Søernes Baadelaug. (Efterskrift til Politivennen).

Livet paa Søerne.

Det private Baadelaug kæmper for at bevare Baadebroerne og Lysthusene.

Fra "Nordhavet" til "Østersøen".

De private Baadebroer og de smaa Lysthuse langs Peblingesøen og Sortedamssøen er, som bekendt, stedt i Fare. I Henhold til en tidligere truffet Beslutning modtog de paagældende Baadeejere allerede for 5 Aar siden Opsigelse fra Magistraten til 1. Januar 1926. Naturligvis vil de, der har skabt sig en saadan lille idyllisk Plet midt inde i Byen, nødig give Afkald paa Baadebro og Lysthus. De sluttede sig da for nogle Maaneder siden sammen i Peblingesøens og Sortedamssøens Baadelaug med Murermester Chr. F. Rasmussen som Formand og Boghindermcster Brünnich som Næstformand, og Lauget indsendte et Andragende til Magistraten om at maatte faa fornyet Lejeforholdet fra 1. Januar. Men Svaret lød paa, at Magistraten ikke mente at kunne fremme delte Andragende.

Da Magistraten i sin Tid sendte Opsigelsen, var det hovedsageligt Hensynet til Fuglelivet paa Søerne, der motiverede denne. For kort Tid siden har imidlertid Baadeudlejer Larsen gennem en Kommunalbestyrelsesbeslutning faaet forlænget sin Tilladelse til Udlejning af Robaade paa Søerne for 5 Aar, og da Baadelauget mener, at dets Baade med tilhørende Besætning ikke kan være farligere for Søernes Fuglebestand end de udlejede Robaade, som ofte har megen kaad Ungdom om Bord, vil man nu indsende et nyt Andragende, stilet saavel til Magistraten som til Borgerrepræsentationen.

For en Baadebro er den aarlige Leje til Kommunen 30 Kroner, og for et Fisketegn betales ekstra 10 Kr. Søernes Baadelaug tæller ialt 52 Medlemmer - saa stort er Antallet af disse private Broer Søerne rundt. De fleste ligger paa Strækningen lands Østersøgade, ved "Østersøen", som dette Bassin kaldes i Baadelaugskredse, medens den anden Del af Sortedamssøen benævnes "Sortehavet", og Peblingesøen bærer Navn af "Nordhavet".

Baadelaugets Bestyrelse har paa en lille Tur gennem Søerne givet Pressens Repræsentanter lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab med Baadebroerne og Lysthusene. En stor Del af Lysthusene er med deres Blomsterudsmykning pyntelige at se til og præsenterer sig ogsaa pænt, set inde fra Land. Men det lader sig ikke nægte, at der er grimme Tingester imellem, og at adskillige Baadebroer er lidet velholdt. Dette sidste staar dog vel nok i nogen Grad i Forbindelse med Opsigelsen fra Kommunens Side. Der er dem, som har kviet sig ved at ofre noget paa Broerne, fordi der laa en Opsigelse til 1. Januar 1926. Baadelauget mener, at det, hvis lejemaalene fornyes, som Organisation kan byde Garanti for en ordentlig Vedligeholdelse.

Den nye Stadsarkitekt, Hr. Holsøe, har til Hensigt saa snart som muligt at forelægge Magistraten et Forslag til Regulering af Søerne. Her vil ogsaa Spørgsmaalet om de private Baadebroer melde sig. At de har deres Betydning, naar man vil skabe Liv paa Søerne, derom er der ingen Tvivl. Men Broerne og Lysthusene bør absolut være underkastet en passende Censur, og man maa ogsaa vogte paa, at der ikke bliver for mange af dem. 

(Nationaltidende, 9. juli 1925).

Lysthusene var bygget på pæle ud i søerne, og de skulle have været fjernet 1. januar 1926, de var blevet opsagt tilbage til 1921. Men ejerne indgav et andragende som forlængede deres ophold. Siden 1906 har der været bådeudlejning i søerne. Bådeudlejer Poul Werners koncession blev forlænget fra 1. maj 1931 til 31. december 1939. Werner havde overtaget udlejningen efter M. P. Larsen. Fotoerne herover og herunder fra Aftenbladet (København) 4. juli 1925.

De "døde" Vande. (Efterskrift til Politivennen)

Forskønnelsesforeningen vil nu prøve paa at løse Spørgsmaalet: Forskønnelsen af Søerne.

Tidligt Foraar paa Peblingesøen.

Naar en Københavner nævner Ordet "Søerne"', saa tænker han paa de tre mægtige Vandbassiner, der ligger mellem Øster- og Vesterbro og kun højst uegentlig kan benævnes Søer, nemlig Sorledamssøen, Peblingesøen og Sct. Jørgens Sø. Kun den sidste, hvis Bredder ikke er lige afslukne Bassinbredder, har i nogen Grad Karakteren af Sø.

Søerne, og da navnlig Sortedams- og Peblingesøerne, har altid været baade Københavnernes Hjertebørn og deres Smertensbørn. Man har elsket dem for den Friskhed, de tilfører Byen, og for den Skønhed, de store Vandflader trods alt rummer. De spejler Himlens Skyer og Luftens forskellige Farvetoner, de forsølves af Maanens Lys, og i tidlige Sommermorgener flyder Morgenerødens Guld paa deres stille Vande, i hvilke morgenduelige Lystfiskere meder fra Baad og fra Bred.

Men de har samtidig været Københavnernes Smertensbørn, fordi man ønskede dem kønnere, end de er, man vilde gerne give dem noget mere Søpræg, og man kunde tænke sig dem livligere - "de døde Søer", som man ofte benævner dem.

Mest har man dog anket over det frygtelige arkitektoniske Anarki, der har hersket i Halvfjerdserne, da Bebyggelsen langs Søerne tog Fart. Det Husuvæsen, der flankerer Bredderne, kan der naturligvis nu ikke raades Bod paa, saa en Forskønnelse paa det Grundlag er en komplet uløselig Opgave.

Daværende Stadsingeniør Ambt og Arkitekt Ulrik Plesner har i sin Tid udarbejdet et Forslag, der tager Sigte paa en Regulering og Reformering af Bebyggelsen, men Forslaget maatte henlægges, og nu er et Forslag i saa Henseende uigennemførligt.

Mangfoldige Forslag til Forskønnelse af selve Søerne har i Tidernes Løb set Lyset. Saaledes kan det nævnes, at Arkitekt Blichfeldt i Midten af Firserne udarbejdede et Forslag til en gennemgribende Ombygning af den daværende prunkløse Peblingebro. Det gik ud paa at indrette Smaabutiker langs Broens Sider, og at bygge en Koncertsal fra Broens Midte ud i Peblingesøen.

Et tidligere Forslag gik ud paa at søge opført Bygninger langs Søen - noget i Retning af venetianske Paladser, og saa skulde der være Gondolsejlads, naturligvis med syngende Gondolierer ombord.

Et Forslag af helt ny Dato er fremsat af Havearkitekt Termansen og er af en ret fantastisk Karakter. Hr. Termansen vil intet mindre end opfylde del meste af Søerne og derigennem indvinde 780.000 Kvadratalen, der udstykket i Villaparceller vilde staa i en Værdi af 24 Millioner Kroner.

Søerne vilde efler Opfyldningen fremtræde som en bugtet Grav af ca. 70 Alens Maksimalbredde, lidt bredere end Havnen paa det smalleste Sled og ikke saa bred som Christianshavns Stadsgrav.

Sandkasse og Baadebro. Peblingesøen.

Andre Forslag gaar ud paa at danne smaa Halvøer ud i Vandet for paa den Maade at bryde Ensformigheden, som hviler over Søerne, atter andre anbefaler at opfylde smaa Holme helt ude i Søen. De skulde dels tjene til at bryde Vandfladen og dels afgive Hvile- og Rugepladser for en Del af de tamme og vilde Svømmefugle, som holder til i Søerne.

Da man i sin Tid byggede Søpavillonen ud i Søen ved Gyldenløvesgade, var det ogsaa et Forsøg paa at forskønne Søerne, og del var Meningen al opføre en Pedant til Søpavillonen ved Østerbrogade. Det første Forsøg har imidlertid skræmmet Forskønnelsesmændene. Pavilionen ved Østerbro blev for stedse skrinlagt.

Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der jævnlig modtager Henstillinger om at tage Forskønnelsen af Søerne op til Overvejelse, har nu taget Spørgsmaalet op og vil søge udarbejdet et Forslag til Omdannelse af Sortedams- og Peblinge-øens Bredder i Lighed med Set. Jørgens Søs Bredder, altsaa en Afløsning af de nuværende lodrette Stensætninger af græsbesaaede Skrænter med Hække.

Der bliver saaledes kun Tale om at forbedre de forhaandenværende Forhold og gøre dem lidt mere tiltalende for Øjet ved Anbringelsen af nogen Vegetation.

Men samtidig vil Foreningen slaa et Slag for at faa de talrige Skure og Sandkasser, som garnerer Gaderne og Fodstierne langs Søerne, fjernede, og for at faa de mange Baadebroer med tilhørende "Lysthuse" givet et mere pynteligt Udseende. Thi de fleste af disse virker som em Knyttet Næve i Synet paa de Spadserende.

At Foreningen vil indskrænke sine Overvejelser til disse tre Smaaforbedringer, er meget fornuftigt. For det første fordi de er gennemførlige og for det andet fordi Søerne slet ikke er grimme - store Vandflader med deres mange Shatteringer af Lys og Skygge og det frie Udsyn, man har over dem, er en Hvile for Øjet og af en egen Skønhedsvirkning.

Bruno. 

(Folkets Avis - København 25. februar 1920).

Peblingesøen. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter.

Mødet den 19de August 1841.

- - -

- Brystværnet om Broen over Peblingesøen har af Fugtighed og Frost lidt saa meget, at det trænger til en betydelig Reparation; - for at denne kunde blive saa hensigtsmæssig som mulig, blev der ifjor gjort Forsøg paa at afpudse enkelte Dele af Brystværnet med Cement, og da disse Forsøg have givet et tilfredsstillende Resultat, er det blevet besluttet, at hele Brystværnet paa denne Maade skal afpudses, efterat Fugerne i Muurværket ere udhuggede, samt at Fugerne imellem Dækstenene skulle fyldes med Asphalt. Repræsentanterne antoge imidlertid, at der ikke burde begyndes paa dette Arbeide førend til næste Foraar, og tiltraadte iøvrigt den Formening, at det bør søges udført efter Licitation, med Forpligtelse for den, der paatager sig Arbejdet, at indestaae for samme i Løbet af 5 Aar.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. august 1841).

Angaaende Murene for Ferskvandssøerne udenfor Nørreport.

Dersom afdøde grosserer Niels Brock kunne se op fra sin grav, ville han vist ryste på hovedet når han betragtede murene og brystværnet for begge ferskvandssøerne udenfor Nørreport der pranger med hans navn og er opsat for hans penge. Og muligvis ville han fortryde ikke at have gjort en anden bestemmelse i henseende til sin formue. For i stedet for et værk der kunne trodse tiden, ses nu et arbejde der kun vil have en kort varighed, så at de dertil anvendte penge kan anses så godt som spildte. I året 1836 påførtes denne mur og allerede året efter trængte den til reparation som den også måtte gives i fjor da kalken på mange steder faldt fra stenene. Og nu i dens alders 3. år er ikke alene kalken falden ud fra stenene, men disse er på flere hundrede steder smuldret bort, ligesom det cement der skal holde sammen på de tilhugne granitsten over muren, på mange steder er borte. Gennem de derved fremkomne åbninger vil regnvandet trænge ind og bevirke at kalken og stenene i det indre af muren opløses og således bidrage til hele værkets hurtige ødelæggelse. Snart vil vel også kåde drenge forsøge at vælte de løst liggende dæksten ned i søen hvis sådant ikke i tide bliver forebygget. 

Efter anmelderens mening er de sten som er brugt til muren, såvel som kalken kun af mådelig kvalitet. Men til et sådant offentligt arbejde burde man have anskaffet de mest fortrinlige materialer. Havde man i stedet for mursten brugt kampesten eller tilhugne bornholmske sten ligesom de der er brugt til Holmens Bro da ville brystværnet have kunnet trodse evigheden. Vel ville der da muligvis have medgået en større sum, men regner man hvad der nu vil medgå til idelige nødvendige reparationer så vil man vist finde at man ved at have udgivet en større sum på en gang, ville have gjort en ikke ubetydelig besparelse og tillige efterkomme legatarii ønske for hvem det nu ikke kan være nogen hæder at hans navn står på en sådan mur.

Det er befalet at bogtrykkere, kobberstikkere osv. skal sætte deres navne på de arbejder de leverer, og det ville være meget gavnligt om det samme var tilfældet med murere, tømrere og malere, hvad enten disse leverede arbejder efter licitation eller efter akkord. For var deres arbejder gode, da ville det tjene til deres anbefaling, og i hvert tilfælde ville det forbyde dem at betjene sig af dårlige materialer hvorved de ville misrekommanderes. 

