Rekylgeværaffæren 1904/1905. Efterspil marts 1906. (Efterskrift til Politivennen)

Rekyl-Affæren. 

Fra Rigsdagen skrives til os den 12te Marts :

I Dag oprandt i Folketinget det store Øjeblik, hvor Rebeller og Socialister skulde hudflette I. C. Christensen i Anledning af Rekylgeværaffæren. D'Hrr. K. M. Klausen og Zahle rettede stærke Angreb paa Ministeren, hvem de beskyldte for Grundlovsbrud. Hr. Zahle vendte mod Ministeren dennes Ord mod Ministeriet Hørring, der havde anvendt "ubevilgede Penge" til Brisantgranater (de 500,000 Kr.). Hr. Zahles Citat gjorde en vis Virkning.

Ministerens Forsvar gik ud paa, at han kun havde fulgt Praksis fra 21de Februar 1895 ved at bruge den Fortjeneste, som man paa Geværfabrikken havde paa det private Arbejde, der udførtes.

Det fortjener Opmærksomhed, at Regeringspartiets Ordfører, Hr. Jensen-Sønderup, krævede en snarlig Afslutning af Forsvarskommissionens Arbejde. Dette er det første Krav i saa Henseende fra Regeringspartiets Tide, og det blev i Dag fremsat for at dække den Kendsgerning, at Rekyl-Sagen har vakt store Betænkeligheder og fremkaldt alvorlige Brydninger inden for Regeringspartiet.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).

Finansloven i Folketinget

2den dag.

---

Krigsministeriet.

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) karakteriserede de stillede Ændringsforslag som fredelige, men det var ikke derfor sikkert, at Forhandlingen vilde blive fredelig. - Fra 1894-95 havde der paa Geværfabrikken været udført Arbejde for private paa nærmere fastsatte Vilkaar, naar det ikke medførte Udgifter for Statskassen. Dette besluttedes 21de Februar 1895 af Finansudvalget. I Samlingen 1896-97 var denne Sag blevet belyst, idet den daværende Krigsminister udtalte, at Geværfabrikken kun kunde holdes i Gang ved det private Arbejde, som blev udført paa Fabrikken. Skulde det private Arbejde saaledes udføres uden nogen som helst Udgift for Statskassen, maatte Arbejdet betales saa højt, at det kunde give Staten Erstatning for Slid paa Maskiner, Værktøj m. m. Der var ikke opbevaret skriftlige Oplysninger om, hvortil det eventuelle Overskud ved dette Arbejde skulde anvendes. Men Medlemmer af Finansudvalget paa den Tid erklærede, at Krigsminister Thomsen i 1894-95 havde sagt, at den Avance kunde Staten have god Brug for. Nok er det - man vidste, at der var Fortjeneste paa dette Arbejde, men Finansudvalget spurgte ikke derom, heller ikke da Socialisterne i Fjor rejste den store Affære om, hvorvidt de paa vor Geværfabrik fabrikerede Rekylgeværer havnede et eller andet Sted i Rusland eller i Japan. Først i Aar blev Finansudvalget opmærksomt paa dette Forhold. Den 14de December 1905 gav Ministeren de ønskede Oplysninger, idet han tilføjede, at han fandt det naturligt, at Statskassen fik Overskuddet af dette private Arbejde. - Desværre var K. M. Klausen, hvem denne Sag interesserede saa stærkt, ikke til Stede ved Konferencen med Ministeren den 14de December 1905; han blev derfor kun sat ind i, hvad der den Gang skete, gennem Referater.

Taleren omtalte udførligt, hvad der var blevet udført ude paa Geværfabrikken, særlig til private. Han advarede mod at rejse en stærk Agitation i denne Sag, det kunde skade os i Udlandets Øjne, og det vilde naturligvis ikke mindst gaa ud over de 270 Arbejdere, der var anfaste paa Fabrikken. - Sluttelig lyste Taleren efter Forsvarskommissionens Betænkning for at faa en Ende paa alle disse Kvaler, der knyttede sig til de militære Budgetter, og som i Længden var utaalelige.

- K. M. Klausen var den, som havde foranlediget Kravet om Oplysninger om Rekylgevær-Gevinsten. som Forsvarsministeren havde omsat til Militærøjemed. Der havde været to Leveringer af Rekylgeværer, de to første var færdige, og Fortjenesten paa dem androg henholdsvis 44.469 Kr. 73 Ø. og 13,981 Kr. 40 Ø.: den sidste drejede sig om ca. 700,000 Kr.. og Gevinsten herved vilde blive adskillig større end nogen af de to første. Over de ca. 44,000 Kr.. der var tjente paa den første Leverance, var der disponeret af Forsvarsministeren ved en Skrivelse af 6te Maj 1905. Over de ca. 18,000 Kr. var der ogsaa disponeret af Ministeren, selv om de ikke endnu var forbrugte. 

Denne Sag var af den største Betydning. Den var et Brud paa Grundlovens Paragraf 49, der bestemmer, at ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Lovgivningen. De Penge, Ministeren her havde anvendt, havde ikke hjemmel i nogen Lov, det var Penge, Ministeren havde taget paa egen Haand af Statskassen - altsaa et klart og utvetydigt Grundlovsbrud (Bevægelse). Grundlovsbrud var ikke noget nyt her i Landet. Det kendte vi fra Højres Regeringer. Men Højre gjorde det aabenlyst - dette her var lyssky . . .

- Formanden fandt, at Grundlovsbrud var et vel stærkt Ord.

- Klausen vilde saa sige Overtrædelse af Grundloven. (Stormende Munterhed.) Ministeren var her traadt i Højres Spor. Ved Højres Hjælp kunde han vel ogsaa endnu samle et Flertal for sit Grundlovsbryder-Standpunkt. Men Befolkningen vilde i høj Grad misbillige I. C. Christensens Færd.

Jensen-Sønderup og Klausen vekslede Bemærkninger om, hvorvidt det skyldtes Klausens Fraværelse i Finansudvalget. at denne Sag først kom frem ved 3die Behandling og ikke ved 2den, hvorpaa 

- Forsvarsministeren tog Ordet. Han forklarede det heldige i, at Geværfabrikken beskæftigede sig med privat Arbejde - for at holde Arbejdet gaaende. Ministeren hævdede, at man i 1894-95 fastslog den Praksis, at det, der tjentes paa privat Arbejde ude paa Geværfabrikken, kunde anvendes at Administrationen. Ministeren havde fortsat denne Praksis - ikke andet. Man fulgte altid en gammel Praksis, indtil en ny blev besluttet. Fortjenesten af de to første Leveringer var der disponeret over, og det, hvortil man vilde anvende Fortjenesten ved denne sidste Levering, var til Udvidelse af Fabrikkens Teknik, saaledes at den kunde præstere den ønskede Levering. Ministeren havde ikke foretaget sig noget i denne Sag, som var i Modstrid med den 11-aarige Praksis, mod hvilken Klausen først i Aar havde protesteret, skønt han var kendt med den. Ministeren var stadig af den Mening, at Forsvarssagen skulde løses ikke uden om Folket, men med Folket. Ministeriet vilde staa og falde med sin Forsvarsplan, der vilde blive forelagt Folket. Vælgerne vidste dette, og de vilde ikke følge Klausen.

- Zahle erkendte, at Ministeren ikke længer skjulte noget i denne Sag. Thi han kunde ikke længer skjule noget. Hvorfor havde vi egentlig haft Systemskiftet her i Landet? Saa vel Ministeren som Regeringspartiets Ordfører henholdt sig jo i Dag ganske ligefrem til en af Højres Ministre indført Praksis. I 1896 - den 26. Oktober - udtalte I. C. Christensen, at der blev brugt alt for mange Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49, og som kun havde den Hjemmel paa Statsregnskabet, at der stod "desuden var brugt". Men nu var det med Rekylgevær-Affæren blevet Skik, at man ogsaa uden Bevilling og uden at opføre det paa Regnskabet kunde bruge Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49. Saaledes at gaa uden om Rigsdag og Grundlov var ikke noget, som Rigsdagen kunde finde sig i; det sagde I. C. Christensen ogsaa i 1893. Den Gang krævede I. C. Christensen, at en civil Krigsminister først og fremmest skulde bringe Ro og Tryghed om Forsvarssagen. Havde I. E. Christensen gjort dette? Han havde kun bragt Kamp og Kiv og Mistro omkring denne Sag. (Hør!) Først ved Anmærkningen, saa ved Løjtnantslønningerne, og nu ved Rekyl-Affæren. (Hør!) Og den 6. Maj s. A. forhøjede han, uden at nogen skulde vide det, forskjellige Konti paa de militære Budgetter paa Trods af Bevillingsretten! (Levende Uro.)

Her afbrød Forsamlingen, som fortsattes i et Aftenmøde.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).

Rekyl-Affæren

Fra Folketingets Aften møde i Mandags maatte vi i Gaar lade Referatet gaa ud. Paa Grund af Rekyl-Affærens Interesse meddeler vi i Dag Referatet :

Hr. Zahle fortsatte sin Tale. Han viste, at Krigsministeren aldeles ikke havde haft til Hensigt at give Rigsdagen Oplysninger om denne sag. Fremdeles vendte han sig mod Ordføreren, der havde søgt at skyde skylden for, at der tidligere var foretaget noget, over paa det Udvalg, som havde valgt ham til Formand. Det var en mærkelig Optræden af en Ordfører. (En stemme: "Det er ydmyghed!") Den ydmyghed gaar saa ud over, hvad der er sømmeligt for en Rigsdags-Mand. Taleren betegnede det som ukorrekt at ville sammenligne den mellem Krigsminister Thomsen og Finansudvalget trufne Aftale med de Transaktioner, som nu var gaaet for sig. Det fremgik af Finansudvalgets Protocol, at Krigminister Thomsen i 1895 kun havde haft den Hensigt at anvende det eventuelle Overskud paa selve Fabriken og paa ingen maade til at dække ikke bevilgede Poster. I 1901 havde man faaet en Tekniker til Krigsminister. Efter ham arvede I. C. Christensen de 44,000 Kr., som var Overskudet fra Fabrikens forrige Levering. Hermed havde ministeren tiet, indtil han blev tvunget til at give Besked. I Slutningen af sit Foredrag vendte han nogle af I. C. Christensens tidligere Udtalelser mod den nuværende Forsvarsminister, om hvem han udtalte, at han drev Højrepolitik under Venstreflag. Justitsministeren havde for nogen Tid siden udtalt, at vi var Hr. I C. Christensen Tak skyldig for, hvad han som Krigsminister havde udrettet. Taleren var tilbøjelig tit at mene det samme: "Tak!" 

- Neergaard, der motiverede sin Uenighed saavel med Angreb som Forsvar i nærværende sag, paaviste, at der ingen Praksis forelaa for et Tilfælde som det foreliggende, hvor det drejede sig om Anvendelsen at indvundne større Beløb. I et saadant Tilfælde maatte Ministeren komme til Rigsdagen, og det var Taleren ufatteligt, at dette ikke var sket. Han forstod ikke, at Ministeren ikke i denne Affære havde fulgt den Vej, der var den slagne Landevej. Taleren ansaa det for utvivlsomt, at hvis Ministeren havde søgt Rigsdagen, vilde denne ikke have givet sit samtykke til at anvende det indvundne Beløb paa det militære Budget. Den Praksis, der var fulgt, først af General Thomsen, siden af I. C. Christensen, betegnede Taleren som ganske overordentlig uheldig, ikke mindst, naar Talen var om Forsvarssagens Løsning. For denne udkrævedes gensidig Tillid mellem Folketinget og Forsvarsministeren. Den Maade, paa hvilken Ministeren havde handlet i denne sag, var ikke egnet til at fremme saadan Tillid. Idet Taleren meget beklagede, hvad der var sket, udtalte han, at der dog var den Trøst at henvise til, at sligt nu efter Fremkomsten og Behandlingen af denne sag - ikke vilde kunne gentage sig. Forslaget om at anvende 23,000 Kr. til Ammunition og Haandvaaben kunde Taleren tiltræde.

