Beskrivelse over en Reise til Jylland.

For henved 3 uger siden ville jeg med familie gøre en rejse til Jylland og besluttede at benytte dagvognen til Kalundborg. Jeg tog da fire pladser og indfandt mig med mit følge og rejsegods i Knirsch' Gård til den bestemte tid. Da vi havde fået så høje numre at vi ikke kunne få plads på de 2 store vogne, forhørte jeg mig hos en af de herrer der lod til at have opsyn med dagvognsbefordringen om på hvilken vogn vi skulle have plads, og da han erklærede at vi skulle på den første bivogn, lod jeg min karl bringe mit rejsetøj og 5 stykker gods hen til vognen. Kort efter idet jeg stod og samtalede med en ven der have indfundet sig for at hilse på mig, kom en mig ukendt person hen til mig og sagde at kusken vægrede sig ved at modtage alt mit tøj, da han skulle føre 5 poser. Jeg gav denne person til svar at da jeg havde betalt for samme, skulle det med, og hvis det ikke kunne tages på den vogn, så kunne noget af det komme på en anden, hvortil han da erklærede at så skulle tøjet vejes. Hermed var jeg tilfreds. Men da tøjet forblev liggende og ingen indfandt sig for at besørge det vejet, og den ene store vogn allerede var besat af rejsende, henvendte jeg mig atter til omtalte person med spørgsmål om hvad det blev til, hvortil han svarede at hvis jeg lovede karlen drikkepenge, så tog han det nok med, og at jeg derved stod mig bedre. For hvis det blev vejet, kom jeg til at betale meget mere. Jeg lod derfor nævnte person vide at jeg ikke anså mine 5 småpakker for at overstige den vægt som det var tilladt 4 personer at føre med sig, men om de endog vejede mere, var jeg villig til at betale for overvægten, da jeg kun ønskede den ret der tilkom mig, men ikke ville lade mig foreskrive noget af en kørekarl som jeg vel ville give en drikkeskilling om det behagede mig, men ikke ville lade mig afpresse af samme. Personen gik derpå bort, og kort efter erfarede jeg at alt mit tøj var læsset på vognen, hvorpå der foruden os fire kun var en eneste passager.

På to store dagvogne og 3 til 4 bivogne rullede vi rejsende kl. 7 ud af Knirsch' Gård og ankom lidt over 11 til Roskilde hvor vi tog ind i gæstgivergården "Prinsen". Her blev straks nogle af vognene hvis kørekarle havde andre holdesteder, aflæssede og de rejsendes gods henslængt i gården, hvorimod tøjet blev liggende i de vogne der blev holdende i gården. Efter en god times forløb indfandt sig nogle af de vogne der skulle befordre os til Holbæk, og nu begyndte en af gårdskarlene at læsse kufferter og pakker på disse. Da han var i begreb med at læsse på den første bivogn, forlangte jeg at mit tøj skulle lægges på denne da det i følge vores numre tilkom mig og familie at køre på samme. Men jeg fik til svar at det var ham ligegyldigt på hvilken vogn de rejsende kørte, da han kun havde medpålæsningen at bestille, og da jeg stødt herover ytrede mig mig at de rejsende behandledes temmelig vilkårligt, blev han smækvred, sprang ned af vognen og svor på at han ikke ville læsse. Derimod kom en anden, mindre kolerisk karl som tog mit rejsetøj af den vogn hvormed vi var kommet, og læssede det på den første bivogn som jeg havde forlangt. Endelig, da samtlige vogne var læssede, og en del passagerer havde taget plads på nogle af dem, kom et ungt menneske, for ikke at sige en halvvoksen dreng, med et papir i hånden og ville begynde på at anvise de rejsende deres pladser. Men han bar sig så forkert ad hermed idet han anviste nogle af dem plads, snart på en vogn, snart på en anden, at der opstod en sådan forvirring at enhver af de rejsende satte sig op hvor han kunne finde plads, uden hensyn til hvilket nummer han havde.

Det kunne nok med rimelighed forlanges at hvis de herrer postmestre på de forskellige stationer ikke selv ville påtage sig ulejligheden med at påse orden ved vognens ombytning, de da skulle sætte en pålidelig mand i deres sted. Bedre var det sikkert da de rejsende selv må varetage deres gods, hvilket under nuværende indretning ikke er muligt for dem at en konduktør ligesom med ugeposten, fulgte med hele ruten igennem. I Holbæk gik det til med mere orden. Kun kunne de rejsende ikke have noget tilsyn med deres gods da dette fordeltes på forskellige vogne, ligesom det lå for hånden.

Fra Holbæk kørte vi i stærk blæst og vædede af idelige regnbyger tiil Kalundborg hvorr vi ankom kl. 11. Her holdt vognene udenfor gæstgivergården, tøjet aflæssede og blev båret ind i billardstuen for at efterses af toldofficererne. Tænker man sig nogle og tredive rejsendes tøj blandet mellem hverandre, så kan man let forestille sig hvor lang tid der måtte gå inden enhver fandt sit. Vi kom derfor ikke til ro før klokken var over et.

