Zigeunere. (Efterskrift til Politivennen)

En Zigeunerbande, hjemmehørende i de ungarske Kronlande, ankom til Kjøbenhavn i Fredags Formiddags med Dampskibet "Stockholm" fra Malmø. Banden, hvis Høvding kalder sig "Borgemester" Kaldaras, og hvis ærværdigste Medlem er en hvidskjægget Olding paa 82 Aar, tæller 21 Medlemmer af begge Kjøn og alle Aldre lige til nøgne, diende Børn, nemlig 5 Mandfolk, 4 Fruentimmer og 12 Børn. Det sorte, stride Haar hænger i lange Krøller eller Pidske med indflettede simple Smykker ned over de brune Ansigter; Hovederne ere paa Mandene dækkede af Huer af Læder eller Faareskind, paa Qvinderne af smudsige Tørklæder; Mandene bære Faareskindstrøier eller snorebesatte Kapper samt paa Fødderne Sandaler, Qvinderne ere iførte spraglede Skjorter og have nøgne Fødder. Deres hele Udseende er i høieste Grad fattigt og smudsigt. De føre med sig tre smaa skrøbelige Vogne og fire lave magre Heste, der i Usselhed ikke give deres Besiddere noget efter. Som Tegn paa sin Værdighed fører "Høvdingen en høi sølvbeslagen Stok. Deres ifjor af de østerrigske Authoriteter udstedte Pas lyder paa Tydskland og Danmark, og det er vistnok den samme Bande, der for et Par Maaneder siden gjæstede Berlin, hvor den vakte endeel Opsigt, indtil den pludseligt forsvandt, efter at det østerrigske Gesandtskab havde fordret et Par af de mandlige Medlemmer af Banden sendte tilbage til Østerrig for at forrette Militairtjeneste. Deres Pas er gjældende for to Aar, og de have ønsket at tilbringe Vinteren her i Danmark for at øve deres Haandtering Kjedelflikkeri, der pleier at være forbunden med et omfattende Betleri. Efter Ankomsten til Qvæsthuusbroen blev hele Banden i Droschker kjørt til Politiekammeret, imedens dens Heste og Vogne bleve staaende ved Udskibningsstedet. I Raadhuusgaarden kunde man i Fredags see de vilde Skikkelser bivouaquere, medens Mandfolk, Fruentimmer og Børn lige tappert drak deres Øl og smøgede Tobak. Efter Dbl. vilde Banden allerede i Løverdags igjen forlade Landet.

 (Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. september 1865).

 

Zigeunerne opholdt sig i Løverdags i en Baggaard paa Raad- og Domhuset, i hvilken deres Kærrer med alle deres Pjalter vare blevne trukne ind. Her gjorde de sig det ret beqvemt, opslog deres Telt og lejrede sig deels i dette, deels omkring i Gaarden og paa Karrerne. En Mængde Mennesker strømmede til for at set dette for os aldeles nye Syn, og Tilstrømningen blev opad Dagen saa stor, at Politiet fandt det fornødent at foretage en Afspærring, saa at kun et ringere Antal Mennesker ad Gangen kom ind i Gaarden. Gjenstandene for alle disse Nysgjerriges Blikke lod sig imidlertid aldeles ikke genere; de syntes ikke at bemærke de Omstaaende, men spiste, drak, røg Tobak, diede Børnene osv., aldeles som om de vare alene paa Landevejen. Det er bestemt, at Banden paa Mandag (idag) skal reise derfra. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. september 1865).