Forsvarsministeren replicerede. Han fandt ikke, de to foregaaende Talere havde fremdraget noget nyt og kunde paa ingen Maade lade sig afdisputere, at han støttede sig til Praksis. At det, der her var forefaldet, skulde kunne skade Løsningen af Forsvarssagen, kunde han ikke indse. Det var vanskeligt for Ministeren at undgaa strid, naar der var Lyst til saadan. Ministeren mente, at han havde handlet ganske korrekt paa Basis af den Praksis, der havde været gældende i 11 Aar.

Under Munterhed i Tinget replicerede 

Jensen-Sønderup til Zahle, der havde udtalt sig om den Nemesis,om i nærværende sag var kommen over ham. Hr. Zahle skulde være varsom med at tale om 'Nemesis. Han havde jo ogsaa i sin tid været Ordfører for militære Budgetter og bl. a. forsvaret Krudttaarnsaffæren. Taleren protesterede imod, at Forvarsministeren var bleven tvungen til at give Oplysninger - i Rekyl-Affæren.

Zahle troede, at Ordføreren havde gjort bedst i ikke at have svaret. (Munterhed.) Havde Ministeren givet nogen som helst Oplysning i denne sag, forinden Finansudvalget havde spurgt ham? Taleren kunde ikke gaa med til den nye Bevilling paa 23,000 Kr.

- Neergaard fandt, at de Penge, som var anvendt uden Bevilling, var for store. 

Nu diskuterede Jensen-Sønderup og Zahle visse Enkeltheder.

- Klausen lyste efter Højres Mening, sluttede sig til Jensen-Sønderup? (Munterhed).

- Bluhme lagde Ansvaret for denne sag over paa Finansudvalget. Det havde Ansvaret i denne Sag, Talere, Medlemmerne og Ministeriet ikke. (Jubel.) Finansudvalget havde under Højres Regeringer tiltaget sig altfor stor Magt: og saa kom det, som i denne sag fandt for Dyden ikke var heldigt, nemlig at Finansudvalget ikke havde passet paa (ny Jubel).

- Martin Madsen fandt, at denne sag i højeste Grad var en Oprejsning for Ministeriet Hørring. I Krudttaarnsaffæren havde alle Partier i Virkeligheden billiget en Praksis, som den, Ministeriet her havde fulgt. Ulykken i denne sag som i adskillige andre var den, at Finansudvalget optraadte som Velfærdskomite. Det glædede Taleren, at Ordføreren for Finansudvalget, Jensen-Sønderup, havde lyst efter Forsvarskommissionens Betænkning. Man burde ogsaa kunne vente, at denne Kommission snart gjorde sig færdig, hvis den da turde og kunde - hvilket mange havde betvivlet! (Bevægelse.)

- Formanden mindede om, at Forsvarskommissionen ikke laa for.

Madsen: Jeg har henholdt mig til Ordførerens Udtalelser om det ønskelige i, at Kommissionen snart afgav sin Betænkning.

Efter Bemærkninger af M. Madsen og Klausen spurgte 

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) Zahle, om han erindrede de økonomiske Dispositioner angaaende Krudttaarnene, der ganske svarede til denne Sag, idet de hverken var opført paa Budget eller Regnskab, men dog billigedes af afdøde Trafikminister Hørup?

(Slagelse-Posten 13. marts 1906).

I 1910 omtalte man helt åbent at der under den russisk-japanske krig blev leveret rekylgeværer til det russiske rytter- og kosakregiment, kaliber 7,62. På det tidspunkt havde Rusland 2.000 stk.

I. C. Christensens regeringer sad 14. januar 1905 til 12. oktober 1908. De blev efterfulgt af Venstre-regeringerne Neergaard 12. oktober 1908-16. august 1909 og Holstein-Ledreborg 16. august 1909-28. oktober 1909. Herefter fulgte den første Radikale Venstre regering Zahle 28. oktober 1909-5. juli 1910. I 1924 dannedes den første socialdemokratiske regering

Alfred Schmidt: Det nye kongeskib. Regeringen J. C. Christensen afbilledet som et skib med Kronborg i baggrunden. Konseils- og forsvarsminister J. C. Christensen er galionsfigur, udenrigsminister Raben-Leventzau er ankeret, justitsminister P. A. Alberti er hjulkassen, kirke- og undervisningsminister Sørensen og landbrugsminister Ole Hansen er redningsbåde, minister for offentlige arbejder Svend Høgsbro og finansminister Vilhelm Lassen er lygter og indenrigsminister Sigurd Berg er roret. "Efter at det har vist sig, at Kongeskibet "Dannebrog" ikke mere svarer til Tidens Fordringer, har Regeringen straks sat sig i Bevægelse og har ladet udarbejde forskellige Udkast til et nyt Skib. Ovenstaaende skal have de bedste Betingelser for at vinde Ministeriets Bifald." Det kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Rekylgeværaffæren 1904-1905, 1. - 8. januar 1905. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Madsen har indgivet sin Demission.

Krigsminister Madsen har endelig bøjet sig for den offenlige Menings Tryk og har indgivet sin Afskedsbegæring.

Den er dog endnu ikke officielt modtaget. I det Ministerraad hvor Afskedsbegæringen drøftedes, fremkaldte nemlig Hr. Madsens Demission en almindelig Ministerkrise, der først vil finde sin Afgørelse i et Statsraad en af de første Dage i det ny Aar.

Vi har i vor Gaarsartikel udførlig paavist hele Hr. Madsens uholdbare Stilling. Kassemataffæren, Træfældningerne, Saltholmsskanserne, en hel Række af Overgreb og selvraadige Foranstaltninger i ærkemilitærisk Aand havde efterhaanden undergravet hans Stilling. I Sommer meddelte saa "Dannebrog" officielt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Københavns Befæstning og var traadt ind i Ministeriet som saadan! Dermed haabede Hr. Alberti aabenbart at fremkalde en politisk Afgørelse, en Sprængning af Venstre i Fæstningsvenner og Fæstningsfjender, og Dannelsen af et nyt moderat konservativt Regeringsparti - med ham selv Alberti, til Chef.

Hr. Deuntzer søgte endnu en Gang at "holde det gaaende". Paa Venstres Partimøde i Efteraaret kom det til et Kompromis: Rebellerne blev ikke som Alberti, Enevold Sørensen og

Ole Hansen havde forlangt, smidt ud af Partiet. Disciplinen blev skærpet, men samtidig blev det ogsaa betydet Hr. Madsen, at han maatte holde sig i Skindet og fremtidig i højere Grad end hidtil bøje sig for Partiets Vilje og navnlig huske, at hele Fæstningsspørgsmaalet endnu var uafgjort.

Saa kom den af os i Gaar omtalte Affære med Usserød Klædefabarik, hvor Hr. Madsen paa ny blev greben i Forsøg paa at skaffe sig Midler til sine militaristiske Formaal bag Folkethingets og Finansudvalgets Ryg. Og samtidigt viste Rekylriffel- Affæren, med hvilken utrolig Letsindighed Hr. Madsen opfattede Landets Neutralitets-Forpligtelser. Hans Væv af modsigende Erklæringer gjorde ham simpelt hen umulig som offenlig Personlighed.

Man skulde imidlertid kende Hr. Madsen daarligt for at tro, at han ganske jævnt og ligefremt vilde erkende sin Stillings Uholdbarhed og i Overensstemmelse med de parlamentariske Regler begrunde sin Afskedsbegæring med den Konflikt, der dels var opstaaet, dels truede med at opstaa mellem ham og Finansudvalget. Nej, Hr. Madsen har med den Blanding af Fanatisme og Udspekulerethed, der kendetegner hans hele Færd, gjort sin Afskedsbegæring til en Sprængmine for hele Ministeriet og for hele Venstre. Han haaber endnu, at han og Alberti kan realisere deres Plan fra i Sommer, sprænge Venstre og stille sig i Spidsen for et nyt Regeringsflertal, hvori ikke blot de Moderate og de Frikonservative, men store Dele af det gamle Højre gaar op, og hvis fornemste Program bliver Fuldførelsen af Bahnsons Værk.

Hr. Madsen har nemlig motiveret sin Afskedsbegæring med den Uoverensstemmelse i Militærspørgsmaalet, der efterhaanden var opstaaet mellem ham og Marineminister Jøhnke!

Hr. Madsen giver med andre Ord Ministeriet Valget mellem ham selv og Jøhnke, og det vil atter sige: mellem Københavns Befæstning og Venstres Program.

Den lange ulmende Strid i Ministeriet - som i Venstre - mellem en moderat og en mere radikal Retning er dermed brudt ud i lys Lue. Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar.

Vi staar altsaa midt i en almindelig Ministerkrise.

Den Forfalskning af "Systemskiftet", der skete den 23. Juli 1901 mod Folkets Vidende og Vilje - ved Optagelse af Fæstningsvennen Madsen bærer nu sin Frugt. Det er, takket være særlig Socialdemokratiets Virksomhed, ikke lykkedes at dysse Befolkningen i Søvn. Det er ikke, som Meningen var, lykkedes i al Stilhed at vende et Flertal af Befolkningen vort fra Demokratiets gamle Militærprogram. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Folkethingsvalg og den derpaa følgende stadig voksende "Uro" i selve Venstre har medført, at Arbejdet i Forsvarskommissionen er gaaet helt i Staa. Der findes et radikalt Mindretal, som  kræver Fæstningen nedlagt i Overensstemmelse med Venstres gamle Standpunkt, og der findes et Flertal, som ikke tør tage Parti! I det forløbne Aar har Kommissionen, efter hvad vi erfarer, kun været samlet nogle ganske faa Dage. Den er i Virkeligheden ikke naaet et Skridt videre, end den var ved Nedsættelsen for tre Aar siden.

Selv "de Sagkyndige" i Kommissionen staar raadløse og indbyrdes uenige. Det er gennem en nylig stedfunden Polemik i "Berlingske Tidende" mellem en Søofficer og forskellige Landmilitære bleven klart, at man i Flaaden ser med stadig voksende Uvilje paa Hr. Madsens fæstningsvenlige Virksomhed. Marinen har aldrig været Tilhænger af Bahnsons Værk. Man kan af Fejden i "Berl. Tid." danne sig et sikkert ganske korrekt Billede af "de Sagkyndige"s Diskussion i Kommissionen. Hr. Jøhnkes Sagkyndige paaviser, hvor umulig Bahnsons Fæstning er, og Hr. Madsens Sagkyndige svarer med at trævle den saakaldte "maritime Forsvarsplan" op. Socialdemokratiet og de Radikale lader de to Parter gensidigt fortære hinanden og peger paa Demokratiets gamle Standpunkt som det eneste mulige, det hvorpaa Hr. Christensen-Stadil som Venstres Ordfører stod endnu i 1899: Vi kan ikke forsvare vor Nevtralitet, lad os da nøjes med at konstatere den, hvortil der kun behøves et Minimum af Militærapparat.

Nu maa Ministeriet træffe en Afgørelse. Luskeriet fra "Systemstiftets" første Aar gaar ikke længere.

Hr. Alberti var i Torsdags til et Møde i Ringsted med Tillidsmænd i Bondestandens Sparekasse. Han klagede her over Venstres Uenighed og udtalte: "Venstre var nu saa svagt, som det ikke havde været i lang Tid".

Naturligvis, thi det Hus, som er splidagtigt med sig selv, maa falde. Det er det saakaldte "Systemskifte"s indre Løgn - Optagelsen af en Fæstningsven i det Ministerium, der i Følge Folkets Vilje skulde betyde Venstres Sejr over Fæstningen - som nu faar Ministeriet til at ramle sammen.

(Social-Demokraten 1. januar 1905)

Lars Peter Elfeldt: K. M. Klausen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Nye Afsløringer af Hr. Madsen

Rekylriflerne

Provisoriske Fæstningsarbejder

Kasematter paa Saltholm

[Første del af artiklen er i alt væsentlig en gentagelse af artiklen fra 1. januar, og er derfor ikke medtaget her.]

Vi skal imidlertid bidrage vort til, at Befolkningen faar sandheden at vide.

Den forestaaende 2den Behandling af Finansloven vilde, hvis Madsen naaede at give Møde som Krigsminister for at staa Folkethinget til Regnskab, komme til at dreje sig om følgende Punkter :

Rekylriflerne. Den 13. December affordrede K. M. Klausen i Finansudvalget Krigsminister Madsen en Forklaring om Geværfabrikens Tilvirkning af Rekylrifler under Forhold, der kunde vække Mistanke om Nevtralitetskrænkelse. Hr. Madsen søgte først at nægte sig fra hele Sagen, men maatte efter et Krydsforhør love at foretage en Undersøgelse. Torsdagen den 15de December omtalte Finansudvalget Rekylriffelaffæren overfor Konsejlspræsident, Udenrigsminister Deuntzer, og det viste sig da, at Hr. Madsen ikke har meddelt denne noget som helst om Finansudvalgets Forespørgsel. Hr. Deuntzer blev meget pinlig berørt ved at erfare denne Fortielse saavel som hele Affæren, da det kunde krydse hans Bestræbelser for at skaffe Danmarks Nevtralitet almindelig anerkendt. Han lovede nu selv at foretage en Undersøgelse og har senere meddelt et bekendt medlem af Finansudvalget, at den, der maatte have Ansvaret, "ikke skulde dø i Synden". I Stedet for, at Udenrigsministeren burde have haft meddelelse om Sagen, søgte man at udviske Sporene! Der er saaledes paa Geværfabriken givet Ordre til omhyggeligt at fjærne de brugte Prøvepatroner (med de russiske Bogstaver).

Om alt dette forestod der en højst sensationel Debat ved Finanslovsdebatten.

[Resten af artiklen beskæftiger sig med andre emner end rekylgeværsagen]

(Social-Demokraten 3. januar 1905)

Krisen

4 Ministre følger Hr. Madsen, Alberti, Ole Hansen, Christensen Stadil og Enevold Sørensen har indgivet deres Demission.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4,25 udsendte Ritzaus Bureau følgende Meddelelse:

Efter at Krigsministeren ved Skrivelse af 24. f. M. havde meddelt Konseilspræsidenten sit Ønske om at fratræde, har nu Torsdag den 5. tillige Kultusministeren, Landbrugsministeren, Indenrigsministeren og Justitsministeren indgivet deres Ansøgninger om Afsked.

DHrr. Alberti, Ole Hansen, Christensen - Stadil og Enevold Sørensen træder altsaa ud sammen med Krigsminister Madsen, og Ministeriet bestaar for Øjeblikket kun af Konseilspræsident og Udenrigsminister Deuntzer, Finans- og Trafikminister Hage samt Marineminister Jøhnke.

Den hermed fuldbyrdede Deling mellem de 5, som gaar, og de 3, som bliver, viste sig allerede i Fjor Foraar under Pryglelovskrisen: Alberti, Ole Hansen, Christensen-Stadil, Enevold Sørensen og Madsen var baade sagligt Tilhængere af Pryglestraffen og støttede den Sammensmæltningspolitik, som Prygleloven bar i sit Skød. Bag Prygleloven stod, som vi den Gang skrev, Fæstningen. Det gjaldt for Alberti og Madsen om i Tide at tilvejebringe det Flertal, der skulde trække Fæstningen i Land.

I Sommer forlangte de pryglevenlige Ministre, at de saakaldte "Rebeller", d. v. s. de Venstremænd, der fastholdt Venstres gamle Standpunkt til Prygl, Fæstning og anden Højrepolitik, skulde smides ud af Venstre, og antydede, at Ministeriet ellers maatte tage sin Afgang under Overvejelse. Deuntzer erklærede derimod, at han ikke ønskede nogen Udsmidning.

Da Rigsdagen samledes i Efteraaret, sejrede Deuntzer, for saa vidt som der ikke lykkedes Alberti og hans Venner at faa de Radikale sat ud. Ja, det indskærpedes endogsaa Krigsminister Madsen, at han i højere Grad end hidtil maatte holde sig indenfor en loyal Administrations Rammer.

Men Hr. Madsen var en altfor fanatisk Fæstningsven og tillige saa forunderlig smaatskaaren selvraadig, at han snart kom i ny Konflikt med Venstres demokratiske Elementer. Han havde paa Opfordring leveret Finansudvalget en Liste over de Arbejder, hvortil han vilde bruge de i Foraaret efterbevilgede ekstraordinære Midler. Paa denne Liste fandtes ingen Magasin- og Soldaterrum paa Saltholm, - alligevel indrettede han egenraadigt saadanne! Hr. Madsen anlagde, uden Bevilling eller Bemyndigelse, elektriske Anlæg i Bagsværd- og Charlottenlundforterne. Han skaffede sig ad en fedtet Omvej de 50,000 Kr. til Raadighed fra Usserød militære Klædefabrik, som Folkethinget én Gang havde nægtet ham.

Der findes i den allerede færdigtrykte Finanslovbetænkning - hvis Offenliggørelse, som i Gaar meddelt, er udsat - Skrivelser, som maatte fremkalde en Diskussion, der med Nødvendighed maatte udvikle sig til et Generalopgør, og Finansudvalgets militære Ordfører, Hr. Zahle, havde sin Partibestyrelses Samtykke til ikke at forsvare Krigsministeren.

Samtidigt med, at denne Konflikt forberedtes i Finansudvalget, trængte striden mellem Land- og Søofficerer i Forsvarskommissionen ud til Offenligheden gennem en Fejde i "Berlingske Tidende". For hver Dag, der gik, blev det nødvendigere for venstre og for Ministeriet at tage

Stilling for eller imod Fæstningen.

Som Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, kom "Social-Demokraten"s Artikler om Rekylriflerne. Hr. Deuntzer havde udtrykkelig forbudt danske Forretningsmænd at sende en saa forholdsvis uskyldig Vare som islandske Nattrøjer til Rusland. Nu viste det sig at Hr. Madsen lod Statens Geværfabrik tilvirke Krigsmateriel til Udlandet - af hans egen Opfindelse! - uden at han havde skaffet sig paalidelig Underretning om, hvor det skulde hen. Hr. Madsens modsigende Udflugter gjorde hurtigt hans Stilling ganske uholdbar, og Forholdet mellem ham og Deuntzer blev yderst spændt.

Den 24de December. Juleaftensdag, bøjede Hr. Madsen sig endelig for det uundgaaelige og indgav sin Demission.

Den blev imidlertid foreløbig hemmeligholdt, og der gjordes store Anstrængelser for at løse den indtraadte Ministerkrise i Stilhed, inden Rigsdagen paa ny traadte sammen, og løse den saaledes, at den afgørende Tagen Stilling til Fæstningen blev udskudt. Den bergianske Presse har meddelt, at man arbejdede paa en Rekonstruktion af Ministeriet, hvorved Marineminister Jøhnke skulde træde af sammen med Madsen og deres Efterfølger blive en fælles civil Forsvarsminister, der kunde "tilvejebringe den fornødne Enhed i Ledelsen af Hær og Flaade" - og føre Militærkommissionens Arbejde til et Resultat.

Hr. Jøhnke viste imidlertid ikke Spor af Lyst til at lade sig ofre, fordi Madsen havde lavet "Dumheder". Noget urimeligere og uretfærdigere Forlangende kunde da heller ikke tænkes. Hr. Jøhnke har altid administreret loyalt i Overensstemmelse med Folkethingets Vilje, han staar som den gamle Venstremand, han er, paa Venstres gamle Standpunkt i Fæstningssagen. Hvorfor skulde han da gaa?

Med Jøhnkes Vægring ved at være den uskyldige Bager, der skulde henrettes, om just ikke i den skyldige Smeds Sted, saa dog sammen med denne, blev Situationen yderst tilspidset.

Vi skrev i Søndags:

"Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er bleven haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes i hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar."

Det slog til. Hr. Alberti har nu indgivet sin Demission. Og sammen med ham gaar ikke blot hans tro Vaabendrager Ole Hansen, men ogsaa Ministeriets bergianske Medlemmer, Christensen Stadil og Enevold Sørensen, hvis Plan om en Overplastring af Modsætningerne og en ny Udsættelse af Fæstningsspørgsmaalets Løsning var strandet.

Den Deling i Ministeriet, der viste sig under Foraarets Pryglelovs-Situation, er bleven til en Sprængning. Fra Pryglene, der laa mere paa Overfladen i dansk Politik, har Konflikten nu koncentreret sig om et af dens dybeste Centralpunkter: Militærvæsenet.

[Her stopper denne blogs uddrag af artiklen som fortsætter]

(Social-Demokraten 7. januar 1905. 2. udgave)

Ministerkrisen.

Provinspressen.

"Randers Venstreblad" (Anders Nielsen. Formanden for Reformpartiet) skriver: "Finansudvalget har modtaget Oplysninger, der gør, at Venstres Medlemmer har taget Afstand fra Krigsministerens Handlemaade i Henseende til Anvendelse af det Beløb, der bevilgedes i Foraaret i Anledning af den østasiatiske Krig. Vi skal i Dag blot bemærke, at Venstres Medlemmer staar sluttet og enige i Opfattelsen af Forholdene og selv har iagttaget, hvad de skyldte at iagttage overfor Ministeriet. Der er noget, der gør en Rekonstruktion ønskelig. Der har imidlertid ikke fra Partiets Side været stillet Krav i saa Henseende. Initiativet til det Nytaarsdag bragte Budskab skyldes Ministeriet selv, og ingen anede den Gang, at der vilde blive Tale om nogen egentlig Krise som denne, at de 4 af de 5, der i snævrere Forstand er udgaaet af Partiet, har indgivet Afstedsbegæring. Dette Budskab virkede nedslaaende i samme Grad, som Ministeriets Udnævnelse for 3½ Aar siden virkede opløftende og befriende. Man aner, at Grunden er et Brud i Ministeriet, lykkeligvis ikke et Brud mellem Partiet og de i Ministeriet, som virkelig har følt at være Kød og Blod af Folkets eget Kød og Blod. Det er med oprigtig Sorg, at vi ser paa den Kendsgerning, at Ministeriet er sprængt, men har det ikke kunnet være anderledes, saa nytter det ikke at fortabe sig i sørgmodige Betragtninger. Der er kun en forstandig Mulighed for et Enderesultat af Krisen, nemlig, at der kommer et nyt Venstreministerium. I. C. Christensen maa tage Færten. Venstre har ikke kæmpet sin 30-aarige Kamp og vundet Sejr, for at alt skal forspildes ved  - ja vi ved ikke hvad der er passeret i den røde Bygning i Ugen som gik".

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. januar 1905)

Hr. Madsens Fald.

"Dementiernes Minister".

En Venstre-Folkethingsmand komplimenterer "Social-Demokraten"

Krigsminister Madsen er færdig, uigenkaldelig færdig. Dette er hele Pressens enstemmige Mening. Hvorledes end Ministerkrisen forløber, hvordan det nye Ministerium end kommer til at se ud - Hr. Madsen bliver ikke mere Minister.

Og lige saa let turde det være at tilvejebringe Enstemmighed i den væsenlige Mening om, at det er Socialdemokratiet, særlig vort Partis Finanslovsordfører K. M. Klausen, som har fældet ham.

Skønt Ministeriet i tre Aar hemmeligholdt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Fæstningen - nemlig lige fra den 23. Juli 1901 til den 30. Juni 1904, da "Dannebrog" maatte tilstaa Sandheden - , blev Klausens Mistanke hurtig vakt og udviklede sig snart til Vished. Han angreb Feltskytsbevillingen paa de 5 Millioner Kr. ikke alene for de mange spildte Penges Skyld, men ogsaa fordi Meningen aabenbart var at foregribe Militærkommissionens Arbejde og paa Forhaand fastslaa Rammen for Feltartilleriet. Klausen paastod, at de gamle Kanoner ingenlunde var ubrugelige, - det er senere stadfæstet af en Autoritet som Oberst N. P. Jensen. Klausen mistænkte Krigsministeren for at ville bruge de gamle Kanoner til Bestykning af Fæstningen og greb ham senere i Forsøg derpaa. Nu ser enhver, hvor uforsvarligt og hvor uparlamentarisk det var, at Venstre lod denne uhyre Bevilling gaa gennem Folkethinget uden Udvalg, uden nogen som helst Undersøgelse, - endda 400,000 Kr. højere end Højres Krav Aaret i Forvejen og med kortere Anskaffelsesfrist.

