03 februar 2023

Rekylgeværaffæren 1904/1905. Efterspil marts 1906. (Efterskrift til Politivennen)

Rekyl-Affæren. 

Fra Rigsdagen skrives til os den 12te Marts :

I Dag oprandt i Folketinget det store Øjeblik, hvor Rebeller og Socialister skulde hudflette I. C. Christensen i Anledning af Rekylgeværaffæren. D'Hrr. K. M. Klausen og Zahle rettede stærke Angreb paa Ministeren, hvem de beskyldte for Grundlovsbrud. Hr. Zahle vendte mod Ministeren dennes Ord mod Ministeriet Hørring, der havde anvendt "ubevilgede Penge" til Brisantgranater (de 500,000 Kr.). Hr. Zahles Citat gjorde en vis Virkning.

Ministerens Forsvar gik ud paa, at han kun havde fulgt Praksis fra 21de Februar 1895 ved at bruge den Fortjeneste, som man paa Geværfabrikken havde paa det private Arbejde, der udførtes.

Det fortjener Opmærksomhed, at Regeringspartiets Ordfører, Hr. Jensen-Sønderup, krævede en snarlig Afslutning af Forsvarskommissionens Arbejde. Dette er det første Krav i saa Henseende fra Regeringspartiets Tide, og det blev i Dag fremsat for at dække den Kendsgerning, at Rekyl-Sagen har vakt store Betænkeligheder og fremkaldt alvorlige Brydninger inden for Regeringspartiet.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).


Finansloven i Folketinget

2den dag.

---

Krigsministeriet.

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) karakteriserede de stillede Ændringsforslag som fredelige, men det var ikke derfor sikkert, at Forhandlingen vilde blive fredelig. Fra 1894-95 havde der paa Geværfabrikken været udført Arbejde for private paa nærmere fastsatte Vilkaar, naar det ikke medførte Udgifter for Statskassen. Dette besluttedes 21de Februar 1895 af Finansudvalget. I Samlingen 1896-97 var denne Sag blevet belyst, idet den daværende Krigsminister udtalte, at Geværfabrikken kun kunde holdes i Gang ved det private Arbejde, som blev udført paa Fabrikken. Skulde det private Arbejde saaledes udføres uden nogen som helst Udgift for Statskassen, maatte Arbejdet betales saa højt, at det kunde give Staten Erstatning for Slid paa Maskiner, Værktøj m. m. Der var ikke opbevaret skriftlige Oplysninger om, hvortil det eventuelle Overskud ved dette Arbejde skulde anvendes. Men Medlemmer af Finansudvalget paa den Tid erklærede, at Krigsminister Thomsen i 1894-95 havde sagt, at den Avance kunde Staten have god Brug for. Nok er det - man vidste, at der var Fortjeneste paa dette Arbejde, men Finansudvalget spurgte ikke derom, heller ikke da Socialisterne i Fjor rejste den store Affære om, hvorvidt de paa vor Geværfabrik fabrikerede Rekylgeværer havnede et eller andet Sted i Rusland eller i Japan. Først i Aar blev Finansudvalget opmærksomt paa dette Forhold. Den 14de December 1905 gav Ministeren de ønskede Oplysninger, idet han tilføjede, at han fandt det naturligt, at Statskassen fik Overskuddet af dette private Arbejde. - Desværre var K. M. Klausen, hvem denne Sag interesserede saa stærkt, ikke til Stede ved Konferencen med Ministeren den 14de December 1905; han blev derfor kun sat ind i, hvad der den Gang skete, gennem Referater.

Taleren omtalte udførligt, hvad der var blevet udført ude paa Geværfabrikken, særlig til private. Han advarede mod at rejse en stærk Agitation i denne Sag, det kunde skade os i Udlandets Øjne, og det vilde naturligvis ikke mindst gaa ud over de 270 Arbejdere, der var anfaste paa Fabrikken. - Sluttelig lyste Taleren efter Forsvarskommissionens Betænkning for at faa en Ende paa alle disse Kvaler, der knyttede sig til de militære Budgetter, og som i Længden var utaalelige.

- K. M. Klausen var den, som havde foranlediget Kravet om Oplysninger om Rekylgevær-Gevinsten. som Forsvarsministeren havde omsat til Militærøjemed. Der havde været to Leveringer af Rekylgeværer, de to første var færdige, og Fortjenesten paa dem androg henholdsvis 44.469 Kr. 73 Ø. og 13,981 Kr. 40 Ø.: den sidste drejede sig om ca. 700,000 Kr.. og Gevinsten herved vilde blive adskillig større end nogen af de to første. Over de ca. 44,000 Kr.. der var tjente paa den første Leverance, var der disponeret af Forsvarsministeren ved en Skrivelse af 6te Maj 1905. Over de ca. 18,000 Kr. var der ogsaa disponeret af Ministeren, selv om de ikke endnu var forbrugte. 

Denne Sag var af den største Betydning. Den var et Brud paa Grundlovens Paragraf 49, der bestemmer, at ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Lovgivningen. De Penge, Ministeren her havde anvendt, havde ikke hjemmel i nogen Lov, det var Penge, Ministeren havde taget paa egen Haand af Statskassen - altsaa et klart og utvetydigt Grundlovsbrud (Bevægelse). Grundlovsbrud var ikke noget nyt her i Landet. Det kendte vi fra Højres Regeringer. Men Højre gjorde det aabenlyst - dette her var lyssky . . .

Formanden fandt, at Grundlovsbrud var et vel stærkt Ord.

Klausen vilde saa sige Overtrædelse af Grundloven. (Stormende Munterhed.) Ministeren var her traadt i Højres Spor. Ved Højres Hjælp kunde han vel ogsaa endnu samle et Flertal for sit Grundlovsbryder-Standpunkt. Men Befolkningen vilde i høj Grad misbillige I. C. Christensens Færd.

Jensen-Sønderup og Klausen vekslede Bemærkninger om, hvorvidt det skyldtes Klausens Fraværelse i Finansudvalget. at denne Sag først kom frem ved 3die Behandling og ikke ved 2den, hvorpaa 

- Forsvarsministeren tog Ordet. Han forklarede det heldige i, at Geværfabrikken beskæftigede sig med privat Arbejde - for at holde Arbejdet gaaende. Ministeren hævdede, at man i 1894-95 fastslog den Praksis, at det, der tjentes paa privat Arbejde ude paa Geværfabrikken, kunde anvendes at Administrationen. Ministeren havde fortsat denne Praksis ikke andet. Man fulgte altid en gammel Praksis, indtil en ny blev besluttet. Fortjenesten af de to første Leveringer var der disponeret over, og det, hvortil man vilde anvende Fortjenesten ved denne sidste Levering, var til Udvidelse af Fabrikkens Teknik, saaledes at den kunde præstere den ønskede Levering. Ministeren havde ikke foretaget sig noget i denne Sag, som var i Modstrid med den 11-aarige Praksis, mod hvilken Klausen først i Aar havde protesteret, skønt han var kendt med den. Ministeren var stadig af den Mening, at Forsvarssagen skulde løses ikke uden om Folket, men med Folket. Ministeriet vilde staa og falde med sin Forsvarsplan, der vilde blive forelagt Folket. Vælgerne vidste dette, og de vilde ikke følge Klausen.

Zahle erkendte, at Ministeren ikke længer skjulte noget i denne Sag. Thi han kunde ikke længer skjule noget. Hvorfor havde vi egentlig haft Systemskiftet her i Landet? Saa vel Ministeren som Regeringspartiets Ordfører henholdt sig jo i Dag ganske ligefrem til en af Højres Ministre indført Praksis. I 1896 - den 26. Oktober - udtalte I. C. Christensen, at der blev brugt alt for mange Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49, og som kun havde den Hjemmel paa Statsregnskabet, at der stod "desuden var brugt". Men nu var det med Rekylgevær-Affæren blevet Skik, at man ogsaa uden Bevilling og uden at opføre det paa Regnskabet kunde bruge Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49. Saaledes at gaa uden om Rigsdag og Grundlov var ikke noget, som Rigsdagen kunde finde sig i; det sagde I. C. Christensen ogsaa i 1893. Den Gang krævede I. C. Christensen, at en civil Krigsminister først og fremmest skulde bringe Ro og Tryghed om Forsvarssagen. Havde I. E. Christensen gjort dette? Han havde kun bragt Kamp og Kiv og Mistro omkring denne Sag. (Hør!) Først ved Anmærkningen, saa ved Løjtnantslønningerne, og nu ved Rekyl-Affæren. (Hør!) Og den 6. Maj s. A. forhøjede han, uden at nogen skulde vide det, forskjellige Konti paa de militære Budgetter paa Trods af Bevillingsretten! (Levende Uro.)