"Zigeunerne!" "Zigeunerne!" "Hvem der blot kunde faae Zigeunerne at see!" Dette var omtrent de Ord, der paa mangfoldige Maader varieredes paa Gammeltorv igaar. Thi Gammeltorv havde igaar faaet en sand Befolkning af Nysgjerrige, som formelig belejrede Raad- og Domhuset. Ved en Politistyrke lykkedes det dog at bringe nogenlunde god Orden tilstede. Tredive eller saa omtrent ad Gangen bleve slupne ind gjennem Raadhusets Port, thi at ville sige, at de gik ind, vilde kun daarligt betegne Situationen. Gjennem adskillige underjordiske Gange kom man endelig ind i en af de inderste Gaarde, hvor hele Banden havde leiret sig. Et Telt havde de slaaet op midt i Gaarden, og i dette saae man en gammel snavset Taterqvinde, som ganske ubevægelig stod og betragtede og lod sig betragte; endvidere en gammel hvidhaaret Mand, som med en graa Frakke, han havde faaet foræret her, over Skuldrene, sad midt i Teltet paa Jorden og varmede sine magre Hænder over en jævn Tørveild. Paa et Kjøretøi, der stod i Gaarden, og som var fyldt med alskens Pjalter, sad et sandt Billed paa en hæslig gammel Taterqvinde, et Studium for en Forfatter som Carit Etlar, der nok ogsaa ved en Tolk har sat sig godt ind i disse Folks Sædvaner. Deres Modersmaal er Ungarsk, og de nødvendige Samtaler med dem føres alle ved Hjælp af en herboende Ungarer. Dog ere de ikke aldeles ubekjendte med det tydske Sprog; navnlig igaar gjorde de Brug af deres Sprogkundskab, og havde god Fordeel deraf, thi deres evigt gjentagne "A Bisle Gelt" (Ein Bischen Geld) bleve besvarede med talrige Sølvmønter fra de Besøgendes Portemonnaier. De Fleste af dem havde igaar iført sig deres bedste Pjalter, og navnlig havde de anvendt betydelig Omhu paa at frisere deres lange Tjavser af Haar, som vare indsmurte i et meget stort Qvantum Olie. Tre af disse Tatere ere portraiterede af Portraitmaleren Gertner; Billederne ville sandsynligviis i Copier blive tilgængelige for et større Publikum. - Besøget i Raadhuusgaarden varede ved til ud paa Eftermiddagen,-  da blev Massen for stor; man vilde ikke vente til Touren engang kunde komme til En, - man oversaae Politiet og begyndte at storme Porten. Følgen Heraf blev, at Adgangen, efterat Orden var bragt tilveie, blev forbudt, hvorpaa Folket langsomt skiltes ad til alle Sider.

- Det var interessant i Løverdags at see Zigeunernes Færden; i Teltet havde en Familie, bestaaende af Mand, Kone, samt voxne og smaae Børn, leiret sig paa Steenbroen omkring en kogende Suppekjedel, Alle beredte til at hugge ind, saasnart den kostelige Ret var færdig. Hist badede en Kone sit næppe 4 Maaneder gamle Barn i et Trug fuldt af koldt Vand. Barnet blev, ligesom det kom op af Vandet, svøbt fast ind i nogle Pjalter og, da Vandet var heldt af Truget, lagt i dette, hvor det laa nok saa fornøiet og saae op imod Himlen med sine store sorte Øine. Den gamle Bedstefader sad paa Hug paa Steenbroen, lænet mod en Muur, og betragtede nysgjerrigt alle de fremmede Mennester. Ved hans Fødder legede nogle halvvoxne brune Børn, af hvilke Pigebørnene vare pyntede saavel i Ørerne som om Halsen med nogle simple Smykker. Alle Mændene røge Tobak af ganske smaae Piber, medens Qvinderne tumlede med de smaae Børn eller vaskede nogle usle Pjalter. Disse Mennesker, der formodentlig aldrig have kjendt bedre Kaar, saae alle veltilfredse ud og vilde vist være glade til, om det blev dem tilladt at færdes her i Landet, hvilken Tilladelse de imidlertid ikke faae, da Politiet træffer Anstalter til at sende dem tilbage til det Sted, hvorfra de ere komne. - (Flk. Av.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1865).

Johan Vilhelm Gertner (1818-1871) var som nævnt kendt for sine portrætter, bl.a. af Thorvaldsen, Eckersberg, Steen Steensen Blicher og Christian 8. Han elev af C.W. Eckersberg 1831-1837. Han malede også genre-, historie- og arkitekturstykker.

Den 25. september 1865 blev de i drosker kørt til dampskibet "Aurora" hvor de skulle overføres til Kiel.

Sigøjnerne kom fra Donaulandene, Rumænien og Ungarn. Af ukendte årsager begyndte de at bryde op, bl.a. til Nordeuropa. I 1865 blev der meldt om en trup i Berleburg, senere Danzig. De fleste var Kelderari-sigøjenere som bl.a. var kobbersmede (rumænsk: caldarar - kedelsmed). Fra 1866 viste de sig bl.a. i Randbøl (Vejle Amt), Thy og Hobro. I de følgende år kom de over grænsen sydfra, men blev straks transporteret tilbage over grænsen til Tyskland. 15. maj 1875 udstedtes en fremmedlov, som bl.a. bestemte: "Udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer er, forsåvidt de vil søge erhverv ved omvandring, ikke tilladt at tage ophold her i landet." Det stoppede dog ikke, og 19. december 1879 mindede justitsministeren om at "taerselskaber ubetinget burde formenes adgang til landet". (Se Anders Enevig: Sigøjnere i Danmark. 1969).

Uordener.

1) På hjørnet af Gammeltorv og Nørregade har det i lang tid, men især i de sidste dage, næsten været umuligt at kunne passere fortovet for en stor del sjovere og soldater der har placeret sig der så at man for at undgå at blive tilsmurt, eller behandlet med grovheder af disse personer, var nødsaget til at gå ud på gaden. Man må i denne henseende spørge om politiplakaten der forbyder at henstille noget der spærrer passagen på fortovet, alene gælder om ting og ikke om personer?

2) Mandag den 6. april hændte det at idet en vogn kørte roligt igennem Nørreport, en anden vogn kom farende forbi denne i stærkeste trav. Som en følge heraf var pladsen så snæver for de forbipasserende at det eneste menneske der i det øjeblik passerede porten, blev styrtet omkuld af vognens baghjul og lider endnu af faldets følger.

(Politivennen nr. 1008, Løverdagen den 25de april 1835, s. 273-274)

De faktiske Omstændigheder, der have foranlediget Vidnekammersagen Peder Jensen contra Skomagermester Mørch, hvoraf sees, at Tracteur Caspersen trænger til Opdragelse.

I Adressekontorets efterretninger der udgik den 3. november, findes en udskrift af andet vidnekammers protokol betræffende sagen nr. 322-31, Peder Jensen contra skomagermester Mørch. Da fornavnet er udeladt ved mit navn, og flere af mine ærede medmestre har samme navn, synes mig hvem sagen angår, at jeg bør afvende at ingen blandt disse fejlagtigt anses at være sagen vedkommende, af hvilken årsag den offentliggøres.

Traktør Caspersen, dengang boende på Nørrebro, nu på hjørnet af Gammeltorv og Nørregade, anmodede mig om for bekendtskabs skyld (ikke for betaling) at føre regnskabet ved et gevinstspil han havde foranstaltet i september måned d. å., og da tiden tillod mig det, viste jeg ham denne villighed. Karlen, Peder Jensen som rejste kegler op, råbte ved dagen flere gange fejlagtigt af, hvorfor jeg som anså det for pligt tillige at påse at ingen herved led tab, irettesatte ham. Men om aftenen bemærkede jeg tilligemed en anden mand at Peder Jensen flere gange sparkede til bagkeglen når kuglen havde nået keglerne. Uden at ville bestemme om dette skete for at favorisere nogen eller fordi karlen var så klodset, hjalp det dog intet at jeg råbte til ham: "Hold benene til dig!" men af og til vedblev han desuagtet at drive sit spillop.

Jeg henvendte mig nu til Caspersen og gjorde ham opmærksom på dette uvæsen, hvorpå vi i forening gik ned til karlen.

Caspersen (til karlen). Har du sparket til bagkeglen?

Karlen. Nej!

Hermed sluttedes forhøret og eksaminatoren var tilfreds med eksaminandens meget juridiske svar, men glemte aldeles sin egen jura (i tilfælde at sådan havde fået indpas i hans hjerne) på tilbagevejen til keglestuen. For næppe ankommet der, overfaldt han mig, greb mig i brystet og kastede mig med kraft mod kanten af et bord så at mine side fik et vældigt slag hvoraf jeg endnu har smerter. - Efter at have modtaget sådan tak for min redelighed af denne grobrian af hvis fremgangsmåde tydeligt fremlyser at han ikke ønskede at gøres opmærksom på sparkespillet, men ville have at jeg skulle fælge visdomsreglen "at se og tie", aflagde jeg regnskab for de indkasserede kontante penge, og forlod da under heftige smerter, dette for mig så fatale sted.