Da Hr. Madsen saa gennem "Ministerialtidende" udsendte sin Forordning om "Krigsbestyrelsen"s Afskaffelse og Venstrepressen naivt eller hyklerisk jublede over, at denne Institution fra Provisoriets Tid var ophævet, læste Klausen Forordningen omhyggeligt igennem og opdagede, at Hr. Madsen netop organiserede "Fæstningen København". Paa Grundlovsdagen i Fjor forkyndte selve Hr. Madsen paa Frederiksberg Eksercerplads, at han ansaa Fæstningen for "et lovligt Led i vort Forsvar!" Ved de sidste Aars Manøvrer har Bahnsons ulovlige og landsfarlige Værk da ogsaa spillet en Rolle som aldrig tidligere.

Det er overflødigt i Dag at omtale Kasematterne i Vestfronten, Træfældningerne i Dyrehaven og de ekstraordinære Militærforanstaltninger Fjor Foraar. Alt, hvad "Social-Demokraten" og vore Partifæller Rigsdagen sagde herom, er efterhaanden Punkt for Punkt bleven stadfæstet. Vi skal derimod minde om, at den Saltholms-Kaserne, som nu sidst rejste Konflikten mellem Hr. Madsen og Finansudvalgets Flertal og saaledes gav Anledning til Ministerkrisen, blev omtalt i "Social-Demokraten" allerede i Sommer, i vort Numer for 26. juni 1904. Vi skildrede hvorledes Hr. Madsen havde et helt Korps af Murere og Arbejdsmænd ovre paa den lille Ø, lod støbe Cementfundamenter og foretage en Række permanente Arbejder. Nu foreligger det altsammen stadfæstet i en Skrivelse, der er Hr. Madsen affordret af Finansudvalget.

Hver Gang "Social Demokraten" eller Klausen i Rigsdagen fremsatte en Afsløring af Krigsministerens fæstningsvenlige og ulovlige Virksomhed, blev det regelmæssigt dementeret i den ministerielle Presse. Klausen kunde næppe lukke sin Mund op og spørge: "Er det sandt . ." før en eller anden Regeringskøter bjæffede: "Det er Løgn!" Faa Dage efter forelaa "Dementiet" dementeret af Kendsgerningerne.

Det er morsomt at se, hvorledes Hr. Madsens specielle Organ "København" endnu i Gaar søger at værne hans Minde ved en Række Dementier Det har spurgt Lars Dinesen (!) om, hvorvidt vore Oplysninger angaaende Saltholms-Kasernen og Venstre-Finansudvalgsmedlemmernes Stilling dertil var korrekt. Paa selve Spørgsmaalet om Saltholms-Kasernen vilde Hr. Dinesen ikke svare, - hvad der jo ogsaa var et Svar, og "København" maa indrømme, at paa dette Punkt har vi haft Ret. Men da Bladet spørger Dinesen, om det forholder sig rigtigt med "vor Fortælling: at Zahle i Finansudvalget har erklæret, at han ikke mere vilde være Ordfører for de militære Budgetter, fordi han ikke kunde forsvare Krigsministerens Handlinger", - svarer Dinesen, at "en saadan Udtalelse ikke er faldet i Finansudvalget".

"København" fremhæver Ordene "ikke er faldet". Men det var Ordene "i Finansudvalget", der burde være fremhævet. Vi har nemlig ikke skrevet, at Hr. Zahles Ord faldt saaledes i Finansudvalget, men i et Møde af Venstres Finansudvalgsmedleminer.

Dette sidste "Dementi" er typisk. Det er Jesuitismen i Renkultur. Og af samme Art har den snart endeløse Række af "Dementier" været, der stadig fulgte i Hælene paa vore Afsløringer, blot for at skabe et Øjebliks Forvirring og faa tankeløse Læsere til at dæmpe deres Indignation. De Madsen'ske "Dementier" i "København" - som Ministeren betegnende nok aldrig selv ved Navns Underskrift paatog sig det direkte Ansvar for - blev regelmæssigt sendt ud til Højres og Venstres Provinspresse, der udkommer om Eftermiddagen, for at Publikum straks kunde blive tvivlende overfor "Social-Demokraten"s Meddelelser om Morgenen, der indtraf omtrent samtidigt med Provinsbladenes Udkomst.

En saa infam Leg med Sandheden er der drevet halvfjerde Aar igennem, indtil Krigsministeren endelig blev saa indfiltret i dette Løgne væv af "Dementier", at han kvaltes i det.

Men vi siger nu til det Publikum, der maaske et Øjeblik troede de Madsen'ske "Dementier", vi siger til Venstremændene, der er Læsere af Hr. Sigurd Bergs Blad i Nordsjælland, af Hr. Lassens i Nordjylland, af Anders Nielsens "Randers Venstreblad" og af de andre Regeringsorganer: Ser I nu, hvem der havde Ret! Lad det, der er sket de sidste halvfjerde Aar, indgyde eder en maaske bitter, men sund Mistænksomhed overfor den officielle Presse Dementier og Bortforklaringssnak.

En ganske pudsig Episode ved et Møde i Odsherred forleden viser hvorledes Venstremænd, naar de er ærlige, meget godt anerkender vor Presses Velunderrettethed og Paalidelighed. Den stedlige Folketingsmand P. Madsen, Eskildstrup, skulde forsvare sin Stilling til Indkaldelserne og sagde da i Følge "Holbækposten" Referat :

"At Indkaldelserne ikke blev forelagt i Partiet, er ikke Ministeriets Skyld, thi Ministeriet ønskede netop Sagen frem der. Det var Partiets Bestyrelse, der ikke turde lægge Sagen 

frem for Partiet, fordi man har Erfaring for, at selv de størst Partihemmeligheder indenfor Venstre øjeblikkelig offenliggøres i "Social-Demokraten". Hvem der er Bladets Meddeler, ved man ikke, men saaledes er det, det ved vi alle. I denne Forbindelse maa det forøvrigt nævnes, at naar der ikke længer er den bedste Fortrolighed mellem Ministeriet og Venstrereformpartiet, ligger Skylden herfor væsenlig deri, at man ikke længer kan tale i Fortrolighed ved vore Partisammenkomster, thi vi ved alle, Ministre saavel som Rigsdagsmænd. at selv om der paalægges os alle absolut Tavshedspligt, saa kan vi næste Morgen læse alle Hemmelighederne paa Tryk i "Soc. - Dem." Dette maa selvfølgelig i høj Grad præge Forholdet mellem Ministeriet og det samlede Parti."

Vi skal ikke opholde os ved denne ejendommelige Undskyldning for, at Forholdet mellem Venstre og Regeringen "ikke længere" er det bedste (en nok saa nærliggende Grund er

vel den, at Regeringen har svigtet Venstres Principer), men kun fastslaa, at et Medlem af Folketingets Venstre her anerkender vor Betydning som hurtigt og absolut velunderrettet politisk Organ.

Hr. Madsens Fald under de nuværende Forhold fastslaar uigendriveligt for det hele Land, hvor korrekte og berettigede vore Angreb paa denne Minister har været.

Store dele af Venstres Vælgere ud over hele Landet vil nu forstaa dette. De vil herefterdags søge gennem den socialdemokratiske Presse at skaffe sig sandere Underretning om dansk Politik end den, de har fået gennem Regeringspressen. Og der vil i vide Kredse af Befolkningen blive endnu bedre Jordbund end hidtil for socialdemokratisk Agitation.

(Social-Demokraten 8. januar 1905. 2. udgave)

Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) var statsminister 24. juli 1901 til 14. januar 1905 i den første regering efter systemskiftet. Han betegnes som en højreorienteret Venstremand, medstifter af ØK. Og som sådan acceptabel for en den enevældigt indstillede Christian 9. P. A. Alberti blev justitsminister. Han trådte tilbage efter at han nedlagde veto mod Albertis retsreform som betød skrappere straffe. Han udtrådte af folketinget i 1913 og fortsatte som kongevalgt medlem af Landstinget. Foto Mary Dorothea Frederikke Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Den nye statsminister, I. C. Christensen nedlagde forbud mod udførsel af rekylgeværer så længe krigen stod på. Efter afslutningen af krigen ophævedes våbenstandsningen. Geværfabrikken på Amager kunne herefter igen levere til Syndikatet som så videresendte dem uden at nogen anede hvem der havde bestilt dem.

I slutningen af november 1905 beslaglagde Københavns politi dampskibet "Arcturus" last af ammunition. Det var grosserer i cykler og isenkram Chr. Achen, Stormgade nr. 12 som havde afsendt adskillige ladninger. Denne last var af Bowling-revolvere. Lasten var bestemt for Finland som havde bestilt mellem 10.000 og 12.000 af revolverne. Den blev konfiskeret i Frihavnen og angiveligt skete konfiskering efter ordre fra politidirektøren der igen havde instrukser fra justitsministeriet. Der igen havde fået velsignelse af udenrigsministeriet. Al ammunitionen blev beslaglagt. Finland havde brug for våben mod Rusland, og udenrigsministeriet var på daværende tidspunkt sympatisk indstillet overfor Rusland. Om konfiskeringen foregik efter lovens bogstav, kan diskuteres.

Rekylgeværaffæren 1904/1905. 29.-31. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Kuglesprøjterne og Fredssagen.

Ved vore Artikler og den almindelige Drøftelse i Pressen er der fastslaaet følgende :

1. Den kgl. danske Geværfabrik har i de sidste Maaneder tilvirket Rekylrifler (Kuglespøjter) af Krigsminister Madsens Model under stærkt forceret Virksomhed.

2. Af disse Vaaben skulde de 100 afsendes i December, de 100 i Januar, Resten være færdige til Marts. En ikke ringe Mængde Tilbehør er allerede afgaaet fra Frihavnen med Skibe til Hamborg.

3. Geværfabrikens Leder, Rustmester Bjarnov, har i sit Interview til "Vort Land" tilstaaet, at Rekylriflerne laves med et Kaliber af 7,6 Millimeter, og Krigsminister Madsen har indrømmet, at dette Kaliber var Ruslands, men tillige ogsaa nogle sydamerikanske Staters.

4. Geværfabriken prøver de bestilte Rekylrifler med en Patron, der er mærket med tre russiske Bogstaver. Alle Forsøg paa at forvandle det ene af disse Mærker, det russiske Bogstav P til et romersk 2-Tal eller det andet, det russiske Bogstav E. til et engelsk Mærke (en Cirkel med Pil igennem) er faldet haabløst til Jorden. Krigsminister Madsen har indrømmet, at Patronen knnde være russisk, - men ogsaa bulgarsk!

5. Efter Hr. Madsens egne Indrømmelser maatte Kaliberet altsaa henlede hans Mistanke enten paa Rusland eller paa "nogle sydamerikanske Stater"; Prøvepatronen maatte rette hans Opmærksomhed enten mod Rusland eller mod Bulgarien. Herefter kunde en Matematiker som Hr. Madsen, naar han overhovedet vilde bruge sin Tænkeævne, ikke være i Tvivl om, at Vaabnene var bestemt til Rusland!

6. De 200 Rekylrifler, der tilvirkes til Levering i December og Januar, er en Førstebestilling, en

Prøveordre, hvorefter skulde følge et betydeligt større Antal. Geværfabriken har ikke blot givet en Fabrik paa Godthaabsvejen Bestilling paa 6 forskellige Dele til 43,000 Magasiner, men ogsaa stillet en to Gange saa stor Bestilling i Udsigt, hvis den første Levering blev tilfredsstillende.

7) Hr. Madsens første Paastand (at Portugal var Bestemmelsesstedel) er fuldstændig opgivet, efter at baade Rekylriffelsyndikatets Formand Grosserer S. Jensen og dets tekniske Leder Løjtn. Schouboe har erklæret, at de ikke ved, hvem der skal have Vaabnene.

8) Hr. Madsen har nu givet Ordre til den Undersøgelse, der burde have fundet Sted, inden Geværfabriken fik Tilladelse til at lave disse Vaaben, og han har erklæret, at intet vil blive udført, forinden der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke skal til Rusland. Ikke desmindre er allerede en Mængde Tilbehør afsendt.

Medens hele Pressen forlanger en Redegørelse af Regeringen, finder Højrepressen det i og for sig ganske naturligt, at Danmark ikke tager sine Nevtralitet-forpligtelser altfor alvorligt.

Bahnson har saaledes udtalt til "Vort Land":

"Spørg i Amerika om, hvad man derovre mener om Udførsel af Vaaben og andet Materiel, spørg Englænderne, hvad de mener om Leverance af Kul.

Hvor skulde vi ende, om vi skulde paase, hvad private Fabriker herhjemme leverer f. Eks. til Tyskland.

Hvis den danske Stats Geværfabrik leverede Riflerne direkte, saa var det en Overtrædelse af Nevtralitet-reglerne, men ikke paa nogen Maade før."

Dette er Højres almindelige Opfattelse. Herregud, ræsonnerer dette Parti, naar der kan tjenes Penge paa igen, hvorfor skulde man saa ikke gøre det! Militarisme og Kapitalisme er uløseligt vævet familien i dette Partis Forestillingskreds.

Men nu regeres jo Danmark af Venstre, af Mænd, fer tidligere svor til Fredssag og Antimilitarisme. Deres hele Politik kredser stadig om Ordet "Nevtralitet". - skulde de da ikke indse Sagens Alvor?

Bjørnson har i disse Juledage skrevet en Artikel i en Række Verdensblade, hvori han optager den franske Socialdemokrat Jean Jaurés Fredsappel og bl.a. skriver:

"Nationalforsamlingerne har et Middel til at standse Krigen, enten de Krigsførende vil høre eller ej. Det er at forlange at den Nevtralitet, der nu skændig og hyklerisk nrydes af de store Folk som af de smaa, skal være effektiv, stræng. Faar de Krigsførende ikke laane Penge, faar de ikke Kul, faar de ikke Fødevarer, ikke Skibe, med andre Ord: faar Krigen ikke Næring ude fra, saa dør den."

Her er vi netop ved Sagens Kærne. Nevtraliteten brydes overalt skændigt og hyklerisk, af store og af smaa Stater, og derved næres Krigen. Den engelske Presse fortæller i disse Dage, at en tysk Forretningsmand, der repræsenterer et stort Konsortium, har udrustet en Karavane paa 3100 Kameler, Mulæsler og Heste med en samlet Betjening af 1000 Mand til at føre 3000 Baller Krigsmateriel gennem Sibirien og Mongoliet til Kina, hvorfra det skulde sendes med Djunker til Port Arthur. Man angav, at Ballerne indeholdt Uld og Vat og var bestemt til Markedet i Tientsin. Helsigvis opdagede Toldvæsenet i den kinesiske By Kalgau Ballernes virkelige Indhold, og Karavanen blev standset. Men naar saadanne Forsøg kan gøres og en saadan Risiko løbes, viser det, hvad der tjenes ved Nevtralitetsbrud!

*

Det er trist, at ikke alle Venstreblade indser Betydningen af vort Arbejde for Neutralitetens strænge Overholdelse, men halser i med "Dannebrog" om "landefjendsk Agitation" osv. Vor Agitation er antimilitaristisk, antikapitalistisk og fredsvenlig. Kun de, der forveksler Fædrelandskærlighed med Profitteringer og Kanongalskab, kan kalde en saadan Agitation for "landefjendsk". Danmark er netop baade indadtil og udadtil tjent med at have en fri og kritisk Presse, der paataler alle Misgreb og henleder Myndighedernes Opmærksomhed paa farlige Foretagender. Det er Rekylriffelsyndikatet og Geværfabrikledernes Letsindighed, der kan være farlig for Landet. Den bliver det dog først, hvis Regeringen ikke skrider ind. Landet slaar med god Samvittighed, naar blot de, der maatte være ansvarlige, drages til Ansvar.

Det er den socialdemokratiske Presses Ære i alle Lande, at den gaar i Spidsen for at kræve Neutraliteten strængt gennemført og dermed - som Bjørnson siger - Krigen standset af

Mangel paa Næring.

Vort tyske Broderorgan "Vortwärts" skriver, at naar Rusland endnu ikke har maattet standse Krigen og indføre en fri Forfatning, saa skyldes det den evropæiske Reaktion, som i alle Lande forsøger at splitte den offenlige Mening. Zaren er alle Monarkiers Zar! Europa og dets Pengemænd maa garanteres mod en voldsom Katastrofe i Rusland, derfor gøres der visse liberale Indrønimelser. Men stod der en offenlig europæisk Mening enstemmigt mod Rusland, saaledes at Neutraliteten virkelig overholdtes og saaledes at baade Bourgeoisiets store Kapitaler og Middelstandens smaa Spareskillinger nægtedes til Krigslaan, da var Krigen snart endt og det russiske Folk frit.

Alle virkelige Frihedsmænd og alvorlige Fredsvenner vil forstaa, at Socialdemokratiets internationale Arbejde for Neutraliteten fortjener deres Respekt og Støtte. De vil vende sig forarget fra den Venstrepresse, der ligesom Bahnson trækker paa Skulderen og siger: Nevtralitet? Et kønt Ord, men hvem gør Alvor deraf! De vil vende sig til det socialdemokratiske Parti og forstaa, at her er den eneste faste Grundvold, hvorpaa Haabet om Verdensfreden og Folkenes Frihed kan bygges.

(Social-Demokraten 29. december 1904).

Tegning fra Blæksprutten 1904 af Venstre-regeringen Deuntzer. I midten, siddende ses kirke- og undervisningsminister J. C. Christensen. Den store mand til venstre er justitsminister P. A. Alberti. Bag ham ses krigsminister V. H. O. Madsen (1844-1917). Til højre ses konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) der holder sine arme beskyttende omkring bl.a. marineminister F. H. Jøhnke (1837-1908). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Hr. Madsen vakler.

Selv Guldbrandsen svigter.

Det ser ikke godt ud for den danske Mars, Hr. Madsen. Forleden kunde "Politiken" med nogen Føje raillere over, at Albertis "Dannebrog" spillede Rane Kammersvends Rolle overfor Krigsministeren. Og selve Ministeriets svorneste Lakaj, Statstidende Redaktør Guldbrandsen,

bryder nu Staven over Hr. Madsen.

Han erkendte forleden paa et Møde i Faxe det uheldige i, at Krigsministeren var Tilhænger af Københavns Befæstning, og at Krigsministerens Virksomhed som Taler maaske ikke havde været heldig. Ja, han lod forstaa, at han baade af saglige og politiske Grunde var en Modstander af Fæstningen, og at han ogsaa ønskede Militærudgifterne nedsatte med Millioner, ligesom han haabede at Slengerik og Fogtmann vilde fremskaffe det bedst mulige Bevismateriale mod Fæstningen.

I en Replik udtalte Hr. Guldbrandsen, der tidligere har villet have Rebellerne smidt ud, "at han iøvrigt ønskede Kursen bestandig længere til venstre".

Guldbrandsens ny Standpunkt tyder afgjort paa, at Krigsministerens Vogn er ved at hælde.

*

Som man ved, fik "Statstidende" ved Oprettelsen udtrykkeligt den Opgave foruden officielle Kundgørelser ogsaa at bringe Udtalelser fra Regeringen, naar denne maatte have noget al meddele det hele Land officielt.

Endnu har "Statstidende" ikke indeholdt et Ord om Hr. Madsens Kuglesprøjter, trods den indtrængende Opfordring, som snart hele Pressen har rettet til Ministeriet om at fremkomme med en klar Redegørelse.

(Social-Demokraten 29. december 1904).

Kugle-Sprøjterne.

150 Kasser Tilbehør afsendt.

Geværfabriken fortsætter.

Den vaklende Madsen.

Vi meddelte i Søndags, at der de tre foregaaende Uger var afsendt betydelige Partier af Tilbehør til Rekylriflerne. Vi opgave Afsenderens Adresse ("Dansk Rekylriffelsyndikat"), Bestemmelsesstedet (Hamborg), Skibene ("Maja" og "Viking") og Navnet paa det Firma, hvis Vogne besørgede transporten til Skibene (H. C. Jensen & Søn, Saxogade).

Den ministerielle Presse har ikke har et Ord at sige til disse Meddelelser. "Dannebrog", der til en Begyndelse gik saa stærkt i Ilden for Krigsministeren, er tavs.

Vi kan i Dag meddele, at der ogsaa sidste Lørdag er afsendt et Parti Rekylriffeltilbehør - nemlig 45 Kasser - Fra Frihavnen til Hamborg. Ialt er der nu afskibet ikke mindre end 150 store Kasser. 

Det er her Justitsminister Alberti, som har det nærmeste Ansvar. Han, der var saa yderst paapasselig i Sommer, for at ikke Rusland skulde faa mindste Anledning til at mistænke os for Japanervenlighed, finder sig ganske roligt i, at et Selskab, som tilvirker Krigsmateriel og dertil bruger Statens Geværfabrik, afsender Vaabentilbehør til Udlandet, - skønt Krigsministeren har lovet at der ikke skal gaa en eneste Rekylriffel ud af Landet, før der er skaffet fuld garanti for, at den ikke kommer en krigsførende Magt i Hænde.

Hvorfor har Syndikatet saa travlt med at afsende Tilbehøret, naar det endnu er tvivlsomt, om det faar Lov til at afsende selve Vaabnene? Og hvor kan Justitsministeren, hvis Pligt det er at vaage over Landets Nevtralitet, tilllade en saaden Udskibning?

Det tyske Socialdemokratis Hovedorgan "Vorwärts" beskæftiger sig vedblivende ivrigt med Affæren og spotter over den ejendommelige Opfattelse af en nevtral Stats Pligter, der synes at være de raadende i danske Regeringskredse.

"Som man ser, bringes man herved ogsaa i Tyskland i den Fristelse at tage Del i Vaabenleverance til Rusland. Det bliver da de tyske Myndigheders Sag at forhindre en saadan Krænkelse af Neutraliteten og ikke lade sig friste af Danmarks slette Eksempel. Man vil jo i Hamborg let kunne faststaa, til hvem de med de nævnte Dampere indtrufne Varer er udleveret, og - hvis det maaske skulde være forsømt ved de første Sendinger - i det mindste fremtidig mærke sig Modtagerne."

*

Medens det var Hr. Albertis Pligt at forhindre Udskibning af Varer, der kan mistænkes for at være Krigskontrebande, indtil Undersøgelsen er endt, maatte man vente, at Krigsministeren foreløbig standsede Geværfabrikens Tilvirkning af Vaaben til Rekylriffelsyndikatet. Men vi erfarer, at saavel Syndikatets lille Fabrik i Frihavnen som Statens Geværfabrik paa Amager stadig fortsætter Tilvirkningen og gør det med størst mulig Ilfærdighed. Ogsaa i denne Uge har Arbejderne paa Geværfabriken haft Overarbejde hver Dag!

Herregud - hvis der kun skal laves 200 Rekylrifler, hvortil da denne Hast? Vilde det dog ikke være mere anstændigt, at Statens Fabrik standsede Tilvirkningen medens Ministeren undersøger, om den overhovedet er tilladelig?

Det er forøvrigt morsomt at se, hvilke Kuldbøtter den ministerielle Presse staar i sit Forsvar for Hr. Madsen. Medens "Dannebrog" først hæftede sig ved "de stakkels 200 Geværer" og fandt det ganske latterligt at en Stormagt kunde have Brug for en saadan Klat (Bladet benægter jo, at de 200 blot er en Førstelevering), saa fik Piben en helt anden Lyd, da vi oplyste, at der samtidigt lavedes 43,000 Magasiner og var truffet Forberedelser til yderligere at lave to Gange saa mange. "Dannebrog" paastaar nu, at der til hver af "de stakkels 200 Geværer" kræves 208 Magasiner. "En Eskadron" - skriver Bladet - "er forsynet med 3 Rekylgeværer. Hvert Vaaben følges i første Linje af en Ammunitionshest, som bærer 96 Magasiner, anden Linje af en Ammunitionshest med et lignende Antal Magasiner, og selve Rytteren, som har Vaabnet paa venstre Side af Sadlen, har selv foran paa Sadlen 10 Magasiner".

Se her bliver det stakkels "Gevær" pludselig til en frygtelig Rytterkanon med to særlige Ammunitionsheste til Eskorte. Alene de 200 Rekylrifler vil forslaa til 66 Eskadroner!

Men hvad bliver der saa af "Dannebrog"s tidligere Vaas om, at en saadan Levering ingen Rolle vilde spille for Rusland? Selvfølgelig vilde det spille en Rolle at saa denne Levering hurtigst muligt - derfor skulde den finde Sted i December og Januar - , for at det ny Mordvaaben kunde indøves og store Dele af det russiske Rytteri derpaa forsynes dermed til Foraaret, naar det manschuriske Felttog for Alvor genoptages.

Et Rytteri, udrustet med det Madsen'ske Mordvaaben - der skyder indtil 600 Skud i Minuttet - vilde være en farlig Modstander over for den japanske Hær, der har et godt Infanteri, men Mangel paa Rytteri

*

Medens den moderate Presse som "Lolland Falsters Folketidende" - er bekymret ved Rygterne om Hr. Madsens nærforestaaende Fald, drøfter en Del af Venstrepressen med Sindsro denne Eventualitet. "Østsjællands Folkeblad" skriver: "Krigsministerens Stilling var ikke stærk i Forvejen, og under disse Forhold har denne Affære (Rekylriflerne) selvfølgelig ikke kunnet styrke den." Bladet erklærer, at Hr. Madsen, der jo er "Militarist om en Hals", staar "i afgjort Modsætningsforhold til det store Flertal i Venstre". "Man har ophørt at knytte Forhaabninger til ham i Retning af en endelig Ordning af Forsvaret. Dette maa med Nødvendighed gøre hans Stilling som Minister svag og usikker."

Hans Fald eller Forbliven vil da i Følge "Østsjællands Folkeblad" bero paa, om hele Ministeriet holder paa ham, paa Trods af "hele eller dog Størstedelen af Partiet".

(Social-Demokraten 30. december 1904).

Goos og Nellemann misbilliger Albertis Censur

Som vi forleden meddelte, har Justitsminister Albertis Teater-Censor. Overretssagfører Levin benyttet sin Myndighed paa en højst mærkelig Maade overfor Th. Staunings Skuespil, der 2. Juledag opførtes første Gang paa Arbejdernes Teater.

Et Sted i Stykket, hvor der tales om Fabriklove og Arbejderbeskyttelse, lød en Læges Replik saaledes: 

"Men der er Mangler nok endda, hvad der ikke er saa underligt, naar man erindrer, hvad det var for Folk, der var toneangivende blandt Lovgiverne paa det Omraade."

Den fremhævede Del er forbudt.

Et andet Sted har Censor strøget noget af en Samtale mellem en udelukket Arbejder og en Journalist. Den sidste siger om en svensk Arbejder ved Navn Lindstrøm, at dersom denne havde taget Fabrikanten i Armen og rusket ham, saa havde han 

"faaet Vand og Brød og var rimeligvis blevet udvist af Riget."

Denne uskyldige Bemærkning er strøget, skønt den har solid Rod i Virkeligheden, støttet paa adskillige haarde Domme over Arbejderne.

Den Albertisk-Levinske Censur har herved antaget Former, der bringer den bort fra selv det beskedneste Begreb om Frisind. Fra at være en Forholdsregel mod, at der paa Scenen tales og handles lovstridigt, er den blevet en fuldstændig russisk Indskrænkning af Ytringsfriheden. Nogle kendte Mænds Udtalelser om denne skærpede Censur vil da sikkert interessere.

Vi har henvendt os til Professor Georg Brandes, Professor Dr. jur. Munch Petersen og de fhv.

Justitsministre Goos og Nellemann. Udtalelserne fra de Sidstnævnte, der er Højres gamle Justitsministre, navnlig Hr. Nellemann der er selve Skaberen af Censuren saadan som den indførtes paa Estrups Tid, stiller Sagen i det grelleste Lys. Vi gengiver derfor først, hvad disse to Herrer har haft at sige.

Da vi viste Excellencen

Nellemann

"Social-Demokratens"s Artikel af 20. ds. om Censor Levins Indgreb i Staunings Stykke og særlig paapegde de strøgne Steder, rystede han misbillegende paa Hovedet og udbrød:

"Ja, dette er unægtelig at gaa noget vidt. Jeg blandede mig i min Tid saa vidt muligt aldrig i den Slags Ting, men overlod det til Censor, afdøde Professor Møller at handle efter Konduite; han var kun et Par Gange hos mig for at raadspørge mig, og jeg sagde da til ham, at han trygt kunde handle, som hans Indsigt tilsagde ham det. 

Hvad mener De om Udnævnelsen af en Jurist til Censorembedet? 

Hr. Nellemann: Det finder jeg mærkeligt! Naar jeg i sin Tid ansatte en særlig Censor for alle Teatrene, skete det kun, fordi Ordningen, man i Forvejen havde, var meget utilfredsstillende. Hvert Teater havde sin egen Censor; men denne var næsten altid tillige Teatrets juridiske Konsulent og altid en Sagfører, der direkte lønnedes af Teatret. Det var forresten nærmest paa Tilskyndelse af det kgl. Teaters daværende Direktør. Kammerherre Fallesen, jeg gik til at udnævne en fælles Censor for alle Teatrene, saa hele Censuren kunde samles paa én Haand, og efter hans Anbefaling udnævnte jeg netop Møler, fordi denne mentes at sidde inde med særlige Kvalifikationer og navnig havde stor literær Indigt.

Vi spurgte nu Ekseellencen, om han nogensinde havde tænkt sig Cenuren anvendt saaledes, som det nu sker, og henviste bl. a. til det Albertiske Forbud imod, at Ministre og politikere nævnes i Revyer osv.

Hr. Nellemann svarede: Jeg maa sige, at jeg nærmest kun har betragtet det som Censurens Formaal at forebygge Krænkelser af moralsk eller religiøs Art. Før offenlige Personer var det vel almindelig antaget, at de maatte finde sig i at blive omtalt. Hændte det i min Tid, at der blev strøget Navne, saa var det sikkert alene Hensynet til Privatlivets Fred, der gjorde sig gældende. Jeg mindes et enkelt Tilfælde; man havde tænkt sig at omtale Firmaet Wessel & Vett i en Revy eller lignende, men Firmaet nedlagde bestemt Protest derimod, og saa blev det forbudt. Her var det Privatlivets Fred. det gjaldt. Anderledes med Personer i offenlige Stillinger. Ingen af Højres offenlige Personer har krævet Censur til Beskyttelse af dem selv.

*

Geheimeetatsraad

Goos

erklærede kort og godt:

Den tidligere Censor, Professor Møller, har en eneste Gang, mens jeg var Justitsminister, spurgt mig, hvad han havde at gøre, og jeg svarede: Hold Dem ganske rolig til Deres én Gang antagne Principer. Iøvrigt mindes jeg ikke fra min Tid som Justitsminister nogetsomhelst Tilfælde, hvor detgjordes nødvendigt at gribe ind. Jeg har saaledes aldrig taget Anledning til at beskæftige mig nærmere med hele Censurspørgsmaalet.

*

Venstres Justitsminister, Hr. Alberti, og hans nye Censor, Overretssagfører og Cirkusadministrator Levin, staar hermed i en bengalsk Belysning, der er intet mindre end kompromitterende for deres Virksomhed. Deres Maade at øve Censur paa er saadan, at den kritiseres og kaldes for vidtgaaende af den Mand, der var Justitsminister i det gamle, reaktionære Højres Glansperiode, i selve den Estrupske Provisorietid, da Venstre kæmpede sammen med Socialdemokratiet for større Frihed! Og den anden Højre-Justitsminister fra samme Periode kan erklære, at han aldrig har fundet Anledning til at udøve Censur, medens Venstres Alberti nedlægger Forbud paa Forbud af stadig skarpere Indhold og beskærer Tanker og Ideer hos frisindede Forfattere!

Hr. Albertis Parti skaanede vitterligt nok ikke Højres Justitsministre, og Revyerne i disses Tid sprudlede af radikal Overgivenhed paa Bekostning af de samme Ministre, men de greb ikke ind! Hr. Alberti derimod taaler ikke, at Venstres Ministre nævnes i Revyerne eller at der paa Scenen blot antydes en Kritik af gammel Reaktion, som holdes i Ære af Venstre!

Mon noget Menneske nogensinde havde tænkt sig Muligheden af sligt efter Venstres 30 - aarige Kamp for Frisindet?

I hvert Fald har ikke én af de mange Tusind Socialdemokrater, der i hine 30 drøje Aar kæmpede Side om Side med Venstre og bar Venstres Mænd frem til Magten, drømt om, at de efter 3 Aars Venstreregering skulde fristes til at sige: Giv os Nellemann og Goos tilbage!

For kun 3 Somre siden jublede det københavnske Frisind i Kongens Have, fordi Nellemann og Goos var væk - og nu vægrer man sig snart ikke ved under sine Fremtidsanelser at forestille sig en ny Jubelfest i Kongens Have med Nellemanns Billede i Transparent over den Port, hvor saadanne Friheds-Karikaturer som Alberti, Ole Hansen, Sørensen og Madsen i sin Tid tronede.

(Social-Demokraten 30. december 1904).

Hr. Madsen bør gaa!

Folkets Nytaarsønske.

Endelig kom der i Gaar et Dementi i Rekylriffelaffæren. "Dannebrog" bringer det paa fremtrædende Plads i Bladet, og det lyder som følger:

Erklæring.

I Anledning af en Artikel i Bladet "Klokken 12" af i Dag, hvori fremsættes den Paastand, at Syndikatet skal have modtaget et russisk Prøvegevær, skal vi herved erklære, at denne Paastand er ren og skær Usandhed saavel som Artiklens øvrige Indhold.

Den 29 December.

Dansk Rekylriffel-syndikat.

Se saa hurtigt og kraftigt dementeres der - og med Navns Underskrift - , saa snart der kan dementeres. Man forstaar, at Riffelsyndikatet og Geværfabriken, Krigs- og Justitsministeren ligefrem har ligget paa Lur efter at dementere. De har gennemstuderet hver Linje i "Social-Demokraten" de sidste 14 Dage, men har hovedrystende og mismodige lagt Bladet fra sig: Der var intet, som kunde dementeres. Saa fandt man en lille, ligegyldig Notits i et Eftermiddagsblad og - dementerede med vild Begejstring, straks samme Dag, i den aller solideste Form og under fuldt Ansvar.

Hvilken indirekte Bekræftelse paa Korrektheden af vore Afsløringer!

Højrepressen har hver Dag raabt efter Sagsanlæg mod vort Blad. Men der er intet saadant kommet. Vi kan i Dag - og vi vil heller ikke paa dette Punkt blive dementeret - meddele, at en offenlig Anklage mod "Social- Demokraten" virkelig har været under Overvejelse i Justitsministeriet. Men det blev opgivet, man frygtede vort Bevismateriale.

Det er Krigsministeren, som sidder paa den offenlige Menings Anklagebænk. Hvad han har præsteret i denne Affære, burde være nok til at gøre ham umulig som offenlig Personlighed. Først erklærede han, at en Del af Rekylriflerne skulde lit Portugal. Saa rettede han det dertil, at "han nok troede", de skulde til Portugal. Endelig paaberaabte han sig en Erklæring fra Riffelsyndilatet om. at de ikke var bestemt til nogen krigsførende Magt, - men samme Dag udtalte baade Syndikatets Formand og Direktør, at de ikke vidste, hvor Vaabnene skulde hen.

Efter vor Artikel om Kaliberets Størrelse og Prøvepatronens Udseende maatte Hr. Madsen indrømme, at Kaliberet var det russiske, men det kunde ogsaa være sydamerikansk, og at Prøvepatronen var russisk, men ogsaa kunde være bulgarsk! Man forstod herefter, at han var nødt til at afgive Løfte om, at intet Vaaben skulde blive udført, forinden der vor skaffet fuld Garanti for, at det ikke vilde komme nogen krigsførende Magt i Hænde. Hermed tilstod han. hvor uhyre letsindigt han har handlet ved at give Geværfabriken Tilladelse til Fabrikationen, forinden der var stoffet en saadan Garanti.

Men trods Hr. Madsens Løfte er der de sidste Uger, saaledes endnu i Lørdags, udskibet Rekylriffeltilbehør. Syndikatet, der straks faldt over "Klokken 12"s ligegyldige Notits, har ikke vovet at fremsætte mindste Dementi af disse vore Meddelelser. "Dannebrog" er i Gaar vedblivende ganske stum desangaaende.

*

Der er en lille Episode fra de sidste Ugers krigsministerielle Erklæringer og Interviews, som kaster et yderst betegnende Lys over Hr. Madsens hele Tankegang og Fremgangsmaade. Provinsvenstrebladenes Fælleskorrepondent opsøgte, efter at have læst vor første Artikel. Ministeren og bad ham udtale sig. "Jeg har først, sagde Hr. Madsen, for et Øjeblik siden læst Artiklen; jeg har straks givet Ordre til en Undersøgelse, og der vil fremkomme et Dementi".

Undersøgelsen havde altsaa kun varet et Øjeblik, alligevel var Madsen paa det rene med, at der skulde dementeres. Det erindrer os om en fransk Novelle, hvor Elskerinden, saasnart hendes Tilbeder kommer ind ad Døren og siger, at en Ven har gjort ham en alvorlig Meddelelse, nervøst udbryder: "Det er Løgn! Det er Løgn, hvert evige Ord!"

Med en lignende ond Samvittighed gaar Hr. Madsen altid omkring.

Den Portugal-Historie, som fulgte efter det ovennævnte Interview, har en lang Række Forgængere.

Man erindrer vore Meddelelser om Kasematanlægget i Vestfronten. De blev straks - "dementerede". Det hele drejede sig, saaledes lød "Dementiet", om at fjærne en truende Krudtbeholdning fra Københavns Nærhed. Men da Finansudvalget omsider kom ud og saa, hvad der var lavet, var ingen længere i Tvivl om, at Madsen havde benyttet Lejligheden til at anlægge ordinære Fæstningskasematter med skudsikre RUm for Soldaterne, altså havde udviklet Fæstningen, medens Kommissionen sad og overvejede, om den ikke hellere burde nedlægges. Da undslap der Jens Busk det klassiske: "Vi er snydt og narret!".

Og Træfældningerne i Dyrehaven. Samme Eftermiddag, vi havde bragt Meddelelsen om Morgenen, telegraferede Ritzaus Bureau et krigsministerielt "Dementi" ud over Landet. Men faa Dage efter indrømmede Hr. Madsen, at der "naturligvis" maatte tages fortifikatoriske Hensyn ved Skovningen i Dyrehaven, thi denne var Fæstningsterræn "lige til Mølleaaen" Da det opdagedes, at Fældningerne fandt Sted i Henhold til en ministeriel Resolution fra Højres sidste Regeringstid, og da Socialdemokraterne paa Rigsdagen forlangte denne Resolution ophævet, mødte det bestemt Modstand fra Ministerens Side.

Eller husk de ekstraordinære Militærforanstaltninger i Foraaret og den Syndflod af "Dementier", de fremkaldte, - indtil en Dag et Højreblad meddelte, at Hr. Madsen opkastede Skanser paa Saltholm. Og det blev ikke dementeret. "Snydt og narret" - sagde Jens Busk. "Snydt og narret!" lyder det efterhaanden ud over Landet, stærkere og stærkere, mere og mere forbitret. Ingen tror længere denne denne Krigsminister. Alt hvad han foretager sig, er et Væv af Udflugter og ond Samvittighed. Og saaledes maa det være, the hele hans Stilling er en stor Usandhed. Skønt erklæret Tilhænger af Københavns Befæstning har han ladet sig optage i et Ministerium, hvis Partiprogram var Kamp mod denne Fæstning. 

*

I Rigsdagskredse taler man i denne Tid om en Bedrift af Hr. Madsen, der har faaet næsten alle Venstres Bestyrelsesmedlemmer til at gentage Jens Busk's Ord.

For et Par Aar siden søgte Hr. Madsen at tilfedte sig nogle Penge til Brug for det almindelige Militærbudget ved at foreslaa Overskudet af Usserød Klædefabrik - der udgør over 100,000 Kr. - en Gang for alle fikseret til 50,000 Kr. Derved vilde Ministeren faa Raadighed over mindst 50,000 Kr., hvad der jo vilde bidrage til at forhøje den berømte status quo. Men Klausen rejste bestemt Modstand mod denne Transaktion, og Finansudvalget sluttede sig hertil. Krigsministeren var saaledes foreløbig bræmset.

Men det gaar Hr. Madsen som den lille Hund i Fortællingen "Det grønne Kammer". Smidt ud af Døren kom den stadig tilbage gennem et Hul i Væggen. Hr. Madsen har det sidste Aar ganske simpelt nedsat Priserne paa det Klæde, som Fabriken leverer til Hæren, derimod ikke til de civile Etater, og saaledes tjener han indirekte det halvthundrede Tusinde Kroner, som han blev stoppet i at tjene direkte!

Man forstaar, at Stemningen var vel beredt ogsaa i Rigsdagens Venstrekredse, da Rekylriffelaffæren kom til. De er Tegn paa, at det bliver Draaben som faar Bægeret til at flyde over. Om intet Nytaarsønske samler Befolkningen sig mere varmt og enstemmigt end om dette: Hr Madsen bør gaa! Han bør gaa, this hans Forbliven er i lige Grad til Skade for Demokratiets Interesser, den politiske Moral og Landets internationale Sikkerhed.

(Social-Demokraten 31. december 1904).

Bladet indeholder endvidere Georg Brandes' og Munch Petersens bemærkninger til at Alberti havde lagt centur over Thorvald Staunings arbejderskuespil "Livets løgne".

Som et kuriosum var der i nytåret 1904/1905 en storm som oversvømmede store dele af Kalveboderne. Her gik det ud over et hus som krigsminister Madsen havde opført der:

Da vi i Gaar Eftermiddags ved Kl. 3 var derude, var Vandet faldet ca. 2 Fod, og dog gik Bølgerne hen over Skurenes Tage. Et helt lille Hus drev om paa Vandet og var allerede dreven flere Hundrede Alen bort af Stormen. Ovre under Dæmningerne havde Krigsminister Madsen bygget sig en Skydebane, hvor Rekylgeværerne blev indskudte. Der var opført et lille fint Hus med Kakkelovn osv. Dette Hus og alle Hr. Madsens Apparater er fuldstændig forsvunden. I Gaar Formiddags gik det pludselig til Havs, og siden har man ikke set mere til det. Ovre under “Karens Minde" driver en Masse Planker, Brædder og Tønder i Land. Vi antager, at mellem alt dette Skrammel skjuler sig Stumperne af det Madsenske Hus, som et retfærdigt Forsyn har slaaet med Ødelæggelse, i samme Øjeblik som dets Mester selv staar for Fald.

(Social-Demokraten 1. januar 1905. Uddrag)

Rekylgeværaffæren 1904/1905, 24. -25. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Madsens Kuglesprøjter.

"Dannebrog" slaar Retræte.

I Onsdags har Hr. Alberti i "Dannebrog" meget stolt over, at Koncejlspræsident Deuntzer havde gjort Skridt til Undersøgelse af Rekylriffel Affæren forinden Sagen rejstes fra socialdemokratisk Side. -

Vi oplyste i Torsdags, at Hr. Deuntzers Løfte om en Undersøgelse blev fremkaldt af Socialdemokraterne i Finansudvalget. I Gaar tier "Dannebrog" ganske hertil.

I Onsdags fortalte "Dannebrog" hæsblæsende og uden Foranledning dertil fra vor Side, at Krigsminister Madsen ikke sad i Ledelsen og ikke en Gang var Aktionær i Rekylriffelsyndikatet. Vi bad da i Torsdags Bladet oplyse, paa hvilke Vilkaar Hr. Madsen havde overdraget sin Opfindelse til Syndikatet, og om han fik Procenter af Salget. Men "Dannebrog", der selv har fremdraget den privatøkonomiske Side af Sagen, svarer i Gaar, at derpaa vil det ikke svare! Madsen, der har "ment at skylde sit Land Nytten af sine Kundskaber og Evner", maa ikke fornærmes blot ved en Omtale af hans økonomiske Forhold til Kuglesprøjterne.

Faktisk er det imidlertid, at Hr. Madsen ikke har forbeholdt sit eget Land denne sin Opfindelse, men overdraget den til et Aktieselskab, der søger at sælge den til Udlandet, ogsaa til Lande, der mulig kunde blive Danmarks Fjender. Dette strider altsaa ikke mod Hr. Madsens Opfattelse af de Pligter, som Patriotismen paalægger en god Borger. Ved Siden heraf bliver Spørgsmaalet, om Madsen tjener paa Salget, jo ganske underordnet. "Nationaltidende", som fuldt ud tager Hr. Madsen i Forsvar, finder det i Aftes "naturligt og rimeligt", a t Opfinderen skal have sin Andel i Udbyttet.

Herom er "Dannebrog' altsaa haardnakket tavs. Derimod gaar Bladet varmere ind paa de 43,000 Magasiner, der er under Arbejde, og paastaar, at de netop svarer til 200 Kuglesprøjter. Altsaa - slutter Bladet - er disse ikke en Prøvelevering, der skal efterfølges af en større Bestilling. Hver Soldat skulde saaledes i Følge dette militærkyndige Blad forsynes med 208 Magasiner, d. v. s. med 5200 Patroner. Den stakkels Mand! Vi skal oplyse, at en almindelig krigsudrustet Soldat medfører 120 Patroner til det nuværende hurtigskydende Skyts. En Soldat med Rekylgevær kan højst have 10 Magasiner, hvis han skal kunne røre sig. Til "Dannebrog"s 5200 Patroner kræves der, at hver 2-3 Mand ledsages af en Patronkarre! - Nej, den Omstændighed, at Geværfabriken har sat 43,000 Magasiner i Arbejde og stillet f. Eks. Müllers Fabrik paa Godthaabsvejen Dele til endnu to Gange saa mange i Udsigt, tyder absolut paa, at Geværfabriken har forberedt sig til en betydelig Levering.

"Dannebrog" gaar derpaa løseligt ind paa Spørgsmaalene om det russiske Kaliber og den russiske Prøvepatron. Bladet har spurgt Rustmester Bjarnow, som fortalte, at han netop havde endt en omhyggelig Maaling af Patronerne, og denne sagde :

"En Undersøgelse af de Patroner, som af Rekylgevær-Selskabet er leverede Værkstederne, og hvorover Geværpiben er konstrueret, har givet det Resultat, at Normalkaliberet i et Geværløb, hvori disse Projektiler skulde give en tilfredsstillende Skydning, ikke maa være over 7,53 mm." Hertil er kun den Ting at bemærke, at Hr. Bjarnov i Onsdags dags til "Vort Land" udtalte, at de bestilte rekylrifler fik en Kaliber paa 7,6 mm., der ganske vist var det russiske, men ogsaa et Par andre Staters! At Hr. Bjarnov skulde behove en omhyggelig Undersøgelse for at finde Kaliberets Størrelse, lyder for latterligt. Det er selvfølgelig det første, han som Fabrikens tekniske Leder spørger efter når han faar Bestillingen. Hans første Forklaring (til "Vort Land") er en Tilstaaelse. Hans Dagen efter ændrede Forklaring overfor "Dannebrog" gælder til Vandsbeck. Han skulde have været lige saa klog som Løjtnant Schouboe, der nægtede at opgive Kaliberets Størrelse. Men nu har han røbet Sandheden.

Kaliberet 7,6 - efter den paa Geværfabriken anvendte Maalemethode - lader ingen Kyndig i Tvivl om, at det er russisk Arbejde, der gøres.

Endelig anfører "Dannebrog" Løjtnant Schouboes Paastand, at det ene Tegn paa den af os gengivne Prøvepatron er "en Cirkel med en Pil igennem" og "findes paa alle de engelske Kolonitroppers Vaaben".

Men det er kun i Hr. Schouboes Fantasi, at "Cirklen med Pilen igennem" har hjemme. Paa vor Tegning findes der ikke Spor af Pil, men derimod det af alle der kender en Smule til det russiske Alfabet velkendte Bogstavtegn for F. 

Ja, mere har "Dannebrog" ikke at svare paa vore graverende Afsløringer.

Som vi Gaar sluttede med at anføre et Højreblads Forlangende om klar officiel Besked, skal vi i Dag citere et Venstreblads Ord. "Kallundborg Dagblad" skriver:

"Hele Landets Presse paa ganske faa Undtagelser nær omtaler Sagen og tager Standpunkt for og imod "Socialdemokraten"s Afsløringer. Men Krigsministeren holder sig tilbage - udover at han erklærer, at skønt han ikke bestemt ved, hvor Geværerne skal hen, skal han nok passe paam at de ikke kommer nogen krigsførende Magt i Hænde. 

Men der er det særegne ved denne Sag, at det er Statens Geværfabrik, om laver de omstridte Geværer, og derfor vilde bestemtere Erklæringer være paa sin Plads."

Endnu en Gang: Lad os snart faa en under Ansvar afgiven Redegørelse.

(Social-Demokraten 24. december 1904).

Holger Damgaard: Dansk Rekylriffel Syndikat, 1915. Frihavnen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Ali Nouri udtaler sig.

De foreløbige Resultater af vor Kamp for Danmarks Neutralitet.

Tyske Blade - "Vorwärts", "Berliner Tageblatt" osv. - omtaler udførligt den danske Rekylriffel Affære. "Vorwärts" betragter den som et Vidnesbyrd om, at det officielle Danmark gør samme Lakajtjeneste overfor Rusland, som vort tyske Broderorgan saa ofte har paatalt for det officielle Tysklands Vedkommende.

"Preussische Correspondenz" har interviewet den Mand, som gav os de første Meddelelser angaaende Riffel sagen, fhv. Generalkonsul Ali Nouri Bey (Albert Nording), som udtalte følgende:

Rekylriflerne er ikke Geværer af sædvanlig Art, men Maskingeværer der kan affyre 250-300 Skud Minuttet og efter mange militære Fag mænds Dom er Hotchkiss- og Maximgeværet langt overlegne. Det er en Kendsgærning, at saadanne Rekylrifler - foreløbig i et Antal af 200 - er tilvirkede for den russiske Regering i København, og vel at mærke ikke i Rekylselskabets Fabrik i Frihavnen, der kun beskæftiger et ringe Antal Arbejdere og kun kan fremstille mindre Dele af Vaabnet, men i Statens Geværfabrik. Dette kom for Dagen paa følgende Maade:

En Ven af mig, en bekendt tysk Forretningsmand, lod i Oktober gennem mig forhøre, om Rekylselskabet vilde være i Stand til inden en bestemt Frist at levere indtil 2000 saadanne Vaaben. Selskabet erklærede ag i bestemte Udtryk rede hertil. Et Prøvegevær blev gennem mig tilstillet den nævnte tyske Forretningsmand, Det havde Kaliberet 7 Millimeter.

Da han nu henvendte sig til den formodede Kunde - Rusland - for at bringe Forretningen i endelig Stand og foreviste Prøvegeværet, blev det aabenbart. at det danske Selskab allerede i længere Tid havde staaet i Forbindelse med Rusland. Det betød for ham, at hans Forretning ikke blev til noget. Han havde selvfølgelig ikke haft Anelse om, at Selskabet stod i Forbindelse med Rusland. Da han afsluttede den foreløbige Handel med selskabet, forsikrede man ham udtrykkelig om det modsatte; Selskabet meddelte ham den Gang, at det var i Gang med at tilvirke 200 Rekylrifler

Om Portugal. De nærmere Underøgelser, som han anstillede, viste imidlertid uigendrivelig, at disse 200 Rekylrrfler ikke var bestemt for Portugal, men for Rusland.

For kun at anføre et Bevis: Kaliberet af de i Statens Fabrik tilvirkede Rekylrifler var 7,63 mm., der netop er det russiske og ikke er indført af nogen anden Stat.

Efter at det saaledes var bleven klart, at det danske Selskab efter købmandsmæssige Begreber ikke havde opført sig ganske fair, ansaa vi os for berettigede til at gøre Selskabet en Streg i Regningen. Saa meget mere, som vi ansaa disse Vaabens Fremstilling i Statens Fabrik for utilladelig og antog, at Selskabet førte de danske Myndigheder bag Lyset lige saa vel som os. Vi havde som sagt fra først af ingen Anelse om dette Neutralitetsbrud, men erfarede først ved vore Undersøgelser, at Selskabet overhovedet ikke selv kunde fremstille Rekylriflerne, men maatte have Statens Fabrik til Hjælp.

Altsaa for at give Selskabet en Huskeseddel og tillige for at rense os selv for al Mistanke for Delagtighed aabenlyst Neutralitetsbrud, talte jeg med en dansk Ven om, hvad der var at gøre. Vi enedes om at forelægge Sagen for en dansk Parlamentariker, der ansaa det for det ene Rette at drage Sagen frem Rigsdagen.

Saa vidt Ali Nouris Meddelelser til det tyske Blad. De er ikke uden Interesse, men paa den anden Side undlader han at omtale den interessanteste Episode i Affæren, nemlig Grunden til, at han i Løbet af Fredag Aften den 16. December pludselig stiftede Mening, nægtede at udlevere sine Beviser, anmodede om Tavshed og derpaa afrejste til Tyskland.

Naar man nu sammenholder Ali Nouris Fremstilling med Premierløjtnant Schouboes, faar man et temmelig tydeligt Billede af hele Sagen. Og her vil navnlig den Dato, som Hr. Schouboe nævnte som den Dag, da Forhandlingerne med Ali Nouri og hans tyske Ven (Heise Dresden) strandede, nemlig den 13. December, være af Interesse.

Samme Dag havde en socialdemokratisk FolkethingSmand fremdraget Sagen i Finansudvalget i Krigsminister Madsens Nærværelse. Hr. Schouboe paastaar, at han sit saadanne Oplysninger om de to Herrer - der tidligere var anbefalet dem "af Folk, som de havde absolut Tiltro til" - at han "resolut afbrød alle Forhandlinger."

Langt sandsynligere er det, at Krigsministeren, som Følge af Sagens Omtale i Finansudvalget, har advaret Rekylselskabet mod at afslutte Handelen om de 2000 Rifler.

Her har vi altsaa den første gavnlige Virkning af Socialdemokratiets Indgriben.

Men Krigsministeren talte ikke til Udenrigsministeren om Sagen.

Først om Torsdagen blev Hr. Deuntzer ad anden Vej bekendt med den og lovede en Undersøgelse. Fabrikationen af Rekylrifler paa Statens Geværfabrik fortsattes med forceret II. Det drejede sig jo - har Rustmester Bjarnov sagt  - "om en Fortjeneste for Danmark paa 300,000 Kroner. Først da "Social Demokraten" drog Sagen frem for Offenligheden, afgav Hr. Madsen det Løfte, at intet Gevær skulde blive udført, uden at der først var skaffet fuld Garanti for, at det ikke kom nogen krigsførende Magt i Hænde.

Dette er det andet Resultat af vor Indgriben.

Det tredie bør være, at de, der enten har overtraadt vore Neutralitetspligter eller vist en utilladelig Letsindighed, drages til Ansvar. Først da staar Danmark fuldstændig renset Udlandets Øjne. Det drejer sig her ikke blot om det fjærne Japan, skønt det af mange Grunde vilde være uklogt at paadrage os denne nye Stormagts Uvillie, men Japan har en Allieret, som er vor Nabo og som er Danmarks Hovedkunde, nemlig England.

Det burde være vor Regering højeste Grad magtpaaliggende, at vort Land ikke i Englands Øjne faar mindste Skin af Russervenlighed, Hr. Alberti.

(Social-Demokraten 24. december 1904).

Falder Madsen?

Zahle nægter at forsvare ham.

Vilh. Lassen gentager Jens Busks Ord: Vi er bleven snydt og narret.

En Korrespondent til flere Provinsblade skriver i Torsdags under foranstaaende Overskrifter følgende:

Gud og Hvermand ved, at Krigsminister Madsens Sager staar grumme daarligt. Flertallet af Venstrereformpartiet ønsker ham fjærnet snarest mulig, og en ikke ringe Del er parat til at styrte ham straks.

Efter hvad vi erfarer, var Hr. Madsen Stridens Genstand ved et Møde, som Venstrereformpartiets Finansudvalgsmedlemmener afholdt for et Par Dage siden, og det kom her til et saare bevæget Optrin. Hr. Zahle rejste sig nemlig og erklærede, at nu nedlagde han sit Hværv som Ordfører for det militære Budget. Han vilde og kunde ikke længere forsvare Hr. Madsen.

Dette afstedkom, som rimeligt er, stor Forvirring, der yderligere steg, da Vilh. Lassen erklærede, at nu gjorde han Jens Busks Ord til sine: Vi er bleven snydt og narret. Ogsaa Anders Nielsen udtalte sin Misfornøjelse med Hr. Madsen.

Mødets Resultat blev, efter en længere Forhandling, at Zahle beholdt Ordførerskabet, men uden Forpligtelse til at forsvare Krigsministeren. En ganske mærkelig Situation, som de Radikale haaber vil føre til Madsens Fald ved Finanslovens 2. Behandling, straks efter Nytaar.

Folkethingsmand Lilleberg skriver i sit Blad "Frederiksborg Amts Avis":

"Sagen maa klares fuldtud for alle rette Vedkommende - og der maa drages fornøden Omsorg for, at Geværfabriken i alt Fald ikke paatager sig nogen Art af Levering, som der klæber det mindste, om ikke just mistænkelige, saa dog uoplyste ved. Vi nærer ingen Tvivl om, at Regering og Rigsdag - her i første Række repræsenteret af Folkethingets Finansudvalg - uden Tøven vil vide at tabe de Ændringer i Geværfabrikens Forretningsgang, der maatte vise sig nødvendige i saa Henseende.-

*

"Politiken" siger i den Anledning:

"Hvad er dette for en Tone overfor en Mand, som det hidtil har været en Forbrydelse at kritisere? Thi det er jo Krigsministeren, Bemærkningerne rammer! Det er ham, der personlig har givet Tilladets« til en Leverance, ved hvilken der i Følge hans egen Erklæring klæber noget uoplyst. Og nu mener Hr. Berg altsaa, at det i den Anledning kan være nødvendigt at skabe Ændringer i Geværfabrikens Forretningsgang. Ovenikøbet uden Tøven! Hr. Berg, der ellers anbefaler Taalmodighed og atter Taalmodighed som Middel mod alle politiske Sygdomme, har pludselig saa travlt, at han, endnu er Sagen er klaret fuldtud, kræver fornøden Omsorg og Ændringer uden Tøven! Det er den skinbarligste Uro!

Selv de mest Tillidsfulde maa virkelig blive betænkelige, naar nu ogsaa de Bergske Blade begynder med Tvivl og Mistænkeliggørelse. Skulde der være noget i Vejen? Forberedes der noget uhyggeligt og rystende som Folkethinget kun undgaar Synet af, fordi det i Stilhed er rejst hjem?-

*

Der fortælles i Rigsdagstidende:

Da Konseilspræsidenten i Finansudvalget fik Underretning om det grove Neutralitetsbrud, udbrød han: "Den Mand, der har forbrudt sig, skal ikke dø i Synden!"

Hold nu Ord, Hr. Deuntzer!

(Social-Demokraten 25. december 1904).

Kuglesprøjte-Skandalen

Trods vor og en stor Del af den øvrige Presses gentagne Opfordringer har det ikke været muligt at saa Krigsminister Madsen og Justitsminister Alberti til at udtale sig om Kuglesprøjterne.

Vi skal derfor i Dag fremsætte en ny Oplysning, som maaske kan faa d'Hrr. til at sige noget.

Vi meddeler hermed, at store Partier af Tilbehør til Rekylgeværerne er afgaaede til Ildlandet.

Alt det, som har været gjort færdigt, er allerede gaaet fra København '

For ikke at sætte vore tungnemme Autoriteter i nogen unødig Forlegenhed, skal vi give dem alle fornødne Oplysninger.

Varerne er afgaaede før 3 Uger siden, for 14 Dage siden og forrige Lørdag.

Afgangssted: Frihavnen.

Adresse: Hamborg.

Med Dampskibene: "Maja" og "Viking".

Afsendere: Dansk Rekylriffelsyndikat.

Til dette Spørgsmaal skal vi vende tilbage i en følgende Artikel.

(Social-Demokraten 25. december 1904).