Da indsenderne i indeværende måned på en rejse til Vordingborg indlogerede sig hos hr. gæstgiver Mildenstein hvor de opholdt sig fra mandag aften kl. 12 til torsdag morgen kl. 8, i hvilken tid de først benyttede et kammer hvori der var en seng, for størstedelen opfyldt med halm. Og der fandtes der hverken kam, kammerpotte eller børste som tre uundværlige fornødenheder i et sovekammer. Man nød 6 kopper te, en gang middagsmad (bestående af 2 retter), 1 flaske gammel vin, 1 flaske øl og 2 snapse, hvorfor hr. Mildenstein afkrævede os 4 rigsbankdaler, 4 mark 8 skilling, en betaling der uden tvivl overstiger den befalede takst, i særdeleshed da han alene for sengen krævede 44 mark for hver nat. Som en følge heraf, ser rejsende der på stedet sig nødsagede til at aftale forud.
Overbevist om at vi ikke er de eneste som anker over hr. Mildensteins forhøjede priser, håber vi for eftertiden at hr. Mildenstein ved mere moderate priser vil bestræbe sig for såvel at genvinde rejsendes som de der på stedet boendes fuldkomne tilfredshed.
(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 464-465)
Redacteurens Anmærkning.
I folketællingen for 1850 optræder en forhenværende Jacob Mildenstein, født 1786 og Andrea Mildenstein, født 1820 (ugift) som boende hos August Skaarup på torvet i Vordingborg.
Mildenstein svarede i Politivennen nr. 658, 9. august 1828, s. 523-525 med et regnskab som han anså for rimelige priser. Ligeledes nægtede han at sengene ikke var fyldt med halm. Mildenstein modgås herefter i Politivennen nr. 661, 30. august 1828, s. 561-564. Gensvaret kom i nr. 664, 20 september 1828, s. 612-616 hvor klagerne underskriver sig som J. J. Berg og J. S. Dethmer junior. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar