Viser opslag med etiketten flyvning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten flyvning. Vis alle opslag

17 april 2026

Flyulykke Juli 1928. (Efterskrift til Politivennen).

De tre forulykkede flyvere. Fra venstre til højre: Kadet Poetzold, dækskonstabel Balsgaard og kadet Gudmundsson.


Efter ulykken.

Militær flyvning over byen forbydes!

Det er for sent at kaste brønden til. Ja, det er ingenlunde militærets skyld, at katastrofen i forgårs ikke fik et endnu langt frygteligere omfang. En nedstyrtning som denne måtte komme en gang, og træffes der ikke nu virkelige effektive foranstaltninger, vil det vel før eller senere komme til en lignende katastrofe, eller rettere en katastrofe af langt frygteligere virkninger.

Endelig synes de høje militære nu at være blevet betænkelige, hvilket fremgår af forskellige fremsatte udtalelser. Direktør i Krigsministeriet, Glærst Wilkenschildt, erklærer således, at der nu vil komme et forbud mod militære flyvninger over København, hvilket vil sige, at mititære flyvninger over København skal være forbudt, når de ikke er absolut nødvendige. Et sådant forbud vil komme til at gælde såvel land- som vandflyvemaskiner.

Han udtaler endvidere, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som muligt. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens Flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

- I går eftermiddags blev de to forulykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Dalsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 15. juli 1928).


Var det en skypumpe?

Fra den svenske kyst observerede man en skypumpe som muligvis har forårsaget flyveulykken.

København.

Den svenske skuespiller Anders de Wahl, som i aftes kom hertil fra et besøg i Skåne, udtaler til "Pol." den formodning at den store flyveulykke skyldes en skypumpe. Han havde på det pågældende tidspunkt opholdt sig hos nogle venner i Saltvik ved Barsebäk og bemærkede dér en skypumpe, som fra den danske kyst trak over mod den svenske, hvor den anrettede forskellig småravage.

Forbud med militære flyvninger over byen.

Om ulykken i øvrigt meddeles, at forsvarsminister Brorsen og trafikminister Stensballe i går har haft en konference med lederne af vort militære flyvevæsen, og denne konference førte til det resultat, at der allerede i dag vil blive udstedt forbud mod, at militære flyvemaskiner går ind over byen, når det ikke er strengt nødvendigt.

Direktør i krigsministeriet, oberst Wilkenchildt, udtaler, at den militære flyveplads ved Kløvermarksvej vil blive flyttet så snart som mulig. Man har besigtiget 5 forskellige steder på Sjælland, men endnu er der ikke truffet nogen afgørelse. Det vil dog også tage tid at anlægge en ny militær lufthavn. Foreløbig har hærens flyvere som bekendt fået lov til at benytte en del af Kastrup Lufthavn. Endnu er dette arrangement dog ikke gået helt i orden.

De forulykkedes begravelse.

I går eftermiddags blev de to fordykkede kadetters bårer ført fra Retsmedicinsk Institut til Holmens Kirkes kapel. Den ene af kisterne var svøbt i dannebrog, den anden i det islandske flag. I dag føres Balsgaards kiste til Holmens Kirkes kapel. Alle tre dræbte vil antagelig tirsdag blive jordet på Holmens Kirkegård.

(Bornholms Social-Demokrat, 15. juni 1928).

02 april 2026

Flyverchefen Oberst Kochs jordefærd. (Efterskrift til Politivennen)

 Højtideligheden på Vestre Kirkegård.

Chefen for hærens flyverkorps, oberst J. P. Koch havde frabedt sig militær honnør ved sin begravelse. Men et talrigt følge samledes til jordefærden, der foregik i dag Kl. 2:45 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.

Foran kisten var henlagt store kranse fra hs. maj. kongen og fra hs. kgl. højhed kronprinsen.

Mellem blomsterdekorationerne var der mange signerede kranse, deriblandt fra Flyverkorpset, dels civile funktionærer og dels arbejdere. I følget, således som det var samlet ved halvtre-tiden, så man forsvarsminister Broman med sin adjudant, premierløjtnant Lange, den komm. general, generalløjtnant Nyholm, Københavns Kommandant, generalmajor Carstenskjold, generalmajor Birke, generaltøjmester Nørrese, viceadmiral Amdrup, direktør i Krigsministeriet, oberst Wilkenschildt, chefen for Hærens Flyverkorps, kaptajn H. O. Hansen, chefen for Hærens Flyveskole, kaptajn Førslev, premierløjtnanterne Anker Andersen, Tage Andersen og Ørum, løjtnanterne Bjarkow, Erlind, Foltmann, lterschend og Sætter-Lassen og alle de andre militærflyvere, chefen for Marinens Flyvevæsen, orlogskaptajn Grandjean, chefen for luftmarinestationen, kaptajn Sdieihel, dr. phil. Knud Rasmussen, oberst 

Pastor Storms tale

Pastor Storm talte ved båren. Ethvert menneske sætter her i verden sine spor på godt eller ondt. Oberst Koch satte sig tydelige og kraftige spor i vort folk ved sin færd over indlandsisen. Sin dådskraft havde han indsuget fra havet om vore kyster. Han følte sig selv som en viking, og hans arktiske bedrift står mål med det største. I fortalen til sin bog "Gennem den hvide ørken" er det dog ligesom han værger sig imod, at man skal beundre bedriften for meget: Det gælder om at kunne slide i det - Og han tog altid den tungeste ende selv. Det er også betegnende for ham, når han fremhæver, at der under hele den arktiske vinter deroppe ikke var en sur eller tvær mine - de fire, som delte vinterlivet, havde fælles livssyn og godt kammeratskab.

I krigens år deltog Koch i det daglige trælse arbejde, som alle hærens befalingsmænd måtte udføre i hin strenge tid. Han var manden, der kunne sine ting. Generalstabsuniformen klædte ham, og han klædte den.

Efter krigen satte han sig dybe spor ved den ånd, han skabte i flyverkorpset; ikke hovedkulds at styrte sig ud i noget, men træffe alle forberedelser og så gå på uden frygt. Der var i dette korps et udmærket kammeratskab gennem alle grader, - og det skyldtes ikke mindst chefen. Arbejderne på flyverkorpsets værksteder satte ham højt, sendte blomster til ham og viste den største deltagelse under hans sygdom.

Oberst Koch havde et medfølende sind, og han var en beskeden mand, bange for at få sin egen person for stærkt frem. Han var trofast overfor sine venner, god og kærlig overfor hustru og børn ...

Når nu, slutter pastor Storm, foråret kommer, vil fugleflokken flyve over hans grav, igennem den linje, klare luft, over det blå hav, op til de nordlige egne, hvor han selv elskede at færdes. Dér øvede han sin store manddomsbedrift, som aldrig skal glemmes.

Følgende medlemmer af Danmarks-Ekspeditionen bar kisten ud af kapellet; Prof. Lindhard, orlogskaptajn Bistrup, malerne Aage Bertelsen og Achton Friis, de to brødre Thostrup. fabrikinspektør Hakon Jarner, cand. Lundager, direktør Manniche og maskinmester Koefoed.

Flyvere bar kisten videre til graven hvor den sænkedes af arbejdere fra flyverkorpsets værksteder.

(Nationaltidende, 20. januar 1928, 2. udgave).

Kochs kiste bæres til graven. Højre side: mester Vilh. Nielsen, Sætter Larsen, Lyby. Ved venstre side: Korpsets fungerende chef, kaptajn H. O. Hansen, mester Peter NIelsen og regnskabsfører, stabsofficiant Andersen. Bagved pastor Storm og Danmarks-ekspeditionens medlemmer. Foto fra Aftenbladet (København), 21. januar 1928. Mindestenen blev afsløret 25. november 1928

Johan Peter Kochs gravsted på Vestre Kirkegård, 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

10 januar 2026

Første Flyvetur til Berlin. (Efterskrift til Politivennen)

Ferniseringen af lufthavnen ved Kastrup fandt sted 18. april 1925. Der gik får rundt i området, så der blev givet signal til fårehyrden ved landing så han kunne nå at drive dem til siden. Flyvningerne startede den 20. april 1925. Den 20. april 1925 kom der maskiner fra Rotterdam, Hamborg og Bremen, mens flyet fra Berlin fik motorstop og nødlandede på en mark ved Kringelborg Mark ved Nykøbing.

Det Danske Luftfartsselskab blev stiftet 29. oktober 1918  af Willie Wulff (1881-1962), der blev selskabets første direktør. DDL indkøbte 1919 tre britiske Avro 504-skolefly, og den 31. oktober 1919 fandt selskabets første flyvning sted. For at komme i gang med rigtig passagerflyvning indkøbtes i Tyskland et Friedrichshafen pontonfly, som ud over pilot og mekaniker dog kun rummede en enkelt passager. I England købtes fire de Havilland DH9-fly, der hver kunne medtage tre passagerer.

I 1920 noteredes DDL på Københavns Fondsbørs, og den 20. august 1920 fandt den første passagerflyvning sted; den gik fra marineflyvestationen Margretheholm til Warnemünde. En måned senere indledtes også ruten til Hamburg, der udgik fra Kløvermarken. De næste to år var det af politiske grunde ikke muligt at gennemføre flyvninger udenrigs. I 1924 indkøbtes nogle Fokker Grulich-passagerfly. Da selskabet ikke kunne opnå statsstøtte, var det svært at klare sig i konkurrencen fra bl.a Deutsche Lufthansa.

Efter åbningen af Københavns Lufthavn Kastrup i foråret 1925 flyttede selskabet hertil, og året efter anskaffedes de første "rigtige" passagerfly i form af fire Farman Jabiru, der hver kunne medtage syv passagerer. Samme år fandt en økonomisk rekonstruktion sted, idet selskabet ellers var gået konkurs. Herefter modtog selskabet en årlig økonomisk støtte på 350.000 kr. 


De internationale Flyveruter aabnet i Gaar.

Berlinekspressen klar til Start

I straalende Sol og med første Klasses høj Himmel aabnedes i Gaar fra Kastrups nye Lufthavn den danske Forbindelse gennem Æteren til det store Udland.

En bedre Begyndelse kunde vanskelig tænkes, og Luftfartsselskabets Direktion smilede omkap med Passagererne, som tilsyneladende uden Frygt klappede Benzinens Pegasusser, de fikse og stærke "Fokkere", paa hvilke de skulde ride i jagende Fart mod Europas forskellige Lande.

Under Iagttagelse af de autoriserede Former, som Toldvæsen og Statspoliti  kræver respekterede, steg Passagererne op l Maskinerne, en Postmand i en skinnende rød Frakke afleverede sin Luftpost, og Kl. 8,30 hævede Berliner-Luftekspressen sig ved sin Propels Kraft, og ført af Trafikflyver Noach fløj Flyvemaskinen i et Par sikre "Æresrunder" omkring den ny Lufthavn, for derefter højtbrummende at stile mod sit Maal, Tysklands Hovedstad, som Flyveren naaede efter 2½ Times Luftfart.

Kl. 10,15 gik "Amsterdammeren", ført af Hollænderen Geyssendorter, til Vejr med alle Pladser besatte, og Kl. 12,22 kom der Melding fra Hamborg, at den første Station paa Vejen til Holland var naaet.

Kl. 2,25 ankom den tyske Trafikflyver Petersen med sin Maskine fra Bremen-Hamborg, og landsatte de første, tyske Passagerer efter en vellykket Flugt, som kun var bleven generet af lidt Taage over Bremen og Omegn. 

Flyveren startede Kl. 4 for Hamborg og var næppe ude af Syne, før Luftekspressen fra Rotterdam viste sig for at lande glat paa Kastrups Jordbund Kl. 4,30.

Senere ankom Flyveren fra Berlin, og dermed var Dagens smukke Trafik-Problemer løst paa den smukkeste Maade.

En vellykket Tur til Berlin.
Telegram fra vor udsendte Medarbejder.

Berlin. Mandag.

Da Berlinerflyveren løsrev sig fra Forbindeisen med Amagers prosaiske Grunde og Flyvepladsens mange Høvlspaaner, var Klokken 8,34.

Flyverne er overtroiske, og vor Fører Noach foretog da ogsaa adskillige Ceremonier, da vi endelig kom i Luften og rumlede Banen 3 Gange - saa først sattes Kursen Syd paa. Vi flyver i ca. 600 m Højde og følger Kysten indtil Stevns.

Her sætter vi Kursen ind over Land. Kl. 9 passerer vi Køge. Dybt under os ligger Sjælland i Foraarssolen, iklædt de skønneste Farver. Hvem skulde tro, at det danske Foraar kunde præstere slig Farverigdom?

Videre gaar Turen ind over Falster Vi er nu saa højt oppe, at vi kan øjne baade Lolland og Falster i hele deres Udstrækning - et kæmpemæssigt Landkort.

Kl. 9,54 passeres Gedser i ca. 200 m Højde. Vi er nu saa højt oppe at vi, hvis vi fik Maskinskade, vilde være istand til at lande i Glideflugt i Nordtyskland.

Saa glider vi ind over Nordtyskland. Mens Farten over Danmark og Østersøen er foregaaet fuldkomment glat, bliver der nu nogen Uro i Luften.

KL 9 3/4. har vi Berlin i Sigte. Vi flyver ind over Centrum, hilser Rigsdagen. Unter den Linden og Brandenburger Thor.

I Berlin Syd findes den store Tempelhofer Flyveplads med utallige Hangarer. Vi gaar ned. Klokken er præcis 10,8, da vi lander i Berlin, ca. 2½ Time efter Afgangen fra København.

R.

Hjemturen.

At kunne drikke Morgenkaffe i København, spise sin Frokost i Berlin og igen sætte sig til Middagsborde: i København vilde i gamle Dage være blevet betragtet som et Æventyr

I Gaar blev det nøgtern Virkelighed, men trods alt det nøgterne alligevel en Virkelighed med en Smule af Æventyrets Glans over sig.

Efter et Par Timers Ophold i Berlin bragte Aerolloyds Bil os atter ud til Flyvepladsen, hvor vi gennemgik et lignende Antal Rejseceremonier: Pas, Told osv. som i København. Snart efter hang vi paany i en hyggelig Kupé mellem Himmel og Jord, og Berlins Røgtaager svandt bort mod Syd. Over den blaa og solblinkende Østersø hoppede vi saa let som i Leg, medens Færgen tilsyneladende laa stille under os. Over Gedser, paa den lange Led af Falster og videre Nord paa, over Sydsjællands vaargærende Skove, som snart vil lyse som et Hav af grønt mod Flypassagerne, over den lille, rødtagede Legetøjsby, der hedder Køge, gik frem mod de kære, kendte Taarne og Spir der fremme i Horisonten.

Kl. 6½ landede vi i København, to Timer efter, at Maskinen fra Amsterdam var kommet. Alt var gaaet programmæssigt, og naar nogen spurgte

- Hvor har Du været hende i Formiddag? kunne man ligegyldigt henkaste et:

- Aah, bare en lille Tur i Berlin!

(Social-Demokraten 21. april 1925).


Ruteflyveren Berlin-København nødlander paa Falster.

En Motorskade bevirker Kalamiteten.
(Fra vor udsendte Korrespondent.)

Nykøbing F.. Tirsdag Aften.

Den tyske Ruteflyver Berlin -København, er i Eftermiddag Kl. 5,45, grundet paa Maskinskade, nødlandet i Nærheden af Stationen Idstrup, 3 km syd for Nykøbing.

- - -

Vi startede Kl. 8,15 - et Kvarter over planmæssig Tid - fra Tempelhofer flyvepladsen ved Berlin. Aeoroplanet er en Fokkermaskine og førtes af Flyveren Paul Grosschmidt.

Allerede ved Starten mærkedes en ubetydelig uregelmæssighed ved Motoren og føreren bealuttede at lande for at tage en ny Maskine i Brug. Da Motoren imidlertid, mens man fløj nogle Omgange omkring Flyvepladsen ikke viste yderligere Tegn paa Uorden, fortsattes Farten. Luften paa hele Strækningen gennem Tyskland meget urolig, taaget og usigtbar, og over Warnemünde mødte vi tykke Regnskyer. Som følge heraf kunde vi ikke gaa op i de ca. 2000 m. Højde, som Maskinen helst skulde holde under Farten over Østersøen, men maatte gaa ned i ca. 600 m. Højde. I Løbet af 18 Minutter havde vi passeret Østersøen og da vi var over Gedser, brød Solen igennem glad og smilende og gav os klart var.

Vi havde netop faaet Nykøbing i Sigte, da Motoren begyndte at sætte ud, for pludselig at gaa helt i staa. I Løbet af 2-3 Minutter var Maskinen landet i Glideflugt uden at der skete nogen som helst Skade, hverken paa Passagerer eller Materiel.

Landingen fandt Sted Kl. 5,45 og foregik i en Kornmark paa Kringlegaard, en Forpagtergaard under Kammerherre Tesdorph.

Fra hele Omegnen strømmede en Mængde Mennesker hurtigt sammen, og da først Sognefogden kom til Stede lykkedes det at oprette en Afspærring og derigennem beskytte Maskinen for altfor paatrængende Nysgerrighed.

Der var 8 Passagerer med Maskinen, nemlig den svenske Filminstruktør Mauritz Steller og Direktøren for Aktiobolaget Svensk Films-Industri, Charles Magnusson af Social-Demokratens Medarbejder.

Flyveren Grosschmidt er en af Tysklands ældste og dygtigste Flyvere. Han har fløjet siden 1913, og tilhørte under Krigen Hærens Flyvekorps. Grosschmidt udtaler til Deres Korrespondent, at han ikke kan begribe, hvad der kan være i Vejen med Motoren, men mener, at det drejer sig om en Kaburatorskade.

R

- - - -

Paa Flyvepladsen udtaler Stationschefen. Hr. Leo Sørensen, i Aftes, at Mekaniker Schultze allerede i Aftes pr. Bil er afrejst til Falster. I Løbet af Formiddagen mener man at Maskinen vil være i Orden, saa vidt at den kan flyves til København. Selve Maskinen har ikke tage den fjerneste Skade under den ufrivillige Landing. Heller ikke har Passagererne haft andre Ubehageligheder end de, der fulgte af Forsinkelsen.

(Social-Demokraten 22. april 1925).


Tåge tvang også et fly ned to gange den 7. maj 1925: På turen fra Berlin til København satte det passagerer og post af ved Vordingborg som sendtes videre i biler.  På returrejsen nødlandede det i Havdrup. 

Den 11. maj 1925 ansøgte Junker-selskabet om koncession på flyveruten mellem Berlin og København. Det var meningen at den skulle drives af Junker og Dansk Lufttransport. Ruterne København-Berlin, København-Hamborg, Amsterdam og Rotterdam var Dansk Luftfartsselskabs første ruter som åbnede i løbet af maj 1925.

Fra 1928 gik DDL over til at anvende fire af de langt bedre Fokker F.VII-fly. Fra 1930 gennemførtes også flyvninger om natten. Udviklingen krævede fortsat større fly, hvorfor selskabet i 1933 desuden anskaffede to tremotorede Fokker F. XII. Man var nu oppe på et årligt passsagertal på knap 10.000.

I sidste halvdel af 1930'erne anskaffedes en tremotoret Junkers Ju 52 med plads til 16 passagerer og to firemotorede Focke-Wulf Condor med optrækkeligt understel og plads til 26 passagerer. Det muliggjorde udvidelse af rutenettet til bl.a. London, Oslo og Stockholm. Hvor selskabet i 1920 befordrede 809 passagerer, var antallet steget til 45.000 i 1939. Den tyske besættelse betød en begrænsning til indenrigsflyvning samt flyvning til Tyskland og Østrig. Ved dannelsen af SAS i sommeren 1946 skete der over de nærmeste år en hurtig afvikling af et selvstændigt DDL. En ny konsortialoverenskomst blev 1951 indgået mellem Det Danske Luftfartsselskab, AB Aerotransport og Det Norske Luftfartsselskap A/S. Se også SAS.