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 291-293)

Om vore Ferskvandssøer i Nærheden af Staden.

Om sommeren holdes dog en slags hævd over ferskvandssøerne i nærheden af staden der er Københavns og forstædernes beboeres suppe- og drikkekar. Således tør ingen vande kreaturer, lade hunde svømme eller bade sig i nogen af disse søer, uden at han som ret er, må betale en mulkt. Men aldrig så snart lægger der sig om vinteren en tynd isskorpe på søerne, før man ser drenge i mængde ved at nedkaste sten forsøge om den kan bære. Er dette tilfældet, ser man snart en betydelig mængde skøjteløbere og andre dagdrivere indfinde sig på isen, sælgekoner etablerer der deres udsalg, ja er endog forsynede medkogeindretninger. Og man ser den mængde uhumskheder som herved samles og bliver liggende på isen, så skulle man tro at vedkommende stod i den opfattelse at snavs og urenligheder kun var skadelige for søerne om sommeren. For man kender intet forbud mod skøjteløben samme sted og heller ikke har man set at nogen der søger at forhindre samme. Enhver der ikke er passioneret for skøjteløben, er dog af den mening at skøjteløberne burde henvises til stadsgravene og kanalerne, og ikke tillades adgang til ferskvandssøerne. Ville derfor højere ansvarlige lade udgå et forbud mod skøjteløbere på disse søer, da blev derved manges ønske opfyldt. Et sådant bud ville så meget lettere nu overholdes, da der på broerne haves politi der kunne have den fornødne opsigt.

(Politivennen nr. 1099. Løverdagen, den 21de Januar 1837, s. 37-38)

Ønske angaaende Gjerderne imellem Søerne ved Kjøbenhavn.

Da Københavns magistrat har bidraget så meget til byens og omegnens forskønnelse, foreslås som prydende og mere varigt, i stedet for de med jord og græstorv belagte stengærder på begge sider af vejen mellem søerne, at opføre hegn af hollandske linker og cement, belagt eller dækket med fliser eller hugne sten (der efter omstændighederne i fald det behøvedes kunne bindes ved jernankre). De nys omtalte stengærder er vanskelige at vedligeholde, græstørven og stenen rives løse og falder i vandet, og gærdernes udseende vansirer promenaden til forstæderne.

(Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 363.)

Om Skøiteløben paa Færskvandssøerne.

Næppe har en kulde af nogle få grader belagt ferskvandssøerne uden for staden med et tyndt lag is før man ser skøjteløbere der i mængde. Og ligesom døden der årligt vælger sig flere ofre, er der allerede i år mens vi kun har haft en kulde på 2 til 3 grader faldet et, nemlig et ungt menneske på 21 år og flere er heldigt optaget af vandet. Det synes besynderligt at mens der om sommeren fredes så meget over disse søer, så at ingen uden tilladelse må angle ved deres bredder, de om vinteren så aldeles er overladt til enhvers afbenyttelse. Således så man i den sidste alvorlige vinter vi havde, søerne vrimle af skøjteløbere, spadserende, drenge og sælgekoner, ja der fandtes endog et slags forfriskningsbutikker hvori man gjorde ild. At en sådan færdsel må medføre en mængde urenligheder der ved indtræffende tøvejr synker til bunds og opfylder søerne, er vist let at indse. Men vil øvrigheden ikke desuagtet formene ungdommen den fornøjelse som skøjteløben yder, var det dog ønskeligt om den ville sætte ubesindigheden grænser ved at foranstalte at ingen måtte betræde Søerne før det havde frosset så stærkt og vedholdende at man var sikker på at isen kunne bære. Dette mener man kan ske ved et forbud mod at betræde nogen af disse søer før isens styrke af tilforordnede tilbørligt var prøvet, og tilladelse til at betræde samme var givet ved en offentlig bekendtgørelse omtrent sålydende: "Fra i morgen tillades skøjteløben på Skt. Jørgens Sø, Sortedams- og Peblingesøen." Ligesom det også burde bekendtgøres når sådan tilladelse ved indtræffende tøvejr blev ophævet. 

At de som handlede mod forbuddet straffedes med en klækkelig mulkt der måske kunne tilfalde opsigtsbetjentene for at gøre disse endnu mere påpassende, eller efter omstændigheder med korporlig straf, er en selvfølge. Uden tvivl ville en sådan foranstaltning tjene til at redde mange ubesindige unge menneskers liv og berolige mange familier som har sønner eller myndlige der føler uimodståelig lyst til skøjteløben, ligesom den også ville forebygge at Søerne opfyldtes af den mængde sten som drengene dagligt kaster deri for at prøve isens styrke. Kun en vinter ville noget opsyn være nødvendigt, for når det blev bekendt at dette førtes alvorligt, ville det siden være overflødigt og ingen ville indfinde sig der hvor han ikke havde tilladelse til at komme. 

Politivennen nr. 836. Løverdagen den 7de Januari 1832, s. 12-14.

Sortedammen. Med Dronning Louises Bro i baggrunden. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Kjærlighedsveien er slibrig.

Mange påstår at kærlighedsvejen er bestrøet med roser. Kan være! Men efter den erfaring jeg har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke at den er meget slibrig og glat, hvorved jeg dog må tilføje at denne bemærkning ikke her gælder kærlighedsstien i figurlig forstand (ad hvilken vi alle engang mere eller mindre har vandret), men i egentligste betydning. Nemlig den for adskillige år siden anlagte spadseregang på Dosseringen langs søen mellem Vester- og Nørreport. At denne meget yndede spadseregang endnu trænger til forbedringer, håber jeg ved det efterfølgende nok så meget at godtgøre.

Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 dage siden (den rejse glemmer jeg aldrig) med sin kone om aftenen at gå tilbage fra Blegdamsvej til sin bolig på Vesterbro, og valgte dertil den nærmeste vej ad stierne langs med søen. I begyndelsen på den såkaldte Ægteskabssti gik det ret godt, og hvad under! for over i 30 år har jeg ført det lykkeligste ægteskab, og kunne derfor ikke andet end befinde mig vel på denne vej. Men nu kom "Kærlighedsstien". Hvilken række af elendigheder påførte den os ikke! Men hvad ville også vi to gamle folk som for over 60 år siden har trådt vore børnesko, på en vej som vi rimeligvis burde overlade til yngre at vandre? En ni og trediveårig ægtemand betræder elskovsstien! Hvorfor lagde vi ikke ordene på hjertet der står i hr. Heibergs vise:

"Men er man for gammel til Amor at nå,
Man er incurabel og hvad gør man så?"

Man bliver stikkende i dyndet! svarer jeg. For hør: Samme eftermiddag havde det regnet meget stærkt, men om aftenen var det klaret op, og altså måtte jeg formode at vandet som dette sømmer sig for en brav og honet regn om sommeren, var løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske det modsatte. I dynd og morads måtte vi vade til over anklerne. Ved hvert skridt vi gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det: "Søde mand! Nu falder jeg," snart "ak, nu kan jeg ikke mere." Som en tro ægtemand og ridder understøttede jeg efter svage kræfter hendes vaklende fjed. Men også jeg havde vanskelighed ved at holde mig på benene, og måtte ofte holde fast ved et træ, for at vi ikke begge skulle falde omkuld. Flere gange måtte vi stå stille og angle efter min kones sko som på en forræderisk måde havde løsnet sig fra fødderne ved dyndets større attraktionskraft, og med lumske miner aldeles havde skjult i snavset for vore spejdende og forbavsede blikke. Men Gud være lovet! Tålmod og standhaftighed sejrer til sidst. Og efter 1½ times besværlig gang, nåede vi efter udstået livsfare, hjemmet. Hvad om vi var blevet stikkende i dyndet indtil næste morgen til spot og spe for den gabende pøbel? Efter hjemkomsten vejede jeg min kones sko, og fandt at de med snavs og alt vejede brutto 6½ U. Når jeg nu regner tara af skoene op til ½ U, så er det netto 6 U snavs som min stakkels kone måtte slæbe på i denne uheldssvangre nat. På mine støvler sad snavset i lispundevis. Men jeg har altid som brav mand, påtaget mig i vores ægteskab at bære de tungeste byrder. Som sagt altså: "den rejse glemmer jeg aldrig." Min ærbødige bøn til høje ansvarlige der i denne tid har indhøstet så megen ros i de offentlige tidender for disse spadseregange, er derfor at træffe sådanne foranstaltninger at elskoven ikke forkøler sig, ved at vandre på en våd og slibrig sti, men at denne der egentlig burde bestrøs med roser, bliver lige så god at passere som "Ægteskabsstien". Den dog kun få i disse pengetrange og næringsløse tider med frejdigt mod kan betræde.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 511-514)

Redacteurens Anmærkning.

Vægtangivelserne i slutningen af artiklen er et tegn som jeg formoder er et unse tegn (Derfor angivet med U). 1 Unse skulle svare til 31,25 gram. 1 Lispund er 8 kg.

Uberettigede Restaurationer paa Peblingesøen.

Blandt de fornøjelser der om vinteren bliver det mandlige køn til del, er unægtelig skøjteløb. Men det er ligeledes at der også her kan finde såvel uorden som andre politiovertrædelser sted. Indsenderen heraf tror således at det må være ham en behagelig pligt at gøre de ansvarlige opmærksomme på at en uskik finder sted på isen, især på Peblingesøen, da mange koner og mænd uden nogen som helst given tilladelse, opsætter dækkede borde med en anretning der absolut må falde såvel ynglingen som manden i øjnene og hvorved den unge uerfarne yngling der er overladt til sig selv, let forledes til drik hvorved ikke alene hans moralske karakter let fordærves, men han bliver også uskikket til i sin tid at fremme menneskeheld på jorden. For ikke at tale om at de traktører og værtshusholdere der bor i nærheden, taber i deres næringsvej, hvorved der gøres skår i deres borgerret, og det derved opnåede borgerbrev som de ved så megen bekostning har erhvervet sig. Det ville være en lav misundelse hvis man klagede over at krøblingen med en kurv på armen søgte sin fortjeneste på denne måde. Men at folk der er aldeles uberettigede til en sådan erhvervsgren søger deres undertiden ikke ubetydeligt fortjeneste på en sådan måde, forekommer indsenderen ikke tilladeligt.

Skulle dette hensigtsmæssige vink vække de ansvarliges opmærksomhed, da ville det glæde indsenderen at have nedskrevet disse linjer.

(Politivennen nr. 729, Løverdagen den 19te December 1829, s. 819-821)

Anmodning til Herr Dreiermester Ulrichsen om Bortskaffelsen af de, paa hans Parcel af Blaagaards Jorder, for circa 50 Stykker Sviin med Grisse anlagte, Svinestier og derved henkastede Møddinger.

Anmelderen af dette og mange af hans bekendte havde ofte spadseret på den nye vej over Ladegårdsåen og fundet denne tur særdeles behagelig. Længselsfuld imødeså han sommeren, da han af årstiden i forening med vejenes istandsættelse og forskellige nye bygningers og havers anlæg troede sig berettiget til at love sig sin nydelse på denne spadseretur betydelig forøget. Men havde han end herved gjort sig skyldig i alt for dristige forventninger, blev han også så meget desto ubehageligere overrasket da han for nogle dage siden atter passerede omtalte vej, og syn, hørelse og lugt på en højst væmmelig måde blev angrebet, idet der nemlig på hr. Ulrichsens parcel ud mod vejen fandtes etableret et fuldstændigt svineri af omtrent 50 stykker svin med deres yngel. Disses afskyelige grynten, uhumskhedens afledning til vejgrøften i forening med 2, nogle alen fra vejen henkastede dynger gaderenovation og dyrisk gødske var vistnok i lige høj grad egnede til at betage den vandrende i det mindste mig, lysten til at gå videre. 

Jeg beklagede først de omkring boende, og dernæst de stakkels københavnere som en eller anden omstændighed nøder til at indskrænke deres spadsereture til stadens nærmest tilgængelige omgivelser, og vendte om med det forsæt at forsøge om intet kunne udrettes til gavn for disse lidende. Jeg indstiller derfor til ejerens, hr. Ulrichsens retsindighed og agtelse for naboer og øvrige medmennesker om ikke de omtalte svinestier og møddinger kunne forlægges til et for sanser og sundhed mindre anstødeligt og skadeligt sted. At sundheden i høj grad er udsat for påvirkning af de forpestende dunster, der ved sommerens varme ufejlbarligt må udvikles af de i grøften stillestående uhumskheder etc., vil vist nok ikke betvivles, og fortjener i alt fald sundhedspolitiets opmærksomhed, hvortil jeg også indstiller om det ikke ved at betragte jordernes fald ned mod Peblingesøen kunne tænkes muligt at urenlighederne af en sådan mængde svin koncentrerede på et sted, gennem jordens vandårer kunne trænge ned til søen og have indflydelse på vandet.

Ved denne lejlighed kan jeg heller ikke forbigå at berøre de smagløse skure hr. Ultichsen har ladet opføre på nævnte parcel, og selv om indsenderen må tilstå at de fuldkommen harmonerer med de ovenfor påtalte svinestier og møddinger, kunne han dog ikke afholde sig fra det ønske at det måtte stå i høje ansvarliges magt at påbyde ejeren opførelsen af noget der passer bedre med nutidens smag, og om ikke just pryder dog heller ikke vansirer det øvrige smukke terræn, til hvis forskønnelse de øvrige herrer parcellister med smagfulde bygninger og anlæg ligesom kappes om at bidrage.

(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 467-469)

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen havde også måneden før, 14. juni en lignende klage over hr. Ulrichsen.

I folketællingen for 1840, Udenbys Klædebo Kvarter, Nørrebro nr. 36 F2, Blaagaardsveien. optræder bl.a. drejermester Jens Ulrichsen (o. 1783- ?), kone, søn, deres adopterede (1835) Caroline Friis med døtre, en tjenestepige og en tjenestekarl:

Han har i øvrigt selv underskrevet indberetningen. med: Blaagardsveien, d. 2 Februar 1840. J. Ulrichsen. Blågårdsvejen var indtil 1859 betegnelsen for nuværende Blågårdsgade. 

Kort over Nørrebro, 1856. Ulrichsens ovenanførte adresse, Blågårdsvejen 36 F2 (mellem Korsgade og Nørrebrogade) lå langt væk fra den bro som gik over Ladegårdsåen (nederste venstre hjørne). Men området er ikke bebygget, og Ulrichsen kan selvfølgelig have ejet grunden og haft svin der, i sikker afstand fra sin egen bopæl.

I Bornholmske Samlinger (s. 110) anføres han som oldermand for drejerlauget.. På Kbhbilleder findes et foto af en ejendom Blågårdsgade 4 opført 1820 af Jens Ulrichsen. I Jævnførelsesregistret står han noteret for at have fået opført nuværende Sankt Peders Stræde 21 (1815) og Larslejstræde 3 (1823). I fredningssagen for sidstnævnte oplyses at det oprindeligt var et pakhus og stald i én etage, men i 1829 ombygget til beboelse.

Angaaende Kjøbenhavns Vandvæsen.

Indsenderen af dette har i en række af år interesseret sig for vandvæsenet som et af hovedstadens allervigtigste anliggender. Og dertil har han så nøje som hans stilling og evne har tilladt ham, søgt at gøre sig bekendt med det, såvel som med de foranstaltninger der fra bestyrelsens side er blevet iværksat og udført til samme forbedring. Han har med fornøjelse læst det i nærværende blads nr. 559 og 560 indrykkede velmente stykke: "Bøn om mere sparsommelighed med vandet".

Han er fuldkommen enig med forfatteren i det at en mindre ødselhed med vand end den der i almindelighed finder sted her i staden, var ønskelig. Især på de tider af året da man enten aldeles intet eller kun lidt tilløb kan få til de søer som vandvæsnet disponerer over. Og han tvivler heller ikke om at mængden af stadens gård- og husejere med velvilje vil henvende tilbørlig opmærksomhed på denne vigtige sag.

I de sidste 15 år har mange somre været særdeles tørre. Og nogle vintre har kun givet lidt sne. Det er naturligt at vandet i almindelighed under sådanne omstændigheder må være aftaget, og klager over vandmangel i mange egne af landet har også været temmelig almindelige i adskillige af disse somre. Men hyppigst har disse dog så vidt indsenderen har kunnet bringe i erfaring været i denne da næsten alle brønde, gadekær og mindre beholdningssteder var udtørrede.

At hovedstaden imidlertid ikke har følt til dette onde, afgiver vist nok bevis for at bestyrelsen må have truffet hensigtsrigtige foranstaltninger, og at stadens vandbeholdninger der i tørre somre næsten intet tilløb kan have, må være blevet større end før.

Skønt anmelderen ikke er i stand til at anføre alle de arbejder som i løbet af nævnte tidsrum er udført til hovedstadens vandvæsens forbedring, vil han dog nævne følgende som tilstrækkelige til at godtgøre rigtigheden af denne ytring. Peblinge- og Sortedamssøen tillige med den dertil hørende kommunikationså er blevet således opdæmmet at disse søer nu kan holde 24 tommer højere vand end før. Lersøen der udgør ca. 100 tønder land, og indtil år 1815 blot var mose og eng, hvor intet vandforråd kunne opbevares, er ved nogen udgravning, men især ved opdossering blevet indrettet til en ordentlig sø, hvoraf vandet gennem en grundsluse kan indledes i de to søer. Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset. Og det mudder som samler sig på dette dybe sted af søen, er siden efter blevet bortført i stor mængde. Hvilket også er tilfældet på nærværende tid.

At man ved disse foranstaltninger har skaffet hovedstaden en disponibel vandbeholdning der langt overstiger det dobbelt af den som man før havde, er lige så vist som det må anses for afgjort at uden disse forbedringer måtte også København have følt savn af vand i de sidste tørre somre.

(Politivennen nr. 562. Løverdagen den 7de October 1826, s. 657-660)

"Damhussøen blev i årene 1816 og 1817 udgravet og renset på hele strækningen fra Damhuset til Ålekistehuset." (Ca. 30 år senere end denne artikel blev Damhussøens dæmning forhøjet og belagt med sten, samt en rende, Kildeløbet gravet helt ud til Ballerup langs Harrestrup Å for at føre grundvand ind til søen).

Uorden af Slagterdrenge.

Anmelderen så i lørdags mellem klokken 6 og 7 i skumringen ikke en hyrdedreng, endnu mindre en Oehlenschlägers hyrdedreng, men en slagterdreng drive en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse. Var dette endda sket på Ægteskabsvejen (det er den som går i lige linje med ovennævnte op til broen ved Peblingesøen), så ville man ikke have påtalt det. For på den vokser ikke træer, men kun nælder og tidsler. Men at forvolde ødelæggelse på en vej som øvrigheden med bekostninger har anlagt til publikums fornøjelse, er en uforskammethed som bør anmeldes for at de ansvarlige opsynsmænd kan blive gjort opmærksom på sådanne utilladelige friheder som slagterdrenge og andre tiltager sig.

(Politivennen nr. 511. Løverdagen den 15de October 1825, s. 10072)

"En slagterdreng drev en stor flok får og lam ned af den alle som almindeligvis kaldes Kærlighedsstien og som vores gode majestæt med bekostning har anlagt og forskønnet til Københavns indbyggeres bekvemmelighed og fornøjelse". (Sortedamssøen omkring 1830)

Redacteurens Anmærkning

Kærlighedsstierne gik langs søerne. Ægteskabsstien var betegnelsen for stykket fra Søtorvet til Østerbrogade, også kaldet Skilsmissestien.

En god Handling.

Mandag den 14. dennes om formiddagen kl. 9 var et menneske kommet i Peblingesøen, og han var uden redning fortabt, dersom ikke hr. studiosus juris Prom som bor på Farimagsvejen hos hr. Jacobsen, ved karlens anskrig som gik i haven, og ikke turde vove sig ud - øjeblikkelig havde ilet den ulykkelige til hjælp, og med klæderne på svømmet ud efter ham, trukket ham op af mudderet og på denne måde reddet ham. De nærmere omstændigheder vil kunne erfares hos S. T. hr. politiassistent Münster på Blegdamsvej.

Denne handling er så meget mere rosværdig som det er mig bekendt at nævnte hr. Prom allerede i sine skoleår har reddet en af sine skolekammerater fra en lignende ulykke.

(Politivennen nr. 443. Løverdagen den 26de Juni 1824, s. 8061)

Advarsel om at følge Landeveien.

Efter at have været på Frederiksberg kom jeg anden pinsedags aften henad klokken 8 gående fra dæmningen langs med St. Jørgens Sø, hvor jeg velsignede vedkommende for den beplantning der var anbragt der og lykønskede hovedstaden hvis omegn således forskønnes år for år. For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv. Det gruede jeg noget for, men gjorde i det samme en meget behagelig opdagelse. Lågen eller stakitporten ind til gangstien ved Peblingesøen stod åben, og jeg så folk spadsere frem og tilbage der. 

"For at komme til Nørreport skulle jeg nu om ad Farimagsvejen, som stod i en sky af støv". Endnu i 1850 da H. G. F. Holm tegnede møllerne ved Farimagsgade kan man forestille sig vejen stå i en sky af støv. Københavns volde og deres møller anes i horisonten til højre.

Jeg ytrede imidlertid min betænkelighed over for en mand der just stod ved lågen, om det vel virkelig også skulle være tilladt for alle og enhver at gå der. Han mente ja, og anså denne omsorg for publikums bekvemmelighed som en følge af det så rimelige ønske om det som Politivennen ytrede forrige år. Jeg istemte med hans ros af ovennævnte blad og gik ind på stien. Da jeg mødte adskillige som kom fra den modsatte side, tænkte jeg ikke på mindste vanskelighed før jeg kom til gangstiens ende og fandt stakitporten låst. Jeg befandt mig herved i en forlegenhed som jeg med disse linjer har villet advare læseren for. Jeg stod i begyndelsen tvivlrådig om jeg skulle gå samme vej tilbage jeg var kommet fra, og så dog indslurke støvet på Farimagsvejen, eller jeg skulle søge at forcere passagen som jeg så andre gjorde. Sidstnævnte redningsmiddel var der forbundet nogen vanskelighed forbundet med, med mindre de spadserende enten var børn eller var stærke i gymnastiske øvelser. I sidstnævnte tilfælde kunne de ved et saltomortale sætte over stakitværket. Børnene derimod lod sig glide ned i den dybe grøft og kravlede på hænder og fødder op på  den modsatte brink. For kvinder og aldrende mænd var det derimod helt vanskeligt, og indsenderen af disse linjer var næppe kommet over, hvis ikke godmodige mennesker på begge sider af grøften havde rakt ham hjælpsomme hænder. 

Således slap jeg ud af denne knibe. Derimod har jeg siden følt samvittighedsnag over at have begået en handling der strider imod anordningerne om hegn og markfred. Denne brøde kan jeg så meget desto mindre tilgive mig selv som jeg ellers alle mine dage har hyldet den maksime at frygte Gud og følge landevejen. 

C. E.

(Politivennen nr. 441. Løverdagen den 12te Juni 1824, s. 8021-8023)

Redacteurens Anmærkning

Vejen bliver beskrevet i artiklen "Med den Grundforbedring, Vester-Farimangsvei nylig har faaet, er den dog ei aldeles færdig" Politivennen nr. 990, lørdag den 20. december 1834, s. 876-879. 

Tak, og gjentagen Bøn, til Vedkommende, for den nye andlagte Allee ved St. Jørgens Søe.

I Politivennen nr. 432 er indrykket en bøn om en spadseregang langs Søerne uden for staden. Dette stykke var indgivet forrige år, men kom først i samme den 10. april 1824, altså efter den påbegyndte forskønnelse af den fodsti fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen langs med St. Jørgens Sø som herefter vil blive en skøn alle for stadens og forstadens indbyggere der ikke kan andet end at takke bestyrerne af sammes anlæg for nydelsen af det. Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti, og slutter heraf det er vedkommende bestyreres plan at denne skønne alle først skal ende ved Østerbro. Hvor megen taknemmelighed skyldes ikke for denne sundheden så behagelige spadseregang, helst når den her gentagne bøn måtte opfyldes at den blev åben for enhver da det ville være hårdt for de uformuende at se det skønne anlæg og ikke nyde dets behagelighed. Men endnu hårdere ville det være, hvis den der nu åbnes ved St. Jørgens Sø skulle fra dens istandsættelse blive lukket som de andre er. Dog er der ikke givet mindste årsag til at formode sådant, men snarere må man tro at ønsket bliver opfyldt til alles fornøjelse.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7033-7034)

"Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti". (Dosseringen med udsigt fra Nørrebro mod København, 1837. Købke, Statens Museum for Kunst)

Et Vink til Vandcommissionen.

Der gøres så meget for at forebygge ulykker for mennesket at man derfor ikke tror det upassende at henvende den høje vandkommissions opmærksomhed på tre meget farlige steder for det offentlige.

I Peblingesøen og Sortedamssøen er der tre kister hvori de render ligger som leder vandet her til staden. Foran disse er anbragt et pæleværk af omtrent, efter øjesyn, 9 til 12 meters længde som igen er forsynet med brædder der står under vandet, formodentlig for at hindre grøde og urenlighed fra søen at løbe til renderne. På dette pæleværk hvorpå der for oven er anbragt bjælker, ses som oftest i sommerens dage både voksne og børn at vove sig ud til den yderste ende for at fiske. Dette er yderst farligt så meget mere som bjælkerne for vandfalds skyd er afrundede, og når disse er fugtuge, meget glatte at gå på. Falder en voksen person eller et barn uden for og disse kan svømme, så er der al rimelighed for at de kan blive bjergede. Men falder de inden for i kassen, så er al redning umulig når ingen er til stede til hjælp, og om end hjælp var ved hånden, kan det endda se galt nok ud, eftersom ingen båd kan komme nogen til hjælp inde i kassen.

For nogen år siden fandt således en agtet medborger sin død der fordi han for at fiske havde vovet sig ud på en af disse bjælker hvor han nu fandtes død i kassen ved siden af sine fiskeredskaber. Dette kunne aldeles forebygges når disse kister blev forsynede med stakitværk på den ende som vender ud til Dosseringen, og denne bekostning ville dog være meget ubetydelig mod de mange velgørende følger samme ville medføre. Man kan vel indvende at ingen har der at bestille, allerhelst da Dosseringen for begge ender er forsynet med fornødent hegn. Men lægger man mærke til at Dosseringen er tilgængelig fra utallige steder hvor hegnet er anbragt, især da den vender ud til marken, så vil denne indvending let bortfalde. Overalt hvor daglige ulykker kan forebygges, bør en så ringe ting som nogle meter stakitværk NB af forsvarlig højde efter indsenderens formening ikke komme i betragtning. Indsenderen ved ikke om nogle af den høje vandkommissions bestyrere tillige er medlemmer af selskabet for druknedes redning. Hvis så er, kunne måske begge autoriteter forenes om denne ringe bekostning. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, håber man dog at dette velmente vink vil tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6906-6908)

Erindring til Vedkommende.

Den mand som styrtede sin store tykke skurvede pudeltævehund ud i Peblingesøen ved slagterhuset på Nørrebro den 19. dennes om eftermiddagen kl. 7.15 ville meget forbinde Københavns indbyggere dersom han ville vende sig af med en så utilgivelig eller utilladelig handling og derimod selv betænke at denne sø er en af stadens mest velsignede drikkekar hvoraf mange nyder en læskende og behagelig næring. At anvise den utænkende sin straf ved love og politi var anmelderen heraf umuligt, da der på broen ikke fandtes nogen betjent på samme tid nærværende, hvilket ellers havde været det rigtigste. Men imidlertid behager personen at tage denne advarsel ad notam da man både kender ham og hans tæve.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3864-3865).

Redningsredskaber

Ved denne benævnelse har anmelderen altid forstået at det var sådanne redskaber som altid var ved hånden til at frelse et eller andet ulykkeligt menneske som muligvis var i en ligkasse fra at gå over i evigheden før han havde betalt 10 gange så meget til den som han anstændigvis kunne uden i utide at aflive sig blive begravet for. Men nu indser han fuldkommen at han også her har taget fejl, for strikt efter sådanne institutters indretninger får vedkommende ikke en døjt til begravelsesomkostninger, men vedkommende må se at få den ulykkelige begravet på hvad måde han bedst ved og kan. Så han er overbevist om at når en selvmorder blot nøje overvejede al den kval som der er med at få ham begravet, ville samme sikkert afholde ham fra en handling der opvækker medbroderens rimelige harme, i det den stundom afpresser ham en medlidende tåre.

At sådant ræsonnement imidlertid ikke findes hos alle, så man et tydeligt bevis på forleden fredag den 16. denne måned da en ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen mellem kl. 5 og 6 om aftenen.

Til hendes frelse kom tilfældigvis en mand forbi. Og da han så den dødsfare hvori denne ulykkelige var, betænkte han sig ikke et øjeblik på at redde hende. Han iler derfor over til stenhuggerhuset for ved en båd at tage hende op da klæderne hjalp til at holde hende over vandets overflade.

Imens denne menneskeven foretog sig dette, kom en anden lige ædelt tænkende person til, og ved hjælp af sin paraply som han udstrakte til selvmordersken, fik han hende som nu forventligt havde forandret sine tanker, lykkeligt bragt til land ved hjælp af båden.

"En ung velklædt pige styrtede sig i Peblingesøen". Peblingesøen set omtrent fra det sted hvor stenhuggerhuset stod (Eget foto). På Politivennens tid skal man dog mere forestille sig et landskab som fx Utterslev Mose.

Nu sørgede disse tilligemed flere at få hende i hus. De godmodige beboere af stenhuggerhuset var dertil straks beredvillige og uagtet de allerede havde en druknet i huset, var de dog meget hjælpsomme mod den ulykkelige, lagde hende i deres seng og søgte på alle mulige måder i forening med de andre sande menneskevenner at få hende til live, hvilket også til alles glæde fuldkommen lykkedes dem uden de offentlige redningsmidlers brug, for disse var flyttet bort fra Blågård hvor de før havde stået til et andet sted på broen, men som ingen vidste hvor var. Dette synes anmelderen helt besynderligt. Men da det passer sig med ordsproget som han mindes tit hedder: Det er tids nok at kaste brønden til når barnet først er druknet, så vover han ikke at tale mere om det og indrømmer gerne for ikke at fornærme nogen at det er tids nok at anvende redningsmidlerne fire eller fem timer efter at den ulykkelige har lagt i vandet. For så er man desto mere overbevist om at disse almindelige bekendte redskaber virkeligt når sådan en patient kommer til live, har gjort sin virkning og fuldkommen svarer til sit navn. Imidlertid var det dog at ønske at en plakat blev slået op ved Peblingesøen som tilkendegav hvor sådanne redningsredskaber egentlig gemmer sig, at man ikke for eftertiden skal løbe for nar efter dem når sådanne ulykker indtræffer.

Ved samme lejlighed var det måske ikke urigtigt at anmærke her en anden menneskevens tanker i denne anledning, som også var øjenvidne til hele dette optog, at der nemlig drages omsorg for at der på marken ved Blågård blev opslået et skur hvori sådanne ulykkelige kunne henlægges uden at falde beboerne af stenhuggerhuset til ulejlighed, da huset er så lille at der næppe er plads til de levende endsige til de døde.

Anmelderen giver denne brave mand ret heri og tilføjer endnu til hans rimelige begæring: At redningsredskaberne tillige der måtte sættes og at nøglen til samme måtte bestemt henlægges i stenhuggerhuset. Så at alt var på rede hånd til den ulykkeliges redning.

Da pigen kom til sig selv fra det kolde bad, erklærede hun at årsagen til dette fortvivlende skridt hun havde gjort var, at hun var blevet hånligt modtaget af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn som var der i huset. Efter sigende skal hun tjene på et traktørsted uden for Nørreport og hendes husbond skal straks have givet hende afsked fra sin tjeneste. Hun er altså dobbelt ulykkelig og ønskeligt var det om de ædle menneskevenner som reddede hende fra den vilde sø ville nærmere forhøre sig om hende og hendes ulykkelige barns skæbne.

(Politivennen nr. 73, Løverdagen den 24de Maj 1817, s. 1242-1246)

Redakteurens Indskydelse: Artiklen bliver besvaret i det følgende nummer. Desværre mangler side 1257. Men jeg formoder at denne del af artiklen blot indeholder et resume af sagsforløbet. Det egentlige svar foreligger imidlertid som nedenfor: 

get af sin forførers forældre og vist på døren fordi hun ville se til sit barn, som var der i huset!

Anmelderen der kender den sande sammenhæng meget nøje, anser det for ufravigelig pligt at gøre det ærede publikum opmærksom på at pigens klage ikke alene er aldeles ubegrundet, men også røber en høj grad af chikane mod hendes barns liberale velgørere. Faderens forældre indså at pigens moralske karakter og økonomiske forfatning ville lide betydeligt ved at hun længere lå ledig for at passe barnet, samt at hvis det skulle udsættes til fremmede ville det blive underkastet en behandling som var dem særdeles ukær. De overtalte derfor pigen til at overlevere barnet til dem mod den hellige forsikring at de ville opdrage den som deres eget! Dog på de udtrykkelige vilkår at hun straks skulle tage tjeneste og ikke mere end en gang om ugen se til sit barn! 

Men nu førte en besynderlig hændelse hende i tjeneste hos forældrenes nabo, og hun havde altså lejlighed til hvert øjeblik at smutte ind til barnet. Især skete disse besøg på de timer hun vidste at begge plejeforældrene var fraværende i deres lovlige forretninger. Og da de fuldkommen var betryggede for at glutten blev passet omhyggeligt af en ansat amme af mange årsager, fandt de ikke behag i denne opførsel. Og i særdeleshed af den grund: at de fra deres søns side frygtede en da capo der kunne have familiens forøgelse til følge. Ligesom de også havde bragt i erfaring at hun førte sladder og havde maskepi med adskillige, hvorover ufortjent medisence ofte blev frembragt, så kan formentlig ingen retsindig miskende at de humane plejeforældre i al venskabelighed frabad dem barnemoderens overflødige besøg. Og at denne velgrundede frabedelse ingenlunde burde give anledning til selvmord. Utvivlsomt vil enhver som anmelderen finde det indlysende.

(Politivennen nr. 74, Løverdagen den 31de Maj 1817, s. 12[57]-1259)

Redaktørens Anmærkning

Så vidt jeg kan læse mig til må stenhuggerhuset have ligget ved den nuværende Fredens Bro hvor der nu er dæmning. Broen var der dog ikke på Politivennens tid, men kom først til i 1878 og erstattet af dæmningen i 1887. Stenhuggerhuset var det første hus, man stødte på, på venstre hånd. Ifølge en kilde lå det ved siden af en lille forfalden hytte, "Druknehuset” der tilhørte Selskabet for Druknedes og andre Skindødes Redning. Tilsyneladende var rådene i oven nævnte artikel taget til efterretning. For da huset skulle rives ned omkring 1858 havde den gamle mand der da boede i huset, opsyn med redningsudstyret i skuret. Kommunen måtte anlægge sag mod ham for at få ham smidt ud.

Spørgsmål angående vores Drikkevandssøer

Hvad angår vandet i Peblinge- og Sortesø, som københavnerne drikker af, vil man gerne have følgende spørgsmål besvaret af en sagkyndig:

1) Om først vand som er stillestående, eller dog for størstedelen stillestående, taber i sin godhed for helbredet, ved at være opfyldt, endog mange steder lige til overfladen med vandvækster eller ej?

2) Om det aldeles ikke gør vandet mindre godt, hvis folk deri færdes i både, og som en uundgåelig følge, deri lader de modbydeligste uhumskheder?

Vandrør af træ fra et af Københavns Vandkompagnier. Sådanne vandrør kunne forbinde søerne med stadsgraven, ifølge Politivennen. (Eget foto fra Nationalmuseets samlinger). 

3) Ville det ikke være til stor besparelse for participanterne i vandkompagnierne i fredstid, og til en sikkerhed i en mulig belejringstilfælde, hvor vandrenderne kunne afbrydes af fjenden, og staden derved desto senere blive nødt til at ty til dens kun få brønde, om der fra hver af søerne, Peblingesøen og Sortesø, graves en arm af tilstrækkelig dybde og bredde lige ind til stadsgravene. Dog således, at den ikke havde samkvem med disse, men adskiltes derfra ved den bedækkede vej. Renderne behøvede da blot at nå til enden af hver sådan arm, og kunne ikke heller afbrydes af nogen fjende, før denne alt havde drevet sine løbegrave lige ind på den bedækkede vej?

4) Om det ikke var muligt at give stadsgravenes vand samme drikkelighed og godhed for helbredet som søernes? Når alle lokummer som blev udledt der, blev afskaffet såvel som tilløb af alle andre uhumskheder, så kan jeg ikke se hvorfor dette vand ikke skulle være lige så godt som hint. Og hvis dette er rigtigt, er det da ikke en ganske naturlig slutning: At det er Per Gantes Vej at søge fjernt hvad nær kan haves. Når søerne blev sat i forbindelse med gravene, disse ingen uhumskheder modtog, opstillede skildvagter hindrede deri at drukne hunde og katte osv. da var jo gjort et mægtigt fremskridt for vandledningsvæsnet.

(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6931-6933)

Redacteurens Anmærkning

Per Gantes Vej

Udtrykket betyder vel noget i retning af at man skal ikke gå over åen efter vand. Altså en omvej, som det står forklaret i Ordbog over det danske sprog: Ufornuftigt menneske; gæk; nar; taabe; tosse ... Per Gantes vej ell. genvej. 

Den bedækkede vej

Var vejen på ydersiden af voldgraven, anlagt på kontrescarpen (skråningen på voldgravens yderside) og skjult af glaciset.

Uorden i Sortedams Søen

I Peblingesøen tæt ved Østerbro er en del øltønder og en fyrretømmerflåde henlagt. Dette synes man burde ligeså lidt finde sted, som den megen sejlen på en sø der forsyner en stor stad med vand.

Qvist
Borger i staden


(Politivennen nr. 423, 31. maj 1806, side 6728)