Dagen efter kunne smakken ikke gå ud på grund af stærk storm fra vest nord nest, og de rejsende hvis tal var forøget med flere personer fra forskellige egne på Sjælland, måtte nu tilbringe en kedsommelig dag i et herberge da vejrliget ikke engang tillod en spadseretur. Men dette ophold var en ren benefice for gæstgiverensom vistnok ikke havde noget derimod. Da stormen dagen efter havde aftaget noget, så besluttede skibsføreren at gå under sejl uagtet vindens retning ikke havde bedret sig. Vi måtte altså krydse os frem og kom først om natten kl. 12.30 til Århus hvor vi atter måtte overnatte inden vi kunne komme til vores bestemmelsessted. En rejse som ellers plejer at gøres på 30 til 34 timer medtog nu således 3 dage og 3 nætter. Blandt de 66 passagerer der var ombord på smakken, var der nogle hvis tid til at være borte fra deres hjemsted, indskrænkede sig til 8 dage. Disse beklagede sig især over at dampskibsfarten ikke var i gang da de foruden de ikke ubetydelige udgifter som det lange ophold på gæstgiverstedet medfører, også tabte en del af deres dem knap opnåede tid, så at de nu 2 dage efter at være kommet til deres bestemmelsessted, måtte tænke på tilbagerejsen hvis de ville nå deres hjem til den bestemte tid

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 1284, Løverdagen, den 8de August 1840. Side 493-498). 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården i Roskilde blev bestyret af kaptajn Niels Christian Sveistrup (1786-1874). Han havde deltaget i  englændernes belejring af København 1807 i Studenterkorpset (Kronprinsens Livkorps). Han giftede sig herefter med Agathe Johanne Hansen (1787-1860) som arbejdede for værtinden på Hotel Prindsen, Anne Marie Rosted (1743-1825), og parret overtog herefter ledelsen af gæstgiveriet. I 1838 blev han medlem af borgerrepræsentation. Efter hans død 1874 forfaldt hotellet, det blev revet ned og det nuværende opført i 1875.

En Mangel ved Gjæstgiverstedet Holland.

Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt. En væsentlig mangel er det imidlertid at der er så lidt sørget for at de rejsende bekvemt kan hænge deres klæder op, hvortil næppe findes de fornødne søm indslået i væggen. Klædeskabe ville være for meget at forlange især da rummet i nogle værelser er for indskrænket til det, men nogle tilstrækkeligt befæstede knagerækker kunne afhjælpe manglen og omkostningen ved det er så ubetydelig at den sikkert opvejes ved de rejsendes forøgede tilfredshed.

(Politivennen nr. 1137, Løverdagen, den 14de Oktober 1837. Side 648)

 "Den rejsende som ikke gør for store fordringer, men tager til takke med det jævne og borgerlige, vil i flere henseender finde sig ret vel tilfreds med dette gæstgiversted på Nørregade som derfor også er meget stærkt besøgt" (Nørregade 36. Eget foto, 2017)

Redacteurens Anmærkning

Ifølge Krak 1837s oversigt over gæstgiverier fandtes Holland på Nørregade 39. Stedet har en indviklet matrikelhistorie. Siden 1828 havde nummer 39 været sammenlagt med 40 B, til: 39 & 40 B. I 1859 fik stedet husnummeret Nørregade 27. Dette blev 1907 Henlagt til 36 & 37 og fra 1953 betegnet Nørregade 36. Dette hus er fra 1818.

Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes."

Indsenderen af artiklen i nr. 1131 mod den anmodning tager meget fejl hvis han tror denne udspringer af misundelse. Forfatteren har aldrig været gæstgiver og tænker ingenlunde på at blive det, ligesom han heller ikke interesserer sig for nogen enkelt gæstgiver, især da han er overbevist om at ingen af dem i hovedstaden i al fald yderst få, kan rose sig af særdeles god opvartning.

En troværdig mands fortælling sammenholdt med forfatterens tidligere erfaring som gæst hos mad. Bentzen, såvel som med hr. T.s annonce, har været anledning til anmodningen, den forfatteren derhos har søgt at give den mindst stødende form, selv om han senere er kommet til kundskab om at visse folk der ellers er ganske overordentlig for offentlighed, vel at mærke når denne ikke gælder deres eget jeg, har opholdt sig meget over dens brug i dette tilfælde.

Den som er ejer af et offentlig sted og selv offentligt har prist dets bestyrer, må finde sig i at man ligeledes offentligt henvender sig til ham når man erfarer noget der nedsætter denne anprisning. Sidstnævnte middel til nu at skaffe mad. Bentzens gæstgiveri større søgning, havde i øvrigt ikke været fornødent dersom man tidligere havde forskaffet hende et bedre lokale dertil. Dersom de rejsende ikke før om aftenen så snart porten var lukket havde måttet spadsere gennem en skænkestue og engang imellem andre rejsendes værelser, samt dersom hun havde haft flere gæsteværelser end (3) tre foruden et mørkt kammer så at hendes stadige gæster aldrig kunne være sikre på at få logi der. Hos hvem skylden ligger til alt dette først så sent er forandret, det ved forfatteren af anmodningen ikke, men derimod ved han at mad. Bentzen oftere har beklaget sig over det og at hun har tabt meget derved.

Forfatteren af anmodning er til slut så overbevist om at netop dens offentlighed vil frugte at han fra nu af skal gøre sig en sand glæde af at anbefale det tit nævnte gæstgiveri, dog vil han hertil naturligvis ikke benytte et argument som det at gæstgiverinden har haft 16 børn.

(Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569)

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534, med artiklen "Anmodning til Hr. M. Tvermoes." Herefter fortsatte det i Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554, "I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes.", og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".

Til Publicum i Anledning af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes".

I Politivennen fra 26. august forleden har en anonym i et stykke med den oven anførte titel gjort et forsøg på at kaste en skygge på madame Bentzens gæstgiveri i nævnte hr. Tvermoes' gård. Vi skal ikke opholde os ved at oplyse det uværdige der ligger i at offentliggøre klager af en beskaffenhed som dem der er anført i dette inserat, før man privat har anmodet vedkommende om at reflektere på dem og har set sin anmodning upåagtet. Vi skal endnu mindre ulejlige os med at karakterisere den adfærd som forfatteren har lagt for dagen ved at drage hr. Tvermoes ind med i en sag som i nærværende tilfælde må være ham uvedkommende, ja endog betitle stykket med hans navn. Sådan adfærd får altid sin velfortjente løn i publikums dom. 

Vi skal derimod nærmere belyse en omstændighed i stykket som tydeligt og åbenbart godtgør af hvilken kvalitet både ankepunkterne og deres forfatter er, hvis vi overhovedet tør forudsætte at denne har haft nogen klar ide om det han skrev, eller hvis han ikke snarere må forudsættes at have ladet det forfatte hos en eller anden vinkelskriver der har måtte lade sig nøje med en efter honoraret afpasset tarvelig oplysning. 

Men til sagen! Det er den første og væsentligste betingelse for enhver klage af hvilken beskaffenhed den end er, at den skal være bestemt affattet og tydeligt tilkendegive hvad den klagende anker over. Klageren må mindst af alle stille sig i skjul bag fordrejede sætninger og tvetydige meninger, må aldrig fremsætte sin anke således at han har reserveret sig et udgangspunkt bag hvilket han er dækket i påkommende tilfælde. Men dette er netop tilfældet i nærværende stykke. Vi vil ikke anføre at han i nærværende tilfælde er anonym, skønt det allerede er tilstrækkeligt til ikke at værdige ham svar. Men vi anker og det med grund over den form hvori klagen er fremsat, og som ikke viser den ærlige mand der ikke behøver at skamme sig over det han med føje har at klage over. 

Han siger at det er "nødvendigt" at madam Bentzen bliver underrettet om etc.". Men han fremfører ikke noget enkelt tilfælde som kan oplyse at sådan underretning gøres nødvendig. Vi skylder derfor mad. Bentzen og publikum som hendes hyppige gæster at erklære at vi aldrig har haft grund til den mindste klage, og at vi er overbevist om at andre har haft lige så lidt grund til det en erklæring der må være tilstrækkelig til at opveje enhver ubevist og ubestemt fremsat beskyldning fra hvilken en side den end kommer. Men vi bemærker tillige at ligesom agtelse for sandheden og foragt for bagvaskelser alene har bevæget os til at gribe pennen i dette anliggende, således er det aldrig vores agt at nedværdige os så meget at vi skal tage til genmæle mod inserater der ikke er bedre funderede end det der har ikke forårsaget men kun givet anledning til en erklæring fra

flere af mad. Bentzens
hyppige besøgende.

(Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 565-568)

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534, med artiklen "Anmodning til Hr. M. Tvermoes." Herefter fortsatte det i Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554, "I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes.", Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 565-568 "Til Publicum i Anledning af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes" og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".

I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes."

Motto: Misundt brød bliver også spist.

       _________________________

To virksomme, særdeles agtbare købmænd mødtes engang: Den ene som vi vil kalde H., var aldrende og havde ved virksomhed og et retskaffent forhold arbejdet sig op til chef for et af de rigeste og mest agtbare handelshuse. Den anden, som vil vil kalde A. var en ung, men virksom begynder i handelsfaget.

Deres samtale indledtes således:

H. Hvor går det?
A. Godt, men jeg har desværre for mange misundere.
H. Søg at vedligeholde dem! (Idet han klappede A på skulderen.)

Denne indledning synes meget træffende at passe mod den annonce. For misundelse forekommer tydeligt at lyse frem af dette inserat. Havde indsenderen haft en god hensigt, da ville han ikke have søgt at kaste skygge på madame Bentzens borgerlige færd. Han ville under fire øjne have gjort hende opmærksom om de mangler der fandtes ved gæstgiveriet. Men hvor langt fra det er at madame Bentzen fortjener bebrejdelse for manglende opmærksomhed mod det rejsende, derfor føres intet andet bevis end at hun i over tyve år på samme sted (i Tvermoes' gård) har bestyret gæstgiveriet. At hun har kunnet opdrage sine mange børn (hun har haft 16, hvoraf 6 lever) og betale enhver sit, og at gæstgiveriet altid er stærkt besøgt af rejsende.

Man må derfor anbefale madame Bentzen, fremdeles som hidtil at vise opmærksomhed for de rejsende og hun vil hverken mangle søgning eller misundere.

(Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554)

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534, med artiklen "Anmodning til Hr. M. Tvermoes." Herefter fortsatte det i Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 565-568 "Til Publicum i Anledning af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes" og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".

Anmodning til Hr. M. Tvermoes.

Ejeren af gæstgivergården på Rosengården, hr. M. Tvermoes har i sommer foretaget en hovedforandring ved gæsteværelserne og har herefter i flere aviser anbefalet gæstgiveriet. Hr. T. håber "at enhver rejsende nu vil findes sig tilfreds såvel med lokalet som med opvartningen, hvilken ligesom hidtil bestyres af den som gæstgiverinde så fordelagtigt bekendte madame K. Bentzen."

Med lokalet forudsat at kakkelovnene er frie for røg, er der næppe spørgsmål om at de rejsende vil finde sig tilfredsstillede. Men forinden hr. Tvermoes "håber" at det samme bliver tilfældet med opvartningen, er det absolut nødvendigt at mad. Bentzen bliver nøje underrettet om hvad der hører til en god opvartning. At de rejsende er vant til at få rene lagener på sengen foruden rent håndklæde, tøfler samt anden nødvendig bekvemmelighed. Og at derfor manglen af sådanne ting ikke kan anbefale gæstgiveriet. Også går det ikke vel an at lade gæsterne når de rejser ganske tidligt om morgenen, begive sig på vejen uden at kunne få te eller kaffe. For man kommer ikke let der igen hvor der ikke vises mere opmærksomhed. Mad. Bentzen er for øvrigt en meget skikkelig og fornuftig kone, og hun vil derfor næppe fortrydes over at hendes vært giver hende råd og vejledning til hendes eget bedste.

(Politivennen nr. 1130, Løverdagen, den 26de August 1837. Side 533-534)

Rosengården set fra Kultorvet 2015. Tvermoes' gård (som altså ikke længere findes) lå på højre side længst væk, ved de røde murstenshuse bagest mod Fiolstræde. (Eget Foto)
 

Redacteurens Anmærkning

Gæstgiveriet i Tvermoesgård eksisterer ikke længere, det blev nedrevet i 1905. Adressen lå på det der i dag er Rosengården 12-14.

Debatten fortsatte det i Politivennen nr. 1131, Løverdagen, den 2den September 1837. Side 553-554, "I Anledning af den i Politievennen Nr. 1130 indrykkede "Anmodning til hr. Tvermoes.", Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 565-568 "Til Publicum i Anledning af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes" og Politivennen nr. 1132, Løverdagen, den 9de September 1837. Side 568-569, "Fra Forfatteren af en "Anmodning til Hr. M. Tvermoes.".

Postgaarden i Hirschholm i Modsætning til Kroen "Amsterdam".

Ved i sidste nummer af Politivennen at læse en indstilling til generalpostdirektionen om at henvende en del af dens opmærksomhed på herbergstederne udenfor købstæderne, faldt indsenderens tanker uvilkårligt på at størstedelen af hvad der i den indstilling er fremhævet passede ret godt på Hørsholms postgård hvis mangler bliver så meget mere synlige når man i det sidste års tid har haft lejlighed til nu og da at besøge kroen "Amsterdam". 

For at vise vore læsere modsætningen mellem disse to herbergssteder der ligger nær ved hinanden, og som er af fornem og mindre fornem benævnelse, vil vi her berøre nogle egenskaber ved samme.

I Hørsholm ser gæsterne aldrig nogen vært - den de fleste næppe ved er postmesteren - heller ikke nogen værtinde, undtagen når tålmodigheden forgår de ventende og de må ulejlige sig ud i køkkenet for efter langt tøven at få det rekvirerede. I Amsterdam er kroejeren derimod næsten altid til stede, er artig og forekommende mod de rejsende, sørger for hurtig opvartning og hjælper sig til i så henseende. Ved førstnævnte er derfor mindre anledning til at yde drikkepenge, ved sidstnævnte derimod langt mere. Vil man ikke for en anden gangs skyld spilde udsigten til nogenlunde skikkelig opvartning, må man ofre. Drikkepengesystemet er så uddannet i Hørsholm at man ligefrem spørger de rejsende om de betaler kuskens fortæring. For det er vel tilfældet her som på andre steder at kusken eller postillonen får en lille dusær fordi han bringer de rejsende til stedet, og denne dusør er det jo bedst at få godtgjort igen af de rejsende. Hr. Petersen i kroen "Amsterdam" vil ikke betjene sig af sådant middel, derfor beder postkarlene ikke der uden at man udtrykkeligt forlanger det og som oftest møder mand da en eller anden tom undskyldning af kusken.

Som ovenfor antydet går det yderst langsomt med opvartningen i Hørsholm. Er det blot kold frokost eller aftensmad, som straks burde være på rede hånd, er man dog sikker på at komme til at vente et kvarters tid eller mere. Undtagelse heri finder sted for de rejsende som befordres med dagvognen og som straks forefinder et dækket bord. Men da tiden til at nyde noget er meget indskrænket, så kan man for nogle mundfulde komme til at betale strikt efter taksten 26 skilling. Værten i Amsterdam hænger sig ikke så meget i taksten, han er tværtimod yderst rimelig og han vil også derved jo mere han bliver bekendt, vinde de rejsendes søgning.

Men - hvad vi må påanke som det værste ved Hørsholm Postgård er at det værelse som almindeligvis anvises de rejsende til logi, er uden kakkelovn, og da vi må formode at det er det bedste soveværelse, siden to senge  er placeret der, så findes ved samme mangel ved de andre, hvis sådanne haves. Må vi selv efter omstændighederne finde os i at det nævnte værelse samt adgangen og opgangen dertil har noget yderst uhyggeligt over sig, så er og bliver det dog altid uforsvatligt at den rejsende skal være udsat for at lide skade på sit helbred ved på en streng årstid at ligge i et iskoldt værelse som fra to sider er udsat for blæstens indvirkning. Bestemmer gæstgivertaksten betaling for sovekammer med varme, så må også denne kunne fås. - Anderledes er forholdet i kroen Amsterdam, hvor den rejsende ikke så let vil komme til at mangle et så vigtigt rekvisit i et ublidt klima.

Det er ikke første gang at Hørsholms Postgård har været genstand for offentlig anke, men lige meget har det frugtet. Vi ved ikke om det er sløvhed eller det blinde held som forårsager denne lunkenhed. Men på sløvheden kan generalpostdirektionen virke og mindre forlade sig på lykken. Vedbliver hr. Petersen i kroen Amsterdam med sin hidtil værende påpasselighed samt rimelige behandling, vil han tidlig eller sent tage luven fra sin slumrende rival.

Jacobsen, prokurator.

(Politivennen nr. 1059, Løverdagen, den 16de April 1836. Side 243-246)

Et billigt Ønske til den kongelige General Postdirection gjentages.

Allerede oftere er den kongelige generalpostdirektion blevet anmodet om at overtage dagvognsbefordringen, og som følge heraf at lade dagvognene afgå fra postgården. Men hidtil er dette ikke blevet opfyldt. At direktionen må  have vægtige grundt for ikke at ville indlade sig herpå, må antages da den ellers med så megen varme antager sig publikums sag, og det endog med opofrelse. Dertil kan vi fx henregne den fortrinlige diligencebefordring mellem København og Hamborg, befordringen med fjedervogne ved pakkeposten og nedsættelsen af taksten for befordringen med samme. Imidlertid kan indsenderen dog ikke indse hvorfor det oven nævnte ønskes opfyldelse møder så mange, tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

Enhver som ikke ved at dagvognsbefordringen er en privatentreprise, må nødvendigvis tro at den er en kongelig post da kusken bruger den kongelige postmundering, og hvad er da vel rimeligere end at den rejsende går til postgården for der at lade sig indskrives. Men der bliver han i flæng henvist til Tornebuskegade, derfra til Knapstedgård og derfra igen til Gardergården, eftersom de forskellige dagvogne ekspederes fra forskellige gæstgiversteder. For ikke at tale om det ubehagelige i således at blive aprilsnar, så er det for fremmede som for enhver anden, anstødende at måde og at aftræde i en smudsig gæstgivergård og i gæstestuen at opholde sig undertiden blandt folk af den laveste klasse.

Når den høje direktion derimod overtog dagvognenen, og derved her ansatte en i postfaget i almindelighed vel bevandret og forekommende betjent som kunne vejlede de rejsende på alle måder, ville det rejsende publikum være den kongelige generalpostdirektion endnu mere forbundet. Der indses heller ikke at en sådant arrangement kunne være til skade for postkassen, eftersom de nu ved dagvognsbefordringen bestående bestemmelse med ubetydelige forandringer kunne vedligeholdes, heller ikke volde direktionen større bryderier end nu, men meget mere formindske samme da der ved oven nævnte postofficers medvirken og omsorg ville komme bedre skik på og orden i det hele. Da den kongelige generalpostdirektion med så megen redebonhed efterkommer publikums rimelige ønsker, håber indsenderen at også dette hos samme vil finde velvillig modtagelse.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 337-339)

Kjøbenhavns Gjæstgiversteder.

Den som har haft lejlighed til at besøge forskellige af Københavns gæstgiversteder, har vist også gjort den erfaring at flere af dem er alt andet end fuldkomne. Den rejsendes rimelige fordringer, god opvartning og bekvemmelighed, synes de fleste værter og værtinder ikke at ville kende. "Det er jo nok at man holder tjener eller pige til de rejsende. Man kan ikke bestandig være fine folk i hælene og efterse dem i sømmene - når de rejsende ikke er for knebne med drikkepenge, så får de nok god opvartning - ". Således synes mage at ræsonnere. Sjældent vises den rejsende opmærksomhed endsige forekommenhed. Man skal for det meste underhandle med opvarterne, og behøver den rejsende fx disses hjælp tidligt om morgenen, så er det på mange steder så galt faren at den samme som da skal opvarte, har til sent på natten måttet vente på andre gæster og nu ikke kan overvinde søvnen.

Hvad bekvemmelighed angår, da tror mange gæstgivere at den blot består i en vel opredt seng og at den rejsende ikke bryder sig om andet. Derfor savnes adskillige steder så simpelt et møbel som en servante, ja endog en knagerække til klæder. Man må nu ofte tage til takke med et par usle søm som let falder ud af murene, og med bitte små borde hvor man ikke kan lægge noget synderligt fra sig.

Der hører i vore tider ikke meget til at anskaffe nogle simple møbler, og vedkommende gæstgivere tror næppe hvor meget de vinder de rejsendes tilfredshed ved små bekvemmeligheder, og endnu mere ved god og hurtig opvartning.

Vi har med forsæt ikke villet udpege nogen, da vi antager at enhver selv bedst vil føle sin brøst og søge at afhjælpe samme.

(Politivennen nr. 974. Løverdagen den 30te August 1834, s. 608-609).

Reisendes Klager i Helsingør.

Det skal ikke være ualmindeligt at høre folk som har opholdt sig noget i Helsingør, klage over dyr og ikke god beværtning i gæstgivergården Hôtel d'Oeresund, og mange som har gjort denne erfaring, søger derfor hellere byens andet gæstgiversted hvor man veel mangler en del bekvemmelighed, men hvor dog priserne er moderate.

Man kan ikke altid stole på rigtigheden af klager som erfares på tredje hånd, og det er derfor vel muligt at ikke alt er sandt som fortælles om beværtningen i Hôtel d'Oeresund. For logiet selv kan vel næppe lastes. Da fleres interesse imidlertid er hermed forbundet, så var det ønskeligt at de ansvarlige som finder anledning til at klage, det være nu over priserne eller beværtningen selv, -for det påstås også at man ikke altid præsenterer gæsterne de bedste spisevarer - ikke ville spare den ulejlighed at anmelde deres besværing for øvrigheden da denne sikkert ville lade det være sig magtpåliggende at undersøge gæstgivernes forhold og for fremtiden have vågent øje med at han opfylder sine pligter.

På en tid da der fra det offentliges side er gjort så meget for at lette samfærdslen mellem Sjællands og Skånes beboere, er det højst beklageligt at de rejsende i en by som  Helsingør hvor man kan få både gode og ikke dyre fødemidler, skulle afskrækkes fra at komme tiere ved en enkelt mands mangel på eftertanke, om hvad der mest gavner ham og andre. Det må i den henseende også bemærkes at byen for øjeblikket ikke har et eneste sted udenfor nævnte hotel hvor en fremmed som ikke hører til den ganske simple klasse, kan for betaling få tarvelig middagsmad.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 550-551) 

Redacteurens Anmærkning.

