Juleaften på hundekirkegården. (Efterskrift til Politivennen)

 København 27. december.

Blandt de ejendommeligheder der rummes i storstaden København, findes også en hundekirkegård, og den er oven i købet ikke den mindst interessante. Den er anlagt af en entreprenant gartner i et hjørne af Garnisons Kirkegård lige over for Holmens Kirkegård, og på dette lille stykke jord sover op imod 300 små hundesjæle den sidste lange søvn. Jordstykket koster for hver hund første gang 5 kr. og derefter årlig 1 kr. Og er end selve kirkegården uanselig og lidet soigneret, er de fleste af gravene til gengæld så meget mere velholdte.

Man ser om næsten alle gravene stakitter eller plantehegn, og på mange af dem fortæller stene med inskription i få ord et helt lille stykke menneskehistorie. Man forstår af indskrifterne at de som nu hviler her, en gang for mange mennesker var en god og trofast ven, for adskillige vel endog den eneste. Det er da heller ikke mere end rimeligt, at de efterladte har sat dem et mindesmærke og at de hygger og værner om det.

På alle årets søndage kan man se mest ældre folk og da navnlig kvinder sysle herude og lægge friske blomster på deres små venners grave.

Men særlig viser dette sig juleaften.

På denne årets og livets lyseste og venligste aften ser man alt tidligt på dagen et livligt rykind på hundenes kirkegård. På næsten alle grave lægges grankviste, grankranse og blomster, og man ser mange enlige kvinder stå længe og stirre på den lille grav.

Få alen borte pulserer livet og de elektriske sporvognes klemten fortæller om tidens travlhed.

Men herinde er der stille. Og de tilstedeværende mennesker lader tankerne dvæle ved de små sjæle derned, mens de gentagende læser inskriptionerne:

"Farvel lille Bob".

"Lille trofaste Cora".

"New Foundlænderen fra Stormgade".

"Her hviler min bedste ven".

"Min egen Snip", osv. osv.

Man kan måske mene at det hele er lidt naivt, enkelte vil vel endog finde denne hundekærlighed latterlig, men alligevel er der noget vist rørende og glædeligt i at se at det ikke blot er dyrene som er trofaste, men at der endnu også er mennesker som er det. Ganske vist - en og anden lille grav stikker jo lidt grelt af ved sin tarvelighed mod at den omgivende hygge. Men derfor er det jo heller ikke sikkert at de er glemte. Når der ikke juleaften også kom nye kranse på deres grave, var måske af en gyldig grund. 

Måske havde deres hersker eller herskerinde selv fået forfald og slumrer nu få alen borte fra dem i den samme moderlige jord.

(Viborg Stifts-Tidende, 28. december 1905)