Allerede nævnte Caspersen sendte 3 til 4 dage efter Peder Jensen til mig for at anmode mig om at komme ud til ham. Efter der i forening med Caspersen at have afgjort regnskabet, ytrede han at han manglede 3 mark, hvilket jeg straks var villig til at betale. Men da han ikke ville modtage dem, heller ikke 1 rigsbankdaler jeg skyldte ham - sandsynligvis anså han disse 9 mark som et vederlag for min ulejlighed og modtagne prygl - og jeg ikke ville have noget for min ulejlighed, og da denne sum var en for ringe bøde for kur og svie, så er den uddelt til tre trængende vartovs-lemmer. Ved denne sammenkomst ytrede Caspersen at han på grund af at have ladet mig kalde, for denne gang ville forskåne mig for prygl, men jeg skulle nok få dem en anden gang. (Et bevis for at det ikke altid er godt at have noget til gode.)

Caspersen har sandsynligvis for at chikanere mig, foranstaltet denne for mig i øvrigt ikke vanærende sag indrykket i Adreessekontorets Efterretninger, da han længe i forvejen har ytret for flere at ville gøre det.

Disse er sagens faktiske omstændigheder, og jeg overlader det til det ærede publikum at bedømme om jeg der gjorde Caspersen opmærksom på det urigtige og skadelige i keglerejserens adfærd, eller Caspersen som lønnede min redelighed med en dragt prygl, eller endelig Peder Jensen der Gud ved af hvilken grund, af og til sparkede til bagkeglen er foruretter eller forurettet. Kun tillader jeg mig at ytre så meget at Caspersens adfærd imod mig forekommer mig at være uforskammet og vidner om at denne mand har mangel på opdragelse.

Carl Frederik Mørch

Skomagermester.

(Politivennen nr. 828, Løverdagen den 12te November 1831, s. side 777-781)

Redacteurens Anmærkning.

Caspersen meddelte i Politivennen 829, 19. november 1831 s. 813 at han havde sagsøgt Mørch ad rettens vej.

Til Barbariet dermed! eller lidt høiere op!!

At man i barbariske lande spidder levende folk, det har man vel læst og hørt tale om. Men at der i vort kære København eksisterer pigge eller kroge til lignende uvæsen er måske ikke så almindelig bekendt som fortjenstligst og nødvendigt er. - Man ser imidlertid disse om man vil uden for butikkerne på begge sider af stadens vejerbod, men med varsomhed for ikke at spidde sig selv. Disse pigge eller koge der endog på mørke sommeraftener er farlige, er det dobbelt ved vintertid når sne og is forhøjer fortovet og rendestenens opkastning nøder den gående til at holde sig tæt ved husene. - Indsenderen takker sin højde for at han i forrige vinter slap med et sønderrevet ærme og ikke mistede øjet eller fik ansigtet skamferet - og af taknemmelighed derfor gør han Politivennen opmærksom på farligheden for at enhver kan vogte sig i den nu begyndende vinter hvis der ingen anden foranstaltning bliver føjet.

(Politivennen nr. 782, Løverdagen den 25de December 1830, s. 839)

Redacteurens Anmærkning.

Der er formentlig tale om vejerboden på Gammeltorv.

Yderligere Oplysning om den langskjæggede Tyv.

Forfatteren af artiklen i Politivennen med titlen "en langskægget tyv bedes indespærret" vil tilgive at man herved gør ham opmærksom på at han har gjort en buk - af en ged.

Dog forandrer dette i ingen henseende tingen. Den firbende dame som skal høre hjemme i en bryggergård i Nybrogade, fortsætter endnu sine promenader, ja har endog udvidet sine ekskursioner så at man nu  kan have den fornøjelse af se hende på Gammeltorv, hvor de kornsække der står i  kælderen, især tildrager sig hendes opmærksomhed, idet hun tilfredsstiller sin gode appetit med deres indhold. Og er dette sket, ser man hende ikke sjældent at overfalde forbigående, især børn, som i åbne kar bærer mælk eller fløde, for ved en drik deraf at læske sin tørst og få den tørre føde til at glide ned.

Da altså ejeren ikke ved overanførte anke har været at formå til at holde denne tyvagtige dame inde (det være sig enten fordi man finder det bekvemt at lade hende således fouragere på andres bekostning eller fordi disse promenader skal tjene til at konservere damens sundhed), så bedes ærbødigst en lovlydig mand at meddele underretning om det ikke skulle være rigtigt at i overensstemmelse med forordningen om løsgående kreaturer på landet, så er det tilladt at indfange allerede nævnte dame og at man kan forvente ejeren forpligtet at give skadeserstatning osv. osv.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 523-524)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 764, 21. august 1830, s. 539 lod vide at "langskæggede tyv skal efter rygtet være rejst på landet hvortil vedkommende lykønskes. Dog ved man ikke om rejsen kun er en lysttur eller om samme for bestandig har forladt hovedstaden." Herefter hørte man ikke mere til geden.

Om Forprang med Levnetsmidler.

Så vidt vides eksisterer der et lovbud som forbyder al forsalg med levnedsmidler, og derimod udtrykkeligt befaler at alt skal sælges på akseltorv. En bedrøvelig erfaring har imidlertid overbevist almenheden om at dette velgørende lovbud ikke overholdes, idet man næsten dagligt har lejlighed til at erfare at såvel handelsberettigede som andre i gæstgivergårdene opkøber hvad de kan overkomme. Denne handel drives især tidligt om morgenen på torvedagene og ikke sjældent aftnerne forud. Det har til følge at kun lidt kommer på torvet til stor skade for stadens samtlige indbyggere. Men især for kælderbeboere som bor på Gammeltorv og Nytorv og som er berettiget til at købe på torvet for atter at kunne forsyne de familier der ikke har lejlighed til at indfinde sig der til almindelig torvetid. At kælderbeboerne som en følge af denne uskik vanskeligt kan svare de påbudne skatter og afgifter, betale deres husleje og underholde deres ofte talrige familie, er vist nok let at indse, og man håber derfor  at der vil træffes de til dette uvæsens standsning fornødne forholdsregler.

(Politivennen nr. 664, Løverdagen den 20de September 1828, s. 609-610)

Redacteurens Anmærkning

Akseltorv har ikke noget med nutidens Axeltorv at gøre. På Politivennens tid var det heller ikke et torv opkaldt efter mandsnavnet Axel, men hed sådan fordi bønderne her kunne sælge varerne direkte fra hestetrukne vogne (med hjul og vognaksler). Da disse fyldte ret meget, var akseltorv byens største torv. 

Endnu en Anviisning paa godt Øll.

Hr udgiver!

Skønt administrationen for bryghuset ved Langebro ved sin bekendtgørelse i sidste Politiven har besvaret det før fremsatte spørgsmål: om vore bryggere kunne levere øl der var skikket til forsendelse, så tror man det dog ikke overflødigt at bemærke at nogle af vore andre bryggerier også kunne levere øl der er af god beskaffenhed. Således har anmelderen hos brygger Jensen på Gammeltorv købt øl der er brygget i marts forrige år, og som af flere er befundet klart, velsmagede og noget lignende porter. Det er meget troligt at denne slags øl når det fyldes på rene foustager, vil holde sig på en lang rejse uden at fordærves, skønt det vel ikke egentlig er brygget i den hensigt da øl til forsendelse sjældent bliver søgt. Øllets pris er da det nyligt var brygget, 8 Rbd. pr, tønde, men nu koster tønden 10 Rbd. I flaskevis sælges det for 10 sk.

(Politivennen No. 479, Løverdagen den 5te Marts 1825. Side 9527-9528)

Bassinet til Springvandet paa Gammeltorv.

Ses i denne tid at være under reparation hvilket formentlig koster en del penge, især da det går så langsommeligt. Men det gør da alt offentligt arbejde. Og da vedkommende i almindelighed har dagløn eller diætpenge, så finder jeg det også meget rimeligt.

Men om dette springvand, for kyndige folk, i seneste tid var en satire på et skueværdigt, kunstmæssigt springvand, så ønsker anmelderen at der nu sørges for en noget bedre indretning, så at det herefter bliver hvad det efter gamle folks sigende, før skal have været, er dog noget anseligere kunststykke. Skulle det efter anvendt tids- og pengespilde ikke blive noget bedre, end som i seneste tid, så havde det vist nok været nok så godt at have borttaget hele springvandstingesten - ligesom det er sket med Pisketollen i Kongens Have - og planeret torvet. For nu står tingesten på et tosset sted afsides. Før da rådhuset lå midt imellem Gammel og Nytorv, da stod springvandet passende. Ved borttagelsen var torvet blevet virkelig forskønnet, og flere 1000 rigsbankdaler sparede nu og i fremtiden. Velbegrundet bliver derfor anmelderens notabene og ønske at det fuldførte arbejde må fremvise et kunststykke værd at betragte, så at foranstalterne og tilskuerne ikke må komme til at fortryde på pengene og pladsen som ofredes dertil.

(Politivennen No. 448. Løverdagen den 31de juli 1824. S. 9034-9035).

En Røst fra Landet

(Indsendt)

Det er umenneskeligt at man i hovedstaden glemmer at sørge for vand til de firbenede hvis kræfter og anstrengelse bringer føde og brændsel på torvene. Så meget mere som lejligheden ikke mangler. For Gammel og Nytorv har 5 poster, foruden springvandet. Og da kan landmanden holde 6 timer uden at kunne læske sine heste med en dråbe. Ønskeligt var det at en vandtrug blev hensat under en af posterne på hvert af de offentlige torve hvor landmanden falbyder sine varer, eller hvor der er bestemt plads for ledige vogne. Ved stranden og på Kongens Nytorv er sådanne vandtrug for vognmændenes heste. Derimod må landmændene søge vand i gæstgivergårdene for sine, og dog er disse langt mere trængende end de andre, der kunne vandes før de kører ud, mens denne ofte kommer lige fra porten til torvet hvor han må holde flere timer. Fortjener landmanden ikke så megen opmærksomhed?

(Politivennen nr. 12, Løverdagen den 23. marts 1816, s. 187-188)

"Gammel og Nytorv har 5 poster, foruden springvandet. Og da kan landmanden holde 6 timer uden at kunne læske sine heste med en dråbe." (Gammeltorv 1829. Foran Philip de Langes gård til højre ses en vandpost. Harald Langberg: Fra torv til torv, 1943)

Tyvedrenge på Gammeltorv

(Efter indsendt)

På dette torv og undertiden i de nærliggende gader har man i den senere tid mærket at en del drenge ikke alene viser sig temmelig gode lommetyve, men endog har sammenhæng eller komplot med hinanden. Deres anfører skal være den under tiggernavnet velkendte Lillefanden, der går i en blå frakke. Indsenderen skal når han får spor på mere desangående straks gøre det bekendt. Han har forud meldt dette til advarsel, og ville ønske at medborgerne skærpede deres tænkemåde lidt mod al slags tyveri og anholdt enhver som pågrebes i gerningen, i stedet for den rigtig nok mageligere og derfor desværre almindeligere skik at skælde ud eller banke den pågrebne og derpå lade ham gå. Derved styrkes han kun på sin onde vane fordi han altid tror at skulle slippe så let fra det.

(Politivennen nr. 516, 19. marts 1808, s. 8285-8286)

Tyvedrenge paa Gammeltorv.

(Efter indsendt).

På dette torv og undertiden i de nærliggende gader har man i den senere tid mærket at en del drenge ikke alene viser sig temmelig gode lommetyve, men også har sammenhæng eller komplot med hinanden. Deres anfører skal være den under tiggernavnet velbekendte Lillefanden der går i en blå frakke. Indsenderen skal når han får spor på mere desangående, straks gøre det bekendt. Han har forud meldt dette til advarsel og ville ønske at medborgerne skærpede lidt deres tænkemåde imod al slags tyveri og anholde enhver som pågrebes i gerneing, is stedet for den rigtig nok mageligere og derfor desværre almindeligere skik at udskælde eller afbanke den pågrebne og derpå lade ham gåp. Derved styrkes han kun på sin onde bane fordi han tror altid at skulle slippe så let derfra.

(Politivennen nr. 516, 19. marts 1808, s. 8285-8286)

Et Ønske imod Smørforfalskning

(Efter indsendt)

Den overdrevne pris som smør er i, synes at burde fritage det for at forvanskes og forfalskes. Ikke desto mindre ser man at noget af det i disse dage på Gammeltorv solgte smør har været blandet med kartofler. En så lumpen måde at snyde på fortjener i sandhed opmærksomhed. Man måtte derfor ønske at den ved torvet vagthavende politibetjent befaledes at holde en lille synsforretning hos enhver af de sælgende for at opdage bedrageriet.

En sådan forfalskning af smørret kender man let, dels på smagen, som er tør og meget bitter, dels på dets udseende, da det i så tilfælde er kornet, af forskellige farver og hvad man i husholdningssproget kalder kort.

(Politivennen nr. 496, 31. oktober 1807, s. 7984-7985)

Bekendtgørelse: Vejerbod på Gammeltorv

Der er nu på Gammeltorv opført en vejerbod for de torvekøbende, så disse ikke mere behøver at gå i brændevins- eller høkerkældrene, hvor både sælger og køber ventede på at få vejet, samtidig med at der blev udskænket. Der er i denne vejerbod tillige skiltet med en takst som er meget rimelig. Af indtil 10 Lispund betaler man kun 2 skilling vejerpenge og 2 skilling arbejdspenge, og af større vægt til 1 Skippund, kun 3 skilling vejer- og 2 skilling arbejdspenge. For lang tid siden har udgiveren af dette blad påpeget nødvendigheden og nytten af en vejerbod på torvet. Men han erkender med fornøjelse, at udførelsen langt overtræffer i bekvemhed og god indretning den forestilling der lå til grund for hans indrykkelse.

(Politivennen nr. 376, 6. juli 1805, side 5986-5987) 

Gammeltorv og Nytorv. Caritas-springvandet stod der også før den store brand 1795 raserede Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Vimmelskaftet og Frederiksberggade fuldstændigt. De fleste af bygninger er opført umiddelbart efter branden, altså fra 1795. Så billedet må give et indtryk af hvordan Gammeltorv og Nytorv så ud på artiklens tid. Hvor præcis vejerboden stod, har jeg ingen ide om.

Redacteurens Anmærkning

Vægt og mønt på Politivennens tid

1 Lispund = 8 kg
1 Skippund = 160 kg

1 Rigsdaler Specie = 6 mark = 96 skilling
1 Mark Specie = 1/6 rigsdaler = 16 skilling
1 Skilling Specie = 1/96 rigsdaler

Der lå også en vejerbod på daværende Halmtorvet ud for Knapsteds Gaard. Sådan cirka der hvor Lurblæserne står i dag.

Uordner

2) De som passerer vejen fra Ballerup til Slagslunde rådes til at sætte deres vogn i Ballerup hvis den er bredere end en almindelig bondevogn, da de ellers risikerer at brække arme og ben. Indsenderen væltede ikke mindre end 4 gange med en gig på denne korte vej og måtte til sidst stå af for at gå resten af vejen.

3) Den viser på Frue Tårn som vender ud til Gammeltorv, har i lang tid været upålidelig. Den drejer sig for langsomt.

4) Fra en af de sidste gårde på Østergade nær Kongens Nytorv på solsiden lader det som om man udpumpede sit vandhus, både på grund af den stank som nabolaget lider under, og på synet i renden fra gården tværs over fortovet. Så slem som en sådan uorden er til alle tider, så meget desto mere er den kritisabel på dette sted af gaden, der lider utroligt af en fiskebløders vand der i nærheden.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 323, 30. juni 1804, s. s. 5147)

Om Kobbersmede

(Efter indsendt)

De har skrevet om trommeslagning på torvene og den skade som det kan forårsage med sky og uvante heste. Men har så vidt jeg husker ikke skrevet om en anden uorden, som let kan forvolde ulykkelige tilfælde. Nemlig at kobbersmede står på gaden og forfærdiger store kedler. Det skete for nyligt i en periode på 14 dage i Klædeboderne tæt på Gammeltorv, i Kompanistræde, i Gothersgade og flere andre steder. Dette er vist farligt når sky heste kommer i nærheden, hvilket sker tit. Desuden er den halve gade ved sådanne lejligheder spærret for gående såvel som kørende. For slet ikke at tale om den megen larm som lyder stærkere på gaden end i husene. Det er især ubehageligt for syge som ikke kan finde ro. Af disse årsager burde det vel forbydes kobbersmede at købe huse eller bo til leje steder hvor man ikke kan indrette det sådan at de store kedler kan færdiggøres i husene. Hvis jeg husker ret, var det før ildebranden indrettet sådan hos den kobbersmed som boede i Klædeboderne. De som nu har huse eller bor til leje og ikke har sådanne indretninger, burde henvises til en offentlig og lukket plads til at lave sådanne kedler, formedelst en lille afgift til byen eller dens fattige.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 267, 4. juni 1803, s.4249-4251)

Bekjendtgørelse.

Musikalske Akademis sal i Laugebeks Gård på Gammelnytorv bliver nu understivet, for hvilken priselige omsorg bestyrerne offentlig takkes.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 231, [25 September 1802], s. 3693)

Spørgsmål om gl.Torv

Man ved at der er anordninger for hvad der man må og ikke må ved de egentlige to torvedage for København, to gange om ugen. Men det sker hele tiden, at dagene forud for hver torvedag i hvert fald om eftermiddagene afholdes et næsten større torv end på de rette torvedage. Man mener derfor at en slags lovgivning for disse selvgjorte torvedage burde være nødvendigt, da det dog sikkert må antages at de gør skår i de rette lovlige torvedages overflødighed og held.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 201, 27. februar 1802, s. 3208)

Uordener

1) På hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads befinder sig af og til en matros efter udseende, iklædt gamle sejldugs lange bukser og trøje, som trygler af de forbigående, ventelig under skin af at have været med den 2. april. Er dette virkelig tilfældet, behøver han næppe at tigge, da der så rundelig er sørget for de kvæstede. Og mindst på et sted hvor rejsende passerer, som kommer eller går til skibs, og man bør bortfjerne alt som kan give anledning til at formode vi var utaknemmelige mod vore krigere.

3) Der er i ikke lang tid stedt 2 til 3 begravelser på Garnisons Kirkegården. Det var meget at ønske at den uting at begrave folk i byen blev ganske ophævet. Ikke alene for de ulykker som kunne hænde ved de beviste honores, at heste kunne blive løbske, men end også for de usunde dunster det mulig kunne give i en tæt bebygget by.

9) Længe har omplantningen ved hjørnegården af Gammeltorv og Nygade været borttaget fra den del som vender til torvet, og dog har fortovet været overmåde farligt, da flisestenene ligger til dels på kant. Man beder de ansvarlige at der hastigt bliver rådet bod på det.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2974-2976)

Til Københavns Guvernør.

En militær skik tror anmelderen sig pligtig at gøre guvernøren i København opmærksom på i den fulde overbevisning at samme vil blive forandret. Det er nemlig at officererne ved vagtparadens opmarch på Gammeltorv lader trommen røres, hvorved ofte den ulykke indtræffer især på torvedage at et eller flere par heste render løbsk og hvorved da menneskers liv eller lemmer sættes i fare. Dette var just tilfældet tirsdag den 30. december da trommen ved paraden til Vesterports hovedvagt, i det øjeblik den kom fra Nørregade på Gammeltorv blev rørt. Et par bønderheste gav sig til at løbe løbsk rundt om på torvet, og rendte et menneske overende som derved brækkede sit ene lår.

(Politivennen. Hefte 11. Nr. 141, 3. januar 1801, s.2255-2256)

Adskillige Spørgsmål til Politiet angaaende

1) Når man går ud af Vesterport, så starter straks en række af lygtepæle som alle synes at være brugbare i 10 om ikke flere år, og som dog aldrig bruges. Årsagen hertil var dog værd at undersøge, da de dog vel ikke står der til blot pynt?

2) Hvorfor har vel selskabet, som oprettede kongen en ærestøtte i Runddelen uden for Vesterport, ikke kunnet bekoste 4 lygter omkring støtten i stedet for 2. Det sker let, at man i stærk regnvejr med blæst, eller i stærk snefog, støder ind i den, især når kusken ikke før har været i København? Vandspringet i København tillige med E5 og F5 ridderstøtter har dog deres 4 lygter omkring sig. 

3) Kan det dog ikke forandres, at alle de rebslagerkoner, som sidder omkring springvandet på Gammeltorv, kunne blive kommanderet hen på Nytorv lige over for Vajsenhuset, da der er plads nok. Nu skjules i stedet springvandet år ud og år ind af stole, klodser osv. som kastes endog på pillerne og inden for kæderne. Ja springvandet er som oftest behængt med snesevis af vådt vasket tøj.

4) Var det vel skadeligt om der på kongens Nytorv (dette om aftenen og natten skumle og til spidsbuberier inviterende torv) på velplacerede steder af samme blev opstillet nogle stenstøtter med lygter på, da man virkelig sent om natten med gysen må gå derover?

5) Da København har en guvernør, som besøges både nat og dag, så synes mig rimeligt at der dog fra en kasse, ligegyldigt hvilken, blev bekostet et par lygter uden for hans port, da manden bor ind til gården, og der er ikke mindste lys at se til gaden. Den mand, som fortjener to skilderhuse, kan vel også fortjene to lygter.

6) Dersom der skal være slagterbutikker på Kultorvet, så var det vel ikke mere end blot rimelighed mod urtekræmmeren og isenkræmmeren, hvis udsigt og søgning nu lider ved dem, at de flyttedes længere ud på torvet.

(Politivennen. Hæfte 10, nr. 129. 11. oktober 1800, s. 2049-2051)