Hotel dˋØresund lå på Stengade 53, på hjørnet med Bjergegade. Det stammer tilbage til 1700-året og blev efterhånden et meget besøgt hotel. Omkring 1847 ses det, at hotellet hed Hotel d´Øresund. Det blev renoveret 1904-05, og man fandt munkesten, som tyder på, at derhar ligget et kloster på stedet. Kilder: 1) Helsingør kommunes museer, årbog 1980. 2) Meddelelser fra Den personlige Friheds Værn nr. 111/1959. 3) Helsingør Købstads Vejviser 1901-1902.

Om en Reisendens Behandling, paa Gjæstgivergaarden i Ringsted den 2den October 1830.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1830 kom jeg til byen Ringsted i den hensigt at tilbringe natten på gæstgivergården, til hvilket sted jeg ankom da byens klokke slog 3 kvarter i et, og ringede straks på. Men uagtet jeg havde 2 medhjælpere til ringningen, nemlig gårdskarlen og den ene af byens vægtere, var klokken slået et kvarter i to før noget levende væsen lod sig fornemme i huset. Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe, hvorfor min tålmodighed også var borte, da endelig en levende indretning af pige lod sig høre inden for døren. Denne pige ville forinden hun lukkede mig op, vide hvem jeg var. Men da jeg vidste at hun aldeles ikke kendte noget til mig, fandt jeg for det første dette spørgsmål overflødigt så længe jeg stod på gaden, og forlangte derfor først at komme ind. Men dette var hende ikke nok, hun måtte indhente værtens tilladelse før hun turde lukke op. 

"Hvad jeg fra rejsen manglede i træthed, det bekom jeg ved den lange venten på gæstgivergårdens trappe." (Poul Isac Grønvold: Ringsted, 1749. Statens Museum for Kunst)

Hun gik og først efter et nyt kvarters forløb da jeg havde begyndt ringningen igen, kom pigen og værten til døren. Men i stedet for endelig at indlade mig, gav værten mig ved råben til kende at jeg kunne søge logi i byen, og lade vægterne vise mig til et værtshus. Da jeg nu kunne have gjort dette, uden denne hans anvisning, fandt jeg ikke straks for godt at følge den, men påstod han skulle indlogere mig. Værten spurgte mig derpå om jeg kunne forevise pas, hvortil jeg svarede: Ja, når han enten ville lukke døren eller et vindue op og se mit pas. For gennem lukkede døre forstod jeg ikke at række ham det. Men ved dette som jeg mener ikke urimelige eller uanstændige svar gik hans uartigheder og grovheder så vidt at han tillagde mig flere hæderstitler som æsel og slyngel, der på øjeblikket skulle forføje sig bort. Endelig gjorde jeg endnu et spørgsmål om her ikke længere var offentlig gæstgiversted, hvortil rent ud blev svaret nej og dermed gik de deres vej og lod mig stå. Efter således at have ladet mig stå uden for døren i fulde 3 kvarterer og behandlet mig i tiltale som den største kanalje, fik jeg ikke logi hvor jeg havde ventet, og for ikke at have videre ulejlighed denne gang, tilbragte jeg den øvrige del af natten i hr. gæstgiverens underjordiske skød eller i hans brændevinskælder.

Denne hr. gæstgiver Müllers lovstridige og dårlige behandling skylder jeg offentligt at kundgøre for at enhver i lovlig rejse rejsende person som muligvis dertil ved nattetid kunne indtrække, kan være betænkt på forholdsregler i påkommende tilfælde.

(Politivennen nr. 775, Løverdagen den 6te October 1830, s. 715-717) 

Et Par Ord om Gjæstgiverstedet i Hirschholm.

Den som nu og da besøger dette gæstgiversted vil i almindelighed ikke have årsag til at klage over beværtningen selv, men vel oftest over den tid der går inden man får de forfriskninger man ønsker. Man kan nogen gange midt på dagen og selv når gæsternes antal er ringe, vente hele kvarterer eller længere på kold spise, kaffe eller lignende. Dette ubehagelige ophold mener man nærmest at måtte tilskrive den mangel på opmærksomhed der her som så mange andre steder i Danmark vises mod den rejsende på den måde at gæstgiveren der formodentlig står i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld, næsten aldrig eller vel rettere ingensinde, lader sig se i gæstestuen, men overlader gæsterne helt til opvartningspigens vilkårlige behandling, og at denne derfor er mere eller mindre ekspedit eftersom hun kan vente flere eller færre drikkepenge.

Ved nærværende gæstgivergård er det også en mangel at herbergertaksten i længere tid ikke har været opslået i den almindelige gæstestue, og at de rejsende således savner lejlighed til uden ubehagelig vidtløftighed at kontrollere hvorvidt opvartningspigens summariske angivelse af det skyldige er rigtig eller ikke.

Det er i øvrigt besynderligt at de rejsende som besørges med ekstrapost, altid forelægges det spørgsmål om de er villige til at betale kuskens fortæring og at denne når man af sine grunde erklærer sig herfor, næsten altid opgives til to mark.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 514-516)

"Gæstgiveren står formodentlig i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld." (Rejsende kunne fx kunne på flotte udsigter som denne af Carl Georg Scheuermann: Landskab med udsigt mod Sjælsø nær Hørsholm, Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Efter forbedringen af kongevejene og den øgede trafik på disse fra 1820'erne blev Hørsholm et knudepunkt for post, rejsende mm. Her kunne passagererne hvile ud mens postvognen fik skiftet heste. Flere artikler om samme emne forekommer i 1836, se Vandringsløse Tidende.

Venskabelig Anmodning til Herr' Gjæstgiver Mildenstein i Vordingborg.