Her afbrød Forsamlingen, som fortsattes i et Aftenmøde.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).


Rekyl-Affæren

Fra Folketingets Aften møde i Mandags maatte vi i Gaar lade Referatet gaa ud. Paa Grund af Rekyl-Affærens Interesse meddeler vi i Dag Referatet :

Hr. Zahle fortsatte sin Tale. Han viste, at Krigsministeren aldeles ikke havde haft til Hensigt at give Rigsdagen Oplysninger om denne sag. Fremdeles vendte han sig mod Ordføreren, der havde søgt at skyde skylden for, at der tidligere var foretaget noget, over paa det Udvalg, som havde valgt ham til Formand. Det var en mærkelig Optræden af en Ordfører. (En stemme: "Det er ydmyghed!") Den ydmyghed gaar saa ud over, hvad der er sømmeligt for en Rigsdags-Mand. Taleren betegnede det som ukorrekt at ville sammenligne den mellem Krigsminister Thomsen og Finansudvalget trufne Aftale med de Transaktioner, som nu var gaaet for sig. Det fremgik af Finansudvalgets Protocol, at Krigminister Thomsen i 1895 kun havde haft den Hensigt at anvende det eventuelle Overskud paa selve Fabriken og paa ingen maade til at dække ikke bevilgede Poster. I 1901 havde man faaet en Tekniker til Krigsminister. Efter ham arvede I. C. Christensen de 44,000 Kr., som var Overskudet fra Fabrikens forrige Levering. Hermed havde ministeren tiet, indtil han blev tvunget til at give Besked. I Slutningen af sit Foredrag vendte han nogle af I. C. Christensens tidligere Udtalelser mod den nuværende Forsvarsminister, om hvem han udtalte, at han drev Højrepolitik under Venstreflag. Justitsministeren havde for nogen Tid siden udtalt, at vi var Hr. I C. Christensen Tak skyldig for, hvad han som Krigsminister havde udrettet. Taleren var tilbøjelig tit at mene det samme: "Tak!" 

- Neergaard, der motiverede sin Uenighed saavel med Angreb som Forsvar i nærværende sag, paaviste, at der ingen Praksis forelaa for et Tilfælde som det foreliggende, hvor det drejede sig om Anvendelsen at indvundne større Beløb. I et saadant Tilfælde maatte Ministeren komme til Rigsdagen, og det var Taleren ufatteligt, at dette ikke var sket. Han forstod ikke, at Ministeren ikke i denne Affære havde fulgt den Vej, der var den slagne Landevej. Taleren ansaa det for utvivlsomt, at hvis Ministeren havde søgt Rigsdagen, vilde denne ikke have givet sit samtykke til at anvende det indvundne Beløb paa det militære Budget. Den Praksis, der var fulgt, først af General Thomsen, siden af I. C. Christensen, betegnede Taleren som ganske overordentlig uheldig, ikke mindst, naar Talen var om Forsvarssagens Løsning. For denne udkrævedes gensidig Tillid mellem Folketinget og Forsvarsministeren. Den Maade, paa hvilken Ministeren havde handlet i denne sag, var ikke egnet til at fremme saadan Tillid. Idet Taleren meget beklagede, hvad der var sket, udtalte han, at der dog var den Trøst at henvise til, at sligt nu efter Fremkomsten og Behandlingen af denne sag - ikke vilde kunne gentage sig. Forslaget om at anvende 23,000 Kr. til Ammunition og Haandvaaben kunde Taleren tiltræde.

Forsvarsministeren replicerede. Han fandt ikke, de to foregaaende Talere havde fremdraget noget nyt og kunde paa ingen Maade lade sig afdisputere, at han støttede sig til Praksis. At det, der her var forefaldet, skulde kunne skade Løsningen af Forsvarssagen, kunde han ikke indse. Det var vanskeligt for Ministeren at undgaa strid, naar der var Lyst til saadan. Ministeren mente, at han havde handlet ganske korrekt paa Basis af den Praksis, der havde været gældende i 11 Aar.

Under Munterhed i Tinget replicerede 

Jensen-Sønderup til Zahle, der havde udtalt sig om den Nemesis,om i nærværende sag var kommen over ham. Hr. Zahle skulde være varsom med at tale om 'Nemesis. Han havde jo ogsaa i sin tid været Ordfører for militære Budgetter og bl. a. forsvaret Krudttaarnsaffæren. Taleren protesterede imod, at Forvarsministeren var bleven tvungen til at give Oplysninger - i Rekyl-Affæren.

Zahle troede, at Ordføreren havde gjort bedst i ikke at have svaret. (Munterhed.) Havde Ministeren givet nogen som helst Oplysning i denne sag, forinden Finansudvalget havde spurgt ham? Taleren kunde ikke gaa med til den nye Bevilling paa 23,000 Kr.

- Neergaard fandt, at de Penge, som var anvendt uden Bevilling, var for store. 

Nu diskuterede Jensen-Sønderup og Zahle visse Enkeltheder.

- Klausen lyste efter Højres Mening, sluttede sig til Jensen-Sønderup? (Munterhed).

- Bluhme lagde Ansvaret for denne sag over paa Finansudvalget. Det havde Ansvaret i denne Sag, Talere, Medlemmerne og Ministeriet ikke. (Jubel.) Finansudvalget havde under Højres Regeringer tiltaget sig altfor stor Magt: og saa kom det, som i denne sag fandt for Dyden ikke var heldigt, nemlig at Finansudvalget ikke havde passet paa (ny Jubel).

- Martin Madsen fandt, at denne sag i højeste Grad var en Oprejsning for Ministeriet Hørring. I Krudttaarnsaffæren havde alle Partier i Virkeligheden billiget en Praksis, som den, Ministeriet her havde fulgt. Ulykken i denne sag som i adskillige andre var den, at Finansudvalget optraadte som Velfærdskomite. Det glædede Taleren, at Ordføreren for Finansudvalget, Jensen-Sønderup, havde lyst efter Forsvarskommissionens Betænkning. Man burde ogsaa kunne vente, at denne Kommission snart gjorde sig færdig, hvis den da turde og kunde - hvilket mange havde betvivlet! (Bevægelse.)

- Formanden mindede om, at Forsvarskommissionen ikke laa for.

Madsen: Jeg har henholdt mig til Ordførerens Udtalelser om det ønskelige i, at Kommissionen snart afgav sin Betænkning.

Efter Bemærkninger af M. Madsen og Klausen spurgte 

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) Zahle, om han erindrede de økonomiske Dispositioner angaaende Krudttaarnene, der ganske svarede til denne Sag, idet de hverken var opført paa Budget eller Regnskab, men dog billigedes af afdøde Trafikminister Hørup?

(Slagelse-Posten 13. marts 1906).

I 1910 omtalte man helt åbent at der under den russisk-japanske krig blev leveret rekylgeværer til det russiske rytter- og kosakregiment, kaliber 7,62. På det tidspunkt havde Rusland 2.000 stk.

I. C. Christensens regeringer sad 14. januar 1905 til 12. oktober 1908. De blev efterfulgt af Venstre-regeringerne Neergaard 12. oktober 1908-16. august 1909 og Holstein-Ledreborg 16. august 1909-28. oktober 1909. Herefter fulgte den første Radikale Venstre regering Zahle 28. oktober 1909-5. juli 1910. I 1924 dannedes den første socialdemokratiske regering


Alfred Schmidt: Det nye kongeskib. Regeringen J. C. Christensen afbilledet som et skib med Kronborg i baggrunden. Konseils- og forsvarsminister J. C. Christensen er galionsfigur, udenrigsminister Raben-Leventzau er ankeret, justitsminister P. A. Alberti er hjulkassen, kirke- og undervisningsminister Sørensen og landbrugsminister Ole Hansen er redningsbåde, minister for offentlige arbejder Svend Høgsbro og finansminister Vilhelm Lassen er lygter og indenrigsminister Sigurd Berg er roret. "Efter at det har vist sig, at Kongeskibet "Dannebrog" ikke mere svarer til Tidens Fordringer, har Regeringen straks sat sig i Bevægelse og har ladet udarbejde forskellige Udkast til et nyt Skib. Ovenstaaende skal have de bedste Betingelser for at vinde Ministeriets Bifald." Det kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar