Anmelderen af dette og mange af hans bekendte havde ofte spadseret på den nye vej over Ladegårdsåen og fundet denne tur særdeles behagelig. Længselsfuld imødeså han sommeren, da han af årstiden i forening med vejenes istandsættelse og forskellige nye bygningers og havers anlæg troede sig berettiget til at love sig sin nydelse på denne spadseretur betydelig forøget. Men havde han end herved gjort sig skyldig i alt for dristige forventninger, blev han også så meget desto ubehageligere overrasket da han for nogle dage siden atter passerede omtalte vej, og syn, hørelse og lugt på en højst væmmelig måde blev angrebet, idet der nemlig på hr. Ulrichsens parcel ud mod vejen fandtes etableret et fuldstændigt svineri af omtrent 50 stykker svin med deres yngel. Disses afskyelige grynten, uhumskhedens afledning til vejgrøften i forening med 2, nogle alen fra vejen henkastede dynger gaderenovation og dyrisk gødske var vistnok i lige høj grad egnede til at betage den vandrende i det mindste mig, lysten til at gå videre.
Jeg beklagede først de omkring boende, og dernæst de stakkels københavnere som en eller anden omstændighed nøder til at indskrænke deres spadsereture til stadens nærmest tilgængelige omgivelser, og vendte om med det forsæt at forsøge om intet kunne udrettes til gavn for disse lidende. Jeg indstiller derfor til ejerens, hr. Ulrichsens retsindighed og agtelse for naboer og øvrige medmennesker om ikke de omtalte svinestier og møddinger kunne forlægges til et for sanser og sundhed mindre anstødeligt og skadeligt sted. At sundheden i høj grad er udsat for påvirkning af de forpestende dunster, der ved sommerens varme ufejlbarligt må udvikles af de i grøften stillestående uhumskheder etc., vil vist nok ikke betvivles, og fortjener i alt fald sundhedspolitiets opmærksomhed, hvortil jeg også indstiller om det ikke ved at betragte jordernes fald ned mod Peblingesøen kunne tænkes muligt at urenlighederne af en sådan mængde svin koncentrerede på et sted, gennem jordens vandårer kunne trænge ned til søen og have indflydelse på vandet.
Ved denne lejlighed kan jeg heller ikke forbigå at berøre de smagløse skure hr. Ultichsen har ladet opføre på nævnte parcel, og selv om indsenderen må tilstå at de fuldkommen harmonerer med de ovenfor påtalte svinestier og møddinger, kunne han dog ikke afholde sig fra det ønske at det måtte stå i høje ansvarliges magt at påbyde ejeren opførelsen af noget der passer bedre med nutidens smag, og om ikke just pryder dog heller ikke vansirer det øvrige smukke terræn, til hvis forskønnelse de øvrige herrer parcellister med smagfulde bygninger og anlæg ligesom kappes om at bidrage.
(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 467-469)
I folketællingen for 1840, Udenbys Klædebo Kvarter, Nørrebro nr. 36 F2, Blaagaardsveien. optræder bl.a. drejermester Jens Ulrichsen (o. 1783- ?), kone, søn, deres adopterede (1835) Caroline Friis med døtre, en tjenestepige og en tjenestekarl:
Han har i øvrigt selv underskrevet indberetningen. med: Blaagardsveien, d. 2 Februar 1840. J. Ulrichsen. Blågårdsvejen var indtil 1859 betegnelsen for nuværende Blågårdsgade.
Kort over Nørrebro, 1856. Ulrichsens ovenanførte adresse, Blågårdsvejen 36 F2 (mellem Korsgade og Nørrebrogade) lå langt væk fra den bro som gik over Ladegårdsåen (nederste venstre hjørne). Men området er ikke bebygget, og Ulrichsen kan selvfølgelig have ejet grunden og haft svin der, i sikker afstand fra sin egen bopæl.
I Bornholmske Samlinger (s. 110) anføres han som oldermand for drejerlauget.. På Kbhbilleder findes et foto af en ejendom Blågårdsgade 4 opført 1820 af Jens Ulrichsen. I Jævnførelsesregistret står han noteret for at have fået opført nuværende Sankt Peders Stræde 21 (1815) og Larslejstræde 3 (1823). I fredningssagen for sidstnævnte oplyses at det oprindeligt var et pakhus og stald i én etage, men i 1829 ombygget til beboelse.
Jeg beklagede først de omkring boende, og dernæst de stakkels københavnere som en eller anden omstændighed nøder til at indskrænke deres spadsereture til stadens nærmest tilgængelige omgivelser, og vendte om med det forsæt at forsøge om intet kunne udrettes til gavn for disse lidende. Jeg indstiller derfor til ejerens, hr. Ulrichsens retsindighed og agtelse for naboer og øvrige medmennesker om ikke de omtalte svinestier og møddinger kunne forlægges til et for sanser og sundhed mindre anstødeligt og skadeligt sted. At sundheden i høj grad er udsat for påvirkning af de forpestende dunster, der ved sommerens varme ufejlbarligt må udvikles af de i grøften stillestående uhumskheder etc., vil vist nok ikke betvivles, og fortjener i alt fald sundhedspolitiets opmærksomhed, hvortil jeg også indstiller om det ikke ved at betragte jordernes fald ned mod Peblingesøen kunne tænkes muligt at urenlighederne af en sådan mængde svin koncentrerede på et sted, gennem jordens vandårer kunne trænge ned til søen og have indflydelse på vandet.
Ved denne lejlighed kan jeg heller ikke forbigå at berøre de smagløse skure hr. Ultichsen har ladet opføre på nævnte parcel, og selv om indsenderen må tilstå at de fuldkommen harmonerer med de ovenfor påtalte svinestier og møddinger, kunne han dog ikke afholde sig fra det ønske at det måtte stå i høje ansvarliges magt at påbyde ejeren opførelsen af noget der passer bedre med nutidens smag, og om ikke just pryder dog heller ikke vansirer det øvrige smukke terræn, til hvis forskønnelse de øvrige herrer parcellister med smagfulde bygninger og anlæg ligesom kappes om at bidrage.
(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 467-469)
Redacteurens Anmærkning.
Politivennen havde også måneden før, 14. juni en lignende klage over hr. Ulrichsen.I folketællingen for 1840, Udenbys Klædebo Kvarter, Nørrebro nr. 36 F2, Blaagaardsveien. optræder bl.a. drejermester Jens Ulrichsen (o. 1783- ?), kone, søn, deres adopterede (1835) Caroline Friis med døtre, en tjenestepige og en tjenestekarl:
I Bornholmske Samlinger (s. 110) anføres han som oldermand for drejerlauget.. På Kbhbilleder findes et foto af en ejendom Blågårdsgade 4 opført 1820 af Jens Ulrichsen. I Jævnførelsesregistret står han noteret for at have fået opført nuværende Sankt Peders Stræde 21 (1815) og Larslejstræde 3 (1823). I fredningssagen for sidstnævnte oplyses at det oprindeligt var et pakhus og stald i én etage, men i 1829 ombygget til beboelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar