Axelborg som Spillebule. (Efterskrift til Politivennen).

Spillebule i Axelborg.

Stort Spilleselskab afsløret i København

Politiet beslaglægger 100,000 Kroner.

København.

(Specialtelegram.)

Politiet har i længere Tid haft Anelse om, at der i den nye Bygning Axelborg i København fandtes en Spillebule. I Gaar bestyrkedes Politiet i sin Antagelse, en stor Politistyrke omringede den paagældende Lejlighed og stormede den med det resultat, at man anholdt 11 Spillere, der alle tilhører det mest kendte København. Man beslaglagde 100,000 Kr. i Veksler, Checks og Penge. Af de 11 Spillere blev 3 holdt tilbage, nemlig to kendte Grosserere, Axel Ingermand og Karl Jensen, samt en af Spillerne, en meget kendt Ingeniør, Axel Peters.

De to Grosserer indrømmede at have lejet 5 store Værelser og indrettet dem til en Spillebule efter de bedste Mønstre. Der spilledes med Roulet. Forretningen havde de drevet i de sidste 5 Maaneder, og Omsætningen talte svimlende Summer.

Grunden til, at Peters blev anholdt er den, at han energisk protesterede mod Beslaglæggelsen af de 100,000 Kr. og appelerede Beslaglæggelses-Kendelsen for Landsretten.

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. august 1921).

Bankør i Axelborg og Bookmaker paa Traverbanen.

De beslaglagte Papirers Hemmelighed.

Ingeniør Peters' Kæremaal forkastet af Landsretten..

Østre Landsrets 6. Afdeling blev i Gaar ulejliget med det Kæremaal, Ingeniør Peters havde rejst over Byretsdommer Pihls Beslaglæggelse af de Penge, Ingeniøren diskret men lidt ubehændigt lod glide ned i sine Underbenklæder, da Politiet forleden Eftermiddag stormede Spillebulen i Grosserer Engermanns Kontor i Axelborg.

Retten beklædtes af Landsdommerne Riise som Formand og Nellemann og Axel Petersen. Forhandlingerne var ganske korte, og uden lange Kommentarer forkastede Retten Kæremaalet og stadfæstede Konfiskationen af Ingeniørens Penge - ialt 123 Kr. og 591 tyske Mark, til trods for, at han her som i Byretten stred saa bravt for at faa dem udleveret under Henvisning til, at han manglede dem til at leve for!

En sensationel Afsløring.

Udover det uheldige Udfald af ingeniør Peters' Appel, der sagtens næppe kommer overraskende for nogen, bragte Sagen i Gaar en virkelig Sensation i Axelborgs Spilleaffære. 

Politiet havde nemlig ved at pusle med de Checks, Anvisninger og Forskrivninger, der blev taget paa Engermanns grønne Bord, - og som jo, som før meddelt, løber op til den forholdsvis svimlende sum af 100.000 Kr., - gjort den opdagelse, at en stor del af forskrivningerne, d. v. s. et Slag GæIdsbeviser, var daterede en rum Tid før den Dag, da Banken blev stormet, altsaa i Fredags. Og da man kiggede nærmere paa Datoerne, viste det sig, at disse alle faldt sammen med forskellige Travdage i sidst Meeting paa Banen ude ved Charlottenlund.

Det har længe været en offentlig Hemmelighed, at Grosserer Johan Engermann foruden sine forskellige Spillebuler - i Blaagaardsgade 14, paa Gasværksvej 29, Forchhammersvej 3 og nu altsaa i Axelborg - i lange Tider har drevet en omfattende Bookmakervirksomhed ude paa Traverbanen. Han har været "Grossisten" blandt Bookmakerne, og han har i Modsætning til de mange Detaillister derude, som Politiet laver Klapjagt paa, hidtil forstaaet at holde sig klar af Retfærdigheden, netop fordi hans Kundekred har været af helt eksklusiv Natur, og da navnlig Folk, af hvem det ikke var nødvendigt at kræve kontant Indskud, men hvis blotte Ordre var tilstrækkelig ganske som ved en almindelig Børsspekulation hos en Vekselerer.

Og de Gældsbeviser, der nu er konfiskerede i Spillebulen i Axelborg, er netop - saaledes gætter Politiet og utvivlsomt med Rette - Forskrivninger fra Folk, der er blevet blanket af paa Traverbanen hos Hr. Engermann, og som saa ved det afsluttendf Opgør, der formentlig er foretaget efter Løbets Afslutning, ved Aftensmaden oppe i Restaurationen eller ovre i Skoven - bare udenfor Politiets Rækkevidde, - har manglet Kontanter og derfor har maattet "grifle Papirer", som det hedder mellem Spillerne.

For Skyldnerne, for de ulykkelige Udstedere af Gældsbeviserne, faar Opdagelsen af dette Forhold en højst kedelig Virkning. Havde Gældsbeviset nemlig drejet sig om Penge, der var tabt ved det grønne Bord, vilde Skyldnerne blankt have kunnet nægte at betale under Henvisning til, at Hazardspilsgæld kan fragaas. Men Spil paa Traverbanen er jo ikke Hazard. Og Gæld, der stammer herfra, selvom Kreditoren er en Bookmaker, kan inddrives, eventuelt som i den foreliggende Sag ogsaa af de Politibetjente der ved den endelige Dom faar Værdipapirerne udleverede som deres Part af Byttet.

For Grosserer Engermann selv bliver Opdagelsen af ligefrem skæbnesvanger Natur.

Nordre Birks Politi, der hidtil ikke har kunnet komme ham til livs, skønt det selvfølgelig har vidst fuldgod Besked med hans Bookmakeri, har nu faaet fældende Beviser imod ham. Og det kan med Sikkerhed ventes, at han i en nær Fremtid vil komme til at møde i Tinghuset paa Blegdamsvejen, hvor han vil blive idømt den obligate Bøde samt - hvad der naturligvis er ti Fold værre for ham - faar Tilhold om ingensinde mere i Livet at vise sig paa Traverbanen eller nogen af de øvrige Forlystelsesanstalter i Nordre Birk, hvor der findes Totalisator.

(Aftenbladet (København) 10. august 1921)

Spille-Grossereren.

Bager Sørensens omskiftende Liv.

Det er nu bleven godtgjort, at den anholdte Grosserer Ingermann, der var Indehaver af Spillebulen i "Axelborg", København, og som anholdtes for nogle Dage siden, er en velkendt Konditor og Kortspiller fra Esbjerg.

I Esbjerg genkender man Grosserer Ingermann som en forhenværende Medborger, Konditor Sørensen i "Westend". For en 7-8 Aar siden drejede Sørensen Konditorkager paa Esbjerg Kongensgade. Om Aftenen spillede han "Poker" i sin Lejlighed eller i Bagværelserne paa forskellige offentlige Etablissementer og gjorde sig bekendt ved sin Spillelidenskab, der skiftevis bragte ham Vinding og Tab. Saa forlod Sørensen Esbjerg og tog Navneforandring. "Ingermann" lød jo efter noget større; og siden hørte man i Ny og Næ, at han havde været i Norge og haft et Agentur for et Ugeblad, at han i København drev Grosserervirksomhed i gamle, men som ny oppudsede Biler, men at han nok gennem alle Omskiftelser havde haft sin Hovedindtægt gennem Kortene etter Rouletten.

Hr. Sørensen-Ingermann var imidlertid unægtelig ingen helt almindelig Bondefanger. Han drev det til noget stort paa sit Omraade. Indehaver af et flot "Monte Carlo", besøgt af Hovedstadens gyldneste Guldfugle, som omsatte Hundredtusinder i hans Etablissement.

Men - pladask, nu ligger han der.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 12. august 1921).

Ved Byretten kom det frem at der havde været spillet hasard i 5 måneder for måske flere millioner kroner. Her blev også grosserer Mathiesen forhørt i december 1921 om sin andel i bookmakeriet, som mellemmand mellem Ingermann og folk der ønskede at holde gennem ham på hestene på travbanen. Aviserne bragte ikke den endelige dom over spillerne.

Bedragerisk Spil. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret paakjendte idag en større, i lste Instants ved Odense Kjøbstads Politiret behandlet og tidligere her i Bladet omtalt Justitssag, hvorunder 17 Personer tiltaltes, de 15 for bedragerisk Spil, l for samme Forbrydelse og for Bedrager, og l for bedragerisk Forhold. Det var under Sagen oplyst, at der i lang Tid i meget betydeligt Omfang i Odense var drevet bedragerisk Kortspil, idet de paagjældende Tiltalte efter udtrykkelig eller stiltiende Aftale foranledigede, at Personer, der antoges at have Penge, og som de undertiden først lokkede ind paa Værtshuse og til der at nyde Drikkevarer, indlode sig i Kortspil med dem, hvorefter de ved bedragerisk Kunstgreb, som de anvendte i Spillet, fravendte dem ofte betydelige Summer. Disse Kunstgreb bestode da navnlig i, at de ved visse aftalte Tegn eller Ord tilkiendegave hinanden Beskaffenheden af de Kort, de havde paa Haanden, og hvilket Udspil de ønskede, og gjensidig derefter indrettede deres Spil, samt i, at Blandingen og Aftagningen skete paa en saadan Maade, at visse Kort af Betydning kom til at ligge paa et bestemt Sted og kunde bringes paa en vis Haand; undertiden lagdes ogsaa nogle Kort hemmeligen tilside, og naar der til et Spil kun hørte to Spillere, holdt en af de Tiltalte sig bagved den, der skulde besviges, og signaliserede hans Spil. Hvad der saaledes blev vundet, blev derefter deelt mellem de Tiltalte, der deeltoge i Spillet, og navnlig fik den af de Tiltalte, der havde været Makker med den, der skulde besviges, og følgelig ligesom denne havde tabt i Spillet, sit Tab forlods godtgjort af de andre Tiltalte, og den, der havde været tilstede, men ikke deltaget i spillet fik en Andeel af det Vundne for at holde reen Mund. Hvor store Beløb der efterhaandcn i det Hele ere blevne fravendte de forskjellige Personer, har ikke med Nøiagtighed kunnet oplyses, idet de Tiltalte, navnlig forsaavidt angaaer den tidligere Tid, ikke have kunnet opgive Navnene paa de enkelte Personer, de have bedraget. Af de bedragne Persomer, der under Sagen have meldt sig eller ere blevne opspurgte, have 14 nedlagt Paastand paa Erstatning af de dem fravendte Summer til et samlet Beløb af 395 Rd.

. Høiesteret stadfæstede med Hensyn til Straffen, saavidt paaanket var, Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom, hvorved Een var anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder, Fem med Fængsel paa Vand og Brød hver i 4 Gange 5 Dage, Een med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Tre hver i 2 Gange 4 Dage, samt Tre hver i 5 Dage, medens Fire vare frifundne for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1870)

Hasardspil. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillerne, af hvilke de fleste bleve paagrebne den 18de f. M., mødte igaar for den offentlige Politirets 2den Afdeling. Der var ialt tiltalt 28 Personer, men af disse havde 11 inden Sagens Foretagelse rettet for sig ved frivillig erlagte Bøder til Rettens Fattigkasse fra 15 til 50 Rd. for hver. Spillerne havde drevet deres Basetspil paa mange forskjellige Steder her i Byen, indtil de endelig bleve paagrebne paa 1ste Sal i Reverentsgade Nr. 5. Medens 6 af de idag tiltalte 15 Personer aabent og ærlig tilstod at have spillet Hasard, benegtede 5, at de havde spillet Hasard, og 3 Værtshusholdere og en Kommissionær, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i deres Lokaler. For disse sidste 9 Personers Vedkommende udsattes Sagen idag og vil rimeligvis i et senere Retsmøde blive henvist til Undersøgelse og Paakjendelse ved den samlede Kriminalret. Af de Tiltalte, som havde tilstaaet, betalte Opvarter Poul Esp Nielsen og Harald Salomon, som begge tidligere for Hasardspil have været ansete med Bøder a 10 Rd. Stykker, hver 15 Rd., og Hans Emil Sonne, som ligeledes tidligere har været tiltalt for denne Lovovertrædelfe, 20 Rd. Tre andre Personer, som ikke tidligere have været tiltalte for al spille Hasard, forpligtede sig til hver inden 2 Maaneders Forløb at bøde 10 Rd. til Fattigkassen. Vi have ikke fundet nogen Anledning til at nævne disse tre Mands Navne, da den Omstændighed, at de ikke øieblikkelig havde kunnet skaffe 15 Rd. hver tilveie, udelukkende havde bevirket, at de bleve tiltalte for Retten og ikke som deres andre Medskyldige udenretlig kunde afgjøre deres Mellemværende med Retten. De Personer, som negtede at have spillet Hasard vare følgende: Pantelaaner Hendrik Valdemar Freisleben og Handelsfuldmægtig Bloch, som ikke tidligere ere tiltalte for denne Forseelse, Kommissionær og forhenv. Bagermester Friederich Heinrich Joachim Oldenstedt, som er straffet 4 Gange tidligere for Hasardspil, senest med en Mulkt af 200 Rd., og som negtede at have spillet eller ladet spille Hasard i sin Bopæl paa Vesterbrogade Nr. 5, skjøndt der idag fremstod et Vidne, som paastod at have spillet Hasard i hans Hus, Værtshusholder Peter Petersen, som to Gange tidligere er straffet for Hasardspil, senest med en Mulkt af 40 Rd., og Smedemester Carl Christian Göntz, der ligeledes tidligere er straffet for Hasard, og som senest har betalt 60 Rd. for denne Lovovertrædelse. Den Sidstnævnte havde erklæret til Rapporten, at han som Borger i Staden meget godt vidste, at han ikke kunde straffes for Hasardspil, naar han ikke blev greben paa fersk Gjerning; men skulde han desuagtet blive straffet, skulde han ogsaa nævne mange store Mænd, f. Ex. en Kammerraad, som han mange Gange havde spillet Hasard med. Gjæstgiver Carl August Steffen benegtede, at der med hans Vidende og Villie var spillet Hasard hos ham i "Stadt Lübeck", og henviste til sin Husjomfru Caroline Berg, som var den, der nogle Gange havde om Aftenen leiet et Værelse i Hotellet ud til 5 eller 6 Personer. Husjomfruen indrømmede at have lukket nogle Personer ind et Par Gange i Hotellet om Aftenen og at have leiet dem et Værelse med Belysning for 8 Mk. om Natten, men hun paastod, at skjøndt de havde faaet Spillekort hos hende og i Reglen ikke vare blevne lukkede ud for Kl 4 om Morgenen, havde hun ikke havt den ringeste Anelse om, at der blev spillet Hasard i Hotellet. Værthusholder Magnus Petersen, Pilestræde Nr. 45, Værtshusholder Jørgen Jensen, Hjørnet af Bredgade og Blankogade, samt Værtshusholder Jensens Enke. Rosalie Elisabeth Borello, benegtede ligeledes, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i i deres Beværtningslokaler, og Kommissionær Ernst Ludvig Johannes Petersen, som flere Gange har været tiltalt og straffet for Hasardspil, benegtede ogsaa paa det Bestemteste, ar der var spillet Hasard i hans Bopæl paa Nørregade. - Af de indkomne Mulktbeløb indgik de to Tredjedele i Rettens Fattigkasse, medens Resten tilfaldt den anonyme Angiver.

(Dags-Telegraphen (København) 4. december 1867).

Reverentsgade var nuværende Laksegades østlige del. Se også indslaget "Hasardspil paa Vesterbro" (1865), heri omtales også den ovenfor nævnte bagermester Oldenstedt.

Hasardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillere i Kjøbenhavn. Igaar foretoges for Kriminal- og Politirettens 2den Afdeling for offentlige Politisager, der bestyredes af Assessor Wallick, en Sag angaaende Hasardspil, og da det var bekjendt, at denne Sag skulde foretages, og det tillige er første Gang siden den offentlige Politirets Oprettelse, at en saadan Sag var fremkommen, havde der indfundet sig et overordentlig talrigt Publikum, der med stor Interesse fulgte Retsforhandlingerne. Da imidlertid ikke alle Enkelthederne ved Sagen, navnlig ikke Spillernes Paagribelse, hørte med ind under Sagens Afgjørelse for Retten, fik Publikum ingen videre Underretning om, hvorledes Politiet havde faaet Fingre i SpilIerne, og det turde derfor ikke være uden Interesse for vort Blads Læsere nærmere at lære de enkelte Omstændigheder at kjende.

Inspektøren for Opdagelsespolitiet havde allerede i September Maaned forrige Aar erholdt Underretning om, at der et Sted paa Vestrebrogade dreves Hasardspil i et temmelig betydeIigt Omfang, og Politiet havde derfor sin specielle Opmærksomhed henvendt paa dette sted. Ved en foreløbig UndersøgeIse i Frastand af det mistænkte Sted, saaes dette at være et fra Veien langt tilbageliggende Sted, foran hvilket der er en aaben Have. Beboeren af dette Sted, en forhenværende Mel- og Grynhandler Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt fra Mecklenborg - Strelitz, var en gammel Bekiendt af Politiet , da han allerede 5 Gange tidligere har været straffet for Hasard-Spil. Man vidste, at det var en "dreven Mand", som man her havde at gjøre med, og man tænkte sig ogsaa, at det vistnok ikke var en Tilfældighed, at han havde leiet sig ind et Sted, som han udelukkende beboede, og som laa saa fjernt fra Gaden. Politiet opdagede endvidere, at Oldenstedts Bopæl var indrettet saaledes, at den eneste Indgang var gjennem en forsvarlig Dør paa Forsiden af det lille Hus. Indenfor denne Dør var der en Forstue, som om Aftenen altid var fuldstændig mørk, og først bagved denne laa Spilleværelset, hvortil der kun førte den ene Indgang fra Forstuen. I Forstuen, der, som sagt, aldrid var oplyst om Aftenen eller Natten, opholdt Oldenstedt sig bestandig, saa at han, naar han sad ved et lille Vindue, kunde iagttage, om Nogen nærmede sig over den aabne Haveplads. En enkelt Gang kunde vel Oldenstedt, der iøvrigt ikke selv spillede med, være inde og betragte Spillet, men i saa Tilfælde indtog altid en Anden hans Plads ved Udkigsvinduet. Det var altsaa ikke saa let en Opgave for Opdagelsespolitiet at gribe Spillerne her paa fersk Gjerning; thi dels maatte man jo undgaa at sees af den ved Vinduet posterede Oldenstedt, som ved de mindste Mistænkelige, der viste sig, vilde kunne give Spillerne et Vink om at fjerne Kort og Penge, og dels maatte man oppedte Tøveiret, da ellers de knirkende Fodtrin paa Sneen let kunde forraade Betjentene. Endelig besluttede Politiet sig til afvigte Lørdag Nat at gjøre et Forsøg paa at overrumple Spillerne, der navnlig benyttede Natten mellem Lørdag og Søndag til deres ulovlige Gjerning.

Politiasssistenten paa Vesterbro, Hr. Thalbitzer, i Forening med flere af de dygtigste Overbetjente af Opdagelsespolttiet begav sig kort efter Midnat i forskjellige Hold til Omegnen af Stedet, og medens Assistenten med de øvrige Betjente holdt sig skjulte i Frastand i Skyggen af nogle Huse, begav to af de for[xxx]neste og raskeste Betjente sig bagom Huset. Her var der imidlertid flere temmelig høie Plankeværker, over hvilke man først maatte stige, og navnlig gjaldt det om at komme om disse Forhindringer uden at gjøre nogen Støi. Med endel Besvær lykkedes det Betjentene at komme over, og de vare altsaa bagved Huset, men nu gjaldt det om at komme frem til Forsiden af Bygningen uden at blive sete af den speidende Oldenstedt. Sagte listede de sig paa Knæ omkring Bygningen - intet Menneske kunde høre disse to SkikkeIser, der ligesom Indianerne i Coopers Romaner krød hen ad Jorden - og endelig naaede de Forstuedøren. Her gjorde de Holdt; her maatte de oppebie det Øieblik, da muligvis en af Giæsterne maatte blive lukket ud. Der gaaer et Kvarter, der gaaer en halv Time og først Klokken 3 1/4 hørtes der Støi i Forstuen. Det var en lang Tid at vente, men deres Taalmodighed bragte ogsaa de to Betjente et godt Resultat. Endelig dreiedes Nøglen sagte om i Døren, en Stang toges fra indvendig og en Person traadte ud af den halvaabnede Dør - men i samme Nu styrtede Betjentene frem: Oldenstedt foer tilbage og stod lammet as Skræk som en Marmorstatue uden at kunne faa et Ord frem - som et Lyn for Betjentene forbi ham, rev Døren til Spillestuen op og kastede sig som glubende Dyr over spillebordet. Spillerne sprang forfærdede op og stod som lynslaaede, og kun er Par Sekunder efter trængte Assistenten med den øvrige Politistyrke ind i Huset og arresterede alle Spillerne. Her var enhver Benegtelse umulig. Spillerne vare grebne paa fersk Gjerning, paa det grønne Klæde laa endnu Kortene i den for "Baset" bestemte Orden, og flere Kort vare besatte med forskjellige Pengesummer. Bunken med de øvriqe paa Bordet værende Penge konfiskeres øieblikkelig, og Summen beløb sig til ca. 46 Rd. Spillerne blev derefter alle bragte til Politistationen, hvor de En for En strax bekjendte ved det foreløbige Forhør; den Sidste, der blev afhørt, var en vis Jens Andreas Kofoed, der ved tidligere lignende Leiligheder har vist sig som en stor Mester i Fornegtelsessystemet. Dog denne Overrumpling havde overrasket Kofoed i den Grad, at han strax tilstod, og næsten med Beundring udbrød han: "Nei, nu har jeg været paa mange Kneiper, der ere blevne tagne af Politiet, men dette er det Bedste, jeg endnu har seet."

Da Spillerne igaar kom op for den offentlige Politirets 2den afdeling, tilstod de ogsaa strax, og paa To nær indvilligede de dernæst i at afsone deres Skyld i Mindelighed med forskjellige Mulkter. Værten, den før nævnte Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt, der havde ladet give Møde ved sin Broder, indrømmede, at han 5 Gange tidligere havde været straffet for Hasardspil. første Sag i Aaret 1837 med 30 Rd. Mulkt, og de øvrige 4 Gange med henholdsvis 40, 60, 120 og 200 Rd. Oldenstedt paastod, at han ikke selv spillede med, men indrømmede, at han havde leiet sit Lokale ud til Spillerne, der dels betalte ham Kortpenge og dels betalte ham for at have Opsigt ved Vinduet. Han mente de for, at han, der ikke spillede selv, ikke kunde komme til at betale en saa høi Mulkt, som den ham sidst idømte, men Dommeren oplyste ham om, at Forordningen af 1753 angaaende Hasardspil Udtrykkelig bemærker, at "Værten, som har været vidende om Sligt og ei forhindrer det, straffes med særegen Strenghed" Fremdeles gjorde Dommeren ham opmærksom paa det Heldige i, at han ikke havde været Vært i Egenskab af Værtshusholder, da han i saa Tilfælde for 3die Gang begaaet Hasardspil i hans Hus vilde være bleven idømt Forbedringshusarbeide. Da imidlertid Oldenstedts Broder ikke paa sin Broders Vegne turde forpligte sig til at betale 200 Rd i Mulkt, gav Dommeren ham Betænkningstid til paa Torsdag hvor han da skal afgjøre, om han i Mindelighed vil betale de 200 Rd. eller vil have Sagen henvist til den samlede Kriminalret, hvor Udfaldet af Sagen neppe vil blive et andet.

Ogsaa Holsteneren Jørgen Heinrich Friedrich Osterwald, der tidligere gjentagne Gange er straffet for Hasardspil med henholdsvis 10 og 40 Rd. i Mulkt, fik betænkningstid til paa Torsdag for at overveie, om han i Mindelighed vil betale 80 Rd. eller have Dom ved et Kriminalkammer.

Slesvigeren Jørgen Strøe, Skomager Peter Rygaard, Carl Frederik Christian Juul, Peter Christensen og Niels Poulsen, der ikke før have været tiltalte eller straffede for Hasardspil, lovede inden 8 Dage hver at betale en Mulkt af 15 Rd. til Rettens Fattigkasse. Endvidere vare delagtige i Sagen to Personer, hvis Navne og Stillinger vi imidlertid ikke skulle anføre. Idet de ere saaledes stillede, at der ufeilbarlig vilde koste dem deres Levebrød, naar dette offenttligjordes, en Straf, som vore Læsere dog sikkert ville indrømme vilde være altfor haard for den begaaede Forseelse. For øvrigt har den ene af dem to Gange tidligere været straffet for Hasardspil. Da der skulde søges en Erklæring fra deres Foresatte med Hensyn til deres Straf, Udsattes Sagen for deres Vedkommende, indtil denne Erklæring var indhentet.

Den Sidste af Spillerne var Jens Andreas Kofoed. Tidligere er han engang straffet for falsk Spil og desuden 3 Gange for Hasardspit anseet med Mulkter paa 25, 50 og 100 Rd. Kofoed, der tillige hører til Protokollen over mistænkelige Personer, har ved Politiprotokollen faaet et Tilhold om stedse at være i sit Hjem inden Klokken 10 om Aftenen. Dette Tilhold har han naturligvis overtraadt utallige Gange, da han indrømmede i det sidste Halvaar regelmæssig hver Lørdag at have spillet Hasard hos Oldenstedt til Klokken 3 eller 4 om Morgenen. Under Forhøret hos Poliliassistenten erklærede han, at der i hans Kommode i hans Hiem beroede en Tegnebog hvori der laa omtrent 180 Rd. foruden en sparekassebog, lydende paa 30 Rd., der vare indsatte i "Bikuben". Ved en foretagen Undersøgelse i hans Hiem forefandt Politiet Bogen fra "Bikuben", men i Tegnebogen var der ikkun 19 Rd. Da han imidlertid fastholdt sin Forklaring om Beløbets Størrelse, sattes hans Husholderske, Madam H. V. Nielsen, hvem han iøvrigt ikke havde mistænkt for Tyveri, under Anholdelse. Hun benegtede først at have skjult Pengene, men efter en skarp Examination fandt hun det dog fornuftigst at komme frem med sandheden, som var følgende: Da hun om Søndagen saa, at Kofoed ikke var kommen hjem endnu, og hørte, at Politiet var i Huset, tog hun i en Fart 150 Rd. i Sedler ud af Tegnebogen og gav Pengene i Forvaring til en Kone i Huset, da hun, som anede, at der maaske var noget Galt paa færde med Kofoed, gjerne vilde "redde" nogle af hans Penge, for at han senere kunde faa dem, naar han slap løs fra Politiet. Dommeren lod hende igaar gaa, efterat han først alvorligt havde foreholdt hende det Urigtige i at skjule Pengene for Politiet. Af de 169 Rd., der vare tagne i Forvaring af Politiet, indvilligede nu Kofoed i at betale de 165 Rd. i Mulkt og at betragte denne Afgjørelse som en ham for fjerde Gang overgaaet Dom for Hasardspil, hvorefter de resterende 4 Rd., og hans sparekassebog udleveredes ham.

Blandt de sædvanlige Stamgjæster i dette Spillehus skal der forresten tillige have været endel unge Mennesker, ligesom man ogsaa nævner et Par "Bondevenner" som ivrige Besøgende paa dette Sted. Men til Held for de Paagjældende var ingen af dem den Aften tilstede, og skrækken vil vel nok en anden Gang afholde dem fra Besøg paa slige Steder.

Ved den Koldblodighed, snildhed og Konduite, hvormed Opdagelsespolitiet er gaaet frem i denne vanskelige Sag, maa det vistnok indrømmes, at det har indlagt sig en ikke liden Ære.

(Dags- Telegraphen 5. april 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling , Assessor Wallick.

Torsdagen den 6te April.

- Den storartede Hasardsag fandt da idag sin endelige Afgjørelse. Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt indvilgede i inden 14 Dage at betale en Mulkt af 200 Rd. Tidligere er Oldenstedt sidste Gang mulkteret med 200 Rd., og skjøndt Mulkten i Reglen ansættes med det dobbelte Beløb, saa er det dog Rettens Praxis, at 200 Rd. ansees som Maximum. De to Personer, der egentlig hørte ind under et andet Forum, havde af deres Overordnede faaet Tilladelse til at afgjøre Sagen ved den offentlige Politiret, og de indbetalte nu deres Bøder, der bestemtes for den Enes Vedkommende til 40 og for den Andens til 15 Rd. Jøgen Heinrich Friedrick Osterwald, der var bleven adspurgt, om han i Mindelighed vilde betale en Mulkt af 80 Rd., negtede at betale denne Mulkt og begjærede Sagen for sit Vedkommende henvist til et Kriminalkammer. Inspektøren for Opdagelsespolitiet gjorde dernæst paa de ubekiendte Angiveres Vegne Fordring paa en Tredjedel af det indkomne Mulktbeløb, der efter Hasardsorordningen tilkommer Angiverne, og efterat dernæst Mulkterne paa 15 Rd. og 20 Rd. af hvert af de høiere Mulktbeløb var tilfaldet Rettens Fattigkasse, erklærede Dommeren, at Overskudet vilde blive tilstillet saadanne Foreninger, hvis direkte eller indirekte Formaal er at modvirke Forbrydelser, navnlig "Foreningen for forsømte Børns Frelse" og "Flakkebjerg Opdragelsesanstalt".

- - -

- Under Retsmødet forlangte "Baset"-Spilleren Osterwald atter at fremstilles og erklærede sig villig til at betale en Mulkt paa 60 Rd., hvilket Beløb ogsaa Dommeren efter Opfordring af Inspektøren for Opdagelsespolitiet indvilgede i at modtage til Rettens Fattigkasse og de før nævnte Foreninger.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 7. april 1865)

Hazardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hazardspil. Da Politiet i November Maaned f. A. havde bragt i Erfaring, at Skrædersvend M. havde i Hazardspil tabt en ikke ubetydelig Sum Penge, var han efter Tilsigelse mødt paa vedkommende Politiassistents Contoir, hvor han afgav følgende Forklaring: Tirsdagen den 19te November om Aftenen traf han paa Keglebanen i Klosterstræde Skrædermester N. N. Ved her at samtale om, at der paa denne Keglebane kun blev spillet lavt, fortalte Skrædermesteren ham, at det var bedre at gaae ud engang paa et af ham betegnet Vertshuus paa Vesterbro, hvor der kunde vindes paa eengang 50 Rbd. og dette burde M., som havde Penge, forsøge paa. Der blev imidlertid ikke talt videre derom, men den næste Dags Eftermiddag indfandt N. N. sig ganske hæsblæsende paa M.s Bopæl og opfordrede ham til at gaae med ud paa det omhandlede Værtshuus, samt bemærkede, at M. maatte skynde sig, eftersom det var den høie Tid inden Bønderne toge bort. Han tilføiede ved samme Leilighed, at der var To, som altid vare i Compagni, og med disse skulde man stedse holde, da man saa var sikker paa at vinde. M. havde egentlig ikke Lyst til at gaae, ligesom det ogsaa blev ham fraraadet af en anden tilstedeværende Skrædermester L., men da N. N. vedblev at presse ham og afmalede ham med hvor megen Lethed man paa det omhandlede Sted kunde komme til Penge, hvilket var langt bedre end at sidde og slide i Commisarbeide, samt at han, hvis han blot eiede 3 Rbd., snart skulde vinde 50 Rbd., saameget mere kunde M. vinde, da han eiede flere Penge, lod han sig endelig overtale og gik med, efterat have medtaget alle sine Penge, nemlig 365 Rbd., bestaaende af 2 Hundrededalersedler og forresten Femdalersedler, hvilket var hans hele Eiendom, som han i 11 Aar møisommeligen havde sammensparet ved Arbeide. Da de ankom til Værtshuset, gik Værten og spillede Billard med en Bonde, medens 4 andre Personer sadde ved et Bord og spillede Kort. Af disse betegnede N. N. de to som dem der havde mange Penge og med hvem man skulde holde, for at være sikker paa ikke at tabe, samt sagde, at den ene var Meel- og Grynhandler, den anden Brændevinsbrænder. Efterat Billardspillet var tilende foreslog N N. at gaae op paa Keglebanen, for at slaae om et Glas Punsch. De gik da tilligemed en tilstedeværende Bagersvend og Bonden derop, hvor der blev slaaet om Punschen. Efterat M. havde tabt et Slag Punch, opfordrede Bonden ham til at parrere med sig. Der kom saaledes en Paree istand, først paa 2 Mk. men senere paa 1 Rbd., om at Bonden ikke kunde slaae alle Ni, M. tabte paa denne Maade meget hurtigt 8 Rbd. Ved at fremtage 2 Femdalersedler, for deraf at betale det Tabte, troer han, at Meel og Grynhandleren og Brændeviinsbrænderen, samt de 2 ubekjendte Personer, som imidlertid vare komne til fra Billardstum, saae at han havde mange Penge hos sig, thi nu opfordrede de ham alle til at parere med dem , ligesom han ogsaa lagde Mærke til, at der kom endeel Punsch frem, som disse Personer formodentlig havde reqvireret. M. indsaae imidlertid, at han ikke kunde staae stg ved hiin Paree, hvorfor han nægtede at indlade sig videre heri; men nu opfordrede Brændevinsbrænderen og Meelhandleren ham til heller at gaae med dem ned i Stuen og faae et Slag Kort, hvorved han kunde faae Revange. Da han hertil var villig, gik alle de Tilstedeværende ned i Billardstuen. Her yttrede Meelhandleren Tvivl om hvorvidt Værten vilde rykke ud med Kortene, samt at man nok kom til at forlange noget Cognak først. Dette skete ogsaa, og da Cognaken var drukken, vare Kortene paa Bordet i Værelset ved Siden af Billardstuen. Der skulde spilles Bazet, hvilket Spil M. aldeles ikke kjendte. Efterat han paa Meel- og Grynhandlerens Forslag var gaaet i Compagni med denne om at holde Banque sammen, lagde hver af dem 30 Rbd. paa Bordet, og blev Aftalen derpaa, at M. skulde udbetale og modtage Penge, medens Meelhandleren skulde trække af. Spillet begyndte nu, og heri deeltog hele det tilstedeværende Selskab, der bestod af ialt 11 Personer, nemlig foruden de 6 allerede betegnede, en Skomagermester, 2 Skomagersvende, en Rugbrødsbager og Værten. Den første Banque var tabt i et Øieblik, hvorfor de paany satte ud, og hertil laante Meel- og Grynhandleren Penge af Brændevinsbrænderen. Banquen var imidlertid meget uheldig, og efter en Timestids Forløb havde M. tabt 265 Rbd. De fleste Penge vandt Brændeviinsbrænderen, som kun enkelte Gange pointerede, men saa satte han gierne 30, 40 a 50 Rbd. paa et Kort. M. vilde nu holde op at spille, hvortil han ogsaa paa det Alvorligste blev opfordret af ovennævnte Skrædermester L., som allerede forinden Spillet begyndte havde indfundet sig for at overtale ham til at lade være at spille, og som slet ikke deeltog i Spillet, men dog hele Tiden var tilstede. Da imidlertid de Tilstedeværende formeligen omringede ham og L. ja næsten satte sig i en truende Stilling, blev L. forknyt og M. lod sig overtale til at fortsætte Spillet. Dette standsede tog nogen Tid, medens en Gaas samt endeel Brændeviin, Øl og Punsch, som Brændeviinsbrænderen reqvirerede og betalte, blev kortmret. M. deeltog nu ikke længer i Spillet som Banqueur, men som Pointeur imod Meel- og Grynhandleren, som da alene lagde Banque, formodentlig for Brændeviinsbrænderens Regning, da denne fra det Øieblik af aldeles ikke deeltog i Spillet, men deels sad ørkesløs ved Siden af Meelhandleren, deels stillede sig bagved M og bestandig opfordrede ham, som i Begyndelsen kun pointerede smaat, til at sætte høit paa. Men ogsaa ved at pointere var M. uheldig, og Kl. 11 havde han tabt Alt paa 4 eller 5 sk nær. Skiøndt M. ikke havde seet, at der var begaaet noget Bedrageri i Spillet, antog han dog af flere Omstændigheder, at dette havde været Tilfældet. Foruden hvad der alt fremgik af hans Forklaring i saa Henseende, bemærkede han, at der hele Tiden under Spiller blev skjænket Punsch og Cognac omkring og Brændeviinsbrænderen som næsten tvang ham til at drikke. Fremdeles antog han, at Skrædermester N. N., til hvem han overhovedet ingen Tillid havde, stod i Forbindelse med Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren og navnlig skaffede dem fat paa Folk, som havde Penge, og som de og som de kunde trække op, ligesom han ogsaa havde hørt af Skrædermester L., at disse 2 Personer stadigen stak Penge til N. N. som han spillede med. Efterat Sagen var kommen for Retten, henholdt Skrædersvend M. sig i Eet og Alt til sin til Rapporten afgivne Forklaring. Samtlige Spillende, med Undtagelse af Brændeviinsbrænderen og Meel- og Grynhandleren, vedgik at have deeltaget i det omhandlede Hazardspil; de Fleste af dem forklarede, at de holdt dem overbeviste om, at der havde fundet Bedrageri Sted fra Brændeviinsbrænderens og Meelhandlerens Side, da navnlig den Førstes Held i modsat Fald vilde være utrolig, og de erklærede med Bestemthed, at denne havde vundet i det mindste henved 200 Rbd. og den Anden over 100 Rbd. Disse 2de Personer negtede i Begyndelsen al Deeltagelse i Spillet, men efterat de, paa Grund af den ved deres nævnte Benegtelse forøgede Mistanke imod dem for Bedrageri, havde hensiddet et Par Dage under Anholdelse, tilstode de endelig, at de vel havde spillet, men derved snarere tabt end vundet. At de havde begaaet noget Bedrageri under Spillet, vilde de naturligviis paa ingen Maade indrømme. Skiøndt de confronteredes saavel med Skrædersvend M. som de Øvrige, der havde forklaret imod dem, og som gientog deres Forklaringer for dem, vedbleve de dog stadigen deres sidst afgivne. Der kunde saaledes, al anvendt Bestræbelse uagtet, ikke foretages videre, end at sætte dem under Tiltale for Hasardspil, under hvilken ligeledes inddroges de andre Deeltagere.

Da Meel- og Grynhandleren 3 Gange tidligere havde varet dømt for Hazardspil, Bagersvenden og den ene Skomagersvend hver een Gang, blev ved den i Sagen den 11te Februar faldne Dom Førstnævnte anseet med en Mulkt af 120 Rbd., de 2 Andre hver især med 40 Rbd, Værten med 50 Rbd , Brændeviinsbrænderen og Rugbrødsbageren hver med 30 Rbd. og de øvrige 4 hver især med 20 Rbd., af hvilke Mulktbeløb de 2/3 Dele tilfalde Kjøbenhavns Politikasse og den 1/3 Deel vedkommende Angiver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. februar 1851, 2. udgave)

Bazet, eller basset, barbacole, hocca var beregnet til folk med højeste rang på grund af de store tab eller gevinster der måtte opstå fra spillere. Spillet i basset resulterede dybest set i et lotteri. En spiller kan nogle gange vinde, men den store vinder var forhandler (bankmand). Forhandleren havde en række privilegier under reglerne, herunder at have den eneste og endelige kort bortskaffelse. Dette gav ham eller hende en betydelig overtagelse. Se fx The London Encyclopaedia: Or Universal Dictionary of Science ... s. 625.  En søgning på Mediestream viser at lignende svindelnumre med afblankning af personer i hvert fald fortsatte op til 1920.

Keglebane på Hotel d'Angleterre. (Efterskrift til Politivennen)

Allerede i længere Tid har paa Knirsch's Keglebane i Hotel d'Angleterre været spillet Kegler om betydeligt høie Indsatser, idet der, ved formelige Banker, af forskjellige Spillende og Ikkespillende pareres paa de enkelte Slag. Rygtet har vel sagt, at det kun er et privat og sluttet Selskab, som driver dette offentlige Uvæsen; men det holdes i en næsten publik Hauge, og Adgangen dertil bliver let aabnet for enhver saakaldet velklædt Person. Man har allerede hørt forskjelllige sørgelige Følger af dette overhaandtagende Spilleraserie, og navnligen Skulle et Par unge Mennesker der have tilsat deres Mødres Enkepensioner, det var dem overdraget at hæve *). - Imidlertid har det Schofle ved den hele Entreprise, og det naturligviis mindre udvalgte Selskab, som der er tilstede, foranlediget, at det kun er en Rendezvous for de simpleste af Byens cultiverede Dagdrivere. Med Fornøielse har Publikum derfor seet det hele dadlet i "Dagen" No. 174 saa alvorligt og skarpt, at Enhver, der endnu har nogen undseelse tilbage, vistnok vil holde sig borte fra dette Spillehuus. Imidlertid kunde man dog maaske have ønsket, at den ærede Forf. havde behandlet de unge Letsindige med mindre Ubarmhjertighed; thi hvor vanskeligt maa det ikke være for den Unge, der endnu ikke kjender Livet, uden forsaavidt Ældre have fortalt ham Noget derom, at begribe det Skadelige og Umoralske, som ligger i, at drive sin Tid hen ved et sligt Spil, naar han fra sin tidligste Barndom af har været vant til at see alle Landets Byer prydede med offentlige Skildter, ved hvilke Staten indbyder Folket til at indlade sig i et ulige, men priviligeret, reent Hazardspil, hvoraf det Offentlige gjør sig en Indtægt. Hvor Tallotteriet er begunstiget af Staten, maa man ikke fortrinligen dadle den enkelte Borger fordi han spiller Hazard. - Den ærede Forf. synes at have Uret, naar han er gaaet saavidt, at han angriber hiint Spil, som et efter vor Lovgivnings Analogie forbudet Hazardspil. Det Skete maae vi imod ham erklære for ikke at være lovstridigt, om det endog maa ansees som usædeligt. Det er en Uting, som den offentlige Stemme i de enkelte Tilfælde bør hæve sig imod, men som ei uden en fornuftstridig Lovtvang kan forbydes, da det maa betragtes som en Følge af Umuligheden i at bestemme ved Love de enkelte Forhold saaledes, at der ikke kunne gives Handlinger, som, skjøndt de i og for sig ere umoralske, dog ere at ansee som i Formen aldeles legale. - Vor Lovgivning erklærer Hazardspil for lovstridigt, men den har, ved at angive Exempler, sat for dette Begreb den fornuftige Grændse, at derunder kun hører det Spil, ved hvilket det uberegnelige Tilfælde er det ene Afgjørende, og intet Menneske iforveien, paa en grundet eller idetmindste sandsynlig Maade, kan bestemme Udfaldet; men den kan ikke antages at være gaaet videre i Begrændsningen af dette Begreb. Hvor derfor Udfaldet beroer paa enkelte Menneskers Villie og Færdigheder, og de Væddende, ifølge deres Indsigt i de forskjellige Omstændigheder, kunne med Sandsynlighed forud beregne Udfaldet, finder ikke Hazardspil Sted; Men Væddemaalet bliver da aldeles lovligt. De, der parere paa Keglespil, uden selv at tage Deel deri, grunde deres hinanden modsatte Paastande paa deres Kundskab til Banen, Kuglernes Beskaffenhed og den Spillendes Færdighed; altsaa paa deres egen Indsigt, og Udfaldet afhænger af alle disse forudsete Omstændigheder, følgelig er  Væddemaalet lovligt, og maa, ihenseende til Formen, f. Ex. aldeles staae ved Siden af Pareerne ved Vædderidt, forsaavidt Andre end de Ridende indgaae dem. - Vi maae saaledes aldeles være enige med vort Politie, som ikke ved nogen Vilkaarlighed, mod Lovens Bydende, har villet forstyrre dette ikke-lovstridige Spil, ligesom ethvert Skridt af det derimod aldeles vilde faae Characteren af voldsom Tvang.

