C. Kehlets Kaffehuus.

Mange år henløb før et kaffehus der kunne sammenlignes med lignende indretninger i udlandets større stæder etableredes her i staden. Hr. C. Kehlet var den der indrettede et sådant med en brillant beliggenhed, et betydeligt omfang og et smagfuldt arrangement. Alle Københavns tidsblade, landets og udlandets vigtigste politiske blade anskaffedes. En nøje iagttagelse at intet berygtet fruentimmer betrådte denne indretning, indførte den hidtil af københavnerne ikke kendte store behagelighed at damer ugenerte kunne medtages her og nyde forfriskninger som leveredes særdeles gode og til en yderst rimelig pris. Hr. Kehlet gik videre med tidens ånd han engagerede særdeles duelige, ja ofte udmærkede violin- og klaverspillere som ved deres spil gjorde dette sted til et behageligt adspredelsessted om aften, i særdeleshed for dem, hvis stilling, tid og lejlighed ikke tillader dem at frekventere Skuespilhuset, koncerter og deslige. 

Hr. Kehlet har nu også i de senere år ladet af hertil ankomne dygtige violinspillere, sangere give små koncerter under navn af aftenunderholdninger, hvortil entreen betales med 1 mark per person, men hvorfor fås forfriskninger altså, altså høres koncerten for intet. I denne tid gives hver aften vekselvis aftenunderholdninger af familien Kirchheim, samt af en duelig violinspiller, hr. Haase, og tyrolersangerne hr. Schattinger og jomfru Johanne Pelosi. Når sidstnævnte synger, indfinder sig gerne et talrigt publikum der ved en hyppig applaus tilkendegiver sin tilfredshed med deres dang. Man kan heller ikke andet end føle sig tiltrukket ved deres skønne vemodige natur- og nationalsange, deresjodlen, der kommer fra et kraftfuldt bryst, og som har noget meget behageligt for den der har berejst deres og Schweitz' bjergland, og hvis hukommelse endnu gemmer erindringen om disse sange der sungne i dalene, genlyder fra de høje bjergvægge, ofte gentaget af koret. I særdeleshed tiltaler den originale tyrolersang: "Auf dem Ulm ist wunderschön" ethvert følsomt gemyt.
Hr. Kehlet har også hver uge opstillet forskellige panoramaer, hvor i blandt flere har været særdeles gode. Et af dem i denne tid opstillet: Ruinerne af slottet Heidelberg, er udmærket, månebelysningen gennem ruinernes vinduer og slagskyggerne er fremstillet med megen natur.

Den udmærkede violingspiller hr. Baath besidder megen rutine på sit instrument og har et fortræffeligt buestrøg, klaverspilleren er god. I særdeleshed udfører begge Labintzkys "de Elsen" med megen præcision. 

Efter sigende vil i disse dage et orkester oprejses i altanstuen hvor sangerne lader sig høre, hvilket måske kan bidrage til at sangene høres bedre af de besøgende.

Da hr. Kehlet således ved lave priser for gode varer, og ved at sørge for en god underholdning for de besøgende har vundet publikums yndest, så følger det af sig selv at når hr. Kehlet bestandig således sørger for underholdende musik og sang for sine gæster, vil hans kaffehus her i byen såvel som hans Alleenberg ved Frederiksberg blive de af københavnerne mest besøgte offentlige steder.

(Politivennen nr. 1453. Fredagen, den 3 November 1843. Side 699-702). 

Vanens Magt, især med Hensyn paa Qvindernes usædelige Blottelse.

På en tid da kvinderne i fornemme cirkler her i København (og måske de allerede har fundet efterlignere i de mindre fornemme kredse) blotter sig på en højst usædelig måde, vil nedenstående bemærkninger for dem og for sædernes politi ikke være upassende til optagelse i Politivennen.

