Hr. udgiver!
De har så vidt jeg erindrer i et af Deres blade talt om hvor ubehageligt det er at bo i nærheden af et sted hvor en eller flere sælgerkoner behager at tage stade hvorfra de udbyder deres varer og søger at trælle købere til sig. Tillad derfor at jeg beder Dem have den ulejlighed at umage Dem ned i Kristen Bernikows Gade, så vil De få en ide om den plage nogle af boeberne, især de lige for Antonigade, må udstå. For her har 2 til 3 ja undertiden 5 frugtsælgerinder valgt sig stader hvorfra de med uendelig råb og skrig udbyder æbler, pærer, blommer osv. Om eftermiddagen og til langt ud på aftenen er de allerslemmest da deres røst synes at forstærkes ligesom mørket tiltager. Allerede for de forbigående der ikke har aldeles upirrelige høreredskaber, er denne disharmoniske sang hvoriblandt der findes temmelig spæde stemmer, ubehagelig nok. Men for dem der hele tiden er nødt til at høre på det, er den ganske uudståelig.
Man siger vel at mennesket kan vænnes til alt, altså også til at tåle denne musik. Men selv om jeg vil indrømme sandheden af det, så må De dog tilstå mig at det vil vare meget længe inden et menneske hvis sysler mest består i hovedarbejde og tænkning, bliver så vant dertil at han ikke forstyrres. Og nu syge som nødvendigt behøver ro, hvorledes kan den forstyrrede ro erstattes dem? Behag ni når De selv har overbevist Dem om sandheden af det her fremførte at indføre noget derom i Deres blad for at vedkommende kan gøres opmærksom på det. Man kan da vel håbe at disse personer ville blive lidt indskrænkede og da vil jeg og mange med mig, hjertelig takke den.
(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11de October 1817, s. 1551-1552)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar