Ønske om almindelig Nedsættelse paa Arbeidslønnen for Laugsvendene

På et tidspunkt som nu hvor forbedringen af statens pengevæsen bidrager så betydeligt til enhver enkelt mands blidere udsigter for fremtiden, hører man især visse mestre jævnligt klage over at de enten ikke kan få deres regninger betalt for det forgangne år, eller at de ikke kan komme overens med deres kunder om den arbejdsløn de for øjeblikket finder rimelig at tage.

Godt nok har der fundet alternativ nedsættelse på arbejdsløn sted af visse bekendte mestre i ethvert lav. Ja nogle har endog offentlig bekendtgjort samme. Men dette har fornemmelig været en frivillig opofrelse af deres egen fortjeneste, da ingen kan være i stand til at sige svendelønnen er indrettet derefter. Det er der sørget for ved lavet. Nej, det erfares stadig mere at selvom arbejdet er småt hos de fleste, og flere svende i lavene er ledige, er disse dog endnu ikke til at slå af på deres arbejdsløn. De påstår derimod en 3 til 4 dobbelt betaling i rigsbankpenge imod det som de fik for 12 til 18 år siden.

Vintappersvend o. år 1810. (Lahdes Kobbertryk) 

Jeg vil her nævne nogle af de lav som lider mest ved den ublu løn som ovennævnte mestre må give deres svende, endog under de vanskeligste omstændigheder hvor de første undertiden må vente flere måneder efter deres tilgodehavender, mens de sidste øjeblik nyder hvad de fortjener. Disse er nemlig: vævere, hattemagere, skræddere, skomagere. Hvorfor jeg nævner disse fremfor andre er fordi disse arbejder er de meste fornødne, næst efter bagere og slagtere, og altså bør tages i betragtning når håndværkere her skal berøres.

Årsagen til denne nølende nedsættelse på svendelønnen i førnævnte lav ligger uden tvivl først og fremmest i at der ikke foretages rådslagning blandt oldermænd og de mestre som holder svende inklusive til at opnå dette formål. Dernæst at der sjældent eksisterer enighed og ordholdenhed i hvad de kunne fremvirke ved et endelig resultat. Svendene finder vist selv at de får for høj løn og står sig overmåde godt ved det. Men de vil også utvivlsomt ligeså fornuftige som veltænkende finde sig i at man foreskrev dem almindelig løn for simpelt arbejde og gav dem en bestemt særdeles løn for det finere. Man fik dem da i tale, og ville snart se gode følger både for mestre og svende.

Vistnok ville føromtalte nedsættelse på svendeløn møde sine vanskeligheder. Men disse ville snart kunne hæves. For når svendene mærker det kan ikke være anderledes, så finder de sig nok i det.

Uden at øvrigheden medvirker til bestemmelsen for de her berørte håndværkssvende vil det næppe kunne finde sted, hvorfor enhver mester vist ønsker sådan. Den ville da i forening med oldermænd og nogle enkelte af de ældre mestre snart kunne gøre udslaget til de bestemte priser som for fremtiden skulle gælde for nævnte svende. Herved ville vindes for det første at arbejdet i almindelighed blev lettere at få. For det andet at svendene når der var nok arbejde ville være flittigere. Og endelig for det tredje at mesteren ikke behøvede så mange svende for at få lidt arbejde færdigt. Den høje øvrighed vil vist finde ønsket rimeligt, og den glemmer aldrig at give gehør hvor der forestilles den noget som er godt og gavnligt for det almene vels fremme.

(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2625-2628)

Redaktørens Anmærkning

Lavsvæsnet var ved at udspille sin rolle på tidspunktet for denne artikel. At det knagede i det gamle system med mesterlav og svendelav var tømrerstrejken i 1794 et forvarsel om. Den indvarslede at efterspørgslen ikke steg i samme takt som befolkningstallet og konkurrencen derfor blev hårdere. Svende og lærlinge overgik mere og mere fra at være udtryk for hvor langt man var nået hvad angik erfaring til at være arbejdskraft for mestrene. Det blev ydermere skærpet af at der blev sat loft over antallet af mestre. Uligheden mellem de mestre som klarede sig godt og de som klarede sig dårligt blev ligeledes større. Og det kunne ende med at de sidste overlevede som underleverandører til de første.