Hvem har ikke bemærket de mangfoldige onder som vanen frembringer? Den altid straffende prædikant taler for døve ører og bliver ringeagtet. Den altid moraliserende far gør sine børn til uduelige personer. Dommernes alt for strenge straffe forfejler forbedring, og elskeren finder til sidst at den altid behagelystne pige ikke længere er smuk. Derfor udslukkes kærlighed til den kvinde der frier selv, lige så hurtigt som den antændes. Hun viser alt hvad hun har, og man har i kort tid vænnet sig således til hendes udkrammede skønheder at de bliver højst ubetydelige. Kun kådhed lægger mærke til dem. "Man kan", siger spotteren "se til bunden i pigen, ligesom i klart vand, skønt hendes klarhed ikke betyder noget." Skønhed, mine kære piger! er et stort gode for Dem, De må føle det, De må søge at vedligeholde det. De må heller ikke være karrige, men endnu mindre for gavmilde med det mod os mænd. Den ubedækkede barm beundrer det dertil vante øje ikke længe. Manden tror meget rigtigt at der ikke må være meget godt under den fordi pigen selv erkender det for det bedste hun har. "Ikke hendes hjerte," siger han, "kun hendes barm skal bejle til manden. Alt andet hos og i hende skal kun være en tilgift." 

Pigen med den tildækkede barm vækker ganske andre domme. Hun vil ikke bedåre noget svagt hoved med tryllelygten. Hun ønsker sig en tænksom mand med seende øjne. Hun lader ikke med larmende trommer forkynde at hun vil gifte sig. Hun vil søges, tilkæmpes med agtelse, hun vil belønne ved sig selv. Hun skjuler formens ynde fordi hun ikke vil have en mand som kun holder sig til formen og hvis kærlighed afbleges på samme tid som kvindens kinder. Drengen på hendes skød skal binde manden fastere, ja! uadskilleligt til hende. Men ikke støde ham tilbage fordi han har slukket ilden i moderens øje, berøvet hendes barm dens hvælvede form og udslettet hendes løbers røde farve.

(Politivennen nr. 1373, Løverdagen, den 23de April 1842. Side 266-268). 

Noget om den Uskik at lade Fruentimmer spille Mandfolkeroller.

Blandt de misgreb der finder sted ved teaterstykkers opførelse på vores scene, er det vist nok et af de væsentligste at man lader kvinder spille drengeroller. Hvorfor denne fremgangsmåde er i højeste grad forkert, ligger især i at illusionen der naturligvis er det vigtigste ved al komediespil, ganske forstyrres. Hvor megen umage de end gør sig, kan kvinderne dog ikke forhindre at deres kvindelige sopranstemme forråder dem. Og hvor megen umage tilskuerne på den anden side gør sig for at sætte sig ind i rollen, må dog den tanke bestandig falde dem ind at det er en kvinde der er forklædt som mand. Dette er således for at tage et eksempel, i særdeleshed tilfælde ved Madame Stages spil som den unge søkadet i "De uadskillelige". For om hun end måtte spille sin rolle nok så godt og med nok så megen flid søger at bringe publikum til at tro at det ser en virkelig søkadet for sig, vil hendes temmelig spæde kvindestemme tilintetgøre alle hendes bestræbelser.

Teaterdirektionen kan vist næppe undskylde sig med at der mangler skuespillere til at besætte disse roller. For der er unge elever nok der nu så længe har fungeret ved teatret uden at være blevet brugt til synderlig andet end til tjenerroller og lignende. Og dog gives der af den nogle såsom Gundersen, Møller og flere der vist nok har talent. Og når de fik lejlighed til at øve sig i noget mere omfattende roller end dem man sædvanlig lader dem udføre.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 58-59).  

Redacteurens Anmærkning

J. L. Heibergs vaudeville "De Uadskillelige" (1827) var blevet opført på Det Kongelige Teater 22.november og 16. december 1840, samt 13. og 30. januar 1841. Stykket var en af hans københavnervaudeviller, måske tilegnet hans senere kone Johanne Luise.

Bemærkninger ved et Besøg i Nyhavn.

Når man har passeret hjørnet af Charlottenborg for at gå ned ad Nyhavn, overhænges man først af en del kørekarle, dernæst af savskærere som tilbyder vogne, dernæst af savskærere som ligeledes tilbyder deres tjeneste og endelig af nogle lurvede subjekter som vil anvise hvor det bedste brænde fås. Erklærer man nu at man selv har vogn og at brændet ikke skal skæres, så slipper man vel fri for de to førstnævnte slags. Men det tredje er så påhængende at de følger en af skib til skib og man kan ikke komme løs fra dem uden at give dem et par skilling til brændevin, uagtet man aldeles ikke behøver deres tjeneste.

Men endnu værre er de kællinger eller voksne tøser som opholder sig i havnene hvor der sælges brænde. For disse under påskud af at være favnsætterne behjælpelige med at række dem brændet, begynder først med at opsamle barkstumper, dernæst med at afrive løse splinter af det brænde der er kastet i land, men ser de deres snit, kaprer de hele favnestykker som de indlægger i porte eller gadedøre, ja man er ikke sikker for at de når kusken under kørslen ikke ser sig om, napper et eller flere stykker af vognen.

Anmelderen som i forrige uge modtog nogle favne brænde, var vidne til sådanne optrin, og da han for at søge ly for regnen gik ind i en port, så han der 6 til 8 stykker favnetræ som således var erobrede fra købere eller skippere. Dette uvæsen selv om det er drevet i lang tid, burde dog engang sættes en grænse hvorom man herved anmoder politiet der let vil kunne overbevise sig om sandheden af oven anførte.

(Politivennen nr. 1296, Løverdagen, den 31te October 1840. Side 698-699). 

Redacteurens Anmærkning.

Der klages også over "kvindemenneskene i Nyhavn" i Politivennen 1349, 6. november 1841, s 717-718 og 1350, 13. november 1841, s. 727-729.

Bechs Badehuse bag ved Kastellet.

Hr. P. W. Bech tilkendegiver ofte i aviserne at badehusene såvel for damer som herrer bag Kastellet daglig er til afbenyttelse. Han har glemt at tilkendegive at det er de også for hunde. Man ser jævnligt herrer med deres hunde gå ind i badehusene. Og ved samme steds nyligt at tage et bad, var indsenderen nærved kommet i berøring med en stor pudel som svømmede ved siden af ham. Et sådant naboskab i vandet er højst ubehageligt, ligesom også at komme ind i et badehus straks efter at en hund er blevet vasket og renset der.

Sådant er i sandhed højst uanstændigt, og selvom denne tilladelse på de øvrige badendes bekostning tiltrækker adskillige hundeelskere, så afholder den andre og flere kunder fra at søge stedet. Endnu tilføjes at når en dame tager et bad, fulgt af en pige for at være hende behjælpelig, må der betales for 2 bade. Om der ligeledes forlanges dobbelt betaling når en hund følger med, vides ikke. Dog ville det sidste være mere rimeligt end det første. Ved denne lejlighed anmærkes tillige at disse badehuse er så åbne og fuld af sprækker at man ved mindste blæst er udsat for en mærkbar træk. At man i damernes badehuse kan se gennem sprækkerne fra det ene rum til det andet. At man ikke efter hvert bad efterser om rummene er rene. Og at broerne som fører til badehusene, er i en så yderst skrøbelig tilstand at de er næsten farlige at passere.

Da hr. Bech hidtil har haft en så stærk søgning, er det kun et meget rimeligt ønske at han ved disse bade påset bedre orden og større renlighed. Indsenderen skal i det mindste ikke ulejlige ham, før han med bestemthed erfarer at hundebadene er ophørt.

(Politivennen nr. 1226, Løverdagen, den 29de Juni 1839. Side 403-405) 

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1227, 6. juli 1839, side 424 og til Politivennen nr. 1229, 20. juli 1839. Side 458-459.

Om 2 Drenges skammelige Opførsel mod en Dame, i over 100 Menneskers Paasyn.

Pinsedag om aftenen omtrent kl. 6.30 gik en velklædt dame fra Vesterbro ind til byen. Blandt den store mængde der samtidig passerede denne vej, befandt sig to drenge af omtrent 13 års alder af hvem hun blev forfulgt med de ækleste grimasse og mest gemene gestikulationer, hvorved alles opmærksomhed blev henvendt på hende. Dene ene af drengene iklædt en blå trøje, hvid krave og hat, syntes at være ophavsmanden til disse gemenheder, for hver gang hans lille jødekammerat - der også var i blå klæder, men med kasket - så sit snit, gik denne dristig hen til damen og sagde hende de plumpeste grovheder, mens den anden skælm blev tilbage og lo hjertelig over udførelsen af den overlagte plan. Næsten skulle man tro at disse drenges mageløse dumdristige gemenheder ikke har haft sin grund i et ondskabsfuldt indfald hos dem selv, men snarere at der har været et redskab for andre som pøbelen desværre så ofte er ved endnu langt vigtigere og følgerige lejligheder. For deres opførsel var ellers aldeles uden motiv udefra. Det er at formode at damen så meget foragter denne væmmelige scene at hun end ikke vil gøre anmeldelse derom. Men hvis det skulle være politiet om at gøre at vide disse velopdragne drenges opholdssteder, da vil man lige over for "Skibet" på Vestergade finde en lille tyk firskåren krabat der er vel bekendt i hele gaden, og vist nok vil kunne opgive sin kammerats bopæl. Det ville vist ikke være uden interesse for over 100 mennesker der var vidner til deres skamløse færd, at erfare at disse drenge havde ved øvrighedens medvirken fået en eftertrykkelig korporlig revselse, det eneste man kan tiltro nogen virkning på sådanne subjekter.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 325-327)

En høist farlig Fordom hos Menigmand.

Onsdag den 11. maj i dette år om eftermiddagen passerede jeg over Langebro og bemærkede en mængde mennesker forsamlet på broen. Jeg trådte hen for at se hvad der var på færde og blev da opmærksom på en druknet velklædt kvinde liggende i vandet og fastbundet med et tov til plankeværket som støder fra stadens brændeoplag ud til kalvebod Strand. Da jeg ikke vidste om der var gjort forsøg på at bringe den druknede til live, forespurgte jeg mig hos nogle af de omkringstående om ingen gjorde anstalter til at trække den druknede op af vandet. Men fik det svar af alle at man ikke turde røre ved den formentlige døde (for om hun var skindød eller stendød vidste ingen af de tilstedeværende) før underfogedens folk kom. Ja, en karl gav mig endog det lakoniske svar: "Dem hun hører til, kommer nok og tager hen dersom de vil have hende." Flere ytrede endogså at det var strengt forbudt at røre ved sådanne personer før rettens folk kom. 

Imidlertid kom en velklædt mand til som fortalte mig at den druknede var fundet for flere timer siden ude i stranden og derefter bundet til det sted indtil underfogden kom tilstede. Jeg fortsatte derpå min vej i den overbevisning at her var gjort hvad der kunne gøres og forlod stedet med en vis vemodig følelse og ikke uden harme over at der i vores oplyste tider kunne findes en sådan flegma og en så farlig uvidenhed om de gældende love. For sæt at den druknede måske for få øjeblikke siden enten forsætlig eller hændelsesvis var forulykket hvorom måske næppe nogen af de tilstedeværende var vidende, lige sådan som indsenderen dersom han ikke tilfældigvis havde truffet den mand, ville det jo ikke alene have været højst uforsvarligt af nysgerrighed at være rolig tilskuer til denne sørgelige scene, men endog aldeles i strid med de gældende anordninger der fastsætter straf for mangel på opfyldelsen af en af vores vigtigste pligter: at redde vores næstes liv. Man ser deraf hvor lidt det har båret fugt at man for nogen tid siden i dette blad har bekendtgjort indholdet af plakaten af 4. august 1819 der i dens første § udtrykkelig påbyder: 

"Da det både efter sagens natur og vore loves grundsætninger må anses som en almindelig borgerpligt for enhver der har lejlighed til at frelse nogen som er i livsfare at anvende de midler der i så henseende står i hans magt, så skal det også i særdeleshed påligge enhver som bliver opmærksom på at nogen er sunket i vandet, uopholdelig enten selv eller ved tilkaldt hjælp at foretage alt hvad omstændighederne tillader for at få den druknede taget op og de hensigtsmæssigste redningsmidler anvendt, ligesom heller ingen må vægre sig for ved sådan lejlighed at yde den hjælp hvortil han måtte være i stand."

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 326-329)

Fæl Slavecommers paa Volden.

Mandag den 18. i denne måned blev anmelderen ved at besøge en familie som bor på volden, vidne til et usædeligt optrin af nogle slaver der var beordret til at skære græstørv i den inderste del af en bastion. Disse havde nemlig hos sig to løsagtige fruentimmere som morede sig på uanstændig måde og med væmmelige leflerier og efter forsikring opholdt de sig der fra kl. 10 formiddag til kl. 2 eftermiddag.

Det er ikke let at indse hvorledes dette udskud af kvindekønnet havde fået afgang til nævnte sted da den skildvagt som er posteret i kort afstand fra møllen, plejer at anråbe enhver der træder udenfor den banede vej som fører til møllen, eftersom ingen uden speciel tilladelse, må betræde de dele af fæstningsværkerne der ligger udenfor den almindelige voldgang. Ligesom det ikke heller kan forstås hvorledes slaverne i så lang tid kan være overladt til sig selv og uden opsyn, hvilket her synes at have været tilfældet. 

Dog ligeså vist som det er at skuet af et så uanstændigt optrin var højst ubehageligt og forargeligt, ikke alene for de familier der bor på møllen, men også for de som bebor bygningerne ved volden med udsigt udover volden, lige så overbevist er man også om at slavernes højere foresatte er uvidende om sådant. Man har derfor det håb at disse nu de er gjort opmærksom på det, vil pålægge de underordnede betjente til hvem opsynet med slaverne når de er på offentligt arbejde er betroet, at de skal forbyde al offentlig samkvem mellem slaverne og løsagtige fruentimmere, hvorved sådanne sædelighed krænkende optrin vil forebygges og slavernes arbejde ikke forsinkes.

Red.

(Politivennen nr. 1060, Løverdagen, den 23de April 1836. Side 262-264)

Vink til Stadens Vandcommission.

En uskik som kommissionen sikkert ikke endnu har været vidende om er at de såkaldte "løvetandskoner" stikker rødder på dosseringerne og andre steder ved ferskvandssøerne udenfor byen, hvorved jordvoldene lider så mere bekostning end ellers bliver fornøden til deres istandsættelse. Desuden fremavles ukrudt ved sådant roderi. At de offentlige vejen skades, især i kanterne og at grøfterne hærges af disse rodstikkersker er før nævnt i dette blads nr. 950 for 15. marts 1834. Men sådant tages vel ikke så nøje da bonden jo kan tilsiges at udbedre skaden for så vidt angår hans del. Hvem skal desuden egentlig føre opsyn med vejene udenfor den tid vejarbejde foretages? Stadens vejgrøfter værdiges ikke ret meget opmærksomhed ligesom man med grund kan antage at en før offentligt fremsat bemærkning, nemlig at vi har så godt som ingen vejanordning her i landet, ved flere lejligheder stadfæster sig.

(Politivennen nr. 1059, Løverdagen, den 16de April 1836. Side 254-255)

Advarsel mod en Platslagerske.

For henved 4 uger siden da jeg gik i Store Kongensgade, blev jeg indhentet af et ungt fruentimmer som idet hun vedblev med at gå ved visen af mig, stillede mig spørgsmålet "hvorledes befinder De Dem?" Da jeg noget forundret så på hende, spurgte hun: "kender De mig ikke?" Og på svaret at hun var mig aldeles fremmed, sagde hun at hun nok ville sige mig hvem hun var, når jeg ikke ville blive vred. For at slippe dette følgeskab foregav jeg at have et ærinde i et hus i nærheden. Men da vi vær kommet dertil, gik hun med mig ind i forstuen, hvor hun da udlod sig med at jeg havde kendt hende meget godt da hun var lille, at hendes mor der var enke efter en Grandjean, foruden hende havde 4 små børn, og var nu i den beklageligste forfatning da hun ikke havde brød i huset. Denne fortælling blev ledsaget af en rigelig tårestrøm, hvorfor jeg gik ind i huset, vekslede 1 rigsbankseddel og lod hende bringe en lille gave.

Imidlertid har jeg siden erfaret at dette fruentimmer på denne måde daglig anholder folk på gaden for at tilvende sig penge. Således anholdt hun for nogle dage sige i Store Kongensgade en søofficer der for at skille sig af med hende, straks greb i lommen og gav hende penge. Når hun ser 2 personer stå i samtale, udvælger hun den ene af dem til sit bytte, nærmer sig ham og forlanger en samtale. Det nytter ikke at han vægrer sig, for hun er meget påtrængende, og hvis han forlader stedet, følger hun ham under idelige beklagelser over moderens fattigdom ledsaget af en rigelig tårestrøm der altid står hende til tjeneste. For at undgå sådant følgeskab der kunne synes mistænkeligt, griber man da i lommen og hun opnår sin hensigt. 

Men ikke alene på gaden anholder hun folk. Hun går også ind i husene og da indretter hun sine historier efter de folks metier som hun vil bevæge til medlidenhed. Således har hun på Østergade været hos en af mine bekendte der er handelsmand, hvor hun ligeledes har kaldt moderen enke efter en Grandjean. Men hos en handskemager foregav hun at hendes far havde været handskemager her i byen ved navn Møller, og hos en urtekræmmer sagde hun at faderen havde deres samme næringsvej. Da det af foran nævnte eksempler er klart at dette fruentimmer driver en skammelig håndtering og tilvender sig gaver der visselig hellere burde komme værdige, uforskyldt trængende til gode, har jeg troet at burde gøre mine medborgere opmærksom på hende. Hun synes at være i en alder af 18-20 år, er høj og mager, snart iklædt en sort kåbe og med en sort hat på hovedet, snart en lys sirtses kjole og sjal. Hendes opholdssted vides ikke, men efter al formodning er det i Dronningens Tværgade da man ofte ser hende der i nærheden.

(Politivennen nr. 1055, Løverdagen, den 19de Marts 1836. Side 185-187)

Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.

Til Formændene for Frugt-og Vildthandler-Corporationen.

Denne korporations medlemmer har allerede i mange år været vant til at se deres betalte rettigheder krænket på torvene såvel som i gader og stræder. Men at denne handel også drives af uberettigede bosiddende, det har vi dog hidtil været forskånet for. Dette er imidlertid for nærværende tid tilfældet, idet jomfru Ane Pedersen allerede i længere tid fortsætter handlen i butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde efter sin afdøde mor, for - som det hedder - derved at ernære sine mange små søskende.

Da de herrer formænd efter forlydende nu agter at indkræve det forfaldne kontingent for indeværende halvår hos korporationens medlemmer, anmodes de herved om ved den lejlighed tillige at meddele disse underretningen om årsagen til at de ikke allerede for længst har sørget for at nævnte uberettigede handel er blevet nægtet vedkommende. Og man tillader sig i øvrigt at bemærke at det vist nok var klogere af jomfru Ane Pedersen om hun søgte anden udvej for sine - ikke 6, men 2 små søskende, den yngste 9, og den næstyngste 12 år gammel (de 3 ældste søskende er voksne pigebørn) end ved at fortsætte en handel som hun efter alle kyndiges forsikring dog ikke formår at drive.

For en 22-årig pige der hidtil ikke har kendt andre pligter end de hun skyldte sine forældre, kan det måske synes let at påtage sig den vanskelige forpligtelse til at ernære 5 søskende og desforuden bestyre en handel hvorved der alene til husleje skal tjenes henved 1.000 rigsbankdaler om året, hvor 4 tjenestefolk skal holdes, for ikke at tale om de aldeles uundgåelige tab der er en følge af denne vanskelige næringsvej. Men den mere erfarne erkender vist nok at kun mandens og konens forenede virksomhed formår at skænke et nødtørftigt udkomme, hvilket også godtgøres tilstrækkeligt når man ser hen til at af de 141 interessenter hvoraf korporationen for tiden består, formår kun de 69 at drive en smule handel. Hvorimod de øvrige 72 uden egen skyld er gået bag af dansen. 

(Politivennen nr. 1001, Løverdagen den 7de Marts 1835, s. 149-151)

"Jomfru Ane Pedersen fortsætter allerede i længere tid handlen i butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde efter sin afdøde mor," (Hjørnet 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

Klageren nåede ikke sit mål. Tværtimod optræder A(ne). B. Petersen i Krak med denne adresse, titel og erhverv mindst til 1870 - interesserede kan søge videre."Fx stod der i Krak 1836:

Petersen, A. B., Jomfrue, har Frugt- og Vildthandel, Hjørnet af Læderstræde og Høibroplads 51.

Efter ændringen af gadenumrene skiftede adressen til Højbro Plads 4, kælderen. Og i 1865 angives foruden hendes forretning, en bopæl i Nørregade 35, mellembygningen 1.sal. Efter voldene blev sløjfet, flyttede hun i 1870 til Nørrevold 22, 2. sal. Hvis hun var 22 i 1835, må hun være født o. 1813. 

Højbro Plads 4 står i BBR-registeret anført som opført i 1836, ombygget i 1994. I dag fremstår bygningen med karnap, hvilket ikke var tilladt i 1835. Så selv om placeringen synes nogenlunde sikker, oven i købet med baggrund i Kraks, synes noget at være galt.