Sangeren og danserinden Rosa Heath optrådte i efteråret 1889 på "Concert du Boulevard" på Vesterbrogade og "Arenateater" i Tivoli. Uden dog at vække større Opmærksomhed. Men så begyndte avisen København (pseudonymet chic, som muligvis er Herman Bang - det er dog ikke verificeret af mig) at skrive om hende.
Annonce for Rosa Heath's optræden på Concert du Boulevard. København 16. november 1889. Nogen særlig fremtrædende plads synes hun ikke at have haft.
En overset Kunstnerinde.
Miss Rosa Heath
Stakkels lille Rosa Heath!
Skulde jeg møde Dig igen i saadanne Omgivelser, i en anden Rangs Varieté, borte i en Laggaard paa Vesterbro!
Jeg saa Dig i Hamborg første Gang - hvor Du dansede Dig varm og lykkelig, medens Du med Din yndige Barnestemme trallede muntre Melodier til, og Publikum under ellevild Jubel lod det regne med Blomster over Dit blondlokkede Hovede!
Saa var Du i Gøteborg, og Folk stormede til Lokalet, hvor Du optraadte, Aften efter Aften var der fuldt, Journalisterne dyppede deres Penne i det fineste Blæk, og svang i lange Føljetoner Virakkens Duft om Dit Haar.
Og nu synger Du i Boulevarden, og Københavnerne bryder sig ikke mere om Dig end om de væmmelige Hamborger-Chanteuser, der sammen med Dig konkurrerer om Prisen.
Stakkels lille Rosa Heath, skulde jeg se Dig igen imellem saadanne Kunstnerinder, der ikke er værdige en Gang at løse Dit Skobaand.
Og Du, slappe København, Du rører Dig ikke af Flækken, for at se denne Perle, maaske den fineste Danserinde, der i det sidste Ti Aar har gæstet vor By.
Se paa denMaade, hun sætter de smaa, bedaarende Fødder, se Armbevægelsernes fuldendte Ynde, det raske, frejdige Kast med Hovedet, se, hvor hun bærer Halsen, hvor hun har Magt over det lanke, rankt baarne Legeme! Og hendes Ansigt, blond og fint, hvor det lyser og smiler, som om et Overmaal af Glæde vilde frem af de straalende Øjne og den yndige, jublende Mund.
Det er saa himmelhøjt hævet over alt Gøgl, hvad den lille Rosa Heath præsterer derude, der er lagt i hendes Dans en sjælfuld Kunst, som fortjente en mere straalende Indfatning end Boulevardvarietéens halvforgyldte Scene ramme, en finere Musik end Hr Varialis tynde Orkestersuppe og et Publikum, som bedre forstod.
Thi hvor skulde en Sal, fuld af Spekhøkermadammer og andre Slags Smaaborgere, forstaa denne Kunst, der virker med saa smaa og raffinerede Midler som Rosa Heaths.
En enkelt Gang kan der i en Loge sidde et Par Mennesker, der synes at fatte Værdien af Miss Heaths Dans. Og de klapper da som rasende, og Folket nede paa Gulvet ser op paa de underlige halvgale Mennesker og klapper med. Saa bliver hun da fremkaldt ustanseligt, og hun oplever endnu en Ovation af samme Slags som dem, der bragtes hendes Kunst i andre Byer, som havde mere Forstand.
Chic.
(København 25. november 1889)
Vesterbrogade 29, Concert du Boulevard set fra Vesterbrogade. Over porten skilt med Hver Aften Stor Varietéforestilling Gratis Entré. På 2. sal salon der bl.a. skilter med Damp Ansigts-Bade, Manicure og Elegant Frisering 50 Øre. I stueetagen Emanuel Thranes cigarforretning. Nedbrudt april 1902. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder.
Miss Rosa Heath, den særlig her i Byen velkjendte, yndede Dans Sangerinde, er i disse Dage flygtet fra sine Forældre og fra det Etablissement - Kungsparken - i Malmø, hvor hun for Tiden optraadte. Skånska Aftonbladet skriver herom i Fredags
.... Vor Opmærksomhed blev henledet paa denne Sag ved, at vi fra Kungsparken pludselig modtog Meddelelse om, at den højtskattede Danserinde ikke skulde optræde mere paa Flora-teatern, og de Efterforskninger, vi i Anledning heraf foretog, gav os Kundskab om, at vor By i Gaar Aftes har været Skueplads for et Bortførelses-Drama af en i vort Land heldigvis sjælden Beskaffenhed.