*) Den ædle Banquier skal imidlertid have tilbagebetalt idetmindste til den ene det paa denne Maade Vundne.

(Kjøbenhavnsposten den 25. juli 1834)

Red. er bleven anmodet om at gjøre opmærksom paa det Uvæsen, der drives paa Hr. Knirsch's Keglebane ved Pareer, hvorved der dagligen omsættes betydelige Summer, vor Meddeler siger "flere tusinde Rigsdaler." Som bekjendt er der etableret formelige Banquer, hvor Banqueuererne imod enhver Lysthavende holde paa, at den Slaaende slaaer over eller under et vist Antal Kegler, og det er ikke ubetydeligheder, der voves; der skal saaledes modtages Pareer indtil 50 Rbd. Dersom blot Halvdelen er sand af de Historier, som Indsenderen beretter om Personer der have udstedt falske qvitteringer, ere løbne bort fra Principalerne og bemærket i Bøgerne, at Pengene vare tilsatte paa Keglebanen, om Familiefædre, der have bortspillet det hvoraf deres Familier skulde leve i flere Maaneder, om Sønner, der have tilsat deres Moders Enkepensioner, som var betroet dem at hæve osv. osv., kunne vi ikke andeet end fuldkommen billige Inds.s Harme over dette fordærvelige Hazardspil, deer skjuler sig under Væddemaalets Form, og ønske, at det jo før jo heller maa blive forbudeet; Noget, som vi dog hellere saae skeete af Hr. Knrisch, end af Politiet, hvis Competencce hertil maaske ogsaa kunde være tvivlsom. Saavidt vi vide ophørte disse Banqueuerer ogsaa med deres Forretninger efter Hr. Knirsch's Foranstaltning forrige Gang, da det blev omtalt i dette Blad. Naar Sligt kan hæves uden Politiets Mellemkomst, er det desuden den behageligste Maade for alle Vedkommende, hvoriblandt der naturligviis ogsaa er en stor Mængde unge forledte Mennesker.

(Kjøbenhavnsposten 10. august 1836)

Kjøbenhavn den 10de Juni 1837. - Det Uvæsen, der i flere Aar med enkelte Afbrydelser har fundet Sted paa Herr Knirsch's Keglebane, har oftere været omtalt i dette Blad; vi anmodede sidst Herr Knirsch om selv at hæmme det ved at lukke Banen, men vi troe nu, da Hr. Knirsch derhos i den høie Leieafgift har et saa stærkt Motiv til ikke af sig selv at ophøre, at det bliver nødvendigt, at der fra det Offentliges Side skrides ind. Vi have modtaget flere Skildringer, om hvis Paalidelighed vi ingen Grund have til at tvivle, af de Ulykker, der ere foraarsagede ved dette Spil, hvorledes betroede Penge ere satte til, hvorledes Tab der have ført til Selvmord og andre Forbrydelser, hvorledes flere Ulykkelige ganske have forspildt deres Livslykke, hvorledes unge Letsindige, ere blevne bedragne af gamle Optrækkere osv. osv. Til Beviis paa, at det ikke er Ubetydeligheder der tabes, ville vi blot anføre, at af to for os navngivne Personer har den ene tabt 120 Rbd. paa eet enkelt Slag, den anden noget over 700 Rb. i ringere end 3 Timer. Hvor et Spil drives til den Yderlighed, hvor saa mange vitterlige skjøndt maaskee juridisk ubevislige Bedragerier dermed ere forbundne og hvor saa mangfoldige Ulykker deraf foraarsages, ansee vi Politiet fuldkomment berettiget til at forbyde det i Henhold til Lovbestemmelserne om Hazard- Spil, om det end nok saa meget skjuler sig under Veddemaalets Form. 

(Kjøbenhavnsposten 10. juni 1837)

Det glæder os at kunne berette, at det fordærvelige Spil paa Knirschs Keglebane nu af Politiet er forbudt. Til yderligere Beviis paa, at det ikke var ubetydeligheder, hvorom der spilledes, kan tjene, at den ene af de Banker, hvorpaa der lagdes Beslag, indeholdt 125 Rbd. En hensigtsmæssig Betingelse, der indeholdes i de i den senere Tid meddeelte Bevillinger til at holde Vertshuus osv., at Bevillingen tabes, naar der hos den foregaaer Noget, der giver Anledning til Uordener, en Betingelse, som ogsaa var tilføiet den Tilladelse, der var meddeelt Leieren af Knirschs Keglebane, sætter det uden for al Qvæstion, at Politiet er berettiget til at forbyde dette Uvæsen, hvad enten man betragter det som Hazardspil eller ikke.Vedkommende 

(Kjøbenhavnsposten kunne den 24. juni 1837)

Uordener

Det er virkeligt et harmeligt syn når man passerer Frue Kirke at se de skoledrenge der udfører sangen for prædiken, under denne spiller klink på selve kirken. Det er let at se at denne leg eller dette spil ikke sjældent giver anledning til klammeri, hvorved forefalder skældsord og al slags usømmelige tale. Det ville derfor være ønskeligt om en af kirkens betjente engang imellem indfandt sig uden for kirken for at fjerne denne uorden.

(Politivennen nr. 1428. Løverdagen, den 11 Mai 1843. Side 303). 

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udgik den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol betræffende sagen nr. 322-31, Peder Jensen contra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn, og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår, at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende, af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen, dengang boende på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskabet ved et gevinstspil han havde foranstaltet i september måned d. å., og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvorfor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen herved led tab, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tilligemed en anden mand at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "Hold benene til dig!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spillop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen, hvorpå vi i forening gik ned til karlen.

Caspersen (til karlen). Har du sparket til bagkeglen?

Karlen. Nej!

Hermed sluttedes forhøret og eksaminatoren var tilfreds med eksaminandens meget juridiske svar, men glemte aldeles sin egen jura (i tilfælde at sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der, overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft mod kanten af et bord så at mine side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. - Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at gøres opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle fælge visdomsreglen "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter, dette for mig så fatale sted.

Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til 4 dage efter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have afgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark, hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed, og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende vartovs-lemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde, for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adreessekontorets Efterretninger, da han længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.

Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overlader det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Caspersen som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund, af og til sparkede til bagkeglen er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget at Caspersens adfærd imod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.

Carl Frederik Mørch

Skomagermester.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 777-781)

Redacteurens Anmærkning.

Caspersen meddelte i Politivennen 829, 19. november 1831 s. 813 at han havde sagsøgt Mørch ad rettens vej.

Et Par Ord om det saakaldte, nu saa gængse "Quinespil".

I forbigående spørges: Er dette spil blandt de såkaldte "hasardspil"? Er indsenderen mening rigtig, så bliver nok et hasardspil et sådant spil hvori den blinde lykke uden al spillerøvelse eller færdighed dominerer, og det er just tilfældet med nævnte quine- eller rettere lotterispil som nu kan ses på flere offentlige steder, fx i Vildmanden på Østergade etc. Den der i øvrigt høster den største fordel af spillet, er værten i hvis lomme de såkaldte pulje- eller pottepenge rigeligt strømmer ind. Rygtet siger endog at nogle værter indhøster 60 til 70 rigsbankdaler ugentligt blot i sådanne indtægter uberegnet endog hvad ellers tjenes på de spillendes fortæring osv. Således bliver værten alene den vindende, og denne beriges ved de spilledes, ofte surt erhvervet skærv over hvis tab vist undertiden en hel værdig familie må sukke. Indsenderen tillader sig derfor det forhåbentlig rimelige ønske at der må sættes skranker mod dette spil som i så høj grad er ødelæggende for manges velfærd.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 150-151)

Spørgsmaal Quinespillet angaaende.

