Amalienborg 19. september 1944. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden op til tyskernes tilfangetagelse af dansk politi 19. september 1944 var der hyppige meddelelser i "Politidirektørens Beretninger om Forholdene i København i Tiden fra den 5. Juli til den 17. September 1944" om tyske marinesoldaters hærgen i København. De involverede bl.a. vold, skyderier og grove chikanerier mod civile. Netop disse blev involveret i træfningen ved Amalienborg:

9. juli 1944: Kl. 22,35: Gernersgadevagten kaldt til Ny Østergade, hvor nogle tyske Marinesoldater var kommet i Slagsmaal med en civil dansk Mand om en Kvinde. Danskeren blev indbragt til Station 2, sigtet for Beruselse og Gadeuorden.

Kl. 23,05 blev Gernersgadevagten rekvireret til Amagerbrogade, hvor en beruset tysk Marinesoldat skød med Pistol. Han blev bragt til Kastellet.

10. juli 1944: Kl. 22,25-22,50 meldtes, at 3 berusede tyske Marinesoldater lavede Gadeuorden i Skindergade, paa Hjørnet af Gothersgade og Borgergade og paa Kongens Nytorv. Alle 3 anholdt af Gernersgadevagten.

14. juli 1944: Kl. 22,45 blev Gernersgadevagten rekvireret til Langeliniebroen ved Indkørslen til Frihavnen, hvor nogle tyske Marinesoldater trods det danske Politis Forbud vilde medtage nogle Piger gennem den derværende Afspærring.

21. juli 1944: Kl. 21,25 har 3 tyske Marinesoldater og en Marineofficer, medens de sejlede med Baadene i Tivolisøen, strøget Baadens Flag og kastet dem ned i Bunden af Baaden. Feldgendarmerne anholdt de paagældende.

29. juli 1945: Kl. 21,42: Gernersgadevagten rekvireret til "Montmartre", St. Regnegade 19, i Anledning af et Klammeri om et Pigebarn mellem en civil Dansker og tysk Marinesoldat. Herunder affyrede Marinesoldaten et Skræmmeskud i Gulvet. Marinesoldaten blev medtaget; den civile Dansker var forsvundet, da Vagten kom.

6. august 1944: Kl. 20,19: Gernersgadevagten rekvireret til Restaurant "Den blaa Ged" i Farvergade, hvor 2 tyske Marinesoldater havde yppet Klammeri med de øvrige Gæster og herunder overfaldet en Buntmager. Den ene Marinesoldat var forsvundet, forinden Gernersgadevagten ankom; den tilbageblevne blev ført til Kastellet.

8. august 1944: Kl. 21,25: Gernersgadevagten til Stoppestedet ved Niels Juels Statue En civilklædt tysk Marineofficer og en tysk Marinesoldat i Uniform havde røget i en Sporvogns Hovedvogn. Konduktøren paatalte det, men uden Virkning. Han standsede derefter Vogntoget ved Niels Juel, og Gernersgadevagten blev tilkaldt. Vagten medtog de to Militærpersoner.

13. august 1944: Kl. 22 blev Gernersgadevagten tilkaldt til Ny Adelgade 8, hvor tyske Marinesoldater var kommet i indbyrdes Slagsmaal, hvorunder de brugte Bajonetterne. Nogle af Marinesoldaterne blev kørt til Kastellet.

4. september 1944: Kl. 0,58 meldte Vagten paa Elektricitetsværket i Gothersgade, at 2 tyske Marinesoldater, der kom kørende paa Cykel, havde affyret flere Pistolskud. En Eftersøgning forblev resultatløs.

5. september 1944: Kl. 23 blev Gernersgadevagten kaldt til Raadhuspladsen, hvor en beruset tysk Marinesoldat var gaaet amok og herunder slog løs paa Folk. Han blev indbragt til Kastellet.

14. september 1944: Kl. ca. 23,55: Gernersgadevagten tilkaldt til Nordhavn Station, hvor en beruset tysk Marinesoldat havde forsøgt at stjæle en Cykel. Han blev anholdt og ført til Kastellet.

Gernersgadevagten var en fælles dansk-tysk udrykningskommando som fungerede 16.1.1944 til 19.11.1944. Den bestod af tyske og danske politifolk som var trænet i sammen at tage sig af ballade når tyskere og deres håndlangere var indblandet.

Det er bl.a. med dette i baghovedet man skal se politiets reaktion ved Amalienborg under den tyske tilfangetagelsen af dansk politi, Operation Möwe, 19. september 1944. Ved Amalienborg kom det til skyderi mellem dansk politi og tyskere. Ifølge en tysk opgørelse fra dagen omkom i alt ni tyske soldater, mens syv var sårede efter kampene med politivagten. Blandt politifolkene var tre sårede. Mindst 2 medlemmer af SD og en schalburgmand dræbt af geværer, sammen med mindst 3 meget unge marine trainees samt en instruktør og junior officer.

Besættelsesmagten indledte i København operationen ved en falsk luftalarm kl. 11, hvorefter tyske politisoldater angreb politistationerne. De trængte forholdsvis nemt ind på politigaarden, dog med anvendelse af håndgranater og en kanon der nåede at affyre 3 skud. Betjente og overordnede politifolk blev afvæbnet og kørt bort i lastbiler til nogle store vareskure i Frihavnen. På nogle få andre stationer (Antonigade, Under Elmene og St. Kongensgade) mødte de svag modstand. På den nye politiskole ved Artillerivej kom det til en livlig Skudveksling.

Luftværnsmyndigheder blev efterhånden klar over at luftalarmen var falsk og at det var en list fra tyskernes side. På Amalienborg Slotsplads blev der lavet spærringer, skudstillinger og lette barrikader. Kl. 12 ankom 50-60 tyske marinesoldater med båd fra Holmen ved Nordre Toldbod. Deres mål var egentlig at forstærke hovedkvarteret Hotel Phønix på Bredgade, men i stedet drejede kolonnen for tidligst til venstre, og gik ad Amaliegade, og dermed direkte ind i de afspærringer som politi og frivillige fik etableret i løbet af en halv time. De nærmede sig i kampformation. De forsøgte at fjerne dem, og dermed indledtes skydningen ca. 12.15. Tyskerne alarmerede en kanonbåd, som ved 13-tiden lagde til ved Larsens Plads og begyndte at beskyde slotspladsen.

Kamphandlingerne anslås at havde kostet en halv snes livet, mens 30-40 blev såret. Tyskerne angav deres tabstal til 9 tyske soldater og 7 sårede. 3 danske politifolk blev såret. I forsvaret deltog også civile. Tyskerne mente at de opholdt sig i Amaliegade 39, og kastede bomber ind i ejendommen, som kom i en brand som bredte sig til naboejendommene, Amaliegade 37 og 41. Det tyske Militær nægtede det danske brandvæsen og ambulancerne adgang til brandstedet. Herefter blev der givet ordre til det tyske militær om at trække sig tilbage fra Amalienborg. Der blev affyret ca. 15.000 skud på og omkring slotspladsen. Bl.a. palæforvalter, kaptajn Schlichtkrull blev svært kvæstet. Efterfølgende forklarede tyskerne at det hele var en misforståelse, og at det slet ikke var hensigten at afvæbne politiet på Amalienborg. Det fungerede da også helt frem til befrielsen. 

Det hævdes af øjenvidner, at Kaptajn Henningsen, Adjudanten, der indlagde sig Hæder den 9.April, deltog i Kampen ved Amalienborg i Gardeuniform.

Denne Kamp fortjener nærmere Omtale. Udover det allerede oplyste kan med deles: Da det danske Politi paa Pladsen opdagede, hvar der foregik, gik man i Alarmberedskab. Forposter blev sendt ud i Fredericiagade, Amalie gade etc, og tog Stilling inde i Ejendommene. Da Tyskerne fra flere Sider rykkede frem mod Amalienborg, blev de beskudt og slaaet paa Flugt. Tilfældige Civilpersoner og CBfolk slæbte de spanske Ryttere paa Plads og bankede dem ned i Stenbroen. En Kusk for en Saltvogn læssede af. Politiet brugte Saltsækkene som Sandsække og forstærkede deres Stillinger ved Staalskilderhusene paa Palæhjørnerne. En Del Mennesker søgte ind i Tuborgdepotet i Amaliegade. Da Tyskerne kom igen og stoppedes ved Pigtraaden, aabnedes Bombardement med de fulde ølflasker, der sprang som Haandgranater paa Kørebanen og fyldte den med Glasskaar, saa tyske Køretøjer ikke kunde passere. Dette Bombardement turde være et af Krigshistoriens mærkværdigste. Flaskerne kastedes højt oppe fra Ejendommens Vinduer og var næsten dødbringende Vaaben, om de ramte. Samtidig rasede Ildkampen ved alle fire Palæindgange. Tyskerne maatte retirere med flere Faldne og adskillige Saarede. Folk i Kvarteret raabte Hurra, naar en tysk Saaret blev ført forbi....

150 Marinesoldater blev sat ind til Forstærkning af det tyske Sikkerhedspoliti. En Kanon fra et Marinefartøj ved Larsens Plads blev bragt i Stilling, men Tyskerne fik aldrig brug for den. En sindig dansk Politibetjent sagde Plaf Plaf med en Maskinpistol, og de to Skud var nok til at jage Kanonbetjeningen til hver sin Side. Den kom igen, og atter skød Politibetjenten et Par Skud. Paa den Maade affyrede han under Kampen 76 Skud mod Kanonen. Ingen kom til den! 

De danske Betjente laa i Dækning, Tyskerne maatte frem paa aaben Kørebane. Branden i Amaliegade 39 (ikke 27 og ved Siden af det gamle Hospital, ikke overfor-..) opstod som Følge af tyske Haandgranater.

Da Kampen efter tysk Opfordring blev blæst af, og Politiet beholdt Valpladsen, strømmede begejstrede Københavnere til. Ogsaa i Formiddag har Tusinder valfartet til Amalienborg, hvis Tilkørselsveje er spærret af Politibetjentene, der trætte, men lykkelige, fortsætter paa en Vagt, de ikke kan afløses paa i overskuelig Fremtid. Thi de er de eneste danske Politifolk i Funktion i Dag. Kronprins Frederik gik efter Kampen over Pladsen fra Regeringspalæet til sit eget Palæ, hilst af Folks Jubel. Kongen har udtalt sin varmeste Paaskønnelse overfor den Vagt, der saa tappert forsvarede ham mod en knusende Overmagt.

Under Kampen transporterede Brandvæsenet adskillige Ofre bort. Derimod maatte man ikke slukke Branden i Amaliegade. Tyskerne jog Brandmændene bort, og først. paa et sent Tidspunkt kom de i Arbejde. Den fredede Ejendom ødelagdes derfor. Blandt Ofrene kan nævnes: Bjørnsson, Bredgade 69, dræbt ved Ejendommen. Overofficiant Larsen, dræbt paa St Annæ Plads, Poul Nielsen, Rødovre, dræbt i Ny Toldbodgade. En ikke med Sikkerhed identificeret Mand, vistnok Chr Larsen, Horsekildevej 16, dræbt paa Sct Annæ Plads ved Hjørnet af Toldbodgade. Fra Ny Toldbodgade 13 transporterede Brandvæsenets Ambulance en død Tysker, fra samme Gade Nr 53 endnu en død Tysker, fra Nr 35 en død Tysker og to haardt saarede. Fra Ny Toldbodgade 2 en saaret Dansker, Brunell fra Amagerbrogade 12. Paa selve Slotspladsen hentedes Politibetjent Larsen, der havde et Strejfskud i Hovedet, og noget senere Jacobsen, Taastrup, Marius Schmidt, Gentoftegade 55 (saaret i Hovedet) og Petersen, St Kongensgade 69 (saaret i begge Arme). Paa St Annæ Plads hentedes saa sent som lidt i Kl 15 to Mænd, Einar Jørgensen og Karl Sørensen. Og endelig hentedes fra Det gule Palæ Kaptajn Schlictkrull, som døde, og Arbm Bakt (?) fra Drogdensgade, der var saaret. 14,35 hentedes i Toldbodgade en ukendt Mand og Politibetjent Brandt, der var saaret i Benet.

Derudover har danske Ambulancer under Kampen afhentet Politibetjent Olsen, Aaboulevarden 9, der var skudt i Hovedet og dræbt, og en ukendt Mand fra Kongedybet 10, ligeledes dræbt, to ukendte Døde fra Nørrebro, Fru Andersen fra Under Elmene 3, saaret i Ryggen, og fra Hjørnet af Blaagaardsgade og Nørrebrogade 3 Mænd: M Hansen, Vesterbrogade 92, Jungby, Kiplings Alle og Rasmussen, Havdrupsvej 1, alle saarede. Paa Rasmus Rasksvej saaredes Fru Jensen i Hovedet, og fra Blaagaardsgade 1 hentedes noget senere Larsen, Viborgvej 2 og Fru Mikkelsen, der havde Skud i den ene Arm. I Peter Skramsgade saaredes Fru Hansen, øresundsvej 23. En mere nøjagtig Tabsliste skal blive bragt, naar den forligger.