Det Danske Luftfartsselskab var et af Europas første luftfartsselskabet. Det hollandske selskab KLM (1919) var det første europæiske selskab, der var aktiv med regelmæssig lufttrafik. Selskabet og var medstifter af det oprindelige SAS-konsortium fra 1946 hvor det ejede to syvendedele heraf som dansk moderselskab. I 1996 tog Det Danske Luftfartsselskab navneforandring til SAS Danmark. Selskabet fusionerede med SAS i 2001. 


Den store, nye Hangar ude i den nye Lufthavn i Kastrup, nærmer sig nu sin Fuldførelse, idet der er kommet Beklædning over det vældige Staalskelet. Mere sjælden end smuk. Foto fra B. T. 8. juli 1925.


Man faar en Forestilling om den nye Hangars Størrelse ved at se hvor lidt de to store Flyvemaskiner fylder i den. Hangaren er forøvrigt allerede delvis taget i Brug. Foto fra B. T. 8. juli 1925.

21 juli 2025

Georg Friedrich Nicolai (1874-1964) i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Under 1. verdenskrig, i juni 1918 flygtede en kontroversiel tysk professor til Danmark: Georg Friedrich Nicolai.

Han var en fremtrædende hjertespecialist og professor i fysiologi ved Humboldt Universitetet i Berlin da 1. verdenskrig brød ud. I 1914 havde Nicolai sammen med Albert Einstein og Vilh. Förster udgivet en modappel "Aufruf an die Europäer" mod 93 tyske militaristiske intellektuelles appel "Manifest fra den civiliserede verden" fra oktober 1914, Blandt disse var bl.a. Ehrlich, Röntgen og von Behring . 

Nicolai havde i 1915 lavet et kursus på Berlin Universitet i 1915 med titlen krig som en biologisk faktor i den menneskelige udvikling, hvilket bragte ham på konfrontationskurs med det preussiske militær. Han blev forflyttet fra det militærhospital som han ledede, til en inferiør stilling, og var sygemeldt i 6 måneder 1915-1916. Nicolai havde nægtet at lave bomber med kolera- og pestbakterier og injektere russiske fanger med bakterier. Desuden skal han have ytret sig imod bruddet på Belgiens neutralitet og sænkning af handelsskibe.

Da han i april 1916 vendte tilbage, nægtede han at aflægge ed til flaget ved østfronten, hvilket i øvrigt heller ingen andre læger havde måttet gøre. Han blev degraderet til Landsturm, og skrev så "Die Biologie des Krieges" (1917).  Bogen blev publiceret i Schweiz i 1917 efter et manuskript der blev smuglet ud af Tyskland. I bogen afviste han at krigen efter darwinistisk syn kunne opfattes som et naturligt og nødvendigt fænomen ("the survival of the fittest"), og mente i stedet at krig var en menneskelig opfindelse som kunne og måtte stoppes. Han mente at krig ingen biologisk værdi havde overhovedet. 


Anonym/ukendt: Foto taget i København 1918. Optrykt i Wolf William Zuelzer: Der Fall Nicolai. Societäts-Verlag, Frankfurt/M. 1981. Public domain.

E. D. Morel og Lloyd George.

I

I Tyskland og i England har Myndighederne fældet hver sin Straffedom, der tydeligt og lige tydeligt viser, paa hvilket Dannelsestrin Europa for Tiden staar. Paa de to Domme kan det maales, hvor vi holder.

I Danzig er en Professor Nicolai, Forfatter til en i Zürich udkommet Bog Krigens Biologi, blevet dømt til fem Maaneders Fængfelsstraf. Intet tysk Blad har omtalt Dommen: man kender derfor ikke, hvorledes den er begrundet.

Men efter Sigende er Nicolai blevet dømt. fordi han har undladt at søge om Tilladelse til Udgivelsen af en Bog, noget, hvortil enhver Militærperson er forpligtet. Fem Maaneders Fængsel med denne Motivering er altsaa en Straf, der under de nuværende Forhold anses for retfærdig.

Rimeligvis har dog Bogens Aand bidraget sit. Skriftet indeholder et Afsnit, kaldet Den evropæiske Patriotismes Kulturideal, hvori det paavises, at vore Dages Fædrelandekærlighed (right or wrong, my country) er en i tidligere Tider ukendt. I Oldtiden, i Middelalderen, ja helt ind i det 19. Aarhundrede, var Patriotisme en vidt forskellig Sag. Fordum elskede man en Ide, eller, dersom man ikke havde Ideer, visse Fordele, som Fædrelandet i Ens øjne repræsenterede, eller som man søgte at virkeliggøre i Fædrelandet. Det var da ikke Fædrelandet i og for sig, men Landet som LegemliggøreIse af visse Grundtanker, man elskede, og for hvilket man kæmpede og ofrede sig. Svarede Ens Land derimod ikke til Ens Ideal, saa trak Manden sig tilbage fra Landet eller kæmpede endog imod det. I vore Dage synes en Holdning som Coriolans overfor Rom, Moreau's overfor Frankrig, Byrons overfor England, Heines overfor Tyskland, Ibsens overfor Norge, os næsten ufattelig. Invidet er blevet Statsborger og har givet Afkald paa Selvbestemmelse. Man kræver for fuldt Alvor, at enhver uden Hensyn til sit Ideal skal anse det Land, i hvilket han er født, og dets Indretninger, Sæder og Skikke, for det højeste i Verden. Og Masserne er ikke blot villige dertil: de gaar ind derpaa med Begejstring. Om denne Form af Fædrelandskærlighed siger imidlertid Nicolai, at den ikke er menneskeværdig, ikke mere værd end en Myrefloks dyriske Kærlighed til Reden eller en Bisværms dyriske Kærlighed til Kuben. 

Slige Tanker gaar det ikke an at udtale i vore Dages Tyskland. De modsiges kun tilsyneladende, naar vi ser Czecker paa russisk Side bekæmpe Østrig, eller Polakker paa østrigsk Side bekæmpe Rusland eller Irer under Krigen gøre Oprør mod Storbitannien; thi ingen af disse ser deres Fædreland i den Magt, de bekæmper; de er böhmiske, polske, irske Patrioter.

Selvfølgelig har Professor Nicolai ikke selv ment, at han optraadte imod det tydske Rige. Han mente omvendt ved sin Kritik at forøge sit Fædrelands Civilisation. Han har prøvet paa at bekæmpe den Sjælesygdom hos Masserne, der sløver Tankeevnen og nedbryder al personlig Selvegenhed. Nu bøder han derfor.

Man var imidlertid forberedt paa stram politisk Disciplin i det tyske Rige. Den stemmer med Tysklands gamle Traditioner og vækker ingen Forundring.

- - -

Georg Brandes

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 7. november 1917).

Som nævnt af Brandes blev Nicolai arresteret og med udsigten til 10 måneders fængsel efterfulgt af tvungen militærtjeneste lykkedes det ham at flygte til Danmark den 20. juni 1918 med bl.a. Einsteins hjælp i et fly fra Spartacus League fløjet af et medlem af denne. Det var en skolemaskine som piloten feldwebel Stahlschmidt havde en vis brugsret over. Maskinen startede fra Neu Ruppin kl. 4.15 torsdag morgen og kom ud af kurs. Det opdagede man nord for Elben. Maskinen kom ind i et frygteligt haglvejr. Den nødlandede på Femern hvor en lokal klejnsmed udbedre en mindre motorskade, samt fik fyldt benzin på. 

Efter den vellykkede flugt underrettede han Einstein. Dette forblev en hemmelighed indtil efter 2. verdenskrig. Landingen blev naturligvis bredt dækket af de danske medier. Se Valby Tidende maj-juni 1918 for disse.

"Den landede flyvemaskine fotograferet i morges ved Valby Gasværk." Foto fra Aftenbladet 20. juni 1918. 


Den tyske Videnskabsmand, der flygtede hertil pr. Flyvemaskine

Professor Nicolai

Vi meddelte i Morges, at den ene af Passagererne i den tyske Flyvemaskine, der i Gaar landede ved Valby, antagelig var en tysk Professor Nicolai, der forrige Aar udsendte en Bog "Krigens Psykologi", som vakte betydelig Opsigt ogsaa udenfor Tyskland, men som skaffede Forfatteren en Fængselsstraf for Disciplinbrud.

Bogen hed imidlertid "Krigens Biologi" og udkom paa Orell Füsslis Forlag i Berlin.

Georg Friedrich Nicolai er Privatdocent i Fysiologi ved Universitetet i Berlin; allerede det, at en tysk Videnskabsmand tyede ned til Schweiz med en Publikation, røbede paa Forhaand, at der var noget ekstra paa Færde. Og "Die Biologie des Krieges", der indeholder et veltalende Indlæg for Verdensfred og et glødende Angreb paa Militarisme overhovedet, fik ogsaa øjeblikkelig den Skæbne, der kunde forudses: at blive beslaglagt i Tyskland. Og som vi meddelte i Gaar Aftes: Forfatteren blev dømt og efter en Appel straffet med simpelt Fængsel.

"Krigens Biologi", der ogsaa naaede her til Danmark i en Del Eksemplarer, blev modtaget med megen Opmærksomhed og læses efter Sigende i vide tyske Kredse. At den paa nogle Hold mødte stærk Protest eller kold Kritik, siger sig selv, og vi kan i saa Henseende anføre, hvad Sociologen, Professor Alfred Vierkandt skriver i den konservative "Deutsche Literaturzeitung"; den 20de April i Aar, altsaa længe efter Bogens Fremkomst.

En tysk Bedømmelse al Professor Nicolais Bog.