Da indsenderne i indeværende måned på en rejse til Vordingborg indlogerede sig hos hr. gæstgiver Mildenstein hvor de opholdt sig fra mandag aften kl. 12 til torsdag morgen kl. 8, i hvilken tid de først benyttede et kammer hvori der var en seng, for størstedelen opfyldt med halm. Og der fandtes der hverken kam, kammerpotte eller børste som tre uundværlige fornødenheder i et sovekammer. Man nød 6 kopper te, en gang middagsmad (bestående af 2 retter), 1 flaske gammel vin, 1 flaske øl og 2 snapse, hvorfor hr. Mildenstein afkrævede os 4 rigsbankdaler, 4 mark 8 skilling, en betaling der uden tvivl overstiger den befalede takst, i særdeleshed da han alene for sengen krævede 44 mark for hver nat. Som en følge heraf, ser rejsende der på stedet sig nødsagede til at aftale forud.

Overbevist om at vi ikke er de eneste som anker over hr. Mildensteins forhøjede priser, håber vi for eftertiden at hr. Mildenstein ved mere moderate priser vil bestræbe sig for såvel at genvinde rejsendes som de der på stedet boendes fuldkomne tilfredshed.

(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 464-465)

Redacteurens Anmærkning.

I folketællingen for 1850 optræder en forhenværende Jacob Mildenstein, født 1786 og Andrea Mildenstein, født 1820 (ugift) som boende hos August Skaarup på torvet i Vordingborg.

Mildenstein svarede i Politivennen nr. 658, 9. august 1828, s. 523-525 med et regnskab som han anså for rimelige priser. Ligeledes nægtede han at sengene ikke var fyldt med halm. Mildenstein modgås herefter i Politivennen nr. 661, 30. august 1828, s. 561-564. Gensvaret kom i nr. 664, 20 september 1828, s. 612-616 hvor klagerne underskriver sig som J. J. Berg og J. S. Dethmer junior. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog. 

Inhumanitet hos en Gjæstgiver.

Sidste fredag den 15. september kom et selskab bestående af 3 mandfolk og 3 fruentimmer med en åben vogn til Roskilde hvor der netop var marked. Som følge af det mange rejsende og mangel på staldrum etc. En mand som vi anså for at være politi- eller retsbetjent, gav os en anvisning på en gård hvor den formodede betjent sagde der var plads.

Vi kørte derfor ind i gården hvor hestene også straks blev sat i stalden, hvorimod vognen blev stående i gården. Derefter begav vi os ind i stueværelserne som var nærmest og forespurgte om vi kunne få kaffe, hvilket blev os tilstået. Men mens vi var i gang med at nyde den, meldte vores kusk os at en mand som havde udgivet sig for at være gæstgiver og gårdens ejer. Han havde på en grov og uartig måde forlangt at heste og vogn øjeblikkelig skulle flyttes bort, hvilken han også vedblev efter at en af os og tillige den mand hos hvem vi var taget ind, havde gjort ham opmærksom på at vi som fremmede der i byen ikke havde vidst hvem der var værten eller at der var gæstgiveri på stedet. Vel ytrede den mand hos hvem vi var taget ind, at han selv blot var lejer og derimod den anden ejer og tillige gæstgiver. Men dette havde vi indtil da været uvidende om. Vi så os derfor nødsaget til at føje værten i sin lune og at flytte heste og vogne bort fra de steder hvor de var for at undgå flere uartigheder.

Den mand til hvilken vi var taget ind, fordrede ingen betaling for den skænkede kaffe da vi spurgte hvor meget vi skyldte for den. Da nu foranførte af gårdejeren som vi senere har bragt i erfaring skal være gæstgiver Thim der før har været farmaceuticus, viste inhumanitet og uartighed formenes at være høst påfaldende, så finder man det ikke unødvendigt at samme kommer til offentlig kundskab.

(Politivennen nr. 560. Løverdagen den 23de September 1826, s. 637-638)

"Sidste fredag den 15. september kom et selskab bestående af 3 mandfolk og 3 fruentimmer med en åben vogn til Roskilde hvor der netop var marked." (Udsigt mod Roskilde fra et husmandssted. Jørgen Roed, ca 1835. Statens Museum for Kunst).

Nægtet Huuslye paa Bjerget ved Roeskilde.

Den 4. september forleden rejste anmelderen i følge med sin søn i en forretning til Selsø. Da de om aftenen kom til Roskilde og hørte at de ved at tage over Isefjorden til Sønderbyland kunne spare en lang omvej, besluttede de at gå til Bjerget og indlogere sig i den gæstgivergård der ligger nærmest vandet. Kl. halv elleve kom de dertil. Værtshuset var allerede lukket, og man gav sig den frihed at banke på vinduet. Værtinden åbnede, og da man forlangte at få logi til om morgenen tidligt, svarede hun at de ingen senge havde. Man erklærede at man i så fald var tilfreds med at sidde på en stol. Men nu svarede værten inde fra sengen at han ikke kunne tillade folk som han ikke kendte at sidde i sin skænkestue, og vi måtte altså vandre videre indtil en fattig fiskerfamilie forundte os husly til om morgenen. 

"De besluttede at gå til Bjerget og indlogere sig i den gæstgivergård der ligger nærmest vandet." (Der står ikke hvilket bjerg, men det kan være Sankt Jørgensbjerg. Udsigt over Sankt Jørgensbjerg og Roskilde Fjord. Vinterdag. L. A. Ring, 1915. Statens Museum for Kunst)

Man ved ikke om nævnte vært er forpligtet til at modtage rejsende, hvilket dog af færgefolkene blev forsikret, men enhver vil vist mene at det var meget ugæstfrit at nægte rejsende husly for en nat og overlade dem til gamle Jeppes skæbne der på Bjerget. Og man tror det derfor ikke ugavnligt at bekendtgøre dette for at andre rejsende kan vogte sig for at komme der ved nattetid.

