Uordener

Det er virkeligt et harmeligt syn når man passerer Frue Kirke at se de skoledrenge der udfører sangen for prædiken, under denne spiller klink på selve kirken. Det er let at se at denne leg eller dette spil ikke sjældent giver anledning til klammeri, hvorved forefalder skældsord og al slags usømmelige tale. Det ville derfor være ønskeligt om en af kirkens betjente engang imellem indfandt sig uden for kirken for at fjerne denne uorden.

(Politivennen nr. 1428. Løverdagen, den 11 Mai 1843. Side 303). 

Vogt Dig for Drengene med Strikkerne og Klodserne

Her i staden har i nogen tid hersket en stor uorden som man tror egner sig til de ansvarliges opmærksomhed. Denne uorden forårsages af næsten alle gadedrenge (for ikke at tale om at velklædte børn ofte deltager i det) idet de med en snor i hvis ender der er fastgjort to træklodser, gør visse svingninger som er meget farlige for forbigående personer. 

Anmelderen var i denne uge øjenvidne til at en gammel kone ved at passere forbi sådan en krabat blev truffet af en af de omtalte klodser. Dog til lykke for konen på et sted hvor slaget ingen videre følger efterlod sig når man undtager den øjeblikkelige smerte. Men hvor let kunne klodsen ikke have truffet på et ømfindtligere sted, fx i ansigtet, øjet eller hvad endnu værre i tindingen. Hvilket slag måske kunne have berøvet et mennesket sit liv. 

Når nu disse klodser ikke er tilbørlig fastgjort til snoren, hvilken fare var da folk i nærheden og de i gaden boendes vinduer udsat for. Det er altså indsenderens og vist nok enhvers indstændige bøn til vort virksomme politi at det vil træffe anstalter som kan hæmme dette så højst farlige uvæsen for folks liv, lemmer og gods.

(Politivennen nr. 617, Løverdagen den 27de October 1827, s. 685-686).

Uordener.

 2) Ved at passere Dronningens Tværgade for nogle dage siden, blev indsenderen tillige med flere meget generet af en mængde drenge der ligesom det var på fællederne, havde i god mag givet sig til at lege bold midt på gaden, nærmest Kronprinsessegade. Da man især i de seneste år ikke har kendt til sådanne uordener, især i en hovedgade, så vil det politi der så roligt og dog så kraftigt afværger gadeuordener, vist også sørge for at sådant ikke skal fæste sæde til hinder for de mennesker der passerer gennem gaden.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9644)

Bedragerisk Privatlotteri.

I den senere tider det blevet meget almindeligt at flere mennesker udlodder forskellige ting såsom guldkæder, ringe, syskrin, smukke kapper, strimler og andet lignende ved at sælge 90 numre og bestemme at det nummer som er bestemt i enhver af disse sedler har vundet den gevinst som naturligvis altid med det samme bliver forevist. Uagtet dette strider mod anordningerne, bevæges man dog ved den gråd og de ynkelige bønner som de fleste af disse lotterisælgere eller sælgersker overhænger folk med til at tage et eller flere numre for på denne måde at kunne hjælpe sådanne brødløse mennesker. Deres ord er gerne: "Vi har ikke en bid brød hjemme", eller også "Min søster, min moder ligger syg og har ikke penge til den mindste vederkvægelse. Oh Gud velsigne Dem! Tag en seddel". 

For mennesker som føler ved andres rang og lidelser, er dette vist nok tungt at høre på, og som oftest lader man sig bevæge til at afkøbe dem sådanne sedler. Det er heller ingen skam at tjene lidt til livets ophold på denne måde. Men der gives enkelte, som bruger denne metode til at bedrage folk. Anmelderen af dette vil bekendtgøre følgende tildragelse som er mødt hans familie, til advarsel for andre.

En lille dreng på omtrent 8 til 9 år gammel har i en tid af to til tre år såvidt anmelderen erindrer gået omkring med bobinets kapper og halsstrimler for på denne måde at udlodde dem. Ingen kan bruge sin mund bedre for at overtale og bevæge folk til at købe hans sedler end denne lille der udsendt fra sin bedragerisk-sindede mor indfinder sig ikke alene i alle huse, men i de fleste vinkældre og ølstuer, ja endog i kongelige kontorer, hvor han i stride strømme udøser sit hjemmelærte, ynkelig og vemodige trygleri.

Denne dreng kom for nogen tid siden og bad den heri berørte familie om at købe nogle af hans sedler. Da hans sædvanlige klager var til ende, købte den af medlidenhed fire, der lød til Vandsbeks trækning den 24. august.Ved denne lejlighed foreviste han som gevinst en bred, dobbelt bobinets halsstrimmel der var meget smukt forarbejdet. Efter postens ankomst den 27. august ser familien at den på nr. 59 har vundet nævnte strimmel. Datteren går hen i Antonigade til drengens mor for at afhente den. Men hvor forbavses hun ikke da denne giver hende en snavset, smal og enkelt bobinets strimmel, i stedet for den som hendes søn forevist ved salget af numrene.

Denne vakre madame blev gjort opmærksom på det, men hun svarede: "De får ingen anden, vil De ikke have den, så vil jeg." Efter dette svar gik datteren af omtalte familie som ikke var vant til sådan tiltale, hjem med gevinsten og fortalte hvad der var passeret. Opbragt over dette lumpne bedrageri gik husmoderen selv til nævnte madame for at afkræve hende den vundne halsstrimmel for foreholdt hende i den anledning hendes bedrageriske opførsel. Men i stedet for strimlen fik hun en hob lave skældsord og forsikringer ledsaget med forbandelser at den engang udleverede strimmel var den og ingen anden som allerede omtalte madames søn havde forevist. Så hun måtte forføje sig hjem af frygt for denne slemme kvindes muligvis endnu videre drevne uartige opførsel.

I anledning af forestående var det at ønske at enhver ville vogte sig for på denne måde at blive bedraget. Om dette snyderi er sket med flere, ved anmelderen ikke. Men dersom det skulle være tilfældet, burde de ansvarlige oplyse sådant til videre advarsel og oplysning for andre.

(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9122-9125)

Advarsel til en Kjeldermand i Pilestrædet.

Ved nogle gange om aftenen kl. 9 at have passeret Pilestræde har anmelderen set slagsmål af voksne drenge uden for nr. 122 og i den tilstødende port. Ved at forhøre sig nøjere herom, har han fået at vide at en del håndværksdrenge, især skrædder- og hattemagerdrenge, søger i denne kælder, og da de så ofte kommer i klammeri, formoder man at dette sker over deres tab eller gevinst i spil. Foruden at drengenes mestre og husbonder på flere måder taber ved sådan værtskab, kan dette også have betydelige følger for drengenes fremtid. At holde drikke- og spillehus for drenge er utilladeligt, og da beboeren af nævnte kælder synes at være uvidende herom, så gives ham herved denne underretning for at han i fremtiden kan vogte sig for de ubehagelig følger et utilladeligt og ulovligt værtshushold for drenge sikkert vil drage efter sig.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5830).

Ønsker mod Drenge Optøjer.

Af alt regimente er vist nok pøbel- og drengeregimente det mest utålelige. Og den som har været udsat for at måtte tåle sådant, vil vist være enig med indsenderen heri. Såre uheldige er beboerne af det sted der ligger i nærheden af en plads, drenge udvælger sig til boldgade. For han må tåle alt hvis han ikke vil udsætte sig for grovheder og offentlig hån dersom han vil hævde orden og ro, og måske endog får den trøst af vedkommende: Hvorfor giver du dig af med drenge. 

Anmelderen har derfor i lang tid tålmodigt tålt de ubehageligheder som en drengeforsamling som oftest fører med sig. Men endelig ked af det fremsætter han sin bøn til de ansvarlige om at have lidt tilsyn med de mange drenge der nu i lang tid hver dag og flere timer ad gangen er forsamlet i Lille Regnegade hvor de efter at have moret sig på flere andre måder, gerne ender turen med klinkspil, der ofte forvolder stuebeboerne udgift til glarmesteren. For skodderne kan man jo ikke have lukket om dagen.

"Efter sigende skal Pistolstrædes lukkede ende ligeledes være tumleplads for kåde og dagdrivende drenge. At tiltale disse nytter intet. Ja man udsatte sig endog ofte for at blive kendt af dem og at modtages eller ledsages med hurraråb eller piben". (Pistolstræde anno 2015. Nu nydeligt istandsat).

Efter sigende skal Pistolstrædes lukkede ende ligeledes være tumleplads for kåde og dagdrivende drenge. At tiltale disse nytter intet. Ja man udsatte sig endog ofte for at blive kendt af dem og at modtages eller ledsages med hurraråb eller piben.

Derimod tror man det ville være særdeles gavnligt om en gadekommissær eller politibetjent engang imellem ville aflægge et besøg på de 2 nævnte steder. Ved da at ophæve den forefindende forsamling og efter omstændighederne tildele nogle et par rap, ville man se udvirket den orden og ro hvorefter man nu så længe har sukket.

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5263-5264).

Redakteurens Anmærkning

Lille Regnegade var en blind vej som blev nedlagt 1908 da man lavede gennembruddet af Ny Østergade mellem Christian IXs Gade og nuværende Store Regnegade.

Anmodning til Politie-Direkteuren.

Den årvågenhed som vores virksomme og nidkære politidirektør altid ved enhver lejlighed lægger for dagen, lader anmelderen håbe på at det må blive indskærpet den ansvarshavende gadekommissær eller politibetjente at jage eller pågribe de drenge, som dagligt har valgt grundene mellem Larslejstræde og Nørrevold som deres legeplads. Her forrykker de og borttager de sten som er sat om de derværende brønde, opstiller disse i en højde indtil 2 alen og spiller på dem det såkaldt kag, så at stenene farer tværs over gaden og forbigående ofte er udsat for at få sten både i hovedet og på benene fordi drengene har mere eller mindre kraft til at fremdrive dem. 

Det ville i det hele taget være ønskeligt at pålægge ejerne af disse grunde både her og andet steds hvor tomter findes at omgive disse med et plankeværk i lige flugt med fortovet da det er et væmmeligt syn og uanstændigt for en kongelig residensstad at se disse tomter tjene til møddingepladser og kloakker. For ikke at tale om at de om dagen tjener som kåde drenges tumleplads og om natten muligvis en eller anden for den offentlige sikkerhed farlig person som opholdssted og til hjemsted for tyvekoster.

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1405-1406)

Redacteurens Anmærkning

Ordbog over Det Danske Sprog har forklaringen på hvad legen kag går ud på: Børneleg, hvor det gælder om (ved stenkast) at slå den øverste sten i en pyramideformet stenbunke ell. lign. opstilling ned eller slå en tveget stok, en kegle o. lign. omkuld.

Paradiislegen

Den københavnske ungdom som hvert forår opfinder nye lege, har også dette år opfundet en som man måtte ønske blev forbudt dem at drive på offentlige gader og stræder, da den i allerhøjeste grad er til ulejlighed for fodgængere.

Denne leg kaldes Paradislegen. Opfindelse til navnet vides ikke, men at den har været i brug i Paradis er næsten utrolig. Imidlertid er den dog blevet indført hos os og drevet til den fuldkommenhed at den udføres såvel på gaden som på fortovet, såvel i porte som på trappegange.

Den består i følgende: Børnene og undertiden temmelig voksne drenge afmaler adskillige kvadrater på fortovet. I en af disse lægger de nu enten en skilling, en sten eller et stykke træ og efter at havde taget tilløb i nogen afstand, hopper de uafladelig på et ben, den ene efter den anden i rækker for at sparke stenen fra den ene kvadrat til den anden. Hvor uskyldig denne leg end er, må fodgængeren dog havde den ulejlighed at gå ud på gaden dersom han ikke vil forstyrre dem i deres leg eller udsætte sig for selv at falde i rendestenen.

(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1260-1261)

En i sig selv uskyldig, men for andre Uvedkommende farlig Leeg

(Indsendt)

Ved forårets begyndelse og senere har man set og ser dagligt mange drenge der som en bisværm løber ud fra deres vinterstade, den varme stue. Godt nok så man i vinter også enkelte fordi de enten skulle gå til eller fra skole, eller også røgte et ærinde, at more sig med at slås med snebolde, til skade for mange vinduer. Men langt fra den mængde som nu finder sin fornøjelse i på den offentlige gade at lege med bold. Indsenderen der i sin ungdom var en lidenskabelig boldspiller, nægter aldeles ikke at boldspil er en behagelig, ja endog nyttig tidsfordriv  Kun mener han at stedet der her omtales, er højst skadeligt og lovstridigt. Indsenderen vil ikke tale om at ruder blive slået ud ved denne leg, da disse istandsættelse ikke koster så betydeligt. Men når en forbigående, mandfolk eller fruentimmer får en bold der ved flere fald i rendestenene er så tilsmurt at man ikke kan røre ved den, kastet på en klædning man måske har sparet op til gennem et helt år, mener man han lider så meget at enhver dannemand må harmes over sådanne drenges tøjlesløshed.

Ydermere. Hvor ofte hænder det ikke at bolden enten rammer eller slår ned tæt foran heste der bliver sky og som når ikke kusken eller andre ikke var til stede i det øjeblik, let kunne anrette betydelig skade. At endog sådanne drenge utilsigtet kan blive årsag til drab nægter vist ingen der ved at drenge ofte for at få mere vægt i bolden lægger en sten i den. Hvor let kan det ikke ske at en sådan bold kan falde ned på et spædbarns svage hoved og dræbe det ved sit slag i moderens kærlige arme. At dette sidste er sket ved indsenderen godt nok ikke, men tror dog det kunne ske. Eksempler på de første tilfælde behøves ikke.

At ingen uorden heriblandt nok denne der er af de største, tåles på gaderne af vores velindrettede politi ved indsenderen meget  godt. Men at politiet som ikke kan være alle vegne på en gang alene kan påse dette, tror han næppe. Forældre og foresatte er vel pålagt at våge over deres børns opførsel, men kan dog ikke altid vide hvad de når de bliver sendt i byen foretager sig på gaden. I nærheden af hjemmet er de måske ordentlige, men næppe er de kommet om et hjørne før de begynder deres vildskab. Mon det derfor ikke kunne være gavnligt at opmuntre enhver stue- eller kælderbeboer til ved sådan en leg at advare børnene, og i tilfælde af de ikke adlyder hans advarsel da uden persons anseelse arrestere disse små urostiftere. Når dette var sket et par gange og barnets navn var blevet offentligt bekendt til advarsel for andre børn, tror indsenderen denne uorden snart ville ophøre.

(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 1250-1253)

Intet Broderskab i Trekort

(Indsendt)

For mange som har den tåbelighed eller grille at prøve deres lykke engang imellem i tallotteriet er det bekendt at hr. Offenburg har af kongelig nåde fået en tallotterikollektion, med tilladelse at indsamle om tirsdag morgen. Men hvor er denne kollektørs kontor? Det er en gåde. Indsenderen heraf sendte i torsdag morges sit bud hen i Pilestræde hvor han af en eller anden årsag troede denne kollektion var. Men hvad sker? Der svares: Her er det ikke, det er i Brogade på Christianshavn. Buddet er enfoldigt og lettroende nok til at gå derud og løber naturligvis til nar. Men træffer dog et menneskevæsen af en kollektør, og han - gros-butor! viser buddet op i Frederiksberggade. Buddet fandt heller ikke der hvad det søgte. Men da det var på vejen til Vesterbro, så gik det derud og fik de forlangte numre. På grund heraf vil man bede hr. Offenburg, for at spare de andre herrer kollektører den ulejlighed, at vise vejen, at bekendtgøre hvor hans kollektions kontor er.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 106-107)

Et Par Ord om de mange offentlige Stæder i Hovedstaden

"Lejlighed giver tyve" siger det gamle ordsprog, og sikkert med sandhed. Mon dette ikke også med megen grund kunne anvendes på den her i staden næsten hver dag stigende mængde af ølkipper, brændevinskældre, vinkældre, værtshuse i det store og små, æbleskiverier, restaurationer og konditorier? Af hvilke de sidste dog i den senere tid synes at have tabt sig en del.

Uden at undersøge om det skadede mere eller mindre at man for nogle år siden på sidstnævnte steder drak et glas punch eller en kop chokolade, for der at læse alle inden- og udenlandske blade, i pyntelige, smukt oplyste værelser, eller at man nu omstunder i en halv snes steder i enhver gade kan finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glasvis, og spilles kort og andre spil? Ikke alene lejligheden er skadelig, men også erhvervet. Ved den første forføres mange ynglinge og ødes mange skilling, der bedre kunne have været anvendt. Ved den sidste lokkes mange borgere fra en næringsdrift, et arbejde, der kunne have været staten og hans medborgere til stor gavn. 

En halv snes steder i enhver gade kan man finde små stuer, dybe kældre, hvor der fra den tidlige morgen til den sene nat skænkes snaps, og øl og vin i glassevis, og spilles kort og andre spil. Brændevinsmand.

En indskrænkning i sådanne privilegiers meddelelse og et overmåde nøjagtigt tilsyn med deres strengeste overholdelse ville derfor vist være lige så ønskelig som gavnlig. Mange fædre og mødre, mange hustruer og mange børn ville vist velsigne sådan indskrænkning. Mange bedragerier og tyverier ville forebygges ved det. Mange arbejdsomme, duelige borgere vindes tilbage for staten. Også for de mangfoldige forlystelses og offentlige steder uden for portene synes vel at kunne og måske at burde sættes grænser. Ligesom også fordi tjenestetyendet så let forledes af danseboder og dansekældre til utroskab såvel i som uden for staden. Ligesom også for de næsten hver sommer i antal voksende gynger såvel vertikale som horisontale, hvad enten de er forsynede med stole eller med heste.

(Politivennen nr. 1, Løverdagen den 20de Januari 1816, s. 7-8)

En meget slem Drengeuorden i Kjøbenhavn.

(Efter tilsendt)

På Skidentorvet kan man næsten hver eftermiddag se en stor klynge drenge, store og små, som er ivrigt beskæftigede med det såkaldte partispil. Hvorledes det kan være muligt, er ikke at begribe. Men sandt er det at der ikke skorter på penge hos dem, ja de lykkeligere går undertiden af spillet med 1 dalers gevinst. Man kan ved denne lejlighed ikke afholde sig fra at beklage at forældre og foresatte er så uforsigtige eller tankeløse i at lade de dem betroede unge have penge at skalte med, og endnu mere at de kan være så lidt bekymrede om hvad de foretager sig når de er hjemmefra. Den sidste skødesløshed må det tilskrives at man så ofte må være vidne til drengedagdriveri og drengestreger på vores gader, og den første bidrager til mange sørgelige følger, frister til spil, og side ofte til utroskab og tyveri, med flere laster.

Ved denne lejlighed an man ikke tilbageholde det ønske at enhver husfader i nærheden af hvis bolig disse opvoksende dagdrivere vælger deres boldgade, straks vil opgive det til politiet som det sikreste middel til at kvæle dette uvæsen.

(Politivennen nr. 477,  [13. juni] 1807, s.7585-7586)

Skidentorvet. Der er kun stedet tilbage. Volden, husene og alt andet fra Politivennens tid er væk. Partispil var en form for billard. Oprindeligt var det et overklassespil, men var siden 1600-tallet blevet en almindelig forlystelse, dog mest på værtshusene.  Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Slemme Drengestreger

En mængde ryggesløse gadedrenge forsamler sig næsten dagligt i klynger på sommetider nogle snese i buegangene ved det afbrændte slot, hvor de spiller kort, klink osv. Men hvad der er værre: De antaster forbigående med ublu og fræk tiltale og støj, og forstyrrer således folk i deres rolige spadseretur. Ja! deres frækhed går endda så vidt, at de springer op fra deres spil, hvor de ligger, og angriber forbigående fruentimmer, som ikke tænker på det, på en særdeles uhøvisk måde, under hujen og skrigen, og vil gerne kysse dem m.v. Det har jeg været vidne til adskillige gange. Om søndagen er der altid flest, men til hverdag en hel mængde. Formentlig befinder der sig i disse forsamlinger adskillige hvis forældre mener at deres børn sidder i deres skole, mens de på denne måde ledes ind i ryggesløshed og fordærvelse.

Der kan ikke være nogen tvivl om at vort årvågne politi jo ville hæmme denne uorden, når det blev gjort opmærksom på det. Men nogle enkelte betjente ville ikke kunne pågribe denne mængde, hvortil næsten kunne behøves en hel kommando.

C. Hjelm
borger og perlestikker
boende i nr. 307 ved Filosofgangen

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 313, 21. april 1804, s. 4976-4977)

En Klub i Buegangen ved det afbrændte Slot

Da jeg gik gennem buegangen ved det afbrændte slot., på den venstre side når man kommer fra Prinsensgade, stødte jeg søndag den 17. april på en klub der for sine følger i højeste grad fortjener politiets opmærksomhed. Her fandtes en samling af drenge fra forskellige klasser. Lig vores store klubber var hvert selskab beskæftiget med sit spil. Nogle spillede klink, andre nærmeste væg. Nogle var beskæftigede med en trekort. Andre med en femkort og atter andre med at spille terninger. Alt om penge. Hvor sådanne drenge får penge fra, hvad skadelig indflydelse det vil have for fremtiden, er her ikke plads til at undersøge. Det er blot et vink jeg giver. Ved denne lejlighed vil jeg tillige gøre de ansvarlige opmærksomme på, hvor ubehageligt det er at folk der går på fortovet skal udsættes for at få de klinkspillende drenges kobberskillinger i ansigtet, eller endog udsættes for deres grovheder. Enhver som kender lidt til den uopdragne københavnske ungdoms kådhed vil tilstå, at dette sidste ikke sjældent finder sted. Med mindre at man, for at lade disse kåde drenge have frit spil, vil retirere fra vores i mange henseender dårlige fortove ud på de befærdede gader.

Bergenhammer

Cand. Theol.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 261, 24. april 1803, s. 4155-4156)

Noget om det saa kaldte Parti-Spil.

Udgiveren har modtaget et brev om dette overhåndtagende krospil hvoraf følgende her uddrages:

"I denne sag skriver jeg med den inderligste følelse da nævnte spil engang har bedåret mig selv og bragt mig til ødelæggelsens bred. Dog, held! i tide blev mine øjne åbnet, så jeg indså dette spils hele afskyelighed. Jeg vendte derfor om i tide og gid enhver med mig ville gøre det! Jeg fandt at alene værten og den såkaldte markør beriges ved det, og at enhver spiller forarmes. Disse har hver 2 skilling i indtægt af hvert spil. Når der nu alene spilles 6 til 7 timer og dagen, og i hver time spilles magelig over 20 spil, så er det daglig 6 rigsdaler omtrent i hver sådan kippe franarret dårernes lommer. Og hvilken betydelig sum udkommer da ikke som daglig borttages fra de bedårede spilleres ynkværdige koner og børn, disses tilstand gennemtrænger min sjæl med den ømmeste medlidenhedsfølelse og det inderligste ønske: at Københavns så årvågne politimester ville give de kipper hvor dette højst ødelæggende spil drives, deres sidste stød. Hvor megen mangel og elendighed ville derved afhjælpes, ja vel endog selvmord, tyveri og flere stygge laster hæmmes. Vel kunne der udpeges mange steder hvor dette hazardspil går i svang, dog på den ene side hindrer visse betænkeligheder og på den anden side tvivles på ingen måde på at politiet jo ok vil opdage dem. Her siges ikke mere end at Antonistræde giver forargelige beviser. Denne er min bedrøvelige erfaring, osv."

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7 August 1802, s. 3572-3574)

Noget mere om de i Spillekældrene så ofte bedragne Bønder og en Anmodning til Sognepræsterne eller Sognefogderne i de nærmeste Amter ved København

I foregående blad er skrevet om et komplot af mennesker, der søger en indbringende forretning i at narre bønderne for de penge, som de nylig har fået for deres varer. At de undertiden selv, forklædte, snart på en, snart på en anden måde, undertiden ved andre, med deres børn eller tjenestepiger, fører de godtroende tosser af bønder ned i deres huller, hvor de får dem fristede til at deltage i det kortspil de spiller med hinanden, eller at vædde på den hånd som har stærke kort, Desuagtet taber de fordi han vil tabe, da  han siden deler profitten med den som vandt.

Det glæder anmelderen at underrette læserne om, at såvel disse menneskers værksteder, som de selv, fuldkommen er vort årvågne politi bekendt, og at de sikkert ikke ville undgå hvad deres handlemåde fortjener. Selv de i forrige nummer anførte historier er genstand for en sag hvor der snart falder dom.

En fortrøstningsfuld kancelliresolution om sådanne undersøgelsers forum, vil snart rense byen for denne slags industri.

Man må imidlertid beklage, at vor sjællandske bonde, der så gerne vil komme til skillinger på en let måde, alt for nemt falder i disse vindskibelige menneskers kløer. At han tror at den der har fire esser på hånden i femkort bør vinde, er naturligt. Man at han ikke tror, at den der viser ham dette gode kort ikke gør det med hensigt, og ikke vil dele halvt med ham, når han ikke havde i sinde at tabe, er overmåde enfoldigt.

Jeg foreslår derfor sognepræsterne i naboamterne at formane bønderne fra præstestolen, eller sognefogederne, at advare dem på sognestævnet, at de på deres byrejser tager sig godt i agt for alle de som under påskud at man vil køre med dem, eller på nogen anden måde fører dem til skænkestuer eller -kældre. Og at de tager den beslutning engang for alle, at gå ud fra sådant et sted, så snart de ser at der spilles kort.

Jeg kunne her opremse navnene på en del af disse industrimænd, men det ville være for vidtløftigt at nævne alle. Overalt er intet lettere end at få et andet navn, anden kjole og anden stand og håndtering.

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 158, 2. maj 1801, s. 2523-2525)

Hefte 13. Nr. 158, 2. maj 1801, s. 2517-2520:
Om vejene på Falster 

Fra en Billardspiller

I offentlige huse måtte skærtorsdag og langfredag ikke spilles billard. Kort, dam osv. så man derimod spilles så meget man ville. Man gad nok vide om denne karambolage af åndelighed i billardstuen og verdsligheden i kortstuen har sin grund i loven eller ikke.

(Politivennen. 1799, Hæfte 8, nr. 103, den 12. april 1800, s. 1642-1643)

Advarsel til de uartige eller letsindige Fjærbold-Spillere paa Børsen.

Med megen misfornøjelse har man i denne vinter næsten hver dag set at adskillige af butikkernes unge mandskab på Børsen ved deres fjerboldspil på venstre hånd af Børsen når man kommer fra Slotspladsen, ikke alene næsten har spærret passagen, men endog gjort den på en måde usikker for de gående. Længe, men som det lader forgæves, har man ventet at enten disse unge herrer fjerboldspillere selv eller deres foresatte dog engang skulle have indset hvor upassende det var at anlægge en legebane på en alfarvej. Man har derfor hidtil ikke klaget over denne underlige uskik. Men da det synes som hverken foresatte eller drenge finder det urimeligt at spærre eller usikre en almindelig gang, skønt de har plads nok i købmandsenden at spille uden fare, ser man sig beføjet i publikums navn alvorligt at påminde Dem om den agtelse de skylder deres medborgere. Hvilken i nærværende tilfælde vises ved den simple ting at lade dette fjerboldspil på dette så upassende sted ophøre for fremtiden. Man håber så meget mere at denne påmindelse lægges på hjerte som det næppe vil være til fordel for de herrer handlende på Børsen at vejen til deres boder gøres ugangbar. Det var måske også muligt at opfinde en anden varmende beskæftigelse.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 100, den 22 Marts 1800, s 1590-1591) 

Børsen. Den side som vender væk fra Knippelsbro. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Politibetragtninger fra Lolland.

En ikke uvigtig genstand for et velordnet politi er opsyn med almuens fornøjelser eller såkaldte lystigheder. Men det forstår sig dette opsyn og den deraf følgende indskrænkning må ikke overdrives, ikke således udvides at den de tærende klasser nærende almue ganske nægtes de selskabelige adspredelser og fornøjelser, disse deres medborgere får rigelig nyde. Kunsten er her som i alt at træffe middelvejen. Hvorvidt vores politianordninger som til dels forbyder, dels indskrænker fastelavnsløben, majsamlinger, sommerriden i by, høstgilder, julelege, krogang, søndagslystigheder, almuefornøjelser som snart alle ved denne Kristus-læren langt overstigede ælde synes at fordre lovgiverenes forsigtighed, hvorvidt siger jeg disse politianordninger har vidst forsigtig at træffe denne middelvej, er en rig materie til en både behagelig og højst nyttig undersøgelser, som man turde kunne vente bedst udført af en eller anden oplyst med landalmuen nøje kendt præstemand. Kun denne gang et par ord om de næsten overalt i Danmark i købstæderne som på landet i svang gående spillegilder, deres skadelige følger og årsagen hertil.

For at få en samlet skilling sættes en fedekalv, et lam, et syskrin, vel også et kostbarere mon som et lommeur eller sådant, en gang imellem også blot en stor hvedekage på terningespil. Spillegildet holdes ofte i tredje mands hus hvorved da både den som sætter sin ting på spil og den der låner sit hus hertil, hjælpes. For spillerne eller gæsterne skal dog have noget at leve af mens der ka

[Artiklen er uafsluttet, idet siderne 984-985 mangler.]

musiks pris så højt de lyster. Øskeligt derfor at dette stadsmusikanternes trykkende monopol straks måtte indskrænkes og med tiden ganske ophæves.

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 62, den 29 Junii 1799, s 982-986)