"Bogen viser sig at være det, man paa Forhaand maatte frygte af dens Titel og Undertitel, nemlig dilettantisk. (Undertitlen er: En tysk Naturforskers Betragtninger).

Forfatteren gaar løs paa Krigens og Statslivets Problemer med væsensfremmede Begreber, han henter fra et helt andet Erfaringsomraade, i Stedet for med Begreber og Anskuelser, der er taget fra Emnet. Naturligvis bliver han derved uretfærdig.

Saaledes forekommer Krig ham som noget unaturligt, som noget, der oprindeligt er Menneskene fremmed og først opstaar under senere Besiddelseskampe, fordi intet Dyr bekæmper sin egen Art!

Den menneskelige Slægts Ejendommelighed, at formidle Kamp og Fællesskab intimt med hinanden og at føre Kamp i regelbundne Former, omtales ikke med et Ord.

Hjemstavnskærlighed gælder for Forfatteren at være Mangel paa Tilpasning til andet Milieu eud det medfødte og er derfor en Levning fra vor Dyretilstand. I hele det Kapitel, der handler om Patriotismens Grundlag, er der ikke Tale om Ting som kollektiv Magtvillie, national Ærgerrighed og national Idealisme.

Hvor ubevægelig og kunstlet er han desuden ikke, naar han vil bruge den for Tiden saa kendte Stræben efter at overvinde Krigen til Fordel for Solidaritetsforboldene i Samklang med Verdensorganismens Begreb.

Man ser altsaa, at Forfatteren ikke tager Del i den sædvanlige naturalistiske Forherligelse af Krigen. Langt snarere stiller han sig ved Siden af Mænd som Kuropatkin og Novicow, idet han først og sidst betoner Menneskelivets Samliv og Solidaritet. Hans Standpunkts bredtanlagte Begrundelse bringer næppe noget nyt".

(Herefter citeres den ovenstående artikel af Brandes).

(Nationaltidende 21. juni 1918, 2. udgave)


I Skandinavien fandt han snart mange tilhængere til sine ideer. Han publicerede i København "Das verdende Europa" i hvis redaktion også sad Brandes, Nansen, kemikeren Svante Arrhenius, Lindhagen og den feministiske forfatter Ellen Key, og fik tilskyndet af Georg Brandes igangsat en oversættelse af sin bog. Den blev også oversat til svensk og norsk (ved Samtidens redaktør Gerhard Gran.

Otte Gelsted (1888-1968),  før han for alvor slog igennem som digter og forfatter, skrev nedenstående introduktion til "Die Biologie des Krieges":


Prof. Nicolais Bog om Krigen

Af Forfatteren Otto Gelsted.

Ved sin dristige Flugt pr. Flyvemaskine fra Tyskland til København har Professor Nicolai skabt sig en Sensationstberømmelse herhjemme, der for saa vidt vil være af det gode, som den kan tænkes at vække Interesse ogsaa for det betydningsfulde Værk, han har udgivet om "Krigens Biologi" - det Værk, der har indbragt ham de Forfølgelser, han nu lykkelig har unddraget sig.

F. G. Nicolai var ved Krigens Udbrud Professor i Physiologi ved Universitetet i Berlin og kendt som en fremragende Specialist i Hjertesygdomme - lejlighedsvis tilkaldt ogsaa til det tyske Kejserhus. Samtidig er han, som hans Bog viser, velbevandret i Literatur og Filosofi, og ovenikøbet har han fundet Tid til lange Studierejser, der har ført ham fra Laplands Ødemarker til kinesiske og malajiske Havnebyer.

At han ogsaa er en modig Mand, beviser Udgivelsen af "Krigens Biologi" (Zürich 1917). Han har ikke blot været tilstrækkelig klar og selvstændig til at holde sig udenfor den Massesuggestion, der i 1914 forvandlede liberale, Socialdemokrater og Fredsvenner til glødende Militarister. Han har ogsaa haft Mod til at sige sin Mening med fuld Bevidsthed om, at han satte sin sociale Stilling over Styr, ødelagde mangeaarige Venskabsforhold, tørnede sammen med Mililiærautoriteterne og blev en hjemløs, vanæret og forfulgt i sit Fædreland.

I

Det er først og fremmest som Naturvidenskabsmand, Prof. Nicolai gør Krigen til Genstand for Undersøgelse. Er Krigen andet end et særligt Tilfælde af den almindelige Kamp for Tilværelsen? Gennem Kamp skrider jo den levende Verden frem, og hvad der ikke formaar at hævde sig, maa vige Pladsen for bedre udrustede Organismer.

Hertil maa siges, at Kampen for Tilværelsen, er en Kamp om Næring. For Menneskeslægtens Vedkommende maa den bestaa i en intensivere Dyrkning af Jorden og i Oprindelsen af stadig bedre Metoder til at frugtbargøre den Energi, der fra Solen strømmer ned til os.

Betænker man den Hungersnød, Krigen har bragt over store Dele af Europa, maa man indrømme, at Krigen vanskeligt lader sig forsvare som et Udslag af Kampen for Tilværelsen - Formaalet for Tilværelseskampen var jo netop at forøge Næringstilførslen!

Man har sagt, at Krigen var som et stort Sold, der skilte Hveden fra Avnerne: de stærke og dygtige Folk sejrer, de uduelige gaar til Grunde. Krigen skulde - ligesom Tilværelseskampen - virke udvælgende og saaledes arbejde Fremskridtet i Hænde.

Det lader sig imidlertid ikke nægte, at Krigen netop i første Række dræber de stærkeste og dueligste, idet jo Børn, Oldinge og Invalider ikke sendes til Fronten, og idet de dygtig Soldater gerne vil blive anvendt til det farligste Arbejde.

Og hvad vil det sige, at det er det dygtigste Folk, der sejrer? Spartanerne og senere Makedonerne var Grækenlands mest krigerske Folk og samtidig et Par af de kulturfattigste. Er det endvidere saa sikkert, at det. Folk, der "sejrer" i en Krig, ogsaa sejrer i Tilværelseskampen?

Hvor er den ubesejrede Alexander, den ubesejrede Tamerlans Riger? Hvad nyttede Erobringen af Europa Napoleon?

II

Et andet Spørgsmaal, hvis Betydning for Krigsproblemet, Prof. Nicolai tager op til Undersøgelse, er Racespørgsmaalet.

Man ved, hvilke fanatiske Forsøg der fra altysk Side er blevet gjort paa at hævde den rene germanske Race som Fremskridtets Bærer og Europas naturlige Herre. H. S. Chamberlain erklærede i sin berygtede Bog om "Det 19. Aarhundredes Grundlag" alle Verdenshistoriens betydelige Mænd - Kristus ikke undtagen - for Germanere. Under Krigen har en Franskmand, Paul Souday, gjort Gengæld og paastaaet, at saa at sige alle fremragende Tyskere stammer fra det gammelkeltiske Sydtyskland og rettelig bør anses for Keltere. Af de faa geniale Nordtyskere er Nietzsche af slavisk Afstamning og Kants Familie er indvandret fra Skotland (egentlig hed han Cant).

Hvordan forholder det sig nu i Virkeligheden med Begrebet "den germanske Race"? Gaar man ud fra den almindelige Antagelse, at Hjerneskallens Form, Haar- og Hudfarven og Højdøn er afgørende Racekendemærker, viser Tyskland sig beboet af et broget Racevirvar: Slaver, Kelter, Iberer osv., mens de blonde og langskallede "Germaner" snarere maa søges blandt Svenskerne, Nederlænderne og Englænderne end i Tyskland.

Den rene Race er i Evropa, hvor de forskelligste Folkeslag atter og atter er blevet, rystet sammen, et tomt, Begreb. Hvem garanterer iøvrigt for, at den rene Race er værdifuldere end Blandingsracen? En Hund af ren Race er naturligvis værdifuldere end en Køter, fordi Racehunden med bevidst Omhu er opdrættet i et, bestemt Formaals Tjeneste - Grævlingehunden til Jagt i Huler, Mynden til Harejagt o. s. v. Enhver af disse rene Racer har bestemte for Mennesket værdifulde Egenskaber, mens andre til Gengæld er mindre godt udviklede: Mynden kan ikke godt lugte. Grævlingehunden ikke lystre osv.

Det ses let, at det er en Misforstaaelse, at begge det fra Dyrene kendte Begreb "ren Race" til Grund for en Vurdering af menneskelige Racer. Ren Race har blot Betydning, hvor det gælder at opdrætte et Dyr til et eller andet stærkt begrænset Formaal - f. Eks. en Hest til Væddeløb. I alle andre Tilfælde er netop Forædling ved passende Blodblanding et af Opdrætningens Hovedformaal.

Mener Professor Nicolai altsaa ikke, at der lader sig finde noget naturligt Grundlag for Krigen, saa finder han i den moderne Arvelighedslære - som den herhjemme hævdes af Professor Johansen - Grundlaget, for en almenmenneskelig Samfølelse, i hvis Lys Krigen staar som en fortidig Rædsel i Lighed med Kannibalisme og Slaveri.

Vi véd, at Kimplasmaet er udødeligt, for saa vidt det lever videre fra Slægt til Slægt, Menneskeheden er en sammenhængende Organisme, og enhver Krig bliver at betragte som en Sygdom i Menneskeslægten,

I en følgenge Artikel skal vi fremhæve endnu nogle Hovedpunkter af Professor Nicolas Bog

Otto Gelsted

(Fyns Venstreblad 13. juli 1918)


Professor Nicolais Bog om Krigen.

Af Forfatteren Otto Gelsted.

IIl

Stærkt vender Prof. Nicolai sig mod Forsøgene paa at tage Videnskabsmænd og Digtere til Indtægt for Krigen. De tyske Videnskabsmænds berømte Opraab til Kulturverdenen i Oktober 1914 betegner Nicolai med Rette som et Udslag af Krigssuggestionen. Med hvilken rørende Enighed har franske og engelske Forskere været klare over Ententens retfærdige Sag, tyske Forskere over Centralmagternes Ret. Aabenbart har enhver videnskabelig Upartiskhed svigtet, og de mest udmærkede Tænkere og Kunstnere har ladet sig trække som Faar ud i Krigsraseriet.

Man vil forgæves lede efter nogen stor Aand, fra hvilken Tid det skal være, der har gjort sig til Talsmand for Krigen. Allerede Homer kaldte Krigen "en blodplettet Menneskeslagter", og Herodot antager, da Krig ellers er uforklarlig, at den maa skyldes onde Aander.

Vender vi os til Filosofferne, da er det i Tyskland navnlig Nitzsche, Militaristerne har ment at kunne støtte sig til. Men den Krig Nitzche prædikede, var en Krig uden Krudt og Damp og lemlæstelser. "Krigen duer kun for syge Folkeslag", siger han et Sted, "et sundt Folk trænger ikke til Krig". Og han udtaler Haabet om, at der endelig maa komme et Folk, der frivillig vil bryde Sværdet og hellere vil gaa til Grunde end lade sig hade og frygte!

Men selv de store Soldater har ikke lovsunget Krigen. Garibaldi mente, det var Europas første Opgave at umuliggøre enhver Krig. Mærkelig og gribende er Napoleons Udtalelse; "Jeg hader og elsker Krigen". Den store tyske Soldaterkonge, Frederik II kalder i en Ode Krigen for "Uhyret med Jernpanden, det blodbegærlige Utyske, hvis hele Tragten er ØdelæggeIse". Og et andet Sted skriver han: "Hvis mine Soldater begyndte at tænke, blev der ikke en eneste tilbage i Rækkerne".

Fra tysk Side er det især Moltke, hvis Autoritet benyttes i krigsvenligt Øjemed "Den evige Fred er en Drøm", skriver Moltke, "og ikke engang en smuk Drøm. Krigen er et Led i Guds Verdensorden. I den udfolder sig de"ædIeste Dyder: Mod og Opofrelse, Pligttroskab og Dødsforagt. Uden Krigen vilde Verden forsumpe i Materialisme".

Med denne Udtalelse af Moltke, der stammer fra Tiden før den fransk-tyske Krig, kan der imidlertid sættes andre Udtalelser af ham, der viser, at hans Syn paa Krigen tidligere har været et ganske andet. Han skriver, at "en fredelig Forøgeelse af Velstanden er bedre end krigeriske Erobringer", og han haaber, "det maa lykkes at formindske de staaende Hære i Europa og i Stedet for nyttiggøre de umaadelige Kræfter". Endelig siger han: "Vi bekender os til den ofte spottede Ide om en almindelig europæisk Folkefred. Er ikke Verdenshistoriens Gang en Tilnærmelse mod en saadan Fred?"

IV

Men, kunde man indvinde: i alt Fald en Forsvarskrig er da retfærdig? Ja, hvis man blot ikke lader sig skuffe af en Frase! Ethvert Folk vil altid tro, det er de andre, der egentlig har begyndt. Hvem skal iøvrig gælde som Angriber: den, der affyrer det første Skud, eller den, der begynder at mobilisere og stiIler det afgørende Ultimatum?

Da Gu-tav Adolf drog over Østersøen for at erobre Tyskland, var det aldeles ikke som Angriber, det var om defensor fidei, som Forsvarer for den rene Lære.

Hvad kan man ikke allesammen forsvare? Serbien forsvarer sig mod at opsluges af Østrig. Rusland og Montenegro forsvarer deres Stammefælle Serbien. Østrig sin "Prestige" paa Balkan. Tyskland sin Troskab mod Østrig og sin Plads i Solen, Frankrig fører en Befrielseskrig og vil forsvare de annekterede Provinser mod Erobreren. England forsvarer de Neutrales Ret. Japan den mongolske Tanke i Østen, mens det ikke er helt klart, hvad Tyrkiet egentlig forsvarer - og Belgien er til syvende og sidst ene om at forsvare selve Landet, fører altsaa i virkelig ægte Forstand en Forsvarskrig.

De engelske Fredsvenner dysser deres Samvittighed i Søvn med, at det gælder at forsvare Europas Kultur mod den tyske Militarisme, og deres Meningsfæller i Tyskland anser det for nødvendigt, at forsvare tysk Idealisme mod engelsk Hykleri og Kræmmeraand.

Resultatet bliver, at der næppe er nogen Krig, der ikke med lidt god Vilje og Fingerfærdighed kan fremstiIles som en Forsvarskrig. Enhver Krig, man selv fører, er god, enhver Krig, der føres mod en selv, er perfid barbarisk, afskyelig.

- - Prof. Nicolais Bog er saa omfattende og gør saa mange Synspunketer gældende, at der her kun har kunnet være Tale om at fremhæve et Par Hovedpunkter. Hans Bog er præget af en videnskabelig Aand og en human Idealisme, der nu under Krigen virker halvt som et Minde om bedre Tider, halvt som Skæret af en lysere Fremtid.

Otto Gelsted

(Fyns Venstreblad (Odense) 14. juli 1918).


Brandes spillede dobbeltspil over for Nicolai hvilket fremgår af hans breve til datteren, hvori han i august 1918 skriver: "Nicolai er jo en fantast". Brandes vil ikke have med ham at gøre, men er dog blevet overtalt til at skrive et forord. "Nicolai keder og plager mig og vil stadig bruge mit navn til sine formål, en trættendeherre, skønt der er gjort ham uret." "Nicolai er en skrækkeligesvøbe for mig. Naturligvis er han utilfreds med mit forord og plager mig om forskellige ændringer. Af alt på jorden sky mest martyerer og profeter!" Omvendt skrev i marts 1919 Romain Rolland om Brandes (G) og forholdet til Nicolai: "I Danmark så han G, som udviklede sin sædvanlige barnlige forfængelighed og tømte sin sæk af smålige og altid en smule ondskabsfulde anekdoter ud over alle store mænd..."


Professor Nicolai og hans Bog.

"Krigens Biologi" i Oversættelse.

---

 Et af de Kapitler, der klarest belyser Forfatterens Tankegang, handler om Franktirørerne, Friskarerne. Han henviser til den tyste, patriotiske Begejstring over Schills Frikorps fra 1807, Lützows i 1813 osv. og spørger, om disse Korps skal betegnes paa samme Maade, som Kejser Wilhelm under Verdenskrigen betegnede de belgiske Friskarer, da Kejseren i sin Henvendelse til Præsident Wilson taler om, at han maa gribe til de skarpeste Midler for at afskrække den blodtørstige Befolkning fra at fortsætte med sine skammelige Mordgerninger og Skændigheder.

Prof. N. spørger, om nogen Tysker vilde tale nedsættende om den østprøjsiske Bonde, der under Russernes Indfald greb sin rustne Bøsse for at forsvare sin Jord? Han udtaler bl. a.:

"Hvis det, at forsvare Fædrelandet ved Fælleshær, er en hellig Sag, saa bliver den det ogsaa, selv om man ikke bærer Uniform.

Længere hen siger han :

"Særlig er disse Beskyldninger mod Belgien skammelige. Belgien ligger slagen og kan ikke forsvare sig. Dets Presse er undertrykt, dets Borgere gjort umyndige, saavidt de endnu lever indenfor deres eget Lands Grænser, dets Arkiver staar Erobreren aabne. Vi forlanger for Tiden næppe endnu af Sejrherren, at han skal være ædelmodig, men hvorfor oven i Købet gaa ud paa at bagvaske de Forsvarsløse".

Bogen er helt igennem baaret oppe af en lys Optimisme, der ser meget tillidsfuldt paa Fremtiden.

Det danske Publikum vil nu snart faa Lejlighed til ved Selvsyn at sætte sig ind i Prof. N.s interessante Tankegang.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse 8. august 1918. Uddrag)


En længere omtale af bogen på dansk stod i Nordjyllands Social-Demokrat 23. og 24. september 1918)


Hvorfor Professor Nicolai flygtede til Danmark.

Et Opraab til det tyske Folk.
Han ville kæmpe en Kamp for Fornyelsen af Tysklands "Storhed" mod den tyske Militarisme.

London. 30te September RB

"Times" offentliggør første Afsnit af et Opraab til det tyske Folk af Professor G. F. Nicolai, den lyske Læge og Professor i Medicin ved Berlins Universitet, der, som bekendt, flygtede til Danmark i en Flyvemaskine, efter at han var bleven degraderet som Officer for de Anskuelser, han havde udtrvkt i sin Bog "Krigens Biologi". Nicolai skriver "Mit Formaal med at overskride Grænsen var at finde et Sled, hvorfra jeg kunde kæmpe min Kamp i Frihed, for at Tysklands "Storhed", saaledes som jeg forstaar den, kunde blive fornyet. Netop fordi jeg er Tysker, tror jeg, at det er min Pligt at tilbagevinde for os Tyskere vor retmæssige, særlige Plads i Nationernes Raad og at forsvare den imod disse Øjeblikkets Diktatorer, der i deres Lyst eller Magt har vildledet Goethes og Kants Efterkommere og bragt dem til at forfølge en skamløs Politik, der kun sømmer sig for Tartarer.

Jeg har Ret - ikke blot som Individ men fra et almindeligt Synspunkt - til at gøre Oprør mod dem, der for Øjeblikket repræsenterer Magten i Tyskland Jeg ved, at Tusinder, ja, Millioner af de bedste af mine Landsmænd deler mine Følelser. Jeg ved at der ikke er noget i hele Verden, de ønsker saa brændende, som at det der for Øiebliket hersker over Tysklands Skæbne, ikke maa faa nogen varig Magt og at vort MIlilærparti maa se sig berøvet sin skæbnesvangre Sejr baade hjemme og ude. 

