Laug i Nørresundby. (Efterskrift til Politivennen)

- Rand. Av. indeholder Følgende, af et Brev" her fra Aalborg:

"Vi have her Alt hvad der hører til et indgroet Laugsvæsen, og desuden, som eiendommeligt for os, et Færgelaug, hvis Privilegium trodser hver Bestræbelse efter hensigtsmæssige og tidsvarende Forbedringer i Henseende til Kommunicationen over Liimfjorden med Byens rigeste og bedste Opland, Vendsyssel; og fremfor Alt har Aalborg hidtil uantastet bevaret sit gamle Handelslaug, af hvis forældede men endnu gjældende Bestemmelser til Exempel skal anføres een, der iyder saaledes:

"Dersom nogen Ungkarl, som er udi Lauget, bortbærer nogen Mands Barn uden Lauget, og han det først anmelder for Oldermanden, tillader han det imod Erlæggelse til Kassen 2 Rigsdaler, men anmelder han det ikke, da 3 Rigsdaler".

Nu er det som bekjendt ved den nye Næringslov paabudt, at dette Laug skal hæves fra 1ste Jan. 1862 og at der skal gjøres Forslag til Indenrigsministeriet om,  hvorledes der bør forholdes med Laugets Formue, som bestaaer i det saakaldte "Compagniehuus", brandforsikkret for 24,260 Rd., med en Gjæld af 5500 Rd., en Capital af c. 3000 Rd. og nogle Legater, og da de iforveien existerer en velindrettet Hjælpekasse for Kjøbmænd, uafhængig af Lauget og eiende en Formue af c. 10,000 Rd., hvoraf dog omtrent Halvdelen stikker i jydske Kjøbstabcreditforenings-Obligationer, vare alle Betingelser tilstede for en heldig Ordning i Henseende til Laugets Formue, idet man kunde overgive den til Hjælpekassen, ligesom der ogsaa var ypperlig Leilighed til paa eengang og grundig at blive Laugsvæsenet qvit. Men den gamle Laugsaand trængte igjennem; istedetfor at følge den foran antydede Vei, blev det med stor Majoritet vedtaget, at andrage paa Oprettelse af en ny Forening (c: Laug), der skal komme den gamle saa nær som muligt, overtage Formuen og i Henseende til nye Interessenter kun være tilgjængelig imod en dobbelt saa høi Recognition som tidligere, kort sagt: det gamle Laug i en forynget og kraftigere Skikkelse. Et Minoritetsforslag i frisindet Retning er rigtignok samtidigt hermed indsendt; Ministeriets Resolution er endnu ikke modtagen."

Hvad i Spidsen af dette Brev er sagt om Færgelauget i Nørresundby, forholder sig vistnok rigtigt, men vilde alt have været uden Betydning, naar man havde villet behørigen realisere det Broanlæg, hvortil alt næsten for to Aar siden er beredvilligt af Ministerier og Rigsdag bevilget Penge og af Byen givet eenstemmigt Samtykke. Yttringer om en Bestemmelse i de fleste Kjøbmænds Liigbærerlaug kan vel være sand, saa nøie kjende vi ikke dette rigtignok meget antigue Institut. Men dette Liigbærerlaug, der var eller ansaaes forbindende for Medlemmerne af Kjøbmandslauget (forsaavidt disse ikke hørte til andre konfessioners Begravelsesritus), bliver fra Nytaar, da Kjøbmandslauget ophører retligt at existere, aldeles enestaaende, da hver Kjøbmand fra Nytaar, eftersom Kjøbmandslauget da er begravet og Liigbærerlauget ikke længere faaer nogen Function ved Kjøbmandslauget, kan gaae ind i hvilkensomhelst Begravelsesforening, naar han vil være i nogen, som han ønsker. At man derimod i Kjøbmandslaugets sidste Timer endnu har vedtaget den mere curieuse end bedrøvelige Indstilling, som den i Brevet omtalte, forholder sig ganske rigtigt. Forgjæves indvendtes der ved Mødet, at Ministeriet allerede maatte undres over at see Mangelen paa Kundskab til Grundloven, da derefter denne jo er Frihed til at danne Foreninger og der ikke længere skal spørges om Øvrighedstilladelse til at danne nye Foreninger. Selve Indstillingen er derimod, foruden at dens Mening er meget uklar, saa uskadelig, at den ikke kan have nogensomhelst Følge. Om Anvendelsen af det hidtil bestaaende Laugs Formue er heller ingen klar Indstilling gjort, saa at Ministeriel dog herom vistnok maa foranledige en ny. - Beklageligere er det, at Kjøbmandslauget ikke hellere endte sin Tilværelse som sluttet Handelscorporation med at foranledige Indstilling til Ministeriet, om at der foretages virkelige og snarlige Skridt samt for, beredende Arbeider der og andetsteds til Anlæg af Længdebanen. Saa havde den dog idetmindste gjort noget for Handelens Interesse, og hvortil fremfor Alt Handelen trænger saa meget. Vilde man endnu inden Nytaar foranledige Saadant, saa var det vist det bedste Gravøl og den smukkeste Virkeliggjørelse af en ny fri Handelsforening.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. november 1861).

Bør Politiet uden Nødvendighed forstyrre Folks Nattero?

I en dansk købstad anmeldte et kræmmerlaugs repræsentanter for nogle uger siden til politiet at en udenbys marskandiserenke benyttede sit ophold i købstaden til blandt andet at tilliste sig brugte klæder og husgeråd for nye kramvarer, og ved at omsætte disse agerede omløberske efter anordningernes udtryk. Hvad enten anmeldelsen herom skete sent på dagen eller man frygtede for at gå glip af byttet næste dag, begyndte undersøgelsen herom i enkens logi henved kl. 10 om aftenen. Efter at nogle stykker og tøjstykker alenvarer var bragt til stede, opgav enken en besiddende handlende som en slags hjemmelsmand til varerne. For nu at forebygge konference mellem enken og den handlende, tog politimesteren ikke i betænkning at lade den vitterligt i flere år sygelige mand vække mellem kl. 12 og 1 om natten, og ved en politiofficer at modtage hans foreløbige forklaring fra vinduet i anden etage. For manden kunne på grund af upasselighed ikke straks forlade sit værelse.

Ved offentligt at omtale denne passage er det som overskriften viser, ikke hensigten at berøre videre det mindre værdige for et handelslaug - som i påtale af laugsindgreb synes idet hele taget at være strengere mod andre end mod dets egne medlemmer - at fremstå som klager eller angiver af et forhold der i de menneskelige forseelsers række sikkert hører til de ikke meget betydende. Endnu mindre vil vi anke over at politiet så nær natten anstillede husundersøgelse hos enken. For omstændighederne bød muligvis ikke at opsætte denne, og hjemmel for det havde man i al fald i anordningernes bogstav. Derimod anser vi og vist flere med os, det for urigtigt i et tilfælde som det nærværende midt om natten at afkræve oplysning af en mand som ved at nævnes af den egentlig pågældende, inddrages under sagen.

Den samme autoritet der skal våge over den offentlige ro, bør næppe uden påtrængende nødvendighed forstyrre denne. Det følger både af sagens natur og af hvad lovene i andre tilfælde foreskriver. Den tid og de dage som er bestemt til hvile og vederkvægelse, må i reglen ikke gå tabt ved ubehageligheder. Ingen mand af nogen opdragelse kræver sin skyldner sent om aftenen, endsige om natten. Og hvad søn- og helligdage angår, da behøver vi blot at anføre den endnu gængse fordom hos almuen at det tilgodehavende er tabt som kræves betalt på disse dage. Af samme humanitets hensyn forbyder lovene at optage vekselprotester før kl. 8 om morgenen eller efter kl. 8 om aftenen, at forkynde stævninger efter solnedgang og kun som undtagelse for København er det bestemt at sådan forkyndelse der kan ske senere på dagen.

Vi tilstår gerne at politiet ofte vil forfejle hensigten for sin virksomhed ved alt for vidtdreven delikatesse. Men vi kræver blot at man skal skelne mellem de forskellige tilfælde. I det her opgivne gjaldt undersøgelsen intet brud på de strengt menneskelige rettigheder, men kun på de såkaldt borgerlige. Vel skal politiet så længe næringsfriheden er begrænset af laugstvang også håndhæve sådant. Men dog skal denne håndhævelse ikke ske på de første menneskelige goders bekostning. I stedet for i det her omtalte tilfælde at ulejlige ved midnatstid den sygelige mand op af sin seng, at ængste hans familie, at foranledige andre husbeboeres dårlige omtale og formodninger - for politibesøg især om natten hører hverken til de behagelige eller umistænkelige - havde intet været simplere end ved midler som vi ikke behøver nærmere at opgive, at hindre enken fra at komme i tale med manden indtil man selv om morgenen havde indhentet hans erklæring. Større nidkærhed for sine rettigheders overholdelse kunne det pågældende laug så meget mindre forlange som det selv havde forsømt tiden og ventet til sidste øjeblik med sin angivelse. Også embedsiver bør have sine grænser, og man glemmer for alting ikke at så stor end myndighed er, lovene har tillagt politiet, har dette dog en særdeles væsentlig støtte i de bedresindedes gode omdømme. 

(Politivennen nr. 1023, Løverdagen den 8de August 1835, s. 517-521).

Bemærkning paa Skrædernes Herberge.

Det er vist meget gavnligt at stilesiddende personer især skræddere som sidder i en krumbøjet stilling den største del af dagen, en gang imellem gør sig en bevægelse for at rette ledemadene. At keglespil kan være egnet hertil, har man heller ikke noget imod. Men da det respektive skrædderlaug for nyligt i deres kro eller herberge har ladet opføre en muret keglebane som efter sigende skal koste nogle tusinde rigsbankdaler, så tager man sig den frihed at spørge om laugets kasse efter en sådan udgift endnu er i stand til at yde de af laugets interessenter der måtte trænge til understøttelse til husly osv. sådant, uden sammenskud af samtlige interessenter. I manglende fald vover man at mene at det havde været rigtigere at have hjulpet sig med den ene keglebane som allerede findes på stedet, eller ladet opføre en bygning hvori uformuende af laugets interessenter kunne have fået værelser for en billig leje.

(Politivennen nr. 460. Løverdagen den 23de October 1824, s. 9229-9230)

Et Laugs Ønske.

I Adresseavisen fra den 29. juli var der indført en annonce fra urtekræmmernes oldermand om at ingen uberettiget måtte falbyde eller ombære urtekram til salg, og den som handlede mod dette kunne forvente at blive tiltalt efter loven. Det var ønskeligt om isenkræmmernes oldermand ville foranstalte en lignende annonce for om muligt med det at forebygge den betydelige handel som for tiden drives af omløbende koner og piger med forskellige slags isenkram, såsom knapper, bordknive, foldeknive, sakse, spejle og mange flere sorter. Og i tilfælde at dette ikke bar frugt, da at sørge for at få sådanne personer afstraffet ifølge lavsartiklerne. At sådan handel finder sted, kan man dagligt erfare såvel på Vestergade, Frederiksberggade og i alle gæstgivergårde. Indsenderen af dette er af den uforgribelig mening at sådan uskik ikke bør tåles længere, selv om rygtet siger at nogle af lavets egne kræmmere af egennytte skulle forsyne disse uberettigede handlende med forskellige af disse varesorter.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9113-9114)

"At sådan handel finder sted kan man dagligt erfare såvel på Vestergade, Frederiksberggade og i alle gæstgivergårde" (En kræmmer falbyder sine varer ved Garnisonskirken. Kunden ser ikke særlig interesseret ud.H. G. F. Holm, 1840)

Redacteurens Anmærkning.

I Adresseavisen fra den 29. juli var der indført en annonce fra urtekræmmernes oldermand:

Da man har bragt i Erfaring, at saadanne Vare, der alene vedkomme Urtekræmmerlauget, falholdes en Detail af Uberettigede, saavel i aaben Bod som ellers fra deres Bopæle, samt at der gives mange Omløbere, som uberettigede falbyde deslige Vare om i Husene, saa maa jeg herved, paa Laugets Vegne, advare Enhver mod sligt Indgreb i de Urtekræmmerlauget allernaadigst forundte Rettigheder, saadom at de, som desuagtet vedblive, selv maa tilskrive sig de deraf flydende Følger.

Kjøbenhavn, den 28de Juli, 1824. Henr. Holm. p. t Oldermand.

Indgreb i Laugsrettighed.

Selv om såvel kancelliet som politiretten har forbudt enhver uden borgerbrev at forarbejde kurve til salg, findes der dog en mand i Nyboder i tjenesten - som lader sin kone strejfe om i gaderne fra hus til hus og tilbyde forarbejdede kurve. Når ikke sådan en betydelig uorden skulle forebygges, hvortil er da et borgerbrev? Og hvorfor skal der svares næringsskat? - I Kamelgade nr. 3 bor nævnte folk.

(Politivennen nr. 395. Løverdagen den 26te Julii 1823, s. 6402).

Redacteurens Anmærkning.

Kamelgade blev fra 1893 en del af Gernersgade.

Bøn fra Langsaugskiærerne

(Indsendt)

En ikke ubetydelig del uformuende mænd her i staden som ikke har anden levevej, har i lang tid ernæret sig med at skære med langsav. De kan nu næsten ikke få fortjeneste, fordi mange andre hvoriblandt også skal findes håndværkere og folk der er i tjeneste eller har anden håndtering at drive, nu også giver sig af med dette arbejde og således ligesom tager brødet af munden på disse. De første ønsker derfor at måtte udgøre et lav hvorfra enhver som kan anses for uberettiget må afsondres, da de almindelige brændesavsskærere og andre næringsbrugere i de sidste år er indgået i lav hvis rettigheder er bestemt. Så man håber tillidsfuldt at den høje øvrighed der med iver antager sig enhver borgers tarv, vil lægge gunstigt mærke til dette ønske.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2632)

Ønske om almindelig Nedsættelse paa Arbeidslønnen for Laugsvendene

På et tidspunkt som nu hvor forbedringen af statens pengevæsen bidrager så betydeligt til enhver enkelt mands blidere udsigter for fremtiden, hører man især visse mestre jævnligt klage over at de enten ikke kan få deres regninger betalt for det forgangne år, eller at de ikke kan komme overens med deres kunder om den arbejdsløn de for øjeblikket finder rimelig at tage.

Godt nok har der fundet alternativ nedsættelse på arbejdsløn sted af visse bekendte mestre i ethvert lav. Ja nogle har endog offentlig bekendtgjort samme. Men dette har fornemmelig været en frivillig opofrelse af deres egen fortjeneste, da ingen kan være i stand til at sige svendelønnen er indrettet derefter. Det er der sørget for ved lavet. Nej, det erfares stadig mere at selvom arbejdet er småt hos de fleste, og flere svende i lavene er ledige, er disse dog endnu ikke til at slå af på deres arbejdsløn. De påstår derimod en 3 til 4 dobbelt betaling i rigsbankpenge imod det som de fik for 12 til 18 år siden.

Vintappersvend o. år 1810. (Lahdes Kobbertryk) 

Jeg vil her nævne nogle af de lav som lider mest ved den ublu løn som ovennævnte mestre må give deres svende, endog under de vanskeligste omstændigheder hvor de første undertiden må vente flere måneder efter deres tilgodehavender, mens de sidste øjeblik nyder hvad de fortjener. Disse er nemlig: vævere, hattemagere, skræddere, skomagere. Hvorfor jeg nævner disse fremfor andre er fordi disse arbejder er de meste fornødne, næst efter bagere og slagtere, og altså bør tages i betragtning når håndværkere her skal berøres.

Årsagen til denne nølende nedsættelse på svendelønnen i førnævnte lav ligger uden tvivl først og fremmest i at der ikke foretages rådslagning blandt oldermænd og de mestre som holder svende inklusive til at opnå dette formål. Dernæst at der sjældent eksisterer enighed og ordholdenhed i hvad de kunne fremvirke ved et endelig resultat. Svendene finder vist selv at de får for høj løn og står sig overmåde godt ved det. Men de vil også utvivlsomt ligeså fornuftige som veltænkende finde sig i at man foreskrev dem almindelig løn for simpelt arbejde og gav dem en bestemt særdeles løn for det finere. Man fik dem da i tale, og ville snart se gode følger både for mestre og svende.

Vistnok ville føromtalte nedsættelse på svendeløn møde sine vanskeligheder. Men disse ville snart kunne hæves. For når svendene mærker det kan ikke være anderledes, så finder de sig nok i det.

Uden at øvrigheden medvirker til bestemmelsen for de her berørte håndværkssvende vil det næppe kunne finde sted, hvorfor enhver mester vist ønsker sådan. Den ville da i forening med oldermænd og nogle enkelte af de ældre mestre snart kunne gøre udslaget til de bestemte priser som for fremtiden skulle gælde for nævnte svende. Herved ville vindes for det første at arbejdet i almindelighed blev lettere at få. For det andet at svendene når der var nok arbejde ville være flittigere. Og endelig for det tredje at mesteren ikke behøvede så mange svende for at få lidt arbejde færdigt. Den høje øvrighed vil vist finde ønsket rimeligt, og den glemmer aldrig at give gehør hvor der forestilles den noget som er godt og gavnligt for det almene vels fremme.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2625-2628)

Redaktørens Anmærkning

Lavsvæsnet var ved at udspille sin rolle på tidspunktet for denne artikel. At det knagede i det gamle system med mesterlav og svendelav var tømrerstrejken i 1794 et forvarsel om. Den indvarslede at efterspørgslen ikke steg i samme takt som befolkningstallet og konkurrencen derfor blev hårdere. Svende og lærlinge overgik mere og mere fra at være udtryk for hvor langt man var nået hvad angik erfaring til at være arbejdskraft for mestrene. Det blev ydermere skærpet af at der blev sat loft over antallet af mestre. Uligheden mellem de mestre som klarede sig godt og de som klarede sig dårligt blev ligeledes større. Og det kunne ende med at de sidste overlevede som underleverandører til de første.