(Information nr. 285, 20. september 1944)

Tusinder af Københavnere strømmede Dagen igennem til Amalienborg, hvor den trætte Politivagt stadigt staar urokkeligt. Gaderne holdtes spærrede af een Mand, som sagde: Saa Saa!, naar Mængden pressede sig for Langt frem. Politivagten i Kolonnaden bugner af Frugt og Tobaksvarer, Hvert øjeblik ser man Folk slaa en af Politimændene paa Skulderen og stikke en Pakke Cigaretter i hans Lomme. Stikkerne arbejder i Menneskemængden, men Folk lægger ikke Skjul paa deres Meninger. Vagten paa Amalienborg er nu Symbolet paa det danske Samfund, som det var, og som det skal blive igen, naar den “illoyale Del af Politiet”, d.v.s. de helt tilfældige 1680 Mand, som havde Formiddagsvagt i Forgaars paa de københavnske Politistationer, er vendt tilbage fra dén Koncentrationslejr, hvortil de i Gaar ankom “i bedste Velbefindende”, som den nye Radioavis meddeler. Den oplæses af Leif Clauson Kaas, en ældre Broder til den kendte Flyver, et sølle for drukkent Subjekt. Den kasserede Journalist og Manuduktør Harald Henriksen, kaldet Rus-Henrik, et lignende, altid beruset, psykopatisk Individ, er Reservespeaker.

Slotsforvalter Schlichtkrulle er alligevel ikke død. Dødsmeldingen var falsk. Men han er meget haardt saaret. Tyskerne har til Begravelsesvæsnet anmeldt 16 døde Politimænd eller Soldater, alle faldet ved Amalienborg. Det bekræftes, at Kampen lededes af Adjudanten, Kaptajn Henningsen. Tyskerne naaede intet Sted ind paa Pladsen. Efter den første Salve fra dansk Side flygtede de i Panik, og man sikrede sig deres Haandgranater. Først, da de havde faaet Forstærkninger, prøvede de igen at trænge ind. Der blev under Kampen skudt ned i Haven bag Residenspalæet. 20 Børn fra en beslaglagt Skole var i Fare i et Lokale i Fredericiagade. Lærerinderne maatte under Fare snige sig bort med dem. Chefen for Reservepolitikasernen, Pk.Ubberup, deltog i Kampen sammen med Pa Krogh og Overpolitibetjentene Kirkegaard og Johansen og 50 Politibetjente og Reservebetjente.

De danske Dødsofre er:

1) Assistent Hvorslev, Finansministeriet, som ikke gik hurtigt nok ned ad Trappen til Tilflugtsrum, hvor Ministeriernes Personale bevogtedes.

2) Stabsofficiant A P Larsen, Strindbergsvej 72, Valby, som dræbtes, da han saa ud fra 4.Sal i Luftværnets Ejendom paa St Annæ Plads. Han var født 1886.

3)Kemigraf Bergman Lundberg-Hansen, Agertoften 10, født i 1902. Gift.

4) Lagerekspedient Mogens E Bjørnsson, Bredgade 69 A. Født 1920.

5) Toldelev Jørgen Jacobsen, Glamsbjerg Alle, 23.f. 1928.

6) Laboratoriemedhjælper Finn Helmuth Neumann, Taastrup, f.l911. Gift.

7) Poul Magnus Nielsen, Nørregaardsvej 153, Rødovre. F.l9lO. Gift.

8) Fhv Arbejdsmand Harald Arthur Eriksen, Oenlenschlægersgade 28, skudt ned i Laxegade udfor Nr 5O.F. i 1885.

Der er 19 saarede, deraf fire fra Amalienborg. I Amaliegade 4 ser man Puds og Mur gennemskudt. De værste Huller i Brolægningen er repareret. Men den lilleMisforstaaelse fra tysk Side - kuriøst nok misforstod man jo ogsaa baade 9. April og 29. August - har sat sig varige Spor i Amalienborgs Omgivelser.

(Information 21. september 1922).

Den danske jurist, dr. jur. Popp-Madsen tilbød Justitsministeriet at lede et reorganiseret dansk Politi. Det blev omtalt således 22. september 1944: "Da Popp Madsen henvendte sig til Svenningsen, ringede han først fra General Panckes Kontor Henvendelsen gik ud paa, at han kunde standse Begivenhederne, hvis han fik baade Eyvind Larsens og Begtrup Hansens Embeder. Man svarede: Naa Vil De ikke ogsaa have Kongens, Hr Popp?" Popp Madsen er udførlig omtalt andetsteds på denne blog. Han blev efter befrielsen dømt for krigsforbrydelser.

Oplysninger om de tyske soldater som blev dræbt og som ligger begravet på Vestre Kirkegård følger nedenfor. Desuden blev en dansk schalburgmand dræbt samme dag (Erik Paul Tornkvist).

På mindestenene over de dræbte tyske marinere står enslydende angivet "Matrose", her som eksempel Günther Brose. De befinder sig i den tyske afdelings afsnit A, se nedenstående liste.

Fritz Himmel fra Peter-gruppen, se særskilt indslag.

Erik-Paul Tornkvist. Schalburgmand, Schalburgkorpset København, Blegdamsvej 23. Født 1. april 1925 på Frederiksberg. Dræbt 19. September 1944 i København. Mindesten på Vestre Kirkegård A/156-155.

Franz Lauterborn. Født 26. november 1908 i Materbom, Gift med Erna Klara Lauterborn, født Zwarg, såret og senere død efter geværskud 20. september 1944 i København. Kriminaloberassistent. SS-Scharführer with Bef. d. Sipo u SD. Kopenhagen. Begravet på Vestre Kirkegaard, tyske afdeling A/158-157.

Christian Gustav Staak. Født 3. juli 1920 i Ekenis/Schleswig, dræbt 19. september 1944 i København. Vestre Kirkegård A/ 1-18. Ob Bstmt with 5. Mar.-Lehr-Abt. (formerly of Sperr Schule Kiel Wyk). 

Heinrich Rowold. Født 22. december 1909 i Hannover. Oberfähnrich zur See i 5. Mar.-Lehr-Abt. born 22 Dec 1909 in Hannover. Dræbt 19. september 1944 i København ved skud gennem hovedet. Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944 (A/15-16)

Udvalg af marinesoldater på Vestre Kirkegårds tyske afdeling:

Matros Rolf Gottschild. Født 18. august 1927 i Meuselwitz I/Thuringen. Dræbt 19. september 1944 i København. Vestre Kirkegård A/73-74. 

Matros Günter Brose. Født 4. maj 1926 i Neuwarp/Uckernmunde, dræbt 19. september 1944 i København ved et skud i hovedet. Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944. Tyske afdeling: A/127-128. 

Matros Gerhard Borrmann. Født 19. august 1926 i Magdeburg, dræbt 19. september 1944 i København ved et skud i hovedet. Begravet på Vestre Kirkegård 23. september 1944, tyske afdeling A/46-45.  

Matros Leo Ziemann. Født 7. december 1926 i Bissau Karthaus, dræbt 19. september 1944 ved et skud i hovedet. Begravet på Vestre Kirkegård den 23. september 1944, tyske afdeling A/129-130. 

Endvidere findes matros Hans Helwig, født 22. april 1927, død 19 september 1944. Måske er det endnu en af de dræbte marinesoldater.

I alt 12 tyske marinesoldater og 4 tyske politisoldater blev begravet efter affæren ved Amalienborg på Vestre Kirkegård.

Rygning var forbudt ved de kongelige og den kongelige Families Palæer. (Efterskrift til Politivennen)

En Person ved Navn Peter Felix Valentin Halck, der den 28de Novbr. f. A. passerede Prindsesse Julianes Palais med en tændt Cigar i Munden, var af de der posterede Soldater bleven anholdt og afleveret til Politiet, for hvilken Autoritet han afgav den Tilstaaelse, at han havde tændt Cigar i Munden, da han passerede forbi Palaiet, hvortil Grunden bag var, at han gik i Tanker. Anmodet af Soldaterne om at tage Cigaren af Munden, da han allerede var kommen 6 Skridt forbi dem, fik han ud paa Gaden, fordi han antog, at Forbudet kun gjalt om at ryge paa Fortouget. I samme Øieblik blev han anholdt af en af Skildvagterne og ført ind i Palaiets Port, ved hvilken Leilighed Tiltale, efter begge Skildvagters afgivne og beedigede Forklaringem, gav den af dem, der anholdt ham, et Slag for Brystet. --- Da Sagen af Justitien var beordret indanket for Høiesteret, bleve nye Forhører optagne, under hvilke Tiltalte vedblev at benegte, at han med Forsæt havde stødt Skildvagten for Brystet, og under hvilke den anden Skildvagt erklærede i Henhold til sin engang aflagte Eed, at han ikke formaaer at afgjøre, hvorvidt det Stød for Brystet, Tiltalte gav hans Kammerat, bibragtes denne tilfældigen eller ikke, og at han ikke af Maaden, hvorpaa Stødet bibragtes, kan afgjøre noget med Hensyn til det Omspurgte.

(Kjøbenhavnsposten, 5. marts 1842 (uddrag)

Redacteurens Tilføjelse.

I 1840'erne blev der udstedt en guvernementsbefaling om rygeforbud. Peter Felix Valentin Halck blev idømt 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød for efterfølgende at have slået en skildvagt i brystet den 28. november 1841.

Christian den Syvende. (Efterskrift til Politivennen)

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, No. 46, 19 Martii, 1808
Hans Majestæt Kong Christian den Syvendes Dødsfald i Rendsborg Søndagen den 13 Martii om Morgenen Kl. 7, blev Onsdagen den 16 Martii om Formiddagen Kl. 10 offentlig bekjendtgjort fra Altanen i det Kongl. Palais paa Amalienborg, ved hans Exellence Statsministeren Geheimeraad Grev Bernstorff, og tillige blev Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette tre Gange udraabt, som af en Mængde forsamlet Folk paa Pladsen, tilligemed den Kongl. Livgarde til Hest, modtoges under Trompeters Lyd med almindeligt tre Gange Hurraraab. Hans Majestæt Kong Frederik behagede derefter at fremtræde paa Altanen og hilsede Folket, og blev Allerhøistsamme med Hejrtets Fryderaab igjen tre Gange hilset af alle Tilstædeværende. Tvende Kongel. Herolder til Hest med en Commando af Livgarden reed derpaa fra Pladsen, for at gjentage paa alle Byens offentlige Pladser det fra Palaiet stedte Udraab. - Embedsmændene af de Kongel. Collegier, tilligemed en stor Deel af de herværende Civile og Militaire, mødte i det Kongel. Palais, for at lykønske Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette til Hans Regjerings Tiltrædelse; ligesom Borgerskabet, begge Livgarderne, det Militaire af Lands og Søe-Etaterne, samt Kronprindsens Livcorps, samme Dag aflagde deres allerunderdanigste Troeskabseed. - Kammersorg blev anlagt. - I Byernes og Landets Kirker skal daglig ringes i 4 Timer med Klokkerne.

(Dette nummer af Nyeste Skilderie indeholder desuden en nekrolog over Christian 7.)

Amalienborg, Det Moltiske Palads. Bygget i midten af det 18. århundrede og overdraget kongen i 1794. (Kjøbenhavns Prospecter).

Ufornøden Kjørsel paa Amalienborg.

Skønt indsenderen just ikke er af dem som hylder overdreven ærefrygt for noget menneske, må han dog tilstå at det støder ham noget at se det smukke Amalienborg profaneret af bryggervogne og andre vogne af mindre hyggeligt udseende. Man må rose den liberalitet som endnu ikke har forbudt sådan færdsel på det nævnte sted, for så vidt det derved erkendes at selv kongen ikke børn fritage sig for sådanne gener som alle hans undersåtter må finde sig i. Men der findes  også andre grunde til at forbyde den ubehagelige kørsel på Amalienborg Slotsplads end netop den at det er kongens residens. Ved kolonnaden er pladsen snæver og fodgangen i glat føre besværlig nok, tillige er der samme sted posteret skildvagter og andre soldater gør sig en fornøjelse af at stå og tale sammen. Når der nu samtidig holder en karet på den anden side, ved indgangen til enkedronningens palæ, da kommer de omtalte vogne meget ubelejligt for fodgængerne. Det er derfor indsenderens uforgribelige mening at der gennem kolonnaden ingen kørsel burde finde sted af arbejdsvogne af hvilken so helst kaliber, de burde derimod henvises til at dreje om ad de gader som på alle sider tillader de kørende at undgå passage over pladsen og gennem kolonnaden. Man besværes alt for meget af de hæslige formandsvogne med deres støj og urenlighed at det er en desto større behagelighed på enkelte promenader at være fri for dem, og det kan vist ikke nægtes at Amalienborg frem for ethvert andet sted burde forskånes for profane besøg.

Forfatteren kan ved denne lejlighed ikke undlade at tilføje et par ord om formandsvogne og bryggervogne i almindelighed. Hvad mon grunden er til at vognene er således konstruerede at de må gøre en så inkommoderende støj? Var det ikke muligt, særdeles for bryggerne, at bruge lettere vogne og placere deres tønder på halm eller sådant? Det kan vist ikke fejle at en mere hensigtsmæssig konstruktion kan udfindes som dermed kunne forene en vis resignation i fordringerne til publikums tålmodighed og nervestyrke.

(Politivennen nr. 1317, Løverdagen, den 27de Marts 1841. Side 201-203). 

En Syn, Lugt og Sømmelighed stødende Krog.

Det er et højst væmmeligt syn at se den krog til venstre i Amaliegade foran palæet, og det er næsten umuligt at passere fortovet der med damer, ikke blot for det søle der gerne findes, men som oftest har man skuet af en eller flere af vagtmandskabet som opstiller sig der for at lystre naturens trængende bud. På et hvilket som helst andet sted vil offentlighed af dette slags være upassende, men er det endnu mere udenfor et kongeligt palæ. Hvad må fremmede i almindelighed og den forventede høje gæst i særdeleshed tænke om danskes sans for renlighed og for det sømmelige? Skulle der ikke i nærheden findes et eller andet afsides sted der kunne anvises til det brug, hvortil denne krog i så lang tid har måtte tjene?

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 354-355)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen blev gentaget næsten ordret - og suppleret med hvad udlændinge måtte tænke - i Politivennen nr. 1215, 13. april 1839, s. 237-238. I Politivennen nr. 1226, 29.juni 1839, s. 412 bekendtgjordes at stenkummen nu var flyttet til et mere passende sted og krogen renset.

Et Vink til Vedkommende

Da der mandag aften den 30. oktober var bal ved hoffet i anledning af hendes majestæts høje fødselsdag, ligesom også aftenen derefter, brændte de 8 på begge sider af kolonnaden mellem deres majestæters kongens og dronningens palæer meget mådeligt. Om mangel på tran eller reverberernes dårlige afpudsning var skyld i det, vides ikke. Men det er sandt at denne belysning afveg meget i forhold til den som lygterne på de private bygninger i begge Amaliegaderne frembød.

(Politivennen nr. 1140, Løverdagen, den 4de November 1837. Side 693-694)

Redacteurens Anmærkning

I nogle af de første årgange af Politivennen blev beskrevet uroligheder i forbindelse med kongens (Christian 7.'s) fødselsdag. Så blev der ikke meldt mere om det, men i Kjøbenhavnsposten 10. februar 1836 blev antydet at det bestemt ikke var holdt op med Frederik 6. der havde fødselsdag 28. januar:

"Hamb. Corresp." af 6te dennes meddeler i en Skrivelse fra Kiel under 30te f. M. blandt andet Følgende: "Desværre har Kongens Fødselsdag, ligesom oftere tilforn, ogsaa denne Gang givet Anledning til Slagsmaal og blodige Pander. Studenter og Borgere bleve uenige paa et offentligt Sted, Vagten maatte blande sig i Sagen og gjøre Brug af sine Vaaben, hvorved flere bleve saarede, blandt hvilke en Student høist farligt. En Mængde Studerende ere arresterede."

Om Anken over Kjørslen paa Amalienborg Plads.

Det gør vel ikke meget til sagen om svære kareter eller ledige arbejdsvogne kører over denne plads. Begge beskadiger brolægningen, og de første vel mere end de sidste. At kalde sådan kørsel dumdristig, er derfor mildest talt højst upassende. Slotspladsen var før slottets brand en køreplads for alle vogne. At man under forestående hoffester kan gøre undtagelser med den mere indskrænkede Amalienborg Plads er en anden sag. Hvorledes skulle man vel bære sig ad når man lader læs køre fra Toldbod- og Kvæsthusgade eller Amaliegade og omvendt? Skulle man da kunne få vognmændene for samme betaling til at køre den lange omvej ad Bredgade og tilbage og Sankt Annæ Plads? Dette har indsenderen vel ikke betænkt.

P. Larsen.

(Politivennen nr. 670, Løverdagen den 1ste November 1828, s. 733)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i nr. 675, 6. december 1828, side 816-819. Denne artikel er ikke medtaget på bloggen.

Ønske med Hensyn til Amalienborg Plads.

Nu da Amalienborg Plads er blevet så betydeligt forskønnet fra brolægningsvæsnets side var det ønskeligt om der måtte udgå et forbud imod al kørsel med last- og arbejdsvogne over samme. Det upassende som ligger i at ulejlige vores elskede kongefamilie med sådan kørsel der uden ulejlighed kan undgås, ligger så klart for enhvers øjne at det ikke behøver videre omtale. Lægger vi nu hertil at brolægningen på denne skønne plads uden nødvendighed ødelægges med en sådan dumdristig kørsel, og ved vi at kørsel med sådanne voiturer i det øvrige kultiverede Europa aldrig finder sted i de kongeborgen nærmest omgivende gader eller på de pladser der støder til denne, så turde det her ytrede ønske vist nok smigre sig med at vinde høje vedkommendes udelte bifald.

(Politivennen nr. 669, Løverdagen den 25de Oktober 1828, s. 713-714)

Varsko i Tide

Der har ofte i Politivennen været ført klager over skrøbelige gavle, gesimser og tagrender. En del er dels ved vores virksomme politis mellemkomst, dels også ved retsindige ejeres vakte opmærksomhed blevet istandsat eller taget bort. Hvor ubetydelige de end kan synes, er sådanne varsler ikke overflødige, og det vil anmelderen give et bevis på. I tirsdags hen ad aften gik anmelderen sammen med sin kone og pige med et barn over Amaliepladsen forbi hans kongelige højhed prins Christians palæ. Et øjeblik efter at de havde passeret samme, hørte de et voldsomt og gentagende skrig. Anmelderen gik tilbage for at vide hvad der var på færde, og så da at nogle mennesker kom bærende med et ungt menneske der var kvæstet af nogle nedfaldende sokkelsten fra palæbygningen. 

"I tirsdags hen ad aften gik anmelderen sammen med sin kone og pige med et barn over Amaliepladsen forbi hans kongelige højhed prins Christians palæ. Et øjeblik efter at de havde passeret samme, hørte de et voldsomt og gentagende skrig". Forrest Frederik VIIIs Palæ, i baggrunden Christian VIII's palæ, formentlig identisk med artiklens Prins Christians Palæ. I baggrunden Frederikskirken (Marmorkirken) der på Politivennens tid var en byggeplads. (Eget foto).

Anmelderen som indser at hvis dette uheld var indtruffet et øjeblik før, ville han eller hans familie have lidt samme skæbne som det ulykkelige unge menneske, kan derfor ikke undlade at gøre de herrer husejere opmærksomme på at det er deres pligt at efterse deres ejendomme således at ingen forbigående kan komme til skade ved at passere samme. Kunne dette tilfælde indtræffe ved en bygning hvor man ved at der er den nøjagtigste opsyn overalt, hvad kan man da ikke vente sig af de rønner som man hele tiden ser afpudses og opslikkes. Måske kunne man sige om dem at de er kalkede grave osv.

(Politivennen nr. 164, Løverdagen den 21de Februari 1819, s. 2645-2647)

Redacteurens Anmærkning

Amalienborgs palæer hedder som bekendt Cristian VII's Palæ (Moltkes Palæ) i sydvest, Christian VIII's Palæ (Levetzaus Palæ) i nordvest, Amalienborgmuseet (Frederik VIII's Palæ eller Brockdorffs Palæ) i nordøst og Christian IX's Palæ (Schacks Palæ) mod sydøst. Altså ikke noget prins Christians Palæ. Men det er ret sikkert tale om det nuværende Christian VIII's Palæ (opført 1750-60). Palæet tilhørte Levetzau-familien indtil 1794, hvor arveprins Frederik købte palæet (1794-1805). Levetzaus og hans hustru Sophie Rantzaus våben findes stadig ved siden af Rigsvåbenet. Arveprinsens søn prins Christian Frederik overtog så palæet og blev senere Christian 8.

Forslag til Urinkummerne ved de Kongelige Palaier paa Amalienborg

(Indsendt)

Lige så rigtigt som det er at disse kummer på bemeldte steder er anbragt til brug for den sig der opholdende vagt, så unægteligt er det tillige at de især i sommerens varme dage afgiver en slem lugt. Man vover derfor at foreslå at de enten indrettes af træ som ofte overtjæres, eller måske endnu bedre at der under dem anbragtes tønder, hvori urinen kunne nedflyde og som hver aften kørtes bort.

(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 383)

Uordener.

Omkring hesten på Amalienborg ses næsten daglig en del børn at gynge på kæderne hvorved stenene hvori samme er fastgjorte, absolut må spoleres, og virkelig for ikke ret længe siden ansås det allerede nødvendigt at måtte anskaffe en hel del nye, skønt hele statuen dog ikke har stået i så farlig mange år. I forrige tider stod der bestandig en skildvagt ved samme, men da denne nu er borttaget, synes det ikke urimeligt da pladsen rundt om så rigelig er besat med vagt, om disse tillagdes ordre hermed at have en smule tilsyn da sådan en offentlig skat altid tids nok kan blive ruineret.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 206, 3 April 1802, s. 3296)

Bøn til Vedkommende

I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over.

Jeg vil ikke undlade at nævne, at straks man åbner vinduerne både på kronprinsens og det lige for liggende palæ og dertil stødende pavilloner kan man fornemme denne højst ubehagelige nabo. Men når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Min bøn er derfor, at den må komme i betragtning, og enten opfyldes helt og planeres. Eller, hvis det er nødvendigt at den skal bestå (hvad jeg ikke tror, da den ikke har noget synderlig rendestenstilløb) at den da bliver forsynet med et behørigt dæksel, som enhver anden ordentlig og forsvarlig byens slamkiste er.

(Politivennen. 1798, Hæfte 2, nr. 17, s. 267-268. [Estimeret dato: 17. august 1798])