Nicolaj fortsætter med at forklare, at der ikke i hans eget Land findes nogen konstitutionel Maade der kan give Udtryk for hans Villie, fordi Tyskland ikke længere er nogen konstitutionel stat. "Over hele Tyskland har den konstitutionelle lovmæssige Ret givet Plads for den vilkaarlige Magt. Der er ingen Paragraf i Loven der kan retfærdiggøre det uhyrlige Tryk som en samvittighedsløs og taabelig Censur udøver over Artikler og Taler ved offentlige Møder, men det værste af det hele er , at den konstitutionelle, lovmæssige Regering i Riget i Almindelighed og som Helhed er berøvet al yderligere Kontrol med Sagerne. Magten udøves alene af Sværdet, der holdes af en pansret Næve og ingen ved med Sikkerhed, hvem der i Øjeblikket er Sværdets Bærer. Tyskland er derfor de facto ikke længere nogen konstitutionel Stat. Da det imidlertid de jure skulde være en konstitutionel Stat har man en utvivlsom Ret til at gøre Oprør mod denne Sagernes Stilling. Den ulykkelige Sandhed er, at vor Militærregering udover en enorm Magt over Folkets Sind ved at appellere til den aabenbart uundgaaelige Fejghed hos det store Flertal af Folket. Denne Korruptionens Proces spreder sig nedefter. Jeg kender Medlemmer af det "kejserlige" Socialdemokrati, der ikke giver sig til Kende som dets Tilhængere af Frygt for at miste deres Stillinger."

Nicolai tilføjer, at enhver, der forsøgte at holde fast ved sin Overbevisning snart blev bragt til Tavshed, "saaledes gaar det til, at vort offentlige Liv mangler alle Mænd af Karakter og Særpræg, og at ethvert Blad stereotypt gentager Regeringens Fraser."

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 1. oktober 1918)


Et af de få billeder af Nicolai, fra Nordjyllands Social-Demokrat 18. marts 1919 i anledning af at bogens danske oversættelse var udkommet.


Da han vendte tilbage til Berlin, kom han straks i problemer for sin anti-militarisme og anklaget for forræderi og antisemitisme. Einstein skrev et forsvarsskrift, men hans forelæsninger var allerede blevet ødelagt af ekstreme nationalister. Den 10. marts 1920 meddelte Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov at professor Nicolat have fået frataget sit professorat ved universitetet. Han flygtede fra Berlin i 1922 til Argentina hvor han fik prestigefyldte poster ved universiteter. I 1932 flyttede han til Chile. Den chilenske forfatter Fernando Alegria sammenlignede ham med Robert J. Oppenheimer og Linus Pauling. Han han døde her i 1964.

I midten af 1930erne skrev han et upubliceret manuskript "Das Natzenbuch" hvori han betegnede den nationalsocialistiske bevægelse i Tyskland som "en af de største, sandsynligvis den største, fare for den fremtidige udvikling af den menneskelige race".

"Krigens biologi" er udkommet på flere sprog og genoptrykkes til stadighed på tysk og engelsk. Der findes ligeledes en del litteratur om G. F. Nicolai på internettet som antyder at hans synspunkter stadig er aktuelle.

03 juni 2025

Frederik August Vilhelm Bagge: Fly i Frankrig. (Efterskrift til Politivennen)

Juni 1910 tog Bagge på automobiludflugt til Paris sammen med forlagsdirektør Ernst Bojesen, kammersanger Helge Nissen og fabrikant Rothenborg. 


Flyvningerne ved Rheims. Den bekendte Hof-Bogtrykker Fr. Bagge har sammen med et Par Venner, hvoriblandt Kammersanger Helge Nissen, i Auto været en Tur til Flyvningen paa Betheny Sletten ved Rheims.

Fr. Bagge, der er en af vore mest ivrige Automobilister, skildrer overfor "Politiken" sine Indtryk af Stævnet saaledes:

Tænk Dem en kæmpemæssig Grønsværsflade, fem kilometer i Omkres, der afmærkes af 4 høie Taarne, I den ene Udkant store pragtfulde Tribuner, foran hvilke en Sadelplads, hvor Tusinder promenerer. I Forbindelse med Tribunerne Restaurationer med Udsigt over den herlige Fælled. Ved Siden af Tribunerne 70 - 80 Hangarer, midt paa Grønsværsstaden et Taarn, hvor Dommerkomitéen har Stade, og oppe i Luften 20-30 med store hvide Numre forsynede Maskiner, nogle et Tusind Meter oppe, andre i sagte Fart ½ Alen over Græsset, en sydende og kogende Fuglesværm bestraalet af stærk Sol. Entréen er 20 Franks, men da dette Syn udfoldede sig for os, snappede vi efter Vejret og syntes, at aldrig havde vi anvendt Penge saa godt.

Særlig saa det glimrende ud, naar Flyverne gik brat ned fra en Højde af 1000 Meter. Man havde Indtrykket af en Bil, der kom susende fra Himlen med Næsen nedad. Først naar Maskinen var nogle faa Alen over Jorden, vendtes Rorene, og Planet hoppede over Grønsværet let som en Fugl. I et saadant Øjeblik udløste der sig fra Tribunerne en Begejstring, der steg til Rus.

(Aalborg Amtstidende 14. juli 1910).

Bagge lagde i oktober 1910 bil til at køre Book Washington rundt i København, i øvrigt sammen med Elna Munch.

20 november 2020

Tardinis Ballonfærd. (Efterskrift til Politivennen)

Luftsejleren Tardini vil i næste uge gøre en luftfart fra København. Fra Stockholm har han gjort 5 luftrejser med stort held. På den sidste ledsagedes han af en grev Sparre.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 3. august 1851)

Luftsejleren Tardini der ventedes hertil i går, foretog sin sidste luftrejse den 27. juli fra Humlegården ved Stockholm på et rensdyr. Ballonen drev over til Lidingsøen hvor også hr. Tardini havde haft til hensigt at stige ned. Men inden han nåede jorden, kom en nordlig vind og drev ballonen over til Kummelnäs på Värmtön hvor han kastede ankeret i et træ, i nærheden af et bierg hvor landingen foregik. Kaptajnen på et forbisejlede skib tilbød sig til at føre luftsejeren, ballon og rensdyr tilbage til Stockholm, men da gasudtømningen krævede lang tid, toges kun ensdyret som befandt sig i bedste velgående, ombord mens hr. Tardini selv senere med et andet skib vendte tilbage til Stockholm.

(Flyveposten, 4. august 1851)

Luftsejleren Tardini vil torsdag den 14. d.s. om eftermiddagen foretage sin første luftrejse fra Tivoli, med hvis direktion han har afsluttet en kontrakt. Hr. Tardini skal i øvrigt have følt en stor betænkelighed ved at foretage luftsejladsen fra København, da stadens beliggenhed ved havet lader ham befrygte at neddalingen i mindre gunstigt vejr turde blive farlig. Ballonens gondol kan jo rigtignok træde i stedet for en båd, men denne vil ikke kunne yde synderlig sikkerhed dersom neddalingen skulle ske midt i søen.

Hr. Tardini benytter sig til sine luftrejser af en kolossal silkeballon hvis højde er 19 meter, diameteren 12,5 meter og omkredsen 37,6 meter. Den indeholder 32.000 kvadratfod og medtager den betydelige vægt af 65 lpd. bestående af gas, ballast og andet tilbehør. Tilberedningen af gassen til ballonens fyldning er interessant. Dertil medgår 4.200 pd. viktriol, 4.200 pd. jernspån af smedejern og 16.800 pd. vand. Gastilberedningen sker igennem 26 til 30 stykker dertil bestemte fade hvori gassen udvikler sig. Fra disse fade går gassen gennem 6 alen lange rør videre til et større hovedfad hvori den underkastes en rensningsproces formedelst en deriværende kvantitet vand (12.000 pd.) og kommer da umiddelbart i ballonen.

(Flyveposten, 12. august 1851).

I morgen, torsdag den 14. august vil 

Hr. Joseph Tardini fra Modena

foretage sin første luftrejse.

På plænen er en estrade opført hvor ballonen, 19 meter høj, 12,5 meter i diameter og 37,6 i omfang, vil blive fyldt med gas. Fyldningen vil tage sin begyndelse kl. 4:30 eftermiddag og hr. Tardinis opstigning vil ske

præcis kl. 7:30

Det lumbyeske orkester under anførsel af hr. musikdirektør Lumbye, vil på plænen forinden hr. Tardinis opstigning udføre forskellige musiknumre.

Det nærmere erfares af programmet.

Entre fra kl. 7 morgen samt hele dagen 3 mark for voksne, 1 mark 8 skilling for børn.

På plænen er, så vidt rummet tillader det, siddende pladser hvortil billetter apparte betales med 2 mark for voksne og 1 mark for børn. (Billetkontoret for disse er ved plænen).

(Flyveposten 13. august 1851).

Annoncen blev gentaget i Flyveposten m. fl. 15. august, nu med ny dato: 15. august. Med ændringen: "Kolossale luftballon, Samson kaldet, som på grund af regnvejret i gør ikke fandt sted." Festen i anledning af Tivolis stiftelsesdag den 15. august blev i øvrigt af samme grund udsat i 8 dage. 

I går aftes kl. 7:30 steg luftsejleren hr. Tardini efter derom sket bekendtgørelse op med en stor ballon fra Tivoli og svingede til afsked det danske flag fra sin lette båd mens han hastigt for op mod skyerne. Ballonen forblev i den ret klare aften i sigte en halv times tid og førtes af vinden i retningen N. O. til O. Så at man vel kan antage at den er dalet ned et sted i Skåne, måske i egnen af Lund.

(Fædrelandet 16. august 1851).

Tardinis 2 første opstigninger sket fra Tivoli som så meget anderledes ud end det Tivoli vi kender fra i dag. 

Fredag aften kl. 7:30 steg hr. Tardini ene i sin luftballon fra Tivoli hvor flere tusinde tilskuere var forsamlet, op i de højere regioner. Så snart ballonen var "frigjort fra sine trykkende bånd", hævede den sig stolt i luften, hilset af den langs hele volden samlede mængde med jublende bifaldsråb. Fra rælingen af båden hilste hr. T. derpå med to dannebrogsfaner og affyrede en pistol. Omtrent en 25 minutter kunne ballonen ses med blotte øjne. Den skal kl. 8:30 være faldet ned i Landskrona. - Hr. T. skal endnu foretage 5 luftture. (Mddp).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 17. august 1851).

Tardini ankom i går eftermiddag med dampskibet "Ophelia" hertil.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. august 1851).

Tardinis første luftrejse fra Tivoli.

Fredag kl. 5 forkyndte kanonskud fra Tivoli at luftskipperen Tardini, uagtet det mindre heldige vejr, agtede at stige op. Københavnerne ilede da i tusindvis - ikke ud til Tivoli for der var de allerfærreste - men op på voldene for gratis at overvære et skuespil som ikke i over 40 år er set her i hovedstaden. Man kan ikke nægte at deltagelsen var stor, det er kun at beklage at den arme luftsejler selv har måttet betale den med en ikke singe sum, da hans omkostninger langt fra er dækket med de til Tivoli solgte billetter der ikke udgør meget over 1.000.

Hvem som imidlertid har troet at man fra volden og andre høje punkter ret har nydt opstigningens pragtfulde skue, tager fejl. Det interessante var upåtvivlelig de forberedelser der gik forud, men især afrejsens øjeblik. Da Tardini med en kækhed og sikkerhed der ikke lod ane den mindste frygt, steg ind i gondolen, da den sidste snor der bandt den kæmpeagtige ballon til jorden, blev skåret over, da ballonen langsomt begyndte at hæve sig, og Tardini til afsked svang med fanerne og afskød en pistol, da grebes alle tilstedeværende af et ejendommeligt indtryk, en blanding af ængstelse og dyb beundring over det imposante skue, og som gav sig luft i et enstemmigt bifaldsråb.

Vinden var sydvest til vest, ballonen gled let hen over byen mod den svenske kyst, og var synlig henved en halv time, indtil den omtrent kl. 8 forsvandt bag en sky. I lørdag eftermiddag kom Tardini tilbage med "Ophelia". Hans rejse var besværlig og farefuld på grund af stærke og modstridende luftstrømninger, og han var nødsaget til at stige og sænke sig 4 til 5 gange. efter at være kommet til en højde af 15.000 fod. Længe svævede han over Sundet, og måtte da stige endnu mere for at komme i en anden luftstrømning, da ballonen blev på samme punkt. Dette lykkedes også og med en noget sydlig vind kom Tardini ind over Skåne mellem Landskrona og Malmø, hvor han kl. 8:10 min. steg ned på godset Bahebark ved gården Hoftarp. De tililende bønder blev først meget bange over det uventede syn, men bevægedes ved Tardinis overtalelser til at yde ham hjælp ved at transportere ballonen til Malmø. Han blev om natten hos en bonde, og tog lørdag morgen til Malmø, hvor han modtoges med entusiasme af indbyggerne som ville at han straks skulle gøre en ny rejse.

Under rejsen har ballonen fået en rift hvis reparation vil tage nogen tid, så at Tardini ikke i de første dage vil kunne gå op igen. Det er at vente at publikum når det atter sker, vil lønne hans dygtighed og udholdenhed med et talrigt besøg.

(Flyveposten, 18. august 1851).

I aviserne annonceredes den anden luftsejlads til søndag den 24. august.

Tardinis anden luftrejse i søndags

var begunstiget af det skønneste vejr. Opstigningen fra Tivoli skete omtrent kl. 6:45, og han ledsagedes af hr. mægler Funck som allerede ved den første luftfart havde ønsket at deltage. Heller ikke denne gang var rejsen fri for fare. Vinden var vest til syd, og efter at ballonen på grund af den klare og tynde atmosfære var steget i luften til en højde af omtrent 3.300 meter, drev den henimod Saltholm. Her dalede Tardini i havet kl. omtrent 7:30, idet han gjorde tegn til nogle fiskere om at komme ham til hjælp. De misforstod ham formodentlig, og da han ikke fik bistand, måtte han efter at have sejlet et kvarter i søen, søge igen at gå til vejrs. Dette lykkedes først efter at luftskipperen havde kastet ankeret, al ballast ja endog fødevarer overbord. Ballonen hævede sig atter, gik over den skånske kyst, passerede Kärlinge-å og dalede endelig kl. 8:03 i nærheden af Lund hvor de rejsende fik hjælp. De begav sig samme aften til Malmå, og i går formiddags vendte de tilbage med dampskibet "Malmø".

I Tivoli overværede henved 6.000 mennesker det imposante skue, og fra volden og nærliggende steder blev det iagttaget af en uhyre menneskemasse. Det glæder os at melde at hr. Tardini denne gang har haft en betydelig indtægt, hvoraf det ved bøsser indkomne udgør en ikke ringe del.

(Flyveposten, 26. august 1851).

Hr. Tardini vil foretage sin sidste luftrejse på søndag eftermiddag fra Christiansborg Slots ridebane. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. august 1851, 2. udgave).

I annoncer stod der denne gang:

Tardini har valgt denne plads for ved en lav entre at gøre opstigningen tilgængelig for det større publikum.

Da denne luftrejse bliver den sidste, er det Tardinis ønske for endnu mere at erhverve sig publikums yndest, at foretage den længere end sædvanligt, og han træffer derfor sådanne forberedelser som er nødvendige til en længere tur over havet. Uagtet en sådan rejse burde foretages tidligere på dagen, er det dog Tardinis agt at opstige kl. 6 om aftenen og han medtager derfor belysning til brug om natten, men ingen passagerer på grund af det farlige ved at tilbringe natten oppe i luften over søen.

(Flyveposten, 28. august 1851).

Hr. Tardinis 3. luftrejse der foretoges i går fra Christiansborg Slots ridebane, og som havde forsamlet en talrig mængde, var heldig, men kort. Hr. Tardini kom ikke som hans bekendtgørelse syntes at bebude, til at spise aftensmad eller tage nattelogi oppe i luften, men foretrak efter 3/4 times fart at dale ned på Amager tæt ved Kastrup, hvori han sikkert gjorde meget klogt, da vindens retning ellers let kunne ført ham ud over Østersøen, og hvorover hans tilskuere heller ikke kunne have nogen skellig grund til at beklage sig.

(Fædrelandet, 1. september 1851).

Christiansborg Ridebane hvorfra Tardinis sidste 3 opstigninger fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mandag aften.

Vi har modtaget følgende nærmere efterretninger om Tardinis 3. luftrejse:

Opstigningen som tydeligt kunne ses fra Amager, fandt sted 25 minutter over kl. 6 på Slotspladsen, og ballonen dalede omtrent midtvejs mellem Kastrup og Dragør i havet ca. 60 meter fra land, 45 minutter over kl. 6. Men da vandet dersteds kun var en 30 cm dybt, blev den øjeblikkelig med amagernes hjælp, bragt i land, og de tilstedeværende hjalp Tardini med den største beredvillighed med at bjerge ballonen, s at han med rette kunne sige at rejsen var lykkelig og vel tilendebragt. Men alligevel kunne meget let hele ballonen være gået tabt for Tardini. Han fandt nemlig for godt efter at ballonen i en god halv time var blevet håndteret for at få gassen ud, og længe efter at alle snorene var blevet løsnet fra gondolen, at hele ballonen skulle endevendes, for at gassen desto hurtigere kunne strømme ud af den store åbning, hvorigennem ballonen fyldes. Under denne endevending holdt alle kun i nettet, hvoraf fulgte at ballonen da den næsten var vendt, så at sige smuttede ud af nettet og gik til vejrs. Imidlertid holdt Tardini selv snoren som var befæstet i ventilen, hvilket foranledigede at ballonen igen kom i sin rigtige stilling, dog uden net over. Men da Tardini ville trække ballonen ned med nævnte snor, løsnede klappen eller proppen sig fra ventilen som han tilligemed snoren beholdt i hånden, hvorimod ballonen meget hurtigt steg til vejr i omtrentlig højde af Frue Tårn og tog retningen lige ud ad Østersøen, hvorover Tardini blev aldeles fortvivlet. Men amagerne var særdeles flinke og tjenstvillige, hvorfor Tardini ikke nok så meget kan takke dem. 3 til 4 mand vadede nemlig i største hast ud til en båd og roede med alle deres kræfter efter ballonen som synlig dalede, og fra Dragør hvor man havde set det passerede, var hr. kaptajn og overlods Sletting selv taget ud med for at få ballonen bjerget, hvilket også så vidt vides, blev udført af begge bådene i forening. Tardini og en bekendt af ham lod sig ro den bjergede ballon i møde. Gassen som endnu fandtes i ballonen, blev trykket ud så hurtigt som muligt på selve fartøjet, ballonen blev pakket ind i det dertil medbragte sejl, og Tardini kørte velbeholden med sin ballon m.m., sluppet med skrækken for at miste den, ind af Amagerport kl. 10:15.

Den tjenstiver og beredvillighed som såvel kastrupperne som dragøerne havde vist luftskipperen Tardini er over al beskrivelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. september 1851).

Landskab ved Dragør. Flat,med marker og krat. Måske har det lignet et sted hvor Tardini landede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Trods annonceringen med at det var sidste gang, blev der bebudet en fjerde luftsejlads nu til fordel for de sårede og faldnes efterladte, den 7. september. Denne gang stod der i annoncerne:

For at underholde det ærede publikum længere end sædvanlig ved synet af den opstigende og svævende ballon, vil Tardini først i følge med sin søn, Alexander, 9 år gammel, klædt som Amor, opstige til en højde af nogle hundrede fod og derefter svæve i nogen tid og atter neddale på ridenbanen. Derpå foretager han alene den egentlige rejse.

(Flyveposten, 4. september 1851).

Tardinis fjerde luftrejse

i søndags var den heldigste han endnu har foretaget her i hovedstaden. Da han omtrent kl. 6 var steget i ballonen, lod han denne gå Ridepladsen rundt, mens hans lille søn fra bådens ræling strøede blomsterbuketter med deviser ud over det overordentlig talrige publikum. Opstigningen fandt derefter sted under et næsten fuldstændig vindstille, ballonen drev i en meget stor højde over Amager, og da hr. Tardini måtte befrygte at den ville tage vejen ud over Østersøen mod Pommerns kyst, fandt han det rådeligst at gå ned ved Dragør, hvilket sket kl. 6:45. Samme aften vendte han tilbage til hovedstaden. 

Efter forlydende agter hr. Tardini efter manges ønske at gøre en aldeles ekstraordinær rejse med en hjort næste søndag. 

(Flyveposten, 9. september 1851).

Hr. Tardini agter næste søndag fra Christiansborg Slots Ridebane at foretage sin sidste luftrejse, da klimaet i det nordlige land ikke er gunstigt i en så fremrykket årstid. Han vil ved denne lejlighed så at sige tage afsked med København, hvor han har modtaget så mange beviser på publikums velvilje som altid vil blive i hans taknemmelige erindring. Han medbringer en ung dame og sin 9-årige søn, Alexander som allerede i Stockholm har gjort en sådan rejse. Der vil blive oprejst en tribune hvorfra rejsen sket, så at alle de tilstedeværende med lethed kan se såvel tilberedelserne som selve opstigningen. En lignende rejse har Tardini gjort tidligere i nærværelse af den kejserlige familie i Petersborg, og ligeledes i Stockholm for kongen af Sverige og Norge.

(Flyveposten, 11. september 1851).

Tardinia femte luftsejlads.

Denne luftsejlads har været den alleruheldigste for den stakkels luftskipper, og det er endnu ikke bekendt hvorvidt han er sluppet derfra med livet. Da han med sin kone og søn steg op søndag eftermiddag kl. 6, var vinden der hidtil havde været nord til vest, blevet temmelig vestlig, og ballonen drev derfor ud over Kalvebod Strand. Her dalede Tardini kl. 6:30 og drev med ballonen i stranden langs Sjællands kyst. Formodentlig for at søge hjælp, kastede Tardini sig her ud i vandet for svømmende at nå kysten. Men senere har man desværre ikke hørt noget til ham.  Mens dette skete, tog ballonen med hans kone og søn kursen over mod Amagers kyst i nærheden af landsbyen Ullerup, omtrent et bøsseskud fra land. Stående her i vandet til brystet, råbte de arme om hjælp indtil de kl. 8:30 frelstes af sognefoged Sally fra Ullerup, der med flere amagere red ud i det lave vand. I samme øjeblik var mad. Tardini der hidtil troligt havde holdt ballonen ved en strikke, af mathed nødsaget til at slippe den. Den steg atter i vejret ud over søen og forsvandt. De frelste bragtes til Ullerup hvor de hos sognefogden nød al den pleje og omhu som omstændighederne krævede.

(Flyveposten, 16. september 1851).

Luftsejleren Tardini er desværre forulykket. Hans lig fandtes i går eftermiddags i Kalvebod Strand i nærheden af Flaskekroen, og vil formodentlig blive bragt hertil i dag. Ballonen skal være drevet ind til Stevns hvor den er i behold.

(Flyveposten, 17.september 1851).

Tardini jordes i formiddag på den katolske menigheds kirkegård på Assistenskirkegård. Et musikselskab har tilbudt sig at udføre sørgemusikken.

(Flyveposten, 20. september 1851).

Tardinis ballon er ikke kommet ned ved Stevns, men derimod gået over Stevns, Møn og hele Østersøen og faldet ned i Mecklenburg i en lille så ved en flække der hedder Krakow. Gondolen hang ved den og indeholdt en del fødevarer, nogle danske sølvpenge og et par pistoler og nogle klædningsstykker. Der kan altså ingen tvivl om at den ulykkelige Tardini hvis lig i går blev jordet her, ville have kunnet gøre rejsen med over Østersøen, dersom han ikke havde overlæsset ballonen ved at tage kone og søn med som et større kunststykke, hvorfor han også straks ved opstigningen måtte udkaste sin ballast, uden hvilken han efter først engang at være dalet, ikke mere formåede at lade ballonen stige højere. Det var derfor først efter at alle tre personer havde forladt ballonen at den fik kraft til at gå over Østersøen, hvilket viser at den har været i god stand.

(Kjøbenhavnsposten, 21. september 1851).

Begivenheden var stor nok til at der blev lavet viser om den. I aviserne forstummede nyheder om Tardini ret hurtigt, men blev dog erindret i 1897:

Ballonens Ofre.

Den ulykke der for kort tid siden fandt sted i Berlin, har højnet interessen for ballonfarterne. Publikum, der er et så blodtørstigt uhyre, forlanger et par ofre af og til for vedblivende at tro på faren og lade sig pirre af den.

Her hjemme har vi i mange år været sparet for ballonulykker, ja folk tror knap på dem længere.

Det kan da måske have sin interesse at opfriske mindet om den ofte omtalte, men aldrig beskrevne luftfart, ved hvilken Tardini satte livet til i København.

Efter at den danske luftskipper Colding i 1812 havde gjort fiasko med sine Montgolfierer, hørte Københavnerne i 38 år intet til balloner. I slutningen af sæsonen 1851 engagerede Tivoli så den italienske luftskipper Joseph Tardini fra Modena. Han foretog to opstigninger, der faldt nogenlunde heldigt ud, og dermed var hans engagement udløbet. Imidlertid fik han tilladelse til at foretage nogle opstigninger fra Christiansborg Slotsplads. En af dem var til indtægt for krigsinvaliderne, og ved denne lejlighed hang luftskipperens lille søn udklædt som Amor under gondolen og strøede blomster over publikum.

Den 14. septbr. fandt så den sidste opstigning sted.

"Berlingske Tidende" skrev i den anledning: "Hr. Tardini agter næste søndag fra Christiansborg ridebane at foretage sin sidste luftrejse, da klimaet i dette nordlige land ikke er gunstigt i en så fremrykket årstid. Han vil ved denne lejlighed så at sige tage afsked fra København, hvor han har modtaget så mange beviser på publikums velvilje."

"Berl. Tid." kunne have sparet sit "så at sige".

Søndag den 14. septbr. var vejret udmærket, og Tardini tog ikke i betænkning at tage en dame og sin lille søn med. Ballonen hævede sig langsomt og drev ud over Kalveboderne. Den begyndte da pludselig at dale, men det lykkedes dog luftskipperen at holde den oven vande, indtil han nåede de såkaldte Koklapper, der lå mellem Sjælland og Amager.

Så kunne ballonen ikke mere, og for at frelse sin passager og sin søn, tog han den fortvivlede beslutning at ofre sig selv. I en fart klædte han sig af og sprang i vandet. Befriet for hans vægt hævede ballonen sig atter med damen og det grædende barn. Lidt efter dalede den atter, men den var da kommet ind på grundet vand. Den lille Tardini faldt ud, men var så heldig at komme til at sidde overskrævs på en sten med hovedet over vandet.

Damen blev slæbt videre, indtil hun inde ved land reddedes af sognefogden fra Ullerup, der fandt hende i bevidstløs tilstand.

Den 18. september fandt to fiskere den forulykkede italieners lig i Køge Bugt, hvor han havde fundet sin kolde grav fjernt fra sit solrige fædreland, og den 20. september fulgte hele København hans kiste til den katolske kirkegård. Det var som følte man sig medansvarlig i dette dødsfald.

Hans ballon blev fundet i Mecklenborg og afleveret til skifteretten sammen med 11 rigsdaler, der fandtes i Gondolen. Luftfartøjet købtes af en mand der hed Moyell , hvem ingen den gang kendte. Han foretog en række opstigninger og sidder nu som pensionist i Vartov som æresformand for "Dansk aeronautisk Forbund".

Siden den tid er alle opstigninger forløbne uden større uheld i København, men to af de luftskippere, der er gået op herfra, er i følge "Vort L." senere forulykkede.

Den ene var madam Godard. Hun vakte stor jubel blandt københavnerne ved at optræde i sømandsdragt. Hendes raske, energiske skikkelse var meget populær, og bange var hun ikke. 

Luftskipper Johansen, der fra ballon captif var god ven med hendes søn Alfred, udtaler sig altid med stor Beundring om hendes nedstigninger.

Året efter druknede hun i Zuidersøen.

Den anden var Juhles, hvis ballon revnede i Bryssel. Han var en alt for ængstelig luftskipper, der altid svævede i en sand rædsel for "lemonaden". Hermed mente han vandet. Han udrustede sig altid på sine farter med den største omhyggelighed, spiste ikke i to dage før han skulle op og medbragte altid en vældig dunk kaffe. Alt hans bohave var forsynet med balloner, ja selv hans himmelseng var syet af en gammel ballon. Han var særlig glad ved alle de danske anmeldelser, dels fordi han ikke kunne forstå dem, og dels fordi de var så lange.

(Frederiksborg Amts Avis, 24. juni 1897).

Tardinis ballonopstigning. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Både Tardinis kone og barn blev boende i København. Ifølge en artikel i Dagbladet (København) 31. oktober 1919 var barnet solodanserinden Jeanette Tardini-Hansen (1845-1918) der var gift med balletmester Hans Emil Hansen (1843-1927), mor til juristen Tardini-Hansen der døde ved et ulykkestilfælde. De fik en søn Alexander Tardini, der blev kontorchef i Københavns Magistrats 3. afdeling. Han begik selvmord august 1918 ved at kaste sig ud af et vindue fra 4. sal i Rådhuset.  Ballonen "Sampson" blev købt af Moyel, som endte på Vartov, og måtte sælge ballonen til svenskeren Victor Granberg der 12. juli 1857 efter en uheldig opstigning fra ridebanen, gav ophav til udtrykket "den går ikke, Granberg!"