Hr. Udgiver!

Skønt jeg er helt ubekendt for Dem, tager jeg mig dog den frihed at henvende mig til Dem for at få et spørgsmål besvaret, og det er: er det såkaldte quinespil forbudt? Jeg er traktør, billardholder eller om De vil værtshusholder. Og har som sådan i nogle år ernæret mig og familie på en anstændig og lovlig måde. I mit hus er aldrig blevet spillet andet end kommersspil. Og mit værtskab er lukket til den tid politiet befaler. Men i den seneste tid har en del af mine gæster forladt mit hus og min indkomst aftaget skønt min omhu for at beværte enhver efter ønske og min øvrige behandling på alle måder har været som de plejede. 

En af mine bekendte har endelig opgivet mig som årsagen til det at det er fordi jeg ikke ville indrette og tillade quinespillet hos mig. Dine gæster, sagde han, tyr hen til et sted på Østergade og ligeledes i Ny Adelgade bag Hovedvagten. For her kan de i den tid de hos dig spiller om et glas punch vinde 16 til 20 rigsbankdaler, og værten tjener da uden videre ulejlighed 6-7 rigsbankdaler. Det er i sandhed for en vært en anselig og meget lokkende fortjeneste som jeg i flere dage ikke uagtet al umage kan rose mig af. Jeg beder Dem derfor hr. udgiver at De vil besvare eller i Deres blad søge svar på ovenstående spørgsmål, eller meddele mig Deres gode råd hvorledes de tror jeg i denne henseende bør handle.

Deres ærbødige
N. N. 

Svar

Idet jeg overlader det til en mere kyndig at give et tilfredsstillende svar på Deres spørgsmål, vil jeg blot gøre Dem opmærksom på at al slags hasardspil er forbudt. Og da quinespillet kan regnes dertil, er dette følgelig ikke tilladt. Mit råd som De ønsker, er at De som før søger at ernære Dem på en anstændig og lovlig måde, og ved gode varer, billig betaling og god opførsel søger at skaffe Dem ordentlige gæsters besøg. De kan da lykønske Dem med at spillerne ikke frekventerer Deres hus. For findes der steder hvor utilladeligt spil finder sted, vil vores årvågne politi nok finde værterne og ordsproget: hvad der kommer med synden,, bortgår med sorgen, vil da vist nok gå i opfyldelse på disse, mens De lever rolig med en mindre fortjeneste.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 688, Løverdagen den 7de Marts 1829, s. 148-150)

Redacteurens Anmærkning

Vildmanden var en gård eller et herberg i Østergade 32. Komponisten Peter Casper Krossing havde sin debut her i 1818. Se også den efterfølgende artikel.

Jeg har ikke kunnet finde ud af hvad quinespil er for noget. Måske er det en misforstået stavning af fransk vingt-et-un, altså 21 eller blackjack. Det var kendt på Politivennens tid. Hasardspil var blevet forbudt i 1753. Det blev først delvist tilladt i 1869 for foreninger, hvis indtægterne gik til en "veldædig sag." Tallotteri var tilladt.

Alle Ni i store Kongensgade.

I nr. 43 i Store Kongensgade er en keglebane som besøges så flittigt at man spiller på den indtil kl. 1 til 2 om natten. Da keglerejseren råber til spilleren ved ethvert slag hvor mange kegler der falder, så forstyrrer han dermed de nærboende såvel i denne gade som i Borgergade i deres nattero. Dersom det er tilladeligt at sådant spil må finde sted efter midnat, så var det ønskeligt om værten kunne finde en anden måde at tilkendegive hvor mange kegler der slås, end ved råben. For andre folk hvis dont kræver at de må tidligere op om morgenen, bør have deres korte nattero uforstyrret.

(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 353)

Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 43 ændrede i 1856 nummer til Store Kongensgade 35. Matriklen eksisterer ikke længere, men har formentlig ligget omtrent ved Landgreven

Vogt Dig for Drengene med Strikkerne og Klodserne

Her i staden har i nogen tid hersket en stor uorden som man tror egner sig til de ansvarliges opmærksomhed. Denne uorden forårsages af næsten alle gadedrenge (for ikke at tale om at velklædte børn ofte deltager i det) idet de med en snor i hvis ender der er fastgjort to træklodser, gør visse svingninger som er meget farlige for forbigående personer. 

Anmelderen var i denne uge øjenvidne til at en gammel kone ved at passere forbi sådan en krabat blev truffet af en af de omtalte klodser. Dog til lykke for konen på et sted hvor slaget ingen videre følger efterlod sig når man undtager den øjeblikkelige smerte. Men hvor let kunne klodsen ikke have truffet på et ømfindtligere sted, fx i ansigtet, øjet eller hvad endnu værre i tindingen. Hvilket slag måske kunne have berøvet et mennesket sit liv. 

Når nu disse klodser ikke er tilbørlig fastgjort til snoren, hvilken fare var da folk i nærheden og de i gaden boendes vinduer udsat for. Det er altså indsenderens og vist nok enhvers indstændige bøn til vort virksomme politi at det vil træffe anstalter som kan hæmme dette så højst farlige uvæsen for folks liv, lemmer og gods.

(Politivennen nr. 617, Løverdagen den 27de October 1827, s. 685-686).

Uordener.

 2) Ved at passere Dronningens Tværgade for nogle dage siden, blev indsenderen tillige med flere meget generet af en mængde drenge der ligesom det var på fællederne, havde i god mag givet sig til at lege bold midt på gaden, nærmest Kronprinsessegade. Da man især i de seneste år ikke har kendt til sådanne uordener, især i en hovedgade, så vil det politi der så roligt og dog så kraftigt afværger gadeuordener, vist også sørge for at sådant ikke skal fæste sæde til hinder for de mennesker der passerer gennem gaden.

(Politivennen nr. 486. Løverdagen den 23de April 1825, s. 9644)

Bemærkning paa Skrædernes Herberge.

Det er vist meget gavnligt at stilesiddende personer især skræddere som sidder i en krumbøjet stilling den største del af dagen, en gang imellem gør sig en bevægelse for at rette ledemadene. At keglespil kan være egnet hertil, har man heller ikke noget imod. Men da det respektive skrædderlaug for nyligt i deres kro eller herberge har ladet opføre en muret keglebane som efter sigende skal koste nogle tusinde rigsbankdaler, så tager man sig den frihed at spørge om laugets kasse efter en sådan udgift endnu er i stand til at yde de af laugets interessenter der måtte trænge til understøttelse til husly osv. sådant, uden sammenskud af samtlige interessenter. I manglende fald vover man at mene at det havde været rigtigere at have hjulpet sig med den ene keglebane som allerede findes på stedet, eller ladet opføre en bygning hvori uformuende af laugets interessenter kunne have fået værelser for en billig leje.

(Politivennen nr. 460. Løverdagen den 23de October 1824, s. 9229-9230)

Bedragerisk Privatlotteri.

I den senere tider det blevet meget almindeligt at flere mennesker udlodder forskellige ting såsom guldkæder, ringe, syskrin, smukke kapper, strimler og andet lignende ved at sælge 90 numre og bestemme at det nummer som er bestemt i enhver af disse sedler har vundet den gevinst som naturligvis altid med det samme bliver forevist. Uagtet dette strider mod anordningerne, bevæges man dog ved den gråd og de ynkelige bønner som de fleste af disse lotterisælgere eller sælgersker overhænger folk med til at tage et eller flere numre for på denne måde at kunne hjælpe sådanne brødløse mennesker. Deres ord er gerne: "Vi har ikke en bid brød hjemme", eller også "Min søster, min moder ligger syg og har ikke penge til den mindste vederkvægelse. Oh Gud velsigne Dem! Tag en seddel". 

For mennesker som føler ved andres rang og lidelser, er dette vist nok tungt at høre på, og som oftest lader man sig bevæge til at afkøbe dem sådanne sedler. Det er heller ingen skam at tjene lidt til livets ophold på denne måde. Men der gives enkelte, som bruger denne metode til at bedrage folk. Anmelderen af dette vil bekendtgøre følgende tildragelse som er mødt hans familie, til advarsel for andre.

En lille dreng på omtrent 8 til 9 år gammel har i en tid af to til tre år såvidt anmelderen erindrer gået omkring med bobinets kapper og halsstrimler for på denne måde at udlodde dem. Ingen kan bruge sin mund bedre for at overtale og bevæge folk til at købe hans sedler end denne lille der udsendt fra sin bedragerisk-sindede mor indfinder sig ikke alene i alle huse, men i de fleste vinkældre og ølstuer, ja endog i kongelige kontorer, hvor han i stride strømme udøser sit hjemmelærte, ynkelig og vemodige trygleri.

Denne dreng kom for nogen tid siden og bad den heri berørte familie om at købe nogle af hans sedler. Da hans sædvanlige klager var til ende, købte den af medlidenhed fire, der lød til Vandsbeks trækning den 24. august.Ved denne lejlighed foreviste han som gevinst en bred, dobbelt bobinets halsstrimmel der var meget smukt forarbejdet. Efter postens ankomst den 27. august ser familien at den på nr. 59 har vundet nævnte strimmel. Datteren går hen i Antonigade til drengens mor for at afhente den. Men hvor forbavses hun ikke da denne giver hende en snavset, smal og enkelt bobinets strimmel, i stedet for den som hendes søn forevist ved salget af numrene.

Denne vakre madame blev gjort opmærksom på det, men hun svarede: "De får ingen anden, vil De ikke have den, så vil jeg." Efter dette svar gik datteren af omtalte familie som ikke var vant til sådan tiltale, hjem med gevinsten og fortalte hvad der var passeret. Opbragt over dette lumpne bedrageri gik husmoderen selv til nævnte madame for at afkræve hende den vundne halsstrimmel for foreholdt hende i den anledning hendes bedrageriske opførsel. Men i stedet for strimlen fik hun en hob lave skældsord og forsikringer ledsaget med forbandelser at den engang udleverede strimmel var den og ingen anden som allerede omtalte madames søn havde forevist. Så hun måtte forføje sig hjem af frygt for denne slemme kvindes muligvis endnu videre drevne uartige opførsel.

I anledning af forestående var det at ønske at enhver ville vogte sig for på denne måde at blive bedraget. Om dette snyderi er sket med flere, ved anmelderen ikke. Men dersom det skulle være tilfældet, burde de ansvarlige oplyse sådant til videre advarsel og oplysning for andre.

(Politivennen nr. 453. Løverdagen den 4de September 1824, s. 9122-9125)

Uvæsen ved Hr. Østrups Keglebane

Beboeren af huset og haven nr. 205 i store Kongensgade hr. Østrup ville vist nyde megen tak af sine gæster når han ville dæmpe den slemme uskik at når man har moret sig med at spille kegler 1 til 2 potter og vil gå, da man tror at have betalt hvad der er forlangt, man da ved udgangen af haven bliver af keglerejseren erindret om ikke at glemme ham.

Dette skete for indsenderen sidste pinsedag om eftermiddagen omtrent kl. 4. Jeg kom i haven i selskab med 3 andre. Efter at vi havde spillet en pot om bøssepenge som var 4 skilling for hver, og vi ville til at gå, blev vi af værten ganske sagte anmodet om ikke at glemme keglerejseren. Da vi siden har erfaret at hr. Østrup er en rig mand, og at det som han betaler i leje til grev Totts arvinger for denne store lejlighed, skal være såre ubetydelig, så formoder man at hr. Østrup vil søge at ophæve nævnte uskik, hvilket da ufortøvet vil falde bort. Når han ikke vil lønne sin keglerejser, så kan han jo give ham hvad man ellers må betale, nemlig 4 skilling for den første pot. Så er jo karlen ganske godt lønnet, og hr. Østrup kan give ham 3/4 dag for kosten.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6279-6280).

Advarsel til en Kjeldermand i Pilestrædet.

Ved nogle gange om aftenen kl. 9 at have passeret Pilestræde har anmelderen set slagsmål af voksne drenge uden for nr. 122 og i den tilstødende port. Ved at forhøre sig nøjere herom, har han fået at vide at en del håndværksdrenge, især skrædder- og hattemagerdrenge, søger i denne kælder, og da de så ofte kommer i klammeri, formoder man at dette sker over deres tab eller gevinst i spil. Foruden at drengenes mestre og husbonder på flere måder taber ved sådan værtskab, kan dette også have betydelige følger for drengenes fremtid. At holde drikke- og spillehus for drenge er utilladeligt, og da beboeren af nævnte kælder synes at være uvidende herom, så gives ham herved denne underretning for at han i fremtiden kan vogte sig for de ubehagelig følger et utilladeligt og ulovligt værtshushold for drenge sikkert vil drage efter sig.

(Politivennen nr. 359. Løverdagen den 16de November 1822, s. 5830).

Et Vink til Vedkommende.

På Hjortelængen nr. 157 hvor der er keglebane, finder der ofte drikkelag og nattesvir sted af en del oboister som tillige forfører unge militære og civile personer til at tage del i denne sværmen, der som oftest ender med klammeri og slagsmål. Det var meget ønskeligt om værten på ovennævnte sted måtte af de ansvarlige måtte pålægges at lukke sin bane og skænk til den i loven bestemte tid for at stedet ikke skal blive en faldgrube for unge menneskers timelige velfærd.

(Politivennen nr. 336. Løverdagen den 8de Juni 1822, s. 5430-5431).

Redacteurens Anmærkning

Hjortelængen eksisterede indtil 1869 og er nu en del af Klerkegade. Hvem oboisterne hentyder til, kan man kun gisne om.

Ønsker mod Drenge Optøjer.

Af alt regimente er vist nok pøbel- og drengeregimente det mest utålelige. Og den som har været udsat for at måtte tåle sådant, vil vist være enig med indsenderen heri. Såre uheldige er beboerne af det sted der ligger i nærheden af en plads, drenge udvælger sig til boldgade. For han må tåle alt hvis han ikke vil udsætte sig for grovheder og offentlig hån dersom han vil hævde orden og ro, og måske endog får den trøst af vedkommende: Hvorfor giver du dig af med drenge. 

Anmelderen har derfor i lang tid tålmodigt tålt de ubehageligheder som en drengeforsamling som oftest fører med sig. Men endelig ked af det fremsætter han sin bøn til de ansvarlige om at have lidt tilsyn med de mange drenge der nu i lang tid hver dag og flere timer ad gangen er forsamlet i Lille Regnegade hvor de efter at have moret sig på flere andre måder, gerne ender turen med klinkspil, der ofte forvolder stuebeboerne udgift til glarmesteren. For skodderne kan man jo ikke have lukket om dagen.

"Efter sigende skal Pistolstrædes lukkede ende ligeledes være tumleplads for kåde og dagdrivende drenge. At tiltale disse nytter intet. Ja man udsatte sig endog ofte for at blive kendt af dem og at modtages eller ledsages med hurraråb eller piben". (Pistolstræde anno 2015. Nu nydeligt istandsat).

Efter sigende skal Pistolstrædes lukkede ende ligeledes være tumleplads for kåde og dagdrivende drenge. At tiltale disse nytter intet. Ja man udsatte sig endog ofte for at blive kendt af dem og at modtages eller ledsages med hurraråb eller piben.

Derimod tror man det ville være særdeles gavnligt om en gadekommissær eller politibetjent engang imellem ville aflægge et besøg på de 2 nævnte steder. Ved da at ophæve den forefindende forsamling og efter omstændighederne tildele nogle et par rap, ville man se udvirket den orden og ro hvorefter man nu så længe har sukket.

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5263-5264).

Redakteurens Anmærkning

Lille Regnegade var en blind vej som blev nedlagt 1908 da man lavede gennembruddet af Ny Østergade mellem Christian IXs Gade og nuværende Store Regnegade.

Anmodning til Politie-Direkteuren.

Den årvågenhed som vores virksomme og nidkære politidirektør altid ved enhver lejlighed lægger for dagen, lader anmelderen håbe på at det må blive indskærpet den ansvarshavende gadekommissær eller politibetjente at jage eller pågribe de drenge, som dagligt har valgt grundene mellem Larslejstræde og Nørrevold som deres legeplads. Her forrykker de og borttager de sten som er sat om de derværende brønde, opstiller disse i en højde indtil 2 alen og spiller på dem det såkaldt kag, så at stenene farer tværs over gaden og forbigående ofte er udsat for at få sten både i hovedet og på benene fordi drengene har mere eller mindre kraft til at fremdrive dem. 

Det ville i det hele taget være ønskeligt at pålægge ejerne af disse grunde både her og andet steds hvor tomter findes at omgive disse med et plankeværk i lige flugt med fortovet da det er et væmmeligt syn og uanstændigt for en kongelig residensstad at se disse tomter tjene til møddingepladser og kloakker. For ikke at tale om at de om dagen tjener som kåde drenges tumleplads og om natten muligvis en eller anden for den offentlige sikkerhed farlig person som opholdssted og til hjemsted for tyvekoster.

(Politivennen nr. 84, Løverdagen den 9de August 1817, s. 1405-1406)

Redacteurens Anmærkning

Ordbog over Det Danske Sprog har forklaringen på hvad legen kag går ud på: Børneleg, hvor det gælder om (ved stenkast) at slå den øverste sten i en pyramideformet stenbunke ell. lign. opstilling ned eller slå en tveget stok, en kegle o. lign. omkuld.