiet og til brandvæsnet, da en sådan rønne om den end ikke ellers falder sammen, dog i tilfælde af ildebrand nærved, kan forvolde højst ubehagelige følger.

(Politivennen. Hefte 27, Nr. 341, 3. november 1804, s. 5428-5429)