(Politivennen nr. 459. Løverdagen den 16de October 1824, s. 9215-9216)

Om Gavnligheden af offentlige Herbergeerstæder paa Broerne nærmest Staden.

Ingen der skønner lidt på de forskønnelser Københavns omegn er givet og den opmærksomhed man især viser fodgængerne, kan andet end yde høje vedkommende erkendtlig tak derfor. Men hvad enten det virkelig forholder sig således, eller det blot er mangel på lokalkendskab fra indsenderens side, er det dog indsenderen ubekendt at der gives offentlige herbergssteder i forstæderne i nærheden af porten andre steder end på Vesterbro.

Den rejsende der forgæves iler for at komme tids nok ind af porten, men forfejler sit mål, eller den der ved en spaderetur søger at adsprede sig efter dagens sysler, og kommer i samme tilfælde, sættes derfor i en meget ubehagelig stilling.

Han ser hist og her traktørskilte. Men han søger vist forgæves noget sådant betitlet hus på Nørre- eller Østerbro, hvor man tror det pligt for betaling at give ham husly og sengeplads natten over. Ja, der skal endog findes de traktører der tror det pligtstridigt at huse rejsende eller andre som enten på grund af portens lukning eller på grund af uvejr trænger til hus, og en traktør skal derfor ganske for nyligt have troet sig pligtig til at bortvise nogle rejsende som i stærkt regnskyl og uvejr søgte husly og sengeplads, hvis årsag de måtte køre en halv miles vej tilbage for at få dette.

Indsenderen er selv ganske nylig blevet udelukket af porten, og først efter at have vendret Nørrebro et par gange op og ned, fik han endelig lov at opholde sig til daggry i et længere borte liggende traktørsted. Om sommeren kan vel sådanne ikke genere så meget, men hvilken ubehagelig stilling sattes man ikke i når man en lang vinternat skulle nødsages enten at rejse en halv miles vej tilbage, eller gå omkring under åben himmel?

(Herefter følger forslag til hvordan skribenten mener de kunne løses)

(Politivennen nr. 187, Løverdagen den 31de Juli 1819, s. 2999-3001. Uddrag)

Vesterbros Mangel på offentlige Herberger

Natten mellem den 19. og 20. september kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå".

I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte.

Dette er ikke den eneste begivenhed af denne slags. Det sker ikke sjældent, at rejsende anstrenger sig for i det mindste at nå staden før natten, om de ikke før portlukning kunne nå staden selv, og man kan let forestille sig, hvor harmeligt det må være at se sig jaget tilbage på den mest ugæstfri måde.

Ligesom den gamle skik, at holde portene lukkede lige så tit i fred som i krig, straks, da den havde været årsag til den rædsomste tildragelse, blev ophævet. Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat. Der er da lige så lidt tvivl om at der bliver oprettet herberger på Vesterbro, pålagt nogle af de mangfoldige udskænkere at modtage dem, som ikke kunne rummes i herberger, ja endog indsat en slags øvrighed, eller nogen man kunne søge ret hos i forstæderne, der om natten, når al kommunikation mellem dem og deres rette øvrighed er afskåret, kunne anses for at leve i et fuldkomment anarki. Men det var ønskeligere at forebygge sørgelige tilfælde, end at bruge dem som sine lærere.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s.2854 -2856)

Redakteurens Anmærkning

En af de legendariske værter var Lars Mathiesen (Allegade 7). Han skal have været en jovial person i sit forlystelsessted. Han var bl.a. ufrivillig vært for englænderne under bombardementet 1807. Hvor han dog nægtede at sidde for bordenden og drikke med. Han blev i køkkenet og satte priserne op til det dobbelt. Englænderne anså ham for en gemytlig person. Han smed en løjtnant i grøften efter at han havde gjort nar af Christian 7. Og et forsøg på at drikke ham under bordet skal ikke være endt godt. 

Den Sorte Hest lå på Vesterbrogade 148. Forhuset fra 1771 eksisterer stadig. (Alfred Jeppesen: Fra det gamle København, 1935.)

Kraks Vejviser 1825 nævner tre hoteller, Hotel Royal (Gammelstrand 152, nu Ved Stranden 18?), Hotel d'Angleterre (skiftende lokationer) og Hotel du Grand Nord med den første offentlige badeanstalt fra 1816 (-1860, hvor nu Magasin du Nord ligger). Derudover nogle gæstgivergårde,  Stadt Lauenburg (Store Strandstræde 78 nævnt i Politivennen, 31. juli 1819), Stadt Flensburg (Lille Strandstræde 74), De tre Kroner (Tornebuskegade 255), Gammel Avlsgaard (Suhmsgade 196 & 197 B), Rosengården 123, Rosengården 126 & 127 Christian Bentzen, Den Forgyldte Nøgle (Nørregade 25), De Tre Ruller (Nørregade 47), Den Hvide Svane (Studiestræde 62), Det Hvide Lam (Studiestræde 84), De Tre Roser (Studiestræde 91), Rosen (Vestergade 8), Garvergården (Vestergade 11), De Tre Hiorter (Vestergade 12, 1668-1936), Skibet (Vestergade 14),Gardergaarden (Vestergade 15), Viinkanden (Vestergade 16), Farvegaarden (Vestergade 17), Prindsen (Vestergade 21), Den Hvide Hane (Vestervold 209), Store Norske Løve (Vestervold 58), Knapsteds Gaard (Halmtorvet 64, omtalt i Politivennen 9. februar 1822), Holger Danske (Farvegade 139). Desuden logihuse, hvoraf det mest berømte/berygtede var Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå (-1850)