I Gaar Aftes skal nemlig Miss Heath hemmelig være rejst fra Malmø med Kurertoget - og ikke alene, hun fulgtes af - eller, rettere sagt, hun fulgte en ung Stockholmer-Officer.
Heath har under sin Optræden her, som overalt, hvor hun har optraadt, været ledsaget af sine gamle Forældre, der altid opholdt sig bag Kulisserne og altid vaagede omhyggelig over hende. Miss Heath selv elskede, vilde man vide, intet højere end sin Kunst.
Men lille Rosas Tid skulde ogsaa komme, hun gjorde under sit Engagement ved Tivolis Variete i Stockholm Bekjendtskab med den unge Officer, som nu har bortført hende.
Forældrene havde bemærket dennes Nærværelse i Malmø og anede Uraad, da Datteren, trods al deres Paapasselighed, var bleven borte for dem. De skyndte sig til Jærnbanen ved Kurertogets Afgangstid, anende, at Flygtningen vilde fjærne sig med dette.
De opnaaede ogsaa at faa Toget giennemsøgt - men Miss Heath var der ikke - og var der dog! Man formoder, at den rapfodede, smidige lille Dame har sneget sig ud af Vognen til den ene Side, da Forældrene nærmede sig den anden.
Forældrene var ude af sig selv af Sorg, og deres eneste Trøst er et Telegram, som Datteren har sendt dem, og hvori hun lover - snart at komme tilbage.
Forskelllige Forhold tyder paa, at Flygtningenes nærmeste Maal har været Linkøping.
(Morgenbladet (København) 16. september 1890)
Rosa Heath sindssyg.
Som tidligere omtalt blev for nogle Dage siden den unge Sangerinde og Danserinde Miss Rosa Heath bortført fra Malmø af en ung Løjtnant, der havde vundet hendes Kjærlighed. Det lader nu til, at det fra hendes Side ikke har været et flygtigt Lune, men at det var Udslaget af en alvorlig Lidenstab, der desværre har haft de sørgeligste Følger for den unge Pige.
Fra Malmo tog som meddelt Parret til Linkjøbing, og derfra telegraferede den smukke Rosa til sine Forældre, at hun snart vilde vende tilbage. Hun kom ogsaa efter nogle Dages Forløb, men kort efter var hun atter forsvunden, og det gjentog sig flere Gange.
Men Løjtnanten var blevet kjed af hende, eller den Opsigt. Sagen vakte, har skræmmet ham. Vist er det, at han lod hende i Stikken.
I Tirsdags Eftermiddags kom hun her til Kjøbenhavn med sine Forældre, og de tog ind paa Hotel "Knapstedgaard".
Om Natten blev det ellers saa stilfærdige Hotels Gæster skræmmede op ved høje, gennemtrængende Skrig. Fra alle Sider strømmede man til og saa den unge Pige, i saa let Kostume som vel muligt, skrigende løbe gjennem Gangen og banke paa alle Dørene for at komme ind til sin Løjtnant, som hun troede opholdt sig paa Hotellet.
Med Magt maatte hun føres i Seng, og der blev vaaget over hende. Men næste Nat gjentog den samme Scene sig.
I Torsdags Aftes blev hun saa ført til Kommunehospitalet og indlagt paa Sindssygeafdelingen.
(Kjøge Avis 22. september 1890)
Rosa Heath.
Stakkels Rosa Heath, hvis Malmø-Tragedie vakte livlig Deltagelse i København, fik forleden i et Par af Byens Blade en lille Afskedsnotits, af hvilken det kunde forstaas, at nu var Historien forbi, og alt i Orden.
Notitsen meldte Frøken Rosa rask og udskreven Ira Hospitalet. Den fortalte, at hendes Forældre var rejst tilbage til England, at hun selv havde slaaet sig ned her i Byen og vilde forblive her, indtil hun skulde tiltræde sit næste Engagement i Wien.
Hvert Ord i Notitsen er galt.
Rosa Heath er her i Byen. Men hun sidder vedblivende i en Celle paa Kommunehospitalets sjette Afdeling. Hun kalder bestandig paa sin Løjtnant, og der er ingen øjeblikkelig Udsigt til hendes Helbredelse. Sine Forældre hader hun.
Og Forældrene er ingenlunde rejst fra København.
De har gemt sig i en af Vesterbros Sidegader, bange for Interviewernes Overløb. De rejser heller ikke herfra, før Datteren er helbredet.
Men de har slet ikke set hende, siden hun kom paa Hospitalet. Man har nægtet dem al Adgang til hende. I den Anledning anstrænger de sig af yderste Evne for at faa hende overflyttet til et andet det Hospital.
I deres Bestræbelser herfor har de to gamle faaet en rivende Forbundsfælle i
Løjtnanten
som for Tiden opholder sig her i København.
Om selve hans Flugt med den unge Dame forlyder der ét og andet, som vanskeligt lader sig gengive paa Tryk.
Han har aldrig villet og vil ikke gifte sig med hende. Adelskab og Familjehensyn forhindrer ham derfra, siger ham.
Det er jo al Tid en Gene, at være adelig - - eller en Fordel?
Han har betalt 300 Kr. til Forældrene - Sygehjælp? - og er villig til at betale mere. Han forlod hende i sin Tid, fordi han erfarede, at Politiet var efter dem, og ikke vilde kompromiteres.
Han har ikke turdet gaa hjem til Frk. Rosas Forældre, men søgt at træffe dem ude, hvilket ogsaa er lykkedes han.
Nogen egentlig Grund til at udfordre ham, som et københavnsk Blad forleden fint antydede, synes ikke at foreligge. Hans Rejse til København under disse Omstændigheder tyder paa, at han ikke befinder sig helt vel ved Situationen. Han har vel ogsaa ved denne Histories offenlige Behandling bødet ganske godt, fordi han tog Rosa Heath for en af Varietéernes almindelige letvingede Trækfugle.
Derimod giver vi hjærtens gærne vor Anbefaling til en eventuel Ansøgning til Kong Oscar om at gøre Løjtnanten "borgerlig" - naar der ikke er andet i Vejen -
- For sluttelig at tage de sidste Punkter i den omhandlede lille Notits under Behandling skal vi meddele, at Rosa Heath og hendes Moder er danske, ikke engelske. Samt at Frøknen, naar hun bliver rask, har Engagement - ikke i Wien, men i England.
(København 30. september 1890)
Der hentydes i artiklen til en notits i Aftenbladet (København) 28. september 1890. Den 19. juli 1889 - altså et år før - havde artisten Elvira Madigan begået selvmord sammen med en dragonløjtnant. Denne begivenhed var naturligvis stadig i frisk erindring.
Rosa Heath.
Mr. og Mrs. Heath - stakkels Rosas Forældre - aflagde i Gaar Middags en Visit paa "Køben-havn"s Redaktionskontor.
Hr. Heath er en lille gammel Mand, nær de halvfjerds og synlig nedbøjet af de sidste Ugers Sorger. Det var hans Frue, der er en halv Snes Aar yngre og af god dansk Familie, som førte Ordet.
Det gjaldt en, for øvrig ganske uvæsentlig Berigtigelse af vor Meddelelse forleden. Navnlig var Fruen bange for, at man af "København"s Artikel skulde faa det Indtryk, at Rosa Heaths Forældre søgte at skjule sig her i Byen. De havde ingen Ting at skjule; deres Forhold kunde i enhver Henseende taale Dagens Lys.
Vi lovede efter Fruens Ønske at meddele dette i Dag og spurgte, om der ellers var noget, vi kunde være til Tjeneste med.
Jo, det var der da.
Og saa gav Fruen sig til at pille lidt nervøsf ved en Arbejdstaske, der laa i hendes Skød. Og Mr. Heath, der hidtil havde siddet tavs, rykkede med et Sæt sin Stol nærmere og gav sig med ét til at snakke Engelsk i en saa ustanselig Fart, at det ikke var os muligt at følge ham. Mrs. Heath faldt i med - halvt Engelsk, halvt Dansk. Det var tydeligt, at de to gamle Ægtefæller havde noget ganske særdeles paa Hjerte, og hvad det var, fik vi snart at vide.
Mrs Heath lukkede sin Arbejdstaske op og tog et Par Fotografier i Visitkortformat frem. Det var Billedet af en ung Mand - vi behøvede ikke at spørge hvem.
"Der er han", sagde hun.
Og saa tyssede hun paa Manden og begyndte at fortælle den gamle Historie, som vore Læsere kender, om igen. Særlig dvælede hun ved, hvordan Rosa Heath, da hun var bleven forladt i Lund uden Spor af Penge, laante Penge paa Hotellet og rejste om igen den samme Tur over Linkøping og Nässjö o. s. v., som hun saa kort forinden havde rejst med sin Elsker. Hvordan hun alle Vegne spurgte etter ham, indtil Politiet besørgede hende sendt tilbage til Forældrene i Malmö.
Det vidste vi, vi havde læst det i Aviserne.
"Ja, vel", sagde Mrs. Heath. "Jeg véd ikke, hvordan Loven er her i Danmark og i Sverig. Men det skulde været i England, saa havde Politiet straks taget sig af Sagen, og min Datter havde faaet sig tildømt en anselig Skadeserstatning. Nu har jeg imidlertid overgivet min Sag til Højesteretssagfører Oktavius Hansen. Han har faaet alle de Telegrammer, der er vekslede. Han har set Breve fra den engelske Generalkonsul i Gøteborg, der kender os og Rosa, og har givet hende den bedste Attest for, at hun at hun alle Dage har været anset for den bedste, kærligste Datter og den anstændigste Pige, der kunde gaa i et Par Sko. Tror De, han kan vinde vor Sag?"
Vi maatte bekende vor Uformuenhed til at udtale os herom
"Nu vel", sagde Mrs. Heath - og Mr. Heath rykkede ivrig sin Stol endnu nærmere - "vil De da ikke sige mig én Ting ? Hvor kommer det sig, at Rosas Navn er nævnt atter og atter i alle Bladene i Danmark, Norge og Sverig. Man har fortalt indtil de mindste Detailler hele hendes ulykkelige Historie. Hvor hun har været, hvordan hun er bleven sindssyg, o. s. v., o. s. v. Men ikke et eneste Blad har nævnet hans Navn. Kan De forklare mig det? Hvorfor skal vor Datters Navn trækkes i Skarnet, mens han, der har voldt al hendes Ulykke, gaar fri. Hvad hjælper det, at han har deponeret stakkels 300 Kr. paa Hospitalets Kontor! Kan det gøre hende rask? Kan det give hende hendes Ære igen, give os vort Barn igen? Kan det erstatte hende det Tab, hun lider ved ikke at kunne opfylde sin Kontrakt i London? Vil De svare mig paa det." Vil De sige mig, hvorfor De ikke har nævnet hans Navn?"
Nu ja - for det første kendte vi det ikke
Saa tog Mrs. Heath et lille Visitkort op af sin Arbejdstaske og lagde det paa Bordet foran os.
"Jeg forlanger af Dem, at De skal nævne hans Navn. De har nævnet Rosas Navn saa tit, fortalt, om hendes Ulykke i deltagende Ord. Nu forlanger jeg af Dem, at De ogsaa skal nævne hans Navn, som voldte hende Ulykke"
Vi tog Visitkortet og læste det. Der stod:
Ernst Linder
Underlöjtnant vid Kungl. Lifgardet till häst.
På Bagsiden stod skrevet: good by.
(København 2. oktober 1890)
Ernst Linder (1868-1943) blev senere en kendt svensk officer. Han var søn af en godsejer og politiker. Faderen døde af tyfus kort efter hans fødsel. Moderen giftede sig 1872 med konsul Oscar Ekman. Han voksede op i Stockholm hos moderen og stedfaderen. Voluntær i Livgardet till häst 1 juni 87, hvor han blev underløjtnant 8. november 1889. Han avancerede støt og roligt og blev generalmajor i den finske armé 1918 og gjorde sig bemærket her. Det har ikke været muligt at finde noget på internettet i øvrigt om hans forhold til Rosa Heath.
Rosa Heath.
Vi sendte i Gaar en Medarbejder op til Hr. Landstingsmand, Højesteretssagfører Octavius Hansen, der af Mrs. Heath var angivet som den, der skulde føre hendes Datters Sag.
Hr. Hansen erklærede, at der naturligvis ikke blev Tale om nogen Sag. Der forelaa intetsomhelst juridisk strafbart. Han havde paataget sig at hjælpe til en Ordning af Familjen Heaths Erstatnigskrav paa Løjtnant Linder, fordi han havde ondt af den ulykkelige Pige.
Forøvrigt udtalte Højesteretssagføreren, at Hr. Linder havde aflagt ham et Besøg og havde tilbudt for saa vidt hans økonomiske Forhold tillod det, at erstatte det Tab, Familjen led ved Frk. Rosas Sygdom.
Sluttelig erklærede Hr. Hansen, at Løjtnant Linder, efter hans Overbevisning, var en Gentleman.
(København 3. oktober 1890)
Rosa Heath. Som tidligere meddelt blev Rosa Heath indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun var i 21 Dage. Saa fik hendes Forældre Meddelelse om, at hun som uhelbredelig Sindssvag vilde blive indlagt paa St. Hans Hospital, hvor hun dog kun kunde blive optaget mod Udbetaling af en Sum paa ca. 1.000 Kr. Forældrene saa sig ikke i Stand til at udrede denne Sum og fik hende ud af Hospitalet.
Rosa Heaths Moder er, som bekjendt, dansk af Fødsel. En herboende Slægtning, en Tømrermester, tilbød sig indtil videre at modtage Rosa Heath. I Hjemmets Hygge og plejet af kjærlige Hænder nærede man Haab om, at den stakkels unge Pige paany vilde blive helbredet.
Hos denne Familie forblev hun dog kun 2 Døgn. Dag og Nat forfulgtes den unge Pige af Tankerne om den, hun elskede, ham, der saa skjændigt havde forladt hende. Til Tider blev hendes TIlstand betænkelig for hendes bekymrede Slægtninge, og Husets Fred forstyrredes af hendes hysteriske Skrig om Natten.
Forældrene besluttede da hurtigt muligt at afrejse med deres Barn til London. Forleden tog de med et af de store Dampskibe, der gik til Hull. Det var Hensigten at faa den unge Pige anbragt i et Asyl for Uhelbredelige. Senere er der intet hørt fra hende.
(Aarhus Amtstidende 24. oktober 1890)
- Den ulykkelige Sang- og Danserinde Miss Rosa Heath er nu bleven indlagt paa et Sindsygehospital i London, efter en Overrejse som hendes Slægtninge i et Brev til Bekjendte her i Byen beskriver som ualmindelig besværlig og farefuld. Den unge Pige nød i de fire Nætter og tre Dage, hvori Rejsen varede, ikke et Øjebliks Hvilke, hun skreg og rasede uophørlig og flere Personer, hvoriblandt hendes Fader, maatte utrættelig bevogte hende, for at hun ikke skulde tilføje sig selv skade. De af Lægerne anordnede beroligende Midler kunne ikke bringes til Anvendelse, da hun ikke var til at formaa at tage dem, og man saa sig nødsaget til at anvende Magt, for at faa hende til at gaa ombord paa Dampskibet og senere at forlade samme.
Miss Heath skulde i London have optraadt på tre forskjellige Etablissementer hver Aften og skulde herfor hvert Sted have havt 15 Lskr. om Uge - - altsaa ialt ca. 8240 Kroner om Maaneden. Hendes Helbredelse anses i England ikke for umulig, men formenes at ville tage lang tid.
(Dagens Nyheder 26. oktober 1890)
Stakkels Rosa Heath.
Vi modtog i Gaar et Brev med engelsk Poststempel. Da vi rev Konvolutten over, faldt to Fotografier ud. Det ene forestiller en ung, blond Dame med bedrøvede Øjne og en fin, sensibel Mund. Det andet en regelmæssig, smuk Herre i svensk Officersuniform.
Det var Hosa Heath og Løjtnant Linder. - Bag paa hans Billede var skrevet med en klodset, rystende Haand : Det er den Mand, som har gjort min stakkels Datter ulykkelig, og saa gaar den Karl Skade fri, fordi vi er i et andet Land.
Rosa Heaths Moder havde givet sit forpinte Hjærte Luft -
Vi behøver ikke at genfortælle stakkels Rosa Heaths sørgelige Historie. Hvorledes den nydelige unge Pige, der stedse holdt sig fornemt tilbage fra Varietékammeraterne, i Stockholm stiftede Bekendtskab med Løjtnant Linder, hvorledes han fulgte hende ned til København og fra København til Malmø, hvorledes hun flygtede med ham Skaanes Smaabyer rundt, og hvorledes han forlod hende tilsidst.
Vore Læsere véd det og véd ogsaa, at Rosa Heath mistede Sans og Samling af Sorg, og at hun maatte indlægges paa Kommunehospitalets Sindsygeafdeling, inden hun med Forældrene kunde tage til London. Der fortalte svenske og københavnske Blade, at hun var død.
Men Rosa Heath er ikke død, og hendes Moder har bedt os underrette hendes mange Venner om, at hun lever paa det samme Hospital, der nu i et halvt Aar har været hendes Hjem. Lægerne synes at spore Fremgang, Appetiten er god, og Søvnen rolig, men hendes Sind er lige tungt,, hun gaar stille op og ned i sin Celle, og hun har i de sidste fire Maaneder ikke talt et Ord.
Dette blev altsaa Rosa Heaths Skæbne.
Hun var opdraget i et stille Hjem, kendte ikke til Veninder, levede kun sammen med Forældrene. Hun optraadte i det sidste Par Aar som Chansonnette-Sangerinde, delte ikke de andres Liv, var venlig men yderst retirée. Da traf hun den Mand, som skulde ødelægge hendes Ungdom. Hendes førlighed blev stærkere end andres, fordi hun ikke før havde vidst, hvad Kærlighed var. Han forlod hende, sendte hende til Afsked kun sit Kort, paa hvis Bagside han havde kradset ned de to ligegyldige Ord good by. - Der er Folk, som dræber sig, naar den, de elsker, gaar bort. Rosa Heaths Skæbne blev sværere endnu.
Vi véd ikke, hvor Hr. Linder opholder sig - vi vilde, hvis vi kendte hans Adresse, have sendt tam et Eksemplar af dette Blad.
Maaske er hans Forbrydelse ikke saa stor, som mange tror, og maaske var det kun, fordi han ikke saa', at Rosa Heath var af et finere Stof end de Damer, der ellers synger paa Tribunerne, at han ikke holdt hende for god til en ilde Medfart, han lod hende blive til Del. Maaske har Fru Heath ingen Ret til at udslynge sine Beskyldninger - alligevel, en Mand der har røvet hendes Barn, maa taale hendes onde Ord og han maa bære Ansvaret for, hvad der er sket. -
Rosa Heaths Moder har bedt os meddele, at hendes Datter er i Live.
Vi gør det gærne, og vi véd, hvor mange der er bleven hendes Venner.
(København 26. marts 1891)
Rosa Heath.
Den engelske Sangdanserinde, som i sin Tid vandt det unge Københavns Hjærter fra Byens Variété-Scener, og hvis ulykkelige Kærlighedshistorie lagde en Sorgens Glorie om hendes kyske Tindinger, er nu atter fuldt helbredet.
Hendes Roman var som et Meteor - kort og lysende, og sluktes hurtig. Hendes Fremtræden paa en Tid, hvor den franske Rabalderchansonette havde oversvømmet Tribunerne, indtog Publikum gennem sin nye Friskhed og sin barnlige Ynde i de mest vovede Attituder.
Det var det, der vakte Bifaldsstormen, naar hun løftede den vide Kjoles Sømme, saa den som en Vifte udfoldede sig over hendes smalle Ankler. - Hendes Ansigt var ubetydeligt, karakterløst, hendes Haar temmelig tyndt, sat op i en ærbar spartansk Knude, hendes lyseblaa Øjne syntes svage, sørgmodig duggede. Armene var tynde, med magre, lange Hænder, Brystet udviklet som en trettenaars Piges. Hun brugte aldrig Korset, naar hun dansede derfor havde hendes spinkle, hofteløse Legeme et endnu mere blødt og barnligt Udseende.
For dem, der havde beundret de fede afklædte Chansonetter, der søgte deres Publikum gennem ødsel Blotten af Ben og Bryster, maatte hun staa som Inkarnationen af en ny Tids Æra paa Brædderne. Den blide Sentimentalitets. I hendes Stemmes melodiske Kalden, i hendes Armbevægelsers runde Gratie laa ædel Simpelhed. Og det var saa langt fra, at hun med dette forbandt Snærperi af nogen Art man fik se ligesaa meget, ja mere, af hendes unge Legeme - men ingen Bøjning under Dansen, ingen Løften af den lette Kjole fra de slanke, silkeblanke Ben bragte selv den sarteste kvindelige Tilskuer til at rødme eller et begærligt Blink i Mændenes Blik.
Det skulde da være i de mest fordærvedes. Naar hun nu igen viser sig, vil stormende Jubel hilse hende. Hendes triste Æventyr har hævet hende til at være den gode Fe for Tribunernes flagrende og ustadige, ofte foragtede Flok. Hun har vist, at der i Gøglernes Trækfugleskare kan findes en Uberørthedens Poesi, en øm og alt forsagende Trofasthed trods de korte Skørter, undersøgte af hundrede spejdende Kikkerter.
My little darling! - Din Sorg har yderligere befæstet mig ; man ender til Slut i sky Sløvhed eller i Askesen! eller søger Skøgen, der alt er forhærdet; for mange brudte Haab og bristede Drømme fylker sig paa den alfare Vej, - ved din Sang snøres mit Hjærte sammen af Vemod og Angst !
Kun med iagttagende Kulde følger jeg Dig og dine Søstres Dans! hos mig vækker I intet Begær, og kom det dog, vilde det være mig fjærnt at søge det stilnet i Eders lokkende Arme.
glen.
(København 18. september 1892)
Rosa Heath.
Den hed fornylig, at den unge, sympathetiske Varietesangerinde, Frk. Rosa Heath - hvis sørgelige Skæbne har vakt Interesse ogsaa udover de Kredse, der færdedes i Varieteerne - var bleven rask og atter havde vundet sin forstands fulde Brug. Dette Rygte naaede ogsaa frem til "Dannebrog"s Spalter.
Fra Rosa Heaths Moder, som i London har læst "Dannebrog" modtog vi i Gaar et rørende Brev, der handlede om hendes stakkels Datters ulykkelige Skæbne. Efter at Rosa Heath havde været 15 Maaneder i Hospitalet, bad Moderen Lægerne om at faa Lov til at faa hende ud paa Prøve. I 7 Uger plejede Moderen hende Dag og Nat, men Rosa Heaths Tilstand forværredes stadig, saa Moderen nu atter har maattet indlægge hende paa Hospitalet. Lægerne giver dog stadig Haab om Helbredelse.
(Dannebrog (København) 26. september 1892).
Rosa Heath.
Mange vil endnu erindre en lille Englænderinde Miss Rosa Heath, der i Sommeren 1890 optraadte i Arenatheatret og sang og dandsede sig ind i Alles Hjerter.
Hun var ung (kun 18 Aar), smuk og bevogtedes af en nidkjær Moder, der ikke vilde se sin lille Guldfugl i den første den bedste Fuglefængers Næt.
Altid saa man de to sammen, den slanke unge Pige med Smilehullerne i de runde Kinder og den let graanende Moder, en værdig Dame, der et Par Aar senere giftede sig med en engelsk Artist.
Rosa Heath lo og smilte til Alle. hun kjendte, men foretrak Ingen fremfor de Andre og gjorde i det Hele taget Indtrykket af den uangribeligste Dyd. Selv forhærdede Don Juan er opgav Ævret og stod flaue og flade overfor det forbausende Blik i den unge Piges blaa Øine.
Saa kom imidlertid den, der blev hendes Skjæbne.
Han var Svensker, ung, rig, Adelsmand og Officer i et svensk Husar regiment.
Den flotte unge Kavaller med det solbrændte Ansigt og den lyse Snurbart tog den lille Rosas Hjerte fangen. Hun elskede ham og havde kun Øie for ham, naar hun oppe paa Scenen bøiede sit smidige Legeme i den vuggende Dands.
Da den unge Officer efter nogle Ugers Ophold her reiste tilbage til Sverig, fulgte Rosa med ham. En skjøn Dag var de begge forsvundne, og Rosas Moder satte forgjæves Himmel og Jord i Bevægelse for at faa sin Guldfugl tilbage.
Efter et fjorten Dages Ophold i Sverig sammen med den Elskede fik Rosa at vide, at han var gift. Slaget var overvældende, den unge Pige sank fuldstændig sammen og hendes Aand formørkedes.
Hendes Moder, der imidlertid havde faaet hendes Opholdssted at vide, reiste over for at hente hende og vendte tilbage med en vanvittig Stakkel, der sad hensunken i sløv Apathi og stirrede med glandsløse Øine frem for sig.
Det var, hvad der var tilbage af den forhen saa glade og venlige Rosa Heath.
Hun blev bragt til England, hvor hun har tilbragt de mellemliggende otte Aar i et Galehus. Hun er uhelbredelig sindssyg, men Sygdommen har nu antaget en mildere, mere afdæmpet Form, der gjør, at Moderen har kunnet tage hende ud af Sindssygeanstalten.
For Tiden opholder de sig begge i Kjøbenhavn. Forleden Aften var de i Cirkus, hvor de, der kjendte hende, med Deltagelse lagde Mærke til den unge Pige, der sad aandsfraværende og i grublende Taushed ved sin Moders Side.
Hendes Tanker kredser endnu uafbrudt om hendes første Kjærlighed og den troløse Elsker, der sveg hende saa hjerteløst.
Rosa Heath kommer aldrig til at synge og dandse mere. Hun dandsede glad som en Lærke i Ulykkens Favn, den sorte Ulykke, hvis kolde, klamme Arme for stedse har kvalt al Glæde og Livslyst i den unge, indtagende Englænderindes Sjæl. (St. Av.)
(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1898)
Rosa Heath.
Den sidste farlige Kur.
Blandt de Beviser, vi stadig modtaget paa Folks Tillid er ogsaa det, at man daglig kommer til os oq beder os rette og gøre god igen den Uret, som det dumme Aftenblad begaar.
I Gaar var det Fru Heath fra London og hendes Datter, Frk Rosa Heath, der kom for at beklage sig.
Rosa Heath er en ung dansk-engelsk Dame som i Sommeren 1890 optraadte paa Arenateatret.
Hun høstede megen Beundring og vandt sig mange Venner, og hendes bekendte sørgelige Skæbne gik alle nær til Hjærte.
Man husker sikkert, hvorledes hun tilIidsfuldt og opfyldt af Kærlighed til en svensk Husarofficer, en Adelsmand, opgav sit Engagement og rejste med ham, for saa Dage senere at opdage, at han havde bedraget hende paa det skændigste.
Fru Heath fandt sin Datter som en sindssyg Stakkel, bragte hende til England og lagde hende ind paa et Internat.
Sidst var hun bleven behandlet af den bekendte Sindssygelæge, Professor Forbes Winslow, der har ment, at en Rejse hertil og til Stockholm, hvor hun muligvis kan komme til at se sin første Ungdomselskede igen, vil bringe hende helt ud over den apathiste Sløvhed, hvori hun i de forløbne 8 Aar har været hensunken.
Miss Rosa sad ganske stille og tankefuld, da hun og Moderen besøgte os - det syntes hende saa uendelig ligegyldigt, hvad Bladene skrev om hende.
Men hendes Moder, en aldrende Dame, fuld af Liv, Elskværdighed og Energi, var meget ked af en aldeles vildledende Artikel, der havde staaet i "Aftenbladet" forleden Søndag.
Blandt andet bad hun os oplyse, at det var aldeles urigtigt, at hun et Par Aar efter Rosas Optræden i København havde giftet sig med en engelsk Artist. Hun var endnu den Dag i Dag gift med den engelske Ingeniør Heath, som hun var det den Gang. Han levede endnu og var 81 Aar gammel.
Nu rejser Rosa Heath, der en Gang var kendt og beundret af alle Københavnere til Stockholm for ved at rive op paany i det gamle Saar muligvis helt at kunne blive sjælelig frisk igen.
Vi ønskede Mrs og Miss Heath alt muligt Held med den farlige kur.
Men selv om hun vilde blive helt kureret, til Scenen gaar hun ikke
(Folkets Avis - København 22. juli 1898).
Ernst Linder blev senere en kendt krigshelt, fx her i Aarhus Amtstidende 24. april 1918. Som det ses ligner hans uniform faktisk dragonløjtnant Sixten Sparre, den mandlige part i dramaet om Elvira Madigan.
Rosa Heath's historie kan muligvis tolkes som en naturlig reaktion på årtusinders massive kvindeforagt. Filosoffer, præster og læger har været foregangsmænd i at tildele kvinder en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle, som kvinder, tvunget af omstændighederne, har accepteret, og som de reagerer over for gennem sygdom. Hendes evner som danser og sangerinde foregik på mandssamfundets præmisser - hvilket tonen i artiklerne peger på.
