Majestætsfornærmelse. (Efterskrift til Politivennen).

Fornærmelser imod Hds. M. Dronningen i et trykt Skrift. I Henhold til Justitsministeriets skrivelse af 19de Septbr. d. A. var Commissionair Frantz August Büchler actioneret for ved det i Nr. 2 af Ugebladet "Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtstag" at have krænket den Ærbødighed, som skyldes Hds. Majestæt.

Tiltalte havde under Sagen erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, fandtes angivet nogen Redacteur, Udgiver, eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Nummer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A. Da nu det paatalte Digt fandtes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af hendes Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af, at hun, som det i Digtet hedder "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer" og "at hun vel er en Tydsk Fyrstinde, men dansk udi Sinde", at "hun er huusmoderlig" og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet "Aa - Sørensen" - hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk - "hvad vil du saa mer" maa antages tilsigtet at hidbringe Læseren den Tanke, at Hds. Majestæt Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, fandtes Tiltalte, der er 44 Aar gl. og flere Gange har været dømt for Overtrædelse af Presseloven, at maatte dømmes efter Straffelovens § 93 cfr. § 90

Ved Criminal- og Politirettens Dom blev Tiltalte anseet med simpelt Fængsel i 2 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1866)

Literatur "Den offentlige Mening". Illustreret Ugeblad, udgivet af danske Studenter, udkommer hver Fredag, Priis 4 sk ugenlig, 3 mk. 4 sk. kvartalet. Nr. 2 indeholder: Digt i Anledning af Hendes Majestæts "Geburtsdag", Et Hofs hemmelige Historie, med 6 Illustrationer, Den offentlige Mening lærer en Hjemmetydsker at synge danske Nationalmelodier med stor Tegning m. m. Bladet faaes hos samtlige Boghandlere, samt paa Kontoret Kompagnistræde 25 i Stuen, og Store Regnegade 17 i Stuen. Flunke Budde søges, som ville samle Abonnenter. (Annonce i Folkets Avis - København 7. september 1866. Annoncen stod bl.a. også i Dags-Telegraphen). Büchler solgte også andre viser, fx "Visen om den humane Madmoder, Bagermadammen", med portræt.

Tredie eller extraordinaire Session.

Onsdagen den 2den Januar 1867.

Nr. 327.

Advocat Liebe

contra

Franz August Büchler (Defensor Levinsen), 

der tiltales i henhold til Justitsministeriets Skrivelse af 19de September 1866 for ved det i Nr. 2 af Ugebladet „Den offentlige Mening" optagne Digt med Overskrift "Ved Hendes Majestæt Dronningens Geburtsdag" at have krænket den Ærbødighed, der skyldes Hendes Majestæt.

Criminal og Politirettens Dom af 1ste Decbr. 1866: "Tiltalte Franz August Büchler bør straffes med simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Nr. 2 af Ugebladet,,den offentlige Mening" bør være confiskeret; saa bør han og udrede Actionens Omkostninger, derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lindhard og Maag, 5 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven“.

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde kjendes for Ret:

Criminal- og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. 3 Salarium til Advocaterne Liebe og Levinsen for Høiesteret betaler Tiltalte 10 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "...Tiltalte har erkjendt at have som Hovedcommissionair forhandlet det ommeldte Ugeblad, paa hvilket hans Navn ogsaa findes anført, uden at der iøvrigt paa samme, der kaldes et Ugeblad udgivet af danske Studenter, findes anført nogen Redacteur, Udgiver eller Forlægger, og at han saaledes bærer Ansvaret for Indholdet af det nævnte Numer af Bladet, der er udkommet den 7de Septbr. d. A., og da nu det paatalte Digt findes at være af et for Hds. Maj. Dronningen fornærmeligt Indhold, navnlig ved den haanlige og ironiserende Maade, hvorpaa Dronningen i Anledning af sin Fødselsdag omtales under Fremhævelse blandt Andet af at hun, som det i Digtet hedder, "er saa deilig nedladende" og "snakker paa hver en Maneer", og at hun vel er en tydsk Fyrstinde, men saa dansk udi Sinde", at hun er husmoderlig“ og "har deilige Børn, der alle faae Kroner paa Ho'det", idet der derved i Forbindelse med Omkvædet, "Aa, Sørensen" hvorved efter Sammenhængen maa være sigtet til det danske Folk "hvad vil Du saa meer,“ maa antages tilsigtet at bibringe Læserne den Tanke, at Hds. Maj. Dronningen ikke er i Besiddelse af de Egenskaber og Fortrin, som Folket maatte ønske hos hende som saadan, vil Tiltalte, der er født den 8de August 1822, og foruden at være for ulovlig Handel idømt en Mulet af 1 Rd. ved denne Rets Dom af 14de Februar 1860, er ved samme Rets Dom af 23de Februar 1861 anseet efter Lov om Pressens Brug af 3die Januar 1851 § 8 sidste Passus med en Mulct af 100 Rd., være at dømme efter Straffelovens § 93 cfr. § 90 til en Straf, der efter Omstændighederne findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 2 Maaneder, hvorhos det ovenmeldte Numer af Ugebladet "den offentlige Mening“ i Henhold til samme Lovs § 34 findes at burde confiskeres“.

(Højesteretstidende 1866).

Om Frantz August Büchler (1823-?) findes kun sparsomme oplysninger. I en sag fra Kjøbenhavns offentlige Politiret, 2. afdeling (assessor Behrend) den 18. december 1866 omtales kommissionær Büchler i Regnegade 17 i forbindelse med en tyverisag:

- De 3 Drenge August Chr. Th. Borup, 12 Aar gl., Anders Chr. Jensen, 13 Aar gl.. og Andreas Fr. Christoffersen, 12 Aar gl., havde deels i Forening deels alene fra forskjellige Boghandlere stjaalet mange værdifulde Bøger, som de senere solgte, navnlig til Boghandler Flor i Skindergade og Commissionair Büchler i Regnegade, desuden til Boghandlerne Rubin, Hegelund og Jordan. Adgangen til at stjæle Bøgerne havde for de to Førstnævnte været saameget lettere, som de vare Bydrenge hos en Boghandler og som saadanne ofte kom ind i Boghandlerboutiker. Bøgerne havde Drengene solgt til særdeles billige Priser, saaledes "Livingstones Reiser", der koster 7 Rd., for 3 Mk. i Penge og "Fritz Pakkenberg", der skal være temmelig værdiløs, "Fald og Frelse" for 8 sk, "Velanstændighed eller selskabelig Dannelse" for 8 sk, "Pauli Breve" for 4 sk, "Advarsel til Ungdommen" for 1 Mk., "Om at gjøre Kunster" og "Fat Mod!" bleve endog solgte for 1 sk Stykket til Smaadrenge. Da navnlig Commissionair Büchler havde kjøbt for Røverkjøb, erklærede Dommeren, at han vilde henstille til Politidirecteuren , om denne vilde lade Büchler sætte under Tiltale herfor. Paa et Sted, hvor Drengen Jensen indfandt sig for at sælge en Bog, producerede han paa Forlangende en Seddel, hvorpaa en Snedkersvend Petersen erklærede, at det var for hans Regning, Bogen blev solgt; Attesten var naturligviis conciperet af Drengen selv. Hos Boghandler Pio i Skindergade havde Jensen af et Skab stjaalet "Et menneskeligt Hjertes Speil", uagtet Pio foran i Bogen havde skrevet nogle rædsomme Trudsler mod den, der uden hans Vidende bemægtigede sig hans Hjertes Speil. Foruden disse i Tyverier havde Christoffersen omtrent en Snees Gange stjaalet tomme Flasker, 1-2 hvergang. Dommen vil blive afsagt paa Torsdag.

(Flyveposten 19. december 1866).

Straffen for de tre drenge blev ved mødet den 20. december 1866: Jensen 25 slag ris, Borup 20 slag ris og Christoffersen 15 slag ris. Büchler blev af dommeren sat under mistanke idet han mente at Büchler burde have fattet mistanke over den meget lave pris han betalte for bøgerne, han havde fx ombyttet et nyt, uopskåret eksemplar af Livingstones Rejser i Afrika (bogladeprisen 7 Rd. 16 sk.) for en værdiløs roman og 3 mark. Som vist annoncerede Büchler fra 1866 i adskillige aviser. 

Büchler fortsatte med at udgive "Den offentlige Mening" et stykke tid endnu. I juli 1867 var der en annonce for "Den offentlige mening" og nye annoncer for tidsskriftet kom oktober 1867. I foråret 1867 blev der annonceret med et nyt stillingskontor på adressen. Bogladen kan have været involveret heri, idet en forstærkningsmand henviste til "bogladen" den 1. august 1867.

Adressen Regnegade 17 er ikke ganske uinteressant i forbindelse med satiriske viser. Peter Julius Strandberg (1834-1903) blev kendt for sine lejlighedssange m. m. fra 1853 og de blev udgivet mere samlet fra 1858. Han lejede en butik i Regnegade 17 i januar 1861 hvorfra han udsendte sine første skillingsviser på eget forlag. Han flyttede dog til Holmensgade nr. 18 i oktober 1861. Jul. Strandbergs Forlag blev landskendt under krigen 1864 og igen efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Strandbergs viser minder på mange måder om det som Büchler kommissionerede.

Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie (1817-1898) var gift (1842) med Christian 9. (1818-1906). Familiemæssigt var hun tættere på Frederik 7. end Christian 9., og da hendes brødre gav afkald på deres arvekrav på tronen i hendes favør, overdrog hun 1851 sin arveret til sin mand. Frederik 7. var imod hans tronkandidatur, og det senere kongepar viste utilsløret modvilje mod Louise Danner. Som dronning brugte hun sin indflydelse på at få flere af sine børn placeret i prestigegivende ægteskaber så det danske kongehus fik tilknytning til bl.a. de britiske og russiske stormagter, Sverige og Grækenland. For at afbøde arbejderbevægelsens fremmarch udførte hun en del filantropisk arbejde.

Ønsker til Kjøbenhavns Politie fra en Landmand.

Torsdag den 22. marts var jeg kørt til København med 3-4 tønder kartofler som jeg for størstedelens vedkommende solgte i gaderne. Efter at jeg havde passeret nogle gader, og en del købere på den medfølgende drengs råb havde indfundet sig hos mig, blev jeg holdende på hjørnet af Store Regnegade og Gothersgade. Det har jeg ofte gjort før og fundet at være almindelig skik og brug ved gadesalg. Men her var straks to herrer med store stokke i hænderne til stede, og næppe havde jeg begyndt at indlade mig i handel med de tilstedeværende købere før straks en, derpå to af disse stokkemænd med deres opløftede knipler og under en del upassende udtryk som jeg ikke erindrer, truende jog mig til at køre fra mine kunder. Imidlertid fulgte nogle af disse som ønskede at handle med mig, efter min vogn hen i Gothersgade hvor jeg atter dristede mig til at gøre holdt. Her spurgte jeg på grund af ovennævnte omstændighed nogle af de tilstedeværende hvem disse herrer der førte en så ualmindelig streng kommando, vel måtte være. Og fik det svar at de to som tiltalte mig, og hvoraf den ene havde et blegt ansigt og den anden var temmelig korpulent og af et ret smukt udvortes, var politibetjente.

Da jeg ved min holden på hjørnet af omtalte gader ikke var i stand til i hvilket retning jeg end vendte mig, at få øje på nogen vogn som var i nærheden og for hvilken jeg kunne anses at være til hinder, ligesom der ikke for mig kom andre fodgængere til syne end køberne ved min vogn og de 3 stokkemænd samt nogle enkelte personer der passerede fortovet på begge sider af gaden, så har jeg grund til at tro at Københavns politibetjente for så vidt de alle eller flertallet af dem, fører en så streng kommando som de oven omtalte førte mod mig, må være særdeles årvågne og nidkære ved andre mere vigtige tilfælde til stadens sande tarv. Og jeg tillader mig derfor at fremsætte et eget ønske som vist også er fleres: at sådanne påpasselige personer måtte flyttes til en anden efter min anskuelse mere nødvendig post, nemlig de smalle gader, Vognmagergade, Gammel Mønt, Kristen Bernikows Gade og flere andre lignede steder, hvor man næsten hver søgnedag ikke uden stor besværlighed og risiko kan passere gaden for torve-, brænde- og kartoffelvogne, dels for skarnagere og andre vogne. I det mindste har dette været tilfældet i alle de år jeg er kommet til København. Det forekommer mig at en kraftig inspektion er mere nødvendig i sådanne smalle gader end i de rummelige hvor 3 til 4 vogne kan mødes og hvor så at sige ingenting er i vejen.

Endelig finder jeg mig ved førnævnte tildragelse beføjet til at fremsætte det ønske at før nævnte eller andre virksomme politibetjente for eftertiden vil drage omsorg for eller have et vågent øje med stadens is- og renovationsvogne, så disse ikke holder midt i gaderne for at læsse og derved spærrer passagen. Jeg antager nemlig at de gerne kunne holde tæt til rendestenen og ikke som almindelig er tilfældet, i midten af gaden hvorfra de yderst sjældent i mindelighed især efter en bondes nok så høflige anmodninger er at formå til at rykke til side. Det var også ønskeligt at alle stadens vogne, kørende eller holdende, delte gader, porte og broer med enhver imødekommende da der derved ville forebygges mange ubehageligheder som desværre ofte indtræffer især for den simple bondes heste og vogne. Der synes at være så megen større grund for dette ønske som man står i den formening at Københavns politibetjente og kommissærer lige så vel er bestemt til at våge over orden med stadens vognes færdsel som til at møde bonden om morgenen tidligt langt ude på broerne, følge ham ind ad porten og ledsage ham omkring i byen, for så vidt vejret og lejlighed dertil gives

Pederstrup den 2. april 1838
J. P. Rasmussen

Lægsmand og jordbruger.

(Politivennen nr. 1165, Løverdagen, den 28de April 1838. Side 272-275)

Noget om Bordeller og offentlige Skøger.

Som bekendt dikterer vores love ikke ringe straffe for skørlevned og løsagtighed. Desuagtet er skøger et nødvendigt onde der må tåles og bliver tålt i enhver stor stad. Dog er det vist nok politiets pligt at gøre disse nymfer så uskadelige som muligt, dels ved at have strengt tilsyn med deres sundhedstilstand, dels ved at foreskrive dem sådanne regler at den offentlige ro ikke hele tiden forstyrres ved dem og de elendige subjekter der lader sig føde og klædes af disse ulykkelige, og som almindelig er bekendt under navnet skøge-sekretærer. Vores humane, brave og dristige politidirektør, hr. etatsråd, ridder og dannebrogsmand Bræstrup har indset disse sandheder og vist nok gjort alt for at gøre skøgerne så uskadelige som muligt, for man træffer dem ikke mere patruljerende hele natten med frækhed som før, ledsagede af deres sekundanter, at anholde de forbigående. Hvorimod man sjældent nu ser dem efter kl. 10 om aftenen. 

Dette er imidlertid ikke vores egentlige emne, men være kun sagt i forbigående. Som bekendt fandtes offentlige skøger næsten i enhver gade. Dog er de nu næsten forsvundet fra hovedgaderne. I det mindste sidder de ikke offentligt til skue. Dette har foranlediget os til at henlede politiets opmærksomhed på Store Regnegade, en gade der støder til en af Københavns smukkeste gader, Gothersgade. I denne fandtes før flere bordeller der nu er udryddet, på nær et i hvis stueetage offentlige skøger fra morgen til aften paraderer indenfor vinduerne. Da Store Regnegade ligeledes er en hovedgade hvorigennem stærk passage finder sted, mener vi at skamløsheden ikke der offentligt burde sættes til skue og mindst i en stueetage.

Vel tvivler vi ikke på at husejeren jo kan få større husleje af en der driver denne metier end af fredelige beboere. Men dette er desuagtet en skiden fordel, og den mand der anvender sin ejendom til et sådant brug, er ikke stort mere agtværdig end den der lever af disse ulykkeliges syndefulde levned, hvilke sædvanligvis ender deres løbebane i en straffeanstalt eller i et fattighus og således falder det offentlig til byrde. Da opsigelsesfristen er for hånden, håber vi at denne husejer sørger for at dette uvæsen udryddes af hans hus. Dette er ikke alene referentens, men samtlige gadens beboers ønske, for det er vist nok hårdt for den der har voksne døtre at se på at disse skulle være vidner til sådan usædelighed.

Da ejeren af nævnte hus ved at opfylde denne begæring ville vinde betydeligt i sine medborgeres og især gadens beboeres omdømme, håber man at han opfylder denne. Skulle han imidlertid vise sig stivsindet, indstilles til politiets modne overvejelse om ikke det nævnte bordel bør forbydes? Kunne derhos en foranstaltning træffes, at ingen offentlig skøge måtte sidde til skue, i det mindste ikke i hovedgaderne, ville meget være vundet for moralen.

(Politivennen nr. 1095, Løverdagen, den 24de December 1836. Side 825-827) 

Vægterraseri

Mandag aften den 9. i denne måned henimod 12 stod anmelderen i begreb med at tage afsked med en bekendt på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade uden for spækhøkerbutikken, og blev da pludselig opmærksom på at vægteren der har post i Sværte og begge Regnegaderne, som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt. Anmelderen og medfølger gik derpå over på det andet hjørne uden for urtekræmmerbutikken for desto bedre at kunne se hvad der skete. 

Men inden de så sig om kom nævnte vægter farende tilbage og skubbede anmelderen og medfølger til side med armene med ordene: "Fortovet er for mig, og gaden for jer". Og da han ikke fandt at anmelderen og medfølger forføjede sig hurtigt nok væk, udstødte han de skammeligste skældsord mod dem, for derpå med et lignende raseri ned ad samme gade henimod Christen Bernikowsstræde hvor han med næverne slog løs på nogle personer der fredeligt gik der og som ikke i ringeste henseende fornærmede ham eller nogen anden.

Da man nu ikke vel kan være tjent med en sådan behandlingsmåde af en vægter og da man er overbevidst om at hans foresatte ønsker den humanitet de selv besidder forplantet på deres underordnede, så har anmelderen ikke villet undlade at offentliggøre foranstående i den forvisning at nævnte rasende vægter vil blive påtalt til at opføre sig lidt mere humant i fremtiden og desuden blive på sin post og ikke tillade sig sådanne excesser på en anden mands enemærker. Til slut bemærkes det at vægteren på Gammel Mønt var et ganske roligt vidne til hans farlige kollegas udviste tapperhed.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 375-377)

"Vægteren for som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt." (Gammel Mønt. I forgrunden hjørnet til Møntergade, ved lyskrydset i baggrunden fortsætter Kr. Bernikowsgade. Store Regnegade går til venstre, Sværtegade til højre. Eget foto, 2015)

Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).

Bøn til Stadsphysicus og Spørgsmaal til Sundheds-Politiet.

I dette blads nr, 435 er der ført anke over et oplag af gamle klude som fandt sted i huset nr. 197 i Store Regnegade. Nævnte oplag finder ikke alene endnu sted der, men er endog blevet forøget med et oplag af gamle knogler og ben, ved hvis bortførsel i disse varme dage naboer og genboer samt alle som passerer Regnegade, må indånde en pest anstikkende luft.

En af nabohusenes ejere, hvis hus ellers aldrig har været hjemsøgt af rotter, er i denne tid så plaget af disse dyr, at kælderbeboerne hvis værelser støder op til den kælder hvori disse knogler og ben gemmes, klager over at de intet kan have i fred for disse altfortærende væsner. Formodentlig formerer disse dyr sig i dette benoplag da mange af benene er kødfulde, og de deraf får næring. Indsenderen bønfalder herved stadsfysikus om ifald han anser det lugt som disse uhumskheder afgiver, skadelig for sundheden, han da vil medvirke til at nævnte oplag blev forbudt her i staden, samt vover tillige det spørgsmål til sundhedspolitiet hvorvidt et sådant oplag er tilladt da garverierne der dog ikke afgiver en så pestilentialsk stank, ikke mere tør anlægges i staden.

(Politivennen No. 446. Løverdagen den 17de Juli 1824, s. 9006-9007)

Venskabelig Anmodning til Eieren af Huset No. 197 i store Regnegade

Indsenderen heraf der bebor et af nabohusene i Store Regnegade, har i den seneste tid bemærket at der i huset nr. 197 er et oplag af gamle klude som formodentlig derfra transporteres til papirfabrikkerne. Men da disse klude er så snavsede og ved udbæringen på vognen afgiver en så pestilentialsk stank at det er umuligt for beboerne af nabohusene at være i værelserne til gaden, når transporten sker, hvilket ikke er sjældent, så vover indsenderen at gøre ejeren opmærksom på det, så meget mere som indsenderen i vintermånederne har set kludekællinger og karle i aflukket under stueetagens trappe, hvor kludene oplægges, gå op med lys, som kunne afstedkomme skade. Og man ved at ejeren ikke har bortlejet nævnte aflukke til dette brug, men at ejeren af stueetagen har fremlejet det. Skulle ejeren ikke ville eller kunne forbyde dette oplag i sit hus, så vover indsenderen at fremsætte det ønske at der fra politiets side måtte gøres forbud mod sådant oplag i nævnte hus, da den utålelige stank disse klude afgiver vist er skadelig for sundheden.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7029-7030)

"Disse klude er så snavsede og ved udbæringen på vognen afgiver de en så pestilentialsk stank at det er umuligt for beboerne af nabohusene at være i værelserne til gaden, når transporten sker." (Store Regnegade, med Ny Østergade hvor 3x34 er på vej ned ad. Det omtalte hus ligger udenfor fotoet til højre, ved siden af Seiftert Manufacturhandel på hjørnet hvor lastbilen holder).

Redacteurens Anmærkning

Store Regnegade 197 blev i 1883 sammenlagt med 198 til: 197 A og 198, hvorefter de kom til at hedde nr. 12-14 (Huset er fra 1742 og huser nu Ganni).

Farlig Sjouerselskab paa Gammelmønt.

På hjørnet af Gammel Mønt og Store Regnegade ses hyppigt om aftenen især i mørkningen, en forsamling af til dels velklædte sjovere tager plads på hjørnet af Store Regnegade og Gammel Mønt hvor de undertiden pro forma ypper klammeri for at bringe folk til at forsamle si omkring dem, og varetager da lejligheden til at besøge de af tilskuernes lommer hvori noget er at fiske. Nylig er en mand på denne måde blevet af med sit ut. Man giver sig den frihed at gøre det for sin virksomhed og årvågenhed bekendte politi opmærksom herpå for at videre ulempe kan afværges. Om end aldrig skælmsstykker begås, er dog sådanne optrin af den beskaffenhed at de kunne afstedkomme mange slags andre uordener. Man håber derfor at disse sammenkomster på offentlig gade vil blive forpurret for fremtiden.

(Politivennen nr. 391. Løverdagen den 28de Junii 1823, s. 6334-6335).

En egensindig Vandpost i Regnegade.

For nogle år siden læste man i Politivennen en bekendtgørelse om en statistpost i Store Regnegade nr. 250. Denne anmeldelse bevirkede at posten blev efterset og kasseret, og værten pålagt at lade indsætte en ny post. Man hvad enten det er værtens eller vandmesterens skyld, så har denne post aldrig villet give vand. Den game post gav dog undertiden vand når man spædede den. Men den nye er så egensindig at intet middel til at bringe den til at gøre noget godt, vil hjælpe. Lykkes det engang at få afpint den en spand vand, da må man bruge armene og anvende sine kræfter således at man må befrygte at miste sit helbred derved. Mange familier i huset kunne måske undvære en pige, men nu er man nødt til at holde en sådan blot for at få hentet vand som de ofte med knurren og mukken henter fra Kristen Bernikows Gades gadepost. Føjer man til denne udgift endnu vandskatten som man må betale, så vil det ikke kunne nægtes at det nødvendige vand familien bruger, er dyrt nok betalt. Hvad fare der for nævnte gård såvel som for nabolaget kan flyde af en sådan uefterrettelig post der er så god som ingen post, overlader anmelderen til højere vedkommende som man håber herpå gjort opmærksom nok vil udfinde årsagen til denne vandmangel og afhjælpe samme.

(Politivennen nr. 331. Løverdagen den 4de Maj 1822, s. 5308-5309).

Ønsker mod Drenge Optøjer.

Af alt regimente er vist nok pøbel- og drengeregimente det mest utålelige. Og den som har været udsat for at måtte tåle sådant, vil vist være enig med indsenderen heri. Såre uheldige er beboerne af det sted der ligger i nærheden af en plads, drenge udvælger sig til boldgade. For han må tåle alt hvis han ikke vil udsætte sig for grovheder og offentlig hån dersom han vil hævde orden og ro, og måske endog får den trøst af vedkommende: Hvorfor giver du dig af med drenge. 

Anmelderen har derfor i lang tid tålmodigt tålt de ubehageligheder som en drengeforsamling som oftest fører med sig. Men endelig ked af det fremsætter han sin bøn til de ansvarlige om at have lidt tilsyn med de mange drenge der nu i lang tid hver dag og flere timer ad gangen er forsamlet i Lille Regnegade hvor de efter at have moret sig på flere andre måder, gerne ender turen med klinkspil, der ofte forvolder stuebeboerne udgift til glarmesteren. For skodderne kan man jo ikke have lukket om dagen.

"Efter sigende skal Pistolstrædes lukkede ende ligeledes være tumleplads for kåde og dagdrivende drenge. At tiltale disse nytter intet. Ja man udsatte sig endog ofte for at blive kendt af dem og at modtages eller ledsages med hurraråb eller piben". (Pistolstræde anno 2015. Nu nydeligt istandsat).

Efter sigende skal Pistolstrædes lukkede ende ligeledes være tumleplads for kåde og dagdrivende drenge. At tiltale disse nytter intet. Ja man udsatte sig endog ofte for at blive kendt af dem og at modtages eller ledsages med hurraråb eller piben.

Derimod tror man det ville være særdeles gavnligt om en gadekommissær eller politibetjent engang imellem ville aflægge et besøg på de 2 nævnte steder. Ved da at ophæve den forefindende forsamling og efter omstændighederne tildele nogle et par rap, ville man se udvirket den orden og ro hvorefter man nu så længe har sukket.

(Politivennen nr. 328. Løverdagen den 13de April 1822, s. 5263-5264).

Redakteurens Anmærkning

Lille Regnegade var en blind vej som blev nedlagt 1908 da man lavede gennembruddet af Ny Østergade mellem Christian IXs Gade og nuværende Store Regnegade.

Forespørgsel

(Indsendt)

Hr. Udgiver! De tilgiver mig denne næsvished, men da jeg er meget uvant i politianordningerne, tror jeg at kunne få bedst oplysning hos Dem. Og derfor tager jeg mig også den frihed at udbede mig ved første lejlighed Deres overvejelser om følgende:

Mandag den 2. juni blev kommandanten i Citadellet, men alment vellidte oberst v. Würtzen begravet. Rygtet om dennes pragtfulde begravelse lokkede mig, tillige med flere hen for at se denne højtidelighed i magelighed.

Uden derfor at blande mig i den talrige forsamling og for tillige at kunne se den pragtfulde ligskare i fred uden som rolig tilskuer at frygte for at blive jaget væk, tog jeg den beslutning at holde mig på fortovet mellem Regne- og Møntergade.

Et betydeligt antal med børn havde, som jeg erfarede, også valgt sig denne plads, formentlig i samme tanke som jeg, nemlig: At man der slet ikke var til besvær for processionen, men kunne endog stå i sikkerhed for al mulig skade i det mindste på lemmerne. Men hvor forskrækket blev ikke de talrige tilskuere, især de familier som havde små børn med sig, ved pludselig at se en militær i galop sætte ind på fortovet og indjage de fredelige tilskruere skræk, som forøgedes derved at hesten på grund af dens galop trådte i rendestenen og overstænkede en del af tilskuerne fra top til tå.

Da nævnte adjudant fortsatte denne ryttermanøvre fra Regnegade til Møntergade uden at nogen af tilskuerne gav ham dem mindste anledning så beder jeg Deres velædelhed bestræbe Dem for offentlig til almen sikkerhed at få oplyst om og hvorvidt de militære som ved ligfærd er beordrede, har rettighed til når der ikke foregår uorden at blande sig i at holde orden på sådanne steder hvor de efter min mening ikke af pligt, men blot af munterhed eller kådhed indgår i et virksomt politis rettigheder, for havde der fundet uordener sted, ville samme vist ufortøvet uden hans hjælp have indfundet sig for at vedligeholde orden.

(Politivennen nr. 75, Løverdagen den 7de Juni 1817, s. 1270-1272)

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om Carl Gotfred Würtzen (1752-1817), som var kommandant for Citadellet Frederikshavn (i dag kendt under betegnelsen Kastellet) 16. maj 1811 – 2. juni 1817. Hans søn, Vilhelm Ferdinand Würtzen (1796-1858) blev krigshelt i treårskrigen og kommandant over Rosenborg.

Gjentagen Uartighed.

For nogen tid siden klagedes over gadeposten i Store Regnegade at dens pumpestang vendte ind mod fortovet og at denne undertiden når der pumpedes i nærheden, hævede sig i vejret og meddelte de forbigående et dygtigt rap. Denne fejl blev som også er meldt afhjulpet. Men nu er det igen galt fat med nævnte stang. Anmelderen som forleden aften passerede der forbi, fik af den et vældigt stød på venstre arm, og da han dagen efter betragtede posten, så han at stabelen eller gaflen hvori pumpestangen er hæftet, var drejet m til siden. At denne fejl atter vil blive ændret, er der vel ingen tvivl om, men hvor længe forbedringen vil vare, er uvist da de som henter vand fra denne post, har den uskik at stå på fortovet når de pumper og derved rokker det jern der holder pumpestangen, over til siden.

(Politivennen nr. 70, Løverdagen den 3die Maj April 1817, s. 1092-1093)

En ikke altfor ærefuld Anekdote om en Hyrekudsk.

Mandag den 1. februar om aftenen kl. 11 kom jeg til hyrekusken i Regnegade og forlangte en karret som holdt der ledig, for at køre en jordemor til min kone som lå i barnsnød. Da denne karl eller mand, hvad han var, erfarede jordemoderens navn, var han så høflig at henvise mig til hyrekusken i Pilestræde hvor hun ellers tager sin vogn. Jeg sagde det var mig ligegyldigt hvor hun tog sin vogn, da man i sådanne tilfælde søgte den nærmeste, men fik til svar at han skulle afhente fremmede, og altså ikke havde tid til at køre for mig. Det var at ønske man fik et bud hvorved hyreskuskene tilholdtes i sådanne tilfælde at høre menneskehedens stemme om endog en lille profit gik i købet.

Holst.

Kommandersergent i Kastellet. Generalstokken.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 198, 6. februar 1802, s. 3162)

Ulykke af Uorden.

Det er mere end sørgeligt når man på offentlig gade her i København skal være vidne til at uordner som let kunne hæves, afstedkommer en ulykke efter en anden. Den 20. februar om aftenen kl. 7 var underdelen af en karet posteret i Pilestræde et par huse ovenfor hjørnet af Regnegade.

En hurtigt gående mandsperson er her så ulykkelig at løbe panden mod de høje hjul så han styrter overende. Men af angst for en forbikørende vogn kom han dog hurtig på benene igen og med hånden for ansigtet ilede til den nærmeste lygte på hjørnet af Møntergade for ved lyset at erfare af en eller anden hvorledes hans pande så ud. Blodet flød og snart følte han med smertelig vished at karethjulet havde skamferet hele ansigtet. Mellem Regnegade og Møntergade var på samme tid kun en lygte tændt.

Når det endelig ikke kan være anderledes end at vogne, marskandiserskramlerier, oksehoveder, tønder, bøtter, baller osv. skal ligge på gaderne om natten, så burde dog sådanne tings ejere påbydes under pasende mulkt at lade en lygte brænde, enten på huset hvorved sådanne ting var sat eller henlagt, eller hvilket nok var rettest, på disse i mørke så farlige ting selv.

(Politivennen. Hæfte 8, nr. 96, den 22 Februar 1800, s 1526-1527)